Af samme forfatter
I serien om Harbinder Kaur: Døden mellem linjerne
Ekspert i mord
De blødende hjerters klub
I serien om Ruth Galloway:
Pigen under jorden
Løgnens hus
Huset på klippen
Døden på museet
Det tavse vidne
De udstødte
Stemmer fra graven
Kvinden i blåt
Forsvundet i mørket
Den mørke engel
Stencirklen
Lygtemændene
Den sorte hund
Det låste rum
Det første juletræ
Det sidste ord er oversat fra engelsk af Ulf Houe efter The Last Word
Copyright © 2024 Elly Griffiths
Dansk udgave © Gads Forlag 2024
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet
Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07679-7
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Der citeres frit efter:
Carl G. Boberg: “O store Gud!” i Lovsangstoner nr. 455. 1886
James Joyce: Ulysses, oversat af Karsten Sand Iversen. Rosinante 2014
William Shakespeare: Samlede skuespil i ny oversættelse. Bind 6. Oversat af Niels Brunse. Gyldendal 2018
Til Daria Miskevych
Læs din egen nekrolog. Det siges, at man lever længere.
James Joyce, Ulysses
Edwin: en død mands mindeord
Mandag d. 4. april 2022
Der er fordele ved at være landets ældste privatdetektiv, tænker Edwin. For det første behøver man ikke møde tidligt ind. Han er begyndt at dyrke yoga hver morgen og laver åndedrætsøvelser.
Træk vejret ind i fire sekunder, hold det i fire, pust ud i fire. Så skifter han mellem at trække luft ind gennem de to næsebor, inden han slutter af med en dyb udånding kaldet “havets åndedræt”. Hvis han har været tjekket, har han allerede stillet sin morgengrød frem, så den har netop den rette temperatur til Guldlok. Opskriften på grøden har han fra sin nu afdøde nabo Peggy. Så spiller han Wordle på nettet. Engang var det meget populært blandt bogelskere på Twitter, men nu er der vist kun få, der holder fast i det. Edwin nægter dog at give op, så længe han endnu ikke har tabt til sin fredsommelige, men temmelig alvorlige ven og konkurrent Benedict.
Når Edwin er færdig med sin daglige Wordle, spadserer han ned til Benedicts kaffebiks, Kaffehytten, for at annoncere resultatet (især hvis han har gættet ordet på færre end fire forsøg). Så læser han lidt avis, for det er i hans øjne afgørende at være velorienteret som privatdetektiv.
I dag ankommer Edwin til Kaffehytten tyve over ni. Så er pendlerne taget videre, og mødrene er endnu ikke dukket op med deres småbørn. Det er en solrig forårsdag, og Kaffehytten ser hyggelig og indbydende ud med de mangefarvede vimpler. Benedict har holdt udkig, men så snart han får øje på Edwin, går han ind for at sætte kaffe over og for at dække over, at han var blevet bekymret. Benedict bekymrer sig for meget.
“Fem,” siger Edwin, da han når op til disken. “Et af de der irriterende ord, hvor der er for mange muligheder. Jeg måtte forbi ‘drage’ og ‘brage’, før jeg nåede til ‘krage’.”
“Jeg var heldig,” siger Benedict med et beskedent udtryk, der betyder, at han klarede den på tre eller måske ligefrem to gæt. “Det sædvanlige?”
“Meget gerne, min dreng.”
Mens Benedict laver den bedste flat white i hele Shorehamby-Sea, sætter Edwin sig ved det blå picnicbord og slår op i The Times. Han foretrækker The Guardian, og bogstoffet i The Telegraph er virkelig godt, men når det gælder nekrologerne, der desværre bliver mere og mere relevante for ham, er The Times den bedste.
I dag er der noget af en høst: tre dødsannoncer. En af de afdøde kender (kendte) han personligt. Den første er en fagforeningsleder, der blev 84. Nu Edwin selv er kommet op i årene, lyder det som en alt for tidlig død. Så er der en popstjerne, der åbenbart tog fagets klicheer dødsens alvorligt. Den tredje er en producer, som Edwin i sin tid arbejdede sammen med på BB C Radio 3.
Charlie (Chips) Walker
BBC-producer med et ry for at være selskabelig og holde lange frokostpauser.
Man kunne vel godt kalde ham selskabelig, tænker Edwin. Chips var godt selskab, i hvert fald indtil man ragede uklar med ham, og hans bidende sarkasme tog over. “Forsøger du at kede lytterne ihjel?” spurgte han engang Edwin, som var blevet så overrasket, at han var lige ved at græde.
Den rutinerede radiomand og producer Chips Walker introducerede et helt nyt publikum til klassisk musik gennem folkelige programmer som Vores egen Verdi og Mozart til det meste. Chips, der døde af prostatakræft i en alder af 85, gik på Det Kgl. Konservatorium, inden han begyndte på Radio
3. Han var længe vært på søndagens aftenprogram, men forsøgte sig siden som producer. Sammen med sin anden kone, Margot Emsworth, startede han sit eget produktionsselskab, Counterpoint, der stod bag programmer om velkendte klassiske komponister …
Edwin er en hurtig læser og er nået forbi adskillige priser, sygdomme og endnu en kone, da Benedict sætter en kop kaffe og en brownie foran ham.
“Hvem er nu død?” Benedict sætter sig over for ham.
“En producer jeg kendte engang … En værre satan for at være helt ærlig … Efterlader sig en kone og fem børn. Fem! Han var en ekstravagant mand allerede dengang. Gad vide hvad The Guardian har at sige om ham …”
Det er bare mere af det samme, måske lidt mindre Verdi og lidt mere BBC. Han skimmer ned til bunden. Hvor The Times’ nekrologer er anonyme, sætter The Guardian navn på deres skribenter.
“Interessant,” siger han.
“Hvad er?” spørger Benedict og forsøger at læse teksten på hovedet. Edwin vender avisen om.
Charlie “Chips” Walker, radiovært og producer, født 19. februar 1937, død 3. april 2022.
Malcolm Collins døde i 2021.
“85,” siger Benedict efter et øjeblik. “Det er jo ingen alder,” tilføjer han, da han ser Edwins ansigtsudtryk.
“Ikke det,” siger Edwin. “Nekrologens forfatter, Malcolm Collins, er også død. Sidste år.”
“Det sker nok temmelig ofte,” siger Benedict. “De skriver jo nekrologerne, længe før folk dør. Dronningen må have i hundreder liggende fra journalister, der nåede at dø, før hun gjorde.”
“Hun ender med at leve evigt,” siger Edwin. “Men det er lidt mærkeligt, ikke? At læse en død mands mindeord.”
Benedict synes åbenbart ikke, det er så mærkeligt, men han er også blevet distraheret af en lækker blondine i mærkevareløbetøj.
Det er – til Edwins, og tilmed Benedicts, stadige forbløffelse –Benedicts kæreste, Natalka.
Hun stopper op for at give Benedict et kindkys, inden hun går i gang med nogle temmelig vidtløftige udstrækningsøvelser. B enedict skynder sig op for at lave den cappuccino med kaneldrys, hun altid drikker. Som Edwin ved, laver han tilmed et hjerte i skummet. Edwin har ikke stor erfaring, når det handler om at bo sammen med kvinder – han har vidst, han var homoseksuel, siden teenageårene – men det kan godt blive for romantisk.
Natalka lader nu ikke til at have noget imod det, og hun og Benedict har dannet par i over to år. Forholdet har tilmed overlevet, at Natalkas mor er flyttet ind hos dem. Helt problemfrit kan det dog
ikke være for dem, tænker Edwin, selvom Benedict og Valentyna kommer glimrende ud af det med hinanden.
Men denne morgen er det åbenbart på grund af Edwin, at Natalka har lagt sin morgentur forbi Kaffehytten.
“Der er nyt,” siger hun og løfter sin fod op og bagud i en stilling, der ser ubehageligt leddeløs ud. “Vi har fået en ny sag.”
Natalka og Edwin er partnere i detektivbureauet. Det var Natalkas ide. Faktisk har Edwin på fornemmelsen, at Natalka fandt på det netop for at give ham denne frygtelige ting – noget at interessere sig for. Han forestiller sig, at Natalka sagde noget i stil med: “Vi skal give Edwin noget at interessere sig for, noget der holder hans hjerne frisk,” til Benedict. Benedict forholdt sig skeptisk. “Tænk på, hvor følelsesmæssigt drænende det var at opspore Peggys morder. For slet ikke at nævne farligt,” sagde han under et af deres planlægningsmøder ved Kaffehytten. “Har du virkelig lyst til at gøre det en gang til?” “Vi kommer jo ikke til at arbejde med mord,” svarede Natalka, og hvis Edwin ikke tog helt fejl, lød hun lidt ærgerlig.
“Det bliver nok mere noget med at fotografere utro mænd for deres jaloux koner.”
Til en start blev bureauet oprettet i Natalkas navn, NK Efterforskning. Men det gav virkelig Edwin noget at interessere sig for. Han var vild med at følge efter folk, og på grund af sin alder var han praktisk taget usynlig, når han stod og tog billeder i smug på sin mobiltelefon. Han kunne tilmed godt lide at hænge ud på cafeer og drikke sin flat white så langsomt som muligt, mens vildfarne ægtemænd sad nogle meter væk og flirtede med kvinder, de tydeligvis havde mødt online. Efter noget tid havde Natalka foreslået ham at blive fuldgyldig partner, så Edwin investerede noget af sin BBC-pension, og bureauet skiftede navn til K&F Detektivbureau, kort for deres efternavne Kolisnyk og Fitzgerald. Natalka
havde foreslået F&K, men det lignede lidt et bandeord, hvor &’et erstattede UC. Allerværst havde det været, hvis C’et fra Benedict Cole var kommet med, men han var stadig ikke interesseret. “Jeg har rigeligt at gøre med Kaffehytten,” sagde han. Edwin vidste, at Benedict var for sart til ægte kriminalitet, selvom han var en stor fan af krimier. Under pandemien havde de stort set ingen kunder, men nu var de igen begyndt at få opgaver. Natalka stod for forretningsdelen, og ved siden af kørte hun sit hjemmeplejefirma. Den fødte entreprenør, tænker Edwin.
“Endnu en Jolene?” spørger Edwin. Sådan kalder de noget usentimentalt de bedragne hustruer, selvom det i Dolly Partons sang faktisk er Jolene, der truer med at stjæle den unavngivne husbond.
“Nej,” svarer Natalka og skifter imponerende smidigt ben. “Et mord.”
“Mord?” Benedict sætter omhyggeligt kaffen fra sig på bordet. Vær nu sød at bemærke hjertet i skummet, beder Edwin tavst Natalka om.
“Flot hjerte, Benny,” siger Natalka og nipper til kaffen. “Jeg har fået et opkald fra en kvinde, der mener, at hendes mor er blevet myrdet. Det drejer sig om forfatteren Melody Chambers.”
“Er hun berømt?” spørger Edwin og rækker ud efter aviserne. “Mon der er en nekrolog.”
“Dig og dine dødsannoncer. Men jeg tror ikke, hun er i avisen. Hun skriver romancer. Kærlighed og den slags, du ved.”
“Jeg har vist hørt om det,” siger Edwin. “Så er det nok mest sandsynligt, at der er en i The Guardian. De har mere tilovers for kvinder end The Times og The Telegraph. Ah ja, her er den.”
Han viser siden til Natalka.
Melody Dolores Chambers, forfatter. Født 17. maj 1952, død 2. april 2022.
“Kun 70,” fortsætter han. “Ikke engang helt det.”
“Så døde hun nok bare af alderdom,” siger Natalka. Det er formentlig en joke, men hendes ansigt kan være svært at aflæse.
“Forfatter til Og der var du,” læser Edwin højt, “der blev filmatiseret med Nicole Kidman. Der står her, at hun døde af et hjerteanfald. Hov, det er endnu en nekrolog af Malcolm Collins. Den døde mand.”
“Jeg har lige talt med hendes datter, Minnie,” siger Natalka. “Hun havde læst den der artikel om os i Sussex Life og vil have os til at efterforske sagen.”
“Hvorfor tror hun, at hendes mor blev myrdet?” spørger Edwin. “Og mistænker hun nogen for det?”
“Minnie siger, at hendes søster Harmony og hun mener, at Melody blev dræbt af sin mand. Nummer to i rækken.”
“Melody og Harmony,” siger Edwin. “Du godeste.”
“Det er en musikalsk familie,” svarer Natalka tørt. “Minnie er bare et kælenavn – hun hedder egentlig Minim, hvilket betyder halvnode.”
Minim Barnes (født Chambers) bor i et stort hus i udkanten af Brighton.
“Mor elskede musik,” fortæller hun dem ude i sit enorme, ubekvemme køkken. “Det gjorde far også. Det var sådan, de mødte hinanden. De sang i kor.” Hun bruger et viskestykke med lokale havfugle på til at duppe sine øjne.
“Alan er selvfølgelig tonedøv,” siger Harmony, der har sat sig på kanten af et større stenmonument i midten, der vistnok, tror
Edwin, kaldes en køkkenø. Selv sidder han på en høj skammel og ved ikke, hvordan han nogensinde skal komme ned igen.
Natalka, der selv sprang adræt op på sin skammel, siger: “Edwin ved meget om musik. Han plejede at være på BBC Radio 3.”
“Virkelig?” Både Harmony og Minnie vender sig mod Edwin med fornyet interesse. De ligner ikke ligefrem hinanden, de to søstre. Mens Harmony er høj og har sit mørke hår i en stram hestehale, er Minnie lavere, og hendes hår er klippet i en kort og konet frisure. Harmony er 45, og Minnie 42.
“Jeg var vært på et musikprogram i nogle år,” siger Edwin beskedent. De glemte klassikere, klokken seks hver søndag aften. Lige til strygetid, som man sagde i branchen. Edwin insisterer stadig på at stryge sine skjorter, selvom Natalka har informeret ham om, at det gider folk ikke længere. “Man køber bare noget, der er strygefrit. Eller også tager man det på krøllet,” siger hun. Nu er det Edwin selv, der er en glemt klassiker.
“Det lyttede mor og far sikkert til,” siger Harmony. “Alan hører Planet Rock.” Hun skutter sig. Så kan der ikke være nogen tvivl, tænker Edwin. Alan er skyldig.
“Far elskede opera,” siger Minnie. “Særligt Wagner.”
“Jeg er personligt mere til italiensk opera,” siger Edwin. “Især Verdi og Puccini.”
Han nærer instinktivt mistanke til enhver wagnerianer, og dem var der mange af hos BBC.
“Alan hører heavy metal,” siger Minnie. “Det siger vist det hele.”
Søstrene mener, at Alan Franklin, Melody Chambers’ anden mand, dræbte sin hustru ved at erstatte hendes blodtryksmedicin med en form for gift. “Han er farmaceut,” siger de i kor, som om det forklarer det hele. Edwin – hvis gode ven Dervish har et apotek ned til vandet – synes, der er brug for flere beviser. Andre tydelige
tegn på Alans skyld er, at han er 15 år yngre end sin kone, har langt hår, og ikke mindst at han forsøgte at få hende til at skrive et nyt testamente.
“Det handler ikke om pengene,” siger Minnie. Hun sætter to meget professionelt udseende kopper kaffe foran Edwin og Natalka. Selv ikke Benedict kan lave flottere skum. Edwin nipper til sin, en anelse bekymret for at få for meget koffein. Generelt prøver han at holde sig til én flat white om dagen.
“Vi har begge to alt, vi skal bruge,” fortsætter Minnie. “Vi har begge vores egen familie.” Det tror Edwin gerne. Minnie bor i et velbygget victoriansk rækkehus lige ud til den skovrige Preston Park, og der er spor efter hendes familie alle steder: Ude i entreen står gummistøvlerne i snorlige geled, der hænger fodboldtrøjer til tørre i haven, på køleskabet er der en detaljeret oversigt over alle hendes mange pligter som mor, og det er tydeligt, at den er i flittig brug. En lille hund med et udseende som et prototypisk kæledyr ligger og holder øje med dem fra en chaiselong.
“Vi har ikke brug for pengene,” gentager Minnie. “Men mor har altid sagt, at vi skulle arve huset. Det var vores hus. Vores hjem.” På trods af den konede frisure og den dyre dragt lyder hun pludselig som en teenager.
“Og nu bliver det i stedet Alan, der overtager det?” spørger Natalka.
“Ifølge det nye testamente får han alt,” siger Harmony. “Huset, bilen, båden. Selv Frodo, mors hund.”
“Jeg kan godt forstå, det må være svært for jer,” siger Natalka. Hendes accent kan nemt få hende til at lyde sarkastisk, men det her får hun sagt på den helt rigtige måde. Begge søstrene slår øjnene ned for at bekræfte, hvor svært det er. “Men har I nogen beviser for, at Alan ville slå jeres elskede mor ihjel?”
“Elskede” er en god tilføjelse, tænker Edwin. Det er præcis sådan, søstrene vil omtale hende, når de fortæller andre om hele affæren. Sådan sagde han også selv om sit mødrene ophav, selvom det aldrig var en ukompliceret kærlighed.
“Åh ja, vi har beviser,” siger Minnie. Med en teatralsk bevægelse finder hun en notesbog frem fra en skjult skuffe i stenmonumentet. “Hun skrev selv om det. Jeg fandt den her i hendes skrivebord.”