Det ulykkelige slag by Gads Forlag

170.0 x 243.0 mm

DET ULYKKELIGE SLAG

170.0 x 243.0 mm

Bogen er udgivet med støtte fra Farumgaard-Fonden Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond Kredsen Mars og Merkur Danmark Den Kongelige Livgardes Officerskorps’ Fond

170.0 x 243.0 mm

KARSTEN SKJOLD PETERSEN

DET ULYKKELIGE SLAG HELSINGBORG 1710 GADS FORLAG

170.0 x 243.0 mm

DET ULYKKELIGE SLAG HELSINGBORG 1710 Af Karsten Skjold Petersen Copyright © Gads Forlag, 2017 ISBN: 978-87-12-05413-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia Forlagsredaktion: Erik Høvring Projektledelse: Henrik Sebro Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Kort: Per Jørgensen Illustrationer: Se billedtekster Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Bureau Tryk: GPS Udgivet i samarbejde med Nationalmuseet (Tøjhusmuseet). Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

170.0 x 243.0 mm

Saae de ud som Herre-Mænd i deres skjønne Mondoure [= uniformer] da de drog til Schaane, saa saae de ud som Stachler, nu de kom derfra igien. Det, de hafve haft med sig, er blefvet Fjenden til Bytte. Faae fich Noget berget af det, de eyede, og det bandede de mest for.1 Feltpræst Jørgen Mikkelsen Hulbech

170.0 x 243.0 mm

Forord For knap ti år siden blev jeg opmærksom på en arkivpakke på Rigsarkivet, der rummede en lang række beretninger om Slaget ved Helsingborg i 1710 – det sidste slag på skånsk jord mellem danskere og svenskere. Beretningerne var tydeligvis skrevet af militære, som selv havde deltaget. Det var usædvanligt og fascinerende. Senere læste jeg med stor interesse den svenske historiker Peter Englunds bog Poltava – Beretningen om en armés undergang og kunne se koblingen mellem de to begivenheder. Den frygtede svenske hærs undergang ved Poltava i Ukraine åbnede muligheden for at generobre Skåne. Slaget ved Helsingborg rummede en række dramatiske elementer, og kildesituationen var overraskende god, hvilket gav mulighed for at give en detaljeret skildring af de voldsomme begivenheder. Hovedværket om slaget var andet bind i Generalstabens store værk om Store Nordiske Krig, Bidrag til Den Store Nordiske Krigs Historie. Felttoget i Skaane 1709-1710, fra 1903, hvor militærhistorikeren, oberstløjtnant A.P. Tuxen som hovedforfatter havde lavet et imponerende stykke arbejde. Men fortællingen om den skæbnesvangre fastelavnsmandag rummede alligevel mange uforløste muligheder. 1700-tallets krige, hvor soldaterne rykkede frem i snorlige rækker og plaffede løs, inden de gik løs på hinanden med bajonetterne, fremstod for mig som en mærkelig blanding af velordnet disciplin og grusom brutalitet. Jeg ville gerne skildre dette regulerede kaos og forklare alle de mekanismer, som var i spil. Under arbejdet har jeg modtaget råd, henvisninger og gode idéer fra mange forskellige, som alle takkes hjerteligt. Dette gælder tidligere og nuværende kollegaer, ikke mindst Lars Serup og Jakob Seerup. Mange aspekter omkring Store Nordiske Krig er også blevet vendt med Dan H. Andersen over en frokost. En særlig tak går til professor Ulrik Langen fra Saxo-instituttet, Københavns Universitet, til historiker og gymnasielærer Morten Petersen og til lektor Frederik Thisner, Försvarshögskolan i Stockholm, for gennemlæsning af manuskriptet og for gode råd til både form og indhold. Udgivelsen af denne bog er muliggjort gennem støtte fra Farumgaard-Fonden, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Kredsen Mars og Merkur Danmark samt Den Kongelige Livgardes Officerskorps’ Fond, til hvem der hermed skal lyde en stor tak.

170.0 x 243.0 mm

Indhold Indledning En ny tid

Optakten

13 17

Kronede aktører 24 Tønning 26 København i knibe 30 Rusland, Polen, Sachsen og tilbage igen Karneval i Venedig 39 En by i Rusland 44

Nu eller aldrig!

Kræfterne samles 49 Landgangen 60 Hvor skal vi hen? 67 Svensk reaktion 69 Vinterkvarter 71 Mod øst 73 Træfninger ved Torse Bro og Fjälkinge Taktisk tilbagetog 82 Mundering 87 Reventlow bliver syg 90 Give eller modtage slag? 93

Helsingborg

Lejren 100 Kongelig visit 103 Dagen før dagen 106 I løvens gab 108 En kold og regnfuld nat Fortrængning 110 Ud af tågen 112

109

170.0 x 243.0 mm

Dansk ordre de bataille 115 Svensk ordre de bataille 119 En, to, mange 121 Den svenske opmarch 126 Der føles på tænderne 128 Framåt! 131 Første danske angreb 137 Andet danske angreb 142 I kampens hede 149 Slå på søndagskarlene! 160 De sidste krampetrækninger

Belejring og evakuering

166

171

De døde, de sårede, de fangne 175 Parlamentærer og fyrværkeri 177 Hestemassakren 183 Sidste mand lukker 187

Epilog

190

Krigsfanger 194 Hvorfor? 197 Fascination af nederlag Tiden, der fulgte 201

Kilder

200

204

Trykte kilder 204 Forsvarets Bibliotek 205 Det Kongelige Bibliotek 206 Roskilde Bibliotek/Roskilde Adelige Jomfrukloster Rigsarkivet 207 Krigsarkivet, Stockholm 209 Riksarkivet, Stockholm 212 Stiftsbiblioteket, Linköping 212

Litteratur

Indhold

213

207

170.0 x 243.0 mm

Bilag 1. Tabstal

217

Danske døde og sårede Danske fangne 218 Svenske døde 219 Svenske sårede 220 Svenske fangne 221

217

Bilag 2. Den militære rækkefølge Noter

224

Personregister

238

223

170.0 x 243.0 mm

Indledning Generalmajor Dewitz stod for enden af skibsbroen ud for Helsingborg. Han stirrede ind i tågen mod byen, men kunne ikke høre svenskerne nærme sig. For en sikkerheds skyld havde hans folk brækket nogle af plankerne i broen op efter sig, så svenskerne ikke kunne storme dem ude for enden, mens de sidste gik om bord i skibene. Bag ham lå det sidste af evakueringsflåden, som havde sejlet resterne af hæren over til Helsingør. Dewitz var den allersidste. De havde lidt nederlag, og som kaptajnen på det synkende skib var han den sidste, der gik fra borde. Fem dage tidligere var den svenske hær kommet ud af tågen og var gået til angreb. Han syntes selv, at han havde gjort alt, hvad han kunne. Alligevel var det gået galt. Denne gang var tågen hans allierede, som gjorde, at han kunne snige hele sin hær væk lige for næsen af fjenden. Men hvordan pokker var det endt der? Han stillede sig selv spørgsmålet og vidste, at andre – også kongen – ville gøre det samme. Dewitz trådte om bord og sukkede sikkert dybt. Mandag den 10. marts 1710 led den danske hær et knusende nederlag til den svenske hær uden for Helsingborg. I fire måneder havde man ført felttog i Skåne og Blekinge, inden det afgørende sammenstød, hvor 28.000 mand tørnede sammen. Drømmen havde været at generobre provinserne Skåne, Halland og Blekinge, som Danmark havde tabt til Sverige under de såkaldte Karl Gustavkrige 52 år tidligere. Men sådan skulle det ikke gå. Dewitz tænkte tilbage på de dramatiske timer fem dage tidligere, hvor den svenske hær var kommet ud af tågen. En tåge, der mindede om den, der var nu. Den danske øverstkommanderende, generalløjtnant Jørgen Rantzau, havde med en løves mod selv kastet sig ind i kampen. I begyndelsen gik det rigtig godt, huskede Dewitz. De første svenske enheder blev kastet over ende og hugget ned. Nogle af de danske ryttere havde ligefrem sejrsikkert råbt ”Victoria!”, men så vendte billedet. I glimt kunne Dewitz genkalde sig detaljer fra slaget: De ubønhørlige svenske marchtrommer, som hele tiden drev fjenden fremad; hans egen hest, der til sidst var fuldstændigt stakåndet og drivende våd af sved; krudtrøgen, der drev tæt hen over slagmarken og gjorde det nærmest umuligt at danne sig et overblik. Jørgen Rantzau blev hårdt såret under slaget, og Dewitz havde måttet overtage kommandoen.

170.0 x 243.0 mm

Frantz Joachim von Dewitz var 43½ år gammel, og ligesom mange andre officerer kom han fra Tyskland, nærmere bestemt Mecklenburg, hvor han var født som adelssøn. Som ganske ung blev han ansat som page ved det danske hof, men her gjorde han sig øjensynlig uheldigt bemærket, for han blev i stedet sendt til udlandet, hvor han med de kejserlige hære kæmpede mod tyrkerne, som endnu stod langt op i Europa. Efter nogle år blev han i 1688 atter taget til nåde og ansat som løjtnant ved et dansk rytterregiment. Herefter drog han til Irland med de tropper, som den danske konge havde udlejet til England. Under kampagnerne steg han i graderne, og han kom tilbage til Danmark som oberstløjtnant i 1698. Her blev han gift med den fem år yngre adelsfrøken Margrethe Levetzau. I 1701 blev han igen udsendt, denne gang som oberst og chef for et rytterregiment, som gik i engelsk tjeneste. Under de følgende års kampagner på kontinentet under hertugen af Marlborough gjorde Dewitz sig heldigt bemærket, og det var efter anbefaling fra den berømte hærfører, at Dewitz i 1709 blev udnævnt til generalmajor. Han kom hjem, og i december rejste han til Skåne for at indgå i generalstaben under felttoget. Et par dage efter Slaget ved Helsingborg blev Dewitz udpeget som ny hærchef i stedet for den hårdt sårede Jørgen Rantzau. Han overtog også Rantzaus generaladjudant Hartvig Huitfeldt som sin højre hånd, og sammen gennemførte de evakueringen af resterne af felthæren. De var de sidste to mand for enden af broen. Selvom den ene var tysk og den anden norsk, var de de sidste danske soldater, som kom til at sætte fod i Skåne. Slaget ved Helsingborg var et af de største i danmarkshistorien. Tusinder blev dræbt, såret eller endte i krigsfangenskab, mens resten flygtede ind i Helsingborg. Her havde Dewitz givet ordre til at evakuere resterne af hæren tilbage til Sjælland. Det var umuligt at nå at få hærens mange heste med, så han havde også givet ordre om at slå dem alle ihjel. Dewitz var ikke stolt af situationen, men de heste skulle fandeme ikke falde i fjendens hænder. Ganske som Dewitz frygtede, blev kongen og hans folk i København fortvivlet, da nyheden om nederlaget nåede frem. Fortvivlelsen afløstes hurtigt af skuffelse og vrede. Hvordan i alverden kunne det gå så galt? Nogen måtte have svigtet, nogen måtte have fejlet. I dag ville man nedsætte en kommission, som skulle undersøge sagen og afgive en beretning, som måske kunne føre til en form for straf. I dette tilfælde skrev kongen til alle medlemmerne af generalstaben tre uger senere og bad dem udfærdige en dagbog (Journal) over felttoget i Skåne, samt en redegørelse (Relation) over selve slaget.2 De skulle, under ansvar for Gud og majestæten, berette om alt, hvad der var foregået, hvilke ordrer der var blevet udstukket, om eventuelle uordener og forseelser, uanset om de var begået af den kommanderende general, officerer eller menige.

IndlednIng

170.0 x 243.0 mm

Trods den hjertelige indledning i brevet, hvor kongen tiltalte dem velædle, kære og tro (Edler liebe und Getreue), var det alvor. Det vidste både Dewitz og de andre medlemmer af generalstaben. Hvis kongen ville placere et ansvar eller udpege en syndebuk, risikerede de ubehagelige straffe. De kunne blive frakendt liv, ære og gods, som det hed på den tid. Al deres jordiske ejendom ville blive konfiskeret, og deres koner og børn blive sat på gaden. Æren var også vigtig. De ville for altid kaste skam over den efterladte familie. Bødlen ville symbolsk knække deres kårde og deres våbenskjold på retterstedet. Sidst, men ikke mindst var der deres eget liv. Som højtstående militærpersoner ville de blive halshugget med bødlens tunge sværd. Selv på skafottet var der standsforskelle. De fine i samfundet blev ikke hængt eller skudt, de blev halshugget. At hænge en mand af stand var fuldstændig utænkeligt, uanset hvilke fejl han havde begået. Ingen af dem vidste, hvor alvorligt kongen tog sagen. Det kunne nok være, at man dømte folk efter lovens bogstav, men det var almindeligt, at kongen derefter personligt viste nåde og formildede dommen eller ligefrem benådede folk helt. Muligvis følte Dewitz sig rimelig sikker og uden for fare, men flere af de andre – og ikke mindst den kommanderende general Jørgen Rantzau – var virkelig bange for følgerne. Som øverste chef var det øverste ansvar også hans, og under selve kampen havde han begået alvorlige fejl. Dewitz, Rantzau og de andre fik nu travlt med at udfærdige deres besvarelser.3 Nogle nøjedes med temmelig kortfattede skildringer, mens andre skrev mere end en snes sider. De havde selvsagt alle stort behov for at berette, hvor ihærdigt de selv havde ageret under slaget. Der var således travlhed ved håndvasken. Ingen af dem forfaldt dog til direkte at anklage officerskollegaer for fejhed eller manglende evner, selvom der enkelte steder udtryktes lidt undren. Under slaget døde en hel del officerer, og det ville have været nemt at prøve at placere noget af ansvaret hos dem, der faldt. Man har imidlertid fornemmelsen af, at de overlevende indså, at det nok var mest fordelagtigt at stå sammen i den mulige krigsret. De beskrev alle stort set de samme detaljer, hvilket selvfølgelig kan skyldes, at det faktisk var, hvad som hændte. Der er dog påfaldende mange ligheder, og de omtaler sjovt nok alle slaget som den ulykkelige batalje. Man kan også hæfte sig ved alle de ting, som ikke blev fortalt. De fleste regimenter og chefer blev slet ikke nævnt, og passager af slaget blev forbigået. Lå der heri en skjult kritik af de unævnte? Kongen satte ingen frist for, hvornår de med laksegl forseglede beretninger skulle indsendes, men det lå i luften, at det var hurtigst muligt. Der gik da heller ikke mere end to uger, før den sidste mand færdiggjorde sin beretning. Rantzau var den, der havde mest grund til at være nervøs, så ud over en fyldig version

IndlednIng

170.0 x 243.0 mm

på dansk skrev han et kortere tillæg på tysk. Rantzau prøvede at komme de negative rygter i forkøbet: ”[…] at ieg schulde været Aarsage at ieg var alt for hidzig udi Begyndelse; Saa kaster ieg mig udi dybeste underdanighed fore deris Majetets føder, og beder at deres Majestet vilde lade examinere ved deris Generaler, eller andre, om ieg kunde tage andre eller bedre messures. Thi at lade fienden til at rangere sig udi ordre de bataille, og avancere saa paa os, hvad schulde ieg da vel kunde haabe at udrette med 1500 Ryttere mod nesten 5000.”4

Rantzau tilføjede, at ”ieg kand protestere for Gud og Ed. Maits. hellige Ansigt at hafve giort ald hvad mig mennischelig og muligt hafver været”5, og afsluttede sin beretning med ordene ”forblifvende til min Død eders kongelige Maits., min Allernaadigste Arve-herris og Kongis, allerunderdanigste troe Tiener”6. Ud over at flere af beretningerne har påfaldende ens formuleringer, selvom de fleste er skrevet på tysk og enkelte på dansk og fransk, er der også andre ting, der springer i øjnene. Med få undtagelser var topofficererne ikke særlig stærke til at formulere sig skriftligt. Deres sprog er ofte temmelig ubehjælpsomt, og enkelte af besvarelserne ligner noget, en skoledreng kunne have skrevet, hvor hver eneste sætning begynder med et opremsende ”og”. Eller skyldtes det, at de ikke tog opgaven særlig alvorligt? En kuriøs detalje i beretningerne er den udbredte brug af franske gloser. I sidste halvdel af 1600-tallet havde Frankrig landmilitært været den dominerende magt i Europa, og den dominans fik afgørende indflydelse på den militære sprogbrug i resten af Europa, også i Danmark. Et væld af militære udtryk og betegnelser kom ind i det danske sprog i den periode: gradsbetegnelser som general, løjtnant, kaptajn og sergent; våbenartsnavne som artilleri, infanteri og kavaleri; afdelingsbetegnelser som regiment, kompagni og korps; soldaterbetegnelser som musketer, grenader og kyrasser osv. I tiden omkring Slaget ved Helsingborg var franske militære begreber endnu helt dominerende. Man fornemmer, at officererne gjorde sig stor umage med at anvende franske gloser, da de herved fremstod som mere seriøse. På dansk og tysk skrev man med gotiske bogstaver, men de franske låneord blev efter tidens skik skrevet med latinsk håndskrift, altså den, vi bruger i dag. Det samme gjorde sig gældende i trykte tekster, hvor de franske låneord blev sat med latinske typer. Alle var tydeligvis ikke lige skrappe til fransk – dels stavede de ordene forkert, dels optrådte der selvkomponerede ord, som skulle lyde franske. Kongen og hans folk i København forestillede sig, at krigsdagbøgerne

IndlednIng

170.0 x 243.0 mm

(journalerne) og beretningerne (relationerne) skulle danne grundlag for en kommission, som skulle vurdere, om nogen af deltagerne havde handlet mod ordrer eller kujonagtigt. Kongen rådførte sig med generalmajor Dewitz om et sådant kommissorium. Men Dewitz, som efter den vellykkede evakuering havde fået en meget høj stjerne hos kongen, frarådede planen, og det lykkedes ham at tale majestæten fra den. Dewitz mente, at det kun ville skabe unødig splid mellem de overlevende officerer, og man havde i høj grad brug for at styrke korpsånden, ikke at nedbryde den. Mælken var spildt, og hvor bittert det end var, og hvor mange tårer man end udgød, kunne den ikke samles op igen.

En ny tid Hvornår fandt Slaget ved Helsingborg sted? Svaret på det spørgsmål afhænger af, hvem man spørger. I begyndelsen af 1700-tallet var der nemlig forskellige kalendere i spil. I det katolske Sydeuropa var man allerede 1582-84 skiftet fra den gamle, upræcise julianske kalender til en ny, den såkaldte gregorianske kalender. De to kalendersystemer var opkaldt efter henholdsvis Julius Cæsar og pave Gregor 13., der indstiftede dem. I det protestantiske Nordeuropa kunne man måske nok se nytten af den nye kalender med dens skudår, men en sådan indrømmelse ville man ikke give pavedømmet. Først i år 1700 fulgte Danmark trop og skiftede til ”ny stil”, som den nye tidsregning ofte blev kaldt. I den gregorianske kalender forlængede man hvert fjerde år – det såkaldte skudår – februar måned med én dag. Hele manøvren med kalenderskiftet gik ud på at bringe kalenderen i bedre overensstemmelse med jordens bevægelse omkring solen. Hvis man ikke foretog en justering, ville kalenderen efterhånden flytte sig i forhold til årstiderne. Overgangen fra den ene kalender til den anden skete i Danmark ved, at man sprang 11 dage over i februar 1700 for at rette op på den skævvridning, som efterhånden var opstået. Således blev den 18. februar efterfulgt af den 1. marts. Dette vakte en del protester, da nogle folk mente, at staten dermed havde stjålet 11 dage af deres liv. I Rusland anvendte man fortsat den julianske kalender, der var forskudt 11 dage i forhold til den danske. Forvirringen blev ikke mindre af, at Sverige havde en variant af den julianske, eftersom man år 1700 havde indført en skuddag. Tanken var, at man over en årrække ville udligne forskellen og dermed langsomt indføre den gregorianske. Planen blev dog ikke fulgt, så i 1710 var

en ny tId

170.0 x 243.0 mm

IndlednIng

170.0 x 243.0 mm

Sveriges kalender 10 dage forskudt i forhold til den danske. I 1712 valgte Sverige at gå tilbage til den julianske, og først i 1753 skiftede man til den gregorianske. Alle begivenheder kan derfor i såvel kilder som litteratur optræde med enten den svenske eller den danske dato, og konsekvent brug er ikke nogen selvfølge. Alle datoer i denne fremstilling om krigen er dog gregorianske. Ifølge kalenderen i Danmark fandt Slaget ved Helsingborg derfor sted den 10. marts, ifølge den svenske kalender den 28. februar og ifølge den russiske den 27. februar.

Sidste side i generalløjtnant Jørgen Rantzaus beretning om slaget til kong Frederik 4. Rantzau har tilbagedateret sin besvarelse til den 31. marts, samme dato som Frederik udsendte sin ordre om, at de overlevende generalstabsofficerer skulle indsende en beretning om slagets gang. Rantzau var imidlertid hårdt medtaget af sine sår, så det varede endnu nogle dage, inden han fik nedfældet sin version. Rantzau afsluttede sin beretning med at forsikre, at han til sin død ville forblive Hans Majestæts allerunderdanigste tro tjener. Rigsarkivet.

170.0 x 243.0 mm

Optakten Helsingborg havde ikke altid været svensk. De tre provinser Skåne, Halland og Blekinge havde indtil 1658 været en del af det danske rige. De tætte skove nord herfor var uden ordentlige vejforbindelser, og de udgjorde en naturlig barriere til Sverige. Indbyggerne i provinserne var kulturelt og sprogligt danske, men med deres rige landbrug og store befolkning var de et attraktivt mål for en stadig mere ekspansiv svensk politik. Sverige angreb Danmark i december 1643. Den svenske general Lennart Torstenson ledte et overrumplende angreb fra de svenske besiddelser i Nordtyskland, og i løbet af januar blev hele Jylland indtaget. Skåne blev også angrebet og, på nær fæstningen Malmø, helt indtaget. Torstensonkrigen, som den kom til at hedde på dansk, afsluttedes i 1645, hvor Danmark blev tvunget til at afstå øerne Gotland og Øsel i Østersøen samt de norske områder Jämtland og Herjedalen. Derudover blev Halland afstået for en 30-årig periode, og den indbringende Øresundstold blev nedsat. Denne ydmygelse nagede den danske kongemagt, som pønsede på revanche. I juni 1657 indledtes derfor et dansk angreb mod de svenske besiddelser i Nordtyskland, men det endte hurtigt med at gå i opløsning, og i stedet besatte den svenske hær igen Jylland. Den dansk-norske hær havde derimod succes med at tilbageerobre Halland, Jämtland og Herjedalen. Det hjalp dog ikke meget, eftersom den svenske hær fortsatte sit felttog over det tilfrosne Storebælt og gjorde anstalter til at belejre København. I panik indgik den danske statsledelse i februar 1658 en fredsaftale i Roskilde, da riget ellers stod over for total udslettelse. Ud over de allerede tabte områder måtte Danmark afstå Skåne, Blekinge, øerne Hven og Bornholm, samt de norske områder Bohuslen og Trondhjem len. Den svenske konge, Karl 10. Gustav (1622-1654-1660), beholdt imidlertid sin hær på Sjælland, og allerede i august samme år åbnede han krigen igen. Chancen for at indtage København, og dermed slette Danmark fra europakortet, Peter 1. den Store (1672-1725, zar 1682) af Rusland. Zar Peter ønskede bl.a. at opbygge en moderne flåde og sikre Rusland adgang til Østersøen. Det krævede imidlertid en erobring af de svenske besiddelser, der dækkede hele Østersøkysten. Efter Slaget ved Poltava dalede hans interesse for et samarbejde med Danmark. Maleri af Jacopo Amigoni. Nationalmuseum, Stockholm.

o p ta k t e n

170.0 x 243.0 mm

kunne han ikke lade uprøvet. Stormen på København mislykkedes dog, blandt andet takket være søværts nederlandsk hjælp til den indesluttede hovedstad. I Jylland blev svenskerne fordrevet af hærstyrker fra Danmarks allierede, Polen og Brandenburg, og det lykkedes derpå at befri Fyn. Krigen gik derefter i stå, og en ny fredstraktat blev indgået i maj 1660. Resultatet af Karl Gustav-krigene blev, at Bornholm og Trondhjem Len forblev danske. Men de mæglende stormagter fastholdt, at de øvrige tabte besiddelser skulle tilfalde Sverige. Drømmen om revanche fik dermed lov at leve videre, og den nedarvedes fra far til søn blandt de danske konger. Da Frederik 3. døde i 1670, overtog sønnen Christian 5. (1646-1670-1699) forpligtelserne. Han rustede sig til opgaven, og i sommeren 1675 indledtes først et angreb på de svenske besiddelser i Nordtyskland, som blev besat. Derefter blev Skåne i juni 1676 invaderet, og fæstningerne Landskrona, Helsingborg og Kristianstad erobret. Mens det gik godt i søkrigen, måtte den danske hær inkassere flere nederlag til lands. Ingen af parterne syntes dog at få det afgørende overtag, og krigen afsluttedes i august 1679, uden at landområder skiftede herre. Krigen havde som sådan været forgæves. Ud over områderne fra Danmark-Norge formåede Sverige at få herredømme over Estland, Ingermanland, Kexholms Len, Livland, (Svensk) Pommern, Wismar og Bremen-Verden.7 Da man i forvejen besad Finland, var Østersøen ved at blive forvandlet til et svensk indhav. Med Sveriges sømilitære oprustning og etableringen af en stor sikret flådebase ved Karlskrona umiddelbart efter Skånske Krig følte man sig i København mere og mere truet. Gennem sine militære sejre havde Sverige udviklet sig til regionens stærkeste magt, som alle de resterende naboer frygtede. Hermed opstod et interessefællesskab mellem Danmark, Rusland og Sachsen-Polen. Hvis man kunne forene kræfterne, havde man en mulighed for at knække de svenske stormagtsdrømme. Det fælles projekt om at begrænse Sveriges voksende magt i Østersøregionen førte i sidste ende til krig – Store Nordiske Krig. Egentlig var der ikke tale om én krig, men om en lang og blodig række af krige med skiftende aktører, alliancer og krigsskuepladser.

Friedrich August 1., bedre kendt som August den Stærke (1670-1733), blev kurfyrste af Sachsen 1694. Han blev 1697 desuden valgt til konge af Polen-Litauen under navnet August 2., hvilket udløste en krig med Sverige, der havde stærke interesser i området. Augusts Sachsen-Polen var Danmarks allierede under størstedelen af Store Nordiske Krig. Maleri af Louis de Silvestre 1718. Foto: Jürgen Karpinski. Staatliche Kunstsammlungen, Dresden.

o p ta k t e n

170.0 x 243.0 mm