Dig og mig på ferie by Gads Forlag

0 06

Kirkus Reviews

08 09

Publishers Weekly

”Emily Henry skriver sanseligt og formår at skildre elskværdige karakterer, man kun kan holde af.”

ANMELDERNE OM

STRANDL ÆSNING

♥♥♥♥♥

af kærlighed.”

”En god historie med tyngde – og masser Femina

15 16

★★★★★

Søndag

★★★★★

MØD EMILY PÅ

RO M A N

Marta Courtenay, TikTok

”Efter at have læst Strandlæsning kan jeg officielt kalde Emily Henry en af mine absolutte yndlingsforfattere.”

@EmilyHenryWrites

Omslag: eyelab.dk efter originaldesign af Penguin Random House

”Dig og mig på ferie hylder de klassiske romantiske komedier, men fra sin helt egen originale synsvinkel. En varm og charmerende opdatering af Da Harry mødte Sally, der rammer alle de rigtige toner.”

r f e r i e r. e m m o s i v e n n e r. T lske sig. e r o To bedste f t a r o chance f e t s d i s n É

DIG OG MIG PÅ FERIE

EMILY HENRY er en amerikansk bestsellerforfatter bosat i Cincinnati, Ohio. Hun skriver bøger om kærlighed og familie og har studeret kreativ skrivning ved Hope College og New York Center for Art & Media. Hendes debutroman, Strandlæsning, blev en international bestseller og nåede finalen i Goodreads Choice Awards, hvor den var nomineret i kategorien bedste kærlighedsroman. Dig og mig på ferie er hendes anden roman på dansk.

DIG OG MIG PÅ FERIE er en sprudlende romantisk komedie om venskab og forelskelse. En moderne modsætninger mødes- fortælling, der efterlader læseren med den helt særlige følelse af varme, sol og sommer, som kun de bedste ferier kan gøre det.

DIG OG MIG PÅ FERIE

Men Poppy indser, at hun savner Alex i sit liv, så hun overtaler ham til at tage med på endnu en rejse. Måske kan hun redde deres venskab, hvis Alex bliver mindet om de gode oplevelser, de har delt i årenes løb? Og hvis de bare kan undgå at tale om det unævnelige, der skete imellem dem dengang, bør det ikke kunne gå helt galt. Men når man er på ferie, kan alt som bekendt ske …

G I M G O G DI E I R E F Å P

ANMELDERNE OM

Poppy og Alex har egentlig ingenting til fælles. Hun er impulsiv, han er jordnær. Hun har en umættelig rejselyst, han foretrækker at blive hjemme med en god bog. På trods af deres forskelligheder har de været bedste venner lige siden college. Hver sommer de seneste ti år er de taget på ferie sammen. Indtil for to år siden, hvor noget gik galt – siden har de ikke talt sammen.

EMILY HENRY

BookPage

N E W YO R K T I M E S B E S T S E L L E R

EMILY HENRY

”Inspirerende og dybt romantisk ... smukt skrevet og dejligt original.”

G A D S FOR L A G

Dig og mig på ferie OMS140x220 SOFT FLAP.indd 6-10

17/03/2022 19:30 23

ISBN 978-87-12-06719-1

Af samme forfatter på dansk Strandlæsning

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 2

15.03.2022 15.39

På dansk ved Betty Frank Simonsen

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 3

15.03.2022 15.39

Dig og mig på ferie er oversat fra amerikansk af Betty Frank Simonsen efter People We Meet On Vacation Copyright © 2021 by Emily Henry Dansk udgave © Gads Forlag 2022 Published in agreement with the author, c/o BAROR INTERNATIONAL, INC., Armonk, New York, U.S.A. 1. udgave, 1. oplag Omslag: eyelab.dk efter originaldesign af Penguin Random House Bogen er sat med Adobe Garamond Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06719-1 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 4

15.03.2022 15.39

Den seneste skrev jeg mest til mig selv. Den her er til dig.

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 5

15.03.2022 15.39

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 6

15.03.2022 15.39

PROLOG

For fem somre siden

år man er på ferie, kan man være lige den, man har lyst til at være. Ligesom en god bog eller et fantastisk outfit kan en ferie forvandle dig, så du bliver en anden version af dig selv. Når man er hjemme i sin dagligdag, kan man måske ikke engang nikke i takt til et nummer i radioen uden at blive forlegen, men på den rette lysguirlande-pyntede terrasse og med det rette eksotiske band begynder man pludselig at danse rundt sammen med de andre. Når man er på ferie, ændrer ens frisure sig. Vandet er anderledes, måske også shampooen. Måske orker man slet ikke at vaske hår eller børste det, for det salte havvand får det til at krølle på en måde, som man er vild med. Man overvejer, om man måske bare skulle gøre det samme derhjemme? Måske kunne man blive sådan en type, der slet ikke børster sit hår, som ikke har noget imod at være svedig, og som har sand siddende i alle kropsåbninger?

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 7

15.03.2022 15.39

Når man er på ferie, begynder man at sludre med fremmede og glemmer, at der er noget på spil. Og hvad så, hvis det bliver helt utrolig akavet? Man ser dem alligevel aldrig mere. I aften, når du er på ferie, kan du være, hvem du vil. Du kan gøre, hvad du vil. Okay, måske ikke helt, hvad du vil. Nogle gange tvinger vejret en ind i bestemte situationer, som for eksempel den, jeg befinder mig i lige nu, og så må man finde middelmådige måder at underholde sig selv på, mens man venter på, at regnen hører op. På vej ud fra toilettet standser jeg op. Det er delvist, fordi jeg stadig er i gang med at lægge en plan. Men det er nu mest, fordi gulvet er så klistret, at jeg taber min sandal og må humpe tilbage efter den. I princippet elsker jeg alt ved dette sted, men i praksis er det sådan, at hvis jeg lader min bare fod røre det anonyme skidt på laminatgulvet, får jeg en af de sygdomme, som vi tror kun eksisterer i afkølede reagensglas i et hemmeligt, statsstyret laboratorium. Jeg dansehopper tilbage til min sko, stikker tæerne ind gennem de tynde orange stropper og vender mig om for at danne mig et overblik over baren; trængslen af svedige kroppe, den dovne snurren fra viften under bambustaget, døren, der står på klem, så en lille byge af regn fyger ind fra den sorte nat for at køle folk ned, mens en neonlysende jukeboks i hjørnet spiller The Flamingos’ “I Only Have Eyes for You”. Det er en ferieby, men en lokal bar, fri for småmønstrede sommerkjoler og hawaiiskjorter, men desværre også fri for cocktails pyntet med spid af eksotisk frugt. Hvis det ikke var for uvejret, ville jeg have valgt et andet sted til min sidste aften i byen. Hele ugen har det regnet voldsomt

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 8

15.03.2022 15.39

og tordnet konstant, så min drøm om kridhvide sandstrande og skinnende speedbåde blev knust, og sammen med de andre skuffede feriegæster har jeg tilbragt dagene med at hælde piña coladas i mig på alle turistfælder i byen. Men i aften kunne jeg ikke klare flere menneskemængder, flere lange ventetider og fulde gråhårede mænd med vielsesringe, som blinker til mig over skulderen på deres hustru. Så jeg befandt mig pludselig her. På en bar med et klistret gulv, som åbenbart bare hedder BAR, hvor jeg gennemsøger den lille flok gæster på jagt efter mit mål. Han sidder i hjørnet af baren BAR. En mand på min alder, femogtyve-ish, med lyst, sandfarvet hår, høj og bredskuldret, men så sammenfalden, at det er svært at få øje på de sidste to kendetegn ved første øjekast. Han sidder med bøjet hoved over telefonen og ser dybt koncentreret ud, når man ser ham i profil. Han bider sig bekymret i den fyldige underlæbe, mens fingrene langsomt glider hen over skærmen. Her er ikke sådan Disney World-proppet, men stadig larmende. Midt imellem jukeboksen, der sender halvtredsercroonere ud i lokalet, og fjernsynsskærmen i den anden ende af rummet, hvor en meteorolog står og råber om rekordmeget regn, er der en højrøstet flok mænd med en enslydende hakkende latter, og i den anden ende af baren bliver bartenderen ved at hamre hånden hårdt ned i disken for at understrege noget, mens hun flirter med en lyshåret kvinde. Uvejret gør hele øen kulret, og de billige øl gør alle kåde. Men fyren med det sandfarvede hår, der sidder i hjørnet, har en stilhed over sig, som får ham til at skille sig ud. Alt ved ham skriger faktisk, at han ikke hører til. På trods af det varme vejr og

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 9

15.03.2022 15.39

den vanvittige luftfugtighed er han klædt i en krøllet langærmet skjorte og marineblå bukser. Han er også underligt lys i huden, helt blottet for kulør, så vel som for latter, glæde, sorgløshed, og så videre. Bingo. Jeg fejer de lyse krøller væk fra ansigtet og går hen mod ham. Da jeg nærmer mig, bliver han ved at se på skærmen, og hans fingre trækker, hvad det end er han læser, op ad skærmen. Jeg får øje på de fremhævede ord: KAPITEL NIOGTYVE. Han læser simpelthen en bog her midt i baren. Jeg læner hoften ind mod baren og vender mig om mod ham. “Ohøj, sailor.” Hans nøddebrune øjne finder op til mit ansigt og blinker et par gange. “Hej?” “Kommer du tit her?” Han ser på mig et kort øjeblik, mens han ser ud til at overveje forskellige svarmuligheder. “Nej,” siger han til sidst. “Jeg bor her ikke.” “Ah,” siger jeg, men inden jeg når at sige mere, fortsætter han. “Og hvis jeg gjorde, ville det alligevel være svært at komme ud. Jeg har en kat med en del helbredsmæssige vanskeligheder, som har brug for særlig pleje.” Jeg forundres over næsten alt ved den sætning, men får samlet mig igen. “Det er jeg ked af. Det må være hårdt at tage sig af alt det, mens man også skal komme sig over et dødsfald.” Han rynker panden. “Et dødsfald?” Jeg laver en lille cirkel med min hånd i retning af hans påklædning. “Er du her ikke til begravelse?” Han presser læberne helt tæt sammen. “Nej, det er jeg ikke.”

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 10

15.03.2022 15.39

“Nå, hvorfor er du her så?” “På grund af en ven.” Han ser ned på sin telefon igen. “Som bor her?” siger jeg. “Som slæbte mig med,” siger han. “På ferie.” Han siger det sidste med lidt foragt i stemmen. Jeg himler med øjnene. “Nej! Væk fra din kat? Under påskud af nydelse og glæde? Er du sikker på, at vedkommende overhovedet kan kaldes en ven?” “Mindre sikker for hvert sekund, der går,” siger han uden at se op. Han giver mig ikke meget at arbejde med, men jeg giver ikke op. “Nå,” fortsætter jeg. “Hvordan er denne ven så? Hot? Klog? Stenrig?” “Lavstammet,” siger han og læser videre. “Højrøstet. Holder aldrig kæft. Spilder på vores tøj, er sentimental, hulker sig igennem tv-reklamer – især dem, hvor en enlig mor bliver siddende sent oppe ved sin computer, og så lægger hendes søn et tæppe om hendes skuldre, da hun falder i søvn, og så smiler han, fordi han er så stolt af hende. Hvad mere? Nå jo, hun er besat af klamme skodbarer, der stinker af salmonella. Jeg er bange for at bestille en øl på flaske – har du set anmeldelserne på Yelp?” “Tager du pis på mig?” siger jeg og lægger armene over kors. “Altså salmonella stinker ikke, men ja, Poppy, du er lavstammet,” siger han. “Alex!” Jeg dasker til hans overarm og bryder skuespillet. “Jeg forsøger at hjælpe dig!” Han gnider sig på armen. “Hvordan hjælpe mig?” “Jeg ved godt, Sarah har knust dit hjerte, men du er nødt til at komme ud igen. Og når en hot babe nærmer sig på en bar,

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 11

15.03.2022 15.39

bør du for alt i verden ikke begynde at snakke om dit afhængighedsforhold til din lede kat.” “For det første er Flannery O’Connor ikke led,” siger han. “Hun er bare genert.” “Hun er ond.” “Hun kan bare ikke lide dig,” siger han. “Du har meget stor hundeenergi.” “Jeg har ikke gjort andet end at prøve at kæle med hende,” siger jeg. “Hvem har et kæledyr, som ikke vil kæles med?” “Hun vil gerne kæles med,” siger Alex. “Det er bare, fordi du nærmer dig med sådan et ulveagtigt glimt i øjnene.” “Nej, jeg gør ej.” “Poppy,” siger han. “Du nærmer dig alt med et ulveagtigt glimt i øjnene.” I samme øjeblik kommer bartenderen med den drink, jeg bestilte, inden jeg gik på toilettet. “Miss?” siger hun. “Din margarita.” Hun sender det iskolde glas snurrende ned mod mig, og et strejf af begejstret tørst melder sig bagest i halsen, da jeg griber det, så hurtigt at en smule tequila skvulper ud over kanten. Med overnaturlig og øvet hast hiver Alex min anden arm væk fra baren, inden den bliver våd af sprut. “Kan du se, hvad jeg mener? Ulveagtigt glimt,” siger Alex stille og alvorligt, på samme måde som han siger næsten alt til mig, med undtagelse af de sjældne og hellige nætter, når Weirdo Alex kommer frem, og jeg får lov at se ham ligge på gulvet og fake-hulke ned i en mikrofon til karaoke med det sandfarvede hår strittende ud i alle retninger og den krøllede skjorte hevet op af bukserne. Bare for at bruge et helt hypotetisk eksempel. På noget som lige præcist er sket.

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 12

15.03.2022 15.39

Alex Nilsen er et studie i selvkontrol. I hans høje, brede, konstant ludende og/eller sammenfoldede krop er der et stort stoisk overskud (resultatet af at være den førstefødte af en enkemand med den mest udtalte ængstelighed, jeg nogensinde har set) og en stor bunke fornægtelse (resultatet af en striks, religiøs opvækst, der stod i diametral modsætning til det, han brænder allermest for, nemlig den akademiske verden) blandet med den mest underlige og i al hemmelighed pjattede og intenst blødhjertede fjollegøj, jeg nogensinde har mødt. Jeg tager en tår af min margarita, og en lille brummende lyd af nydelse undslipper mig. “Hund i menneskekrop,” siger Alex til sig selv og vender tilbage til sin skærm. Jeg fnyser af hans kommentar og tager en tår mere. “I øvrigt er den her margarita cirka halvfems procent tequila. Jeg håber, du er i gang med at bede de der utaknemmelige folk inde på Yelp om at stikke deres anmeldelser skråt op. Og det her sted lugter overhovedet ikke af salmonella.” Jeg hælder lidt mere af drinken i mig og sætter mig på taburetten ved siden af hans, vender mig, så vores knæ rører hinanden. Jeg kan godt lide måden, han sidder på, når vi er ude sammen; hans overkrop vender mod baren, og hans lange ben er vendt mod mig, som om han holder en lille hemmelig dør åben kun for mig. Og ikke bare en dør til den reserverede, aldrig-helt-smilende Alex Nilsen, som resten af verden får, men en sti, der fører direkte til fjollegøjen. Den Alex, der tager på disse ture sammen med mig det ene år efter det andet, selv om han hader forandringer og at flyve og at bruge andre hovedpuder end den, han har derhjemme. Jeg kan godt lide, at han altid går direkte hen til bardisken,

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 13

15.03.2022 15.39

når vi går ud, fordi han ved, at jeg godt kan lide at sidde der, selv om han engang indrømmede, at han hver gang stresser over, om han søger for lidt eller for meget øjenkontakt med bartenderne. Faktisk holder jeg af og/eller elsker næsten alt ved min bedste ven Alex Nilsen, og jeg vil have, at han skal være glad. Så selv om jeg faktisk aldrig har været begejstret for nogen af hans kærester – og slet ikke hans eks, Sarah – ved jeg, at det er min opgave at sørge for, at hans seneste hjertesorg ikke tvinger ham ud i permanent cølibat. Han ville gøre – og har gjort – det samme for mig, det ved jeg. “Nå,” siger jeg. “Skal vi prøve igen? Jeg er den sexede fremmede i baren, og du er dit eget charmerende jeg, minus det med katten. Så har vi dig tilbage i datinggamet i løbet af nul komma fem.” Han ser op fra telefonen og er lige ved at smile smørret. Jeg kalder det et smørret smil, fordi det er Alex, og det er så tæt på, som det kommer. “Du mener den fremmede, der sætter gang i samtalen med et perfekt timet ‘ohøj, sailor?’ Jeg tror, vi har meget forskellige holdninger til, hvad der er sexet.” Jeg snurrer rundt på barstolen, og vores knæ støder ind i hinanden, da jeg først drejer væk og så ind mod ham igen, mens jeg finder et flirtende smil frem. “Gjorde det ondt,” siger jeg, “da du faldt ned fra himlen?” Han ryster på hovedet. “Poppy, det er vigtigt for mig, at du ved, at hvis jeg nogensinde lykkes med at komme på en date igen,” siger han langsomt, “så har det intet med din såkaldte hjælp at gøre.” Jeg rejser mig og kaster dramatisk resten af min drink i mig. Så hamrer jeg glasset i disken. “Hvad siger du til, at vi stikker af herfra?”

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 14

15.03.2022 15.39

“Hvordan kan du være bedre til at date end mig?” siger han mystificeret. “Nemt,” siger jeg. “Jeg har bare sænket barren. Og ingen Flannery O’Connor, der står i vejen. Og når jeg går på bar, bruger jeg ikke tiden på at sende skulende blikke til anmeldelser på Yelp og stærke TAL IKKE TIL MIG-signaler ud i verden. Desuden er jeg jo ret uimodståelig fra visse vinkler.” Han rejser sig, lægger en tyvedollarseddel på disken og kommer pungen tilbage i lommen. Alex har altid kontanter på sig. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har spurgt mindst tre gange. Han har svaret. Jeg ved stadig ikke hvorfor, enten fordi hans svar er for kedelige eller for intellektuelt komplekse til, at min hjerne gider bevare erindringen om dem. “Ændrer ikke på det faktum, at du er en komplet freak,” siger han. “Du elsker mig,” siger jeg en lille smule defensivt. Han lægger armen om mine skuldre og ser ned på mig med endnu et lille, behersket smil på den fyldige mund. Hans ansigt er en sigte, og kun bittesmå mængder af følelser trænger ud ad gangen. “Det ved jeg,” siger han. Jeg smiler op til ham. “Jeg elsker også dig.” Han bekæmper det smil, der trænger sig på, holder det stramt og småt. “Det ved jeg også.” Tequilaen gør mig søvnig, doven, og jeg læner mig ind mod ham, da vi nærmer os den åbne dør. “Det her var en god tur,” siger jeg. “Den bedste, vi endnu har haft,” siger han, og den kølige regn hamrer ned over os som konfetti fra en kanon. Hans arm lægger sig lidt mere om mig, den føles varm og tung, og hans rene cedertræsduft lægger sig over mine skuldre som en kappe.

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 15

15.03.2022 15.39

“Jeg har ikke engang været særlig irriteret på regnen,” siger jeg, da vi træder ud i den tætte, våde nat fuld af virrende myg og palmetræer, der gyser i den fjerne knurren fra tordenvejret. “Jeg har været glad for den,” siger Alex, lægger armen over mit hoved og forvandler sig til en menneskelig paraply, mens vi spæner over den oversvømmede vej i retning af vores lille, røde lejebil. Da vi kommer derover, bryder han væk fra mig og åbner først min dør – vi fik rabat ved at tage en bil uden automatisk lås og vinduer – og løber så rundt og kaster sig ind på førersædet. Alex sætter bilen i gear, og klimaanlægget blæser sin arktiske kulde ud over vores våde tøj, da han trækker ud på kørebanen og begynder at køre hjemad mod vores lejede hus. “Det er lige gået op for mig, at vi glemte at tage billeder af baren til din blog,” siger han. Jeg begynder at grine, men så går det op for mig, at han ikke laver sjov. “Alex, ingen af mine læsere vil se billeder af BAR. De vil ikke engang læse om BAR.” Han trækker på skuldrene. “Jeg syntes ellers ikke, BAR var så slem.” “Du sagde, der stank af salmonella.” “Ud over det.” Han slår blinket til og drejer ned ad en smal gade omkranset af palmetræer. “Jeg har faktisk ikke fået et eneste godt billede den her uge.” Alex rynker panden og gnider sine øjenbryn. Han sætter farten ned, da vi når den grusbelagte indkørsel. “Bortset fra dem, du har taget, selvfølgelig,” siger jeg hurtigt. De billeder, Alex tager til mine sociale medier, er virkelig forfærdelige. Men jeg elsker ham så højt for hans lyst til at tage dem, at jeg allerede har valgt det mindst forfærdelige og lagt det op.

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 16

15.03.2022 15.39

Jeg ser skrækkelig ud på billedet, er åbenbart skraldgrinende ved at sige noget til ham, mens han – på en dårlig måde – er ved at fortælle mig, hvilken vej vi skal, alt imens tordenskyer samler sig over mit hoved, som om det er mig, der var i gang med at fremkalde dommedag over Sanibel Island. Men i det mindste kan man se, at jeg er glad. Når jeg ser på det billede, kan jeg ikke huske, hvad det var, Alex sagde til mig, som fik det ansigt frem, eller hvad jeg råbte til ham, men jeg kan mærke en varm bølge strømme igennem mig, som når jeg tænker på alle de andre sommerture, vi har været på. Den vilde lykke, den følelse af, at det er lige præcis det her, livet handler om: at være et smukt sted sammen med en, man elsker. Jeg forsøgte at skrive noget i den retning under billedet, men det var svært at forklare. Som regel handler mine opslag om, hvordan man rejser billigt, får det bedste ud af meget lidt, men når man har hundrede tusind mennesker, der følger med på ens strandferie, så er det en god idé at vise dem … en strandferie. I denne uge har vi maksimalt været fyrre minutter på stranden. Til sammen. Resten af tiden har vi tilbragt i barer og på restauranter, i boghandlere og vintagebutikker, og ret meget i den slidte bungalow, vi har lejet, hvor vi har siddet og spist popcorn og talt lyn på himlen. Vi er slet ikke blevet solbrændte, har ikke set tropiske fisk, har ikke snorklet eller slikket sol på katamaraner. Vi har stort set bare taget middagslure i den bløde sofa, mens et Twilight Zone-maraton har summet sig vej ind i vores drømme. Der er steder, man kan se i al deres pragt, uanset om det er solskin eller regn. Det her er ikke et af dem. “Hey,” siger Alex, mens han parkerer bilen.

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 17

15.03.2022 15.39

“Hey, hvad?” “Lad os tage et billede,” siger han. “Sammen.” “Men du hader at være med på billeder,” siger jeg. Hvilket altid har forekommet mig at være meget underligt, for teknisk set er Alex ekstremt smuk. “Det ved jeg godt,” siger Alex. “Men det er mørkt, og jeg vil gerne huske det her.” “Okay,” siger jeg. “Jamen, så tager vi et.” Jeg rækker ud efter min telefon, men han har allerede sin fremme. I stedet for at holde den op med skærmen vendt mod os, har han vendt den om, så det almindelige kamera peger på os. “Hvad laver du?” siger jeg og rækker ud efter hans telefon. “Det er derfor, vi har selfiemode, bessefar.” “Nej!” griner han og hiver den væk. “Det er ikke til din blog – vi behøver ikke se godt ud. Vi skal bare ligne os selv. Hvis det skal være i selfiemode, gider jeg slet ikke tage det.” “Du har brug for hjælp til dit forvrængede selvbillede,” siger jeg. “Hvor mange tusind billeder har jeg taget for dig, Poppy?” siger han. “Kan vi ikke bare tage det her, som jeg vil?” “Fint nok.” Jeg læner mig ind mod hans fugtige bryst, og han dukker sig en smule, så højdeforskellen ikke er for stor. “En … to …” Blitzen lyser op, inden han når til tre. “Dit bæst!” råber jeg. Han vender telefonen om, ser på billedet og jamrer. “Åh nej,” siger han. “Jeg er et bæst.” Jeg er ved at kvæles af grin, da jeg ser på vores genfærdsagtigt slørede ansigter: hans våde hår, der står ud i totter, mit i krusede tjavser rundt om mine kinder, alt hos os skinner rødmosset på

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 18

15.03.2022 15.39

grund af varmen, mine øjne er helt lukkede, hans er sammenknebne og let hævede. “Hvordan kan vi både være så svære at få øje på og samtidig se så forfærdelige ud?” Han griner og kaster hovedet bagover mod nakkestøtten. “Okay, jeg sletter det.” “Nej!” skriger jeg og flår telefonen ud af hånden på ham. Han griber også fat om den, men jeg giver ikke slip, så vi holder begge fast i telefonen rundt om gearstangen. “Det var det, der var pointen, Alex. At huske den her tur som den virkelig var. Og ligne os selv.” Hans smil er lige så småt og stramt, som det plejer at være. “Poppy, du ligner overhovedet ikke dig selv på det billede.” Jeg ryster på hovedet. “Det gør du heller ikke.” I et langt øjeblik er der ingen, der siger noget. Det er, som om der ikke er mere at sige, efter at det er kommet på plads. “Næste år tager vi et koldt sted hen,” siger Alex. “Og tørt.” “Okay,” siger jeg grinende. “Vi tager et koldt sted hen.”

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 19

15.03.2022 15.39

Denne sommer

“

oppy,” siger Swapna for enden af det kedelige, grå mødebord. “Hvad har du?” Dronningen af Rest + Relaxation-imperiet, Swapna BakshiHighsmith, kunne umuligt være mindre i tråd med vores fine magasins to kerneværdier. Sidste gang Swapna slappede af, var nok for tre år siden, da hun var otte og en halv måned henne, og lægen beordrende hende til at blive liggende i sengen. Men selv da brugte hun tiden på at videochatte med kontoret fra computeren, der balancerede på den gravide mave, så jeg tror ikke, der var så meget afslapning involveret. Alt ved hende er skarpt og målrettet og klogt, lige fra den tilbagestrøgne, supermoderne page til de nittebesatte Alexander Wang-pumps. Hendes winged eyeliner kunne skære sig igennem en aluminiumsdåse, så skarp er den, og de smaragdgrønne øjne ville kunne knuse dåsen bagefter. I dette øjeblik er øjnene vendt mod mig. “Poppy? Hallo?”

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 20

15.03.2022 15.39

Jeg kommer ud af tågen og glider frem på stolen, mens jeg rømmer mig. Det her er sket lidt for ofte på det seneste. Når man har et job, hvor man kun behøver komme ind på kontoret en gang om ugen, er det ikke fedt, hvis man sidder og stener som en syvendeklasses-elev i matematiktimen halvdelen af tiden, og da slet ikke foran ens skrækindjagende og inspirerende chef. Jeg ser på notesblokken foran mig. Før i tiden kom jeg til de her pitchmøder om fredagen med siderne fulde af idéer om fremmede festivaler i andre lande, lokale, berømte restauranter med dybstegte, autentiske desserter, naturfænomener på bestemte strande i Sydamerika, up-and-coming vingårde i New Zealand, nye trends blandt eventyrere og steder med dyb afslapning til spa-folket. De noter var som regel altid skrevet i en tilstand af panik, som om hver oplevelse, jeg en dag håbede at få, var noget levende, der voksede i min krop med grene, der forsøgte at bore sig ud gennem min hud. Jeg tilbragte ofte tre dage inden et pitchmøde i en form for svedig googletrance, hvor jeg scrollede igennem det ene billede efter det andet; steder, jeg aldrig havde været, med en glubende sult dybt i mit indre. I dag brugte jeg ti minutter på at skrive navne på lande ned. Lande, ikke engang byer. Swapna ser på mig med en forventning om, at jeg pitcher min sommerartikel til næste år, og jeg stirrer på ordet Brasilien. Brasilien er det femtestørste land i verden. Brasilien optager 5,6 procent af jordens masse. Man kan ikke skrive en kort, sjov artikel om at holde ferie i Brasilien. Man er i det mindste nødt til at vælge et specifikt område. Jeg bladrer og lader, som om jeg ser på næste side. Den er

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 21

15.03.2022 15.39

blank. Da min kollega Garrett læner sig ind mod mig for at læse med, lukker jeg bogen i. “Sankt Petersborg,” siger jeg. Swapna hæver et øjenbryn og traver om for enden af bordet. “Vi havde Sankt Petersborg i sommernummeret for tre år siden. White Nights Celebration, kan du ikke huske det?” “Amsterdam?” foreslår Garrett ved min side. “Amsterdam er en forårsby,” siger Swapna irriteret. “Man kan ikke tage Amsterdam med og ikke inkludere tulipanerne.” Jeg hørte engang, at Swapna har været i cirka femoghalvfjerds lande og flere af dem to gange. Hun slår telefonen ned i håndfladen, mens hun tænker sig om. “Desuden er Amsterdam så … trendy.” Swapna har en idé om, at det at være trendy er det samme som at komme for sent til festen. Hvis hun mærker tidsåndens begejstring ved Torun i Polen, så er Torun bandlyst de næste ti år. Der hænger faktisk en liste på væggen inde i kontorlandskabet med steder, R+R ikke vil have med i magasinet (Torun er ikke på listen). Hvert sted er skrevet med Swapnas håndskrift og påsat en dato, og vi har en slags uudtalt væddemål på kontoret om, hvornår en by frigives fra den sorte liste. Der er en stille spænding i luften de morgener, hvor Swapna kommer marcherende ind med designer-computertasken på armen og en kuglepen i hånden og er klar til at strege en af de forbudte byer ud. Alle ser på, mens de holder vejret og spekulerer på, hvilken by hun redder ud af glemslen, og når hun er tilbage på sit kontor, og døren er lukket, løber den, der er tættest på, op til listen og læser, hvilken by der er streget ud, og hvisker navnet til alle på redaktionen. Der efterfølges ofte af en stille fejring. Da Paris blev taget af listen sidste efterår, var der nogen, der

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 22

15.03.2022 15.39

åbnede en flaske champagne, og Garrett tog en rød alpehue op fra en skuffe. Den havde han åbenbart haft liggende til denne særlige lejlighed. Han havde den på hele dagen og hev den kun af, når vi hørte det lille klik og en knirken fra Swapnas dør. Han troede, han var sluppet af sted med det, indtil Swapna på vej hjem standsede foran hans skrivebord og sagde “au revoir, Garrett.” Han blev lige så lysende rød i hovedet som alpehuen, og selv om Swapna nok bare ville være morsom, er det, som om han aldrig helt har genfundet selvtilliden siden dengang. Nu, hvor Amsterdam kaldes “trendy”, bliver han ikke bare alpehuerød, men rødbedelilla i hovedet. Nogen nævner Cozumel. Og så er der en, der smider Las Vegas på bordet, som Swapna kort overvejer. “Vegas kunne være meget sjovt.” Hun ser direkte på mig. “Poppy, kunne Vegas ikke være sjovt?” “Helt klart sjovt,” siger jeg og nikker. “Santorini,” siger Garrett med en stemme som en tegneseriemus. “Santorini er jo virkelig skøn,” siger Swapna, og Garrett sukker lettet. “Men vi vil have noget inspireret.” Hun ser igen på mig. Et sigende blik. Jeg ved godt hvorfor. Hun vil have mig til at skrive den store featureartikel. For det er det, jeg er blevet hyret til. Min mave knuger sig sammen. “Jeg brainstormer videre og kommer med noget, jeg kan pitche til dig på mandag,” foreslår jeg. Hun nikker. Garrett falder tilbage i stolen. Jeg ved godt, at han og hans kæreste er vilde efter at få en gratis ferie til Santorini. Som enhver journalist ville være. Som ethvert menneske sikkert ville være.

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 23

15.03.2022 15.39

Som jeg helt klart også burde være. Du skal ikke give op, har jeg lyst til at sige til ham. Hvis Swapna vil have noget inspireret, får hun det ikke fra mig. Det er meget længe siden, jeg har været i nærheden af at være det. “Jeg synes, du skal gå efter Santorini,” siger Rachel og hvirvler rosévinen rundt i glasset. Rachel Krohn: style blogger, fransk bulldog-entusiast, indfødt Upper West Sider (men heldigvis ikke af den slags, der opfører sig, som om det er så pudsigt, at du kommer fra Ohio, eller at Ohio overhovedet eksisterer – har nogen overhovedet nogensinde hørt om det?) og førsteklasses bedste veninde. Selv om Rachel har det bedste udvalg i køkkenfaciliteter, vasker hun alt op i hånden, fordi hun synes, det er meditativt, og hun gør det iført tårnhøje hæle, fordi hun synes, flade sko er til ridning og havearbejde, og kun, hvis man ikke har fundet de rette højhælede støvler. Rachel var den første veninde, jeg fik, da jeg flyttede til New York. Hun er influencer på de sociale medier (læs: får penge for at gå med særlige makeup-mærker og tage billeder af det ved sit smukke marmortoiletbord), og på trods af, at jeg aldrig har været venner med en internetkollega, viste det sig at have sine frynsegoder (læs: ingen af os behøver at skamme sig over at bede den anden vente, mens vi iscenesætter vores sandwich). Og på trods af at jeg måske ikke forestillede mig, at jeg ville have en masse til fælles med Rachel, var det allerede i løbet af vores tredje aftale (på den samme vinbar i Dumbo, hvor vi nu sidder), at hun indrømmede, at hun tager alle ugens billeder om tirsdagen,

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 24

15.03.2022 15.39

skifter tøj og frisure mellem besøg i parker og på restauranter, og bruger resten af ugen på at skrive essays og køre de sociale medier for forskellige hundeinternater. Hun havnede i dette job, fordi hun er fotogen og har et fotogent liv og to meget fotogene (og ekstremt plejekrævende) hunde. Hvorimod jeg byggede en profil op på de sociale medier for at gøre rejser til min levevej på den lange bane. Forskellige ruter til den samme destination. Jeg mener, hun bor stadig på Upper West Side, og jeg bor på Lower East Side, men vi er begge levende reklamer. Jeg tager en mundfuld af den boblende vin og hvirvler den rundt i munden, mens jeg overvejer hendes ord. Jeg har ikke været på Santorini. Et eller andet sted i mine forældres overfyldte hus, i en tupperwarebøtte fuld af ting, der ikke har noget som helst til fælles, ligger der en liste over drømmedestinationer, som jeg skrev, mens jeg gik i college, og Santorini er tæt på at ligge øverst. De rene, hvide linjer og brede udsnit af glitrende blåt hav var så langt fra vores rodede toplansvilla, som man kunne komme. “Det kan jeg ikke,” siger jeg. “Garrett eksploderer, hvis det er mig, der får lov til at skrive den. Det var ham, der pitchede Santorini.” “Jeg forstår det ikke,” siger Rachel. “Hvor svært kan det være at vælge en ferie, Pop? Det er ikke jo, fordi du har gået og vansmægtet. Vælg et sted. Rejs derhen. Vælg et nyt sted. Det er da det, du plejer at gøre.” “Så enkelt er det ikke.” “Nej, nej.” Rachel vifter med hånden. “Jeg ved godt, din chef vil have en ‘inspireret’ ferie. Men når du dukker op et smukt sted med bladets kreditkort i hånden, så indfinder inspirationen sig.

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 25

15.03.2022 15.39

Der er bogstaveligt talt ingen i hele verden, der er bedre udstyret til at få en magisk ferie end en rejsejournalist med en mediegigants pung i baglommen. Hvis ikke du kan få en inspireret ferie, hvem skulle så nogensinde kunne få det?” Jeg trækker på skuldrene og brækker et stykke ost af på charcuteriebrættet. “Det er måske netop det, der er pointen.” Hun hæver det ene mørke øjenbryn. “Hvad er pointen?” “Netop!” siger jeg. Hun ser foragteligt på mig. “Hold op med at være mystisk og finurlig,” siger hun. For Rachel Krohn er mystisk og finurlig næsten lige så slemt, som trendy er for Swapna Bakshi-Highsmith. På trods af den blide, slørede æstetik i Rachels hår, makeup, tøj, lejlighed og sociale medier, er hun en dybt pragmatisk person. For hende er jobbet i offentlighedens søgelys ligesom alle andre jobs; et, hun bliver ved at have, fordi det betaler regningerne, ikke fordi hun nyder den form for kunstige semi berømmelse, der følger med. I slutningen af hver måned laver hun et opslag med de værste, uredigerede fraklip fra sine fotoshoots og en tekst, hvor der står: DETTE ER ET FEED MED EN KURATERET BILLEDSERIE, SOM SKAL FÅ DIG TIL AT HUNGRE EFTER ET LIV, DER IKKE FINDES. JEG FÅR PENGE FOR DET HER. Ja, hun gik på kunstakademiet. Af en eller anden grund har denne pseudo-performance art ikke gjort hende mindre populær. Hvis jeg er hjemme den sidste dag i måneden, forsøger jeg altid at lave en vinaftale med hende, så jeg kan betragte hende, mens hun tjekker sine notifikationer og himler med øjnene. Ind imellem undertrykker hun et lille skrig og siger: “Hør lige! ‘Rachel Krohn er så modig og ærlig. Jeg ville ønske, hun var min mor.’ Jeg fortæller dem, at de ikke kender mig, og de forstår det stadig ikke!”

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 26

15.03.2022 15.39

Hun har intet til overs for folk, der ser verden gennem rosenrøde briller, og endnu mindre for melankoli. “Jeg er ikke mystisk,” siger jeg. “Og slet ikke finurlig.” Hun hæver øjenbrynet endnu mere. “Er du sikker? For du har tendens til at være begge dele, skat.” Jeg himler med øjnene. “Du mener bare, at jeg er lille og går med stærke farver.” “Nej, du er lillebitte,” siger hun. “Og går med larmende mønstre. Din stil er sådan parisisk bagerdatter i tresserne, der cykler gennem kvarteret ved daggry og råber bonjour, le monde, mens hun deler baguettes ud.” “Nå, men jeg mener bare: Hvad er pointen med at tage på en vanvittigt dyr ferie og så skrive om det til de toogfyrre mennesker i verden, der har tid og råd til at gøre det?” siger jeg for at få os tilbage på sporet. Hendes øjenbryn lægger sig fladt ned igen, mens hun tænker over det. “Altså for det første tror jeg ikke, at folk bruger artiklerne fra R+R som rejseplan, Pop. Du giver dem hundrede steder, de kan tjekke ud, og de vælger tre. Og for det andet vil folk gerne læse om et idyllisk ferieparadis i feriemagasiner. De køber dem for at dagdrømme, ikke for at planlægge.” Selv når hun forsøger at være Pragmatiske Rachel, kommer Kunstakademi-Rachel snigende ind og giver hendes ord kant. Kunstakademi-Rachel minder lidt om en gammel mand, der skriger til himlen, eller en stedfar ved middagsbordet, som siger: “Hvad med lige at trække stikket lidt, unger?”, mens han holder en skål frem, de kan lægge deres telefoner ned i. Jeg elsker Kunstakademi-Rachel og hendes principper, men jeg er også utryg ved deres opdukken her på fortovscaféen. For lige

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 27

15.03.2022 15.39

nu bobler ord op, som jeg ikke har sagt højt endnu. Følsomme, hemmelige tanker, som aldrig helt har givet sig til kende i de mange timer, jeg har tilbragt på den stadig nærmest nye sofa i min på ingen måde hyggelige og stadig ret ubeboede lejlighed, når jeg ikke har været ude at rejse. “Hvad er pointen med det?” siger jeg igen, frustreret. “Jeg mener, har du det aldrig sådan? Altså jeg har arbejdet så hårdt, gjort alting rigtigt …” “Arh, ikke alting,” siger hun. “Du droppede ud af college, skat.” “… for at få det her drømmejob. Og jeg fik det. Jeg arbejder på et af de allerbedste rejsemagasiner! Jeg har en skøn lejlighed! Og jeg kan tage en taxa uden at spekulere alt for meget over, hvad de penge burde være gået til. Og på trods af alt det …” jeg trækker dirrende vejret, usikker på de ord, jeg er på vej til at ytre, fordi betydningen af dem slår mig omkuld, “ … er jeg ikke glad.” Rachels blik bliver mildere. Hun lægger en hånd på min, men siger ingenting, venter på, at jeg fortsætter. Der går lidt, før jeg kan. Jeg føler mig som verdens mest utaknemmelige røvhul for at tænke sådan og endda sige det højt. “Det er alt sammen meget sådan, som jeg havde forestillet mig,” siger jeg lidt efter. “Festerne, priserne, ventetiden i lufthavnen, cocktails på flyet, strandene og bådene og vingårdene. Og det ser alt sammen ud som det skal, men det føles anderledes, end jeg troede. Jeg tror faktisk, det føles anderledes, end det gjorde før. Førhen glædede jeg mig vildt i flere uger inden en rejse. Og når jeg kom ud til lufthavnen, havde jeg det sådan … som om blodet bare summede i årerne. Som om luften vibrerede af muligheder. Jeg ved ikke. Jeg ved ikke, hvad der er anderledes nu. Måske er det bare mig.”

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 28

15.03.2022 15.39

Hun stryger en mørk hårlok om bag det ene øre. “Det var det, du ville have, skat. Du havde det ikke, og du ville have det. Du var sulten efter det.” Pludselig ved jeg, hun har ret. Hun har set lige igennem ordtågen og ind til meningen. “Er det ikke bare dumt?” siger jeg og grine-klynker. “Mit liv blev, som jeg drømte om, og nu savner jeg at ville have noget.” At skælve over betydningen af det, der skulle komme. Dirre af forventning. Stirre op i loftet på min skodagtige, præ-R+R lejlighed i en bygning uden elevator efter en dobbeltvagt på the Garden og dagdrømme om fremtiden. De steder, jeg skulle opleve, de mennesker, jeg ville møde – den, jeg ville blive. Rachel tømmer sit glas og smatter lidt brie ud på en kiks, mens hun nikker vidende. “Millennial-livslede.” “Er det en ting?” siger jeg. “Ikke endnu, men hvis du siger det tre gange, er der et essay om det i aften i Slate.” Jeg smider en håndfuld salt over skulderen for at afværge denne rædsel, og Rachel fnyser og skænker endnu et glas op til os begge. “Jeg troede, at vi millennials netop ikke fik det, vi ville have. Hverken huset, jobbet eller den økonomiske frihed. Vi går bare i skole i en uendelighed, og så arbejder vi som bartendere, indtil vi dør.” “Ja,” sagde hun. “Men du droppede ud af college og gik efter det, du ville have. Så nu sidder vi her.” “Jeg vil ikke have millennial-livslede,” siger jeg. “Det giver mig følelsen af at være et røvhul, at jeg ikke bare er tilfreds med mit fantastiske liv.” Rachel fnyser igen. “Tilfredshed er opfundet af kapitalismen,”

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 29

15.03.2022 15.39

siger Kunstakademi-Rachel, men måske har hun ret. Det har hun som regel. “Tænk over det. Alle de billeder, jeg lægger op, sælger noget. En livsstil. Folk ser på billederne og tænker: Hvis bare jeg havde de der sko fra Sonia Rykiel, den vidunderlige lejlighed med fransk sildebensparket, så ville jeg være glad. Jeg ville vimse rundt og vande mine planter og tænde mit uendelige lager af Jo Maloneduftlys, og jeg ville have et liv i perfekt balance. Jeg ville endelig elske mit liv. Jeg ville nyde mit liv.” “Du er god til at sælge det, Rach,” siger jeg. “Du virker ret lykkelig.” “Det er jeg sgu,” siger hun. “Men jeg er ikke tilfreds, og ved du hvorfor?” Hun tager sin telefon op fra bordet, finder et bestemt billede frem og viser mig det. Et billede af hende, der slapper af på sin veloursofa, der også er fuld af bulldogs med matchende ar fra deres livsnødvendige kæbeoperationer. Hun er klædt i en SvampeBob Firkant-pyjamas og har ikke noget makeup på. “Fordi hver dag er der hvalpefabrikker, der sender flere af de her små basser på gaden! De gør de samme stakkels hunde gravide igen og igen, producerer det ene kuld efter det andet med genetiske mutationer, der gør livet hårdt og smertefuldt for dem. For slet ikke at tale om alle de pitbulls, der sidder i hundekennelerne og rådner op i et hvalpefængsel!” “Siger du, at jeg bør få mig en hund?” siger jeg. “For hele den her rejsejournalist-ting gør det lidt svært at have kæledyr.” Og hvis det ikke var sådan, er jeg alligevel ikke sikker på, at jeg ville kunne håndtere et kæledyr. Jeg elsker hunde, men jeg voksede op i et hus, hvor det myldrede med dem. Med kæledyr følger pels og gøen og kaos. For en ret kaotisk person er det et skråplan. Hvis

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 30

15.03.2022 15.39

jeg tog ud til et internat for at adoptere en hund, er jeg bange for, at jeg ville komme hjem med seks af dem og en prærieulv. “Jeg siger, at mål betyder mere end tilfredshed. Du havde masser af karrieredrømme, som gav dig et mål. Og du nåede det ene efter det andet. Et voilà: intet mål.” “Så jeg har brug for nye mål.” Hun nikker ivrigt. “Jeg læste en artikel om det. Åbenbart er det sådan, at når man har nået et langvarigt mål, bliver man ofte deprimeret. Det er rejsen, ikke destinationen, skat, og hvad der nu ellers står på de skide citatplakater.” Hun ser igen på mig med et mildere blik og ligner den drømmeagtige figur fra sine mest populære fotos. “Min psykolog siger …” “Altså din mor,” siger jeg. “Hun var psykolog, da hun sagde det,” indvender Rachel, hvilket betyder, at Sandra Krohn lige præcis var Doktor Sandra Krohn på samme måde, som Rachel nogle gange er Kunstakademi-Rachel. Ikke at Rachel faktisk sad i en session med sin mor. Selv om Rachel har tryglet hende om det, nægter hendes mor at tage hende som patient. Rachel nægter til gengæld at gå hos andre, så de befinder sig i et dødvande. “Nå, men hun sagde, at nogle gange, når man mister sin lykke, er det godt at lede efter den, ligesom man ville lede efter alt mulig andet,” fortsætter Rachel. “Altså ved jamrende at kaste rundt med sofahynder?” siger jeg. “Ved at gå den samme vej tilbage,” siger Rachel. “Så, Poppy, du skal bare tænke tilbage og spørge dig selv, hvornår du sidst var sådan rigtig glad?” Problemet er, at jeg ikke behøver tænke tilbage. Slet ikke.

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 31

15.03.2022 15.39

Jeg ved, hvornår jeg sidst var rigtig glad. For to år siden, i Kroatien, sammen med Alex Nilsen. Men det er umuligt at gå tilbage dertil, for vi har ikke talt sammen siden. “Tænk over det, ikke?” siger Rachel. “Doktor Krohn har altid ret.” “Ja,” siger jeg. “Jeg vil tænke over det.”

Dig og mig på ferie_TRYK.indd 32

15.03.2022 15.39