Diktatursyndromet

Andre bøger af Alaa al-Aswany, oversat til dansk Yacoubians Hus Chicago Den kongelige egyptiske automobilklub Jeg løb mod Nilen

ALAA AL-ASWANY

DIKTATURSYNDROMET Oversat af Uffe Gardel

GADS FORLAG

Diktatursyndromet Af Alaa al-Aswany Oversat fra engelsk af Uffe Gardel efter: THE DICTATORSHIP SYNDROME Copyright © 2019, Alaa Al Aswany All rights reserved Dansk udgave: Copyright © 2020 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-06356-8 1. udgave, 1. oplag Printed in: Sweden Omslag: Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Forfatterfoto: Abdallah Hassan Tryk: Scandbook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.gad.dk

INDHOLD

Forfatterens forord 7 1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

Syndromet 11 Symptomer på diktatursyndromet 25 Den gode borger 37 Konspirationsteorier 49 Sådan spredes den fascistiske tankegang 61 Den intellektuelles sammenbrud 81 Diktaturet og de disponerende faktorer for ­terrorisme 103 8. Syndromets forløb 127 9. Forebyggelse af diktatursyndromet 157

Tak 169 Noter 171

FORFATTERENS FORORD

Jeg lærte Barbara Schwepke at kende for nogle år siden, da hun blev præsenteret for mig af en anden af mine gode venner, den nu afdøde Mark Linz, direktør for forlaget the American University in Cairo Press. Barbara var både Marks livsledsager og nærmeste medarbejder, og vi tre mødtes ofte i Cairo, London og Frankfurt. Så tilbragte vi mange timer med at diskutere, hvad der skete i verden, især i Egypten, et land, som både Mark og Barbara elskede.

Efterhånden opdagede jeg, at Barbara var drevet af et personligt engagement i at forsvare friheden overalt, og at hun brugte forlagsvirksomhed som et våben mod uvidenhed, diktatur og alt andet, der berøvede folk deres menneskerettigheder. Da den egyptiske revolution brød ud i 2011, støttede Barbara den af hele sit hjerte. Hun rejste til Cairo og tog ind på Tahrir-pladsen for at høre, hvad folk sagde. Hun talte med alle, hun kendte, om revolutionen og de risici, den indebar. Hun støttede revolutionen lige så stærkt som nogen egyptisk revolutionær.

Tre år senere, da general Abdel Fattah el-Sisi tog mag7

ten, blev mine bøger forbudt i Egypten. Omtrent samtidig foreslog jeg Barbara, at hun offentliggjorde alle mine artikler om revolutionen i bogform. Hun mente, at mine romaner allerede var blevet oversat til flere sprog, og at mine skønlitterære arbejder var kendte, men at mine artikler også burde gøres tilgængelige for et ikkearabisk publikum.

Hun sagde, at ingen kunne forhindre mig i at offentliggøre mine synspunkter, og at det bedste svar på forbuddet ville være at offentliggøre et udvalg af mine artikler. Barbara besluttede, at bogens titel skulle være ”Demokrati er svaret”, som er et omkvæd, jeg altid har afsluttet mine artikler med. Bogen blev udgivet i London og blev godt modtaget af det engelske publikum.

Nogle måneder senere kom jeg med et nyt forslag til Barbara: Hun og jeg skulle føre en række samtaler om fænomenet diktatur i det 20. århundrede, der bagefter kunne udgives som bog. Hun var begejstret for idéen, og vi begyndte at føre regelmæssige samtaler, der blev optaget af hendes to assistenter. Barbara var et meget vidende menneske, og hun havde en forbløffende evne til at styre samtalen. Vores diskussion endte med at handle om andre vigtige spørgsmål, og jeg begyndte at lede efter tegn på diktatur i menneskeheden i almindelighed. Hvad var forskellen på et ungt menneske, som var vokset op i Kina eller Egypten, og en ung med samme uddannelsesmæssige baggrund i Storbritannien eller USA? Hvordan sætter diktaturer sig spor i almindelige menneskers adfærd?

Jeg vil altid huske den eftermiddag, jeg sad på mit 8

værelse på Gore Hotel i London. Jeg sad og læste før næste dags diskussion, da jeg fik en ny idé. Næste morgen fortalte jeg Barbara, at emnet for vores diskussioner var for omfattende, og at en debat måske ikke var den bedste måde at præsentere det for offentligheden på. Jeg sagde, at jeg i stedet gerne ville skrive en serie artikler om emnet. Hun erklærede sig på stedet enig og foreslog, at jeg beskrev min undersøgelse af diktaturet som en lægeerklæring med titlen ”Diktatursyndromet”.

Min gode ven og litterære agent Charles Buchan fandt tanken spændende og fik hurtigt ordnet en kontrakt. Vi aftalte, at arbejdet med at omsætte teksten til engelsk skulle overdrages til Russell Harris, en erfaren oversætter.

Jeg begyndte at arbejde på bogen med det samme, og gjorde den halvvejs færdig, mens jeg stadig var i Cairo. Mit forhold til det egyptiske styre var på dette tidspunkt forværret så meget, at det var farligt for både mig selv og min familie at opholde mig i mit eget land. Derfor kopierede jeg den halvfærdige bog over på et USB-stik, som jeg gemte mellem tandpastaen og barberskummet i min toilettaske, da jeg forlod landet. Hver gang jeg rejser ind i eller ud af Egypten, bliver jeg trukket til side af myndighederne og bedt om at vente, mens de gennemgår mine kufferter to gange, før de lader mig gå igen. Hvis de havde fundet materiale til en bog, ville de have konfiskeret det og have ladet det undersøge af et udvalg af officerer, og derefter ville jeg selv sandsynligvis været blevet slæbt for retten og være blevet mødt med endnu en anklage for ”bagvaskelse af statens institutioner”.

9

Denne form for censur er bare én af mange grunde til, at jeg mener, at vi nu, mere end nogensinde, har behov for at forstå diktatursyndromet. På verdensplan er langt flere mennesker blevet ofre for diktatur end for nogen sygdom.

Da jeg var ankommet til New York, genoptog jeg arbejdet. Kapitlerne blev oversat ét efter ét og sendt til Charles, som kom med særdeles værdifulde kommentarer til teksten, og det samme gjorde redaktøren på forlaget Haus, Harry Hall.

Kære læser, nu har du min bog i hånden. Jeg håber, du kan lide den.

1. SYNDROMET

Jeg var en dreng på ti år, da krigen mellem Egypten og Israel brød ud i 1967. Gamal Abdel Nasser (1918-1970) var Egyptens enehersker og brugte vold og undertrykkelse mod enhver, der satte sig op imod ham. Trods sit autoritære styre førte Nasser en revolutionær socialistisk politik,1 han havde nationaliseret de store virksomheder, ligesom han havde konfiskeret de store jordejeres besiddelser og fordelt dem mellem bønderne. For første gang havde millioner af fattige fået adgang til gratis uddannelse, offentlig ansættelse og billige boliger. Alt dette betød, at Nasser efterhånden var blevet så populær som få andre egyptiske ledere.2 På den tid var den egyptiske befolkning afskåret fra, hvad der foregik i verden, fordi Nassers propagandaapparat prægede den offentlige mening efter instrukser fra sikkerhedsapparatet. Udenlandske radiostationer som BBC og Voice of America blev løbende blokeret af støjsendere, og myndighederne advarede folk mod at lytte til dem, da de udsendte ”løgne og anti-revolutionær propaganda”.3 Nasser så sig selv som en international leder, der havde ansvaret for 11

at gå til modstand mod den internationale kolonialisme, og i overensstemmelse med sine forestillinger om arabisk nationalisme havde han i 1958 udråbt en union mellem Egypten og Syrien. De egyptiske topfolks nedladende behandling fik imidlertid Syrien til at gøre oprør og trække sig ud af unionen i september 1961. Derefter sendte Nasser i 1962 sin hær til Yemen for at støtte republikanerne mod monarkisterne og blev trukket ind i en meningsløs krig, hvor tusindvis af soldater mistede livet, og hærens mest effektive kampenheder blev slidt ned. Hele denne fiasko blev holdt skjult for den egyptiske befolkning, og Nassers informationsmaskineri var stadig i stand til at overbevise os om, at vores nationale hær var Mellemøstens stærkeste, og at den en dag ville knuse den israelske hær i løbet af få timer og kaste Israel i havet, mens man én gang for alle befriede Palæstina.

I maj 1967 var forholdet mellem Israel og Syrien blevet anspændt. Nasser gav ordre om at samle store troppestyrker i den østlige del af landet og meddelte, at han aktiverede den fælles forsvarspagt, han havde indgået med Syrien.4 Han krævede, at FN trak sine fredsbevarende styrker tilbage fra den egyptiske grænse, og erklærede pludselig, at israelske skibe ikke længere ville få lov at sejle gennem Aqaba-bugten. Det så ud, som om Nasser gjorde sig klar til krig med Israel. Vi egyptere tvivlede ikke det mindste på, at vi ville vinde over Israel – så meget, at mange mennesker begyndte at snakke om det krigsbytte, Egypten ville få efter sejren.

12

Dengang boede min familie og jeg i Havebyen, en elegant bydel i Cairo, hvor de fleste indbyggere tilhørte den gruppe af store jordejere og forretningsfolk, som var blevet hårdest ramt af den nye socialistiske lovgivning. Alligevel støttede de alle entusiastisk deres land i krigen. I henhold til civilbeskyttelsesmyndighedernes regler skulle folk dække deres vinduer til med sort maling for at gøre det umuligt for fjendtlige fly at tage sigte efter dem. Der blev bygget barrikader af mursten, og foran indgangen til husene blev der lagt sandsække, der kunne beskytte dem mod de sprængstykker, man ventede. Jeg kan stadig huske teksterne på de enorme stofbannere, byens myndigheder hængte op i gaden: ”Hvis I sejler op gennem bugten, kaster vi jer for ulvene!” og ”Vi skal drikke te ved havet i Tel Aviv.”

Min far, Abbas Al Aswany, var en kendt socialistisk forfatter og advokat, og han var en af Nassers stærkeste modstandere. Selv om han var enig i alle de socialistiske tiltag, Nasser havde gennemført, så ventede han ikke, at de ville holde længe, fordi ingen af landvindingerne ville være noget værd, hvis ikke de var ledsaget af frihed (hans forudsigelser kom faktisk til at holde stik, eftersom alle Nassers landvindinger faldt sammen som et korthus, så snart han var død).5 Jeg kan stadig huske en sætning, min far aldrig blev træt af at gentage: ”Alle socialistiske landvindinger er absolut værdiløse, hvis bare et enkelt menneskes værdighed bliver antastet.”

Krigen med Israel brød ud om morgenen den 5. juni 1967, og alle blev grebet af den nationalistiske ild – også min 13

far, som forklarede sin holdning i en samtale med mig: ”Jeg er ikke holdt op med at være modstander af diktatoren Gamal Abdel Nasser, men i dag støtter jeg som egypter Egypten.”

Vi følte alle så stærkt, at enhver skulle tage del i kampen, selv vi børn, at jeg oprettede en lille ”nyhedscentral” på vores altan. Vores naboer i bygningen overfor var en italiensk familie bestående af bedstemoderen (Marta), hendes søn, hans kone og deres børn. Jeg elskede ”tante Marta” og plejede at sludre med hende på fransk, mens hun vandede blomster på sin altan. Den morgen krigen brød ud, smilede hun og hilste venligt på mig. Hun fortalte, hvor meget hun elskede Egypten og håbede, at vi ville besejre Israel. Jeg plejede at oversætte de militære kommunikeer, vi hørte i radioen, for hende. Jeg fortalte hende, at vi havde skudt 23 israelske fly ned. Lidt senere fortalte jeg hende, at antallet var steget til 46, og derefter 87. Da jeg orienterede hende om, at vi havde skudt 200 israelske fly ned, rystede hun på hovedet og sagde, med en vis bevægelse i stemmen: ”Hør her, min dreng. Jeres regering lyver for jer. Jeg har oplevet Anden Verdenskrig, og det kan ikke lade sig gøre at skyde så mange fly ned på en enkelt dag.”

Jeg blev selvfølgelig irriteret over denne indstilling og holdt op med at oversætte militær-kommunikeerne for tante Marta. Det lykkedes Nassers propagandaapparat at overbevise os om, at vi havde påført Israel et knusende nederlag. Vort land blev taget ved næsen i to dage, men på tredjedagen vågnede egypterne op til nyheden om, at Egypten havde sagt ja til en våbenhvile og havde klaget til FN 14

over, at Israel havde angrebet den egyptiske hær, mens den trak sig tilbage fra Sinai. Dette forfærdelige chok udgjorde et jordskælv for egypternes selvopfattelse, og jeg tror ikke, vi er kommet os over det endnu.

Den 9. juni, på krigens fjerde dag, stod katastrofens omfang klart. Israel havde ødelagt det egyptiske luftvåben i krigens første timer og havde derefter besat Sinai, Vestbredden, Gaza, Golanhøjderne og Østjerusalem. Det var et af de mest ydmygende nederlag i den egyptiske historie,6 og jeg kan stadig huske, at min fars venner mødtes i vores hus, ude af stand til at fatte, hvad der var sket, og nogle af dem græd ligefrem som børn. Midt i denne katastrofe meddelte det statslige fjernsyn, at vores leder, Nasser, ville tale til nationen. Min far befandt sig i en skrækkelig sindstilstand og var vredere end nogensinde på Nasser, som nu ikke kun var en tyran, men også havde bragt skam og ulykke over Egypten. Samme aften tonede Nasser frem på tv-skærmen og så fortvivlet og udmattet ud og meddelte, at Egypten havde været offer for en stor kolonialistisk sammensværgelse, at kolonimagterne betragtede ham som deres fjende, og at de ikke forstod, at hele den arabiske nation var dem fjendtligt stemt. Han bekræftede derefter, at han var ”parat til at tage hele ansvaret for tilbageslaget” (som han eufemistisk kaldte nederlaget), og fortsatte med at fastslå, at han havde truffet en beslutning, som han håbede egypterne ville støtte, og som var, at han ville gå af og herefter tjene Egypten som almindelig soldat. Det øjeblik han sluttede sin tale, strømmede millioner af mennesker ud i gaderne 15

over hele Egypten for at kræve, at han blev på sin post. Jeg sad ved siden af min far, mens vi så Nasser på tv, og da vi hørte menneskemængden ude på gaden kræve, at Nasser fortsatte, kunne min far ikke klare det mere. Han tog mig med ud i bilen og kørte rundt i gaderne blandt demonstrationerne, og standsede så pludselig bilen og spurgte en af demonstranterne: ”Hvorfor er De ude at demonstrere?” ”Vi vil ikke have, at Nasser går af,” svarede manden. ”Men De ved godt, at Israel har besejret os og besat vores land?” spurgte min far. ”Ja, det ved jeg godt.” ”Dette nederlag er Nassers skyld, så han er nødt til at gå af.”

Nu så manden på min far med noget, der lignede panik, og sagde: ”Men, hr., hvis Nasser går af, hvem skal så holde sammen på os?” ”Har vi brug for nogen, som kan holde sammen på os?

Kan vi ikke gøre det selv?” Min far råbte vredt og kørte derefter sin vej.

To dage efter massedemonstrationerne meddelte Nasser, at han bøjede sig for massernes vilje og trak sin tilbagetræden tilbage. Han fortsatte ved magten tre år mere, til han døde.

Den dag i dag er historikerne uenige om Nasser abdikation. Nassers modstandere mener, at demonstrationerne, som krævede, at han fortsatte, var organiseret af sikkerhedsapparatet, og de, der støtter Nasser, betragter demonstrationerne som massernes naturlige reaktion. Så vidt jeg kunne 16

se med mine egne øjne, strømmede folk ud i gaderne uden at være styret af nogen, og jeg vil aldrig glemme det paniske ansigtsudtryk hos manden, som ikke vidste, hvordan landet skulle kunne holde sammen, hvis Nasser opgav magten.

Som voksen tænkte jeg tilbage på samtalen mellem min far og demonstranten, og efterhånden forstod jeg den bedre, end da jeg var barn. Det forekom mig, at demonstrantens (og millioner af andre menneskers) synspunkt var mærkeligt, nærmest ubegribeligt. Det siger sig selv: Hvis folk er ansvarlige for deres egne fejl, hvor meget mere gælder det så ikke en leder, som er skyld i, at hans eget land lider et så forfærdeligt nederlag? Hvordan kunne egypterne undlade at holde ham ansvarlig og i stedet kræve, at han blev på sin post? Jeg sammenlignede denne sære sindstilstand med det, der skete i Storbritannien den 8. maj 1945, da Winston Churchill meddelte, at Tyskland havde kapituleret, og Storbritannien sejret i Anden Verdenskrig.

Briterne betragtede Churchill som deres helt, men ved det første valg efter krigen (i juli 1945) stemte de ikke på ham, og han blev ikke genvalgt som premierminister. Det britiske folk forstod, at den mand, der var den bedste til at lede dem i en krig, ikke nødvendigvis var den rette til at lede dem i fredstid, og de valgte en ny premierminister, som havde nye forestillinger om, hvordan Storbritannien skulle genopbygges efter krigen.

Hvorfor ønskede egypterne at holde fast i deres besejrede leder, mens briterne besluttede at udskifte deres sejrrige leder? Det nemme svar på det spørgsmål er at sige, at 17

islam, det egyptiske flertals religion, er så meget ude af trit med demokrati, at det gør egypterne mere modtagelige for diktatur. Men dette overfladiske argument falder fra hinanden, så snart vi husker, at der har været diktaturer i lande som Argentina, Italien, Spanien, Tyskland, Portugal, Chile og mange andre ikkemuslimske lande. Hvis det ikke er religion, som er grunden til, at egypterne opførte sig anderledes end briterne, hvad er det så? Hvorfor fik Churchills sejr ikke briterne til at genvælge ham, og hvorfor var det vigtigere for egypterne, at Nasser skulle blive på sin post, end at de havde lidt nederlag, og at deres land var blevet besat?

Det spørgsmål blev ved med at køre rundt i mit hoved, og jeg kunne ikke komme på noget overbevisende svar, før jeg stødte på Étienne de La Boétie. Han var en fransk filosof fra 1500-tallet, der døde som ung og efterlod sig en kort afhandling, der blev udgivet efter hans død: En afhandling om frivillig trældom.7 I dette essay fremlagde han følgende begreber.

Som det første: Frihed er menneskehedens naturlige tilbøjelighed. La Boétie fastslår, at dyr bliver født frie, og at deres naturlige tilbøjelighed driver dem til at forsvare deres frihed med al den styrke, de besidder. Vi kan ikke berøve et dyr dets frihed uden at påføre det smerte. Ethvert dyr kæmper tappert for at forsvare sin frihed, og ikke kun foretrækker de fleste dyr døden frem for trældom, men elefanten vil for eksempel blive ved med at bekæmpe jægeren, og når den mærker, at den står over for et nederlag, vil den som en sidste krigslist gribe til at slå sin kæbe mod et træ og 18

således brække sine stødtænder af i et forsøg på at købe sig fri, i håb om at ofringen af dens stødtænder vil kunne tjene som løsesum for dens frihed. Ethvert dyr vil gå så langt for at forsvare sin frihed. Menneskeheden er født fri ligesom dyrene, bortset fra at vi somme tider frivilligt opgiver vores frihed og accepterer at leve under en tyrans herredømme.

Som det andet: Tyrannen er et individ. La Boétie slår fast, at tyrannen intet andet er end et individ, som næppe kunne kræve et helt folks lydighed, hvis ikke folket af egen vilje skænkede ham deres lydighed. Således skabes et diktatur – et land, som ledes af et statsoverhoved med total magt over statens politik, de væbnede styrker og sikkerhedsapparatet, som knuser politisk opposition og udrydder al uenighed – ikke af tyrannens vilje alene, men i kraft af et forhold, hvor der kræves to parter: tyrannen, som beslutter at undertvinge et folk, og et folk, som har indvilget i en sådan undertvingelse.

Som det tredje: Frivillig trældom. Det øjeblik en befolkning giver afkald på visse frihedsrettigheder og underkaster sig, ved erobring eller bedrag, et enkelt individs vilje, bliver dette individ diktator.* Det er her, vi oplever diskus* Redaktørens note: Diktator er en betegnelse, der indtil nu kun har været gældende for mænd. Selv om mange kvinder er blevet beskyldt for at have diktatoriske træk – såsom Elena Ceaușescu, Mirjana Marković and Sajida KhairallahTalfah, Saddam Husseins enke – så er der endnu ikke i historiens løb nogen kvinder, der er blevet betegnet som diktator. Derfor omtaler denne bog konsekvent diktatorer som ”han”.

19

sionen mellem naturlig tilbøjelighed og vane: den naturlige tilbøjelighed, der driver et menneske til at forsvare sin frihed (som med et dyr), og den vane, som mennesker tillærer sig gennem lang tids underkastelse under en tyrans vilje. Vanen vinder over den naturlige tilbøjelighed, og der vokser generationer af mennesker op, som er helt vante til forestillingen om diktatur, da de ikke kender andet. Denne tilvænning til diktatur sammenlignes af La Boétie med en hest, der gør modstand mod at blive dresseret og kaster sin rytter af, indtil den omsider underkaster sig og ikke kun lader sig lede, men begynder at posere stolt under sadlen og bidslet, der begge er symboler på dens trældom. Dette svarer til de generationer, som vokser op under en diktators styre, og som hverken forstår betydningen af frihed eller føler behovet for den – fordi, som La Boétie fastslår, et menneske ikke vil savne noget, det aldrig har besiddet.

Heldigvis er der dog nogle, der længes efter frihed, fordi de stadig er i stand til at forestille sig den, selv om de aldrig har oplevet frihedens velsignelse, og det er disse mennesker, som vil afvise trældommen og stræbe efter at befri sig selv.

Efter Nassers død skrev den store egyptiske forfatter Tawfiq al-Hakim en bog med titlen Bevidsthedens tilbagevenden (1974),8 hvori han forbandede sig selv for at have støttet Nasser og for at have ignoreret de mange klare tegn på, at de beslutninger, Nasser traf, var forkerte og følelsesstyrede og havde ført til katastrofer, som egypterne lider under den dag i dag. Al-Hakim sammenlignede sig selv med en mand, 20

som har mistet bevidstheden på grund af Nassers karismatiske tyranni. Al-Hakim har formentlig beskrevet situationen for millioner af egyptere, når han skrev: [Nasser] fortryllede os sådan, at vi ikke engang var klar over, at vi var blevet forhekset. Måske var det hans særlige magi, som man siger, eller også var det måske selve drømmen, der skabte disse forhåbninger. Eller måske var det i endnu højere grad det vidunderlige billede af revolutionære sejre, han vævede for os, og som gjorde os til redskaber for den vidtfavnende propaganda med dens trommer, piber, hymner, sange og film og fik os til at se os selv som en storslået industrination, der var et eksempel for udviklingslandene med sin landbrugsreform og var en ledende magt i Mellemøsten. Det var denne tiljublede leders ansigt, der fyldte tv-skærmene, og som stirrede ned på os fra telte ved politiske stormøder og i mødesale, og mens han holdt sine timelange taler, hvori han fortalte os, hvordan vi havde været, og hvad vi nu var blevet, uden plads til diskussion eller overvejelse, uden plads til kommentarer eller korrektioner. Alt, hvad vi kunne gøre, var at tro og at klappe, til vores hænder var ømme.9

Her fandt jeg for første gang en overbevisende forklaring på, at egypterne klamrede sig til deres besejrede leder. Folk, der underkaster sig en diktator, mister deres længsel efter frihed, og opfører sig som syge, der synes at være forhek21

sede, hypnotiserede eller bevidstløse. Egypterne blev ramt af underkastelsens plage, og de klyngede sig til diktatoren, efter at han havde påført dem et nederlag, mens briternes psyke var så sund, at de kunne vælge en anden premierminister end Churchill, manden, der havde ført dem til sejr. Man kan mene, at folk, som regeres af en diktator, kan sammenlignes med psykisk syge mennesker: Ikke alene har de ikke brug for frihed eller søger friheden, men de kan slet ikke forestille sig livet uden diktatoren, som de beskytter, og hvis vilje de legemliggør. Ifølge lægevidenskaben er noget en sygdom, hvis det forhindrer folk i at realisere sig selv i deres private eller professionelle tilværelse. At underkaste sig en diktator er således en sygdom, der rammer både enkeltpersoner og hele folk, ligesom den demonstrant, jeg så, der var grebet af panik på grund af Nassers afgang. På den anden side bekræfter undersøgelser, at uanset forskelle i kultur, social baggrund eller uddannelsesniveau, så er alle diktatorer gjort af samme stof, når først de er kommet til magten.10 Muammar Gaddafi, Saddam Hussein, Gamal Abdel Nasser, Jean-Bédel Bokassa, Adolf Hitler, Benito Mussolini, Francisco Franco og António de Oliveira Salazar for bare at nævne nogle stykker, var tyranner, som optrådte i forskellige lande og under forskellige omstændigheder, men da de først var kommet til magten, tænkte og opførte de sig på samme måde. I en artikel med titlen ”Psykologisk analyse af despotens personlighed” fastslår dr. Azzam Amin, at alle tyranner lider af ”narcissisme og storhedsvanvid […] paranoia og sadisme”.11 22

Diktatur er således udtryk for et sygeligt forhold mellem en hersker og et folk, og symptomerne på diktatur giver sig på tilsvarende vis udtryk gennem det autoritære styres instrumenter. Forekomsten af forskellige symptomer, der gentages efter et fast mønster, gør i lægevidenskabens sprog denne sygdom til et syndrom. Hvor længe vil vores verden fortsætte med at lide af diktatursyndromet?

Diskussionen om diktatur i USA og Vesteuropa har fået noget eksotisk over sig, eftersom Vesteuropa stort set ikke har oplevet diktatur siden Anden Verdenskrig. Når det gælder Afrika, Asien, Mellemøsten og Latinamerika, er diktatur ikke et eksotisk narrativ, men en smertefuld realitet, som millioner af mennesker lever i. En rapport, der blev offentliggjort i 2017 af Freedom House, en organisation, som overvåger frihed og demokrati, brugte FN’s menneskerettighedserklæring som målestok og viste, at kun 87 ud af 195 undersøgte lande var frie, og at der var 49 ”ikke frie” og 59 ”delvis frie” lande. Af Jordens 7,4 milliarder mennesker lever kun 39 procent i fuld frihed, 36 procent er berøvet friheden, og 25 procent lever i delvis frihed.12 Der er således milliarder af mennesker, som lever under autoritære styrer, med alt hvad dette begreb indebærer af krænkede frihedsrettigheder, brud på menneskerettigheder, arrestationer, tortur og illegale drab, korruption, ineffektivitet, fattigdom, uvidenhed, smitsomme sygdomme og social uretfærdighed.

Diktatur er en sygdom, som udgør en fare for menneskeheden, og denne sygdom må bekæmpes. Det første skridt 23

i behandlingen af enhver sygdom er at undersøge årsagerne til den, de omstændigheder, den er brudt ud under, og de symptomer og komplikationer, den giver, både i folket og hos diktatoren. Det er opgaven for denne bog.