Jacob Wendt Jensen
Jacob Wendt Jensen
Lov til radioeksperimenter
I begyndelsen var Pressens Radioavis
Orkestre og kor
“Er det nu, vi skal være heste?”
Kvinder i Statsradiofonien
Radiohuset besat
Modstand og befrielse
De første tv-billeder
Mercur og mere musik i radioen
Egne nyheder i TV-Avisen
Problemet lørdag aften
Leif Panduro - og alle de andre
Vi kan også i provinsen
Farvel til tv-monopolet
Fra fyrstendømmer til kongedømme
Radioriget i midten
Sidelæns ind i den digitale tidsalder
100-års fødselaren
Bag skærmen: Året der gik, 13. december 2023
Da Gunnar “Nu” Hansen opfandt sporten
Da sport mistede sin uskyld
Børneradio og de første dukker i tv
Vemmers vældige værk
Nye børn og gamle traditioner
Julekalendere og et hul i jorden
En verden genfortryllet for de unge
Da quiz blev en dille
Valg i tv
Satire laves i trods
On-off med Melodi Grand Prix
Udenrigskorrespondenterne
Radioreportage og radiomontage
Musik og frihed på P3
De kongelige samler s eerne
En lytter på linjen – fra Spørg bare til Natteravnen
Bag skærmen: Den store bagedyst, 1. maj 2024
Kreative kampe i en kulturbærende institution
Gaden, der blev til et hus
Matador sprænger rammerne
De oprindelige røde lejesvende
Erhard Jakobsen og den politiske balance
Plankeværkslyttere og sortseere
P4 i P1: Tværs og det elektriske barometer
Kanal 22 og Lørdagskanalen
Opgøret med alkoholkulturen
Grænser for galskaben
Journalistiske fejltrin og etik
Det moderne tv-seriemirakel
Radioen lever i bedste velgående – men ...
I dag bliver alt gemt, men sådan har det
ikke altid været
DR Byen og et koncerthus i horisonten
Det endelige regnestykke set i bakspejlet
DR og fremtiden
Forord
OM JEG HAVDE LYST TIL at skrive en bog om DR i anledning af, at de fyldte 100 år? Sådan lød spørgsmålet fra Gads Forlag, og mit svar var et hurtigt, klart og rungende ja! Derefter fulgte mareridt og svedeture over stoffets omfang og bevidstheden om, at enhver indbygger i kongeriget har deres helt eget forhold til Danmarks Radio både i form af radio og tv.
Jeg har haft frie hænder til opgaven, som gik ud på at læse alt, hvad arkiverne indeholdt, og tale med så mange som muligt af de nulevende DR-skikkelser, der kunne og ville stille op, for dernæst at sortere i den indsamlede viden, alle holdningerne og røverhistorierne. Og her måtte jeg naturligvis sande, at der ikke var plads til det hele, så hvis lige præcis dit yndlingsprogram ikke er nævnt, er ansvaret mit alene!
I mine øjne bør en jubilæumsbog fortælles i en både kritisk og kærlig tone og begge dele med øje for de gode historier, der har noget at gøre med det, som lytterne og seerne har kunnet høre og se ude ved radioapparaterne og tv-skærmene. Specifikke programmer, som de fleste af os har set, særlige ryk i udviklingen og politikernes og befolkningens interesse for og kritik af DR er der således meget af i bogen her. Den byder også på journalistiske skandaler, organisatoriske fiaskoer og kuriøst stof med passionerede og skabende mennesker i centrum.
Personalesager og teknokratisk flytten rundt på papirbunker har jeg for det meste undladt – medmindre de er af principiel art.
Tag med på en tur gennem 100 års historie om Danmarks Radio baseret på mere end 50 nye interview og knap 100 interview med afdøde DR-skikkelser – suppleret med 180 fotografier primært fra DR’s arkiver. Første halvdel af historien fortælles relativt hurtigt, mens tempoet sættes ned og detaljeringsniveauet op, når det gælder de seneste fem årtier. Det er jo den tid foran radioen og fjernsynet, de fleste af os kan huske.
Landingen i nutiden er blød, for vurderingen af nutiden må de næste journalister og historikere bekymre sig om.
Jacob Wendt Jensen, september 2024.
100 år med Danmarks Radio
I et helt århundrede har vi danskere haft mulighed for at høre radio og i rundt regnet 75 år at se tv. Tag med på en tur på gennem den historiske udvikling i institutionen, der fik faklen og førte an.
I studiet i Købmagergade var der tæpper på gulvet, forhæng for vinduerne og draperier på væggene af akustiske grunde. Det fik en vittig sjæl til at tænke på flødeboller, og studiet blev derfor døbt “den omvendte flødebolle”. Her står kammersanger Emil Holm selv foran mikrofonen.
Lov til radioeksperimenter
OPFINDEREN AF DEN FORM FOR RADIO, der for alvor kunne sendes gennem luften, så den kunne høres bare så nogenlunde, var Valdemar Poulsen fra Danmark. Med sin opfindelse kunne han tæmme og styre lyden, og det var langt mere effektivt end de gnister, der døde én for én, som italienske Guglielmo Marconi hidtil havde sendt ud i æteren. Poulsens system sendte lyden på en vedvarende radiobølge via en såkaldt buesender. Patentet fra Danmarks svar på Thomas Edison blev indgivet i 1902 og udstedt i 1903, og der blev investeret adskillige millioner kroner, før han omkring 1920 havde vundet kapløbet om den mest effektive sender.
I begyndelsen af 1920’erne begyndte danske radioamatører at lytte til udenlandsk radio på deres hjemmebyggede krystal- og lampeapparater, og adskillige radioklubber sendte amatørradioprogrammer. Den første danske radioudsendelse er dateret til 1922. Til at begynde med var det populært at affeje radioen som en dille. “Det nye barn vil såmænd snart dø ganske af sig selv,” lød det i en rigsdagsdebat, og andre mente, at radiobølgerne ville “erstatte al selvstændig hjernevirksomhed”.
I Danmark vaklede man i nogle år mellem, hvorvidt det vordende radiomedie skulle på private eller på statens hænder. De liberale politikere ønskede, at radioindustrien skulle stå for radiovirksomheden, mens socialisterne ville give staten monopol. Pressen indtog et helt tredje standpunkt – at opgaven måtte være noget for lige netop pressen. Det afgørende for, at det var staten, der tildelte sig selv monopol frem for pressen eller radioindustrien, var, at Socialdemokratiet med Thorvald Stauning i spidsen vandt valget i 1924 og dermed fik regeringsmagten. Statsradiofonien blev dermed en offentlig, men økonomisk uafhængig institution, der skulle holde sig selv oppe ved brugerbetaling – den såkaldte radiolicens.
Formand for Dansk Solistforbund, kammersanger Emil Holm blev Statsradiofoniens første driftsleder, og han viste sig at have tæft for det nye medies store potentiale for hurtig udbredelse. Allerede fra januar 1924 var Emil Holm med til at sende radio hver søndag mellem klokken 20 og 21 fra et lillebitte studie på hjørnet af Løvstræde og Købmagergade i Københavns centrum, som telegrafvæsenet havde hjulpet med at indrette. Men først fra 11. september 1924 satte Holm med en større sender på taget ved Jorcks Passage for alvor de mindre konkurrenter som Lyngby Radio og Ryvang Radio på plads, blandt andet også med et nyere studie i Købmagergade.
1. april 1925 blev Statsradiofonien en realitet, om end det stadig var på forsøgsbasis, og præcis et år senere blev ordningen gjort permanent. Allerede fra 1925 oprettedes Radiorådet, hvor der sad 38 medlemmer, som dels skulle sætte Statsradiofonien i gang, dels skulle holde øje med, hvad der blev sendt. Der var repræsentanter fra den politiske verden, fra pressen, radiofolket og fra nogle af de interessenter, man mente ville udgøre den kreative grundstamme i det nye radiomedie. Endda også fra militæret. Radiorådet blev oprettet for at rydde op i landskabet af private foreninger og interessenter, der bød ind på at bestemme over det nye medie.
Det var trafikministeren, der nedsatte det første råd med kammerherre Christian Lerche som den første formand. Undervisningsministeriet og Ministeriet for offentlige arbejder var med, og det var repræsentanter fra Danske Dramatikeres Forbund, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Forfatterforening samt fra fire radioforeninger som for eksempel Dansk Radioklub også. Baggrunden var et direktiv om, at udsendelserne skulle være af “alsidig og oplysende art”.
I 1959 kom der en ny radiolov, hvor man afskaffede lytterrepræsentationen og lod den politiske repræsentation læne sig mere over mod Kulturministeriet. Landets første kulturminister, Julius Bomholt, sad i Radiorådet i 19 år i alt, heraf 13 som formand. Der var også stadig flere politikere med, nemlig et medlem fra hvert af partierne i Finansudvalget i Folketinget.
Programmet i radioen dengang var kultiveret og til tider temmelig højtideligt. I året 1928/29 var man nået op på at sende i gennemsnit
Som driftsleder for Statsradiofonien og dermed den, der stod i spidsen, blev Emil Holm en offentligt kendt og omdiskuteret person – en skæbne, som senere generaldirektører har delt med ham. Hans spidse næse var et perfekt afsæt for karikaturtegninger, og i Scala Revyen i 1926 lød det blandt andet i en sang: “Emil Holm er en mægtig ka’l og en streng despot, men tillige en genial over-radiot!”
Ingvald Lieberkind (1897-1972)
Zoolog og forfatter Ingvald Lieberkind begyndte i radioen i 1926. Han var en fyldig mand med sine lange uldbukser trukket op over topmaven og med fuldt blus på viden, energi og passion. Og også blus i bogstavelig forstand. Når han optog sine radioprogrammer, sad han i et lokale i Radiohuset på størrelse med et kosteskab. Fordi han røg meget, var der sat en støvsugerslange ind gennem døren til ham, så han kunne puste røgen den vej ud.
Doktor Lieberkind havde så stærkt et tag i lytterne, at
han så let som ingenting kunne plantes om fra radio til tv, hvor han blev om muligt endnu mere populær og fortsatte til 1971. Lieberkind tegnede dyrene i tv, men han havde dem også af og til med i studiet i levende live, hvis han ikke havde et kamerahold og nogle børn med ude i naturen, hvor han fortalte om pindsvin eller regnorme. Doktor Lieberkind er den dag i dag den målestok, nye naturprogrammer vurderes efter, og det er med begreber, vi stadig værdsætter: entusiasme, vidensdeling og sober underholdning.
ni timers radio hver dag, og musik, enten fra studiet eller musikog danserestauranter som for eksempel Wivex, fyldte hovedparten af radiofladen. Helt præcis 57 procent. Kulturstoffet i form af især foredrag, oplæsninger og dramatik, inklusive hørespil, fyldte 22 procent, nyheder kom på tredjepladsen med otte procent, herefter kom undervisningsprogrammer med seks procent, gudstjenester med fire procent, og børne- og ungdomsstoffet havde de sidste tre procent.
Danskerne gik op i radioen med liv og sjæl. Det gjaldt også på Palace Hotel i København i 1927, hvor kapelmester Teddy Petersen var engageret med sit nimandsorkester.
“Det var som forventet en stor reklame at være i radioen, når dem fra provinsen kom til København og skulle ind på hotellet og se os spille,” fortalte Teddy Petersen i et interview. “Engang kom der en stor kleppert ned på tribunen og spurgte: ‘Hvor hænger den?’ Jeg ville ikke rigtig sige noget, men han blev ved, og jeg pegede til sidst på mikrofonen over orkesteret, hvorpå manden hævede stemmen og sagde: ‘Nå, er det den bette lort,’ og gik tæt på den og råbte: ‘MOR, kan du høre mig?’”
I direkte radiotransmissioner kunne alt ske, og det hændte ikke sjældent, at lytterne spurgte sig selv, om ikke en tjener nu igen havde tabt en stabel tallerkner tæt på orkesteret?
Andre gange sendte man fra studiet på Axelborg, der blev taget i brug i 1928. Det lå mellem det, vi i dag kender som Tivolis hovedindgang, og Palads-biograferne. Året efter var en meget ung Flemming Madsen, der dengang var typograflærling og senere blev journalist på TV-Avisen, med i programmet “Er du glad for dit arbejde”. I 1980 huskede han tilbage på sin medvirken:
Danmarks Radio har sjældent været samlet ét sted i hovedstaden, som det er i dag i Ørestaden. Langt flere supplerende lokationer har været brugt end de her nævnte, ligesom ikke alle afdelinger er flyttet på de officielle datoer, men det er et overblik over de væsentligste.
■ 1925-1928: Jorcks Passage
■ 1928-1933: Axelborg
■ 1933-1941: Stærekassen ved Det Kongelige Teater
■ 1941-2006: Radiohuset på Rosenørns Allé
■ 1963-2006: TV-Byen i Gladsaxe
■ 2006-: DR Byen i Ørestaden
17
Kaptajn Jespersen (1883-1963)
Fra 1927 til og med 1952 kunne man bøje, strække og vånde sig til J.P. Jespersens kommandoer i radioen hver morgen. Hans motto var “Gør det nu”, og han introducerede begrebet “en sund sjæl i et sundt legeme”. “Den, der ranker sig, slanker sig” var en anden favorit. Øvelserne foregik for det meste med en stok eller en balancestang.
Da han engang blev kritiseret for at tale for meget under sine øvelser, svarede Jespersen: “Jeg giver ikke lytterne, hvad de vil have, men hvad de trænger til.”
Morgengymnastikmandens tone var måske nok myndig i radioen i mere end 9.000 udsendelser, og der tjente den sit formål for titusindvis af danskere, men
indtrykket var ikke helt dækkende for mennesket bag kaptajnen. Over for Dagbladet indrømmede Kaptajn Jespersen i 1940: “Jeg er så pilnervøs, at jeg ryster. Når jeg går ind i studiet, er det med en følelse af, at nu gælder det livet – og det gør det jo egentlig også. Foran mikrofonen skal man præstere det ypperste. Det ligger i atmosfæren, at der kræves alt, hvad man kan yde, og den følelse er vokset med årene.”
Kaptajn Jespersen nåede også at optræde i tv. Han var født i 1883 og døde i 1963 – af sorg over at have mistet sin kone. Da hun blev begravet, sagde han grådkvalt: “Jeg har mistet min balancestang.”
“Vi skulle igennem det store orkesterstudie, hvor vi kom forbi en af de her høje træopsatser, og der lå et gennemhugget hvidkålshoved fra et hørespil, hvor Hakon Jarl skulle halshugges. Jeg har haft et udmærket forhold til Oehlenschläger før den tid – men især efter den tid. I et lille talestudie kørte vi så sekvensen, der var meget lidt improviseret. Derefter sagde man ‘det gik godt igennem’ – det var altid spørgsmålet dengang.”
Kontrolchef Poul Petersen blev ansat i Statsradiofonien i 1925, og da han senere mindedes gamle dage, indrømmede han, at lyden teknisk set lod noget tilbage at ønske. Det var langtfra altid, at det gik “godt igennem”. En kontrolchef var ansat til at sikre kvaliteten af teknik og indhold af programmerne.
“Når vi havde transmissioner fra udlandet, kunne linjerne være elendige, men det kunne de også herhjemme. For eksempel fra Korsør eller Roskilde. Det var ikke ualmindeligt, at man samtidig svagt i baggrunden kunne høre: ‘Hvordan har moster det?’ Så måtte vi ud at sætte forstærkninger på det pågældende sted for at overdøve telefonlinjerne. Der var jo luftlinjer på landevejen,” fortalte han i 1978 og fortsatte:
“De mikrofoner, vi brugte i studierne i begyndelsen, lignede gamle fotografiapparater. Senere fik vi nogle kulkornsmikrofoner –en lille marmorblok der var hængt op i selestropper. Dem havde vi problemer med, hvis vejret var fugtigt. Så var der en masse kul-sus på. Det kunne være så slemt, at man ikke kunne høre, hvad der blev sagt. Men så fandt vi ud af, at man kunne lave nogle varmeskabe, som vi satte mikrofonerne ind i, inden vi skulle bruge dem.”
Selv om der var på forhånd definerede programelementer, kunne programmet lettere skride dengang, fordi alt var direkte. Derfor havde man altid en pianist på tilkaldevagt, der på mindre end ti minutter kunne være i studiet og dække huller med en “fri komposition”. Hvis de ikke lige var i nærheden, tog Emil Holm selv affære og sang sit glansnummer, Musorgskijs “Humlebien”.
Komponist Erik Rostrup Bøyesen har også været med til at redde flowet i radioen dengang:
“Vi havde højttalere på kontorerne. Engang skulle vi have en svensk udsendelse, og jeg syntes godt nok, at programmet så lidt kort ud til den afmålte tid. Undervejs regnede jeg mig frem til, at der
manglede hele ti minutter, så jeg skyndte mig at få kopieret yderligere en svensk sang og fik den hurtigt delt ud i studiet, så orkesteret kunne spille den til allersidst, og programmet kom til at passe på minuttet. Den svenske dirigent omfavnede mig bagefter.”
I det hele taget var man kommet godt i gang, og der var mange penge i Statsradiofonien, da først licensopkrævningerne blev sat i system. Kjeld Degenkolv huskede tilbage i 1981:
“Vi havde gode fester i Axelborg, hvor vi blev inviteret til middag med kaffe og et godt glas og lettere underholdning med ledsager. ‘Blå måne’ hed festerne. Radioen svælgede i penge dengang. Festerne gav så samtidig også en fantastisk lydkulisse til en folkelig aften i radioen.”
I firebindsværket Dansk Mediehistorie 1880-1960 fra 2001 slås det fast: “Formentlig er radioen det medie, der til dato er slået hurtigst an hos et stort publikum i Danmark, inklusive videoer og computere,” og her kan vi godt regne internettet med.
I 1925 var der 28.140 registrerede licensbetalere, og antallet var næsten tidoblet året efter. I 1932 var der 475.600 radiolyttere i Danmark ud af en befolkning på 3.550.000. Det gav lige knap 134 lyttere ud af 1.000, og det var den højeste lyttefrekvens i verden på det tidspunkt, hvor man i USA kun havde 98 lyttere ud af 1.000 indbyggere og 92 i Storbritannien, som ansatte i Danmarks Radio ellers altid har sammenlignet sig med, kigget efter og tyvstjålet fra. BBC (British Broadcasting Corporation) begyndte at sende radio allerede 11. november 1922.
Emil Holm var Statsradiofoniens chef til og med 1937, hvor F.E. Jensen tog over. Om Emil Holm har kontrolchef Poul Petersen sagt: “Kammersangeren var meget behagelig og flittig. Han var altid på kontoret fra klokken ni om morgenen til fire om eftermiddagen, og klokken otte om aftenen var han tilbage for at modtage foredragsholdere og musikere. Så gik han hjem igen ved ti-tiden. Onsdag aften havde han ‘bad’, så der kom han ikke. Engang jeg havde vist en kvartet på plads i stedet for ham, ringede han efter udsendelsen og sagde: ‘Tak. Det var, som jeg ville have det.’”
Det var også i 1937, at Jens Frederik Lawaetz – fremtidens mand
Længst til venstre ses den senere tv-direktør Jens Frederik Lawaetz, der stod for Drengetimen i radioen allerede fra 1926. Her overvåger han i 1932 en lektion i sløjd for åbne mikrofoner.
inden for tv – blev fastansat efter at have lavet radio for børn som freelancer fra 1926. Det var i disse første år, at han som en del af programmet Drengetimen opfandt reportageformen i radioen. Det var en form, som især Aksel Dahlerup senere gjorde berømt i 1931, hvor den første reportagevogn kom til Statsradiofonien. Man kan altså sige, at Lawaetz lavede de første eksperimenter udi reportagen, mens Aksel Dahlerup forædlede den og gjorde den til en fast
programform. Ifølge programoversigten var 28. juni 1928 første gang, at udtrykket “hørebillede” blev brugt, og ifølge Lawaetz selv var det i 1929, at han for første gang tog mikrofonen med sig rundt i salen frem for at lade dem, han interviewede, komme til sig. Det fortalte han om i et interview i 1979:
“I februar 1926 ved min første optræden i radioen blev jeg præsenteret som speaker, og det var så meningen, at publikum tiede stille, når jeg kom op på scenen og satte armen i vejret. I 1929 blev vi enige om, at en stor udstilling på Teknologisk Institut skulle være den første reportage. Jeg forestillede til kammersangeren (Emil Holm, red.), at vi kunne lade mikrofonen hænge ned gennem et hul i loftet – i en lang ledning – som jeg så kunne tage med fra sted til sted. Han sagde: ‘Hør, unge mand, mener de, at en mikrofon er noget, man kan rende rundt med i hånden?’”
Ja, det mente Jens Frederik Lawaetz, og det eksperimenterede han videre med.
“Senere fik vi overtalt kammersangeren til, at vi kunne gå rundt med en mikrofon som dem, der var i studiet – hvor den hang i to selestropper. Den første udsendelse, vi lavede af den art i Drengetimen, var en transmission fra Cirkus Schumann, hvor vi gik rundt og beskrev, hvordan man arbejdede i cirkus, når der ikke var forestilling. Der havde vi en mikrofon med rundt, og en tekniker løb rundt med det tunge stativ, og hver gang jeg vendte mig om og snakkede, så for han rundt om mig, så jeg hele tiden talte lige ind i mikrofonen. Senere fandt vi ud af, at vi ikke behøvede have det tunge stativ med. Derefter holdt vi mikrofonen i hånden, og det har man så gjort siden.”
Efter en start med kun ganske få timers radio i døgnet i 1925, sendte man gradvist mere og mere. På oversigten her fremgår det, hvordan de forskellige stofområder var fordelt på timetal i sæsonen 1931-32, hvor man var oppe på at sende 12 timer i døgnet.
Generaldirektører gennem tiderne
Generaldirektøren (driftsleder før 1959) er den øverste administrative chef i Danmarks Radio. Vedkommende ansættes af bestyrelsen i DR. Gennem 100 år har der været ti personer i spidsen for Danmarks Radio:
1925-1937: Emil Holm 1937-1961: F.E. Jensen 1961-1964: Hans Sølvhøj
1964-1967: Erik Carlsen (konstitueret)
1967-1976: Hans Sølvhøj
1976-1985: Laurits Bindsløv
1985-1994: Hans Jørgen Jensen
1994-2004: Christian S. Nissen
2004-2005: Lars Vesterløkke (konstitueret)
2005-2010: Kenneth Plummer
2010-: Maria Rørbye Rønn
