Historisk baggrund af Kirsten Egholk Inspektør, Kroppedal Museum
Galgebakken bliver til
Maja Lykketoft taler med en af arkitekterne bag Galgebakken: Anne Ørum-Nielsen
Kollektivisme og politisk pædagogik
To søstre og pædagoger flyttede til Galgebakken i 1973 og bor der fortsat:
Marianne og Dorte Brink om pædagogik og kollektivisme
Et politisk boligprojekt
En gruppe socialdemokratiske venner flyttede til Galgebakken: Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen om boligen som politisk projekt
Opdragelse og kønsroller
Far og søn og begge kunstnere:
Gunnar og Mads Wille om opdragelse, forældreroller og kønsnormer
Debatklima og dogmatik
To generationer af DR-journalister:
Lasse Engelbrecht Jensen og Ruth von Sperling om frihed, debatklima og dogmatik
Frigørende pædagogik
Far og datter – to generationer af ledere på den dynamiske daginstitution Baunegården:
Preben Iversen og Marie Iversen om frigørende pædagogik gennem 50 år
Barneblikket
Børn af 1970ernes tidsånd. Børnebogsforfatter og politiker:
Line Kyed Knudsen og Anja Rosengreen om at flytte tilbage til Galgebakken som voksen
Ungdomskultur i 1970’ernes kølvand
På Bakkens Hjerte blev ungdommen formet kreativt. Gastronomisk iværksætter og rapper:
Timm Vladimir og Emil Simonsen om ungdomskulturens mange veje
Hvad med miljøet?
Galgebakkens udvikling af miljøet over 50 år. Miljøaktivist og tidl. leder af børneteaterfestival: Benny Klausen og Biba Schwoon om det grønne og det sociale miljø
Barn af drømmen
Vi drømmer
Vi drømmer om et sted
Som er stort og smukt
Som blir’ blankt når det blir’ brugt
Hvor enhver er fri fordi vi er sammen
Indeni
Drømmen om et sted er for mig en sang, der handler om Galgebakken. Eller om intentionen med stedet. Stroferne fra sangen fortæller en masse om de drømme, der blomstrede i 1970’erne blandt en ny generation af unge: Ungdomsoprørere, intellektuelle, hippier, kollektivister, pædagoger og politikere på venstrefløjen. Trods forskelligheder delte mange fra denne brogede skare en drøm om et fællesskabsorienteret sted at bo.
Nogle af dem søgte mod det nybyggede Galgebakken i Albertslund, til et byggeri, der inviterede til fællesskab og beboerengagement. Blandt dem mine egne forældre, så jeg er selv barn af Galgebakken.
Min familie flyttede til Galgebakken i april 1974, lige før byggeriet stod endelig færdigt. Jeg voksede op i Galgebakkens pionértid med nære naboskaber som barn af en vibrerende tidsånd med politiske paroler, kollektiv tankegang og en drøm om frihed i fællesskabet. Byggeriet inviterede til socialt samvær, og de småbørnsfamilier, der rykkede ind i nabohusene mindede om min egen.
Min forældres generation havde taget et opgør med småborgerlighed, sort skole og kapitalisme, og vi børn blev produkterne af de nye strømninger og en ny tids mange frisættelser.
i deres
Maja Lykketoft med støvbold og sin lillesøster Kit
Galgebakkehave.
Børn var en naturlig del af fællesskabet. Vi blev fodret med de nye værdier og lærte tidligt at argumentere. Solidaritet og en udvidet delekultur var en af tidens udtalte fænomener. Selv fik jeg lært at trække mig fra det evige fællesskab, når jeg mere end én gang fik tidens solidaritetsbegreb galt i halsen. Indimellem var det en prøvelse for mig som introvert barn at skulle dele liv med en masse andre børn. Jeg så med beundring på min lillesøster Kit, der i højere grad formåede at favne fællesskabets glæder.
Jeg var 11 år, da vi flyttede fra Galgebakken. At rykke væk fra Galgebakkens kollektive liv til en villa med høj hæk i Charlottenlund blev mit livs største kulturchok. Det var en stor omvæltning at komme fra en skole i Albertslund, hvor rundkreds og temauger var vigtigere end gammeldags klasseunder visning til en skole i Nordsjælland, hvor det var omvendt, og man var på efternavn med de fleste lærere. Jeg indså, at jeg kom fra en virkelighed, der ikke lignede verden udenfor.
Men som barn fornemmer man mere end sproget rækker til, og siden har jeg ofte haft lyst til at sætte flere ord på Galgebakkens DNA.
Det fik jeg muligheden for i forbindelse med historiefestivalen Golden Days, der i 2016 havde festivaltema om 1970’erne. De havde spottet Galgebakken som et ikonisk 1970’erbyggeri, og jeg blev spurgt, om jeg ville lave en offentlig vandring i mit barndomsland.
Året efter var jeg med BL og Zetland på Folkemødet, hvor min far og jeg havde en fælles sceneoptræden, der også handlede om familielivet på Galgebakken i 1970’erne.
Jeg oplevede begge gange, at emnet vakte tilhørernes interesse: Hvad var det for en magnetisk kraft, Galgebakken engang havde haft? Hvad var det for en masse tankegods, der stadig flød i årene på tidligere beboere?
Det var nogle af de spørgsmål, der meldte sig. Jeg havde ikke svarene, men måtte søge dem hos andre. Deraf opstod idéen om en interviewbog med mange forskellige Galgebakkestemmer, der måske tilsammen kunne fortælle om oplevelserne, tankegodset og drømmen om fællesskabet.
Netop drømmen og tidsånden på Galgebakken er, hvad jeg er gået på jagt efter med denne bog.
At tage turen tilbage til 1970’ernes Galgebakken har været en gave. Jeg har erkendt, hvor meget Galgebakken har formet mig og er blevet en hjørnesten i min livsfortælling. Undervejs har jeg oplevet en sær samhørighed med alle medvirkende i bogen. Jeg har genoplevet min barndoms kombination af fr ihed og socialt engagement, som jeg i dag er uendelig taknemlig for at have fået med i bagagen.
Maja Lykketoft, København efteråret 2024
Fastelavn i strædet foran Maja Lykketofts barndomshjem. Med far Mogens til venstre, mor Aase i hvid sweater, Maja og Kit med varme huer ved siden af hende. Året er 1975.
Indledning
Det er 50 år siden, Galgebakken blev grundlagt. Jubilæet er en oplagt anledning til at skrive en bog om dette usædvanlige boligområde i Albertslund, og der er mange vigtige årsager til at portrættere Galgebakken. Der er også mange måder, man kunne gribe det an.
Jeg har valgt at fokusere på Galgebakkens tidlige år i 1970’erne. Det har været afgørende for mig at videregive de første beboeres vidnesbyrd om pionerånden på Galgebakken i tide. Det er nu, deres historier om en epoke med store drømme, ikke mindst om fællesskab, skal fortælles.
Alle fire arkitekter bag Galgebakken er allerede gået bort, men jeg var så heldig at få et interview i stand med den sidste af de fire, Anne ØrumNielsen, da hun stadig var i live – i sommeren 2023. I et af de indledende kapitler får Anne ØrumNielsen ordet og fortæller om tankerne bag byggeriet. Kirsten Egholk fra Kroppedal Museum har bidraget med et kapitel om den byudvikling, der førte til Galge
bakkens realisering. Tættere kommer jeg ikke på Galgebakkens arkitektur, for dette er ikke en bog om byggeriet set fra en arkitektonisk vinkel, men primært en kulturhistorisk bog om, hvordan rammerne prægede beboerne og omvendt.
Drømmen om Galgebakken er en bog om tidsånd, holdninger og visioner. En slags statusopgørelse over det oprindelige tankegods med perspektiveringer til i dag.
Et lille punktum i anledning af bebyggelsens første 50 år. En gennemgribende renovering af Galgebakken til 1,5 mia. er i gang netop nu, så når de næste 50 år eller mere indledes, kommer det til at foregå i et funklende nyt byggeri.
Bogen tager udgangspunkt i Galgebakken, men kan også læses som et mere generelt eksempel på, hvad der skete i Danmark, da 1970’ernes intentioner mødte virkeligheden. Bogen tager afsæt i stedets mest værdifulde råstof: beboerne!
Jeg har inter viewet 16 tidligere og nuværende beboere på Galgebakken i otte dobbeltinterviews og spurgt dem: Hvad var det, de drømte om? og gik drømmen i opfyldelse?
Hovedkriteriet for de medvirkende er, at de selv har boet på Galgebakken i stedets tidlige år. Nogle af dem bor der endda endnu. Størstedelen af interviewpersonerne har været med til at forme stedet, men nogle af dem var – ligesom jeg selv – børn dengang, og de fortæller, hvordan de blev formet af stedet og ånden. De medvirkende er sat sammen ud fra en forventning om, at de enten kan supplere eller udfordre hinanden – måske endda begge dele.
I processen med at udvælge temaerne og personerne har jeg været opsat på at ramme forskellige udgangspunkter, fortællinger og fagligheder. Derfor blev jeg overrasket i researchen over pludselig at have en overvægt af pædagoger blandt interviewpersoner ne. Men det viste sig dog nogenlunde at afspejle Galgebakkens beboersammensætning i 1970’erne. Og nok så vigtigt: Det afspejler tidsånden og datidens tankegang på Galgebakken, hvor børn blev anset for at være værdifulde og kreative væsener. Børn var ikke bare børn, de blev også set som fremtidige borgere.
Flere af stemmerne i bogen er kendte i offentligheden. Andre er blot ”berømtheder” på Galgebakken.
Fælles for dem alle er, at de har minder, anekdoter og holdninger, som de har delt rundhåndet ud af på de følgende sider. Personligheder som Anders Matthesen, Jørgen Leth, Jonathan Elkjær fra bandet Phlake og forfatteren Sulaima Hind er blot et udpluk af spændende stemmer og tidligere Galgebakkebeboere, jeg også gerne ville have talt med.
I det hele taget har jeg måtte vælge mange spændende kilder fra i erkendelsen af, at jeg ikke kunne give ordet til alle i denne bog. Men min prioritering af kilder, der fortsat bor på Galgebakken vejede dog tungere i denne sammenhæng. Medlemmerne af den inkar nerede Galgebakkef amilie med efternavnet Brink har alle betydet meget for mig. Mette Brink er min livslange veninde, både hun og hendes bror Mikkel har fine betragtninger om Galgebakken, men bor der ikke længere. Det samme gælder min egen søster Kit Lykketoft, der kun optræder i omtale og på billeder. Bogens fotograf Heidi Maxmiling medvirker kun gennem sine fotos, selvom også hun er vokset op på Galgebakken. Valg og fravalg er er kompleks størrelse, men bundlinjen handler om balance i fortællinger og temaer. At der er tænkt over sammensætningen fremgår af indledningen til de forskellige kapitler.
Mine møder med interviewpersoner varede minimum to timer, og derfor kom vi ofte ned ad spændende stier, og den tematiske ramme viste sig at rumme vinkler, jeg ikke selv havde set. Når jeg f.eks. udspørger to søstre om kollektiv tankegang, åbner
begrebet sig op og en historie om eksperimenterende tilgang til kærlighed og parforhold folder sig ud. Frihed og frihedens mange afskygninger har vist sig at være drivkraften for meget af det liv, der udspillede sig på Galgebakken i 1970’erne på bagkant af ungdomsoprøret. Oplevelsen af frihed, men også frihedens konsekvenser går gennem alle interviews som et underliggende tema. Frihed som modsætning til den sorte skole, til borgerdyrenes forudsigelige ligusterliv, til autoriteter og overmagt. Men også frygten for at beg rænse andres frihed – at blive en repræsentant for en forbudskultur. En frygt der gennem interviewene viste ind imellem at blive en akilleshæl i relationerne. Ikke mindst i relationerne mellem børn af 70’erne og deres frihedsdyrkende voksne. Frihed fremfor alt førte undertiden til manglende grænsesætning udi voksenlivets fristelser også overfor min egen generations søgende ungdom.
Under arbejdet med alle udskrifterne af båndede interviews, var det påfaldende, at mit transkriberingsprogram havde særlig svært ved at genkende ordet Galgebakken. Jeg har moret mig over, hvor mange måder det kunne fejlopfattes på. Der var volapykord som Gavlilakken, men også Gadevognen og Gallebakken var pudsige bud. Selv var jeg gladest for den ene gang, der pludselig stod Kærligbakken. Den misforståelse tager jeg til mig som en positiv finurlighed, fordi det passer. Meget er sagt i bogen, men ingen underkender, at der var en fælles drøm om et kærligt sted på Galgebakken.
Historisk overblik
Albertslundeksperimentet
Af Kirsten Egholk · Formidlingsleder på Kroppedal Museum
Galgebakken er en af Danmarks vigtige, bevaringsværdige almene bebyggelser fra 1970’erne. I dag en moden fødselar på 50 år. Et landligt tætlavt rækkehuskvarter i rødbrun beton afgrænset af træer. For at forstå, hvorfor Galgebakken i Albertslund blev et eksperimenterende og populært boligområde i 1970’erne, er det nødvendigt at se på udviklingen inden for både boligformer og byudviklingen i hovedstadsområdet.
Den tæt-lave boform
Tætlavbebyggelser er karakteriseret ved at være sammenbyggede haveboliger i enten en eller to etager med direkte adgang til boligen fra vejen. Boformen var opr indeligt den mest fremherskende i alle byer med bymæssig bebyggelse lige fra antikkens Grækenland til de danske købstæder i eksempelvis Dragør. I København er der eksempler på tæt lave boligkvarterer såsom Nyboder fra 1631, Lægeforeningens boliger ’Brumleby’ fra 1853, ’Kar toffel
rækkerne’ ved Søerne fra 1870’erne og Bakkehusene på Bellahøj fra 1920’erme. Siden slutningen af 1920’erne blev det danske rækkehus ikke videreudviklet synderligt meget. Rækkehuset blev trængt i baggrunden af henholdsvis det fritliggende enfamiliehus og de tætstablede etagelejligheder, som i mange år havde domineret det danske boligbyggeri. Som en reaktion på de ensartede og monotone betonbebyggelser fra 1960’erne begyndte flere almene boligselskaber at opføre tætlavbebyggelser.
Tanker om et godt bomiljø med åbne arealer, fællesfunktioner og legemuligheder for børn var bl.a. dominerende. Ændringen havde tre årsager:
1. Større boligtæthed som muliggjorde en højere udnyttelse af den dyre jord i hovedstadsområdet.
2. Fællesskabsmotivet som et nyt salgsargument og 3. En begyndende masseproduktion af det tætlave boligbyggeri.
Arkitektkonkurrencens vinderprojekt Galgebakken blev udstillet på Herstedernes Rådhus. Foto: Steen Westh.
