Drevet til mord

100 mm

152 mm

33 mm

152 mm

100 mm

”PLOTTET ER PERFEKT SKÅRET TIL – OG HELT UFORUDSIGELIGT!”

konflikter og et nervepirrende retssalsdrama centreret om, hvordan ønsket om hævn kan blive en altopslugende følelse, der driver hvert et skridt og hver en handling, man foretager sig.” CATSBOOKSANDCOFFEE.COM

i Evie. Inden længe flytter Evie ind i Marks vidunderlige hus ved havet,

RACHEL ABBOTT, f. 1952, er en af Englands bedst sælgende krimiforfattere.

der står bag? Og hvordan døde Marks første kone egentlig? En aften bliver overbetjent Stephanie King kaldt ud til Mark og Evies hjem. Her

købte hun og hendes mand et slot i Italien,

finder hun to tilsyneladende døde menneskekroppe i en seng … fuld af

som de satte i stand og drev som hotel. I 2011

blod. Politiet sætter omgående alt ind på at få opklaret, hvad der er

selvudgav hun sin første krimi, og hendes tre

sket, men sandheden er langt vanskeligere at finde frem til end først

første bøger solgte i flere end 1 mio. eksem-

antaget …

RACHEL A B B OTT D

R

E

V

E

T

T

I

MO RD

”

rodet betræk omkring to menneskers arme og ben – Stephanie kunne ikke afgøre

L

seneste fem års bedst sælgende forfattere.

Drevet til mord er første bind i en planlagt trilogi.

”Medrivende ... skræmmende god.” BOGBLOGGER.DK ”Et solidt plot som holder hele vejen.” KRIMISIDEN.DK helt unik vis!” CRIME BOOK CLUB

K R I M I

HHHHHH

”SPOOKY, SPÆNDENDE, FULD AF UFORUDSETE TWISTS, VELSKREVET OG EMINENT GODT SKRUET SAMMEN!”

FØ R S T E D E L A F E N T R I LO G I

LIVETIDUKKEHUSET.DK

G A D S 9 788712 056850

stod. Den metalliske lugt bekræftede, hvad hun så.

Begge kroppe var helt stille, og det hvide betræk var mørkt blod ...

ANMELDERNE OM RACHEL ABBOTTS TIDLIGERE ROMANER:

“Ikke til at lægge fra sig! Spændingen bygges op på

deres køn fra der, hvor hun

gennemblødt af tykt,

plarer. Siden har hun skrevet adskillige krimier, og hun er nr. 14 på Amazons liste over de

Sengen var et virvar af

F O R L A G

225 mm

Efter at have forladt mediebranchen i år 2000

men snart kommer hun ud for en række uheld i hjemmet. Er det Mark,

DREVET TIL

pludselige død, men han vender tilbage til livet, da han forelsker sig

MO RD

F

otografen Mark har været en skygge af sig selv siden sin hustrus

RACHEL A B B OTT

”Som en hvirvelvind slæbes læseren gennem intriger,

CATSBOOKSANDCOFFEE.COM

Drevet til mord ny_TRYK.indd 2

03/12/2018 14.11

Rachel Abbott

Drevet til mord På dansk ved Lærke Pade

GADS FORLAG

Drevet til mord ny_TRYK.indd 3

03/12/2018 14.11

Drevet til mord er oversat fra engelsk efter And So It Begins Copyright © Rachel Abbott, 2018 Dansk udgave copyright © Gads Forlag, 2019 ISBN: 978‑87‑12‑05685‑0 1. udgave, 1. oplag Omslag og illustration: stoltzedesign Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Drevet til mord ny_TRYK.indd 4

03/12/2018 14.11

Prolog I

Det er altså sådan, det slutter.

Nu står det klart for mig: En af os skal dø.

Nogle dødsfald er uundgåelige. Andre kan forhindres. Og så er der de tragedier, der ruller som en snebold, så de tiltager i styrke, når de først er begyndt, og forvolder ulykke efter ulykke, tab efter tab.

Ja. Det er på tide at sætte en stopper for det her.

Drevet til mord ny_TRYK.indd 5

03/12/2018 14.11

II Endelig var der stille i bilen. Det var lykkedes Stephanie at lukke munden på Jason ved at sige til ham, at hvis han ikke holdt op med at snakke, så ville hun holde ind til siden og smide ham ud. Så måtte han selv finde tilbage til stationen. Det var ikke nogen afslappet stilhed, og Stephanie havde et stramt greb om rattet. Hun rullede vinduet lidt ned for at få noget af den varme luft ud og indåndede den fugtige havluft med dens vage duft af bølgerne, der slog ind mod klipperne nedenfor.

Slap af, sagde en stemme i hendes hoved. Det bliver ikke ligesom sidste gang.

“Du tror altså, det er husspektakler?” sagde Jason og afbrød hendes tanker. “Er folk ikke lidt for fine til den slags heroppe? Det kan da ikke være penge, de skændes om, det er helt sikkert.”

Jason lagde armene over kors, som om han havde udtømt emnet, og Stephanie fik lyst til at spørge, om han havde lært noget som helst under sin oplæring. Hun hadede at være på patrulje med aspiranter, især når de var så fulde af meninger og fejlslutninger, som ham her.

“Der er blevet ringet til alarmcentralen, og der var en kvinde, der skreg efter hjælp – det er det eneste, vi ved. Så gik linjen død. Det vagtfirma, der holder øje med stedet, siger, at det er det rene Fort Knox, så det er ikke sandsynligt, at nogen er brudt ind.”

Stephanie vidste kun alt for godt, hvad det betød. Hvem det end var, kvinden skulle reddes fra, så var det en, hun kendte.

“Vagtfirmaets udrykningsbil er allerede på stedet, og deres mand står klar til at lukke os ind, så vi finder snart ud af det,” sagde hun.

6

Drevet til mord ny_TRYK.indd 6

03/12/2018 14.11

Alt for snart. Hun var ikke sikker på, hun havde lyst til at vide det.

Gruset knasede under hjulene, fuldmånens klare skær oplyste buskadset på hver side af den smalle indkørsel, da skydækket gled væk. Efter et sving så hun en lang, hvid mur foran dem, omkring seks meter høj, med en enorm dobbeltdør af træ i midten.

“Hvad i helvede er det her for et sted?” spurgte Jason stille ved synet af de usædvanlige omgivelser.

“Det er bagsiden af huset.”

“Der er ikke nogen vinduer. Hvad skal man med et hus uden vinduer?”

“Bare vent, til du kommer indenfor, Jason.”

Ud ad øjenkrogen så hun, hvordan han hurtigt drejede hovedet mod hende. “Kender du da det her hus?”

Stephanie nikkede. Hun havde ikke lyst til at tænke på sidste gang, hun var her, og hun håbede og bad til, at det ikke var det samme denne gang. Men et råb om hjælp var aldrig et godt tegn, og selvom huset var smukt, gav det hende myrekryb.

Hun holdt ind ved siden af en bil med et vagtfirmalogo på siden.

En mager, ung fyr med svær akne sprang ud. Åh, herre jemini, tænkte hun. Der er tilbud på konfirmander i dag.

“Overbetjent Stephanie King,” sagde hun. “Har du nøglen?”

Den unge mand nikkede. “Jeg hedder Gary Salter. Jeg er fra vagtfirmaet.”

Tænk, det havde jeg aldrig gættet.

“Har du prøvet at ringe på?” spurgte hun. Garys blik flakkede nervøst.

“Jeg var ikke sikker på, om det var en god idé.”

“Det var sikkert en god beslutning,” siger Stephanie. “Vi ved ikke, hvad der foregår derinde, og du ville have udsat dig selv for fare, hvis du var helt alene. Sæt dig ind i bilen igen, Gary. Vi kan ikke have dig trampende rundt her, før vi ved, hvad der foregår.”

7

Drevet til mord ny_TRYK.indd 7

03/12/2018 14.11

Stephanie trykkede hårdt på dørklokken og bøjede hovedet for at lytte efter eventuelle tegn på bevægelse indenfor. Der var helt stille.

Hun prøvede en gang mere for en sikkerheds skyld, og så satte hun nøglen i låsen og drejede den.

Hun hørte Gary springe ud af bilen bag hende.

“Der er alarm på,” sagde han. “Koden er 140329.”

Stephanie nikkede og skubbede døren op. Alarmboksen sad lige indenfor, men den var ikke sat til. Hun åbnede den næste dør og trådte ind i huset med Jason i hælene. Der var mørkt i gangen og ikke en lyd. Stilheden var så tæt som i et kraftigt isoleret hus, og da hun råbte, lød hendes stemme flad og død.

En lysstribe faldt ud ad en halvt åben dør, som Stephanie vidste førte ind til husets store stue. Hun følte sig frem med den ene hånd på væggen og nærmede sig langsomt, mens hun råbte: “Hallo? Det er politiet!” Hun skubbede dobbeltdøren for enden af gangen helt op, og pludselig var de ude af halvmørket.

“Hold da helt kæft,” sagde Jason, og Stephanie vidste præcis, hvad han mente. Udsigten foran hende var ikke blevet mindre overvæl‑ dende siden sidst. I modsætning til den vinduesløse side af huset, der vendte ud mod vejen, var den ene ende af den enorme stue ét stort glasparti. Det klare måneskin spejlede sig i det sorte hav langt nede under dem, og det virkede, som om huset hang i luften over havet.

“Der er ikke tid til at beundre udsigten, knægt. Hallo!” råbte hun igen. “Det er politiet. Er her nogen?” Ikke en lyd. “Kom, Jason, lad os tjekke over det hele.”

De befandt sig i et enormt alrum, hvor et ultramoderne køkken, et spisebord med plads til omkring tyve og diverse sofaopstillinger gled over i hinanden. I samme øjeblik gled en sky for månen, og Stephanie trykkede på en lyskontakt. Der skete intet.

“Pis,” mumlede hun. “Gå ud og hent stavlygten – og skynd dig.

Jeg går nedenunder til soveværelserne. Kom derned.”

8

Drevet til mord ny_TRYK.indd 8

03/12/2018 14.11

Jason vendte om, og Stephanie fandt langsomt hen til trappen og greb om det glatte stålgelænder i mørket. Det føltes koldt.

“Det er politiet!” råbte hun. “Mr. North – er du der?” Hun kunne høre den manglende ro i sin stemme og forbandede sine minder fra det her sted. “Mr. North?” råbte hun igen.

Selvom opkaldet var kommet fra en kvinde, havde Stephanie kun mr. Norths navn, og så vidt hun vidste, var han ikke blevet gift igen.

Pludselig kom månen frem igen, og det hypnotiserende syn af dens genspejling i det mørke vand var umuligt at modstå. Men så vendte hun sig igen mod trappen og trak sin stav med højre hånd.

Forsigtigt og med et fast tag i gelænderet gik hun ned ad glastrap‑ pen, mens hun stadig kaldte.

Der var sket noget her. Det kunne hun mærke.

Hun vidste, at soveværelserne lå på denne her etage, og for enden af gangen var der en trappe til, der førte ned i kælderen. Hun ville meget nødig derned igen.

Hun hørte trampende fødder og vendte sig. Der var fuldt blus på Jasons stavlygte, så hun måtte tage armen op foran øjnene for ikke at blive blændet.

“Undskyld.” Jasons stemme vaklede lidt, som om han enten var opskræmt eller opstemt. Hun ville helst ikke vide, om det var det ene eller det andet.

Stephanie råbte ud i stilheden igen. Hun kunne godt huske, hvor det store soveværelse lå. Sidste gang hun var her, havde døren stået åben, og North havde siddet på sengen med bøjet hoved og skæl‑ vende skuldre.

Hun skubbede forsigtigt døren op med foden.

De havde ikke brug for lygten. Måneskinnet strømmede ind ad vinduerne, der gik fra gulv til loft, suppleret af et dusin tændte stea‑ rinlys, der stod strategisk placeret rundt om i værelset.

“For fanden i helvede!”

9

Drevet til mord ny_TRYK.indd 9

03/12/2018 14.11

Jasons lavmælte udbrud sagde det hele. Sengen var et virvar af rodet betræk omkring to menneskers arme og ben – Stephanie kunne ikke afgøre deres køn fra der, hvor hun stod. Den metalliske lugt bekræftede, hvad hun så. Begge kroppe var helt stille, og det hvide betræk var gennemblødt af tykt, mørkt blod.

Trods den lune aften mærkede Stephanie en kuldegysning ned ad ryggen, og hun sank med besvær. Hvad i helvede var der foregået her? Hun mærkede en pludselig trang til at løbe ud af værelset, væk fra det brutale syn foran hende.

Hun tvang sig selv til at tage en dyb indånding, og så vendte hun sig om mod Jason og bad ham lavmælt om at gå ovenpå igen og melde ind. Hun havde ikke brug for et spejl for at vide, at hans rædsels‑ slagne udtryk med de vidt opspærrede øjne afspejlede hendes eget.

Da Jason var væk, hørte Stephanie en lyd, der fik hårene til at rejse sig på hendes arme. Det var et meget lille barns gråd. Hun drejede om på hælen, prøvede at regne ud, hvor det kom fra. Hun var nødt til at finde det barn, men det var ikke en lyd, der vidnede om smerte eller fortvivlelse, og før hun kunne forlade værelset, var der noget, hun var nødt til at gøre. Hun var nødt til at gå hen til den blodige seng og røre ved begge kroppe for at være sikker på, at de var døde, selvom hun inderst inde ikke var i tvivl. Blodstænkene på væggen lignede et underligt abstrakt maleri, og tykke, røde plamager deko‑ rerede en enorm sort-hvid fotostat af en lyshåret kvinde, der indtog hæderspladsen på væggen over sengen.

Stephanie tog en dyb indånding og tvang sig selv til at sætte den ene fod foran den anden og gå hen til de to kroppe med bittesmå skridt.

Først troede hun, det var noget, hun bildte sig ind. Det gav et ryk i et ben. Et øjeblik senere blev der lagt en dybere lyd oven på den fjerne lyd af det grædende barn. Det var et støn af smerte. Og det kom fra sengen.

En af dem var i live.

Drevet til mord ny_TRYK.indd 10

03/12/2018 14.11

FØRSTE DEL Tre måneder tidligere

Det begyndte med små ondskabsfuldheder. Han spændte ben for mig, så jeg knaldede knæet i jorden og hylede af smerte. Han fik smag for det. Grusomhederne blev hyppigere og mere brutale. Fornøjelsen syntes at vokse for hver ubarmhjertighedsgerning.

Drevet til mord ny_TRYK.indd 11

03/12/2018 14.11

Drevet til mord ny_TRYK.indd 12

03/12/2018 14.11

1

J

eg får øje på billedet ovre fra den modsatte side af gaden. Det fylder hele galleriets vindue og er hængt op i tynde snore, så det ser ud, som om det svæver. Det er et sort-hvidt billede af et pigeansigt, hendes krop er mest en skygge mod en sort baggrund. Kontrasten er forstærket, så de løftede flader i ansigtet – et kindben, hendes næse, hendes hagespids – stråler blændende hvidt, mens hver eneste hulning virker mørk og hemmelighedsfuld.

Jeg standser brat op på fortovet og stirrer. Galleriet er lille, ikke større end naboforretningerne, hvoraf den ene sælger eksklusive kager og den anden den slags skrammel, som folk køber, når de er på ferie, og som ikke har nogen funktion, når deres fjorten dage i solen er forbi: oppustelige hajer, badebolde, som punkterer, så snart man tager dem i brug, vammelrosa luftmadrasser og smarte drager, som formentlig aldrig kommer i luften.

Galleriet er en sofistikeret kontrast; den grå facade er kun dekoreret med to ord længst ude i højre side, som om de undskylder for deres tilstedeværelse: Marcus North.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg har stået og stirret, men fotografiet rækker ud efter mig. Jeg lægger ikke engang mærke til den kaotiske trafik, da jeg skrår over den smalle gade for at stille mig ved vinduet.

En stund er jeg opslugt af tanker om fortiden, men til sidst skubber jeg døren op og træder indenfor. Det er et pragtfuldt rum, der strækker sig langt bagud; væggene har en alvorsgrå farve. En række murstenssokler 13

Drevet til mord ny_TRYK.indd 13

03/12/2018 14.11

står med et par meters mellemrum langs den mørktpudsede væg, som fotografierne hænger på, diskret oplyst ovenfra og glødende af liv, trods manglen på farver.

Et billede drager mig, og jeg går langsomt ned ad et par trin til midten af lokalet med blikket fæstnet på et fotografi af to små børn, der leger sammen, den ene hvid, den anden sort. En sort hånd ser ud til at stryge en hvid kind, mens en hvid hånd hviler på et sort ben. Igen er der skruet helt op for kontrasten, og mælketændernes smil er fængslende.

På hver af murstenssoklerne står der en lille messingskulptur: et grisehoved, en ældet hånd, en dansers ben, hvor knæet er bøjet. Og på hver skulptur hænger de smukkeste og mest originale sølvsmykker, jeg nogensinde har set. En lang halskæde med pulserende bølger hænger ned fra en fuglevinge, en diamantbesat ørering pryder grisetrynen.

Jeg fornemmer nogen bag mig og drejer hovedet.

I stærk kontrast til det monokrome galleri er kvinden iført en kort, cyklamenrød kjole uden ærmer. Hun er meget korthåret, næsten karseklippet, og håret er farvet kridhvidt. Det føles, som om hendes øjne griber fat i mig og ikke vil give slip. De iagttager mig, lysegrå, strålende og store.

Jeg ved godt, hvem det er. Cleo North.

“Kan jeg hjælpe med noget?” spørger hun, “eller vil du bare gerne kigge lidt?”

Hun smiler, men det er en sælgers professionelle smil uden nogen særlig varme eller oprigtighed. Jeg rømmer mig, vred på mig selv over mine sommerfugle i maven, men jeg husker mig selv på, hvorfor jeg er her, og nervøsiteten ebber ud, da jeg går op ad trinene igen og rækker hånden frem. Hendes er kølig.

“Evie Clarke,” siger jeg. “Jeg ville se, om Marcus Norths fotografier er lige så gode, som jeg har ladet mig fortælle.”

De grå øjne bliver en anelse smallere. “Jeg hedder Cleo North, jeg er Marcus’ søster. Efter min mening vil du formentlig erfare, at de er 14

Drevet til mord ny_TRYK.indd 14

03/12/2018 14.11

endnu bedre. Må jeg spørge, hvordan du er blevet opmærksom på hans værker?”

Jeg smiler og snor en lok af mit lange, lyse hår, der næsten virker skriggult ved siden af Cleos rene hvide, mellem fingrene.

“Jeg har lavet lidt research for nylig, og der var en artikel om Marcus i en lokalavis. Der stod også, at du er hans agent.”

“Er du da her fra egnen?” spørger hun med en panderynken, der antyder, at hun i så fald burde vide, hvem jeg var.

“Nej, jeg er fra London. Men en af mine venner holdt ferie her og kom tilbage med en avis. Jeg syntes, det så spændende ud, og besluttede at tage turen for at se billederne med mine egne øjne. Jeg leder efter en til at tage nogle billeder af mig.” Jeg smiler til Cleo, ved godt, at det lyder forfængeligt. “De er til min far, men hvis han selv fik lov at bestemme, ville vi sikkert ende med nogle forfærdeligt stive portrætter, så jeg spurgte, om jeg selv måtte vælge fotografen.”

Jeg kan se et glimt af bekymring i hendes blik, som hun skjuler med et nyt smil. “Jeg ved ikke rigtig, om Marcus tager den slags portrætopgaver ind i øjeblikket. Han fokuserer mere på reportagefotografi, billeder, der fortæller en historie.” Hun slår ud mod portrætterne i galleriet. “De her er mest tidligere værker.”

Jeg nikker, som om jeg er helt med. “Hør her, skal jeg ikke selv tale med ham – forklare ham, hvad jeg efterspørger. Min far har gode forbindelser, og hvis han bliver glad for resultatet, er jeg sikker på, han meget gerne vil sprede budskabet.”

Jeg kan se ubeslutsomheden i hendes blik. Hun har ambitioner på sin brors vegne – det fremgik tydeligt af avisartiklen – og jeg er nødt til at finde en måde at alliere mig med hende på.

“Hvis det kan hjælpe, så er jeg ikke specifikt interesseret i studiebilleder. Jeg ville elske at få en serie med forskellige billeder, taget over tid, med forskellige stemninger og forskellige geografiske rammer. Jeg vil ikke have noget, der er for oplagt eller for opstillet.”

15

Drevet til mord ny_TRYK.indd 15

03/12/2018 14.11

Cleo virker vagt fornærmet over antydningen af, at Marcus kunne finde på at skabe noget som helst banalt.

“Ja, du kan nok selv se, at hans billeder aldrig er kedelige. Han er meget efterspurgt, som du nok kan forestille dig.”

Det kræver yderligere ti minutters overtalelse med det uudtalte løfte om at udbrede Marcus’ ry, før hun tør op, og jeg begynder at se et glimt af begejstring. Jeg er sikker på, hun overdriver meget, når hun taler om, hvor efterspurgt han er for tiden – han har nærmest levet som eneboer det sidste halvandet år – og jeg kan se ambitionen i hendes blik. Ikke på egne vegne, men på Marcus’. Jeg ved, hun er på min side nu.

“Hvad tænker du om næste skridt?” spørger hun, og for første gang er smilet ægte. Jeg har ikke tænkt på det før, men efter historien med Marcus kommer der måske en gang imellem nogen ind på galleriet, der kun er ude efter at få et glimt af ham for at se, om man kan se tragedien på ham. Men det lader til, at Cleo tror på, min interesse er ægte.

“Jeg er nødt til at møde Marcus for at forstå, hvordan han arbejder, se, om hans idéer matcher mine – og min fars, hvilket potentielt er en langt større udfordring.” “Åh, det er jeg sikker på, de gør. Lad mig tale med ham, så vender jeg tilbage.”

Jeg skærer en grimasse. “Jeg vil nødig vente for længe. Hvis han ikke er interesseret, vil jeg helst vide det nu i stedet for at spilde tiden. Jeg vil gerne mødes med ham i dag, hvis det kan lade sig gøre.”

Jeg kan se, at hun er foruroliget ved tanken, men til sidst går hun med til at ringe til ham med det samme for at lave en aftale.

Mens hun taler i telefon, kan jeg se på hende, at han heller ikke er vild med tanken. Jeg vender mig om, som om jeg ikke har bemærket noget. Hun prøver at holde sit tonefald smilende og muntert, og jeg vandrer lidt rundt i galleriet, så hun kan bearbejde sin bror under private former.

Endelig lægger hun på og sender mig et smil. “Han ved, at du gerne 16

Drevet til mord ny_TRYK.indd 16

03/12/2018 14.11

vil besøge ham i dag, og det er han gået med til. Han er meget opslugt af sit arbejde og kan nogle gange virke lidt fraværende, men det er nok alt sammen en del af det at være kunstner.”

Hun undskylder på hans vegne, allerede inden jeg har mødt ham, men jeg smiler forstående, imens hun rækker mig adressen.

Jeg siger farvel, velvidende at det langt fra er sidste gang, jeg ser Cleo, og beslutter at spadsere hen til Marcus North, så jeg kan få styr på tankerne undervejs og planlægge, hvordan jeg skal overtale ham til at tage opgaven.

Fra den stejle sti op til hans hus kan jeg se ned på stranden. Børn leger i sandet, ler og hviner, når de går ud i det kolde hav, sprøjter vand på deres mere kuldeforskrækkede forældre. Jeg misunder dem deres sorgløshed. Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde havde det sådan som barn.

Jeg traver ad grusstien op ad skråningen, indtil jeg kan se en enorm, hvid mur. Bag den bor Marcus North. Jeg ved, at det ikke er hans fotografier, der har betalt for huset. Der er ingen vinduer at se, men jeg er sikker på, at der er vinduer på den modsatte side. Huset ligger yderst på klinten, og udsigten må være storslået.

Jeg nærmer mig den store trædør og løfter venstre hånd for at banke på. Jeg hamrer på døren, og smerten i min hånd er ulidelig, ubærlig. Og alligevel bliver jeg ved med at banke og skrige samtidig. Jeg ved godt, jeg er nødt til at holde inde – passe på min hånd. Men jeg kan ikke, og jo mere jeg slår på døren, jo mere ondt gør det hånden.

Da den voldsomme smerte hiver mig ud af min pillefremkaldte søvn og tager de sidste drømmerester med sig, går det op for mig, at intet af det er virkeligt, ud over smerten i min hånd. Jeg står ikke uden for døren til Marcus Norths hus. I stedet ligger jeg inde i det – i en seng i et mørkt værelse med et enormt vindue, der vender ud mod havet. Fra håndled til fingerspids er min hånd pakket ind i gips, og 17

Drevet til mord ny_TRYK.indd 17

03/12/2018 14.11

den gør helvedes ondt. Medicinen må være holdt op med at virke, og jeg mærker en dunkende smerte og en trang til at klø den hud, jeg ikke kan nå.

Mine øjne føles klistrede. Jeg må have grædt i søvne, mens jeg tænkte tilbage på den dag. Hvert eneste sekund af min drøm var en nøjagtig genopførelse af den dag for næsten to år siden, lige indtil det øjeblik hvor jeg løftede hånden for at banke på døren. I det øjeblik gik den stikkende smerte, der nu får mig til at gispe efter vejret, i ét med drømmen, fornemmelsen blandede sig i historien og afbrød den, før den sluttede.

Jeg vil gerne dykke tilbage til det øjeblik – minde mig selv om, hvad der skete bagefter, og overbevise mig selv om, at alle de beslut‑ ninger, jeg har taget siden den dag, var de rigtige. Men de spinkle tråde knækker en efter en, og jeg ved, at selv hvis jeg kunne falde i søvn igen, ville jeg næppe ende foran den dør igen, mens jeg ventede på, den skulle gå op. Drømmen er gledet bort.

“Evie?” Stemmen, der normalt er så selvsikker, lyder tøvende, bekymret.

“Jeg er vågen. Du må godt komme ind.” Jeg åbner ikke øjnene.

Jeg vil ikke se den perfekte Cleo, når jeg ved, hvordan jeg ser ud.

“Har Lulu det godt?”

“Hun har det fint. Hun sover til middag, men hun har været så artig. Hvad kan jeg gøre for dig?” Hun går hen til sengen, og jeg kan mærke hende stå og se på mig, men jeg åbner stadig ikke øjnene.

“Dine øjne er helt klæbrige – hvor er din rensecreme? Jeg kan vaske dig lidt, hvis du vil have det.”

“Badeværelset.” Pludselig føles det meget anstrengende at tale, og nu hvor jeg ved, at Lulu har det fint, vil jeg helst have, at Cleo går igen.

“Jeg kan ikke finde den,” råber hun fra den anden side af døren.

“Det kaldes sæbe,” svarer jeg.

18

Drevet til mord ny_TRYK.indd 18

03/12/2018 14.11

Jeg behøver ikke se hendes ansigt for at vide, at hun hæver øjen‑ brynene over mine lave standarder. En gang imellem har jeg bare lyst til at provokere hende.

Cleo bærer sit perfekte ydre som en rustning, ligesom det hårde, skinnende porcelænssneglehus, jeg fandt til Lulu på stranden i sid‑ ste uge – uigennemtrængelig, men smuk. Alt ved hendes ydre er dristigt, klart – fra det afblegede, hvide hår og den perfekte makeup til tøjets pangfarver. Jeg har set folk stirre på hende på gaden, som om de spurgte sig selv, hvem dette fejlfri væsen kunne være. De ved ikke, at de aldrig ville kunne komme tæt på, uanset hvor meget de prøvede. Kun de få udvalgte får adgang til den ægte Cleo – og jeg er ikke en af dem.

Jeg kan høre hende bevæge sig hen imod sengen.

“Jeg har noget fugtigt vat. Det burde kunne gøre det.” Hun tørrer forsigtigt mine øjne, og jeg ligger helt stille. Jeg vil ikke have, hun rører ved mig. Vi vil aldrig blive fortrolige, men vi gør vores bedste for at lade som om, og lige nu kan jeg mærke hendes oprigtige omsorg.

Hun sætter sig varsomt på sengekanten og tøver, før hun stiller det spørgsmål, jeg vidste var på vej.

“Er du sikker på, du ikke vil have, jeg skal ringe til Mark?”

Så snart hun nævner hans navn, er jeg tilbage i min drøm – uden for den høje trædør i den lange, hvide mur, mens jeg banker på. Men denne gang er jeg der i erindringen. Desværre er jeg lysvågen. Hvor er tiden blevet af? Hvor meget af det, der er sket sidenhen, har jeg fortrængt?

Den mand, der åbnede døren den dag, så herrens ud – nusset, forpjusket, tre-fire dage gamle skægstubbe, og ikke på den moderne måde.

“Marcus North?” spurgte jeg.

“Nej. Jeg hedder Mark. Med K. Det har jeg altid heddet, og det vil jeg altid hedde.”

19

Drevet til mord ny_TRYK.indd 19

03/12/2018 14.11

Det vidste jeg i forvejen, men det var ikke gået op for mig, at han ikke spillede med i komedien om en baggrund, der var mere fornem end i virkeligheden.

“Beklager,” sagde jeg. “Mark North, så?”

Han kørte en hånd igennem sit fedtede hår, så det stod til alle sider.

“Undskyld. Min skide søster mener, at jeg lyder mere spændende, hvis jeg hedder Marcus. Jeg troede, det var mine fotografiers kvalitet, der var afgørende, men der kan man bare se.”

Min korte erindring om den dag forstyrres igen, da Cleo presser mig til at svare på hendes spørgsmål om, hvorvidt hun skal ringe til Mark. Selv hun er holdt op med at kalde ham Marcus nu, fordi han til sidst nægtede at reagere.

“Nej, selvfølgelig skal du ikke det. Du ved, han vil bruge en hvilken som helst undskyldning for at tage hjem, og du har arbejdet hårdt for at skaffe ham den opgave. Jeg skal nok klare mig.”

Cleo rejser sig fra sengen og går hen imod det lofthøje vindue og kigger ud over havet. Hun skæver til min hånd og kigger væk igen.

“Jeg forstår ikke, hvordan det kunne ske, Evie. Jeg kan ikke se det for mig.”

Et øjeblik forestiller jeg mig min hånd, der bliver holdt fast mod de lavere vægte i fitnessmaskinen, mens seks skiver, der vejer fem kilo hver, svæver foroven. Jeg ser en anden hånd, der holder den barre, der holder skiverne i luften. Hånden giver slip, og i det split‑ sekund, det tager for tredive kilo at smadre mine knogler, venter jeg på smerten, velvidende at jeg formentlig vil have knuste håndrods‑ knogler, mellemrodsknogler og falanger. Jeg kender navnene på de fleste knogler i kroppen.

“Som sagt. Barren gled ud af hænderne på mig på det forkerte tidspunkt. Dumt, men man siger jo, de fleste ulykker sker i hjemmet.”

“Men det må have været lige efter, at Mark gik. Hvorfor kaldte du ikke på ham, så han kom tilbage?”

20

Drevet til mord ny_TRYK.indd 20

03/12/2018 14.11

Jeg sukker. Jeg kan ikke komme på noget fornuftigt svar, ikke et, som Cleo vil tro på.

“Nu blev det sådan. Der er ingen grund til at hente ham hjem.

Hvis du ikke har noget imod at hjælpe lidt med Lulu, så skal vi nok klare os. Jeg vil helst have, han ikke kommer tilbage.”

Hun ser skarpt på mig.

“Lad nu være, Cleo. Du ved, han vil være stresset, og det magter jeg ikke lige nu. Når han er færdig med opgaven og kommer hjem, vil jeg have det meget bedre – så vil jeg meget bedre kunne klare mig selv.”

Og det vil jeg. Det vil jeg være nødt til.

Drevet til mord ny_TRYK.indd 21

03/12/2018 14.11

2

L

ige da jeg havde mødt Mark, prøvede jeg at få Cleo til at kunne lide mig. Dengang havde hun så stor indflydelse på ham, at jeg ikke havde råd til at få hende som fjende, men da magtbalancen tip‑ pede i min favør, kunne jeg mærke hendes ærgrelse, og vi udviklede et forhold kendetegnet ved overfladisk tolerance. Mark er immun over for det hele. Han ser mig byde Cleo velkommen hos os, invitere hende til middag, og er overhovedet ikke opmærksom på, hvor meget hun hader, at det er mig, der bestemmer, om hun er velkommen eller ej.

Hun vil gøre sin pligt, nu hvor jeg er skadet, fordi hun ved, at Mark forventer det af hende – men jeg er lettet over at få en times tid uden hendes tjenester, mens hun er ude med Lulu. Jeg kan se, hun er bekymret. Er jeg mon så klodset, at jeg ikke bør være alene med hendes brors barn? For Cleo ved, at det ikke er første gang, jeg har været ude for en alvorlig ulykke. Det åbenlyse svar kunne hun ikke engang drømme om at overveje.

Det sker oftere og oftere, at jeg griber hende i at kigge på mig, som om hun ikke helt ved, hvorfor jeg er her, hvorfor jeg har trængt mig ind i deres liv.

Jeg lukker øjnene. Jeg kan umuligt sove, før de smertestillende piller begynder at virke igen, og selv da ved jeg, at jeg ikke kommer tilbage til min drøm. Men jeg kan tænke tilbage og forundres over, hvordan skæbnen går sine uransagelige veje.

Den første dag, da Mark åbnede døren i den lange, hvide mur 22

Drevet til mord ny_TRYK.indd 22

03/12/2018 14.11

og lignede en, der lige var stået ud af sengen for første gang i flere dage, var han vred. Han var for tynd, det fik ham til at virke endnu højere. Han gloede på mig med øjne, der var grå ligesom søsterens, men dobbelt så kolde. Han sagde, at, nu hvor han havde haft tid til at tænke over det, havde han besluttet, at han ikke havde noget at give, så jeg skulle gå og ikke komme tilbage.

Det var ikke den bedste begyndelse, men den var heller ikke uventet. Jeg tog tilbage til galleriet og forklarede, hvad der var sket.

Jeg havde ikke tænkt mig at give op, men det var der ingen grund til at fortælle Cleo.

“Det beklager jeg meget,” sagde hun. “Kan du overtales til at vente lidt længere for at se, om han vil genoverveje det?”

Jeg kiggede højt op i loftet, som om jeg overvejede det grundigt.

“Okay, men min far er ivrig efter, at jeg får lavet en aftale. Hvis jeg ikke kan få Marcus, er jeg nødt til at finde en anden.”

Det havde taget Cleo et døgn, men til sidst var det lykkedes hende at overtale ham til i det mindste at tale med mig, så dagen efter kunne man se mig traske op ad indkørslen igen. Denne gang var vejret vådt og blæsende; sommervejret var slået om, som det tit sker i det sydvestlige England. Der var nogle få mennesker på stranden, de prøvede at flyve med drager uden det store held, men de fleste familier fordrev sikkert tiden i forlystelsesarkaderne eller på en af de utallige caféer.

Jeg havde svært ved at tro, at det var den samme mand, der åbnede døren. Hans hår, der dagen før havde virket tykt og mørkt, var nyvasket og havde en varm, rødbrun farve, og han havde barberet det meste af skægget af. Hans blik havde mistet sit raseri og så nu nærmest mystificeret ud – som om han ikke havde nogen anelse om, hvordan han var blevet overtalt til det her. Det var først flere måneder senere, jeg fik at vide, at Cleo havde truet med at lukke galleriet og flytte, hvis han nægtede at tage imod nye bestillingsopgaver.

23

Drevet til mord ny_TRYK.indd 23

03/12/2018 14.11

Han gav mig hånden.

“Jeg vil gerne sige undskyld for i går,” sagde han. “Jeg havde arbej‑ det på nogle billeder, og det gik ikke så godt.” Han tog hånden til sig og så mig i øjnene. “Det er faktisk noget pis. Jeg var bare uforskam‑ met, og det beklager jeg.”

I det øjeblik kunne jeg lide ham, og jeg vidste ikke rigtig, om det var godt.

Han slog ud med armen for at byde mig indenfor i sit hjem, og jeg trådte ind gennem den enorme trædør i den nøgne, hvide mur.

“Det … er bare … løgn!” Jeg gik langsomt frem, mens jeg stirrede på den ufattelige udsigt foran mig. Jeg vidste, at det her var ejen‑ dommens øverste etage – man ville ikke kalde det et hus – og det virkede, som om det svævede over havet med en massiv, regnstænket glasrude som den eneste barriere mod det vilde hav forneden. Selv i det vejr tog udsigten pusten fra en.

Mark viste mig hen til en sofa, der havde front mod vinduet, og jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om, hvad han sagde, mens han talte om sine billeder, sine forbilleder, sin tilgang til nye motiver og de teknikker, han ville bruge til mine portrætter. Jeg blev hele tiden distraheret af udsigten: en sule, der fløj højt over havet, eller bølgerne, der bragede ind imod en klippe, der stak højt op over vandet i bugten.

Han spurgte, om jeg ville have kaffe, og gik hen til køkkenet, der var indrettet langs den ene væg. Jeg kunne høre lyden af bønner, der blev kværnet, og luften fyldtes af den delikate aroma af friskmalet kaffe.

Jeg kastede et hurtigt blik rundt i resten af rummet, som jeg ikke havde haft blik for før. Jeg kiggede i alle retninger i forventning om at se flere enorme fotostater som dem på galleriet. Men der var kun én, som hang på væggen bag mig; den vendte ud mod vinduet, hvor den ville indfange dagens skiftende lys, gik det op for mig. Det var 24

Drevet til mord ny_TRYK.indd 24

03/12/2018 14.11

et portræt af en kvinde med kort, mørkt hår, der var redt tilbage fra et tyndt ansigt, hvis tykke, blege læber var det dominerende træk.

Men det var de små, lidt sammenknebne øjne, der fængslede mig.

Det føltes, som om de betragtede mig, bedømte mig, og da jeg vendte mig om, kunne jeg mærke dem i nakken.

Jeg prøvede at fortrænge de øjne, mens jeg drak kaffe af det porce‑ lænskrus, Mark rakte mig, og forsøgte at engagere ham i en samtale.

Jeg havde brug for at få ham til at kunne lide mig. Stole på mig. Jeg prøvede at få ham til at snakke, smilede ad hans forsøg på at være vittig og hans åbenlyse forestilling om, at han var nødt til at charmere mig, om så bare for at lukke munden på sin søster. Jeg bildte mig ikke ind, at der var mere i det. I hvert fald ikke på det tidspunkt.

Vi blev enige om, at han ville begynde projektet med at arbejde på seks fotografier, taget på seks forskellige dage og på forskellige tidspunkter, så lyset ville være forskelligt. Han havde en idé om at tage et skud af mig blandt en stor flok turister, hvor det kun var mig, der ville blive behandlet med høj kontrast, mens de andre mennesker blot skulle være nuancer af gråt, således at jeg – helt bogstaveligt – ville skille mig ud fra mængden. Han havde også tænkt på en anden ramme, hvor jeg skulle hænge hen over volden omkring en gam‑ mel, forladt ejendom, og det virkede, som om han begyndte at blive opstemt, nu hvor han havde accepteret bestillingsopgaven.

Da jeg ikke kunne finde nogen god grund til at forlænge besøget, rejste jeg mig for at gå. Men jeg kunne ikke gå uden at spørge til hans hjem.

“Det er så ufattelig godt tegnet. Det må have taget flere år at bygge det. Har du boet her, siden det blev opført?”

Hans ansigt lukkede ned. “Nej.” Øjnene på fotostaten betragtede mig, udfordrede mig til at tage en chance, og pludselig opførte jeg mig lige så skidt som en nysgerrig forbipasserende, der skal helt tæt på et biluheld.

25

Drevet til mord ny_TRYK.indd 25

03/12/2018 14.11

“Men der må være en etage mere – soveværelserne er vel neden‑ under?”

Han bed tænderne sammen. Jeg vidste godt, hvad jeg havde gang i, men jeg kunne ikke standse. Jeg vidste, at de underste etager var hug‑ get ind i klippen, og at vinduerne vendte ud mod havet, ligesom her.

“Faktisk er der to etager mere.” Han undgik mit blik.

“Hold da op – har du så atelier i kælderen?”

Et øjeblik sagde han ikke noget. “Nej. Der er en pool og et moti‑ onsrum dernede. Men de er lukket af.”

Han tog begge krus op, så de klirrede imod hinanden.

“Du bruger ikke nogen af dem?”

“Jeg går ikke derned.”

Jeg hævede øjenbrynene. “Der er vel ikke spøgelser? “ “Formentlig. Det var der, min kone døde.” Marks øjne flakkede til venstre, hen imod portrættet.

Jeg så chokeret og brødebetynget ud, som om jeg – ulig alle andre, der havde hørt navnet Marcus North – ikke allerede vidste, hvad der var sket. Jeg kunne mærke fordømmelsen lyse ud af portrættets smalle øjne.

Det er toogtyve måneder, siden vi havde den samtale, den første gang jeg besøgte ham, og mere end elleve måneder, siden jeg flyttede ind. Selv nu gør jeg alt for at undgå blikket fra Mia North, Marks døde kone.

Drevet til mord ny_TRYK.indd 26

03/12/2018 14.11

3

C

leo skubbede den tilduggede glasdør til caféen op med ryggen og trak Lulus klapvogn med ind. Hun prøvede at skjule sin overraskelse, om end det nok ikke lykkedes, da en teenagedreng med for mange piercinger sprang op for at hjælpe hende.

“Tak,” sagde hun, mens drengen bøjede sig ned og smilede til Lulu, der virkede helt upåvirket af synet af al det metal, der stak ud af hans ansigt.

Hun kastede et blik rundt i det halvtomme lokale, på jagt efter det betryggende syn af hendes bedste veninde, Aminah Basra. Om et par måneder ville caféen bugne af turister, og både hun og Aminah ville holde sig langt væk, men på dette tidspunkt af året var det et behageligt og bekvemt sted at mødes. En rede af ustyrligt sort hår fangede Cleos blik, og Aminah vinkede ivrigt.

Cleo gengældte det brede smil og skubbede klapvognen hen i hjørnet, hvor hendes veninde sad med en cappuccino.

“Du skulle have set dig selv!” sagde Aminah, da Cleo satte sig.

“Det kommer der af at dømme folk på udseendet.”

“Jeg ved det. Jeg skammer mig. Min instinktive reaktion var at forhindre den stakkels fyr i at komme for tæt på Lulu. Hvor forfær‑ delig har man lov at være?”

Cleo lænede sig ind over bordet og skar en grimasse. “Men jeg forstår ikke, hvordan han kan pudse næse,” hviskede hun. “Nå, men det er godt at se dig. Ingen Anik i dag?”

27

Drevet til mord ny_TRYK.indd 27

03/12/2018 14.11

“Jeg lod ham være hjemme hos bedstemor, som vil prøve at lære ham nogle gode manerer, eftersom hun mener, jeg er alt for blødsø‑ den over for mine børn. Skal det ikke forestille at være omvendt? At det er bedsteforældrene, der er de blødsødne? Og hvordan kan det være, du har Lulu – ikke at det ikke er en fryd at se hende?”

En servitrice, der så ud til at kede sig, kom slentrende for at tage imod Cleos bestilling, før hun nåede at svare, hvilket gav hende lidt tid til at overveje sit svar. Aminah havde været en del sammen med Evie i de sidste par måneder og havde et par gange antydet, at Cleo var lidt hård ved sin brors nye kæreste, så siden da havde hun gjort sig umage for at holde enhver antydning af kritik ude af sit tonefald.

“Evie har været uheldig igen. Men bare rolig – hun er okay nu.

Jeg har efterladt hende helt bedøvet af medicin fra hospitalet, så hun sover.”

Aminah så forfærdet ud. “Hvad er der sket? Ved Mark det?”

“Han var lige gået, da det skete. Hun har bedt mig om at lade være med at ringe til ham, men hun har mange smerter. Det lykkedes hende at få hånden i klemme, og hun har brækket nogle knogler.”

“Få hånden i klemme i hvad, for guds skyld?”

Cleo havde ikke lyst til at beskrive Evies ulykke. Det fyldte hende med gru at forestille sig vægtene hamre ned på hendes fingre, men hun vidste, at Aminah ville blive ved med at spørge, indtil hun havde fået alle detaljer.

“Hun siger, at hun var i gang med nogle træk til bryst i motions‑ rummet.” Aminah så forvirret ud, og Cleo smilede flygtigt. “Bare rolig – du behøver ikke vide, hvad det betyder. Nå, men hun bøjede sig frem for at justere vægtene, mens de stadig hang på barren. Hen‑ des hænder må have været fugtige af sved, og hun slap håndtaget, mens hendes anden hånd var imellem vægtene. Et åndssvagt uheld, som aldrig burde være sket. Det kan kun have taget et par sekunder.

Men hun kommer sig, og hun vil ikke have, jeg ringer til Mark.”

28

Drevet til mord ny_TRYK.indd 28

03/12/2018 14.11

“Motionsrummet.” Aminah holdt Cleos blik fast. “Igen.”

Cleo kiggede væk, pillede ved Lulus klapvogn, strøg sin nieces silkebløde hår.

“Jeg ved det,” sagde hun, mens hun blev ved med at kigge på bar‑ net. “Mark vil stadig ikke gå derned – ikke siden Mia døde, så vidt jeg ved – og Evie er sikkert bange for, at han vil låse hele etagen af, hvis hun fortæller, hvad der er sket. Det ville hun hade – hun er hele tiden i poolen med Lulu. Hun siger, at når man bor så tæt på havet, burde det være lovpligtigt at lære sine børn at svømme.”

“Det kan hun have ret i.”

Cleo sukkede. Alt, hvad Evie sagde, lød fornuftigt, men hun havde bare været så uheldig på det seneste.

“Hvad sker der i hovedet på dig, Cleo?” spurgte Aminah. “Kom så. Jeg kender det udtryk.”

Cleo løftede hovedet og gengældte Aminahs blik. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, og jeg ved godt, du vil sige, jeg er langt ude – det er derfor, jeg tøver med at sige noget som helst.”

Servitricen kom med danskvand til Cleo, vand uden brus til Lulu og endnu en cappuccino til Aminah og hamrede det hele ned midt på bordet uden et ord. Ingen af de to kvinder ænsede hende. Aminah stirrede på Cleo og ventede på, hun skulle sige noget mere.

“Det er bare fordi, Aminah, det er ikke hendes første uheld, vel?

Og det sker altid, lige når Mark er taget af sted. Ligesom dengang det lykkedes hende at hælde kogende vand ud over sig selv? Hun sagde, hun var kommet til at nyse, da hun hældte vandet fra kedlen ned i kruset, så hun var kommet til at sprøjte på sig selv, men jeg så såret under forbindingen, og det var mere end bare et sprøjt.”

“Så hvad er det, du siger – at hun vil have opmærksomhed – eller at hun bare er klodset? Hvis det var opmærksomhed, hun ville have, ville hun vel have ønsket, at Mark skulle komme hjem med det samme?”

29

Drevet til mord ny_TRYK.indd 29

03/12/2018 14.11

“Jeg ved det ikke. Men der er noget, der ikke stemmer.”

Aminah snøftede. “For fanden i helvede, Cleo, det sagde du også om Mia. Hende kunne du heller ikke lide, og du troede hende ikke over en dørtærskel.”

“Kommer det bag på dig? Hun var meget ældre end Mark, og hun mente, at hans fotografier bare var en hobby.” Cleo anlagde en affekteret amerikansk accent. “Nu hvor Mark er gift med mig, behøver han ikke have succes. Jeg har succes nok til os begge to, og vi har alle de penge, vi har brug for – så lad ham bare more sig.”

Hun skar en grimasse, så Aminah lo.

“Ved du hvad, min skat, der er meget godt at sige om at more sig. Du vil bare have, Mark skal være berømt, men er det det, han selv gerne vil?”

Cleo hændte noget vand op i Lulus tudkop og skruede låget fast.

“Værsgo, skat.” Lulu var sådan en medgørlig lille størrelse. Hun var kun ni måneder gammel og allerede begyndt at ligne Mark. Håret havde samme rødbrune farve.

“Du ignorerer mig, Cleo,” sagde Aminah lavmælt.

“Jeg har altid skullet passe på Mark – det ved du.”

“Pis og papir. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen, uanset om du kan lide det eller ej. Du behandler Mark, som om han var din søn på syv og ikke din lillebror på syvogtredive. Jeg ved godt, du tog dig af ham, da jeres mor gik, men nu er han voksen, og han kan begå sine egne fejl, hvis det er det, Evie er – og jeg kan ærlig talt ikke se, hvorfor du skulle synes det. Hun er faktisk okay. Jeg kan godt lide hende, men hvad vigtigere er, så ser det ud til, at Mark elsker hende, så hvorfor gør du ikke dig selv en tjeneste og slapper lidt af? Måske er det din tur til at blive passet på og gjort et nummer ud af.”

Det sidste sagde Aminah helt blidt, og i et splitsekund mærkede Cleo trangen til at give slip og lade livet gå sin gang uden at føle sig tvunget til at kontrollere det. Dog havde hun haft sin chance og 30

Drevet til mord ny_TRYK.indd 30

03/12/2018 14.11

taget sit valg. Men det havde hun ikke tænkt sig at indrømme over for Aminah.

Cleo blev afbrudt i sine tanker, da der ankom et fad kager til bordet. Hun rystede på hovedet ad Amina og lod, som om hun blev chokeret.

“Hvad?” sagde Aminah, mens hun bed i en eller anden chokola‑ degenstand, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Cleo. “Jeg kan godt lide kage – det er en af glæderne i mit liv. Jeg er din bedste veninde, og jeg elsker dig, men hvor kommer din glæde fra? Du bruger dit liv på at forsøge at holde Mark motiveret og på at bevare din – indrømmet – fabelagtige skikkelse. Men hvad er prisen? Hvor‑ for tager du ikke en drink, spiser en pomfrit, finder en eller anden fyr og elsker vildt og voldsomt på stranden ved højlys dag?”

Aminah smilede bredt til Cleo, som følte sig fristet til at indrømme, hvor tit hun havde lyst til at gøre det, hendes bedste veninde foreslog.

Men hun havde altid været bange for, at hvis hun sænkede paraderne, om så bare en lillebitte smule, så ville alting falde fra hinanden.

“Du bliver snart fyrre, Cleo. En fin alder, og en man skal nyde.

Men er du glad? For det er det eneste, jeg ønsker for dig.”

Aminah rakte ind over bordet for at røre ved Cleos hånd, men denne her samtale måtte have en ny retning.

“Mig skal du ikke tænke på. Helt ærligt, jeg har det fint. Jeg har hørt alle dine gode råd før.” Cleo smilede for at tage brodden af sine ord. “Bare fortæl mig, hvad du synes, jeg skal stille op med Evie. Tror du, det er sikkert at lade hende passe Lulu – med alle de ulykker?”

“Beklager, min skat. Det er ikke op til dig. Hvis du så meget som antyder over for Mark, at Evie ikke er i stand til at passe deres egen datter, fordi hun er kommet til skade derhjemme et par gange, så vil du drive en kile ned imellem jer. Det var du tæt på at gøre, da han var gift med Mia, så lad være med at begå den samme fejl igen. Du var temmelig fortvivlet, sidste gang han lukkede dig ude.”

31

Drevet til mord ny_TRYK.indd 31

03/12/2018 14.11

Cleo sagde ikke noget. Aminah havde ret – Cleo havde ikke brudt sig om Mia og havde forsøgt at få Mark til at indse, at hans kone kvalte både ham og hans talent. Men Evie var anderledes. Tilsyneladende bakkede hun fuldstændig op om Mark, så hvorfor gik hun itu, hver gang han forlod hjemmet?

Cleo kunne mærke, at Aminah ikke var hundrede procent på hendes side. Hun og Evie havde meget til fælles – de havde begge to børn, og ifølge Aminah havde de også nogle af de samme dårlige vaner. Cleo kunne ikke lade være med at være bange for, om deres spirende venskab med tiden ville skubbe hendes eget forhold til Aminah ned ad listen. Så sent som i forrige uge var hun gået forbi caféen og havde set dem sidde og hygge sig med et stykke chokola‑ dekage, mens de lo ad et eller andet. Hun var ikke gået ind til dem.

Det føltes, som om hun måske ville have været det tredje hjul.

Der var kun tre mennesker i Cleos liv, der betød noget for hende – Mark, Lulu og Aminah – og i det øjeblik havde det føltes, som om Evie var ved at blive den akse, de alle tre drejede sig om, mens Cleo stod på sidelinjen og kiggede på uden at deltage.

Drevet til mord ny_TRYK.indd 32

03/12/2018 14.11