Af samme forfatter:
I det hvileløse (2021)
Du er min arv
Copyright © Sidsel Ana Welden Gajardo og Gads Forlag, 2023
Grafisk tilrettelæggelse: Laura Silke
Illustration: Copyright © Cecilia Vicuña
Cecilia Vicuña, Paracas, 1931, 18:31 min, color, sound, 16 mm film on video
Forfatterfoto: Coco Ardal
Satellitfoto: NASA Earth Observatory image created by Jesse Allen, using Landsat data provided by the United States Geological Survey. Caption by Michon Scott, based on image interpretation by Eric Livo and Dan
Knepper, U.S. Geological Survey
Bogen er sat med Caslon Pro og forside sat i skrifttype af Kasper Pyndt
Trykt hos Scandbook
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-06615-6
Tak for støtte og læsninger til Inger, Leo, Eivind, Laura og Olav. Tak for inspiration til Patricio Guzmán, Maria Dixen, Pedro CarmonaAlvarez, Lina Undrum Mariussen og Nadia Josefine El Said.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Memory is a concept, but it is also an animal that enters your body. Remembering can be very powerful. It’s an animal that you also have to dominate.
Those who have a memory are able to live in the fragile present moment. Those who have none don’t live anywhere.
– Patricio Guzmán, Nostalgia for the Light (2010)
Jeg løfter dit ene øjenlåg. Øjet er stadig grønt. Dit sorte hår er så blødt, jeg skjuler mine fingre i det. Mine hænder hviler på dit ansigt, kroppen vasket og ren. Du er født ved ørkenen, vokset op med sandkorn og kobber i blodet. Huden under dine fødder er hærdet af at gå i bjergene. Jeg klipper en hår lok af. Putter den i lommen.
Senere, foran spejlet på dit badeværelse. Jeg holder lokken op til ansigtet, den går næsten i ét med mit eget hår. Kun sølvstænkene afslører, at vi ikke er samme alder. Det er ikke svært at se, at jeg er din datter. Jeg ligner dig mere nu, hvor du ikke er her længere.
Mine øjenvipper er identiske med dine. Jeg strøg dem i kapellet. Stive og sorte. De pegede også nedad, før du døde. Da du stadig kunne se lige frem. De har beskyttet øjnene fra ørkenens sandkorn. Nogle gange kan jeg ane konturerne af mine egne øjenvipper, så nedadvendte, at de generer mit udsyn. Min oldemors øjenvipper, de indfødtes øjenvipper. Jeg har taget dem med mig ind i mit hvide liv. Vi skal deles om pladsen i mit ansigt nu.
Solen viste sig ikke den dag. Den sidste dag i januar, du tog ikke telefonen, ingen ville sige noget om, hvordan du så ud, da de fandt dig. Kun at der lå en seddel på dit sofabord, med skriften vendt ud mod hoveddøren. En seddel til den, som fandt dig først. Jeg ville ønske, det var mig, at jeg havde set dig ligge kold på stuegulvet.
Jeg lyttede ikke til, hvad politiet sagde, da de ringede på min dør. Hørte ikke efter, forestillede mig, at det bare var endnu en af de perioder, hvor du var nødt til at ligge i sengen i dagevis. At det var derfor, du ikke svarede. Hvorfor tog jeg ikke selv forbi dig? Jeg burde have set dit lig, jeg ville have lagt mig hen over det, sovet ved siden af dig, til stanken blev for voldsom, indånde den alligevel, kaste op, få det sidste med f ra din krop, mærke din kolde hud mod min kind. Bede om en forklaring.