Aage, Ejner og Elna Søren Ryge Petersen og Marlene S. Antonius
2
3
11
Billederne Aage kan godt huske, da Marlene kom og spurgte, om hun måtte fotografere dem til sit projekt. ”Sådan noget pjat ville jeg ikke være med til,” siger han, ”men hvis Elna vil, så kunne det da være sjovt nok, og det ville hun. Og så kom hun ellers rendende både dag og nat, og det er da fantastisk at se hendes billeder. Hun får jo det hele med, også maden.” Der er 76 billeder i denne bog, og de fylder det meste. I langt de fleste fotobøger er der meget korte eller slet ingen billedtekster, fordi de fleste fotografer mener, at billederne skal tale for sig selv. I aviser og blade er der som regel udførlige billedtekster, fordi redaktørerne ved, at læserne gerne læser billedtekster – at de faktisk ikke kan undvære dem. I denne bog har vi gjort noget helt tredje: Vi – Marlene og Søren – har siddet ved bordet i køkkenet nogle dage i efteråret 2011 og ladet Aage, Ejner og Elna kommentere hvert eneste billede. Båndoptageren har ligget på bordet, for det var vigtigt at få deres egne ord med. Undervejs blev der stillet spørgsmål, både fra dem og fra os, og dermed udviklede nogle af billedteksterne sig til meget mere end det, man ser på billedet. For sådan er det jo. Hvert eneste billede fortæller en historie. Nogle gange hjælper ordene bare til. En enkelt sætning eller en hel side. Vigtigt: Det er Aage, der snakker langt det meste af tiden, for sådan har det altid været. Derfor er næsten alle citaterne Aages. Når Ejner eller Elna siger noget, er det udtrykkelig nævnt.
29
30
31
Side 30-31 ←
Gårdene i Harreby ”Det er jorden ved Ejner, som jeg har lejet, og så lejede jeg det ud sidste år til ham naboen, der er sandblæser. Og det er Ejners stald og lade, og det til venstre er Brugsen, hvor kollektivet bor, og hvor du var, dengang du var bette, Marlene.” Der er ikke en kvadratmeter jord i Harreby og omegn, som Aage ikke har styr på. Hvem der ejer det eller lejer det eller har købt det af hvem og hvornår. Og ja, det er sandt, at der stadig er et kollektiv i Harreby i den gamle brugs. Det var jo på den måde, at der kom fremmede til byen, Marlenes forældre bl.a. Det var Aage og Ejner meget optaget af – på den gode måde.
Side 33 →
Tøjet i gangen Først var der helt stille i fem sekunder. Derefter gætteri: ”Det er ikke min hat.” ”Er det omme ved Ejner?” ”Er det en dør?” ”Nej, det er da min forstue.” Marlene bryder ind: ”Nej, det er omme ved Ejner – det er din stue, Ejner, men det er taget ude fra gangen.” De snakker alle tre, let forvirret, for det er da Ejners tapet, men det ligner alligevel ikke stuen, og så er det måske ude i bryggerset, for det længst til højre ligner sådan et stativ til koste. Marlene igen: ”Det er den fine indgang.” Stadig stor forvirring, for der hænger da ikke koste i den fine indgang, indtil Marlene løser gåden: ”Det er da bare gardinerne inde i stuen.” Hvorpå alle udstøder et fælles ”nåh-ja”, og så er det helt rigtigt alt sammen, og Ejner ved ikke, hvorfor der står et lille flag på skabet, men når han skal rigtigt
32
33
i byen, har han den kønne hat på, den sorte, og de to andre er kasketter, han har fået foræret. Den lyseblå har han på, når han er ude at rejse en gang om året til Bornholm eller Alperne.
Side 36 →
Stumtjeneren i Aages forstue ”Det er ude i forstuen,” siger Elna, ”og hvis jeg havde vidst, at du ville fotografere, havde jeg hængt den på en bøjle. Klokkestrengen har Inge kniplet, og den er kun til pynt.” Forstuen er det samme som den pæne gang. Den man kommer ind i, når man går ind ad den pæne dør, og som fører videre ind til stuen – deraf navnet. I vore dage siger vi det på fransk: entréen.
Side 37 →
Skoene på gulvet ”Det er Elnas sko. De blå er pusser (det kalder man hjemmesko i Sønderjylland). Dem i midten er væk nu, fordi der var huller i dem.” Der findes ikke ét eneste stykke tøj eller par sko i huset, som de ikke har styr på. Hvor det er købt, hvornår og som regel også, hvad det kostede.
Side 38-39 →
Lyseblå væg med Aages ting ”Det er herude i gangen. Der har jeg nogen ting lige i nærheden, så jeg ikke skal rende helt ud i værkstedet, og der står også en flaske lim, som ikke kan tåle frost. Men ellers noget olie, som jeg sprøjter dørene og
34
lågerne med, når de knirker, og en skruenøgle, som man jo altid skal bruge, jeg har også en i lommen. Du kan jo nok forstå, at så behøver jeg ikke rende helt ud i værkstedet hver gang og tænde lys om aftenen og låse op, for om aftenen er der jo låst. Høreværnet er, når jeg bruger motorsav, og når jeg skyder. Jeg har også sådan nogen sikkerhedsstøvler, men de er for tunge. Men når jeg bruger vinkelsliber, har jeg altid et par briller på. Kitlen har jeg på, når jeg fodrer dyrene. Jeg har en tre stykker.”
35
36
37
38
39
72
73
120
121