Eleanor og park

Eleanor og Park.indd 2

17/10/13 13.55

Rainbow Rowell

Eleanor og Park Roman

På dansk ved Lærke Pade

Eleanor og Park.indd 3

17/10/13 13.55

Eleanor og Park Af Rainbow Rowell Oversat fra engelsk af Lærke Pade efter Eleanor & Park Copyright © 2013 by Rainbow Rowell All rights reserved Published by arrangement with Rainbow Rowell c/o The Lotts Agency Ltd., New York and Licht & Burr Literary Agency, Denmark Dansk udgave: © 2014 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-04934-0 1. udgave, 1. oplag Omslag: Nete Banke/Imperiet Forfatterfoto: Augusten Burroughs Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP-service Tryk: Bookwell Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Citat fra William Shakespeares Romeo og Julie (side 43) fra Niels Brunses oversættelse, Gyldendal, 1997.

Citat fra William Shakespeares Macbeth (side 299) fra Niels Brunses oversættelse, Gyldendal, 2000. www.gad.dk

Eleanor og Park.indd 4

17/10/13 13.55

Han var holdt op med at prøve at hente hende tilbage.

Hun kom kun tilbage, når hun selv ville, i drømme og løgne og fragmenterede deja-vuer.

Han kunne for eksempel sidde i sin bil på vej til arbejde og få øje på en rødhåret pige, der stod på et gadehjørne – og i et kort, stakåndet øjeblik ville han have svoret, det var hende.

Men så opdagede han, at pigens hår var mere blond end rødt.

Og at hun stod med en cigaret ... og havde en T-shirt på med Sex Pistols.

Eleanor hadede Sex Pistols.

Eleanor ...

Stående bag ham, indtil han vendte sig om. Liggende ved siden af ham, lige før han vågnede. Hun fik stadig alle andre til at se kedeligere og fladere og aldrig helt rigtige ud.

Eleanor havde ødelagt det hele.

Eleanor, der var væk.

Han var holdt op med at prøve at hente hende tilbage.

August 1986

5

Eleanor og Park.indd 5

17/10/13 13.55

8 park Hun læste hans tegneserier.

Først troede Park, det bare var noget, han bildte sig ind. Han blev ved med at få fornemmelsen af, at hun så på ham, men hver gang han kiggede på hende, havde hun bøjet hoved.

Til sidst gik det op for ham, at hun stirrede ned i hans skød.

Ikke på en klam måde. Hun læste hans tegneserier – han kunne se hendes øjne rykke sig.

Park vidste ikke, at rødhårede kunne have brune øjne. (Han vid­ste heller ikke, at man kunne have så rødt hår. Eller så hvid hud). Den nye piges øjne var mørkere end hans mors, virkelig mørke, næsten som huller i ansigtet.

Det lød uhyggeligt, men det var det ikke. Måske var det faktisk det bedste ved hende. Det mindede Park lidt om portrætter af Jean Gey, når hun var i trance, og hendes øjne var helt formørkede og fremmede.

I dag havde pigen en kæmpestor herreskjorte på med muslingemønster. Flipperne måtte have været virkelig lange, diskoagtige, for hun havde klippet i dem, så de trævlede. Hun havde et herreslips bundet rundt om sin hestehale som en stor sløjfe af polyester.

Hun så latterlig ud.

Og hun læste hans tegneserier.

Park følte, han burde sige noget til hende. Han følte altid, at han burde sige noget til hende, om så bare “Hej” eller “Undskyld”. Men nu var der gået for lang tid, hvor han ikke havde sagt noget, undtagen den første dag, hvor han havde bandet af hende, så nu var det hele alligevel bare for mærkeligt. En time om dagen.

En halv time på vej til skolen og en halv time på vej hjem.

Park sagde ikke noget. Han holdt bare sine tegneserier lidt mere opslåede og vendte siderne langsommere.

32

Eleanor og Park.indd 32

17/10/13 13.55

eleanor Eleanors mor så træt ud, da hun kom hjem. Altså mere træt end hun plejede. Hård og smuldrende i kanten.

Da de små kom stormende ind efter skole, mistede moren tålmodigheden over et eller andet åndssvagt – Ben og Mus, der skændtes om noget legetøj – og skubbede dem alle sammen ud ad køkkendøren, inklusive Eleanor.

Eleanor var så chokeret over at befinde sig uden for huset, at hun blev stående på køkkentrappen et øjeblik og stirrede ned på Richies rottweiler. Han havde døbt hunden Tonya efter sin ekskone. Hun skulle angiveligt være ret villig, Tonya – altså hunden Tonya – men Eleanor havde aldrig set hende være mere end halvvågen.

Eleanor prøvede at banke på døren. “Mor! Luk mig ind igen.

Jeg har ikke engang været i bad endnu.”

Normalt gik hun i bad lige efter skole, før Richie kom hjem.

Det tog lidt af presset ved ikke at have en dør til badeværelset, især efter at nogen havde revet lagnet ned.

Hendes mor ignorerede hende.

De små var allerede ude på legepladsen. Det nye hus lå lige ved siden af en folkeskole – hvor Ben og Mus og Maisie gik – og legepladsen stødte op til deres baghave.

Eleanor vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre, så hun gik hen til gyngerne, hvor Ben var, og satte sig på en af dem. Det var blevet jakkevejr. Eleanor ville ønske, hun havde en jakke.

“Hvad gør I, når det bliver for koldt til at lege udenfor?” spurgte hun Ben. Han var ved at tage legetøjsbiler op ad lommerne og stille dem op i rækker på jorden. “Sidste år,” sagde han, “tvang far os til at gå i seng klokken halv otte.”

“Aj, ikke også dig! Hvorfor kalder I ham det?” Hun forsøgte at lade være med at lyde vred.

Ben trak på skuldrene. “Det er vel, fordi han er gift med mor.”

“Ja, men ... “ Eleanor lod hånden glide op og ned ad gyngens reb og lugtede til sine hænder bagefter, “før plejede vi ikke at kalde ham far. Føler du, han er din far?”

33

Eleanor og Park.indd 33

17/10/13 13.55

“Det ved jeg ikke,” sagde Ben fladt. “Hvordan føles det?”

Hun svarede ikke, så han vendte tilbage til sine biler. Han trængte til at blive klippet, hans rødblonde krøller nåede næsten ned til skuldrene. Han havde en gammel T-shirt på, som havde været Eleanors, og et par fløjlsbukser, som deres mor havde klippet til shorts. Han var næsten for gammel til alt det her, til legetøjsbiler og legepladser – 11 år. De andre drenge på hans alder spillede basketball hele aftenen eller hang ud i grupper i udkanten af legepladsen. Eleanor håbede, at Ben var sent udviklet. Der var ikke plads til at være teenager i det hus.

“Han kan godt lide, når vi kalder ham far,” sagde Ben, der stadig var i gang med at stille bilerne op på rækker.

Eleanor så ud over legepladsen. Mus legede med nogen, der havde en fodbold. Maisie måtte være gået et sted hen med babyen sammen med sine venner ...

Før var det altid Eleanor, der hang på den mindste. Nu ville hun ikke have noget imod det, det ville give hende noget at lave – men Maisie ville ikke tage imod Eleanors hjælp.

“Hvordan var det?” spurgte Ben. “Hvordan var hvad?”

“At bo sammen med de andre.”

Solen hang en centimeter over horisonten, og Eleanor stirrede intenst på den.

“Okay,” sagde hun. Forfærdeligt. Ensomt. Bedre end her.

“Var der andre børn?”

“Ja. Meget små. Tre børn.”

“Havde du dit eget værelse?”

“På en måde.” Teknisk set havde hun haft Hickman-familiens stue for sig selv.

“Var de søde?” spurgte han.

“Jaeh ... ja. De var søde. Ikke så søde som jer.”

Det havde været meningen, at Eleanor skulle bo hos dem et par dage, måske en uge. Indtil Richie var kølet af og lod hende komme hjem.

“Det bliver ligesom en pyjamasfest,” havde mrs. Hickman sagt til Eleanor den første aften, mens hun redte op på sofaen. Mrs. 34

Eleanor og Park.indd 34

17/10/13 13.55

Hickman – Tammy – og Eleanors mor havde gået i gymnasiet sammen. Der stod et bryllupsbillede på fjernsynet. Eleanors mor havde været brudepige – i mørkegrøn kjole og med hvid blomst i håret.

I starten, da Eleanor boede hos Hickman-familien, havde hendes mor ringet til hende hver dag efter skole. Efter et par måneder holdt hun op. Det viste sig, at Richie ikke havde betalt telefonregningen, så telefonen var blevet lukket. Men der gik lang tid, før Eleanor fik det at vide.

“Vi burde ringe til myndighederne,” blev mr. Hickman ved med at sige til sin kone. De troede ikke, Eleanor kunne høre dem, men deres soveværelse lå lige over stuen. “Det kan ikke fortsætte på den her måde, Tammy.”

“Andy, det er ikke hendes skyld.”

“Jeg siger ikke, det er hendes skyld. Jeg siger bare, at det ikke var en del af aftalen.”

“Hun er ikke besværlig.”

“Hun er ikke vores barn.”

Eleanor prøvede at være endnu mindre besværlig. Hun øvede sig i at opholde sig i et rum uden at efterlade spor. Hun tændte aldrig fjernsynet eller bad om lov til at låne telefonen. Hun bad aldrig om flere portioner, når de spiste aftensmad. Hun bad aldrig Tammy eller mr. Hickman om noget – og de havde aldrig haft en teenager, så det faldt dem ikke ind, at hun havde brug for noget.

Hun var glad for, de ikke vidste, hvornår hun havde fødselsdag ...

“Vi troede, du var væk,” sagde Ben og kørte en bil rundt på jorden. Han så ud, som om han prøvede at lade være med at græde. “Åh, I vantro,” sagde Eleanor og sparkede sin gynge i gang.

Hun så sig igen omkring efter Maisie og opdagede, at hun sad derhenne, hvor de større drenge spillede basketball. Eleanor kunne kende de fleste fra bussen. Den åndssvage asiat var der også; han hoppede højere, end hun ville have troet, han kunne. Han havde lange, sorte shorts på og en T-shirt, hvor der stod “Madness”.

“Jeg er smuttet,” sagde Eleanor til Ben, gik ned fra gyngen og skubbede lidt til hans hoved. “Men jeg forsvinder ikke eller sådan noget. Bare slap helt af.”

35

Eleanor og Park.indd 35

17/10/13 13.55

Hun gik ind i huset igen og skyndte sig gennem køkkenet, før hendes mor kunne nå at sige noget. Richie sad i stuen. Eleanor stirrede stift ud i luften, da hun passerede forbi mellem ham og fjernsynet. Hun ville ønske, hun havde en jakke.

Eleanor og Park.indd 36

17/10/13 13.55

9 park Han ville sige til hende, at hun havde klaret det med digtet godt.

Hvilket i øvrigt ville være en mega underdrivelse. Hun var den eneste på holdet, der havde læst sit digt, som om det ikke var en lektie. Hun havde reciteret det, som om det var noget levende.

Som om det var noget, der kom indefra. Man kunne ikke tage øjnene fra hende imens. (Park havde altid svært ved at tage øjnene fra hende, men denne gang endnu mere end ellers). Da hun var færdig, var der en del, der havde klappet, og mr. Stessman havde givet hende et knus. Hvilket var totalt imod reglementet.

“Hey. Godt klaret. I engelsktimen.” Det ville han sige.

Eller måske: “Jeg går på dit engelskhold. Det var et fedt digt, du læste op.”

Eller: “Du har også mr. Stessman i engelsk, ikke? Det mente jeg nok.”

Park hentede sine tegneserier efter taekwondo onsdag aften, men han ventede til torsdag morgen med at læse dem.

eleanor Den åndssvage asiat var totalt klar over, at hun læste hans tegneserier. Nogle gange så han endda op på Eleanor, før han vendte blad, som om han seriøst var høflig.

Han var helt sikkert ikke én af dem, busdæmonerne. Han talte ikke med nogen i bussen (især ikke hende). Men på en eller anden måde måtte han være i ledtog med dem, for når Eleanor sad ved siden af ham, lod de hende være i fred. Selv Tina. Eleanor ville ønske, hun kunne sidde ved siden af ham hele dagen.

I morges, da hun stod på bussen, havde det næsten føltes, som om han ventede på hende. Han sad med en tegneserie, der hed 37

Eleanor og Park.indd 37

17/10/13 13.55

Watchmen, og den så så grim ud, at Eleanor besluttede, det ikke var umagen værd at læse med i smug.

(Hun kunne bedst lide, når han læste X-Men, selvom hun ikke forstod alt, hvad der foregik; det var værre end General Hospital.

Det tog hende flere uger at regne ud, at Scott Summers og Cyclops var den samme fyr, og hun var stadig ikke sikker på, hvad Phoenix havde med sagen at gøre).

Men Eleanor havde ikke andet at lave, så hendes øjne vandrede over til den grimme tegneserie ... og pludselig læste hun. Og så var de henne på skolen. Hvilket var totalt mærkeligt, for de var ikke engang halvvejs gennem tegneserien.

Og det var virkelig nederen, for nu ville han læse resten af den henne i skolen og have et eller andet åndssvagt med på hjemvejen, for eksempel ROM. Men det havde han ikke.

Da Eleanor stod på bussen om eftermiddagen, åbnede asiaten Watchmen lige præcis der, hvor de var kommet til om morgenen.

De var stadig i gang med at læse, da de kom dertil, hvor Elea­ nor skulle af – der skete så meget, at de begge to stirrede på alle billederne i flere minutter nærmest – og da hun rejste sig, rakte han hende den.

Eleanor var så overrasket, at hun prøvede at række den tilbage, men han havde allerede vendt sig. Hun gemte tegneserien inde mellem sine bøger, som om den var hemmelig, og stod af bussen.

Hun læste den tre gange mere den aften, mens hun lå i overkøjen og kælede for den skravlede gamle kat. Så lagde hun den i sin grapefrugtkasse natten over, så der ikke ville ske noget med den.

park Hvad nu, hvis hun ikke afleverede den tilbage?

Hvad nu, hvis han aldrig ville få læst det allerførste nummer af Watchmen, fordi han havde lånt det til en pige, der ikke havde bedt om det og sikkert ikke engang vidste, hvem Alan Moore var?

Hvis hun ikke afleverede den tilbage, var de kvit. Det ville an38

Eleanor og Park.indd 38

17/10/13 13.55

nullere hele det der “For fanden i helvede, sæt dig nu bare ned”­optrin.

Jesus ... Gu’ ville det ej.

Hvad nu, hvis hun gav ham det tilbage? Hvad skulle han så sige?

Tak?

eleanor Da hun kom ned til deres plads, kiggede han ud ad vinduet. Hun rakte ham tegneserien, og han tog den.

Eleanor og Park.indd 39

17/10/13 13.55

10 eleanor Næste morgen, da Eleanor stod på bussen, lå der en stak tegne­ serier på hendes plads.

Hun tog dem og satte sig. Han var allerede i gang med at læse.

Eleanor lagde tegneserierne ind mellem sine bøger og stirrede ud ad vinduet. Af en eller anden grund havde hun ikke lyst til at læse foran ham. Det ville være ligesom at lade ham se hende spise.

Det ville være ligesom ... at indrømme noget.

Men hun tænkte på tegneserierne hele dagen, og så snart hun kom hjem, kravlede hun op i overkøjen og tog dem frem. De hed alle sammen det samme – Swamp Thing.

Eleanor spiste aftensmad siddende med benene over kors på sin seng, ekstra omhyggelig med ikke at spilde noget på bøgerne, for de var fuldstændig pletfrie, der var ikke så meget som et æsel­ øre (åndssvage, perfekte asiatertype).

Den aften tændte Eleanor lyset igen, da hendes søskende var faldet i søvn, så hun kunne læse. Hun havde aldrig hørt nogen, der sov så højlydt. Ben talte i søvne, og Maisie og den mindste snorkede. Mus tissede i sengen – hvilket ikke larmede, men bare førte til postyr. Lyset lod dog ikke til at genere dem.

Eleanor var kun halvvejs opmærksom på Richie, der så fjernsyn i stuen ved siden af, så hun faldt nærmest ud af sengen, da han pludselig flåede døren op. Det så ud, som om han havde forventet at fange en eller anden fyldebøtte, men da han så, det bare var Eleanor, gryntede han og sagde, hun skulle slukke lyset, så de små kunne sove.

Efter han havde lukket døren igen, stod hun op og slukkede lyset. (Nu havde hun lige præcis lært at stå ud af sengen uden at træde på nogen, hvilket var heldigt for de andre, for hun var den første, der stod op om morgenen).

40

Eleanor og Park.indd 40

17/10/13 13.55

Hun kunne måske være sluppet af sted med at lade lyset være tændt, men det var ikke risikoen værd. Hun havde ikke lyst til at se på Richie igen.

Han lignede en rotte til forveksling. En menneskeudgave af en rotte. En skurk i en Don Bluth-film. Gad vide, hvad hendes mor så i ham; Eleanors far var heller ikke for køn.

En meget sjælden gang imellem – når det lykkedes Richie at tage et bad, iføre sig noget rimeligt tøj og forblive ædru på én og samme dag – kunne Eleanor til nød se, hvorfor hendes mor kunne have syntes, han var flot. Gudskelov skete det ikke særlig ofte. Når det gjorde, fik Eleanor lyst til at gå ud på badeværelset og stikke en finger i halsen.

Nå. Okay så. Hun kunne stadig læse. Der kom lys nok ind ad vinduet.

park Hun læste tingene lige så hurtigt, som han kunne nå at give hende dem. Og når hun gav ham dem tilbage dagen efter, opførte hun sig altid, som om hun rakte ham noget meget skrøbeligt. Noget dyrebart. Man kunne slet ikke mærke, nogen havde rørt dem, bortset fra duften.

Hvert eneste hæfte, Park lånte hende, kom tilbage og duftede af parfume. Ikke som den parfume, hans mor gik med (Imari). Og ikke som den nye pige; hun duftede af vanilje.

Men hun havde fået hans tegneserier til at dufte af roser. En hel roseneng.

Hun havde læst alle hans Alan Moore på under tre uger. Nu gav han hende fem X-hæfter ad gangen, og han kunne se, hun kunne lide dem, for hun skrev personernes navne i sine bøger, inde mellem navne på bands og sangtekster.

De talte stadig ikke sammen i bussen, men tavsheden var blevet mindre fjendtlig. Næsten vennesæl (men ikke helt).

I dag var Park nødt til at sige noget til hende – han var nødt til at fortælle, at han ikke havde noget med til hende. Han havde sovet over sig og havde glemt at tage den stak tegneserier med, som 41

Eleanor og Park.indd 41

17/10/13 13.55

han havde lagt frem til hende aftenen forinden. Han havde ikke engang haft tid til at spise morgenmad eller børste tænder, hvilket gjorde ham forlegen, når han skulle sidde så tæt på hende.

Men da hun stod på bussen og rakte ham hæfterne fra i går, trak han bare på skuldrene. Hun så væk. Så kiggede de begge ned.

Hun havde det grimme slips på igen. I dag var det bundet om hendes håndled. Hendes arme og håndled var oversået med fregner, mange lag fregner i forskellige nuancer af gylden og pink, selv på hendes håndrygge. Små drengehænder, ville hans mor kalde dem, med helt korte negle og flossede neglebånd.

Hun stirrede ned på de bøger, hun sad med på skødet. Måske troede hun, han var vred på hende. Han stirrede også på hendes bøger – der var oversåede med art nouveau-agtige kruseduller.

“Nå,” sagde han, før han havde planlagt, hvad han ville sige bagefter. “Kan du godt lide The Smiths?” Han var omhyggelig med ikke at puste på hende med sin morgenånde.

Hun så overrasket op. Forvirret, måske. Han pegede på hendes bog, hvor hun havde skrevet “How Soon Is Now?” med høje, grønne bogstaver udenpå.

“Det ved jeg ikke,” sagde hun. “Jeg har aldrig hørt dem.”

“Så du vil bare gerne have folk til at tro, at du godt kan lide The Smiths?” Han kunne ikke lade være med at lyde hånlig.

“Ja,” sagde hun og så sig omkring i bussen. “Jeg prøver at imponere de lokale.”

Måske kunne hun ikke gøre for, at hun lød arrogant, men hun gjorde sig i hvert fald ikke særlig stor umage for ikke at lyde arrogant. Stemningen skiftede til det sure. Park rykkede ind mod væggen. Hun vendte ansigtet mod midtergangen og stirrede ud ad vinduet.

I engelsktimen prøvede han at fange hendes blik, men hun så væk. Han fik fornemmelsen af, at hun anstrengte sig så meget for at ignorere ham, at hun ikke engang ville række hånden op.

Mr. Stessman blev ved med at prøve at hale hende frem – hun var hans nye kanin i hatten, når stemningen på holdet blev for dvask. I dag skulle de forestille at diskutere Romeo og Julie, men der var ingen, der havde lyst til at snakke.

42

Eleanor og Park.indd 42

17/10/13 13.55

“Du virker ikke særlig ked af, at de dør, miss Douglas.”

“Undskyld, hvad?” sagde hun og stillede skarpt på ham.

“Synes du ikke, det er sørgeligt?” spurgte mr. Stessman. “To unge elskende ligger døde. For ingen ofred mer for større tro/end Julie og hendes Romeo. Griber det dig ikke om hjertet?

“Ikke rigtig,” sagde hun.

“Er du virkelig så kold? Så kølig?” Han stod over hendes bord og lod, som om han bønfaldt hende.

“Nej ...” sagde hun. “Jeg synes bare ikke, det er en tragedie.”

“Det er tragedien over dem alle,” sagde mr. Stessman.

Hun vendte det hvide ud af øjnene. Hun havde to eller tre halskæder på; gamle, uægte perler, ligesom dem Parks bedstemor tog på, når hun skulle i kirke, og hun snoede dem mellem fingrene, mens hun talte.

“Men det er så tydeligt, at han gør grin med dem,” sagde hun.

“Hvem gør grin?”

“Shakespeare.”

“Fortæl, fortæl ...”

Hun vendte det hvide ud af øjnene igen. Hun kendte efterhånden mr. Stessmans julelege.

“Romeo og Julie er bare to rige unger, som altid har fået alt, hvad de pegede på. Og nu tror de, de vil have hinanden.”

“De er forelskede ...” sagde mr. Stessman og tog sig til hjertet.

“De kender ikke engang hinanden,” sagde hun.

“Det var kærlighed ved første blik.”

“Det var ’Ih-hvor-er-han-lækker’ ved første blik. Hvis Shakespeare ville have os til at tro, de var forelskede, ville han ikke fortælle i den allerførste scene, at Romeo var vild med Rosaline ...

Det er Shakespeare, der gør grin med kærlighed,” sagde hun.

“Hvorfor læser vi så stadig stykket i dag?”

“Det ved jeg ikke; fordi Shakespeare var en virkelig god forfatter?”

“Nej!” sagde mr. Stessman. “En anden, tak, en, der har hjerte i livet. Mr. Sheridan, hvad banker der i dit bryst? Fortæl os, hvorfor Romeo og Julie har overlevet i 400 år?”

Park hadede at sige noget i klassen. Eleanor kiggede på ham 43

Eleanor og Park.indd 43

17/10/13 13.55

med rynket pande, så kiggede hun væk. Han kunne mærke, han rødmede.

“Fordi ...” sagde han lavt og kiggede ned i bordet, “fordi folk gerne vil huske, hvordan det føles at være ung? Og forelsket?”

Mr. Stessman stod med ryggen mod tavlen og lænede sig op ad den, mens han strøg sit skæg.

“Er det rigtigt?” spurgte Park. “Åh, det er så rigtigt,” sagde mr. Stessman. “Jeg ved ikke, om det er derfor, Romeo og Julie er blevet det mest elskede drama i verdenshistorien. Men jo, mr. Sheridan. Dér sagde du et sandt ord.”

I historietimen værdigede hun ham ikke et blik, men det gjorde hun aldrig.

Da han stod på bussen om eftermiddagen, var hun der allerede.

Hun rejste sig, så han kunne komme ind til sin plads ved vinduet, og så sagde hun pludselig noget til ham. Helt lavmælt. Næsten hviskende. Men hun sagde noget.

“Det er mere en slags ønskeliste,” sagde hun.

“Hvad?”

“Det er sange, jeg godt kunne tænke mig at høre. Eller bands, jeg gerne vil høre. Noget, der ser spændende ud.”

“Hvis du aldrig har lyttet til The Smiths, hvordan har du så hørt om dem?”

“Det ved jeg ikke,” sagde hun defensivt. “Mine venner, mine gamle venner ... blade. Jeg ved det ikke. Rundt omkring.”

“Hvorfor lytter du ikke bare til dem?”

Hun så på ham, som om han officielt var idiot. “Det er ikke ligefrem, fordi de spiller The Smiths på Radio Sweet 98.”

Og da Park ikke svarede, rullede hun sine mørkebrune øjne helt tilbage i kraniet. “Helt ærligt,” sagde hun.

De sagde ikke mere til hinanden hele vejen hjem.

Om aftenen, mens Park lavede lektier, optog han et bånd med alle sine yndlingssange med The Smiths plus et par sange med Echo and the Bunnymen og Joy Division.

Han lagde båndet og fem X-hæfter mere ned i sin rygsæk, før han lagde sig til at sove.

Eleanor og Park.indd 44

17/10/13 13.55