Issuu

Af

samme forfatter på dansk

Strandlæsning

Dig og mig på ferie

Bogelskere

Mit lykkested

EN GOD HISTORIE

På dansk ved Betty Frank Simonsen

En god historie er oversat fra amerikansk af Betty Frank Simonsen efter Funny Story

Published in agreement with the author, c/o BAROR INTERNATIONAL, INC., Armonk, New York, U.S.A.

ISBN 978-87-12-07492-2

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Eyelab.dk efter originalomslag af Penguin Random House Bogen er sat med Adobe Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Til Bri, som hentede mig i lufthavnen, den første gang vi mødte hinanden, og kørte mig igennem en snestorm uden nogensinde at se sig tilbage.

Jeg har vundet i lotteriet med dig.

ONSDAG DEN 1. MAJ

108 DAGE TIL JEG KAN TAGE AF STED

Nogle mennesker er de fødte fortællere. De ved, hvordan de skal sætte i scene, finde den rette vinkel, hvornår de skal holde en pause for at opnå dramatisk effekt og spole over ubelejlige detaljer.

Jeg ville ikke være blevet bibliotekar, hvis jeg ikke elskede historier, men jeg har aldrig været god til at fortælle min egen historie.

Hvis jeg fik en penny, for hver gang jeg kom til at afbryde min egen anekdote for at diskutere med mig selv, om det her egentlig var sket på en tirsdag eller en torsdag, så ville jeg have mindst fyrre cents, og det er alt for meget af mit liv, der er gået til spilde, for alt for få penge.

Peter ville til gengæld have nul pennies og et henført publikum.

Jeg elskede især måden, han fortalte vores historie på, om den dag, vi mødte hinanden.

Det var sidst på foråret for tre år siden. Vi boede i Richmond dengang, og der var kun fem gader imellem hans strømlinede lejlighed i en nyrenoveret, nyklassicistisk bygning og min shabbyog-ikke-så-chikke lejlighed i samme type bygning.

Da jeg gik hjem fra arbejde, tog jeg en omvej igennem parken, hvilket jeg ellers aldrig gjorde, men vejret var perfekt. Og jeg var iført en stor solhat, hvilket jeg ellers aldrig var, men min mor havde sendt mig den ugen før, og jeg syntes, at jeg i det mindste skyldte hende at prøve at gå med den. Jeg læste, mens jeg gik –hvilket jeg havde lovet mig selv at holde op med, fordi jeg næsten havde været skyld i en cykelulykke nogle uger tidligere – da en varm brise pludselig tog fat i hattens brede skygge. Den blev løftet af mit hoved og svævede hen over en azaleabusk. Lige hen for fødderne af en høj, flot, lyshåret mand.

Peter sagde, at det føltes som en invitation. Han grinede næsten lidt selvironisk, mens han tilføjede: “Før troede jeg ikke på skæbnen.”

Hvis det var skæbnen, så har jeg anledning til at tro, at skæbnen hader mig en lille smule, for da han bøjede sig ned for at samle hatten op, tog endnu et vindpust fat i den, og da jeg løb efter den, løb jeg lige ind i en skraldespand.

Den slags, som er af metal og boltet fast til jorden.

Min hat landede oven på rester af kinesisk takeaway, kanten af affaldsspanden ramte ind i mine ribben, og jeg faldt klynkende pladask på jorden. Peter beskrev det som henrivende klodset.

Han udelod den del, hvor jeg råbte en lang række bandeord.

“Jeg forelskede mig i Daphne i samme sekund, jeg så op fra hendes hat,” sagde han. Ikke et ord om skraldespandsnudlerne i mit hår.

Da han spurgte, om jeg var okay, sagde jeg: “Har jeg slået en cyklist ihjel?”

Han troede, at jeg havde slået hovedet. (Nope, jeg er bare dårlig til førstehåndsindtryk).

Igennem de sidste tre år har Peter finpoleret Vores Historie,

hver gang han har haft muligheden. Jeg var sikker på, at han både ville få den med i sit ægteskabsløfte og i bryllupstalen bagefter.

Men så kom hans polterabend, og alt ændrede sig.

Historien blev skævvredet. Fandt en ny indgangsvinkel. Og i denne nye fortælling var jeg ikke længere the leading lady, jeg var i stedet den lillebitte udfordring, der altid ville blive brugt til at spice deres historie op.

Daphne Vincent, den bibliotekar, som Peter samlede op fra skraldespanden, var tæt på at gifte sig med, men forlod morgenen efter sin polterabend på grund af sin “platoniske” “bedste” “ven”, Petra Comer.

Men hvornår får han nogensinde behov for at fortælle deres historie?

Alle omkring Peter Collins og Petra Comer kender deres historie: at de mødtes i tredje klasse, da de skulle sidde i alfabetisk rækkefølge, og fandt hinanden i en fælles kærlighed til Pokémon. At deres mødre kort efter blev veninder, fordi de havde været med på en skoleudflugt til akvariet, og at deres fædre kort efter fulgte trop.

De sidste femogtyve år har Collins-familien og Comer-familien holdt ferie sammen. De har fejret fødselsdage, holdt julefrokoster og pyntet op med hjemmelavede billedrammer, i hvilke Peter og Petras ansigter stråler under forskellige variationer af sætningen BEDSTE VENNER FOR EVIGT.

Dette, sagde Peter, gjorde, at han og den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har mødt, mere var som fætter og kusine end som venner.

Nu, hvor jeg er bibliotekar, burde jeg have brugt bare et sekund på at tænke over Mansfield Park og Stormfulde højder, alle de kærlighedshistorier og forviklede, gotiske fortællinger, hvor

to hovedpersoner, der er vokset op sammen, bliver voksne og erklærer hinanden deres udødelige kærlighed.

Men det gjorde jeg ikke.

Så nu sidder jeg her, i en lillebitte lejlighed, og scroller igennem Petras åbne profil på de sociale medier og kan følge med i alle aspekter af hendes kæresteri med min eksforlovede.

I værelset ved siden af spiller Jamie O’Neals version af “All

By Myself” så højt, at sofabordet dirrer. Naboen, mr. Dorner, hamrer på væggen.

Jeg kan næsten ikke høre det, for jeg er lige kommet til at se et billede af Peter og Petra, der står imellem begge hold forældre, på stranden ved Lake Michigan – seks anormalt pæne mennesker, der smiler anormalt bredt over ordene: De bedste ting i livet er værd at vente på.

Lige i det øjeblik skrues der op for musikken.

Jeg smækker computeren i og hiver mig selv op fra sofaen. Denne lejlighed er bygget før den globale opvarmning, da folk i det nordlige Michigan ikke havde brug for airconditioning, men i dag er det kun den første maj, og lejligheden er allerede en bageovn ved frokosttid.

Jeg går hen og banker på døren ind til Miles. Han kan ikke høre mig på grund af Jamie O’Neal. Jeg optrapper til hamren.

Musikken stopper.

Fodtrin nærmer sig. Døren smækkes op, og en tåge af pot bølger mig i møde.

Min roommates mørkebrune øjne er rødrandede, og han har ikke andet på end boksershorts og et farvestrålende, hjemmestrikket slumretæppe, der ligger om hans skuldre som en trist kappe. Når jeg tænker på vores lejligheds bageovnsklima, går jeg ud fra, at det udelukkende er ud fra et anstændighedsparameter.

Hvilket er overkill for en mand, der så sent som i aftes glemte, at han boede sammen med mig, i al den tid han tog et meget langt brusebad for åben dør.

Hans chokoladebrune hår stritter i alle retninger. Det matchende skæg er rent kaos. Han rømmer sig. “Hvad sker der?”

“Er alt okay?” siger jeg, for jeg er måske nok vant til en lidt forpjusket Miles, men ikke så vant til at høre ham spille den sørgeligste sang i hele verden.

“Jep,” siger han. “Alt er fint.”

“Kunne du skrue lidt ned for musikken?” siger jeg.

“Jeg lytter ikke til musik,” siger han, gravalvorligt.

“Nej, du har lige sat den på pause,” siger jeg, i tilfælde af at han simpelthen er for skæv til at huske mere end tre sekunder tilbage. “Men det er meget højt.”

Han klør sig i øjenbrynet med bagsiden af hånden, rynker panden. “Jeg ser en film,” siger han. “Men jeg kan godt skrue ned. Undskyld.”

Uden at ville det kommer jeg til at kigge over skulderen på ham for at få et bedre udsyn.

I modsætning til resten af lejligheden, som var fuldstændig ordentlig, da jeg flyttede ind, og stadig er det, er hans værelse et katastrofeområde. Halvdelen af hans plader ligger i stabler på mælkekasser, som de angiveligt skulle stå inde i. Hans seng er ikke redt; der ligger et krøllet sengetæppe og et lagen, der ikke er stoppet ned om madrassen. To lasede, skotskternede skjorter hænger ud over næsten lukkede skuffer i kommoden, som to små spøgelser, der forsøger at flygte.

Som en klar kontrast til mit værelses beige og douce farver er hans et rodet og hyggeligt miks af rustrødt, sennepsgult og halvfjerdsergrønt. Hvor mine bøger står sirligt arrangeret i bogreolen

og på den hylde, jeg har sat op over vinduet, ligger hans (meget få) bøger åbne med knækket ryg og siderne nedad på gulvet. Elektroniske manualer, lidt forskelligt værktøj og en pose sure vingummier ligger på hans skrivebord og i vindueskarmen. En røgelsespind står og oser mellem nogle få levende (overraskende nok) stueplanter.

Men hans tv er det, der fanger min opmærksomhed. På skærmen sidder en trediveårig Renée Zellweger i rød pyjamas og brøler en sang ned i et sammenrullet ugeblad.

“Åh gud, Miles,” siger jeg.

“Hvad?” siger han.

“Du ser Bridget Jones’s Diary?”

“Det er en god film!” råber han i en lidt defensiv tone.

“Det er en fantastisk film,” siger jeg, “men den her scene er cirka et minut lang.”

Han snøfter. “Og?”

“Hvorfor har den så spillet i …” Jeg ser på mit ur. “… de sidste otte minutter?”

Hans mørke øjenbryn mødes på midten. “Er der noget, du vil, Daphne?”

“Kan du ikke skrue lidt ned?” siger jeg. “Alle tallerkenerne står og klirrer i skabene, og mr. Dorner forsøger at slå væggen til stuen ind.”

Endnu et snøft. “Vil du se med?” siger han.

Derinde?

For stor stivkramperisiko. Nej, det er ikke en sød tanke, det ved jeg godt, men jeg er lige løbet tør for sødme. Det er det, der sker, når ens kæreste forlader en til fordel for den sødeste, smukkeste og mest smilende kvinde i hele Michigan.

“Nej, det er fint,” siger jeg til Miles.

Så står vi bare der begge to. Det her er det længste, vi nogensinde har interageret med hinanden. Vi er meget tæt på at slå rekorden. Det klør i min hals. Mine øjne svier. Jeg siger: “Og vil du ikke nok holde op med at ryge indenfor?”

Jeg ville have bedt om det tidligere, men problemet er bare, at lejligheden teknisk set er hans. Han har gjort mig en kæmpe tjeneste ved at lade mig flytte ind.

På den anden side var det nu ikke, fordi han havde så mange andre muligheder. Hans kæreste var lige flyttet ud.

Ind i mit hus.

Med min forlovede.

Han havde brug for nogen, der kunne betale Petras halvdel af huslejen. Jeg havde brug for et sted at sove. Sagde jeg sove? Jeg mente sørge.

Men nu har jeg været her i tre uger, og jeg er træt af at møde på arbejde og lugte som en, der kommer direkte fra en koncert med det mindst berømte af Grateful Deads kopibands.

“Jeg stikker hovedet ud ad vinduet,” siger Miles.

“Hvad?” siger jeg.

Straks ser jeg en chokoladefarvet labrador for mig, der sidder med hovedet ude ad bilruden med åben mund og missende øjne. De få gange, Miles og jeg har mødt hinanden, var på akavede dobbeltdates med vores kærester, der nu er kærester, og dengang var det dét, han mindede mig om. Venlig og senet, med en opstoppernæse, der fik ham til at se gavtyveagtig ud, og tænder, der på en måde var for perfekte til hans lidt grove ansigt.

De sidste tre uger har været hårde ved ham og givet ham et lidt vildt look – som en labrador, der er blevet bidt af en varulv og smidt tilbage i hundekennelen. Sådan har jeg det faktisk også selv.

“Jeg stikker hovedet ud ad vinduet, når jeg ryger,” siger han.

“Okay,” siger jeg. Det er alt, hvad jeg har at sige. Jeg vender mig for at gå.

“Er du sikker på, at du ikke vil med ind og se filmen?” siger han.

Åh gud.

Sandheden er, at Miles lader til at være en sød fyr. En virkelig sød fyr! Og jeg er ret sikker på, at det, han føler nu, svarer til min egen følelsesmæssige tortur. Jeg kunne tage imod hans tilbud om at sidde i hans uredte seng og se en romantisk komedie, mens jeg inhalerer halvandet kilo pot via mine hudceller. Måske ville det endda være hyggeligt for en kort stund at lade, som om vi er gode venner og ikke blot fremmede, der er taget som gidsler i dette mareridt af en kærlighedssorg.

Men jeg har bedre ting at bruge min onsdag aften på.

“Måske en anden dag,” siger jeg og vender tilbage til min computer for at fortsætte søgningen efter nye jobs langt fra Peter og Petra, og langt fra Waning Bay, Michigan.

Jeg gad vide, om Antarktis har brug for en børnebibliotekar.

Et hundrede og otte dage, så er jeg ude herfra.