JEPPE PÅ BORGEN
Fortællingen om et naivt politisk projekt
GADS FORLAG
Jeppe på Borgen
© Forfatterne og Gads Forlag A/S, 2025
Redaktion: Niels Nørgaard
Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen
Omslag: Harvey Macauley / Imperiet
Forsidefoto: Hans Christian Jacobsen og Emil Nicolai Helms / Ritzau Scanpix
Sats: Demuth Grafisk
Tryk og indbinding: Scandbook AB
ISBN: 978-87-12-80137-5
1. udgave, 1. oplag
Printed in Sweden
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om forlagets klimakompensation på:
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
INDHOLD
Kapitel
Kapitel 19: Hverdagens ekspressionister
Kapitel 20: Danmarks trøst
Kapitel 21: Dyne-Frandsen
Kapitel 22: Code of Conflict
Kapitel 23: Hvad laver din far? Bestemmer!
Kapitel 24: Hvis jeg var os
Kapitel 25: Ord der skæbner
Efterskrift: Den
FORORD
Jeppe på Borgen er Jeppe Søes fortælling om at blive i en politisk drøm så længe som muligt. Og det er hans virkelighed som folkevalgt, vi skal lære at kende. Bogen er derfor primært baseret på samtaler med Jeppe foruden hans mange korrespondancer med relevante personer, offentligt tilgængelige artikler, klummer og udsendelser samt opslag på Facebook, X og Instagram i tusindvis. Det kildemateriale lægger vi frem, som det blev skrevet, og primært er det korrespondance mellem Lars Løkke og Jeppe.
Gennemgangen af det enorme kildemateriale har indeholdt nye erkendelser for hovedpersonen. Jeppes servere gemte nemlig på en central opdagelse. Beskederne viser, at før hverdagen næsten omgående blev noget for noget og business as usual, sad to mænd i Corona-Nyhavn og røg smøger, spiste pizza, drak rødvin og drømte en drøm om det store fællesskab og direkte demokrati. Politik er ikke altid et spil.
– Axel Bøie Boisen, Østerbro 2. marts 2025
SØEGANG PÅ SLOTSHOLMEN
”Jeg har spurgt mig selv tusinde gange undervejs, hvorfor jeg overhovedet gider rode mere rundt i et forfejlet projekt som Moderaterne. Hvorfor ikke bare hoppe op på en anden hest og ride videre mod samme mål? Men jo dybere jeg er dykket ned i de mange beskeder, der er sendt gennem de mere end tre år, jo tydeligere er det, at historien ikke bare handler om Moderaterne. Den handler om vores folkestyre, om de folk, der styrer det – og hvor svært det er at ændre kurs, selvom man gerne vil. Så jeg følger Thomas Helmig's råd i sangen om Malaga: Somme tider, er den eneste måde, man kan komme videre, at tænke på i går …”
Filmen The Truman Show er blevet genindspillet i Danmark med politikeren Jeppe Søe i hovedrollen. I Søegang på Slotsholmen kommer den idealistiske, naive og emotionelle journalist under utrolige omstændigheder i Folketinget. I filmen improviserer medier, politikere, partiansatte og spindoktorer sig frem, og genremæssigt er den et mash-up af Festen, Borgen og Klovn tilsat lidt af Matadors psykologiske sene afsnit, hvor Ingeborg konstaterer, at Mads er syg i hovedet. Folkeligt og baseret på virkelige hændelser.
Jeppe Søe har altid ønsket sig at lave et parti, der samler midten i dansk politik. Han har været opstillet til Folketinget hos De Konservative. Han har været medlem af Ny Alliance og var medstifter af midterpartiet Borgerligt Centrum med Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Og så har han været medlem af Venstre og undercover også af Socialdemokratiet. Han møder Lars Løkke, der smækker med bagdøren hos Venstre, som han har været medlem af i fyrre år. Lige inden Lars Løkke sejler ud på De Syv Verdenshave i en lystyacht, aftaler de to at lave et nyt parti.
I 2020 lukker verden ned på grund af den verdensomspændende virus, Covid-19. I tv-transmitterede pressemøder beordrer regeringen
borgerne til at lade være med at mødes, huske at gå den anviste retning på fortovet, mens man holder to meters afstand. Ikke en. Hold sammen hver for sig!
Jeppe Søe er vokset op på højskoler, så han får den idé at omdanne cyberspace til et politisk forsamlingshus, hvor folk kan mødes alligevel. Lars Løkke har egentlig udstået sin borgerpligt, som han siger, men går modstræbende med på Jeppes idé. Som i et eventyr sidder de to de første syv dage og syv nætter af 2021 og strikker en hjemmeside sammen. D. 8. januar 2021 er detpolitiskemoedested.dk en realitet. Her kan man blive medlem, hvis man indsender sin livshistorie. 20.000 skriver og indsender deres, og på den baggrund kan Jeppe og Lars Løkke skabe partiet Moderaterne, som har stiftende årsmøde året efter.
Partiet skal nu hurtigt finde egnede folketingskandidater. Det er svært, men de ender med at finde en masse kloge mennesker med lange uddannelser og så en butiksejer og krofatter. I lang tid ser meningsmålingerne ikke godt ud, men Lars Løkke redder situationen til allersidst. Folket elsker en underdog, også selv om det er en bulldog. Moderaterne bliver lilla lim mellem grundfarverne rød og blå, Lars Løkkes gamle parti Venstre går med i regeringen, og lederen går ned med stress.
Jeppe Søe rykker sammen med hverdagens eksperter ind på Christiansborg, og han flytter ind på den kunstige ø Slotsholmen. Folket skal nu styre folkestyret, men de ”almindelige” mennesker har ualmindeligt mange lig i lasten, og Moderaterne får hurtigt øgenavnet
Klovnebussen.
Til sidst kører bussen helt ud til kanten af Slotsholmen, hvor Jeppe ser, at det hele bare er et spil.
Jeppe og Axel mødtes ca. 18 måneder efter, at Jeppe var blevet folketingsmand. Før balladen om sekretariatet og Jeppes udmeldelse. Axel skrev på en bog om det psykisk og fysisk dårlige arbejdsmiljø på Christiansborg og kontaktede Jeppe, da han midt i sommerferien havde haft blackout. Det var en lørdag aften. Jeppe vendte tilbage i løbet af fem minutter, og de aftalte at mødes mandagen efter.
Axel oplevede Jeppe glasklar. Et af de mest intense mennesker, Axel havde mødt i sit liv. Ikke 100 % nærværende. Men intens. Og
med en uforståenhed overfor det blackout, han havde haft. Hvad var det, hans krop forsøgte at sige til ham? For var han ikke lykkelig over sit liv på Christiansborg? Var muligheden for at påvirke den demokratiske proces ikke det mest givende, han havde prøvet i det liv, der havde ført ham så mange steder hen? Hvad var problemet?
Svaret kunne Jeppe læse i B.T. en dag i august, og det kom som et chok for ham. Hvordan det kunne gå så galt, skal vi høre nu.
GRUNDTVIGSKE SENFØLGER
Sent fredag aften d. 8. januar 2021 sidder Jeppe Søe og Lars Løkke med hver deres mobiltelefon:
Jeppe – kl. 21.31
”Lige nu er tallet for netværket 4.583”
Lars – kl. 22.02
”4.583 er jo helt vildt!”
Lars – kl. 22.04
”Bare lige åbnet nogle tilfældige: direktører, skolelærere, læger, arbejdsløse, maskinarbejdere, maskinmestre – det ser godt ud. Og så lige xxx [en kendt skuespiller, red.]”
Jeppe – kl. 22.06
”
Ja, der er nogle virkeligt gode imellem. Også nogle navne jeg kender. Du favner virkelig bredt. Mere bredt end jeg troede. Jeg har røde venner (S & R) der er indmeldt.”
Lars – kl. 22.07
”Glæder mig virkelig til at få set det hele igennem, selv om det bliver et kæmpe arbejde.”
Jeppe – kl. 22.08
”Yep. Jeg glæder mig til databasen – feks vælge sundhedspolitisk interesseret og set hvilke fag, der er tilmeldt der. Sådanne stikprøver siger det meste.”
Lars – kl. 22.09
”Vildt der fortsat kommer ind med 4 – 6 i minuttet her fredag kl 22…”
Jeppe – kl. 22.09
”Men på 11 timer har vi fået 1/6 af medlemstallet af V. Alligevel vildt!”
Lars – kl. 22.14
”Ja, det er craaaaazyi.”
Jeppe – kl. 22.15
”Den der siger du bare ikke højt.”
Besked fra Jeppe om 4.800 ulæste indmeldelser.
Lars – kl. 22.21
Lars – kl. 22.22
”Mer vil have mere – runder vi 5.000 inden midnat??”
Jeppe – kl. 22.23
”Ja, vi gør. Da vi forleden var optimistiske, kan du huske hvad vi der gættede på?”
Lars – kl. 22.23
”Var det 1.000?”
Jeppe – kl. 22.25
”Nej. Jeg har et lille stykket krøllet papir, der kan blive et historisk dokument – skrevet med Leif Mikkelsens LA-kuglepen. 4.-5.000 i alt….
Det nåede vi på et halvt døgn.”
Journalist og foredragsholder Jeppe Søe runder 50 år i 2021. Han er ikke kendt i den brede befolkning. Eller – jo, man kender ham med garanti, hvis man kommer fra Nordjylland og har set fjernsyn i 90’erne. Her var han nyhedsvært på TV2 Nord. Mange tv-seere over 40 kan måske også huske ham som den unge nyhedsvært på TV3 i slutningen af 90’erne. Men et decideret household name var han ikke inden 2021.
I dag kender de fleste danskere ham på grund af den måde, han kom ud af regeringspartiet Moderaterne. Den ballade, der var omkring sekretariatets medarbejdere, hvor han insisterede på, at der skulle hentes erfarne folk udefra ind på kontoret for at hjælpe med at rydde op. Ikke ved at tage løvblæseren og puste folk ud af matriklen. Men ved forsigtig at rejse porcelænet op igen og få lukket de værste elefanter ud af butikken.
Desværre for Jeppe satte han foden ned lige på sin gode ven Lars Løkkes ømme tå. Anfægtede partilederens beslutning om at klare tingene bag lukkede døre, sådan som Lars Løkke har gjort i et langt po -
litisk liv med held og dygtighed. Skubbe tingene ind i bagbutikken og byde nye og gamle kunder velkommen.
Jeppe Søe insisterede på, at der skulle dufte af noget andet end den sædvanlige lugt i Borgens bageri. Det var jo hele årsagen til at lave partiet, og hvis der pludselig skulle gemmes noget af vejen, som Lars Løkke gerne ville, så var det stik modsat Jeppe Søes intentioner og det, han var gået til valg på. Jeppe Søe holdt derfor i fuld offentlighed fast i, at han og Lars Løkke måtte erkende, at de nok, som to udearbejdende forældre til partiet, havde været for meget væk i den senere tid og nu havde brug for professionel hjælp.
Lev med det, var budskabet fra Lars Løkke.
Jeg skrider, var reaktionen fra Jeppe Søe.
Lars Løkkes og Jeppe Søes kærlighed fra coronaens tid, hvor de stiftede partiet tre og et halvt år før, var væk. Det, der havde været så tiltrækkende, fremstod nu som uærligt for Jeppe Søe og illoyalt for Lars Løkke.
Men det var allerede gået galt meget tidligere. Den smukke tanke om et fællesskab af almindelige mennesker, der deltager i politiske debatter og bliver hørt, når love skal skrives, holdt få uger efter valget, til den første folkevalgte, Kristian Klarskov, måtte trække sig. Siden kom fire andre til, Jon Stephensen, Mike Fonseca, Jeppe Søe og til sidst Karin Liltorp. De ”almindelige” mennesker har det tilsyneladende svært på tinge.
”Mit politiske liv har altid været drevet af det ønske at kunne starte samtalen i noget virkelighedsnært og ikke i en politisk praksis,” sagde Jeppe Søe igen og igen under valgkampen.
Eller som filmmanden Peter Aalbæk svarede på scenen til det stiftende årsmøde 5. juni 2022, da Jeppe Søe spurgte ham, hvorfor han valgte at gå ind i Det Politiske Mødested, der var forløberen for Moderaterne:
”Det er jo ulvetider. Og i ulvetider, der prøver man noget nyt. I ulvetider, der søger man sammen i stedet for at adskille. Og siden Det Politiske Mødested startede, er ulvetiderne ikke blevet mindre. Så alt, hvad der ligesom kan appellere til snusfornuft og samling, det var jeg klar til.”
Og det var det, Lars Løkkes og Jeppe Søes naive projekt gik ud på fra starten. To mennesker, der fik talt hinanden op til at prøve noget nyt, bundet i snusfornuft og fællesskab.
Det skal hædres, og det skal vi lære af.
Hvorfor gik det så godt? Og hvorfor endte partiet i så store vanskeligheder, at Jeppe Søe forlod det? Som han skrev til hovedbestyrelsen i en mail, andre offentliggjorde:
”Alene det, som jeg har set beviser på, vil smadre vores parti – også qua vores historik som en sexistisk klovnebus. Og det er åbenbart præcist det, vi er! Jeg vil under ingen omstændigheder finde mig i det her. Jeg vil ikke være del af en så syg kultur! Det stopper her!”
Og det gjorde det så. Men hvorfor endte det der?
Jeppe på Borgen er bogen om Lars Løkkes og Jeppe Søes helt fantastiske knap fire kærlige, innovative, insisterende, samtalende, succesfulde, skandaløse, skamfulde, sørgmodige og klodshansede år på toppen af den demokratiske kransekage.
Jeppe, som han hedder fra nu af, kommer ridende op på slottet på den digitale gedebuk detpolitiskemoedested.dk, som en repræsentant for alle os, der aldrig har været i politik. Da fårene efter valget bliver skilt fra bukkene, ender Jeppe i Folketingets præsidium, hvor man som medlem er berettiget til en bolig på selve slottet, Christiansborg.
Forestil dig det. I november 2020 sad du hjemme hos Lars Løkke og snakkede om hans møder med Putin og Trump. Du mærkede historiens vingesus. I blev venner. I græd, jublede og drømte sammen. Og vupti, nu står du selv og blafrer med din helt egen nøgle til danmarkshistorien. Du lægger dig rent faktisk til at sove bag Borgens tykke mure i din egen seng i dit eget soveværelse i din egen lejlighed i Danmarks fineste hus. Det er da fucked up, ikke?
For de fleste af os, jo, men ikke for Jeppe.
For ham var nøglen til Ridebanen 2 beviset på, at han ikke bare var en fantast, en fallent, en hurtigt snakkende showman og Grundtvig-wannabe, der i virkeligheden ville sig selv mere end fællesskabet. Men sin fars søn i egen ret og bærer af sin tipoldefars demokratiske historie.
Vi skal kende Jeppes liv for at kunne forstå det kaos, det nye parti bliver ved med at skabe. For Jeppe har fra barnsben lært, at der skal
være frihed til forskellighed, som Jeppes far, højskolemanden Poul Erik Søe udtrykte det. Jeppe har opbygget en karriere som journalist, foredragsholder, tv-vært, filmproducer og en række andre ting uden at have en videregående uddannelse. Han er på den måde uskolet i et moderne samfund, hvor politikere og deres rådgivere får stadigt længere uddannelser.
Hans opvækst og ophav giver forklaringen på Moderaternes opståen og nogle af partiets mange problemer. Ønsket om et liberalt midterparti, samarbejdet med ex-statsminister Lars Løkke, stiftelsen af internetplatformen, pladsen i præsidiet, den fraværende ministerudnævnelse, udtrædelsen – alt det giver meget mere mening, hvis det anskues med øje for Jeppes højskolebaggrund, og hvorfor partiet fik det udseende, det fik.
Som Jeppe sagde ved allerførste møde om denne bog:
”Jeg har altid haft respekt for anekdotisk viden. Det skal ikke kun være forskere og universitetsuddannede folk, der abonnerer på de rigtige svar. Hvis der er flere, som påstår, at der er noget galt, så er der ofte noget om det – og så skal vi jo have forskerne til at kigge den vej også. Jeg tror derfor også på, at rigtig mange svar kan komme fra uventede kanter. Mange sjove løsninger kommer fra folk ude i virkeligheden, tror jeg. Og det er meget grundtvigsk at tro på den måde.”
I Jeppes liv og levned finder man også kimen til en langt større fortælling om et Danmark i forandring. En anekdotisk fortælling om den grundtvigske usnobbede folkeoplysningstradition, som en overgang så ud til at lykkes i Moderaterne, udsat for den danske demokratiske proces anno 2022 og frem. Set i det lys får uhyrlighederne en betydning for det moderne demokrati. Og det er grunden til, at du skal læse denne bog.
Er lyset for de lærde blot hedder hittet, som den 56-årige digter, præst og højskolemand Grundtvig skrev til stænderforsamlingerne i midten af 1800-tallet. Her mødtes bønder, godsejere og grundejere i byerne for at diskutere og vejlede kongen. Det er disse gamle stænderforsamlinger, som Moderaterne skulle have været en nutidig udgave af, men som endte et helt andet sted.
Vi skal opleve Jeppe overbevise Lars Løkke om en tur til. Statsministeren i tre regeringer, arkitekten bag sundhedsreformer og ham, der
skabte regionerne. Det lykkes den upåagtede Jeppe at tale dette politiske geni ind i at prøve noget helt nyt i dansk politik. Baseret på den dannende højskoletradition. Hvorfor? Hvad var det Lars Løkke kunne se i Jeppes idé?
For Jeppe får overalt Lars Løkke til at tage endnu et fix, netop som han er klar til at slippe det stærkt vanedannende drug politik. Jeppe har været medlem af fire partier før Moderaterne, og han kan bruge
Lars Løkke til sin politiske vision om et socialliberalt parti, der samtalende rækker hånden ind over midten af dansk politik.
Det er en fortælling om den drevne Lars Løkke, der gennem manden Jeppe Søes agitationsevner, fællesskabelse og ekstreme arbejdskapacitet ser sit snit til at gøre det umulige politiske comeback, fordi en fremtid uden et folk, der konstant spørger til ens mening, alligevel er for trist.