

SARAH JIO FOR evigt
ROMAN

”En hjertevarm historie.”
BOOKLIST
Af samme forfatter på dansk:
Alle blomsterne i Paris (2019)
Når violerne blomstrer (2020)
Brombærvinter (2020)
Den sidste kamelia (2020)
Kærlig hilsen fra London (2022)
Huset på stranden (2023)
Husbåden i Seattle (2024)
SARAH JIO
ROMAN
På dansk ved Ulla Oxvig
GADS FORLAG
For evigt er oversat fra amerikansk af Ulla Oxvig efter Always
Copyright © Sarah Jio 2016
All rights reserved
Dansk udgave © Gads Forlag 2025
Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet
Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07884-5
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk


Til gammel kærlighed og til ny kærlighed, men mest af alt til kærlighed, der holder. For evigt.
Hav modet til igen og igen at tro på kærligheden.
Og så endnu engang igen.
Maya Angelou
15. november 2008
“Åh
nej, hvorfor gør jeg også altid det?” siger jeg til min forlovede, Ryan, da vi træder ind på restauranten.
“Gør hvad, skat?”
“Lader min taske ligge i bilen.”
Vi har netop overladt bilen til en af stedets parkeringsansvarlige, og da vi kigger ud ad vinduet, ser vi Ryans hvide BMW køre væk. “Nu skal jeg hente den til dig, min glemsomme skat,” siger han og kysser mig på kinden. “Sæt du dig ned til vores bord. Jeg er tilbage om et øjeblik.”
Fire år tidligere havde vi haft vores første date på Le Marche, den franske restaurant på Fourth Avenue, hvor ventelisten typisk var fem måneder lang. På en eller anden måde havde Ryan alligevel ordnet det, nøjagtig som nu. Det er, som om min forlovede har evnen til at flytte bjerge.
“Du fortjener den perfekte aften,” sagde han, da han overraskede mig med invitationen. Han holdt fast i min hånd, som
om han aldrig nogensinde ville slippe den igen. Diamanten, der var meget større, end jeg nogensinde havde turdet ønske mig, funklede på min ringfinger. Vi skulle giftes i juli på The Fairmont.
“Har du en reservation?” spørger værten, da jeg afleverer min frakke.
“Ja,” siger jeg. “Til to. Navnet er Winston.”
Det er ikke til at fatte, men om et par måneder vil jeg være mrs. Ryan Winston. Hvis ellers jeg vælger at tage Ryans efternavn. Det vil han gerne have, at jeg gør, og en del af mig ønsker det da også – jeg mener, det er jo den kendte familie Winston, altså den, der er gode venner med familien Gates og familien Nordstrom. Det er ikke et efternavn, man ligefrem behøver at gå og skjule. Men jeg har altid været Kailey Crain, KC, selv om ingen har kaldt mig det siden, ja, vel siden en gang i 6. klasse. Men det er stadig svært at give helt slip på det navn. Jeg klemmer øjnene hårdt i og åbner dem så igen, mens jeg forsøger at undgå et minde, der er ved at kæmpe sig op til overfladen.
“Denne vej,” siger værten og fører mig hen til et bord, der er placeret lidt afsides ved vinduet. Jeg kigger gennem ruden og lægger mærke til, hvordan regndråberne får lyset udenfor til at ligne ædelsten. Det kan godt være, at Seattle er en gammel, grå dame, men hun glimter stadig under skydækket. Jeg trækker nervøst i mit ene kjoleærme, så det kommer til at sidde højere – det har jeg fået for vane at gøre, når vi er sammen med mennesker, som Ryan er vokset op med. Han er ikke nogen stor fan af tatoveringen på min skulder, og det
er jeg jo egentlig heller ikke selv. Det er ti år siden, huden fik en omgang blæk, der stadig er en iøjnefaldende påmindelse om en fortid, der aldrig blev til en fremtid, og de drømme, der forsvandt op i den blå luft. Jeg magtede ikke at fastholde dem, men ordet tousjour – fransk for ‘for evigt’ – er stadig tydeligt at se på min hud. Jeg gnider min skulder og drømmer om på magisk vis at kunne fjerne ordet helt.
Jeg sætter mig ned, lægger telefonen på bordet og ser på parrene, der kommer og går udenfor. De skutter sig under hætter og delte paraplyer. En kvinde i 20’erne har et fast tag i kæresten eller ægtemanden, og de griner, mens de lidt betænkeligt skræver hen over en vandpyt. Optrinnet får mig til at mindes dengang, jeg var 22, og Tracy og jeg flyttede til Seattle. Dengang var vi både naive og idealistiske. Vi troede stadig på ægte kærlighed og lykkelige slutninger.
Det er sært, som tingene ændrer sig.
Jeg får øje på mit spejlbillede i ruden. Mit skulderlange, brune hår er begyndt at kruse – det viser med al tydelighed, at de minutter, jeg brugte på at glatte mit naturligt krøllede hår, var fuldstændig spildte. Men betød det overhovedet noget?
Sagde Ryan ikke altid, at han kunne lide mine naturlige krøller? Mine grønne øjne? Min næse, der er fyldt med fregner?
Jeg smiler for mig selv. Mit liv er perfekt nu. Med jobbet på avisen The Herald og vores planer om at sætte det gamle træhus i Wallingford i stand – huset, jeg har købt sammen med Ryan … selvfølgelig.
Jeg smiler, da han træder ind i restauranten med min taske i hånden. “Det er ren syndflod derude,” siger han og rækker
mig den sorte Michael Kors håndtaske, han forærede mig i julegave forrige år. Så glatter han sit plaskvåde hår. Flot er nok det ord, der beskriver ham bedst. Klassisk flot. Tracys umiddelbare indtryk – leveret med en hviskende stemme på badeværelset i den restaurant, hvor jeg første gang præsenterede dem for hinanden – var, at han lignede en perfekt Disney-prins, der var trådt lyslevende ud af et eventyr. Det gjorde han virkelig, og det gør han såmænd stadig. Han er høj og muskuløs og har et kraftigt mørkt hår. Giv Ryan et sværd og en hvid hest, og han forvandles straks til prinsen, der gjorde Askepot blød i knæene. Jeg er ret heldig.
Han rækker ud efter min hånd hen over bordet. “Jeg ringede tidligere for at sikre mig, at de stadig har den bordeauxvin, du så godt kan lide. Aftenen er jo kun lige begyndt.” Jeg smiler, da han løfter min hånd op til sin mund og kysser den. “Hver en lille detalje er vigtig,” siger han med det sødeste smil. “Du har virket en smule distraheret den sidste tid, og jeg vil være sikker på, at du har min fulde opmærksomhed.”
Jeg drejer på min forlovelsesring og nikker. Han har altid været god til at læse mig. Måske endda bedre end jeg selv er til det. “Der har været sindssygt travlt på jobbet, siden jeg fik udvidet mit ansvarsområde til også at omfatte nyheder fra Seattles forretningsverden,” forklarer jeg. “Og jeg har knoklet med at få artikelserien om Pioneer Square færdig.” Den første af tre artikler var blevet offentliggjort samme dag. Jeg er sikker på, at Ryan har læst den, men vi har på forhånd aftalt, at vi ikke diskuterer de områder, som vi ved, at vi i professional forstand er uenige om. Han er en klog mand. Klog nok til at
vide, at det vil ødelægge aftenen, inden den overhovedet er begyndt, hvis han giver sig til at kritisere min artikel.
Han bøjer reglerne ved at referere til, hvad andre mennesker mener om historien. Andre mennesker, der ikke sidder omkring det hyggelige lille bord for to. “Du ved jo, at en del af mine kolleger godt kunne tænke sig at jævne alle bygningerne i det område med jorden.”
Jeg ryster på hovedet. “Er det nu dig, der taler, eller er det dit risk management-hold?”
“Det er svært at se bort fra, at indbyggerne i området hovedsageligt består af stofmisbrugere og hjemløse. Og man kan jo ikke gå ti skridt uden at træde i diverse efterladenskaber.”
“Hør her,” siger jeg og overvejer, om det er tilfredsstillelsen værd at modsige Ryan og dermed ødelægge hans forestilling om en romantisk aften i byen. “Folk i kvarteret har brug for hjælp, og Hope Gospel Mission er den eneste forening, der reelt forsøger at gøre noget ved problemerne. Som jeg ser det, er det helt afgørende for sådan et sted, at der findes en handlekraftig non profit-organisation, som kan holde liv i alle de gode initiativer. Du kan jo ikke bebrejde mig, at jeg gerne vil hjælpe dem med at åbne dørene for alle.”
Nu kommer sommelieren og åbner den flaske rødvin, som Ryan på forhånd har valgt. Så skænker han os hver et glas.
“Elskede,” siger Ryan ømt, mens jeg tager en mundfuld af vinen. “Jeg kender ikke nogen, hvis hjerte banker så meget for de svage og udstødte som dit. Jeg kunne da aldrig finde på at bebrejde dig noget som helst.”
Jeg tænker på artikelseriens følsomme indhold, og hvor svært det har været ikke at lade sig påvirke emotionelt og dermed miste den saglighed, der kræves af en god journalist. Tidligere på dagen havde jeg interviewet missionens direktør, en kraftig kvinde ved navn Melissa. Hun fastholdt mit blik og tryglede mig nærmest om at beskytte organisationen mod netop de mennesker, som Ryan samarbejder med –entreprenører, der ikke har andet i hovedet end at smække billige boligblokke op og gerne så hurtigt som muligt. Det ville i øvrigt ødelægge de få områder, hvor stofmisbrugerne og de hjemløse kunne opretholde en form for hverdag og normalitet.
Der er ingen tvivl om, at Seattles Pioneer Square-kvarter er både slidt og snusket. En gennemrenovering ville sikkert bringe nyt liv til området, men Ryan har en dyster vision for det sted, jeg havde elsket så længe og vel egentlig stadig elsker. Det er indlysende, at planen om at renovere hele kvarteret vil tvinge Hope Gospel Mission til at dreje nøglen om – og ikke nok med det: Tusindvis af lejligheder beboet af lavindkomstfamilier plus to centre for hjemløse ville skulle rives ned. Af den grund er forhandlingerne mellem entreprenørerne (hvis finansielle situation Ryan holder et vagtsomt øje med) og bystyret gået helt i hårdknude.
“Jeg tror bare, at jeg bedst kan lide det, som det er,” siger jeg. “Kvarteret har sådan en dejlig gammeldags stemning. Det er slidt, det er vi enige om, men det er også ærligt. Og det er hjem for rigtig mange mennesker.”
“Er der ikke noget med, at du selv har boet der engang?”
Det er et af de spørgsmål, jeg helst vil undgå at svare på, så jeg får pludselig travlt med at folde min serviet i skødet.
“Nej,” siger jeg til sidst. “Men jeg kendte engang en, der gjorde.”
Jeg fortæller ham ikke, at min nysgerrighed i forhold til denne person gennem årene har plaget mig. Ja, til tider nærmest ædt mig op som en kræftknude. Jeg søgte som en gal på Google. Det var åbenbart ikke kun mig, som Cade havde forladt. Det virkede nærmest, som om han var forsvundet fra jordens overflade. Men det er alt sammen fortid nu.
Ryan hæver et mistænksomt øjenbryn. “Og hvem var så det?”
“Ikke nogen,” siger jeg og er ivrig efter at skifte emne. Jeg er lige så lidt interesseret i at snakke om mine tidligere kærester, som jeg er i at høre om hans. Særligt den kvinde, han havde et forhold til, umiddelbart før han fandt sammen med mig: Vanessa, skønheden fra sydstaterne. Hendes far havde været bedste ven med Ryans far, og de var begge to kendte ejendomsmæglere med forbindelser til både Østkysten og Vestkysten. Hun var helt parat til at blive mrs. Ryan Winston, indtil jeg kom trampende ind i hans liv og ødelagde alle deres fælles planer. Prøv lige at forestille jer deres ansigtsudtryk: “Mor. Far. Det her er Kailey. Jeg elsker hende, og hun har en tatovering!”
Da jeg tidligt i vores forhold forsøgte at forstå, hvad problemet egentlig var, formulerede Ryan det uden at lægge fingre imellem: “Vi ved begge to, at Vanessa nok passer bedst sammen med mig som en ven,” sagde han. “Vi voksede jo op sammen.”
“Og hun er stadig forelsket i dig,” svarede jeg straks.
Ryan rystede på hovedet.
“Nej, det er hun da ikke.”
“Ryan,” sagde jeg. “Jeg er en kvinde, og jeg så, hvordan hun kiggede på dig i West Virginia.”
Sammen med sin familie havde hun boet på luksushotellet The Greenbrier, hvor Ryans familie og venner hvert år havde for vane at mødes til et par ekstravagante dage – en tradition, der var udviklet for flere generationer siden. Mændene spiller golf, og kvinderne spiser frokost. Jeg overlevede prøvelserne ved at narre en medfølende tjener til at hælde et skvæt bourbon i min iste.
Min veninde Tracy omtaler tidligere ungdomskærester som spøgelser. “Vi må sørge for, at de ikke hjemsøger os.”
Jeg kigger over på min flotte forlovede, mens han trækker stolen ind under sig. Ja, vi har forskellige baggrunde, og vi oplever ikke verden på den samme måde. Han udfordrer mig, og det er jeg glad for. Men det, der fylder i fortiden, bliver i fortiden. Ryan er min nutid. Jeg er taknemlig for, at vores engang parallelle spor har nærmet sig hinanden, så vi nu følges ad. I aften. For evigt. Altid.
“Jeg elsker dig af hele mit hjerte,” hvisker jeg og bevæger min arm hen over den hvide dug, så jeg kan tage hans hånd.
“Jeg elsker også dig,” siger han med en intensitet, som jeg vil sværge på, at jeg kan mærke dybt i min sjæl.
Mens han taler, pisker regnen mod vinduesruden. Lyset fra fuldmånen anes bag et mørkt skydække, som himmellegemet desperat forsøger at slippe fri af. En supermåne kalder
Tracy den. Hun er læge, men har en finurlig interesse for det mystiske, og de sidste dage har hun snakket uafbrudt om en astrologisk formørkelse, der åbenbart vil finde sted i aften. Og selv om jeg ikke er det mindste interesseret i astrologi, er jeg uden at ville indrømme det alligevel ret glad for at følge med i hendes daglige rapporter. På en eller anden måde er det okay, når det er min bedste veninde, der går op i den slags.
Og nu giver jeg mig så til at overveje, om Ryans anspændthed kan skyldes det metafysiske. Tanken bliver hængende i min bevidsthed, mens jeg drikker endnu en mundfuld af vinen, der er både silkeglat og pebret. Et minde stiger op til overfladen, og som altid skubber jeg det væk igen. Langt væk, hvor det hører hjemme. Det er for længst holdt op med at gøre ondt i mit hjerte, selv om det tog sin tid.
Det kan godt være, at jeg ikke er helt færdig med at bearbejde det, men jeg har lært en masse af processen. Enhver, der har oplevet at få sit hjerte knust eller måske endda bare at blive følelsesmæssigt mørbanket, ved, at der findes en form for endegyldighed i det, der er sket. I fakta. Han forlod mig. Og jeg har lært, at når ens elskede ønsker at forlade forholdet, så skal man sætte man ham fri.
Ryan fylder igen mit vinglas og begynder at fortælle, hvordan hans dag er gået. Han genkalder sig, hvordan en kollega var faldet i søvn under et møde med den øverste chef. Det kunne være blevet en pinlig historie, men Ryan reddede situationen ved i det skjulte at tænde alarmen på sin telefon og derved vække sin sovende kollega, uden at nogen rigtig nåede at opdage, hvad der var sket. Det var så betænksomt
gjort, at jeg bliver helt rørt og er tæt på at knibe en tåre. Mit ansigt føles varmt og lyser op i et smil.
“Jeg er så glad,” siger jeg helt spontant. Ordene kommer bare ud af min mund. Eller også kommer de ud af mit hjerte. Jeg kan slet ikke holde dem inde. “Du gør mig så lykkelig.”
“I lige måde, skat,” siger han.
Min telefon summer for at gøre opmærksom på, at jeg har fået en talebesked, men i stedet for at aflytte den, lægger jeg mobilen ned i min taske.
Ryan blinker og vinker for at fange tjenerens opmærksomhed – et øjeblik efter står hun ved vores bord. “Må jeg bede om en negroni?”
“Naturligvis,” siger hun og går over mod baren.
Vi deler forretten, der består af laks med kartofler stegt i andefedt og en portion rejer. “De er ret krydrede,” advarer Ryan, da han har taget en bid. “Synes du ikke?”
Ryan elsker at smage nyt, og det er godt, når nu han er forlovet med en madentusiast, men i modsætning til mig bryder han sig slet ikke om stærk mad. Første gang jeg serverede morgenmad for ham, var jeg tæt på at give ham en tredjegradsforbrænding på tungen, fordi jeg havde pisket tabasco i omeletten for at give den lidt kant. Det var ikke populært. Og så lærte jeg det.
“Har du lyst til at bestille noget andet?” foreslår jeg, men Ryan siger, at han er fuldt tilfreds med at sidde og kigge på mig, der nyder maden. Vi taler om brylluppet. Når der opstår en pause i samtalen, glider vores blikke rundt til forskellige hjørner i restauranten, mens vi hver især bemærker en
vigtig detalje, som den anden aldrig ville have overvejet. Vi komplimenterer hinanden godt. Tilværelsen med Ryan er behagelig og tryg, og sådan vil det fortsætte resten af vores liv. Jeg drikker endnu et glas vin og mærker tilfredsheden fylde mig.
Ryan betaler regningen, og vi henter vores frakker. “Hvad med om du bliver her, mens jeg finder bilen?” spørger han, mens jeg knapper min sorte uldfrakke og tager æsken med før-bryllupskage, som tjeneren har pakket smukt ind – en gave fra køkkenchefen.
Det er holdt op med at regne, men til gengæld er det blevet køligt. “Du er så betænksom,” siger jeg. “Tusind tak, skat.”
Jeg ser ham gå hen ad fortovet i det perfekt skræddersyede jakkesæt. Jeg ved godt, at jeg er heldig. Han er min. Han ser godt ud. Han er succesfuld og morsom. Han har kun øje for mig. Ryan er alt, hvad man kan ønske sig. Jeg trækker vejret dybt og nikker for mig selv.
Udenfor vinduet står et andet par og venter på deres bil.
En skægget hjemløs mand nærmer sig, og de bliver tydeligvis irriterede, snurrer rundt og begynder at gå i den modsatte retning. Manden trækker sig bagud og sætter sig igen på fortovet med krydsede ben.
Tjeneren ved indgangen ryster på hovedet. “Det må I undskylde,” siger han. “Når først de slår sig ned et sted, er det svært at slippe af med dem igen.”
“Måske er han bare sulten,” siger jeg. “Har I rester fra køkkenet?”
Manden ryster på hovedet. “Med al respekt så er vi ikke
et suppekøkken. De plejer i øvrigt også bare at ville have penge, som de sikkert bruger på stoffer.”
Jeg ved fra mit arbejde, at det er en af de klassiske fordomme, men hjemløshed skyldes ikke kun stofafhængighed. Der er mange andre årsager til, at folk ender på gaden, og jeg kan bedre forklare det i en avisartikel end ved at stille mig op og holde foredrag foran en dyr restaurant.
Jeg træder ud på fortovet, hvor jeg kaster et hurtigt blik hen på den hjemløse mand. Han er tynd, sygeligt tynd, og tøjet hænger på ham. Jeg kommer i tanke om æsken med kage, og jeg tager et skridt hen mod ham. Hvis bare jeg havde andet end sukker at tilbyde, men der er selvfølgelig også æg i en kage.
“Undskyld?” siger jeg. Det virker ikke, som om han hører mig, så jeg gentager mig selv lidt højere. “Undskyld? Jeg har lidt mad i den her æske. Vil du måske … have noget at spise?”
Han ser op, da jeg kommer tæt på, og da vores blikke mødes, overvældes jeg af en følelse af genkendelse, som jeg har svært ved at placere. Jeg taber æsken, og den falder ned på de regnvåde fliser ved mine fødder. Der går ild i min hjerne, og alle mine minder flyder ud på fortovet i et virvar. Som om et enormt arkivskab er væltet. Hvis manden genkender mig, viser han det i hvert fald ikke. Et par forlygter nærmer sig forfra, og jeg hører lyden af bildæk, der ruller langsomt frem. Jeg ser mig over skulderen og får øje på Ryan, der standser bilen helt. I samme øjeblik rækker manden sin benede hånd ud efter æsken med kage. Et øjeblik studerer han den indgående. Så vipper han forsigtig låget op. Jeg ser sulten i hans
blik, og så griber han kagen med begge hænder og propper den i munden. Hans skæg bliver straks fyldt med krummer.
Ryan ruller bilvinduet ned. “Kailey, er du okay?”
Jeg nikker og træder et skridt tilbage. Så går jeg tavst hen til bilen og sætter mig ind på passagersædet.
Jeg er ikke okay, men det undlader jeg at fortælle Ryan.
Jeg fortæller ham heller ikke, at jeg kender den hjemløse mand.
Jeg siger ikke, at han hedder Cade, og at han engang var mit livs store kærlighed.