Floderne i himlen by Gads Forlag

Floderne i himlen

Roman

GADS FORLAG

På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Floderne i himlen

er oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild efter

There Are Rivers in the Sky

Dansk udgave © Gads Forlag 2025

Omslag: eyelab design efter design af Emma Ewbank

Bogen er sat med Bembo hos Demuth Grafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80077-4

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33 1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Den danske oversættelse citerer fra følgende værker: Kenneth Grahame: Vinden i piletræerne, d.o. Birgitte Brix, Carlsen, 2015.

Sophus Helle & Morten Søndergaard: Gilgamesh, Gyldendal, 2019. Omar Khajjám: Rubáiyát, d.o. Thøger Larsen, Gyldendalske Boghandel, 1920.

Alfred Tennyson: Anna og Locksley Slot, d.o. AD Hansen, Gyldendalske Boghandel, 1872. William Butler Yeats: Tårnet og andre digte, d.o. Natasja Lund Hertoft, Det Poetiske Bureaus Forlag, 2020. (Ved værker fra før 1948 er der foretaget ortografiske ændringer af aa til å og små bogstaver i substantiver af hensyn til konsekvens og læsevenlighed).

Stor tak til Sophus Helle for hjælp med akkadiske og sumeriske ord og passager, der ikke foreligger i eksisterende dansk oversættelse.

Til en skattet forfatter, der skulle tale om ”kvinder og fiktion”

og satte sig på en flodbred for at grunde over, hvad ordene betød.

Dråben udhuler stenen, ikke ved sin kraft, men ved sin vedholdenhed.

– Ovid

Kom, du menneskebarn, kom med

til et vådt og vildsomt sted, fulgt af feer på din vej, for alverdens sorg og gråd er alt for dyb for dig.

– W. B.Yeats

Vi rummer forskellige brønde.

Nogle fyldes for hver god gang regn, Andre er alt, alt for dybe

Til det.

–

Hafiz

I de dage, i de fjerne dage,

I de nætter, i de fjerne nætter,

I de år, i de fjerne år, I fordums tid . . .

Så du Sumer og Akkads sønner?

Jeg så dem.

Hvordan går det dem?

De drikker vand derfra, hvor en massakre fandt sted.

– Tavle XII, Gilgamesh (i Andrew Georges udgave)

I Regndråbe

There Are Rivers in the Sky Fig_04

There Are Rivers in the Sky

Fig_02

LBy the River Tigris, in olden times

Ved Tigris, i gamle dage

ater, when the storm has passed, everyone will talk about the destruction it left behind, though no one, not even the king himself, will remember that it all began with a single raindrop.

Sidenhen, når stormen er drevet over, vil alle tale om de ødelæggelser, den efterlod sig, men ingen, ikke engang kongen selv, vil kunne huske, at det hele begyndte med en enkelt regndråbe.

It is an early-summer afternoon in Nineveh, the sky swollen with impending rain. A strange, sullen silence has settled on the city: the birds have not sung since the dawn; the butter ies and dragonies have gone into hiding; the frogs have abandoned their breeding grounds; the geese have fallen quiet, sensing danger. Even the sheep have been muted, urinating frequently, overcome by fear. The air smells di erent – a sharp, salty scent. All day, dark shadows have been amassing on the horizon, like an enemy army that has set up camp, gathering force. They look remarkably still and calm from a distance, but that is an optical illusion, a trick of the eye: the clouds are rolling steadily closer, propelled by a forceful wind, determined to drench the world and shape it anew. In this region where the summers are long and scorching, the rivers mercurial and unforgiving, and the memory of the last ood not yet washed away, water is both the harbinger of life and the messenger of death.

Det er eftermiddag først på sommeren i Ninive, himlen svulmer af snarlig regn. En sært trist tavshed har sænket sig over byen; fuglene har ikke sunget siden daggry; sommerfugle og guldsmede har søgt skjul; frøer har forladt deres ynglepladser; gæs er forstummet, fornemmer fare. Selv fårene har mistet mælet, lader hyppigt vandet, grebet af frygt. Luften dufter anderledes – skarpt af salt. Dagen igennem er mørke skygger trukket sammen i horisonten, som en fjendtlig hær, der har slået lejr for at samle kræfter. De ser forbløffende stille og fredelige ud på afstand, men det er en optisk illusion, et synsbedrag: Skyerne ruller støt nærmere, drevet af en strid vind, fast besluttede på at drukne verden og forme den forfra. Her i regionen, hvor somrene er lange og stegende hede, floderne uforudsigelige og uforsonlige, og mindet om den sidste flodbølge endnu ikke skyllet væk, er vand både et varsel om liv og et bud om død.

Nineveh is a place like no other: the world’s largest and wealthiest city. Built on a spacious plain on the eastern bank

Ninive er et sted uden mage: verdens største og rigeste by. Bygget på en vid slette ved Tigrisflodens østlige bred ligger den så tæt på floden, at spædbørn om natten bliver lullet i søvn ikke af vuggeviser, men af bølgeskvulp mod bredden. Den er hovedstad i et mægtigt

imperium, et citadel bevogtet af solide tårne, statelige brystværn, skærmende voldgrave, befæstede bastioner og kolossale mure, alle mindst femogtyve meter høje. Med 175.000 sjæle er det en perle af en storby ved knudepunktet mellem det rige højland i nord og det frugtbare lavland Kaldæa og Babylon i syd. Årstallet er et sted i 640’erne før vor tid, og denne oldgamle region, som bugner af duftende haver, sprudlende fontæner og vandingskanaler, men som vil blive glemt af kommende generationer, afskrevet som en gold ørken og håbløs udørk, er Mesopotamien.

En af skyerne på vej mod byen denne eftermiddag er større og mørkere end de andre – og mere utålmodig. Den farer hen over himlens vældige hvælv mod sit mål. Da den når frem, går den helt i stå og svæver mange hundrede meter over en majestætisk bygning prydet med cedertræssøjler, kolonnader og monumentale statuer. Det er det nordlige palads, hvor kongen residerer i al sin magt og vælde. Massen af fortættet damp lægger sig over den majestætiske residens, kaster sin skygge. For modsat mennesker tager vand ikke hensyn til social status eller royale titler.

Helt ude i kanten af stormskyen hænger en enlig regndråbe –ikke meget større end en bønne og lettere end en kikært. Nogen tid sitrer den faretruende – lille, rund og bange. Så skræmmende det er at iagttage verden nedenfor åbne sig som en ensom lotusblomst. Ikke at det vil være første gang – den har foretaget rejsen før – opstigningen til himlen, nedstigningen til terra firma og turen til himmels igen – men den finder stadig faldet skrækindjagende.

By the River Tigris, in olden times

LHusk på det fald, hvor ubetydeligt det end måtte virke holdt op mod universets størrelse. Inde i sin mikrokugle rummer den uendelighedens hemmelighed, en historie, der er helt dens egen. Da den omsider finder modet, springer den ud i æteren. Så falder den – hurtigt, hurtigere. Tyngdekraften er altid en hjælp. 940 meter oppefra suser den ned. Om kun tre minutter når den jorden.

ater, when the storm has passed, everyone will talk about the destruction it left behind, though no one, not even the king himself, will remember that it all began with a single raindrop.

Nede i Ninive går kongen gennem en fløjdør og træder frem på terrassen. Han stikker hovedet ud over den ornamenterede balustrade og betragter den opulente by, der breder sig ud foran ham, så langt øjet rækker. Sirligt holdte haveanlæg, mageløse akvædukter, imponerende templer, blomstrende frugthaver, idylliske offentlige parker, frodige marker og et kongeligt menageri, hvor der holdes gazeller, hjorte, strudse, leoparder, losser og løver. Synet fylder ham med stolthed. Han holder særligt af parkerne, som bugner af blomstrende træer og aromatiske planter – blomme, dadel, fyr, figen, granatæble, ibenholt, kvæde, mandel, mispel, morbær, oliven, palisander, pil, poppel, pære, tamarisk, terebinte, valnød … Han regerer ikke blot over landet og dets folk, men også floderne og deres bifloder.Ved at lede floden Tigris gennem et sindrigt netværk af kanaler, dæmninger og diger og lagre vand i cisterner og reservoirer har han og hans forfædre gjort regionen til et paradis.

Kongens navn er Assurbanipal. Han har et veltrimmet, krøllet skæg, en bred pande over kraftige bryn og mørke, rundede øjne indrammet af sort kohl. Han er iført en spids hovedprydelse besat med juveler, der stråler som fjerne stjerner, hver gang lyset rammer dem.

Hans kjortel, som er dybblå og vævet af den fineste hør, er broderet med sølv- og guldtråde og pyntet med hundredvis af funklende perler, ædelsten og amuletter. På venstre håndled bærer han et armbånd med et blomstermotiv, der bringer held og beskyttelse. Han regerer over et rige så vældigt, at man hylder ham som ”kejseren over de fire verdenshjørner”. En dag vil han også blive husket og berømmet som ”bibliotekarkongen”, ”den dannede monark”, ”Mesopotamiens lærde regent” – titler, der vil få folk til at glemme, at nok var han belæst og kultiveret, men han var på ingen måde mindre grusom end sine forgængere.

Assurbanipal lægger hovedet på skrå for at skue ud over bylandskabet og trækker luft ind. Han bemærker ikke umiddelbart uvejret, der lurer i det fjerne. Han er helt opslugt af den pragtfulde duft, der vælder frem fra parker og lunde. Langsomt løfter han blikket op mod den grå himmel. En kuldegysning går gennem hans solide

skikkelse, og hans tanker belejres af skarpe advarsler og uhyggelige tegn. Nogle sandsigere har forudsagt, at Ninive er dømt til at blive angrebet, plyndret og brændt ned til grunden, dens sten sågar slæbt væk. Denne storslåede by vil blive udslettet fra jordens overflade, sagde de og tryglede alle folk om at forlade den. Kongen har sikret sig, at disse dommedagsprofeter blev bragt til tavshed, beordret deres læber lukket i og syet sammen med tråd af dyretarme. Men nu pirker en ildevarslende fornemmelse til ham, trækker i ham som en flods understrøm. Hvad hvis profetierne alligevel skulle gå hen og gå i opfyldelse?

Assurbanipal ryster den foruroligende følelse af sig. Han har fjender i hobetal, heriblandt hans egen kødelige bror, men der er ingen grund til bekymring. Intet kan ødelægge denne prægtige hovedstad, så længe guderne er på deres side, og han nærer ingen tvivl om, at guderne, hvor lunefulde og uberegnelige de end er i deres ageren med mennesker, altid vil komme Ninive til forsvar.

I mellemtiden er regndråben ved at nå jorden. Idet den nærmer sig overfladen, føler den sig kortvarigt så fri og vægtløs, at den næsten kunne lande, hvor den lyster. Til venstre er der et højt træ uden grene – en dadelpalme – hvis blade kunne være et herligt landingssted. Til højre en vandingskanal, som løber gennem en bondes mark, hvor den ville være kærkommen til at fremme årets afgrøde. Den kunne også lægge sig på trappen i en nærliggende ziggurat viet til Ishtar – gudinde for kærlighed, sex, skønhed, lidenskab og krig såvel som tordenvejr. Det ville være et meget rammende bestemmelsessted. I sit vægelsind har dråben endnu ikke besluttet sig for, hvor den vil lande, men det er også lige meget, for vinden afgør det for den. Et brat vindstød løfter dens diminutive masse op og bærer den lige lukt hen mod den mand, der står på en terrasse i nærheden. Sekundet efter mærker kongen noget vådt plumpe ned på issen og lejre sig i hans hår. Irriteret prøver han at stryge det væk med den ene hånd, men hans ornamenterede hovedprydelse er i vejen. Med en næsten umærkelig panderynken skæver han endnu en gang op

mod himlen. Lige da regnen for alvor giver los, vender han udsigten ryggen og trækker sig tilbage til sit trygge palads.

Gennem de lange gallerier spankulerer Assurbanipal og hører ekkoet af sine egne skridt. Hans tjenestefolk knæler for ham uden nogensinde at turde se ham i øjnene. Til begge sider skælver flammende fakler højt oppe i deres smedejernsstager. Det uhyggelige skær, de afgiver, fejer hen over basreliefferne på væggene – hugget ud af gipssten og farvestrålende bemalet. I nogle af scenerne holder kongen en bue og affyrer bevingede pile, jager vilde dyr eller slagter sine fjender. I andre kører han tohjulede ceremonielle stridsvogne, pisker heste prydet med kvastbesat seletøj. I atter andre hælder han drikofre ud over nedlagte løver – offergaver til guderne mod at få deres støtte og beskyttelse. Samtlige motiver skildrer det assyriske riges pragt, mændenes overlegenhed og majestætens storhed. Der er næsten ingen kvinder at se. En enkelt undtagelse er et motiv, hvor Assurbanipal og hans hustru drikker vin og nyder en picnic i en idyllisk have, alt imens der lige i nærheden, blandt modne frugter i grenene på et træ, dingler det afhuggede hoved fra deres fjende, den elamitiske kong Teummam.

Intetanende om regndråben, der stadig putter sig i hans hår, går kongen videre. Han passerer i rask tempo overdådigt indrettede gemakker og når til en dør smykket med sindrige udskæringer. Det er hans yndlingssted i hele paladset – biblioteket. Ikke bare en tilfældig samling skriverier, det er hans største og stolteste værk, hans livs ambition, en bedrift uden lige i omfang og format. Mere end noget andet, han har udrettet, endda mere betydningsfuldt end hans militære erobringer og politiske sejre, vil dette blive hans eftermæle i generationer fremover – et intellektuelt monument, hvis mage aldrig er set.

Indgangen til biblioteket er flankeret af to gigantiske statuer: hybridvæsener – halvt menneske, halvt dyr. Lamassuer er skytsånder. Hugget ud af en enkelt kalkstensblok har disse skulpturer menneskehoved, ørnevinger og en svær tyre- eller løvekrop. Udstyret med de bedste egenskaber fra hver af disse tre arter repræsenterer de

menneskets intelligens, fuglens overblik og tyrens eller løvens styrke. De er vogtere over portaler, som fører til andre sfærer.

De fleste af paladsets lamassu-statuer har fem ben, så de også forfra ser ud til at stå solidt, men set fra siden marcherer de fremad, rede til at trampe selv den mest drabelige modstander ned. På den måde kan de både konfrontere uønskede gæster og afværge eventuel ondskab, der måtte lure i skyggerne. Kongen har ikke fortalt det til nogen, men han føler sig tryggere og mere afslappet med dem omkring sig, hvorfor han også for nylig har indforskrevet kunstnere til at mejsle yderligere en halv snes skulpturer. Man kan aldrig få beskyttelse nok. Med den slags tanker i baghovedet træder Assurbanipal ind i biblioteket. I rum efter rum er væggene beklædt med hylder fra gulv til loft, som rummer tusinder af lertavler, arrangeret i perfekt orden, organiseret efter emne. De er indsamlet fra nær og fjern. Nogle blev reddet fra vanrøgt, andre købt fra deres tidligere ejere for en slik, men et betragteligt antal blev taget med magt. De rummer alverdens information, fra handelsaftaler til helbredende anvisninger, fra juridiske kontrakter til kort over himmellegemer … For kongen ved, at for at kunne dominere andre kulturer må man erobre ikke bare

deres land, afgrøder og aktiver, men også deres fælles forestillingsevne, deres kollektive erindring.

Assurbanipal sætter farten op og passerer de sektioner af biblioteket, der er viet til varsler, besværgelser, ritualer, kure, forbandelser, litanier, lovsange, klagesange, fabler, mundheld og elegier, indsamlet fra alle rigets verdenshjørner. Han baner sig vej gennem en omfangsrig samling om brugen af offerdyrs indvolde til at forudsige menneskers skæbne og gudernes intriger. Han nærer stor tiltro til haruspicium og lader jævnligt får og geder slagte for at få deres lever og galdeblære læst af oraklerne, men i dag vil han ikke studere varslerne. I stedet sætter han kurs mod et rum, der ligger gemt af vejen helt inde bagved, halvvejs skjult bag et tungt forhæng. Ingen må betræde dette afsides gemak bortset fra kongen og hans hofrådgiver, der er som en far mere for ham – en yderst lærd mand, der har undervist og vejledt Assurbanipal, siden han var dreng.

Der er bronzelamper i nicher ved indgangen til hans private gemak, som afbrænder sesamolie og opsender spiraler af røg. Kongen udvælger en af dem og trækker forhænget til bag sig. Der er uhyggelig stille derinde, som har hylderne holdt vejret og ventet på ham.

Regndråben skælver. Uden hverken vinduer eller varmebækkener er der så koldt i rummet, at den frygter at stivne til iskrystaller. Eftersom den først lige er blevet forvandlet fra damp til væske, nærer den intet ønske om at antage fast form endnu, ikke før den har fået mest muligt ud af denne nye fase af sit liv. Men det er ikke den eneste grund til, at den lille dråbe skælver. Stedet er uhyggeligt – hverken af denne verden eller af underverdenen, en lakune mellem det jordiske og det ikkejordiske, et sted midtvejs mellem det, der er synligt, og det, der ikke bare er usynligt, men også helst skal forblive det. Med målrettede og rutinerede bevægelser spankulerer Assurbanipal ind i rummet. Der er et bord i midten, og oven på det en æske af cedertræ. Kongen stiller lampen ved sin side, og lyset mejsler skygger i hans ansigt, fordyber furerne ved hans øjenkroge. Som i en drøm kærtegner hans fingre træet, der stadig afgiver aromaen fra den skov,

det stammer fra. Nåletræer af så høj kvalitet er sjældne i Mesopotamien, så de skal fældes i Taurusbjergene og derfra spændes på flåder og sejles ned ad Tigris.

I æsken er der et digt. Et udsnit af et epos så gammelt og folkekær t, at det er blevet fremsagt igen og igen over hele Mesopotamien, Anatolien, Persien og Levanten; overleveret fra bedstemødre til børnebørn, længe før det blev nedfældet af skrivere. Det er historien om en helt ved navn Gilgamesh.

Assurbanipal kender hele digtet som linjerne i sin egen hånd. Han har studeret det, siden han var kronprins. Som tredje kongesøn, yngste arving, forventedes han ikke at blive konge. Så mens hans brødre blev undervist i kampkunst, krigsstrategier og diplomatisk taktik, blev han i stedet budt en fremragende uddannelse i filosofi, historie, spådomskunst, sprog og litteratur. I sidste ende kom det bag på alle – også ham selv – da hans far foretrak ham som sin efterfølger. Dermed besteg Assurbanipal tronen som den mest dannede og kultiverede hersker, riget nogensinde havde haft. Af de mange skriftlige værker, han har studeret, siden han var dreng, er og bliver hans foretrukne eposset Gilgamesh.

Kongen åbner æsken, som indeholder en enkelt tavle. I modsætning til alle de andre tavler i biblioteket er denne farvestrålende – samme blå farve som rastløse floder. Ordene er ikke ridset i brunt ler, men i lapis lazuli – en helt særlig sten, som guderne forbeholdt sig selv. Skriften er sirlig og upåklageligt udført. Hans berøring af mærkerne er så forsigtig og nænsom, at den næsten er et kærtegn. Lige så langsomt dykker han ned i de vers, han har læst om og om igen, men som stadig rører hans hjerte, som var det første gang.

Det var ham, der så Dybet … Han så det skjulte, afdækkede det gemte og kom hjem med en historie fra tiden før Flodbølgen.

Nogle konger holder af guld og rubiner, andre silke og gobeliner, atter andre kødets glæder. Assurbanipal elsker historier. Han er af den overbevisning, at for at få succes som leder behøver man ikke at begive sig ud på en farefuld færd ligesom Gilgamesh. Ej heller at blive en sejrende kriger, senet og stærk. Eller at krydse bjerge, ørkener og skove, hvorfra kun få vender hjem. Man behøver blot en mindeværdig fortælling – en, der fremstiller én selv som helten. Men hvor meget kongen end skatter historier, stoler han ikke på historiefortællere. Deres fantasi evner ikke at lejre sig på ét sted, ligesom Tigris om foråret, men bugter sig i stadig større buer og snor sig i vilkårlige løb, vild og utæmmet hele vejen. Da han byggede sit bibliotek, vidste han godt, at der var andre udgaver af Gilgamesh. Kopieret og viderekopieret af skrivere op gennem århundrederne dukkede eposset op i nye skikkelser. Assurbanipal sendte sine udsendinge ud for at hente tavler fra nær og fjern i den hensigt at samle enhver tænkelig variant under sit tag. Han er vis på, at denne svimlende opgave er lykkedes ham. Dog adskiller den tavle, han har liggende i cedertræsæsken, sig fra alle de andre i hans samling – ikke kun fordi den er skrevet på dyrebar sten i stedet for ler, men også fordi den er besmudset af blasfemi.

Kongen holder digtet op mod lampen og inspicerer den velkendte tekst. Skriveren, der står bag den – hvem det så end er – har udført sit arbejde som forventeligt – på nær en note til sidst.

Dette er en ung skrivers værk, En af de mange skjalde, visemagere og historiefortællere, der går her på jord.

Vi væver digte, sange og historier af hvert et åndedrag.

Må du huske os.

Den slags er ret usædvanligt for en skriver at tilføje, men det mest foruroligende er dog den efterfølgende dedikation:

Nu som altid, Lovet være Nisaba

Kongens ansigtsudtryk strammer til, da han læser disse afsluttende ord. Han rynker panden, pulsen dunker hidsigt i hans tindinger.

Nisaba – fortællekunstens gudinde – er en guddommelig kraft fra en svunden tid, et navn dømt til glemsel. Hendes dage er ovre, omend hun stadig æres i fjerne afkroge af riget af enkelte enfoldige kvinder, der klynger sig til de gamle skikke. Hun blev fortrængt af en anden guddom for længe siden. Nu til dags er alle tavler i riget tilegnet den mægtige og maskuline Nabu, ikke den æteriske og feminine Nisaba. Som ret er, mener kongen. At skrive er en mandig opgave, og det kræver en viril velynder, en mandlig gud. Nabu er blevet skrivernes officielle beskytter og vogter over al viden, der er værd at beskytte. I skolerne instrueres eleverne i at afslutte deres tavler med en behørig inskription:

Lovet være Nabu

Hvis den blå tavle havde været gammel, et levn fra fortiden, havde efterskriften ikke været kontroversiel. Men kongen er overbevist om, at det er en samtidig genstand – skriveteknikken er ny.Ved at insistere på at ære en glemt og forbudt gudinde og underkende Nabus autoritet – og dermed også kongens ordrer – har den skriver, der kopierede dette udsnit af Gilgamesh, bevidst forbrudt sig mod reglerne. Assurbanipal kunne have ladet tavlen ødelægge, men det kunne han ikke få sig til. Og derfor skal den anstødelige tavle holdes skjult i dette rum, isoleret fra resten af biblioteket, så de uoplyste masser ikke får det mindste glimt af den. Ikke alle skrevne ord er tiltænkt alle læseres øjne. Ligesom ikke alle sagte ord behøver at blive hørt af alle lange ører. Offentligheden må aldrig få kendskab til den blå tavle, for de kan også blive ledt på afveje. Hvis én mands oprør lades uset og ustraffet, kan det opildne mangen en kritisk røst.

Floderne i himlen

ELIF SHAFAK