En jøde rejser til Palæstina by Gads Forlag

En jøde rejser til Palæstina

GADS FORLAG

En jøde rejser til Palæstina

Projektleder: Anne Mette Laurtizen

Tekstredaktion: Anette Dina Sørensen

Omslag: Leo Scherfig

Sats: Bech Grafisk

Tryk og indbinding: ScandBook

ISBN 978-87-12-80059-0

1. reviderede udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Bogen er optrykt efter originalen, dog således at retskrivningen er bragt i overensstemmelse med den nugældende retskrivning. I øvrigt er forfatterens sprogbrug fastholdt, og det betyder også, at hans eget konsistente og tyskinspirerede system til transskription af hebraisk og jiddisch er bevaret.

Eksempler på udtale: ch – som i tysk Bach w – som i tysk Was z – som i tysk Zeit

Forlaget har søgt at komme i kontakt med de retmæssige indehavere af ophavsrettighederne til værket. Hvis ophavsretten på nogen måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet, og retmæssige krav i den forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en aftale i forvejen.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33 1171 København K

Reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk.

Den tysk-skandinaviske journalist og forfatter Ernst Harthern har med sin autobiografiske bog En jøde rejser til Palæstina skabt et enestående tidsdokument. Den i dag stort set glemte forfatter tegner et øjebliksbillede af en næsten lige så glemt tid og stedlig realitet, som ikke eksisterer længere; det britiske mandatområde Palæstina. En uroligt ulmende smeltedigel, som Harthern søger at indfange i en fortælling, der veksler mellem reportagens nøgterne form, orientalsk bjergtagne naturskildringer og mødet med et galleri af skæbner, som vedblivende reflekterer over, hvor de er, hvorfor de er der, og i sidste ende hvem de er.

Samtidig udgør bogens fint registrerede observationer et mangefacetteret vidnesbyrd om den historiske baggrund for vore dages konflikt mellem israelere og palæstinensere. Konfliktens kim kan spores i beskrivelser af miljøer og menneskers indbyrdes ageren, både dem i fortællingens forgrund og dem i skyggerne. På den ene side forklarer bogens mange skæbneberetninger, hvorfor så mange europæiske jøder tog til Palæstina, selv om de hellere ville have fortsat deres liv i for eksempel Tyskland. På den anden side afslører dens udsagn om den lokale arabisk-muslimske befolkning noget om tidens kolonialistiske syn på ikke-europæere. Forholdet mellem “jøder” og “arabere”,

som man sagde på den tid, berøres i mange af de gengivne samtaler, men findes også mellem linjerne i det, der ikke bliver sagt.

En jøde rejser til Palæstina udkom første gang i 1934 og beskriver Hartherns rejse fra København til det daværende britiske mandatområde i sommeren 1933. Her møder han flygtede tyske jøder, intellektuelle og andre bedrestillede borgere, der har fået deres tilværelse rykket op med rode. For nylig promenerede de på Kurfürstendamm, nu står de på stranden ved Tel Aviv, stadig i deres mørke berlinerjakkesæt, med medbragt hund og tysk litteratur under armen. Mange af dem med udsigt til fremover at skulle overleve som nybyggerbønder. Hartherns egen søn Holger har forladt et kunstakademi i Tyskland og er gået i lære på en gård på Sjælland. Han vil immigrere til Palæstina, hvor også han ønsker at ernære sig som arbejder ved et landbrugskooperativ. Hartherns lovede rekognoscering på vegne af sin søn er rejsens direkte anledning.

Det historiske tidspunkt er afgørende for forståelse af bogen. I 1933 er Harthern bosiddende i København, gift med den danske skuespiller Maria Garland, til hvem bogen er dedikeret, men af nationalitet er han tysk og har desuden jødisk baggrund. Den sidstnævnte kombination har han som nævnt til fælles med mange af de mennesker, han møder. Navnlig de senest ankomne taler indforstået om “april”.

Efter brandattentatet mod den tyske rigsdag i Berlin den 27. februar begynder Tyskland at drive mod diktaturet. Den nyligt udpegede rigskansler Adolf Hitler og hans nationalsocialistiske parti udnytter situationen til gennem en kombination af undtagelseslove, massearrestationer og terror gradvist at afskaffe Weimarforfatningens borgerrettigheder, udmanøvrere alle andre politiske partier, opløse fagforeninger og afskaffe ytringsfriheden i Tyskland. Den 1. april kommer nazisternes antisemitiske program så for alvor til udtryk, da de annoncerer en landsdækkende boykot af jødiskejede forretninger. Derpå

følger en lov den 7. april, som muliggør afskedigelse af offentligt ansatte med henvisning til manglende “arisk” baggrund. Embedsmands- og jødeloven kalder propagandaminister Joseph Goebbels den. Med et andet foretrukket udtryk “ensretter” han ligeledes medier og presse. Utallige tyskere med jødisk baggrund, professorer, funktionærer, journalister, mister deres arbejde. Det gælder også Harthern, der har virket som korrespondent for flere tyske aviser i København. Bladkoncernen Scherl fyrer ham allerede den 31. marts.

Det er altså kun få måneder efter disse skelsættende begivenheder, at Harthern nedskriver sin rejseberetning. Det mærkes på bogens stemning. Harthern beretter fra et landflygtigt vadested omgivet af mennesker med en melankolsk erindret tabt verden bag sig, Weimarrepublikken og kejserrigets dage, og med en uvis fremtid foran sig. “Jordskælvsmennesker” kalder Berliner-journalisten Bisatzky sine medflygtede landsmænd, da Harthern møder ham på Café Vienna i Jerusalem.

Det er nærliggende at sammenligne med den kun tre år ældre Stefan Zweig og hans kendte erindringsværk Verden af i går fra 1942. Men hvor Zweig skriver stærkt påvirket af krigen og nazisternes fremmarch – Zweig begår selvmord sammen med sin kone i Brasilien, samme år som bogen udgives – så finder Harthern i 1933 stadig håb, ikke mindst under sit ophold hos kvuzabønder på deres kollektive jordbrug (kvuza er det oprindelige ord for kibbutz). Harthern kender dog også til fortvivlelse, men hans livshistorie og baggrund er markant anderledes end verdensforfatteren Zweigs. Ernst Ludwig Harthern Jacobson bliver født den 7. september 1884 i Stade, en lille idyllisk udseende hansestad ved Elben, 40 kilometer vest for Hamburg. Faderen forlader familien, da Ernst er fem år, og fire år senere dør moderen. Han vokser derefter op hos en tante, som han afskyer. Som 16-årig kommer han i lære i en bank i Halberstadt. Banken går konkurs, og

Harthern påbegynder i forsøget på at slå igennem som forfatter en række vandreår, der fører ham til Berlin, Weimar, Solingen, München og Wien. Han får blandt andet trykt digte i bladet Jugend, men opnår kun begrænset anerkendelse. Han sulter ofte og fængsles flere gange på grund af manglende huslejebetalinger og anklager om underslæb. I Frankfurt am Main forsøger Harthern i desperation at begå selvmord. Han skyder sig selv i brystet. Kuglen sætter sig fast i hans ryg, men han overlever. Endnu et selvmordsforsøg mislykkes også.

Til sidst lider han et totalt sammenbrud i 1910 og indlægges i flere måneder på havnesygehuset i Hamburg. Her kommer imidlertid redningen i form af redaktøren på Hamburger Fremdenblatt, Kurt Küchler. Küchler får med gode kontakters hjælp skaffet Harthern bolig i København og sikrer, at han kan etablere sig som nordisk korrespondent for en række tyske aviser. Få år senere bor Harthern i Oslo, hvor han bliver gift med en norsk kvinde, Martina Willberg. Med hende får han to børn. I 1913 udsender han under pseudonymet Niels Hoyer romanen Axel Mertens Heimat, og året efter hjælper en af Tysklands største romanforfattere, Thomas Mann, ham med at få udgivet en pamflet med titlen Notschei i Süddeutsche Monatheften. Med tiden begynder han også at oversætte skandinavisk litteratur til tysk, blandt andre Laxness, Hamsun og Andersen Nexø. Der indfinder sig således en vis form for stabilitet i Hartherns liv, da Skandinavien bliver hans andet hjem.

Under 1. Verdenskrig bliver han i Norge kortvarigt mistænkt for at være tysk spion, men frikendes, og i 1919 flytter han med sin familie tilbage til fødebyen Stade. Opholdet er ingen succes, og få år efter er han tilbage i København. Han bliver skilt og gifter sig i 1931 med føromtalte Maria Garland, der ud over at være skuespiller ved Det Kongelige Teater også arbejder som oversætter.

Samme år udsender Harthern, stadig under pseudonymet Niels Hoyer, den bog, som skal få langt den største udbredelse: Fra mand til kvinde: Lili Elbes bekendelser. Harthern kender det danske kunstnerpar Gerda og Einar Wegener, og han kommer til at kende titlens Lili. Lili er nemlig oprindelig Einar og den første i verden til at gennemgå en serie af kønskorrigerende operationer, først i Berlin, siden Dresden. Ved de sidste tilstøder komplikationer, og hertil kommer en medfødt nyrelidelse, som tilsyneladende er hovedårsagen til, at Lili dør i 1931. Men længe før bogen The Danish Girl og Hollywood-filmen af samme navn er det altså Ernst Harthern, der i overensstemmelse med Lili Elbes sidste vilje samler hendes optegnelser og fortæller Lilis historie “udenfor alle tilvante forestillinger”. En fortælling om hendes kamp for at leve “sit liv i fuld overensstemmelse med sin egentlige natur”, som Harthern skriver i forordet.

Det er svært at forestille sig et emne, hvis blotte mulighed tydeligere afspejler den frisættende kultur, som opstod i Europa på ruinerne af 1. Verdenskrig. En progressiv strømning, som i 1920’erne kom til udtryk i alt fra Weimarrepublikkens Brecht og Bauhaus til Josephine Bakers bananskørt i det Paris, hvor også Gerda Wegener i en årrække tegnede sine elegant svungne artdeco-portrætter af kvinder med klokkehatte og cigaretrør, ofte med Einar som model.

Harthern har færdedes hjemmevant i en moderne samtid. Ikke desto mindre er det den samme forfatter, som kun to år senere, tvunget af det radikale politiske omslag i Tyskland, befinder sig på et svensk fragtskib med kurs mod det østlige middelhav. Her sidder han på dækket og læser op på “sit folks” historie, orienterer sig i den jødiske bibel og begynde at vænne sig til tanken om at “vende hjem”. Men som det fremgår af Hartherns levnedsløb, er “hjem” for ham et begreb præget af stor omskiftelighed.

Tvivl om egen identitet, især den, som knytter sig til, hvor man føler at høre til, og hvad man forstår ved “hjem”, er et centralt emne for bogen. Når Harthern taler om at “vende hjem” efter to tusinde år, mener han til Palæstina eller Erez Israel, men han taler også om sin familie “derhjemme”, hvormed han mener København. Efter mere end tyve år “i disse blonde, skandinaviske lande” spørger han sig selv – og læseren – om han stadig blot er “gæst” her? Ligeledes taler Harthern om sin slægt, der gennem tolv generationer og 450 år har levet og boet i Tyskland, og som hviler i tysk jord. Ved modersmål forstår han tysk, men fascineres af det genopståede hebraiske sprog, han møder, hvor han kommer frem. I Berlins villaforstæder har Harthern haft kontakt til miljøer, hvor man underviste i hebraisk, men det har ikke vakt den ellers sprogkyndige forfatters interesse. Han erindrer også en oplevelse ved Esrum Sø flere år tidligere, hvor tysk-jødiske børn på teltlejr synger sange på både tysk og hebraisk. Harthern skriver om den oplevelse:

Hvor var alt dette mig dog fremmed, mærkede jeg forpint, og jeg fyldtes af en hjemvé; jeg vidste blot ikke efter hvad. Var det efter de tyske folkesange, eller var det efter de fremmede sange, hvis ord jeg ikke forstod?

Når han nu oplever skolebørn på stranden ved Tel Aviv synge nyskrevne sange på hebraisk, fornemmer man, at det udpræget er fra den udenforstående iagttagers position. At føle sig hjemme i Palæstina er en viljesakt, giver flere af bogens tilflyttede udtryk for. Og jo ældre man er, desto sværere er det, ligesom den manglende frivillighed heller ikke hjælper. Den retorisk skarpvinklende Bisatzky omtaler sig selv som “tvangszionist”.

I Hartherns eget tilfælde er det tydeligt, at meget lidt rører ham så umiddelbart som lyden af en Beethoven-sonate fra en lejlighed i Jerusalem eller lieden “Feldeinsamkeit” af

Brahms, som Harthern hører spillet fra en musikpavillon, da han undervejs sidder alene på en parkrestaurant i Gøteborg. Da tysk presses rigsforbund i januar 1934 udsteder et forbud og endegyldigt fratager Harthern muligheden for at arbejde i Tyskland, svarer han vredt: “Jeg er og forbliver tysker. Jeg kan aldrig være andet” (”Ich bin und bleibe Deutscher. Ich kann nie etwas anderes sein”).

Med det selvbillede placerer Harthern sig på den ene side af en af bogens centrale modstillinger; den mellem såkaldte moderne eller assimilerede tyske jøder og de identitetsmæssigt nok mere entydigt afklarede østjøder. Som Stefan Zweig er inde på, var det især de sidste, der omkring år 1900 sluttede op om zionismens grundlægger Theodor Hertzl. Det gjorde de på grund af kummerligt udsigtsløse leveforhold og gentagne pogromer i navnlig Zar-Rusland. Hertzls arvtager og senere Israels første præsident, Chaim Weizmann, var født i Rusland, men studerede i Tyskland. Siden blev han engelsk statsborger. Den amerikansk-jødiske historiker Ronald Sanders citerer i sit hovedværk om Balfourdeklarationen fra 1983, The High Walls of Jerusalem, Weizmanns egne breve og rapporter fra et møde med den engelske udenrigsminister Arthur Balfour i dennes embedsbolig den 12. december 1914. Her udtrykte Weizmann foragt for medstuderende jøder, der viede deres energi og hjerner til Tyskland, “som var de tyskere”. Assimilerede, eller med Weizmanns ord “absorberede”, jøder svigtede jødedommen, hvis ikke de ville arbejde for en jødisk nation i Palæstina, der “med egne styrker og egne traditioner vil cementere jødernes status, og vil skabe 100 % jøder”.

Den slags retorik kunne til gengæld senere få det til at løbe koldt ned ad ryggen på filologen Victor Klemperer, der i Dresden overlevede Det Tredje Riges rædsler med nød og næppe.

Indtil nazisterne udskilte ham som “jøde”, havde han været sikker på, at han “var tysker, europæer, en del af menneskeheden

og det 20. århundrede”, som han skriver i hovedværket LTI – Lingua Tertii Imperii fra 1947.

Heller ikke Harthern kan få sig selv til at kalde sig zionist. Han forstår længslen efter en mere entydig identitet, og han indrømmer egne fordomme om østjøder som værende “russisk” tænkende. Men modsat kan man høre Hartherns underkæbe falde, når han gengiver sin unge rejsefælde Grete, der spørger bekymret til beboerne i en lejlighed i Jerusalem, hvor Harthern gerne vil leje et værelse: “‘Men er det nu også …’ Grete ser fra mig til den anden, ‘palæstinensiske jøder, altså nogen, der ikke … sidder her med deres syge tyske skæbne eller er spekulanter? …’” Harthern tilføjer lakonisk: “Det sagde pigebarnet ordret.”

Det er også ved gengivne dialoger og tableauer, at Harthern fremstiller bogens anden centrale modstilling; den mellem jøder og arabere. Her kommer Hartherns panorerende reportagestil til sin ret. Han har på ingen måde skrevet en politisk bog, men hans observationer tegner samlet et billede af store socioøkonomiske klasseforskelle som en væsentlig bestanddel i konflikten.

I en scene fra en moderne indrettet bank beskriver Harthern det dræbende blik, han modtager fra en gammel arabisk bonde. Ved den fine messingskranke har bonden indleveret en krøllet palæstinensisk et-pund-seddel, hvorpå sedlen sammen med tre friske sedler indgår i de penge, Harthern får udleveret. På havnen i Jaffa er det arabere, som bærer de tyske flygtninges medbragte salonflygler fra fragtskibene. Harthern beskriver ligeledes en arabisk kameldriver, som kommer igennem en jødisk villaby og “presser sin næse ind i det høje ståltrådsgitter”, der indhegner en tennisplads. Der spiller to unge par, mænd og kvinder helt klædt i hvidt, og bolddrengene er “to små araberknægte”. Ligeledes er det i hotellets spisesal en arabisk tjener, som en doktor Marburg peger på, da han bander over en jødisk berlineravis: “Ja, jeg beder Dem undskylde; men når man læser

et sådant blad, skulle man virkelig tro, at der i hele Palæstina ikke fandtes mere end denne ene araber.”

De voldelige træfninger mellem jøder og arabere i årene forud omtales, men nok så bemærkelsesværdig er den dominerende optimisme hos de personer, Harthern møder. De mener, at de to befolkningsgrupper nok skal finde ud af at leve sammen med tiden. I 1933 ser flere stadig noget for sig, der mest minder om den i dag tæt på utænkelige en-stats-løsning.

Jævnligt omtaler bogens personer de to befolkningsgrupper som Israel og Ismael efter de angivelige bibelske slægtslinjer.

Journalisten Bisatzky foreslår at gøre Palæstina til “Erez Abraham, der var stamfader til både Israel og Ismael”. Han fortsætter: “En utopi? … Kom med, min kære ven. Jeg er nøgtern palæstinenser og er på min måde med til at virkeliggøre utopien.” Hermed mener Bisatzky, at han bor med sin familie i en udlejningsejendom, tegnet af en jødisk arkitekt og med den traditionelle jødiske messingkapsel, mesusaen, på karmen ved indgangsdøren, samtidig med at ejeren og husværten er en “islamistisk araber”.

En gruppe glimrer ved sit relative fravær i Hartherns fortælling: de britiske magthavere. Som de arabiske landsbyer er det engelske militærs vejspærringer og overflyvende bombefly elementer, der mest optræder i periferien. Englænderne har ellers ved deres ageren under og efter 1. Verdenskrig mere end nogen skabt forudsætningerne for den konflikt, som præger det samfund, Harthern bevæger sig rundt i. I konkurrence med centralmagterne forsøgte englænderne at vinde opinionen blandt jødiske befolkningsgrupper i Europa og USA og samtidig anspore araberne til oprør mod tyrkerne, som var uønskede i deres arabiske provinser. Til det formål udstedte englænderne løfter om national selvstændighed til både arabere og jøder i det samme geografiske område. Det var dog løfter, som englænderne, især for arabernes vedkomne, mistede lysten til at

efterkomme efter freden i 1918. Her begynder man at kappes med Frankrig om at dele rovet efter Osmannerrigets fald. I erindringsbogen Acquaintances fra 1967 gengiver rådgiveren Arnold Toynbee den engelske premierminister, Lloyd George, der tror sig uset, da han tænker højt i en pause under fredskonferencen i Versailles:

Mesopotamien … ja … olie … kunstvanding … vi må have Mesopotamien; Palæstina … ja … Det hellige land … zionismen … vi må have Palæstina; Syrien … hmmm … hvad er der i Syrien? Lad Frankrig få det.

Den amerikanske præsident Woodrow Wilsons medbragte princip for fredsforhandlingerne om “folkenes selvbestemmelse” blev sat ud af kraft i Mellemøsten, da de to gamle kolonimagter begyndte at slå streger på landkortet. I stedet kom mandattanken ind. I tidens tænkning gav forskelle i civilisatorisk udvikling også forskelle i rettigheder. Man arbejdede i egen optik for at udligne forskellene, men mente lige så naturligt, at indtil det var sket, måtte de civilisatorisk udviklede folk agere en slags folkeretslige værger for de mindre udviklede folk. Her havde zionisterne en fordel, for paradoksalt nok: Lige så uønskede jøder var som borgere i Tyskland og som flygtninge i mange europæiske nabolande i 1933, lige så naturligt indgik de i de civiliseredes rækker i det britisk styrede Palæstina.

Harthern besøger Palæstina endnu engang i 1937 og udgiver sin sidste bog, Landet som fortærer sine mennesker. I den gennemspilles mange af de samme temaer som i denne bog, men nu i fiktionaliseret form og med et mere desillusioneret syn på landets fremtid. Han bliver skilt fra Maria Garland og kommer i oktober 1943 til Sverige som led i redningen af de danske jøder. Her lever han et stille liv, arbejder på et arkiv og forsætter sin oversættervirksomhed. Han bor fortrinsvis i

Sigtuna og gifter sig igen, denne gang med en svensk kvinde. Harthern dør i 1969 og hører i Tyskland til de glemte forfattere.

Særligt påfaldende har fødebyen Stade været sene til at tage ham til sig. Først i 1996 fik man opsat en mindeplade, mens en Harthern-antologi ikke så dagens lys før i 2009.

Thomas Mann skal have kaldt En jøde rejser til Palæstina for et virkelig originalt og bevægende værk. Imidlertid er det journalisten Kolbe – en gammel bekendt fra Berlin, som Harthern møder på et hotel i Tel Aviv – der leverer den nok mest præcise karakteristik af Harthern og hans rejsedagbog:

“Så drager De altså gennem dagene og gennem landet her som et slags tonefilmsapparat – med hjerte.”

Martin Kristiansen, cand.mag. i litteraturvidenskab og historie samt sprogredaktør i DR København, januar 2025

Bagerst i bogen er der en ordliste med forklaringer på især hebraiske, jiddische og arabiske termer og referencer.

En jøde rejser til Palæstina