En lille tjeneste_TRYK.indd 2
04/05/2017 11.23
Darcey Bell
EN LILLE TJENESTE PÃ¥ dansk ved Nanna Lund
Gads Forlag
En lille tjeneste_TRYK.indd 3
04/05/2017 11.23
En lille tjeneste af Darcey Bell er oversat fra amerikansk efter A Simple Favor Copyright © 2017 by Seven Acres, LLC All rights reserved Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB Dansk udgave: Copyright © 2017 by Gads Forlag ISBN: 978‑87‑12‑05400‑9 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: Arcangel Images, Shutterstock Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook, Sverige. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.
En lille tjeneste_TRYK.indd 4
04/05/2017 11.23
FØRSTE DEL Alle har hemmeligheder. Sådan sagde min mor altid. Det er derfor, man aldrig rigtig kan lære nogen at kende til bunds. Eller stole på nogen. Det er derfor, man aldrig kan lære sig selv at kende til bunds. Somme tider har vi endda hemmeligheder for os selv. Da jeg var barn, syntes jeg, det var klogt sagt af hende, også selv om jeg ikke helt forstod det. Eller rettere: Det gjorde jeg måske. Lidt. Børn har hemmeligheder. Usynlige venner, ting, de ville få ballade for, hvis en voksen nogensinde fandt ud af det. Senere fandt jeg ud af, at min mor talte af personlig erfaring. Og jeg gad vide, om hun ikke kun forberedte mig på hemmeligheder og mistillid, men også programmerede mig på en måde, så de blev en del af mig. Kunne hun mærke, at jeg engang skulle komme til at gemme på mere dystre og skamfulde hemmeligheder end nogen andre? Hemmeligheder, som det for det meste lykkes mig at holde på – også over for mig selv?
En lille tjeneste_TRYK.indd 5
04/05/2017 11.23
En lille tjeneste_TRYK.indd 6
04/05/2017 11.23
1
STEPHANIES BLOG Opslag: Haster!
Hej mødre! Dette her opslag bliver anderledes end alle de andre hidtil. Ikke vigtigere, for alle de ting, der har med vores børn at gøre – når de smiler, når de græder, når de tager deres første skridt eller siger deres første ord – er det vigtigste i verden! Lad os bare sige, at dette indlæg … HASTER mere. Meget mere. Min bedste veninde er forsvundet. Hun har været væk i to dage. Hun hedder Emily Nelson. Som I ved, plejer jeg aldrig at sætte navn på mine venner her på bloggen. Men af årsager, som I snart vil forstå, suspenderer jeg nu (midlertidigt) min strenge regel om anonymitet. Min søn, Miles, er bedste venner med Emilys søn, Nicky. De er fem år gamle. De er født i april, så de begyndte begge to i skolen med et par måneders forsinkelse og er lidt ældre end deres klassekammerater. I mine øjne er de også lidt mere modne. Miles og Nicky er alt det, man ønsker, ens børn skal være. De er ærlige
7
En lille tjeneste_TRYK.indd 7
04/05/2017 11.23
og oprigtige og søde små mennesker, alt sammen kvaliteter, som – ja, undskyld til alle jer mænd derude, hvis nogen af jer læser det her – ikke er så almindelige hos drenge. Drengene fandt sammen i skolen. Emily og jeg mødte hinanden, da vi hentede dem fra skole. Det sker ikke så tit, at børn bliver venner med deres mors venners børn, eller at mødre bliver venner med mødrene til deres børns venner. Men denne gang gik det hele op i en højere enhed. Emily og jeg var heldige. For det første er vi ikke unge mødre. Vi fik børn, da vi var midt i trediverne, og det biologiske ur var ved at løbe ud! Somme tider opfinder og opfører Miles og Nicky teaterstykker. Jeg lader dem filme det med min telefon, selv om jeg almindeligvis er forsigtig med, hvor lang tid de har lov at lege med de elektroniske dimser, der er sådan en stor udfordring for forældre i vore dage. De lavede blandt andet et fantastisk lille stykke, en kriminalhistorie, der hed “Dick Uniques oplevelser”. Nicky var detektiven, og Miles var forbryderen. Nicky sagde: “Jeg er Dick Unique, verdens klogeste detektiv.” Miles sagde: “Jeg er Miles Mandible, verdens ondeste forbryder.” Miles spillede rollen, som om han var skurken i et victoriansk melodrama med masser af dyb, ond latter. De løb efter hinanden ude i haven og lod, som om de skød hinanden (ingen pistoler!) med fingrene. Det var fedt. Jeg ville bare ønske, at Miles’ far – min afdøde mand, Davis – kunne have set det!
8
En lille tjeneste_TRYK.indd 8
04/05/2017 11.23
Somme tider spørger jeg mig selv, hvor Miles har sit dramatiske talent fra. Det er nok hans far. Jeg så engang Davis fremlægge noget for nogle mulige kunder, og jeg var overrasket over at se, hvor livligt og dramatisk han gjorde det. Han kunne have været en af de her kejtet-søde, flotte unge skuespillere med uglet, skinnende hår. Han var anderledes over for mig. Mere sig selv, kan man sige. Stille, sød, skæg, tænksom – også selv om han havde nogle ret stærke holdninger, især til møbler. Men det var jo bare naturligt. Han var jo trods alt en succesfuld indretningsarkitekt. Davis var den rene engel. Bortset fra én gang. Eller to. Nicky sagde, at hans mor havde hjulpet dem med at finde på Dick Unique. Emily elsker krimier og thrillere. Hun læser dem på MetroNorth-toget på vej til sit arbejde på Manhattan, når hun da ikke har et møde eller en fremlæggelse, hun skal forberede. Før Miles blev født, læste jeg også. Det sker en gang imellem, at jeg tager en bog af Virginia Woolf og læser et par sider for at minde mig selv om, hvem jeg var engang – og hvem jeg stadig er, forhåbentlig. Et eller andet sted neden under alle legeaftalerne og madpakkerne og tidligt i seng er jeg stadig den unge kvinde, der boede i New York og arbejde på et blad. Hende, der havde venner, og som gik i byen og spiste brunch i weekenden. Ingen af de venner har fået børn, og ingen af dem er flyttet ud i forstæderne. Vi har mistet kontakten. Emilys yndlingsforfatter er Patricia Highsmith. Jeg forstår godt, hvorfor Emily kan lide hendes bøger: Man kan slet ikke holde op, når først man er i gang. Men de er alt for uhyggelige.
9
En lille tjeneste_TRYK.indd 9
04/05/2017 11.23
Hovedpersonen er som regel en morder eller en stalker eller en uskyldig person, der prøver at undgå at blive slået ihjel. Den, jeg læste, handlede om to mænd, der mødte hinanden i et tog. Og så bliver de enige om at gøre hinanden en tjeneste ved at slå en person ihjel for den anden. Jeg ville gerne synes, at det var en god bog, selv om jeg ikke læste den færdig. Men da Emily spurgte, sagde jeg, at jeg var vild med den. Næste gang jeg var ovre hos hende, så vi en dvd med den filmatisering, som Hitchcock havde lavet. Først var jeg bange for, at Emily skulle spørge mig om, hvordan filmen var anderledes end bogen. Men så blev jeg fanget af filmen. Der var en scene, som foregik på en karrusel, der var ude af kontrol. Den var næsten for uhyggelig for mig. Emily og jeg sad i hver sin ende af den kæmpestore sofa i stuen med benene oppe og en flaske god hvidvin på sofabordet. Da hun så, hvordan jeg måtte holde hænderne op foran øjnene og kigge ud gennem fingrene på karruselscenen, smilede hun og gav mig en thumbs up. Hun kunne godt lide, at scenen skræmte mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvad nu, hvis det var Miles på den karrusel? Da filmen var slut, spurgte jeg Emily: “Tror du, at folk kunne finde på den slags i virkeligheden?” Emily lo. “Søde Stephanie. Du aner ikke, hvad folk er parat til at gøre. Ting, de aldrig ville indrømme over for nogen – ikke engang over for dem selv.”
10
En lille tjeneste_TRYK.indd 10
04/05/2017 11.23
Jeg havde lyst til at sige, at jeg slet ikke er så sød, som hun tror. Jeg har også gjort slemme ting. Men jeg var alt for rystet til at sige noget. Hun lød i den grad som min mor. Mødre ved, at det kan være svært nok at få en god nats søvn, også uden hovedet fuldt af uhyggelige historier. Jeg kommer hele tiden til at love Emily, at jeg vil læse flere romaner af Patricia Highsmith. Men nu ville jeg bare ønske, at jeg ikke engang havde læst den ene. Offeret for den ene af de to mordere var den andens kone. Og når ens bedste veninde forsvinder, er det ikke lige sådan en historie, man har lyst til at dvæle ved. Ikke at jeg tror, at Emilys mand, Sean, nogensinde kunne finde på at gøre hende ondt. De har selvfølgelig haft deres egne, private problemer. Det har man jo i alle ægteskaber, ikke? Og jeg er ikke specielt vild med Sean. Men han er god nok på bunden (tror jeg). Miles og Nicky går i børnehaveklassen i den fremragende skole, som jeg har skrevet om på bloggen flere gange. Det er ikke den i vores egen by; den har problemer med at få nok støttemidler, fordi lokalbefolkningen (som er oppe i årene) har stemt for nedskæringer i de offentlige skolebudgetter. Det er den i nabobyen, der ligger tæt på delstatsgrænsen mellem New York og Connecticut. Den er meget bedre. På grund af reglerne om skoletilhørsforhold har drengene ikke lov at tage skolebussen. Så Emily og jeg skiftes til at køre dem i skole om morgenen. Jeg henter selv Miles hver dag. Om fredagen får Emily tidligt fri, så hun kan hente Nicky, og hun og jeg
11
En lille tjeneste_TRYK.indd 11
04/05/2017 11.23
og drengene tager ofte ud og laver et eller andet sjovt fredag eftermiddag – på burgerbar eller minigolf. De bor kun ti minutters kørsel fra os. Vi er så godt som naboer. Jeg elsker at være hos Emily. Så smider jeg mig på sofaen, og vi snakker og drikker vin, og indimellem er der en af os, der går ovenpå og ser til drengene. Jeg elsker den måde, hun bevæger hænderne på, når hun taler, den måde, lyset glimter i hendes smukke diamant- og safirring på. Vi snakker meget om moderskab. Vi løber aldrig tør for noget at sige. Det er så vidunderligt at have en rigtig veninde, at jeg somme tider helt glemmer, hvor ensom jeg var, før jeg mødte hende. Resten af ugen er det Emilys deltidsbarnepige, Alison, der henter Nicky. Emilys mand har lange arbejdsdage på Wall Street. Emily og Nicky er heldige, bare han når hjem i tide til aftensmad. Når Alison en sjælden gang er syg, sender Emily mig en sms, og så springer jeg til. Så tager jeg begge drenge med hjem, indtil Emily kan tage hjem fra arbejde. Måske en gang om måneden er Emily nødt til at arbejde over. Og to, måske tre gange har hun været nødt til at overnatte udenbys. Som nu. Før hun forsvandt. Emily arbejder i pr-afdelingen hos en berømt modedesigner på Manhattan, hvis navn jeg også omhyggeligt har undladt at nævne. Faktisk er hun chef for pr-afdelingen hos en meget berømt designer. Jeg prøver ikke at promovere bestemte brands på bloggen af tillidshensyn, og fordi namedropping er så
12
En lille tjeneste_TRYK.indd 12
04/05/2017 11.23
utiltalende. Det er også grunden til, at jeg har modsat mig reklamer på bloggen. Emily sender mig som regel en sms hver anden time, selv når hun arbejder over eller sidder i møde. Hun ringer, hver gang hun har et ledigt øjeblik. Sådan en mor er hun. Ikke en helikoptermor, ikke en speltmor eller nogen af de andre negative udtryk, som samfundet bruger for at dømme og straffe os for at elske vores børn. Når Emily kommer hjem fra byen, tager hun altid direkte fra stationen og hen til mig for at hente Nicky. Jeg er nødt til at formane hende om at overholde fartgrænserne. Når hendes tog er forsinket, sms’er hun. Hele tiden! Hvilken station de er nået til, hvornår hun regner med at være der, indtil jeg svarer: Det er helt fint, drengene har det godt, du kommer, når du kommer. Pas på dig selv. Det er to dage siden, hun har været her. Hun har ikke kontaktet mig eller svaret på sms’er eller taget telefonen. Der er sket noget forfærdeligt. Hun er forsvundet. Jeg aner ikke, hvor hun er. Hvad siger I, mødre? Lyder Emily som sådan en, der kunne finde på at forlade sit barn og være væk i to dage uden at sms’e eller ringe eller svare på mine beskeder eller tage telefonen? Hvis det ikke var, fordi der var noget galt? Helt ærligt? Okay, jeg må løbe. Jeg kan lugte, at chokoladesmåkagerne brænder på. Jeg skriver igen snart. Kærlig hilsen Stephanie
En lille tjeneste_TRYK.indd 13
04/05/2017 11.23
8
Stephanie Alle har hemmeligheder. Sådan sagde min mor altid. Ikke ligefrem det bedste at sige til en datter, som helst skulle vokse op og blive et sundt menneske med sunde forhold til andre sunde mennesker. Men jeg er sikker på, at min mor havde grund til at sige, som hun gjorde. Fire dage efter min fars død, da jeg var 18, blev der banket på døren. Det var en mand, jeg ikke kendte. Min mor så ud ad vinduet og sagde: “Se, Stephanie! Det er din far.” Jeg kendte godt udtrykket “at være vanvittig af sorg”, men min mor var absolut ved sine fulde fem. Hun var selvfølgelig sønderknust over tabet af min far. De havde elsket hinanden højt. I hvert fald så vidt jeg vidste. Måske havde vi begge to svært ved virkelig at tro, at han var borte. Han havde ofte været hjemmefra, så i et stykke tid efter hans hjertean‑ fald på golfbanen i nærheden af vores hus i en rar forstad til Cincinnati blev det ved med at føles, som om han bare var på forretningsrejse som sædvanlig. Han havde haft en høj stilling i et medicinalfirma og havde deltaget i konferencer og møder i hele landet. Men det, min mor egentlig mente, var: Se, det er din far, da han var 24. Det år, vi blev gift. Jeg kiggede ud ad vinduet.
40
En lille tjeneste_TRYK.indd 40
04/05/2017 11.23
Den unge mand, der stod derude, var gommen på mine forældres bryllupsbilleder. Jeg havde aldrig set ham før, men alligevel havde jeg fornemmelsen af at have kigget på ham hver eneste dag i hele mit liv. Det havde jeg faktisk også. Jeg havde delt hus med et indrammet billede af ham på det støvede klaver. Den eneste forskel var, at manden uden for døren var i cowboy‑ bukser og cowboyjakke og ikke i hvid smoking, og hans mørke hår var moderigtigt klippet i stedet for tilbagestrøget a la Elvis, som min far på bryllupsbilledet. Min mor sagde: “Bed ham om at komme ind.” Han så så godt ud, at jeg ikke kunne få øjnene fra ham. Min far havde også været en flot mand, inden alle rejserne og for meget alkohol og lufthavnsmad indhentede ham. Min mor sagde til den unge mand: “Stå stille. Du må ikke sige noget.” Hun gik hen og tog bryllupsbilledet fra klaveret og rakte ham det. Han stirrede på det. Det så ud, som om det chokerede ham. Så lo han højt. Det gjorde vi alle sammen. Han sagde: “Det bliver nok ikke nødvendigt med en dna-test.” Han hed Chris. Han boede i Madison i Wisconsin. Min far var også hans far. De så hinanden en gang hvert halve år; min far arrangerede sine rejser, så de førte ham gennem Wisconsin, hvor han besøgte sin anden familie: Chris’ mor og Chris. Chris havde set mindeordet for min far i vores lokalavis. Chris abonnerede på den, selv om han boede i en anden stat, hvilket fik mig til at tænke, at han prøvede (stakkel!) at følge med i min fars liv. Hans fars liv. Hans mor var død af hjertesvigt et år tidligere. Chris var selvfølgelig ikke nævnt i mindeordet, men det var vi. Og vi stod i telefonbogen under min fars navn. Det tog lidt tid, før jeg for alvor fattede, at denne her labre fyr var
41
En lille tjeneste_TRYK.indd 41
04/05/2017 11.23
min halvbror. Jeg gik i lang tid og ventede, at han ville sige, at han bare var en fjern slægtning, der tilfældigvis lignede min far. Der var også en anden sjov ting, som jeg hellere må nævne: På det tidspunkt lignede jeg min mor næsten på en prik, da hun var på min alder. (Det gør jeg stadig, om end ikke helt så meget). Jeg lignede hende, som hun så ud på bryllupsbilledet, og min uventede bror lignede min – vores – far. Og der stod vi så, det lykkelige bru‑ depar, som om vi lige var trådt ned fra toppen af bryllupskagen, to genoplivede kloner 20 år efter. Hvad skal jeg sige? Det var temmelig frækt. Jeg havde bare jeans og T-shirt på, men jeg var klar over, at jeg stod på samme måde som min mor i sin brudekjole med albuerne tæt ind til siden og hænderne samlet foran brystet som et jordegern. Da jeg tvang mig selv til at sænke armene og stå helt normalt, så jeg, hvordan Chris kiggede på mine bryster. Mon min mor havde haft en fornemmelse af sandheden om min far? Var det derfor, hun havde sagt det om, at alle havde hemmelig‑ heder? Jeg kunne ikke få mig selv til at spørge om det, ikke engang da – nej, især efter at – Chris var blevet en del af vores liv. Hun bad Chris sætte sig ved bordet i køkkenet og satte en tallerken med rester fra mindehøjtideligheden foran ham. Vi havde bestilt alt for meget mad. Chokket over min fars død blev kun forstærket af chokket over at møde en bror, jeg ikke vidste, jeg havde. Men alligevel fik det, at Chris nu sad på fars stol og roligt spiste mortadella, alting til at føles nærmest normalt. Nærmest som det burde være. Min mor sagde: “Chris, vi er virkelig kede af, at vi ikke inviterede dig med til begravelsen!” Hvorfor undskyldte hun? Det gjorde hun altid, sådan som det er meningen, at kvinder skal. Alting er altid vores skyld! Selv om jeg havde ondt af mor, havde jeg også lyst til at bede hende klappe i.
42
En lille tjeneste_TRYK.indd 42
04/05/2017 11.23
Chris sagde: “Hvorfor skulle I også have gjort det? I vidste jo ikke, at jeg fandtes.” Vi tænkte nok alle tre, at det var fars skyld. Men det var lidt sent at bebrejde ham noget. Chris sagde: “Det er mig, der skylder jer en undskyldning.” “For hvad?” sagde min mor. “For at dukke op på denne her måde,” sagde han. “Og … for at findes, vel.” Chris havde et smukt smil. Vi lo alle sammen igen. Vi lo mere, end mor og jeg havde gjort tilsammen, siden far døde. “Tag lidt mere,” sagde mor og fyldte hans tallerken igen uden at vente på svar. Jeg stod og nød at se ham spise, sultent og nydelsesfuldt. Ville mit liv have formet sig anderledes, hvis ikke min mor havde sagt til Chris, at det var for sent for ham at køre hele den lange vej hjem? Hvis hun ikke havde bedt ham blive og sove? Det, der skete, måtte nødvendigvis ske. Chris og jeg sad oppe hele natten og snakkede. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om. Vores liv, vores drømme, vores bekymringer. Vores barndom, vores ønsker for fremtiden. Hvad havde jeg at sige om mig selv? Hvad vidste jeg overhovedet? Jeg var 18. Et rent barn. Om morgenen gav jeg Chris mit nummer. Han ringede næste eftermiddag. Han var ikke taget hjem til Wisconsin. Han boede på et motel i nærheden. Jeg havde allerede en kæreste. Vi havde fulgtes ad til afslutnings‑ festen efter high school for kort tid siden. Vi havde været i seng sammen et par gange. Han var den første, jeg var i seng med, og jeg forstod ikke rigtig, hvad der skulle være så særligt ved det der sex. Jeg tænkte ikke på min kæreste. Jeg tænkte på, hvor hurtigt jeg kunne tillade mig at køre ud til motellet uden at få en bøde. Chris havde fortalt mig sit værelsesnummer. Jeg dirrede over det
43
En lille tjeneste_TRYK.indd 43
04/05/2017 11.23
hele, da jeg bankede på, og det holdt ikke op, da jeg trådte indenfor og genert kyssede ham på kinden og så mig om efter et sted at sidde. Der stod en vakkelvorn stol ved siden af et bord. Hans tøj lå nydeligt foldet sammen oven på den. Vi vidste begge to, at jeg var nødt til at sætte mig på sengen. Han satte sig ved siden af mig. Han strejfede mit bryst med bag‑ siden af hånden. “Kom herhen,” sagde han, selv om jeg allerede var der. Jeg kan stadig høre ham sige det, og når det sker, taber jeg pusten og bliver svag i knæene, nøjagtig som dengang. Bagefter forstod jeg, hvad det var, sex handlede om. Hvorfor folk ville gøre hvad som helst for at få det. Dø, endda. Da jeg først var blevet klar over det, kunne jeg ikke få nok. Der var ingen vej tilbage. Chris og jeg kunne ikke holde fingrene fra hinanden. Det sted, vi kunne nå hen til sammen, det ophidsende, intenst nydelsesfulde og intime sted, var det eneste sted, jeg ville være. Jeg er nødt til at være forsigtig med, hvor og hvornår jeg tillader mig selv at tænke på Chris. Det går ikke, når jeg er ude blandt folk, og især ikke, når jeg kører bil. Jeg smelter hen af den samme længsel som dengang. Mine øjenlåg bliver tunge af begær. Jeg lader dem glide i som værn mod varmen og mærker, hvordan jeg opløses i en sø af rent fysisk behov. Den aften, hvor Sean kom tilbage fra London, lagde jeg drengene i seng inde på Miles’ værelse. Nicky græd og ville ikke sove, fordi hans far var kommet hjem. Og fordi (hvad ingen behøvede at sige højt) hans mor ikke var. Men Sean gik ind til dem og sad hos ham, indtil han sov. Jeg spurgte Sean, om han ville have en drink. “Jeg har aldrig haft så meget brug for en drink som nu,” sagde han.
44
En lille tjeneste_TRYK.indd 44
04/05/2017 11.23
“En stærk en. Men det er nok ikke nogen god ide at stinke af sprut, når politiet kommer.” Jeg var lettet, da han ringede til politiet. Det var et tegn på, at han tog situationen alvorligt. Jeg syntes ikke, det var på sin plads, at det var mig, der skulle ringe og melde en god veninde savnet. Jeg havde ventet på Sean. Jeg ved ikke, hvorfor de sendte de lokale strissere. De tager sig mest af færdselsreguleringen. Det er deres ekspertområde. Og lidt husspektakler. Hvor var det mærkeligt, at det var politiet, der lignede forbrydere, da de endelig kom. Politiassistent Molloy havde rødt hår og et over‑ skæg som en pornostjerne fra gamle dage. Betjent Blancos læbestift (havde kvindelige betjente virkelig lov at gå med så meget makeup?) var tværet ud. Jeg fik den tanke, at de havde siddet og kysset i patrul‑ jevognen, da Sean ringede. Måske var det derfor, de virkede så forvirrede. Først troede de, at jeg var Seans kone, så hvorfor havde han meldt sin kone savnet? Og så troede de, at det var Seans hus … Det tog lidt tid at skabe klarhed: Sean var ægtemanden, jeg var veninden. Da Molloy spurgte, hvor længe Emily havde været forsvundet, og Sean måtte kigge på mig for at få et svar, og jeg sagde seks dage, trak Molloy på skuldrene, som om hans egen kone – han havde ring på – havde for vane at forsvinde i flere uger uden at sige noget til nogen, og det var da helt normalt. Betjent Blanco sendte ham et blik, men politiassistent Molloy stirrede på Sean, som om det undrede ham, at Sean var nødt til at spørge mig, hvor længe hans egen kone havde været forsvundet. Eller hvorfor det havde taget ham så lang tid at melde det. “Undskyld,” sagde Sean. “Jeg har jetlag.” “Været ude at rejse?” spurgte Molloy. “Jeg har været i London,” sagde Sean.
45
En lille tjeneste_TRYK.indd 45
04/05/2017 11.23
“På familiebesøg?” Godt tænkt, Sherlock. Det var accenten, der afslørede ham! “Forretninger,” sagde Sean. Betjentene sendte hinanden et langt blik. De havde sikkert lært på politiskolen, at manden altid er den første, man bør mistænke. Men de havde vist ikke været til den time, hvor man fik forklaret, hvad man skulle gøre, hvis manden befandt sig på den anden side af Atlanterhavet, på det tidspunkt konen forsvandt. “Giv hende et par dage,” sagde Molloy. “Måske ville hun bare have lidt fri. En lille ferie fra tilværelsens trummerum.” “I forstår ikke,” sagde jeg. “Emily efterlod sin søn her hos mig. Hun ville aldrig forlade ham på den måde og hverken ringe eller give lyd eller noget.” “Så meget desto mere grund til at vente,” sagde Blanco. “Jeg har tre børn, og tro mig, der er dage, hvor jeg drømmer om at holde pause fra det hele, at tjekke ind på en eller anden skøn lille spa og få lidt tid for mig selv.” Jeg holdt op med at høre efter et øjeblik, tænkte på min blog og på, at det var den slags, jeg hørte fra mødre hele tiden. Men Emily var ikke sådan. Hvordan kunne jeg få dem til at forstå, at der var noget virkelig galt? I mellemtiden var betjentene gået videre til at spørge Sean, om han havde forsøgt at kontakte hendes venner og øvrige familie. “Jeg er hendes veninde,” sagde jeg. “Hendes bedste veninde. Det er mig, hun ville sige det til, hvis …” Politiassistent Molloy afbrød mig. “Resten af familien? Hendes nærmeste?” “Hendes mor bor i Detroit,” sagde Sean. “Men jeg tror bestemt ikke, at det er der, Emily er taget hen. Hun og hendes mor har ikke set hinanden i mange år.”
46
En lille tjeneste_TRYK.indd 46
04/05/2017 11.23
Det chokerede mig. Jeg havde forstået på Emily, at hun og hendes mor holdt meget af hinanden, skønt de ikke stod hinanden særlig nær. Emily havde været så forstående, da jeg fortalte hende om mine egne forældre. “Ved du hvorfor?” spurgte Blanco. Hvordan var det overhovedet relevant i forhold til Emilys forsvinden? De troede nok, at deres politiskilte og uniformer gav dem lov til at snage, lige så meget de havde lyst til. “Min kone brød sig ikke om at tale om det,” sagde Sean. “Der havde været nogle problemer for længe siden, som aldrig var blevet løst. Men under alle omstændigheder er hendes mor desværre meget dement. Min kone siger, at hun ikke altid ved, hvem hun er, eller hvor hun er. Hun har et ustabilt forhold til virkeligheden. Hun tror, at hendes mand, som har været død i ti år, stadig lever. Hvis det ikke var for hendes hjemmesygeplejerske …” “Folk søger alligevel ofte tilbage til deres barndomshjem, hvis de havner i problemer,” sagde Blanco. “Det sted, hvor de først følte sig trygge.” “Jeg kan garantere, at det ikke er der, min kone er. Hun følte sig bestemt ikke spor tryg der. Og hvorfor skulle min kone være havnet i problemer?” Kunne det tænkes, at Sean løj? Emily havde aldrig nævnt for mig, at hendes mor var syg. Det eneste negative, hun nogensinde havde sagt om sin mor, var, at hun hadede modermærket under Emilys øje og havde opfordret hende til at få det fjernet. Emily havde sagt nej – mest for at trodse sin mor – men uenigheden havde givet hende et kompleks over den lille mørke plet, som nok ville vare livet ud. Og jeg, der altid havde troet, at vi fortalte hinanden alt. Betjentene havde vældig travlt med at komme af sted og få rap‑ porten fra hånden. Eller måske var de bare ivrige efter at fortsætte
47
En lille tjeneste_TRYK.indd 47
04/05/2017 11.23
hyrdetimen ude i patruljevognen. De sagde, at vi skulle give besked, hvis vi hørte fra Emily, og at vi ville blive kontaktet af kriminalpolitiet om en dag eller to, hvis hun stadig ikke var kommet hjem. En dag eller to? Helt ærligt! Det ringede på igen. Det var Molloy. “Lige én ting mere,” sagde han, ligesom i genudsendelserne af gamle afsnit af Columbo. Jeg var lige ved at komme til at grine. “Jeg håber, du ikke har flere Europarejser på programmet i den nærmeste fremtid,” sagde han til Sean. “Jeg skal nok være her,” sagde Sean koldt. “Altså derhjemme. Og passe min søn.” Da jeg havde hørt patruljevognen køre ud ad indkørslen, sagde jeg: “Nu har vi vist brug for en drink.” “Helt bestemt,” sagde Sean. Jeg skænkede en dobbelt whisky op til os begge to, og vi satte os ved bordet i køkkenet og drak og sagde ingenting. Det føltes næsten rart, sådan at sidde og drikke og ikke sige noget, at have en mand i huset efter så lang tid. Men så kom jeg i tanker om, hvorfor Sean var der. Og jeg blev igen ude af mig selv af angst. “Måske skulle du ringe til hendes mor,” sagde jeg. Så ville vi da i det mindste foretage os noget. Og jeg ville være der, når Sean ringede. Enten havde Emily undladt at nævne noget vigtigt om sit liv, eller også havde hun løjet for Sean. Eller også havde Sean løjet for politiet. Intet af det gav nogen mening. Hvorfor skulle han lyve om sådan noget? Hvorfor skulle hun? “Ja,” sagde han, “det er et forsøg værd. Jeg kan i hvert fald snakke med hjemmesygeplejersken.” Sean ringede op. Jeg havde lyst til at bede ham slå højttaleren til. Men det ville have været for underligt. “Hej, Bernice,” sagde han. “Du må virkelig undskylde forstyrrelsen.
48
En lille tjeneste_TRYK.indd 48
04/05/2017 11.23
Men har du hørt fra Emily? Åh, det er klart. Nej, det troede jeg heller ikke. Nej, alt er OK, jeg tror, hun er på forretningsrejse. Og jeg er lige kommet hjem. Nicky har det fint, han har været hos en kammerat. Jeg vil ikke gøre dig urolig …” Tavshed. Så sagde Sean: “Ja, lad mig bare tale med hende, hvis hun vil. Det er godt at høre, at hun har en af sine gode dage.” Tavshed igen, så: “Godaften, fru Nelson. Jeg håber, du har det godt. Jeg tænkte på, om du måske havde hørt fra din datter?” Tavshed. “Emily. Nej, det tænkte jeg nok. Hils hende, hvis du ser hende. Og pas på dig selv. Farvel.” Sean havde tårer i øjnene, da han lagde på. Og jeg skammede mig over at have været så smålig og mistænksom. Uanset hvad jeg mente om Sean, så var Emily hans kone. Og Nickys mor. Sean elskede hende. Og vi var sammen om det her. “Åh, den stakkels gamle dame,” sagde Sean. “Hun sagde: datter? Hvilken datter?” Det var næsten nok til at få mig til at sætte pris på, at min egen mor var død så pludseligt, og at jeg ikke havde været nødt til at se hende forsvinde i små bidder på ubarmhjertig vis. “Hvad med familiens sommerhus oppe ved søen?” spurgte jeg. “I Michigan. Der, hvor I tog op til din fødselsdag. Kan hun være taget derop?” Sean kastede et hurtigt, undersøgende blik på mig, som om han tænkte på, hvorfra jeg vidste, at der var et sommerhus, som om han ikke brød sig om, at jeg vidste, det fandtes. Havde han glemt, at det var mig, der passede Nicky, dengang han og Emily var stukket af på en romantisk weekendtur? “Umuligt,” sagde han. “Hun elskede at være der. Men ikke alene. Aldrig. Hun var bange for, at huset var hjemsøgt.”
49
En lille tjeneste_TRYK.indd 49
04/05/2017 11.23
“Hvordan det?” spurgte jeg. “Det ved jeg ikke,” sagde Sean. “Jeg spurgte aldrig om det. Hun sagde engang, at huset var fuldt af spøgelser.” Jeg spurgte mig selv, hvor fortrolige Sean og Emily egentlig var, hvis hun havde sagt, at familiens sommerhus var hjemsøgt, og han aldrig havde spurgt, hvad hun mente med det. “Hun fortalte mig, at hendes forældre var meget kolde og kontrol‑ lerende og afvisende, og at de problemer, hun havde, da hun var i tyverne, var en reaktion på hendes opvækst i et ukærligt hjem. Jeg har altid ment, at det var en af de ting, vi havde tilfælles. Vi har begge to haft en noget rodet barndom.” Emilys forsvinden og vel også whiskyen havde fået Sean, der normalt var så britisk og reserveret, til at tale mere frit, end jeg nogensinde havde hørt ham tale før. Faktisk havde vi aldrig tidligere vekslet mere end et par ord, så måske mener jeg bare mere frit, end jeg forestillede mig, at han normalt talte. Jeg havde lyst til at sige, at min egen barndom også havde været noget rod. Bare på en anden måde. Da jeg var midt i den, så den pæn og nydelig ud. Det var først senere, at det gik op for mig, hvor rodet den havde været. Men jeg sagde ikke noget af alt det. Ikke kun fordi der var ting, som Sean ikke behøvede at vide om mig, men også fordi jeg var bange for, at det skulle lyde, som om jeg konkurrerede med ham og Emily om, hvem der havde haft den mest rodede barndom. En eftermiddag ikke så længe efter ringede Sean og spurgte, om jeg kunne hente Nicky efter skole. Kriminalpolitiet havde bedt ham møde op på stationen i Canton. Han tog af sted fra kontoret for at komme derhen, og han vidste ikke, hvornår han ville være hjemme. Klokken var seks, da han kom hjem til mig. Han var blevet udspurgt af to kriminalbetjente, igen en mand og en kvinde, som hed Meany
50
En lille tjeneste_TRYK.indd 50
04/05/2017 11.23
(sikke et navn) og Fortas. Han sagde, at de havde forekommet ham kun en anelse mere kompetente end de betjente, der havde været hjemme hos mig den aften. I det mindste havde de gjort sig den ulejlighed at kontakte politiet i Detroit, som havde opsøgt Emilys mor og fået samme svar som Sean. Nej, mrs. Nelson havde ikke set hende. Nej, mrs. Nelson havde ingen anelse om, hvor hendes datter var. Faktisk var det mest hjem‑ mesygeplejersken, de havde talt med. Mrs. Nelson havde en af sine “dårlige dage” og kunne knap nok huske sin datters navn. Sean sagde, at han under hele samtalen med kriminalbetjentene havde haft en fornemmelse af, at de blot fulgte trinene i en manual, en slags Afhøring af Forsvunden Hustrus Mand: Sådan Gør Du. Alli‑ gevel havde det været benhårdt. De havde stillet de samme spørgsmål igen og igen. Vidste han, hvor Emily kunne være taget hen? Var de lykkelige sammen? Skændtes de? Var der nogen grund til, at hun måske ikke var lykkelig? Kunne det tænkes, at hun havde en affære? Var der alkoholmisbrug eller stoffer involveret? “Jeg fortalte dem, at hun engang havde eksperimenteret med stoffer i en kort periode. Som vi alle sammen gjorde, da vi var i tyverne. Jeg sad der og smilede til dem som en idiot. Men det var mig, der var til grin. De smilede ikke tilbage. De havde absolut ikke fjollet rundt, da de var i tyverne. Det stod på i flere timer. Det dødssyge afhørings lokale. Somme tider gik de, og så kom de tilbage. Nøjagtig som i de der krimiserier på BBC, som jeg altid har elsket, i modsætning til Emily. Men alligevel … så føltes det aldrig, som om de faktisk mis‑ tænkte mig for noget. Ærlig talt, Stephanie, så føltes det, som om de ikke rigtig troede på, at Emily er død. Jeg ved ikke hvorfor, hvordan de mente, de kunne vide noget som helst om os. Om vores ægteskab. Men jeg fik indtryk af, at de troede, at Emily bare var stukket af. De blev ved med at sige: Når der ikke er noget lig, når der ikke er nogen
51
En lille tjeneste_TRYK.indd 51
04/05/2017 11.23
tegn på en forbrydelse … Og jeg havde hele tiden lyst til at råbe: Men Emily er jo væk! Hvad vil I gøre ved det?” “Ja, hvad?” Jeg havde lyttet intenst til Sean, samtidig med at jeg havde tænkt, at hans kommentar om, at Emily ikke brød sig om kri‑ miserierne, var det første negative, jeg nogensinde havde hørt ham sige om hende. Hun havde haft masser af kritik af ham. Han lyttede ikke. Han fik hende til at føle sig dum. Hver eneste gifte kvinde i byen kunne have sagt det samme om sin mand. Jeg kunne have sagt det om Davis. Et par dage efter ringede kriminalbetjent Meany. Jeg var glad for, at Sean havde advaret mig om hendes navn, så jeg ikke kom til at fnise eller sige noget dumt, da hun præsenterede sig. Hun sagde, at jeg kunne komme hen på stationen, når det passede i mit program. De skulle nok skaffe tid til mig. Det var jo pænt af dem. Men var det bare noget, jeg bildte mig ind, eller var der antydningen af en foragtelig, ironisk undertone i den måde, hun sagde “program” på? Jeg kørte hen til politistationen i Canton efter at have sat Miles af ved skolen. Jeg indrømmer gerne, at jeg var nervøs. Det føltes, som om alle så på mig, som om jeg havde gjort noget galt. Kriminalbetjent Meany og den meget yngre Fortas stillede mig nogle af de samme spørgsmål, de havde stillet Sean. De var især interesserede i at vide, om Emily havde været ked af det og utilfreds. Mens jeg talte, sad Fortas hele tiden og tjekkede sin telefon, og to gange sendte han en sms, som jeg vidste ikke havde noget at gøre med mig. Jeg sagde: “Hun var meget glad for sin tilværelse. Hun ville aldrig gøre det her. Hun er en hengiven hustru og mor, og hun er forsvun‑ det, og I gør intet!” Hvorfor var jeg den eneste, der kæmpede min venindes sag? Hvorfor havde hendes mand ikke sagt det, som jeg nu sad og sagde? Måske fordi Sean var englænder. Han var for høflig.
52
En lille tjeneste_TRYK.indd 52
04/05/2017 11.23
Eller måske syntes han ikke, at det her var hans land. Det var op til mig at gøre noget. “Godt.” Betjent Fortas lød, som om han gjorde mig en stor tjeneste. “Vi ser, hvad vi kan finde ud af.” Den weekend dukkede betjentene op hjemme hos Sean og Emily og spurgte, om de måtte se sig om. Heldigvis var Nicky hjemme hos mig, hvor han legede med Miles, så Sean lod dem komme ind. Han fortalte mig, at deres undersøgelse af huset havde været usikker og overfladisk. Nærmest som om de var ejendomsmæglere eller folk på jagt efter et nyt hus. De bad om billeder af Emily. Sean havde fundet et par snapshots frem, som han gav dem. Heldigvis ringede han først til mig, og jeg anbefalede, at han ikke gav dem nogen billeder, hvor Nicky var med. Han var enig i, at det var en god ide. Tilsammen gav vi betjentene en fuldstændig beskrivelse af Emily – tatoveringen på hendes håndled, hendes hår, diamant- og safirringen. Sean græd, da han fortalte dem om ringen. Jeg måtte bide mig i tungen for ikke at fortælle dem om hendes parfume. Det var næppe sådan noget, man sagde til en kriminalbetjent, der var på jagt efter en, der var meldt savnet. Syrener? Liljer? Italienske nonner? Tak for hjælpen, frue. Vi ringer, hvis vi har brug for flere oplysninger. Endelig vågnede Emilys arbejdsplads op fra deres dybe, moderigtige døs. Det var ikke nogen overraskelse, at de havde været tavse. Emily var Dennis Nylon Inc.s stemme udadtil, og hun var den eneste i firmaet, der vidste, hvordan man sagde noget. Dennis Nylon var det navn, hendes chef var blevet kendt under, dengang han gjorde byens natklubber usikre i 1970’erne. Han var begyndt med at lave punket gademode og var siden strøget til vejrs som en af verdens smarteste og dyreste designere. Iklædt sit
53
En lille tjeneste_TRYK.indd 53
04/05/2017 11.23
emblematiske tætsiddende sorte jakkesæt, det kendte Dennis Nylonunisex-sæt, tonede han frem i nyhederne klokken seks og udtalte, at firmaet støttede og samarbejdede med politiet i jagten på Emily, deres højtelskede medarbejder og ven. Han havde et slips på med firmaets logo, hvilket var smagløst (syntes jeg). Men måske var der ikke andre, der lagde mærke til det. Mere nøjagtigt sagde han, at det var nødvendigt at “finde ud af, hvad der var sket med Emily Nelson”. At han åbenbart var så sikker på, at der var sket hende noget, fik det til at løbe koldt ned ad ryg‑ gen på mig. Nederst på skærmen var der et telefonnummer, som man kunne ringe til, hvis man havde oplysninger. Det lignede en infomercial med et nummer, hvor man kunne bestille slipset. Men hans optræden skaffede dog sagen noget opmærksomhed, i det mind‑ ste i nogen tid. Betjentene fortalte mig, at firmaet havde doneret en betydelig bunke penge til politiet – for at inspirere betjentene til at lægge sig ekstra i selen. Dennis Nylon Inc. meldte sig frivilligt til at lave efterlysnings‑ plakater og sætte dem op i området. Der kom en hel busfuld af modebranchepraktikanter, og en hel dag vrimlede vores lille by med undervægtige, androgyne unge mennesker med asymmetriske fri‑ surer og tætsiddende jakkesæt og store stakke plakater i armene, som blev sat op med hæfteklammer på telefonpælene og klistret på butiksruderne. HAR DU SET DENNE KVINDE? Det var jeg ikke sikker på, at jeg havde, for billedet af Emily – et lækkert portræt med fuld makeup, stort hår og et modermærke, der var photoshop‑ pet væk – lignede min Emily så lidt, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville have genkendt hende. Det var på samme tid foruroligende og trøstende at se billedet over det hele – plakaterne var en permanent påmindelse om det, vi havde mistet, og samtidig en lille trøst, for i det mindste var der nogen, der gjorde noget.
54
En lille tjeneste_TRYK.indd 54
04/05/2017 11.23
Nå, men noget eller nogen fik i hvert fald Meany og Fortas til at lette røven længe nok til at snakke med de nørder, der sidder og hol‑ der øje med byens overvågningskameraer. De fulgte Emilys færden til JFK-lufthavnen, hvor hun kyssede Sean farvel uden for afgangs‑ terminalen. Men hun havde aldrig boardet det fly til San Francisco, hun havde billet til. Hverken Sean eller jeg havde haft nogen anelse om, at hun havde været på vej vestpå. Sean havde troet, at hun var på vej til Manhattan, at hun bare var kørt med ham til JFK, så de kunne følges lidt og sige farvel. Han havde troet, at hun bagefter tog på arbejde og derefter på forretningsrejse et eller andet sted. Men folkene på Dennis Nylon Inc. vidste ikke noget om nogen forretningsrejse til vestkysten. Overvågningskameraerne havde fanget hende, mens hun var på vej ud af terminalen og senere hos et biludlejningsfirma, hvor hun lejede en stor firedørs personbil. Hun tog den første, de foreslog, en hvid Kia. Politiet udspurgte biludlejeren, men han huskede ikke andet, end at Emily på det bestemteste havde afvist en gps. Det havde ikke været særlig usædvanligt. Der er mange mennesker, der ikke har lyst til at betale ekstra for sådan en, når nu de allerede har gps i telefonen. Det lød rigtigt i mine ører. Emily har en stærk stedsans. Når vi skulle et sted hen, også selv om det bare var friluftsbadet, var det mig, der kørte, mens Emily fandt ruten på sin telefon. Hun vidste, hvordan man fandt ud af, om der var stærk trafik, også selv om der aldrig var stærk trafik i vores by, medmindre man var på vej til sta‑ tionen i myldretiden. Og det er jeg aldrig – men det var hun, fem dage om ugen. Hvor skulle hun hen i den bil? Hvorfor sendte hun ikke en sms eller ringede? Der var gode nyheder: De geniale betjente fandt ud af, at alle biludlejningsfirmaets biler har en sender, der betaler trådløst for
55
En lille tjeneste_TRYK.indd 55
04/05/2017 11.23
betalingsveje, og via den kunne de spore bilen til en betalingssluse omkring 300 kilometer vest for Manhattan på en motorvej i Pennsyl‑ vania. Men der var også dårligt nyt: Derefter var der intet spor efter hende. Det så ud, som om Emily havde forladt motorvejen og var kørt ad mindre veje – og at hun havde skaffet sig af med sin telefon og var forsvundet fra jordens overflade. Ud i de døde zoner på landkortet. Sean og jeg bad betjentene kontakte politiet der, hvor hun sidst var blevet set, men det havde de allerede gjort. Hvis hun var stukket af, kunne hun være hvor som helst. Der var masser af døde zoner ude langs de små veje. De var nødt til at vente på, at der dukkede nye spor op. Døde zoner. Alene ordene gav mig myrekryb. Den næste overraskelse var, at Emily havde hævet 2000 dollars i banken i kontanter. Det var et tydeligt tegn på, at hun havde tænkt sig at tage på en eller anden rejse. Det er mere, end man kan få ud af en bankautomat, i hvert fald i vores by. Politiet sagde, at bankens overvågningskamera havde filmet hende, mens hun stod ved skranken – alene. I flere dage forestillede jeg mig (paranoid, som jeg var), at der havde stået en skurk udenfor og ventet, en, der ville kapre hendes bil, og som havde truet med at gøre hende eller hendes familie ondt, hvis hun skreg om hjælp. Jeg forstod ikke, hvorfor politiet ikke tog sådan et scenarie alvorligt. Så de ikke tv? Det skete stort set hver dag, at uskyldige mødre blev bortført fra storcentrenes parkeringspladser. Sean gav sit firma besked på, at han ikke kunne rejse nogen steder hen, før hans kone var fundet. Han tilbød at tage orlov uden løn. Men de var forstående og satte ham ned på halv tid. Han ville blive tilknyttet et lokalt projekt, så han kunne arbejde hjemmefra og kun indimellem tage ind til byen.
56
En lille tjeneste_TRYK.indd 56
04/05/2017 11.23
Sean var meget opmærksom på Nicky. Han var så kærlig over for ham, så meget til stede, at det var smukt at se. Hver morgen kørte han Nicky i skole og hentede ham hver eftermiddag. Han mødtes tit med mrs. Kerry, blandt andet for at holde hende informeret om, hvordan eftersøgningen gik, selv om hun sikkert allerede vidste det hele – eller i hvert fald en hel del. I begyndelsen var der en del offentlig omtale, mest på grund af Dennis (tror jeg). Connecticut-mor forsvundet! Sean, den tapre, men fortvivlede ægtemand, gik på tv og bad alle, der mente at have set Emily, om at kontakte myndighederne. Han var meget overbevisende, og jeg er vis på, at alle troede på ham. Men det var kun lokal-tv, og siden det opsigtsvækkende tv-klip med Dennis Nylon var interessen for vores historie dalet. Da politiet fandt ud af, at Emily havde lejet en bil og hævet en stor portion penge, kom det hele i endnu højere grad til at ligne en sag om en kvinde, der var stukket af fra sin mand. Medierne mistede efterhån‑ den interessen, og reporterne fandt andre græsgange. Ægtemanden havde et skudsikkert alibi. Der var ingen spor, ingen ledetråde, ingen bevismaterialer, og Emily var stadig ikke dukket op. Det er vores fortjeneste, at Nicky endnu ikke er brudt sammen. Sean og jeg samarbejder. Nicky og Miles leger sammen hele tiden. Jeg gav Sean navnet på den psykolog, Miles gik hos, efter at hans far og onkel døde, dengang han hele tiden gemte sig for mig, når vi var ude, så jeg ikke kunne finde ham, hvorefter han grinede ad mig, når jeg blev panisk af skræk. Psykologen havde fortalt mig, at masser af børn legede den leg. Han sagde, at børn hele tiden sætter os på prøve. Det er sådan, de lærer nye ting. Jeg måtte ikke tro, at det skyldtes det tragiske tab af Miles’ far og onkel, selv om det uden tvivl havde været meget traumatisk. Psykologen sagde, at jeg stille og roligt skulle bede Miles holde
57
En lille tjeneste_TRYK.indd 57
04/05/2017 11.23
op med at gemme sig, og så ville han holde op. Han sagde, at Miles havde en samvittighed. Det kunne jeg godt lide at høre, nøjagtig som jeg godt kan lide den følelse, jeg har nu: at Sean og jeg gør alt, hvad vi kan, for at Nicky skal tage så lidt skade som muligt. Ikke at det kan undgås. Miles holdt op med at gemme sig, og nu siger jeg til mig selv, at Nicky nok skal holde sig oprejst. Sammen skal vi nok klare det. Vi har holdt Nicky væk fra reporterne. Han optræder ikke på et eneste af billederne af Sean og Emily. I de første dage, da hans far blev interviewet af medierne og mødtes med politiet, var han hjemme hos mig. Lejebilen blev aldrig fundet. Sean måtte udfylde et ton papirer for at få Emily officielt erklæret savnet, så lejeaftalen kunne erklæres ugyldig. Jeg tror, han fik hjælp af advokaterne i hans firma. Sean og jeg er et team. Nicky er vores projekt. Når Sean kommer over med Nicky, så han kan lege med Miles, taler vi længe sammen, og også når vi mødes uden for skolen om eftermiddagen. Jeg støtter Sean og opmuntrer ham til at insistere på, at politiet fortsætter med at søge efter Emily. Vi er enige om, at det er alt for tidligt at fortælle Nicky, at hans mor måske er død – eller bare at antyde det. Når Nicky gerne vil vide det, vil han spørge af sig selv, og så vil vi fortælle ham, at der stadig er håb. Indtil der ikke længere er noget håb. Før Emily forsvandt, havde jeg ikke været særlig meget sammen med Sean. Hvis Davis havde været i live, havde vi måske været som to par, der sås. Vi havde måske inviteret dem over at spise. Men da jeg mødte Emily, havde Davis været død i to år. Sean var altid enten på arbejde eller på forretningsrejse, så Emily og jeg havde et rent mor-venskab. Det er ikke til at tro det nu, men jeg brød mig faktisk ikke særlig
58
En lille tjeneste_TRYK.indd 58
04/05/2017 11.23
meget om Sean. Jeg så ham nok som en snobbet og overprivilegeret englænder fra overklassen, sådan en, der tror, han ejer hele verden. Høj og flot, selvsikker og skråsikker – slet ikke min type. Han arbej‑ der i afdelingen for fast ejendom i et stort investeringsfirma på Wall Street. Jeg ved stadig ikke helt, hvad det egentlig er, han laver dér. Det er altid en skøn overraskelse, når man opdager, at en person faktisk er meget sødere, end man troede. Jeg ville ønske, jeg havde kunnet opdage det, uden at Emily var nødt til at forsvinde. Emily brokkede sig tit over ham. Hun sagde, at han aldrig var hjemme, at han lod hende tage sig af alt, der havde med Nicky at gøre, at han ikke respekterede hendes intelligens, at han kritiserede hende og fik hende til at føle sig småskør og uden ansvarsfølelse, at han ikke satte pris på alt det, hun gjorde, at han undervurderede hendes betydning for familien, ikke bare i forhold til Nicky, men også økonomisk. Han respekterede ikke de ting, hun opnåede i sit job. Han mente, at modebranchen ikke var andet end lukrativt lom‑ meuld. Hun kunne godt lide at læse, han kunne godt lide at se tv. Somme tider (og absolut kun efter glas vin nummer to) tænkte hun, at Sean ikke var nær så klog, som han selv troede. Ikke nær så klog, som hun havde troet, han var, dengang de mødtes. Hun sagde ganske vist, at sex med Sean var fantastisk. På en livsomvæltende måde. Hun sagde, at deres sexliv fik alt andet til at se mindre vigtigt ud. Livsomvæltende sex var endnu en ting i min bedste venindes perfekte liv, som jeg prøvede ikke at misunde hende. Nå, men Emily sagde, at Sean hverken drak eller bollede udenom eller spillede hasard eller var voldelig eller nogen som helst andre af de ting, som de virkelig forfærdelige ægtemænd gør. Sandheden er, at jeg godt kunne lide at høre Emily bitche om sit ægteskab. Jeg elskede Davis af hele mit hjerte og hele min sjæl. Jeg savner ham stadig hver eneste dag. Men det var ikke, fordi vi ikke havde vores at slås med.
59
En lille tjeneste_TRYK.indd 59
04/05/2017 11.23
Sådan er det i alle ægteskaber, og det krævende arbejde med at have et lille barn gør det ikke nemmere. Davis fik mig ofte til at føle mig dum, også når jeg var sikker på, eller næsten sikker på, at det ikke var hans mening. Han vidste så meget om arkitektur og design, og han havde så mange holdninger. Det blev så slemt, at jeg, når vi gik ind i en butik, var bange for at sige, at det der kunne jeg godt lide, og det der kunne jeg ikke lide, af angst for det dræberblik, han sendte mig (ubevidst, det er klart), når han var uenig. Hvilket han næsten altid var. Det blev lidt ensformigt til sidst. Men som jeg har skrevet på min blog så tit, så betyder det at være enke, at medmindre man er med i en støttegruppe – hvilket jeg ikke er, selv om jeg godt forstår, hvorfor der er så mange kvinder, der er glade for dem – så vil ingen af de gifte kvinder, man møder, nogen‑ sinde nævne deres mand, ikke engang for at brokke sig over ham. De er nok bange for, at jeg skal blive endnu mere ked af det, end jeg er i forvejen, fordi jeg ikke har en mand at brokke mig over. Som om jeg kun ville savne Davis, når jeg hørte en anden kvinde mukke over, at hendes mand snorker. Dengang jeg først ringede til Sean, da han var i England, og Emily ikke var kommet for at hente Nicky, havde det ikke været nogen behagelig samtale. Han havde lydt både søvnig og irriteret. Nå, men du må meget undskylde, at din kone er forsvundet. Undskyld, jeg vækkede dig. Han lod ikke til at vide, hvem jeg var, selv om han foregav at vide det på den der pseudohøflige britiske manér. Åh, Stephanie, ja, selvfølgelig! Jeg fik en fornemmelse af, at Sean ikke kunne huske, at han havde mødt mig, hvilket ikke var særlig flatterende. Jeg har skrevet på min blog om, hvordan mange (mest mænd, men ikke kun mænd) ikke kan skelne den ene mor fra den anden, måske fordi de ikke ser andet
60
En lille tjeneste_TRYK.indd 60
04/05/2017 11.23
end klapvognen. Da Sean sagde til mig, at Emily var taget på et par dages forretningsrejse, fik han det til at lyde, som om det var mig, der var småskør. Sean tog ikke situationen alvorligt, før han kom hjem fra England, og hun ikke var der. Og så var det, at han kom direkte over til mig. På min blog har jeg beskrevet, hvordan synet af ham og Nicky hjemme hos mig endelig fik det til at gå op for mig, at Emily faktisk var væk. Men jeg har absolut ikke skrevet noget om, at Sean viste sig at være så meget højere og flottere og mere tiltrækkende, end jeg huskede. Ærlig talt følte jeg mig som en troløs veninde, alene fordi jeg lagde mærke til det. Han sagde, han troede, hun var i Minnesota, men nu spurgte han sig selv, om ikke hun havde sagt, at hun skulle til Milwaukee. “Det er bare, fordi jeg er engelsk,” sagde Sean. Hvormed han mente, at man ikke kunne forvente, at han skulle kunne skelne det ene sted med M i Midtvesten fra det andet, eller hvad? Jeg fik en følelse af, at han rev den der “det er bare, fordi jeg er engelsk” af sig, hver gang han ikke havde hørt ordentlig efter. Hans kone befandt sig et eller andet sted i Midtvesten, der begyndte med M, og han vidste ikke hvor. Det, jeg vil sige med alt det her, er bare, at jeg ikke havde fået noget godt indtryk af ham. Men efter at Emily er forsvundet, er jeg begyndt at forstå ham bedre og respektere ham. Det føles godt at tale om Nicky. Jeg kan godt lide visheden om, at Sean har tilstrækkelig meget tillid til mig til at spørge mig, hvordan jeg synes, hans søn klarer den, og hvad vi bør sige til ham. Det er en kompliment, fordi det må betyde, at han beundrer den måde, jeg opdrager Miles på. Der er noget sexet over denne tilstand af perfekt forståelse og harmoni mellem mig og denne her ekstremt flotte singlefar. Det, der gør det mindre sexet, er den omstændighed, at der ikke er tale om en eller anden tilfældig far, men om min forsvundne venindes mand.
61
En lille tjeneste_TRYK.indd 61
04/05/2017 11.23
Hvis jeg vil kunne holde mig selv ud, hvis jeg stadig vil kunne betragte mig selv som et anstændigt menneske og ikke et uhyre, vil jeg være nødt til at gøre alt, hvad der står i min magt, for at ignorere og modstå, ja, ikke engang indrømme for mig selv, at der foregår noget mellem os. Hvilket også er sexet på en måde. Det er et dilemma, en af den slags ting, man ikke skriver noget om på bloggen – ikke hvis man er ved sine fulde fem i hvert fald. Men det er nok derfor, jeg bliver ved med at tænke på den dag, da Chris dukkede op hjemme hos mig og min mor; det er derfor, Sean minder mig om den dag, da min halvbror kom ind i mit liv. Det er det samme lynnedslag af begær efter en, man ikke må begære. Absolut ikke. Den der kildrende følelse af ren og skær ophidselse. Jeg havde været tiltrukket af fyren på mine forældres bryllupsbil‑ lede. Og nu var jeg tiltrukket af min venindes mand. Det var ikke noget, jeg selv havde valgt, sådan var det bare. Gør det mig pervers? Gør det mig til en forbryder? Eller bare et dårligt menneske?
En lille tjeneste_TRYK.indd 62
04/05/2017 11.23