En linje i verden by Gads Forlag

DORTHE NORS HENRIK SA XGREN

En linje i verden Gads Forlag

En linje i verden Copyright © Dorthe Nors, Henrik Saxgren & Gads Forlag, 2021 1. udgave, 1. oplag Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Camilla Jørgensen, Trefold Forsidefoto: Henrik Saxgren Bogen er sat med FS Ostro og trykt hos Narayana Press ISBN: 978-87-12-06115-1 Omslagsfotos af Henrik Saxgren er fra henholdsvis Vadehavet, Grenen og Nørlev Bogen er udgivet med støtte fra Realdania Arne V. Schleschs Fond Ernst B. Sund Fonden Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk www.dorthenors.dk www.henriksaxgren.com

Indhold

Linjen 9 Den korteste nat 17 Vandrende huse 25 Fra Skagen til Agger 36 Det Hemmelige Sted 89 Vandvejen vestover 99 Stierne omkring Bulbjerg 109 Det tidløse 119 Amsterdam, Hvide Sande 131 Fra Thyborøn til Blåvandshuk 140 Vadehavssuite 195 ”Da jeg var i Angest” 207 Vintersolhverv 219 Magneter 231 Vadehavet 242 Grænseland 271 Stille regn i Skagen 281 Tekstens steder 290 Billedernes steder 292 Kort over Linjen 294 Referencer 296 Forfatterens tak 298 Fotografens tak 300

Linjen

Det er tidlig sommer, og langt under mig ligger en kystlinje. Jeg har foldet den ud som et landkort på skrivebordet. Den begynder at tegne sig på det nordligste af Jylland, Danmark. Ja, den begynder dér i Skagerrak på en tilspidset sandodde. Så går den sydpå som et fald. Den bugter sig nedad. Nu er den begyndt, linjen. Den tegner en kyst og fortsætter svagt udad. Så kommer nakkehvirvlerne. De lægger sig til, én for én, stablet oven på hinanden som sandede øer. Og linjen fortsætter, gennembryder grænser, når frem til Tyskland og fortsætter. Øerne lægger sig som fine små hvirvler ind imod Holland, nu ikke længere i færd med at tegne en streg, men et væsen. En kystlinje på omtrent tusind kilometer. Fra Skagen i Danmark til Den Helder i Holland. Fra en nordlig tilsandet odde i færd med at presse sig ind mellem Norge og Sveriges urokkelige massiver og helt ned til Vadehavet, hvor fuglene hviler, timerne tælles, og væsenet hvisker. Linjen har været en del af mig fra begyndelsen. Dels fysisk, men også på store landkort i klasselokalet, i fjernsynet, i mine forældres færdselskortbog i bilen. Set i sammenhæng med det øvrige land ligner den en dorsk jyde med noller hue og en stor næse i østlig retning. Altid forstået oppefra og ned, fra venstre mod højre. Aldrig vendt på hovedet, fragmenteret, sammensat eller grænseoverskridende. På landkortet under mig ligger landet også, som det ligger. Men hvis jeg kunne gøre med tiden, hvad jeg ville, og sætte tempoet op som i botaniske højhastighedsfilm med roser

fra knop til blomst, ville linjen være levende. Tegningen ville altid bevæge sig. Først ville den læne sig forover, skubbe sig bagover, åbnes, drejes, blive perforeret, siden lukke sig, åbne sig igen. Den ville delvist forsvinde under tunge ismasser, men genopstå som en anden, og den ville danse. Dens hale det ene øjeblik snoet som en ål, det næste blæsende som en vimpel. Det er en levende kystlinje lavet af sand. Altid ved at blive til, altid ved at dø. Bestemt af galaksernes kraftstrøm gennem altet, tegnet af stormene, solens og månens vandring, og menneskets indgriben, selvom det sidste kun er et kortvarigt problem, for kystlinjen har al tid i verden. Den er en lang og levende fortælling om tidevand, altid underlagt døgnets rytmer, men i sin tidsregning som evigheden at betragte. Én linje i verden. Bare én. Den kunne have ligget et andet sted og rummet andre erfaringer, dramaer og stille eftertanke. Hvad kunne linjen fra Barrow, Alaska til Cabo San Lucas, Mexico ikke fortælle: myriader. Eller linjen fra Gibraltar til Kap det Gode Håb? Der er ingen grænser for fortællingerne på en streg. Men et landskab er hævet over fortællingen, som fortællingen er hævet over sig selv. Det kræver et menneske at gå ind et sted på linjen, åbne sig, se, lægge et snit. Det næste år er det mig, der i skriften blidt skal føre skalpellen. Min egen geografi tog sin begyndelse i en forstad til Danmarks svar på Denver, Colorado: Herning. En ung, fantasifuld klondike-købstad midt på den jyske hede. Da jeg var fire år gammel, flyttede min familie ni kilometer længere vestpå. Mine forældre købte et nedlagt landbrug i det store hedesogn Sinding-Ørre. Den ene halvdel af sognet: grøn, frodig, bakket. Den anden halvdel: Store hede- og skovstrækninger lagt under en art præriehimmel, og fra jeg vovede at bevæge mig på egen hånd, gik jeg ud i landskabet. Det sogn er det eneste sted på kloden, hvor jeg kender alle smutveje, alle stier, og ved, hvem der boede i hvilke huse, og hvis børn der var hvis. Jeg kender alle familienavnene på gravstenene. Når jeg en gang dør, er det dér, I skal begrave mig.

Min familie var knyttet til det sted, vi boede, og derudover orienterede vi os vestpå. Det var derfra slægten kom; det var kystlinjen, som var vores oprindelsessted. I hele mit liv har familien haft et lille hus stukket af vejen i en øde afkrog derude. Og når vi på en varm dag trængte til at komme en hurtig tur til stranden, kørte vi direkte vestpå. I den retning var vi tættest på havet, og når vi var færdige med at køre ligeud, ramte vi Vedersø Klit. Så gik vi over den med tæpper, termokande og køletaske. Det var her, jeg en dag som elleveårig nær var blevet trukket til havs af en bølge. Jeg gik med min mor i hånden, det var august. Jeg kendte ikke kraftens dimensioner. Men bedst som vi gik der og lod bølgerne pjaske om anklerne, var der en af dem, som trak mig med ud. Min mor fik fat i mit ben, men vi skred begge over strandstenene, indtil den slap os. Bagefter sad vi, græd lidt. Skridsår på benene, blod. Min mor havde fat i min hånd, ville ikke slippe. Siden har jeg kaldt den slags bølger, som på en ellers mild dag vandrer ind fra Nordsøen i lange, elegante dønninger, for Valkyriebølger. De tager dig til havs, hvis de kan. Jeg frygter dem, og hver gang jeg ser dem, husker jeg kærligheden. Mens min familie orienterede sig i vestlig retning, så orienterede det øvrige Danmark sig østpå. Det var der, de store byer, og derfor uddannelsespladserne, var. Det var i den retning, man afvandrede, hvis man ville ”blive til noget”, som det hed. Man skulle urbanisere sig, tale rigsdansk, udleve sit potentiale. Som mange andre bogorme i min generation rejste jeg den vej. I min første opgave på Aarhus Universitets nordiske institut skrev jeg dette: Det er på splittelsen, at al identitet dannes. Jeg skrev sætningen i et betonbyggeri i Aarhus Vest med udsigt mod det sted, jeg kom fra. Helt forfærdelig langt væk hjemmefra. Når jeg tænker over det nu, så var det, som om den splittelse, hvorpå al identitet dannes, fik mig til at sy store risting i verden. Jeg ville trække østpå, men så tilbage vestpå. Jeg specialiserede mig i svensk sprog og litteratur. Østpå, altså,

men det var det danske og det engelske sprog, der optog mig i hverdagen, så vestpå, nej, østpå, zigzag, zigzag. Jeg zigzaggede, indtil jeg endte i København, og en dag efter en del år i byen lå jeg på gulvet i min lejlighed. Jeg havde en hashklub under mig og en højtspillende ung kvinde i lejligheden ved siden af. Når jeg om morgenen trak gardinerne fra, var det en frisørsalon og en boligkarre, jeg kiggede på. Baggården er der intet at sige om, intet, men i nærheden lå kirkegårdene og parkerne. Hver eneste dag forsøgte jeg at finde det landskab, jeg savnede i en af metropolens grønne hotspots, men jeg var aldrig alene. Aldrig mig selv. Og så lå jeg der på gulvet over hashklubben. Jeg havde anskaffet mig en app på telefonen. App’en afspillede naturlyde fra Bornholm. Jeg lå med lukkede øjne og lyttede til vandet, der pjaskede og klukkede mod Østersø-øens klipper. Man kunne ikke komme længere østpå, hvad vandlyde angik i dette lille land. Der var måger, som skreg blidt ind over lyden af tilforladelige sommerkrusninger. Af og til pippede en fugl, så rislede en bæk, så sejlede en kutter hyggeligt mod horisonten, hvis da ikke nattergalen sang. Jeg lå som sagt med lukkede øjne, og så kom det: Jeg vil have stormflod, tænkte jeg. Jeg vil have hidsig og hård kuling fra nordvest. Jeg vil have træer, der får så mange tæsk, at de kravler langs jorden. Hjælme, marehalm, revlingeris og lyng skal stikke mine lægge til blods, og saltet skal lægge sig på min hud. Jeg vil have vidder, ødeland, vindblæste landflader, havbjerge og et kropssprog, jeg forstår. Jeg vil vågne til en himmel, der er grå og elendig, men som på et sekund, når lyset går i land, skaber et rum af kolossale dimensioner. Horisont, vil jeg have, og jeg vil have ensomhed. Sund ensomhed, og jeg vil have nærhed, sand nærhed. Jeg vil ikke længere være en anden end mig selv. Og så åbnede jeg øjnene og trak Bornholm ud af ørerne. Min nabos evindelige bastortur, lugten af hash fra neden og mine kærlighedsskuffelser slidstærke i sindet. Men på bagsiden af døren til stuen hang et landkort. Jeg havde selv klistret det op med tape. Fordi man altid ved det, før man ved

det, og så sagde jeg min lejlighed op. Tre måneders opsigelse. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen, men væk ville jeg. Sideløbende med mit københavnerlivs stille erosion blev mit barndomshjem i det store hedesogn eksproprieret. Et supersygehus skulle bygges i nabosognet, en motorvej anlægges. Huset lå lige på den streg, vejdirektoratet havde tegnet for at markere en tilkørselsrampe. Der var ikke noget at gøre. Mine forældre måtte pakke fyrre år og et livsværk sammen og flytte et par kilometer tættere på kirken. Den sidste gang jeg besøgte mit barndomshjem, var i januar 2014. Jeg var netop flyttet fra København uden at have besluttet mig for en destination. Boede midlertidigt i en nedlagt skole i Dollerup Bakker, mens mit liv som forfatter havde taget en international drejning. Jeg flakkede mellem USA, Storbritannien og den yderste provins, benovet, forvirret og lykkelig, og nu skulle udgangspunktet jævnes med jorden. Jeg mindes, at mine forældre stod i entreen, da jeg skulle af sted. De stod side om side, som de altid gør, når de tager afsked med gæster. Lyset fra lampen, den samme som altid. Klinkerne på gulvet, dørhåndtaget, knagerækken. Men deres ansigter var ved at gå i stykker, og i det øjeblik jeg gik ud ad døren, var det, som om jeg klippede i kød. Man kan have en betingelsesløs relation til et sted. Jeg lod tabet mærke mig hele vejen op til mit midlertidige logi. Så måtte jeg rejse videre; jeg måtte få det sted, jeg kom fra, til at flytte ind i mig selv som et minde. En dag netop vendt hjem fra en rejse til New York og Minneapolis, orkede jeg ikke at tvivle længere. Jeg købte et hus på den c entrale vestkyst. Det stod ikke til diskussion. Jeg havde vaklet længe nok. Jeg underskrev kontrakten i pisregn hos en ejendomsmægler i en nedslidt stationsby. So be it, tænkte jeg, for det år tænkte jeg på engelsk. Let’s do this, sagde jeg til mig selv og kørte ud for at tage et ekstra kig på huset ad en landevej med udsigt til blafrende presenninger og gennemblødte bigballer. Men i det fjerne kunne jeg se den vidtstrakte slette og bag den klitterne som en fjern og eksotisk bjergkæde. De

lå derude med hjælme og marehalm som pels, og de lignede de dovne kæmpekameler, jeg altid har syntes, de lignede. En kolossal flok af bløde og sandede ørkendyr at trykke sig ind til i ly for blæsten. Eller på en varm sommerdag; putte sig imod, lade sig elske. Mit nyanskaffede hus var billigt, praktisk og lå tæt på den Valkyriebølge, der i 1981 havde vandret fra Nordsøen elegant og stridbar på en mild dag ind imod kysten for at stadfæste kærligheden og trække mig med sig ud i verden. Ejendomsmægleren havde under fremvisningen for enden af haven bedt mig om at lytte til en rumlen i det fjerne. Det er ikke en motorvej, sagde han. Det er havet, og jeg virkede tilpas begejstret, men det ændrede ikke ved, at han lod Til salg-skiltet blive stående i husets garage. Så sparede han turen, tænkte han. Hun bliver ikke længe, tænkte han. Men jeg bor stadig her ved havet. Af og til, når jeg har besteget havbjergene og kigger ud over vandet, tænker jeg på et citat af den svenske forfatter Kerstin Ekman. Hende skrev jeg speciale om; hun følger mig gennem livet: Her er jeg tit kommet, skriver hun. En hel barndom, hver eneste dag. Alle disse ankomster er falske, fordi jeg i realiteten er født her. Her kan jeg ikke andet end vende tilbage.1 Men det er kun den ene side af sagen, Kerstin, tænker jeg. Den anden er denne: Det sted, du kom fra, kan du aldrig vende tilbage til. Det findes ikke længere, og selv er du blevet en anden. For urbaniseret, for særegen, for højttalende til at assimilere, men al identitet dannes på splittelse. Jeg kommer aldrig til at undslippe den, og det vidste jeg jo allerede som ung. Så nu syr jeg mine geografiske risting mellem denne kystlinjetilstand og den voldsomme storby. Jeg har brug for mangfoldigheden, samtalerne, m enneskene der. Men jeg kan ikke klare mig uden landskabet, naturen. Jeg må have et stort og stille sted at vende tilbage til. En horisontlinje. Nogle venlige, besindige naboer. Et udgangspunkt, hvor jeg ikke nødvendigvis kender alle navnene på gravstenene, men hvor jeg kender lyset, lugten, vindretningernes betydning, og hvor alt det, der

er ved at rinde ud, løfter sig som en fortælling og får sig lidt evighed. Inden vi skilles ad. Så der er den, kystlinjen langt under mig. Jeg står på den i mit hjem på den centrale vestkyst, og ser samtidig ned på den som landkort på mit skrivebord. Jeg har hævet mig over den et øjeblik, men det næste år sænker jeg mig ned i den. Den skal få lov at trække mig, hvorhen den vil. Fra mit blik, ind i en andens. Jeg vil ikke lade mig diktere af de faste læseretninger: nord til syd, vest til øst. Jeg vil se den som en linje og springe i den, som man springer i teksten, for det er nødvendigheden, der skal trække mig; årstiderne, tilfældighederne og erindringen. Jeg vil ikke søge den forkromede sandhed om et bestemt stykke geografi. Jeg vil så vidt muligt åbne mig for den sandhed, som opstår mellem mig og den i det nu, hvor vi mødes. Sådan bliver det: I al ydmyghed drager jeg ud i min rastløse Toyota. Jeg finder vej med den aflagte færdselskortbog, som mine forældre gav mig, da jeg fortalte dem, at jeg skulle i gang med dette arbejde. Du får brug for den her, sagde de. Alle kortsider, hvor Vesterhavet figurerer på, er ved at falde ud af deres bog. Så tit har de kørt op og ned ad kysten i deres lange liv, at landskabet er arret, furet og rynket. Kaffepletterne er legio, og de har overdraget mig en ikke ubetydelig arv. Jeg vil famle mig frem i den. Have tillid. Jeg ved, at andres historier findes derude i tusindvis, men dette er mit møde med det sted, hvor lyset går i land, hvor havet møder stranden, pisker sig op, falder til ro, sætter sig ved bordet som et kreativt barn, lægger bagepapir over kortet, finder blyanten. Nu ligger landet dækket af tåge. Men jeg tegner en enkelt streg ved at følge den linje, jeg aner. Så er den der: sig selv, og jeg vil møde den. For se, den bevæger sig, linjen. Den danser som en dervish.