B o Fr i t z b øge r
EN LUMPEN STODDER Liv og landskab i 1700-tallets Midtjylland
BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA Alfred Goods Fond Carlsen-Langes Legatstiftelse Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond G.E.C. Gads Fond Landsdommer V. Gieses Legat Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
En lumpen stodder.indd 2
27/01/16 13.34
En lumpen stodder
Liv og landskab i 1700-tallets Midtjylland B o Fri tz b ø g e r
Gads Forlag
En lumpen stodder.indd 3
27/01/16 13.34
”Geografi er intet andet end historien i rummet, ligesom historie er geografien i tiden”. Élisée Reclus, 1905
En lumpen stodder.indd 4
27/01/16 13.34
Indhold Forord 8
3. kapitel
1. Kapitel
Landet: ”Visse folks venskab i den egn”
Nationen: ”Deres excellence …” Brev fra hovedstaden 10 En hellere ganske udførlig end kort beskrivelse 11 En flad eller flyvende ørn 14 ”Ret og uret kommer for lyset” 20 2. kapitel
Manden: ”Med landmålerne, da kæderne gik over jorden” Rosborg i Mønsted Sogn En foged lig Herremand i bondeklæder
Mennesketomme landskaber Over åen 4. kapitel
Godset: ”Ikke af stor anseelse” Hovedgården 54 Fæstegodset 62 Rebellion 68 5 . K APITEL
24 31 36
Retten: ”Enhver bør vel tage sig i vare for processer” Et ondt og skammeligt rygte 74 Fyr og flamme 84 Komplot 89 ”At fylde protokollen med snak og vidtløftighed” 103
en lumpen stodder
En lumpen stodder.indd 5
40 48
5
27/01/16 13.34
6. kapitel
9. k a p i t e l
Troen: ”Djævelen selv skal være eders lærer”
Markedet: ”Møje, forretninger, omgang, gerninger, køb og handel”
Sogn, patron og menighed Præstegård og degnestavn Et helligt rum De dødes rige
116 123 134 150
Købstad og opland 194 Prospekt 205 Landprang og kredit 210 Verdenshav og luksushandel 219
7. k a p i t e l
Byen: ”Bymændenes gamle skik og sædvane” Produktionen 156 Fællesskabet 161 Gården 170
1 0 . K APITEL
Grænsen: ”Grund og ejendom glemmes ikke, mens verden står” Skovhusene 228 Landskabets spor 237 ”Til sin ejendoms frelse og forsvar” 243
8. kapitel
Militsen: ”Dersom du ikke med god vilje vil følge os ...” Corps de Bataille 180 Stavnsbånd 186
6
En lumpen stodder.indd 6
11. kapitel
Tiden: ”På nyttigere og bedre fod til gavn for a lmindelig mand” Rosborgs død 248 Omlægning 250 Kortlægning 257 Erindring 261
27/01/16 13.34
Kilder 266 Netsteder 269 Litteratur 270 Noter 279 Personregister 295 Stedregister 304
en lumpen stodder
En lumpen stodder.indd 7
7
27/01/16 13.34
Forord Tiden og rummet danner rammerne om alting, som sker. Historien finder sted. Så hvis man vil begribe fortiden, må man også forstå dens rumlige betingelser. De fysiske landskabelige og arkitektoniske rum, som dens mennesker formede og brugte i deres dagligliv. Og de forestillinger, som de gjorde sig om steders betydning. Denne bog er et forsøg på en ny form for historisk geografi, der omfatter både rummets materielle og immaterielle historie. Bondesønnen og godsejeren Hans Rosborg (1670-1752) tilbragte sit lange liv i Jylland, og intet tyder på, at han nogensinde forlod halvøen. Men hans geografiske virkefelt var ikke desto mindre ganske bredt. Det rakte fra fødegården ved Mønsted over en række større midt- og østjyske godser, hvor han i perioder arbejdede, til hans to egne godskomplekser: Haraldslund ved Grundfør, og Ormstrup (eller som det på den tid hed Frisholt) i Sahl Sogn. Det er i store træk in-
8
En lumpen stodder.indd 8
den for denne geografiske ramme, at vi skal følge hans liv og virke.1 Men geografien lå ikke kun i landskabet. Rumligheden gjorde sig gældende på alle tænkelige skalaer, og den tillagdes mange forskellige betydninger.2 Hans Rosborgs lange livs tråde spandt sig ind i materielle, sproglige og følelsesmæssige forbindelser og forvandlinger, der rakte fra Vorherre i himlen til den lavbundede færge ved Tange; og fra bønskrifter skrevet med fjerpen på tykt hollandsk papir og stilet til den retfærdige monark i København til kaskader af skældsord udspyet over forhadte prokuratorer ved lokale domstole. Og ved for et enkelt menneske som ham at følge disse forbindelser og forvandlinger tæt, viser det sig muligt at komme i berøring med forbløffende forskelligartede dele af fortidens virkelighed.3 Bogens hovedkilde er et særdeles righoldigt tingbogsmateriale fra Frisholt Birketing i åre-
forord
27/01/16 13.34
ne 1699-1769, og med det som udgangspunkt følger den Hans Rosborg gennem store dele af hans voksenliv. Men i stedet for en kronologisk skildring er fremstillingen disponeret efter en række af de forskellige funktioner og sociale sammenhænge, hvori Rosborg gjorde sig gældende. Ud over tingbøgerne er et bredt udvalg af kilder anvendt, og det er værd at bemærke, at afsøgningen af mulige sammenhænge ikke på den anvendte tid ville have været mulig, hvis det ikke var for omfattende, digitale kildesamlinger og excerpter stillet til rådighed for offentligheden af engagerede og arbejdsomme lokalhistorikere og slægtsforskere. Især skal Erik Brejl og Kurt Kermit Nielsen takkes for deres værdifulde hjemmesider. Jeg skylder en lang række kolleger tak for gode råd og ideer under mit arbejde med bogen. En særlig tak til min læremester Karl-Erik Frandsen, som beredvilligt påtog sig at læse kor-
rektur. Tilbageværende fejl og misforståelser skyldes dog selvsagt alene mig. Endelig skal der lyde en varm tak til de fonde, som har muliggjort udgivelsen! Det drejer sig om Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Landsdommer V. Gieses Legat, Carlsen-Langes Legatstiftelse, G.E.C. Gads Fond samt Alfred Goods Fond. Bo Fritzbøger, SAXO-Instituttet, Københavns Universitet, januar 2016
en lumpen stodder
En lumpen stodder.indd 9
9
27/01/16 13.34
1. Kapitel
Nationen: ”Deres excellence …” Brev fra hovedstaden En torsdag eftermiddag i oktober 1743 sad to mænd ved bordet i skriverstuen på Frisholt. Den gamle dikterede, mens den unge skrev. Der var for snart længe siden kommet brev fra København, som krævede svar. Ingen ringere end oversekretæren i Danske Kancelli, Erik Johan Jessen, havde i begyndelsen af april ladet en rundskrivelse gå ud til landets amtmænd, hvori han anmodede dem om svar på 33 spørgsmål.4 Og af disse spørgsmål havde amtmanden i Dronningborg og Mariager Amter, Ditlev Trappaud, efterfølgende ladet kopier sende med postrytteren, der et par gange om ugen red mellem de jyske købstæder, videre til amtets præster og godsejere.5
En lumpen stodder.indd 10
Nu lå listen med spørgsmål så på bordet foran Søren Mogensen og Hans Rosborg.6 Egentlig var det tingdag, men da de ti retsbetjente var mødt om morgenen, havde der ingen sager været til behandling, og så kunne dagen jo lige så godt blive brugt på at få svaret oversekretæren.7 Søren var søn af mølleren i Skibelund tre og en halv kilometer fra Frisholt og bar derfor tilnavnet Møller. Han var kun seksten år gammel, men så ferm med bogstaver og ord, at han allerede i et års tid havde været skriver ved godsets birketing.8 Rosborg havde til gengæld rundet de halvfjerds, og han greb de mange spørgsmål fra hovedstaden som en kærkommen anledning til at øse af et langt livs erfaringer.9 Ingen anden jysk godsejer indsendte en så omfattende besvarelse til kancelliet som netop Rosborg.
27/01/16 13.34
En hellere ganske udførlig end kort beskrivelse Kongen havde først på året givet Erik Jessen sin tilslutning til planer om et geografisk – eller rettere korografisk – storværk om Danmark og Norge. Korografi betegnede siden oldtiden stedsbeskrivelse i modsætning til geografi, der principielt omfattede hele verden. Og i sin klassiske form lagde korografien stor vægt på at udpege forskelle og ligheder i landskabets fremtrædelse og udnyttelse.10 Sammen med kongens arkivar Hans Gram og hofpræsten Erik Pontoppi-
Kort over de vigtigste lokaliteter nævnt i teksten.
dan udarbejdede Jessen efterfølgende en række spørgsmål, som de afkrævede lokale embedsmænd svar på.11 Nu var det ikke første gang, at nogen forsøgte sig med dansk korografi, og man skulle ærlig talt tro, at sporene skræmte. I 1660’erne havde historieprofessor Peder Hansen Resen indsamlet et righoldigt materiale til brug for et stort planlagt Atlas Danicus med både tekst, kort og billeder.12 Akkurat som Jessen havde han indkaldt bidrag fra embedsmænd i hele landet, og hans altover-
en lumpen stodder
En lumpen stodder.indd 11
11
27/01/16 13.34
skyggende interesse var fortidsminder af enhver art. Trods kongens støtte lykkedes det imidlertid ikke Resen at rejse tilstrækkelig kapital til projektets realisering, og ved hans død i 1688 fulgte et kolossalt utrykt manuskript med hans bogsamling til Universitetsbiblioteket på Trinitatis Kirkes loft, hvor det gik til ved den store brand i hovedstaden fyrre år senere.13 Eftersom Resens atlas altså aldrig blev realiseret, skal vi yderligere et tiår tilbage i tiden for at finde de to færdiggjorte danske korografiske projekter, som gik forud for Jessens. Det drejede sig dels om Jens Lauridsen Wolfs Encomion Regni Daniæ (Lovprisning af det danske rige) fra 1654, og dels om nordmanden Arent Berntsens Danmarks og Norges Frugtbare Herlighed, som udkom i fire dele i årene 1650-56. Wolfs Encomion var, som det hedder med titelbladets danske oversættelse ”Danmarks riges lov og dets højlovlige kongeriges tilhørige provinser, øers, kongelige slottes og fæstningers, herresæders og andre prægtige bygningers beskrivelse”. Interessen samlede sig altså om det storslåede og ekstraordinære snarere end om produktion og hverdagsliv. Om bispestaden Viborg hedder det således til indledning, at ”denne købstad er en mærkelig [=bemærkelsesværdig], meget berømmelig by og hovedstaden udi Nørrejylland, liggende ikke nær ved havet. Er funderet [=grundlagt] som den nu bygget er, der det kimbriske folk og deres høvdinger indkom her udi riget, hvilket de af Vitto (eller som andre er udi mening af deres afgud Vigge) kaldet Viborg”.14 Geografi kan forklares historisk. Berntsens værk må nærmest betegnes som en håndbog i godsdrift, et emne som forfatteren
12
En lumpen stodder.indd 12
kendte godt til fra sin fortid som slotsskriver på Varberghus. I Første Bog, der udkom sidst, findes dog tillige omfattende korografiske skildringer af Danmark og Norge; skildringer, der typisk tog udgangspunkt i afdækning af forskellige egnes landskabelige særkender. For i et landbosamfund som 1600-1700-tallets var det frem for alt naturgeografien, som satte rammerne for produktion og livsformer. Beskrivelsen af Jylland indledes blandt andet med en konstatering af, at ”endog landet således er frugtbart og giver forråd i almindelighed, så er alligevel mærkelig stor undersked [= forskel] med egnenes særlige beskaffenheder: idet på adskillige steder (særdeles midt igennem den part fra Jelling til Viborg og udi Hardsyssel) findes store bare og med lyng begroede alheder”.15 Og købstaden Viborg beskrives som ”den berømte store og fornemme købstad, som for det ganske lands hovedstad agtes, og det ikke alene derfor, at byen i størrelse, borgerskab og handel den største del af dette lands købstæder overgår, men også fordi at det ganske Nørrejyllands indbyggere har årsag ofte did at rejse til landstinget, som der hver 14. dag af tvende landsdommere holdes”.16 ”Land” betegnede endnu på denne tid ”landsdelen”, altså Jylland. Sammenlignet med både Resen, Wolf og Berntsen var det klart, at Jessen og hans medinitiativtagere med deres spørgsmål ville andet og mere end blot beskrive tingenes tilstand. De Titelbladet til Arent Berntsens delvis korografiske opslagsværk Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed, som udkom over en årrække i 1650’erne.
1. Kapitel
27/01/16 13.34
En lumpen stodder.indd 13
27/01/16 13.34
ville – i overensstemmelse med tidens skærpede blik for den mulige økonomiske betydning af landets rigdomme – finde nye ressourcer og granske mulighederne for forbedret udnyttelse af de allerede kendte. Derfor spurgte de eksempelvis ikke kun, ”om der er mange heder”, men også ”om de ej kan [ud]nyttes bedre”.17 Efter et indledende spørgsmål med flere underspørgsmål om amtets eller egnens almindelige naturgeografi blev der spurgt om snart sagt alt: Om kornavl og trædyrkning, om saltsydning og biavl, om mineralforekomster og dyreliv, om vejrlig og sygdomsmønstre, om folkemængde og talemåder, om vandløb og herregårde. Spørgerne mente det tydeligvis, når de i følgebrevet skrev, at de ønskede ”en hellere ganske udførlig end kort beskrivelse og efterretning”. Og en sådan udførlig efterretning fik de fra Rosborg.
En flad eller flyvende ørn På forsiden af det læg papir, der skulle indeholde Rosborgs svar, skrev Søren: ”Sieur Hans Rosborgs partikulære relation”.18 Dette var et brev, som ville blive læst i regeringskontorerne i hovedstaden, og ingen skulle være i tvivl om, hvem og især hvad afsenderen var. Rosborg var omend ikke-adelig så dog godsejer, og skulle derfor tituleres med det franske sieur.19 Efter behørig hilsen til oversekretæren kastede Rosborg sig direkte ud i en lang beskrivelse af de dele af Jylland, som han selv kendte til eller havde hørt om. Den begynder med ordene ”Nørrejylland af sit begreb kan lignes ved en flad eller flyvende ørn. Næbbet kan bemærke Ska-
14
En lumpen stodder.indd 14
gens Rev, halsen Vendsyssel, den højre vinge ved søsiden Fladstrand [= Frederikshavn] og Hals […] Rumpen af ørnen bemærker Ribe, Varde, Kolding og Snoghøj […] Ørnens krop bemærker Ålborg og Viborg”. Rosborg havde selvsagt aldrig set Jylland fra oven, så når han på denne måde kunne udtale sig om landsdelens ’figur’, skyldtes det tidens talrige trykte danmarkskort. Mange af dem byggede på nederlænderen Jan Janssonius’ atlas fra 1647.20 Og her havde Jylland virkelig en ganske særpræget facon i sammenligning med den, som vi i dag er vant til, og derfor anser for korrekt. Forestillingen om Jyllands form byggede altså på den abstraktion, som enhver kortlægning (også) er. En abstraktion fra de konkrete landskaber, som folk levede og færdedes i, til generaliserede topografiske (det vil sige sted-afbildende) gengivelser.21 En abstraktion, der i vore dage ikke er så iøjnefaldende, fordi landkort nu bygger på flyfotos og satellitoptagelser, men som i 1700-årene udgjorde en voldsom udfordring af sanserne. For ingen havde jo som sagt set Jylland fra luften. Rosborgs beskrivelse af landsdelens landskabelige variation og købstædernes særpræg fulgte herefter en rute fra nord og sydover: Skagen, Frederikshavn, Hals, Udbyhøj, Randers, Grenå, Ebeltoft, Aarhus, Horsens, Vejle, Fredericia. Så nåede han øjensynlig grænsen for sin egen erfaringsverden og vendte sig mod Skive, Nykøbing Mors, Lemvig og Ringkøbing for at afrunde turen i Viborg.22 Hans tilgang var topografisk. Det var byernes beliggenhed, deres rækkefølge og indbyrdes afstande, som disponerede hans beskrivelse,
1. Kapitel
27/01/16 13.34
ikke deres administrative tilhørsforhold. Heri adskilte han sig fra de nævnte ældre korografiske forfattere, som strukturerede deres fremstillinger efter stifter, sysler, amter og herreder. De repræsenterede embedsmandens snarere end praktikerens synsvinkel, og i denne sammenhæng var Rosborg udpræget praktiker. For ham blev landskabet så at sige skabt ved menneskets – og det vil i vid udstrækning sige hans egen – virksomhed: ved færdselen gennem landet og ved bearbejdningen af jorden.23 Men eftersom
Hollænderen Johannes Janssonius’ kort over Jylland trykt i Amsterdam ca. 1650. Især fraværet af Jammerbugten springer i øjnene og giver halvøen en karakteristisk ”ørnefacon”. DET KONGELIGE BIBLIOTEK.
landskabets rigdomme bestemte beboernes muligheder, var disse beboere også selv at betragte som en del af landskabet. Deres præferencer og navngivning. Det sproglige landskab, hvormed de overlejrede det fysiske. Han beskrev blandt andet med stor oplagt-
en lumpen stodder
En lumpen stodder.indd 15
15
27/01/16 13.34
Skibbrud på Anholt. Skitse fra ca. 1789 af Nicolai Abildgaard som illustration til Holbergs Peder Paars. STATENS MUSEUM FOR KUNST.
hed molboernes ejendommelige tungemål. Hvis de blev spurgt, hvor de var på vej hen, kunne de svare: ”Hör i, Hör i, a vil til Standen Gröne om a kand faae lick til” (”Hør I, hør I, jeg vil til staden Grenå, om jeg kan få lykke til”). Og hvis man spurgte dem, hvordan de dog kunne pløje og så på deres bakkede marker, så sagde de blot: ”Er hand Tong opad, saa er hand læt nedad, det giör os indted. Naar hand icke kand plöyes, kand hand grafvis” (”Er han tung opad, så er han let nedad, det gør os intet. Når han ikke kan pløjes, kan han graves”).
16
En lumpen stodder.indd 16
Rosborg kunne fra et langt livs erfaringer fortælle, at købmænd fra hele Nørrejylland afskibede deres varer fra Hjerting, forgængeren for vore dages Esbjerg, for at afsætte dem i blandt andet Holland og Hamborg. Og, tilføjede han, ”den sejlads giver adskillige ledige kvindfolk, koner, karle og piger af Jylland lejlighed at rejse derfra over til Holland med strømper, lærred og andet landsens produkter. Får adskillige varer i betaling, som slige prangere for billig pris udsælger i Jylland”. Nu var det dog ikke alt, som han havde erfaret ved selvsyn. Når det gjaldt et så fjernt sted som Anholt, måtte han ty til tidens fremmeste satiriske (men også geografiske) forfatter Ludvig Holberg, som i 1719 lod sin hovedperson Pe-
1. Kapitel
27/01/16 13.34
Udsnit af den militære kartograf Abraham Christian Willars’ kort over Skanderborg Rytterdistrikt fra 1723. DET KONGELIGE BIBLIOTEK.
der Paars lide skibbrud på netop Anholt, stærkt i tvivl om, hvorvidt han var endt i himlen eller i helvede.24 Selv skønlitterær læsning kunne altså bidrage til geografisk viden. Rosborg fortæller i overensstemmelse med Holberg, at øens beboere primært ernærede sig ved strandinger: ”Når det går ilde for andre, går det vel for dem”. Ved beskrivelse af enkelte steders historie røbede han kendskab til Arild Huitfeldts store Danmarkshistorie i ti bind, der var udkommet helt tilbage i årene 1595-1604.25 Og når det kom til spørgsmål om de kongelige rytterdistrikter,
så henviste han til, at ”der over samme rytterdistrikter af kaptajn Willars er forfærdiget et kort”. Det er et noget overraskende svar, eftersom de omtalte kort fra 1720’erne aldrig var blevet trykt.26 Så når Rosborg kendte til materiale, som befandt sig i Det Kongelige Biblioteks samling, må det være fordi, at han kunne huske eller havde hørt om kortenes opmåling. Selvom Rosborg altså også byggede på ting, han havde læst og hørt om, så udgjorde hans egne oplevelser besvarelsens kerne. Og derfor måtte han undertiden erkende, at det trods alt var for længe siden, mere end 60 år, at han ”vandrede omkring [for] at kende landet”. Om Thy indrømmede han således, at ”meget kan være mig [rendt] af hukommelsen, dog ved jeg, det er
en lumpen stodder
En lumpen stodder.indd 17
17
27/01/16 13.34
et fedt og frugtbart land, så vidt sandflugten ved havsiden fra vandet ikke har gjort skade”. Efter 22 siders jysk korografi fulgte 31 med konkrete svar på oversekretærens spørgsmål. Svar af meget vekslende længde fra det helt kortfattede: ”Om døde og fødte, kan jeg ingen forklaring gøre”, til udredninger på mere end en side, hvor han havde noget særligt på hjerte. Og det havde han især, når han kunne give eksempler fra sin egen godsdrift. Han havde eksempelvis trods advarsler forsøgt sig med en hel række af teknologiske fornyelser, selvom en af egnens adelige godsejere engang havde sagt: ”Monsieur Rosborg, det er bedre at afbrænde en by hellere end at finde [på] nye inventioner, og vil I lade jer forstå med nye forandringer, bliver I ulykkelig”. Det landskab, som Rosborg beskrev, var altså tydeligvis ikke noget uberørt naturlandskab. Det var et landskab beboet og formet af levende, aktivt skabende mennesker som han selv. Og det bestod af steder formet af mennesker, som omvendt selv blev præget af de selvsamme steder.27 Det var et kulturlandskab.28 Han fortalte således blandt andet, at han ”har selv her ved Ormstrup haft et af de rareste [= sjældneste] stutterier, men tidernes vanskelighed har tvunget mig til at nedlægge og sælge den største del”. Rosborg havde tillige gjort en betydelig indsats for at fremme egeskovens vækst, og da en voldsom storm natten mellem den 15. og 16. september 1736 medførte omfattende stormfald i bøg, lod han ”grenene og omkastet afhugge, skar træerne i kævler, 4, 5 à 6 alen lange og så hele som kævler var, førte jeg dem på blokvogn i Ormstrup Sø straks ved skovsiden, og lod dem synke på en 8, 10 til 12 alen vand, der de fleste ligger
18
En lumpen stodder.indd 18
endnu”; ”den ommeldte vandbøg aldrig kommer i orm-mel, men [den er] fastere end jern, og ikke kan forgå”.29 Vandlagring af stormfaldstræ var altså ikke noget, der først blev fundet på ved oktoberstormen i 1967. Også andre sider af vandhusholdningen havde Rosborg inddraget i sit virke. Ved Rosborg Sø i Mønsted Sogn forbød han bønderne at skære rør med det resultat, at når ”siv, rør og flæg voksede igen, søgte fiskene om foråret ind udi dette buskads, som var ly og læ, [således] at vinde formedelst mængde af rør ikke kunne forurolige fiskene i deres leg. Ynglen blev sat på disse grunde og i rolighed fik liv, at før en 6 eller 8 år var forbi, blev der sådan mængde af gråfisk, skaller, aborrer, gedder, horker og slige fisk, at jeg ved våddragen af et dræt kunne drage i land 4, 6 til 8 tønder fisk til mig og mine folks fornødenhed”. Endvidere havde han ”under Ormstrup marks begreb […] betjent [sig] af samme moser og moradser: Opbrudt og pløjet en temmelig del, mere end til et hundrede tønder lands sæd”. Og endelig havde han ved Frisholt ”ved vatterpas og mål liste[t] vandet hist og herom og gennem de høje brinker, at jeg fik udtappet af søen fra ager enderne trindt omkring til vandet som nu er, næsten 60 favne”, så engbunden ved søbredden blev forøget betydeligt. Rosborg levede som entreprenør og landbrugsreformator op til de forhåbninger om initiativ og iderigdom, som Jessen, Gram og Pon toppidan må have gjort sig. For selvom der ikke efterfølgende kom noget umiddelbart resultat af Biskop og prokansler ved universitetet Erik Pontoppidan (1698-1764). Maleri af ubekendt. FREDERIKSBORGMUSEET.
1. Kapitel
27/01/16 13.34
En lumpen stodder.indd 19
27/01/16 13.34
Rosborgs og andre bidragyderes indsats, så lagde de mange besvarelser fra hele landet på længere sigt grunden til det Danske Atlas, som Erik Pontoppidan, der i mellemtiden var blevet prokansler ved universitetet, begyndte at udgive i 1763. Det skulle give ”en nøjere og noget vissere efterretning om hver provins’ naturlige såvel som borgerlige tilstand i de ældre og nyere tider, om indbyggernes art og egenskab, samt vilkår og næringsmidler, item [= ligeledes] om stædernes adskillige skæbne, særdeles årsagen til deres fremvækst eller aftagelse, samt adskillige andre gamle og nye ting, henhørende til sådan en landsbeskrivelse, som ved nøjere kundskab og eftertanke om et og andet, med tiden måtte give anledning til almindelig gavn og nytte”.30 Nu kan det selvsagt være vanskeligt at afgøre, hvorfra Pontoppidans atlas har sine enkelte oplysninger. Men man fornemmer her og der Rosborgs bidrag. Det første jyllandsbind, som udkom efter Pontoppidans død i 1764 og var redigeret af hans svoger Hans de Hofman, indledes således med en konstatering af, at ”landets figur ligner somme ved et horn, nogle ved en tunge, andre ved en fugl, og man kunne endnu lægge flere skikkelser dertil: Men da det er noget, som kommer an på den forestillelse enhver gør sig, vil det alt ikke meget sige”.31 Om det jyske tungemål oplyses det, at ”det danske sprog, som tales i Jylland, falder i andres øren noget plattere og ubehageligere end i de øvrige rigets provinser, som formodentlig kommer af en ved tidernes længde alt mere og mere fordærvet udtale, hvor udi indbyggerne i visse landkanter, i sær molboerne i Kalø Amt og ager-
20
En lumpen stodder.indd 20
boerne i Thy, besynderlig distingvere sig fra andre jyder”.32 Altså øjensynlig en forestilling om sprogets – og måske kulturens i almindelighed – gradvise degeneration i den geografiske periferi. Endelig fortælles det, at jyske kvinder ”er af naturen stærke, hurtige og tro [-faste], have stor lyst i deres unge år at tjene i København eller købstæderne, ja og i Holsten og Holland, for at lære og tjene noget, men de komme dog gerne igen til deres fødestavn, om de nogenlunde der kan gifte sig til deres fordel”.33
”Ret og uret kommer for lyset” Hans Rosborg syntes tydeligvis, at ”den jyske nation” havde meget at byde på. Rosborg var regionalist og mente, at geografiske forskelle havde sociale udtryk, og at der eksempelvis kunne sondres meningsfuldt mellem jyder og andre danskere.34 Og han havde den grundlæggende opfattelse, at de landskabelige muligheder betingede variationer i befolkningens rigdom. Eksempelvis fremhævede han, at eftersom Horsens lå i god afstand fra andre købstæder, så havde den ”god næring af landet trindt omkring”. Til gengæld var der ingen spor af egentlig determinisme: den forestilling, at mennesker formes af naturgeografien. Men de kunne ikke desto mindre godt have nogle regionale særkender. Jyder var således ikke meget for fornyelser. ”Som for eksempel en by[s beboere] med hinanden sammenbundet, at den ene bonde ikke skal lade sig tvinge til nogen forandring, uden det
1. Kapitel
27/01/16 13.34
sker med samtlige deres vilje. Jeg har proberet [= prøvet] på mange måder, indført i bondebyer fremmede karle fra andet mit gods. Når de ikke ville følge bymændenes vilje, eller om de foretog dem uden-sædvanlige forretninger, blev de hadet og efterstræbt af bymændene”. Men det var nu ikke fordi, at jyder var dummere end andre. Tidligere kom imidlertid ”få eller ingen [af] deres børn […] til skole, under informationer eller til sakramenterne, før de var omtrent 20 år og derover. [De] sov tiden bort, ikke alene natten, [men] og[så] det meste af dagen. Ved den lejlighed voksede hjernen, at hovedet blev des mere størknet, [så] at de i skolerne kunne lære mere i 4 uger end andre i år og dag, efter at hjernen således var skærpet”. Som en gammel mand funderede Rosborg i sit diktat til Søren Mogensen en hel del over, hvorfor verden havde udviklet sig, som den havde – og det var ikke til det bedre. To ting havde ændret sig siden hans ungdom, og den ene forklarede den anden: Folk var blevet mere egoistiske og mindre gudsfrygtige, og vejret var blevet mere råt. ”I de tider milde og gode somre, snart hver anden dag mild regn og frugtbart vejrlig. Nu storme, frost og kulde, som dæmper afgrøden alt for synds og uretfærdigheds skyld, had og avind mellem folket, [som] i disse tider grasserer”.35 Rosborg levede i et samfund udsat for mange risici. Et risikosamfund. Ikke kun i den helt indlysende forstand, at livet med misvækst og epidemier var risikabelt og krævede sine ofre, herunder mange døde småbørn.36 Der var dybest set også tale om et risikosamfund i den mere snævre betydning, at staten var overordentlig opsat
på at afværge ulykker.37 Gud brugte de fire apokalyptiske plager nederlag, krig, sult og død til at tugte sit skaberværk.38 Så man undgik bedst livets farer ved at leve kristeligt for at unddrage sig Guds vrede. Kraftige udbrud af nordlys i 1719 medførte ifølge Rosborg ”frost og kulde og onde vejrlig hele sommeren, at mange tusinde kreaturer fornemmelig bæster [= heste] er bortdøde”.39 Yderligere er ”de fleste bække vorden tørre og uden synderligt vand. Vel bliver stor mangel for vand i landet”. Fra Salling kunne han endvidere fortælle, at ”landet har givet af sig skønne store heste i overflødighed, øksne [=okser] og skønne køer, men nu er landets indbyggere ikkun i slet tilstand”. Og ”tilforn var Limfjorden det profitableste fiskeri, der kunne findes i verden. Men siden med gråfisk, laks, ørreder, gedder, helt, aborre og skaller meget forringet. […] Fornemmelig i disse åringers tider kulde og frost har taget overhånd, at gråfiskene ikke før midt på sommeren kan sætte deres leg”. Hans Rosborg var ret sikker på årsagen til vejrligets forandring og de deraf følgende ulykker. Han kunne således ”ikke udgrunde til andet, uden den af Skaberen er overkommet mennesker for uretfærdigheds skyld”. For mennesker opførte sig ukristeligt mod hinanden: ”Det ene menneske fordrager ikke, [at] sin nabos ager florerer bedre end hans egen”. Og han sukkede: ”Om det tilgik i verden fornemlig mellem kristne, som det burde, så meget muligt var efter Guds og kongens vilje, love og befalinger, al uretfærdighed eftersøgt, udryddet, straffet, dæmpet (når det ellers ikke går til, at den uretfærdige beskærmes og den retfærdige må lide), så har fol-
en lumpen stodder
En lumpen stodder.indd 21
21
27/01/16 13.34
ket ikke at frygte dem for fjender eller uvenner, for krig eller blods udgydelse”. Alt i alt var verden blevet for blødsøden. For som han sagde: ”Hvem tør skændes med en bonde i disse tider, nu han har medhold udi al ondskab. En bonde skal elskes, men selv ikke vide, [at] han elskes”.40 Nu skulle man måske tro, at Rosborg talte sig selv ned i bittert gammelmandssortsyn. Men nej! Alt imens Søren griflede løs med sin omhyggeligt spidsede fjerpen, der uafladeligt skulle dyppes i blækhuset foran ham for at følge med talestrømmen, talte Rosborg sig tværtimod op. Ikke i misantropisk misnøje med livets gang i almindelighed, men i trods mod de uretfærdigheder, som vendte sig imod ham, sieur Hans Hansen Rosborg, ejer af ”Wormstrup pres de Wiiborg”, som han underskrev sig på fransk, da den sidste side var færdig. 20 sider af hans svar til kancelliet former sig således som en udførlig gennemgang af hans lidelseshistorie. Hans bønder gik imod ham, fordi de var under indflydelse af omvandrende sagførere, som
”indslikker sig hos én ugudelig bonde efter anden, indbilder dem de kan gøre galt vist, sort hvidt, kroget ret, agter ingen uretfærdighed”. Og når bonden ikke havde flere penge, drog procesmageren videre. Men foruden de mindre konflikter havde Rosborg også fået mægtige uvenner, blandt andre grev Frijs på Frijsenborg, som han frygtede havde ”sværtet [ham] for kongens allernådigste ansigt, den allernådigste Højesteret og kongens ypperlige tro mænd”, så hans ”skikkelig[e] familie udi en studs vorder ruineret, undertrykt og ødelagt så totalt, at den aldrig mere, uden ved den retfærdige Guds og kongens allernådigste hånd, kan reddes”. Han satte imidlertid sin lid til den største af alle venner: ”Ved hanegal faldt Peter, da kvinden røbede ham. Men ved Herrens store almægtighed blev han frelst. Jeg tvivler ej heller [på], at jeg jo, når Herrens time er, jeg vorder hørt, ret og uret kommer for lyset”. Vi skal siden høre en hel del om den uret, som var overgået Hans Rosborg.
Christian VI (1699-1746), hans dronning Sophie Magdalene og deres børn, sønnen, den senere Frederik V, og datteren Louise. Maleri af Marcus Tuscher, ca. 1744. ROSENBORG.
22
En lumpen stodder.indd 22
1. Kapitel
27/01/16 13.34
En lumpen stodder.indd 23
27/01/16 13.34