ADANIA SHIBLI
En mindre detalje
roman
På dansk ved June Dahy
GADS FORLAG
En mindre detalje
er oversat fra arabisk af June Dahy efter [Tafṣīl thānawī]
Copyright © Adania Shibli 2017
Dansk udgave © Gads Forlag 2024
Published by arrangement with Rogers, Coleridge and White Ltd., London
Omslag: Laura Silke
Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07708-4
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Intet bevægede sig bortset fra luftspejlingen. De golde vidder strakte sig lydløst og sitrende mod himlen, mens eftermiddagssolens skarpe lys næsten udviskede konturerne af de bleggule sandbanker. De eneste detaljer, man kunne skelne, var sandbankernes svagt aftegnede grænse, der bugtede sig i uensartede hældninger og kurver. Spredte skygger af forpinte tornekroneplanter og sten fordelte sig ud over de sandede højdedrag. Derudover var der absolut intet, kun den langstrakte, tørre Negevørken, som augustheden havde lagt sig over.
En fjern gøen og soldaternes rumsteren var det eneste, han kunne høre. Soldaterne havde travlt med at gøre lejren klar, mens han med kikkerten afsøgte landskabet foran sig fra toppen af den bakke, han stod på. Trods sollyset, der skar ham i øjnene, fulgte han koncentreret de smalle spor og furer i sandet. Indimellem stoppede han op og
fæstnede kortvarigt blikket på et af sporene for til sidst at tage kikkerten fra øjnene, tørre sveden af og lægge den i kikkerttasken. Derpå gik han gennem den tunge, tørre eftermiddagsvind tilbage i retning mod lejren.
Da de var ankommet hertil, havde der været to hytter og resterne af væggen fra en tredje. Det var alt, der stod tilbage efter de voldsomme bombardementer i begyndelsen af krigen. Men nu var der blevet rejst et telt til befalingsmændene samt et hovedtelt, og man hørte lyden af stænger og pløkker, der blev banket i jorden til de tre telte, som soldaterne skulle bo i. Straks han kom tilbage, meddelte hans næstkommanderende, førstesergenten, at de havde fjernet alle sten og murbrokker fra området, og at en gruppe soldater var i færd med at udbedre skyttegravene. Han svarede, at lejren skulle stå klar, inden mørket faldt på. Derpå bad han ham meddele de øvrige sergenter, konstablerne og de mest erfarne soldater i kompagniet, at de snarest muligt skulle indfinde sig til et mindre møde i befalingsmændenes telt.
Eftermiddagssolens lys fyldte indgangen til teltet og lagde sig over sandet, så de små forhøjninger efter soldaternes fødder blev synlige. Han indledte mødet med at forklare,
at deres opgaver her i området var at optegne den sydlige grænse mod Ægypten, forhindre infiltrering af området og at gennemtrawle den sydvestlige del af Negev og rense den for tilbageblevne arabere. Kilder i luftvåbnet angav nemlig, at der var blevet observeret infiltratorer. De skulle derfor foretage daglige rekognosceringer for at lære stedet indgående at kende. Hele operationen ville tage tid, men de skulle blive her, indtil sikkerheden i denne del af Negev var kommet på plads. Dertil kom den daglige træning og militærøvelserne, som havde til formål at oplære soldaterne i kampmetoder, der var tilpasset ørkenen.
De tilstedeværende lyttede til ham, samtidig med at de fulgte hans hænders bevægelser på kortet, der var bredt ud foran dem. Her figurerede lejren som en næsten usynlig sort prik inden i en stor grå trekant. Da ingen havde spørgsmål eller kommentarer, blev der et øjeblik stille i teltet. Han vendte blikket bort fra kortet og op mod deres tavse, sveddryppende ansigter, der glinsede i lyset fra teltåbningen. Han tog fat igen og instruerede dem i at være strikse over for soldaterne, især de senest tilkomne, og i at passe på deres udstyr og deres uniformer. Hvis nogen manglede tøj eller andet udstyr, skulle man give ham direkte besked. De skulle også minde soldaterne om at passe deres personlige hygiejne og at barbere sig dagligt. Inden han hævede mødet, bad han chaufføren, sergenterne
og to af de tilstedeværende konstabler om at gøre sig klar til en indledende rekognoscering af området.
Før de tog afsted, gik han hen til den ene af hytterne, som han nu brugte som bolig. Han flyttede sine ejendele, som han tidligere havde stablet op tæt på indgangen, hen i et hjørne af rummet. Derefter fandt han en metaldunk frem og hældte vand op i et lille fad. Han tog en vaskeklud fra en vadsæk og vædede den i fadet. Så tørrede han sveden af sit ansigt, dyppede vaskekluden igen, tog sin skjorte af og vaskede sig under armene. Han tog skjorten på, og efter at have knappet den skyllede han vaskekluden, vred den op og hængte den på et søm i væggen. Så bar han fadet udenfor for at hælde det beskidte vand ud over sandet, inden han gik tilbage og satte fadet ved siden af de andre ting i hjørnet for endelig at begive sig afsted.
Chaufføren sad allerede bag rattet, og de andre stod rundt om køretøjet. Da han kom nærmere, steg gruppen op på køretøjets bagerste del, mens han gik frem og satte sig i passagersædet. Chaufføren rettede sig op, rakte ud efter nøglen og startede motoren, der med det samme gav genlyd over hele området.
De kørte mod vest og banede sig vej mellem de bleggule bakker, der strakte sig vidt i alle retninger. De blev fulgt af tætte skyer af sand, der rejste sig fra køretøjets dæk, steg til vejrs og hindrede udsynet bagtil. Når sandet nåede dem,
der sad bagerst, måtte de lukke øjnene og holde sig for munden. Sandskyerne, der hele tiden antog nye former, lagde sig først, da køretøjet og lyden af motoren for længst var væk. De lagde sig på bakkerne og gjorde sporene efter køretøjet utydelige.
De nåede frem til demarkationslinjen mod Ægypten og inspicerede grænseområdet uden at finde tegn på, at nogen havde forsøgt at slippe igennem. Solen havde flyttet sig tættere på horisonten, og nu hvor både heden og sandet truede med at besejre dem, beordrede han chaufføren at køre dem tilbage til lejren. De havde ikke set noget tegn på liv, på trods af rapporterne om bevægelser i området.
De kom tilbage til lejren, mens mørket sænkede sig, og selvom den blå himmel i øst først lige var begyndt at fortage sig, kunne man allerede se det blege skær af nogle få stjerner. Arbejdet med at klargøre lejren var endnu ikke afsluttet, og straks han steg ned fra køretøjet, erklærede han, at alt skulle være på plads inden aftensmåltidet. Soldaternes aktivitet tog til, og deres skygger bevægede sig med større intensitet.
Selv gik han ind i sin hytte. Derinde var mørket totalt. Han blev stående midt i rummet et øjeblik og gik så hen og åbnede døren på vid gab, så det tunge mørke kunne lette lidt. Han tog vaskekluden, der hang på væggen og nu var helt tør, hældte en smule vand ud over den direkte
fra metaldunken og gav sig til at tørre sveden og støvet af sit ansigt og sine hænder. Han bøjede sig ned over sine ejendele og fandt en lygte, løftede glasset af og satte den på bordet uden at tænde vægen. Derpå forlod han hytten, selvom han ikke havde været derinde i mere end et par minutter. Himlen var nu sort og fuld af stjerner, det var, som om natten var faldet på med ét slag. Soldaternes skygger bevægede sig igen langsommere, og deres stemmer genlød i mørket. Lyset fra de tændte lamper slap ud gennem sprækker i soldaternes telte og hovedteltet.
Han gik en runde for at inspicere arbejdet med lejrens installationer, særligt så han nærmere på udbedringen af skyttegravene og anlægningen af øvelsesarealerne. Alt så ud til at være, som det skulle, bortset fra at klokken nu var blevet over otte. De plejede at sætte sig til bords præcis på slaget otte. Der gik dog ikke længe, før alle havde indfundet sig og sat sig rundt om langbordene.
Efter aftensmaden gik han hen til sin hytte i skæret fra fuldmånen og stjernerne. Han gjorde sig klar til at gå i seng, slukkede lampen og lagde sig. Sengetæppet skubbede han til side, sådan at han intet havde over kroppen. Heden lå tungt i rummet. Alligevel faldt han i søvn med det samme. Det havde været en lang og hård dag for dem alle sammen. Det var den 9. august 1949.
Han blev vækket af noget, der bevægede sig på venstre
lår. Han åbnede øjnene. Der var mørkt og hedt i rummet. Kroppen lå badet i sved. Det bevægede sig igen, lige under underbukserne. Så stoppede det. Intetheden fyldte stadig rummet, indimellem afbrudt af vagtposternes bevægelser og vinden, der slog mod toppen af teltene, de fjerne hundes gøen og måske kamelers jamren.
Han lå helt stille en stund, men kom så forsigtigt op at sidde. Igen var der noget, der bevægede sig, og han stivnede. Han rettede blikket mod benet, men selvom han var blevet i stand til at skelne møbler og genstande i rummet og lægterne, som loftspladerne hvilede på, skjulte det sorte mørke det, der kravlede på ham. Det dunkle lys fra månen slap ind igennem sprækkerne. Med en pludselig bevægelse slog han hånden mod krybet og rev det væk fra låret.
Så skyndte han sig at tænde lygten, der stod på bordet. Flammen blussede op, og han tog lygten i hånden og lyste på mellemrummet mellem sengen og bordet, men da der ikke var noget, der bevægede sig der, bortset fra skyggerne af det, der i lygtens skær viste sig at være nogle småsten, som lå spredt på gulvet, udvidede han sin inspektion til at omfatte sengen og gulvet under den. Han undersøgte rummets hjørner, området ved døren og rundt om vadsækken,
udstyrskassen og alle de andre genstande, så væggene, den øverste del op mod loftet, så igen sengen og omkring støvlerne. Så rystede han sit tøj, der hang på søm i væggen, kiggede igen under sengen; han undersøgte omhyggeligt hele gulvet inklusive hjørnerne, så tilbage til væggene og loftet og til sidst sin egen skygge, der flagrede rundt om ham og flyttede sig planløst fra side til side. Først da faldt han til ro, og det samme gjorde lyset og skyggerne i rummet. Han flyttede lygten hen til låret, hvor han mærkede, at det sved let. I lygtens skær kom to små rødmende pletter til syne.
Tilsyneladende havde kræet været hurtigere end ham og bidt ham, før han havde nået at kyle det væk.
Han slukkede lygten og stillede den ved siden af udstyrskassen og gik i seng igen, uden at det lykkedes ham at falde i søvn. Den svidende fornemmelse fra biddet på låret tog gradvist til, og da daggryet kom, føltes det, som om huden var blevet flået af kødet.
Til sidst rejste han sig fra sengen og gik hen til sine ting i hjørnet.
Morgensolen skinnede ind gennem hullerne i loftspladerne og sendte pletter af lys ned på tingene. Han fyldte metalfadet med vand, tog vaskekluden fra sømmet, dyppede den i vandet, vred den op og vaskede ansigtet, brystet, ryggen og armhulerne. Han tog sin skjorte på og trak bukserne op over knæet, stoppede lidt op, mens han betragtede
biddet på låret. Nu var der kommet en let hævelse omkring de to pletter, der var blevet sorte og gjorde mere og mere ondt. Han trak bukserne helt op, stoppede skjorten ned i dem og spændte bæltet om taljen, nøjagtigt der hvor det havde efterladt en fold. Han vred vaskekluden op og hængte den op på dens plads på sømmet. Så kastede han et grundigt blik rundt i rummet, på væggene, loftet og gulvet, og gik ud. *
Den morgen afsluttede de rekognosceringen, lige før solen stod midt på himlen. Heden var blevet uudholdelig, og de kunne ikke længere sidde i køretøjet, fordi de brændte sig, når de rørte ved det. Det var om formiddagen den 10. august 1949.
Soldaterne i lejren søgte i ly i de smalle skygger langs teltene. I det åbne terræn, som lå i direkte sol, havde hvert enkelt sandkorn absorberet varmen fra de vedholdende stråler siden morgenstunden, hvilket gjorde det umuligt for soldaterne at færdes der. Han havde haft smerter under rekognosceringen, og derfor gik han direkte tilbage til sin hytte, så snart han var steget af køretøjet. Han stoppede ikke op ved befalingsteltet og inspicerede heller ikke lejren.
Det beskidte vand fra morgenafvaskningen lå stadig i
fadet. Han tog det med udenfor og tømte det ud over sandet tæt ved hytten. Så fyldte han det igen med rent vand fra dunken. Han klædte sig af ind til underbukserne, greb derpå ud efter vaskekluden, der hang på sit søm, og gav sig til at vaske kroppen. Han begyndte med ansigtet, så bevægede han sig videre til halsen, til brystet og så langt ned ad ryggen, han kunne nå. Han vred kluden op igen, inden han kom til armene og armhulerne. Benene var det sidste, han vaskede, men han undgik det sted, hvor han var blevet bidt. Hævelsen var taget til, ligesom det røde område omkring den var vokset. Efter at have skyllet kluden godt og hængt den tilbage på sømmet tog han en lille æske, som stod sammen med hans andre ting i hjørnet, og gik tilbage til bordet. Han åbnede den og fandt en flaske med desinficerende væske, noget vat og en rulle gazebind. Med stor forsigtighed gav han sig til at rense biddet. Da han var færdig, forbandt han det med gazen og gik hen og lagde sig på sengen. Han var begyndt at få voldsom krampe i ryggen og skuldrene. *
Selvom eftermiddagspatruljen forekom dem nyttig for at afsøge området og blive bedre bekendt med det, gav den ikke noget resultat med hensyn til deres jagt på infiltratorer.
De ensformige sandbanker var stadig tavse og bar ikke andre spor end dem fra køretøjet.
Imens fortsatte soldaterne i lejren, efterhånden som dagen skred frem og heden tog til, deres langsomme bevægelser i skyggerne, som flyttede sig over sandet langs teltene. Trods smerten, han havde følt siden i formiddags, henvendte han sig, da han kom tilbage, til en gruppe soldater, der blandt andet omfattede nogle af de erfarne konstabler. Han orienterede dem om dagens to patruljer, før han spurgte dem, hvordan det gik med at tilpasse sig forholdene og vejret, særligt under øvelserne. Efter at have lyttet til deres meget korte svar understregede han igen nødvendigheden af at være til stede i området og tage del i træningen, der var mindst lige så vigtig som operationerne uden for lejren. Selvom de kun deltog i enkelte militære operationer, spillede deres tilstedeværelse og deres udholdenhed en central rolle for at bevare kontrollen med området, at fastlægge den nye grænse til Ægypten og at sikre den mod infiltratorer. De var det første og eneste kompagni så langt mod syd siden erklæringen af våbenstilstanden, og de var blevet pålagt det fulde ansvar for sikkerheden i området.
På vejen tilbage til hytten gik han forbi befalingsteltet, hvor hans næstkommanderende og gruppesergenterne og chaufføren hvilede sig oven på eftermiddagsrekognosceringen.