Af samme forfatter: Natsværmer. Digte, 1984 Englekløer. Digte, 1985 Hjortehjerte. Digte, 1987 Skriftsteder. Digte, 1989 At. Digte, 1990 Gribbenes himmel. Digte, 1993 Amnesia. Digte, 1995 Til. Digte, 1995 Kamikaze. Digte, 1999 En aften med Ulrikka S. Gernes. Digte, 2005 Misforståelsen. Børnebog, 2007 Pepitas tudetur. Børnebog, 2008 Flosset opus for strygere & blæsere. Digte, 2012
En pige forlod værelset_TRYK.indd 2
02.01.2024 14.36
U L R I K K A S. G E R N E S
En pige forlod værelset roman
Gads Forlag
En pige forlod værelset_TRYK.indd 3
02.01.2024 14.36
En pige forlod værelset Copyright © Ulrikka S. Gernes og Gads Forlag 2024 1. udgave, 1. oplag Omslag: LA Graphic Design Forsideillustration: Linoleumstryk af Ulrikka S. Gernes, ca. 1982 Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-07275-1 Der citeres fra: Vigdis Hjorth, Arv og miljø, 2016, oversat til dansk af Karen Fastrup, Turbine, 2022. Edith Södergran, DIGTE, 1916, oversat til dansk af Jens Lund Andersen, Hasselbalch, 1953. Albert Dam, Syv skilderier, Gyldendal, 1962. Tak til Statens Kunstfond, Autorkontoen og Klitgaarden. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
En pige forlod værelset_TRYK.indd 4
02.01.2024 14.36
Så tilføjede jeg: At ingen af jer på noget tidspunkt har spurgt mig om min historie, har jeg oplevet og oplever jeg som en stor sorg. Vigdis Hjorth: Arv og miljø
En pige forlod værelset_TRYK.indd 5
02.01.2024 14.36
En pige forlod værelset_TRYK.indd 6
02.01.2024 14.36
I
En pige forlod værelset_TRYK.indd 7
02.01.2024 14.36
En pige forlod værelset_TRYK.indd 8
02.01.2024 14.36
NAKSKOV 2016
En stor natsværmer har forvildet sig ind i lokaltoget til Nykøbing F. Det er en lørdag aften i slutningen af august, og jeg er på vej hjem fra en oplæsning i Vindeby. Der er dejligt på Lolland, men provinsen gør mig altid nervøs. Jeg hører ikke til, heller ikke her. Natsværmeren tumler rundt, støder mod vinduerne. Foruden den er der kun mig og en teenagepige i togvognen. Hun er i træningstøj, har en sportstaske ved sin side. Vi følger kræet med øjnene, skæver til hinanden. “Vinduerne kan ikke åbnes,” siger pigen. Endnu et par minutter til afgang. Sensommeraftenen er sprød og smuk, ikke en vind rører sig. Al bevægelse lader til at være samlet herinde, i denne togvogn, i et skrøbeligt, flaksende væsen, der prøver at slippe væk. Jeg rejser mig og går langsomt hen mod natsværmeren, sikker på, at den vil blive skræmt og flyve væk. Den klynger sig til gummilisten i øverste hjørne af et vindue. Jeg former mine hænder til en skål, gør rummet i mine håndflader så stort, jeg kan, og sørger for, at der ikke er nogen sprækker, før jeg varsomt lukker dem sammen omkring den. Den er en livlig tyngde, et tæt, velouragtigt nærvær, der basker med vingerne i sit midlertidige bur, dens ben prikker mod huden. “Vil du gå med hen og åbne?” Pigen skynder sig foran mig ud i mellemgangen og trykker på knappen, bliver stående, mens dørene glider op. Jeg rækker 9
En pige forlod værelset_TRYK.indd 9
02.01.2024 14.36
armene frem foran mig, åbner hænderne. Natsværmeren farer afsted, med flaksende, men hurtige vingeslag flyver den op mod himlen. Jeg følger den med øjnene. I løbet af et par sekunder er den væk, opslugt af det blå. Fornemmelsen af den sidder i huden. Jeg kigger på mine hænder, men der er ingenting at se. “Vi må håbe, den ikke skulle til Nykøbing,” siger jeg og tørrer alligevel hænderne af i bukserne på vej tilbage til min plads. Toget sætter i gang med et lille ryk, ruller ud fra stationen og øger hastigheden. Jeg læner mig tilbage i sædet. Der har sænket sig en ro i togvognen, samtidig er her underlig tomt. Det har været en lang dag. Oplæsninger er mere krævende, end man tror, en mathed melder sig, når anspændtheden slipper sit tag. Jeg er på én gang fyldt til bristepunktet og fuldstændig drænet. Jeg finder min telefon i tasken, har haft den på flytilstand hele eftermiddagen, vil tjekke beskeder og se, om der er mails. Det er, som om jeg har været væk i ugevis, men ingen har søgt mig, alle er tilsyneladende optaget af deres eget. En lettelse, og lidt skuffende. Jeg logger på Facebook, scroller ned gennem de seneste opdateringer og kommentarer, de endeløse diskussioner, jeg alligevel aldrig deltager i, skubber distræt opad med fingeren på den lille skærm, til mit blik bliver fanget af noget, en bekendt har lagt ud, et navn, jeg ikke har set på skrift i lang tid: “Forfatteren Knud Eg Nielsen er sovet stille ind i dag kl. 18.” * Dagen efter cykler jeg hen til min mor på plejehjemmet, banker på, åbner døren og råber kuk kuk, så hun kan høre, at det er mig. 10
En pige forlod værelset_TRYK.indd 10
02.01.2024 14.36
Hun sidder med ryggen til ved bordet i den lille stue, gør en bevægelse med hovedet for at vise, at hun har hørt mig. Jeg giver hende et kram, som et kram nu kan være, når modtageren befinder sig i en kørestol, lam i den højre side af kroppen. Hendes ansigt lyser op, hun smiler og klapper mig på armen med sin venstre hånd. Jeg har frugt og kage med, sætter kedlen over i tekøkkenet, går tilbage og stiller mig foran hende. “Mor,” siger jeg højt. “Eg er død.” Hun spærrer øjnene op, stirrer på mig, så skifter hendes blik, bliver spørgende. “Ja. Sov stille ind, mere stod der ikke. Der kommer nok nekrologer en af dagene.” Jeg har en sær følelse af koldt vand, der risler inde i mine arme. “Det er godt,” siger jeg. “Endelig er han død.” Hun bliver ved med at kigge på mig, der er noget, hun vil sige, hun stirrer, som prøver hun at overføre sine tanker til mig. “Nej,” siger jeg. “Vi sender ikke blomster, vi sender ikke noget!” Hun er tydeligt i tvivl om, hvilken mine hun skal anlægge, men jeg magter ikke tolke hendes blik, magter ikke spørge eller gætte. Så glider hendes øjne hen mod vinduet, blikket bliver fjernt, hun sukker. Det gør ondt i mig. Vandet koger. Jeg laver te, skærer frugten ud i mundrette stykker, som jeg plejer, anretter på et fad, stiller det ind på bordet. Vi drikker teen, klar og gylden i mormors fine, mussel malede kopper, tynde som æggeskaller, spiser hver en halv fragilité. Min mor siger ikke noget, hun kan ikke tale, blodproppen 11
En pige forlod værelset_TRYK.indd 11
02.01.2024 14.36
ødelagde det; førlighed, sprog, alt. Det er længe siden, men vi vænner os nok aldrig til det. Tilbage er blikke, mimik, håndbevægelser, vores akavede kærtegn. Jeg siger heller ikke noget. Ved ikke, hvad jeg skal kalde dét, der kanter sig i mig.
En pige forlod værelset_TRYK.indd 12
02.01.2024 14.36
KØBENHAVN 1980
Mit hår var stadig fugtigt, vi kom lige fra svømmehallen, havde fået lov at tage derud alene, spurtede afsted, Mikala og jeg. Nu gik vi gennem tunnellen under banen. S-toget rumlede, fik alting til at vibrere. Vældige kræfter var på færde over tunnellens betonloft, over os, rundt om os. Som om hele verden rystede. Stumper af affyrede nytårsraketter lå spredt langs væggene. Der var nok nogen, der havde fået det til at brage i den tunnel. Måske lidt ekstra, fordi et nyt årti skulle begynde. Jeg havde været i biografen med mine forældre nytårsaften. Vi så Manhattan. Far faldt i søvn. Jeg måtte putte lakridser ind i munden på ham, så han holdt op med at snorke, mor var helt opslugt af filmen. Den var lidt for voksen, syntes jeg, og i sort-hvid. Senere var jeg selv faldet i søvn foran fjernsynet, tænkte ikke over, hvad der var sket i det gamle år, eller hvad det nye ville bringe, havde ondt i maven af for meget lakrids og kransekage. Det fortalte jeg ikke til nogen, man skulle helst have været til en eller anden vild nytårsfest med masser af raketter. Skal pengene gå op i røg? sagde far. Vi havde ikke engang en bordbombe, men serpentiner, jeg pustede dem i alle retninger. Mikala svingede sin pose med vådt badetøj, den stødte ind i hendes ben, fik hende til at gå fjollet. Hun rykkede mig i ærmet og sprang afsted. Vi skulle løbe om kap. “Hvor er du barnlig!” stønnede jeg, da jeg var kommet op på fortovet for enden af trapperne. 13
En pige forlod værelset_TRYK.indd 13
02.01.2024 14.36
Indimellem kunne jeg godt mærke, at jeg var to år ældre. Det er meget, når man er fjorten og et halvt og ens veninde kun er tolv. Lige med ét var jeg skudt i vejret. Som en bønnestage. Det var det, mor plejede at sige. Som noget fra et eventyr. Jeg havde lagt mine dukker og bamser i en papkasse, ville smide det hele ud, men mor syntes, jeg skulle sætte den på loftet, det kunne jo være, jeg kom til at savne dem. Mikala og jeg havde kendt hinanden altid, vi kunne hinanden udenad, som en sang med mange vers, man kan rable af sig, selv i søvne. Men nu læste vi ikke den samme slags bøger længere, og det var svært at vælge film, vi begge gad se i biografen. Vi boede også langt fra hinanden, hun i København og jeg ude i skoven i Sverige, vi så kun hinanden i ferierne. “Jeg er hundesulten,” sagde Mikala. “Måske er der saltstænger, og sodavand, hvis vi er heldige.” Vi gik gennem den lille park foran udstillingsbygningen. “Hvem kommer først?” råbte Mikala og sprang op ad trappen, tre trin ad gangen. Jeg spurtede efter, men med hendes forspring havde jeg ikke en chance, og min taske var tung. Jeg hængte jakken i garderoben, mærkede lugten af svømmehal fra min krop inde under tøjet. Jeg tog kameraet op, det var min fars gamle spejlreflekskamera, han brugte det ikke længere, så jeg lod, som om det var mit, og da jeg havde opdaget mørkekammeret i kælderen på skolen, var jeg blevet vild med at tage billeder. Ström, vores formningslærer, havde vist mig, hvordan man gør. Så kan du være min assistent, når vi skal arbejde med fotografi, havde han sagt, da han så, at jeg var god til at følge proceduren i mørkekammeret. Ström vidste godt, hvem min far var, og han bad mig altid om at hilse. Indimellem spurgte han, hvad min far arbejdede 14
En pige forlod værelset_TRYK.indd 14
02.01.2024 14.36
med for tiden. Bare det, han plejer, svarede jeg, skulpturer og sådan noget, udstillinger, den slags. Det var trylleri at se motiverne tone frem nede i fremkaldervæsken. Jeg forstod ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, men jeg elskede at måle kemikalier op og holde styr på eksponeringstider i det dunkle, røde lys. Jeg havde allerede en hel æske med fotografier, jeg selv havde fremkaldt, men hvor mange billeder gider man have af sin kat eller af en urtepotte, eller af katten og urtepotten sammen? Mikala lavede altid fjogede ansigter, også når jeg bad hende kigge ind i kameraet og se naturlig ud. Naturlig, hvad er det, drillede hun bare og pustede kinderne op, gjorde sig skeløjet, selv da jeg ville tage et billede af hende i S-toget, og der var andre i kupeen. “Nå, der er du!” Mor stod i foyeren. Der var mange mennesker. “Du har vel ikke gået rundt med vådt hår ude i den kulde?” “Nej nej, jeg havde hue på,” løj jeg. “Har du set Mikala?” “Jamen, I skulle da følges.” En snert af noget bebrejdende i hendes stemme. Mikala var ellers god til at passe på sig selv, hun gik til karate og kunne være en rigtig lille storbyrappenskralde. Jeg var den generte, blev rød i hovedet over ingenting. “Hun løb i forvejen,” sagde jeg. “Så er hun vel derinde. Jeg må ind til far, han har det ikke så godt. Kommer du?” Det var en gruppeudstilling. Far havde bidraget med nogle kæmpestore linoleumstryk. Alt, hvad han lavede, var stort, alligevel kunne man næsten ikke se værkerne for alle de mennesker. Nogle sagde hej, men de fleste lagde slet ikke mærke til mig. Far stod og lænede sig op ad væggen i den anden ende af lokalet og snakkede med en kvinde med langt hår, der hang 15
En pige forlod værelset_TRYK.indd 15
02.01.2024 14.36
løst ned ad ryggen. Han så ikke særlig sløj ud. De morede sig over et eller andet. Kvinden bøjede nakken lidt bagover, lo og fejede håret væk fra ansigtet. Far rørte ved hendes overarm, tog så hånden til sig igen. Jeg tænkte på at tage et billede, men de var langt væk, og der var en masse mennesker i vejen. Så løftede jeg alligevel kameraet op og kiggede gennem søgeren. Måske kunne jeg fange Mikala i et ubemærket øjeblik, der var bare hele tiden nogen, der gik ind foran. Jeg havde heller ikke så mange billeder tilbage på filmen, men gennem søgeren virkede alting mere overskueligt, jeg kunne vælge et udsnit og lade alt det andet være. “Har du set Blow-Up?” Stemmen tilhørte en person, der stod bag mig. Jeg sænkede kameraet og vendte mig om. Mor stod sammen med en mand, jeg ikke havde set før. “Ja, Antonioni-filmen Blow-Up, har du set den?” Mandens blik var rettet mod mig, som om han ventede på et svar, jeg nåede bare ikke at sige noget, før mor brød ind: “Tanja, det er Eg. Du har mødt ham engang, da du var lille, men det kan du sikkert ikke huske. Eg er forfatter.” Så vendte hun ansigtet mod manden. “Tanja er vores yngste.” Hun lagde sin hånd på hans arm. “Har du egentlig skrevet noget for børn? Tanja skriver jo også, ja, digte og sådan noget, ikke sandt, Tanja?” Hvorfor skulle hun fortælle dét til en vildfremmed? Mors blik flakkede i retning af far. “Jeg skal lige over og sige noget til Finn. Få dig et glas vin, Eg, så tales vi ved igen om lidt, og du må godt få en sodavand, Tanja.” Mor snoede sig gennem mængden. Manden, der hed Eg, havde blågrå øjne og brunt hår med 16
En pige forlod værelset_TRYK.indd 16
02.01.2024 14.36
grå stænk ved tindingerne. Der hang et lille, skævt smil i hans mundvige, som fik ham til at se mystisk og hemmelighedsfuld ud. Han kiggede på mig, som om han ventede, at jeg skulle sige et eller andet. Jeg pillede ved kameraet. Samtalerne summede rundt om os. Hvor var Mikala? Nu måtte hun gerne dukke op. “Staves det med i eller med y? Eller med j måske?” spurgte manden. “Øh, hvad staves?” “Dit navn.” “Nåh, med j.” “Tanja med j, med ja. Tan-ja!” Han artikulerede mit navn, så det nærmest stod stavet i luften. “Det smager som kastanjer, men der er også noget blåt i dit navn, hvad mon det er?” “Blåt? Det ved jeg ikke!” Han blev ved med at kigge på mig med sit lille, skæve smil. “Det blå i dit navn, det er som himlen over en afrikansk savanne.” “Og Eg er et træ!” Det havde han sikkert hørt tusind gange før, men han så stadig glad ud. Han havde jo også selv sagt noget skørt. Det lød bare smukt, når det kom ud af hans mund. “Tanja er bare mit navn.” “Og mit navn er bare et træ, men jeg er ikke en træmand. Hvilken farve synes du, det har?” “Øh, grøn!” Jeg så egetræets blade for mig. Skulle jeg have sagt noget andet? ‘Knortet’? Men det er ikke en farve, det er ‘urokkelig’ heller ikke, men det var de ord, jeg kom til at tænke på. Et knortet egetræ i en skov. “Blåt og grønt passer godt sammen, synes du ikke?” spurgte han. Jeg kom til at nikke. 17
En pige forlod værelset_TRYK.indd 17
02.01.2024 14.36
Hans blik hvilede på mig. Det lød smukt, det, han sagde, men hvad betød det? Det var som at svømme i et hav med mørke skygger på bunden, og jeg klamrede mig til overfladen, selvom der ikke var noget at holde fast i. Og hvor var Mikala? “Kan du lide at tage billeder?” spurgte han så. Endelig et spørgsmål, jeg kunne svare på. Jeg begyndte at fortælle om mørkekammeret på skolen, motiverne, der listede frem på papiret nede i væsken, det magiske ved det, hvordan tiden forsvandt, man blev ør, men på en rar måde, som at være længe oppe, selvom det er midt på dagen, og til sidst hang fotografierne som vasketøj på en snor og dryppede af. Hans blik vandrede rundt i mit ansigt, mens han lyttede, og det virkede, som om han gerne ville høre mere. “Jeg vil være fotograf,” sagde jeg så, det havde jeg faktisk aldrig tænkt over, men jeg begyndte alligevel på en lang forklaring om at gengive virkeligheden og fastholde øjeblikket. ‘Et billede siger mere end tusind ord’. Det var noget, jeg havde hørt, og jeg syntes, at det lød klogt. Jeg talte og talte, indtil han med ét afbrød: “Tror du, man kan fastholde øjeblikket uden at betale dødens pris?” Smilet forsvandt fra hans ansigt, som var det et altafgørende spørgsmål. Jeg forsøgte at sige noget, men så rakte han armene ud mod mig, som om han ville omfavne mig. Jeg kom til at lave en klodset bevægelse med mine arme for at gengælde omfavnelsen. Han bemærkede det, og smilet kom tilbage. Så løftede han remmen over mit hoved og hængte kameraet om sin egen hals. Han tog det op foran ansigtet, kiggede gennem søgeren, stillede skarpt. Det var mig, han kiggede på. Jeg kom automatisk til at smile. 18
En pige forlod værelset_TRYK.indd 18
02.01.2024 14.36
Klik. Eg tog et billede af mig. Han rakte mig kameraet igen og gav mig et kys på kinden. “Så, nu har jeg fastholdt dit øjeblik. Lover du at sende billedet til mig?” “Hvorfor tog ham manden et billede af dig?” spurgte Mikala. “Ikke for noget, det er bare en af mine forældres venner.” “Ja ja, min far kender ham også, men hvorfor tog han et billede af dig? Det er da dit kamera?” “Det er min fars, han bruger det bare ikke mere.” “Du ved, hvad jeg mener.” Mikala var nysgerrig. “Stod du og lurede på mig?” sagde jeg. Hun ville nok gerne have været med i det, jeg lige havde oplevet. “Næh, jeg kom bare forbi, da du stod der og slangede dig. Du lagde ikke engang mærke til, at jeg kiggede på jer.” “Jeg slangede mig ikke!” “Nå, men hvorfor fotograferede han dig så?” “Han ville prøve mit kamera.” “Du mener din fars kamera.” “Ej, bland dig udenom!” Det var overstået lige så hurtigt, som det var opstået. Der var kommet en, som havde taget fat i hans arm, og han havde vendt sig væk. Og så var der ikke mere. Hvis man ikke kan finde på andet, kan man altid gå på toilettet, så går der lidt tid med det. Nogen havde glemt en kosmetikpung på kanten af håndvasken. Vi skiftedes til at tisse, men så blev fristelsen for stor, Mikala begyndte at tage ting ud og rakte dem til mig. Jeg hev hylsteret af en læbestift. “Orv, en flot farve, og den skinner ligesom perlemor.” Jeg snusede til den, en blanding 19
En pige forlod værelset_TRYK.indd 19
02.01.2024 14.36
af slik og sæbe, en duft af noget, man ikke kan sige højt, som at læse i nogens dagbog. Mikala var i gang med at putte rødt på kinderne med en lille, flad pensel. “Tag den på, den vil sikkert klæde dig,” sagde hun til mig i spejlet. “Hun må have brugt den mange gange, så lille som den er.” Jeg skruede læbestiften helt ud, koncentrerede mig om at følge læbernes kontur, gnubbede dem mod hinanden og lavede kys i luften, fik læbestiftsmagen på tungen. Som om jeg var hende den fremmede, der havde glemt sin kosmetikpung. Jeg så hende for mig gå ned ad gaden sammen med en, hun lige havde mødt, de gik ind et sted, han trak stolen ud for hende, der var stearinlys på bordene, han så hende dybt i øjnene og sagde, at hendes navn havde noget blåt i sig. Mikala holdt en tampon mellem to fingre, som en cigaret. “Det er altså ikke sådan, man bruger sådan en,” sagde jeg og duppede den overskydende læbestift af på et stykke toiletpapir. Mikala havde ikke fået sin menstruation endnu, og jeg kunne faktisk ikke engang få den allermindste o.b. op. Det var, som om der ikke var et hul, men blodet kom jo ud, så der måtte være et hul. Jeg havde prøvet at se efter med et spejl, men det var svært at finde en stilling, der tillod mig at komme tæt nok på. Nogle piger skal bolle med en mand, før de kan bruge tampon. Det havde Mikalas mor engang sagt. Smadderpinligt, men hun syntes, vi skulle vide den slags. “Ville du fortælle mig det?” Mikala så alvorligt på mig. “Hvis du … du ved nok.” “Fik menstruation? Det har jeg da fortalt!” “Nej, hvis du gik i seng med en dreng.” “Hvem i alverden skulle det være?” “Du kunne da sagtens få en kæreste. Hvad med ham fra parallelklassen, som du skrev om før jul?” 20
En pige forlod værelset_TRYK.indd 20
02.01.2024 14.36
“Robert? Han er så umoden!” Jeg fandt en øjenblyant i kosmetikpungen, blå med et metallisk skær. Kanten af håndvasken trykkede mod maven, når jeg lænede mig hen mod spejlet. “Han ved ikke engang, hvordan man tungekysser.” Mikala svingede tamponen rundt i den lille snor. “Anne fik sin mødom taget af en svane, da hun var lille.” “Det er løgn!” “Nej, den kom løbende mod hende på stranden og huggede hende mellem benene, og da hun så gjorde det med en dreng første gang, gjorde det ikke ondt, og der kom ikke noget blod. Det var selvfølgelig, længe før hun blev kærester med min far.” “Det lyder altså som en god historie. Var det Den grimme ælling?” “Hold op! Svaner er uhyggelige,” sagde Mikala. “Det ville da have været værre, hvis det var en stork. Så ville man også få en baby.” Jeg lavede en streg på kanten under øjnene, markerede øjenkrogene. Så tog jeg mascara på. Mikala fulgte mine bevægelser i spejlet. “Du er smuk!” Jo, jeg så ret flot ud, mere voksen i det, som en på seksten eller sytten. Jeg skulle bare have haft noget andet tøj på. Sweatshirt, fløjlsbukser og snørestøvler passede ikke til makeuppen. Særlig støvlerne, andefødder fra Hallgren, mor insisterede. Når du er atten år og flyttet hjemmefra, kan du købe, hvilke støvler du vil. Så må du bare selv betale, lød omkvædet, hver gang jeg ville have noget, jeg ikke måtte få, cowboystøvler, for eksempel, eller huller i ørerne. “Nå, så er vi klar. Hvor er der fest?” Mikala mimede et glas i hånden, skålede mod mig. Jeg løftede også mit usynlige glas, skålede og drak, vi kom til at sprutte af grin. Vi lagde sminken tilbage og stillede kosmetikpungen oven 21
En pige forlod værelset_TRYK.indd 21
02.01.2024 14.36
på beholderen med papirservietter. Vi havde bare lånt lidt, fået tiden til at gå, men lige inden vi gik ud, tog jeg den ned igen, fandt læbestiften og stak den i lommen. “Hun skal alligevel snart købe en ny.” “Min mor har en hel æske med læbestifter,” sagde Mikala og lod døren gå i. “Du må sikkert gerne få en.” “Jeg vil gerne have denne her.” Mikala var taget hjem med sin far og Anne. Jeg gik og ledte efter mor, håbede, at vi også snart skulle afsted. Døren til et kontor stod åben. Jeg fik næsten et chok. Der stod han og lænede sig mod et bord med et vinglas i hånden. “Næste gang tager jeg med,” sagde han til en kvinde, som sad i en sofa ved væggen. Hun holdt en cigaret elegant mellem to fingre. “Nej, Eg, det går vist ikke,” lo hun. Hendes øjne funklede. “Du er her stadig!” røg det ud af munden på mig. Eg drejede hovedet og sendte mig et lille, skævt halvsmil. “Jeg kunne da ikke finde på at gå uden at give dig min adresse. Vi har en aftale, ikke sandt?” “Jo.” “Havde du allerede glemt mig?” “Nej, nej! Jeg skal nok sende det.” Kvinden kiggede på mig. En spinkel søjle af røg snoede sig op fra cigaretten og forsvandt i luften. Når hun tog et sug, kneb hun øjnene lidt i. Eg rodede i sine lommer og fandt en lap papir, som han skrev sin adresse på, foldede og rakte til mig. “Tak,” sagde jeg og puttede sedlen i lommen. “Men hvad nu, hvis billedet ikke er pænt?” Jeg kunne godt selv høre, hvor åndssvagt det lød, men da var det for sent. “Nogle gange er vi grimme, men man kan godt elske os alligevel,” sagde Eg med et smil. 22
En pige forlod værelset_TRYK.indd 22
02.01.2024 14.36
Jeg blev varm op ad halsen og i armhulerne, holdt armene tæt ind til kroppen og skævede til kvinden med de funklende øjne. Hvorfor kiggede hun hele tiden på mig? Den varme, jeg mærkede, betød som regel, at jeg var rød som en postkasse. Sminken? Var jeg kommet til at tvære den ud? Hvis bare jeg kunne forsvinde i luften, som røg fra en cigaret. “Jamen, så farvel!” Jeg drejede omkring og pilede ud. Mor var ved at lægge nogle ting ned i en mulepose. Hendes bevægelser ophørte i det øjeblik, hun så mig. “Hvordan er det, du ser ud?” “Mikala og jeg, vi …” “Du burde gå ud og vaske dig,” afbrød hun. “Du ligner en dulle!” Rynken mellem hendes bryn så ud som et udråbstegn. “Far venter i bilen, vi må skynde os.” Jeg lynede min jakke. “Tager vi helt hjem?” “Nej, vi bliver i København i nat, far er for træt, vi kører hjem i morgen.” Far havde startet motoren, røgen fra udstødningen blev til en grå sky, som vi var nødt til at gå igennem. Et debatprogram var i gang i radioen. Jeg måtte mase mig ind på bagsædet mellem alle de mærkelige genstande, far altid kørte rundt med, som om han havde glemt, at han havde en datter, der også skulle være plads til. Jeg smækkede døren i. “Er du ude på at ødelægge bilen?” vrissede far. Byens lys dansede forbi uden for de duggede ruder, bilens vuggende bevægelser var beroligende. Da jeg var lille, lå jeg tit på bagsædet og døsede. Når jeg åbnede øjnene, var månen der, først i det ene vindue, så i det andet. En sky kunne gå for, men den kom frem igen, og jeg vidste, den holdt øje med mig. “Går det lidt bedre?” spurgte mor. 23
En pige forlod værelset_TRYK.indd 23
02.01.2024 14.36
Far var tavs og indesluttet. Sådan var han, når han havde det skidt, eller når han var sur. Indimellem kunne det være svært at kende forskel. Jeg ville ønske, vi kunne køre gennem mørket i timevis, men vi skulle sove i farmors lejlighed. Hun var kommet på plejehjem. Engang havde hun klippet ledningen til køleskabet over med en saks. Det er et mirakel, at hun ikke faldt om på stedet, sagde far. Hun lignede sig selv, men hendes blik var mærkelig tomt og skræmt. Hun kunne ikke genkende nogen, kunne ikke finde hjem, når hun havde været hos købmanden, gik derned i sutsko, glemte at tage frakke på. Hun var blevet senil. Mormor var også gammel og på plejehjem. Hun havde ligesom foldet sig ud af verden og ind i sig selv. Når jeg besøgte hende, lyste hun lidt op, men hun sagde ikke noget. Ikke et ord. Mor sagde, hun havde besluttet sig for at dø, det kunne tage tid. Farmors lejlighed stod stadig med alle hendes ting og møbler, så der var altid et sted at overnatte i København. Det var mest far, der benyttede sig af det, når han havde møder og arbejde i byen. Det havde han tit. Hvis jeg bøjede benene ind mod maven, kunne jeg lige akkurat sidde i vindueskarmen i det lille kammer bag køkkenet. Der boede stuepigen i gamle dage; tidligt oppe og sent i seng, husarbejde fra morgen til aften, men hun havde sit kammer, og måske en hemmelig kæreste, der sneg sig op ad køkkentrappen til hende om natten. Der var kun plads til en smal seng. Der var en lille håndvask, et spejl med en glashylde under og et vindue, som månen indimellem skinnede ind ad. Den gjorde det den nat. Alt var stille. Lyset var slukket i ejendommen overfor. 24
En pige forlod værelset_TRYK.indd 24
02.01.2024 14.36
Jeg var ikke træt. Det var sedlen, jeg havde foldet den ud og sad med den. Måske var det ikke kun den. Det var det hele. Ja, og månelyset, der flød som mælk over mine hænder. Jeg læste adressen om og om igen. En gade, et nummer, et postnummer, en by. Jeg anede ikke, hvor Faaborg lå, men han havde tegnet et hjerte ved siden af. Det var bare helt almindelige navne og tal, men samtidig en mystisk flaskepost fra et fjernt hjørne af galaksen. Adressen var skrevet med blåt blæk med en pen, han havde haft siddende i brystlommen på sin skjorte. Hans højre hånd var dykket ind under trøjen, og da den kom ud igen, havde den holdt om pennen. Jeg så bevægelsen for mig. Tegnede han altid hjerter ved sin adresse? Og han foldede sedlen, før han rakte den til mig. Som en hemmelig besked. Krusedulleskrift, men pæn, og ikke spor svær at læse. Hvis ikke jeg vidste, at det var en mand, ville jeg have været sikker på, det var en kvinde, der havde skrevet det. Han havde skrevet på bagsiden af en kvittering fra en beværtning. På forsiden var tjenerens sjuskede skrift, ‘2 X kaffe’ stod der vist. En til ham, en til en anden. Hende med øjnene? Jeg sprang ned fra vindueskarmen og kiggede mig i spejlet, prøvede at gøre forskellige ting med øjnene, men jeg så bare ud, som jeg plejede, og nu med en øm, rød bums på hagen, mørke skygger under øjnene. Det var svært at få mascaraen af med koldt vand og håndsæbe. Læbestiften havde jeg sat på glashylden. Jeg hev hætten af og snusede til den. Så glattede jeg sedlen ud og lagde den ind i min kinabog, skubbede den ind under puden. Nu ville jeg bare drømme, i morgen kunne jeg skrive om det. Sværmerier. Det var den slags ord, mor brugte, hun havde dem sikkert fra sin mor. Gammeldags. Som om det var sommerfugle, som om 25
En pige forlod værelset_TRYK.indd 25
02.01.2024 14.36
jeg satte mine sværmerier fast med nipsenåle på en fløjlspude, når jeg skrev. Men så kunne de da i det mindste pynte. Jeg sværmede for den ene og så den anden, indimellem flere på en gang. Til sidst var der kun ordene i kinabogen tilbage. Jeg lagde mig i sengen og trak vattæppet op over hovedet, det lugtede af pudder og cerut, af farmor. Det føltes underlig stumt at være i lejligheden, når hun ikke var her, men hendes duft var her, den vågede over mig. Jeg rullede mig sammen, strøg mig selv over kinden. Hvis jeg lukkede øjnene og kun mærkede, hvordan det føltes i kinden, kunne jeg næsten glemme, at det var min egen hånd, der aede.
En pige forlod værelset_TRYK.indd 26
02.01.2024 14.36