En sten for EVAThomas Harder og Lene Ewald Hesel BOGENSE 1855 – THERESIENSTADT 1943
Thomas Harder og Lene Ewald Hesel En sten for EVA
En sten for Eva Copyright © 2022 Thomas Harder og Lene Ewald Hesel og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-07059-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tekstredaktion: Anne Mette Palm Forlagsredaktion: Martin Gylling Konsulent: Heidi Laura Illustrationer: Se s. 355 Repro: Narayana Press Tryk: PNB Print For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i Kopieringforvejen.fradenne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Forfatterne har modtaget støtte fra: Dagmar & Leon Levin’s samt C.A. Levin’s Fond Arbejdet er desuden støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening. Bogen er udgivet med støtte fra: POLITIKEN-FONDEN Politiken-F_logo.indd 1 11/02/14 12.01 www.gad.dk
INDHOLD INDLEDNING 9 OM TEKSTEN 13 SLÆGTSTRÆ 15 KAPITEL BARNDOMS1LANDET 17 Torvet 18 Østergade 20 Familien Wagner 21 Jødefejderne 28 Kom Sabbatens Dag ihu 38 KAPITEL STORBYEN2 45 Vokseværk 46 Pigers uddannelse 51 Integade 56 Konfirmation 58 Genbo til fattigdom 59 Bertha og David 62 Emilie og Benny 65 Julius og Rosalie 69 KAPITEL AMAGERTORV3 72 Landliggeri 72 Forlovelse 77 Bryllup 80 Amagertorv 7 87 Grossererens hverdag 94 Fruens hverdag 97 Davids fødsel 101 Æbleblomster 108 Den gamle feltpræst 112 Christiansborgs brand 113 Frederiks død 115 Kvindelig Læseforening 119 Lys i gaden 123 Velgørenhed 125 Den nye antisemitisme 129 Generationsopgør 135 Davids studenterår 147 Libau 163 De russiske jøder 166
KAPITEL BREDGADE4 171 Hotel Cosmopolite 171 Rosengaarden 173 Europarejser 176 David i Østen 179 Bredgade 51 184 Til middag hos Eva 193 Knald eller fald 196 Antisemitisme anno 1918 198 Familien i Rosengaarden 202 Eva, David og Annelise 208 KAPITEL 5 I NAZISMENS SKYGGE 215 Jødeproblemet 215 München-krisen 219 Krystalnatten 221 Svigtende helbred 230 Krigen bryder ud 231 KAPITEL BESÆTTELSEN6 234 9. april 234 Deportationer i nabolandene 243 Livet går videre 252 Jødeaktionen 257 2. oktober 1943 278 Lejligheden og bohavet 294 KAPITEL SVERIGE7 297 Stockholm 297 Den Danske Brigade 312 KAPITEL BEFRIELSEN8 322 Brigaden kommer til Danmark 322 Davids hjemkomst 328
KAPITEL 9 LIVET DEREFTER 331 David 331 Annelise og Tove 332 KAPITEL 10 BØGER OG MINDESMÆRKER 337 28. JULI 2020 343 TAK 345 HENVISNINGER 348 Faglitteratur,øjenvidneskildringererindringer, 348 Skønlitteratur 353 Upubliceret materiale 353 Interview, samtaler m.m. 353 Kildesamlinger 353 Arkivmateriale 354 Illustrationer 355 Noter 359 Personregister 375 Emneregister 378
Der var ikke langt fra de første tanker om en snublesten for Eva Salomonsen til ideen om en bog. I første omgang indbød materialet til en ret snæver skildring af Eva Salomonsens liv og skæbne – med strejflys på hendes søn Davids og hans to døtres flugt til Sverige. De indledende kontakter med histori kere, slægtshistorikere, Det Jødiske Samfund i Danmark samt Nordfyns Museum i Evas hjemby, Bogense, gav et godt ud gangspunkt, som kunne suppleres med danske Holocaust-over levendes publicerede erindringer, vores egne samtaler med over levende og andre vidner foruden, naturligvis, med den meget omfattende litteratur om de danske jøders historie, besættelsen, Theresienstadt m.v. Via annoncer i bladet Jødisk Orientering og i Det Jødiske Samfunds digitale nyhedsbrev forsøgte vi at finde frem til pårø rende til Eva Salomonsen eller personer, der kunne bidrage til hendes historie, men uden resultat. I maj 2020 kom vi imidlertid
Jane fortalte mange interessante ting om livet i huset og begi venhederne i og omkring det under besættelsen – bl.a. om sin families etagegenbo, den syge, gamle fru Salomonsen, der blev fjernet fra sit hjem den 1. oktober 1943 og deporteret til The resienstadt. Historien gjorde et dybt indtryk, og inspireret af de første snublestensnedlæggelser i København i juni 2019 tog vi initiativ til at få lagt en sten til minde om vores gamle nabo. Det skete den 28. juli 2020.
Kort efter at vi var flyttet ind i Bredgade 51 i København, var vi så heldige at blive præsenteret for Jane Andreassen (født Gram), som voksede op i ejendommen i 1930’erne og 40’erne.
9 I NDLEDNING
Snublestenen foran Bredgade 51. Snublesten er verdens største decentrale kunstværk. Det er skabt af den tyske kunstner Gunter Demnig og består af betonterninger, der måler 9,6 x 9,6 x 10 cm. På oversiden er anbragt en messingplade med en standardiseret indskrift til minde om et offer for nazismens forfølgelse.
Snublestenene anbringes i fortovet foran offerets sidste frivillige bopæl. Siden Demnig begyndte sit projekt i 1996, er der nedlagt over 90.000 snublesten i Europa.1
INDLEDNING
EN STEN FOR EVA 10 takket være historikeren Søren Dalsgaard og den genealogiske hjemmeside MyHeritage i kontakt med Eva Salomonsens olde børn og tipoldebørn. Dermed fik vi mulighed for at tale med personer, der i deres barndom og voksenliv havde kendt David og hans døtre, Annelise og Tove, og som stadig lever i en fami lie, der på godt og ondt er præget af de tidligere generationers skæbne. Foruden de pårørendes egne erindringer og iagttagelser – både de personlige og dem, der var overleveret i familien – fik vi adgang til fotografier, breve, dagbøger og en mangfoldighed af andet materiale, som udvidede bogens horisont betydeligt. Det genealogiske spor gjorde det desuden muligt at følge Evas slægt tilbage i tiden og ud i Europa. Oktober 1943 var ikke første gang, Evas familie blev udsat for forfølgelse i Dan mark: I 1819 blev hendes farfars forretning i Odense raseret under de antijødiske optøjer, der blev kendt som “den kor porlige jødefejde”, og hendes mands farfar fik sin forretning i Kompagnistræde hærget under efterdønningerne af jødefejden i København året efter. Historien om Evas familie forbinder Bogense og København med Holland, Nordtyskland, England og Skotland og illustrerer, hvordan jødiske familier ofte var, og er, spredt og forbundet på kryds og tværs af Europa. Bogens anden hovedfigur er David, som vi takket være hans dagbøger, omfattende korrespondance, vers m.m. kan følge gennem åre ne som oprørsk teenager i 1890’erne, derefter udsvævende stu dent, eventyrlysten og rejseglad livsnyder, lige så uheldig som ukuelig højrefløjspolitiker og flygtning i Sverige. En sten for Eva er ikke så meget en biografi eller familiekrø nike som dét, man med en fordanskning af et engelsk udtryk kunne kalde en bog om Eva Salomonsens “liv og tid”. Bogen veksler mellem afsnit, der trækker de større linjer op og giver et bredt udsyn over en periode, et miljø eller en politisk, ideolo gisk eller kulturel udvikling, og afsnit, der beskæftiger sig mere detaljeret med særlige sider af Evas og hendes families historie eller med aspekter af deres univers, f.eks. hjemmeliv, kvinders muligheder for uddannelse og kulturel udfoldelse, polio, depor tationen til Theresienstadt, flugten til Sverige, Annelises og To ves indsats i Den Danske Brigade og hjemkomsten fra Sverige.
Med denne bog ønsker vi – ligesom snublestensprojektet, der nævner ofrenes navne og knytter dem til de konkrete steder, hvor de havde deres hverdag – at arbejde mod glemslen ved at fortælle om Eva Salomonsens liv og den verden, hun levede i, og om hendes sidste dage.
Snublestenen foran Bredgade 51 markerer et gerningssted, hvor der natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 blev begået en for brydelse mod en gammel, syg kvinde og mod menneskeheden.
– Det er højst sandsynligt. Men hvorfor?
I Otto Gelsteds “reportageroman” Jøderne i Husaby om flug ten til Sverige og livet som flygtning siger den jødiske kvinde Sonja til Gelsteds alter ego, Tingsted:
– Du har ikke oplevet Jødedommen som Barn. Du har ikke levet imellem os. Du vil hele Tiden forstyrres af dine særlige Fordomme, din særlige Smag. Du vil
En sten for Eva handler om ét enkelt offer for nazismen, men skal samtidig minde om de tusinder af ofre, der er forblevet anonyme, eller som, selvom deres navne kendes, ikke får deres historier fortalt. Heller ikke de var bare en del af en gruppe – af en statistik – men individer med hver deres liv, centrum i hver deres verden.
Hensigten var ikke blot at dræbe de enkelte individer – i mil liontal – men netop, bogstaveligt talt, at udslette dem, at slette enhver erindring om dem, som om de aldrig havde eksisteret.
– Men jeg vil sige dig én Ting: hvis du skriver noget om os, saa er jeg overbevist om, at det bliver forkert.
11 I NDLEDNING
Vi kender ikke de konkrete gerningsmænd, der slæbte Eva Salomonsen ud af hendes hjem for at sende hende til Theresi enstadt. Men det system, de var en del af, er velkendt, og det samme er dets ideologiske grundlag og dets projekt, som bl.a. indebar udryddelsen af uønskede befolkningsgrupper.
EN STEN FOR EVA
Der er stadig meget, vi ikke ved om Eva, og hvis der blandt læserne er nogen, der kan bidrage til billedet af hende, hører vi gerne fra dem. Lene Ewald Hesel & Thomas Harder Bredgade 51, juni 2022
bedømme os udefra. Der hjælper al din Venlighed dig ikke. Det bliver alligevel forkert. – Ja, det har jeg tænkt paa. Den Risiko maa jeg løbe. Det er umuligt at skrive noget, der ikke med lidt god Vilje kan misforstaas og forvrænges.2
Ingen af os har en jødisk baggrund. Ligesom Tingsted er vi kommet til den jødiske verden udefra. Vi har gjort os umage for at skaffe os en viden om og indsigt i jødisk kultur og histo rie, som ville sætte os i stand til at fortælle historien om Eva Salomonsen og hendes verden loyalt og fyldestgørende. Vi har læst meget og søgt oplysninger mange steder, og vi har spurgt mange vidende og hjælpsomme mennesker til råds. Hvis vi alli gevel har misforstået noget eller fremstillet noget på en forkert eller mangelfuld måde, er fejlen alene vores, ikke vores mange gode hjælperes. Vi har forsøgt at komme så tæt som muligt på Eva og hendes nærmeste og bestræbt os på at skildre deres omgivelser og den verden, de levede i – sommetider ved at slutte fra vores almin delige viden om tidens samfund og kultur til vores personers liv; i disse tilfælde, undtagen i de allermest indlysende, gør vi udtrykkeligt opmærksom på det.
Grænserne mellem de to kategorier er flydende, og vores valg er ikke udtryk for en graduering af rædslerne, men skyldes bl.a. Theresienstadts organisation og måde at fungere på, som var anderledes end de typiske koncentrationslejres. Ved at betegne
Theresienstadt som en ghetto følger vi den sprogbrug, der i dag anvendes af det officielle israelske mindecenter for Holocaust, Yad Vashem. Vi henviser i øvrigt til Silvia G.T. Fracapane, The Jews of Denmark in Theresienstadt, og Anna Hájková, The Last Ghetto, An Everyday History of Theresienstadt.3 Indtil 1. januar 1875 var møntenheden i Danmark rigsdaler. En daler var 6 mark, og en mark 16 skilling. Ved møntreformen i 1875 udskiftedes dalersystemet med kroner og ører. 1 rigsdaler blev omvekslet til 2 kroner. 1860-69 tjente en arbejdsmand i Odense og København 56 skilling per vinterdag og 64 skilling per sommerdag. Den gennemsnitlige timeløn for en faglært ar bejder i byerne var i 1870: 10 skilling (21 øre); 1880: 27 øre; 1890: 30 øre; 1900: 43 øre; 1910 52 øre; 1920; 2,23 kr.; 1930: 1,56 kr.; 1940: 1,91 kr.; 1950 3,91 kr.4
13 O M TEK STEN
OM TEKSTEN
Wilhelm Marr, som i 1879 stiftede Antisemiten-Liga. I over ensstemmelse med den almindelige moderne sprogbrug anven der vi ordet om antijødiske fænomener i almindelighed, før og efter Nogle1879.læsere vil muligvis undre sig over, at vi betegner The resienstadt som en “ghetto” og ikke en “koncentrationslejr”.
Ordet “antisemitisme” blev lanceret af den tyske journalist
EN STEN FOR EVA indførtes i Danmark i 1907. Indtil da måltes længder i bl.a. alen (62,77 cm), fod (31,385 cm) og tommer (2,615 cm). I citater på originalsproget er den oprindelige retskrivning be varet; oversatte citater overholder moderne dansk retskrivning. Annelises dagbøger fra 1943-44 er kun bevaret i den udgave, som Annelise renskrev på maskine (og måske redigerede?) efter retskrivningsreformen af 1948. Vi har rettet indlysende slåfejl, tanketorsk m.v. uden at gøre opmærksom på det i de enkelte tilfælde, ligesom vi har skrevet en del forkortelser helt ud. Vi har anonymiseret enkelte personer. Der er to slags noter i denne bog: De rene kildehenvisninger, som kun de færreste læsere vil være interesserede i at slå op i undervejs, og tekstnoter, som uddyber et eller andet forhold, fortæller en sidehistorie eller følger en biperson til dørs. Kil dehenvisningerne er markeret med notetal. For tekstnoternes er tallet tillige understreget. Vignetten stammer fra den sang, der blev trykt i anled ning af David Salomonsens konfirmation i 1894.
Metersystemet
vedkommende
15 S L ÆGTSTRÆ SLÆGTSTRÆ
Marcus Moses Salomonsen 1770-1849 Rachel, f. Meyer 1778-1853 Isaac Israel 1750-1840 Elle Israel 1777-1848
BerthaEmilieJulius
Mogens Frederiksen 1921-2007
Louis Wilhelm Sara Cecilia Augusta Harry Otto Felix ValdemarJopsephSophus
David Frederik Salomonsen 1878-1960 Karen, f. Schoustrup 1898-1984
David Israel Wagner 1816-1875 Amalie, f. Bernhardt 1820-1888
Annelise, f. Salomonsen 1920-2017 Tove Salomonsen 1921-1973
Moritz Marcus Salomonsen 1803-1890 Esther, f. Fridericia 1801-1857
Frederik Nikolaj Salomonsen 1838-1885 Eva(line), f. Wagner 1855-1943
KAPITEL 1 LANDETBARNDOMSFyns mindste købstad i 1860
Byens hjerte var torvet ved kirken. I gamle dage stod gabestok ken her, og det var her, den første brønd blev gravet og forsynet med en træpumpe. Det var her, Borgerskolen blev opført i 1853; den var opdelt i en pige- og drengeskole, og et plankeværk del te gården i en pige- og drengeafdeling. Under 1864-krigen var der indkvartering i Bogense, og Borgerskolen blev anvendt som lazaret. Det var på torvet, at brandvæsenet til stor moro for indbyggerne – ikke mindst børnene – afholdt den årlige sprøj teprøve, og det var muligvis også her, H.C. Andersens mormor, Anne Sørensdatter, havde fribolig i en af fattigboderne. Og det var først og fremmest hér, man mødtes til mindre mar keder og torvehandel. (De større markeder og dyrskuer blev holdt på den store markedsplads uden for byen – med al den ballade, der nu opstod, når land og by mødtes i muntert lag mellem boder med galanteri og telte med sære og foruroligende fænomener).
Torsdag var den ugentlige torvedag, hvor der ud over grøntsa ger og fjerkræ m.m. blev solgt fedevarer (fedtholdige varer som flæsk, skinker, pølser, smør og talg). Derudover blev der afholdt forskellige markeder: Pigernes marked, kaldet Hvidkålsmarke det, blev holdt om efteråret, men ellers mindede det meget om sommermarkedet i begyndelsen af juli. Efter pigernes marked kom Mikkelmos- eller Mikkelmisse-marked (Mikkelsdag, den 29. september) og et stort urtemarked, også om efteråret.
Man har kaldt Odense “Solen i de fyenske Stæders Planetsy stem”, fordi Odense er størst og ligger omtrent paa Øens Midt punkt, omkredset af alle de øvrige fyenske Stæder, der ligge temmelig regelmæssige spredte paa den afrundede Kyst. Kjær teminde bliver da Merkur, Navnet paa den Planet, der ligger Solen nærmest, og da Bogense ligger Odense en Kjende nær mere end Nyborg (den ligefremme Afstand er knap 3½ Miil), svarer Bogense jo til Venus.5 TORVET
EN STEN FOR EVA 18
Fra torvet går Skt. Annagade forbi det gamle rådhus med indbygget tugthus ned til Østergade, tidligere kaldet “Tjærega
19 B ARNDOM S LANDET de”, som var en af byens vigtigste handelsgader, hvor værk steder og forretninger lå side om side. Her lå den store, gamle købmandsgård, der oprindelig bestod af flere mindre gårde, som i løbet af 1700-tallet var blevet bygget sammen. Her kunne man få stort set alt, hvad hjertet begærede: I butikken stod der kaffemaskine, bøtter med margari ne, tønder med ris, salt, gryn og ærter, glasskabe med tobak og vin; fra loftet hang der køkkenudstyr, på væg gen piske, reb, kotøjr og bidsler. Under den lange disk var der skuffer med sukker og mel, et rum til sæbe – og glas med bolsjer ikke at forglemme, mens poser med afvejede varer, krydderier, konserves og deslige havde plads på bagdisken. I bagbutikken lå tønder med bræn devin, sprit og eddike. Gulvet var hvidskuret og bestrø et med sand.6 I bogstaveligste forstand en blandet landhandel, og det var også nødvendigt, for kunderne kom ikke alene fra byen, men fra et stort opland. Bønderne kunne ikke tage til byen i tide og utide, så når de endelig kom, købte de stort ind; det var en vigtig dag, og efter en veloverstået handel slog de sig ned i skænkestuen og spiste deres medbragte mad. Ud over købmænd havde byen naturligvis slagtere, bage re, smede, sadelmagere, skræddere, læger, barberer, bødkere, gørtlere og også hattemagere, børstenbindere, træskomagere, sæbesydere, brændevinsbrændere, felberedere (garvere), reb slagere og maltgørere for ikke at nævne skalle- og sandsælge re. Skallesælgerne solgte knuste strandskaller, der var et vigtigt kosttilskud til f.eks. høns, som mange bogensere holdt i bag haven. Sandet blev brugt til at drysse ud på gulvene, enten før fejning for at holde sammen på skidtet, eller bagefter til pynt; til det sidste formål var fint, lyst strøsand fra stranden popu lært. Blandt de vigtige færdigheder, som en ny lærling måtte tilegne sig, var det håndelag, der skulle til for at slynge sandet regelmæssigt ud over gulvet.7
Wagners manufakturhandel lå i det lille énetageshus til venstre, imellem malermester Willemsens hus med den udslåede markise og Pedersens bageri med kringleskiltet. Fotografi fra 1880.
I 1830’erne var byens gader langt om længe blevet brolagt –ikke med flade, tilhuggede chaussésten, men med toppede bro sten, så det rumlede forskrækkeligt, når f.eks. bønderne kom ind fra landet med deres tunge vogne. I 1873 konstaterede Bogense Avis, at “Gadernes Brolægning her i Byen som bekjendt er af en saa daarlig Beskaffenhed, at næppe nogen Kjøbstad i Danmark har en slettere”. Først derefter blev gaderne belagt med tilhuggede sten, og de “til en Gades Renholdelse tjenende Render” – de åbne rendestene – blev afløst af kloakledninger.
EN STEN FOR EVA 20 ØSTERGADE Længere nede ad Østergade havde isenkræmmer S. Quist, pibedrejer J. Rasmussen og kobbersmed A. Storch til huse (Storchs navn pryder gavlen den dag i dag). Over for kob bersmedjen lå David I. Wagners manufakturhandel i et af ga dens mindre huse: en énetagesbygning, hvor der tidligere havde boet en postmester og konsumptionsinspektør.
FAMILIEN WAGNER I 1855 var der 1.709 indbyggere i Bogense. Den 15. juli kom endnu en borger til verden: Evaline, som var det yngste af fami lien Wagners børn. Dermed havde manufakturhandler David I. Wagner og hustru Amalie Wagner fire børn: Julius på 8 år, Emilie på 6, Bertha på 4 og altså nyfødte Evaline. David havde endnu en datter, Jette, fra et tidligere ægteskab med Georgine Levin; de blev gift i 1840 og fik Jette i 1841. Georgine døde allerede i 1843, og få år efter glider Jette ud af denne bogs synsfelt.Amalie (f. Bernhardt) stammede fra en jødisk familie i Mal chin – en lille handelsby i det nordtyske storhertugdømme Det er ganske vist, at havfruerne, der som bekendt har deres slot i havet lige nord for Bogense, ynder at svømme på besøg i bybækken.
21 B ARNDOM S LANDET
Oprindelig var det bybækken, der udgjorde den offentlige vandforsyning i Bogense. Fra Adelgade førte såkaldte vand gange ned til bækken, hvor tjenestepigerne hentede vand. Men vandkvaliteten var mildest talt tvivlsom, og i 1847 blev der truffet en række sikkerhedsforanstaltninger: Der måtte under ingen omstændigheder “udkastes Fejeskarn, døde Hunde, Kat te eller andet Aadsel i Bækken”, de mange farvere og garvere måtte kun udskylle deres varer på særlige steder, og “Priveter”, svinestier og møddinger skulle ligge i en afstand af mindst 10 alen fra bækken. “Priveterne”, eller latrinerne, blev som regel tømt af natmanden, som – hvis der ikke var adgang til bagha ven og lokummet – måtte bære spandene ud gennem huset.8 I 1859 fik byen sin egen avis, som i begyndelsen blev trykt på en håndbetjent trykpresse fra slutningen af 1700-tallet. Bogense Avis skrev om nyheder fra både ind- og udland: Især nyheder fra alverdens krigsskuepladser og hoffer fik megen spalteplads, men hovedvægten lå trods alt på det lokale stof. Den 29. januar 1861 beklagede R.I. Rosenberg sig f.eks. i en ironisk formuleret annonce over tyveriet af fire brædder, og den 4. februar 1868 efterlyste jernstøber B.C. Riber, der også var chef for byens po litikorps, en kær hovedbeklædningsgenstand, der var forsvun det i hårdt vejr.
EN STEN FOR EVA 22 Mecklenburg-Strelitz.
Dramatiske hændelser i den lille
Der havde boet jøder i byen siden midten af 1300-tallet, men i 1492 var de blevet fordrevet af en bølge af pogromer, og først fra midten af 1700-tallet var der igen jøder i Malchin, bl.a. som følge af indvandring østfra. Byen fik en synagoge i 1764 og en jødisk begravelsesplads i begyndelsen af 1800-tallet, men jøderne forblev op gennem 1800-tallet an denklassesborgere, som var afhængige af myndighedernes “be skyttelsesbreve”, der gav dem visse, begrænsede, rettigheder til ophold og handel og pålagde dem en række restriktioner og af gifter. I 1824, da der boede flest jøder i Malchin, var tallet 124. Amalie og David blev gift i Malchin og flyttede til Bogense, hvor han havde borgerskab (“næringsbrev”) som købmand. I begyndelsen solgte han delikatesser som cigarer og vine og “Damp-Chocolade fra Fabrikken ‘Elisabethsminde’ ved Kjø benhavn”, men senere koncentrerede han sig, muligvis på grund af voksende konkurrence oppe fra købmandsgården, om manufakturvarer som Gigtfilt – “Dette af Hr. C.F Machold i Kjøbenhavn fabrikerede Middel mod Gigt, anbefalet af ansete Læger” – “Sirtser” (mønstrede bomuldsstoffer) og “Gulvtæp petøier”.Tilhusstanden hørte desuden en ung mand – en “handelsbe tjent” – der blev oplært i faget og hjalp David i butikken. I 1855 var denne lærling den 19-årige Nathan Marcus Heckscher, der kom fra København og senere vendte tilbage til fødebyen, hvor han blev grosserer. I 1860 var lærlingen Amalies nevø fra Mal chin, Sigismund Bernhardt på 17 år, og nogle år senere var lær lingen efter alt at dømme en vis Benny fra København. I midten af 1800-tallet var der en livlig trafik på tværs af både sogne- og landegrænser. I 1850 boede Amalies ugifte sto
Amaliekøbstad.var 27 og David 31 år, da de i 1847 blev gift. (Fotografiet er taget flere årtier senere).
Endelig var der naturligvis mindst én tjenestepige til at tage sig af det huslige – og der var mere end rigeligt at se til: Ud over endeløse timers slid ved brændekomfur, gruekedel, kakkelovne, petroleumslamper, spytbakker, natpotter m.m. skulle der – hver eneste dag året rundt – hentes vand. I 1800-tallet var der seks pumper i Bogense, hvoraf en som nævnt stod på torvet, en an den i krydset Adelgade/Østergade og en tredje i Skt. Annagade. Vandposterne fungerede også som plakatsøjler, og det var hér, man mødtes og fik et lille pusterum, mens man udvekslede ny heder og sladder.
EN STEN FOR EVA 24 resøster Rieka, kaldet Friederike, hos familien for at give en hånd med. Hun har næppe kunnet dansk, så tysk må have væ ret et naturligt andetsprog i hjemmet.
Til den månedlige storvask skulle der bruges kolossale mængder vand, så da blev børnene sandsynligvis også sendt af sted til pumperne. Vaskearbejdet, der strakte sig over adskillige dage, var tungt og hårdt og krævede soda, brun sæbe og masser af knofedt. Som regel blev der tilkaldt en garvet vaskekone, der styrede slagets gang, som i hovedtræk typisk forløb såle des: Første dag blev snavsetøjet af bomuld og hør lagt i blød i store kar med vand og soda. Næste dag blev tøjet skidenkogt i gruekedlen med soda og brun sæbe. På tredjedagen kunne ar bejdet ved vaskebrættet begynde. Når tøjet var skrubbet godt igennem med brun sæbe, blev det skyllet flere gange – sidste gang med blånelse, der får tøjet til at virke hvidere og mod virker den gullige farve, som mange tekstiler får med alderen. Derefter skulle tøjet vrides med håndkraft, før det blev hængt til tørre: Det pæne tøj kunne godt hænge synligt, mens de mere intime beklædningsgenstande som underbenklæder og måneds klude diskret blev hængt inde i f.eks. pudevår. Til sidst blev tøjet taget ind og sorteret: Noget skulle glattes med mangle bræt, andet blev kørt igennem den store rulle eller strøget med et strygejern, der enten kunne varmes på brændekomfuret eller fyldes med trækul og/eller gløder. I vintermånederne skulle der desuden hentes is til nedkø ling af madvarer. Udstyret med lange issave begav en håndfuld mænd sig ud på tilfrosne søer og åer og savede blokke af is fri.
Måleenheden▸
Blokkene blev pakket omhyggeligt ind i isolerende halm eller tørvemasse og anbragt i kældre eller kuler i jorden, så isen kun ne holde længst muligt, gerne ind i sommermånederne.
I 1856 fik Bogense sin første gadelygte, som skulle oplyse det travle Adelgade/Østergade-kryds. Senere blev der opsat flere lygter rundtom i byen, og det blev vægterens opgave at fylde dem samt at tænde og slukke dem. I begyndelsen var brænd stoffet tran, siden gik man over til stenolie (petroleum), men begge dele var kostbare. I 1862 blev der klaget over, at væg teren ødslede med olien, hvorefter det blev pålagt ham ikke at “tænde Gadelygterne i maanelyst Veir”. Hvis man begav sig ud i nattemørket, kunne man møde væg teren, der udrustet med lygte, klokke og morgenstjerne sørgede Dampchokolade var kogechokolade, som var “tilvirket med Anvendelse af Dampkraft”.
25 B ARNDOM S LANDET
“Kvarter”/“Quarter” svarede til seks tommer (15,69 cm). En alen var to fod (62,77 cm). Symbolet “ß” stod for skilling.
EN STEN FOR EVA 26 for at opretholde lov og orden og markerede hvert timeslag ved at synge et vægtervers. Klokken 10 lød verset således: Om du vil Tiden vide, Husbond, Pige og Dreng, da er det på de Tide, man føier sig til Seng. Befal dig Herren fri! Vær klog og snild! Vogt Lys og Ild! Vor Klok er slagen ti. Byen havde flere gange været hærget af voldsomme brande, så opfordringen til at vogte lys og ild skulle tages helt bogsta veligt. I tilfælde af ildløs gik trommeslageren rundt i byen og advarede med trommen indbyggerne mod branden og samlede samtidig mænd, der kunne fylde læderspandene i bybækken, der slyngede sig gennem byen. Trommen blev også brugt, når byens politibetjent spadse rede rundt i byen og udråbte offentlige bekendtgørelser. Han var desuden villig til, mod en passende betaling, at kundgøre beskeder af mere privat eller forretningsmæssig karakter: Efter en indledende trommehvirvel fulgt af “Heeeerved bekendtgøres ...” proklameredes alt fra retsmøder og auktioner til “Røget Sild kan bekommes!”9 Når Evaline og hendes søskende ikke var i skole eller hjalp til i forretningen eller huset, bød omgivelserne på rige muligheder for leg. Der var sandsynligvis forskel på, hvad piger og drenge fik lov til, men pigernes opdragelse var næppe så striks igen – i hvert fald løb Evalines storesøster Emilie ind og ud hos naboer ne. Bag flere af købmandsgårdene var der store tømmerpladser, hvor man kunne lege skjul. Om vinteren blev der løbet på skøj ter på de tilfrosne engdrag. Om sommeren kunne man tilbringe mange timer nede ved stranden med at bade og fiske “Hunde stakker” (hundestejler) – eller man kunne sætte improviserede barkbåde i bybækken ved Skovvejen og så løbe ad vægterstien
langs bækken og følge bådene helt ned til havnen og videre ud i den store verden. Op holdet ved de myggebefængte strandlodder kunne dog resultere i koldfeber (malaria), der skulle behandles med kininpulver. (Ma laria blev først udryddet i Danmark i slut ningen af 1800-tallet).
“Endvidere forevises: En russisk Bjørn og en Madrilla-Abe, som exercerer med Sabel og Gevær. Alle Dyrene gjøre Kunster.”
Dertil kom markeder og dyrskuer og omrejsende teatre og menagerier: I 1855 besøgte den jødiske cirkusfamilie Goldkette Bogense med deres kunstforestilling, “hvis indhold nærmere vil blive bekjendtgjort ved Placater”, og hvis ellers Evaline og hendes søskende fik lov af deres forældre, havde de søndag den 18. marts 1866 mulighed for at se et pragteksemplar af en kamel samt an dre eksotiske dyr, der blev fremvist i Vogn mand Thomsens Enkes Gård.
Af de lister over kommunens skatteydere, som blev offent liggjort hvert år (opgjort i “sten” efter et system, der var helt enestående for Bogense),11 fremgår det, at David I. Wagner har
Evalines far blev medlem af Bogense Al mindelige Borgerlige Skyttelaug, som blev stiftet den 15. april 1853 ved et møde på rådhuset i Skt. Annagade. Dermed fulgte han samme mønster som mange andre af sin tids driftige jødiske forretningsfolk ved at engagere sig i det lokale mere eller min dre patriotiske foreningsliv, ikke mindst i de skytteforeninger, der opstod over hele landet som reaktion på de slesvigske krige. Det var et middel til at udvide det personli ge og forretningsmæssige netværk og et middel for den jødiske minoritet til at integrere sig i det kristne majoritetssamfund. I modsætning til skydeskiverne fra f.eks. Det Kongelige Kjøben havnske Skydeselskab og Danske Broderskab var skydeskiver ne ikke personligt udsmykkede og er ikke bevaret.10
27 B ARNDOM S LANDET
Alt tyder på, at Wagners manufakturhandel var velbesøgt og velrenommeret, og at familien var velintegreret. JØDEFEJDERNE Alligevel kan der have været ridser i idyllen. David havde nem lig ikke altid boet i Bogense. Og han havde ikke altid heddet Wagner. Sammen med sine søskende voksede han op i Odense, hvor faderen, Isaac Israel, havde en kombineret klæde- og køb mandshandel. Isaac var indvandret fra Coevorden i Holland, hvor der havde boet jøder siden 1640’erne; i 1760’erne boede der 10-12 jødiske familier i byen. I 1768 fik de tilladelse til at indrette en bedestue i et privat hjem i Kerkstraat 36, hvor der i 1840 blev opført en synagoge,12 samt anlægge en begravelses plads i baghaven – på betingelse af, at “ingen bliver generet, og der ikke modtages klager, ellers vil tilladelsen blive truk ket tilbage.” De jøder, der havde boet længe i Coevorden, var tålt, men ikke beskyttet mod indimellem at få deres rettighe der begrænset på forskellige måder, og tilrejsende jøder fik kun sjældent lov til at slå sig ned i byen. Bystyret mente nemlig, at jøderne i bund og grund var uhæderlige, og at ingen kristen var i stand til at hævde sin ret over for jødernes ublu forretnings metoder. For mange jøder i Coevorden ville derfor skade byens borgere og dens økonomi. I 1796 gav Napoleons franske styre alle borgere i den nydanne de Bataviske Republik, inklusive jøderne, lige rettigheder.13 På det tidspunkt havde Isaac Israel formentlig for længst forladt Coevorden og bevæget sig nordpå. I 1804 fik han næringsbrev som signetstikker i Odense, hvor han senere etablerede sin for retning, der bl.a. solgte delikatesser som kaffebønner, te, koren der, nelliker, ingefær, kardemomme og safran.
EN STEN FOR EVA 28 været en ret velhavende mand, og et par meddelelser om be handlingen af et konkursbo fortæller, at han var så anset en person i byen, at man valgte ham som eksekutor. I årene 185460 var han desuden medlem af byens borgerrepræsentation.
29 B ARNDOM S LANDET
Fra denne Tid har jeg flere andre Erindringer bevarede: saaledes om Naboen, den jødiske Manufakturhandler Wagner, hvis lille Datter Emilie jævnlig kom ind og lege med mig. Hun var meget livlig og morede Bedstefader meget, bl.a. ved sit naive Udbrud: Aah, du gamle Jøde birkedommer, pas du paa, at jeg ikke tager min Sabel og skyder! Der var jo endnu i de Aar, begyndelsen af 50’erne, en vis Misstemning overfor Jøderne, og den lil le Emilie havde nok maattet høre ‘Jødepige’ fra Gadens Ungdom. Ogsaa hendes med mig jævnaldrende Broder Julius kom til mig, og jeg til ham, og vi blev senere Sko lekammerater hos hr. Thrige.14 Med “endnu i de år” refererer Møller muligvis til efterdøn ninger af “den litterære jødefejde” i 1813 og “den korporlige jødefejde”, som brød ud i København i september 1819 som I 1863 stillede skyttelauget op til fotografering med faner og høje hatte. Midt på torvet står byens ældste vandpumpe, og i forgrunden yderst til højre byens politibetjent.
Et vigtigt vidne til familien Wagners liv i Bogense er profes sor, overkirurg Peter Kisbye Møller (1847-1940), der som barn boede nogle år hos sine bedsteforældre i Bogense, hvor bedste faderen var birkedommer. Familierne Møller og Wagner var naboer. I sin erindringsbog Aldrig færdig, altid paa Vej fortæl ler P.K. Møller bl.a.:
EN STEN FOR EVA 30 følge af bl.a. den politiske og sociale uro efter statsbankerotten i 1813 kombineret med forskellige former for antisemitisme og fremmedhad.Dentidlige
kristne kirke så jøderne som forkastede af Gud, fordi de havde forkastet Jesus og forvoldt hans død. Jøderne kunne dog frelses, hvis de blev omvendt. Jøderne fik efterhån den forbud mod at udøve de fleste erhverv, men blev i 1100-tal let opfordret til at fungere som pengeudlånere, fordi udlån mod rente var forbudt for kristne. Til billedet af jøderne som vantro ågerkarle kom i 1100-1200-tallet en folkelig forestilling om, at jøderne skændede nadverbrødet og -vinen og begik ritualmord.
Hvis man juleaftensdag i det Herrens år 1809 lige stod og manglede de sidste småting til den store middag, kunne man heldigvis nå at sende et bud ned til Evalines farfar i Vestergade. I samme avis samme dag: “Et rødt broderet Atlaskes Kristentøi er at faae tilkjøbs hos Isaac Israel i Westergade No. 238. (“Kristen-tøi” kaldtes det tøj, som barnet svøbtes i ved dåben). Bemærk i øvrigt afvigelsen i såvel navn som gadenummer.
Bankvæsenets udvikling gjorde jøderne mindre uundværlige som pengeudlånere: I 1290 blev de fordrevet fra England, og snart efter skete det samme for jødiske samfund mange andre steder i Europa. Fordrivelserne skabte forestillingen om den rodløse, evigt vandrende jøde og jøden som Den Fremmede. Jøderne fik rollen som syndebukke, der var skyld i al landsens ulykker: Da pesten hærgede Europa i 1348, var det f.eks. en udbredt forklaring, at jøderne havde forgiftet brøndene. Luther gav i sine tidlige skrifter udtryk for, at jøderne kunne føres frem til den sande tro, men i sine senere skrifter rase de han mod dem og gengav de groveste folkelige fordomme. Luthers antisemitisme fik dog kun begrænset virkning i den danske reformationskirke, måske fordi jøderne kom så sent til Danmark. Det betød ikke, at der ikke var en udbredt folkelig modvilje mod jøderne, selvom de færreste danskere altså no gensinde havde mødt en jøde, eller at der ikke helt op i det 20.
31 B ARNDOM S LANDET
Frederik VI’s anordning af 29. marts 1814 kaldes ofte “det jødiske frihedsbrev”. Anordningen gav dog ikke jøderne nye rettigheder; de var stadig underlagt en række begrænsninger.
Den forpligtede derimod jøderne til i enhver henseende at ret te sig efter landets love uden i noget borgerligt anliggende at kunne påberåbe sig særlige mosaiske love eller rabbinske for skrifter og pålagde dem desuden en række nye forpligtelser. Anordningen gav staten indflydelse på ledelsen af de jødiske menigheder og krævede rabbinere beskikket af kongen. Fuld ligestilling med andre trossamfund fik jøderne først med grund loven af 1849.17
århundrede var danske præster, som forfægtede antisemitiske synspunkter.Denkatolske modreformation skærpede forholdene for jø derne, i Italien og Østrig bl.a. ved at tvinge dem til at bo i sær lige, lukkede bydele. Den første blev oprettet i Venedig i 1516 og blev kendt som “il ghetto”.15 I 1813 brød “den litterære jødefejde” ud i Danmark. Det var en voldsom debat ført i aviser, bøger og teaterstykker fra 1813 og flere år frem, som blev udløst af digteren Thomas Thaarups oversættelse af Friedrich Buchholz’ meget udbredte antijødiske bog Moses und Jesus (1803). Striden handlede bl.a. om, hvor vidt jøderne kunne integreres i Danmark. I sin 62 sider lange “Forerindring” til bogen beskyldte Thaarup jøderne for “Egen nytte, Grumhed, og Ladhed”, for at være uvillige til at betragte Danmark som deres fædreland og integrere sig i den danske befolkning og for at stræbe efter et gudgivet jødisk “Verdenher redom grundet paa alle Nationers Undertvingelse og Ødelæg gelse”. Jøderne burde efter Thaarups mening tvinges til at bære et synligt mærke i form af en spids hat eller en gul ring på tø jet. I et videre perspektiv handlede debatten også om, hvorvidt Danmark skulle være forbeholdt kristne, og hvad der krævedes for at være dansk. Angrebene på jøderne var medvirkende til, at den enevældige Frederik VI (der blandt jødernes fjender var kendt som “jødekongen”) i 1814 udstedte en anordning, der regulerede jødernes forhold i staten.16
