En uskyldig løgn af Sabine Durrant er oversat fra engelsk efter Lie With Me First published in Great Britain in 2016 by Mulholland Books An imprint of Hodder & Stoughton An Hachette UK company Copyright © 2016 by TPC & G. Ltd. Dansk udgave: Copyright © 2017 by Gads Forlag ISBN: 978‑87‑12‑05467‑2 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: Alamy, Shutterstock Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige I bogen citeres fra Dylan Thomas: Under Mælkeskoven: et spil for stemmer, oversat af Karsten Sand Iversen, Forlaget Vandkunsten 2010. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.
En uskyldig løgn_TRYK.indd 4
18/04/2017 15.40
Sabine Durrant
En uskyldig løgn
Oversat af Rasmus Hastrup
gads forlag
En uskyldig løgn_TRYK.indd 3
18/04/2017 15.40
En uskyldig løgn_TRYK.indd 6
18/04/2017 15.40
August 2015 Om natten slog det mig, at det måske var begyndt tidligere. Jeg satte mig skrækslagen op, og i mørket brugte jeg en fingernegl til at ridse ordet ‘BOGHANDEL’ på indersiden af min under‑ arm. Det er væk nu: Huden er hævet på grund af et inficeret insektbid, som jeg må have kradset i i søvne. Alligevel virkede det at skrive det, sådan som det altid gør. Her til morgen kan jeg sagtens huske det. Hudson & Co: antikvarboghandelen på Charing Cross Road. Jeg er gået ud fra, at det begyndte der – at intet af det ville være sket, hvis ikke mit blik var blevet fanget af den fjollede lille eks‑ pedients røde hår. Men hvad nu hvis jeg tager fejl? Var kræfterne allerede sat i bevægelse i ugerne og månederne før det? Fører giftsporet tilbage til lang tid, før den åndssvage pige forsvandt, helt tilbage til universitetet? Eller endda endnu længere – til skolen, barndommen, til det øjeblik i 1973, hvor jeg purpurrød i hovedet kæmpede mig ud i denne ubarmhjertige verden? Det, jeg siger, er vel: I hvor høj grad medvirker vi til vores egen undergang? Hvor meget af dette mareridt er jeg selv skyld i? Man kan hade og rase. Man kan sparke i vrede. Man kan gøre dumme og desperate ting, men måske er man somme tider bare nødt til at række hånden op og påtage sig skylden.
7
En uskyldig løgn_TRYK.indd 7
18/04/2017 15.40
En uskyldig løgn_TRYK.indd 8
18/04/2017 15.40
– FØR –
En uskyldig løgn_TRYK.indd 9
18/04/2017 15.40
En uskyldig løgn_TRYK.indd 10
18/04/2017 15.40
KA P I T E L 1 Det var en våd dag, en af de der grå, regnfulde London-eftermid‑ dage, hvor himlen og fortovet og de regnstribede facader smelter sammen. Det er længe siden, jeg har oplevet sådan et vejr. Jeg havde lige spist frokost med min ældste ven, Michael Steele, på Porter’s i viadukten ved Charing Cross, en vinbar, vi havde frekventeret siden, vi som 16‑årige havde opdaget dens diskrete beliggenhed – og dens diskrete indehaver. I disse dage ville vi selvfølgelig langt hellere have mødtes et mindre klamt og mørkt sted (den der chikke bistro på St Martin’s Lane, der specialiserer sig i Loire-vine, par example), men nostalgi kan være tyrannisk. Ingen af os kunne drømme om at foreslå den. Normalt, når jeg havde taget afsked med Michael, gik jeg derfra med en fornemmelse af skridt-dunkende overlegenhed. Hans liv var begrænset af en krævende kone, tvillingesønner og et advo‑ katfirma i Bromley, og han lyttede til mine historier om uheldige eskapader – de fordrukne nætter i Soho, de unge kærester – med misundelse i blikket. “Hvor gammel er hende her så?” sagde han og skar i et skotsk æg. “24? Hold nu op.” Han var ikke en stor boglæser, og en kombination af loyalitet og uvidenhed gjorde, at han stadig opfattede mig som Den Store Litterære Succes. Det ville ikke have strejfet ham, at en moderat bestseller skrevet for 20 år siden måske ikke ville være nok til at opretholde det ry til evig tid. For ham var jeg stjernen i ‘det litterære London’ (hans
11
En uskyldig løgn_TRYK.indd 11
18/04/2017 15.40
ord), og når han betalte regningen, hvilket man kunne stole på, at han ville, handlede det ikke om velgørenhed så meget som om kongerøgelse. Hvis et element af gensidigt bluff var nødvendigt for at opretholde status quo, var det en lav pris at betale. Masser af venskaber er baseret på løgn, det er jeg sikker på. Men den dag følte jeg mig punkteret, da jeg nåede op på gade‑ plan igen. Sandheden var, selv om jeg havde holdt det for mig selv, at mit liv havde taget en nedadgående drejning. Min nyeste roman var lige blevet afvist, og Polly, den føromtalte 24‑årige, havde forladt mig til fordel for en eller anden tyndskægget poli‑ tisk blogger. Det værste af det hele var, at jeg netop den morgen havde fundet ud af, at jeg ville blive smidt ud af den lejlighed i Bloomsbury, hvor jeg de seneste seks år havde boet gratis på en vens nåde. Kort sagt var jeg 42, flad og stod over for den ned‑ værdigelse at skulle flytte hjem til min mor i East Sheen. Som jeg allerede har sagt, så regnede det også. Jeg traskede hen ad William IV Street i retning af Trafalgar Square og undveg de mange opslåede paraplyer. Ved posthuset var fortovet blokeret af en gruppe udenlandske studerende med rygsække og selvlysende kondisko, så jeg blev skubbet ud i ren‑ destenen. Min ene sko sank ned i en vandpyt; en forbipasserende taxa gennemblødte mit fløjlsbukseben. Bandende hoppede jeg over vejen, snoede mig rundt om ventende biler og drejede op ad St Martin’s Lane, skar gennem Cecil Court og videre ind på Charing Cross Road. Verden rystede – trafik og byggeri og stil‑ ladsers skramlende klirren, den infernalske støj fra Crossrailba‑ nen. Regnen blev ved med at falde fra himlen, men jeg var ved ren og skær udholdenhed nået forbi undergrundsstationen, da en række turister med rullekufferter igen tvang mig bort fra min kurs og ind mod et butiksvindue.
12
En uskyldig løgn_TRYK.indd 12
18/04/2017 15.40
Jeg trykkede mig ind mod glasset, indtil de var rullet forbi; så tændte jeg en cigaret. Jeg stod uden for Hudson & Co, en antik‑ varboghandel med speciale i bøger om fotografering og film. Der var en lille sektion med skønlitteratur omme bagved, hvor jeg, hvis jeg huskede rigtigt, engang havde rapset en tidlig udgave af Lucky Jim. (Ikke en førsteudgave, men en orange Penguin fra 1961 med en Nicolas Bentley-tegning på forsiden: lækkert). Jeg kiggede ind. Det var en støvet butik, der lod til at have set bedre dage – de fleste af de øverste hylder var deprimerende tomme. Og så fik jeg øje på pigen. Hun stirrede ud gennem ruden og suttede på en lang, rød hårlok med et udtryk, der var ladet med en kedsomhed så sensuel, at jeg kunne mærke det snurre i fingerspidserne. Jeg klemte gløden af min cigaret, stak skoddet i lommen og skubbede døren op. Jeg ser ikke helt dårligt ud (bedre dengang, før alt det her skete), med et ansigt – maskuline furer om de blå øjne, markerede kindben, fyldige læber – som jeg har fået at vide, at kvinder elsker. Jeg gjorde mig umage med mit udseende, selv om hensigten var at få det til at se ud, som om jeg ikke gjorde. Nogle gange, når jeg barberede mig, lagde jeg mærke til mine lange fingre mod min kæbes mejslede symmetri, skægstubbenes regelmæssighed, det lille knæk på min aristokratiske næse. I mine øjne er der ingen grund til at ignorere kroppen, bare fordi man er intellektuel. Mit bryst er bredt; jeg kæmper hårdt for at holde det muskuløst selv nu – de øvelser, jeg lærte i Power Pulse, fitnesscentret i Blooms‑ bury, i løbet af den første gratis prøvemåned, kommer mig stadig til gode. Jeg vidste også, hvordan jeg kunne lade mit udseende arbejde for mig: det fårede, selvudslettende smil, den omhyggelige
13
En uskyldig løgn_TRYK.indd 13
18/04/2017 15.40
brug af øjenkontakt, den henkastede, eftertænksomme hånd gennem mit rodede lyse hår. Pigen så knap nok op, da jeg kom ind. Hun var klædt i en lang geometrisk top over et par gamacher og klodsede motorcykel‑ støvler; tre små stifter langs kanten af det ene øre, heftig makeup. En lille fugletatovering på siden af halsen. Jeg bøjede hovedet og rystede hurtigt håret. “Cor blimey,” sagde jeg med påtaget cockneyaccent. “Det regner skomager‑ drenge derude.” Hun rokkede lidt bagud på sine støvlehæle, hvilede bagdelen på en metaltaburet og skævede i min retning. Hun gav slip på den røde hårlok, hun havde tygget på. Jeg sagde, lidt højere: “Ruskin sagde selvfølgelig, at der ikke var noget, der hed dårligt vejr. Kun forskellige slags godt vejr.” Den surmulende mund bevægede sig en anelse, som om den måske var på vej i retning af et smil. Jeg trak ud i min våde frakkekrave. “Men sig det til min skrædder!” Smilet falmede og blev ikke til mere. Skrædder? Hvordan skulle hun kunne vide, at frakken, købt for en slik hos Oxfam i Camden Town, var ironisk? Jeg trådte et skridt nærmere. På disken foran hende stod en Starbucks-kop med navnet ‘Josie’ skrevet med sprittusch. “Hedder du Josie?” spurgte jeg. “Nej,” sagde hun tonløst. “Det var bare det, jeg sagde til bari‑ staen. Jeg giver dem et nyt navn hver gang. Kan jeg hjælpe med noget? Leder du efter noget bestemt?” Hun gav mig elevator‑ blikket og noterede sig tydeligvis den tunge våde tweedjakke, fløjlsbukserne, de gennemblødte oxfordsko – og den ynkelige midaldrende mand, der var iført det usle outfit. En mobiltelefon
14
En uskyldig løgn_TRYK.indd 14
18/04/2017 15.40
på disken vibrerede, og selv om hun ikke tog den, kastede hun et hurtigt blik på den og skubbede en smule til den med sin frie hånd for at kunne se skærmen – en afvisende gestus. Jeg trak mig såret tilbage og gik ned bag i butikken, hvor jeg satte mig på hug og lod, som om jeg kiggede på en lav hylde (to for fem pund). Hun var sikkert også lige gået ud af folkeskolen. For ung til mig. Men alligevel. Hvad bildte hun sig ind? Fuck. I denne position kunne jeg lugte fugtigt papir og sved; andre menneskers snavs, andre menneskers fingre. Der var en skarp kulde i lokalet. Jeg scannede de gulnede paperbacks, mens brud‑ stykker fra min forlæggers seneste e-mail dukkede op i hovedet på mig: “For eksperimenterende … Ikke egnet til det nuværende bogmarked … Hvad med at skrive en roman, hvor der faktisk sker noget?” Jeg rejste mig. Til helvede med det. Jeg ville gå ud med så meget værdighed, jeg kunne mønstre, og tage hen på London Library, eller – et hurtigt blik på mit ur – på Groucho. Klokken var næsten tre. Måske ville der være nogen, der gav en drink. Jeg har virkelig prøvet at huske, om døren sagde en lyd, om det var den slags dør, som havde en klokke. Butikken havde virket tom, da jeg kom ind, men indretningen gjorde det muligt for hvem som helst at gemme sig eller lure – som jeg sådan set gjorde nu. Var han allerede i butikken? Eller var han ikke? Kan jeg huske duften af vestindisk lime? Det virker vigtigt. Men måske ikke. Muligvis er det bare min hjerne, der prøver at finde en for‑ klaring på noget, der selvfølgelig kan have været helt vilkårligt. “Paul! Paul Morris!” Han stod på den anden side af reolen, kun hans hoved var syn‑ ligt. Jeg dannede mig et hurtigt indtryk af hans fysik: tætsiddende øjne, vigende hårgrænse, der gav hans ansigt en besynderligt tuttenuttet hjerteform, svag hage. Det var det store mellemrum
15
En uskyldig løgn_TRYK.indd 15
18/04/2017 15.40
mellem de to fortænder, der fik det til at falde på plads. Anthony Hopkins, fra min årgang på Cambridge – historiker, hvis jeg huskede rigtigt. Jeg var stødt på ham for nogle år siden på en ferie i Grækenland. Jeg havde en temmelig ubehagelig fornemmelse af, at jeg ikke havde taget mig så heldigt ud dengang. “Anthony?” sagde jeg. “Anthony Hopkins!” Han rynkede panden i irritation. “Andrew.” “Andrew, nå ja, selvfølgelig. Andrew Hopkins. Undskyld.” Jeg bankede mig selv i hovedet. “Godt at se dig.” Jeg rodede i min hjerne efter detaljer. Jeg havde været en tur rundt på øerne sam‑ men med Saffron, en partypige, jeg havde set lidt til, og et par af hendes venner. Jeg var blevet væk fra dem, da vi lagde til kaj. Der var blevet indtaget alkohol. Havde Andrew lånt mig penge? Han stod nu foran mig i et nålestribet jakkesæt med hånden rakt frem. Jeg gav ham min. “Det er … længe siden,” sagde jeg. Han lo. “Det var på Pyros.” En dryppende regnjakke hang over hans arm. Ekspedienten kiggede på os og fulgte med i vores samtale. “Hvordan går det? Skriver du stadig? Jeg så dit navn i Evening Standard – boganmeldelser, ikke? Vi var vilde med den roman, du skrev – min søster var helt oppe at køre, da du fik den antaget.” “Nå, tak.” Jeg bukkede. Hans søster – selvfølgelig. Jeg havde set lidt til hende på Cambridge. “Annotationer til et liv, mener du.” Jeg talte så højt som muligt, så hende tøsen ville forstå, hvad hun var gået glip af. “Ja, der var mange, der var så venlige at sige, at de kunne lide den. Den ramte vist et eller andet, tror jeg. Faktisk stod der i anmeldelsen i New York Times – “ Han afbrød mig. “Er du i gang med noget nyt og spændende?” Pigen tændte for en varmeblæser. Da hun bøjede sig fremover, hang hendes silketop en smule åben. Jeg tog et skridt til siden
16
En uskyldig løgn_TRYK.indd 16
18/04/2017 15.40
for bedre at kunne se, fik et glimt af hendes brysters bløde kurve, en lyserød bh. “Et par småting,” sagde jeg. Jeg havde ikke lyst til at tale om min fuser af en efterfølger, de skuffende salgstal for de to føl‑ gende bøger. “Åh ja, I kreative typer. Altid i gang med noget interessant. Ikke som os dødbidere i advokatbranchen.” Pigen havde sat sig på taburetten igen. Luften fra varmeblæse‑ ren fik hendes silketop til at krølle og rynke. Han ævlede stadig løs. Han var hos Linklaters, sagde han, arbejdede med procesret, men han var blevet partner. “Flere arbejdstimer. Klar på telefonen 24‑7.” Han gjorde en opgivende bevægelse med skuldrene – glæde forklædt som resignation. Men hvad kan man gøre? Børn i pri‑ vatskole, bla bla, to biler, et prioritetslån, som ‘tog livet af ham’. Et par gange sagde jeg ‘Nå da, jo, okay’. Han blev bare ved. Han demonstrerede, hvor stor en succes han var, pralede af sin kone, mens han lod, som om han gjorde det modsatte. Tina var stoppet i finansdistriktet, ‘helt udbrændt, stakkels pige’, og havde åbnet en lille forretning i Dulwich Village. En butik med specialgarn, af alle ting. Overraskende meget gang i den. “Hvem kunne vide, at der var så mange penge at tjene på uld?” Han udstødte en forlegen, hikkende latter. Jeg kedede mig, men jeg var samtidig irriteret. “Ikke mig,” sagde jeg friskt. Han tog åndsfraværende en bog fra hylden – Hitchcock af François Truffaut. “Er du gift for tiden?” sagde han og slog bogen mod sin håndflade. Jeg rystede på hovedet. For tiden? Jeg kom til at tænke på hans søster igen – også mellemrum mellem fortænderne. Kort pixiehår, yngre end ham. Jeg ville have spurgt til hende, hvis jeg
17
En uskyldig løgn_TRYK.indd 17
18/04/2017 15.40
kunne huske hendes navn. Var det Lottie? Lettie? Klæbende type, i hvert fald. Havde vi været i seng sammen? Jeg havde det pludselig varmt og klaustrofobisk og følte et brændende ønske om at komme ud. Hopkins sagde noget, jeg ikke helt kunne høre, skønt jeg opfan‑ gede ordet ‘middagsbesøg’. Han slog Hitchcock-bogen drillende mod min arm, som om noget i de sidste 20 år, eller måske bare de sidste to minutter, havde givet ham ret til den form for kam‑ meratlig intimitet. Han havde taget sin telefon frem. Det gik op for mig, med stigende rædsel, at han ventede på at få mit nummer. Jeg så hen mod døren; udenfor faldt regnen stadig. Den rød‑ hårede fristerinde var gået i gang med at læse en bog. Jeg drejede hovedet for at se forfatternavnet. Nabokov. Prætentiøst bavl. Jeg mærkede en trang til at flå bogen ud af hænderne på hende, tage fat i hendes hår og tvære tommelfingeren ind mod tatoveringen på hendes hals. Så kunne hun lære det. Jeg vendte mig om mod Hopkins igen, smilede og gav ham, hvad han ventede på. Han forsikrede mig om, at han ville ringe, og jeg gjorde et mentalt notat om ikke at tage telefonen, når det skete.
En uskyldig løgn_TRYK.indd 18
18/04/2017 15.40
KA P I T E L 2 Det var to uger senere, en tirsdag eftermiddag sidst i februar, da han kontaktede mig igen. Jeg boede stadig – lige akkurat – i Bloomsbury. Aftalen var sådan her: Alex Young, ejeren, var vio‑ linist ved New York-filharmonikerne og lod mig bo der mod, at jeg fodrede katten. Jeg skulle bare smutte, når han og hans kæreste var i byen. Lamb’s Conduit Street med sine økologiske kaffebarer og smarte ‘gammeldags’ herretøjsbutikker var mit spirituelle hjem. Lejligheden på øverste etage af en høj georgi‑ ansk bygning var fyldt med alle hans ejendele og ingen af mine (malerier og hvidt sengetøj, møbler fra midten af århundredet og en italiensk kaffemaskine) og fremmanede for verden den slags mand, jeg gerne ville være. Men arrangementet nærmede sig sin afslutning, og jeg prøvede ikke at tænke på det. Da min telefon summede, sad jeg i en slidt plyslænestol med London Review of Books og nød et øjebliks vintersolskin. Solen skinnede lavt ind gennem det store vindue, og skyggerne fra rammen kastede hinkerudemønstre på det tyrkiske tæppe. På bordet ved siden af mig stod en kop kaffe og en ostesandwich; jeg prøvede at strække på det sidste brød. Persephone, som jeg var blevet ret glad for, lå sammenkrøllet som en lap mink på mit knæ. Jeg kunne ikke genkende nummeret, men jeg havde para‑ derne sænket. I pubben aftenen forinden havde jeg mødt en ung
19
En uskyldig løgn_TRYK.indd 19
18/04/2017 15.40
dimittend ved navn Katie, som prøvede at få foden indenfor i journalistikken. Jeg havde skrevet mine kontaktoplysninger i hendes håndflade og sagt, at hun skulle ringe, hvis hun havde brug for gode råd. Da jeg tog telefonen, forestillede jeg mig alle‑ rede mødet (“Det er nok nemmest hos mig”), hendes åndeløse benovelse, vinen, taknemmeligheden, afslutningen i sengen. “Paul Morris,” sagde jeg med en travl mands afsnubbede pro‑ fessionalisme. “Ah! Jeg fik fat på dig.” Ikke Katie. En mandlig stemme – en, jeg ikke umiddelbart genkendte. En eller anden emsig type fra et af de litterære orga‑ ner, som fra tid til anden hyrede mig? Dominic Bellow, en anden stamgæst på Sohos værtshuse og redaktør på Stanza, havde for nylig sendt mig den nyeste Will Self til anmeldelse, og min dead‑ line var overskredet. (Det er problemet med for lidt arbejde: Selv de ting, man skal gøre, bliver ofte ikke gjort). “Ja,” sagde jeg tvivlende. Det var for sent at lade, som om det var forkert nummer. Jeg havde sagt mit navn. “Hej, jeg ringer for at lokke dig ud i vildmarken Dulwich.” Dulwich? “Tina vil rigtig gerne møde dig.” Tina? “Men jeg er klar over, at jeg skal passe på. Jeg ved, hvordan du er i nærheden af kvinder. Jeg har aldrig tilgivet dig for Florrie.” Han lo højt. Florrie. Selvfølgelig. Ikke Lottie. Florrie Hopkins, søster til Anthony Hopkins. Eller Andrew. Hvad han nu hed. Jeg kunne huske den prætentiøse måde, han havde sagt “procesret”, klik lyden fra hans tænder. “Dejligt,” sagde jeg og tænkte Lort. “Skønt.” “Hvad med i weekenden? Lørdag? En taknemmelig klient har lige sendt mig en ret god kasse vin – jeg synes, det ville være en skam ikke at dele den med nogle venner. Châteauneuf-du-Pape.
20
En uskyldig løgn_TRYK.indd 20
18/04/2017 15.40
2009. Tina vil lave sin berømte langtidssimrede lammegryde. Marokkansk.” Jeg er ikke stolt af mig selv. Når man er alene og lever fra hånden i munden, foretager man visse afvejninger: udgifterne og besværet ved at bevæge sig til Sydøstlondons udørk mod den mulige gevinst ved at gøre det. Et godt måltid, et godt glas fransk vin, det trak op. Forbindelser er også noget, man skal være opmærksom på. Jeg stod over for at blive hjemløs, og man ved aldrig, hvem der kan vise sig at være til nytte. Og desuden: Hvor rig var han egentlig? Jeg tænkte på hans jakkesæt, måden det havde siddet over hans skuldre på, hans bløde håndflade, da han havde hilst på mig. Jeg var nysgerrig efter at se, hvordan han boede. Ostesandwichen, som krøllede lidt opad i hjørnerne, stirrede ondskabsfuldt på mig. “Lørdag,” sagde jeg. “Øjeblik. Jo. Jeg skal til New York i næste uge, men lørdag er fin. Lørdag kan jeg godt.” “Fantastisk.” Han gav mig detaljerne, og vi afbrød forbindelsen. Jeg blev siddende lidt længere og aede katten. Hans adresse førte mig til en bred allé i det yderste Dulwich, godt ti minutters gåtur fra den nærmeste station, Herne Hill. Den var på den samme toglinje fra Victoria som Michaels hybel i Beken‑ ham, hvor jeg tit tog ud om søndagen for at spise frokost. Det her var en meget anderledes slags forstad, mindre sammenklemt og hærget. Det var her mit fjols af en agent boede, og det gav mening. Her var vejene brede og selvsikre. Selv træerne virkede tilfredse med sig selv. Andrews hus var en stor, senvictoriansk villa med gavltag og en buet indkørsel, hvor der holdt tre biler i akavede vinkler. Det meste af facaden var dækket af vedbend, og jeg kunne se en forladt
21
En uskyldig løgn_TRYK.indd 21
18/04/2017 15.40
fuglerede i knækket på et nedløbsrør. Træpersiennerne stod på klem, og mellem lamellerne skinnede lys, skygger bevægede sig, en ild flakkede. Jeg stod lidt bag en hæk og prøvede at få ild på en cigaret. Det var blæsende, vinden kom i stød, og det krævede flere forsøg. Under armen havde jeg en flaske vin, jeg havde købt i en butik ved stationen. En chilensk sauvignon blanc. 4,99 pund. Det blå silkepapir var vådt og begyndt at gå i opløsning. En stor bil kørte langsomt forbi, vuggende på sine støddæm‑ pere hen over fartbumpene. Tre teenagere sjokkede hen ad for‑ tovet på den anden side af vejen med musikinstrumenter i hæn‑ derne. De standsede op under en gadelampe og stirrede på mig; en af dem hviskede noget, og de andre grinede. Det her var et sted, hvor en enlig mand uden familie eller hund eller en Volvofirehjulstrækker – eller en skide cello – skilte sig ud. Jeg drejede ansigtet væk, ind mod ligusterhækken. Et stykke sølvskinnende lametta sad fast i nogle kviste lige i min øjenhøjde. Med cigaret‑ ten dinglende fra munden trak jeg i det og fik en julekugle med ud – rød, dekoreret med et hvidt snefnug. Jeg stak den i frak‑ kelommen. Så tog jeg et sidste dybt sug, smed cigaretten fra mig på jorden og trådte på den. Det er mærkeligt at tænke sig, at jeg på dette tidspunkt stadig kunne være gået min vej, vendt om og gået tilbage til stationen med min julekugle og et cigaretskod som det eneste bevis på, at jeg nogensinde havde været der. Jeg troede først, jeg var kommet til det forkerte hus. Døren blev åbnet af en kvinde med nøddebrune øjne, et bredt, åbent ansigt og tykt, krøllet hår, som hun havde prøvet at tæmme med et grønt silketørklæde: alt for bohemeagtig til at være Andrews
22
En uskyldig løgn_TRYK.indd 22
18/04/2017 15.40
kone. Jeg slog ud med armene med vinflasken i den ene hånd: Her er jeg. Kvinden så på mig et øjeblik. Så sagde hun: “Du må være Paul Morris. Vi har ventet på dig. Kom ind, kom ind. Jeg hedder Tina.” Jeg rakte min ledige hånd frem, og hun tog den, trak mig med ind i en hall, hvor en stor lysekrone af glas splintrede lyset, så små, diamantformede fragmenter blev kastet på gulvet og væggene. Mørke gelændere snoede sig opad langs en svungen trappe. Jeg tog min tweedfrakke af, og hun åbnede et stort fransk klædeskab og hængte den ind. Jeg følte mig blottet og mærkede en stramning i brystet, da hun åbnede døren ind til en stue, hvor en gruppe fremmede omkring et klaver vendte sig og stirrede. En kaminild glimtede rytmisk. En kvalmende sød duft af bræn‑ dende stearinlys. Kunstfærdigt indrammede fotografier på alle overflader af børn i badetøj og smækbukser. Et minde rørte på sig, aflejringer på bunden af en brønd. Te hos en dreng fra skolen. Det sæt tøj, min mor havde givet mig på; det blik, drengens mor havde udvekslet med sin søn. Jeg gjorde en synkebevægelse. Andrew kom hen mod mig. “Min kære ven,” sagde han. “Så glad for, at du kunne klemme os ind før New York.” “New York?” sagde jeg. “Nå ja, en arbejdstur. Lynhurtig. Jeg er tilbage, før jeg ved af det.” Jeg rakte vinen frem, og Andrew tog den, mens han fastholdt mit blik og holdt min billige Isla Negra med flaskehalsen i hånd‑ fladen og bunden balanceret mod indersiden af albuen som en sommelier. Der var små, hævede barberingsknopper på hans hals. “Kom ind og mød de andre.” Jeg havde min bedste habit på, ikke noget slips og en hvid skjorte med de tre øverste knapper stående åbne. Jeg var alt for
23
En uskyldig løgn_TRYK.indd 23
18/04/2017 15.40
pænt klædt. Alle andre var i jeans, poloskjorter til mændene og blomstrede tunikaer til kvinderne. Jeg tog en dyb indånding, ret‑ tede på manchetterne og spændte munden til et smil, den slags smil, som jeg vidste, kvinder var vilde med. “Det her er Paul, den gamle ven fra uni, som jeg fortalte om.” Andrew førte mig hen til klaveret og løb gennem en liste med navne: Rupert og Tom, Susie og Izzy – et brus af hager og skarpe næser og tynde ben, cashmere, dinglende øreringe. “Åh ja, og Boo,” sagde han og nævnte dermed navnet på en lille, buttet kvinde, han nær havde glemt. Et glas kold champagne blev trykket i hånden på mig, og plud‑ selig var jeg centrum for opmærksomheden. Jeg mærkede min nervøsitet lette – jeg blomstrer ofte i den slags situationer – og inden længe stod jeg lænet op ad klaveret og overspillede dra‑ maet ved min besværlige rejse hertil. Undergrundsbanen, toget, gåturen. Jeg vendte mig om for at skælde Andrew ud. “Der var ingen andre fodgængere. Det var som at være i L.A. To gange måtte jeg vinke biler ind til siden for at spørge om vej. To gange.” Andrew lo højt. “Paul er romanforfatter,” sagde han. “Er du forfatter?” sagde Susie. “Ja.” “Hvad var du – 22, da du skrev Annotationer?” sagde Andrew. Jeg smilede beskedent. “21. Mit sidste år på Cambridge. Jeg var 22, da den udkom. Den var nummer ni på bestsellerlisten i Sunday Times.” Hvor rene og uskyldige var de ord ikke. Jeg kunne mærke, at de landede på ny jord og slog rødder – kim af håb, nye skud. “Hvor spændende. Har du skrevet noget siden?” spurgte Susie. Jeg mærkede mit smil stivne en anelse. “Lidt forskelligt … et par kortere romaner, du nok ikke har hørt om.”
24
En uskyldig løgn_TRYK.indd 24
18/04/2017 15.40
“Er det rigtigt, at alle har én roman i sig?” sagde en stemme bag mig. Det er en irriterende kliché. Jeg drejede hovedet for at se, hvem der havde sagt det. I døren stod en slank, spinkel kvinde med skulderlangt lyst hår. Hun var iført et melplettet forklæde. Hun trådte et skidt frem og rakte hånden ud. Sølvarmbånd klirrede. Hun havde en lille, spids hage, og hendes mund var asymmetrisk og malet med en lyserød læbestift, som ikke klædte hende. Der var noget barnligt over hende, trods hendes tydelige alder. Ikke noget særligt, men i det mindste mere tiltrækkende end nogen af de andre tilstedeværende kandidater. “Alice,” sagde hun. “Vi har mødt hinanden før.” Hun virkede på en måde bekendt, men jeg kunne ikke placere hende. “Har vi?” Hun lagde hovedet på skrå, stadig med hånden strakt frem. “Alice Mackenzie?” Andrew skubbede sig ud fra klaveret. “Paul – du kan da godt huske Alice. I har mødt hinanden før, ikke mindst den nat i Grækenland.” Han lo. Et svælg åbnede sig under mig. Jeg kunne ikke lide at tænke på Grækenland. Jeg besluttede at ignorere hendes fremstrakte hånd og bukkede mig i stedet ned og kyssede hende på kinden. “Selvfølgelig,” sagde jeg. Hun rørte sig ikke – hendes ansigt var stadig drejet i retning af mit. “Du har røget. Jeg kan lugte det.” Jeg løftede hænderne som tegn på overgivelse. Hun lænede sig endnu tættere på, førte hænderne op til min skjortekrave, rørte ved stoffet og åndede dybt ind, mens hun viftede luften fra min mund hen mod sin næse. “Du skal ikke undskylde. Det er skønt. Okay. Tilbage til køkkenet. Der er brug for mig.”
25
En uskyldig løgn_TRYK.indd 25
18/04/2017 15.40
Hun forsvandt ud gennem døren igen. Andrew så efter hende. “Alice er fantastisk.” Boo var kommet tættere på. “Virkelig en naturkraft.” “Er hun?” Hun havde virket ganske ordinær på mig. “Ja. Hun er ret utrolig.” Hun hævede stemmen: “Hvor gammel var Alice, Andrew? Da hun mistede sin mand?” Andrew snurrede rundt. Han lukkede øjnene. “Øhm … Det er ti år siden nu, at Harry døde, så ja, i begyndelsen af 30’erne. Deres børn var små.” “Uheldigt,” sagde jeg. “Kræft?” “Binyrekræft,” sagde Boo. “Det er utroligt sjældent. Han havde mavesmerter, og de troede, det var blindtarmsbetændelse. Da havde det allerede bredt sig, og han døde tre måneder senere. Men hun var så stærk, hun holdt sammen på det hele for børnenes skyld.” Hendes tonefald var på én gang ærbødigt og selvtilfredst, som om hun ved at tale om denne Alices fromhed overførte noget af den til sig selv. “Alice er en fantastisk mor,” sagde Andrew. “Og en ekstra‑ ordinær advokat. Hun er ikke nogen pengegrisk virksomheds‑ haj ligesom mig.” Han holdt en kort pause og gjorde plads til afdæmpede protester. “Alice arbejder for Talbot & Co – du ved, det berømte retshjælpsfirma i Stockwell. Hun repræsenterer for det meste asylansøgere.” “Og voldsramte kvinder,” sagde Boo. “Hun er meget involveret i Kvinder mod seksuel vold, Kvinder for kvinders rettigheder, Kvinder for flygtningekvinder … listen bliver ved.” “Hun lancererede Find Jasmine-kampagnen,” sagde Boo, som om jeg vidste en hujende fis om, hvad hun talte om. “I har mødt hinanden før,” sagde Andrew. “Den aften på
26
En uskyldig løgn_TRYK.indd 26
18/04/2017 15.40
Pyros – vi spiste alle sammen middag nede ved havnen, da vi fik øje på dig. Kan du huske det?” Jeg greb hårdt fat om en stoleryg og lænede mig bagud. “Jeg var vist ikke helt ved mine fulde fem den aften,” sagde jeg forsigtigt. “Du var temmelig medtaget, gamle ven. Lidt ude af kontrol.” Jeg kløede mig i hovedet og satsede på komik. “Solstik.” Andrew slog klik med tungen. “Retsina.” Jeg skævede til Boo. “Har ikke drukket retsina siden. Aver‑ sionsterapi.” To smilehuller dukkede op på Boos kinder. Jeg havde afskrevet hende som for tyk og for fin på den til min smag, men nu hvor jeg så ordentligt på hende, bemærkede jeg, at hun var ganske køn: hvid hud og blå øjne. Måden, hun stod på, var også sexet: Skuldrene tilbage for at fremvise sin imponerende kavalergang, hendes korte, buttede ben, som blev smallere nedadtil i deres optimistiske skinny jeans, tæerne vendt udad som en balletdanser. Jeg smilede til hende og undgik Andrews blik. “Det er længe siden,” sagde han. “Så er der serveret!” Tina stod i døren med en grydeske af træ i hånden. Totter af strittende, kastanjebrunt hår var sluppet løs fra tørklædet og hendes kinder blussede. Jeg var den første til at forlade lokalet, og jeg fulgte efter hende hen ad en gang til et enormt hvidt og cremefarvet køk‑ ken. Rummet var opdelt af en køkkenø med en vask, hvor Alice var i gang med at skylle salat. Rustfri gryder og pander klirrede fra en anordning i loftet, og i køkkenets fjerne ende førte et par kæmpemæssige glasdøre ud til haven. Et lille stykke terrasse var oplyst af skæret fra køkkenet; resten forsvandt i lag af tiltagende mørke. De andre kom ind bag os. En mandsstemme sagde: “Det er
27
En uskyldig løgn_TRYK.indd 27
18/04/2017 15.40
parkeringsmulighederne, der bekymrer mig.” Det blanke mahog‑ nibord var kunstfærdigt dækket. Andrew begyndte at tænde stearinlysene med et langt, elegant redskab, sort med ordet ‘Dip‑ tyque’ skrevet ned langs siden. Klik. Klik. Tina stod med et lille stykke papir i hånden og fortalte folk, hvor de skulle sidde, mens hun forlegent lod, som om hun havde svært ved at læse sin egen håndskrift. Jeg tog opstilling bag min anviste plads med ryggen til køk‑ kenet og front mod tre store malerier på væggen. De var ræd‑ selsfulde: halvabstrakte landskaber i klare farver, der passede elendigt sammen – turkis og orange og rundhåndet brug af hvid. Slet ikke mig. Jeg foretrækker nøgenstudier. “Det er mine,” sagde Tina over skulderen på mig. “Så du skal ikke være grov.” “Det havde jeg heller ikke tænkt mig. De er så … levende. Jeg er vild med den måde, du har fanget lyset på.” “Det er Grækenland, faktisk. Pyros, hvor … hvor du også har været. Det er udsigten fra Kirkes Hus. Vi tager derned hvert år, takket være Alice.” Vi drejede os begge og så på Alice. Hun stod stadig og pus‑ lede ved vasken, men så op, da hun hørte sit navn, og smilede vagt til os. Tina vendte sig igen. “Men det er nok desværre snart slut med det.” “Med hvad?” Andrew havde sat sig for bordenden. “Pyros.” “Frygtelig ærgerligt.” Han hævede stemmen. “Stakkels Alice. Afslutningen på en æra, ikke sandt?” “Hvad, Grækenland?” sagde hun og stillede en dampende tagine på bordet. “Ja. Mit lejemål udløber, og røvhullet af en
28
En uskyldig løgn_TRYK.indd 28
18/04/2017 15.40
ejer har sagt, at han vil sælge grunden til byggespekulanter. De der idioter, der har bygget Delfinos-resortet. Men vi har da fået henrettelsen udsat, hvad angår selve huset – I kommer ned til sommer, Tina og Andrew, ikke? En sidste omgang?” “Selvfølgelig.” Andrew rejste sig igen for at gøre plads til, at Tina kunne klemme sig forbi hans stol. “Ungerne ville slå os ihjel, hvis vi ikke tog af sted. Vi ville bogstavelig talt være døde.” “Bogstavelig talt?” sagde jeg. “Godt,” sagde Alice og satte sig for den anden bordende. Hun gjorde en lille, dramatisk bevægelse med sin serviet, rystede den åben og lagde den i skødet. “Spis nu, alle sammen.” Jeg så på hende et øjeblik, og så på Andrew og på Tina, som sad cirka midt på den ene side af bordet. Enhver ville tro, at Alice var værtinden. Var det marokkanske lam rent faktisk hendes sig‑ naturret og ikke Tinas? Jeg tog en skefuld, men indså pludselig, at jeg nok burde have serveret for mine naboer – Susie på den ene side og Izzy på den anden. “Undskyld,” sagde jeg og rakte taginen frem. “Jeg har ingen manerer. Man kan se, at jeg har gået på kostskole – panik ved spisetid, enhver er sig selv nærmest.” “Kostskole? Hvilken?” spurgte den mest skaldede af de to mænd. Jeg fortalte, hvor jeg havde tilbragt mine formative år, og jeg kunne se, at han var overrasket. Skolen har et godt akademisk ry, og jeg lod også en antydning falde om mit stipendium og min tid som præfekt. Det hørte Tina. “Kloge dreng,” sagde hun. “Ikke bare et kønt ansigt.” “Åh, kendte du så Sebastian Potter?” sagde Izzy. “Han må være på cirka din alder.” “Nej,” sagde jeg, lidt for hurtigt, og så: “Jeg kan genkende navnet. Jeg tror, han måske var et par år over mig.”
29
En uskyldig løgn_TRYK.indd 29
18/04/2017 15.40
“Nå, okay,” sagde hun. “Stor skole.” Hun trak på skuldrene, så hendes top faldt ned over kravebenene og fjerene i en af hendes øreringe blev filtret ind i hendes hår. (Selvfølgelig kendte jeg Sebastian Potter. Han var et af de møgsvin, der gjorde mit liv til et helvede dengang). Jeg rettede min opmærksomhed mod maden. Den var virkelig lækker – saucen smagte af orangeblomster og safran; kødet var vidunderligt mørt. Uanset om det var Tina eller Alice, der havde lavet det, var det faktisk turen værd. Andrew havde skænket vin – givetvis den Châteauneuf 2009, han havde stillet mig i udsigt. Den gled fint ned; ingen klager dér. Omkring mig fortsatte samtalerne kedsommeligt, fra Tinas garnbutik, Ripping Yarns, over byggeplanerne for cykelbanen til den skole, hvor folks børn tilsyneladende gik. En ny leder af gymnasieafsnittet var lige blevet udnævnt, men de savnede den gamle; en af naturfagslærerne var ikke god nok; Boos dat‑ ter var ikke kommet med på Duke of Edinburgh-programmet. Det havde været overtegnet, og pladserne var blevet fordelt ved lodtrækning, af alle ting. Så uretfærdigt. Boos mand, som var ude at rejse med sit arbejde, ville tage sig af det, så snart han kom hjem. “Har du børn?” spurgte Susie. “Nej.” “Det her må være ret kedeligt for dig, så.” “Overhovedet ikke,” sagde jeg. “Vi må hellere passe på, hvad vi siger,” tilføjede Alice. “Han tager sikkert noter til sin næste roman.” Endnu et forudsigeligt øjeblik. Jeg havde ikke tal på, hvor mange gange folk havde sagt det. Alice havde stadig sit forklæde på, som nu var plettet med både sauce og mel. Hun havde taget
30
En uskyldig løgn_TRYK.indd 30
18/04/2017 15.40
et frisk lag af den rædselsfulde læbestift på; den havde smittet af på kanten af hendes glas. Jeg mærkede en pludselig, desperat trang til en cigaret. Mine ben sitrede. Jeg undskyldte mig, skubbede stolen tilbage og gik hen til de store glasflader, hvor jeg fumlede rundt, indtil jeg fandt en mekanisme, der kunne åbne dørene. Jeg lod mig glide ud ad sprækken og lukkede stille døren efter mig igen. Haven henlå i skygge – en lang og bred græsplæne kantet af buskads. For enden skeletagtige træer mod himlen og et stort stykke mørkt ingenting: en boldbane. En brun lugt af jord og fugt. Huset lå oplyst bag mig, helt blotlagt – lysene på bordet, det glimtende bestik: Alle detaljer var synlige for enhver, der måtte lure hernede. Et brøl af latter, en skrabende stol. Boos stemme, der hvinede “Nej!” Jeg bevægede mig ud af syne. En smedejernsbænk stod på græsset, usynlig fra køkkenet på grund af buskadset. Jeg satte mig på kanten af den, prøvede på ikke at få våde bukser. Et klat‑ restativ og en trampolin med høje, sorte sider lå som strandede fangeskibe i marsken i Kent. Månen kom ud, spredte pletter af lys over græsset og forsvandt igen. Et fly passerede hen over mig – en vred knurren i vinden. Jeg fik let nok ild på min smøg denne gang. Det var koldt. Jeg skulle have taget min frakke på. Aftenen havde været fin – jeg havde klaret mig – men nu, hvor jeg havde spist, var der ikke mere at komme efter. Ingen kvinder. Ikke noget arbejde. Ingen muligheder for ny bolig. Jeg inhalerede dybt og trak nikotin ud i mine blodbaner. Et pludseligt brus af højrøstet samtale, et skud varme, som med det samme blev afbrudt igen. Jeg vendte mig om. Alice
31
En uskyldig løgn_TRYK.indd 31
18/04/2017 15.40
stod på terrassen. Jeg sad stille, hvis hun nu besluttede at gå ind igen, men hun tog et par skidt ud på græsset og fik øje på mig. “Hej,” sagde hun. Hun gjorde en hurtig bevægelse for at rette på håret i nakken – sådan som kvinder gør, med en rørende hemmelighedsfuldhed, en blanding af at glatte og purre op, som om de tror, at deres hår kun sidder acceptabelt på én måde. Jeg finder det sært bevægende. Hun kom et skridt nærmere. “Jeg tænkte på, om jeg kunne nasse en cigaret – hvis det er okay?” Jeg mærkede det sædvanlige jag. Hvorfor køber ikkerygere ikke deres egne? Eller lader være med at ryge? “Selvfølgelig,” sagde jeg galant og stak hånden i jakkelommen. Hun satte sig ved siden af mig med albuerne på knæene, og jeg rakte hende en cigaret. Jeg kom med en ironisk hentydning til cigaretmærkets femininitet – ultratjærefattige Silk Cut – og hun lo, selv om jeg bare prøvede at bortlede hendes opmærksomhed fra min lighter. Det var den lange, tynde tingest, Andrew havde ladet ligge på bordet. Jeg stak den i lommen igen og blev ved med at lade hånden glide hen over den. Den var matsort og glat at røre ved. Hun inhalerede dybt. “Skønt,” sagde hun. “Jeg ryger egentlig ikke. Typisk festryger. Men det bliver sværere og sværere at holde vanen ved lige.” Hun gik i gang med en tirade – e-cigaretter ødelagde det hele, mulighederne for den “let stenede tåge”, hun så godt kunne lide, var ved at forsvinde. Jeg sagde: “Man kan vel ikke rigtig bede om et hiv fra nogen, der sutter på sådan en e-tingest, vel? Ikke medmindre man er ude efter en mundfuld spyt med karamelsmag.” “Netop.” Hun lo. Hendes mandelformede øjne var katteagtigt grønne under svungne øjenbryn.
32
En uskyldig løgn_TRYK.indd 32
18/04/2017 15.40
“Hvor er det, du kender Andrew fra?” sagde hun. “Jeg glemte helt at spørge.” “Vi gik på Trinity sammen.” “Nå, ja. Cambridge. Selvfølgelig.” Hun smilede. “Kendte du ham godt dengang?” “Ikke særlig.” Jeg lænede mig tilbage på bænken, fugtig eller ej, og vendte ansigtet op mod himlen. “Jeg kendte hans søster lidt.” “Florrie. Ja, selvfølgelig.” “Kender du hende?” “Vi var bedste veninder i skolen. Jeg mødte Andrew gennem hende. Jeg besøgte hende tit i Cambridge. Faktisk er jeg ikke sik‑ ker på, om vi to ikke også mødte hinanden der.” Hun smilede. “Jeg har meget at takke hende for. Andrew og jeg er fine venner.” Fine venner. Hun udstødte en høj og kunstig latter. Hun var en af de kvinder, som flirter og snakker, men det er alt sammen falskt. De tilbageholder alt det, der betyder noget. Man finder aldrig ud af, hvad de i virkeligheden gemmer på. Hvis de over‑ hovedet gemmer på noget. Dårlige i sengen er de også. Hun kiggede nøje på cigaretten; så så hun op på mig og sagde i et koket tonefald: “Du kan ikke huske, at vi har mødt hinanden før, vel? Hverken i Cambridge eller Grækenland?” “Du ser bekendt ud.” Jeg smed cigaretten fra mig og maste den ned i græsset med hælen. Jeg besluttede at sige tingene ligeud. “Men hør engang, Alice. Jeg er virkelig ked af det. Jeg har været temmelig flov over det her hele aftenen. Jeg ved ikke, hvorfor Andrew inviterede mig. Det der med Grækenland, jeg var ret langt ude dengang. Det er, hvad – otte år siden?” “Ti.” “Det er ikke en periode i mit liv, som jeg er særlig stolt af. Vi havde været på et af de der drukkrydstogter. Jeg var blevet væk
33
En uskyldig løgn_TRYK.indd 33
18/04/2017 15.40
fra mine venner, og båden var sejlet videre uden mig. Og så stødte jeg på Andrew, og heldigvis kunne han hjælpe mig. Men lad mig være helt ærlig – detaljerne står stadig ret utydeligt.” “Skal jeg fortælle, hvad jeg kan huske?” “Hvis du vil.” Hun lo. “Du kom bragende ind på den taverna, hvor vi spiste middag. Du havde en lille T-shirt på, hvor der stod ‘Zeus Night‑ club’. Du råbte op og var ret ubehøvlet. Du begyndte at synge.” “Gjorde jeg?” Jeg krympede mig. Jeg var opmuntret af, at hun tilsyneladende fandt det morsomt. “Zeus, ja. Jeg kan godt huske den T-shirt. Og jeg sang … sang har aldrig været min stærkeste side.” “Andrew fandt en taxa til dig. Hældte dig ind i den – jeg tror, det var sådan, han sagde.” “Andrew er en gentleman.” Et råb hørtes inde fra køkkenet. Alice kastede et sidste blik på cigaretten og knipsede den så ind i et blomsterbed. Hun var klædt i en lille lilla cardigan, sådan en som en gammel dame kunne have på, og hun trak den lidt sammen om halsen. Hendes ansigtsudtryk blev pludselig mere alvorligt. “Hver detalje fra den aften er skåret ind i min hukommelse. Jeg kan huske det hele. Det var sådan en frygtelig tid.” “Jeg hørte godt om det. Din mand …” “Jeg taler ikke om Harry.” Hun rystede på hovedet og udstødte en kort, bitter latter. “Han døde året før. Nej, jeg mener den nat, den nat Jasmine forsvandt.” “Mind mig lige om, hvad det gik ud på.” Alice rynkede panden. “Jasmine. Jasmine Hurley. Du var der. Stakkels Yvonne, hendes mor. Åh gud.” Hun gav slip på sin car‑ digan og viftede med stive fingre i luften. “Der stod om det i aviserne. Du må have hørt om det dagen efter, læst om det. Hvor
34
En uskyldig løgn_TRYK.indd 34
18/04/2017 15.40
boede du? Elconda? Selv politiet på Pyros, som var håbløse fra begyndelsen, må have forhørt sig dernede … Du må da kunne huske det?” Jeg bøjede hovedet, beskæmmet som altid over at blive stemp‑ let som emotionelt mangelfuld. Der var en klokke, der ringede, men detaljerne var stadig uklare – en teenager, som stak af, en enlig mor, skummel kæreste? “Jo, jo, selvfølgelig,” sagde jeg. “Det kan jeg godt nu. Undskyld.” Hun lagde fingrene på den ene hånd mod næsebenet. Jeg klap‑ pede hende på skulderen og lagde så meget kvalfuld bekymring i mit ansigtsudtryk, som jeg overhovedet kunne. Jeg ville gerne indenfor igen nu. Ikke kun på grund af kulden. Jeg følte mig utilstrækkelig og samtidig irriteret – de to følelser blandede sig sammen og gjorde ikke noget godt for hinanden. Lysene fra køkkenet glimtede gennem buskenes fletværk. Andrew gik rundt om bordet, karaflen i hans hånd glitrede. Tina var gået hen i den anden ende af rummet og bukkede sig ned for at tage en skål – trifli? – ud af køleskabet. Boo stod med armene i vejret: Hun prøvede at tage sin cardigan af, men den havde filtret sig sammen med hendes top. Jeg fik et glimt af hud og en bh-strop. En høj kvidren fik mig til igen at rette opmærksomheden mod Alice. Hun tørrede øjnene og vristede en mobiltelefon op af forlommen på sine jeans. “Phoebe – min ældste – vil gerne hentes fra en fest,” sagde hun og så på skærmen. “Nå, men hun må finde en natbus. Jeg har fået alt for meget at drikke.” Hun skrev en hurtig sms, mens hun sagde: “Helt ærligt, hun er næsten 18 og skal til at flytte hjemmefra. Man skulle tro, hun ville have lært at stå lidt på egne ben.” Hun stak telefonen i lommen
35
En uskyldig løgn_TRYK.indd 35
18/04/2017 15.40
igen, skubbede hofterne lidt frem for at gøre det lettere. “Men gud ved, hvad jeg skal stille op, når hun er væk. Jeg kan ikke gå forbi hendes værelse uden at forestille mig, at det er tomt.” Hun gyste, trak skuldrene op om ørerne og gned sig over armen. “Vi må nok hellere gå ind igen.” “Lad mig se din telefon igen,” sagde jeg. Hun fastholdt mit blik. “Hvorfor?” “Kom nu.” Et lille smil. “Nej.” “Den har kaninører, har den ikke?” Jeg gjorde en hurtig bevægelse, som om jeg ville stikke hån‑ den i hendes lomme. Hun rykkede sig fnisende væk; så tog hun telefonen frem igen med påtaget barnlig irritation og smed den hen til mig. “Okay, så. Kig du bare efter. Grin, så meget du vil.” Jeg vendte telefonen om i skødet, hvor den var landet, og sagde tonløst: “Dit iPhone-cover er en blå kanin.” “Jeg har fået det af min søn, Frank. Det var en gave!” “Og har fru stjerneadvokat så den her med på arbejde til sine vigtige møder?” Hun grinede. Så så jeg, hvorfor hendes mund var lidt skæv. En lille, rynket pil pegede opad i den ene mundvig, et lille ar. Følelsen kom ud af den blå luft. Hun havde ikke flirtet. Hun var ikke min type – cirka 20 år for gammel, blandt andet. Så jeg ved ikke, hvad det var – Boos bh, måske, eller tanken om Alices varme hofte under lommen i hendes jeans. Eller noget flydende og kviksølvagtigt ved hendes bevægelser. Eller måske havde jeg allerede i min underbevidsthed registreret udsigten til et tomt værelse i et lækkert hus. Men da jeg så det ar, fik jeg en pludselig lyst til at slikke det.
En uskyldig løgn_TRYK.indd 36
18/04/2017 15.40