En verden af indtryk

Søren Overgaard

En verden af indtryk

− om blæksprutter, basilikum og bevidsthedens gåde

Søren Overgaard En verden af indtryk

om blæksprutter, basilikum og bevidsthedens gåde

En verden af indtryk – om blæksprutter, basilikum og bevidsthedens gåde

© Søren Overgaard og Gads Forlag A/S 2023

Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen

Omslag: Helle Rindom

Sats: Demuth Grafisk

Forsidefoto: Shutterstock

Forfatterfoto: Henrik Freek

Tryk og indbinding: Scandbook AB

978-87-12-07088-7

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2023

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til Katja

Forord

Denne bog handler om et svært emne, men henvender sig til den almindeligt interesserede læser, ikke til fagpersoner. Der er masser af teknisk og indviklet filosofisk, psykologisk og neurovidenskabelig litteratur om bevidstheden, og det er i denne forskningslitteratur, de store landvindinger sker. Men de fleste forskningsartikler er i værste fald uforståelige for en lægperson – og i bedste fald bare kedelig læsning. Det er en skam, hvis den tekniske, specialiserede forskning får lov at stå alene. For bevidstheden er ikke et perifert forskningsemne, der er uden praktisk betydning for vores liv. Bevidstheden er helt central i forhold til, hvem og hvad vi selv er. Og bevidstheden er af afgørende betydning for etiske spørgsmål – spørgsmål om, hvordan vi bør behandle hinanden og andre levende væsner, som vi deler planeten med. Derfor denne bog.

Jeg vil gerne takke Vincent Hendricks for gode råd og vejledning, og Jan Faye for veltimet opmuntring. Desuden skylder jeg Bolette Rud. Pallesen – den perfekte redaktør og sparringspartner – en stor tak for at have styret projektet med så sikker hånd. Sidst, men ikke mindst vil jeg takke min kone, Katja Lomholt, for brainstorming, diskussion og korrekturlæsning. Samt for løbende at minde

mig om ikke at have for mange negationer i mine sætninger. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke lytter, og det er heller ikke givet, at jeg ikke kan forbedre mig på det punkt – men jeg kan ikke love noget.

Søren Overgaard

Veksø, marts 2023

Indledning Ånden i lampen

Jeg er bevidst, mens jeg skriver disse ord. Du er bevidst, mens du læser dem. Og forhåbentlig bliver vi begge ved med at være bevidste mange år endnu – med jævne mellemrum afbrudt af korte perioder af ubevidsthed, som når vi sover en dyb, drømmeløs søvn.

Bevidstheden kender vi alle til hudløshed – eller måske skulle jeg sige bevidstløshed? Samtidig er bevidstheden et højst mærkværdigt og uhåndgribeligt fænomen. Vi ved, at vores bevidste oplevelser på en eller anden måde er resultatet af aktiviteter i vores nærmest ufatteligt komplekse hjerner. Men det er én ting at vide, at det må forholde sig sådan, og noget ganske andet at forstå, hvordan det kan forholde sig sådan. Som den store engelske biolog Thomas Huxley så rammende udtrykte det i midten af 1800-tallet: ”Hvordan det kan være, at noget så bemærkelsesværdigt som en tilstand af bevidsthed bliver til som et resultat af stimuleringen af nervevæv, er lige så uforklarligt som åndens tilsynekomst, da Aladdin gned på sin lampe.” Hvor paradoksalt! Det mest velkendte er samtidig det mest uforklarlige. Det, som filosoffen og kirkefaderen Augustin sagde om tid, gælder i endnu højere grad for bevidstheden: Jeg ved kun alt for godt, hvad det er, så længe ingen spørger mig om det. Men bliver jeg bedt om at

sætte ord på, hvad bevidsthed er, så aner jeg ikke, hvad jeg skal sige.

Skyldes vores manglende evne til at forklare bevidstheden blot, at vi ikke har tænkt nok over sagerne, eller at vi ikke er hjerneforskere? Nej – selv forskerne aner ofte ikke, hvad de skal sige, og når de siger noget, så er det for det meste utilstrækkeligt. Bevidstheden er et genuint mysterium. Mange mener endda, at bevidstheden er det største af alle mysterier. En nød, videnskaben endnu ikke har knækket, og måske aldrig nogensinde vil få knækket. Indtil for ganske nyligt havde vi ikke engang seriøse bud på, hvordan bevidstheden passer ind i den materielle verden, naturvidenskaben beskriver.

Det har ændret sig inden for de sidste par årtier. Forskellige mulige forklaringsmodeller har efterhånden udkrystalliseret sig. Og mens bevidstheden selv er velkendt grænsende til det trivielle, er forklaringerne alt andet end kedelige. Faktisk så udfordrer de alle en eller flere grundlæggende antagelser om verden. Måske findes bevidstheden overalt omkring os – selv i sandkornene på stranden og i vandmolekylerne i badekarret. Eller måske er intet bevidst, ikke sådan rigtig – heller ikke du og jeg! Måske er det bevidstheden, der er på spil i det dunkleste hjørne af fysikkens verdensbillede – kvantemekanikken, som kun de færreste rigtig forstår.

At søge efter forklaringen på bevidstheden er at begive sig ud på en spændende opdagelsesrejse ikke bare ind i hjernen, men også helt ind i atomernes forunderlige verden. Og vores verden vil næppe være helt den samme, når bevidsthedens gåde engang er blevet løst. Hvis vi vil forstå, hvordan bevidsthed kan være en del af virkeligheden, så må vi på den ene eller anden måde justere vores verdensbillede.

Bevidstheden er omdrejningspunktet for alt det, der betyder noget i vores liv. Uden bevidsthed ingen stormende forelskelser, ingen glæde over en forfremmelse eller et sportsresultat, ingen nydelse af musik, litteratur eller god mad. Uden bevidsthed heller ingen følelser af angst, frygt, bekymring eller smerte. Uden bevidsthed er vi bare mellemstore stykker kød. Med bevidsthed er vi tænkende, følende, erfarende og handlende væsener.

Faktisk kan man gå så langt som til at sige, at uden bevidsthed er der på en måde intet overhovedet. For bevidsthed er oplevelse. Og det er i vores oplevelser, at verden åbner sig for os, på godt og på ondt. De første solstråler på en tidlig forårsmorgen. Den fjerne lyd af barnelatter. En efterårsstorms voldsomme vindstød. Uden bevidsthed ville intet af det finde sted for os. Man kan sammenligne bevidstheden med et lys, der – alt for kortvarigt, hvis du spørger mig – oplyser verden, så den kan vise sig. Når lyset slukkes, forsvinder verden igen. Det er dette totale intet, vi opløses i, når vi dør: Verden som sådan går ufortrødent videre, men vores verden er ophørt med at eksistere.

Kend dig selv. Sådan lød én af indskrifterne på Apollontemplet i antikkens Delfi. Så længe vi ikke er i stand til at forklare bevidstheden, kender vi ikke os selv.

Del 1: Bevidsthedens mysterium

Og hvilken kval, tænkte tænkeren Krug, så vanvittigt at elske et lille væsen […] dannet ved en sammensmeltning, som på én og samme tid er resultatet af et valg og af ren fortryllelse; […] helheden gennemtrængt af bevidsthed, som er det eneste virkelige i verden, og det største af alle mysterier.

Vladimir Nabokov

1. Små mirakler

Hvad er bevidsthed?

Hver morgen sker der et lille mirakel. Du åbner øjnene og ser dine omgivelser. Du mærker sengetøjet mod din hud, hører alarmens infernalske støj, beslutter (i en brøkdel af et sekund) at gøre noget ved det, rækker ud og slukker den. Måske husker du svagt en drøm, du havde, eller du begynder at tænke på dagens mange gøremål. Og måske føler du en stivhed i nakken eller ryggen, når du sætter dig op i sengen. Hvis du har fået lov til at sove længe, kan du være så heldig, at duften af friskbrygget kaffe når ind til dig og giver lidt ekstra motivation til at komme ud af fjerene.

Miraklet er, at du bliver bevidst. Tidligere på natten, da du sov en dyb, drømmeløs søvn, var du ikke bevidst. Bevidstheden havde for en tid forladt dig. Men så gik din søvn ind i en anden fase – REM-fasen, hvor øjnene bevæger sig hurtigt inde bag øjenlågene – og du begyndte at drømme. Da var bevidstheden allerede tilbage, om end i en underlig, usammenhængende form. Familiemedlemmer forvandlede sig til arbejdsbekendtskaber, en samtale på en café i København udviklede sig (som det naturligste i verden) til en gåtur i det skotske højland osv. Først da du vågnede, antog dine oplevelser mere stabile og sammenhængende former.

Men alt dette er fuldstændig trivielt, tænker du måske (ikke nødvendigvis når du sætter dig op i sengen, men når du læser dette her). Jeg har ikke sagt noget, der er det mindste bemærkelsesværdigt. Når vi vågner af en drømmeløs søvn, går vi fra at være ubevidste til at være bevidste. Det er alt sammen velkendt grænsende til det dødkedelige, og da slet ikke noget, der fortjener at blive kaldt et mirakel. Hvis du derimod kunne lave vand om til friskbrygget kaffe ved at knipse med fingrene, så kunne vi tale om et ægte morgenmirakel!

Som far til to små drenge, hvoraf den ene er lige vel morgenfrisk, er jeg bestemt enig i, at det sidste ville være mirakuløst.

Men det er din opvågnen på en måde også. At vi falder i søvn og vågner igen, er bare så velkendt, at det kan være svært at se, hvor forunderligt det er. At der er tale om små mirakler. For at se det, så må vi bore lidt mere i det velkendte, vi må undersøge det trivielle nærmere.

For hvad er det for noget, der forsvinder, når du sover dybt? Og som kommer tilbage, når du vågner eller begynder at drømme? Det er bevidstheden. Men hvad skal vi helt præcist forstå ved ”bevidsthed”?

Flagermus med fine fornemmelser

”Bevidsthed” kan betegne flere forskellige ting. Spørg to tilfældige forbipasserende, hvad bevidsthed er, og du vil sandsynligvis få to forskellige svar – hvis personerne da ikke bare skynder sig væk for at slippe for at udtale sig. Heller ikke filosoffer, psykologer, hjerneforskere og videnskabsjournalister mener altid det samme, når de taler om bevidsthed. Nogle gange kan man endda konstatere, at selv forskere, der burde vide bedre, bruger ordet ”bevidsthed”

til at betegne én ting i én sammenhæng, og en anden ting i en anden sammenhæng. Så er forvirringen total.

Da en fremtrædende bevidsthedsforsker holdt et foredrag på det universitet, hvor jeg arbejder, blev han af en tilhører beskyldt for overhovedet ikke at beskæftige sig med bevidsthed. For som forskeren brugte ordet ”bevidsthed” var også hunde og katte bevidste, men det var jo helt åbenlyst ikke tilfældet, mente den oprørte tilhører.

I sin nyklassiker Mærk verden skriver Tor Nørretranders, at bevidsthed, sådan som vi kender fænomenet, opstod for ca. 3.000 år siden. Altså mens man på vores breddegrader befandt sig i begyndelsen af Yngre Bronzealder. Eller et par århundreder før Iliaden og Odysseen blev til (hvor heldigt for os, at Homer blev født på den rette side af skellet). Det, Nørretranders taler om, må således være noget meget avanceret. Noget, stenalderens mennesker ikke havde. Noget, de gamle egyptere med deres pyramider, sfinxer og hieroglyffer ikke havde, eller assyrerne med deres kileskrift. Og helt klart noget, selv højerestående pattedyr som chimpanser, delfiner og elefanter kan skyde en hvid pil efter.

Nørretranders kæder bevidstheden sammen med en særlig forestilling om et jeg, der tager beslutninger og handler på baggrund af dem. Forestillingen om, at vi har kontrol over vores liv. Nørretranders forstår således bevidsthed som lig med en avanceret form for selvbevidsthed, og det er han ikke ene om. Vores oprørte tilhører fra før var inde på noget af det samme.

Det er dog værd at bemærke, at selvbevidsthed kommer i mindre avancerede former. En ofte anvendt test på selvbevidsthed er den såkaldte spejlgenkendelsestest. Man placerer i smug et rødt mærke i panden af et barn (eller et dyr) og sætter vedkommende foran et spejl. Hvis de forsøger at fjerne mærket, så må det være,

fordi de forstår, at ansigtet i spejlet er deres eget. Ikke overraskende volder testen vanskeligheder ikke bare for højerestående pattedyr (fx hunde), men også for børn under 18 måneder. Mere overraskende er det måske, at en række dyr tilsyneladende er i stand til at ”bestå” testen, herunder delfiner, menneskeaber, elefanter og – ganske forbløffende – almindelige husskader!

Men man kan overveje, om ikke også spejltesten sætter barren for højt. For at bestå testen skal man ikke bare være bevidst om sig selv – for eksempel som én, der oplever, tænker eller handler – men desuden vel også have en idé om, at man ser ud på en bestemt måde. Og måske er det den viden, spædbørn og hunde mangler. Der er således visse studier af spædbørn, der tyder på, at de kan have mere simple former for selvbevidsthed, længe før de er i stand til at bestå spejltesten.

Hvor udbredt koblingen mellem bevidsthed og selvbevidsthed end måtte være, så har bevidsthedsforskerne i de sidste par årtier primært fokuseret på et mere basalt fænomen. Denne form for bevidsthed blev defineret af den amerikanske filosof Thomas Nagel i en indflydelsesrig artikel publiceret i begyndelsen af 1970’erne med den fængende titel ”Hvordan er det at være en flagermus?”

Når vi spørger, om en flagermus er bevidst – eller om en robot kan være det – så handler det ifølge Nagel ikke om, om flagermusen (eller robotten) har et eller andet avanceret selvforhold. Derimod spørger vi, om de oplever. Med andre ord: Føles det på en bestemt måde for flagermusen, når den navigerer rundt i nattemørket ved hjælp af ekkolokalisering? Har den en særlig oplevelse, når den ekkolokaliserer et bytte? Føler den sult eller smerte?

Smager den noget, når den spiser et insekt? Nyder den smagen?