Engang var der ulve by Gads Forlag

ENGANG VAR DER ULVE ROMAN | GADS FORLAG CHARLOTTE M c CONAGHY NEW YORK TIMES-BESTSELLER

Af samme forfatter på dansk Til verdens ende (2020)

På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt Gads

EngangvarderUlveROMAN

Forlag

CHARLOTTE MCCONAGHY

Omslagsdesign:oplagKeith Hayes Dansk versionering: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: Millennium Images

Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Der citeres i bogen fra følgende værker: Det levende bjerg af Nan Shepherd. Oversat af Kirstine Ersbøll Meyhoff & Eva V. Ersbøll. Udgivet på forlaget A Mock Book, 2022. Sort Venus af Angela Carter. Oversat af Johannes Riis. Udgivet på forlaget Samleren, 1988. Stormen af William Shakespeare. Oversat af Niels Brunse. Udgivet på forlaget Gyldendal, 2018. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Engang var der ulve Oversat fra engelsk af Agnete Dorph Stjernfelt efter Once There Were Wolves Copyright © 2021 by Charlotte McConaghy Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2022 Published by arrangement with Flatiron Books, through Ulf Töregård Agency AB All rights reserved ISBN: 978-87-12-06863-1 1. udgave, 1.

Til min lille

Der er ét dyr, kun ét, der tuder i skoven om natten. – ANGELA CARTER

Han havde fanget en kanin, og selvom han lod os vandre omkring i skoven sammen med ham, havde han aldrig vist os selveAggieaflivningen.varspændt, og i sin iver kom hun til at sparke til en tønde med saltlage med et bump, som jeg også mærkede i min fod. Lyden gav dumpt genklang i rummet, og min far kiggede op og sukkede. “Er I sikre på, at I gerne vil se det?”

Aggie nikkede. “Er I klar til det?”

Endnu et nik.

Jeg kunne se den lodne kanin og alle knivene. Den bevægede sig ikke. Den var allerede død.

9 1

Hans værksted lå ude i en skov i vildmarken i British Colum bia. Han havde skind hængende til tørring, og de strejfede vores pander, mens vi listede rundt mellem dem. Jeg skælvede allerede dengang, mens Aggie grinede djævelsk foran mig, så meget mere modig end mig. Efter at have tilbragt adskillige somre med at ønske, at jeg vidste, hvad der foregik i værkstedet, var jeg pludselig desperat efter at komme væk fra det.

Da vi var otte, skar min far mig op fra strube til mave.

10 “Så kom herover.”

“Spild,” svarede vi.

Vi nikkede begge to. “Selvforsyning,” sagde Aggie. “Og det betyder? Inti?”

“Forstår I, hvorfor jeg gør det her?” spurgte far os.

“Inden vi spiser den, bliver vi nødt til at pelse den. Jeg bereder pelsen, så vi kan bruge den eller sælge den, og bagefter spiser vi alle dele af dyret, så der ikke er noget …?”

“Vi jager kun det, vi har brug for, og vi giver tilbage til natu ren, vi dyrker også grønsager, så vi kan leve så selvforsynende som muligt,” sagde jeg. “Det er nemlig rigtigt. Så vi har respekt for dette dyr og takker det for at nære os.”

Inden i mig selv bad jeg den mørkt om forladelse. Men samtidig var der noget, der prikkede og snurrede langt nede i min mave. Jeg ville ud derfra. Det her var fars verden – pelsene og knivene og blodet og den lugt, der altid hang ved ham – det havde altid været hans verden, og jeg ville gerne have, at det skulle blive ved med at være sådan. Det føltes som at åbne en dør til et dystert sted, et grusomt sted, et voksensted, og jeg forstod ikke, hvorfor hun ville det, men hvis hun gjorde, hvis hun ønskede det, så var jeg nødt til at blive. Hvor Aggie gik, fulgte jeg med.

Vi gik om på hver sin side af ham og stak næsen op over arbejdsbordet og kiggede. Derfra kunne jeg se alle de fine farver i pelsen, rødbrun, mørk orange, varme flødefarver og hvidt og sort. Et kalejdoskop af farver, alt sammen skabt til at gøre den usynlig og undgå denne skæbne, tænkte jeg. Stakkels kanin.

“Mange tak,” sagde Aggie og jeg i kor. Jeg havde på fornemmelsen, at kaninen var ret ligeglad med vores taknemmelighed.

Jeg ramte gulvet hårdt, opsprættet og blødende. Det føltes så virkeligt. Jeg var sikker på, at der måtte være blod, og jeg skreg og skreg, og far skreg også, og kniven faldt på gulvet, og Aggie sank på knæ og knugede mig ind til sig. Jeg kunne mærke hendes hjerteslag mod mit. Hun klappede mig på ryggen. Og i hendes tynde arme var jeg hel igen. Mig selv, uden blod og uden noget sår.

Knivspidsen pegede mod pelsen på kaninens hals, og jeg vidste, at jeg havde begået en fejl. Inden jeg kunne nå at lukke øjnene, snittede kniven gennem min hals og skar min hud op i én lang, glidende bevægelse ned til maven.

11 “Og hvorfor det?” “Fordi spild er Jordens største fjende,” svarede vi. “Kom nu, far,” klagede Aggie. “Okay, først skærer vi den op fra strube til mave.”

Jeg havde altid vidst, at der var noget anderledes ved mig, men det var første gang, jeg forstod, at det var farligt. Det var også den dag, hvor jeg – da jeg tumlede ud af værkstedet, ud i det violette tusmørke – kiggede over mod skovbrynet og så min første ulv, og den så mig. * Nu, her i en anden del af verden, er mørket tungt, og de ånder overalt omkring mig. Deres lugt har forandret sig. Den er stadig varm og jordagtig, men mere moskusduftende nu, hvilket bety der, at der er frygt i den, hvilket betyder, at en af dem er vågen.

Hendes gyldne øjne finder lige netop nok lys til at give genskin.

Hun er ulv Nummer Seks, moren, og hun holder øje med mig fra sin metalkasse. Hendes pels er bleg som en vinterhimmel. Hendes poter har aldrig før kendt til følelsen af stål. Det er en erfaring, jeg gerne havde forskånet hende for, hvis jeg kunne. Det er en kold erfaring. Mit instinkt tilsiger mig at forsøge at berolige hende med dæmpede ord eller en blid berøring, men det er min tilstedeværelse, der skræmmer hende mest, så jeg lader hende være.

Rolig, siger jeg tavst til hende.

Jeg går forsigtigt forbi de andre transportkasser om til enden af lastbilens containerrum. Rulledøren skurrer, idet jeg luk ker mig ud. Mine støvler rammer jorden med en knasen. En spøgelsesagtig verden, dette nattested. Snedækket strækker sig mod månen og glitrer for hende. Nøgne træer støbt i sølv. Min ånde laver skyer. Jeg banker på ruden ind til førersædet for at vække de andre. De har sovet i bilen og glipper sløvt med øjnene mod mig. Evan har trukket et tæppe over sig. Jeg kan mærke dets kradsende kant mod min hals. “Seks er vågen,” siger jeg, og de ved, hvad det betyder. “Det her går aldrig godt,” siger Evan. “De opdager det ikke,” siger jeg. “Anne flipper helt ud, Inti.” “Skråt op med Anne.”

Det var meningen, at pressen skulle være med her, politikere og departementschefer og bevæbnede vagter. Det var meningen, der skulle være store ord. I stedet er vi i sidste øjeblik blevet lammet af en resolution, der skal forsinke os, indtil stress påvirkningen fra denne lange rejse tager livet af vores dyr. Vores

fjender ønsker, at vi skal holde dem i transportkasserne, indtil deres hjerter giver op. Men jeg vil ikke finde mig i det. Så vi er fire – tre biologer og en dyrlæge – der har smuglet vores dyrebare last ud i den måneoplyste skov. Stille og usete. Uden tilladelse.

Der er ikke mere vej at køre på for lastbilen, så vi er til fods. Vi løfter Nummer Seks ud først. Niels og jeg tager hvert sit hjørne, mens store, stærke Evan bærer den anden side helt alene. Amelia, vores dyrlæge og den eneste lokale blandt os, bliver her ved de andre to transportkasser for at holde vagt. Der er knap en kilometer ud til indhegningen, og sneen er dyb.

Den eneste lyd, der kommer fra Seks, er en blød gispen, der afslører hendes stress. En lom kalder, klart og vidunderligt.

Jeg spekulerer på, om det rører noget i hende, dette ensomme skrig i natten, om hun genkender sit eget urgamle kald. Men hvis det gør, så reagerer hun ikke på en måde, jeg kan tolke. Det virker, som om det tager en evighed at nå ud til indheg ningen, men omsider kan jeg skelne trådhegnet. Vi anbringer Seks’ transportkasse indenfor og går tilbage efter de to andre dyr. Jeg kan ikke lide at efterlade hende ubevogtet, men der er ikke mange, der ved, hvor i skoven disse indhegninger er blevetDernæstanbragt.henter vi hanulven, Nummer Ni. Han er stor, så den anden tur er hårdere end den første, men han er ikke vågnet op af sin søvn, hvilket altid er noget. Den tredje ulv er en etårig hun, Nummer Tretten. Hun er Seks’ datter og lettere end de voksne, og vi har Amelia med på denne sidste tur. Da vi har båret Tretten ud til indhegningen, er det næsten daggry, og

Sådan som det skulle være startet fra første færd.

jeg er træt langt ind i knoglerne, men jeg er også opstemt – og bekymret. Hunnen, Nummer Seks, og hannen, Nummer Ni, har aldrig mødt hinanden før. De er ikke fra samme kobbel. Men vi anbringer dem i en indhegning sammen i håb om, at de vil beslutte sig for, at de godt kan lide hinanden. Vi har brug for ynglende par, hvis det her skal virke.

Det er lige så sandsynligt, at de vil dræbe hinanden.

Vi åbner de tre transportkasser og går ud af indhegningen. Seks, som er bemærkelsesværdigt vågen, bevæger sig ikke. Ikke før vi har trukket os så langt tilbage, som vi kan, uden at miste dem af syne. Hun kan ikke lide vores lugt. Snart ser vi hendes smidige skikkelse rejse sig og lunte ud i sneen. Hun er næsten lige så hvid som jorden, hun betræder så let. Også hun lyser op. Nogle få sekunder går, mens hun løfter snuden og snu ser ud i luften, måske bemærker hun det læder-radiohalsbånd, vi har anbragt om halsen på hende. I stedet for at udforske denne nye verden løber hun med lange, fjedrende skridt over til sin datters transportkasse og lægger sig ved siden af den.

Da vi går tilbage til lastbilen, siger jeg: “Ingen navne. Hun er Nummer Seks.”

Det vækker noget i mig, noget varmt og skrøbeligt, som jeg er kommet til at frygte. Der er en fare for mig her. “Lad os kalde hende Ash,” siger Evan. Daggryet forgylder den grå verden, og idet solen står op, vågner de to andre dyr af deres bedøvede søvn. Alle tre ulve kommer ud af deres transportkasser til deres halve hektar glit rende skov. Indtil videre er det al den plads, de har fået, og det er ikke nok. Jeg ville ønske, at der slet ikke behøvede at være nogen indhegning.

Den strakte sig over et enormt område og gav farve til Skotlands nu nøgne bakker og forsynede alle mulige vilde væsener med mad og husly. Og mellem disse rødder og trækroner og træstammer løb der ulve rundt. I dag vandrer ulve atter på denne jord, som ikke har set deres slags i hundredvis af år. Er der noget i deres kroppe, der husker dette landskab, som det husker dem? Det kender dem godt. Det har ventet på, at de skulle vække det af dets lange søvn.

For ikke så længe siden, i det store perspektiv, var denne skov ikke lille og spredt, men stærk og myldrende fuld af liv. Frodig og fuld af rønnebærtræer, bævreasp, birk, enebærbuske og ege.

Vi bruger hele dagen på at bære de sidste ulve ud til deres indhegninger, og ved aftenstid vender vi tilbage til vores forskningsbase, en lille stenhytte i skovbrynet. De andre drikker bobler i tekøkkenet for at fejre, at vi har fået sluppet alle 14 grå ulve ud i deres tre akklimatiseringsindhegninger. Men de er ikke fri endnu, vores ulve, eksperimentet er kun lige akkurat startet. Jeg sidder for mig selv ved computermonitorerne og kigger på optagelserne fra kameraerne i indhegningerne og spekulerer på, hvad de tænker om dette nye hjem. En skov, der ikke er så forskellig fra den, de kom fra, skønt tempereret i stedet for deres tajga i British Columbia. Også jeg kom fra den skov og ved, at det vil se anderledes ud, lugte anderledes, lyde og føles anderledes. Men hvis der er én ting, jeg ved om ulve, så er det, at de tilpasser sig. Jeg holder vejret nu, mens den store Nummer Ni nærmer sig den spinkle Nummer Seks og hendes datter. Hunnerne har gravet en hule i sneen bagerst

i indhegningen og kryber sammen, på vagt over for Ni. Han tårner sig op over dem i alle afskygninger af gråt og hvidt og sort – en af de smukkeste ulve, jeg nogensinde har set. Han anbringer sit hoved over Seks’ nakke som et tegn på dominans, og jeg føler med heftig intensitet hans snude presse sig mod min nakke. Hans bløde pels kilder min hud, varmen fra hans ånde giver mig gåsehud. Nummer Seks piber, men bliver nede for at vise sin respekt. Jeg bevæger mig ikke. Det mindste tegn på opsætsighed, og de kæber vil lukke sig om min hals. Han nipper hende i øret, og tænder synker ned i min øreflip. Jeg lukker forskrækket øjnene. I mørket bag øjenlågene forsvinder smerten lige så hurtigt, som den ramte mig. Jeg vender tilbage til mig selv. Og da jeg kigger op igen, ignorerer Ni atter hunnerne og vandrer frem og tilbage langs hegnet. Hvis jeg kigger, vil jeg mærke kulden fra sneen mod mine nøgne fødder for hvert trin, men det gør jeg ikke. Jeg er allerede for tæt på, mine grænser har glemt sig selv. Så jeg kigger i stedet op i hyttens mørke loft og lader min puls falde til ro. Jeg er anderledes end de fleste mennesker. Jeg bevæger mig igennem tilværelsen på en anden måde, med en helt unik for nemmelse for berøring. Jeg vidste det, allerede inden jeg kendte navnet på det. Det er blevet kategoriseret som en neurologisk tilstand i et forsøg på at finde mening i det: spejlberørings synæstesi. Min hjerne genskaber de berøringer, som andre levende væsener, både mennesker og dyr, oplever. Hvis jeg ser det, mærker jeg det, og i et kort øjeblik er jeg dem, vi er ét, og deres lidelse eller nydelse er også min. Det kan virke som magi, og i lang tid troede jeg, at det var magi, men det er i virkelig heden ikke så langt fra den måde, andre hjerner opfører sig på:

den konstante strøm af sensorisk information mig. Nu ville jeg give hvad som helst for at blive fri for det. Projektet kommer ikke til at gå, hvis jeg ikke kan lægge distance imellem ulvene og mig selv. Jeg må ikke fortabe mig i dem, så overlever jeg det ikke. Verden er et farligt sted for ulve. De fleste af dem vil snart være*døde.

Forskningsbasens hytte består af et stort rum, hvor vi har alle computermonitorerne og udstyret, et tilliggende køkken og et badeværelse omme bagved. Udenfor er der en stald med tre heste. Evan og Niels er tydeligvis allerede taget hjem til deres små lejede huse i den nærmeste by – jeg er så træt, at jeg end ikke husker at have sagt farvel til dem – mens Zoe, vores data analytiker, er faldet i søvn på sofaen. Jeg burde være gået for flere timer siden og skynder mig at tage mit vinterudstyr på igen.

Det er midnat, da jeg kigger på uret næste gang. Jeg har set på ulvene, mens de sov eller vandrede frem og tilbage, i et forgæves håb om, at de ville hyle, at en af dem ville begynde, og resten følge trop. Men ulve hyler ikke, når de er stressede.

Den fysiologiske reaktion på at bevidne en andens lidelse er at krybe sammen, at vige tilbage, at krympe sig. Indføling ligger i generne. Engang nød jeg at føle det, andre følte. Nu udmatter

Luften bider udenfor. Jeg kører gennem skoven og ud på en snoet vej, nogle kilometer langs den nordvestlige side af Cairngorms-nationalparken, kun guidet af mine forlygters små lyskegler. Jeg har aldrig brudt mig om at køre i bil om natten, for det forvandler den blomstrende verden til noget gabende

tomt. Hvis jeg standsede og gik ud i den, ville det være en helt anden verden, fuld af levende liv, blinkende, lysende øjne og vimsende små fødder, der piler af sted gennem bundvegeta tionen. Jeg drejer bilen hen ad en mindre, snoet vej, der fører mig hele vejen til den dal, hvor Blue Cottage ligger. Huset er bygget af gråblå sten og omgivet af græsmarker. Om dagen har man to udsigter derfra: Mod syd ligger der tæt, dragende skov, mod nord lange, nøgne bakker, som til foråret vil være fulde af græssendeIndenforkronhjorte.erlysetslukket,

men pejsen gløder orangerødt. Jeg tager alt mit overtøj af, stykke for stykke, og trasker så gennem stuen til et soveværelse, der ikke er mit. Hun ligger ubevægelig i sengen, et omrids i mørket. Jeg kravler op i sengen til hende. Hvis hun vågner, så viser hun det ikke. Jeg indånder hendes duft og finder beroligelse i den. Selvom hun er blevet ødelagt, har den ikke ændret sig. Mine fingre fletter sig ind i hendes lyse hår, og jeg tillader mig selv at falde i søvn, tryg her i min søsters nærhed. Hun, som altid skulle have været den stærkeste af os.

Hingsten var vild og fri for ikke så længe siden, og en del af ham er det stadig, men når hun lægger sig sådan på ham, lige så stille, lige så stille, som far siger, falder han til ro.

Jeg sidder med et ben på hver side af gærdet. Der er råt træ under mine hænder, en splint under min fingernegl. Og samtidig er jeg oppe på den hest. Jeg er min søster, presset ind mod det varme, skælvende, stærke dyr med min fars store, rolige hånd, der holder mig stille, og jeg er også min fars hånd, og jeg er hingsten, der bærer på den lette byrde med det kolde metal i sin mund. Alle levende væsener kender til kærlighed, siger far. Jeg ser Aggies omfavnelse blive stærk og omsorgsfuld. Hun bliver ikke kastet af.

Lige så stille, siger han. Hendes små hænder knuger tøjlerne. Hun er alt for lille deroppe, så lille, at hun helt sikkert vil blive kastet af. Lige så stille. Han standser hende og lægger en hånd på hendes rygrad for at presse hende fladt ned mod hesten. Mærk ham. Mærk hans hjerteslag inde i dit eget.

19 2

Rolig, siger far beroligende til både hesten og sin datter. Men jeg tror, det er for sent, for nu har jeg fået øje på den. To øjne, der stirrer ufravendt inde fra skoven.

Hun svarer ikke. Det er en af hendes dårlige dage, hvilket betyder, at jeg kan snakke og snakke, og hun vil ikke gøre andet end at stirre sløvt på noget hinsides min synsevne. Men jeg vil blive ved med at snakke for det tilfælde, at hun kan høre mig fra dette fjerne sted.

“Ulvene er i deres indhegninger. De overlevede rejsen,” siger jeg, mens jeg masserer shampoo ind i hendes hårbund. “De vil få lyst til at løbe hjem.”

Lyset strømmer ind ad vinduet, og jeg skal have min søster op. “God morgen, skat,” mumler jeg. Jeg stryger Aggies hår væk fra ansigtet, hjælper hende forsigtigt op og guider hende ud på badeværelset. Hun lader mig klæde hende af og anbringe hende i badekarret. “Der er faktisk rigtigt solskin udenfor,” siger jeg, “så vi må hellere vaske den manke, hvis du har lyst til at sidde derude og tørre det.” Det elsker hun at gøre, mere end noget andet, men mine ord er et skuespil for os begge to: Jeg ved godt, at hun ikke går ud i dag.

Men hingsten hæver hovedet i det rosa aftenlys – en lugt har nået ham med vinden, og han stamper i jorden. Jeg drejer mig oppe på gærdet for at kigge over mod skovbrynet.

Vores blikke mødes, og et kort øjeblik er jeg ulven.

Bag mig falder min søster ned fra den stejlende hest …

Jeg vågner desorienteret op fra drømmen, som jeg har drømt så ofte, og som også er en erindring. Jeg ligger lidt i den varme seng og tænker tilbage, men dagen lader sig ikke fornægte.

Hun spiser ikke de æg, jeg sætter på bordet foran hende. Hun er for træt, for udmattet i sjælen til at kunne noget som helst. Jeg børster langsomt og blidt hendes våde hår og fortæller mere om ulvene, for de er det eneste, jeg har tilbage, der ikke er vrede.

“Hvis vi ikke havde bragt dem hele vejen over havet, ville de måske have kunnet gøre det.”

Aggies hår er tykt og langt og lyst ligesom mit, og mens jeg metodisk arbejder hårbalsammen ind i det filtrede hår, spekulerer jeg på, om hun havde ret i, at vi burde have klippet det hele af. Hun er ligeglad med det nu, men trods det arbejde, det er at pleje det, kunne jeg ikke få mig selv til at fjerne det, denne manke, som hun altid har været kendt for, det hår, jeg har brugt hele mit liv på at børste og flette og studse for hende.

Jeg hjælper Aggie ud af badet og tørrer hende. Så giver jeg hende varmt, behageligt tøj på og parkerer hende foran pejsen, mens jeg laver morgenmad. “Der er ingen ømme følelser mellem Seks og Ni endnu,” siger jeg. “Men de har heller ikke slået hinanden ihjel.” Ordene kom mer bare dumpende ud af mig, og jeg bliver forskrækket. Er det sådan, det er med al kærlighed? At den bærer risikoen for døden med sig? Men ordene har ikke mindet Aggie om de samme ting. Hun er for langt væk til, at jeg kan nå hende. Jeg ønsker at følge hende derhen, hvor hun er, og samtidig frygter jeg det sted mere end noget andet. Jeg frygter også den dag, hvor hun holder op med at vende tilbage derfra.

Blue Cottage ligger ikke så langt fra vores base. Både Blue Cot tage og basen ligger i udkanten af Abernethy Forest, en af de sidste rester af den gamle kaledoniske skov, der har været her

Da den sorte hest kommer galopperende på vejen foran mig, tror jeg først, det er noget, jeg bilder mig ind. Dens hale er som en sort komet, der strømmer lige ud i luften efter den. Min fod rammer bremsen alt for hårdt, og hjulene slingrer. Bilen snurrer rundt i en halvcirkel og standser baglæns midt på vejen, lige i tide til, at jeg kan nå at se hesten forsvinde ind mellem træerne.

Jeg har skruet op for varmen i bilen. Vejen er isglat, og det er begyndt at sne let. Blidt hvirvlende kniplingsfnug. Køreturen er så smuk. Det er et storslået landskab med bølgende bakker, bugtende floder og bræmmer af tæt skov.

standser skramlende ved siden af mig. “Er du okay?” spørger en mandestemme fra vinduet, som står på klem. Jeg nikker.

Mit hjerte snører sig sammen, da jeg lister bilen over i vej kanten.Enpickup

22 siden istiden. Disse træer tilhører en ubrudt 9000 år gammel evolutionskæde, og det er blandt dem, vi har anbragt den nær meste ulveindhegning, den med ulvene nummer Seks, Ni og Tretten. Hvis det lykkes dem at danne et kobbel, vil vi navngive dem efter deres nye hjem: Abernethy. Der er ikke mange huse her, men mellem os og den nærmeste by breder fåreavlernes græsgange sig lysende grønne. Det var ikke det sted, jeg selv ville have valgt at anbringe et nyt ulvekobbel, men der er ikke mange steder i det skotske højland, hvor man ikke finder får, og under alle omstændigheder bliver ulvene ikke, hvor de er. Jeg håber bare, at de foretrækker skovens beskyttelse. Hinsides dette stræk med kølig fyrretræsskov tårner Cairngorms-bjergkæden sig op, og dér, fortæller man mig, ligger højlandets vilde hjerte, uden får og veje. Måske er det dér, ulvene vil søge hen.

Jeg peger i den retning, den løb. “Åh shite,” siger chaufføren, og så drejer pickuppen til min forbløffelse væk fra vejen for at følge efter hesten. Jeg følger den rædselsslagent med blikket, mens den pløjer sig gennem sneen. Så tjekker jeg uret, hopper ud af bilen og følger hjulsporene. Det er ikke svært. Han har efterladt sig et kølvand af dybe render. Det sner mere nu. Verden synker ned i sne omkring mig. Jeg har travlt, jeg kommer for sent på arbejde, men alligevel. Jeg lægger nakken tilbage for at se op. Snefnug på mine læber og øjenvipper. Jeg rækker hånden ud og rører ved den kolde, papirtynde bark på en vortebirk, og jeg husker de 40.000 aspe træer, der åndede omkring mig. Deres trækroner var ikke nøgne som disse, men kanariegule og lige så levende som hans stemme i mit øre. Den er ved at dø. Vi tager livet af den. Et råb i det fjerne. Jeg giver slip på dette minde og sætter i løb. Forbi hans pickup og ind i den høje sne, der kun brydes af hans hjulspor og sporene af en panisk hest. Jeg sveder, da jeg når frem til floden, der ligger som en smal, frossen strime af is mellem de stejleJegbrinker.fårøjepå hans mørke skikkelse længere fremme. Neden under ham står hesten på den frosne flod. Selv på denne afstand kan jeg mærke kulden under dens hove. En skærende kulde. Manden er høj, men jeg kan ikke se mere af hans figur under alle lagene af vintertøj. Han har kort hår, der er mørkt ligesom hans skæg. Ved siden af ham sidder en sort og hvid collie roligt. Manden vender sig om mod mig.

23 “Har du set en hest?”

“Er det ikke din?” Han ryster på hovedet. Jeg begynder at klatre ned i den stejle ravine. “Det skal du ikke,” siger han. “Jeg kan ikke hjælpe dig op.” Jeg følger hesten med blikket, mens jeg kurer ned ad den ujævne flodbrink. Mine støvler rammer isen, og jeg kanter mig forsigtigt ud, mens jeg holder øje med revner. Den bærer indtil videre, men der er steder, hvor den er så tynd, at man kan se det mørke vand nedenunder. Jeg ser, hvor let det ville være at komme til at træde forkert, så isen revner og jeg lige så stille

Vi kigger på dyret på isen. Hun lægger ikke ret meget af sin vægt på den forreste hov. “Hvad venter du på?” spørger jeg.

Han betragter mig og smiler så. “Du kan melde mig, når jeg har taget mig af den her hest.” Han taler virkelig skotsk.

“Du ved godt, at det her er fredet skov, ikke?” spørger jeg.

Han rynker spørgende brynene.

“Jeg har et dårligt ben. Jeg ville ikke klare den. Og isen holder ikke evigt.”

Jeg peger på hans pickup og det rod, den har lavet. “Du er tilsyneladende ligeglad med, at det der er ulovligt?”

Der er små sprækker på overfladen, og de breder sig, hver gang hesten rører på sig. “Jeg må hellere hente mit gevær i bilen.”

Hesten pruster og slår med hovedet. Den sorte pels er kun brudt af en hvid blis mellem hendes store, urolige øjne. Jeg kan se hendes mave bevæge sig gispende ind og ud.

“Hvad hedder hun?” spørger jeg. “Aner det ikke.”

25 bliver trukket ned. Jeg ser min krop blive ført med af strømmen og tumlet rundt, indtil den er væk. Hesten. Hun betragter mig. “Hej,” siger jeg og møder hendes dybe, fugtige blik.

Jeg sætter mig ned på hug for at gøre mig selv lille. Hun stejler ikke igen, men følger mig med blikket. “Har du noget reb i bilen?” spørger jeg manden uden at se op på ham. Jeg hører ham gå hen efter det. Hesten og jeg venter. Hvem er du? spørger jeg hende tavst.

Hun er et stærkt dyr, og hvis jeg skulle gætte, ville jeg sige, at hun først for nylig er blevet redet til. Det er længe siden, jeg har redet en hest, og jeg er noget helt andet nu, end jeg var dengang. Jeg lader hende se mig og overvejer, hvad hun mon kommer frem til.

Manden vender tilbage med en rulle reb og smider den ned. Jeg slipper ikke hendes blik, mens mine hænder binder de gamle velkendte knob, som jeg kan på rygmarven. Jeg fast holder hendes blik og rejser mig op. Med en hurtig bevægelse kaster jeg lassoen over hendes hoved og trækker den sammen omkring hendes hals. Hun stejler rasende en gang til, og isen kommer til at revne, det er jeg sikker på. Jeg lader rebet glide

Hun slår med hovedet og stamper. Hun er trodsig og stærk. Jeg bevæger mig tættere på, og hun stejler. Tordnende hove lander med et smæld. Jeg spørger mig selv, om hun ved, at hen des raseri risikerer at koste hende livet, om hun måske har det fint med det, måske vil hun hellere kaste sig ud i glemslen end vende tilbage til det, hun er flygtet fra, hvad det så end er. Bidsel og tøjle, en sadel. Visse heste er ikke skabt til at være ridedyr.

26 mellem mine hænder, så jeg ikke bliver væltet omkuld, men er sikker på at have godt fat. Da hun lander, giver jeg hende ikke chancen for at stejle igen. Jeg trækker i rebet for at tvinge hendes hoved ned, og så går jeg hen til hende og løfter hendes ene forben. De to bevægelser får hesten til at bøje det andet forben, og hun sænker sig lettet ned på isen og vælter tungt om på siden. Jeg lægger mig oven på hendes krop, stryger hende over panden og halsen og hvisker til hende: God pige. Hendes hjerte hamrer. Jeg kan mærke rebet omkring min egen hals. “Isen,” siger manden. Der er tusindvis af fine revner nu. Da hun er klar, lader jeg mit ben glide hen over ryggen og giver hende et lille klem med knæene, klikker med tungen og siger: op, op. Hun hæver sig op, og jeg glider på plads med det andet ben og klemmer knæene sammen om hendes krop. Rebet ligger stadig om halsen på hende, men jeg har ikke brug for det. Jeg griber fat i hendes manke og manøvrerer hende ind mod den stejle flodbrink, mens revnerne skælver under os. Det her kommer til at gøre ondt, siger jeg til hende, men hun springer opad, så jeg er lige ved at ryge bagover. Men jeg er beredt. Jeg følger hendes bevægelser og klemmer benene sammen for at blive siddende. Hun kæmper sig op. Hendes hove famler efter fodfæste, og jorden skrider under hende, men så er vi pludselig oppe over kanten, og hendes sitrende ophidselse smitter mig. Bag os er isen på floden brudt op. Jeg lægger mig fladt ned mod hendes hals igen. God pige. Tapper pige. Hun falder til ro, men jeg ved ikke, hvor længe det vil vare. Hun støtter ikke på sit dårlige ben. Denne tur har måske ødelagt det helt. Jeg stiger af og rækker manden rebet. Det er ru i hans bare næver, i mine. “Vær forsigtig med hende.”

“Jeg er lige flyttet hertil.” “Hvorhen?” spørger han, og jeg spekulerer på, om han er et af den slags mennesker, der gør en dyd ud af at kende Gud og hvermand inden for hundrede miles omkreds. Han har kraftige bryn og et mørkt blik i øjnene. Jeg kan ikke finde ud af, om han er pæn, men der er noget foruroligende ved ham. “Hvad bringer dig så her til disse kanter?”

“Jeg så hende bare, ligesom dig.”

du hente hende, hvis hun ikke er din?”

Jeg vender mig om. “Skal du ikke tilkalde nogen til den hest?”

“Ikke endnu. Men det bliver de.”

“Så giver jeg de lokale et praj om at låse deres koner og døtre inde. De store stygge ulve kommer.” Jeg ser ham lige ind i øjnene. “Hvis jeg var jer, ville jeg være

“Mange tak,” siger han og nikker. “Er du hestedame?”

Jeg betragter ham. “Hendes ben er skadet. Hun skal ikke rides.”“Så tilkalder jeg en hestetransport. Du er ikke her fra egnen?”

“Ikke rigtig,” svarer jeg. “De fleste er omkommet i skov brande.”“Åh.”Detlukkede munden på ham. Lidt efter spørger han: “Er de blevet sluppet fri?”

“Er det dig med ulvene?” spørger han, og jeg standser. “Vi fik at vide, at vi kunne forvente en australsk lassie. Hvad går det ud på? Er der ikke nok koalaer at kramme?”

“Nej.” Jeg smiler skævt. “Vil du ride hende hjem? Hun er fra Burns’ gård, ikke så langt mod “Hvorfornord.”ville

mere bekymret for, at konerne og døtrene stak af sammen med ulvene.”Han ser overrasket på mig. Jeg vender mig om for at gå tilbage til min bil. “Næste gang, du skal opspore et dyr, så ring til nogen, der har forstand på det, i stedet for at bulldoze din monsterbil gennem fredet under skov.” Pikhoved. Jeg hører ham grine. “Javel, ma’am.” Da jeg kigger tilbage, er det på hesten. Farvel, siger jeg til hende. Og: Jeg er ked af det. For det skadede ben betyder måske en helt anden slags frihed.