Første del OS
I det fjerne lyder en torden. Det er bomber, der falder et sted længere sydpå, end hvor vi er. Der er borgerkrig, men her hvor vi er, er der trygt. Og vi har det for os selv. Vi har lejet et lille hus på en hemmelig ø i min fars land Kroatien. Jeg er kommet her hele mit liv. Et sted, hvor sjæle hviler og tanker flyver. Ingen bananbåde med skrigende turister, der skal opleve og konsumere som græshopper. Til dette sted vender jeg altid tilbage. Det er mit sted. Til låns. Til jeg dør. Den, som skal følge mig hele vejen, må være indstillet på, at vejen hver sommer går her forbi, og hvis ikke må vi holde sommer hver for sig. Her martres jeg af kedsomhed, økuller og depression i nævnte rækkefølge, før jeg transformeres ind i glæde, energi og lyst til at fortsætte livet. At bringe Ida til dette hellige sted er noget helt specielt. Det er 1993. Vores sidste sommer sammen som gymnasiekærester, inden hun skal flytte til Italien. Vi har været sammen i snart to år, men det sidste år har været meget bedre end det første, hvor vi slog op on and off, indtil vi forstod, at det for alvor skulle være os. Hun er færdig med gymnasiet og skal være au pair i Rom efter ferien. Jeg vil også ud at rejse, når jeg er færdig om et år. Jeg vil her til Kroatien og i krig. Det er min plan. Det er ikke noget, jeg siger til nogen, men jeg er 17 år og har påtaget mig min fars sorg og vrede og vil slås for landet på trods af, at jeg dårligt taler kroatisk og er født i Danmark af en mor fra Ålborg. Vi tager til Kroatien hver sommer, og min far forsvinder mentalt ind i den kultur, han engang forlod, og det starter som oftest allere-
– 9 –
de, når vi pakker bilen. En ulmende irritation og stress ligger i luften, og man skal helst agere en kuffert, der blot sidder tavs på bagsædet, indtil vi ruller over grænsen og er sikkert fremme. Mit hjemland er Danmark. Med mine mors blå øjne, blonde hår og runde kinder havde jeg som lille ikke meget fysisk at spejle mig i hos min far. En far, som talte kroatisk det meste af sommerferien i Kroatien og halvdelen af året i telefonen med sine venner i Zagreb, så jeg reelt ikke forstod, hvad han sagde i halvdelen af hans levetid. Jeg forestillede mig, hvad han mon snakkede om med sine venner og lærte mig på ferierne at se ud, som om jeg forstod, men jeg var ikke andet end en turist, der legede indfødt. Spillede en rolle. Men jeg er stolt af min far, og tanken om at drage i krig som frivillig soldat og slås for hans land, som jeg føler også er mit, lokker mit umodne sind. Ønsket om at blive set af sin far kan føre til mange afveje. At bringe et offer og gå i krig for hans sag er en af dem.
Men i år – i 1993 – er Ida med på bagsædet! Hun er den eneste, der ved det med krigen. Ja, faktisk den eneste, jeg kan tale med. Hun er den, som sætter ord på det hele, for jeg har svært ved at udtrykke mig. Svært ved at sætte ord på noget som helst. Det er, som om der sker for meget til, at jeg kan følge med. For meget kaos i mit liv. For selvom vi bor 2.000 km væk fra krigen, udkæmpes noget af den fra mit hjem i Holbæk. Min far arbejder tæt sammen med et netværk af eksilkroatere sammen med den kroatiske præsident, og han rejser konstant frem og tilbage mellem Kroatien og Danmark, hvor han organiserer forsendelser af medicinsk udstyr til Kroatien og etablerer kontakter til dit og dat. Imens forsøger min mor at manøvrere rundt mellem storpolitik og frikadeller, når hun kommer hjem fra sit job som tandtekniker. Telefaxen ruller, og livet i hjemmet i Holbæk er intenst. Der er meget på spil. Der kører store, fancy biler til vores hus, og efterretningstjenesten er også forbi, da vores hjem
– 10 –
pludselig bliver til konsulat for Kroatien. Post skal hver dag scannes for bomber og attentater med en lille håndscanner, der ligner en tennisketcher, fordi min far udover at være læge nu også er konsul on the side og sågar senere bliver ambassadør for Kroatien flere steder i verden. Der bliver også sat en flagstang i baghaven, som loven foreskriver, så konsulatet kan flage med det kroatiske flag på helligdage. I mit hjem. Hvor jeg bor. Her fylder krigen alt, og det smitter af på hele familien. Men Ida går med mig. Holder mig i hånden på bagsædet og er min lomme af klarsyn. En pause fra det hele. Den, der kan aflede mig fra både mit ubevidste og bevidste jeg. Hende, som viser mig en anden side af verden.
For det er komplekst at bevæge sig mellem skole og hjem, og jeg har ikke modenheden til at finde ordene. At tale om følelser er ikke min stærkeste side. Ofte bryder jeg sammen uden at forstå hvorfor. Tårerne kommer bare. Ved et lille stykke musik. Ved et enkelt ord. Og når det sker, må jeg lyve, for alt skal jo have en årsag, og den kan jeg ikke altid finde. Så jeg lyver. Spiller skuespil. Jeg har en ven på Balkan, der er blevet skudt, kan jeg finde på at sige, hvis jeg bliver overvældet af følelser. Som en gang på cyklen, hvor jeg med en ven var på vej hen til en klassekammerat for at se EM-Finalen i 92. Pedalerne kunne ikke længere dreje. Mine ben ville ikke. Jeg stoppede op, og en ukontrolleret gråd eksploderede ud over Blomsterhaven, hvor jeg havde boet det meste af mit korte liv. Min ven holdt nogle meter foran mig. Han sagde intet af mangel på ord og modenhed ligesom jeg. Jeg græd færdig, og vi kørte videre og talte aldrig om det igen. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Ida sagde, at det, jeg havde oplevet på cyklen, var noget, der hed et sammenbrud. At jeg havde fået et angstanfald. Jeg forstod det ikke.
Et angstanfald?! Nej, jeg er tværtimod rasende. En tikkende bombe. Jeg har lyst til at tæske alle mine venner sønder og sam-
– 11 –
men. Smadre dem mellem to af Holbæks bedste pølsevogne. Gider ikke at høre på deres dumme trivielle intriger, når min verden bogstaveligt talt er i krig. Og alligevel labber jeg det hele i mig som den usikre teenager, jeg er. Jeg er en krudttønde og et kludetæppe af mørke farver fuld af kaos, og ligegyldigt hvor meget jeg råber, kan jeg ikke formulere mig ordentligt, og ingen forstår, hvad fanden mit problem egentlig er. At jeg er eksistentielt angst og ikke kan manøvrere mellem hjem og skole og samtidig er en “følsom dreng”, som min mor siger så tit. Jeg er bange. Bange for det hele uden at vide det – og uden at vide hvorfor. Det er de andre, der har et problem, fortæller min selvopholdelsesdrift mig, og jeg pansrer mig ind i en fortælling om, at jeg er anderledes, fordi jeg er halv kroat. Ja, har endda en hel plads i centrum af hovedstaden Zagreb opkaldt efter familien, Iblers Plads, hvorved jeg i min teenagehjerne ubevidst enfoldigt bilder mig ind, at jeg er bedre end andre. Til det hele! Bedre og klogere på alle planer uden indblik i mig selv. Hør mig! Se mig! Jeg er ikke til at få ned med nakken, og vil andre ikke dreje projektøren hen på mig, så skal jeg fandme nok selv gøre det!
Men alt, hvad jeg egentlig vil, er som alle teenagere blot at være som de andre. Ikke at skille mig ud. Ikke ses, men alligevel ses. Ikke høres, men alligevel høres. Blot være et med gruppen som den, jeg er. Som med Ida. Vi er et. Hos hende kan jeg få luft. Hos hende behøver jeg ingen selvopholdelse. Behøver ikke at gøre mig hård. Jeg, den indestængt rasende. Ensom i min forvirring over mig selv. I den ensomhed møder hun mig og er min eneste redning fra kaos. Jeg har mere brug for hende, end hun har for mig. Som et spejl, som jeg kan se ind i og spørge: Hvem er jeg?
– 12 –
Nu er vi os. Her i varmen på min ø. På sommerferie. Vi er lykkelige. Jeg vil ikke længere i krig. Jeg behøver ikke at kæmpe. For hun ser mig. Jeg er hos hende. Jeg slipper mig selv. Slipper kaos. Slipper min fortælling om den, jeg er. Vi sætter os på terrassen. Hun i gul bikini. Jeg i blå badebukser. Hun sætter sig på mit skød. Vi sætter kameraet op. Tager et foto. Stadig børn. Lever i nuet og i følelsen af at have fundet hjem i hinanden. Snart skal vi splittes op. Hun til Italien, jeg i 3.g, men vi aftaler, at ligegyldigt, hvad der sker, må vi holde sammen. Den sommer giftes vores sjæle. På indersiden af låget på et spil Ludo skriver hun med store bogstaver:
Jeg elsker dig!
Jeg arbejder, ergo er jeg
Vi er de historier, vi fortæller om os selv, og den historie, som du skal til at gnave dig igennem, er historien om en pårørendes liv i opløsning. Ikke historien om et parforhold. Du sidder måske med bogen, fordi du vil høre om mit tab af min kone, Ida. Om at stå alene som enkemand med to små børn. Sammenstødet mellem eksistens og død. Det er trafikuheldet, som du ikke kan lade være at køre langsomt forbi, og jeg skal nok levere, for min kones død er en del af min historie, som jeg må have ud og ned i denne bog. Lukke og lægge væk.
Men så enkelt er det nu alligevel ikke. Historien klæber sig til mig og har ikke en afslutning, hvor det hele ender godt trods alt. Som hobbitten, der har været på eventyr og nu vender tilbage til Herredet. Det vante. En smule visere, mærket af livet, men alligevel tilbage i hverdagen. Det ved jeg ikke, om denne bog gør. Ender godt. Ender med erkendelse. Et liv kan jo hverken måles eller vejes, og der er ikke et entydigt resultat på livet. Blev det godt eller dårligt? Farverigt eller gråt? Who cares? Liv er liv. Død er død. Begge dele er formentlig ligeglade med, hvad vi synes om resultatet i vores sofistikerede erkendelser, der hele tiden ændrer sig. Om vi vender tilbage eller går frem. Livet fortsætter blot med at udvikle sig. Det har noget kørende med døden, og som sådan er liv og død dybt sammenflettede, som vi mennesker også er det.
Min ene halvdel gennem tyve år er død, og her fire år efter
– 14 –
står såret stadig åbent. Men ikke som sorg. Ikke som savn. Ikke som chok. Såret er lidt af det hele, men i forvandling. Der er ved at vokse noget andet frem. Et andet liv. Måske et slebet menneske. Måske et bedre menneske. Hvis jeg er heldig.
At stå på sidelinjen og se min kone sygne hen og dø har ændret alt. Alt, hvad jeg troede, jeg var og skulle være. Alt, hvad jeg troede, mine børn skulle sættes i verden til. En verden, hvor det nu blot handler om at overleve. Måske blot for en tid, men dog imens denne bog skrives. Den er destilleret ud af mine tanker gennem mine sidste fire år som enkemand og før da som pårørende gennem syv år lænket til en kræftsyg kvinde, for hvem jeg ville gøre alt og ville gøre alt igen. Den vil være set gennem mine øjne som far og skabende, professionel kunstner, der forsøger at give mine børn det liv, som blev taget fra dem ved deres mors død. Give dem det, som alle andre børn har. En hverdag i Herredet. Uden mor, men med en far, der også kan.
Hvad der står i denne bog, er en beskrivelse af et knockout i slowmotion. Hvor jeg hen over en lang tidsperiode fra Idas første sygdomsperiode i 2012 til hendes terminale tilstand i 2018, død i 2019 og de første fire år efter forsøger at genfinde mig selv. Men den, jeg var, sidst jeg var alene, havde ikke små børn. Da var jeg ikke far. Da havde jeg ingen andre at tage hensyn til end mig selv. Ingen at værne om og beskytte. Det har jeg nu. Enhver mulighed for at finde mig selv igen og dyrke min sorg og svælge i min begyndende panikalder slutter klokken 15, når børnene kommer fra skole. Da kalder nogen mig far, og jeg må lægge mig selv til side.
Ja, jeg ligner sådan set også en Mr. Average, der renser tagrender i weekenden. Ser mild, venlig og harmløs ud. Men tag ikke fejl. Jeg er klichéen på manden, for hvem ambitioner betyder alt. Manden, der blot føler at være noget gennem sit arbejde. Jeg er stolt over at have kunnet klare mig i en branche som
– 15 –
min, men at give slip på en drøm, som jeg troede var et kald, er ikke nemt. På den måde er rejsen i denne bog så idiotisk banal: “Mand skal lære, at det er kærlighed og ikke arbejde, der betyder alt”. Der findes lige så mange rejser, som der findes pårørende, og jeg ville ikke være tro mod min, hvis jeg ignorerede, at arbejdet fyldte alt for mig, indtil Idas sygdom og død skubbede til alle mine værdier, og jeg indså, at jeg havde spildt min tid i alt for mange år.
For da hun døde, forsvandt mit arbejde på uforklarlig vis med hende. Jeg blev arbejdsløs og stod uden en essentiel indtægt og blot med stumperne af mit konstruerede selvbillede som en relativt succesfuld skuespiller og med ansvar for mine to små børn. Og jeg er langt fra den eneste. Jeg ser det i den klub, jeg pludselig er blevet medlem af for tidligt. Klubben for yngre enker og enkemænd med børn. Jeg ser mennesker blive fyret efter orlov, smidt ud af deres boliger, med venskaber der forsvinder, og familieopgør der eksploderer. At miste sin kone eller mand for tidligt har enorme konsekvenser, som ikke blot handler om sorg. Det griber ind i dit syn på verden. Ændrer og rekonstruerer alt i dig. Måske i det stille, men alt omkring dig synes ikke rigtigt at kunne følge med. Eller du kan ikke selv følge med alt det, som var før. Måske kan du, men noget i dig er blevet hult og tomt. En følelse af ikke at være forstået, selvom du godt ved, at der egentlig intet er at forstå. En følelse af ensomhed, der ikke rigtigt vil gå væk. For med den døde tages alt fra dig. Også det, som du troede var dig. Og passer du ikke på, indtræder offerrollen, som er svær at slippe igen.
At lave kunst er et kald, der har snyltet sig ind på mig i de sidste 25 år, og jeg har troet, at hvis det blev taget fra mig, ville noget af mig blive væk. Min ild og mit drive ville forsvinde. Min livsgnist. Men den barnlige og tåkrummende historie, jeg fortalte mig selv om, at kunsten ligger så dybt i mig, at jeg ville
– 16 –
visne og dø uden, er falsk. Jeg ville i stedet visne og dø, hvis ikke jeg var blevet hos Ida til det sidste. At sidde og holde hende i hånden, til hun forlod mig, var alt. Alt, hvad der er ægte. Alt, hvad der betyder noget. Alt andet er så ligegyldigt. Hendes død har sat en bevægelse i gang mod et andet liv. Jeg har levet godt af at lyve. Spillet roller og transformeret mig til en anden på film og tv og på en scene. Ladet, som om jeg var noget andet. Nu transformeres jeg mod min vilje til noget, jeg ikke ved, hvad er, og hvor jeg ingen kontrol har. Jeg prøver at kæmpe imod, men det nytter intet, og Idas død er ved at tage næsten alle aspekter af mit liv med sig. Min hverdag er blot en skygge af den hverdag, der var engang, og som betød så meget, men som nu er ved at smuldre.
Måske komplicerer jeg tingene, for i bund og grund er jeg en simpel mand. Jeg skal have hænderne i tingene som en håndværker. Jeg må have hver enkelt reservedel på bordet for at forstå, hvad der er sket. Jeg er ofte som en neandertaler, der skal lære om følelser. En mand, der stiller de dumme spørgsmål, svarer forkert og taler ivrigt om pik og patter. Jeg mansplainer, tolker og belærer. Træder forkert og måske hen over læserens tæer, forarger og ser alt fra kun min egoistiske pårørendenæsetip. Men jeg har alligevel brug for dig, læser. Brug for, at du holder min hånd på min rejse.
Så hold fast, og fordøm mig ikke, når jeg udstiller mig selv og falder ned i min offerrolle eller fornærmer til højre og venstre. Jeg er stadig i et ekko af sorg og er endnu ikke helt mig selv. Så læg dig selv til side. Du behøver ikke være enig. Lyt blot, for det er det eneste, du kan og skal. Det er ikke dit ansvar at løse mit problem. Eller at sammenligne. Eller at sige, at det nok bliver godt igen. Bare lyt, for alt, hvad jeg skriver i denne bog, kommer af sorg og mit behov for at dele den med dig. At finde mig selv på ny efter en hændelse, der bliver ved at farve mit liv.
– 17 –
Mit syn. Mine dage, timer og minutter, hvor jeg skriger, men lader, som om alt er godt. Erkendelse og indsigt føles så smukt og enkelt, når det opstår, men man skal tit så meget igennem for at komme derhen. Jeg prøver at forstå, hvad min indsigt er, for lige nu fatter jeg faktisk ikke en skid. Jeg ved blot, at der er noget i mit liv, som jeg skal gøre noget ved …
