Entreprenørstaten

Entreprenørstaten.indd 2

09.04.2021 13.18

S i g g e W i n th e r N ielse n

ENTRE PRENØR STATEN

hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det

Gads Forlag

Entreprenørstaten.indd 3

09.04.2021 13.18

Entreprenørstaten Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft - og hvordan vi fikser det Af Sigge Winther Nielsen © 2021 Sigge Winther Nielsen og Gads Forlag A/S 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Forfatterfoto: Søren Rønholt Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk og Indbinding: Scandbook Printed in Sweden ISBN: 978-87-12-06463-3 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Entreprenørstaten.indd 4

09.04.2021 13.18

”Alting flyder” Heraklit

Entreprenørstaten.indd 5

09.04.2021 13.18

Entreprenørstaten.indd 6

09.04.2021 13.18

INDHOLD Prolog Introduktion

9 21

Del A: Statens optur og nedtur: Vilde problemer i demokratiet 55 Kapitel 1: Fortid – Hvorfor blev staten stor?

57

Kapitel 2: Nutid – Hvordan mister staten sin magt?

83

Kapitel 3: Forandring – Hvor fejler staten?

Del B: Demokratiets (elite)hus: klar til at skifte kurs?

102

143

Kapitel 4: Embedsmænd – Når centraladministrationen spiller defensivt …

146

Kapitel 5: Politikere – Når Christiansborg forventer det umulige …

175

Kapitel 6: Journalister – Når medierne fejrer hurtig handling …

197

Entreprenørstaten.indd 7

09.04.2021 13.18

Del C: Entreprenørstaten: En stat der løser vilde problemer

217

Kapitel 7: Entreprenørstatens dna – Hvordan kan fordør og bagdør bindes sammen?

220 Kapitel 8: Mettes entreprenørstat? – En statsminister af eller med tiden

250

Kapitel 9: Vejen til entreprenørstaten – Ti bud til en stat, der løser problemer 277 Om bogen Tak Appendix I: Hvor vildt er det vilde problem?

Appendix II: Kapitelfigur Appendix III: Tre statsforståelser Litteraturliste Noter

Entreprenørstaten.indd 8

326 329 332 333 334 337 361

09.04.2021 13.18

PROLOG ”Lars Løkke er fandeme gået på toilettet,” lyder det i øresneglen fra min rasende redaktør. Jeg retter på mikrofonen og rykker stolen endnu tættere på det buede bord – en nervøs trækning finder vej til min mundvig. Klokken nærmer sig hastigt 22.30.

Jeg kigger ned i mine papirer med spørgsmål om, hvordan en storstilet plan for Danmark overhovedet skal kunne gennemføres.

Det handler om en økonomisk helhedsplan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har lanceret den 31. august 2016, hvor han med egne ord vil sikre, at Danmark ikke ”sakker agterud” i det internationale kapløb om talent og kapital.1 ”Du bliver sgu nødt til at freestyle de første minutter af udsendelsen, før Løkke forlader lokummet,” lyder det fra redaktøren igen.

Som vært på Deadline har man igennem udsendelsen tre stemmer i øret. Redaktøren, som tager sig af indholdet. Produceren, der står for den tekniske afvikling. Og så en promptefører, der holder styr på tid og ruller introtekster hen over en skærm, så værten kan læse direkte op i kameraet. ”Et minut til udsendelse,” siger produceren. ”Øh, hva’ gør vi nu. Hvor vil du starte med prompten og læse op?” lyder det fra føreren i min snegl. ”Held og lykke – du finder på noget,” lyder det fra redaktøren.

Den klassiske Deadline-jingle lyder. Krydsklip til studiet, og så er vi på. ”Veeeelkommen indenfor,” siger jeg, så langsomt som jeg kan, for at få tiden til at gå.

9

Entreprenørstaten.indd 9

09.04.2021 13.18

Jeg går i gang og fremstammer, at regeringen har fremlagt en stor politisk plan, der vil flytte rundt på mangt og meget i samfundet.

Men pludselig ud af det blå studiemiljø ankommer kavaleriet.

Statsministeren sjosker ind i studiet, som om han havde al den tid i verden, han kunne bruge. ”Nå, hej, Sigge, er vi klar nu eller hvad?”

Jeg kan ikke svare, da jeg er i gang med at læse op i kameraet.

Men noterer mig da glædeligt, at Løkke har valgt at rejse sig fra tønden og arrivere i studiet.

Produceren smider et klip på, så jeg kan få gelejdet Løkke op på den alt for høje barstol. Han har dog allerede krammet på mig med sit toilet-stunt. Og jeg ligner i øvrigt mig selv alt for meget i et for stort licensbetalt jakkesæt fra herre-ekviperingen Hartung, der giver mindelser om en konfirmationsfest, som har tabt fart, inden den begyndte.

Løkke gør det godt; som en rutineret politiker kører han ind og ud af spørgsmålene efter behag. Jeg har for flere år siden skrevet en biografi om ham. Og det, som slog mig dengang, var Løkkes evne – som få andre politikere i dag – til at kombinere fordøren og bagdøren til demokratiets hus.

Kort fortalt: Fordøren til demokratiet handler om den offentlige samtale, hvor politiske udspil præsenteres og meninger brydes.

Bagdøren til demokratiet handler om den politik, som vedtages i Folketinget, der omsættes til praksis, så borgerne mærker en forskel.

Så når Løkke i tv-studiet ’sælger’ helhedsplanen til befolkningen, er han ved fordøren til demokratiets hus, og når han udruller planen i virkeligheden hen over årene, er han ved bagdøren. Løkke har blik for, hvordan både fordør og bagdør spiller sammen, hvis vælgerne skal opleve forandringer. Især evnen til at sikre, at bagdøren ikke smækker, når fordøren åbnes på vid gab, hvis det er alt for urealistisk eller uigennemtænkt, hvad der foreslås af politik i den offentlige debat.

10

Entreprenørstaten.indd 10

09.04.2021 13.18

”Velkommen, Lars Løkke Rasmussen,” siger jeg i et lidt for taknemmeligt tonefald. Vi mundhugges om teknikaliteterne i helhedsplanen. Om der egentlig er brug for så stor og hurtig en plan?

Om det overhovedet er muligt at gennemføre det, han foreslår? Om regeringens beregninger giver mening? Efter kort tid giver Løkke mig de velkendte øjne, som signalerer, at han snart lukker konfirmandens fest med et par snørklede svar om, hvor uvedkommende mine spørgsmål er.

Igennem det 22 minutter lange tv-interview tager jeg mig selv i at se det hele udefra. Til trods for at der sikkert er mange fine idéer i helhedsplanen – hvad skal vi så egentlig bruge det her til? For bliver det overhovedet omsat til forandringer ude hos danskerne? Og er der egentlig nogen, som bekymrer sig om, hvorvidt det måtte ske, når lyset er slukket i tv-studiet?

En redaktør fra TV 2 skriver efter interviewet på Twitter, at der var alt for mange spørgsmål om beregninger bag gennemførelsen af helhedsplanen – og for lidt fokus på det politiske drama med at samle flertal i folketingssalen. Med andre ord: Redaktøren ville instinktivt have mere fordør, mindre bagdør.

Løkke har netop historisk været eminent til at få sammenhæng mellem fordør og bagdør. Både som viceborgmester, amtsborgmester, minister og nu statsminister. På den måde kunne der laves store vedtagelser om udlicitering af ældrepleje, kommunesammenlægninger, kræftpakker eller efterlønsbeskæring.2 Men denne gang er jeg mere usikker på, om han har greb om bagdøren. Det er gået hurtigt med at flikke helhedsplanen sammen, og mange samfundsgrupper stejler mere højlydt end normalt – fra eksperter til berørte parter.

Læg dertil, at Løkkes støttepartier er lidet imponerede over helheden i planen.

Jeg cykler hjem fra DR efter midnat gennem Amager Fælleds dystre mørke. Jeg kan ikke slippe tanken om, at det danske demokrati er blevet til et teater, hvor politikere, presse og embedsmænd underholder hinanden med politiske udspil, som de alle ved aldrig 11

Entreprenørstaten.indd 11

09.04.2021 13.18

bliver vedtaget. Og hvis de måtte blive stemt igennem i folketingssalen, lige så sikkert ikke kommer til at virke i virkeligheden. Fordi udspillet enten er for småt, for hurtigt, for uigennemtænkt eller for afhængigt af andre lande – eller fordi ingen ved, hvem der skal følge det til (bag)dørs. Spørgsmålet er lige dele skræmmende og simpelt: Er det overhovedet muligt længere at drive store politiske forandringer i Danmark?

Næste morgen glemmer jeg det hele, for så er der et helt nyt tema, som har overtaget dagsordenen. Ganske sigende.

Jeg vender dog løbende tilbage til billedet med den smækkede bagdør i demokratiets hus. Samtaler med ministre, redaktører og departementschefer bekræfter mine anelser om, at det danske system har svært ved at implementere politik. Der er en erkendelse af, at noget er galt, men de færreste kan sætte ord på det og forklare, hvad de skal gøre anderledes. Alle spiller deres roller, ja faktisk bedre end nogensinde. Og det er måske problemet: at den danske politiske kultur har ændret sig. I dag præmieres man for hurtig handling, der kan ramme en avisforside, hvad enten man er journalist, politiker eller embedsmand. Og når det bliver målet i sig selv, så forsvinder vælgernes ønsker alt for ofte op i den blå luft, når de møder virkeligheden.

I en ikke så fjern fortid foregik det hele noget anderledes, når store politiske pakker skulle bæres frem. Det skete ofte gennem: (i) velforberedte beslutningsoplæg i kommissioner og udvalg, (ii) inddragelse af relevante organisationer i udformning af den politiske løsning (iii) samt grundig og tålmodig indfasning af den vedtagne politik, inden man lavede en ny reform.

I et samfund, hvor kompleksiteten stiger, står det danske demokrati med et paradoksalt svar: Vi laver hurtige beslutningsoplæg, inddrager i beskedent omfang ekspertise, borgere og berørte organisationer samt gennemfører utålmodigt reform på reform, så de lander pladask oven på hinanden. Listen af eksempler på denne type (pseudo)politik er lang.

12

Entreprenørstaten.indd 12

09.04.2021 13.18

Tænk blot på Skats kollaps, jobcentrenes deroute, antallet af indvandrere i job, politireformens kvaler, den manglende sociale mobilitet, kvindernes ligestilling på arbejdsmarkedet, beskeden økonomisk vækst, flere hjemløse, ønsket om regelforenkling eller den ujævne indlæring i folkeskolen. Over mange år er det ikke lykkedes at løse det, som forskerne kalder de vilde problemer – det vil sige problemer, som er sammenvævet med andre problemer – selv om det har vrimlet med reformer på områderne. Men hvad værre er, så venter nu de rigtig vilde problemer. Dem, der både er grundlæggende og grænseoverskridende: klimakrise, økonomisk krise, flygtningekrise eller de globale techselskabers uregulerede fremrykning i vores samfundsøkonomi og privatliv.

Var alting så bedre i gamle dage? Selvfølgelig ikke, men alligevel ringer alarmklokkerne. Sidste gang en statsminister turde tage ordet helhedsplan i sin mund om et stort reformarbejde, lykkedes det faktisk at gennemføre det. Det var Jens Otto Krags helhedsplan i 1963.

Her gik regeringen og fagbevægelsen sammen om et indgreb i overenskomstforhandlingerne og lavede samtidig reformer, der både skulle tage ”hensyn til den samlede økonomiske bæreevne” og sikre ”social rimelighed – hensynet til de dårligst stillede i samfundet”, som Krag formulerede det arkaisk.3 Samtidig spillede pressen sin rolle uden al for stor patos: ”Er De bange for, at det er et upopulært forslag?” lød det sågar fra Ekstra Bladet om helhedsplanen i et næsten for høvisk toneleje. Og Krag replicerede: ”Mit første spørgsmål er, om det er forsvarligt.”4 Ligeså var Krags embedsværk faktisk meget kritiske over for hans udlægning af helhedsplanen – som de skal være for at sikre den mest ansvarlige kurs: ”Den helhedsløsning, som nu af Krag er forelagt for Folketinget … ligger på kanten af det forsvarlige … ,” lød det fra departementschefen, Erik Ib Schmidt, i hans dagbogsnoter.5 Det må siges at stå i kontrast til Krags heltemodige udsagn.

Der var flere af den slags resultater i 1950’erne og 1960’erne 13

Entreprenørstaten.indd 13

09.04.2021 13.18

med opbygningen af velfærdsstaten, eksempelvis folkeskolereformen af 1958, som vi skal se i kapitel 3. Nogle resultater var bedre end andre selvfølgelig; de fleste dog med et demokratisk afstemt forhold mellem politikere, journalister, embedsmænd og omverden, som betød, at der kom nogenlunde virksom politik ud af det. Men det holdt langtfra ved i det næste årti. På den ene side skabte vi en demokratisering af politik, hvor folk blev bedre uddannet, autoriteterne faldt og folkelige bevægelser blomstrede frem – med kampråb om alt fra miljø over skattesænkninger til kvinderettigheder. På den anden side kunne alle disse nye forventninger ikke honoreres af den overbebyrdede stat.

Det kunne ikke blive ved. 1970’ernes politiske krise med jordskredsvalget som den mest iøjnefaldende udposning var derfor i høj grad en demokratisk krise ved bagdøren, fordi det meste gik baglæns: en galopperende statsgæld, et privatforbrug over evne samt en ukontrollerbart voksende offentlig sektor med stigende skatter til følge. Velfærdsstaten stod ved afgrunden. I 1970’erne var idéen mere plan med plan på. Der var perspektivplaner, rammeplaner og sektorplaner. Det løste bare ikke krisen ved bagdøren – kort sagt oplevede danskerne langtfra, at reformerne virkede.

Den gode nyhed dengang var, at vi fandt en vej videre i vores demokrati. I 1980’erne og 1990’erne var det især øget markeds­ tænkning, brugerfokus og selvstyre, der igen skabte ro og regelmæssighed ved bagdøren. Simpelthen fordi fordøren mange gange blev skåret væk fra implementeringen af politik ved at lade embedsmænd udføre reformer gennem kontrakter med pisk og gulerod over for dem, der skulle ændre adfærd. Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen sad tilsammen fra 1982 til 2001 og indførte så småt konkurrencestaten. I dag skal der noget andet til. For ligesom velfærdsstaten sandede til, så er det samme sket flere steder for konkurrencestaten, som har svært ved at løse de vilde problemer. Det skyldes især to forhold.

For det første at de problemer som vi har bøvlet med at løse 14

Entreprenørstaten.indd 14

09.04.2021 13.18

gennem 00’erne og 10’erne sjældent kan klares med en hurtig plan fra Christiansborg, der nedfældes i en kontrakt af statens embedsmænd. For hvis du vil fikse klimaet, få indvandrerkvinder i job eller hæve indlæringen for de svageste elever – så kræver det ofte løbende tilpasninger, hvor du måske kun ruller en reform ud på ti folkeskoler, inddrager familierne og laver partnerskaber med fonde, forskningsverden og videnvirksomheder. En indsats der samler op, tester løs og tilpasser sig. Det tager tid og som ofte må man inddrage politikerne igen for at genforhandle mål og midler.

For det andet fører det til at konkurrencestatens tanke om at adskille fordør og bagdør bryder sammen, fordi politikerne i stigende omfang leverer pseudopolitik ved fordøren. For selv den mest ihærdige konkurrencestats-implementering med pisk og gulerod kan ikke skabe resultater ved bagdøren, hvis reformen fra fordøren er sjusket og problemet er vildt. I stedet ender det med at man trætter borgere, virksomheder og ikke mindst ansatte med skemaer, kontroller og evindelige reformændringer, som sjældent kommer i mål.6 Mit bud på en ny hovedrolle er en entreprenørstat. Det er en stat, som binder fordør og bagdør sammen, som konkurrencestaten ellers har adskilt. Vejen hen til entreprenørstaten bygger således på tre V’er. Få, men store visioner udformet som ”månelandingsprojekter”; brug af masser af viden fra fronten og forskningen; og så vedholdenhed, hvor staten giver sig tid til at inddrage omverdenen i partnerskaber, når politikken udformes og udrulles. Læg dertil, at resten af den offentlige sektor, som ikke er med på ”månelandingerne”, så kan få tid og fred til et længere sejt træk (vedholdenhed) med større faglig frihed (viden) til at komme i bund med deres vigtige opgaver i samspil med borgere og stakeholders. Hvad enten det er med erhvervsfremme, i børnehaver eller på jobcentre.

Jeg skal dog være den første til at indrømme, at ord som ”entreprenør”, ”månelanding” og ”vision” for nogle kan virke som en sammenfiltret varmluftsballon på kollisionskurs. Jeg tror nu alli15

Entreprenørstaten.indd 15

09.04.2021 13.18

gevel på, at tiden er moden til at turde tænke stort om de store problemer. Og så kassere mange af de mellemstore balloner, som tusindvis af mellemledere har bundet i en sløjfe om hånden. Så når jeg i bogen taler om et nødvendigt kursskifte, så peger jeg på en entreprenørkunst, der søger mod en ny bondebevægelse eller arbejderbevægelse – bare i en moderne udgave baseret på nutidens vilde problemer. Det handler ikke om flere pjecer med luftige ambitioner om ”Danmark som foregangsland” eller ”60-, 70-, 80- eller 90-procents-målsætninger” om alt fra hjemløse til ungdomsuddannelser, som politikerne alligevel ikke er dedikerede nok til at nå i mål med.

For entreprenørstaten vil netop gøre op med tidens pseudopolitik.

Ved at vise hvordan de vilde problemer i dag kun kan løses, hvis vi samarbejder på tværs af offentlig, privat og civilsamfund. Entreprenørstaten giver sig derfor tid til at lege, udvikle, teste og skalere for at bringe troen på politik tilbage.

Jeg forsøger i tredje del af bogen at give et første bud på, hvordan vi kan påbegynde en entreprenørstat samt indkredser de tendenser i tiden, der allerede peger i den retning. Men jeg kan sige allerede nu, at forudsætningen for, at det lykkes, er et selvopgør i den politiske elite. *** Men inden du bladrer om til løsninger, så får du her bogens forløb.

Jeg begynder med en grundig introduktion til hele bogens argumentation – og har man for travlt til at gå i dybden med alle kapitler, så er det hér, man slår til.

Dernæst har jeg valgt at inddele bogen i tre dele.

I del A afsøger jeg statens optur og nedtur ved at blive klogere på fortiden, nutiden og den forandring, som politikerne lover, men som alt for ofte forsvinder op i den blå luft.

I første kapitel kigger jeg på, hvordan det gennem tiden faktisk er lykkedes at få omsat politik til resultater. Her kommer du med på 16

Entreprenørstaten.indd 16

09.04.2021 13.18

en tur igennem verdenshistorien, hvor vi undersøger statens optur – og hvorfor den senere blev vendt til en nedtur. Vi ser, hvordan staten har indarbejdet (i) bureaukrati, (ii) retssikkerhed, (iii) demokrati, (iiii) velfærd og (iiiii) konkurrence som arkæologiske lag, der har lagt sig oven på hinanden. Staten har altså gennem årene stået imod tidens tand ved hele tiden at styrke sig til ’en ny normal’. Er det så tid til et nyt arkæologisk lag, hvis vi skal løse de vilde problemer i dag såsom klima, integration, social mobilitet eller skabelsen af flere globale vindervirksomheder? Det vil jeg mene. Og det er her, entreprenørstaten kommer ind i billedet som det næste lag i rækken.

I det andet kapitel undersøger jeg derfor, hvorfor dele af fundamentet under den stærke stat smuldrer i øjeblikket; hvorfor demokratiets bagdør knirker? Jeg zoomer ind på tre samfundstendenser, som tager fart i disse år: tidsoptimisme, transnationalisme og træghed. Og jeg viser, hvordan disse udviklinger i en uhellig alliance svækker demokratiets redskabskasse, når staten på vælgernes vegne ønsker at gennemføre politik. Det står klart, at for at løse de vilde problemer skal fordør og bagdør bindes bedre sammen.

I det tredje kapitel graver jeg mig ned i de sidste 20 års store politiske reformer i Danmark sammen med seks forskere. For kan man drive politisk forandring fra staten i dag? Jeg viser, at mange af reformerne langtfra har leveret, hvad politikerne havde lovet. At vælgernes ønsker for ofte forsvinder op i den blå luft. Derpå udtrækker jeg fem eksempler, som jeg går mere i dybden med, som på hver deres måde gør os klogere på, hvorfor det er så svært politisk at flytte samfundet i dag. Alt er dog ikke sort: Der er også lyspunkter, som viser vellykkede reformer, der har haft masser af vision, viden og vedholdenhed.

I del B af bogen undersøger jeg demokratiets elite(hus) ved at mødes med hhv. embedsmænd, politikere og mediefolk for at høre deres diagnose og kur, når det handler om statens evne til at forløse befolkningens ønsker. Kort sagt: Hvorfor ser vi så meget pseudopolitik, og er de klar til et selvopgør?

17

Entreprenørstaten.indd 17

09.04.2021 13.18

I fjerde kapitel stiger jeg op på min gamle herrecykel og taler med nuværende og tidligere embedsmænd om pseudopolitik. Nogle ved navn, en enkelt uden, da emnet er penibelt for mange praktiserende topchefer i det offentlige. Jeg spørger dem, om de oplever problemer med gennemførelsen af lovgivning. Og det gør de i høj grad. De hæfter sig ved flere problemer, når reformerne udformes og udrulles: alt for høj hastighed, lukkethed i skabelsen af politik, underfinansiering, forligskredse, der binder politisk kreativitet, utålmodige medier, modstridende politiske krav, uambitiøse reformtiltag samt manglende viden og inddragelse i implementeringen. Tidligere departementschef i Finansministeriet Martin Præstegaard siger i en af mine samtaler: ”Man vedtager for mange ting på for kort tid. Og så propper man det ned i systemerne og håber, at det går.”

I femte kapitel drager jeg videre ud og interviewer partiformænd samt tidligere og nuværende ministre. Jeg indkredser deres oplevelse af evnen til at omsætte deres politik til virkelighed. Og så spørger jeg dem om, hvad de selv kan gøre for at lette gennemførelsen af deres visioner. Flere politikere er vitterlig bange for, at demokratiet ikke længere evner at binde fordør og bagdør sammen, når pseudopolitik tager over. Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, erkender, at han og andre politikere selv er en del af problemet.

Ja, at de for ofte laver pseudopolitik, som ikke har en kinamands chance for at blive til noget.

I sjette kapitel cykler jeg hen og møder kommentatorer og redaktører. Jeg lytter til deres refleksioner over, hvilket ansvar de har for, at samfundet evner at lave politik, der binder fordør og bagdør sammen. Hans Engell siger, at han har ”svigtet som politisk kommentator”, fordi han ikke har gjort opmærksom på politikernes bluff, når de har fremlagt en urealistisk reform. Og en Deadline-redaktør mener, at journalister og politikere ”leger politik” – og at de dermed er ligeglade med, om reformerne egentlig virker. Men der er især én selverkendelse, der går igen: Den journalistiske opfølgning på reformer er for dårlig, nærmest ikkeeksisterende i mange medier, 18

Entreprenørstaten.indd 18

09.04.2021 13.18

og det betyder, at politikere og embedsmænd nemmere kan lave pseudopolitik og ikke holdes ansvarlige for at levere resultater ved demokratiets bagdør.

I del C af bogen udvikler jeg idéen om en entreprenørstat, der tænker stort og forholder sig til de vilde problemer i tiden, som vi har så svært ved at få hånd om.

I syvende kapitel udfolder jeg, hvordan en entreprenørstat kunne se ud. Jeg definerer entreprenørstatens dna ved at sætte kød på de tre V’er: Vision (klart politisk værdiafsæt med formulering af et par ”månelandingsprojekter”), Viden (input fra borgere, praktikere og forskere) og Vedholdenhed (tålmodighed i udrulningen af reformer over mange år med bred inddragelse). Derpå lagdeler jeg entreprenørstatens virkefelt ved at påpege, at ud over ”månelandingerne” er der også sektorforandringer (Viden og Vedholdenhed) og policy innovation (Vedholdenhed), som i mindre skala kan udøves i øvrige dele af staten. Jeg viser igennem flere cases, hvordan det kan udspille sig – herunder med eksempler fra både Holland og Skotland. Derudover forklarer jeg, hvordan entreprenørstaten lægger sig som et arkæologisk lag oven på konkurrencestaten og velfærdsstaten, og så forsøger jeg at imødegå en række mulige kritikpunkter af entreprenørstaten som et teoretisk luftkastel. Jeg har eksempelvis lavet en repræsentativ befolkningsundersøgelse, der på visse punkter gendriver dele af denne kritik.

Endelig er det her værd at notere sig, at jeg i denne bog ikke har plads til en udtømmende beskrivelse af entreprenørstatens arbejde.

Mit første fokus har været på en kritisk diagnose af vores folkestyre, men i en erkendelse af at det er nemmere at rive ned end at bygge op, har jeg taget de første byggeklodser med.

I ottende kapitel undersøger jeg så, om vi ser konturerne af en entreprenørstat i Danmark, ved at invitere læseren ind bag kulissen i Statsministeriet. Jeg følger Mette Frederiksen, som har gjort et stort nummer ud af en omorganisering i staten, hvor hun netop vil satse på få store projekter gennem inddragelse i partnerskaber. Jeg 19

Entreprenørstaten.indd 19

09.04.2021 13.18

afdækker, om det fører hende hen til en entreprenørstat – eller om der gemmer sig pseudopolitisk regeringsledelse i nye klæder.

I niende kapitel præsenterer jeg et startpunkt for en ny begyndelse. Nemlig ti bud, der bevæger os mod en entreprenørstat. Flere af idéerne er omkalfatrende, da gode viljer ikke er nok til at flytte os videre. Jeg peger på, at vi står over for et normskred i den måde, vores politiske kultur udspiller sig på. Og det kræver, at der ruskes godt og grundigt op for at modgå tidens tendenser til, at politik bliver teaterforestillinger mellem embedsmænd, politikere og presse.

En forestilling, som kan være sjov at følge på (tv-)scenen, men som sjældent sætter spor i virkeligheden. *** Sådan er menuen. Og ja, så er det måske værd at nævne, at hele Løkkes helhedsplan slet ikke blev til noget. Som nævnt var modstanden for stor. Fra både støttepartier, erhvervsinteresser, parter i samfundet og eksperter, som alle sammen langtfra følte sig inddraget. I de følgende år forsøgte Løkke sig med flere andre tiltag, ikke mindst med en sundhedsreform, der blev lavet i både en snæver vending og kreds. Den led også skibbrud. Løkke havde vitterlig brug for ”et befrielsens øjeblik” efter sine sidste år på statsministerposten.

Og nu står han flere år efter med et nyt ”Projekt Løkke” – hvad enten det egentlig er en bevægelse, et netværk eller et parti, så indså han i hvert fald, hvordan den politiske vridemaskine med tiden havde flyttet Løkke væk fra at være den politiker, der kunne binde fordør og bagdør sammen. Han havde taget bolig ved fordøren ligesom så mange andre, vi stifter bekendtskab med i denne bog. Så vi begynder bogen lige dér – ved en fordør – hvor politikere, journalister og embedsmænd har stimlet sammen.

Entreprenørstaten.indd 20

09.04.2021 13.18

INTRODUKTION Mads Holst afleverer den 13. oktober 2019 sin søn til ekskæresten.

Ugen efter er det så planen, at han skal hente barnet igen i børnehaven. Men han ser aldrig sit barn. Ekskæresten er stukket af til Jylland med deres fælles barn, så han kontakter det nyoprettede Familieretshus for at få hjælp. Her går der over et år, før han kan få et møde, som måske kan løse tvisten om, hvem der skal have ret til at være sammen med sønnen. Mads føler sig magtesløs. Og imens glider han længere og længere væk fra sit barn, som han kun kan drømme om at se. Mads isolerer sig i sin lejlighed på Sjælland og giver sig til at vente.7 Spoler vi tiden et halvt år tilbage, så var tonerne helt anderledes. Daværende børne- og socialminister Mai Mercado (K) sagde: ”Det her er i sandhed en historisk dag”, da hun den 1. april 2019 holdt åbningstalen lige foran den sprossede fordør til det spritnye Familieretshus i Aabenraa fyldt med presse, politikere og embedsmænd. ”Prøv at høre her. Jeg har glædet mig som et lille barn. Og det har jeg, fordi det her kommer til at være en af de mest betydningsfulde forandringer overhovedet for familier, der går fra hinanden.

Det er jeg slet ikke i tvivl om.”

Det blev bestemt betydningsfuldt for Mads og mange andre skilsmisseforældre – bare på den rigtig ærgerlige måde. Mercado var dog stålfast i sin indvielsestale, da hun fortalte om Familieretshuset, der nu skulle erstatte den tidligere Statsforvaltning: ”Bare hør ordet Statsforvaltning. Altså forvaltningen af stat, det er jo sådan et helt systemisk fokus. Og så over til Familieretshu21

Entreprenørstaten.indd 21

09.04.2021 13.18

set.”8 Mercado kan mærke varmen i det nye navn og hæfter sig ved, at der nu kommer en særlig børneenhed i det nye Familieretshus, hvor børnene har en fast kontaktperson: ”Der bliver et helt andet fokus på børns trivsel, når forældre går fra hinanden.”9 Alt dette mærker Mads og sønnen ikke noget til. Og det skal vise sig, at meget er gået galt med reformen af det nye Familieretshus, som alle Folketingets partier ellers har valgt at bakke op om.

Da vi kommer hen til sommeren 2019, står det allerede klart, at ”et langt større antal sager, end der var taget højde for, viste sig at være komplekse”, som Politiken beskrev det.10 Og det betyder, at sagsbunkerne vokser voldsomt. I december 2019 bevilger regeringen 104 millioner kroner for at komme i bund med bunkerne i løbet af 2020, fordi man anerkender, at partierne har været alt for optimistiske i deres skøn over ressourceforbruget.

Mads kontakter Familieretshuset flere gange for at høre, hvad status er nu: Ingen udsigter til et møde. Og det lykkedes heller ikke for Familieretshuset at komme i bund med mange af de andre sager i 2020. Familieretshusets fundament vakler efter reformen af Statsforvaltningen. Til trods for de gode intentioner står skilsmissebørn og -forældre i en værre situation end før, fordi længere ventetid er noget af det mest konfliktoptrappende i denne slags sager, lyder det fra flere eksperter. Konkret for Mads handler det især om, at han med god grund er bange for, at han mister tillknytningen til sit barn, når Familieretshuset skal afgøre sagen. Simpelthen fordi han ikke ser sin søn.

VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, udgiver i september 2020 en evaluering af reformen. De har spurgt forældre før og efter reformens indførelse om deres oplevelser – og konklusionerne er lige så klare, som de er katastrofale for skilsmisseforældrene: Andelen af forældre, som oplever at have fået løst deres problem, er faldet fra 46 procent til 35 procent. Læg dertil, at andelen af forældre, der er ”helt uenige” i, at de under forløbet i Familie22

Entreprenørstaten.indd 22

09.04.2021 13.18

retshuset har fået et bedre samarbejde, er steget fra 41 procent til 51 procent. Ganske skræmmende tal, som viser, at Mads langtfra er alene med sine frustrationer over reformen.11 Da VIVE-rapporten udkommer, spørger DR, om Mads nu har fået svar på sine henvendelser til Familieretshuset: ”Jeg har ikke fået svar, når jeg har kontaktet dem,” siger Mads og fortsætter: ”Al min livsglæde og mening i livet er ikkeeksisterende, når jeg ikke har nogen kontakt til min søn.”

Det er personer ligesom Mads, der gemmer sig bag de pauvre tal. Og det gør indtryk – også på politikerne. På finansloven for 2021 afsætter man derfor endnu flere millioner kroner til at rette op på skaderne. Om det lykkes, er yderst tvivlsomt. Den nye minister i Frederiksen-regeringen, Astrid Krag (S), siger ganske nedslående, da hun bliver opmærksom på problemet: ”Virkeligheden er, at vi kommer til at se ventetiden toppe ved udgangen af næste år.”12 Det naturlige spørgsmål er derfor nu: Hvem har så skylden for hele dette makværk af en reform? Flere hovedpersoner kan udpeges: Er det ministeren, Mercado, som pustede reformen op som ”historisk” og ”betydningsfuld”? Måske, men blev hun ikke bare dårligt rådgivet af sine embedsmænd, kunne man spørge. Er det så departementschefen, som burde have hevet i håndbremsen og regnet bedre på reformen og fået mere viden ind fra frontmedarbejderne?

Måske, men departementschefen reagerede jo på et politisk ønske fra alle Folketingets partier om, at der skulle ske noget slagkraftigt.

Er det så partierne i aftalen om Familieretshusets skyld? Måske, men partierne ønskede blot en hurtig ændring, der kunne tilgodese børn, som blev ramt af skilsmisser, så de over for danskerne kunne fortælle om deres handlekraft. Er det så mediernes skyld, fordi de ikke med det samme lurede, hvad der var på færde med politikernes reformfuser? Måske, men medierne blev præsenteret for et yderst sparsomt materiale om beslutningsgrundlaget, som primært foregik bag lukkede døre.

Så kan ingen rigtig siges at bære ansvaret? Formentlig. Og må23

Entreprenørstaten.indd 23

09.04.2021 13.18

ske er det snarere den måde, vi har skruet vores demokrati sammen på, som er problemet. I en situation, hvor vi har mange af de allermest komplicerede problemer tilbage i velfærdssamfundet – såsom skilsmisse-håndtering – som kræver opbygning af menneskelige relationer, tålmodighed og grundige udrulninger, hersker i stedet en trang til pseudopolitik. Og det til trods for at alle knokler løs med deres egen fornuft i behold. Det betyder skarpt skåret, at: Politikerne vil vise handling over for vælgeren, embedsmænd vil levere det, som politikerne er glade for, og journalister vil være hurtigst ude med at fortælle om et politisk initiativ. Det skaber ofte uholdbare reformer, som ikke flytter samfundet frem, snarere tværtimod.13

Boghandlens bedste bud Dette eksempel med Mads og Familieretshuset er langtfra enestående. Der er mange lignende eksempler på demokratiets kvaler med at være nyttige for borgerne. I mange år er det ikke lykkedes at reformere områder som skattevæsenet, hjemløse, klima, folkeskole, politi, folkesundhed, vækst og ligestilling – for slet ikke at nævne udsatte børn, jobformidling og integration af ikkevestlige indvandrerkvinder.14 Og listen er meget længere, set fra både højrefløjens og venstrefløjens position.

Det er imidlertid sjældent, man finder denne kritik foldet ud i en samlet fortælling – prøv blot at bevæge dig ind i en boghandel.

Gå hen til de værker, som behandler politik og samfund. Her vil du i stedet blive mødt af en uendelig strøm af titler om, at demokratiet er stødt på grund med følgende konklusioner: • At mange er stoppet med at deltage • At populister har ødelagt demokratiet med deres ytringer og ugerninger • At unge vender ryggen til demokratiet som styreform • At de sociale medier smadrer den demokratiske samtale 24

Entreprenørstaten.indd 24

09.04.2021 13.18

• At velstandsstigningen er ulige fordelt – og dermed gør det svært med lige påvirkning af beslutninger.15 Alle disse bøger bærer formentlig noget rigtigt i sig. Men det bemærkelsesværdige ved disse udlægninger er den endimensionelle forståelse af demokratiet. For hvad hvis det reelle problem, som mange oplever, ikke gemmer sig her, hvor alle bøgerne zoomer ind.

Ja, at vi søger fejlagtigt efter nøglen til demokratiets genrejsning lige der i skæret fra (tv-)lamperne, snarere end i det komplekse mørke, hvor vi tabte den?

Den amerikanske politolog David Easton kan hjælpe, selv om bogen The Political System er svær at finde på boghandlens hylder i dag. Han skrev i 1953, at man kunne forstå demokratisk politik ved én model. Der er input, som er politiske idéer om alt fra flere penge til folkeskolen eller hårdere straffe, der kommer ind i demokratiets maskine. Og så er der output, som skal skabe resultaterne, så børn hurtigere kan læse, og banditter sidde længere i fængsel.16 Eller hvis jeg skulle sige det på en mere ligefrem måde: Demokratiet kan anskues som et hus, der har en fordør og en bagdør (se tabel 1). Fordøren er netop det, som mange normalt forstår ved demokratiet, som alle titlerne i boghandlen viser. Det er her, vi kommer med vores holdninger, lader meninger brydes og deler os efter anskuelser på valgdagen. Så er der selve huset, hvor de politiske forhandlinger foregår, og hvor beslutninger træffes i folketingssalen. Men så er der også bagsiden af huset. Bagdøren er nemlig her, hvor al den politik, der er vedtaget i huset, oversættes og omsættes, så borgerne faktisk mærker, at det nytter at have et demokrati. Det er lige her, politikerne kan vise, at de har leveret resultater, som så i sidste ende fører til, at vælgerne måske vil stemme på dem igen ved fordøren, når der er valg næste gang.

25

Entreprenørstaten.indd 25

09.04.2021 13.18

Aktivitet

Fordør

Huset

Bagdør

– Udarbejdelse af politiske visioner

– Politiske forhandlinger og beslutninger med udgangspunkt i parlamentariske muligheder

– Planer for implementering, gennemførelse og opfølgning

– Store politiske taler – Debatter i medier og offentlighed hvor skillelinjer trækkes op

– Folketingsarbejde i udvalg og salen

– Inddragelse af medarbejdere, parter, leverandører, ­eksperter mv, – Evaluering af politiske tiltags resultater

Logik

Traditionelt ­mediernes logik

Traditionelt ­politikernes logik

Traditionelt embedsmændenes logik

Tabel 1: Oversigt over ”dørene” i demokratiets hus

Det er denne bogs argument, at bagdøren i politik er mindst lige så væsentlig for et velfungerende demokrati som fordøren. Derfor står vi med et demokratisk problem: I de senere år har vi set bagdøren sande til med pseudopolitik, ligesom vi så det med Familieretshuset i begyndelsen af dette kapitel. Det gør, at vælgernes ønsker alt for ofte forsvinder op i den blå luft. Og så bliver demokratiet et ”tomt ritual”, som den tyske samfundstænker Fritz W. Scharpf har kaldt det moderne demokrati ud fra sin egen bagdørstænkning.17 Faktisk peger vælgerne selv på det i en undersøgelse foretaget til denne bog (kapitel 7). Når vælgerne skal rangordne, hvad vores folkestyre er bedst til, så ryger dette udsagn nemlig ned i bunden: ”Det danske demokrati løser de store problemer, der optager borgerne.”

Men hvad er så denne pseudopolitik, som jeg mener fylder demokratiets hus op og gør det svært at løse de store problemer? Jeg definerer det som ”et politisk tiltag, som adresserer et problem, men hvor tiltaget enten kratter i overfladen for at vise handling – eller omvendt sætter store bevægelser i sving på den halve tid uden større viden og vedholdenhed, som så ofte gør mere skade end gavn.”

26

Entreprenørstaten.indd 26

09.04.2021 13.18

Pseudopolitik rummer altså to elementer, hvor den politiske elite ’leger politik’: den beskedne og den storladne pseudopolitik.

Den beskedne pseudopolitik er den type, som bare er ’feel-good’ finansieret med en lille pulje – her finder vi små statslige kampagner for ligestilling og folkesundhed, eller når der afsættes et minimalt beløb til barnets reform eller skattelettelser. Den storladne pseudopolitik vil omvendt gerne flytte voldsomt rundt på det hele på den halve tid uden væsentlig inddragelse og finansiering.18 Tænk blot på omlægningen af skattevæsenet eller Thorning-regeringens folkeskolereform: begge reformer, som havde mange gode tanker, men hvor forberedelse og gennemførelse var pseudopolitisk, fordi det gik for hurtigt og inddragelsen var for lemfældig.19

Vilde problemer Regeringer skal håndtere problemer, som samfundet gennem tiden har vurderet er alt for svære at løse på markedet eller i civilsamfundet. Derfor har politikerne altid skullet tackle de allermest bøvlede problemer, vi kender til. Alligevel er det i dag blevet endnu sværere at bruge magten og omsætte den til virkelighed. At lave en forandring. At ændre verden, som vi kender den.20 Sådan lyder det fra flere politikere, embedsmænd og ikke mindst forskere, som jeg har interviewet til denne bog. For de problemer, vi står med som samfund i det 21. århundrede, er viklet sammen: Hver gang du åbner (bag)døren til en løsning, står der ti nye døre, du skal forholde dig til.

En hel gren inden for samfundsvidenskaben er vokset frem, som undersøger dette fænomen.21 Samfundsforskerne Brian Head og John Alford skriver: ”De fleste store offentlige problemer er vilde. De har en iboende modstand over for en klar definition og en fælles løsning.”22 Og netop fordi mange af de moderne problemer er vilde, bliver der lavet pseudopolitik, lyder det opbakkende fra deres forskerkollega Allan McConnell. Det betyder, at politiker27

Entreprenørstaten.indd 27

09.04.2021 13.18

ne ifølge ham bevæger sig mod den beskedne pseudopolitik ved at lave: ”… placebo-agtig, ’feel good’-reformer (der) kan være en mere sikker politisk tilgang og nemmere at gennemføre, fordi vilde samfundsproblemer vitterlig er vilde.”23 Eller omvendt ender det endnu værre med den storladne pseudopolitik, som forvaltningsforskeren Christopher Hood indkredser. Det sker ved at slå sig på hyppige omsiggribende reformer, så ”… det organisatoriske møblement bliver flyttet rundt og navne ændres for at forvirre fjenden og skabe et indtryk af fremskridt og dynamik …”24 Torben Tranæs er en af de topforskere herhjemme, der har fulgt allermest med i de seneste års mange reformer. Han er som forskningsdirektør i VIVE inde over mange af de evalueringer og undersøgelser, der bliver lavet af de politiske indsatser. Og han ser mismodigt på situationen med de vilde problemer, som har taget bolig i vores demokrati. Han peger på en historisk udvikling: ”Velfærdsstaten har været på vej i over 100 år. Men hvis vi kigger fra 1930’erne og frem, så tog den fart her med socialreformer, så her begyndte første bølge, der var båret af institutionelle reformer. Det vil sige reformer, der lagde grundlæggende spor ud, hvor borgerne fik rettigheder på velfærdsområderne. Senere, i 1960’erne, kom i anden bølge kvinderne ud på arbejdsmarkedet, hvor velfærdsstaten byggede videre med plejehjem og børnepasning.”

Og så kommer vi frem til nutiden, hvor det hele bliver mere brydsomt, når vi skal løse problemer, ifølge Tranæs: ”Men i dag er vi i en tredje bølge, hvor mange tiltag sker i form af ’funktionsreformer’. Det vil sige reformer, hvor man inden for en allerede eksisterende ramme prøver at øge effektiviteten, for eksempel ved at designe en bedre 28

Entreprenørstaten.indd 28

09.04.2021 13.18

relation mellem hjemløse, ledige eller skolebørn og så det offentlige. Og de reformer er rigtig svære, for her skal du få mennesker til at ændre adfærd og vaner. Det kræver noget helt særligt fra politikernes side, når de laver reformer her. Det kræver penge og viden, men også tålmodighed.

Men nogle af de reformer, vi har set i de senere år, har ikke evnet det. Der er sket en udvikling. Det er gået for hurtigt, der har manglet ressourcer som med Familieretshuset – og viden har ikke altid spillet en fremtrædende rolle.”

Det er også min vurdering, at der er kommet mere pseudopolitik i Danmark gennem årene. Ikke mindst fordi det er svært at gøre noget ved flere af de vilde problemer, hvilket naturligt fører til lette eller hurtige løsninger for at vise politisk handlekraft. I det lys er det afgørende at forstå, hvordan pseudopolitik adskiller sig fra andre politikformer, som vi gerne vil have mere af. Politologen Theodore J. Lowi har for mange år siden lavet en inddeling af konkrete politikker – eller det, som amerikanerne kalder policy. Det kan eksempelvis handle om, hvorvidt en politik omfordeler mellem rige og fattige.25 Den sondring er vigtig, men for denne bogs formål er det mere centralt at udkrystallisere tre andre politikformer: Den første politik er driftspolitik, som stadig udgør langt den største del af den offentlige forvaltning, der primært er bundet til velfærdsstaten, som Torben Tranæs beskrev de første faser. Det kan være alt fra at udbetale førtidspension til sociale indsatser over for mennesker med handicap eller operationer på et sygehus. Det kan til tider blive sprængfarligt, hvis der opstår en skandale med manglende udbetaling af pension eller en fejloperation – men ellers lever det et stille liv i offentligheden.

Den næste er moderniseringspolitik, som gennemgår den offentlige sektor med en tættekam for at finde smartere måder at gøre tingene på. Denne politikform er primært knyttet til tankerne om en konkurrencestat, som skal få velfærdsstatens ydelser til at strække 29

Entreprenørstaten.indd 29

09.04.2021 13.18

længere, når skatten ikke kan sættes op. Det kommer til udtryk i reformer, der eksempelvis vil styrke indlæring og sikre vækst gennem økonomiske redskaber – eller ved optimeringer såsom udbud og udlicitering.

Den sidste er entreprenørpolitik, som sigter mod at tage fat om roden på vilde og presserende samfundsproblemer. Her ser vi politiske tiltag, som er visionære, videnstunge og vedholdende. De knytter sig til entreprenørstaten. Det kunne være den storstilede digitalisering i det offentlige med NemID og e-Boks, som har gjort Danmark til it-verdensmestre ifølge FN i 2020. Eller det kunne være Løkkes kræftplaner, som over et langt stræk holdt et klart fokus, inddrog forskning og faglighed fra fronten samt satte store summer penge af, så Danmark virkelig fik styrket indsatsen (se kapitel 3).

Om en politik er baseret på pseudo, drift, modernisering eller entreprenørskab, kan være svært at afgøre i momentet den fremsættes, men ofte vil man have en god anelse. Om ikke andet vil tiden kunne afsløre det.26 Men det er min opfattelse – og mange af de interviewede i denne bogs vurdering – at alt for mange kræfter går til pseudopolitik i dagens Danmark: ”Hvis der bliver defineret et problem, som vi skal løse i samfundet, så tilskriver vælgerne nærmest hvilken som helst handling en stor værdi,” lyder det fra professor MSO Asmus Leth Olsen fra København Universitet, som har forsket i krydsfeltet mellem vælgere og politikdannelse.27 ”Så politikerne bliver belønnet for at handle, snarere end for hvad konsekvenserne er ude i virkeligheden. Der er altså sukker på skeen for at handle her og nu.”

Spor der skræmmer Alt dette sukker går jeg på jagt efter i bogen. Sammen med en håndfuld forskere har jeg prøvet at undersøge, hvilke reformer der er blevet gennemført de sidste 20 år (se kapitel 3). Og flere af dem er kørt af sporet med pseudopolitisk retningssans, lyder dommen.

30

Entreprenørstaten.indd 30

09.04.2021 13.18

Her er blot et lille udpluk på helt centrale områder i dansk politik, hvor fordøren har vundet stort over bagdøren: Folkeskole: I 2013 vedtog Thorning-regering en storstilet folkeskolereform – til stor frustration for lærerne, som følte sig kørt over.

Målet var at højne det faglige niveau, løfte de svage elever og styrke trivslen. Intet af det lykkedes ifølge en evaluering fra VIVE.28 Den velanskrevne skoleforsker Andreas Rasch-Christensen forklarer det uden omsvøb: ”Den afgørende hensigt var jo at hæve det faglige niveau. Uanset hvordan man vender og drejer og modificerer det generelle billede, viser det, at det løft ikke har indfundet sig.”

Politi: I 2007 trådte en politireform i kraft. Justitsminister Lene Espersen forklarede, at det handlede om at få politimænd ud i gaderne igen: ”Man bliver politimand for at opretholde lov og orden – ikke for at sidde på en pude og tage telefonen.”29 Til trods for pude-politikkens retoriske potens skete der ikke det store i virkeligheden. Rigsrevisionen konkluderede i sommeren 2009, at ”der har været en nedgang i politiets produktion”, og revisionen skrev videre, at ”… nedgangen har været større og varet længere end forventet.”30 Danskerne var også lidet imponerede. Ritzau kunne på samme tid offentliggøre en måling, der viste, at ganske præcist 0,9 procent af danskerne var meget tilfredse med politireformen.31 Politireformen blev evalueret i bogen Verdens Bedste Politi fra 2011 af Flemming Balvig, Lars Holmberg og Maria Pi Højlund Nielsen.

Evalueringen fandt, at netop det lokale politiarbejde var varigt skadet.32 En af forklaringerne på den dårlige gennemførelse af politireformen ved bagdøren er de mange løbende initiativer, som politikerne kommer med. I 2019 arbejdede politiet således med 367 projekter som følge af nye initiativer fra politikerne!33 Det gælder alt fra indførelse af politiheste til mobile politistationer, som mange i politiet mener er pseudopolitik.

Skattevæsenet: I 2005 begyndte en kæmpe reform af skattevæsenet. Staten skulle overtage kommunernes skatteforvaltning, så det hele kunne blive billigere og bedre. Især inddrivelsen af penge fra 31

Entreprenørstaten.indd 31

09.04.2021 13.18

borgerne var interessant – her skulle et stort it-system spare ansatte og gøre det bedre for borgerne. Men det gik gruelig galt, hvilket har kostet milliardbeløb for danskerne. Stribevis af rapporter fra Rigsrevisionen har undervejs advaret om, at det gik for hurtigt, at analysegrundlaget var for dårligt, og at pengene groft sagt fossede ud af statskassen.34 Ifølge professorerne Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensen var grundlaget for reformarbejdet ”løsagtigt, letfærdigt og mangelfuldt.”35 De to professorer dokumenterer i bogen Overmod og Afmagt, hvordan politikere og embedsmænd lod sig rive med af en hurtig gevinst: ”Man troede fuldt og fast på, at her kunne man få det hele for det halve og det i løbet af en tre års tid.”36 Det kunne man bare ikke, som Christensen og Mortensen med den politologiske skalpel skånseløst fremviser over 265 sider. Bogen lader sig læse som et tæppefald for det afkoblede politiske systems selvovervurdering og hastværk.

Regelforenkling: Siden Spare-kommissionen fra 1921 har politikerne villet fjerne regler og bureaukrati med initiativer som moderniseringsprogram, regelforenkling eller sammenhængsreform.37 Men det er ikke sket. I stedet har politikerne produceret endnu flere krav og kontroller til stor frustration for skolelærere, læger, virksomheder og mange andre. CEPOS kunne i en analyse berette, at ”regelmængden, der regulerer borgernes og virksomhedernes adfærd, næsten er tredoblet fra 7,6 millioner ord i 1989 til 22,7 millioner ord i 2017.”38 Metoden til denne optælling er genstand for debat, men lige meget hvor mange flere regler der er kommet, så er det stik imod de mange tiltag, som regeringer efter hinanden har iværksat for at sætte en kæp i regelmøllen. Margrethe Vestager har sagt: ”Vi fjerner regler med pincetter, og hælder nye på med skovle.”39 Samlet set er listen over forliste politiske initiativer endnu længere – dette er blot et udpluk på afgørende områder i velfærdsstaten. Og den er faktisk meget længere, hvis vi kigger på de problemer, hvor vi er særdeles sammenkoblet med udlandet:

32

Entreprenørstaten.indd 32

09.04.2021 13.18

• Når politikerne ønsker at beskatte techselskaber – såsom Google, Facebook og Amazon – men det alligevel ikke er lykkedes, fordi man ikke har kunnet finde en national eller europæisk regulering • Når politikere vil begrænse indvandring, men er låst af konventioner • Når politikerne ønsker at inddæmme skattely, men stadig ikke kan finde en måde at gøre det på • Når politikerne ønsker at adressere klimakrisen, men har svært ved at finde internationalt fodslag.

Vi er kort sagt i en tid, hvor de problemer – nære som fjerne – som mange vælgere ifølge opinionsundersøgelser mener er blandt de vigtigste, stadig savner en løsning eller forplumres i udrulningen.

Hvis ovenstående enkeltområder ikke er nok, så understøtter en optælling af statsrevisorernes kritik det ovenstående billede af det politiske liv. Her ser vi i løbet af de sidste godt ti år en ”tendens til, at en stigende andel af beretningerne fører til negative bemærkninger.”40 Vi har altså svært ved at lave holdbar politik, lyder det fra forskere og praktikere i bogen Fornyelse eller Kollaps fra 2020, alt imens forventningerne stiger i befolkningen til, hvad staten skal levere. Vi ser allerede konturerne af en ”stille revolution”, når flere vælger det offentlige fra og det private til, hvad enten det er skoler eller lægehjælp.41 Alt er selvfølgelig ikke helt galt. Vi har fået en lavere kriminalitet på flere områder (på andre er den gået op), vi har digitaliseret det offentlige til en førsteplads i verden, og dele af sundhedsvæsenet har vist flotte resultater ved bagdøren, især på kræftområdet. Med god grund er mange forskere dog stadig ganske optaget af problemerne med at omsætte politik i virkeligheden, fordi vi stadig ikke har knækket flere af de store nødder. Det samme er flere politikere, embedsmænd og journalister, som jeg har talt med til denne bog. De ser, at en række vilde problemer, som vi har svært ved at tackle, har 33

Entreprenørstaten.indd 33

09.04.2021 13.18

taget bolig i vores folkestyre. Og det kan udfordre vores samfundsmodel, hvis den politiske elite fortsat melder hus forbi.

Danmark som demokratisk foregangsland?

Er det billede, som jeg optegner her, sandfærdigt? Det er i hvert fald muligt at komme med flere kritikpunkter af min udlægning.

For det første vil det kunne indvendes, at Danmark hædres for vores regeringsførelse i både OECD’s og Verdensbankens lande-sammenligninger, ligesom Danmark altid ligger i top, når Transparency International kårer den mindst korrupte nation på kloden.42 Så er Danmark vel et demokratisk foregangsland?

Den fortælling må man langtfra glemme – og det er heller ikke ærindet med denne bog. Disse undersøgelser understreger nemlig, at vi af historiske årsager siden enevælden har skabt et demokrati med en stærk stat. Den er baseret på et bureaukrati, der består af mennesker, som er ansat ud fra deres kvalifikationer, hvilket sikrer lav korruption, lovmæssig forvaltning og lydhørhed over for den politiske ledelse (se kapitel 1). Imidlertid viser disse undersøgelser meget lidt om, hvorvidt vi evner at forandre samfundet ved bagdøren med de ønsker, som danskerne måtte have ved fordøren. Disse undersøgelser viser derimod, at vi har gode forudsætninger for at gøre det – hvilket er noget ganske andet end faktisk at drive forandringer.

Går vi fra sammenligninger af andre lande til at kigge direkte på Danmark, kunne man også indvende, at min argumentation ikke holder vand. Man kan påpege, at danskerne måske kræver mere fra velfærdsbutikken end vores forfædre. Som økonomen Marc Levinson forklarer i bogen An Extraordinary Time fra 2016, så blev der efter anden verdenskrig skabt en overnaturlig forventning om, at politikere hele tiden kan levere mere og bedre. Det skyldes, at vi her så, at demokratiet som styreform blev indstøbt i vores samfundsnormer, samtidig med at samfundsøkonomien blomstrede. Vi 34

Entreprenørstaten.indd 34

09.04.2021 13.18

lider i dag under denne forventningskløft: at demokrati er lig med store løbende samfundsforbedringer. Så langt er jeg enig med Levinson, men det ændrer langtfra på, at der er en berettiget forventning i Danmark om, at vores folkestyre bliver bedre til at finde løsninger på samfundsproblemer – hvor ivrige danskerne end er, eller hvor vilde problemerne end måtte være.

Man kunne også indvende mere grundlæggende, at statens manglende evne til at drive forandringer skyldes, dels at det er sociale bevægelser – ikke staten – som udvasker de nye visioner og redskaber, dels at de politiske partier, som ofte opsugede disse visioner, ikke længere rigtig gør det. Chefredaktør Rune Lykkeberg skriver i sit værk Vesten mod Vesten, at mange fejlagtigt tror, ”at politikken er subjekt, og samfundet er objekt for handlingen.”43 Det vil sige, at staten ikke bare kan omsætte en politisk plan ude hos menneskene i samfundet. Lykkeberg tror derimod mere på de folkelige bevægelser som forandringsmotoren. Jeg er faktisk enig på lange strækninger, som vi skal se med entreprenørstatens virke, der netop handler om at forbinde fordør og bagdør (kapitel 7). Jeg vil dog tilføje den grundsætning, at staten, når den er bedst, er et spejl af samfundet og evner at opfange strømninger og sætte strøm til dem, som vi har set det historisk med både arbejder- og bondebevægelsens indoptagelse i staten.

Endnu en indvending kunne gå på: ”Men hvad så med coronakrisen – viste den ikke, hvor effektiv staten er?” Jo, staten har været god til at omstille forvaltningen til ét fokus ved at lukke samfundet ned i foråret 2020 og i vinteren 2021. Og der er uddelt berettiget ros. Men alt det svære med gradvis genåbning og indkøb af vacciner var mere speget. Min vurdering er, at corona har medvirket til, at der i staten nu er en spirende interesse for at zoome kraftigt ind på ét problem, oprette partnerskaber samt organisere sig på nye måder. I stor skala. Corona kan derfor have betydning fremover for opblomstringen af entreprenørstaten ved at være en ’showcase’ på, hvordan man løser vilde problemer på tværs af staten, virksomhe35

Entreprenørstaten.indd 35

09.04.2021 13.18

der og organisationer (se kapitel 7). Corona er dog ikke det vildeste af de vilde problemer; enkelte ville måske snarere kalde det for et tamt problem, da det formentlig kan fikses med en vaccine (se kapitel 2 i afsnittet om træghed). Tiden vil vise, om covid-19 bliver et tamt problem, som vi har fortrængt om lidt – eller om det er startskuddet til en rullende pandemi.44 Jeg har også mødt folk, der indvender, at det går godt lige dér, hvor de bor eller arbejder: ”Kriminaliteten i min kommune er på vej ned” eller ”På mit arbejde har vi sørget for, at der er færre hjemløse i Aarhus”. Disse udsagn kan være rigtige for dem, der bor i den kommune eller arbejder i den by. I denne bog kigger jeg dog på det store billede. Det vil sige: Hvordan evner Danmark, demokratiet, staten, Folketinget – det store centrale vi – at gennemføre den politik, som bliver fremsat. Min analyse er derfor anderledes, generelt set.

Endelig kunne man også modsige bogens argumentation ud fra devisen: ”Har det ikke altid været sådan, at politik sjældent virkede?” Eller rettere at politikere ikke interesserer sig for implementering af deres egen politik. Måske bedst illustreret ved den tidligere formand for Folketingets finansudvalg, Lysholt Hansen, der i slutningen af 1970’erne fik en anmodning fra Arbejdsministeriet om en ekstrabevilling til gennemførelsen af et edb-system: “Udvalget gav denne gang den ansøgte bevilling, men ikke fremover, hvis der kom ansøgninger, hvori ordet implementering indgik.”45 Svaret her bevidner, at politikere til alle tider har haft det svært med demokratiets bagdør.

Samlet set mener jeg, at der er sket en glidning hen imod mere pseudopolitik i et ellers dejligt dansk demokrati. Kan der så føres bevis for dette? Næppe helt til bunds, for ingen forskning – hvor stor den næsten måtte være – vil formentlig kunne svare endegyldigt på spørgsmålet: Driver systemet den forandring, politikerne ønsker, og løser de presserende problemer i det danske demokrati?

Selv Magtudredningen måtte give op og gav med egne ord kun et 36

Entreprenørstaten.indd 36

09.04.2021 13.18

”impressionistisk” billede, som dog understøtter store dele af denne bogs diagnose.46 Nemlig at medier, lukkede beslutningsprocesser samt et svagt vidensgrundlag i politikformuleringen alt sammen skaber pseudopolitik, der ikke flytter det store i virkeligheden. Det er 20 år siden, Magtudredningen kom. I mellemtiden har sociale medier, postfaktualitet, internationalisering og en øget hastighed i samfundet sat sine spor – og dermed forværret problemerne betragteligt, lyder det fra flere forskere og praktikere.47 Dette er dog en debatbog – ikke et overgreb på statistikker, videnskabeligt arbejde og centrale interviewpersoner, der endeligt påviser eller modbeviser denne bogs tese. Det er dig som læser, der må vurdere kongerigets status. Men jeg mener, at det billede, som jeg præsenterer i denne bog, understøtter, at det danske demokrati er presset i dets evne til at løse kollektive problemer. At der er en bevægelse væk fra idealforestillingen om vores folkestyre.

Jeg ser det især i de forandringer, som har ramt demokratiets hus, og som Easton hjalp os med at optegne. Jeg mener her, at det er muligt at udpege en række pres, som netop har accelereret en udvikling hen imod mere pseudopolitik (se tabel 2). Jeg ser et pres indefra og udefra. Inde fra huset med journalister, politikere og embedsmænd, der har bevæget sig mod fordøren i politik. I et glidende tempo, så det i dag nærmest fremstår som en naturlighed, at bagdøren ikke rigtig vedligeholdes. Ude fra huset med tre samfundstendenser – tidsoptimisme, transnationalisme og træghed – som svækker fundamentet for entreprenørpolitikken, der ellers kunne levere et bud på en mere grundlæggende håndtering af de vilde problemer.

37

Entreprenørstaten.indd 37

09.04.2021 13.18