ERHVERVSRET – Finans – 3. udgave

ERHVERVSRET finans 3. UDGAVE Mette Gade Inge Kramer

TROJKA

ERHVERVSRET – Finans 3. udgave © 2022 Mette Gade, Inge Kramer og Trojka | Gads Forlag ISBN 978-87-7154-167-0 Redaktør: Niels Vestergaard Olsen Cover: Tegnestuen Trojka, København Sats: LYMI-DTP Service, Brøndby Tryk: ScandBook, Sverige Mekanisk, fotografisk, eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og CopyDan. Enhver anden udnyttelse er uden Trojka | Gads Forlags skriftlige tilladelse forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

For enkelte illustrationer i dette værk har det været umuligt at finde frem til den retmæssige copyright-indehaver.

Såfremt ophavsretten hermed er krænket, er det sket utilsigtet.

Retmæssige krav i denne forbindelse vil naturligvis blive honoreret, som var tilladelsen indhentet i forvejen.

Trojka | Gads Forlag Fiolstræde 31-33 1171 København K Telefon 77 66 60 00 E-mail trojka@trojka.dk www.trojka.dk

AG

RL

1529 g* F

GADS

O

NE BOG

EN

2

YK

A FO D F TR S CO eq

Fodaftrykket redegør for alle råvarers forarbejdning (papir, farve, lim osv.) samt trykkeriets, bogbinderiets og underleverandørers energiforbrug.

Desuden viser det alle andre direkte og indirekte emissioner i virksomhederne, herunder transport af råvarer til og mellem producenter samt transport af bøger frem til Gads lager. Emissionsretten til denne bog er købt hos www.southpole.com (Isangi forest conservation). www.climatecalc.eu – Cert.no. CC-000097/SE

D

*beregnet ved bestilt oplag

Læs om vore øvrige lærebøger på www.trojka.dk På ONLINE TROJKA og iTrojka findes e-læringsmateriale til Trojkas lærebøger.

Forord Juraens verden kan være vanskelig at forstå, særligt hvis læseren ikke har den store arbejdsmæssige erfaring med juridiske problemstillinger fra den “virkelige” verden. Det er derfor vores mål at formidle juraen på en let tilgængelig måde, men samtidig forsøge at fremstille stoffet på et højt fagligt niveau, i overensstemmelse med de faglige mål på videre­gående uddannelser.

ERHVERVSRET – Finans, 3. udgave er udarbejdet til undervisning i erhvervsret/erhvervsjura på erhvervsakademiuddannelser og i overensstemmelse med studieordninger og fagplaner. Lærebogen er velegnet til finansøkonom, akademiøkonom, merkonom, HA, HD og andre videregående uddannelser, hvor fagområdet erhvervsret/erhvervsjura indgår i uddannelsesforløbet.

Denne nye udgave er opdateret med de seneste lovændringer pr. 1. juni 2022.

Gennemgangen illustreres med mange nye domme og afgørelser. I bogen anvendes margennoter, grafiske fremstillinger i form af tegnede figurer og skemaer, og hvert kapitel afsluttes med en tjekliste over de vigtigste hovedregler og principper. Stoffet præsenteres på en interessevækkende og pædagogisk måde og suppleres med praksisnære eksempler på juridiske problemstillinger.

Hyppige ændringer i lovgivning gør ofte en jurabog forældet i løbet af kort tid. Dette har vi forsøgt at imødekomme ved at lægge opdateringer på bogens website, når der er væsentlige lovændringer.

Undervisningsmaterialet omfatter lærebog samt e-læringsmateriale på bogens website. Gå ind på www.trojka.dk – Vælg ONLINE TROJKA og klik på iTrojka – klik derefter på ikon/billede med bogens forside.

Det er muligt at downloade alle lærebogens figurer fra bogens website.

For de studerende er der nyttige links, eksempler på formularer samt tjek­spørgsmål og opgaver til de enkelte kapitler. For undervisere er der supplerende materialer i form af PowerPoints til alle kapitler, som kan tilpasses efter behov og anvendes direkte i undervisningen.

Juni 2022 Mette Gade Inge Kramer

Indhold FORORD . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3

KAPITEL 1 RETSKILDER OG DOMSTOLENE . . . . . . . . . . .

1. Retskilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.1 Lovgivning og lovforarbejder . . . . . . . . . . . . .

1.2 Domme som retskilder . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.3 Sædvane og forholdets natur . . . . . . . . . . . .

2. Internationale retskilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 EU’s institutioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2 EU’s retskilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Domstolene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.1 Internationale domstole . . . . . . . . . . . . . . . . .

4. Civile retssager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1 Værneting – hvor skal sagen anlægges? . . .

4.2 Procesretlige grundbegreber . . . . . . . . . . . . .

4.3 Sådan forløber en civil retssag . . . . . . . . . . .

4.4 Alternativ til domstolene . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Internationale retssager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.1 Hvilket lands domstole? . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.2 Hvilket lands lov? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

6. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

15 16 17 21 22 23 23 24 26 29 31 31 33 35 39 44 45 48 52

KAPITEL 2 AFTALERET . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Aftaleindgåelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.1 Parterne og juridisk terminologi . . . . . . . . . .

1.2 Aftalemodellen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.3 Tilbud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.3.1 Opfordring til tilbud . . . . . . . . . . . . . . .

1.4 Afslag på tilbud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.5 Accept . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.5.1 Frist er fastsat i tilbuddet . . . . . . . . . .

1.5.2 Frist er ikke fastsat i tilbuddet – den legale acceptfrist . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.5.3 Retsvirkninger af forsinket accept . . .

1.6 Tilbagekaldelse af tilbud og accept . . . . . . . .

1.6.1 Tilbagekaldelse og re integra-reglen .

1.6.2 Pligtmæssig reklamation . . . . . . . . . . .

1.7 Uoverensstemmende accept . . . . . . . . . . . . .

2. Aftaleindgåelse på internettet – E-handel . . . . .

2.1 Sælgers oplysningsforpligtelser ved ­ aftaleindgåelse på internettet . . . . . . . . . . . .

3. Aftalers ugyldighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.1 De stærke ugyldighedsgrunde . . . . . . . . . . . .

55 56 58 58 60 61 64 64 65 65 66 68 70 72 73 75 78 80 83

3.2 De svage ugyldighedsgrunde . . . . . . . . . . . . 89 3.3 Urimelige aftaler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 3.4 Bristende forudsætninger . . . . . . . . . . . . . . . 95 3.5 Retsvirkningen af en ugyldig aftale . . . . . . . 96 4. Aftalens omfang og fortolkning . . . . . . . . . . . . . 97 5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . 100 KAPITEL 3 FULDMAGTSFORHOLD . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Fuldmagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.1 Fuldmagt med særlig tilværelse . . . . . . . . . .

1.2 Fuldmagt uden særlig tilværelse . . . . . . . . .

1.3 Forholdet mellem fuldmægtig og tredjemand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

103 103 106 111

KAPITEL 4 FORBRUGERAFTALER . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Forbrugeraftaleloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Forbud mod uanmodet henvendelse . . . . . . . . .

3. Forbud mod negativ aftalebinding . . . . . . . . . . .

4. Virksomhedens oplysningspligt ved f­ jernsalg og aftaler indgået uden for v ­ irksomhedens normale forretningssted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Forbrugerens fortrydelsesret . . . . . . . . . . . . . . . .

5.1 Fremgangsmåde ved udøvelse af fortrydelses­retten på aftaler om køb af varer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

6. Urimelige forbrugeraftaler . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

115 115 117 119

KAPITEL 5 ERSTATNING . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. De 4 erstatningsbetingelser . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.1 Ansvarsgrundlag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.1.1 Culpaansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.1.2 Objektivt ansvar . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.2 Økonomisk tab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.3 Årsagsforbindelse (kausalitet) . . . . . . . . . . . .

1.4 Påregnelighed (adækvans) . . . . . . . . . . . . . . .

2. Nedsættelse af erstatningen . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Objektive ansvarsfrihedsgrunde . . . . . . . . . .

2.2 Bortfald og lempelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2.1 Bortfald – Skader dækket af en forsikring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2.2 Lempelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Skader forvoldt af børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4. Arbejdsgiveransvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

135 136 137 138 141 141 142 143 145 145 150

112 113

120 126

128 131 132

150 150 151 152 153

KAPITEL 6 KØB . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Købelovens begreber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Handelskøb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Sælgers og købers forpligtelser . . . . . . . . . . .

2.2 Levering og risikoens overgang (handelskøb) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3 Sælgers misligholdelse . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3.1 Forsinkelse med levering . . . . . . . . . . .

2.3.2 Mangler ved salgsgenstanden . . . . . .

2.4 Købers misligholdelse . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4.1 Købers forsinkelse med betaling . . . .

2.4.2 Fordringshavermora . . . . . . . . . . . . . . .

3. Forbrugerkøb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.1 Levering og risikoovergang (forbrugerkøb) .

3.2 Sælgers misligholdelse . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.2.1 Forsinkelse ved levering . . . . . . . . . . .

3.2.2 Mangler ved salgsgenstanden . . . . . .

4. Internationale køb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1 Sælgers forpligtelser, CISG . . . . . . . . . . . . . . .

4.1.1 Sælgers levering af varen og risikoens overgang . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1.2 Sælgers overdragelse af ejendomsretten . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1.3 Mangler ved varen . . . . . . . . . . . . . . . .

4.2 Købers misligholdelsesbeføjelser­ . . . . . . . . .

4.3 Købers forpligtelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.3.1 Købesummens betaling . . . . . . . . . . . .

4.3.2 Fordringshavermora . . . . . . . . . . . . . . .

4.4 Købers misligholdelse – sælgers misligholdelsesbeføjelser . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

155 157 159 159

KAPITEL 7 MARKEDSFØRING . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Markedsføringslovens regler . . . . . . . . . . . . . . . .

1.1 God markedsføringsskik . . . . . . . . . . . . . . . .

1.2 God erhvervsskik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.2.1 Vildledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.2.2 Skjult reklame . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.2.3 Børn og unge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.2.4 Aggressiv handelspraksis . . . . . . . . . .

1.2.5 Uanmodet elektronisk henvendelse – Spam . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.2.6 Forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og f­ orbrugslånsvirksomheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

193 193 196 200 200 203 205 207

161 162 163 166 170 170 172 173 173 174 174 176 180 180 180 181 181 182 186 186 186 187 189

208

212

1.2.7 Mærkning, dokumentation og priser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.2.8 Gebyrer og garantier . . . . . . . . . . . . . . .

1.2.9 Sammenlignelige reklamer . . . . . . . . .

1.3 Kreditaftaler og boligkreditter . . . . . . . . . . . .

1.4 Forretningskendetegn og forretningshemmeligheder . . . . . . . . . . . . . .

2. Forbrugerombudsmanden . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

KAPITEL 8 PERSONDATA OG BEKÆMPELSE AF HVIDVASK OG TERRORFINANSIERING . . . . . . . . . . . . . .

1. Behandling af persondata . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Bekæmpelse af hvidvask og ­ terrorfinansiering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

213 215 216 217 219 220 225

227 227 233 240

KAPITEL 9 VIRKSOMHEDSFORMER OG HÆFTELSE . . . . .

1. Hæftelsesformer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Virksomhedsformer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Enkeltmandsvirksomheden . . . . . . . . . . . . . .

2.2 Virksomhed i selskabsform . . . . . . . . . . . . . .

2.2.1 Interessentskab I/S . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2.2 Anpartsselskab ApS og aktieselskab A/S . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2.3 Kommanditselskab K/S og partnerselskab P/S . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2.4 Partrederi og partsselskab . . . . . . . . . .

2.2.5 Andelsselskab A.M.B.A. . . . . . . . . . . . .

3. Oversigt over virksomhedsformer og hæftelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

243 245 247 247 248 248

KAPITEL 10 INSOLVENSRET . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Regler og definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Inkasso . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Tvangsinddrivelse i Fogedretten . . . . . . . . . . . . .

3.1 Fundament – eksigibelt dokument . . . . . . . .

3.2 Betalingspåkrav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.3 En fogedsag gennemføres . . . . . . . . . . . . . . .

3.4 Udeblivelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.5 Skyldner møder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.6 Hvad kan der (ikke) foretages udlæg i? . . . .

4. Tvangsauktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1 Tvangsauktion over fast ejendom . . . . . . . .

261 261 263 264 265 266 267 267 268 269 273 274

251 255 257 257 258 259

4.2 Tvangsauktion over andre aktiver end fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Konkurs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.1 Indledning af konkursen . . . . . . . . . . . . . . . .

5.2 Konkursens retsvirkninger . . . . . . . . . . . . . .

5.3 Skema over en konkursbehandling . . . . . . .

5.4 Konkursmassen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.5 Konkursordenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.6 Skema over konkursordenen . . . . . . . . . . . . .

5.7 Udlodning af dividende . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.8 Konkurskarantæne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

6. Omstødelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7. Modregning i konkurs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

8. Rekonstruktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

8.1 Frivillig akkord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

8.2 Rekonstruktion i konkursloven . . . . . . . . . . .

8.2.1 Skema med tidslinie over processen i en rekonstruktion . . . . . . . . . . . . . . .

9. Gældssanering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

10. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

KAPITEL 11 KREDITAFTALER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Kreditaftaleloven – anvendelse og ord . . . . . . . .

2. Krav til kreditaftalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Oplysningspligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2 Krav om kreditværdighedsvurdering . . . . . .

2.3 Betænkningstid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4 Fortrydelsesret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.5 Betaling af gælden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.6 Generalklausul . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.7 Kreditaftaler underskrevet med NemId . . . .

3. Trepartsforhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.1 Oprindeligt trepartsforhold . . . . . . . . . . . . . .

3.2 Efterfølgende trepartsforhold . . . . . . . . . . . .

3.3 Fritstående lån . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.4 Købers mulighed for indsigelser . . . . . . . . . .

4. Køb med ejendomsforbehold . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1 Formkrav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.2 Ejendomsforbehold i ikke-forbrugerkøb . . .

4.3 Ejendomsforbehold og konflikt med senere stiftede rettigheder . . . . . . . . . . . . . . .

5. Forbud mod pantsætning . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

6. Køber misligholder kreditaftalen . . . . . . . . . . . .

6.1 Kvalificeret misligholdelse . . . . . . . . . . . . . .

6.2 Køb med ejendomsforbehold . . . . . . . . . . . .

6.3 Køb uden ejendomsforbehold . . . . . . . . . . . .

276 277 277 278 279 280 281 284 285 286 287 294 297 298 298 300 301 305 309 309 312 312 314 315 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 329 329 331 332 332 332 336

6.4 Køb med ugyldigt ejendomsforbehold . . . . 336 7. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . 337 KAPITEL 12 KAUTION . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Regler og definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Stiftelsen af kaution . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Privat kaution eller erhvervskaution . . . . . .

2.2 Oplysningspligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Kautionens indhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.1 Hvornår kan kautionen gøres gældende? . .

3.2 For hvilket beløb kan kautionen gøres gældende? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.3 Flere kautionister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4. Kautionens ophør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1 Hovedforpligtelsens ophør . . . . . . . . . . . . . . .

4.2 Frist for privat kaution . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.3 Bortfald efter kreditors passivitet eller henstand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.4 Forældelse af kautionen . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.5 Opsigelse af kaution . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Kautionistens krav på låntager . . . . . . . . . . . . . .

6. Tredjemandspant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7. Garantier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

8. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

KAPITEL 13 FORDRINGER, GÆLDSBREVE OG ­PANTEBREVE­ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Generelle regler for fordringer . . . . . . . . . . . . . . .

1.1 Betaling i rette tid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.2 Betaling på rette sted . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.3 Betaling på rette måde . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.3.1 Betaling med kort eller andet betalingsinstrument . . . . . . . . . . . . . .

1.4 Betaling til rette kreditor . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Forskellige typer af pengekrav . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Simple fordringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2 Simple gældsbreve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3 Omsætningsgældsbreve . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4 Simple pantebreve (biler, andelsbolig, løsøre) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.5 Negotiable pantebreve (fast ejendom) . . . . .

2.6 Hjælpeskema til afklaring af, hvilken type ­fordring, der er tale om . . . . . . . . . . . . .

3. Sikringsakt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4. Oversigtsskema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

339 339 341 343 344 347 348 349 350 352 352 353 354 355 356 356 358 359 360

363 363 365 368 368 368 375 376 376 377 378 380 381 382 382 384 385

KAPITEL 14 OVERDRAGELSE AF FORDRINGER . . . . . . . .

1. Forskellige rettighedskonflikter . . . . . . . . . . . . . .

1.1 Skyldners indsigelser – forholdet mellem ­ skyldner og oprindelig kreditor (A – B) . . . . .

1.2 Forholdet mellem overdrager og erhverver (B-C) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.3 Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.4 Skyldners indsigelser overfor erhverver (A-C) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.5 Konflikt mellem senere erhververe (C-D) . .

2. Hvordan løses konflikter ved forskellige fordringer? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Simple fordringer og simple gældsbreve . . .

2.1.1 Fakturabelåning og factoring . . . . . . .

2.1.2 Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . .

2.1.3 Skyldners indsigelser overfor erhverver (A-C) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1.4 Konflikt mellem senere erhververe (C-D) . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2 Omsætningsgældsbreve . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2.1 Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . .

2.2.2 Skyldners indsigelse overfor erhverver (A-C) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2.3 Konflikt mellem senere erhververe (C-D) . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3 Simple pantebreve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3.1 Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . .

2.3.2 Skyldners indsigelser overfor erhververen (A-C) . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3.3 Konflikt mellem senere erhververe (C-D) . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4 Negotiable pantebreve . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4.1 Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . .

2.4.2 Skyldners indsigelser overfor erhververen (A-C) . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4.3 Konflikt mellem senere erhververe (C-D) . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Oversigtsskema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

387 387

KAPITEL 15 OPHØR AF FORDRINGER . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Modregning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.1 Udjævnelige krav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.2 Gensidighed mellem parterne . . . . . . . . . . . .

1.3 Afviklingsmodne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1.4 Retskraftig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

419 419 421 421 424 425

387 388 390 391 392 392 392 393 395 398 400 402 402 404 406 409 410 410 411 412 412 413 415 416 418

1.5 Begrænsninger i modregningsretten . . . . . .

2. Forældelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Forældelsesfristens begyndelse . . . . . . . . . .

2.2 Forældelsesfrister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3 Suspenderet frist . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4 Afbrydelse af frist . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Deponering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.1 Hvornår kan deponering ske? . . . . . . . . . . . .

4. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

426 427 428 428 430 430 431 431 433

KAPITEL 16 PANT OG TINGLYSNING . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Parter, regler og definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Pant som sikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Forskellige typer pant . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1.1 Håndpant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1.2 Underpant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1.3 Retspant og lovbestemt pant . . . . . . .

2.2 Pantebreve og aftaler om pant . . . . . . . . . . . .

2.2.1 Realkreditpantebreve . . . . . . . . . . . . . .

2.2.2 Bankpantebrev . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2.3 Sælgerpantebrev . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2.4 Ejerpantebrev . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2.5 Skadesløsbrev . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3 Sikringsakt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Hvilke aktiver kan kreditor få pant i? . . . . . . . . .

4. Pant i fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1 Prioritetsordenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1.1 Udlæg efter ejerpantebrev . . . . . . . . .

4.1.2 Gældsovertagelse . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.2 Hvad omfatter pant i fast ejendom? . . . . . . .

4.3 Tilbehør til fast ejendom – løsøre . . . . . . . . .

4.3.1 TL § 38 – indlagt løsøre . . . . . . . . . . . .

4.3.2 TL § 37 – Erhvervstilbehør . . . . . . . . .

4.3.3 Tilvækstlæren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Pant i løsøre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.1 Pant i biler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.2 Pant i andet løsøre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.3 Virksomhedspant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.4 Fordringer og fordringspant . . . . . . . . . . . . .

5.5 Værdipapirer, aktier og anparter . . . . . . . . . .

6. Skema over sikringsakter . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7. Tinglysningssystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7.1 Tinglysning i Tingbogen . . . . . . . . . . . . . . . . .

7.1.1 Underskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7.1.2 Modtagelse af dokument . . . . . . . . . .

7.1.3 Tinglysningsrettens behandling . . . .

435 435 436 437 437 438 439 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 451 453 454 457 457 458 459 460 462 463 463 464 464 465 465 465

7.1.4 Tinglysningsafgift . . . . . . . . . . . . . . . . 466 8. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . 467 KAPITEL 17 TINGSRETLIGE KONFLIKTER – HVEM HAR RET TIL AKTIVET? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Parter og forskellige rettighedskonflikter . . . . . .

2. Dobbeltoverdragelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2 Bil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3 Løsøre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3.1 Konflikter med flydende pant . . . . . .

2.4 Fast ejendom og løsøre . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4.1 Tilbehørspant og løsørepant . . . . . . . .

2.4.2 Tilbehørspant og virksomhedspant . .

2.4.3 Tilbehørspant og pant i driftsaktiver TL § 47b, stk. 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4.4 Tilbehørspant og udlæg i løsøre . . . . .

2.4.5 Tilbehørspant og ejendomsforbehold eller leasing . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.5 Børsnoterede værdipapirer . . . . . . . . . . . . . .

3. Kædeoverdragelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.1 Fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.2 Bil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.3 Løsøre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.4 Børsnoterede værdipapirer . . . . . . . . . . . . . .

4. Skema: Løsøre – overlap af rettigheder . . . . . . .

5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

KAPITEL 18 HANDEL MED FAST EJENDOM . . . . . . . . . . .

1. Lovgivning og aktører . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Gennemgang af en ejendomshandel . . . . . . . . .

2.1 Formidlingsaftale – ejendomsmæglers pligter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2 Tilstandsrapport, el-tjek og ejerskifteforsikring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3 Købsaftale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4 Fortrydelsesret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.5 Finansiering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.6 Berigtigelse af handlen og refusionsopgørelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Mangler ved fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4. Ejendomsmæglers ansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

469 469 471 473 475 477 478 480 481 482 482 482 482 483 484 486 487 489 490 491 492 493 493 495 496 498 502 503 504 508 510 514 516

KAPITEL 19 RÅDGIVERANSVAR . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Regler og definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Professionsansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Erstatning for dårlig rådgivning . . . . . . . . . . . . .

3.1 Ansvar for resultatet? . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.2 Ansvarsgrundlag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.3 Økonomisk tab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.4 Årsagsforbindelse og påregnelighed . . . . . .

3.5 Ansvarsfrihedsgrunde . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4. God skik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1 God skik for finansielle virksomheder . . . . .

4.2 God skik for boligkredit . . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Investering i værdipapirer . . . . . . . . . . . . . . . . . .

6. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

519 519 520 524 525 526 528 529 530 531 532 535 538 549

KAPITEL 20 FAMILIE- OG ARVERET . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1. Lovgivning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Ægtefællernes rådighed under ægteskabet . . . .

2.1 Særråden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2 Dispositioner med virkning for ægtefællen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.3 Særhæften . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.4 Gaver mellem ægtefæller . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Formueordninger i ægteskabet . . . . . . . . . . . . . .

3.1 Formuefællesskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.1.1 Formuefællesskab stiftelse og ophør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.2 Særeje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.2.1 Oprettelse af særeje . . . . . . . . . . . . . . .

3.2.2 Ophør af særeje . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.2.3 Skilsmissesæreje . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.2.4 Fuldstændigt særeje . . . . . . . . . . . . . . .

3.2.5 Kombinationssæreje . . . . . . . . . . . . . .

4. Formuedeling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.1 Ligedeling af delingsformuen . . . . . . . . . . . .

4.2 Ingen deling af særeje . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.3 Gæld i formuedelingen . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.4 Personlige rettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.5 Pensioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4.6 Eksempel på formuedeling . . . . . . . . . . . . . .

4.7 Skævdeling og kompensation . . . . . . . . . . .

4.8 Regulerings- og misbrugskrav . . . . . . . . . . .

4.9 Formuedeling ved en ægtefælles død . . . . .

551 551 551 552 555 556 557 558 559 559 560 561 562 563 563 563 564 565 566 569 569 570 572 573 574 576

5. Arven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.1 Arveklasser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.1.1 Arveklasse 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.1.2 Arveklasse 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.1.3 Arveklasse 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.2 Ægtefællers arveret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.2.1 Suppleringsarv . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.2.2 Svogerskabsarv . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.3 Uskiftet bo . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.3.1 Betingelser for at sidde i uskiftet bo .

5.3.2 Det uskiftede bos midler . . . . . . . . . . .

5.3.3 Misbrug af midlerne i det uskiftede bo . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.3.4 Skifte af det uskiftede bo . . . . . . . . . .

5.4 Testamente . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5.4.1 Testationskompetence . . . . . . . . . . . .

5.4.2 Gyldigt testamente . . . . . . . . . . . . . . . .

5.4.3 Udvidet samlevertestamente . . . . . . .

5.4.4 Ændringer og tilbagekaldelse af testamenter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

6. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

577 577 577 579 580 582 584 587 588 588 589

597 598

KAPITEL 21 FORSIKRING OG PENSION . . . . . . . . . . . . . .

1. Lovgivning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2. Forsikringsaftaler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.1 Typer af forsikring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2.2 Forsikringsaftalen og oplysningspligt . . . . .

2.3 Forbrugerens fortrydelsesret . . . . . . . . . . . . .

2.4 Dækning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3. Pensioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.1 Ratepension . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.2 Kapitalpension . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.3 Aldersopsparing . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.4 Livrente . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3.5 Livsforsikring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4. Begunstigelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . .

601 601 602 602 603 605 607 611 612 613 613 614 614 615 617

OVERSIGT MED LOVFORKORTELSER . . . . . . . . . . . . . . . .

619

STIKORDSREGISTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

621

589 591 592 592 593 595

KAPITEL 1

Retskilder og domstolene

Ifølge grundlovens (GRL) § 3 er statsmagten delt: “Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen.

Den dømmende magt er hos domstolene.” Magten i dag er tredelt, men kongen er udskiftet med folketinget og forvaltningen.

Figur 1.1

Lovgivende, udøvende og dømmende magt

Magtens tredeling Lovgivende magt Folketinget (+Dronningen)

Udøvende magt Regeringen/ministrene Forvaltningen, fx politiet

Dømmende magt Domstolene

Magtadskillelseslæren er en grundsten i vores demokrati, og er den måde, vi har valgt at fordele magten på i vores stat. Dronningen har ikke indflydelse på lovgivningsarbejdet, og kongehuset blander sig helst ikke på den politiske scene, men dronningen underskriver og godkender alle nye love, som vedtages af folketinget. Der er dog tale om en ren formalitet.

Princippet om magtens adskillelse udspringer af tanker om borgernes retssikkerhed og frihed, og har rødder langt tilbage i historien. Magtadskillelseslæren blev bl.a. formuleret i 1690 af John Locke, og senere i 1748 af Montesquieu i værket “De l’esprit des lois.” Tankerne havde indflydelse på den franske revolution i 1789, og flere stater adopterede senere magt­ adskillelsestankegangen i deres forfatninger, fx USA. Tanken bag magtens tredeling er bl.a., at den lovgivende, dømmende og udøvende magt skal adskilles for at sikre en magtbalance imellem de tre “aktører”. De skal holde hinanden i skak. Ved gensidig kontrol sikres, at ingen myndighed tillægger sig beføjelser eller kompetencer, som tilkommer en anden myndighed. Man skal blive på egen banehalvdel. Når det nu alligevel ind imellem går galt med magtbalancen, kaldes det for magtfordrejning.

Et eksempel på den gensidige kontrol er Tvind-sagen. I den sag statuerede Højesteret, at Folketinget havde handlet grundlovsstridigt ved at tiltage sig en dømmende magt, som i henhold til GRL § 3 er domstolenes opgave.

Gensidig kontrol

Magtfordrejning

16 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Afgørelse U1999.841H – Tvind-loven – magtens tredeling i ubalance I forbindelse med ændringer af bl.a. friskoleloven, vedtog Folketinget en særlig lovbestemmelse, som helt afskar konkrete Tvind-skoler fra offentligt tilskud. Begrundelsen for lovændringen var, at undervisningsministeriet ikke havde tillid til, at skolerne ville bruge pengene til de formål, der var bestemt i loven.

Skolerne blev samtidig afskåret fra at få et afslag om tilskud indbragt for domstolene.

Højesteret fandt, at lovindgrebet, måtte sidestilles med en endelig afgørelse, da skolerne ikke havde mulighed for at lade en domstol vurdere afslagets berettigelse. Den type afgørelser henhører ikke under lovgivningsmagten, men under den dømmende magt, med de deri liggende retsgarantier for borgerne, jf. GRL § 3. Højesteret fandt at lovgiver var gået for langt i Tvind-loven, og at loven var grundlovsstridig.

Dommen er et eksempel på, at domstolene kan efterprøve spørgsmålet om loves og andre retsreglers forenelighed med grundloven. Domstolene har på den måde en kontrolfunktion i forhold til den lovgivende magt.

Folketinget kontollerer regeringen. Folketinget kan afkræve oplysninger fra regeringen og dens ministre, fx stille spørgsmål i folketingssalen om aktuelle problemsstillinger, kalde en minister i samråd, drøfte aktuelle politiske sager med regeringens ministre, og forsøge at påvirke forvaltningen af lovene. Hvis folketinget udtrykker mistillid til statsministeren, skal regeringen gå af eller udskrive valg, jf. GRL § 15. Derudover medvirker folketinget til, at der føres en politisk kontrol, som har indirekte virkning på regeringens forretningsførelse. De folketingsmedlemmer, som ikke er en del af en regering, kan føre en politisk kontrol af, at regeringen faktisk gør det, den siger, og fører den politik, som der er politisk flertal for i folketinget.

I dette kapitel har vi særlig fokus på de retskilder, som udspringer af den lovgivende magt. Retskilderne anvendes af domstolene og borgerne, og bidrager til at kortlægge, hvad der er gældende ret på et retsområde. Derudover gennemgås domstolenes opbygning, behandling af civile retssager og værnetingsreglerne.

1. Retskilder Retskilder

Retskilderne er de kilder, hvor vi kan søge juridisk information. Det er i de såkaldte retskilder, at domstolene og andre offentlige myndigheder finder de oplysninger de skal bruge, når der skal træffes afgørelse i en juridisk sag. Det er også i retskilderne, at samfundets borgere kan finde svar på juridiske spørgsmål, og der hvor advokaten finder sine “våben” i

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

sin argumentation til fordel for en klient. De forskellige retskilder er de fortolkningsbidrag, vi har til rådighed, når vi skal finde ud af, hvad der er gældende ret.

Gældende ret

Vi finder fortolkningsbidrag i både nationale og internationale retskilder: ‒‒ Nationale retskilder: Lovgivning, domme/retspraksis, sædvane, kutyme og forholdets natur. ‒‒ Internationale retskilder: EU-retten, EU-domme, traktater, konventioner, folkeretlige sædvaner og internationale handelskutymer, fx Incoterms 2020, ICC Reklamekodeks.

Lovhierarkiet Love som vedtages i folketinget kan være detaljerede, men de kan også have karakter af rammelovgivning. I en rammelov vedtager lovgiver de overordnede regler og rammer, hvorefter det overlades til ministeren og forvaltningen at udfylde de mere detaljerede regler. Den vedtagne rammelov, der også kaldes en bemyndigelseslov, overlader det til ministeren, at udstede bekendtgørelser med flere detaljerede og anvendelige regler, inden for det emne som loven regulerer.

Lovhierarkiet

En lavere retskilde skal have hjemmel i en højere retskilde. Når ministeren udsteder en bekendtgørelse, skal den have hjemmel i en lov, der ligger højere oppe i lovhierarkiet. En vejledning eller et cirkulære skal have hjemmel i en bekendtgørelse, som skal have hjemmel i en lov, som ikke må være grundlovsstridig.

Hjemmel

Figur 1.2

Oversigt over lovhierarkiet Grundlov Lov Bekendtgørelse Vejledning/cirkulærer

1.1 Lovgivning og lovforarbejder Når vi skal finde ud af, hvad der er gældende ret, er lovgivningen en af vores vigtigste retskilder.

17

18 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Grundloven Grundloven

Lovgivningens gamle “moder” er grundloven, som er Danmarks øverste lov, og en del af vores forfatning. Grundloven er fra 1849, hvor Danmark ændrede sig fra et enevældigt kongerige, til et konstitutionelt monarki.

Grundloven er senest blevet ændret i 1953. På flere områder er grundloven ikke formuleret tidssvarende, og med jævne mellemrum drøftes behov for modernisering, men en grundlovsændring er en omfattende affære, da der gælder helt særlige afstemningsregler.

Indhold

Grundloven indeholder bl.a. grundlæggende principper for statsorganernes virke, regler om valgbarhed til folketinget og folketingets virke, regler om folkekirken og meget mere. Grundloven opregner en lang række af borgernes basale frihedsrettigheder, som er vigtige forudsætninger i et demokrati, fx ytringsfrihed, religionsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed, forenings- og forsamlingsfrihed mv. Det er ikke så tit, at der henvises til grundloven i forbindelse med retssager, men det sker ind imellem, at der opstår en sag, som er så principiel, at frihedsrettigheder og de demokratiske principper kommer i spil.

Afgørelse Dom afsagt af Højesteret 18.02.2011 – Om retten til Christianiaområdet Fællesskabet Fristaden Christiania og en række beboere og virksomheder anlagde sag mod Den danske Stat v/ Slots – & Ejendomsstyrelsen, der den 30. juni 2004 opsagde den kollektive brugsret til area­lerne og bygningerne på Christianiaområdet til ophør pr. 1. ja­nuar 2006. Sagen handlede blandt andet om, hvorvidt beboerne havde opnået en varig brugsret og dermed uopsigelig brugsret. Beboerne gjorde blandt andet gældende, at de var beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed og ekspropria­tion. Derudover mente beboerne, at de havde vundet hævd, og opnået brugsret til bygningerne og området, uafhængigt af Fristadens rammeaftaler med staten.

Højesteret fandt, at den skete opsigelse af Fristadens brugsret havde hjemmel i Christi­anialoven

fra 1989. De enkelte beboere og virksomheder, havde ikke ved aftale eller tilladelse fra staten opnået en brugs­ret, der var uaf­hængig af den kollektive brugs­ret. De individuelle brugsret­ tigheder hvilede på Fristadens rammeaftaler med staten, og de enkelte be­boere og virksom­heder kunne ikke selvstændigt vinde hævd i forhold til staten.

Højesteret fandt endelig, at beboerne havde fået et passende varsel, og at de ikke havde krav på et længere varsel end det, de havde fået. Den skete opsigelse af de enkelte be­boeres og virksomheders brugs­ret havde hjemmel i loven, og den indebar ikke ekspropriation og var heller ikke i strid med Den Eu­ropæiske Menneskerettigheds­konvention eller grundlo­ven. Beboerne fik ikke medhold.

Kilde: www.domstol.dk

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Love Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte et lovforslag.

Lovforslaget skal behandles tre gange i folketingssalen og vedtages med almindeligt flertal, hvorefter lovforslaget stadfæstes af dronningen.

Lovgivning

Deklaratoriske og præceptive lovregler Nogle lovregler er deklaratoriske og andre er præceptive. At en lov eller en lovregel er deklaratorisk betyder, at indholdet i lovreglen kan bruges, hvis intet andet gælder eller er aftalt. Lovregler der er deklaratoriske kan tilsidesættes eller fraviges ved aftale. Et eksempel er købelovens § 1, stk.

1: “Denne lovs bestemmelser kommer kun til anvendelse, for så vidt ikke andet er udtrykkelig aftalt, eller må anses for indeholdt i aftalen eller følger af handelsbrug eller anden sædvane.” Et andet eksempel er aftalelovens regler om aftaleindgåelse i §§ 2 – 9, der også er deklaratoriske, jf. aftaleloven § 1: “Reglerne i §§ 2-9 kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet følger af tilbuddet eller svaret eller af handelsbrug eller anden sædvane.”

Deklaratorisk

Præceptive lovregler skal efterleves og er ufravigelige. Det betyder at loven eller lovreglen ikke kan fraviges ved aftale. Præceptive lovregler kan have det formål at beskytte en svagere part i et aftaleforhold. Funktionærloven er et godt eksempel på en lov, der ikke kan fraviges. I magt- og aftaleforholdet mellem en arbejdsgiver og en ansat, er det den ansatte, som er den svage. Hvis en arbejdsgiver tilbyder et job til en funktionær, hvor det aftales, at funktionæren kan opsiges med 1 uges varsel de første 6 måneder af ansættelsen, vil en sådan aftale være ugyldig, fordi den er i strid med funktionærlovens opsigelsesregler. Den ansatte bliver ved aftalen med arbejdsgiveren stillet ringere end opsigelsesreglerne i funktionærloven, og det går ikke. Funktionærloven er i al væsentlighed ufravigelig og skal efterleves, jf. funktionærlovens § 21, stk. 1, som bestemmer: “ De i denne lov indeholdte bestemmelser kan ikke ved aftale mellem parterne fraviges til ugunst for funktionæren.”

Præceptiv

Bekendtgørelser Bekendtgørelser udspringer af love, og er til tider mere praktisk anvendelige og henvender sig ofte mere direkte til borgerne. Hvis en regering vil ændre SU-reglerne, sidder politikerne ikke i folketinget og fastlægger i detaljen, hvordan reglerne skal forvaltes. Folketinget vedtager en ny SU-lov, og på udvalgte områder vil det blive overladt til ministeren, at udstede en ny SU-bekendtgørelse. Når ministeren får en sådan bemyndigelse, fremgår det direkte af SU-loven. I SU-loven (Lovbekendtgørelse 1037 af 30. august 2017) er fx anført i § 5:

Bekendtgørelser

19

20 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Eksempel § 5. En uddannelse skal for at give ret til uddannelsesstøtte være 1) tilrettelagt som heltidsundervisning, 2) af mindst 3 måneders sammenhængende varighed og 3) ulønnet.

Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at der dog kan gives uddannelsesstøtte til: 1) Enkeltfagsundervisning.

2) Supplering under 3 måneders varighed.

3) Uddannelser, der omfatter lønnet praktik eller konkret lønnede projektorienterede forløb i udlandet, herunder om i hvilke perioder der gives støtte.

Hjemmel i lov

SU-lovens § 5, stk. 2 giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte nogle nærmere regler på de valgte områder nævnt i loven. Ministeren udsteder en bekendtgørelse med hjemmel i SU-loven, og kan i denne bekendtgørelse viderebemyndige opgaver til Styrel­ sen for Statens Uddannelsesstøtte, der sidder med det praktiske arbejde og forvaltning af SU, og som har den direkte kontakt til borgerne.

Vejledninger og cirkulærer Vejledninger og cirkulærer

Vejledninger og cirkulærer udstedes særligt til de myndigheder i forvaltningen, som skal anvende de vedtagne love i praksis. Antallet af cirkulærer og vejledninger er særligt mangfoldige inden for det skatteretlige område, hvor detaljerede regler er så omfattende, at nogle udgives i bogform, fx ligningsvejledningen, momsvejledningen og toldvejledningen.

Fordelen er, at man som borger, vil kunne orientere sig ganske fornuftigt, hvis man forstår at navigere i dette univers.

Lovens forarbejder Lovens forarbejder

I forbindelse med lovgivningsarbejdet i folketinget, ministerierne og i lovudvalg, udarbejdes der materiale, som kan give læseren et indblik i tankerne bag lovforslaget samt hensigten og formålet med loven. Lovens forarbejder kan fx være betænkninger, bemærkninger til lovforslaget, de politiske partiers spørgsmål til forslagsstillerne og forslagsstillernes svar, folketingets forhandlinger, udvalgsbehandlinger, bilagsmateriale fra interesseorganisationer, der har været inddraget under det lovforberedende arbejde. Der findes mange kommentarer til et lovforslag, og lovens forarbejder er derfor særligt relevante, hvis man vil have afklaret om et konkret forhold hører under lovreglen eller ikke.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Anvendelse og fortolkning af loven I forbindelse med selve anvendelsen af loven, kan der opstå den situation, at der er flere lovregler at vælge imellem inden for samme emne, og i den forbindelse kan disse tre retsanvendelsesprincipper komme i spil: Lex superior: Den lovregel, der ligger højere i hierarkiet, anvendes i stedet for en lavere rangeret lovregel, og lovreglen kan kun ændres ved nye regler på samme eller højere niveau. De “lavere” lovregler i hierarkiet skal anvendes i overensstemmelse med de “højere” love.

Lex superior

Lex posterior: Hvis der er tale om to ligeværdige love, anvendes den nyere lovregel, frem for den ældre lovregel.

Lex posterior

Lex specialis: Den specielle/detaljerede lovregel, anvendes i stedet for den generelt beskrivende lovregel.

Lex specialis

Fortolkning af loven er en central disciplin i forståelsen og korrekt anvendelse af loven, og som udgangspunkt kan der anvendes en objektiv fortolkning eller subjektiv fortolkning. Ved en objektiv fortolkning, holder man sig til lovteksten, og den almindelige forståelse af ordene, som er anvendt i lovteksten. Ved brug af den subjektive fortolkning af en lovregel, inddrages forarbejder til loven, for at forstå meningen, baggrunden, hensynene og formålet med loven, fx ved inddragelse af betænkninger, materiale fra folketingets forhandlinger, udvalgsbehandlinger og lignende.

Objektiv fortolkning Subjektiv fortolkning

1.2 Domme som retskilder Ved siden af lovgivningen, er tidligere afsagte domme en vigtig retskilde.

Domme illustrerer ofte gældende ret tydeligere end lovens ordlyd. Hvis en dom har betydning for afgørelsen af fremtidige lignende sager, taler man om at dommen har præjudikatsværdi, eller dommen har skabt præcedens.

Domme afsagt af Højesteret vægter tungere og har en større præjudikats­ værdi end domme afsagt af Landsretten, ligesom domme afsagt af Landsretten, har en større præjudikatsværdi, end domme afsagt af Byretten.

Derudover vægter nyere domme tungere end ældre domme.

Resultatet af tidligere domme er medvirkende til at afgøre, hvorvidt en sag skal udvikle sig til en retssag eller ej. Advokaten orienterer sig ofte ganske grundigt i retspraksis, inden han sammen med sin klient, tager stilling til, hvorvidt der skal anlægges en retssag. Overflødige retssager kan undgås, ligesom en tidligere afsagt dom kan medvirke til at senere retssager om samme problem, får en ensartet behandling.

Der hvor lovgivningen ikke giver et klart og udtrykkeligt svar på en juridisk problemstilling, er tidligere afsagt domme og andre typer afgørelser

Præjudikatsværdi/ præcedens

21

22 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 et godt fortolkningsbidrag. Andre typer afgørelser, kan fx være ankenævnsafgørelser, afgørelser afsagt af Forbrugerombudsmanden eller lignende.

Internationale domme

Med hensyn til de internationale domme, kan man forsigtigt sige, at en dom afsagt af EU-Domstolen eller Menneskerettighedsdomstolen, har en tyngde på linje med Højesteret og derover. Domme afsagt af EU-Domstolen eller Menneskerettighedsdomstolen, kan være direkte årsag til, at retspraksis i Danmark ændrer sig, og lovgiver må i nogle tilfælde indordne sig, og ændre dansk lovgivning i overensstemmelse med internationale domme.

1.3 Sædvane og forholdets natur Sædvane

Hvis noget er blevet en sædvane eller en såkaldt retssædvane, er der tale om en almindelig handlemåde, som er blevet fulgt og accepteret over en længere periode af de personer, som handlemåden er relevant for. Nedenfor er et eksempel på en dom, hvor Højesteret kom til den konklusion, at købelovens specifikke regler om mangler ved en salgsgenstand måtte vige, fordi der eksisterede en sædvane, som var kendt og almindelig accepteret blandt branchefolk, der handlede med avlsorner.

Afgørelse U1984.525H – Den ufrugtbare orne Den 23. august 1976 leverede sælger en Yorkshire-orne til køber. Ornen skulle bruges til avl. I slutningen af november fik køberen mistanke om, at ornen var ufrugtbar, hvilket senere blev bekræftet af Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Ornen blev slagtet og sælger leverede en ny orne til køber uden beregning. Køber accepterede omlevering, men krævede erstatning for drifts­tab. Sælger nægtede at betale og påstod, at det inden for branchen var tilstrækkeligt at foretage omlevering. Køber krævede erstatning for fejl og mangler, med henvisning til købelovens § 43, stk. 3.

Under retssagen blev der fremlagt erklæringer fra flere organisationer inden for branchen, der udtalte, at omlevering var en fast praksis, og at erstatning for fejl og mangler hos en leveret orne, alene bestod i levering af en ny orne.

Højesteret fandt, at erklæringerne dokumenterede, at det inden for handelen med avlsorner var sædvane, at køberen af en ufrugtbar orne, ikke kunne kræve erstatning af sælger for driftstab. Det blev ikke tillagt betydning, at den pågældende køber ikke kendte til den pågældende sædvane i branchen.

Sædvane inden for branchen gik her forud for købelovens § 43, stk. 3.

Forholdets natur

Hvis en domstol træffer en afgørelse med henvisning til forholdets natur, er afgørelsen motiveret af nogle friere overvejelser om retlige hensyn og almindelige retsprincipper. Lidt firkantet sagt, kan man kalde forholdets natur for en “juridisk mavefornemmelse”, der kommer i spil, når alle andre retskilder ikke kan hjælpe, dvs. der kan ikke hentes svar i lovgiv-

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

ningen, retspraksis eller i en sædvane. Forholdets natur betragtes af nogle som den laveste retskilde, og andre afviser forholdets natur som retskilde.

2. Internationale retskilder Den internationale udvikling betyder, at retsregler skabt uden for Danmark har indflydelse på vores liv i Danmark. Særligt det internationale samarbejde i EU og regelskabelsen derfra har betydning nationalt.

2.1 EU’s institutioner EU’s institutioner danner rammen om det europæiske samarbejde mellem de nuværende 27 medlemslande (eksklusive Storbritannien). EU’s in­stitutioner ligger i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg.

Blandt EU’s institutioner kan nævnes: ‒‒ ‒‒ ‒‒ ‒‒ ‒‒

Det Europæiske Råd Rådet for Den Europæiske Union Europa-Parlamentet Europa-Kommissionen EU-Domstolen

Institutionerne har forskellige opgaver og roller og omfatter bl.a. lovgivende, kontrollerende, dømmende og rådgivende funktioner.

I det Europæiske Råd defineres EU’s generelle politiske linjer og prioriteter. Medlemmerne er EU-landenes stats- eller regeringschefer, formanden for Europa-Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender. Det er det højeste niveau af det politiske arbejde i EU og der drøftes ofte komplekse og følsomme emner.

Det Europæiske Råd

Rådet for Den Europæiske Union har den lovgivende funktion sammen med Europa-Parlamentet. Medlemmerne i Rådet er ministre. Hvis der skal drøftes transport, møder transportministrene fra de forskellige medlemslande, og skal der drøftes miljø, møder alle miljøministrene.

Rådet for Den

Europa-Parlamentets 751 medlemmer vælges ved direkte valg i deres medlemsstater og de vælges for 5 år ad gangen. Danmark har 13 medlemmer.

Europa-Parlamentet har den lovgivende funktion sammen med Rådet, og det betyder, at de skal være enige om forslag til en retsakt, hvis den skal kunne vedtages. Initiativ til regler kommer på forslag fra Kommissionen.

Europa-Parlamentet har også til opgave at at udøve demokratisk kontrol med EU’s institutioner, godkende kommissionens medlemmer, og vedtager budgetter sammen med Rådet.

Europa-Parlamentet

Europæiske Union

23

24 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Europa-Kommissionen

Europa-Kommissionen har hovedsæde i Bruxelles. Europa-Kommissionen fremsættter blandt andet lovforslag til Rådet og Parlamentet, styrer EUs budgetter og fører tilsyn med at EU-landene overholder EU’s lovgivning og anvender den korrekt i medlemslandene. Europa-Kommisionen består af en politisk ledelse med 27 kommissærer med ansvar for forskellige områder. Alle medlemslandene har én kommissær, og de bliver udpeget for en periode på fem år. Alle kommissærer skal godkendes af Europa-Parlamentet, og en kommissær skal handle i EU’s interesse uafhængigt af nationale interesser.

Kommissionen har på de fleste områder initiativretten til at foreslå og vedtage regler i Europa-Parlamentet, og kommissionen skal holde øje med at medlemsstaterne overholder traktaterne.

EU-Domstolen

EU-Domstolen afgør sager om medlemsstaternes overholdelse af traktaterne, og den skal sikre, at EU-retten fortolkes og anvendes ensartet og korrekt af medlemsstaterne. Domstolen kan også tage stilling til, om en institution har tilsidesat en pligt til at handle, og der kan ske annullation af en retsakt, som ikke er lovlig. Hvis et land ikke overholder EU-reglerne, vil en sag mod det pågældende land kunne anlægges. Det sker på initiativ fra et andet EU-land eller Kommisionen.

Præjudicielle ­spørgsmål

De nationale domstole kan bede EU-Domstolen om at tage stilling til såkaldte præjudicielle spørgsmål. Det sker i de tilfælde hvor en afgørelse i en sag ved en national domstol kræver stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål fx fordi der er tvivl om fortolkningen af en EU-lovgivning.

Sagen i Danmark bliver så udsat indtil der kommer et svar fra EU-Domstolen.

Læs mere om EU’s institutioner på www.eu-oplysningen.dk

2.2 EU’s retskilder Retskilder som udspringer fra EU har stor betydning i Danmark. Derudover har vi tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og en række andre konventioner, fx Haager-konventionen, CISG (Convention of Internationales Sales of Goods).

Konventioner Konventioner

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) er et eksempel på en international konvention, som er en del af dansk ret, og som både indeholder en række frihedsrettigheder, men også en række forbud mod overgreb. EMRK er en integreret del af EU-retten.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

EMRK inddrages som retskilde ved domstolene med jævne mellemrum, fx i Højesteretssagen om retten til Christianiaområdet, som er beskrevet ovenfor i afsnit 1.1.

I EU udstedes der forskellige typer regler, fx forordninger, direktiver og beslutninger. De kaldes for retsakter.

Traktater Traktater kan betragtes som EUs grundlove. Bestemmelser i EU-traktater er bindende for de medlemsstater, som har tilsluttet sig traktaten. Derudover kan en EU-traktats bestemmelse være bindende direkte over for borgere og virksomheder, hvis reglerne er tilstrækkeligt klare og præcist formuleret, fx EUF-traktaten art. 101 og 102, om forbud mod konkurrencebegrænsning og om forbud mod misbrug af dominerende stilling.

Traktater

Forordninger En forordning udstedt i EU er bindende i Danmark uden vedtagelse, dvs. den er umiddelbart gældende i medlemsstaten og for statens virksomheder og borgere. Forordningen må ikke være hverken traktatstridig eller grundlovsstridig.

Forordninger

Direktiver Et direktiv fra EU skal implementeres i national lovgivning, dvs. at medlemsstaterne skal inden en fastsat frist sørge for at direktivet gøres til na­ tio­ nal lovgivning. Et eksempel på dette er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366 om betalingstjenester i det indre marked, som blev implementeret i Danmark i 2018 gennem vedtagelse af lov om betalinger.

Direktiver

I direktivet var der fastsat en frist til den 13. januar 2018 for medlemsstaterne til at omsætte direktivet til national lovgivning. Får en stat ikke gennemført direktivet i national lovgivning inden fristen, kan det få konsekvenser. Det skete fx for Frankrig, der i 1993 blev dømt for traktatbrud ved ikke at have omsat et direktiv til fransk lov. I 1998 havde Frankrig stadig ikke gjort noget ved det, og EU-Kommissionen tog dommen fra 1993 i hånden, og bad EU-Domstolen pålægge Frankrig dagbøder. Så skete der noget, og den 19. maj 1998 blev direktivet gjort til fransk lov.

Beslutninger Beslutninger fra EU er bindende for dem, som beslutningen er rettet mod.

Det kan være både stater, virksomheder eller borgere.

Beslutninger

25

26 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Henstillinger og udtalelser Henstillinger og udtalelser

Indholdet af henstillinger og udtalelser er ikke bindende, men fremstår som en opfordring, vejledning eller hensigtserklæring.

Figur 1.3

Oversigt over EU-retsakternes bindende virkning i EU’s medlemsstater EU-retsakter

Traktat

Indholdet af en traktat er gældende i medlemsstaten, når traktaten er ­ratificeret af medlemsstaten. Traktater kan betragtes som EU’s grundlove.

Forordninger

Indholdet af en forordning er umiddelbart gældende i alle medlemsstater, og ­kræver ikke implementering.

Direktiver

Indholdet af et direktiv er bindende for medlemsstaterne, og kræver ofte implementering i national lovgivning inden en fastsat frist.

Beslutninger

Indholdet af en beslutning er bindende for de medlemsstater, som beslutningen er rettet mod.

Henstillinger og ­udtalelser

Indholdet er ikke bindende og fremgår som en vejledning eller hensigts­erklæring.

Internationale domme Internationale domme

En dom afsagt i EU-regi er bindende i Danmark, og skal lægges til grund ved afgørelser der træffes af de danske domstole, ligesom de danske regler, der anvendes ved de danske domstole, skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten. Domme afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, skal behandles på samme måde som EU-domme, og skal følges og respekteres i Danmark.

3. Domstolene Retsplejeloven (RPL) er en omfattende lov på over 1.000 lovbestemmelser.

Retsplejeloven indeholder regler om anklagemyndigheden, politimyndigheden og advokater, regler om retssagsbehandling i civile sager og i straffesager, fogedsager, domstolenes opbygning og opgaver og meget mere.

Danmarks domstolssystem er opdelt i 3 niveauer: Byret, Landsret og Højesteret.

Byret

Byretten er fordelt over hele landet i 24 retskredse. Ved afgørelse af byretssager deltager 1 dommer, men i særligt vanskelige og omfattende sager eller sager af principiel karakter deltager 3 dommere. Hvis særlig fagkundskab er nødvendigt for at kunne afgøre sagen, fx byggeteknisk viden, kan sagkyndige indkaldes til at deltage i sagens afgørelse.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Landsretten er opdelt i Vestre Landsret, der dækker Jylland og Østre Landsret der dækker øerne. Vestre Landsret ligger i Viborg, mens Østre Landsret ligger i København. Landsretten kan godt flyttes til et andet sted i landet, hvis det findes hensigtsmæssigt af hensyn til sagens oplysning. Landsretten består af en præsident og 36 andre dommere. Ved afgørelse af sager i Landsretten deltager mindst 3 dommere.

Landsret

Højesteret ligger i København og er Danmarks øverste domstol. I Højesteret er der 19 dommere, og en af dem udnævnes af de andre som præsident for Højesteret. Ved afgørelse af sager i Højesteret deltager mindst 5 dommere.

Højesteret

Figur 1.4

Domstolenes hierarkiske opbygning Højesteret i København Landsret Vestre Landsret og Østre landsret Byret 24 retskredse

2-instansprincippet I Danmark gælder 2-instansprincippet, hvilket betyder, at en sag som udgangspunkt kan blive bedømt to gange. Som hovedregel starter alle sager i Byretten. Når Byretten har afsagt sin dom, kan dommen i de fleste tilfælde ankes til Landsretten, som behandler sagen i 2. instans.

2-instansprincippet

Der er dog den særlige undtagelse, at sager med et påstandsbeløb på under 20.000 kr., ikke kan ankes til Landsretten, medmindre der er tale om en sag af principiel karakter, og der gives tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

3. instansbevilling Domme, der er afsagt af Landsretten i 2. instans, kan som hovedregel ikke ankes, men Procesbevillingsnævnet kan efter ansøgning give tilladelse til, at sagen prøves en tredje gang i Højesteret, jf. RPL § 371. Der meddeles en såkaldt tredjeinstansbevilling, men det sker kun i særlige tilfælde, hvor der er tale om en sag af principiel karakter.

3. instansbevilling

Hvorvidt en sag har “principiel karakter” må vurderes konkret fra sag til sag, men følgende forhold kan få betydning for, om der meddeles tredjeinstansbevilling:

Principiel karakter

27

28 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 ‒‒ Hvis sagen kan tænkes at få betydning for andre. ‒‒ Sager om uafklarede lovfortolkningsspørgsmål. ‒‒ Sager, hvor afgørelsen i ansøgersagen, vil kunne tjene som præjudikat ved senere tilfælde. ‒‒ Sager hvor retspraksis er uklar, og hvor der skønnes behov for, at Højesteret får fastlagt en praksis på området, eller hvor der skønnes et behov for at få afklaret, om en bestående retstilstand bør ændres eller justeres.

Typer af domstole Almindelige domstole og særlige domstole

Der skelnes mellem 2 typer af domstole. De almindelige domstole, som er Højesteret, Landsretterne, Byretterne, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten, jf. RPL. § 1, stk. 1, og de særlige domstole, som fx er Boligretten, Rigsretten og Den Særlige Klageret.

Som hovedregel behandles alle civile sager i Byretten i 1. instans, men sager af principiel karakter kan Byretten vælge at henvise til Landsretten, fx i sager om principielle retlige spørgsmål, hvor retspraksis er uafklaret eller i sager om lovfortolkning. Landsretten behandler 2. instanssager, dvs. de sager som ankes fra Byretten.

Byrettens afdelinger

Byretten har et antal afdelinger, som behandler særlige områder inden for juraen.

Figur 1.5

Civilretten

Oversigt over byrettens afdelinger

Fogedretten

Skifteretten

Boligretten

Kriminalretten

Civilretten: Behandler civile retssager.

Kriminalretten: Behandler straffesager, hvor tiltalte har overtrådt straffe­ loven.

Fogedretten: Behandler fx sager om tvangsinddrivelse af gæld og udlæg, tilbagetagelsessager, sager om arrest og fogedforbud, udsættelse af lejemål, samværssager om udlevering af børn.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Skifteretten: Behandler fx sager om dødsboer, skifte af ægtefællers fællesbo i separations- og skilsmissesager og insolvenssager, såsom gældssanering og konkurssager.

Boligretten: Behandler fx sager om leje af hus eller husrum, fx lejligheder, villaer, sommerhuse og garager. Sagen har ofte været behandlet i huslejenævnet eller beboerklagenævn, inden sagen bliver forelagt for en byretsdommer i boligretten. Det drejer sig typisk om huslejesager, opsigelse af lejeaftaler og mangler ved det lejede.

Sø- og Handelsretten ligger i København og består af en præsident, 2 vicepræsidenter og 2 andre dommere samt et antal sagkyndige medlemmer. Søog Handelsretten kan godt flyttes til et andet sted i landet, hvis det findes hensigtsmæssigt af hensyn til sagens oplysning.

Sø- og Handelsretten

Selvom Sø- og Handelsretten er opregnet i RPL § 1 som en almindelig domstol, kan man godt kalde Sø- og Handelsretten for en specialdomstol, da de sager som indbringes, skal handle om specifikke retsområder, jf. RPL § 225. Det gælder sager om: ‒‒ Danske og internationale sager om varemærker, design, patent, brugsmodeller mv. ‒‒ Internationale sager om internationale erhvervsforhold. ‒‒ Markedsføringsloven eller lov om betalinger, hvor Forbrugerombudsmanden er part. ‒‒ Konkurrenceloven. ‒‒ Lov om forretningshemmeligheder.

Ved afgørelse af sager i Sø- og Handelsretten deltager 1 dommer og 2 sagkyndige dommere. I særlige tilfælde kan der deltage 4 sagkyndige dommere. Sager behandles i Sø- og Handelsretten i 1. instans, og afgørelserne kan appelleres til Højesteret.

3.1 Internationale domstole EU-Domstolen hedder formelt set Den Europæiske Unions Domstol (EUDomstolen). Domstolen er inddelt i 2 organer: ‒‒ EU-Domstolen ‒‒ Retten EU-Domstolen består af en dommer fra hver medlemsstat samt 11 generaladvokater. Sagerne for EU-Domstolen kan anlægges af medlemsstaterne, EUs institutioner eller af fysiske eller juridiske personer der bor i en medlemsstat. EU-Domstolen afsiger domme, som er bindende i medlems-

EU-Domstolen

29

30 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 staterne, og EU-Domstolen svarer på præjudicielle spørgsmål, når der er tvivl om EU-rettens fortolkning.

De danske domstole er forpligtet til at fortolke dansk lovgivning i overensstemmelse med EU-retten. Hvis en dansk domstol i en konkret sag kommer i tvivl om fortolkningen af EU-retten, og den rette fortolkning har betydning for sagens afgørelse, kan den danske domstol stille et såkaldt præjudicielt spørgsmål til EU-Domstolen. Sagen i Danmark sættes sædvanligvis i bero, indtil EU-Domstolen har udtalt sig om fortolkningsspørgsmålet i den danske sag.

Afgørelse U2002.2435/3H – Den gravide vikar F blev medio juni 1995 ansat som kontorvikar i telefonselskabet A for perioden 1. juli 1995 til 31. december 1995. I august 1995 oplyste F, at hun var gravid med forventet termin i begyndelsen af november 1995. Arbejdsgiveren afskedigede herefter F til fratræden ved udgangen af september 1995, idet arbejdsgiveren var af den opfattelse, at F burde have oplyst om sin graviditet forud for ansættelsen, og at hun som følge af graviditeten ikke kunne arbejde i en væsentlig del af ansættelsesperioden.

Højesteret bad EU-Domstolen svare på et præjudicielt spørgsmål, om det var i strid med de direktivbestemmelser, som blev gennemført ved ligebehandlingslovens § 9, at afskedige en ansat på grund af graviditet under de omstændigheder som i denne sag. EU-Domstolen besvarede bekræftende, at fyringen under de beskrevne omstændigheder, var i strid med direktivbestemmelser. Arbejdsgiveren blev derfor dømt, og i Højesteret angik sagen herefter alene udmålingen af godtgørelsen til F efter ligebehandlingslovens § 16. Højesteret fastsatte herefter godtgørelsen til 87.000 kr. svarende til 6 måneders løn.

Retten

Retten består af 2 dommere fra hvert medlemsland. Retten beskæftiger sig primært med konkurrenceret, statsstøtte, varemærker, handel og landbrug.

Læs mere om den Europæiske Unions Domstol, domme m.v. på www.curia.europa.eu

Menneskerettighedsdomstolen Menneskerettighedsdomstolen

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) kan træffe afgørelser i sager, der handler om, hvorvidt den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) er blevet overtrådt. EMRK indeholder nogle grundlæggende borgerlige og politiske rettigheder og friheder, fx forbud mod tortur, forbud mod slaveri og tvangsarbejde, retten til en retfærdig rettergang, ingen straf uden retsregel, retten til at tænke frit og til samvittighedsog religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, forbud mod diskriminering mv.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Den danske stat er folkeretligt forpligtet til at overholde EMRK, og de natio­nale domstole skal beskytte borgerne mod krænkelser, men sker det alligevel, og alle nationale appelmuligheder er udtømt, kan “offeret” klage over den danske stat til EMD.

4. Civile retssager Parterne i en civil retssag kaldes sagsøger og sagsøgte. Sagsøger er den part, som anlægger retssagen, og som mener at have et krav mod sagsøgte.

Parterne: Sagsøger og sagsøgte

4.1 Værneting – hvor skal sagen anlægges?

Når man som sagsøger vil anlægge en retssag, er det vigtigt at finde ud af hvilken ret/domstol, der har den saglige og den stedlige kompetence.

Saglig kompetence handler om, hvilken ret, der skal behandle den pågældende sagstype. Hovedreglen er, at alle sager skal behandles i Byretten i 1. instans, medmindre andet fremgår af retsplejeloven eller anden lov, jf.

RPL § 224.

Saglig kompetence

Stedlig kompetence handler om, hvor i landet sagen kan anlægges, og hovedreglen er, at retssager anlægges ved sagsøgtes hjemting, dvs. der, hvor sagsøgte har sin bopæl. Har sagsøgte ikke nogen bopæl, er værnetinget der, hvor sagsøgte opholder sig, og hvis han hverken har bopæl eller kendt opholdssted, kan retssagen anlægges i den retskreds, hvor han sidst har haft bopæl eller opholdssted, jf. RPL § 235.

Stedlig kompetence

Andet kan dog være aftalt eller bestemt ved lov. Nedenfor er en oversigt over de supplerende værneting, som kan komme i spil i forbindelse med sagsanlæg. De kaldes ofte for undtagelsesværneting, da reglerne er en undtagelse til hovedregelen om, at en retssag anlægges ved sagsøgtes hjemting. De supplerende værneting betyder, at sagen kan, men ikke nødvendigvis skal, anlægges uden for sagsøgtes hjemting.

Supplerende værneting

Hovedregel: Sagsøgtes hjemting

31

32 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Figur 1.6

Oversigt over de supplerende værneting i henhold til retsplejeloven

§ 245

Værnetingsaftale: Inden der overhovedet opstår en konflikt, kan parterne i deres aftale beslutte, hvor en eventuel retssag skal anlægges. Er der mellem de uenige parter indgået en gyldig værnetings­aftale om, at retssager skal anlægges ved Københavns Byret, kommer de øvrige værnetingsregler opregnet neden for ikke i spil.

I sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om værneting ikke bindende for forbrugeren.

§ 237

Virksomhedsværneting: Sager mod personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed, kan anlægges ved retten på det sted, hvorfra virksomheden udøves, når sagen vedrører virksomheden.

§ 238

Selskabsretligt værneting: Selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der kan optræde som part i retssager, har hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, eller, hvis et sådant ikke kan oplyses, i den retskreds, hvor et af bestyrelsens eller direktio­nens medlemmer har bopæl.

§ 239

Regioner og kommuner har hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger.

§ 240

Sager mod staten: Staten har hjemting i den retskreds, hvor den myndighed, som stævnes på sta­tens vegne, har kontor.

§ 241

Ejendomsværneting: Sager vedrørende rettigheder over fast ejendom, kan anlægges ved retten på det sted, hvor ejendommen ligger.

§ 242

Opfyldelsesværneting: Sager om kontraktsforhold kan anlægges ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på pengekrav, medmindre kravet er opstået under ophold i retskredsen under sådanne omstændigheder, at det skulle opfyldes, inden stedet forlades.

§ 243

Deliktsværneting: Sager, hvorunder der påstås straf, erstatning eller oprejsning i anledning af rets­krænkelser, kan anlægges ved retten på det sted, hvor retskrænkelsen er foregået (skadestedet).

§ 244

Forbrugerværneting: I sager om forbrugeraftaler, som ikke er indgået ved personlig henvendelse på den erhvervsdrivendes faste forretnings­sted, kan forbrugeren anlægge sag mod den erhvervsdrivende ved sit eget hjemting.

§ 246

Sagsøgte har ikke dansk hjemting: Stk. 1: Sager mod personer, sel­skaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der ikke har hjemting i Danmark, kan anlægges her i landet, for så vidt nogen ret efter bestemmelserne i §§ 237, 238, stk. 2, 241, 242, 243 og 245 kan anses som værneting i sagen.

Opholdsværneting: Stk. 2: Kan ingen ret efter stk. 1 anses som værneting i sagen, kan sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer anlægges ved retten på det sted, hvor de ved stævningens forkyndelse opholder sig.

Godsværneting: Stk. 3: Sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer og sammenslutninger kan endvidere, hvis der ikke er værneting efter reglen i stk. 1, anlægges ved retten på det sted, hvor den pågældende person eller sammenslutning på tidspunktet for sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet angår, befinder sig på tidspunktet for sagens anlæg. Afværges arrest i gods gennem sikkerhedsstillelse, betragtes sikkerhedsstillelsen som gods, der befinder sig på det sted, hvor arrestbegæringen er eller i givet fald skulle være indgivet.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

33

Når retten modtager en stævning, påser retten af egen drift, om sagen er sendt til det rette værneting. Er sagen anlagt ved en ret, som ikke er rette værneting til at behandle sagen, henviser retten sagen til afgørelse ved rette domstol, jf. RPL § 248.

Værnetingsaftaler Parterne i et aftaleforhold kan aftale, hvor en sag skal anlægges, hvis der opstår en konflikt, som skal løses af en domstol. Klausuler om værneting ses ofte i den erhvervsdrivendes salgs- og leveringsbetingelser og i kontrakter. Det er tilrådeligt, at en virksomhed af omkostningsmæssige hensyn sørger for at aftale, at eventuelle retssager skal anlægges ved en domstol, som ikke ligger for langt væk.

Værnetingsaftaler

Eksempel Hvis en virksomhed på Bornholm har 60.000 kr. til gode hos en erhvervskunde i Ålborg, som ikke vil betale, og virksomheden på Bornholm vælger at anlægge en retssag i forsøg på at få pengene hjem, skal sagen efter hovedreglen i RPL § 235, anlægges ved sagsøgtes hjemting, dvs. i Ålborg.

Det kan blive en unødvendig dyr affære for virksomheden på Bornholm, at skulle føre retssag i Ålborg, dels i transportomkostninger, men også i advokat­omkostninger, hvis virksomheden ønsker at bruge deres sædvanlige advok­at­forbindelse fra Bornholm. Der er langt til Ålborg, og en advokat afregner som oftest sit salær efter tidsforbrug, så en tur til Ålborg er noget dyrere, end hvis sagen kunne have været behandlet ved retten i Rønne på Bornholm.

Virksomheden på Bornholm skal derfor sørge for, at der i virksomhedens samhandelsbetingelser og kontrakter i øvrigt, er indføjet en værnetingsklausul, hvorefter eventuelle retssager, skal anlægges ved retten i Rønne. I den forbindelse skal virksomheden huske, at samhandelsbetingelserne skal være en del af aftalegrundlaget, og de skal derfor præsenteres og sendes til kunden i forbindelse med den oprindelige aftales indgåelse. Kan en kunde ikke acceptere samhandelsbetingelserne, herunder værnetingsklausulen, kan kunden protestere i forbindelse med aftalens indgåelse. Gør han ikke det, betragtes værnetingsklausulen som vedtaget sammen med de øvrige samhandelsbetingelser.

En værnetingsklausul kan både indgås mundtligt og skriftligt, men i tilfælde af uenighed om hvad der er aftalt, er det af bevismæssige årsager mest hensigtmæssigt, at værnetingsklausulen fremgår af en skriftlig aftale. En værnetingsklausul i en kontrakt som ikke er underskrevet, er ikke bindende, idet den manglende underskrift er udtryk for manglende accept.

4.2 Procesretlige grundbegreber I forbindelse med civilretlig retssagsbehandling er der nogle grundbegreber, som kort vil blive gennemgået i det følgende.

Mundtlig eller skriftlig aftale

34 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Forhandlingsprincippet Forhandlingsprincippet

Retten tager stilling til sagens spørgsmål ud fra de oplysninger, der er lagt frem i sagen. Forhandlingsprincippet medfører, at sagsøger og sagsøgte selv har ansvaret for sagens bevisførelse, dvs. parterne må under sagens forberedelse selv sørge for at indhente og fremlægge de nødvendige oplysninger, indkalde relevante vidner, gennemføre syn og skøn, og fremlægge den nødvendige dokumentation, som parterne ønsker retten skal vurdere og tage stilling til under selve retssagen. Retten kan opfordre parterne til at føre et bestemt bevis, fx gennemførelse af syn og skøn, men parterne er ikke forpligtet til at følge rettens opfordring.

Bevisumiddelbarhedsprincippet Bevisumiddelbarheds­ princippet

Sagens bevisførelse, herunder fremlæggelse af dokumentation, partsafhøring og vidneafhøring, afhøring af syns- og skønsmand mv., skal ske i retten under hovedforhandlingen, så dommeren kan skabe sig et helhedsindtryk i sagen. Bevis­umiddelbarhedsprincippet medfører, at beviser skal føres umiddelbart foran dommeren. Sagens dokumenter er sendt til retten under sagens forberedelse, og de fremlægges under hovedforhandlingen og læses højt.

I undtagelsestilfælde kan der optages vidneforklaringer eller lignende beviser inden hovedforhandlingen, og bevisoptagelsen kan ske andre steder end i retten. Men det sker kun i tilfælde, hvor fx bevisoptagelsen ellers ville kunne gå tabt, eller ikke kan vente til hovedforhandlingen, fx fordi vidnet ligger for døden og er indlagt på et hospital.

Bevisbedømmelsens frihed Bevisbedømmelsens frihed

Retten er ikke bundet af lovregler, når det gælder bevisbedømmelsen. Her gælder den frie bevisbedømmelse, og retten har frihed til at vurdere og afgøre, hvad der er bevist under sagen, og hvilke beviser der skal have betydning for dommen. ­Vurderingen skal ske på et objektivt grundlag, og den enkelte d ­ ommers subjektive holdning i sagen, må derfor ikke spille ind ved sagens afgørelse.

Bevisbyrde Bevisbyrde

I civile sager er det som udgangspunkt sagsøger, som skal bevise, at han har et krav mod sagsøgte. Påstår sagsøger, at sagsøgte skylder ham 25.000 kr. er det sagsøger som skal dokumentere kravet. Sagsøger har bevisbyrden for, at det han siger er rigtigt, og han skal derfor fremskaffe bevis for sin påstand.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Eksempel Jan Bilmekaniker sagsøger Johnny for 25.000 kr. for manglende betaling af service og reparationer på Johnnys bil. Jan Bilmekaniker har bevisbyrden for, at der er et krav, og skal fremlægge dokumentation for sin påstand. Bevisbyrden kan fx løftes ved, at Jan Bilmekaniker fremlægger kopi af reparationsrapport og faktura.

Hvis sagsøgte (Johnny) nægter at betale, fordi han mener, at den udførte service er alt for dyr i forhold til hvad man betaler andre steder, og der i øvrigt ikke er udført alle de reparationer, som fremgår af fakturaen og reparationsrapporten, har Johnny bevisbyrden for sine egne udsagn. Johnny skal fremlægge bevis for, at servicereparationerne var manglefulde og prisen for dyr, så syn og skøn vil formentlig være aktuelt at gennemføre i denne sag. Se om retssagers behandling nedenfor.

4.3 Sådan forløber en civil retssag Parterne i en civil retssag hedder sagsøger og sagsøgte. Sagsøger er den part, person, virksomhed, forening, myndighed eller lignende, som anlægger en sag mod en anden part, der kaldes for sagsøgte.

Sagsøger og sagsøgte

Før den egentlige retssag bliver gennemført i en retssal, går der ofte en lang periode forud for, hvor sagen forberedes og tilskæres. Neden for ses et traditionelt sagsforløb over sagens forberedelse, inden sagen skal procederes under hovedforhandlingen.

Sagen forberedes

Figur 1.7

Oversigt over forberedelsen af en civil retssag Sagsøger

Sagsøgte

1. Stævning 3. Evt. forberedende retsmøde

2. Svarskrift

Evt. syn og skøn 4. Replik 6. Evt. udveksling af yderligere processkrifter Hovedforhandling

5. Duplik

35

36 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Domstolene har digitaliseret behandling af retssager, hvilket betyder at sagsanlæg vil ske digitalt. Dokumenter, der udveksles under sagens forberedelse, behandles digitalt i sagsportalen minretssag.dk.

Se vejledning om behandling af civile sager ved byretterne på www.domstol.dk

Sagens forberedelse Stævning

Sagsøger sender en stævning til retten, der bl.a. skal indeholde oplysninger om: ‒‒ Parternes navn og adresse, herunder evt. angivelse af en postadresse i Danmark. ‒‒ Angivelse af den ret, hvor sagen anlægges. ‒‒ Sagsøgerens påstand. ‒‒ En udførlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvor­på påstanden støttes. ‒‒ Angivelse af de dokumenter og andre beviser, som sagsøgeren agter at påberåbe sig.

Forkyndelse af s­ tævning

Retten sender stævningen til forkyndelse over for sagsøgte. Enten sendes stævningen ud med brev eller også sendes en såkaldt stævningsmand ud til sagsøgtes bopæl eller forretningssted, for at aflevere stævningen.

Svarskrift

Hvis sagsøgte ikke vil acceptere at blive dømt i henhold til sagsøgers påstand i stævningen, skal sagsøgte sørge for at indlevere et såkaldt svarskrift til retten inden udløbet af en svarfrist der som udgangspunkt er 2 uger. Svarskriftet skal bl.a. indeholde oplysninger om: ‒‒ Sagsøgtes påstand. ‒‒ Angivelse af eventuelle modkrav. ‒‒ En fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden og eventuelle modkrav støttes. ‒‒ Angivelse af de dokumenter og andre beviser, som sagsøgte agter at påberåbe sig.

Forberedende ­retsmøde

Retten kan vælge at indkalde parterne til et forberedende retsmøde.

Mødet kan foregå i retten eller klares pr. telefon. I nogle retskredse afholdes retsmøder via videokonference.

På det forberedende retsmøde kan alle forhold omkring sagens tilrettelæggelse og forberedelse drøftes, fx eventuelle uklarheder omkring parterne påstande samt få afklaret, hvordan parterne stiller sig til sagens fakta og sagens juridiske spørgsmål. Derudover drøftes planlægning af sagens videre forberedelse frem til selve hovedforhandlingen, hvilke frister der skal overholdes, eventuel afholdelse af syn og skøn eller indhen-

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

telse af sagkyndige erklæringer, medvirken af sagkyndige, opfordringer til en part om at fremlægge dokumenter og andre beviser, tidspunkt og tilrettelæggelse af hovedforhandling, forligsmuligheder mv.

Syn og skøn er en sagkyndig besigtigelse og udtalelse om nogle faktiske forhold til brug for en retssag, fx af teknisk karakter.

Syn og skøn

Eksempel Skandia Møbeldesign A/S sælger bl.a. møbler til caféer, diskoteker og barer, og har indkøbt 120 brune barstole med stålstel fra Bar Interiør Production A/S. Stolene skal sælges videre til Københavnske barer.

Da barstolene ankommer, konstaterer Skandia Møbeldesign A/S, at flere af barstolene er skæve, og den brune farve på stolene virker mat.

Skandia Møbeldesign A/S nægter at betale fuld pris for stolene på grund af de konstaterede fejl. Bar Interiør Production A/S mener kvaliteten er fin, og forlanger fuld betaling.

Sagen ender i retten, og da Skandia Møbeldesign A/S fastholder, at der er fejl og mangler ved barstolene, er det deres bevisbyrde, og der skal gennemføres syn og skøn i sagen.

Skandia Møbeldesign A/S udarbejder en række skriftlige spørgsmål, som de ønsker den sagkyndige skal besvare. Bar Interiør Production A/S får også lejlighed til at stille spørgsmål.

Syn og skønsforretning gennemføres, fx ved at de alle mødes og besigtiger barstolene. En sagkyndig besvarer de spørgmål parterne har stillet i sagen (Syn- og skønstemaet), og besigtiger og vurderer de leverede barstole. Syn- og skønsmanden udarbejder en syn- og skønsrapport, som fremlægges som bilag i retssagen.

Resultatet i en syn- og skønsrapport giver oftest anledning til yderligere skriftlige bemærkninger fra parterne, der kan udveksle yderligere processkrifter i form af en såkaldt replik og en duplik, og hvad der i øvrigt måtte vise sig at være behov for.

Yderligere ­processkrifter

Når sagsøger og sagsøgte har udvekslet de sidste skriftlige bemærkninger i sagen, afsluttes sagens forberedelse og hovedforhandlingen gennemføres. Ved en hovedforhandling i en civil sag, starter parterne med at nedlægge deres påstande, og sagens objektive kendsgerninger forelægges mundtligt for retten. Derefter gennemføres bevisførelsen, fx ved partsforklaringer, vidneforklaringer, herunder afhøring af syn- og skønsmanden. Sagen afsluttes med at parternes advokater procederer sagen, dvs. kommer med de sidste argumenter for, hvorfor netop deres klient skal vinde sagen.

Hovedforhandling

Efter at have hørt sagen kan dommeren komme med en tilkendegivelse af hans udmiddelbare opfattelse af sagen og dommens resultat. Hvis parterne ikke på den baggrund er indstillet på at indgå et forlig, afsiges der en dom. Parterne må som oftest vente nogle uger på at få domsresultatet.

Ventetiden afhænger af domstolenes travlhed.

37

38 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Udeblivelse Udeblivelsesvirkning

Hvis sagsøger udebliver fra et retsmøde, fx hovedforhandlingen eller ikke indleverer et processkrift i tide, bliver sagen afvist. Hvis det i stedet sker for sagsøgte, taber han sagen, dvs. han bliver dømt i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, uanset om sagsøgte måske kunne have vundet sagen, hvis hovedforhandling­en havde været gennemført, og retten havde taget stilling. Dette kaldes udeblivelsesvirkning, jf. RPL § 360 og § 362.

Omkostninger Omkostninger

Når retten har afsagt dommen, tages der særskilt stilling til størrelsen af sagens omkostninger, og hvem af parterne der skal betale dem. De omkostninger, der skal opgøres, er bl.a. retsafgifter, advokatomkostninger, omkostninger til vidner, syn og skøn mv.

Hovedregel: Taber ­betaler

Hovedreglen er, at “taberen” skal betale sagen og vinderens omkostninger, helt eller delvis. Det er retten som fastsætter omkostningerne og beslutter hvem der skal betale hvad. Principperne for rettens omkostningsfastsættelse sker bl.a. med henvisning til nogle fastsatte takster for advokatsalærer, som står i forhold til sagens størrelse, dvs. omkostningerne fastsættes til et højere beløb, hvis sagen har drejet sig om 800.000 kr. frem for 80.000 kr.

Derudover ser man på sagens omfang og advokaternes tidsforbrug. Parterne har mulighed for at redegøre for deres omkostninger og tidsforbrug, forud for rettens salærfastsættelse. Det er ikke altid det fastsatte salær til vinderens advokat dækker alle advokatomkostninger, og vinderen må da selv betale det manglende beløb til sin advokat.

vinderens ­omkostninger

Fri proces Fri proces

Staten betaler omkostningerne ved en civil retssag, hvis der efter ansøgning til Civilstyrelsen, opnås fri proces. Man kan opnå fri proces, hvis: ‒‒ Ansøgeren ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved en retssag. ‒‒ Ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser. ‒‒ Beløbene reguleres hver år, og beløbsgrænserne gældende fra 1. januar 2018 er: ‒‒ Ansøgerens årlige personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst er under 322.000 kr. ‒‒ Hvis ansøgeren er gift eller samlevende, må den samlede indtægt ikke overstige 409.000 kr. ‒‒ Hvis der er børn, stedbørn eller plejebørn under 18 år, som bor hos ansøgeren, eller som ansøgeren overvejende forsørger, forhøjes indtægtsgrænsen med 56.000 kr. pr. barn. ‒‒ Det vurderes, at der er rimelig grund til at føre sagen.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Alle 3 betingelser ovenfor skal være opfyldt, hvis ansøgeren skal opnå fri proces til at føre sagen. Se www.civilstyrelsen.dk.

Småsagsprocessen Sager om mindre pengekrav på højst 50.000 kr., kan behandles efter reglerne i RPL §§ 400-410 og kaldes småsagsprocessen.

Krav under 50.000 kr.

Privatpersoner og erhvervsdrivende kan selv indbringe, forberede og føre deres egne retssager, uden at de behøver at have en særlig juridisk indsigt. I sager der behandles efter småsagsprocessen, er der ikke noget krav om, at parterne skal repræsenteres af en advokat. Sagsøger kan udfylde en stævningsblanket, som ligger på www.domstol.dk. Stævningsblanketten indleveres til retten. Når sagsøgte har indleveret en svarblanket, assisterer og vejleder retten parterne i forbindelse med yderligere forberedelse af sagen.

Tankerne bag småsagsprocessen er bl.a., at parterne i retssager skal opleve at sagerne kan behandles enklere, hurtigere og billigere, og at udgiften til advokat skal reduceres eller helt undgås. Hvis parterne alligevel vælger at bruge advokat under hovedforhandlingen, er de tilkendte sagsomkostninger væsentligt mindre i småsagsprocessen, end de er ved de øvrige civile retssager.

Eksempel Mekaniker Bo Jensen har repareret Bente Hansens bil, men hun betaler ikke regningen på 25.000 kr.

Bo Jensen rykker Bente Hansen for betaling af de 25.000 kr., men hun meddeler ham, at han ikke får en krone. Bo Jensen anlægger en retssag efter småsagsprocessen og udfylder en stævningsblanket.

Bente Jensen svarer i sagen, og mener regningen i stedet burde lyde på 15.000 kr., hvilket blev aftalt, da bilen blev indleveret. Bo Jensen er uenig, og kender ikke til nogen aftale. Retten hjælper begge parter med at formulere påstandene og forberede sagen, herunder evt. indhentelse af sagkyndig bistand til at vurdere værdien af reparationen.

4.4 Alternativ til domstolene Der findes andre måder at få løst en sag på, som i nogle tilfælde er både billigere og hurtigere end domstolsbehandling. I det følgende vil vi kort gennemgå nogle af alternativerne, herunder klagenævnsbehandling, retsmægling og voldgift.

Enklere, hurtigere og billigere retssags­­ behandling

39

40 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Klagenævn Klagenævn

Klager fra forbrugere vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser kan indbringes for et godkendt privat klage- eller ankenævn, fx Forbrugerklagenævnet. Forbrugerne kan indbringe klager, der udspringer af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om køb af en vare eller en tjenesteydelse, jf. forbrugerklageloven § 19, stk 1.

Så længe en klagesag verserer for et klagenævn, kan sagens parter ikke anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål, som klagen omfatter. Hvis en sag i første omgang er anlagt ved domstolene, og forbrugeren ønsker sagen indbragt for et klagenævn, hæver retten sagen, og sender den til klagenævnet.

En fortegnelse over godkendte private klagenævn findes på www.forbrug.dk. Der findes en lang række godkendte klagenævn, fx Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme, Ankenævnet for Bedemandsbranchen, Ankenævnet for Bus, Tog og Metro, Pakkerejse-Ankenævnet, Ankenævnet for Forsikring, Pengeinstitutankenævnet m.fl.

Officialmaksimen

Forhandlings­maksimen

Sagsbehandlingen ved et klage- eller ankenævn foregår på en anden måde end sagsbehandlingen ved domstolene. Officialmaksimen er et almindeligt gældende princip for sagsoplysningen, og kaldes også for undersøgelsesprincippet. Før der træffes en afgørelse i en sag, skal nævnet selv fremskaffe de nødvendige oplysninger, eventuelt i samarbejde med myndigheder, private virksomheder og sagens parter. Nævnet har ansvaret for at sagsforberedelsen har været tilstrækkelig og forsvarlig. I en sag ved domstolene gælder forhandlingsmaksimen. Her er det parternes eget ansvar, at få de nødvendige oplysninger frem i sagen inden der træffes afgørelse.

Klagenævnet for ejendomsformidling Klagenævnet for ­ejendomsformidling

Hvad kan der klages over?

Klagenævnet for ejendomsformidling er oprettet af Dansk Ejendomsmæglerforening, Forbrugerrådet Tænk og Grundejernes Landsorganisation, og behandler klager over ejendomsmæglere m.v. Klagenævnets medlemmer består af en formand, som skal være dommer, samt medlemmer udpeget af ejendomsmæglerbranchen og forbrugerne. Ved behandlingen af en klage deltager nævnets formand samt mindst to medlemmer, så forbruger- og erhvervsinteresser altid er ligeligt repræsenteret.

Klagenævnet kan behandle klager fra en forbruger over en ejendomsmægler. Klagerne kan fx handle om rådgivning i forbindelse med køb af fast ejendom, ejendomsmæglerens opgørelse af salgsprovenu, ejendomsmæglers honorar eller ejendomsmæglers arbejde i øvrigt.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Forbrugeren skal først klage direkte til ejendomsmægleren. Hvis forbrugeren ikke er tilfreds med svaret, eller ikke får et svar fra ejendomsmægleren, kan der klages til Klagenævnet for ejendomsformidling. Forbrugeren kan klage ved at udfylde et skema på Klagenævnets hjemmeside, sende de til Klagenævnet og samtidig indbetale et klagegebyr på 250 kr.

Sagens behandling

Klagenævnets sekretariat sender klagen til udtalelse hos den ejendomsmægler, der klages over. Ejendomsmægler kan vælge at give klager ret eller skrive til klagenævnet, hvorfor klager ikke skal have ret. Ejendomsmæglerens svar sendes videre til forbrugeren, og der kan på den måde være flere skriftlige indlæg fra begge parter før sagen er klar til afgørelse.

Når Klagenævnets sekretariat mener, at sagen er oplyst tilstrækkeligt, overlades sagen til Klagenævnet, som træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Der bliver ikke ført vidner for Klagenævnet, så hvis sagen kun kan blive tilstrækkeligt oplyst ved mundtligt vidneudsagn, vil sagen blive afvist fra Klagenævnet. Forbrugeren kan herefter vælge, om han vil stævne ejendomsmægleren og føre en retssag om spørgsmålet.

Selvom afgørelsen går ejendomsmægleren imod, er han forpligtet til at følge afgørelsen, medmindre han giver Klagenævnet meddelelse inden for 30 dage efter afgørelsen er forkyndt for ejendomsmægleren. Hvis forbrugeren har fået ret i sin klage, kan afgørelsen tvangsfuldbyrdes af Fogedretten. Fogedretten kan i det tilfælde tvinge Ejendomsmægleren til at betale erstatning til forbrugeren. Hvis ejendomsmægleren har meddelt, at han ikke vil følge afgørelsen, har forbrugeren mulighed for at fortsætte sagen ved domstolene.

Klagenævnets afgørelser offentliggøres og kan findes på ejendomsmaeg­ lernaevnet.dk. Det er muligt på samme hjemmeside at se, hvilke ejendomsmæglere (om nogen), der ikke har fulgt en afgørelse fra Klagenævnet for ejendomsformidling.

Ingen vidner

Forpligtet til at følge ­afgørelsen

Offentliggørelse af ­afgørelser

Det finansielle ankenævn Det finansielle ankenævn (DFA) behandler klager over danske pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde. Ankenævnets medlemmer består af en formand, som er højesteretsdommer og 2 næstformænd, som er en højesteretsdommer og en landsretsdommer. Herudover er et antal medlemmer udpeget af Finans Danmark, Realkreditrådet, Investering Danmark og Forbrugerrådet. Ved behandling af en klage deltager formanden eller en næstformand samt to fra de finansielle virksomheder og to forbrugerrepræsentanter.

Det finansielle a­ nkenævn

DFA kan behandle klager, som vedrører private kundeforhold. Klagen skal vedrøre et konkret økonomiske mellemværende. De klager, der behand-

Hvilke typer klager?

41

42 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 les i DFA kan fx handle om hæftelse for misbrug af dankort, rådgivning om køb af bolig, kautioner, gebyrer, rentesatser og investeringsrådgivning.

Sagens behandling

En forbruger skal først klage direkte til den virksomhed, klagen vedrører. Hvis forbrugeren ikke er tilfreds med svaret eller ikke har hørt noget inden 5 uger kan der klages til DFA. Forbrugerne kan klage ved at udfylde et skema på Ankenævnets hjemmeside og sende det til DFA og betale et klagegebyr på 200 kr. DFA’s sekretariat sender klagen til udtalelse hos den virksomhed, som der klages over. Virksomheden kan vælge at give klager ret eller svare på klagen ved at skrive, hvorfor klagen ikke skal imøde­ kommes. Virksomhedens svar sendes til DFA, som sender det videre til klager. Der kan på denne måde udveksles skriftlige indlæg mellem klager og virksomheden, indtil sagen er helt oplyst.

Ankenævnet behandler sagen på det skriftlige grundlag. Der føres ikke vidner eller andre former for beviser i Ankenævnet, så hvis sagen kræver et mundtlig vidneudsagn for at blive fuldt oplyst, vil sagen blive afvist fra DFA. Klager kan herefter vælge, om han vil stævne virksomheden og føre en retssag om spørgsmålet.

Den finansielle virksomhed er forpligtet til at følge DFA’s afgørelse, medmindre den inden 30 dage meddeler, at den ikke vil følge afgørelsen. Hvis forbrugeren har fået ret i sin klage, kan forbrugeren tvangsfuldbyrde afgørelsen med Fogedrettens hjælp. Fogedretten kan tvinge virksomheden til at betale erstatning til forbrugeren. Har virksomheden meddelt, at den ikke vil følge afgørelsen, har forbrugeren mulighed for at fortsætte sagen ved domstolene.

Ankenævnets afgørelser offentliggøres og kan findes på www.fanke.dk.

Det er angivet i afgørelsen, hvis virksomheden ikke har fulgt afgørelsen, eller hvis der efterfølgende er faldet dom i sagen.

Retsmægling Når der anlægges en retssag, som kunne være egnet til retsmægling, sender retten et tilbud til parterne om hjælp til selv at finde en løsning på konflikten ved hjælp af retsmægling. Retsmægleren er en neutral person, som ikke kender konflikten i forvejen. Oftest er der tale om en dommer eller en advokat, som har gennemgået en særlig uddannelse for at kunne løse opgaven som retsmægler.

Retsmæglerens opgave

Retsmæglerens opgave er at hjælpe parterne igennem en mæglingsproces, hvor begge parter får lejlighed til at udtrykke egne synspunkter og ikke mindst adgang til at forstå modpartens synspunkter. Et af omdrejningspunkterne i mægling er at skabe indblik og forståelse for parternes behov og interesser, så parterne selv finder en acceptabel løsning. Her

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

handler det ikke om, hvem der har loven på sin side, men om at finde en varig løsning, der fx kan gøre det lettere for parterne at bevare et godt samarbejde fremover. Hvis retsmæglingen ikke ender med en løsning, kan sagen forsætte som en almindelig retssag.

Voldgift En voldgiftsret er en privat domstol, der nedsættes med henblik på at afgøre netop den aktuelle opståede konflikt mellem parterne. Voldgift reguleres af voldgiftsloven (VL).

Voldgift

Parterne har indflydelse på voldgiftsrettens sammensætning. Har parterne ikke aftalt antallet af voldgiftsdommere, består voldgiftsretten af tre voldgiftsdommere, jf. VL § 10, stk. 2.

Voldgiftsrettens ­sammensætning

Parterne kan aftale, hvordan voldgiftsdommeren eller voldgiftsdommerne skal udpeges. Har parterne ikke aftalt, hvordan voldgiftsdommeren eller voldgiftsdommerne udpeges, og består voldgiftsretten af tre voldgiftsdommere, skal hver part udpege en voldgiftsdommer inden 30 dage Disse voldgiftsdommere skal sammen udpege den tredje voldgiftsdommer (formanden) inden 30 dage efter, at de selv er blevet udpeget.

Voldgiftsdommerne er ofte personer med særligt fagkundskab og ikke nødvendigvis jurister. De dommere, der kan være brug for, er personer, som ved noget om det område konflikten handler om. Hvis konflikten fx handler om fejl og mangler ved et byggeri, kan dommeren være arkitekt, ingeniør, bygningskonstruktør eller anden type byggesagkyndig. Ind imellem er den tredje dommer en jurist, særligt hvis der i konflikten også skal tages stilling til indholdet og fortolkning af aftalegrundlag mv.

Parterne i en voldgiftssag kaldes klageren og indklagede. Ligesom ved domstolsbehandling går der en periode med sagsforberedelse, inden sagen er klar til, at der træffes en afgørelse.

Klageren skal inden for den frist, som parterne har aftalt, eller som voldgiftsretten har fastsat, indgive et klageskrift, der indeholder klagerens påstand, en fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, og angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig.

Indklagede skal inden for den frist, som parterne har aftalt, eller som voldgiftsretten har fastsat, indgive et svarskrift, der indeholder indklagedes påstand, angivelse af eventuelle modkrav, en fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden og modkravene støttes, og angivelse af de dokumenter og andre beviser, som indklagede agter at påberåbe sig.

Sagens forberedelse

43

44 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Under voldgiftsrettens sagsbehandling, skal parterne behandles lige, og hver part skal have fuld lejlighed til at fremføre sin sag. Parterne kan aftale, hvilken fremgangsmåde voldgiftsretten skal følge under sagen, jf.

VL §§ 19 og 20.

Voldgift vs. domstols­ behandling

Løsning af konflikter ved voldgift i stedet for de almindelige domstole, skal som hovedregel være aftalt mellem parterne. En aftale om voldgift kan indgås både før og efter en konflikt er opstået. Der kan være tale om en separat aftale om voldgift, eller en såkaldt voldgiftsklausul, der er en del af en større kontrakt.

Hvis man vælger, at en sag skal afgøres ved voldgift, fravælger man samtidig de almindelige domstole. En voldgiftskendelse kan ikke appelleres til en højere eller anden instans, herunder domstolene. Det kan selvfølgelig være en fordel, men også en ulempe, da parterne skal acceptere, at sagen kun kan prøves 1 gang. Parterne fravælger 2-instansprincippet, som gælder ved domstolene.

Sagsbehandlingstiden ved en voldgiftsret er ofte hurtigere end ved domstolene. Voldgiftsretten er ikke tynget af lange berammelsestider som der ofte opleves ved domstolene. Lange berammelsestider, kan koste virksomhederne penge, særligt i de tilfælde, hvor en produktion eller lignende bliver påvirket, indtil der foreligger en afgørelse.

Retssager ved de almindelige domstole er offentlige. Offentligheden har adgang til at overvære de fleste retssager og kan få adgang til at læse sagens afgørelse. Sådan er det ikke i en voldgiftsag. Kun parterne og voldgiftsdommerne har som udgangspunkt adgang til at overvære sagen, hvilket kan være en fordel for parterne, fx hvis konflikten handler om forhold, der berører forretningshemmeligheder, eller af konkurrencemæssige årsager ønskes holdt hemmeligt for omverdenen.

5. Internationale retssager Opstår der en juridisk konflikt mellem parter i forskellige lande, er det ikke altid parterne har husket at aftale, hvor en eventuel retssag skal føres (værneting), og hvilken lovgivning en sag i givet fald skal afgøres efter (lovvalg).

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

45

5.1 Hvilket lands domstole?

Domsforordningen Hvis sagsøgte har bopæl eller hjemsted i EU, der det domsforordningen, som skal tages i brug. Tilsvarende regler gælder for EFTA-lande (Island, Norge og Schweiz) efter Lugano-konventionen.

Domsforordning.

Har sagsøgte bopæl eller hjemsted uden for EU eller EFTA-landene kan sagen anlægges i Danmark, hvis en af værnetingsreglerne i retsplejeloven kan anvendes, fx kan sager om fast ejendom anlægges der, hvor ejendommen ligger, jf. RPL § 241. Læs mere om retsplejelovens regler om værneting i afsnit 4.1.

Domsforordningen indeholder regler om retternes kompetence, dvs. regler om hvor en sag skal anlægges inden for EU og hvordan den skal behandles. Derudover indeholder Domsforordningen regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Anvendes på det civil- og

Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, og domme der afsiges i andre EU lande, kan fx fuldbyrdes gennem Fogedretten i Danmark og i de øvrige medlemsstater. At retsafgørelser anerkendes og kan fuldbyrdes i hele EU, betyder at domme der afsiges i en EU medlemsstat, anerkendes, respekteres og har virkning i alle de øvrige EU medlemsstater. Opnår en dansk virksomhed dom over en italiensk virksomhed om betaling af erstatning til den danske virksomhed på 500.000 kr. og betaling ikke sker, kan den danske virksomhed bede de italienske myndigheder og domstole, herunder eventuel Fogedret, om at inddrive beløbet i Italien.

Retsafgørelser anerkendes

Det er hovedreglen, at en sag mod en fysisk person skal anlægges i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sin bopæl, og det uanset hvilken nationalitet sagsøgte har, jf. DF art. 4.

Fysisk person

Hvis der er tale om en juridisk person, i form af selskaber, fx aktie- og anpartsselskaber, andelsselskaber, kommanditselskaber, interessentskaber, eller foreninger, fonde, offentlige myndigheder, staten, kommuner mv., kan sagsøger vælge, om sagen skal anlægges ved sagsøgtes hovedkontor, hovedvirksomhed eller vedtægtsmæssige hjemsted, jf. DF art. 63, stk. 1.

Juridisk person:

Som alternativ til hovedreglen om at en sag skal anlægges der hvor sagsøgte har sin bopæl, kan sagsøger i stedet vælge at anlægge sag mod sagsøgte i en anden medlemsstat. Det kan kun ske, hvis der er tale om en sagstype, som kan begrunde valget af et supplerende værneting. I DF art.

7 er der opregnet et antal eksempler på supplerende værneting, fx:

handelsretlige område

og kan fuldbyrdes i hele EU

Hovedkontor eller hjemsted ifølge ­vedtægter

46 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 ‒‒ Filialværneting ‒‒ Kontraktsværneting ‒‒ Deliktsværneting Reglerne om de supplerende eller alternative værneting har blandt andet det formål, at sikre, at sagen føres det sted, hvor sagen har praktisk tilknytning. Samtidig er værnetingsreglerne med til at forhindre, at der føres parallelle retssager om samme spørgsmål i flere lande.

Domsforordningen indeholder derudover nogle særlige afsnit om kompetence og værneting i sager om: ‒‒ Forsikringsaftaler, jf. DF art. 10 – 16 ‒‒ Forbrugeraftaler, jf. DF art. 17 – 19 ‒‒ Individuelle arbejdsaftaler, jf. DF art. 20 – 23 En værnetingsaftale kan tilsidesættes, hvis den er i strid med reglerne om værneting i forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og individuelle arbejdsaftaler. De særlige værnetingsregler i disse aftaler er udarbejdet under hensyn til den ubalance, der er i styrkeforholdet mellem aftaleparterne, fx i en sag mellem en forbruger og en professionel erhvervsdrivende, eller i en sag mellem en ansat og en arbejdsgiver.

Forsikringsværneting

I forsikringssager er det hovedreglen, at forsikringsselskabet (forsikringsgiver) kan sagsøges der, hvor kunden (forsikringstager), sikrede eller begunstigede har sin bopæl. Hvis forsikringsgiver vil sagsøge forsikringstager, sikrede eller begunstigede, skal det ske ved deres bopæl.

Forbrugerværneting

Forbrugerværnetingsreglerne bestemmer, at såfremt en forbruger vil sagsøge en erhvervsdrivende, kan forbrugeren vælge mellem at sagsøge ham i forbrugerens eget hjemland eller i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende har sin bopæl. En sag mod forbrugeren kan kun anlægges ved retten i forbrugerens bopælsland.

Arbejdskontrakts­værneting

I sager vedrørende individuelle arbejdskontrakter kan en sag mod arbejdsgiveren ske enten i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har sit hovedsæde eller i den medlemsstat, hvor arbejdstager (den ansatte) udfører sit arbejde. Hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, kan en sag mod arbejdsgiveren anlægges der, hvor den virksomhed er beliggende, som har ansat arbejdstageren, jf. DF art. 20. En arbejdsgiver som vil anlægge en sag mod en arbejdstager, kan kun ske ved retten i den medlemsstat, hvor arbejdstageren bor, jf. DF art. 21.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Figur 1.8

Værneting ved sagsøgtes bopæl i EU, jf. Domsforordningen

Hovedværneting

Værneting – Domsforordningen

Fysisk person

Sagsøgtes bopæl, jf. art. 4.

Juridisk person

Sagsøgtes hovedkontor, hovedvirksomhed eller vedtægtsmæssige hjemsted, jf. art. 63.

Aktive værneting Kontraktsværneting

Indholdet af et direktiv er bindende for medlemsstaterne, og kræver ofte implementering i national lovgivning inden en fastsat frist.

Deliktsværneting

Sagen kan anlægges ved retten på det sted, hvor den skadegørende handling sker og får virkning, jf. art. 7, nr. 2 + 3.

Filialværneting

Sagen kan anlægges der, hvor hovedvirksomheden har en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, jf. art. 7, nr. 5.

Værneting/ufravigelige Forsikringsværneting

En sag mod forsikringsselskabet kan anlægges der, hvor kunden (forsikringstager), sikrede eller begunstigede har sin bopæl, jf. art. 11, nr. 1b, En sag mod forsikringstager, sikrede eller begunstigede, kan kun anlægges ved deres bopæl, jf. art. 12.

Forbrugerværneting

En sag mod den erhvervsdrivende, kan anlægges i forbrugerens eget hjemland, eller der hvor den er­hvervsdrivende har sin bopæl, jf. art. 18, stk. 1. En sag mod forbrugeren kan kun anlægges ved retten i forbrugerens bopælsland, jf. art. 18, stk. 2.

Arbejdskontrakts­ værneting

En sag mod arbejdsgiveren kan anlægges, hvor ar­bejdsgiveren har sin bopæl, eller der hvor arbejds­tager (den ansatte) udfører sit arbejde, jf. art. 21.

En sag mod en arbejdstager, kan kun ske ved retten i den medlemsstat, hvor arbejdstageren bor, jf. art. 22.

I enkelte tilfælde har domstolene i en bestemt stat enekompetence til at behandle sagen uanset de øvrige bestemmelser om værneting eller eventuelle aftaler mellem parterne, jf. DF art. 24. Årsagen til reglerne om enekompetence er, at nogle typer sager kan have en særlig tilknytning til den pågældende stat, og derfor skal behandles der. Det kan fx være om rettigheder over fast ejendom, som skal behandles af domstolene i den medlemsstat, hvor ejendommen er beliggende.

Enekompetence

Værnetingsaftaler Værnetingsaftaler kan indgås vedrørende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister. Hvis begge parter har bopæl eller forretningssted inden for EU, stiller Domsforordningen art. 25 nogle formelle krav til værnetingsaftalen. Efter Domsforordningen er det en betingelse for indgåelse af en værnetingsaftale, at mindst en af parterne har bopæl i en medlemsstat.

Derudover skal en værnetingsaftale være indgået:

Værnetingsaftaler efter Domsforordningen

47

48 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 ‒‒ Skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller ‒‒ I en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller ‒‒ I en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende branche.

Den skriftlige værnetingsaftale skal være indgået på et varigt medie, dvs. i en form så aftalen kan bevares og gemmes.

5.2 Hvilket lands lov?

Lovvalgsregler i l­ øsørekøb

Den internationale privatret behandler spørgsmålet om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes, når sagen har tilknytning til parter, som har bopæl eller forretningssted i forskellige lande. Lovvalgsreglerne kommer i spil, når reglerne i sælgers og købers land er forskellige.

Eksempel En køber i Cheshunt, England modtager 5 tons bacon-supreme af særlig høj kvalitet fra sælger, der har forretningssted i Randers, Danmark. Køber i England afviser varerne med påstand om dårlig kvalitet i forhold til de opstillede kvalitetskrav for “bacon-supreme”. Køber påstår, at fedtprocenten i de leve­rede varer er for høj, og køber afviser derfor også at betale købesummen. Danskeren er uenig i, at kvaliteten er for dårlig i forhold til de opstillede kvali­tetskrav og fastholder, at englænderen skal betale købesummen og modtage varerne, men englænderen nægter fortsat.

Der er her tale om et køberetligt problem, hvor de køberetlige regler er forskellige i henholdsvis sælgers og købers land. Danmark har ratificeret den internationale købelov, CISG, og den vil som udgangspunkt kunne anvendes i en køberetlig konflikt som denne. Men – England har ikke ratificeret CISG, og derfor er der tale om to forskellige regelsæt i de to lande. Derfor må lovvalgsreglerne tage stilling til, hvilket lands lov der skal anvendes – Engelsk køberet eller dansk køberet, som i dette tilfælde vil være CISG, da det er et internationalt køb. Hvis sagen i stedet vedrørte parter, der havde bopæl eller forretningssted i stater, som begge havde ratificeret CISG, ville der ikke opstå en lovvalgskonflikt, da den køberetlige lovgivning ville være ens i de to lande.

Værneting: Hvis sælger i Danmark anlægger en retssag mod englænderen, kan retssagen efter Domskonventionen, som udgangspunkt anlægges ved sagsøgtes bopæl i England.

Lovvalg: Men at der er værneting i England, er ikke ensbetydende med, at det så er engelsk køberetlig lovgivning, som skal anvendes af den engelske domstol i forbindelse med en retsafgørelse. Her kommer lovvalgsreglerne i spil, og en engelsk domstol kan godt komme i den situation, at en sag anlagt i England, skal afgøres efter køberetlige regler fra et andet land, fx lovgivning fra sælgers land, Danmark.

Lovvalgsreglerne ved løsørekøb løser ikke selve den køberetlige konflikt mellem parterne, men lovvalgsreglerne peger på, hvilket lands lovgivning køber og sælger eller domstolene skal anvende ved løsning af det køberetlige problem.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

49

Når en dansk domstol er værneting i en international sag, er det de danske lovvalgsregler, der gælder. De tre væsentligste regelsæt for lovvalg er følgende: Figur 1.9

Anvendelsesområdet for forskellige lovvalgsregler Regelsæt

Anvendelsesområdet

EU’s lovvalgskonvention eller kontrakts­ konventionen (KKV)

Som udgangspunkt kan konventionen anvendes i alle sager vedrørende kontrakter. Anvendes fx i sager om: ‒‒Forbrugerkøb ‒‒Individuelle arbejdsaftaler

Den internationale løsørekøbelov (LKBL)

Sager om internationale løsørekøb – kun ­handelskøb.

De forenede nationers konvention om aftaler om internationale køb (CISG)

Sager om internationale løsørekøb – kun handels­ køb, hvis begge aftaleparter har forretningssted i et land, der har tiltrådt CISG.

EU’s lovvalgskonvention bestemmer, at den viger for andre konventioner, så KKV bruges kun, hvis den internationale løsørekøbelov (LKBL) ikke kan anvendes.

Den internationale løsørekøbelov (LKBL) Den internationale løsørekøbelov (LKBL) gælder ved internationalt køb af løsøre, hvor købet har tilknytning til forskellige lande. Det kan fx være hvis parterne har bopæl eller forretningssted i forskellige lande, hvis aftalen er indgået i et anden land end der, hvor aftalen skal opfyldes, eller det købte løsøre ved aftalens indgåelse befinder sig i udlandet.

Den internationale købelov

Loven gælder ikke fx ved køb af fast ejendom eller i forbrugerkøb, jf. LKBL § 1, stk. 2. Ved lovvalgskonflikt i forbrugerkøb anvendes i stedet reglerne i EU’s lovvalgskonvention.

Forbrugerkøb

Køber og sælger kan aftale, at købet skal være reguleret af et bestemt lands lovgivning, og en sådan aftale om lovvalg, skal udtrykkeligt fremgå af deres aftale, jf. LKBL § 3.

Lovvalgsaftale

Hvis parterne ikke har indgået en lovvalgsaftale, tager LKBL § 4 stilling til, hvilket lands lovgivning der skal anvendes i et internationalt løsørekøb:

Ingen lovvalgsaftale

Hovedregel:

Parterne skal anvende reglerne, som gælder i det land, hvor sælgeren havde bopæl, da han modtog bestillingen/ accepten fra køber, dvs. reglerne i sælgers bopælsland.

Undtagelse 1:

Blev bestillingen/accepten fra køber modtaget ved et forretningssted tilhørende sælgeren, skal parterne anvende de regler, som gælder i det land, hvor forretningsstedet er beliggende.

(LKBL)

50 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Undtagelse 2:

Hvis bestillingen/accepten fra køber er modtaget af sælgers repræsentant, fx en agent, der opholder sig i købers bopælsland, eller bestillingen/ordren er modtaget af sælger selv, mens han er i købers bopælsland, er det reglerne i købers land, som skal anvendes, jf. § 4, stk. 2.

I ovennævnte eksempel med den engelske bacon-køber, fører LKBL § 4 til, at den domstol som skal træffe en afgørelse i sagen, skal anvende køberetlig lovgivning fra sælgers land, dvs. CISG, da Danmark har ratificeret CISG.

EU’s lovvalgskonvention (KKV) EU’s lovvalgskonvention

EU’s lovvalgskonvention (KKV) skal kun bruges, hvis fx den internationale løsørekøbelov ikke kan anvendes. Det er fx tilfældet med internationale løsørekøb, hvor en forbruger er involveret. Lovvalget i internationale forbrugerkøb bliver reguleret af KKV.

Lovvalgsaftale

Parterne kan frit indgå en lovvalgsaftale, hvor de tager stilling til, hvilket lands lovgivning der skal anvendes i deres kontraktsforhold. Lovvalgsaftalen skal være udtrykkelig eller det skal klart fremgå af selve parternes aftale eller omstændighederne i øvrigt, jf. KKV art. 3.

Ingen lovvalgsaftale

Hvis parterne ikke har indgået en lovvalgsaftale, anvendes loven i det land, hvor aftalen har størst tilknytning. Ved vurdering af tilknytningsmomentet, opregner KKV art. 4 en række aftaletyper, fx: Figur 1.10

Oversigt over aftaletyper og lovvalg, jf. kontraktlovvalgskonventionen

Aftaletype

Anvendes love i det land

Aftaler om køb af varer

Hvor sælger har sit sædvanlige opholdsted

Tjenesteydelsesaftaler

Hvor tjenesteyderen har sit sædvanlige opholdsted

Fast ejendom

Hvor ejendommen er beliggende

Franschiseaftaler

Hvor franschisetageren har sit sædvanlige opholds­sted

Distributionsaftaler

Hvor distributøren har sit sædvanlige opholdssted

Salg af varer på auktion

Hvor auktionen finder sted

Formodningsreglen

Hvis aftalen ikke er omfattet af de aftaletyper, som er nævnt i skemaet (Figur 1.10), gælder formodningsreglen, og det betyder, at aftalen skal bedømmes efter loven i det land, hvor aftalen formodes at have den største tilknytning, og der hvor leverandøren har sit sædvanlige opholdssted, jf. KKV art. 4, stk. 2.

Lovvalg i forbruger­aftaler

I forbrugeraftaler er det hovedreglen, at loven anvendes i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, jf. KKV § art. 5, stk. 1, hvis den erhvervsdrivende udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i forbrugerens

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

land, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod dette land. Dette betyder, at det er loven i forbrugerens hjemland, hvis:

Hovedregel: Loven i forbrugerens hjemland

‒‒ Den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse har fremsat særligt tilbud eller har lavet reklame i det land, hvor forbrugeren har bopæl og har givet det for aftalen nødvendige tilbud eller accept, eller ‒‒ Den erhvervsdrivende eller dennes repræsentant har modtaget forbrugerens bestilling i forbrugerens bopælsland, fx på en messe, eller ‒‒ Forbrugeren har afgivet sin bestilling af en løsøregenstand, under en rejse til et andet land, når rejsen var arrangeret af sælgeren, og rejsen havde til formål, at få forbrugeren til at købe.

Eksempel Sag mod svensk netbutik skulle afgøres efter danske regler En forbruger havde købt en telefon i en svensk internetbutik. Der opstod efterfølgende en mangel ved telefonen, som forbrugeren ikke kunne opnå enighed med sælger om en løsning på, og forbrugeren klagede derfor til Forbruger­klagenævnet.

Da sælger var hjemmehørende i Sverige måtte Forbrugerklagenævnet tage stilling til, om det var svenske eller danske regler, der skulle anvendes til at afgøre sagen. Forbrugerklagenævnet fastslog, at en forbrugeraftale er under­givet loven i det land, hvor forbrugeren har bopæl, hvis sælger har reklameret i dette land forud for aftalens indgåelse, og forbrugeren har bestilt varen herfra.

Man kunne tilgå sælgers hjemmeside via en .dk adresse, og selv om hjemmesiden var på engelsk, kunne man som besøgende indtaste, hvilket land man kom fra, herunder Danmark. Der var en dansk kontaktadresse, en dansk e-mail adresse og et dansk telefonnummer. Herudover var priserne angivet i danske kroner. På den baggrund fastslog Forbrugerklagenævnet, at sælger havde reklameret i Danmark forud for salget, og sagen skulle derfor afgøres efter danske regler.

Kilde: www.forbrugereuropa.dk/EHandel/Principielle-afgoerelser/Sag-mod-svensk-butik – artikel oprettet 9. februar 2010.

Selvom der i en aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren måtte være aftalt et andet lovvalg, der er til ugunst for forbrugeren, bestemmer art. 5, stk. 2, at forbrugeren ikke kan berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i loven i det land, hvor han har sin bopæl.

CISG De forenede nationers konvention om aftaler om internationale køb (Convention of International Sales of Goods) finder anvendelse, hvis: ‒‒ Begge parter i kontrakten kommer fra lande, som har ratificeret CISG eller, ‒‒ Hvor andre internationale privatretlige regler peger på anvendelsen af CISG CISG er deklaratorisk, og derfor kan vælges fra af parterne, hvis de i aftalen skriver, at andre love skal anvendes i tilfælde af konflikter.

CISG

51

52 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1

Nabolandsforbehold

CISG er ikke gældende ved køb mellem Danmark, Norge, Sverige, Island og Finland. De nordiske lande har lovgivning om køb og aftaleindgåelse, som på mange måder er ens. CISG giver i art. 94 mulighed for at udnytte i såkaldt nabolandsforbehold. Landene i Norden har derfor afgivet en erklæring om, at CISG ikke skal gælde i Norden. Læs mere om CISG i kapitel 6 om køb.

6. Vigtigste hovedregler og principper ‒‒ Nationale retskilder: Lovgivning, domme/retspraksis, sædvane, kutyme og forholdets natur. ‒‒ Internationale retskilder: EU-retten, EU-domme, traktater, konventioner, folkeretlige sædvaner og internationale handelskutymer, fx Incoterms 2020, ICC Reklamekodeks. ‒‒ Lovhierarkiet: Grundloven, loven, bekendtgørelse, vejledning og cirkulærer ‒‒ Deklaratoriske lovregler er fravigelige, mens præceptive lovregler er ufravigelige. ‒‒ Anvendelse og fortolkning af loven: Subjektiv og objektiv fortolkning, lex superior, lex posterior, lex specialis. ‒‒ Byret, Landsret og Højesteret. ‒‒ Sager anlægges som hovedregel ved Byretten som 1. instans. Landsretten behandler som hovedregel 2. instanssager. 3. instansbevilling til behandling af sagen for Højesteret kan opnås ved ansøgning til Procesbevillingsnævnet. ‒‒ Byrettens afdelinger: Civilretten, Fogedretten, Skifteretten, Boligretten, Kriminalretten. ‒‒ Alternativ til domstolene: Klagenævn, retsmægling, voldgift. ‒‒ Internationale domstole: Menneskerettighedsdomstolen, EU-Domstolen. ‒‒ Saglig kompetence handler om, hvilken ret der skal behandle den på­­ gældende sagstype. ‒‒ Stedlig kompetence handler om, hvor sagen kan anlægges – værneting.

Hoved­reglen er, at en retssag anlægges ved sagsøgtes værneting. ‒‒ Supplerende værnetingsregler findes i retsplejelovens §§ 237 – 246. ‒‒ Værneting for sager mod udenlandske personer eller selskaber afgøres af domsforordningens regler, hvis sagsøgte har bopæl indenfor EU ‒‒ Værneting for sager mod udenlandske personer eller selskaber afgøres af retsplejelovens regler, hvis sagsøgte har bopæl udenfor EU ‒‒ Parterne kan på forhånd eller under sagen indgå værnetingsaftaler, som bestemmer, hvilket lands domstole, der skal behandle sagen.

KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

‒‒ EU’s lovvalgskonvention anvendes i internationale køb, hvis ikke en anden konvention har forrang. ‒‒ KKV anvendes typisk i forbrugerkøb. ‒‒ Den internationale købelov (LKBL) anvendes i internationale køb, hvis der er tale om et handelskøb. ‒‒ CISG anvendes i internationale handelskøb, hvis begge parter har forretningssted i et land, der har tiltrådt CISG.

53