Erik den Røde

35 mm

Sagaen om Erik den Røde er kort. Den fortæller, at han flygter fra Norge til Island efter et drab, gifter sig ind i en høvdingeslægt, indleder en lille krig, udforsker et velvoksent land mod vest og kalder det Grønland.

Så grundlægger han et nybyggersamfund på Grønland, før landet bliver kristnet mod hans vilje, og sønnerne udforsker Amerika.

ERIK DEN RØDE

På fem minutter har du overblik over alt, hvad vi ved om Erik den Røde.

Og dog. For bag sagaernes fortættede formuleringer gemmer der sig et hav af begivenheder og sammen­ hænge, som endnu ikke er opdaget.

Øystein Morten (født 1973) er norsk historiker og forfatter. Han har en række kritikerroste bøger bag sig, blandt andre Jakten på Olav den Hellige og Jakten på Olav Tryggvason. I 2017 udgav han Norske ødegårde. Historien om stedene vi forlot sammen med fotograf Pål Hermansen.

xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

0001 97 / SE

235 mm

Tag med på en opdagelsesrejse – i bil og båd, til fods og med flysimulator – til norrøne bosættelser i polare egne.

ERIK DEN RØDE

I denne bog undersøger Øystein Morten, hvad Erik den Røde egentlig var ude efter på Grønland, og hvad der var baggrunden for rejserne videre vestpå til Vinland.

159 mm

ERIK DEN RØDE På dansk ved Søren Vinterberg

ERIK DEN RØDE Af Øystein Morten Oversat fra norsk af Søren Vinterberg efter Eirik Raude Copyright © 2024 Øystein Morten og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-07649-0 1. udgave, 1. oplag Omslag: Kåre Martens / Demuth Grafisk Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Kort: Hans Petter Karlsen og Kathrine Josefine Holm Forlagsredaktion: Martin Gylling Tryk: ScandBook, Sverige

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Published by arrangement with Stilton Literary Agency Original Norwegian language edition first published by Vigmostad & Bjørke, Bergen Text copyright © Øystein Morten, Vigmostad & Bjørke 2022 The author has asserted his rights All rights reserved Gads Forlag og oversætteren ønsker at takke lektor Annette Lassen, Københavns Universitet, som har været konsulent på navnematerialet i den danske oversættelse.

Bogen er udgivet med støtte fra:

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

www.gad.dk

Indhold

Bogens tidslinje 7 Sælsomhedsstrandene 9 DEL I Kapitel 1 Udpakningen af de fire første sætninger i zip-filen

15

Kapitel 2 Høgedal. Sætningerne 5 til 12

60

Kapitel 3 Øerne. Sætningerne 13-27

79

Kapitel 4 Den lange rejse. Sætningerne 28 til 34

100

Kapitel 5 Forberedelserne til det store projekt.

Sætningerne 35-39

139

Kapitel 6 At bygge det grønne land. Sætning 40

157

DEL II Kapitel 7 Tjodhilds kirke

195

Kapitel 8 Den kristne nybyggerkultur

211

Kapitel 9 Den underliggende fortælling

219

Kapitel 10 Torbjørn Vivilssøn og datteren Gudrids rejse

223

Kapitel 11 Erik den Rødes store plan

236

Kapitel 12 Sælsomhedstrandene 246 Kilder 279 Litteraturliste 285 Noter 323

Bogens tidslinje

I denne bog tager jeg udgangspunkt i Ólafiá Einarsdóttirs datering af kristningstinget på Island til år 999. Årstallene knyttet til Erik den Røde tager udgangspunkt i Are Frodes udsagn i Landnámabók om, at de 25 skibe rejste ud for at bosætte sig i Grønland 15 vintre før kristningstinget i 999.1 Dateringen af Lejf Erikssøns udforskning af Vinland er mit egen skøn med udgangspunkt i en kritisk læsning af Grønlændingenes saga (hvor jeg ser bort fra det indskudte afsnit om Bjarne Herjolfssøns ophold hos Erik Jarl).2 945 960 975 979 980 983 984 984 997

Erik bliver født og vokser op i Jæren.

Han og hans far Torvald flygter fra Jæren til Strandene på Nord­ island.

Erik gifter sig med Tjodhild og flytter til Høgedal inde i Bredefjord på Vestisland.

Han bliver dømt til at flytte fra Høgedal og tager land på nogle øer ude i Bredefjord.

Erik bliver dømt fredløs på Torsnæstinget, rejser vestpå og finder et land, han kalder Grønland.

Han kommer tilbage til Island.

Erik leder en flåde med 25 skibe, der rejser ud for at etablere et samfund på Grønland.

Bjarne Herjolfssøn ser et stort landmassiv, der ligger over havet vest for Grønland.

Lejf Erikssøn udforsker Vinland.

7

Eri k den Røde

1000 Torsten, Erik den Rødes ældste søn, gifter sig med Gudrid Tor­ bjørns­datter.

1001 Torsten Erikssøn dør. Erik bliver fosterfar for Gudrid.

1002 Gudrid gifter sig med Torfin Karlsemne.

1003 Erik den Rødes børn Torvald og Frejdis rejser til Vinland sammen med Gudrid og Torfin Karlsemne.

1005 Torvald Erikssøn dør i Vinland.

1006 Vinlandsekspeditionen kommer tilbage til Erik den Røde i Bratteli.

Sælsomhedsstrandene

Jeg har opfundet et nyt ord: Sælsomhedsstrandene (Merksnodigkysterne på norsk). Det er min oversættelse af det gammelislandske Furðustrandir, et navn brugt én eneste gang i verdenshistorien, om en kystlinje, vikingerne sejlede langs med i Amerika, et område så særegent, at de opfandt et navn, der aldrig blev brugt nogen andre steder, hverken før eller siden. Hen mod slutningen af bogen rejser jeg langs kysten af Canada for at finde det landskab, der skjuler sig bag dette unikke navn. Samtidig er denne søgen efter ordenes ophav betegnende for den metode, jeg bruger hele vejen gennem bogen: Jeg gransker ordene og sætningerne grundigt, jeg leder efter de landskaber, de hører hjemme i.

Egentlig skulle det her have været en bog om jagten på Vinland, og jeg begyndte med at læse Vinlandssagaerne. Men under læsningen blev jeg mere og mere fascineret af Erik den Røde. I dag er det først og fremmest hans søn, Lejf Erikssøn, der er kendt, fordi han opdagede Amerika fem hundrede år før Christoffer Columbus. Men det store spring ind i en ny verden blev foretaget af hans far, Erik, som opdagede Grønland og opbyggede et samfund der. Grønland ligger tæt op til Canada og er geografisk en del af Det Amerikanske Kontinent. Og det var de udfordringer, Erik den Røde mødte på Grønland, der førte til, at han organiserede en ekspedition med 160 personer og 3 store skibe, der rejste ud for at tage nyt land der, hvor der voksede vindruer, hinsides havet mod sydvest. Det må have været en af vikingerne om bord på et af disse skibe, der opfandt ordet Furðustrandir efter flere dages sejlads langs en mærkelig kyst fuld af klipper og sand.

9

Eri k den Røde

Før jeg kunne rejse ned over dette fremmede Canadas kyster, måtte jeg forstå Erik den Røde, og hvorfor han opbyggede et samfund bag den enorme indlandsis på verdens største ø. I hvert fald var det på tide, at nogen skrev en bog om denne rødhårede opdagelsesrejsende, der gennem tusind år er blevet mødt med misforståelser og forbigåelse. Er det lykkedes for mig? Har jeg fundet Erik? Jeg har gjort mit bedste. Jeg har kæmpet mig gennem snestormene mod Nordislands udposter sammen med min søn, jeg er dykket ind i virtuelle virkeligheder under covid-­ isolation, har fundet uopdagede bygningsrester sammen med verdens sidste landnamsmand, jeg har udfordret Atlanterhavet i en 17-fods båd med en grønlandsk fanger, kørt på ATV, firehjulet motorcykel, fra gård til gård i det, der engang var den norrøne Østerbygd, og jeg har boet i en kopi af Erik den Rødes hus. Alt sammen for at sætte denne sagaskikkelse ind i en større sammenhæng.

Men vi må begynde med at dykke ned i den kilde, som er min vejviser til Eriks verden. Vi må følge sagaen, der opridser hans liv, begivenhed for begivenhed, og vi må bygge en bro, der binder sagaverdenen til vores egen virkelighed. Helt frem til Sælsomhedsstrandene. * Bare nogle sidste-øjebliks-advarsler før vi begynder: I bogen er der to ord, jeg bevidst bruger helt forkert, nemlig ”vikinger” og ”opdaget”.

Vikinger er en betegnelse, der traditionelt bruges om skandinaver, som hærgede og plyndrede – i sagaerne bruges ordet dog lige gerne om afrikanere og slaver som om skandinaver. I populærkulturen kaldes alle middelaldermennesker med udspring i Norden for vikinger. Ikke så sjældent udkommer der for eksempel artikler med en eller anden sensationel miljøforklaring på, hvorfor vikingerne forsvandt fra Grønland i 1400-tallet. Det er på denne populære måde, jeg bruger ordet her i bogen, fordi jeg mener, at de vikinger, der angreb de største byer i Europa, og dem, der opsøgte øde og farlige områder langt ude over havet, havde en karakteristisk mentalitet til fælles; en unik og frygtløs vilje til at krydse grænser for at skaffe sig ære. Svend Tveskæg og Erik den Røde delte denne grænseløshed i mødet med det fremmede. De var 10

S æ ls om heds s tran dene

vikinger. Den ene erobrede England, den anden ”opdagede” Amerika.

Når jeg skriver, at vikingerne ”opdagede” Grønland og Amerika, er det selvfølgelig latterligt eurocentrisk. Folk havde kæmpet sig over Beringsstrædet fra Sibirien til Amerika gang på gang gennem tusinder af år og for længst opdaget og bosat sig i disse områder. Folk fra den såkaldte saqqaq-kultur bredte sig ud over store dele af Grønland 2.500 år før Kristus, omtrent samtidig kom independence-kulturen, og på Erik den Rødes tid var øen beboet af folk fra dorset-kulturen. I et større perspektiv kunne jeg have skrevet, at vikingerne repræsenterede en af de senest ankomne og kortest overlevende kulturer på Grønland.

Erik selv mente ifølge sagaerne ikke, at han opdagede noget. Han fandt landområder, som mange kendte til fra tidligere. I middelalderen troede de, at områderne med is og høje bjerge nord og vest for Island var yderkanten af Europa, og Vinland mod syd mente de lå i forlængelse af Afrika, et område befolket af pygmæer, men også kolonier af kristne mennesker, der var udvandret fra Irland.3 Det er fra min synsvinkel som nordmand i vore dages Europa, at det er relevant at fortælle om, at Erik den Røde opdagede kontinenter og kulturer, vi europæere ikke kendte til fra tidligere.

Den danske tekst citerer som udgangspunkt efter den danske udgave af Islændingesagaerne I-V. Samtlige sagaer og niogfyrre totter. Redigeret af Annette Lassen.

Illustreret af Karin Birgitte Lund. Saga forlag 2014. Heri er Erik den Rødes saga og Grønlændingenes saga (begge i bind I) oversat af Helle Degnbol. Laksdølernes saga (i bind V) er oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen, Ørboernes saga (også bind V) af Rolf Stavnem. Passager fra Landnámabók og enkelte andre oldislandske skrifter er her oversat direkte efter Øystein Mortens norske gengivelse. I passager om Øystein Mortens rejser bruges nutidige islandske og grønlandske stednavne (om steder ”i” nationerne Island og Grønland). I passager om Erik den Rødes og andres færden og verden i 900- og 1000-tallet bruges den danske sagaoversættelses person- og stednavne (om steder ”på” øerne Island og Grønland), o.a.

DEL I

Fyrre sætninger om Erik den Røde Fra Jæren til Grønland

Kapitel 1

Udpakningen af de fire første sætninger i zip-filen

Sagaen om Erik den Røde er kort, ikke mere end seksten almindelige bogsider, og kun én af de sider har Erik som hovedperson; i resten af sagaen er han en biperson, der dukker op indimellem. Det er altså én side, fyrre sætninger, der fortæller historien om en af de mest berømte vikinger nogensinde. Disse sætninger er blandt de mest indholdsrige i litteraturhistorien: Det begynder med drab og opbrud fra Norge, derefter tager Erik land helt nordpå på Island, gifter sig ind i en legendarisk høvdingefamilie, indleder en lille krig, bliver dømt fredløs og flygter væk og finder Grønland, hvor han grundlægger et nybyggersamfund.

Alt sammen mast sammen på én side i sagaen.

Den samme fortælling om Erik den Rødes liv, fra han forlader Norge, til han etablerer sig på Grønland, står også i Grønlændingenes saga og i Landnámabók.4 Én side, fem minutter, så ved du, hvad sagakilderne fortæller.

Eller måske ikke.

Måske skjuler sætningerne en sandhed, de fleste af os ikke forstår.

Det er i hvert fald det, der er udgangspunktet i denne bog. Jeg betragter sagaen som en zip-fil, vi skal pakke ud. Tegnene, ordene og sætningerne er koder, vi langsomt må oversætte og tolke, før vi kan skrive det alt sammen ud til en større helhed. For bag de fortættede formuleringer 15

Eri k den Røde

gemmer der sig et hav af fortællinger og kulturer, vi endnu ikke har opdaget.

Så lad os begynde med at rejse langsomt gennem de fire første sætninger om Erik den Røde: 1. Þorvaldr hét maðr; hann var sonr Ásvalds Úlfssonar, Yxna-Þórissonar.

2. Eiríkr rauði hét sonr hans.

3. Þeir feðgar fóru af Jaðri til Íslands fyrir víga sakar ok námu land á Hornstrǫndum ok bjuggu at Drǫngum.

4. Þar andaðisk Þorvaldr.5 Ovenstående tekst er en transskription fra det ældste håndskrift, vi har, af Erik den Rødes saga, de pergamentsider, der findes i samlehåndskriftet Hauksbók fra begyndelsen af 1300-tallet, som igen er en afskrift af et ældre håndskrift.6 Det næste skridt er at oversætte disse sætninger til moderne dansk: 1. Torvald hed en mand; han var søn af Asvald, der var søn af Ulf, søn af Okse-Tore.

2. Torvalds søn hed Erik den Røde.

3. Far og søn tog på grund af nogle drab fra Jæren til Island og tog land i besiddelse på Hornstrandene og bosatte sig på Drangerne.

4. Der døde Torvald.

Præmissen for den videre udpakning er, at disse sagasætninger, der tidligst kan være blevet formuleret skriftligt engang i 1100-tallet, faktisk fortæller om det, der skete for Erik den Røde omkring to hundrede år tidligere. Med sin knappe, handlingsmættede og realistiske form minder de fyrre sætninger om noget, der skulle fortælles mundtligt så kort og præcist som muligt. Her er hverken broderinger eller underholdende elementer, ingen overtro og ingen litterære virkemidler. Sætningerne indeholder egentlig ikke andet end tørre fakta, som kan være blevet overleveret mundtligt ganske uændret fra et slægtled til det næste, før de blev skrevet ned. Det, at Eriks biografi er bevaret mere eller mindre 16

Ud pa k ni nge n af de fi re førs te sætninger i z ip-filen

på samme måde i flere forskellige sagaer og i Landnamsbogen, styrker også troværdigheden.7 Jeg vælger at tro på disse sætninger om Erik den Røde.

Jeg har alligevel ikke noget valg. Hvis ikke jeg tager udgangspunkt i sagaen, har jeg intet at fortælle.

Eftersom beretningen handler om en mand, der levede i Norge, på Island og Grønland i 900-tallet, må jeg så nøgternt som muligt pakke de fyrre knappe sætninger ud, sådan at de glider ind i den viden, vi har, om livet på disse steder dengang.

Rejsen begynder i Jæren i vikingetiden. En verden uden stat og uden politi, hvor skyldig eller uskyldig, liv eller død var en konsekvens af, hvem du var, og hvilke venner du havde.

Hvem var så Torvald og hans søn Erik den Røde?

Lad os lade som om jeg pludselig befinder mig på det lokale ting i Jæren i 950’erne og møder Torvald. Hvordan præsenterer han sig selv?

Sandsynligvis med de samme ord som i den første sætning i sagaen: Torvald, søn af Asvald, søn af Ulf, søn af Okse-Tore.

Jeg forstår ikke, hvad han mener. Men det gør mændene rundt om mig formodentlig. De kender Torvalds forfædre. De mestrer de korte fortællinger om hans oldefar Okse-Tore, den høvding fra Agder i det sydlige Norge, som ifølge sagaoverleveringen ejede tre øer, hvor der græssede ikke mindre end 240 okser, den Okse-Tore der gav Harald Hårfager 80 dyr som proviant til hans hær.

I udgangspunktet er jeg uvidende her, en udlænding, der ikke behersker det intrikate net af fortællinger om fortiden. Derfor formår jeg heller ikke at læse den første sætning i sagaen og bruger lang tid på at finde spor efter Torvalds forfædre – Okse-Tore, Ulf Toressøn og Asvald Ulfssøn – i sagaer, kvad og totter [korte fortællinger vævet ind i større fortællinger, o.a.], før jeg er i stand til at danne mig et billede af den slægt og den samfundsklasse, Torvald og hans søn Erik tilhørte, dengang de forlod Norge. Jeg ender med at konkludere, at Torvald kom fra en navnkundig og forgrenet høvdingeslægt med magt fra Agder på Norges sydspids og op til Rogaland nord for Stavanger på vestkysten.

En slægt, der formentlig udvidede sit magtområde gennem en alliance med vestlandskongen Harald Hårfager i begyndelsen af 900-tallet.8 17

Eri k den Røde

Erik og hans far Torvald flygtede fra Jæren til Island ”på grund af drabssager”, står der i den tredje sætning. Hvad betyder det?

Det her var en verden, hvor det at dræbe lige så godt kunne bringe dig ære som skam. Havde en mand kaldt den unge Erik den Røde for ”en tæve”, og han så slog manden ihjel, mente loven, at Erik var i sin fulde ret.9 Ikke at hævne den slags krænkelser, der truede ens mandighed og ære, var risikabelt. Hvis ikke Erik hævnede sig, kunne navnet ”tæve” blive hængende på ham, han kunne blive anset for en kujon eller en svækling, en mand som ingen hverken stolede på eller havde tillid til. Sådan en mand var socialt død i Jæren i 900-tallet, hvor tilliden mellem mennesker var det, der bandt samfundet sammen, og det at få et rygte som svag og undvigende medførte, at sikkerhedsnettet omkring dig forsvandt. Der var en mængde situationer, hvor det at dræbe blev betragtet som det eneste rigtige. Det, at Erik og hans far var involveret i drab, er langtfra synonymt med, at de var kriminelle. Det afgørende var den situation, drabet foregik i, og ikke mindst hvem der var blevet dræbt.

Groft sagt fandtes der fire kategorier mennesker på den tid: slaver (trælle), frie krigere og arbejdere (folkehold), bønder og høvdinge. Torvald og sønnen Erik repræsenterede enten det øverste lag af bondeklassen eller høvdingeklassen. Havde de dræbt en eller flere slaver, den klasse som måske hvert fjerde menneske tilhørte, skulle ejeren af slaverne have værdien erstattet, ikke andet. Det var i samme kategori, som hvis de havde dræbt naboens gris. Dumt, men ingen kunne kræve mere end en erstatning. Noget andet var det, hvis Torvald havde dræbt nabobonden i et slagsmål, men i de allerfleste tilfælde ville også dét være gået godt, hvis han påtog sig ansvaret for drabet og betalte en bod.

Kun i en magtkamp, der involverede andre storbønder eller høvdinge i Jæren, ville mænd som Torvald og Erik på tinge blive stævnet for drab. Blev de dømt, betød det som udgangspunkt ikke andet end, at de enten skulle betale store bøder, eller at den dræbtes æt fik retten til at hævne drabet med et nyt drab. Der var ingen stat, der kunne effektuere straffen. Det var meningen, at de involverede skulle tage loven i deres egne hænder. Men hvis stemningen på tinge virkelig vippede til Torvald og Eriks ugunst, og modstanderne fremstod som langt flere 18

Ud pa k ni nge n af de fi re førs te sætninger i z ip-filen

og mægtigere, kunne de blive lyst fredløse. Så befandt de sig uden for lovens beskyttelse. Det vil sige, at det var legitimt og endda ærerigt for hvem som helst at slå dem ihjel.

Hvor i denne procedure omkring ”drabssager” Torvald og Erik befandt sig, da de rejste til Island, ved vi ikke. Der står ikke, at de var dømt fredløse, men måske var de i fare for at havne i det uføre. I hvert fald må vi slutte, at de var i færd med at miste magtpositionen i deres nærområde og derfor valgte at rejse til Island for at tage nyt land der.

Det, jeg oversætter med ”far og søn” i den tredje sætnings første led, er det oldislandske ord feðgar (”far-søn”), og når det bliver brugt, blev de to regnet for ligeværdigt forbundet med drabene, og dermed må Erik have været strafferetsligt ansvarlig i henhold til lovene, altså mindst tolv år gammel og sandsynligvis noget ældre, da de rejste til Island.10 Fortæller de første sætninger os mere om Erik?

Det er kun i vores egen moderne tid, at folk har efternavne, en særegenhed der bruges for at forenkle den bureaukratiske håndtering af store mængder navne – kravet om et fast familienavn kom først med den norske navnelov i 1923 (i Danmark dog i 1828, o.a.). Men også i 900-tallet var der behov for tillægsnavne, da der fandtes en Erik eller Torgejr på hver tredje gård, og derfor fik de fleste tilnavne, der hentydede til særegenheder ved dem, som Torgejr Skvaldre, Olav den Digre, Torbjørg Skudebarm, Torgæst den Gamle, Are Frode og lignende.

I dag hævdes det ikke så sjældent, at Erik fik tilnavnet ”den røde” på grund af sit hidsige væsen, og i dag ligger der endda i Jæren et center for unge med adfærdsvanskeligheder, som kaldes Eirik Raude-senteret med denne begrundelse: Erik den Røde voksede, ligesom sin far, op med et uhyggeligt temperament. Mod alle odds klarede han sig godt, fandt kærligheden og blev en respekteret og velstående mand.11

At betragte Erik som en ungdomsforbryder med dårlige odds er en typisk konsekvens af de misforståelser, der opstår, hvis vi oversætter teksten i sagaen direkte til vores egen tid. I virkeligheden skildrer ingen 19

Eri k den Røde

af kilderne Erik som hidsig. I de glimt, vi får af ham i forskellige sagaer, fremstår han snarere som en mand, der tænker sig omhyggeligt om, både før han snakker og handler. Han dræber flere mænd, men ingen af drabene bliver, så vidt jeg kan se, begået i affekt.

Erik blev kaldt den Røde, fordi han havde rødt hår og skæg.

I Grønlændingenes saga skildres Erik som en ældre og skrøbelig mand omkring år 1000, og selv om folk sjældent blev over 70, tvivler jeg på, at en høvding blev betragtet som gammel, medmindre han var mindst 50 år. På den anden side var han næppe fyldt 60, da han organiserede bosætningen på Grønland omkring år 985. Altså blev Erik født engang mellem 930 og 950. Endvidere var han over 12 år, da de rejste til Island, og han blev gift i løbet af 970’erne, noget der skete efter at hans far var død, og ifølge Landnámabók levede faren, Torvald, længe på Island, og ifølge Flomændenes saga var Erik en ung islænding i begyndelsen af 970’erne.12 Pyh! Jeg tegner pile frem og tilbage på et A3-ark. Jeg prøver at finde tidspunktet for, hvornår Erik og hans far rejste til Island, og hvor gammel Erik dengang kan have været, bundet af kronologi og alder som det moderne menneske jeg er. Desværre er ingen af mine kilder særlig optaget af den slags. Ingen årstal går helt op i forhold til alle brudstykkerne af information, men til sidst når jeg frem til, at det der passer bedst, er, at Erik blev født ca. 945 og rejste til Island omkring 960. Så kan hans far have levet 18 år på Island, Erik er omkring 25, da han bliver nævnt i Flomændenes saga, han giftede sig og fik børn godt og vel 30 år gammel og var en ældre mand på Grønland omkring år 1000.

I 950’erne bølgede kampene frem og tilbage på Vestlandet i Norge mellem Håkon den Gode og de danskallierede sønner af hans bror, Erik Blodøkse. Antagelig faldt Håkon allerede i 960, og fra da af dominerede Erikssønnerne styret i Jæren. Vi ved, at dette skabte megen uro og strid blandt høvdingene og sønnerne i den sydlige del af Vestlandet, og de drab, Torvald og sønnen var indblandet i, kan have haft forbindelse med krigene, men det ved vi desværre intet om. Det er samtidig svært at sige noget om, hvilken slags religiøs kultur Torvald og Erik tilhørte.

Der var både kristne og tilhængere af den gamle nordiske religion i Jæren i 950’erne. Men i løbet af 960’erne blev det forbudt at blote til 20

Ud pa k ni nge n af de fi re førs te sætninger i z ip-filen

de gamle guder på Vestlandet, og repræsentanter for Erik Blodøkses sønner brændte de gamle hov ned.13 * I forbindelse med afrejsen fra Jæren ser jeg for mig en 15-årig Erik med flagrende rødt hår i en farverig kjortel med et skindbælte, hvor der hænger en bredægget stridsøkse, en ung mand oplært i krigskunst, idræt og ærerig opførsel i en tid præget af voldelige magtkampe.

Det, at han og faren rejste til Island for at tage land der, fortæller også meget om, hvilken slags ressourcer de havde, og hvilken slags mennesker de var.

Til overfarten til Island skulle de bruge en stor knarr af den type, der var omkring 20 meter lang og 6 meter bred, beregnet til last og transport af folk og fæ i vikingetiden. De skibe, emigranterne sejlede til Island med, krævede det omkring 25.000 arbejdstimer at bygge. Skibets sejl bestod af uld fra flere tusind får, og der lå omtrent 300 timers vævearbejde bag det færdige produkt. Bådene rummede materiale fra omkring 100 store egetræer, 3 tons jernmalm krævede det at fremstille de 500 kg nagler, og de skulle skaffe over 100 meter reb, helst af sæleller hvalrosskind fragtet fra Sibirien. De skulle bruge 18 kubikmeter fyrretræsrødder til den tjære, skibet skulle behandles med, og så videre.14 Det var sådan et ”millionærfartøj”, Erik og hans far, Torvald, gjorde klar til afrejsen til Island. Kun de allermægtigste i samfundet havde råd til sådan et skib. Et kvad fra 900-tallet fortæller, at det at leje en knarr til én kort handelstur kostede over et halvt kg sølv. Både det at bygge og vedligeholde et skib krævede store ressourcer.15 Jeg skriver altså ikke om helt almindelige folk, der måtte flygte. Jeg skriver ikke om en mand, hvis temperament løb af med ham, så han dræbte andre i affekt. Jeg skriver om samfundets rigeste og mest respekterede, der følte sig truet af nogen inden for den samme overklasse. *

21