Et spørgsmål om kultur

Merete Sanderhoff

Et spørgsmål om

KULTUR Kulturpolitikken til debat

Gads Forlag

Et spørgsmål om kultur.indd 3

16/04/2019 09.53

Et spørgsmål om kultur Kulturpolitikken til debat Af Merete Sanderhoff Copyright © 2019 Merete Sanderhoff & Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05848-9 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslag: Harvey Macaulay Sats: Demuth Grafisk Tryk: ScandBook, Printed in Sweden Forfatterfoto: Inger Marie Mulvad Omslagsillustration: Forside: Afskåret udkast til væginddeling med forskellige farvepletter (bagsiden af et udkast til en loftsudsmykning), udateret Bagside: Studie af en fod set fra neden, udateret Begge værker er af Nicolai Abraham Abildgaard (1743-1809) og befinder sig i Kobberstiksamlingen Statens Museum for Kunst, public domain.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Et spørgsmål om kultur.indd 4

16/04/2019 09.53

IND HOL D

Kapitel 1 En åbning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Kapitel 2 Hvad er kultur? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Kapitel 3 Fem spørgsmål om kultur . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Drømme i arv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Tag del . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .25 De frie kunster? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .28 Et demokratisk valg? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .35 Hvad er vi uden kultur? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .38 Kapitel 4 Stemmer fra det kulturelle Danmark . . . . . . . . . . . 44 Generationsstafetten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Maria Rørbye Rønn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Kasper Holten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .52 Gitte Ørskou . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 Alex Ahrendtsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .62 Jeannette Ehlers . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 Søren Kaare-Andersen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 Brian Mikkelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78 Marianne Jelved . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .82 Olafur Eliasson . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87 Fra vision til praksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .92 Rane Willerslev . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .93 Mette Bock . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 Thore Davies . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105 Merete Scheelsbeck . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110

Et spørgsmål om kultur.indd 6

16/04/2019 09.53

Erlend Høyersten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 Simone Aaberg Kærn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119 Lasse Marker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124 Henrik Harnow . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 Mette Kanstrup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 Armslængden til debat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 Mikkel Bogh . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140 Jacob Mark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 Den Sorte Skole . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 Bente Sorgenfrey . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 Søren Søndergaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 Henrik Tvarnø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166 Flemming Just . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 172 Lars Kærulf Møller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178 Hvad kan vi undvære? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 182 Knud Romer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 Peter Thor Andersen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 Jane Sandberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 Claus Ladegaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 200 Svend Larsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204 Charlotte S. H. Jensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 209 Bertel Haarder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 215 Thomas Bloch Ravn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 220 Kulturen på dagsordenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 224 Uffe Elbæk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 Karen H. Grøn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229 Asbjørn Hellum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 234 Anne Højer Petersen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 240 Mogens Jensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 244 Lennart Lajboschitz . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 248 Michael Bojesen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 Elizabeth S.-L. Holstein . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 257

Et spørgsmål om kultur.indd 7

16/04/2019 09.53

Kapitel 5 En slutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 261 Kapitel 6 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 271 Kapitel 7 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273 Fotocredits . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 276

Et spørgsmål om kultur.indd 8

16/04/2019 09.53

K AP IT E L 3

FEM SPØRGSMÅL OM KULTUR

H

vis du kunne stille fem spørgsmål til nogle af de mest erfarne, kreative og forstandige mennesker inden for dansk kulturliv, hvad ville du så spørge dem om? Sikkert ikke præcis det samme som jeg. Men måske ville nogle af tankerne gå igen, fordi vi befinder os i Danmark, er omgivet af fælles kulturelle referencer og kan følge de offentlige debatter, som kulturen afstedkommer nu og her.

Debatten om kultur har på det seneste handlet meget om, hvad vi mener, vi har råd til, og mindre om, hvad vi egentlig ønsker af kultur i vores land og i vores liv. Jeg vil vide, hvilke drømme og visioner folk har på kulturområdet, men i lige så høj grad, hvordan de selv bidrager til at gøre drømmene til virkelighed, og hvilke grundlæggende principper og værdier de står på mål for. I de følgende fem indledende afsnit giver jeg baggrunden for, at jeg har valgt at rejse netop de fem spørgsmål, som jeg har, baseret på mit eget faglige ståsted og virke.

Drømme i arv Den 1. januar 2019 holdt samfundsdebattøren Svend Brinkmann en nytårstale i Deadline på DR2. Her kom han med en tankevækkende analyse af den præstationskultur, der præger nutidens samfund, hvor “alt og alle måles på, hvad de yder og præsterer i stort set alle livets forhold”. Men de virkelig væsentlige værdier, der bærer et samfund, kan ikke opgøres i øget økonomisk konkurrenceevne eller vækst i bruttonationalproduktet. Mens vi som samfund jager efter konstant økonomisk vækst og personlig optimering, som er direkte aflæselig på bundlinjen, konstaterer Brinkmann, — 19 —

Et spørgsmål om kultur.indd 19

16/04/2019 09.53

at vi skærer ned på det, der giver samfundet reel værdi på den lange bane: museer og universiteter, viden og åndsliv – selv om landet er rigt.

Frem for at gå forlæns ind i fremtiden, som det progressivt hedder på nydansk, argumenterer Brinkmann for, at vi skal “gå baglæns ind i fremtiden” med blikket rettet mod vores historie og de erfaringer, vores samfund bygger på. Her kalder han på, at vi som borgere har mod til at gøre det, der måske er unyttigt for den økonomiske bundlinje, men værdifuldt for vores sammenhængskraft som samfund.

At gå baglæns ind i fremtiden – hvad betyder det? Som Brinkmann fastslår, ved enhver, der har forsøgt sig med at gå baglæns, at det kræver mod. Umiddelbart kan det synes nemmere at bevæge sig forlæns ind i fremtiden, men eftersom den ikke eksisterer endnu, bliver ens egen næse det eneste pejlemærke. “Vi dømmes til at leve i et evigt nu og indrette alt ud fra tilfældige indskydelser.”

Metaforen ”at gå baglæns ind i fremtiden” er rammende for, hvad det er for muligheder, vi mister, når vi nedprioriterer de frie kunster og vores fælles kulturarv som samfundsballast. For de væsentlige værdier, Brinkmann taler om – frihed, kærlighed, medmenneskelighed – er grundpillerne i kulturen. Kulturarven udgør vores fælles hukommelse og værdigrundlag som samfund. Den skabende kunst er et eksistentielt laboratorium, hvor der bliver slået mange huller i luften og begået mange skæverter, men kunsten har indimellem også skabt noget, som fremtiden kan stå på.

Det er derfor altid problematisk, når en samtid har en forestilling om, hvilke kunstneriske eksperimenter der har værdi og er rentable. For endnu har ingen haft held til at forudsige fremtiden.

Kunst og kultur er det, vi skaber, når vi har overskud til mere end at overleve, når vi har frihed til at udtrykke os og empati med andre, som vi gerne vil dele vores overskud med – nu og her og på tværs af tid og rum.

Den besværlige baglæns gang er den måde, ethvert oplyst demokrati bevæger sig på; ved at bygge oven på dét, generationer før os har skabt, lært os og givet videre i arv.

Vi oplever en hidtil uset velstand i det danske samfund. Rent økonomisk er vi kommet godt om på den anden side af finanskrisen. Alligevel er de historisk store besparelser på kulturområdet blevet gennemført i en tid, hvor vi som samfund burde have råd til at investere. Den kulturarv, vi — 20 —

Et spørgsmål om kultur.indd 20

16/04/2019 09.53

som nation hviler på, er en gave fra et tidligere, mindre velstående dansk samfund, der ikke desto mindre var fremsynet nok til at investere i fremtiden. Men hvad giver vores generation videre? Netop derfor lyder mit første spørgsmål til de 42 medvirkende i denne bog: Hvilket kulturelt danmarkskort vil du gerne give videre til de kommende generationer?

Danskerne kåres gang på gang som en af verdens lykkeligste befolkninger. Det tilskrives gerne, at vi lever i et land med stor tillid til samfundets bærende institutioner – politikerne, pressen, velfærdssystemet – og til hinanden. Danmarks lille størrelse har historisk betydet en relativt homogen befolkning, der geografisk, sprogligt og kulturelt er tæt på hinanden. Vi har en stærk tradition for ligefremme omgangsformer, hvor enhver har ret til at udtrykke sine tanker og følelser, drømme og idéer frit og uhindret.

Hvilke kulturelle drømme nærer sådan en lille lykkelig nation? Den kulturverden, vi har i dag, hviler på nogle store drømme, der blev drømt på bagkant af Anden Verdenskrigs sammenbrud af basale livsbetingelser og humane værdier. Det Danmark, der kom på fode igen i 1950’erne, begyndte at spørge sig selv, hvilken rolle kunst og kultur kunne spille i det trygge og velstående velfærdssamfund, som man ønskede at bygge op efter mørke år med besættelse, knaphed og undertrykkelse. I løbet af de næste årtier blev Danmark stadigt mere velbjærget. Det gav anledning til en bred offentlig debat om, hvad denne rigdom og velstand skulle bruges til. Hvad skulle meningen være med velfærdsstaten?

Det er hovedspørgsmålet i Lasse Horne Kjældgaards afhandling Meningen med velfærdsstaten, som handler om de tanker og meningsudvekslinger, der formede udviklingen af Danmark som velfærdsstat og kulturnation i årtierne efter Anden Verdenskrig. Det, der var karakteristisk og helt afgørende for det land, Danmark blev, var, at politikerne tog kulturen med i ligningen. Ikke at det skete uden sværdslag og uenigheder om de konkrete rammer, som Kjældgaards bog rigt gengiver. Men politikerne på tværs af spektret anerkendte, at produktivitet og velstand ikke kunne stå alene.

Kulturen i bred forstand – som udfoldelsen af kreativitet og udformningen af vores omgivelser – måtte indtage en central plads i samfundet. Så at sige måtte motivationen for at opbygge et stort økonomisk overskud være at give borgerne et stort eksistentielt overskud. Det formulerer Danmarks — 21 —

Et spørgsmål om kultur.indd 21

16/04/2019 09.53

første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, i en kulturpolitisk antologi fra 1964: “I det første halve århundrede stod slagene især om det politiske demokrati, i det sidste halve århundrede har de især stået om det sociale og økonomiske demokrati. Nu er turen kommet til det kulturelle demokrati. Mens den politiske og sociale frigørelseskamp drejede sig om rammerne for samfundslivet, drejer den kulturelle kamp sig i højere grad om tilværelsens indhold. Befolkningen må nu have adgang til at fylde de frihedsrettigheder, de har været generationer om at tilkæmpe sig, med et væsentligt indhold. Vi har fået ret til at dirigere vort eget liv. Næste etape bliver, at vi lærer at styre uden om passivitet og uniformering, virkelig lærer at bruge vor ret.”15 Ud af denne vision for velfærdssamfundet voksede den kulturpolitiske model, vi har kendt og bygget oven på siden. Kulturministeriet blev oprettet i 1961 for at sætte statslige rammer for den kulturelle udfoldelse i Danmark, og i 1964 kom Statens Kunstfond til. Der blev investeret i kunst og kultur, fordi det blev anset for ikke bare en søjle, men selve essensen i at have et oplyst, dannet og velstående samfund. Julius Bomholt gjorde det klart, at samfundet måtte sige ja til kunsten, ikke for kunstnernes, men for samfundets egen skyld.

Kulturen skulle give en åndelig overbygning til den næsten lidt for magelige moderne tilværelse. Den skulle bestandigt udfordre borgerne til at tænke kritisk, aktivt udfolde deres kreativitet og blive ved med at udvide deres kulturelle horisont. Det vidste man kun alt for godt, at samfundet havde brug for i skyggen af verdenskrigens autoritære og meningsknægtende regime.

Det er vores kulturpolitiske arv. Det, som velfærdssamfundets arkitekter drømte om at give videre til os, der bor i Danmark i dag. Hvor står vi så nu?

1960’ernes politiske parole “gør gode tider bedre” er udskiftet med “mere velfærd for færre penge”.16 Det er et markant skift. Dengang som nu er udgangspunktet et økonomisk velstående samfund. Men forskellen på nu og da er påfaldende, når det handler om at ville investere i fælles værdier.

— 22 —

Et spørgsmål om kultur.indd 22

16/04/2019 09.53

Hvor kultur og uddannelse i 1960’erne ifølge Kjældgaard blev anset for at være de politikområder, der skulle udfylde velfærdssamfundet med meningsfylde, er Finansministeriet i dag den absolut dominerende instans i dansk politik. Sideløbende med at betydningen af den kulturelle dannelse som samfundets nav er skrumpet ind, er kulturens grundværdier også dalet i anseelse. Kulturel diversitet er blevet et politisk betændt emne, mens kulturel nysgerrighed og basal humanisme er sat i skammekrogen.

Det er, som om halvdelen af befolkningen, og politikerne med, har glemt, hvad vores samfund kommer af. Politikere ynder at tale om, at historieløsheden breder sig i befolkningen. Men er den udvikling, vi ser lige nu, tegn på, at de selv er historieløse, uden blik for, hvad der muliggjorde opbygningen af det velfærdssamfund, de fleste danskere uanset partifarve skatter så højt?

Det er ikke sådan, at dansk kultur står over for at nedsmelte fra den ene dag til den anden på grund af besparelserne. Vi har stadig en veludbygget og robust kultursektor, hvis man sammenligner med andre lande i Europa. Men den systematiske beskæring af de offentlige kulturmidler er udtryk for et skift i mentalitet. På længere sigt er det måske fundamentet for, at vi overhovedet opfatter os selv som et samfund med fælles fortællinger og værdier, der er truet, når kultur ikke længere føles som et kollektivt anliggende og ansvar. I denne situation er det vigtigt at stoppe op og spørge, hvad vi faktisk vil med vores samfund. Og spørge, hvad kulturen kan yde af bevidst modspil til en blind udvikling, så vi med Brinkmanns ord kan gå baglæns ind i fremtiden.

Den fraværende kulturpolitik Kulturpolitik har været notorisk fraværende ved de seneste mange folketingsvalg. Som lektor i informationsstudier Casper Hvenegaard Rasmussen nuanceret gør rede for i artiklen ”Der er ingen stemmer i kulturpolitik” i Nordisk kulturpolitisk tidsskrift, prioriterer danskerne og politikerne ikke emnet – og det bærer kultursektoren selv en del af ansvaret for. Den har i årtier kunnet hvile i visheden om, at der var politisk konsensus om, at en statsstøttet kultur med både bredde og højde var en grundbestanddel i velfærdssamfundet. Den konsensus er lige så stille smuldret siden opgøret med det, der blev kaldt ‘ekspertvælde’ og ‘finkultur’.

— 23 —

Et spørgsmål om kultur.indd 23

16/04/2019 09.53

Når kulturen stort set ikke optræder i politikernes valgprogrammer, er det er ikke underligt, hvis folk generelt har mistet føling med kulturens betydning for de større dagsordener i samfundet. I de senere år er kulturen jævnligt blevet omtalt som flødeskum på toppen af samfundet, hvis midler måtte omfordeles til mere væsentlige politikområder som sundhed, pension og integration, med en foreløbig kulmination i form af det aktuelle omprioriteringsbidrag. I betragtning af hvor forsvindende lille en andel af det samlede statsbudget kulturen udgør, er det en omfattende manøvre for at høste temmelig lidt. Samtidig har kulturverdenen skullet vænne sig til at blive mere økonomisk selvbærende.

Det er indlysende, at kulturverdenen selv har været for langsom til at reagere på krisetegnene og gå aktivt ind i en åben debat om kulturens relevans for samfundet. Det er i alt for høj grad kommet bag på kulturens aktører, at politikerne kunne finde på at se stort på de kulturpolitiske traditioner. Men når kulturen ikke er på dagsordenen op til valg, har vælgerne ingen mulighed for at tage stilling til den førte politik.

Selvom danskerne ikke fik chancen for aktivt at tage stilling til regeringens sparepolitik ved valget i 2015, kan man sige, at de stemmer med fødderne. Aldrig har så mange danskere brugt landets kulturinstitutioner og deltaget aktivt i kulturlivet som i disse år. Fra 2009 til 2017 steg besøgstallet på de statsanerkendte museer med 50 % til 9,8 millioner, mens de statslige museer også oplevede stor fremgang. De statsstøttede teatre i hele landet stod for en fremgang på 21 % alene fra 2015 til 2017, med 2,5 millioner publikummer i sæsonen 2016/2017. Danskerne ligger ligeledes i top som brugere af folkebiblioteker og arkiver, når man sammenligner med resten af Europa.17 Derfor er det paradoksalt, at der i så ringe grad føres en tydelig politik på kulturområdet. For hvordan skal vælgerne vide, hvordan de forskellige partier vil forvalte kunst og kultur, hvis og når de har regeringsmagten? En markant undtagelse er Dansk Folkeparti, der har formået at profilere sig på en tydelig – og i nogles øjne kontroversiel – vision for dansk kultur.18 Det har de vundet respekt for i kulturlivet, selv om de færreste her formentlig abonnerer på partiets politik. Men i lang tid har dette parti stort set været ene om at tage sig offentlig taletid på det kulturpolitiske område, og det er derfor i vid udstrækning det eneste parti, der bliver hørt.

— 24 —

Et spørgsmål om kultur.indd 24

16/04/2019 09.53

Det kan næsten virke som en kalkuleret satsning ikke at føre nogen officiel kulturpolitik. Det gør det alt andet lige nemmere for en regering at indføre besparelser ad bagvejen. Hvis politikerne ønsker at nedprioritere det offentlige ansvar for den fælles kulturarv og det fælles kulturliv, bør befolkningen blive hørt i sagen. For det er værdier, der tilhører alle danskere. Ville det ikke være rimeligt at give os en klar politik for kulturen at forholde sig til, frem for blot et umuligt dilemma mellem adgang til hofteoperationer eller kulturelt indhold i tilværelsen?

Måske er det mod, der lige nu fordres af kulturlivet, modet til at sige højt, at vi skal holde op med at se kulturen som en sektor, der modtager støtte. Vi skal kræve, at samfundet investerer i kultur, som det investerer i infrastruktur, fordi det er nødvendigt for alle.

Tag del Et begreb, der har haft kolossal indflydelse på kultursektorens udvikling siden årtusindskiftet, er deltagelse. For en sektor, der har været stærkt funderet i specialiseret faglighed, forskning og kunstnerisk udøvelse på eliteniveau, har det krævet noget af en kolbøtte at omstille sig til en ny virkelighed med brugerne i fokus. Ikke blot som modtagere af, men som de egentlige aktører i og (med)skabere af kulturelt indhold og værdi.

At kunne deltage aktivt i kulturen, både ude på institutionerne og gennem selvskabte fællesskaber, er i dag fuldkommen udbredt og normalt i befolkningen. Det har på mange måder været sundt for kultursektoren at blive udfordret til at nytænke sin egen praksis i lyset af den generelle samfundsudvikling. Det har pustet nyt liv i den bærende idé med at have offentlige kulturinstitutioner – nemlig at bidrage til et velfungerende samfund af oplyste, dannede og driftige borgere, der hver især bidrager, så godt de kan. Nu i en version, hvor bærende autoriteter som gud, konge og fædreland ikke står mejslet i granit, men til stadighed kan udfordres – og bliver det – af frie og selvstændige borgere. Vi er vant til at skabe vores egne verdensbilleder, forhandle normer og værdier og danne os selv gennem hele livet i en udforskning af egen kreativitet og muligheder.

Forventningen om, at alle kan deltage og blive hørt, er også en udfordring for kulturverdenen. Historisk har den selv haft status af at være en autoritet med en tendens til ikke kun at bruge kunst og kultur som en vej — 25 —

Et spørgsmål om kultur.indd 25

16/04/2019 09.53

til oplysning og dannelse, men også som et magtmiddel til at kue dem, der ikke på forhånd forstod eller var indviede i kulturens sprog og koder.

En vis magtfuldkommenhed har over årtier gravet grøfter mellem dele af kulturlivet og befolkningen, og det har undermineret såvel den folkelige som den politiske opbakning til den offentligt støttede kunst og kultur.19 Vendingen mod en ny praksis, der tager afsæt i brugerne, er godt i gang med at give kultursektoren et nyt omdømme. Det anerkendes, at mange kulturinstitutioner har forandret sig radikalt fra at være støvede og kedsommelige steder, lukkede om sig selv og uinteresserede i omverdenen, til åbne og inviterende huse, der er bevidste om folks forskellige behov og målrettet arbejder på at skabe rammer for en stor mangfoldighed af kulturelle oplevelser og aktiviteter, der giver mening for brugerne.

Dannelse er udtryk for menneskets søgen efter mening.20 For at skabe meningsfulde rammer omkring dannelse i det 21. århundrede har det været nødvendigt for kulturinstitutionerne at gennemgå en forandring fra eksklusive – og i manges øjne ekskluderende – huse til rum for kulturelt medborgerskab. Det aktiveres i mennesker gennem flerstemmighed, deltagelse og selvrefleksion, som daværende kulturminister Marianne Jelved skriver i forordet til antologien Rum for medborgerskab: “Dannelse er en individuel proces, der foregår i et dynamisk fællesskab, hvor man overskrider sig selv og finder sig selv i forhold til hinanden. Her er kulturen den underliggende drivkraft. (…) Det hele starter med kunst og kultur og med de billeder og fortællinger, vi bruger til at finde mening med tilværelsen og fællesskabet og til at finde ud af, hvad der er til fælles bedste. (…) kulturinstitutioner [har] en central rolle som rum for kulturel og demokratisk dannelse.

Her er det muligt at diskutere de store spørgsmål og indgå i fællesskaber, der ikke handler om ’noget for noget’, men i stedet giver plads til at diskutere, hvad meningen er.”21 Rum for medborgerskab er for mig at se det modsatte af de ekkokamre, der i dag anses for en trussel mod demokratiet.22 Men for at vores kulturinstitutioner kan fungere som sådan, kræver det, at de forbliver tilgængelige for alle og bevarer en basal uafhængighed af kommercielle interesser.

— 26 —

Et spørgsmål om kultur.indd 26

16/04/2019 09.53

Som flere af bogens samtaler kommer ind på, er reformer af kultursektoren til forhandling mellem politikere, kulturaktører og dedikerede borgere. Det er udtryk for et på mange måder tiltrængt opgør med indgroede traditioner og måder at gøre tingene på. Måske har vi behov for at ryste posen i lyset af markante forandringer i brugeradfærd og samfundet generelt? Men man må samtidig spørge, om reformerne gennemføres for at spare penge på den korte bane? For at gennemtrumfe ideologisk betingede præferencer, der får indvirkning på hele fællesskabet? Eller for at bringe vores fælles kulturliv styrket ind i fremtiden?

Dannelse i en digital tidsalder En afgørende faktor, der har skubbet kultursektorens praksis i retning af at blive rum for deltagelse og dannelse, er digitaliseringen. Den teknologiske udvikling har gennemgribende forandret hele samfundet og os, der lever i det – og som det altid er tilfældet med teknologiske revolutioner: på godt og ondt.

Begrebet ‘digital’ har på det seneste fået en anden klang. Vi har flyttet os fra at se med stor optimisme på teknologiens muligheder for at løse snart sagt alle samfundsudfordringer med et snuptag, til i stigende grad at sætte spørgsmålstegn ved og være på vagt over for, hvordan den indvirker på vores individuelle og samfundsmæssige selvbestemmelse – parallelt med en erkendelse af, at vi alle er mere eller mindre indsyltet i teknologiens uigennemskuelige netværk og stærkt vanedannende mekanismer.

Hvor digitale teknologier for ti år siden blev opfattet som et kæmpe mulighedsrum, har vi i dag også fået øje på deres problematiske sider.

Også i kultursektoren er modtagelsen af digitaliseringen gået fra nysgerrighed og begejstring til skepsis og vagtsomhed. Hvor sektoren i 2000’erne entusiastisk omfavnede mulighederne i digitaliseringen, er der i dag indtruffet en sund kritisk refleksion over, hvornår det digitale giver mening og understøtter en oplevelse, og i særdeleshed hvornår det ikke gør. Der kan også spores en vis afmatning oven på års hektiske eksperimenter, som for mange projekters vedkommende nok gav værdifulde erfaringer, men ikke resulterede i nær så mange bæredygtige løsninger.

Netop nu, hvor de digitale teknologiers mørkere sider i stigende grad kommer for en dag, trækkende en hale af troldehære og fake news efter — 27 —

Et spørgsmål om kultur.indd 27

16/04/2019 09.53

sig, kan kultursektoren ikke desto mindre spille en virkelig væsentlig rolle som garant for en fri og lige adgang til pålidelig viden. I hænderne på vore offentlige kulturinstitutioner, der arbejder efter lovbundne principper om ordentlighed i forvaltningen, kan digitaliseringen bruges som et stærkt redskab – ikke kun til at sikre borgernes adgang til troværdige kilder, men også til at understøtte aktiv deltagelse og nå nye og mere mangfoldige målgrupper.

Den vending i kultursektorens praksis, som vi er vidne til i disse år – dels mod brugerne og deres kulturelle medborgerskab, dels mod et stigende fokus på at være knudepunkter for dannelse i en digital tidsalder – skaber forhåbninger om, at kultursektoren kan løfte nye samfundsroller. Hvordan afspejler det sig i den praksis, der finder sted i dansk kulturliv? Hvordan arbejder kulturinstitutionerne med deltagelse og dannelse i en digital tidsalder? Hvordan rammesætter politikerne det? Er det en udvikling, de store fonde er opmærksomme på og finder støtteværdig? Og hvad med kulturens skabende aktører? Det har givet mig anledning til at formulere mit andet spørgsmål: Hvordan afspejler din drøm for det kulturelle danmarkskort sig i din egen praksis? For én ting er at have en vision.

Noget andet er, hvordan man står på mål for den og helt praktisk arbejder på at føre den ud i livet.

De frie kunster?

Armslængden har været et grundprincip i den statslige kulturforvaltning, siden Kulturministeriet blev til i 1961. Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt, stod på mål for at støtte, ikke styre, kulturen. Det var op til politikerne at beslutte, hvor mange penge kulturen skulle tildeles. Men det var op til kulturens fagfolk at fordele midlerne efter fagligt begrundede kriterier. Som sådan er armslængdeprincippet et forvaltningsprincip i slægt med den klassiske tredeling af statsmagten. Dette princip har bidraget til at sikre kulturverdenen en udstrakt autonomi.23 Kulturministeriets kerneopgave lød fra begyndelsen på at få kulturen ud til alle danskere.

Det skulle ske ved at opbygge en infrastruktur af statsligt og kommunalt støttede kulturinstitutioner over hele landet og via armslængden give fagfolk frihed til at udføre den opgave på baggrund af relativt stabile, statslige kulturbudgetter.

— 28 —

Et spørgsmål om kultur.indd 28

16/04/2019 09.53

I årtier kunne dansk kulturliv mere eller mindre hvile i sin autonomi, i visheden om at der var politisk konsensus om de kulturpolitiske rammer – i en grad, så det begyndte at blive opfattet som en fastlåst situation, der stod i vejen for en nødvendig, dynamisk udvikling af kulturområdet. Kulturrådgiverne Lasse Marker og Søren Mikael Rasmussen opsummerer situationen med ordene: “Kulturbudgetterne er støbt i beton.”24 Det er sandt, at konkrete politiske udspil til reformer af de gældende bevillinger altid har mødt modstand og vist sig svære at realisere. Ved nærmest per definition at afvise at gå ind i prioriteringsdiskussioner på kulturområdet har kulturlivet selv bidraget til den nuværende situation, hvor der fra politisk hånd skæres uden prioritering. Samtidig er der glidende og mere umærkeligt sket markante forandringer i forvaltningen af den offentligt støttede kultur. Fra 1980’erne og frem er kulturverdenen i stigende grad blevet underlagt en økonomisk instrumentalisering, som afgørende har skubbet til dens autonomi. Det forklarer Casper Hvenegaard Rasmussen således: “Når kulturpolitikken bliver økonomisk instrumentel, skal kulturbevillingerne bruges som løftestang til at skabe økonomisk vækst (…) Her er der byttet om på mål og midler (…) Tidligere var økonomien et middel til at opnå nogle politisk definerede mål, men med instrumentaliseringen bliver kulturen et middel til at opnå et mål om økonomisk vækst.”25 Med grønthøsterbesparelserne må den fastlåste situation siges at være eftertrykkeligt brudt. Vi er nået til et punkt, hvor såvel den politiske konsensus om at tage ansvar for kulturen som den folkelige interesse for kulturpolitik er svækket. Derfor har flertallet af danskere ikke løftet mange øjenbryn over den systematiske nedskæring af de statslige driftsmidler til kulturen.

Det skyldes et sammenfald af to parallelle udviklingsspor: at et økonomisk styringsprincip har gjort kultur til et middel for vækst, og at der er sket en svækkelse af kulturverdenens position i den offentlige debat. I 1960’erne havde kulturens aktører virkelig noget at skulle have sagt i den politiske arena, på godt og ondt. For samtidig med at andre værdier end de rent økonomiske blev taget alvorligt i samfundsdebatten, var det også — 29 —

Et spørgsmål om kultur.indd 29

16/04/2019 09.53

en tid, hvor kulturel dannelse var noget, der blev brugt til at slå andre oven i hovedet med. At være en del af kulturens elite, som kunne forstå og værdsætte den moderne kunst, var et magtmiddel til at hævde en slags kulturel indfødsret til støtte fra staten og respekt fra borgerne.26 Positionen som en ophøjet stemme i den offentlige debat er veget for en ny rolle som underdog. Sat på spidsen bliver kulturverdenen nu opfattet som en klynkende, krævende møgunge, der suger på samfundets lab og ikke bidrager med noget, almindelige mennesker har gavn af. Tilbagevendende mediedebatter om, hvorvidt armslængden reelt opretholdes i uddeling af offentlig kulturstøtte, har været med til at forstærke en skepsis over for kulturverdenen, både blandt befolkning og politikere – med Ekstra Bladets serie ‘Statens Klike for Kunst’ i 1999 som det mest kendte eksempel. De færreste køber i dag præmissen om, at noget er god kunst, blot fordi en anerkendt kunstner eller leder af en kulturinstitution mener det. Hvor der førhen var fokus på kunstens og kulturens iboende værdier, som blev transmitteret ud til et passivt modtagende kulturpublikum, er fokus i dag på, hvad publikum har brug for, hvad de interesserer sig for, og hvordan kulturen kan gøre sig relevant.

Derfor opfattes det ikke længere som en acceptabel, kulturpolitisk målsætning blot at gøre kulturen tilgængelig for alle. Den skal også være relevant for alle.27 Spørgsmålet er, hvad det betyder at gøre kultur relevant for alle? Den amerikanske museumsleder Nina Simon, der siden 2000’erne har bidraget væsentligt til at udvikle en mere brugerorienteret praksis i den internationale museumsverden, har skrevet en skarp lille bog om relevans.

Her definerer hun begrebet meget pragmatisk: Relevans opstår i det øjeblik, man med en overkommelig indsats oplever en positiv kognitiv effekt.

For at en kulturoplevelse skal føles relevant, skal den føre folk et nyt sted hen, give dem ny værdi – men det må heller ikke kræve for meget af dem at få del i dette nye, for så står de af.28 Det er ikke ensbetydende med, at kulturverdenen over én kam må sænke barren til laveste fællesnævner. Men det kan vække en vigtig erkendelse. Hvis vi ikke overvejer koblingen mellem vores potentielle publikums udgangspunkt og forventede indsats – for eksempel dem, der ikke er hyppige brugere af kulturtilbud og føler sig uindviede – er der en risiko for, at de oplever en negativ kognitiv effekt, der med stor sandsynlighed vil — 30 —

Et spørgsmål om kultur.indd 30

16/04/2019 09.53

fastholde dem i en følelse af, at kultur ikke er noget for dem. Relevansen udebliver.

For mig at se har det medført en overvejende positiv udvikling, at kultursektoren er blevet afkrævet at møde borgerne på deres præmisser. Det har været på sin plads at udfordre kulturverdenens forestilling om, at det er folks eget ansvar at sætte sig ind i kulturens former og sprog. Med et lån fra redskabsgymnastikkens verden kunne kulturinstitutionerne prøve at operere med forskudte barrer: Der skal ikke lukkes ned for grundforskning og specialiseret viden, men tværtimod udvikles en rummelighed, så publikum – uanset udgangspunkt – føler sig velkommen og inkluderet. Hvis ikke man behersker begge barrer, er øvelsen mislykkedes. På det punkt har kultursektoren allerede rykket sig markant. Der forskes i brugernes adfærd, behov og diversitet, og det udmønter sig i nye og mere inkluderende praksisformer, der forsøger at skabe relevans for mange forskellige typer af brugere.

Men problemet med relevans er, at den er vanskelig at måle. Derfor forfalder man let til at vurdere relevans af kulturen i samfundet ud fra kriterier, der er nogenlunde til at tage og føle på – typisk besøgstal og omsætning på kulturinstitutionerne. Men siger det noget om, hvorvidt kulturen har ført publikum nye steder hen? Givet dem ny værdi? Skal det lykkes for kulturverdenen at blive relevant for flere i samfundet og vise, at den er det, må den introducere nogle nye parametre for værdi og relevans, der rækker hinsides det kvantitative og umiddelbart målbare. Populært sagt skal man måle det, der er væsentligt, frem for at gøre dét væsentligt, man er i stand til at måle.29 Her kommer spørgsmålet om armslængden ind. For som Casper Hvenegaard Rasmussen skriver, så er armslængdeprincippet nok gældende internt i kulturverdenen. Men eftersom denne i realiteten er underlagt en økonomisk logik, der kræver, at den skaber målbar vækst i besøgsantal og omsætning, så er det økonomiske værdier frem for kulturelle, der styrer kulturudbuddet.30 Der skal skabes kulturelt indhold, der får mange mennesker gennem tælleapparatet. Hvad de får ud af det, hvordan det forandrer deres syn på dem selv og omverdenen, udvider deres horisont som mennesker og borgere – den slags giver ingen udslag på det økonomiske barometer.

Her er der et udtalt behov for, at kulturverdenen kommer på banen — 31 —

Et spørgsmål om kultur.indd 31

16/04/2019 09.53

og selv sætter alternative dagsordener for, hvad relevans er, og hvordan den opstår hos mennesker i mødet med kultur. Ud fra hvilke parametre kan vi bedre demonstrere den relevans, som kultur har for mennesker i samfundet? Er det, hvad den gør for livslang læring? For folkesundheden, fysisk såvel som mentalt? Er det måske relevant for nogle borgere, at der findes kulturinstitutioner i samfundet, som de ved man kan have tillid til, selv om de ikke selv er aktive brugere? Og kan forandringen fra passive kulturforbrugere til aktivt deltagende kulturelle medborgere øge følelsen af relevans?

Den korte arm?

I 2018 blev en kontroversiel medieaftale forhandlet på plads mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti. Med et smalt flertal blev en historisk stor nedskæring på 20 % af DR’s driftsbudget gennemført og en række detaljerede reguleringer af DR’s programlægning indskrevet i public service-kontrakten med Kulturministeriet. Det vakte en voldsom debat om armslængdeprincippet. Mange var umiddelbart af den opfattelse, at armen var blevet kortere.

Men situationen har også givet anledning til at overveje, om armslængdeprincippet kunne trænge til et eftersyn. Er armslængden stadig produktiv i sin klassiske form? Og skal vi udelukkende se på armslængden mellem offentlige bevilgere på den ene side og kunstnere og kulturinstitutioner på den anden? Hvad med de private fonde, der spiller en stadigt større rolle i den samlede danske kulturøkonomi, ikke mindst i takt med at de statslige kulturmidler skrumper? Hvad med armslængde mellem kulturinstitutioner og publikum? I en tid, hvor brugerundersøgelser bliver mere og mere retningsgivende for det kulturelle udbud, kan man med rette diskutere, hvad det betyder for den faglige integritet og beslutningsdygtighed. Det er derfor, mit tredje spørgsmål lyder: Har vi brug for armslængden i forvaltningen af kultur?

Spørgsmål som disse er også genstand for en klog kronik af forfatteren Jo Hermann, hvor hun går bag om den vante forestilling om, at armslængdeprincippet er det vigtigste styringsprincip for tildeling af kulturstøtte herhjemme.31 Ifølge hendes analyse er armslængden kun et dominerende princip i én ud af flere modeller, der er i anvendelse i den danske kul— 32 —

Et spørgsmål om kultur.indd 32

16/04/2019 09.53

turverden. Det skygger for en erkendelse af, hvilke andre principper der bestemmer fordelingen af offentlige kulturkroner. Måske er der slet ikke så klar en distance mellem de styrende lag i samfundet og de frie kunster, som vi har vænnet os til at tro, fordi armslængdeprincippet har stået som garant for god forvaltning i alles bevidsthed. I denne bogs sammenhæng er det især interessant, hvad hun siger om arkitektmodellen, ingeniørmodellen og facilitatormodellen.

Arkitektmodellen er den, hvor kulturstøtte bevilges af et kulturministerium. Her er der en langsigtet plan for kulturlivet, som ministeriets embedsværk arbejder på at føre ud i livet. Det viser sig for eksempel i Kulturministeriets rammeaftaler med de store statslige kulturinstitutioner, hvor en række politisk definerede mål skal opfyldes. Hermann sondrer mellem denne model og mæcenmodellen, hvor støtte bevilges af et armslængdeorgan, for eksempel Statens Kunstfond.

Ingeniørmodellen er den, hvor kulturen bliver middel til at opnå et politisk mål. Kultur kan for eksempel være et redskab for regional udvikling, øget folkesundhed eller bedre indlæring – og det er nok de færreste, der kan være imod dét – men armslængden er det i hvert fald så som så med.

Modellen kommer også til udtryk, når politikere vil skubbe kulturverdenen i en mere markedsøkonomisk retning, hvor institutioner såvel som kunstnere skal være “mere selvbærende” og mindre afhængige af offentlig støtte. Det er den økonomisering af kulturen, som har vundet indpas siden 1980’erne, hvor kultur bliver gjort til middel for økonomisk vækst.

Et konkret eksempel giver Hermann med det omdiskuterede medieforlig i 2018. Hun mener ikke, der var tale om et brud på armslængdeprincippet, da et politisk flertal besluttede, at DR ikke længere skulle publicere lange artikler på nettet, og at bestemte værdier skulle være fremherskende i programfladen. Mange opfattede det, som at armen blev forkortet. Ifølge Hermann var det ingeniørmodellen, der var i brug: “Politikerne styrede artiklernes udtryk med henblik på profit – ikke for DR, men for de kommercielle medier. Public service-aftalen har desuden et politisk opdragende mål (…) ’Det skal i DR’s programflader og platforme være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen.’”32 — 33 —

Et spørgsmål om kultur.indd 33

16/04/2019 09.53

Her bruger politikerne med andre ord en offentlig kulturinstitution til at understøtte markedet og opdrage befolkningen. Selv om armslængdeprincippet kun for alvor er styrende inden for mæcenmodellen, så er der en grad af armslængde på spil i arkitekt- og ingeniørmodellen, da de begge anvendes af folkevalgte politikere. De er med andre ord udtryk for det repræsentative demokrati, hvor vælgerne stemmer nogle politikere ind til at forvalte vores kulturliv.

Facilitatormodellen er den, som de private fonde står for, og her er armslængdeprincippet helt fraværende. For fondene er ikke demokratisk valgte, men de har meget stor indflydelse på dansk kulturliv. Det får Hermann til at rejse spørgsmålet om, hvem der egentlig kontrollerer den kulturelle udvikling i samfundet. Som hun påpeger, er fondene både livsvigtige og meget afholdte i dansk kulturliv, og det er også i deres egen interesse at bevare det gode omdømme, de har. Men hun opfordrer ikke desto mindre kultursektoren til at udvise rettidig omhu – med et vink til en af dansk fondslivs tunge drenge – og diskutere, hvilken rolle fondene skal spille på det kulturelle danmarkskort.

Et demokratisk valg?

Politisk har der de senere år været flertal for at effektivisere på kulturområdet, og det har ikke mindst ramt bag kulisserne, ude af publikums direkte synsfelt. Der er mig bekendt ikke blevet opført en halv Beethovens 5. symfoni eller en Napoli uden den forløsende tredje akt – for at parafrasere, hvad Marianne Jelved siger i sit interview – for at håndgribeliggøre konsekvenserne af besparelserne over for offentligheden. Til gengæld er det blevet endnu sværere for skabende kunstnere at skaffe sig et anstændigt levebrød og for kulturarvsinstitutionerne at opfylde lovens forpligtelser.

Siden det såkaldte systemskifte i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) overtog statsministerposten, har dansk politik været præget af en dagsorden om at reducere den offentlige sektor og lade den private sektor tage over på flere og flere områder i samfundet.33 Daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) udlagde i 2004 VK-regeringens overordnede strategi med ordene: “De to grundpiller er skattestop og bremsen på væksten i den — 34 —

Et spørgsmål om kultur.indd 34

16/04/2019 09.53

offentlige sektor. Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid, før effekten slår igennem. Men efter ti år vil den offentlige sektor kun være øget med 5 %. Mens den private er blevet 20 % større. Så opstår et nyt Danmark.”34 Det politiske udgangspunkt var liberalt, men bremsen på den offentlige sektor har præget skiftende regeringers realpolitik de sidste tyve år, hvad enten de har været af overvejende rød eller blå observans. Besparelserne på de offentlige kulturmidler og forestillingen om, at kulturen skal udvikle sig til at blive ”en god forretning”, er i den forstand ikke nyt stof. Men med 2 %-besparelserne de seneste par år er konsekvenserne blevet stadigt mere mærkbare i dansk kulturliv. Og selv om kulturordførere på begge sider af midten ytrer ønske om at stoppe det årlige omprioriteringsbidrag, står udfordringerne på områder som indvandrings-, arbejdsmarkeds- og sundhedspolitik med stor sandsynlighed højere på listen, når de politiske opgaver skal prioriteres og pengene findes.

I det store samfundsbillede bevidner vi i disse år, hvordan fællesejede goder som energiforsyning, kollektiv infrastruktur, undervisningsplatforme og national sygdomsbekæmpelse sælges eller udliciteres til private virksomheder med henblik på kortsigtede økonomiske gevinster, men med langsigtede tab for den fælles arv til følge. I regeringer ledet af såvel Fogh og Løkke som Thorning har effektivisering og privatisering af den offentlige sektor været i fokus. Stigende brugerbetaling og differentiering af velfærdsydelser kommer mere og mere på banen. Der eksperimenteres med den samfundsmodel, som generationer før os har bygget op, og som har gjort Danmark til en af de mest velfungerende velfærdsstater i verden – uden at vide, hvad konsekvenserne bliver for danskerne på den lange bane, og uden at have bred folkelig opbakning til det.

Omfordelingen af vægten mellem den offentlige og den private sektor rammer også kulturlivet. Generelt ser vi en økonomisering af kultursektoren og en stigende kommercialisering af kulturtilbuddene. Det flytter fokus fra kulturens arbejde for almen dannelse og folkeoplysning til, at den i stigende grad skal agere vækstmotor i et markedsdrevet samfund. Reformerne på kulturområdet kommunikeres som nødvendige omlægninger af — 35 —

Et spørgsmål om kultur.indd 35

16/04/2019 09.53

en begrænset statslig sum penge, fordi der mangler midler til den såkaldte ’kernevelfærd’ i sundhedssektoren og ældreplejen. Men også borgerlige røster har påpeget, at der er penge nok til både at drive velfungerende sygehuse og en kultursektor, vi kan være stolte af.35 Nedskæringerne må derfor overordnet ses som ideologisk betingede omprioriteringer fra offentligt til mere privat regi. Det er et andet samfundssyn og et andet kultursyn, der driver dem, end kultursektoren blev grundlagt på. Men det har aldrig været en del af et valgoplæg til folketingsvalgene i nyere tid. De grundværdier, der førte til oprettelsen af et kulturministerium og statslig investering i kultur siden 1960’erne, er ved at blive afviklet, uden at vi rigtig diskuterer, om det er dét, vi vil som samfund. Med forfatter og tidligere modstandsmand Erik Aalbæk Jensens ord fra 1971: “Et samfund, der har teknologiens, produktionens og kapitalens vækst som eneste mål, det er et samfund, der holder kulturpause, dermed et samfund, der har glemt, hvad det er til for.“36

Økonomisk og tillidsmæssig ustabilitet Det er den mest økonomisk ustabile tid i mands minde for dansk kulturliv.

Der laves besparelser med den ene hånd og tilføres nye penge med den anden. I 2016 lød meldingen fra kulturminister Mette Bock (LA) tilbagevendende: “Der kommer ikke flere penge til kulturområdet.”37 To år senere, da finansloven for 2019 blev vedtaget, gik hun ud med budskabet om, at kulturen ville få et markant økonomisk løft. I en pressemeddelelse udtalte Bock: “Jeg er stolt af, at regeringen og Dansk Folkeparti nu kan præsentere en finanslov, der er så ambitiøs på kulturens vegne. Med 775 millioner kroner får vi mulighed for at prioritere en række vigtige områder …” 38 Det har naturligvis vakt glæde i kultursektoren, at det er lykkedes kulturministeren at forhandle en ekstrabevilling til kulturen hjem på finansloven, men det er også blevet bemærket, at den falder i et valgår, alt imens 2 %-besparelserne kører ufortrødent videre. Hvad de 775 millioner kro— 36 —

Et spørgsmål om kultur.indd 36

16/04/2019 09.53

ner vil komme til at betyde for kulturområdet over de næste fire år, er uigennemskueligt for de fleste. Når der skæres med den ene hånd og tilbageføres med den anden, kan det være svært at gennemskue, om den offentlige støtte til kulturen reelt er faldet, steget eller er tilbage ved udgangspunktet.

Nogle indikationer kan vi få af Casper Hvenegaard Rasmussen, der har pløjet opgørelser over den offentlige kulturstøtte 2007-2016 fra Danmarks Statistisk igennem. Umiddelbart kan det tage sig ud, som om der forekommer en stigning i budgettet i den periode. Men når der korrigeres for inflation, nye regnskabsprincipper og udgiftsposter dokumenterer han, at der skete et mindre fald i de offentlige udgifter til kultur i perioden. Det var vel at mærke før de aktuelle 2 %-besparelser trådte i kraft.39 Omprioriteringsbidraget, der i perioden 2016-2018 har kostet kulturlivet 437 millioner kroner, skal derfor lægges oveni, og det årlige sparekrav fortsætter uforandret til og med 2021. Så selv om der tilbageføres 775 millioner kroner til kulturområdet 2019-2022, ændrer det ikke på, at der fortsat skal barberes 2 % af udgifterne hvert år. Det beløber sig til 832 millioner kroner.40 Og i hvert fald så længe den siddende regering er ved magten, skal der også efter 2021 spares 2 % om året. Her skal pengene blot omprioriteres inden for kulturområdet.

Populært sagt fodrer regeringen kulturlivet med sin egen hale.

I den periode, hvor denne bog har taget form, har partier på begge sider af midten meldt offentligt ud, at de ønsker at sætte en stopper for omprioriteringsbidraget – hvilket ligeledes må ses i lyset af et forestående valg. Det er glædeligt, at en stadig synliggørelse af konsekvenserne af de mekaniske besparelser på kulturområdet synes at have tilskyndet folketingspolitikere til at tage kulturen med på dagsordenen op til valget. Men det står langtfra klart, hvordan kulturen vil blive prioriteret efter en regeringsdannelse, hvor mange og ofte modstridende interesser skaber et voldsomt krydspres på de offentlige finanser. Tyve års dansk politik har vidnet om et brud med traditionen for en bred konsensus om kulturpolitikken hen over midten, der er blevet afløst af skiftende regeringers ofte smalle forlig om forvaltningen af den fælles kulturarv og kulturlivet.

Den økonomiske og ideologiske uvished skaber et miljø, hvor ingen – hverken borgerne eller kulturverdenens aktører – kan vide sig sikre på den kulturpolitiske retning. Det efterlader usikkerhed om de intentioner, — 37 —

Et spørgsmål om kultur.indd 37

16/04/2019 09.53

der ligger bag de politiske dispositioner. Det skriver sig ind i et generelt tillidstab til den ledende klasse, som kendetegner verdensordenen i disse år, med politikerlede og dalende tillid til politikerne – ikke blot i Danmark, men på verdensplan.

Vi står altså på mange måder midt i en opbruds- og nybrudstid. Det er ikke nødvendigvis skidt. Der er bred enighed blandt såvel kulturfolk som politikere om, at reformer i kultursektoren er tiltrængt, ikke mindst i lyset af nye mønstre i brugeradfærd og -behov. Men det kræver, at vi tænker os grundigt om, og den konstante økonomiske usikkerhed om basisbevillingerne i kultursektoren skaber uro og gør det svært at planlægge langsigtet og bæredygtigt. For hvis vi er nødt til at prioritere noget bort, skulle det helst gøres på et gennemtænkt grundlag. Det skal give mening på tværs af kulturfaglige, brugervendte og samfundsøkonomiske interesser. Det er derfor, jeg stiller det fjerde spørgsmål: Hvad kan vi undvære i det danske kulturlandskab?

Hvad er vi uden kultur?

Kulturverdenen er i legitimitetskrise. Skal man tro kulturkonsulenterne Marker & Rasmussen, opfatter de fleste politikere på Christiansborg primært kultur som en udgift på statsbudgettet og ikke som et samfundsbærende politikområde.41 Og de bakkes tilsyneladende op af en stribe undersøgelser, som i de senere år gang på gang har vist, at kulturen rangerer lavt blandt danskernes politiske prioriteter. Konklusionen synes at være, at når befolkningen ikke vægter kultur synderligt højt på den politiske rangstige, kan politikerne uden de store bekymringer skære skive efter skive af kulturbudgettet. For det kommer ikke til at flytte stemmer på valgdagen.

Samtidig bliver der set med kritiske øjne på de undersøgelser, der tilsyneladende giver politikerne grund til at nedprioritere kulturen. Hver gang et repræsentativt udsnit af danskere bliver spurgt, hvordan de vægter kultur som politikområde, formuleres det typisk som “i forhold til sengepladser på sygehusene og normeringer i børnehaver”. Der vil svaret for de allerfleste være givet på forhånd. Men er det en rimelig måde at stille det op på?

Måske får man svar, som man spørger. Som direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, siger i Altinget:

— 38 —

Et spørgsmål om kultur.indd 38

16/04/2019 09.53

“Repræsentativt demokrati betyder ikke, at politikerne blindt skal følge vælgernes holdning til tilfældige opinionsnedslag. Politikere har også mandat til at repræsentere deres vælgere med visioner, som vælgerne ikke selv har.”42 I årtierne før denne legitimitetskrise slog igennem, har der været tradition for, at politikerne tog et ansvar for at tale kulturens samfundsrolle op over for befolkningen.43 I dag ser billedet noget anderledes ud. To kulturministre i træk – Venstres Bertel Haarder og Liberal Alliances Mette Bock – har fundet det rimeligt at skære på kulturen frem for offentligt at gå i modoffensiv til sparekravene på deres ministerområde. De har således fulgt en politisk linje udstukket af Finansministeriet frem for Kulturministeriet. Det er muligt, at ingen for alvor forventer, at en kulturminister går op imod det magtfulde Finansministerium, men det har også fået kulturverdenen til at efterspørge en minister, der tager ansvar for aktivt at tale kulturens rolle i samfundet op – ikke kun i ord, men også i ført politik.

I forbindelse med 2 %-besparelserne har Mette Bock opfordret kulturverdenen til at legitimere sig selv over for befolkningen, hvilket det bestemt er rimeligt, at den bidrager til gennem sit virke. Det er påkrævet at vende det kritiske blik indad og spørge, hvordan kultursektoren selv kan bidrage til at ændre sin placering som dansk politiks svar på et udkantsområde. De seneste års hårde, økonomiske omprioriteringer har efterhånden rusket op i kulturverdenen, der er blevet mere hørbare i den offentlige debat. Men ligesom med klimakrisen – og uden sammenligning i øvrigt – skal der mere end velmenende ord og spredte initiativer til for at vende udviklingen. Det femte og sidste spørgsmål, jeg stiller, er derfor: Hvordan kan kulturen opnå en øget vægt på den politiske dagsorden?

Værdien af kultur Den økonomiske instrumentalisering af den offentlige sektor, herunder kulturen, har været på fremmarch siden 1980’erne. Det har medført, at principper fra new public management i høj grad bestemmer, hvordan kultursektorens værdiskabelse begribes – nemlig i kroner og øre.44 Her falder kultursektoren ofte igennem, fordi den ikke har tradition for at gøre — 39 —

Et spørgsmål om kultur.indd 39

16/04/2019 09.53

sit samfundsbidrag op i cool cash, men snarere i værdien af dannelse og sammenhængskraft.

I januar 2019 dokumenterede en analyse fra Dansk Industri imidlertid, at museerne alene bidrager med 4,9 milliarder kroner – eller 0,3 % – af bruttoværditilvæksten i det danske samfund.45 Det kan udlægges som, at når vi giver en krone til museerne, får vi som samfund pengene næsten fem gange igen.46 Også de kreative erhverv, herunder film, tv-serier, design og arkitektur, står for et betragteligt bidrag til dansk økonomi med en årlig omsætning på 248 milliarder kroner, som Vækstteamet konkluderede i en række anbefalinger til VLAK-regeringen i oktober 2018.47 Ligesom danskerne med deres stigende brug af kulturtilbud i praksis modbeviser de tilbagevendende undersøgelser, der siger, at danskerne prioriterer kultur lavt, så tilbageviser sådanne konkrete tal om kulturens bidrag til landets økonomi forestillingen om, at kultur skulle være en ren udgift for samfundet.

Selv om det er væsentligt at kunne dokumentere, at investering i kultur grundlæggende er en god forretning, også i kroner og øre – navnlig i en tid, hvor kulturen af mange opfattes som en ren udgift – så er det økonomiske perspektiv for ensidigt til at beskrive, hvilken værdi kultur har for et samfund. I kultursektoren er der et stigende fokus på at demonstrere kulturens bredere samfundsbetydning og dermed selv sætte dagsordenen omkring den værdi, kultur tilfører Danmark. Det nytter ikke at halse efter regnemodeller udviklet i Finansministeriet, som aldrig kommer til at afspejle den reelle kvalitet af kultursektorens værdi. Ud over at bidrage til samfundets økonomiske udvikling og de klassiske positive ting, man tilskriver kulturen – almen dannelse, kreativ kunnen og basal livskvalitet – er vi godt i gang med at få øjnene op for, hvordan kultur indvirker på borgernes sundhed fysisk som mentalt, deres følelse af medborgerskab og deltagelse i demokratiet, integration og inklusion på tværs af samfundslag og meget mere. Én ting er de økonomiske kalkuler, man kan lave. Noget andet er, hvad kulturen betyder for det at være et samfund – en kompleks, men helstøbt organisme af individer, grupperinger, institutioner, opgaver, transaktioner og levemåder – som skal fungere, sammen. Det er her, kulturens værdi bliver rigtig interessant, men også her, den bliver rigtig vanskelig at måle.

— 40 —

Et spørgsmål om kultur.indd 40

16/04/2019 09.53

Konkrete tiltag til at analysere kulturens indflydelse på samfundet, hinsides de økonomisk målbare tal på bundlinjen, tæller blandt andet et fællesnordisk forskningssamarbejde om betydningen af kunst og sociale fællesskaber, iværksat af Statens Kunstfond.48 Krydsfeltet mellem kulturel deltagelse og sundhed vækker ligeledes større og større interesse, både i forskerkredse og ude i kommunerne. Forskere på tværs af medicin og humaniora samarbejder med forfattere om at udvikle skriveværksteder til kronisk syge patienter med henblik på at løfte deres livskvalitet og understøtte rehabilitering.49 Flere kommuner er i gang med at afprøve Kultur på Recept for at hjælpe udsatte borgere med at komme på fode igen efter langtidssygemelding grundet eksempelvis stress, angst og depression, og Alternativet har som et af de eneste partier i Folketinget taget konceptet alvorligt som politisk indsatsområde.50 Den udbredte idé om at stille et valg op mellem sundhed og kultur ligner i dette lys fastlåst vanetænkning.

Altingets kulturpolitiske netværk og Tænketanken Mandag Morgen præsenterede i foråret 2019 en analyse af kulturens værdi og betydning for danskerne. Den udtalte hensigt med undersøgelsen er at agere ”hjertestarter for kulturdebatten i Danmark”. Analysens resultater dokumenterer en bred bevågenhed om, at kultur spiller en afgørende rolle for sammenhængskraften i samfundet og for menneskers dannelse og trivsel. Blandt andet anerkender hele 80 % af befolkningen, at kunst- og kulturoplevelser bidrager til børns faglige læring. Derudover mener 55 %, at den offentlige sektor skal finansiere en stor del af kunst- og kulturlivet, hvilket vidner om en mere solid opbakning til en statslig prioritering af kulturen, end hidtidige undersøgelser har givet udtryk for.51 Også på europæisk plan udvikles der værktøjer til at vurdere kulturens positive indflydelse – kaldet impact – på parametre som læring, brugsværdi, innovation og social samhørighed, drevet af den europæiske platform for kulturarv, Europeana. Ud over at give digital adgang til over 50 millioner kulturarvsgenstande fra mere end 3.000 kulturinstitutioner i alle de europæiske medlemsstater, så er Europeana også et knudepunkt for professionelle fra hele kontinentet, som arbejder sammen om at udvikle fælles bæredygtige løsninger og forretningsmodeller i en digital tidsalder.

Europeanas arbejde med impact-vurdering hviler på en erkendelse af, at kultursektoren befinder sig i en sårbar situation: Det arbejde, den gør, be— 41 —

Et spørgsmål om kultur.indd 41

16/04/2019 09.53

tragtes ofte som en udgift på samfundskontoen, og som sektor har vi ikke nogen stærk tradition for at påvise, hvad vi giver tilbage.52 Derfor er det afgørende at udvikle et fælles sprog for kulturens samfundsbidrag, der belyser såvel kvantitative som kvalitative aspekter.

Der er med andre ord ved at opstå en fælles forståelse, på tværs af kultursektorens aktører og det politiske spektrum, af, at kultur er andet og mere end en udgift på samfundsbudgettet. Et af de stærkeste udtryk på dansk grund er indsatsen for at etablere et Kulturens Analyseinstitut, der indsamler og bearbejder viden om, hvordan adgang til kultur og kulturbrug influerer på borgernes muligheder og samfundets bæredygtighed.

Det skal levere et solidt vidensgrundlag for beslutninger og politikker på kulturområdet. En af støtterne af et Kulturens Analyseinstitut, kommunalpolitiker Jakob Lose (V), formulerer formålet sådan: “Det er jo ikke alle kulturens værdier, der lader sig omsætte på et marked. Vi ville miste uvurderlig kulturarv og kunst, hvis vi troede det. Men disse indre og mere uhåndgribelige værdier, som betyder så meget for de mange, der bruger kulturlivets tilbud, skal vi også have ud i lyset. Vi skal kunne sætte ord på dem, og vi skal kunne vise, at de har en reel betydning for vores samfund, også selv om den ikke nødvendigvis er økonomisk.”53 At gøre fælles front mod centrale udfordringer har ikke hørt til kultursektorens styrker. Det er en del af forklaringen på, at vi står svagt og utydeligt på befolkningens såvel som på politikernes nethinde. Men den aktuelle legitimitetskrise kalder på, at vi forener kræfterne. De danske kunst- og kulturorganisationers fælles kampagne for at tale kulturen op frem mod folketingsvalget 2019 er derfor et velkomment indspark i debatten. Europeana er også et eksempel på en bevægelse, der forsøger at skabe fælles fodslag på tværs af sektoren.

Men er der også en fare ved at gå ind på hele det målingsræs, der kendetegner nutiden? Det lægger beslag på en masse værdifulde ressourcer at bevise sit værd – ressourcer, der kunne bruges på skabende, bevarende, forskende og formidlende hænder. Så længe vi befinder os i en legitimitetskrise, er det nødvendigt at få vendt udviklingen med masser af fakta og — 42 —

Et spørgsmål om kultur.indd 42

16/04/2019 09.53

gode eksempler. Det allervigtigste er dog ikke at fortælle om kulturens impact, men at vise den i praksis. Skal vi bruge tid på at lave impact-studier, må det først og fremmest være for hele tiden at blive klogere på, hvordan vi kan skabe rammer for fantastiske, livsforbedrende og -forandrende kulturoplevelser for alle samfundets borgere.

Hvorom alting er: Ingen borgere må være i tvivl om, at kultursektoren grundlæggende er til for dem, at kulturarven er deres, og at den ikke kan undværes. Et væsentligt element i den aktuelle legitimitetskrise er givetvis måden, vi har for vane at tale om kultur på – som et område, der skal støttes. Det har en klang af, at kultur er et lidt ubehjælpsomt område, der går på nådens krykker. Måske skulle vi holde op med at tale om støtte til kulturen, men i stedet investering i kulturen. Enhver ved, at det kræver investering og vedligeholdelse at generere overskud.

Et spørgsmål om kultur.indd 43

16/04/2019 09.53