Fagre nye himmel

INES GEIPEL

FAGRE NYE HIMMEL

– rumeventyr, eksperimenter og hemmelige arkiver

På dansk ved Jakob Levinsen

FAGRE NYE HIMMEL

– rumeventyr, eksperimenter og hemmelige arkiver

© 2022 Klett-Cotta - J.G. Cotta’sche Buchhandlung Nachfolger GmbH, gegr. 1659, Stuttgart Dansk udgave: © Gads Forlag 2023

Published by arrangement with agent literatur Gudrun Hebel, Berlin

Oversættelse: Jakob Levinsen Redaktion: Nils Bjervig Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen Omslag: Rothfos & Gabler, Hamburg Forsidefoto: © IMAGO United Archives International Grafisk tilrettelæggelse: Sara Itkin Sats: Demuth Tryk og indbinding: Scandbook AB

978-87-12-07089-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2023

Denne bog er udgivet med støtte fra Goethe-Institut

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

INDHOLD

Unknown soldier 9

Det nye menneske 25

Kybernetiske lanterner 41

Uvedkommende ingen adgang 55

Manglende tyngdepunkt 67

Frakoblingsmanøvre 81

Abrek og Bion 97

Reststråling 113

Adækvate modeller på Jorden 125

Vi er de første 141

Abernes revolution 165 Tilbage til fremtiden 187

Tak 206

Forkortelser m.m. 208

Litteratur 210 Noter 213

”Menneskets følelsestilstand lader sig fastslå ud fra klangfarve, lydstyrke, taletempo, ordvalg og syntaks. Formålet med eksperimentet ”Sprog” er, ud fra en undersøgelse af sprogets frekvens- og amplitudekarakteristika hos DDR-kosmonauten under udtale af tallet ”226” på tysk (transskriberet ’zwo sechsundzwanzig’), at vurdere hans funktionelle tilstand i forhold til de reelle flyvebetingelser. Eksperimentet ”Sprog” afventer videre finpudsning af metoder til medicinsk overvågning af kosmonauternes sundhedstilstand under flyvningen.”

BArch (Berlin), DY 30/69605, unummereret.

UNKNOWN SOLDIER

DOBBELTTEKST. 26. april 2018. Dagen begyndte som så mange andre dage, man senere ikke kan skelne fra hinanden: normal, smuk, solrig. Og det endda i Berlin. En normal himmel, den normale kaffe. Jeg skulle ind til byen. Der var planlagt pressemøde klokken 11. Tre kvinder på podiet. De skulle fortælle deres historier. Jeg skulle være ordstyrer og havde forberedt mig derefter.

I dag er det den 26. april 2021. Præcis for tre år siden kom der noget ind i mit liv. Sådan kan man altid sige bagefter. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg under pressemødet stod forrest på scenen. I salen adskillige repræsentanter for medierne. Til højre for mig de tre kvinder. Jeg trådte et par skridt tilbage, så jeg kunne se dem fra ryggen. Som om ryggene også ville tale, tænkte jeg. Som om det lod sig gøre både forfra og bagfra. Som om det ene ikke havde noget med det andet at gøre. En slags dobbelttekst. Kvinderne talte om misbrug og vold inden for sport. Roligt, tydeligt, beslutsomt. Sådan må det i hvert fald have lydt nede i salen. De sagde deres sætninger. Journalisterne stillede deres spørgsmål. Det lignede et helt almindeligt pressemøde.

Det er den 26. april 2021. Jeg sidder ved køkkenbordet og begynder at skrive dette. Jeg tænker på et bestemt forløb. Det første er det billede med ryggene, og det andet er den mail, jeg modtog tolv timer efter pressemødet. Den ligger foran mig og lyder som følger: ”Nå, smukke, nu har du vist moret dig længe nok. Alt for længe, er vi nogle, der mener. Nu går vi i gang, og det bliver ikke spor sjovt. Der bliver ikke sten på sten tilbage. Det kan du roligt regne med. U.S.”

Fra tid til anden modtager jeg sådanne mails, der indledes med ”smukke”. Hej, smukke, eller hør engang, smukke, eller sig mig lige, smukke. De bliver printet ud og gemt i en særlig mappe. Jeg opfatter dem som vidnesbyrd om vores tid. Smukke-mailen fra 26. april 2018 var afsendt fra adressen unknownsoldier@… og kom ikke i mappen. Den blev liggende på skrivebordet. Unknown soldier. Det var tydeligvis tænkt at skulle lyde betydningsfuldt, lidt i retning af at være på hemmelig mission. Men hvad skulle jeg lægge i det? Var nogen ude på at skræmme mig? Og hvorfor? Var det ikke at smøre lovlig tykt på? Når jeg i dag tænker tilbage på situationen, ser jeg Gerhard Richters tågebilleder for mig. Det udflydende og uskarpe, de uklare konturer. Men måske behøves der slet ingen billeder. Måske skal jeg slet og ret prøve på at beskrive forløbet. Den ukendte soldat. Først kom jeg til at tænke på graven i Canberra for the unknown soldier, som jeg besøgte for en del år siden. De mange røde blomster rundt omkring. Det var valmuer. Nogen tid senere kom jeg til at tænke på kamuflagedragter, nedslåede visirer og på min far. Næsten 15 år i Stasis hovedafdeling IV, militæruddannelse, spion, fri passage over grænsen, agent i Vesttyskland med otte forskellige identiteter. I min bevidsthed var det ham, der var den ukendte soldat. Men skulle han virkelig fremmanes, blot fordi der endnu en gang var landet en ubehagelig mail? Jeg var i tvivl. Alt det med Østtyskland. Det var ikke blevet spor lettere med årene. Noget var vendt tilbage, havde forrykket sig, kørte i båndsløjfe. Sådan opfattede jeg det i hvert fald selv. Hvad der for 20 år siden stadig fremstod klart afgrænset, og som der fandtes afhandlinger, masser af forskning og velfunderet viden om, var i mellemtiden kun blevet endnu mere uklart. Glat, vagt, nærmest bundløst. Mere og mere syntes Østtyskland at være blevet spurgt væk, skrevet tilbage, udgrænset, talt udenom. Spørger man de sagkyndige, taler de på forunderlig vis stadig om genopbygning og lyder en smule trætte ved tanken. Men hvad

bliver der af et land og af et system, der ikke længere findes? Hvad var dets kerne? Hvori består arven efter det, hvis den skal være mere end blot personlige erindringer? Og hvorfor unknown soldier? Hvem var det, der krævede ørenlyd? Mit blik blev hængende ved de to bogstaver. U.S. Det var allerede mærkeligt i sig selv. Og endnu mere fordi den ukendte soldat tydeligvis havde forbindelse til det, som jeg selv i lang tid havde beskæftiget mig med.

PNEUMATISK. Når jeg er på farten, har jeg altid min lille Mac med. På den måde kan jeg relativt let efterspore hvornår, hvor og i hvilke omgivelser, institutioner eller arkiver, jeg har siddet. I ugen op til den 26. april 2018 var jeg ifølge computeren i militærarkivet i Freiburg. Der kan jeg egentlig ret godt lide at være. Lige på dette sted bliver dagene behageligt rituelle – døren er mathvid, metallisk, nøgtern. Lyden af pneumatik, sprød og slæbende. Derefter et køligt suk. Det siger klik, jeg kommer gennem slusen og er inde.

I april for tre år siden var det varmt, men læsesalen i Freiburg var et regulært køleskab. Jeg måtte sidde med sokker på. I skranken lå mit bjerg af sagsakter til afhentning. Manden, der havde fundet dem frem, smilede sagtmodigt. Jeg tog bunken med mig. Var dette begyndelsen? Jeg havde længe haft et bestemt begreb i tankerne: det Militær-Industrielle Kompleks eller MIK. Tilbage i DDR spøgte vi tit med det. Hvis vi kom forbi en russisk kaserne, sagde vi MIK. Hvis man kunne ane et sølvskær på himlen, var det MIK. Afspærrede områder, systemets sorte huller – det var MIK. Hvad det nærmere bestemt drejede sig om? Hvem skulle vi dog have spurgt?

MULTITRAUME. Efter 1989 var MIK fortid. Forsvundet som så meget andet? Ikke desto mindre havde MIK på en eller anden måde sat sig fast i min bevidsthed og gjorde krav på at leve sit eget liv. Det virtuelle øje, den bioniske hjerne, GPS, Sea Hunter, NASAs planlagte Mars-Cities – når jeg hørte eller læste om noget

med forbindelse til militær og forskning, passerede de tre bogstaver gennem min bevidsthed som lysbøjer. Nå ja, tænkte jeg den ene gang efter den anden, der må vel være et eller andet materiale i det. Og derudover: Hvorfor ved man ikke mere om det? Eller er det kun mig, der ikke gør det? Det var derfor, jeg var taget til Freiburg. Hvis det overhovedet var muligt at finde ud af noget om MIK, måtte det være dér. I Freiburg ligger, havde jeg fundet ud af på internettet, alt med forbindelse til DDR-forskning i militært regi eller i hvert fald det om emnet, som stadig er tilgængeligt. Materiale om Militærmedicinsk Akademi i Bad Saarow og Centralt Militærhospital, om Institut for Luftfartsmedicin i Königsbrück, Marinemedicinsk Institut i Stralsund, Videnskabernes Akademi og Interkosmos-programmet. Samlingen var blevet overdraget til militærarkivet i Freiburg af Forbundshærens Østkommando –som kun eksisterede fra oktober 1990 til juni 1991. MIK. Som om man genkaldte sig en upræcis erindring, noget man havde levet med uden nogensinde at have forstået det til bunds. En død forestilling, en stump af Den Kolde Krig, en konspirationsteori? Mens historiens hund får fært og skraber utålmodigt med poterne med snuden i sporet.

Klimaanlægget rasler. Foran mig ligger der sagsakter og underskrifter. Jeg ser ud ad vinduet. Hvor jeg er henne? I april 2018. En gruppe tidlige sommerskyer bevæger sig roligt forbi vinduet i arkivet. Jeg tænker på løfter, passivitet, på overblik og på omfang. Jeg sidder med smuldrende papirer. Arkiver er en besynderlig form for rum. I og for sig en slags tidskapsler. Man lukker nutiden ude, bliver gelejdet hen ad en lang gang, trisser lidt rundt og bliver så stående et sted foran noget, som engang er sket, men stadig ikke har fundet på plads. Det er fortsat undervejs uden at have noget sted at lande.

På min bestillingsliste til ugen i arkivet i april 2018: ”Undersøgelse og behandling af udvalgte sabotagegifte”, ”Ioniserende strålings indflydelse på muskelvæv”, ”Ny forståelse af panik

under kamp”, ”Placentaforskning”, ”Medicinsk forberedelse af kosmonautemner”, ”Straffefangers selvmordsforsøg i psykiatrisk belysning”, ”Blodsurrogater”, ”Præstationsorienteret anvendelse af kvinder”, ”Multitraumer”.1 Alt sammen temaer, som jeg havde hæftet mig ved i det digitale bestillingssystem. Men hvor skulle jeg begynde? Ved himlen. Helt sikkert der. Ved spørgsmålet om beboelige zoner og liv uden for jorden. Ved det, som er større, ældre og mere uendeligt end alt andet, vi kan forestille os. Ville det endda ikke også findes uden os?

ISOLATIONSCONTAINER. ”Mennesket er nu som før det mest universelle, smidige og vigtige led i et styresystem, hvorigennem en meningsfuldt afstemt fordeling af funktioner mellem mennesker og automatisering fører til øget troværdighed i systemet som helhed.”2 Sådan lyder begyndelsen på en disputats af luftfartsmedicineren Hans Haase (født 1937) ved Institut for Luftfartsmedicin i Königsbrück kun få kilometer fra Dresden. Instituttet hørte under den østtyske hær og refererede til Forsvarsministeriet. Haase var vicedirektør på instituttet og i en periode desuden leder af den stående arbejdsgruppe ”Rumbiologi og rummedicin”3 under Interkosmos-programmet, foruden at han havde ansvar for Sigmund Jähn, den første tysker i rummet. I sommeren 1978 fløj generalmajor Sigmund Jähn rundt om jorden. I november 1988 forsvarede Hans Haase sin kosmonaut-disputats. I mellemtiden var der gået ti år, hvor man ikke kun i Königsbrück ”arbejdede systematisk på rumfartsmedicinske projekter”, hvis man ellers kan fæste lid til et mødereferat fra Videnskabeligt Leibniz-societet i Berlin fra 2008.4 Et system i systemet, som systematisk blev udforsket. Hvordan skulle det nu forstås? Rumfart er det ultimative helteprojekt med al mulig stråleglans og gedigen nationalistisk patos på toppen. Når billederne af verdensrummets titaner aldrig er forekommet mig helt troværdige, har det måske også noget med de stive rumdragter og hele den anakronistiske iscenesættelse at gøre. Masser

af gemytlige vink fra rumkapslen, langsomme svæveture i verdensrummet, langsomme spring på Månen. Som om man overværede en fjern forestilling ude i intetheden, som kun universet beskyttede. Men hvordan fik vi det egentlig beskrevet dengang?

Hans Haases kosmonautstudie forankrer sig i virkeligheden med en konkret dato: den 1. oktober 1976. Denne dag ankom syv mænd, nøje udvalgt blandt 300 piloter i det østtyske militær, til Militærmedicinsk Institut i Königsbrück. De kommende uger skulle hver af de syv igennem en nøje personlig undersøgelse. Det handlede om fysisk form, teknisk viden, rumfornemmelse og motorik, eller grundlæggende om almene evner i forbindelse med rumflyvning. Efter de hårde forsøgsuger blev kun fire af dem beordret videre til Stjernebyen uden for Moskva. Til sidst var der to tilbage: Sigmund Jähn og Eberhard Köllner. Fra nu af var de Forskningskosmonauter og gennemførte en knap to år lang specialuddannelse: flere dage lange ophold i ”surdokammeret” – en lydtæt isolationscontainer – pilotundervisning i en MiG-21, træning i rumflyvningssimulatorer, specialtræning i et varmekammer med temperaturer på op mod 60 grader, træning i parabolflyvning, træning i centrifuge, træning i bjerge, autogen træning, endeløs teoriundervisning.5

Nød de det? Følte de sig som udvalgte? Hvordan var det at tilbringe flere dage i træk i et isolationskammer? Hvad var det egentlig for en krop, der skulle katapulteres op i himlen? For mit indre øre hører jeg luger, kamre og rumkapsler lukke sig i mig og bevæge sig længere ind. Mennesker løber forbi på stien uden for arkivet. Jeg hører deres skridt, deres stemmer, deres latter, og tænker på, hvor venligt livet kan være. I mappen ligger årene 1976, 1977, 1978. Det var fredelige år i Østtyskland. Tingene var begyndt at smuldre. Man kunne høre det. Selv boede jeg på kostskole i Thüringer Wald. Da vi i september 1976 mødtes igen efter sommerferien, fortalte Claudia, min veninde fra Zeitz, om præsten Oskar Brüsewitz. To uger tidligere havde han på pladsen

foran sin kirke hældt benzin ud over sig og sat ild til. Et offentligt signal, som blev bemærket og indprentede sig. Vi lå i vores senge og talte om manden i lys lue, om hans nej midt i vores højlydte stilhed.

KILDECITATER. Et dokument er et dokument og i første omgang ikke andet end et tilfældigt fund. Skulle det vise sig at have relevans for et eller andet, kræver det alle mulige forskellige anknytningspunkter. Kildecitater, kontekster, en form for net med mulighed for at lade det enkelte papir begynde at tale med andre papirer, med tiden og med andre begivenheder. I et hukommelsesrum skal der en rød tråd til for at kunne se noget. Det er i hvert fald ikke spor ukompliceret at erindre. Forstået på den måde, at vi bygger baglæns ind i fortiden. Vi vil gerne have været dem med de tykke, hvide sløjfer, dem, som tog vare på den store drøm. De glade, de stærke, anførerne. Vi vil fylde de blinde pletter i os ud, have taget hovedspring og spillet fodbold med drengene. Hukommelsen bryder sig ikke om at gå i ring, den vil hellere fortælle helteberetninger. Men hvad stiller man så op med de konkrete kendsgerninger, som vi møder, som skal undersøges og diskuteres? Og hvorfor i det hele taget gøre det? Er der overhovedet brug for det? Ja selvfølgelig, det er der i hvert fald. Arven efter Østtyskland har stadig ikke fundet sin plads, der er stadig ikke enighed om den. Det kan der være flere forskellige grunde til. Hvad der under alle omstændigheder stadig mangler, er den historiske organisering. Hvad der stadig mangler, er at turde kaste blikket på de omfattende erfaringer fra over 50 års diktatur. Og uanset påstande om det modsatte mangler der nu som før også forskning. Tror nogen helt ærligt, at vi allerede er færdige, at vi nu er igennem det hele, at det er et overstået kapitel?

Jeg var 16, da luftfartsmedicineren Hans Haase i 1976 med sit kosmonautstudie forsøgte at se nærmere på fænomenet vægtløshed. Jeg ved, hvor jeg på det tidspunkt befandt mig, hvad jeg

lavede, hvad jeg længtes efter, hvad jeg allerede havde i mig. Eller for nu at sætte sagen på spidsen: Jeg er ikke i stand til at læse dokumenterne i Freiburg objektivt. Jeg er i et eller andet omfang selv til stede derinde, i konfrontationen med datiden, i stoffet, i det usagte, i tavsheden om de konkrete forhold. Sådan er det, og det står ikke til at ændre. Der er over fyrre år mellem 1976 og 2018. For nylig har jeg sagt, at det er lang tid. Men hvilke kilder, hvilke kontekster, hvilke historier i os er vi så sikre i vores sag på, at de ikke kan komme i skred?

DET HELE, LIGE FRA BEGYNDELSEN. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Jacob. For et par uger siden, måske i januar 2018, kom han hen til mig efter et arrangement i Berlin. De sidste fem år havde jeg været leder af støtteforeningen for dopingofre. En organisation for alle dem, der ikke passede ind i sportsverdenens glansbillede. Hovedsageligt dem, der i sin tid var kollideret med den statslige doping i DDR. Hvad man får at se og høre, når projektørerne bliver slukket, og hvad der sker efter de store kampe, bekymrer samfundet sig ikke om at formidle. Det har ingen interesse. Sport skal være en sejrsmaskine, en verdensgudstjeneste uden gud eller noget i den retning. Bare man ikke ødelægger oplevelsen hjemme i sofaen. Sport er dejligt, sport er godt, sport er for alle. Og i modsat fald? Et skuldertræk, det er rent uheld, folk er selv ude om det, tvivlsomme forbilleder er der ikke noget tiltalende ved. I bedste fald hører man slet ikke noget om det. Jacob med de urolige øjne, de forvaskede jeans og baseballkasketten med NY på. Hvordan han gik lige til sagen, trak mig med hen til et bord og begyndte at åbne mapper med bjerge af fotos. Hans tid som cirkusakrobat. Se her, viste han mig stolt, det her var mit et og alt. På fotoet en smidig krop, som svæver helt oppe under teltdugen i cirkusteltet. I den modsatte side to hænder, der er parat til at gribe ham. På et eller andet tidspunkt må det være gået galt, erklærede han og fastholdt mit blik. Og så? – så var

det slut. Det var for angstfremkaldende, og jeg blev cykelrytter i stedet.

Hans tid på racercyklen og den næste mappe med fotos. Og dokumenter. Og medaljer. Jeg tog det lige så seriøst som cirkusnumrene, bedyrede han. Jeg nikkede og så ham for første gang i øjnene i længere tid. Hvorfor er De kommet? Spurgte jeg. Jeg stod ude foran hovedbanegården i Dresden, forklarede Jacob. Der kom en bil. Vi kørte næsten en time. Vi steg ud, og så boede jeg de næste ti uger i værelset ved siden af Sigmund Jähn. – Sigmund Jähn? Den første tysker i rummet? Manden med baseballkasketten skubbede flere fotos hen over bordet, nærmest som om han skulle bevise noget. På et af dem stod han som ganske ung med laurbærkrans om halsen, sved i ansigtet, jublende. Hvornår var det? – 1974. – Jeg mener det med Sigmund Jähn? – Nogenlunde samtidig. Men det gik først op for mig senere, da han i fjernsynet blev ved med at vinke til mig fra sin rumkapsel.

Jacobs øjne, hans krop, tynd som en agurk. Han fortalte alt muligt om nåle, tråde, biopsier. Kunne man være sikker på, at der var blevet gjort noget ved ham? Det spørgsmål kunne jeg godt have sparet mig. For han var der jo. Han rystede på hovedet: Der er ikke noget tilbage, der er ingen dokumenter, det kan man godt glemme. Men jeg så det i hans ansigt. Jeg havde allerede været i gang i over fem år: research, interviews, myndigheder, arkiver, og til sidst stadig stort set intet, i hvert fald ikke noget af betydning, ikke noget belastende, intet der kunne hjælpe en som Jacob. Det handler ikke om Dem, sagde han ud i luften. Men om hvad så? –Jeg vil have det at vide. Jeg vil lære programmet at kende, det hele lige fra begyndelsen. – Der blev gjort et eller andet ved Dem, siger De? – Lige præcis. Og nu vil De gerne have at vide, hvad det var, fordi det senere er gået Dem dårligt?

Vi kiggede på det samme sted i loftet, som om det i sig selv gjorde os i stand til at hæve os op over situationen. Jacob tog baseballkasketten af. Ikke så meget som et hår, ingen øjenvipper,

ingen øjenbryn. Det betyder vel ikke noget for Dem, vel? Tilføjede han og vinkede afværgende med hånden. Men det er heller ikke kun det. Det vigtigste er kampen mod intetheden. At der intet bliver gjort, at der ikke kommer nogen afklaring, at ingen siger noget. Som om det alt sammen slet ikke er sket. – Men kunne det ikke også have været anderledes? – Hvordan det?

ANÆMISK. ”Den rumfarendes særlige betingelser”, hedder det i Haases studie, er ”vægtløshed, kosmisk stråling, akavede opholdsbetingelser og nervemæssigt-emotionel anspændthed”.6 Jeg havde forestillet mig længsel efter fast grund under fødderne eller måske angst. Men jeg havde dybest set heller ikke tænkt nærmere over det. Vægtløshed forbandt jeg med trampoliner og rutsjebaner, med en svævende og overjordisk let fornemmelse, der nødvendigvis hang sammen med den megen luft. Nu kunne jeg læse, at vægtløshed medfører muskelsvækkelse og øget blodtilstrømning til hovedet. At den kan føre til ”negativ væskebalance” og ”akut synsnedsættelse”.7 Samtidig med at energiforbrændingen bliver op til fem gange så stor i vægtløs tilstand.

Som om vores jordiske krop systematisk blev reduceret oppe i verdensrummet. Frem for alt muskler, knogler, blod, hjerne. Som om vi sejlede rundt på himlen med en massiv demenslidelse, tænkte jeg. Dertil kom den tvangsmæssige indespærring i et hermetisk lukket rum, hvor man skulle indrette sig på mindst mulig plads og reducere sin krop til det minimale. Og det vel at mærke i flere uger, måneder eller måske ligefrem år. Derudover siges det at larme kolossalt i en rumkapsel. Maskineriet arbejder konstant. Der er koldt i en rumdragt. Det er stort set umuligt at falde i søvn. For i verdensrummet er der ikke forskel på dag og nat. Endelig er der den stærke belastning i form af baggrundsstråling, lysglimt og ”sensorisk underskud”.8

Klimaanlægget i arkivet kæmper en hård kamp, men jeg kommer alligevel til at svede. Sådan havde jeg aldrig forestillet mig det:

At man ikke kan bevæge sig deroppe. Blod, knogler, muskler og hjerne suser rasende hurtigt rundt, men man får ingen søvn, bliver udsat for store mængder stråling og keder sig voldsomt. Som luftfartsmediciner Haase fremstillede rumheltenes enestående drama, lignede det mere en slags bizar teaterforestilling.

TERRA INCOGNITA. Fem dage efter den første Smukke-mail modtog jeg endnu en: ”Nå, smukke, er du allerede blevet nervøs? Bare rolig, vi har ikke glemt dig. Der mangler kun de sidste detaljer. Præcision er som bekendt altafgørende nu om dage. U.S.” Sådanne mails har det med at komme i serier. Mere overraskende var det altså heller ikke. Og dog: Der var et eller andet ved dem, noget ved ordvalget, ved tonefaldet. Som om jeg på en eller anden måde allerede burde kende det rum, ordene kom fra. Unknown soldier. I et afsnit af tv-krimien Tatort søndag aften, som aldrig når at blive opklaret, kommer der på et tidspunkt en søvngængerlignende skikkelse i sort hættetrøje rundt om hjørnet. Kommissæren hvisker, at der i nogen tid har boet en mand i byen, som vist er veteran fra Bosnien eller Afghanistan. En gammel kriger, der har lært håndværket. En fra den usynlige front, som helt fra grunden har lært at gennemføre sin mission i tavshed. En slags social udstødt med forkærlighed for hemmelighedskræmmeri.