Fascisme

ANDRE BØGER AF MADELEINE ALBRIGHT Vinter i Prag. En personlig rejse gennem krigens Europa Read my Pins: Stories from a Diplomat’s Jewel Box Memo to the President Elect: How We Can Restore America’s Reputation and Leadership The Mighty and the Almighty: Reflections on America, God, and World Affairs Madam Secretary

Facisme.indd 2

25/04/2018 12.27

FASCISME E N A DVA RSEL AF

MADELEINE ­ALBRIGHT M ED B I L L WO O DW A RD

GADS FORLAG

Facisme.indd 3

25/04/2018 12.27

Fascisme En advarsel Af Madeleine Albright Oversat fra amerikansk af Uffe Gardel efter Madeleine Albright: Fascism. A Warning Copyright 2018 Madeleine Albright Published by arrangement with HarperCollins Publishers Dansk udgave: Copyright 2018 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05677-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslagsdesign: Milan Bozic Dansk omslagsversion: Harvey Macaulay, Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Forfatterfoto: Timothy Greenfield-Sanders/Gettyimages Tryk: Scandbook Mange tak for tilladelse til at gengive tekst fra følgende: ’Tomorrow Belongs To Me’ Fra Musicalen CABARET Med tekst af Fred Ebb Musik af John Kander Copyright: 1966 Alley Music Corp. og Trio Music Company Copyright fornyet Alle rettigheder for Trio Music Company administreret af BMG Rights Management (US) LLC Internationale rettigheder er sikret.

Genoptrykt med tilladelse fra Hal Leonard LLC Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Facisme.indd 4

25/04/2018 12.27

I N DH O L D

KAPITEL 1:

EN DOKTRIN AF VREDE OG FRYGT . . . . . . . 11

KAPITEL 2:

VERDENS STØRSTE FORESTILLING . . . . . . 25

KAPITEL 3:

”VI VIL VÆRE BARBARER” . . . . . . . . . . . . . . 39

KAPITEL 4:

LUK DERES HJERTER FOR MEDLIDENHED . 54

KAPITEL 5:

CÆSARERNES SEJR . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

KAPITEL 6:

FALDET . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76

KAPITEL 7:

DEMOKRATIETS DIKTATUR . . . . . . . . . . . . . 91

KAPITEL 8:

”DER LIGGER MASSER AF LIG DEROPPE” . 107

KAPITEL 9:

EN VANSKELIG KUNST . . . . . . . . . . . . . . . 120

KAPITEL 10:

LIVSTIDSPRÆSIDENT . . . . . . . . . . . . . . . . 133

KAPITEL 11:

ERDOĞAN DEN STORSLÅEDE . . . . . . . . . . 150

KAPITEL 12:

MANDEN FRA KGB . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167

KAPITEL 13:

”VI ER DEM, VI VAR” . . . . . . . . . . . . . . . . . 182

KAPITEL 14:

”LEDEREN VIL ALTID VÆRE HOS OS” . . . . 202

KAPITEL 15:

USA’S PRÆSIDENT . . . . . . . . . . . . . . . . . . 221

KAPITEL 16:

ONDE DRØMME . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 240

KAPITEL 17:

DE RIGTIGE SPØRGSMÅL . . . . . . . . . . . . . 256

TAK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 270 NOTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 274

REGISTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 285

Facisme.indd 9

25/04/2018 12.27

KAPITEL 1:

EN DOKT R I N A F V REDE O G F RYGT

D

A FA S C I ST E R FØ RST E GA N G Æ N DR E D E M IN L IVSB A NE , H AV D E J E G

netop lært at gå. Datoen var 15. marts 1939. Bataljoner af tyske stormtropper invaderede mit fædreland, Tjekkoslovakiet, eskorterede Hitler til Prags Borg og skubbede Europa frem til kanten af en ny verdenskrig. Efter at mine forældre og jeg havde skjult os i ti dage, lykkedes det os at flygte til London. Dér sluttede vi os til flygtninge fra hele Europa, som fra eksilet støttede den allierede krigsindsats, mens de ivrigt så frem til, at krigen skulle slutte.

Da nazisterne efter seks grufulde år kapitulerede, vendte vi hjem fulde af håb og glædede os til at opbygge en ny tilværelse i et frit land. Min far fortsatte sin karriere i den tjekkoslovakiske udenrigstjeneste, og et lille stykke tid var alting godt. Men i 1948 kom vores land under kommunisternes kontrol. Demokratiet blev lukket ned, og endnu en gang måtte min familie gå i eksil. Samme 11

Facisme.indd 11

25/04/2018 12.27

år på Våbenstilstandsdagen ankom vi til USA, hvor vi under Frihedsgudindens årvågne blik blev budt velkomne som flygtninge.

For at beskytte min søster Kathy, min bror John og mig, og for at vi skulle kunne leve så normalt som muligt, lod vores forældre være med at fortælle os noget, som jeg først fandt ud af mange år senere, nemlig at tre af vores bedsteforældre og adskillige tanter, onkler, kusiner og fætre var blandt de millioner af jøder, som omkom under fascismens mest ekstreme forbrydelse – Holocaust.

Jeg var 11, da jeg kom til USA, og jeg havde ikke noget højere mål i livet end at blive en typisk amerikansk teenager. Jeg aflagde min europæiske accent, læste bunker af tegneserier, satte øret til transistorradioen og blev afhængig af tyggegummi. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at tilpasse mig, men jeg kunne ikke glemme, at i vor tid kunne selv beslutninger truffet langt herfra afgøre forskellen på liv og død. Da jeg kom i high school, grundlagde jeg en udenrigspolitisk forening, udnævnte mig selv til formand og satte diskussioner i gang om alt fra titoisme til Gandhis satyagraha (”styrken, som skabes af sandhed og kærlighed”). Mine forældre glædede sig over den frihed, vi havde fundet i vores nye land. Min far, som hurtigt blev professor ved universitetet i Denver, skrev bøger om faren ved tyranni og var bekymret over, at amerikanerne var så vant til frihed – de var ”så frie, så frie”, skrev han – at de måske tog demokratiet for givet. Efter at jeg selv stiftede familie, ringede min mor hver 4. juli for at sikre sig, at hendes børnebørn sang patriotiske sange og gik med i 4. juli-optoget.

Mange i USA er tilbøjelige til at romantisere årene lige efter Anden Verdenskrig – de forestiller sig en skyfri og uskyldig tid, hvor alle var enige om, at Amerika var stort, og hvor alle familier havde en forsørger, de nyeste husholdningsapparater, børn, som lå over gennemsnittet og havde en rosenrød fremtid for sig. I virkeligheden var Den Kolde Krig en tid med konstant angst; den skygge, fascismen stadig kastede, blev formørket af endnu en sky.

Da jeg var teenager, betød atomprøvesprængningerne, at indhol12

Facisme.indd 12

25/04/2018 12.27

det af den radioaktive isotop strontium-90 i mælketænder var 50 gange højere end det naturlige niveau. Praktisk taget alle byer havde en civilforsvarsmyndighed, som opfordrede folk til at indrette beskyttelsesrum forsynet med dåsegrøntsager, matadorspil og cigaretter. I storbyerne fik børn udleveret metalskilte med deres navne, så man i værste fald kunne identificere dem.

Som voksen fulgte jeg i min fars fodspor og blev professor.

Blandt mine forskningsområder var Østeuropa, hvis lande blev set ned på som satellitter i kredsløb om en totalitær sol, hvor der aldrig skete noget af interesse, og hvor intet af betydning nogensinde ville ændre sig. Marx’ drøm om et arbejderparadis var degenereret til et orwellsk mareridt; konformitet var det højeste gode, der var stikkere på alle gadehjørner, hele stater var spærret inde bag pigtråd, og regeringerne insisterede på, at nedad var opad, og sort var hvidt.

Da forandringerne så kom, skete det med en forbløffende hast. I juni 1989 fik Polen et demokratisk styre som resultat af skibsværftsarbejdernes mange år gamle krav og med inspiration fra en pave, som var født i Wadowice. I oktober samme år blev Ungarn en demokratisk republik, og i begyndelsen af november faldt Berlinmuren. I disse mirakuløse dage så vi hver morgen nyheder i fjernsynet, som så længe havde forekommet umulige.

For mit indre blik kan jeg stadig se de afgørende øjeblikke i mit fædreland Tjekkoslovakiets Fløjlsrevolution, der fik sit navn, fordi den blev gennemført uden vold og skyderier. Det var en frostkold eftermiddag i slutningen af november. På Prags historiske plads Václavské náměstí stod 300.000 mennesker forsamlet og raslede med nøgleknipper for at symbolisere dødsklokkerne, der ringede for det kommunistiske styre. På en balkon med udsigt ud over mængden stod Václav Havel, den modige dramatiker, som bare seks måneder tidligere havde været samvittighedsfange, men fem uger senere skulle blive indsat som præsident for et frit Tjekkoslovakiet.

13

Facisme.indd 13

25/04/2018 12.27

I det øjeblik var jeg en af de mange, som følte, at demokratiet havde bestået sin sværeste prøve. Den engang så mægtige Sovjetunion var blevet skrøbelig af økonomisk svækkelse og ideologisk træthed. Den knustes nu som en glasvase mod et stengulv, og Ukraine, Kaukasus, Baltikum og Centralasien blev sluppet fri. Det atomare våbenkapløb blev standset uden at have sprængt os alle i stykker. I Østen afsatte Sydkorea, Indonesien og Filippinerne deres mangeårige diktatorer. I Vesten veg Latinamerikas militærdiktatorer for valgte præsidenter. I Afrika blussede håbet om en ny tid for verdensdelen op, da man løslod Nelson Mandela – endnu en fange, der endte som præsident. På verdensplan voksede antallet af lande, der fortjente betegnelsen ”demokrati”, fra 35 til over 100.

I januar 1991 sagde George H.W. Bush til Kongressen, at ”afslutningen på Den Kolde Krig har været en sejr for hele menneskeheden (…) og USA’s ledelse har været afgørende for, at den blev mulig.” På den anden side af Atlanterhavet tilføjede Havel, at ”Europa forsøger at skabe en historisk ny orden ved at forene sig (…) et Europa, hvor intet stærkt land vil kunne undertrykke noget svagere land, og hvor det ikke længere vil være muligt at afgøre uenigheder med magt.”

I dag, mere end et kvart århundrede senere, er det et åbent spørgsmål, hvad der blev af denne opmuntrende vision: Hvorfor bliver den mere utydelig frem for at stå klarere? Hvorfor er demokratiet i dag ”under angreb og på tilbagetog”, som Freedom House konkluderer? Hvorfor forsøger så mange magtfulde mennesker at undergrave offentlighedens tillid til valg, domstole, medier og – når det gælder det grundlæggende spørgsmål om Jordens fremtid – videnskaben? Hvorfor har vi accepteret farlige kløfter mellem rige og fattige, byboere og landboere samt højtuddannede og lavtuddannede? Hvorfor har USA – i hvert fald midlertidigt – givet afkald på at lede verden? Og hvorfor taler vi igen om fascisme, så langt inde i det 21. århundrede?

14

Facisme.indd 14

25/04/2018 12.27

*** EN AF G RUN D E N E E R FA KT I S K D O N A L D T R U M P. H V IS V I SE R PÅ FA SCISM E

som et sår fra fortiden, der næsten var helet, svarer valget af Donald Trump til at rive plasteret af og pille i sårskorpen.

For Washington D.C.’s politiske klasse, både republikanere, demokrater og uafhængige, var valget af Trump så forbløffende, at det ville have fået en gammeldags stumfilmskomiker til at knuge sin hat med begge hænder, trække den ned over ørerne, gøre et hop i vejret og lande på ryggen. USA har haft præsidenter, som ikke var perfekte – faktisk har vi aldrig haft andet – men i moderne tid har vi ikke haft en leder, der både i ord og gerning ligger så langt fra de demokratiske idealer.

Lige fra begyndelsen af sin valgkampagne, og til han rykkede ind i det ovale kontor, har Donald Trump talt grimt om de institutioner og principper, som udgør grundlaget for ansvarlig regeringsførelse. Samtidig har han systematisk nedbrudt den politiske samtale i USA, udvist en chokerende mangel på respekt for kendsgerninger, bagvasket sine forgængere, truet med at ”spærre” politiske modstandere ”inde”, omtalt mainstream-journalister som ”det amerikanske folks fjender”, udspredt falske oplysninger om troværdigheden af det amerikanske valgsystem, propaganderet for en meningsløst nationalistisk økonomisk politik og handelspolitik, bagtalt indvandrere og de lande, de kommer fra, og dyrket paranoide fordomme om tilhængerne af en af verdens førende religioner.

For udenlandske politiske ledere med autokratiske tilbøjeligheder er disse udbrud en lækkerbisken. I stedet for at udfordre antidemokratiske tendenser støtter Trump dem – og er parat med undskyldninger. Når jeg er ude at rejse, bliver jeg igen og igen spurgt: Hvis USA’s præsident siger, at pressen altid lyver, hvordan kan man så bebrejde Vladimir Putin, at han fremsætter samme påstand? Hvis Trump insisterer på, at dommerne er partiske og 15

Facisme.indd 15

25/04/2018 12.27

siger, at det amerikanske retsvæsen ”er til grin”, hvordan skal man så forhindre en autokrat som Duterte på Filippinerne i at undergrave respekten for sine egne domstole? Hvis Trump beskylder oppositionspolitikere for forræderi, blot fordi de ikke er enige med ham, med hvilken ret kan USA så protestere mod fængsling af samvittighedsfanger i andre lande? Hvis verdens stærkeste land ser tilværelsen som et hundeslagsmål, som intet land kan vinde, uden at et andet land taber, hvem vil så gå i spidsen for internationalt samarbejde, når der ikke er andre måder at løse alvorlige problemer på?

Statsledere har pligt til at tjene deres lands interesser; det er en banal sandhed. Når Donald Trump taler om at ”sætte Amerika først”, så siger han en selvfølgelighed. Ingen seriøs politiker har foreslået at sætte USA i anden række. Så det er ikke målet, vi diskuterer. Det, som adskiller Trump fra alle andre præsidenter siden den elendige trio Harding, Coolidge og Hoover*, er hans forestilling om, hvordan man bedst fremmer USA’s interesser.

Han opfatter verden som en kampplads, hvor ethvert land er ude på at undertvinge alle andre, og hvor nationer konkurrerer som ejendomsmagnater om at ødelægge rivaler og presse størst muligt overskud ud af enhver handel. I betragtning af Trumps livserfaring kan man forstå, hvorfor han kan tænke sådan, og der er bestemt situationer i diplomati og international handel, hvor skellet mellem vinder og taber er tydeligt. Men i hvert fald siden Anden Verdenskrig har USA stået for det synspunkt, at det er nemmere at sejre og fastholde sejren gennem fælles optræden, end hvis et enkelt land handler alene.

Franklin Roosevelts og Harry Trumans generation argumenterede for, at de enkelte lande ville stå sig bedst ved at stræbe efter fælles sikkerhed, velstand og frihed. Marshallplanen i 1947 byggede for eksempel på en erkendelse af, at den amerikanske økonomi *

Præsidenterne i årene 1921-1933, o.a.

16

Facisme.indd 16

25/04/2018 12.27

ville gå i stå, hvis ikke de europæiske markeder kunne købe, hvad amerikanske landmænd og fabrikker havde at sælge. Det betød, at måden at sætte Amerika først var at hjælpe vores europæiske (og asiatiske) samarbejdspartnere med at genopbygge og udvikle deres egne økonomier, så de blev konkurrencedygtige. Den samme tænkning førte til Trumans Point Four-program, som åbnede for amerikansk teknologi til Latinamerika, Afrika og Mellemøsten.

Den samme tilgang har fungeret godt for os inden for sikkerhedspolitikken. Præsidenter fra Roosevelt til Obama har søgt at hjælpe allierede med at beskytte sig selv og er gået ind i et kollektivt forsvar mod fælles farer. Vi har ikke gjort dette som barmhjertighedsgerninger, men fordi vi har lært på den hårde måde, at problemer i udlandet før eller senere kan true os, hvis ikke de bliver løst.

International ledelse er ikke en opgave, man nogensinde bliver færdig med. Gamle farer forsvinder sjældent fuldstændig, og nye viser sig så regelmæssigt, som solen står op. At håndtere dem effektivt har aldrig været et spørgsmål om penge og magt alene.

Lande og folk må forene deres kræfter, og det sker ikke af sig selv.

Selv om USA har begået mange fejl i sin begivenhedsrige historie, har det bevaret evnen til at samle andre om en fælles sag ved at påtage sig at lede i den retning, de fleste ønsker at gå – mod frihed, retfærdighed og fred. Spørgsmålet, vi står over for, er, om USA fortsat er i stand til at udøve den form for ledelse under en præsident, som ikke ser ud til at lægge megen vægt på internationalt samarbejde eller demokratiske værdier.

Svaret er vigtigt, for tomrum vil blive udfyldt. Fascismen glæder sig over dem. *** FOR I KKE S Å LÆ N G E S I D E N FO RTA LT E J E G E N V E N, AT J E G A R B E J D E D E

på en ny bog, og han spurgte, hvad den handlede om? ”Fascis17

Facisme.indd 17

25/04/2018 12.27

me,” sagde jeg. Han så forvirret ud. ”Fashion?”, spurgte han. Min ven havde mindre uret, end man skulle tro, for fascisme er faktisk blevet fashionabel, og den trænger ind i samfundsdebatten som en løssluppen vinranke. Hvis man er uenig med nogen, kan man bare kalde ham fascist; så slipper man for at underbygge sit synspunkt med fakta. I 2016 blev der søgt mere efter ”fascism” på Merriam-Webster-ordbogens website end efter noget andet engelsk ord bortset fra ”surreal”, som oplevede en pludselig stigning efter præsidentvalget i november.

Man afslører sig selv, når man bruger udtrykket ”fascist”.

For den yderste venstrefløj dækker det praktisk taget enhver af erhvervslivets store kanoner. Ordet anvendes konstant, når folk giver luft for deres frustrationer. Man skal ikke så langt ud på højrefløjen, før Barack Obama er fascist – ud over at være socialist og skabsmuslim. For en oprørsk teenager dækker fascisme et forældreforbud mod mobiltelefoni. Ordet anvendes dagligt af millioner af mennesker, som får luft for deres frustrationer: Lærere bliver kaldt fascister, og det samme gør feminister, chauvinister, yogainstruktører, politibetjente, diætister, bureaukrater, bloggere, cyklister, redaktionssekretærer, nye eks-rygere samt folk, der udtænker børnesikre emballager. Hvis vi fortsætter med at give efter for denne refleks, vil vi måske snart føle os berettigede til at bruge betegnelsen fascist om hvem som helst og hvad som helst, vi finder irriterende – hvilket tager kraften ud af et udtryk, som burde have stor kraft.

Men hvad er så ægte fascisme, og hvordan genkender man dem, som udøver den? Jeg stillede disse spørgsmål til et hold, jeg underviser på Georgetown University – en snes studerende som sad i rundkreds i min dagligstue, mens lasagnen dryppede fra paptallerkener i deres skød. Spørgsmålene var vanskeligere at besvare, end man skulle tro, for der er aldrig opnået enighed om en tilfredsstillende fælles definition, selv om forskerne har brugt oceaner af blæk på at forsøge at formulere én. Det virker, som om 18

Facisme.indd 18

25/04/2018 12.27

at hver gang en eller anden ekspert har råbt ”heureka!” og hævdet at have fundet noget, der kan være enighed om, så er der andre, som indigneret udtrykker deres uenighed.

Trods spørgsmålenes kompleksitet forsøgte mine studerende ivrigt. De begyndte nedefra ved at opremse de karakteristika, som efter deres opfattelse var tæt forbundet med ordet. ”En os-mod-dem-mentalitet,” foreslog én. En anden opremsede ”nationalistisk, autoritær, antidemokratisk.” En tredje pegede på voldeligheden. En fjerde udtrykte sin undren over, at fascisme næsten altid blev betragtet som højreorienteret med det argument, at ”Stalin var lige så meget fascist som Hitler”.

En anden af de studerende bemærkede, at fascisme ofte bliver forbundet med mennesker, som tilhører en bestemt etnisk eller racebestemt gruppe, som er økonomisk udsatte, og som oplever, at de bliver nægtet goder, de er berettigede til. ”Det handler ikke så meget om, hvad folk har,” sagde hun, ”som om, hvad de synes, de burde have – og hvad de frygter.” Frygt er grunden til, at fascismen kan sprede sig i alle samfundslag. Ingen politisk bevægelse kan blomstre uden folkelig opbakning, men fascismen er lige så afhængig af de velhavende og magtfulde, som den er af almindelige mennesker – altså både dem, som har meget at miste, og dem, som intet har at miste.

Denne observation fik os til at overveje, om fascismen mon mindre skulle betragtes som en politisk ideologi end som et redskab til at tage magten og beholde magten. I 1920’ernes Italien fandtes der for eksempel både nogle, der beskrev sig som venstrefascister (og som talte for de besiddelsesløses diktatur), højrefascister (som var tilhængere af en autoritær, korporativ stat) og centrumsfascister (som ville genindføre det enevældige monarki).

Det Tyske Nationalsocialistiske Arbejderparti (nazisterne) samledes oprindeligt om en række krav, der appellerede til antisemitter, modstandere af indvandring og antikapitalister, men også handlede om højere pensioner, flere uddannelsesmuligheder for de fatti19

Facisme.indd 19

25/04/2018 12.27

ge, forbud mod børnearbejde og bedre sundhedspleje. Nazisterne var racister, men efter deres egen mening også reformatorer.

Hvis fascismen ikke så meget er optaget af at føre en bestemt politik som at finde en genvej til magten, hvad skal vi så sige om ledelsesstilen? Mine studerende bemærkede, at de fascistiske ledere, vi husker bedst, var karismatiske. På den ene eller anden måde etablerede de en følelsesmæssig forbindelse med folkemasserne, og som en kultleder fremkaldte de dybe og ofte ubehagelige følelser. Det er på den måde, at fascismens tentakler kan trænge ind i et demokrati. I modsætning til et monarki eller et militærdiktatur, der er blevet påtvunget samfundet oppefra, henter fascismen sin kraft fra en befolkning, som er vred over en tabt krig, et mistet arbejde, en erindring om ydmygelse, eller en følelse af, at deres land forfalder. Jo mere smertefyldt grunden til utilfredsheden er, jo lettere er det for en fascistisk leder at vinde tilhængere ved at lokke med fornyelse eller love at genvinde det frastjålne.

Ligesom mere godartede bevægelsers organisatorer udnytter disse sekulære evangelister et nærmest universelt menneskeligt ønske om at være en del af en meningsfuld kamp. De mest talentfulde af dem har en særlig sans for iscenesættelse og arrangerer massemøder med militærmusik, flammende retorik, høje råb og strakte arme. De loyale får tilbudt medlemskab af en klub, der afviser andre, som den ofte latterliggør. For at holde kampgejsten oppe er fascisterne gerne aggressive, militaristiske og, når omstændighederne tillader det, ekspansionistiske. For at sikre deres fremtid forvandler de skolerne til præsteseminarier for de sande troende, hvor man søger at skabe ”det nye menneske”, der vil adlyde uden tvivl og tøven. Og, som en af mine studerende bemærkede, ”vil en fascist, der indleder sin karriere ved at komme til magten ved et valg, hævde at have en legitimitet, som andre ikke har.”

Efter at have vundet magten kommer næste skridt: Hvordan sikrer fascister deres magt? Svaret kom prompte fra flere af de studerende: ”Ved at kontrollere information.” En anden tilføjede: ”Og 20

Facisme.indd 20

25/04/2018 12.27

det er en af årsagerne til, at, der er så stor grund til bekymring i dag.” De fleste af os har først og fremmest set den teknologiske revolution som et middel til at sætte folk fra forskellige samfundslag i forbindelse med hinanden, så de kan udveksle ideer og udvikle en dybere forståelse af, hvorfor folk handler, som de gør – med andre ord, så vi kan få en mere præcis forståelse af sandheden.

Dette er stadig rigtigt, men vi er ikke længere helt så sikre på det.

Der er en bekymrende ”big brother”-vinkel på de bjerge af personlige oplysninger, som bliver afleveret til de sociale medier. Hvis en annoncør kan bruge disse oplysninger til at zoome ind på en forbruger på grund af vedkommendes personlige interesser, hvad ville så hindre en fascistisk regering i at gøre det samme? ”Lad os sige, at jeg deltager i en demonstration,” sagde en af de studerende, ”og jeg slår et billede af den op på de sociale medier. Så kommer mit navn med på en liste, og den liste kan ende hvor som helst.

Hvordan sikrer vi os mod det?”

Endnu mere bekymrende er den evne, som slyngelstater og deres medhjælpere har vist sig at have til at sprede løgne på Facebook og tvivlsomme websites. Samtidig har teknologien gjort det muligt for ekstremistiske organisationer at bygge ekkokamre, som støtter konspirationsteorier, falske narrativer og uoplyste holdninger til religion og race. Dette er den første regel for bedrag: Nærmest en hvilken som helst udtalelse, historie eller injurie kan begynde at lyde troværdig, hvis den bliver gentaget tilstrækkeligt ofte. Internettet burde være en allieret for friheden og en genvej til viden, men i visse tilfælde er det ingen af delene.

Historikeren Robert Paxton indleder en af sine bøger med at fastslå følgende: ”Fascismen var det 20. århundredes største politiske nyskabelse, og årsagen til en stor del af dets lidelser.” I tidens løb har han og andre forskere opstillet lister over alle de mange elementer, som fascismen består af. Mit universitetshold prøvede at runde diskussionen af ved at opstille en tilsvarende liste.

De fleste af de studerende var enige om, at fascisme er den 21

Facisme.indd 21

25/04/2018 12.27

mest ekstreme form for autoritært styre. Det kræves af borgerne, at de gør, nøjagtigt hvad lederne siger, de skal, hverken mere eller mindre. Doktrinen er forbundet med en rabiat nationalisme. Den vender også op og ned på den traditionelle samfundspagt. I stedet for at borgerne giver staten magt til gengæld for beskyttelse af deres rettigheder, udgår magten fra lederen, og folket har ingen rettigheder. Under fascismen er borgernes opgave at tjene regeringen, og regeringens opgave er at herske.

Når man taler om dette emne, opstår der ofte uklarhed om forskellen på fascisme og beslægtede begreber som totalitarisme, diktatur, despoti, tyranni, autokrati og så videre. Som videnskabsmand kunne jeg blive fristet til at trænge ind i dette vildnis, men som tidligere diplomat er jeg først og fremmest optaget af handlinger, ikke betegnelser. Efter min mening er en fascist én, som identificerer sig stærkt med hele nationen eller gruppen, som hævder at tale på vegne af den, ikke interesserer sig for andres rettigheder og er parat til at bruge de midler, som måtte være nødvendige – herunder vold – for at nå sine mål. En fascist efter denne definition vil sandsynligvis være en tyran, men en tyran behøver ikke at være fascist.

Forskellen viser sig ofte ved, hvem der bliver overladt våben. I 1600-tallets Europa kæmpede katolske autokrater mod protestantiske. De kæmpede om trossætninger, men de var enige om ikke at give våben til bønderne og fandt det sikrest at føre krig med lejesoldater. Moderne diktatorer er også tilbøjelige til at se med skepsis på deres egne befolkninger, og derfor opretter de kongelige garder og andre elitekorps, som skal varetage deres personlige sikkerhed. En fascist forventer imidlertid at have masserne bag sig. Hvor konger prøver at få masserne til at falde til ro, hidser fascister dem op. Så når kampen begynder, vil deres menige soldater have den nødvendige kampvilje til at slå først. *** 22

Facisme.indd 22

25/04/2018 12.27

FASC I S ME N O PSTO D I B E G Y N D E LS E N A F D E T 2 0 . Å R H U ND R E D E I E N T ID ,

som var præget af stor intellektuel aktivitet og en genoplivet nationalisme, som var forbundet med en udbredt skuffelse over de demokratiske parlamenters manglende evne til at holde trit med en teknologidrevet industriel revolution. I tidligere årtier havde forskere som Thomas Malthus, Herbert Spencer, Charles Darwin og Darwins halvfætter Francis Galton fremført forestillingen om, at livet er en evig kamp for at tilpasse sig, hvor der ikke er megen plads til følelser, og ingen garanti for fremskridt. Indflydelsesrige tænkere lige fra Nietzsche til Freud diskuterede, hvad konsekvenserne var for en verden, som tilsyneladende havde kastet fortøjningerne. Suffragetterne fremsatte den revolutionære opfattelse, at også kvinder havde rettigheder. Førende politikere og kunstnere talte åbent om muligheden for at forbedre den menneskelige race gennem selektiv avl. Samtidig blev folk bragt tættere på hinanden af forbløffende opfindelser som elektricitet, telefonen, hesteløse køretøjer og dampskibe, men samtidig gjorde disse nye teknologier millioner af bønder og håndværkere arbejdsløse. Overalt var folk i bevægelse; familier fra landet klumpede sig sammen i storbyerne, og millioner af europæere trak teltpælene op og drog tværs over oceanet.

For mange af dem, som blev tilbage, var oplysningstidens og Den Franske og Den Amerikanske Revolutions løfter blevet hule.

Et stort antal mennesker kunne ikke finde arbejde; de, som kunne, blev ofte udnyttet eller sidenhen ofret i det blodige skakspil, som udspillede sig på Første Verdenskrigs slagmarker. Winston Churchill skrev om denne tragedie, at ”det menneskelige samfund blev tilføjet skader, som det vil tage mere end et århundrede at udbedre.” Bagefter var respekten for aristokratiet væk, religionen blev genstand for kritik, og de gamle politiske strukturer brudt i stykker, herunder de osmanniske og østrig-ungarske imperier.

Men jagten på svar fortsatte.

I første omgang blev offentligheden grebet af den demokrati23

Facisme.indd 23

25/04/2018 12.27

ske idealisme, som præsident Woodrow Wilson stod for. Endnu før USA trådte ind i krigen, udtalte han princippet om, at ”ethvert folk har retten til at vælge den stat, de vil bo i.” Denne selvbestemmelses-doktrin var efter krigen medvirkende til, at en håndfuld europæiske lande, de fleste af dem ikke særligt store, blev selvstændige, og hans plan om en verdensorganisation fik liv i form af Folkeforbundet. Men Wilson var både naiv og fysisk skrøbelig, og Amerikas globale vision kom ikke til at overleve hans præsidentperiode. Under hans efterfølgere lagde USA afstand til Folkeforbundet og fralagde sig ansvaret for europæiske spørgsmål på et tidspunkt, da kontinentet havde vanskeligt ved at komme sig oven på sine konflikter.

Efter krigen var mange af de nye regeringer i begyndelsen liberale, men de blev hurtigt stillet over for eksplosive sociale spændinger, der så ud til at kræve en mere repressiv politik. Fra Polen og Østrig til Rumænien og Grækenland kom nye demokratier flaksende på vingerne for snart efter at falde til jorden igen.

Mod øst hævdede vilde sovjetiske ideologer at tale på vegne af alle verdens arbejdere og fik britiske bankfolk, franske ministre og spanske præster til at ligge søvnløse om natten. I hjertet af Europa kæmpede et forbitret Tyskland for at komme på benene igen. Og i Italien var tiden kommet for et vildt dyr, der nu for første gang bevægede sig ind på scenen.

Facisme.indd 24

25/04/2018 12.27

KAPITEL 2:

V ERDENS STØ RST E FOREST ILL I N G

T

H O MA S E D I S O N H Y LD E D E H A M S OM ” D E N M O D E R NE T ID S G E NI”,

og Gandhi som ”et overmenneske”. Winston Churchill svor at ville støtte ham i hans ”kamp mod leninismens bestialske appetit.” Aviser i Rom, hvor Vatikanet ligger, omtalte ham som ”Guds inkarnation”. De samme mennesker, som engang hyldede hans mindste bevægelse, endte med at hænge hans og hans elskerindes lig op i fødderne på en tankstation i Milano.

Benito Mussolini kom til verden i 1883 i Predappio, en lille landsby 100 kilometer nordøst for Firenze. Hans far var smed og socialist, hans mor var lærer og troende. Han voksede op i en toværelsers hytte, som var forbundet med den etværelses skole, hvor hans mor underviste. Hans familie levede i trygge kår, men var ude af stand til at betale den fulde undervisningsafgift på det præsteledede akademi, han blev indskrevet ved som niårig. Ved måltiderne fik de mest velstillede elever plads ved ét bord, Beni25

Facisme.indd 25

25/04/2018 12.27

to og hans kammerater ved et andet – en ydmygelse, som vakte et livslangt raseri over uretfærdigheder (begået mod ham selv).

Drengen var konstant ulydig, stjal ofte frugt fra bønderne og kom i slagsmål. Som 11-årig blev han bortvist for at have stukket en anden elev i hånden, og som 15-årig blev han smidt ud for at have stukket en kniv i enden på en anden klassekammerat. Men Benito læste også meget. Han elskede at sidde for sig selv med dagens aviser og den mere end tusind sider tykke Les Misérables. Fra sin far havde han arvet en glæde ved modig handling; hans mor lærte ham tålmodighed – men faderens træk slog igennem. Da de andre studerende på akademiet brokkede sig til hinanden ved bordet over, at brødet var gammelt, klagede Mussolini direkte til rektor, mens hans klassekammerater jublede, og rektoren gav efter og skaffede friskbagt brød.

Da han var færdig med skolen, fik han diplom som lærer, men han kunne ikke holde ro i klassen og blev hurtigt fyret.

Som 19-årig tog han til Schweiz, hvor han fik arbejde som arbejdsmand, sov på en pakkasse og blev arresteret – den første af mange gange – for vagabonderen. Efter sin løsladelse fik han arbejde som murerarbejdsmand og blev snart aktiv i den lokale fagforening. Dette var en tid i Europa, da arbejderbevægelsen hældede kraftigt til venstre, og socialistiske ildsjæle prædikede vrede mod regeringen, foragt for kirken og militant kamp for arbejdernes rettigheder. Mussolini var ingen original tænker, men han var en talentfuld skuespiller, der kunne spille en rolle. Selv om han privat var pæn i tøjet, undlod han ofte at barbere eller rede sig, når han skulle tale offentligt. Han øvede sig forinden omhyggeligt, så han kunne lyde spontan. Han vidste, hvad det betød at have greb om mængden, og han havde som regel held med at få sine tilhørere til at huje. Snart begyndte han at se sig selv som udvalgt af skæbnen – den næste Napoleon, måske, eller Augustus Caesar.

De schweiziske myndigheder var imidlertid uimponerede af 26

Facisme.indd 26

25/04/2018 12.27

denne kejser in spe. De betragtede ham som en plageånd og smed ham ud. Uforfærdet vendte han tilbage til Italien, hvor han forfattede en populær føljeton om en liderlig kardinal, redigerede socialistiske aviser og begyndte at få en vis berømmelse*. Når han talte i røgfyldte mødesale, advarede han arbejderne om, at de herskende klasser aldrig ville opgive deres privilegier uden kamp, og at intet parlament ville tage deres parti mod borgerskabet. De gamle svar, som religionen havde givet, eller som fandt deres udtryk i patriotisk pligtfølelse, var blevet afsløret som forkerte, og burde opgives.

Retfærdighed ville kun kunne opnås gennem voldelig kamp. Revolutionen var afgørende.

Og så pludselig var den alligevel ikke. I sommeren 1914, da krigen var på vej i Europa, forvandlede Mussolini sig uden varsel fra en socialistisk larve til en patriotisk sommerfugl. I stedet for at følge sine venstreorienterede kammerater, som ikke ville have noget at gøre med en katastrofe, de mente var forårsaget af overklasse-idioter, grundlagde han en uafhængig avis, Il Popolo d’Italia, og talte stærkt for, at Italien skulle gå med i krigen. Hans kovending kan have været udtryk for en ægte omvendelse, for ideologi stak aldrig dybt hos Mussolini, og pacifisme lå ham fjernt, men andre forklaringer er mulige. Franske forretningsfolk bad om hans hjælp til at presse Italien ind i kampen mod Tyskland og Østrig-Ungarn og lovede at belønne ham, hvis det lykkedes. Det er også kostbart at udgive en avis; våbenproducenter bidrog gavmildt til finansieringen af Popolo d’Italia.

*

Da Mussolinis føljeton Kardinalens Elskerinde udkom på engelsk, skrev Dorothy Parker: ”Dette er ikke en bog, man har let ved at lægge fra sig; den bør kastes, med stor kraft.” Et eksempel på dialogen: ”Jeg vil bygge dig et hemmeligt alter i min bevidstheds dyb. Du skal være Madonnaen i mit indres tempel. Jeg vil være din slave. Ram mig, foragt mig, slå mig, åbn mine årer med en sløv kniv, men skænk mig den nåde at vise dig selv.”

27

Facisme.indd 27

25/04/2018 12.27

24. maj 1915 trådte Italien ind i krigen på Englands og Frankrigs side. Mussolini blev indkaldt til hæren og tjente ærefuldt i 17 måneder, mens han sendte ugentlige korrespondancer hjem til sin avis. Han blev forfremmet til korporal og var derefter lige ved at blive slået ihjel, da en haubits eksploderede under en øvelse.

Granaten rev adskillige huller i hans indvolde. Han var rekonvalescent, da de italienske styrker i oktober 1917 led deres mest ydmygende nederlag. I slaget ved Caporetto blev 10.000 mand dræbt, 30.000 såret, og mere end en kvart million overgav sig efter fjendens beskydning.

Selv om Italien indgik i den alliance, som til slut vandt, rådnede sejrens frugter hurtigt. De store tab var vanskelige at komme sig over, men smerten blev endnu værre, da landets allierede i Paris og London undlod at levere de territoriale indrømmelser, de i hemmelighed havde lovet. De undlod endda at invitere Italiens statsoverhoved, kong Emanuel 3., med til fredskonferencen. Disse fornærmelser styrkede Mussolinis tidligere samarbejdspartnere på venstrefløjen, som argumenterede overbevisende for, at de havde gjort ret i at tage afstand fra krigen. Socialistpartiets medlemstal steg kraftigt, og ved parlamentsvalget i 1919 høstede det flere stemmer end noget andet parti.

Selv om socialisterne var opmuntrede af valgresultatet, blev de stadig holdt ude af regeringskoalitionen, og de var ikke tilfredse med at sidde stille og stemme om lovforslag. Demokratiet havde givet arbejderklassen en dybere bevidsthed om deres rettigheder, end de før havde haft. De teknologiske fremskridt havde samlet arbejderne på store fabrikker, hvilket gjorde det lettere for fagforeningsfolk at samle støtte og for agitatorer at fremkalde vrede.

Spændingen steg, da socialisterne under inspiration fra Ruslands bolsjevistiske revolution indledte en væbnet kamp for at bringe proletariatet til magten og udrydde borgerskabet. Partiet lejede revolvermænd til at skræmme strejkebrydere, overtog kontrollen med adskillige rådhuse og hejste det røde flag over fabrikker i Mi28

Facisme.indd 28

25/04/2018 12.27

lano, Napoli, Torino og Genova. På landet overtog socialistiske bønder den jord, de så længe havde dyrket, somme tider efter at have myrdet godsejerne for at sprede skræk og gøre personlige regnskaber op.

For de ledende kredse i industri og landbrug var protesterne dybt foruroligende. Én ting var, at arbejderne krævede nogle centesimi mere i timen eller nogle få timers kortere arbejdstid for at tjene den samme ugeløn; noget andet var, når de ville fjerne cheferne, overtage og drive fabrikkerne og beslaglægge og omfordele landbrugsjorden. De, som forsøgte at finde en middelvej, blev forhindret af den ekstremt spændte situation, hvor så meget var på spil, og der allerede var flydt blod. De politikere, som forsøgte at dæmpe begge sider af konflikten, mødte ingen tillid hos nogen af parterne.

Strejkebølgen og jordstriden skadede den italienske økonomi og fik priserne til at gå til vejrs, mens fødevaremanglen voksede, offentlig service brød sammen, og jernbanerne, som led under arbejdskampe, var mange timer efter køreplanen, og somme tider dage eller uger. Samtidig vendte titusinder af veteraner hjem kun for at blive hånet i stedet for hyldet, og de fik ikke job på de virksomheder, fagforeningerne allerede havde lukket.

Italien var på sammenbruddets rand. Parlamentet blev set som en korrupt basar selv af parlamentsmedlemmerne, som ydede tjenester til dem, der havde politiske forbindelser. Victor Emanuel var en lille, frygtsom og ubeslutsom konge. I sine 22 år på tronen havde han haft ikke mindre end 20 premierministre. De ledende politikere skændtes utrætteligt indbyrdes, men gjorde næsten intet forsøg på at kommunikere med offentligheden. Tiden var moden til en rigtig leder, en duce, der kunne samle Italien og igen gøre landet til verdens midtpunkt. ***

29

Facisme.indd 29

25/04/2018 12.27

EN RE G N FULD S Ø N DAG MO RG E N I MI L A N O, 2 3 . M A RTS 1 9 1 9 , SA M L E D E S

nogle snese vrede mænd i et indelukket lokale hos Industri- og Handelskammeret på Piazza San Sepolcro. Efter flere timers diskussion rejste de sig, klappede og svor at ”dræbe eller dø” for Italien i dets kamp mod enhver fjende. Som tegn på enighed valgte de fasces, et knippe elmegrene bundet til en økse, et oldstidssymbol på de romerske konsulers magt. Deres manifest fik kun 54 underskrifter, og deres indtog i politik blev næppe bemærket det efterår, men et par år senere havde den fascistiske bevægelse mere end 2.000 lokalafdelinger, og Benito Mussolini var dens leder.

Fascisterne voksede i tal, fordi millioner af italienere hadede den udvikling, de så i deres land, og de var bange for, hvad verden var vidne til i det kommunistiske Rusland. I tale efter tale fremlagde Mussolini et alternativ. Han appellerede til sine landsmænd om at afvise kapitalisterne, som ønskede at udnytte dem, socialisterne, som var ude på at ødelægge deres tilværelse, og de forbryderiske og ryggesløse politikere, som talte og talte, mens deres elskede fædreland sank længere ned i dybet. I stedet for at sætte klasserne op mod hinanden foreslog han, at italienerne forenede sig – arbejdere, studenter, soldater og forretningsfolk – og gjorde fælles front mod verden. Han bad sine tilhængere om at forestille sig en fremtid, hvor medlemmerne af hans bevægelse altid ville passe på hinanden, mens de parasitter, der havde holdt landet nede – udlændingene, de svage og de politisk upålidelige – måtte klare sig selv. Han opfordrede sine tilhængere til at tro på et Italien, som ville blomstre, fordi det var selvforsynende, og var respekteret, fordi det var frygtet. Dette var sådan, det 20. århundredes fascisme begyndte: med en dragende leder, som udnyttede en udbredt utilfredshed ved at love alt muligt.

Ved det nye årtis begyndelse var socialisterne stadig de stærkeste i parlamentet, og de nød betydelig støtte i hele landet. For at kunne hamle op med dem hvervede fascisterne folk blandt det store antal arbejdsløse veteraner, som blev indrulleret i bevægel30

Facisme.indd 30

25/04/2018 12.27

sens eget væbnede korps, Fasci di Combattimento (Kampgrupper), som skulle skyde arbejderledere, smadre avisredaktioner og tæve arbejdere og bønder. Banderne klarede sig godt, for mange i politiet så med sympati på dem og lod, som om de ikke bemærkede den vold og ødelæggelse, de udsatte deres venstreorienterede fjender for. I løbet af få måneder drev fascisterne socialisterne ud af store og små byer, især i Norditalien. For at vise deres fælles identitet bar de hjemmelavede uniformer – sorte skjorter, grågrønne bukser og en mørk fez-agtig hue med kvast. Socialisterne var de fleste, men fascisternes rækker voksede hastigt og blev mere og mere hensynsløst voldelige.

Mussolini havde ingen opskrift, han kunne følge, for at lede dette blomstrende oprør. Han var ubestridt leder af en bevægelse, hvis retning endnu ikke var afgjort. Fascisterne havde opstillet lange lister med krav, men de havde hverken en bibel eller et manifest at samles om. Nogle af det nyfødte partis tilhængere så det som en måde, hvorpå man kunne redde kapitalismen og katolicismen fra de leninistiske horder; for andre handlede det om at forsvare traditionen og monarkiet. For mange var det en mulighed for at give Italien dets tabte ære tilbage, og for ikke så få var det en lønseddel og grønt lys til at bruge vold.

Mussolinis egen kurs gik i siksak. Han tog imod penge fra store virksomheder og banker, men han talte veteranernes og arbejdernes sprog. Han forsøgte flere gange at reparere forholdet til socialisterne, men kun for at opdage, at hans tidligere partifæller ikke stolede på ham, mens de mere yderligtgående fascister var rasende over, at han gjorde forsøget. Da den politiske stemning fortsat blev værre, var han nødt til at blive stadig mere militant for at holde takt med de kræfter, han skulle forestille at lede. Da han blev bedt af en journalist om at sammenfatte sit program, svarede han: ”Det er at knuse demokraternes knogler (...) jo før, jo bedre.”

I oktober 1922 besluttede han sig for at udfordre regeringen direkte ved at mobilisere fascister fra hele landet. ”Enten får vi lov 31

Facisme.indd 31

25/04/2018 12.27

at regere,” erklærede han på et partimøde, ”eller også vil vi tage magten ved at marchere til Rom.” Da centrumpolitikerne var nærmest lammet af splittelse, hvilede ansvaret for at reagere på Mussolinis dristige skridt på kong Victor Emanuels spinkle skuldre. Han måtte vælge mellem socialisterne, som ønskede at ødelægge monarkiet, og de fascistiske bøller, han stadig håbede kunne vise sig medgørlige; middelvejen var spærret. Hæren og premierministeren rådede kongen til at blokere fascisternes marchrute, arrestere Mussolini og tage sig af socialisterne senere. Først nægtede kongen, men han skiftede mening, da fascisterne begyndte at besætte medier og regeringsbygninger.

Klokken to om morgenen den 28. oktober gav han ordre til, at fascisterne skulle standses. Syv timer senere vendte han omkring igen, tilsyneladende i den tro, at fascisterne kunne slå hæren, hvilket på dette tidspunkt med stor sandsynlighed ikke var rigtigt.

Efter at militæret havde fået ordre om at trække sig tilbage, og titusinder af sortskjorter samledes i udkanten af hovedstaden, valgte Victor Emanuel den vej, han anså for sikrest. Han sendte et telegram til Mussolini, som ventede spændt i Milano, og bad ham om at tage til Rom for at afløse premierministeren, der havde mistet sit flertal og fungerede som leder af et forretningsministerium. Mussolini havde spillet højt spil, og vundet. I løbet af en weekend sprang han op på stigens øverste trin, og han nåede sit mål uden hverken at vinde et valg eller at krænke forfatningen.

Fascisternes fem timer lange march til Rom den 31. oktober lignede mere et triumftog end det kup, den reelt var. Begivenheden havde tiltrukket en blandet flok og svarede ikke til nogen kendt stereotyp forestilling om, hvordan en fascist skulle se ud eller være. Blandt marchdeltagerne var der fiskere fra Napoli, som i deres mørke trøjer og kasketter travede af sted side om side med kontorfolk og butiksejere. Landmænd fra Toscana i jagttøj. En 16årig gymnasieelev, Giovanni Ruzzini, havde ikke penge til at købe en ny skjorte og havde farvet en gammel sort; han havde også red32

Facisme.indd 32

25/04/2018 12.27

det sig en militærhjelm på den lokale losseplads. En stor del af de tilstedeværende var barfodede, fordi de ikke havde råd til sko. En mand bar på 50 mærkater med hammer og segl, som han hævdede var taget fra døde kommunisters lig. Gruppen fra Grosseto blev anført af en 80-årig blind mand, som et halvt århundrede tidligere havde kæmpet sammen med Garibaldi, Italiens største general.

Den højrøstede mængde var bevæbnet med antikke bøsser, pistoler, gamle safaririfler, golfkøller, leer, bordben og dolke; en mand bar på en oksekæbe, og andre slæbte på store stykker potentielt dødbringende saltet torsk. De fleste var til fods, men en velstillet ung mand fra Ascoli Piceno kom kørende med et maskingevær monteret på sin Fiat. Fra Foggia kom 50 kavalerister på pløjeheste.

Blandt dem, som denne dag bød fascismen velkommen og råbte ”Viva Mussolini”, var der 200 jøder.

Trods den imponerende forestilling havde partiet stadig ikke politisk fast grund under fødderne. Mussolinis pludselige opstigning betød, at han risikerede et lige så brat fald. Parlamentet var stadig domineret af socialister og liberale, og de konservative så fascistlederen som én, de kunne gemme sig bag, manipulere med og udskifte, når det passede dem. Men Mussolini, der snart skulle blive kendt som il Duce, havde sans for teater og ikke megen respekt for sine modstanderes mod. To uger efter sin tiltræden holdt han sin første tale i parlamentet. Han marcherede ind i salen og løftede armen til romersk hilsen*. Tavst kiggede han op og ned langs rummets sider, hvor muskuløse sikkerhedsvagter fra hans *

Siden 1700-tallet er en hilsen med udstrakt arm og nedadvendt håndflade blevet forbundet med oldtidens Rom af europæiske billedkunstnere, men der er ingen beviser på, at de gamle romere anvendte denne hilsen.

Mussolinis fascister begyndte officielt at anvende den romerske hilsen i 1923. 30 år tidligere blev en lignende hilsen taget i anvendelse af amerikanske skolebørn, når de fremsagde faneeden Pledge of Allegiance. Da Anden Verdenskrig begyndte, gik hilsenen af brug, og civile blev i stedet opfordret til at lægge højre hånd på hjertet.

33

Facisme.indd 33

25/04/2018 12.27

eget parti sad bænkede på rad og række og pillede ved deres dolke. Med hænderne på hofterne erklærede Mussolini: ”Jeg kunne have forvandlet denne kedelige, grå sal til bivuak for mine soldater – jeg kunne have lukket parlamentet og dannet en regering udelukkende med fascister. Jeg kunne, men jeg ville ikke, i hvert fald ikke i første omgang.”

Med denne advarsel krævede Mussolini bemyndigelse til at gøre, omtrent hvad han ville, og han fik den. Men hans første prioritet var overraskende nok god regeringsførelse. Han vidste, at borgerne var trætte af et bureaukrati, der bare syntes at vokse og vokse og blive stadig mindre effektivt for hvert år, der gik, så han gennemførte daglige inspektioner i ministerialkontorerne og skældte de ansatte ud for at møde for sent eller holde lange frokostpauser. Han indledte en kampagne for at drenare la palude (”dræne sumpen”) ved at fyre over 35.000 embedsmænd. Han genanvendte fascistiske bander ved at lade dem beskytte jernbanegods mod tyve. Han bevilgede penge til at bygge broer, veje, telefoncentraler og gigantiske akvædukter, som bragte vand til tørre regioner. Han gav Italien en ottetimers arbejdsdag, lovfæstede forsikringer for ældre og handikappede, skaffede finansiering til sundhedsklinikker for vordende mødre, oprettede 1.700 sommerlejre for børn og slog til mod mafiaen ved at suspendere nævningesystemet og kortslutte retsplejen. Uden nævninger, som kunne trues, og med dommere, som var ansvarlige direkte over for staten, blev domstolene lige så ubestikkelige, som de var føjelige. I modsætning til myten lykkedes det ikke helt for diktatoren at få togene til at køre til tiden, men han fik anerkendelse for at prøve.

Fra første færd nød Mussolini regeringsarbejdet. Han arbejdede aldrig så hårdt, som hans biografiforfattere hævdede, men han var heller ingen dilettant. Han havde ikke mange andre interesser, bortset fra sin legendariske utroskab, en kærlighed til svømning og en glæde ved fægtning. Han søgte at regere godt, men for at 34

Facisme.indd 34

25/04/2018 12.27

gøre det mente han, at han måtte have absolut magt. Han havde fuld tillid til sin egen dømmekraft, og hans tørst efter magt var uudslukkelig.

I 1924 fik Mussolini gennemført en valglov, som gav fascisterne kontrollen med parlamentet. Da lederen af Socialistpartiet fremlagde beviser på valgsvindel, blev han kidnappet af banditter og myrdet. Ved udgangen af 1926 havde il Duce opløst alle konkurrerende politiske partier, afskaffet pressefriheden, kastreret fagbevægelsen og fået ret til selv at udnævne kommunale ledere.

For at sikre håndhævelsen af sine dekreter overtog han også kontrollen med det nationale politi, udvidede det og mangedoblede dets muligheder for at overvåge borgerne. For at begrænse monarkiets magt sikrede han sig retten til at godkende kongens efterfølger. For at blødgøre Vatikanet lukkede han bordeller og lagde rigeligt på præstelønningerne, men til gengæld fik han ret til at godkende alle biskopper. Med blik på fremtiden forvandlede han skolerne til menneskefabrikker, hvor skoledrenge i sorte skjorter marcherede med geværer, jublede ved udsigten til en heroisk død og råbte den fascistiske trosbekendelse: ”Tro! Adlyd! Kæmp!”

Til sin elskerinde sagde Mussolini: ”Jeg vil sætte et mærke på min tid (...) som et vilddyr med sin klo.” Med dette tvivlsomme formål for øje overtalte han italienerne til at opgive romantiske forestillinger om lighed mellem mennesker og gå ind i ”autoritetens århundrede, et ’højrefløjens’ århundrede, et fascistisk århundrede.” ”Aldrig før,” sagde han, ”har folkene tørstet sådan efter autoritet, retning og orden, som de gør nu. Hvis hver tidsalder har sin egen doktrin, så (...) er vor tids doktrin fascismen.”

Selv en begejstret befolkning kan ikke forblive i en konstant tilstand af mobilisering, hvis ikke det har en fornemmelse af at bevæge sig fremad. Mussolini skabte denne fornemmelse med sin storslåede retorik, som fremkaldte billedet af et dominerende Italien, genfødt med mere spazio vitale (livsrum), og med kontrol over hele Middelhavsområdet. Vejen til dette paradis var krig, 35

Facisme.indd 35

25/04/2018 12.27

som Mussolini appellerede til italienerne om at se frem til ved at give afkald på al komfort. ”Lev farligt,” lød hans appel. For at understrege sine ord indledte han en aggressiv udenrigspolitik, som reducerede Albanien til et protektorat, og derefter invaderede han det nærmest forsvarsløse Etiopien, det sidste selvstændige kongedømme i Afrika. For at rejse penge til dette brutale projekt skænkede Italiens kvinder, anført af dronning Elena, deres vielsesringe, som blev smeltet om til guld eller vekslet til penge; italienske kvinder i udlandet blev opfordret til at gøre det samme, og det gjorde tusinder af dem. Mussolini beskrev sin Etiopien-ekspedition som ”den største kolonikrig i hele historien.” Da maskingeværer og giftgas havde tvunget Etiopien til at overgive sig, opfordrede han sit folk til at ”hejse jeres flag, strække jeres arme, løfte jeres hjerter og synge for det imperium, som er ved at blive skabt efter 15 århundreder på Roms skæbnefyldte høje.”

Mussolini var ingen stor menneskekender, når det kom til enkeltpersoner, men han vidste bestemt, hvad folkemasserne ønskede: en forestilling. Han sammenlignede mængden med kvinder, som er hjælpeløse (i hans fantasi), når der er stærke mænd til stede. Han poserede for de regeringskontrollerede mediers fotografer, mens han red på Fru Fru, sin hvide hingst, eller kørte sportsvogn, stod med nøgen overkrop i en hvedemark eller poserede i sin militæruniform med skinnende støvler og brystet dækket af medaljer. Han sagde ja til invitationer til alle de bryllupper, fabriksindvielser og patriotiske begivenheder, som hans kalender tillod ham. Når han holdt tale, stod han på en lille forhøjning for at virke højere (som jeg selv gør). Han tog somme tider æren for det, hvis solen brød gennem skyerne, netop som han skulle til at tale (hvad jeg ikke gør). Ud over de uundgåelige sortskjorter omfattede hans faste publikum soldater i kakifarvede kampuniformer, bondekoner i kjoler med hvide ærmer og medlemmer af squadristi, de fascistiske veteraner fra bevægelsens begyndelse, som bar rød-gule skærf. I udkanten kunne der stå en lille gruppe udenlandske jour36

Facisme.indd 36

25/04/2018 12.27

nalister, som ville blive udpeget og hånet af de indledende talere og hilst af publikum med vrede buhråb. Til sidst, ”når signor Mussolini kom frem,” har et samtidigt vidne fortalt, ”syntes mængden at løfte sig i vejret, når bajonetter, dolke, kasketter og lommetørklæder blev svunget i luften under øredøvende råb.”

Da den store mand stod på magtens tinde, var han afbildet på alt lige fra hårvand og spædbørnsmad til lingeri og pasta. Da en attentatmand skød ham i næsen, smækkede han en forbinding på og fortsatte senere samme dag med at tale på en konference for kirurger og sagde, at han nu ville lade sig behandle af dem.

Han bestilte gadebannere med erklæringen: ”HVIS JEG RYKKER FREM, SÅ FØLG MIG; HVIS JEG TRÆKKER MIG TILBAGE, SÅ DRÆB MIG; HVIS JEG DØR, SÅ HÆVN MIG!” Han satte bronzestøberier i gang med at fremstille en 80 meter høj statue, som aldrig blev færdig, der skulle stå og kigge ned på Peterskirkens kuppel; dens krop var en halvnøgen Herkules og dens ansigt som snydt ud af næsen på il Duce.

I slutningen af 1930’erne havde tilbedelsen af ham nået et parodisk niveau. Besøgende på Mussolinis kontor skulle løbe de 18 meter fra døren til hans skrivebord, før de standsede op og løftede armen til fascisthilsen, og når de gik ud igen, skulle de gentage processen.

Selv om han havde stor succes som politiker, følte han sig ikke tryg som diplomat. På denne tid var international politik i Vesteuropa stadig først og fremmest et anliggende for aristokrater med skræddersyet tøj, fine manerer og en evne til at smalltalke i timevis. Før Mussolini blev premierminister, havde han aldrig været iført et kjolesæt. Han havde ikke lært, hvilken ske eller gaffel man skulle bruge ved middagsselskaber. Han fandt det uhygiejnisk at give hånd, han røg ikke, og han brød sig ikke om alkohol, heller ikke den fine italienske vin. Han var dårlig til at lytte og brød sig ikke om at høre andre mennesker tale. Han hadede at tilbringe natten andre steder end i sin egen seng, og han brugte ikke mere 37

Facisme.indd 37

25/04/2018 12.27

end tre minutter på et måltid, uanset om han spiste alene eller med sin familie.

Mussolini lovede at gøre Italien ufattelig rigt, men økonomisk politik var endnu et område, hvor han ikke klarede sig godt. Han mente, at et stort land havde brug for en robust valuta, og lænkede derfor liraen til dollaren, hvilket fik den offentlige gæld til at stige brat, et problem, som blev forværret af hans manglende evne til at forstå, hvordan rentesatser fungerede. Han talte for national selvforsyning uden nogensinde at forstå, hvor urealistisk dette mål var blevet. Han forsøgte at samle arbejdere og virksomhedsledere, men han endte med at skabe en tilfældigt opbygget og ineffektiv korporativ stat. Han lagde vægt på hvededyrkning på et tidspunkt, da priserne var lave, og ignorerede andre afgrøder, som kunne have givet større afkast. Disse fejl kunne måske have været undgået, hvis han havde udpeget gode rådgivere og lyttet til dem. I stedet bad han sin regering om at lade være med at komme med forslag, som kunne få ham til at tvivle på sine instinkter, der ifølge ham selv altid havde ret. På et møde med intellektuelle sagde han: ”Der er kun én person i Italien, som er ufejlbarlig”, og til en journalist sagde han: ”Jeg ville ofte ønske, at jeg tog fejl, men indtil nu er det aldrig sket.”

Efterhånden som 1930’erne skred frem, begyndte det nye romerske imperium, det fascistiske imperium, at blive flosset i kanterne. Mussolini var stadig uden sidestykke som cirkusdirektør, men Italien manglede ressourcerne – og han selv manglede de strategiske evner – til at forandre Europas politiske landkort. Det gjorde Adolf Hitler ikke.

Facisme.indd 38

25/04/2018 12.27