fe791b598e974b749c4a179fd33bd228

Historien om ugens rapport

Søren Anker Madsen

Historien om ugens rapport

Gads Forlag

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

6

Hvorfor nu egentlig en bog om ugens rapport?

37 år med bare damer og voldsom død .

14

I et trist industrikvarter langt, langt væk fra den glamourøse medieverden.

Bare bryster redder butikken . . . . . . . . . .

24

I kølvandet på en pornoautomat i Københavns Lufthavn ser ugens rapport dagens lys. Endelig et blad med prisliste over brækkede lemmer.

Røg, raflebægre og rødstrømper . . . . . . . .

46

Tidsbillede af det brune Danmark i 70’erne med bodegaer, dyre dåsemakreller, John Mogensen og studieværter med fadøl på bordet.

Møde Freddy! Danmarks Indiana Jones. . .

64

Hvori vi hører om vildsvin, Alexander Dubcek, thailandske kickboksere og spionfotos.

Kongemordet på Kurt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hvorfor manden uden underkrop blev fløjet til København, og hvorfor Kurt Thyboe til sidst blev fyret som chefredaktør.

90

Bornerte bagmænd og svinske sexfilm. . .

126

Splinter-skiden opfindes for at dække for tre kønshår, og firmaet får mafianavn, fordi Livgarden går forbi hver dag.

Video killed the rapport star . . . . . . . . .

150

Videomaskinen æder sig ind på pornomarkedet, og så må man pludselig ikke længere drikke på arbejde

Nix pille er regel numero uno . . . . . . . . .

184

Trine Michelsen, Jeanette Starion og Kira Eggers kom frem i ugens rapport, men så hører ligheden også op.

De bundløse og bundlinjen . . . . . . . . . . . . . .

212

Nyt blad render med de unge, internettet tager pornokunderne, og en konkurrence forarger langt ud over landets grænser.

Rapport var verdens farligste arbejdsplads . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

234

Hvor Ole fra Amager fortæller om sine år som læser af ugens rapport, og vi hører, hvad de overlevende laver i dag.

Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

248

Forord

Rapport, dansk pornografisk magasin, grundlagt i 1972 som ugens rapport.

Efter frigivelsen af billedpornografi i 1969 fremkom en mængde magasiner med billeder af mere eller mindre afklædte kvinder. Ugens rapport blev det mest succesrige med en blanding af reportager og billedserier og toppede med et oplag på ca. 191.000 i 1977.

Derpå faldt oplaget langsomt, og bladet blev månedsmagasin i 1991. I 1994 skiftede det navn til classic rapport.

Oplaget var i 1998 på ca. 33.000, og i 2005 på 12.600.

Hvis Gyldendals Store Danske Encyklopædi skulle stå alene tilbage til eftertiden, er ovenstående, kliniske bunke rådata eneste vidnesbyrd om et stykke dansk mediehistorie, der i sit udgangspunkt, sit forløb og sin substans er alt andet end klinisk. Rapport er kaotisk, vulgært, voldsomt, storskrydende, tragisk, morsomt og af og til også ufrivillig morsomt.

Rapport er et stykke kulturhistorie om de brune 70’ere, om den seksuelle frigørelse, om pornoens pionerperiode, om drukkultur på arbejdspladsen, og om nogle af de mest farverige og vanvittige personligheder og koryfæer fra før moderne management holdt sit indtog i mediebranchen.

Og rapport er et stykke erhvervshistorie om et af Danmarks største mediehuse, som var på randen af konkurs, men blev reddet af et magasin, der i sin storhedstid solgte næsten 200.000 blade om ugen og skovlede millioner i kassen til sin ejer, men som samme ejer alligevel aldrig rigtig har villet kendes ved.

Historien om ugens rapport er et koncentrat af historien om den sidste storhedstid for den trykte presse og efterfølgende nedtur – i grotesk form. Historien om en tid og nogle mennesketyper, som ikke findes længere, og som aldrig kommer igen. Originalerne og de skæve eksistenser på redaktionerne er blevet elimineret i de sidste års mange fyringsrunder. Op9

lagene falder, læserne forsvinder. Mavefornemmelser og store armbevægelser er afløst af segmentanalyser, køberdemografi og målgrupper sat i regneark. I dag, hvor næsten alle konstant har adgang til gratis underholdning og information på internettet, er der simpelthen ikke længere råd til skæverter og fejltagelser. Det er kampen om læsernes og annoncørernes opmærksomhed og kroner blevet alt for hård til.

Ugens rapport var barn af 70’erne, hvor mavefornemmelser og store armbevægelser stadig kunne gøre en mand som Simon Spies til milliardær på at sende danskerne til grisefest i Spanien. Eller Klaus Pagh, der skabte sig en millionformue på at spille gamle farcer med folkekære skuespillere som Dirch Passer og Jørgen Ryg på ABC Teatret i København: “Jeg er ikke klogere end almindelige mennesker, men jeg er heller ikke dummere. Jeg har en gennemsnitlig smag, og jeg har troet på, at det, jeg synes, var godt, kunne andre også lide.

Det gik jeg 100 procent efter. Folk væltede ind. Det var en kæmpesucces i ti år. De stod i kø langt ned ad Frederiksberg Allé for at få billetter,” fortalte Pagh i et interview i Berlingske Tidende.

Sjovt nok overtog Pagh ABC Teatret i 1971 – samme år som Aller besluttede at udgive rapport – og ABC Teatrets, Spieskoncernens og ugens rapports glansperiode forløber stort set også parallelt i tid. Fællesnævneren er en enestående fornemmelse for folkelighed – eller “folkedybet”, som det ukærligt er blevet døbt af parnasset, eliten og smagsdommere, der bestemt ikke brød sig om ugens rapport, Den Grønne Elevator på ABC Teatret eller grisefest i Las Palmas.

Og Spies’ og Paghs store armbevægelser var en væsentlig del af det, man i dag i moderne marketing kalder deres personlige brand. Altid var de omgivet af smukke kvinder – altid med et champagneglas i hånden. Det er svært at forestille sig 10

nutidens erhvervsledere og teaterdirektører markedsføre sig på sex og alkohol.

Men der var faktisk også en udbredt romantisk selvopfattelse blandt journalister på det tidspunkt. Man var det skrevne ords rockstjerner med alt, hvad der sig deraf hørte af sex, kunstige stimulanser og rock’n roll-livsførelse. En bajer var blot den sproglige fremkaldervæske, der stimulerede de kreative skrivemuskler.

Og som stjerne var journalisten naturligvis selv en væsentlig del af historien. Ugens rapport kom nemlig også til verden i kølvandet på New Journalism, hvor amerikanske koryfæer som Hunter S. Thompson, Tom Wolfe og P.J. O’Rourke i bl.a.

Rolling Stone Magazine havde skabt en ny fortælleform, hvor verden blev beskrevet ud fra reporterens subjektive oplevelser med fortælleren i centrum af begivenhederne. Kurt Thyboe var chefredaktør for ugens rapport i bladets storhedstid midt i 70’erne, og han dyrkede om nogen denne genre og iscenesatte sig selv og skribenterne som en flok informationsdesperadoer, der konstant levede på kanten for at skaffe læserne de bedste historier.

Men alt har sin tid. Kurt Thyboe blev fyret som chefredaktør i begyndelsen af 80’erne, fordi oplaget faldt – stort set samtidig som Klaus Pagh opgav ABC Teatret. I dag ser verden som bekendt helt anderledes ud, og der er ikke lige noget i sol og måne, som tyder på, at den næste store kassesucces udkommer på papir med en clips i ryggen.

I december 2008 mødte jeg rapports nuværende chefredaktør, Jan Nielsen, til Magasinredaktørernes Forenings årlige julefrokost i Grøften i Tivoli. Her fortalte jeg ham, at jeg godt kunne tænke mig at skrive en bog om ugens rapport, fordi jeg var voldsomt fascineret af den tid og de personer, som bladet var rundet af.

11

“Det er en god idé, men så skal du nok også gøre det nu.

Mange af dem, som har været med på rapport, er her ikke så mange år mere. Og det samme gælder i øvrigt bladet,” svarede han.

Så det gjorde jeg. Jeg rejste til Spanien og interviewede Kurt Thyboe og eventyreren Freddy Wulff. Jeg læste mig igennem 37 årgange af rapport, fandt alle de gamle avisudklip og de relevante kapitler fra forskellige erindringsbøger om bladet.

Og samtidig opstøvede jeg en snes ældre og yngre medarbejdere, som havde arbejdet på ugens rapport gennem tiden. Og i den sammenhæng skulle jeg hilse og sige, at anekdoter ikke nødvendigvis bliver dårligere af at blive fortalt igen og igen gennem 30 år, så jeg har efter bedste evne forsøgt at skildre begivenhederne, som de nu lader sig dokumentere. Bladets direktør og ejer har dog ikke ønsket at medvirke.

Hver gang jeg vendte en sten, dukkede der tre nye potentielle kilder op – film, artikler og mennesker. Mange er nævnt – flere er udeladt af hensyn til overskueligheden. Enkelte har ligefrem henvendt sig og bedt om ikke at blive nævnt i forbindelse med omtalte publikation. Det har jeg selvfølgelig respekteret.

Jeg ville gerne have interviewet bladets direktør gennem årtier, og den person i familien Aller, som i dag repræsenterer ejerne i forhold til rapport. Jeg ville have spurgt dem, hvorfor rapport potentielt går glip af en stor omsætning ved ikke længere at være til stede på internettet, og hvorfor rapport som det eneste magasin ikke fik lov til at flytte med over i Aller Media, da en række andre af Aller Internationals blade, som Vi Unge og Tidens Kvinder, flyttede. Men hverken direktør Jan Mølsgaard eller Katinka Aller har desværre ønsket at medvirke, og derfor står en række spørgsmål ubesvarede i bogen.

Til sidst har jeg været nødt til at snøre sækken til, for bogen 12

kunne sagtens bliver to-tre gange så lang. Men et blad som ugens rapport og den måde, det i sin tid fortalte sine historier på, kalder ikke på en mursten af en udgivelse med tunge analyser. Jeg har i stedet forsøgt at fortælle historien om ugens rapport, som bladet selv ville gøre: Direkte, underholdende og ikke unødvendigt lang i spyttet. Velkommen til historien om ugens rapport!

Søren Anker Madsen København, november 2009