Mahtob Mahmoody: Forfulgt, kap 6 og 7

M a h to b M a h m o o dy

Forfulgt En datters gribende historie om had, vold, frygt – og kÌrlighed

Forfulgt.indd 2

20/08/13 14.50

MAHTOB MAHMOODY

FORFULGT EN DATTERS GRIBENDE HISTORIE OM HAD, VOLD, FRYGT – OG KÆRLIGHED

På dansk ved Lærke Pade

GADS FORLAG

Forfulgt.indd 3

20/08/13 14.50

FORFULGT En datters gribende historie om had, vold, frygt – og kærlighed Af Mahtob Mahmoody Oversat fra engelsk af Lærke Pade efter Mahtob Mahmoody: The Needful Threads Copyright © 2013 Droemersche Verlagsanstalt Th. Knaur Nachf. GmbH & Co. KG, München Dansk udgave: © 2013 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-04827-5 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Nete Harsberg og Erik Høvring Oversættelse: Lærke Pade Projektledelse: Karen Ellehøj Omslag: Lene Nørgaard / Propel Omslagsfoto: © Lifetouch Inc. Grafisk tilrettelæggelse: Lymi DTP-Service Tryk: Bookwell, Finland Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Forfulgt.indd 4

20/08/13 14.50

Kapitel 6 Mine dage som femårig var fyldt med frygt – frygt for min far og hans voldsomme temperament, frygt for at blive adskilt fra min mor, frygt for de bomber, der faldt konstant, og frygt for aldrig at se familien derhjemme igen. Månederne kom og gik; min mor og jeg blev bogstavelig talt holdt som fanger af min far. Vi klamrede os desperat til små øjeblikke af glæde – en pakke fra Annie med et brev, en kludedukke og en rød kjole, en kasse fra min tante Carolyn med en pakke rød Jell-O og et kassettebånd med Crystal Gayle. Men desværre var den trøst, gaverne gav os, altid flygtig og forbigående.

Som om der ikke var frygt nok i mit liv, kom min far en eftermiddag med en isnende erklæring. Jeg skulle begynde i skole næste dag.

Jeg græd og klamrede mig til mor. Jeg ville ikke i skole. Jeg ville ikke væk fra hende. Hvad nu, hvis der kom et bombardement, og vi ikke kunne finde hinanden bagefter? Hvad nu, hvis min far slog hende ihjel, mens jeg var væk? Det ville være en voldsom underdrivelse at sige, jeg blev grebet af rædsel og panik.

Min mor protesterede på mine vegne. “Vi kan ikke sende hende i skole. Moody, vi må tale om det. Hun er ikke klar. Kan du ikke se, hun er bange ...?”

Min far holdt standhaftigt fast i sin beslutning. Jeg skulle i skole, og der var ikke mere at tale om.

Hvis jeg skulle beskrive livet i Iran i midtfirserne med ét ord, ville det være: gråt. Der må selvfølgelig have været farver et sted, men jeg hu53

Forfulgt.indd 53

20/08/13 14.50

sker det, som om der var gråt overalt. Gaderne, betonblokkene, selv himlen står malet i min erindring som forurenede, dystre variationer af farven grå.

Uden for hjemmet gik folk typisk i tøj, der var sort, mørkeblåt, brunt eller gråt. Rendestenene stank og var fyldt med affald oversprøjtet med urin. Luften, der altid var tung af støvet fra eksploderede bomber, indhyllede byen i smog.

Selv vandcisternerne, der stod på hvert gadehjørne, var lavet af vejrbidt, gråt tin. Min mor og jeg drak aldrig fra den lille metaløse, der hang i en kæde, så alle forbipasserende kunne tage en tår. Mor havde altid et plastickrus med sig, som kunne foldes sammen.

Dysterheden var ubønhørlig – selv skolerne virkede indhyllet i gråt. Jeg ved ikke, hvordan der ser ud i dag, men dengang lignede skolerne mere kaserner end omsorgsgivende miljøer, der skulle opmuntre til kreativitet og læring. I skolen og i samfundet som helhed blev vi frataget vores identitet, vores rettigheder og vores ret til at tale og sågar tænke frit. Klasserne var kønsopdelte, og alle gik med en uniform, som myndighederne havde godkendt. For piger betød det en montoe, det vil sige en uformelig jakke, der nåede ned til knæene, og en macknay, et stort, flagrende hovedtørklæde, der var langt nok til også at dække skuldrene. På min skole var uniformerne ... grå.

Den iranske regering førte psykologisk krig. Jeg er helt med på, at mange lande verden over har en lignende taktik, også USA, men Irans hjernevask var særligt effektiv. Jeg tænker ofte på min egen generation af unge iranere – dem, der marcherede ved min side i den grå skolegård på vores grå skoler. Ronald Reagan skulle have sagt, at “Oplysning er den moderne tids ilt. Den siver over mure med pigtråd på toppen, den svæver hen over grænserne med elektriske hegn.” Fik de oplysning nok, før det var for sent – før regeringen formåede at sterilisere deres hjerner og stjæle deres sjæle?

Jeg steg af skolebussen og stirrede på skoleporten. Jeg ville have givet hvad som helst for at være et andet sted. Lugten af bussens 54

Forfulgt.indd 54

20/08/13 14.50

udstødning blandede sig med den varme tjære, der blev smurt ud på gaden. En uniformeret vagt stod ved porten og sørgede for, at alle, der kom igennem, behandlede det amerikanske flag med passende foragt. Når man skulle ind på skolen, skulle man først enten trampe eller spytte på det flag, der var malet på fortovet. Det var fornærmende nok at se mit flag på jorden, men at blive tvunget til fysisk at besudle symbolet på min mødrene arv gjorde mig stiktosset. Udadtil var jeg lille og spagfærdig, men indadtil osede jeg af had.

Min morfar var stolt af at være veteran fra Anden Verdenskrig.

Han havde lært sine børn og børnebørn at respektere vores hjemlands flag dybt. Et flag burde for det første aldrig røre jorden. At spytte eller trampe på det var simpelthen utænkeligt. Min morfar ville ikke have tålt det.

Min skoledag, der altså begyndte med, at jeg skulle vise foragt for det amerikanske flag, gik derefter over i verbale angreb på hele mit land. Vi blev stillet op på militærmanér i skolegården og skulle gå i takt med lærerne, mens vi messede efter dem: “Marg barg Amrika!”

“Højere!”

“Marg barg Amrika!”

“HØJERE!” “MARG BARG AMRIKA!” skreg jeg af mine lungers fulde kraft.

Mine råb blandede sig med alle de andre elevers. Stemmerne gav genlyd mellem de glædesløse mure, som vi var lukket inde bag, mens vi blev podet med regeringens fanatisme.

“MARG BARG AMRIKA!” Død over Amerika. Ordene bedrøvede mig dybt. Den ene pinefulde dag efter den anden nedkaldte jeg forbandelser over det land, jeg elskede og savnede.

Da jeg til sidst ikke kunne klare mere, sagde jeg en dag til min mor, der var ved at lave eftermiddagssnack til mig, at jeg ikke ville messe mere. “I morgen,” erklærede jeg bravt, “vil jeg råbe ‘Død over Khomeini!’”

“Det må du ikke,” sagde hun med fast stemme. “Du må sige alt, 55

Forfulgt.indd 55

20/08/13 14.50

hvad du vil, til mig, når ingen andre hører det, men du kan vove på at sige den slags foran andre. Det ville være yderst farligt. Forstår du det? Hvis dine lærere hører dig sige sådan noget, vil regeringen fjerne dig, eller også vil de fjerne mig og far. Lov mig, at du siger det, de vil have dig til, og ikke andet.”

Jeg gjorde, som min mor sagde. Jeg vidste, hun havde ret. Jeg var et lille barn, men selv små børn blev ikke skærmet fra vold under Khomeini, tværtimod var vold en del af livet. Khomeini brugte børn som spioner. Hvem var bedre til at infiltrere hjemmet? Børn var regeringens øjne og ører. De var vant til at indhente oplysninger om landets borgere. Lærerne spurgte for eksempel: “Hvad læser din mor?

Hvad lytter din far til i radioen? Drikker dine forældre alkohol? Bliver der spillet musik hjemme hos dig? Er din mor tildækket, når I er indenfor?” Hvis man svarede forkert på nogle af de spørgsmål, ville myndighederne skride ind.

Folk forsvandt jævnligt. Myndighederne kunne godt lide at bruge ulydige forrædere til at sprede skræk og rædsel blandt resten af borgerne. Nogle af disse “kriminelle” blev tortureret i månedsvis eller årevis, hvorefter de blev løsladt, så de kunne fortælle rædselshistorier fra fangenskabet. Andre bar vidnesbyrd med deres blod. Offentlige henrettelser var ikke ualmindelige.

Jeg har en vag erindring om at sidde på bagsædet af en bil og se byen passere revy. Vi kørte forbi en kaserne eller et fængsel, jeg er ikke sikker. Igennem ståltrådshegnet kunne jeg i det fjerne se en gruppe mænd stå ved siden af hinanden. De havde bind for øjnene, og deres hænder var bundet på ryggen. Over for dem stod en række soldater. Soldaterne åbnede ild, og mændene faldt til jorden.

Min mor kan ikke huske den episode. Nogle gange spekulerer jeg på, om det virkelig skete. Måske har jeg set det i fjernsynet, eller måske har jeg drømt det. Måske så jeg henrettelserne, men måske var min mor ikke med på turen, eller måske så hun ikke ud ad vinduet.

Lyden af skud var lige så normal i vores ører som lyden af biler, der dyttede, eller lyden af bølger, der slog ind mod kysten. Volden var 56

Forfulgt.indd 56

20/08/13 14.50

overalt omkring os, uanset om vi var hjemme eller vovede os ud i Teherans gader.

Det kunne sagtens være blevet min families skæbne, hvis jeg havde været trodsig nok til at sige, hvad jeg tænkte. Så jeg holdt mund og fortsatte med at råbe “Marg barg Amrika”, men inde i mig selv sagde jeg “Khomeini” i stedet for “Amrika”. Med læberne beskyttede jeg min familie, men i hjertet forblev jeg loyal over for the land of the free – og for hver dag voksede mit had.

I skolen stod vi op ved bordene i grupper på to eller tre. Lærerne var strenge kvinder i sorte chadorer, som gik frem og tilbage foran os med trækæppe i hånden. De skræmte mig fra vid og sans. De stillede et spørgsmål og svarede selv, alt sammen i et messende tonefald. Eleverne svarede ved at gentage det svar, de havde fået, samstemmende og i samme messende tonefald – samme betoning, samme tempo, med tryk på de samme stavelser. Eleverne havde ikke lov til at tænke selv. Vi fik at vide, hvad vi skulle tænke, og alternativer blev ikke tolereret.

Efter skole havde jeg lektier for i timevis. Jeg skulle for eksempel skrive side op og side ned med det samme bogstav. Hvert bogstav skulle formes præcis, som lærerinden havde vist os. Selv min far syntes, det var for meget. Han inspicerede omhyggeligt mine opgaver hver aften, og jeg var ikke færdig, før han havde sagt god for mit arbejde. Han var perfektionist i ordets strengeste forstand. Alt andet end perfektion var uacceptabelt. Når min mor prøvede at tale med andre på farsi, blev han rasende og skreg, at hun skulle tie stille. Hun havde en accent, og den slags middelmådighed kunne han ikke tolerere. “Hvis du ikke kan sige det rigtigt, skal du slet ikke sige noget,” plejede han at hvæse. Jeg havde den fordel, at jeg var omgivet af farsi i en periode, hvor hjernen er meget modtagelig for at lære sprog, så de lange, gutturale lyde forlod min tunge uden problemer. Inden for nogle få uger talte jeg flydende på et niveau, der svarede til min alder.

At skrive og læse farsi kom med øvelsen, og mine lærere sørgede for, at jeg fik masser af øvelse.

57

Forfulgt.indd 57

20/08/13 14.50

For mig var skolen et rent helvede. Jeg hulkede konstant og var så utrøstelig, at min mor måtte følge mig derhen hver dag og blive der, indtil jeg fik fri. Jeg var en paria blandt eleverne, hvilket ikke var så mærkeligt, eftersom jeg var hende, der græd så meget, at jeg måtte have min mor med i skole og var for frygtsom til at sige noget og blev betragtet som amerikaner. Men jeg var så socialt udfordret, at det med at være amerikaner var mit mindste problem.

En dag var det lykkedes min mor at få fat i nogle peanuts. Mad, vand og elektricitet var rationeret på grund af krigen, og luksusvarer som peanuts eksisterede slet ikke i vores verden. Hele eftermiddagen havde hun møjsommeligt arbejdet med at få nødderne til at ligne noget, der mindede om peanutbutter, som var en af de ting, vi savnede meget. Det smagte ikke helt som originalen, men det smagte godt. Vi var helt høje! Jeg var især lykkelig, da hun gav mig en af mine yndlingssnacks med i madpakken. Hele formiddagen løb mine tænder i vand ved tanken om de fyldte selleristykker med peanutbutter, som ventede på mig i madkassen. Men da det blev spisefrikvarter, blev jeg næsten for forlegen til at turde spise noget så fremmedartet foran alle de andre. Jeg kiggede mig nervøst omkring, mens jeg tog en bid af min delikatesse. De andre piger stirrede spørgende på mig. Nogle fnisede og pegede. Andre virkede oprigtigt nysgerrige. “Mahtob, hvorfor deler du ikke med nogle af dine venner?” spurgte min mor blidt. Jeg holdt lydigt et stykke frem mod den pige, der stod nærmest.

Hun tog det og smagte på det. De andre holdt godt øje med hendes reaktion. Da hun smilede, blev andre modige nok til også at smage denne mærkelige kulinariske opfindelse. Jeg gav alle stykkerne væk og fik til gengæld for første gang nogle smil til gengæld, som fortalte mig, at jeg var accepteret. Det varmede.

Når jeg ikke var i skole, tvang min far mig stadig til at lege med de andre børn i familien. Jeg ville stadig hellere sidde stille blandt de voksne, men også på det område var han ubønhørlig. Når jeg legede med de andre børn, holdt jeg mig typisk til at være tavs tilskuer frem 58

Forfulgt.indd 58

20/08/13 14.50

for deltager. Jeg så på, mens de lod, som om de var voksne. Lod, som om de var mænd, der bjæffede ordrer til deres koner. Lod, som om de var koner, der hoppede og sprang for deres mænd. Haven med den høje mur bag Ameh Bozorgs hus fungerede som legehus. Tæpper blev rullet sammen for at illustrere, hvor væggene var. Pigerne tog chadorer på ligesom de ældre søstre og tanter, som de så op til.

De hvinede af fryd, når de skælmsk lod stoffet glide ned fra hovedet og ned ad skuldrene, før de tøvende smed det på gulvet. Uden den tyngende hijab hoppede de omkring og fnisede af deres uartighed.

Så bankede drengene på tæpperne, som om de bankede på døren.

Pigerne gispede og spærrede skrækslagent øjnene op, tog sig til deres udslåede hår og løb hen og tog de chadorer på, som de lige havde smidt under stor ståhej. Inden for hjemmets fire vægge måtte man gerne bære en hijab, der var farvet eller sågar havde et lille mønster, men man skulle stadig have den på. Hvis den forkerte så, man havde smidt chadoren, kunne det få alvorlige konsekvenser.

Når vi var trætte af den leg, slog vi lejr på stuegulvet og tegnede, mens vi så tegnefilm. De andre børn var lige så hurtige som de voksne til at irettesætte mig, hvis jeg prøvede at vælge farver selv. I Iran måtte børn dengang ikke foretage de mindste valg selv. Myndighedernes hjernevask var så omfattende, at det sågar var dikteret, hvilke farver børn måtte bruge, når de tegnede hjemme hos sig selv. Alle malebøger lignede hinanden. Én side var farvelagt, og den næste var i sort-hvid. Hvis blomsten på den farvelagte side var rød, var der ikke noget at gøre. Så skulle blomsten på den sort-hvide side også males rød. Det var lige meget, om lilla var min yndlingsfarve, eller om min bedstemors yndlingsfarve var gul. Børn havde ikke andet valg end at adlyde, for det havde regeringen påbudt. Og dens påbud gik hånd i hånd med dens skræmmekampagner. Khomeinis regime gjorde sig den største umage for at opfostre en generation af underdanige, hjernedøde tilhængere.

Overalt omkring mig talte de voksne om lastbiler, der kørte op foran skoler for at hente børn til krigen. Unge drenge samledes for at 59

Forfulgt.indd 59

20/08/13 14.50

lade sig hverve, mens uniformerede mænd stod på ladet af lastbilerne og råbte i megafon. De talte opildnende om martyrdøden. Børnene fik at vide, at de ville gøre deres forældre stolte, hvis de ofrede deres liv for Allah, og at hvis de døde i denne hellige krig, ville deres sjæle straks blive budt velkommen i paradis. For at understrege budskabet fik alle drenge, der meldte sig frivilligt til krigen, udleveret en plasticnøgle – en nøgle til paradis – som de kunne hænge i en kæde om halsen, når de hoppede op på ladet og blev kørt væk. Ifølge rygterne blev drengene brugt som billigt militærmateriel i krigen mod Irak. De blev sat til at gå foran soldaterne og tanksene, hvis der var risiko for landminer. Den iranske regering slog åbenbart uden blusel sine egne børn ihjel.

Forfulgt.indd 60

20/08/13 14.50

Kapitel 7 Hvorfor ender hårdtarbejdende kvinder ofte sammen med magelige mænd? Hvad grunden end er, er jeg taknemmelig for den mekanisme i min egen familie. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mit liv ville være i dag, hvis det havde været omvendt.

I Iran købte man ind dagligt, og markederne var specialiserede, så når mine forældre og jeg skulle bruge brød, måtte vi stille os i kø ved brødmarkedet. Når vi skulle bruge ost, skulle vi hen til et andet marked og stå i en anden kø. Det samme gjaldt for kød, krydderier og så videre. Min far var bange for, at min mor ville flygte med mig, så han lod os ikke af syne, medmindre han kunne få en anden til at agere fangevogter. Så når vi skulle købe ind, tog han med for at holde øje med os. Min mor vidste, at han en dag ville blive træt af det, fordi det netop var så kedsommeligt og langt under hans værdighed. Hun bad til, at han en dag ville lade hende gå på indkøb alene. Så ville hun måske endelig finde en vej ud af vores fængsel.

Min mor havde ret. Hun kendte min far ud og ind. Han var arrogant, selvhøjtidelig og først og fremmest doven. Han hadede at spilde sin kostbare tid på at skaffe basale fornødenheder. Han var mere til luksusindkøb. Han kunne godt lide dyre biler, kunst, smykker, designertøj. Uanset hvad han købte, skulle det være det største og det bedste, og han købte til overflod. Hvis han skulle have en Lacoste-polo­ shirt, købte han ikke bare én, men en i hver farve. Det var ulideligt for ham at være degraderet til stikirenddreng og skulle stå i kø med den gemene hob i timevis for bare at købe ost eller sæbe eller tomater.

61

Forfulgt.indd 61

20/08/13 14.50

Derfor begyndte han at give os lov til mere. Lidt efter lidt løsnede han tøjlerne – uendelig lidt efter uendelig lidt. Først sendte han mor i byen med en indkøbsliste og ingen penge. Så skulle hun komme tilbage og fortælle præcis, hvad hver enkelt ting kostede. Den udflugt tog han tid på, så hun ikke kunne nå at gøre noget, hun ikke måtte, undervejs. Når hun kom tilbage, gav han hende præcis de penge, hun skulle bruge, og satte æggeuret igen. Så skulle hun igen rundt til markederne og denne gang købe de varer, som hun havde fået besked på.

Hun havde vundet en flig af frihed. Men det var stadig fuldstændig udelukket, at hun forlod huset sammen med mig og ingen andre.

Min far kendte også min mor ud og ind. Han vidste, at selv hvis det lykkedes hende at flygte, ville hun aldrig gøre det uden mig. Så han slap hende løs i Teherans fremmede gader, fordi han var sikker på, at hun ville gøre, præcis som hun fik besked på, så længe han holdt mig som gidsel.

Min far havde et godt blik for hendes loyalitet. Men han undervurderede til gengæld hendes ressourcer og hendes målbevidsthed.

De evner tilskriver hun min morfars gener. Da hun var ung, tog min morfar, der var en godhjertet skovhuggertype, hende med på lange ture i skoven. Når de var dybt inde i skoven, vendte han sig om og sagde: “Okay, vis mig vejen. Hvordan kommer vi tilbage?” Mor har fortalt, at han gerne fulgte med hende ad den ene forkerte sti efter den anden, indtil hun fik orienteret sig ordentligt og ført dem hjem. Denne konkrete lektie havde finpudset hendes stedsans og lært hende værdien af vedholdenhed. Mens de vandrede gennem skoven, belærte han hende om sin livsfilosofi. “Er der en vilje, er der en vej.

Giv aldrig op. Hvis du ønsker noget brændende, så bliv ved med at arbejde for det. Man kan, hvad man vil.” Ordsprogene og metoderne har måske varieret, men min morfar var meget optaget af at give sin livsvisdom videre til sine børn, hvilket mine egne forældre også var.

Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg tror på mirakler. Hvorfor skulle en fremmed mand, sågar en iraner, ellers gøre det til sin mission i livet at 62

Forfulgt.indd 62

20/08/13 14.50

hjælpe min mor og mig med at flygte? Vi havde allerede været fængslet i mange måneder, da min mor en dag var på en af sine enlige indkøbsture. Hun havde set nogle mønttelefoner på gaden og gik rundt som en tigger og bad om den særlige mønt, man skulle bruge til at foretage et opkald. Hun holdt hånden ud mod fremmede forbipasserende og spurgte: “Dozari? Dozari?” Hun gik ind i en butik og spurgte igen: “Dozari?” Butiksindehaveren lagde mærke til hendes accent og sagde begejstret: “De er amerikaner! Kom dog indenfor. Brug min telefon.” Min mor tog lamslået imod hans barmhjertige tilbud.

Der var ikke længere nogen amerikansk ambassade i Teheran, så min mor ringede til den schweiziske ambassade, der havde en afdeling for amerikanske interesser i regionen, i håb om at de havde fundet en måde at få os ud på. Det havde de desværre ikke. Da min mor lagde på, sagde butiksindehaveren, der havde overhørt hendes samtale: “De er i vanskeligheder. Jeg vil gerne hjælpe.” Han ville ikke have, hun skulle tro, at alle iranere var ligesom min far og hans familie. Han sagde, at han kendte nogen, og at han ville finde ud af, hvad der kunne gøres. Dengang kunne vi ikke vide det, men det tilfældige møde blev et afgørende skridt hen imod vores frihed.

Vores butiksindehaver kom virkelig som sendt fra himlen. I et miljø, hvor det virkede, som om alle udspionerede alle, holdt denne mand ord. Min mor gik ind hos ham, så ofte hun kunne, for at høre nyt. Nogle gange gik der flere uger imellem hendes besøg, i takt med at min fars paranoia steg og faldt. Hver gang gav den rare mand hende nyt håb. Han havde mobiliseret et netværk af græsrødder til at hjælpe os. Han talte med folk i hemmelighed, de talte med andre, og han forblev trofast mod sin mission om at hjælpe os ud af min fars fængsel.

Med tiden begyndte min far at tro på, at min mor var en “knækket kvinde”, og at hun havde accepteret livet under hans herredømme i Iran. Først da gav han mig tilladelse til at forlade huset sammen med hende. Min mor benyttede enhver lejlighed til at holde kontakten med sit underjordiske “englenetværk”. Vi skyndte os hen til butiks­ 63

Forfulgt.indd 63

20/08/13 14.50

indehaveren for at høre sidste nyt. Vi skyndte os hen til andre, som mor havde lært at kende gennem butiksindehaveren. Vi skyndte os hen til den schweiziske ambassade for at udveksle beskeder og trygle dem om at gribe ind på vores vegne.

Ambassaden lignede Buckingham Palace minus skaren af ubekymrede turister og charmerende soldater i røde jakker og bjørneskindshuer. I mine øjne var ambassaden en frygtindgydende bygning med de tungt bevæbnede vagter og de tykke gitterdøre, der smækkede i bag os. Uanset hvor mange gange vi var gået igennem porten, uanset hvor meget jeg forberedte mig på den uhyggelige lyd, fik den mig altid til at skælve af skræk.

Indenfor i den statelige bygning førte to bevæbnede vagter os hen til et lille værelse, hvor vi blev kropsvisiteret, før vi endelig fik lov til at betræde labyrinten af kontorer. Vores sag var blevet overdraget til en kvinde ved navn Helen. Hun var venlig og medfølende og desperat efter at hjælpe os. Men hun kunne intet gøre. I USA blev vi begge regnet for at have dobbelt statsborgerskab, men Iran anerkendte kun vores iranske statsborgerskab, så vi var uden for hendes jurisdiktion og officielt min fars ejendom. Hvis der skete min far noget, ville vi overgå til at være hans families ejendom.

På ambassaden arbejdede der en mand, som altid havde Toblerone i sin skuffe. På vej hen til Helens kontor kiggede jeg altid lige ind for at se, om han var der. Hvis han var, inviterede han mig til at sidde hos sig og dele chokoladen, mens mor talte med Helen. Det var den lækreste chokolade med bittesmå stykker nougat, der klistrede til mine tænder. Emballagen var af trekantet pap, og indenfor var små sølvpapirsbjerge af mælkechokolade, der fik tænderne til at løbe i vand.

Alene duften var himmelsk! Jeg brækkede forsigtigt én bjergkam af ad gangen og indsnusede alle detaljer – aromaen, de glitrende vinkler, bogstavet på siden, der tilhørte mit hjemlands alfabet. Jeg nød hvert eneste sekund af oplevelsen og indprentede samtidig mig selv, at jeg aldrig måtte fortælle andre end mor om denne hemmelige lykke. Hvis min far fandt ud af det, ville han aldrig lade mig se min mor igen.

64

Forfulgt.indd 64

20/08/13 14.50

Hans konstante trusler om at dræbe hende var aldrig ebbet ud. Min mor gjorde alt, hvad der stod i hendes magt, for at prøve at få mig hjem, og jeg måtte gøre alt, hvad der stod i min magt, for at beskytte os mod min far. Så for hvert vidunderlige, cremede stykke Toblerone mindede jeg mig selv om, at denne stund officielt ikke eksisterede.

Vores udflugter var fulde af farer. Der var en særlig gren af den revolutionære garde ved navn Pasdar, som patruljerede gaderne bevæbnet med maskinpistoler. Deres eneste formål var at holde udkig efter folk, der ikke var klædt i overensstemmelse med reglerne. Pasdar var moralpolitiet. De skulle sikre, at kvinder var klædt på en måde, der beskyttede dem mod mænds lystne blikke. Kvinder skulle altid være fuldt tildækkede, undtagen på ansigt og hænder. Man måtte ikke kunne se noget af deres hår. Man måtte ikke bruge neglelak og absolut ingen makeup ... for kvindernes egen skyld, selvfølgelig.

Min mor havde adskillige konfrontationer med Pasdar. En dag var vi ude at købe ind. Vi var lige kommet ud fra en butik, hvor hun havde købt to hvide bomuldskjoler til mig: en med empiresnit og yndige lyserøde blomster syet fast om livet, og en med en lilla blomst. En kvinde i sort chador og bevæbnet med automatpistol sprang ned fra ladet af en lastbil, da min mor og jeg ventede på at krydse gaden. Mit hjerte sprang et slag over, da hun vredt kom imod os. Min mor strammede grebet om min hånd. Kvinden råbte til min mor, fordi hendes strømper havde afsløret en lille stribe af huden på hendes ben. Min mor blev grebet af en usædvanlig og tåbelig dristighed og råbte tilbage til hende, at elasticiteten i det her lands strømper var fuldstændig håbløs. Hvis hun kunne finde nogle ordentlige strømper, ville hun gladelig gå med dem i stedet. Kvinden reagerede med usædvanlig venlighed. Hun gav min mor ret og lod os slippe. Det var et lille mirakel, at vi blev reddet den dag. Den lille stribe hud ville have været nok til at få min mor arresteret eller henrettet. Under alle omstændigheder kunne det få alvorlige konsekvenser at skændes med Pasdar.

Mine lærere viste også en uventet medlidenhed med os, da de lærte 65

Forfulgt.indd 65

20/08/13 14.50

vores situation at kende. Også selvom de dermed satte deres egen sikkerhed på spil. De ville ikke lade os gå, når vi først var kommet, men de gav os lov til at komme for sent i skole, så vi fik mere tid til at fokusere på vores tophemmelige mission.

En morgen gik min mor og jeg forbi butiksindehaveren på vej til skole for at høre, om der var nyt. Månederne var gået, og den ene flugtplan efter den anden var faldet til jorden, så vi var efterhånden mere og mere desperate. Vi havde taget en smutvej gennem en gyde og passerede tilfældigvis en flok fugle, der pikkede i jorden langs vej­ en. Jeg er ikke sikker på, hvilken slags fugle det var – måske var det fritgående kyllinger eller duer. Af en eller anden grund husker jeg dem som påfugle. Uanset hvad de var, var jeg glad for at se dem, fordi de mindede mig om de fugle, jeg havde holdt så meget af derhjemme.

Vi standsede op et øjeblik og beundrede dem. Så mødtes vi med butiksindehaveren og tog hen på skolen bagefter.

Senere samme dag gik min far med os hen på markedet for at købe brød til aftensmaden. Bagerne arbejdede ved et åbent ildsted. De gik med sandaler og havde hatte på, der var flade foroven. De sad på hug og æltede dejen i bjerge af mel, hvorefter de gav brødet videre til den næste, så hver mand havde hver sin opgave i brødfremstillingen. Den sidste mand i kæden lagde den flade dejklump på en lang træspatel og stak huller i den med fingrene, så der kom lidt jord og græs på overfladen. Så kom brødet ind i ilden, hvor det blev bagt på et leje af bittesmå sten. En anden mand holdt øje med brødet og vendte det.

Når det var gyldent på alle sider, blev det taget ud af ilden med et behændigt vrik med staven. I bunden af brødet sad der altid nogle glohede småsten fra ilden fast. Det var sangyak, som var det persiske brød, jeg bedst kunne lide. Det var altid aflangt og næsten på størrelse med mig selv.

Min mor brækkede store stykker dampende brød af til os hver, mens vi gik hjemad. Hun pillede omhyggeligt de varme småsten ud af mit stykke, før hun rakte mig det. Vi spiste og snakkede, og når vores maver var fulde, og vores hænder var frie, tog mine forældre mig 66

Forfulgt.indd 66

20/08/13 14.50

i hver sin hånd og svingede mig imellem dem, mens vi gik. “En, to tre” talte vi i kor, og så “Wiii!” Deres arme løftede mig op fra jorden, og mine ben svingede foran mig.

“Gør det igen,” tiggede jeg.

“En, to tre ... Wiii!”

“Igen,” fnisede jeg.

“En, to tre ... Wiii!”

Mine forældre og jeg gik stadig med hinanden i hænderne, da vi drejede ned ad den gyde, der førte hen til vores lejlighed. Dér var fuglene, de samme fugle, som min mor og jeg havde beundret samme morgen. I min ophidselse glemte jeg at glemme, at jeg havde set dem.

“Se!” sagde jeg begejstret, “fuglene er der stadig!”

“Hvad for nogle fugle?” spurgte min far mistænksomt.

“De fugle der. Vi så dem i morges på vej til skole. De er her stadig.

De bor her åbenbart.” Min mor klemte min hånd. Jeg så forvirret på hende, mens min far fortsatte forhøret.

“I kom forbi de her fugle på vej til skole i morges?”

“Ja,” erklærede jeg henrykt, “er de ikke fine?” Min mor klemte min hånd endnu en gang, hårdere. “Av!” råbte jeg og vendte mig mod hende uden at forstå hendes signal. “Hvorfor klemmer du min hånd?”

“Hvad lavede I her på gaden i morges?” afbrød min far. “Hvor skulle I hen? I skulle ikke i skole. Det her er ikke vejen til din skole.”

Han havde sin vrede stemme på. Hans fodtrin var hans vrede fodtrin.

Jeg indså min fejltagelse, men det var for sent. Jeg stirrede ængsteligt på mine fødder, mens mor prøvede at rette op på situationen. Jeg kan ikke huske, om hun sagde, jeg havde blandet tidspunkterne sammen, eller at vi var faret vild. Jeg kan bare huske, at han var rasende, og at jeg var endnu mere rasende på mig selv, fordi jeg havde begået sådan en katastrofal bommert.

Jeg gjorde mig så meget umage for at huske, hvad jeg måtte sige, og hvad jeg ikke måtte. Min mor havde trænet med mig, og jeg vidste, at hvis jeg nogensinde ville hjem, måtte jeg aldrig begå sådan en 67

Forfulgt.indd 67

20/08/13 14.50

fejltagelse. Der gik ikke en dag, hvor jeg ikke tryglede mor om at få mig hjem, og der gik ikke en, hvor hun ikke lovede mig det. Nu var jeg sikker på, at jeg havde ødelagt enhver flugtmulighed. Frygten for aldrig at komme hjem blev kun overgået af frygten for, at min far ville slå min mor ihjel, fordi jeg glemte at glemme og kom til at sige noget, jeg ikke skulle have sagt.

“Jeg hader dig! Jeg hader dig! Jeg hader dig!” sydede det i mit hjerte. Jeg afskyede min far for det, han gjorde imod os. Hjemme i Michigan holdt mine brødre, bedsteforældre, tanter og onkler en bitter og fortvivlende nattevagt. Deres breve var ikke opmuntrende. Min morfar var døende. Han var ved at tabe en lang kamp mod tyktarmskræft, og vi var fanget i Iran, mens hans dage var talte.

Vores slægtninge ringede til min far og bad ham mindeligt, om ikke han ville give os lov til at se min morfar, før det var for sent.

Min mor stod ved siden af min far i vores stue og tryglede desperat.

“Lad os alle sammen tage af sted, hele familien. Så tager Mahtob og jeg med dig tilbage til Iran. Bare lad os se ham en sidste gang, før han dør.”

Jeg så tavst til nede fra gulvet.

“Du har ret. Du bør være sammen med din familie lige nu. De har brug for dig. Rejs hjem til ham,” erklærede han.

“Hvad?” spurgte min mor åndeløst. “Mener du det, kan vi tage af sted? Må vi godt tage hjem til ham? Tak, Moody.”

Han afbrød hendes taksigelser. “Jeg sagde, at du kan tage af sted.

Mahtob bliver her hos mig.”

“Hvad?” hviskede hun og stirrede frygtsomt ned i gulvet. Jeg kunne se, hun beredte sig på hans knyttede næve. “Moody, jeg kan da ikke tage af sted uden Mahtob. Jeg vil ikke rejse fra hende.”

Det var en meget forvirrende tid for mig. Min far begyndte med ildhu at forberede min mors afrejse. Samtidig lovede min mor mig, at hun ikke ville rejse fra mig. Men jeg kunne se forberedelserne tage form. Hvordan kunne hun sige, hun ikke ville rejse fra mig? Min far sagde det jo. Han fortalte mig, at hun ville rejse hjem, fordi hun ville 68

Forfulgt.indd 68

20/08/13 14.50

besøge mormor og morfar og Joe og John. Jeg vidste, det var rigtigt.

Jeg vidste, at hun længtes lige så meget efter at se dem, som jeg selv gjorde. Jeg vidste også, at min fars ord var lov. Hvis han sagde, at mor skulle til USA, så havde hun ikke noget valg. Jo mere hun påstod, hun ikke ville forlade mig, at hun ville finde en udvej på hele miseren, jo mere trak jeg mig væk fra hende. Jeg var vred på hende, fordi hun ville forlade mig, og især fordi hun ovenikøbet løj om det.

Selv da min far havde erklæret, at han ville sende mor til USA, fortsatte han med at true hende på livet. Han svingede mellem at råbe, at han ville slå hende ihjel, og påstå, at han ville låse hende inde i en kælder resten af livet, så hun aldrig ville se mig igen.

På det tidspunkt var vi flyttet ind i vores egen lejlighed. Det var en fin lejlighed, og jeg havde mit eget værelse fyldt med legetøj. Til min seksårsfødselsdag havde mine forældre givet mig en smuk balletdanserinde, der sad koket på en gynge. Hun hang ned fra loftet i mit værelse i et reb, der var pyntet med lyserøde sløjfer. Der var stadig bombardementer om natten, og jeg hadede min far, fordi jeg skulle sove på mit eget værelse. Jeg følte mig meget mere tryg, når jeg lå imellem mine forældre i deres seng. Der kunne jeg også beskytte min mor, hvis han mistede besindelsen, og mor kunne beskytte mig mod bomberne. Min far var ligeglad. Han sagde, jeg skulle sove inde på mit eget værelse. Så det gjorde jeg.

Jeg kan huske, jeg lå i min seng om aftenen og hulkede, fordi jeg følte mig så forrådt af mor. I halvandet år havde hun hver dag lovet mig, at hun ville få mig hjem, at hun aldrig ville forlade Iran uden mig.

Selv da alle forberedelserne til hendes afrejse var på plads, fortalte hun mig de samme løgnehistorier.

Forfulgt.indd 69

20/08/13 14.50

Kapitel 8 Nogle ganske få dage før min mor skulle til USA, kom der en ambulance for at køre min far på hospitalet. På det tidspunkt havde han genoptaget sit arbejde som anæstesilæge og var ansat på et af de lokale hospitaler. Den Iransk-irakiske Krig var på fuldt blus, og der var rationering selv på køb af biler. Vi havde ikke nogen bil, og derfor blev han hentet af en ambulance, når de havde brug for ham på hospitalet.

I dagene inden var han blevet mere og mere voldelig og mistænksom over for alle min mors gøremål. Og med god grund. Selv samme morgen havde han uden at vide det spoleret vores seneste flugtforsøg.

Via butiksindehaveren havde min mor haft et møde med en mand, der virkelig havde taget vores sag på sig. I de forgangne måneder havde han iscenesat adskillige velmente, men mislykkede flugtforsøg.

Den morgen var det meningen, at min mor skulle følge mig hen til busstoppestedet, hvor der så skulle komme nogen og kidnappe os og føre os i sikkerhed i en fart. Samme morgen opførte min far et af sine helt store dramaer og nægtede at lade min mor følge mig til bussen.

Han gjorde det selv i stedet.

Selvom der denne eftermiddag var en kvinde på besøg, der sagde, hun ville blive hos os, indtil han kom tilbage, nægtede min far at tage med ambulancen. Han ville under ingen omstændigheder slippe os af syne. Ambulanceføreren var dog ret insisterende, og min far gav til sidst modvilligt efter for hans tilskyndelser. Det må have været en ubehagelig scene at bevidne for vores intetanende gæst.

Kvinden, der ufrivilligt havde fået pålagt rollen som fængselsbe70

Forfulgt.indd 70

20/08/13 14.50

tjent, havde en datter på min alder. Vi legede på gulvet, mens vores mødre sad i sofaen og sludrede. Kort efter at min far var taget af sted, undskyldte min mor sig og gik ovenpå. Det føltes, som om hun var væk meget længe.

Hvis der var én ting, mine forældre var enige om, så var det vigtigheden af at være en god vært. Min ængstelse voksede, da minutterne gik, og min mor stadig ikke var kommet tilbage til vores gæster. Jeg skævede hele tiden hen til trappen i håb om at se hende dukke op.

Til sidst undskyldte jeg mig også og løb ovenpå for at se, hvad der foregik.

Min mor var i soveværelset, febrilsk i gang med at stoppe ting ned i en gigantisk taske. Jeg satte mig på motionscyklen, der stod ved fodenden af sengen, og så til, mens jeg cyklede. Jeg var forvirret. Vi havde gæster. Hvorfor var hun ikke nede hos dem? Jeg syntes, hun var meget uhøflig. Min mor fejede mine bekymringer til side og sagde, jeg skulle gå nedenunder og sige, hun var på vej. Lydig som altid gjorde jeg, hvad jeg fik besked på.

Da jeg endelig fik øje på mor, der listede ned ad trappen, blev jeg meget lettet, indtil jeg opdagede, at hun bar på den taske, jeg havde set hende pakke. Min far var ikke den eneste, der blev mere og mere mistænksom. Jeg havde også selv en fornemmelse af, at der var noget under opsejling.

Under hele vores fangenskab havde mor og jeg været sammensvorne. Vi havde regnet med hinanden og stolet på hinanden. Vi talte åbent sammen om vores drømme om frihed og om, hvor meget hun ville gøre for at få mig hjem igen. Jeg vidste, at der var folk, der prøvede at hjælpe os med at flygte. Jeg var tit sammen med mor, når hun mødtes med dem. Vi havde ingen hemmeligheder for hinanden.

Men pludselig kunne jeg mærke, at hun skjulte noget for mig, og det brød jeg mig ikke om. Måske havde min far ret. Måske kunne jeg ikke stole på hende mere. Måske ville hun virkelig forlade mig og tage tilbage til USA. “Vi er blevet inviteret til middag i aften,” fortalte min mor vores 71

Forfulgt.indd 71

20/08/13 14.50

gæster med effektiv mine. “Jeg er nødt til at gå ud og købe blomster.”

Der var godt nok krig, men hvis nogen inviterede til middag, var det stadig utænkeligt, at man dukkede op uden en buket blomster.

“Det er ikke noget problem. Jeg kører dig,” sagde vores gæst venligt. Ulig os havde hun bil.

“Mahtob, bia inja – kom her,” sagde min mor og holdt min montoe og macknay frem. Hun så mig ikke i øjnene.

Hun skyndte sig at tage sin egen montoe på og dække sit hoved med et roosarie, et stort sjal, som hun knyttede under hagen. Så tog hun mig i hånden og marcherede hen mod døren. Vores vagt var en mild kvinde, der ikke anede uråd. I hendes øjne var der intet mærkeligt ved optrinnet. Der var ikke noget at sætte spørgsmålstegn ved. Hun og hendes datter fulgte med hen til døren uden at fortrække en mine.

Da vi holdt foran blomsterbutikken, gjorde min mor tegn til, at jeg skulle stige ud af bilen. Jeg stillede mig på fortovet foran den åbne bildør i hendes side. “Mange tak,” sagde hun til kvinden. “Vi går hjem.”

“Nej,” svarede kvinden, “jeg venter da på jer.”

“Nej,” insisterede min mor. “Det er ikke nødvendigt. Vi går.”

“Nej, hold op, det behøver I virkelig ikke.”

“Nej, nu skal I endelig køre. Vi klarer den.”

Sådan fortsatte de, indtil min mor til sidst bøjede sig frem, gav kvinden et knus og sagde: “Tak for alt.”

Nogle gange spekulerer jeg på, om det måske gik op for kvinden på det tidspunkt. Hun lod dog som ingenting. Min mor stod ud af bilen og tog mig i hånden. Vi gik hen mod blomsterbutikken, og vores vagt kørte væk.

Der var en telefonboks på hjørnet, som min mor spænede hen til, så snart hun havde sikret sig, at der var fri bane. Da hun vendte sig om, faldt der en sølvfarvet, hæklet silkenederdel ud af hendes taske.

En gammel mand standsede og samlede den op. Han rakte den til mig, og jeg løb efter mor, mere desorienteret end nogensinde. Vi skulle købe blomster. Hvorfor havde hun taget en nederdel med?

72

Forfulgt.indd 72

20/08/13 14.50

Hun famlede i sine lommer efter en dozari. Jeg rakte hende nederdelen. Hun tog den uden et ord og puttede den tilbage i tasken. Så ringede hun til det velkendte nummer og ventede utålmodigt på, at “manden, der hjalp os” ville svare. Der var en målbevidst desperation i hendes stemme, da hun hviskede ned i røret: “Jeg har Mahtob. Jeg er ude af huset, og jeg tager ikke tilbage.” Der var en pause, mens mor lyttede til hans svar. Hendes øjne pilede nervøst frem og tilbage efter faresignaler imens.

Der var ikke sat nogen plan i værk. “Manden, der hjalp os” ville have, vi skulle gå tilbage til lejligheden og vente, mens han prøvede at arrangere noget. Mor sagde ham imod. Der var ikke tid til at vente.

Måske fik vi ikke en chance til. Hver dag truede min far med, at hendes dage var talte. Om han låste hende inde i en kælder, så hun kunne dø der, dræbte hende eller tvang hende om bord på et fly til USA, var ikke så afgørende. Det afgørende var, at alt tydede på, at tiden var ved at løbe ud.

“Manden, der hjalp os” kendte vores situation og forstod min mors indtrængende tonefald. Hans eneste motiv til at hjælpe os var, at hans hjerte flød over af medfølelse. Han havde ikke noget ansvar for os, ud over at vi var mennesker ligesom ham selv, og at vi var blevet ofre for en grusom uretfærdighed. Trods sin indledende tøven gav han mor en adresse og sagde, at han ville møde os der.

Da mor havde lagt røret på, satte hun sig på hug for at tale med mig. Hun så mig i øjnene, og pludselig vidste jeg, hvor dumt det havde været at tvivle på hendes hensigter. Hun ville ikke forlade mig.

Hun kæmpede mere end nogensinde for at finde en flugtmulighed, der inkluderede os begge to.

“Mahtob, vi har muligvis fået en chance for at komme hjem. Vil du gerne hjem?”

Jeg nikkede entusiastisk.

“Men hvis vi tager af sted nu, ved jeg ikke, om du nogensinde får din far at se igen.”

Mine øjne fyldtes med tårer, i takt med at hendes ord trængte ind.

73

Forfulgt.indd 73

20/08/13 14.50

Jeg prøvede at holde dem tilbage, men de flød over og løb ned ad kinderne på mig. Mine skuldre rystede, da jeg prøvede at holde igen med de hulk, der steg op indefra.

“Jeg forstår godt, hvis du gerne vil tilbage til din far. Det er okay, hvis det er det, du gerne vil. Men hvis vi går tilbage nu, ved jeg ikke, om vi nogensinde får en chance for at komme til USA igen.”

Min hage dirrede, og min krop bølgede af de hulk, der var sluppet løs, trods mine store anstrengelser for at holde dem inde.

“Vi gør præcis det, du gerne vil,” forsikrede hun mig.

“Jeg vil have min kanin,” lykkedes det mig endelig at fremstamme.

Jeg var ligeglad med min far. Mit største ønske var at være fri for ham, men ud over min mor var min kanin min nærmeste. Jeg kunne ikke bare efterlade ham.

Jeg kunne se på min mors blik, at hun forstod, hvor meget kaninen betød for mig. Hun tænkte sig godt om, før hun svarede. “Hvis vi går tilbage til ham, vil vi ikke kunne forlade huset igen. Hvis du gerne vil blive her, så er det det, vi gør. Hvis vi skal til USA, er vi nødt til at efterlade din kanin her. Jeg køber en ny til dig, når vi kommer hjem,” lovede hun. Hun lod mulighederne trænge ind, før hun spurgte til min beslutning. “Hvad vil du gerne?”

Valget var mit og mit alene.

Det var en bitter beslutning at skulle tage. Jeg var seks år gammel, og jeg ville have min kanin, og jeg ville hjem til mine brødre, bedsteforældre, onkler, tanter og venner. Først og fremmest ville jeg væk fra min far og hans trusler, hans prygl og den gruopvækkende lyd af hans vrede fodtrin. Jeg ville hjem, så jeg kunne sove om natten og vide, at der ikke ville falde bomber i ly af mørket. Jeg ville gå i en skole som den, hvor jeg havde gået i børnehaveklasse. Med en sød lærer og fjollede sange – en skole, hvor man hverken skulle marchere, trampe på mit flag eller skrige “Marg Barg Amrika.”

Jeg ville hjem.

Mors spørgsmål hang i luften mellem os. “Hvad vil du gerne?”

Jeg var for oprevet til at kunne udtale ordene.

74

Forfulgt.indd 74

20/08/13 14.50

“Vil du gerne blive her?”

Jeg rystede tavst på hovedet.

“Vil du gerne hjem?”

Tårerne strømmede ned ad ansigtet på mig. Jeg nikkede resolut, og dermed var beslutningen taget. Vi skulle hjem!

Min mor tørrede mine tårer og tog mig i hånden. Der var ingen tid at spilde. Vi skulle nå igennem byen, inden min far opdagede, vi var forsvundet.

Forfulgt.indd 75

20/08/13 14.50