Forsvundet i mørket

Tidligere udgivet i serien om Ruth Galloway Pigen under jorden Løgnens hus Huset på klippen Døden på museet Det tavse vidne De udstødte Stemmer fra graven Kvinden i blåt Det første juletræ

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 2

25.06.2021 15.31

Elly Griffiths

FORSVUNDET I MØRKET PÅ DA N S K V E D L Æ R K E PA D E

GADS FORLAG

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 3

25.06.2021 15.31

Forsvundet i mørket er oversat fra engelsk af Lærke Pade efter The Chalk Pit Copyright © 2017 by Elly Griffiths All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form.

Dansk udgave: copyright © 2021 Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06234-9 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Der citeres fra: Bibelen (Det Danske Bibelselskab, 1992) Lewis Carroll: Alice i Eventyrland (på dansk ved Kjeld Elfelt, Gyldendal, 1977) C. S. Lewis: Sølvstolen (på dansk ved Niels Søndergaard, Borgen, 1995) J.R.R. Tolkien: Hobbitten (på dansk ved Ida Nyrop Ludvigsen, Gyldendal, 1991)

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 4

25.06.2021 15.31

Tilegnet Sarah K. Huber

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 5

25.06.2021 15.31

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 6

25.06.2021 15.31

PROLOG

3. juni 2015 kl. 3.20 Han burde egentlig ikke køre bil, det ved de alle sammen. Men det er nok Solly, der har fået mindst at drikke, og desuden virker han lige så rolig og fattet som altid. Han kan kaste sig ud i alverdens udskejelser og stadig virke lige pålidelig og diskret charmerende.

“Naboens søn, hvis naboen var greve,” som Dennis engang har formuleret det.

Men der går ingen busser, og der er ingen af dem, der har penge til en taxa, så Solly tager nøglerne fra Em og kører langsomt og forsigtigt af sted. Det hjælper ikke, at Dennis og Em hviner, hver gang han skal dreje, og råber sjove kommentarer til de få fodgængere, man møder i Norwich klokken tre en tirsdag nat. En af dem, en betjent på cykel, ser op og truer ad dem med knyttet næve.

“Styr din jernhest!” råber Dennis.

“Hold mund, Dennis,” siger Grace. “Folk hader studerende nok i forvejen.”

Grace sidder ved siden af Solly og føler sig forpligtet til at tale med ham, holde ham fokuseret på vejen. Det er svært nok i forvejen, når vejen bliver ved med at bølge op og slå knuder for øjnene af hende. Hallo, hvor meget har hun lige drukket? Og så de tabletter oveni.

Men Solly klarer det fint, kører ikke for stærkt, kigger til begge

7

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 7

25.06.2021 15.31

sider i krydsene. De er på vej ud af byen nu på A147. Dennis og Em er faldet i søvn, men Grace prøver stadig at holde sig vågen for Sollys skyld. De drejer ind på Denning Road. Solly svinger lovlig bredt, men der kommer ikke nogen, så ingen skade sket.

“Jeg kan godt lide denne her vej,” siger Grace. “Jeg ville elske at bo i et af de der store huse.”

“Så må du gifte dig med en rig mand, skat,” siger Solly, lettere sløret.

“Det er da lidt …” Hun kan ikke lige komme på ordet. “Noget lort at sige,” lander hun på i mangel af bedre. “Det kan da sagtens være, jeg bliver rig … selv … Hallo! Solly!”

Men han har også set det. Der står en mand midt på vejen med udbredte arme. Der er noget bibelsk over ham: langt hår og skæg, præstekjole eller et eller andet kåbeagtigt. Grace skriger, og Solly hugger bremserne i. Bilen skrider over i den modsatte vejbane, og Dennis og Em vågner.

“Hvad fanden …”

“Der stod en mand … midt på vejen,” siger Grace.

Men da de stiger ud af bilen, er der ingen, kun den lange vej mellem de høje, mørke huse.

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 8

25.06.2021 15.31

KAPITEL 1

“I dag er vores akronym KOFTS. Koncentration, Observation, Forventning, Tid og Sted.”

Den talende er en kvinde i halvtredserne. Hun har kort hår og skarpe briller. Nu sender hun et strålende smil rundt i lokalet.

Kriminalkommissær Harry Nelson sidder på bagerste række og stirrer tilbage med et helt udtryksløst ansigt. Inde i hovedet er han ved at udarbejde et andet akronym: Kedeligt, Overflødigt, Fornærmende …

“Nu sidder I måske og tænker: Hvorfor i alverden skal jeg spilde min formiddag på et kursus i fartbevidsthed?” siger kvinden. “Og svaret er: fordi det kan redde liv.”

Nu ser hun alvorligt på dem med funklende briller. Manden ved siden af Nelson, der har fortalt, han hedder Steve og kører taxa, er tilsyneladende faldet i søvn. Nelson har bare sagt, han hedder Harry. Han har ikke oplyst sit erhverv. Kvinden skriver sit navn – Bev Flinders – med fornærmende store bogstaver på whiteboardet.

Hun fortæller, at hun er kørelærer. “Absolut ikke politibetjent!” De mere indsmigrende af kursisterne ler.

“Nå, hvorfor er det, vi overhovedet har fartbegrænsninger?”

Bev kværner videre. De sidder i en pavillon på banegårdens parkeringsplads. Der er for varmt, og der lugter af pulverkaffe.

Ulig Steve, der nu snorker lige så stille, er Nelson ikke fristet til at falde hen. Han har for travlt med at svælge i al den uret, der er

9

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 9

25.06.2021 15.31

blevet begået imod ham. Han burde slet ikke være her. Han burde være ude og opklare forbrydelser og måske køre en lille smule for stærkt i den forbindelse, men hvordan i alverden skal man fange forbrydere, hvis man kun må køre halvtreds kilometer i timen?

Men hans chef har beordret ham til at deltage i det her kursus sammen med Steve, to lastbilchauffører og en flok kvinder, der ser ud, som om de hygger sig. Ja, nu er Gud ikke længere tilfreds med at give ham et indviklet kærlighedsliv og et stressende arbejdsliv.

Gud har virkelig stukket kniven ind denne gang. Nelson har fået en kvindelig overordnet.

Ruth har ikke tid til at kigge indad. Hun er i færd med at grave, ikke i sit eget liv, men i jorden under Norwich. Hun befinder sig i en kælder under Guildhall, en firkantet bygning med skydeskår, der ligger som en lille borg midt i byen. Nu er det kommunens kontorer, der ligger her, men Guildhall har førhen fungeret som både toldkontor, domstol og fængsel. Her satte man de farligste fanger i de underjordiske celler. Det bliver kaldt krypten, og der er planer om at omdanne det til et museum, måske endda med restaurant.

Her er sådan set ganske behageligt, murene er af sten, og der er nogle pæne, hvælvede søjler, men Ruth ved, det bliver værre om lidt. Hun bliver nødt til at gå længere ned og ind i en tunnel, der har været lukket af indtil nu. Ted fra det feltarkæologiske team har fjernet brædderne fra indgangen til tunnelen og står nu og kigger forventningsfuldt på hende. Ruth ved, at hun bør gå først – som leder af afdelingen for biologisk antropologi – men problemet er, at hun aldrig har været helt vild med små, indelukkede rum …

“Efter dig.” Ted smiler bredt, så man kan se hans piratagtige guldtænder.

“Måske er det bedre, du går først. Du har lygten.”

10

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 10

25.06.2021 15.31

Ted ser ud, som om han godt ved, hvad hun tænker. Men til hans ros undlader han at række hende lygten. Han dukker bare hovedet og går ind i tunnelen. Ruth følger efter, holder sig lige i nærheden af hans refleksvest. Tunnelen fører nedad, og de pudsede vægge bliver erstattet af kalkede, afskallede mure. Det murstensbelagte gulv bliver til murbrokker, der knaser under fødderne. Teds lygte afslører omridset af et veludført loft af tegl og sten.

“Det er sikkert en gammel kridtmine,” siger Ted. Hans stemme runger. “Der er masser af kridtminer i Norwich.”

Ruth lægger hånden på væggen. Den er ubehageligt fugtig at røre ved, som om den sveder.

“Der går en tunnel fra borgen til Guildhall, siger hun. Hun har ikke rigtig lyst til at tale, fordi det føles, som om hun skal holde hus med den luft, hun har i lungerne. Hun er meget bevidst om al den sten og jord, der er over hende. Det føles, som om beskyttelseshjelmen trykker hendes hoved nedad.

“Jeg har hørt, at man engang kunne gå hele vejen fra UEA til bymidten under jorden,” siger Ted. “Skal vi bare fortsætte?”

Det tvivler Ruth på, eftersom University of East Anglia ligger små fem kilometer fra centrum. Der er noget foruroligende ved tanken om disse underjordiske færdselsårer. Som om byen har en mørk tvilling, et andet liv, der foregår under overfladen.

“Jeg har hørt, der går en tunnel fra Guildhall til St John’s,” siger hun og svarer ikke på Teds spørgsmål.

“Den katolske katedral?” siger Ted. “Det kan være, vores knogler er en nonne, der er blevet muret inde eller sådan noget.”

Han lyder vældig munter ved tanken. Grunden til, at Ted og Ruth overhovedet befinder sig i tunnelen, er, at en landmåler har gjort et makabert fund i forbindelse med sit arbejde for arkitekten Quentin Swan, som gerne vil opføre en underjordisk restaurant

11

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 11

25.06.2021 15.31

under Guildhall. Landmåleren, Mark Copeland, var ved at undersøge stedet med henblik på arbejdssikkerheden. I forbindelse med sine undersøgelser tog han jordprøver med en såkaldt boringsmaskine. Ifølge Copelands rapport, som Ruth læste her til morgen, hiver den håndholdte maskine lodrette jordtapper ud, og i en af prøverne var der noget, der lignede menneskeknogler. Copeland gav kommunen besked, fordi det er kommunen, der ejer bygningen.

Kommunen ringede til politiet og dernæst til Ruth. Ruth havde så småt forventet, at Nelson ville stå og vente på hende derhenne, men der var kun Irske Ted i refleksvest og beskyttelseshjelm.

“Knoglerne var begravet, ikke muret ind,” siger Ruth. “Vi er der næsten, tror jeg. Copeland sagde cirka halvvejs.”

“Ja.” Ted svinger lygten rundt. “Her er de små pragteksemplarer, hvis jeg ikke tager meget fejl.”

På gulvet i tunnelen ligger en nydelig jordbunke, der tydeligvis er gravet ud af boringsmaskinen. Midt i de kridtholdige murbrokker kan Ruth se noget, der skinner endnu hvidere i mørket. Hun bøjer sig ned. Det er menneskeknogler, det er der ingen tvivl om.

Hun synes, hun kan se noget skinneben, måske en lårbensknogle.

Hun tager et billede og begynder at tegne en skitse af stedet i sin notesbog. Hun har næsten glemt, de befinder sig under jorden.

“Er det et helt skelet?” spørger Ted bag hende.

“Det tror jeg ikke,” siger Ruth. “Men det kan være resten af det stadig er begravet. Måske er vi nødt til at få lavet en rigtig udgravning.”

Ruth åbner sin rygsæk og finder handsker, skovl og en lille børste frem. Ted sætter sig på hug ved siden af hende. Han er en erfaren feltarkæolog og kender proceduren ud og ind. Ruth løfter den første knogle op. Det er en skinnebensknogle, men den er brækket midtpå, næsten knust. Ruth lyser på den med den lommelygte, hun har fundet frem, og kan se nogle utydelige, parallelle

12

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 12

25.06.2021 15.31

linjer, der er ridset ind i knoglen. Hun lader sin behandskede hånd glide ned for enden af knoglen. Den er stump, ikke helt afrundet.

“Hvad er det?” spørger Ted. “Jeg ved det ikke,” siger Ruth. “Måske ikke noget.” Hun rækker knoglen til Ted, der markerer den med et lillebitte tal og placerer den i en bevispose. Derpå markerer Ruth den på sit skeletark. De er ikke længe om det. Der er to lange knogler: to skinnebensknogler, noget af et lårben og en armknogle, formentlig en overarm. Der er også nogle mindre knogler, der ligner ribben. Alle knoglerne har et mat skær, næsten som om de er lavet af glas.

“Hvor gamle tror du, de er?” spørger Ted. “Der er ikke noget kød på overhovedet.”

“Nej,” siger Ruth. “Det kan godt betyde, de er gamle, men de ser så rene ud. Med gamle knogler ville man normalt forvente noget misfarvning.”

“De her tunneler må være ret gamle,” siger Ted. “Nogle af kridttunnelerne er fra middelalderen,” siger Ruth.

“Men jeg synes ikke, det her ligner en minegang. Måske er den forbundet med en af kirkerne, som sagt. Vi må være kommet et godt stykke væk fra Guildhall.”

“Måske har vi alligevel fundet vores nonne.”

“Måske. Det bliver svært at afgøre kønnet uden bækkenknogler eller hovedskal. Medmindre vi kan få noget DNA. Det finder vi ud af, når vi har haft dem til kulstof 14-analyse.”

“Tror du, de alle sammen er fra samme skelet?” spørger Ted. “Det vil jeg tro,” siger Ruth. “Benknoglerne ser ud til at være lige lange.”

“Lange knogler,” siger Ted. “Det er sikkert en mand. Gad vide, hvor hovedet er?”

“Og resten af skelettet.”

13

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 13

25.06.2021 15.31

“Det er et mysterium, Ruth,” siger Ted. “Og jeg ved, hvor meget du holder af mysterier.”

Ruth siger ikke noget. Hun sætter lige så meget pris på en akademisk gåde som enhver anden arkæolog, men hun ved nu ikke rigtig, hvor meget mystik hun har lyst til at få ud af nogle knogler, der har ligget begravet i en tunnel fra middelalderen. Men det ville være rart at få et svar. Et godt og trygt akademisk svar, som kan arkiveres i en rapport.

Ruth pakker knoglerne ned i en kasse mærket “Patologi”. Ted lyser for hende imens og rækker hende bagefter lygten med en ærbødig gestus.

“Gå du forrest. Så bærer jeg kassen.”

På tilbagevejen har Ruth ikke noget imod at gå forrest. Hun har ondt i ryggen og er tør i munden. Hun længes efter at komme op til overfladen igen, få en kop te i Guildhalls café. Nu kommer hun igen til at tænke på alle de lag af jord og sten, der ligger over hendes hoved. Det føles næsten, som om vægten kvaser hende, gør det umuligt for hendes lunger at udvide sig …

“Er du okay?” spørger Ted bag hende. “Du hiver efter vejret.”

“Alt i orden,” siger Ruth og gør sig umage for at trække vejret ordentligt. Nu kan hun se indgangen, det svage lys i krypten, der lige nu virker strålende klart som en bavn.

Men da hun træder ud af buegangen, kan hun se, at det klare lys kommer fra en lygte, som vicekriminalkommissær Judy Johnson står med i hånden.

“Judy! Jeg troede ikke, det var dig, der ville komme.”

“Drengene har travlt med alt muligt,” siger Judy. “Og da jeg hørte, du havde fundet et lig mere …”

“Det er ikke et lig,” siger Ruth. “Det er bare nogle knogler. Og det er ikke mig, der har fundet dem. Det er landmåleren.”

14

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 14

25.06.2021 15.31

“Har du lyst til at komme ned og kaste et blik på dem?” spørger Ted, der træder ud af tunnelen med kassen i hænderne.

“Nej, jeg klarer mig,” siger Judy. “Nå, men er det menneskeknogler?”

“Ja,” siger Ruth, “men vi kan ikke vide hvor gamle, før vi får resultaterne af kulstof 14-analysen.”

“Men vi gætter på, de er gamle,” siger Ted. “Mit bud er middelalder. Skal vi vædde om det?”

“Nej tak,” siger Judy, der er datter af en bookmaker. “Hvornår får I resultaterne?”

“Jeg sender prøverne af sted i dag,” siger Ruth. “Det kommer nok til at tage et par uger.”

“Og ingen anelse om, hvorfor de knogler har ligget i tunnelen?”

“Nej,” siger Ruth. “Det ser ud, som om de har været gravet ned, og at landmåleren har rodet rundt i dem, da han skulle tage jordprøver.”

“Det kan være en nonne, der er blevet muret inde,” siger Ted. “Glem ikke nonnen.”

“Hvor skal du hen bagefter?” spørger Ruth Judy, da de er på vej op til de overjordiske etager. “Har du tid til en kop kaffe? De har en god café her.”

“Det lyder skønt,” siger Judy. “Jeg har lidt tid. Clough og Tara er blevet kaldt ud til et sted i nærheden af Denning Road. Der er kommet et kæmpestort hul i vejen i nattens løb.”

“Hvad med chefen?” spørger Ted. “Fartbevidsthedskursus,” siger Judy.

Ted og Ruth brister i latter, og Judy kan heller ikke holde masken ret længe. De står stadig og ler, da Quentin Swan kommer ind ad hovedindgangen i skyndsomt tempo, ivrig efter at høre om fremtidsudsigterne for hans underjordiske restaurantoplevelse.

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 15

25.06.2021 15.31

KAPITEL 2

Nelson er i fælt humør, da han kører tilbage mod stationen. Han føler overhovedet ingen trang til at blive i tredje gear for at holde sig under fartgrænsen, ej heller tjekker han speedometeret jævnligt eller letter trykket på speederen, som man ellers får anbefalet i den arbejdsbog, der følger med i pakken til det landsdækkende kursus i fartbevidsthed. Tværtimod bryder han demonstrativt næsten samtlige færdselsregler under den korte køretur fra kursuspavillonen til politistationen. På parkeringspladsen hviner han med bremserne, parkerer skævt og smækker med døren til bagindgangen. Betjenten ved skranken, en brav veteran ved navn Tom Henty, hører døren smække og råber: “Kriminalkommissær Nelson?”

Nelson åbner døren ind til receptionen.

“Hvad er der, Tom?” “Du har en gæst. To gæster.”

“Hvem er det?”

“Den ene er Eddie Aftershave. Jeg har sat ham i Afhøringslokale 1, fordi folk begyndte at klage. Den anden er en ung kvinde ved navn Grace Miller.”

Nelson stønner. Eddie går under navnet Aftershave, fordi han er kendt for at drikke alt, hvad der indeholder alkohol. Han er en hjemløs mand, der en gang imellem overnatter i vindfanget foran politistationens hovedindgang. Hvis Nelson ser ham, giver han ham som regel nogle penge til et måltid mad, selvom han ved, at

16

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 16

25.06.2021 15.31

det bliver et flydende måltid. Før i tiden plejede han at opmuntre Eddie til at kontakte en af de velgørende foreninger, der hjælper hjemløse, men manden har altid nægtet det, og med en vis værdighed. Vicekriminalkommissær Judy Johnson har gjort sig endnu mere umage, har sat sig i kontakt med foreninger og har sågar booket Eddie ind på et herberg engang. Men Eddie svarer altid, at han er en fri mand og ikke skylder nogen noget. Det respekterer Nelson, selvom han lever i frygt for, at han en dag vil støde på Eddies livløse legeme på gaden. Så hvad i alverden laver Eddie, der engang har sagt, at “i min familie går vi en stor bue uden om politiet,” i Afhøringslokale 1?

“Han sagde, han ville tale med dig og kun dig,” siger Henty.

“Vicekriminalkommissær Clough sagde, han godt måtte blive og vente.”

Tusinde tak til Cloughie. “Er han selv stadig ude ved Denning Road?”

“Ja, sir.”

“Hvad i alverden får han tiden til at gå med? Det er bare et hul i vejen.”

“Det minder mig om 1988,” siger Tom, “dengang der kom det hul i Earlham Road. Der forsvandt en hel bus ned i det, forstår du.”

Nelson sukker. Tom er den tiende, der har fortalt ham om Earlham Road her til formiddag. Dette historiske fortilfælde har betydet, at afdelingen for særlig alvorlig kriminalitet var nødt til at troppe op på åstedet, men Nelson kan ikke helt se, hvad der kan have fået Clough til at blive hængende. Han er sikkert gået på café for at få sig et ekstra morgenmåltid. På den anden side er han sammen med Tanya, der aldrig spiser en kulhydrat, hvis hun kan blive fri.

“Hvad med den anden gæst? Grace hvad-det-var-hun-hed?”

17

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 17

25.06.2021 15.31

“Hun er studerende. Virker som en sød pige. Hun sagde, hun gerne ville tale med dig om noget underligt, der skete i går aftes.

Hun ved ikke, om det er vigtigt, men hun synes, hun bør rapportere det.”

Det lyder spændende. Han beslutter at vælge det mindst tillokkende først og styrer mod Afhøringslokale 1.

Det første, der slår ham, er lugten. Han har hidtil kun mødt Eddie i det fri. Her, i et afhøringslokale uden vinduer, bliver han overmandet af stanken af uvasket tøj og alkohol. Ikke så mærkeligt, de andre i receptionen var begyndt at klage.

Nelson gør sig umage for at se så upåvirket og professionel ud som muligt. Han er ret sikker på, at Eddie trods alt ville foretrække ikke at lugte, som han gør.

“Hej, Eddie. Hvad kan jeg gøre for dig?”

“Hej, chef.” Eddie har en vag irsk accent, som minder Nelson om en sognepræst fra hans ungdom. Det giver Eddie en pudsig værdighed, som understøttes af hans Gandalfagtige hår og skæg.

Det er nærmest første gang, Nelson ser ham så tæt på, og han bliver chokeret over at opdage, at de godt kunne være jævnaldrende.

“Jeg vil gerne melde en savnet,” siger Eddie. Han lyder meget formel og højtidelig, selvom man kan se en dåseøl stikke op af hans jakkelomme.

“Lad mig høre,” siger Nelson. Gad vide, hvorfor Eddie ikke kunne have haft den her samtale med Tom Henty?

“Det drejer sig om en kvinde,” siger Eddie. “En kvinde ved navn Barbara Murray. Jeg har ikke set hende i over en uge, og jeg er begyndt at blive bekymret.”

“Er hun …” Nelson overvejer en taktfuld måde at formulere sit næste spørgsmål på.

“Hun er gadesover,” kommer Eddie ham til hjælp. “Egentlig er

18

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 18

25.06.2021 15.31

hun ret ung, ikke over fyrre, men hun har haft et hårdt liv, børnene er taget fra hende og så videre. Jeg prøver at holde lidt øje med hende. Som regel møder jeg hende i Vancouvercenteret om onsdagen, for der deler de suppe ud. Hun var der ikke i går og heller ikke i sidste uge, og det lader ikke til, der er nogen, der har set hende.”

“Kan det tænkes, hun er på et herberg? Eller har hun familie et sted?”

“Hele hendes familie bor i Skotland, så vidt jeg ved. Jeg tror ikke, hun kunne finde på at opsøge dem. Hun har altid sagt, der var meget ondt blod imellem dem. Det er ikke umuligt, hun er på herberg, men det er underligt, at der ikke er nogen, der har set eller hørt fra hende. Det er et ret tæt fællesskab. Vi passer på hinanden.”

Nelson finder det ret rørende, at Eddie omtaler de hjemløse som et fællesskab. Men livet på gaden får nok en til at sætte pris på menneskelig kontakt. Selv kan han aldrig huske, hvad naboerne hedder, selvom Michelle evig og altid inviterer dem til drinks.

“Men du har ikke hørt noget, der får dig til at tro, at Barbara kan være i fare?”

Der går et stykke tid, før Eddie svarer. Snavset under hans negle stikker dybt, men selve hånden er ganske smuk, med lange, slanke pianistfingre.

“Der var en, der sagde noget. Måske er det ligegyldigt.” Han tøver igen. “Min ven Charlie, der sover oppe ved toldhuset – han sagde, at han hørte en mand sige noget til hende. Noget med hendes børn. Han sagde, at det virkede, som om Barbara blev ked af det.”

“Kendte Charlie den mand, der sagde noget til hende?”

“Nej. Han sagde, han lignede en af de velmenende. En, der arbejdede med velgørenhed,” retter Eddie sig selv.

“Måske ville han sætte Barbara i forbindelse med sine børn?”

“Måske. Men Barbara har fortalt mig, at to af dem er blevet

19

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 19

25.06.2021 15.31

bortadopteret, og to er i pleje. Jeg tror ikke, hun har nogen kontakt med dem.”

“Hun har fire børn?”

“Ja. Den ældste må være voksen nu. Barbara har engang fortalt mig, at hun blev gravid som teenager.”

Det er ikke helt usædvanligt, tænker Nelson, men trist alligevel.

Mere usædvanligt er det at være kvinde og hjemløs. Kvinder har som regel et bedre netværk, eller også får de mulighed for at bo på herberg. Men åbenbart ikke Barbara.

“Giv mig et signalement,” siger han, “så får jeg en af mine folk til at tjekke herbergerne og de lokale velgørenhedsforeninger. Jeg spørger også på gaden. Men som sagt – hun er en voksen kvinde uden fast bopæl. Det mest sandsynlige er, at hun bare er rykket et andet sted hen.”

“Tak, kriminalkommissær Nelson,” siger Eddie. “Jeg vidste, du var et godt menneske. Det var derfor, jeg spurgte efter dig. De andre, de ser lige igennem mig eller stikker mig et pund en gang imellem. Hende den kvindelige betjent, hun er venlig nok, men du har altid behandlet mig som et menneske.”

Nelson er rørt over den ros, selvom han ved, den stort set er ufortjent. Han er ikke nogen stor velgører, ud over at han støtter et par foreninger med et fast månedligt beløb via betalingsservice, og han har absolut gjort sig skyldig i at skynde sig forbi hjemløse på gaden. Men han har en social samvittighed; det var derfor, han blev politibetjent i sin tid.

Han tager en notesblok fra skrivebordet. “Okay, så lad mig få et signalement af denne Barbara.”

Hans anden gæst kunne ikke stå mere i kontrast. Grace Miller er køn og blond, klædt i jeans og en mintgrøn T-shirt. Hun minder

20

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 20

25.06.2021 15.31

Nelson om hans døtres veninder, de der ufattelig slanke unge kvinder med kraftige manker af hår, de kan svinge med. Hvad skete der med alle de overvægtige, bumsede teenagere? Han har selv gået på drengeskole, men han husker bestemt ikke pigerne på naboskolen som udpræget selvsikre og glamourøse. Han blev dog selv gift med Michelle, den mest glamourøse af dem, da han var treogtyve.

“Jeg beklager ventetiden,” siger Nelson og sætter sig ved siden af Grace i Suiten, det lokale som normalt er forbeholdt følsomme samtaler. Der er stole, man rent faktisk kan holde ud at sidde i, og en potteplante. Der er også en envejsrude, der er spejl på den ene side og vindue på den anden, men i dag er der ingen, der kigger med.

“Det gør ikke noget,” siger Grace og piller ved sit papkrus. “Jeg ved godt, du har vældig travlt.”

Nelson venter. Han ved, at pæne middelklassepiger – og i hans øjne er en studerende per definition middelklasse – ikke bare vader ind på politistationer for sjov. Efter lidt tid siger Grace: “Det er noget, der skete i nat. Jeg ved godt, det lyder lidt skørt …”

Nelson venter stadig. Grace piller lidt mere ved koppen og siger: “Det er også, fordi jeg helst ikke vil have, mine venner får problemer. Vi var ret fulde. Og en af mine venner kørte bil.”

Nelson sukker. “Det er ikke ulovligt at have været fuld. Vi kan kun sigte folk, hvis vi rent faktisk tager dem i at køre med for høj promille. Men jeg håber ikke, din ven vil gøre det til en vane at køre spirituskørsel.”

“Nej, nej,” siger Grace. “Han er vildt fornuftig. Han læser jura.”

Det er ikke nogen garanti for fornuftig opførsel i Nelsons øjne.

Han er ikke nogen stor fan af advokater. Han venter på, at Grace skal fortsætte.

“Vi havde været på klub i Norwich, og det var blevet sent, cirka tre. Der gik ikke nogen busser, og vi havde ikke råd til en taxa, så

21

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 21

25.06.2021 15.31

min ven Solly kørte Ems bil. Em havde ikke tænkt sig at drikke, men så endte hun med at gøre det alligevel, fordi hendes kæreste …”

Grace bremser sig selv. “Undskyld. Det er ikke relevant. Nå, men Solly ville køre os hjem, og så så vi pludselig denne her mand midt på vejen. Det var vildt uhyggeligt. Han dukkede bare op ud af det blå. Solly svingede ud for ikke at ramme ham. Vi stoppede bilen, men da vi kiggede bag os, var manden forsvundet.”

“Forsvundet?”

“Ja, bare sporløst forsvundet. Det var også, fordi vi alle sammen var ret påvirkede … fulde … og så tænkte vi, det var noget, vi havde bildt os ind. Solly kørte bare videre. Men nu kan jeg ikke lade være med at tænke – hvad nu, hvis vi ramte ham? Hvad nu, hvis han ligger i vejkanten et sted?”

Hun ser oprigtig fortvivlet ud. De sidste rester af papkruset bliver krøllet sammen.

“Hvor var I henne?” spørger Nelson.

“Denning Road.”

Denning Road … hvor der er kommet et mystisk hul. Nelson ser på Grace. Hvordan kan hun sidde der så klarøjet og glat i huden, når hun har været ude at bumle til klokken tre i nat? De unge er virkelig en anden art. Nu om stunder kan en enkelt ekstra fadøl give Nelson tømmermænd hele næste dag.

Han spørger Grace, om hun har set de lokale nyheder her til morgen.

“Nej,” siger hun. “Jeg sov længe og tog direkte herhen. Jeg hører faktisk aldrig rigtig nyheder.”

“Der er kommet et to meter bredt hul på Denning Road.”

Grace spærrer øjnene op. “Tror du, ham manden er faldet derned?”

“Det ved jeg ikke,” siger Nelson. “Men jeg vil bede mine betjente

22

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 22

25.06.2021 15.31

om at kigge godt efter. Det var godt, du kom. Kan du give mig et signalement af manden?”

“Det lyder skørt,” siger Grace, “men han lignede lidt Jesus. Du ved, langt hår og skæg. Og det så ud, som om han havde en kappe på af en art.”

Det lange hår og skægget minder Nelson om Eddie Aftershave.

Men kappen minder ham om en ganske anden: Cathbad, deltidsdruide og kæreste med vicekriminalkommissær Judy Johnson.

Cathbads speciale er at dukke op de mest uventede steder. Kan han være dukket op på Denning Road i går aftes?

“Ville du kunne sige, nogenlunde hvor gammel han var?” spørger han.

Grace rynker sin glatte pande. “Han kunne næsten være hvad som helst. Men jeg tror, hans hår var ret mørkt. Han lignede en, der godt kunne være vagabond. Det var egentlig også en af grundene til, at jeg kom. Jeg tænkte, at hvis han var hjemløs, var der måske ingen, der ville lægge mærke til, han var forsvundet.”

Den formulering får Nelson til at kigge en ekstra gang på Grace, nu hvor han lige har talt med Eddie Aftershave. Det virker som en forbløffende rammende kommentar fra så ung en kvinde. Hvor gammel er Grace? Atten? Nitten? Han spørger, hvad hun læser.

“Sociologi,” lyder svaret. Hun går på andet år på University of North Norfolk der, hvor Ruth arbejder. Han forsikrer Grace om, at de vil lede efter hendes mystiske Jesusmand. Han giver også sig selv lov til at holde en kort prædiken om alkohol og stoffer (ordet “påvirket” var ikke gået hen over hovedet på ham). Grace ser forlegen og akavet ud, som om hun var en af hans døtre.

“Jeg tager ikke stoffer. Ikke rigtig. Kun et par tabletter en gang imellem.”

23

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 23

25.06.2021 15.31

Vorherre til hest. Siger hans døtre også sådan noget? “Lad være med at tage de tabletter,” siger han. “Man ved aldrig, hvad der er i dem. Og lad være med at køre spritkørsel.”

“Jeg kan ikke køre bil,” siger hun. “Jeg dumpede til køreprøven.”

“Jeg ved, hvordan det føles,” siger Nelson. Grace ser forvirret ud, hvad der ikke er noget at sige til. Da Nelson følger hende ud, spørger han, hvorfor hun har valgt at melde sig på politistationen i King’s Lynn frem for den i Norwich.

“Det er tættere på universitetet,” siger Grace bare. “Og jeg ville gerne have, det var dig, jeg talte med.”

“Hvorfor lige mig?”

“Jeg mødte din datter til en fest engang,” siger hun. “Hun sagde, du så barsk ud, men i virkeligheden var blød som smør.”

“Nå, så det gjorde hun? Hvilken en af dem?”

“Rebecca.”

Det skal nok passe. Rebecca har altid været den oprørske af dem, men nu er hun færdig med universitetet og har fået et respektabelt job i Brighton. Han gad nok vide, hvornår de to piger har mødt hinanden til en fest. Det er ret sjældent, Rebecca kommer hjem – kun til jul og påske, og når hendes bil skal synes. Til gengæld er hendes storesøster, Laura, lige flyttet hjem igen efter at have sagt farvel til både job og kæreste på Ibiza. Hun har søgt ind på læreruddannelsen på University of East Anglia.

“Jamen så pas på dig selv, Grace. Held og lykke med studierne.”

“Tak, kriminalkommissær Nelson.” Hun giver et muntert vink, mens hun springer ned ad trappen med det blonde hår bølgende efter sig. Han bliver stående og stirrer efter hende.

“Står du og stirrer på de unge piger, Nelson? Det må du hellere passe på med.”

Nelson vender sig om og står ansigt til ansigt med sin nye

24

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 24

25.06.2021 15.31

chef, vicekriminalinspektør Jo Archer – eller Superjo, som hendes fanskare kalder hende. Han noterer sig med bange anelser, at hun har lagt ansigtet i de folder, der signalerer, at de skal have en lille snak.

Forsvundet i mørket_TRYK.indd 25

25.06.2021 15.31