Frederik 5.

Den elskværdige europæer

Frederik 5. Den elskværdige europæer

Frederik 5. Den elskværdige europæer

Søren Mentz

© 2023, forfatteren og Gads Forlag

Forlagsredaktion: Peter Bejder

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Lene Nørgaard, Le bureau

Repro: Narayana Press

Tryk: PNB, Letland

Forsideillustration: Frederik 5. blev rokokoens ansigt i Danmark-Norge. De lyse pastelfarver skaber en ubekymret stemning, hvor kongen betragter os med et venligt blik, men han har også et sikkert greb om magtens symbol. Carl Gustaf Pilo (ca. 1750)/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot/Foto: Hans Petersen

ISBN: 978-87-12-07309-3

1. udgave, 1. oplag

Printed in Latvia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Såfremt ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.

/ In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.

gad.dk

BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA

Augustinus Fonden

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond

Lillian og Dan Finks Fond

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse

Alfred Good’s Fond

Gipsbusten

Frederik 5. er en af Danmarks glemte konger. I marts 2023 var det 300 år siden, han blev født, men det lagde de færreste nok mærke til, selv om han er den i kongerækken – ud over den velpolstrede Christian 4. – som befolkningen bedst kan visualisere. Vi skal bare tænke på Amalienborg Slotsplads og den majestætiske rytterstatue, som den franske kunstner Jacques-FrançoisJoseph Saly skabte for Asiatisk Kompagnis penge. Den ophøjede rytter er nemlig Frederik 5. Hans regeringstid fra 1746 til 1766 falder sammen med en forholdsvis fredelig periode i Danmark-Norges historie, hvor rigets købmænd etablerede sig i den globale handelsverden. København blomstrede og blev en velstående by med smukke palæer, travle havnepakhuse og et kongeligt kunstakademi til at oplyse og uddanne folket. Frederik 5.s hovedstad havde internationalt format.

Oplysningstiden prægede Europa fra slutningen af 1600-tallet til 1789, og under Frederik 5.s regeringstid tog den offentlige debat til. Borgerskabet diskuterede økonomi og sociale forhold, mens kongen sendte videnskabelige ekspeditioner til Den Arabiske Halvø, handelsmissioner til Indien og oprettede kronkolonier i Vestindien. Alt sammen for at styrke handelsbalancen og skabe vækst. Befolkningens velstand blev statens bekymring. Kongen skulle ikke længere være Guds stedfortræder på jorden, men folkets tjener og symbolet på statsmagten. Frederik 5.s tid var derfor præget af store forandringer, økonomisk, socialt og mentalitetsmæssigt.

Epoken er en af de trædesten, som danskerne har betrådt på vej mod velfærdsstaten og siden glemt, indtil der i november 2020 opstod et kortvarigt behov for at genopfriske historien. I hvert fald kom den glemte konge nær-

Rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads er det smukkeste monument fra Frederik 5.s tid. Det blev opstillet i 1768, efter kongens død, og er en hyldest til den oplyste enevælde. Selv om mange danskere kender statuen, har de glemt, hvem r ytteren er.

Gipsbusten

Den opløste gipsbuste symboliserer en historieløs tid, hvor Frederik 5. blev gjort ansvarlig for slaveriet. Vi bliver ikke klogere af at ødelægge fortidsminder, men happeningen satte gang i en nødvendig debat om systemisk racisme i vores egen tid.

mest ud af det blå på alles læber, da man den 11. november kunne læse følgende opsigtsvækkende kulturnyhed:

For et par dage siden lavede en gruppe af håbefulde vordende yngre kunstnere, kaldet ”Anonyme Billedkunstnere” en happening. På en video, som gruppen har lagt på deres hjemmeside, ser man dem skrue en gipsbuste af Frederik V af soklen i Charlottenborgs festsal. Herefter placeres den på molen i Københavns Havn, inden den behændigt vippes ned i det kolde, mørke vand, hvor den så naturligvis gik i opløsning.1

De anonyme billedkunstnere ville sætte fokus på mennesker, der lever med efterdønningerne af den danske kolonialisme, og det var især ofrene for slaveriets grusomheder, kunstnerne havde i tankerne. Tusindvis af afrikanere blev i 1700-tallet sejlet til kronkolonierne i Vestindien, og happeningen i no-

Frederik 5.

vember 2020 blev beskrevet som ”en modstandsaktion mod Frederik V in effigie og hans ledende rolle i dansk kolonitid”.2 Institutleder ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld blev anklaget for groft hærværk mod statens ejendom. Selv erklærede hun, at busten ikke var ødelagt, men blot rematerialiseret.

Frederik 5. kendte alt til rematerialiseringens magt. Som enevældens repræsentant blev han et symbol uden personligt indhold. Han var alt det, staten ønskede, han skulle være. Det, han var, blev pakket væk og gemt. Spørgsmålet er, om vi overhovedet kender Frederik 5. godt nok til at placere ansvaret for historiens ugerninger på hans skuldre. Måske var han selv offer for et brutalt system, indespærret i et gyldent bur og sat til offentligt skue, indtil den rematerialiserede buste endelig frigjorde mennesket fra monarken.

Den dobbelthovedede Frederik

Frederik 5. elskede sin hustru fra det øjeblik, han blev præsenteret for hendes portræt. Det var i 1743. Kronprins Frederik var lige fyldt 20 år, og hans forældre mente, at det var på tide, at han indgik ægteskab. Den udvalgte var den 19-årige Louise af Storbritannien, og den 11. december blev foreningen fejret i riddersalen på Christiansborg Slot. Otte år senere var Louise gravid for 6. gang. Mod slutningen af graviditeten konstaterede hoffets jordemor, at dronningen var tykkere, end hun plejede at være, og efter et par dages tøven tilkaldte hun en læge. Der var tilstødt komplikationer, og ved nyheden om hendes kritiske tilstand mistede Frederik 5. besindelsen. Han jamrede højlydt og bad om tilgivelse for alt det onde, han havde forvoldt sin kære hustru.

Frederik 5. vidste udmærket, at han var en ægteskabsbryder af værste kaliber. I dag beskriver mange historikere ham som en sexafhængig sadist, og selv om det til dels er rigtigt, var det ikke ualmindeligt i 1700-tallet, at konger havde mange elskerinder, og mænd dyrkede sadomasochisme for at pirre sanserne. Ludvig 15. af Frankrig var kendt for sine maitresser og for det lille lysthus i Versailles’ have, hvor han udnyttede sin samfundsposition til at forføre unge kvinder. De enevældige konger kunne på en og samme tid være omsorgsfulde familiemennesker og liderlige bukke. Den mørke side af Frederik 5.s væsen blev aldrig rigtigt italesat, men det var naturligvis en offentlig hemmelighed, som alle kendte til og sladrede med om. I 1780’erne samlede forfatteren Charlotta Dorothea Biehl historierne og sendte dem i brevform til hofmanden Johan Bülow. Mens der er utallige kilder til Ludvig 15.s eskapader, er Biehls breve nærmest ene om at beskrive Frederik 5.s. Til

Charlotta Dorothea Biehls

historier fra Frederik 5.s hof er blevet kaldt for ”slotssladdertaskens anekdoteskriveri”. Hun skrev efter hukommelsen, men hun havde god indsigt i kraft af sine mange bekendtskaber. Frøken Biehl var også litteraturog sprogkyndig.

gengæld har de saftige historier præget kongens eftermæle, for kan et menneske virkelig være en kærlig ægtemand og samtidig piske prostituerede?

Hidtil har svaret været et rungende nej.

I vore dage er det umuligt at adskille ”Privat-Lars” fra ”Statsminister-Lars”, og derfor fremstår 1700-tallets enevældige konge som en mentalforstyrret person.3 Men var Frederik 5. bare en ulykkelig skæbne, nedbrudt af magtens uoverskuelige omfang, og en stakkel, der flygtede ind i en rus af alkohol, sex og sadisme? Og hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være, at Frederik 5. og dronning Louise var et umådeligt populært kongepar? For at få svar på de spørgsmål må vi adskille mennesket fra monarken. At skildre Frederik 5. er imidlertid en vanskelig opgave, fordi han stort set ikke har efterladt personlige spor i form af private breve og skriftlige beretninger.4

Frederik 5.

Det næste spørgsmål er, hvordan en mentalt nedbrudt konge kunne styre enevældigt, og hvorfor hans regeringstid nærmest blev et langt økonomisk opsving. Her har vi heldigvis flere kilder til rådighed, men en beretning har domineret. Det er den om Adam Gottlob Moltke. Da kronprins Frederik fyldte syv år den 31. marts 1730, blev den 19-årige Moltke ansat som kammerpage og skulle gå sin kongelige herre til hånde. Et livslangt venskab tog sin begyndelse, og den fattige adelsmand fra Mecklenburg blev forfremmet til magtens centrum.

Frederik 5. holdt virkelig meget af Moltke, men som det var tilfældet med dronning Louise, måtte kongen bede om tilgivelse, når han i fuldskab havde forulempet sin ven. Allerede som ung drak Frederik 5. for meget. Han kunne som regel styre sin brandert, men gik det for vidt, angrede han og bad om tilgivelse. Når alkoholikeren forsvandt i spirituståger, er det klart, at han ikke kunne passe sine regeringspligter. Andre måtte træde til.

Adam Gottlob Moltke var kongens nærmeste rådgiver og så betydningsfuld, at han blev anset for at være den reelle magthaver. En biografi om Frederik 5. kan derfor let blive en karakteristik af hans bedste ven: ”Hvis nogen enkeltperson kan siges at personificere den danske enevælde på dens middagshøjde, er det Adam Gottlob Moltke”, har tidligere hofhistoriograf Knud J.V. Jespersen bemærket.5 Uanset om det er Frederik eller Adam Gottlob, der portrætteres, vil en politisk biografi først og fremmest skildre det dansk-norske dobbeltmonarki. Det kan ikke være anderledes, når regenten er smedet sammen med staten.

Hvad så med mennesket bag den kongelige maske? Kan vi overhovedet komme ind under huden på Frederik 5. og gå de fastgroede antagelser efter i sømmene? Heldigvis var omverdenen interesseret i Danmarks politiske forhold, og når de udenlandske diplomater sendte breve hjem, lykkedes det dem af og til at komme tæt på kongen. I et diplomatisk brevarkiv ligger nøglen til Frederik 5.s personlighed gemt.

Det britiske kildemateriale

I 1729 takkede den britiske diplomat Walter Titley ja til en post som Storbritanniens gesandt i Danmark-Norge. Han var udsendt til Sardinien, men stillingen var et trin op ad den karrieremæssige rangstige. Den nye mand i København kom til at beklæde sit embede i de næste 39 år, og ud over at lære fire konger at kende blev Walter Titley førstehåndsvidne til Frederik 5.s liv – nærmest fra vugge til grav. Da det nu engang var hans job at beskrive den

politiske scene og de politiske aktører, er hans regelmæssige indberetninger til den britiske udenrigsminister en uvurderlig kilde.

Som Storbritanniens repræsentant i Danmark kom Walter Titley ualmindeligt tæt på Frederik 5. Faktisk var Titley arkitekten bag Frederiks ægteskab med Louise, og han beskrev sig selv som parrets ”familieminister”.6 Gesandten udviklede et venskabeligt forhold til den unge kronprins, og han havde store forventninger til den kommende regent. Under en privat samtale i januar 1744 spurgte Frederik, om det var muligt at besøge Georg 2. i London. Walter Titley blev meget bevæget over interessen for sit land, og han bad den britiske udenrigsminister om tilladelse til at opmuntre Frederik til rejsen:

Undskyld mig, My Lord, hvis jeg antager for meget, men jeg kan ikke andet end ønske, at Hans Majestæt [Georg 2.] bare en gang måtte se prinsen, hvis velafstemte person, milde væsen, fornuftige beskedenhed, gode dømmekraft og ædle følelser utvivlsomt vil blive godkendt alle steder, og derudover hvis tilbøjelighed (som han allerede har udvist) for Hans Majestæt, for England og for almenvellet ved en sådan lejlighed kan blive bekræftet og fastlagt for aldrig mere at blive ændret.7

Man kan altid mistænke diplomater for at overdrive deres egen betydning og beskylde Walter Titley for at tegne et alt for flatterende billede af den danske kronprins, men når han opmuntrede til et personligt møde mellem den unge mand og den britiske konge, beviser det, at Titley så et lys i Frederik 5. Det samme gjorde den danske befolkning. Frederik 5. var en stjerne, der kunne begå sig i offentligheden, og han higede efter folkets kærlighed.

Når udenlandske diplomater interesserede sig for Norden, skyldtes det, at Frederik 5.s regeringstid faldt sammen med Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-1748) og Syvårskrigen (1756-1763). Frankrig og Storbritannien bekæmpede hinanden, og begge lande ønskede at indgå en alliance med Danmark-Norge. På trods af sit venskab med Frederik 5. og den danske konges personlige sympati for Storbritannien lykkedes det ikke Walter Titley at bringe parterne sammen. Han måtte derimod lide den tort at se Danmark-Norge i alliance med Frankrig, og selv om traktaten ikke betød, at danske soldater gjorde aktiv krigstjeneste på fransk side, var det en streg i regningen. Den britiske gesandt gav dog ikke op. Han holdt fast i sit gode forhold til den danske konge, for Storbritannien betragtede Frederik 5. som en væsentlig aktør på den internationale scene og vurderede ham i en europæisk sammenhæng.

Frederik 5.

Hidtil er det britiske kildemateriale ikke blevet inddraget systematisk i fortællingen om Frederik 5. Kompetente historikere har gennemtrawlet de danske kilder, men uden at finde noget brugbart til en egentlig biografi.8 Når deres arbejde kombineres med det britiske materiale, træder Frederik 5.s personlighed tydeligere frem. Der kommer simpelthen kød og blod på historien.

Walter Titleys korrespondance fungerer altså som et optisk prisme, hvorigennem Frederik 5. træder i karakter. Fokus for bogen er derfor det kildemateriale, som findes i britiske arkiver, først og fremmest de regelmæssige diplomatiske indberetninger til udenrigsministeriet i Storbritannien og de private brevsamlinger, som findes på The British Library i London. Bogen placerer Frederik 5. i en europæisk kontekst og ser hans regeringstid som en katalysator for den udvikling, der prægede de europæiske kongedømmer i anden halvdel af 1700-tallet. På den ene side var Frederik 5. inspireret af den franske enevældes selviscenesættelse, mens hans regeringsførelse på den anden side mindede om det parlamentariske monarki, som blev udviklet i Storbritannien.

Der var naturligvis andre diplomater, som beskrev Frederik 5. Især de russiske og de franske indberetninger indeholder relevante oplysninger om politiske forhold i Danmark, men hverken den russiske diplomat Johann Albrecht von Korff eller Frankrigs Jean-François Ogier havde samme adgang til Frederik 5.s private gemakker som Walter Titley. Ogier boede i København fra 1753 til 1766, men han bevægede sig primært i andre kredse end kongens og opdyrkede venskaber med Statsrådets medlemmer og overhofmarskal A.G. Moltke. I franskmandens øjne var ministrene landets reelle magthavere, og han noterede til sin udenrigsminister i Paris, at det var umuligt at skelne mellem den danske konges smag og A.G. Moltkes.9 Hvor vigtig den pointe end er, så rummer de franske indberetninger få oplysninger om Frederik 5.s privatliv. Det er navnlig i de britiske indberetninger, kongen af og til tager den officielle maske af og afslører sit sande ansigt.

Den virkelige verden

Frederik 5. satte ikke retningen for Danmark-Norges udenrigspolitik. Det var excellencerne, medlemmerne af Statsrådet, som ønskede alliancen med Frankrig. De var formelt kongens lydige tjenere, men i realiteten styrede de landet, så længe kongen ikke sagde dem imod og tog magten. Det er let at betragte embedsmændenes indflydelse som Frederik 5.s nederlag. Det for-

bedrede ikke Walter Titleys sag, at han stod kongen nær, men som så mange andre havde den britiske gesandt endnu ikke opfattet, at enevælden under Frederik 5. blev moderniseret. Danmark-Norge var ikke længere det orientalske despoti – ”bare i et uendeligt værre klima” – som Titleys forgænger, Robert Molesworth, skrev i 1692.10

I løbet af 1700-tallet skabte enevælden et bureaukrati, som var langt mere effektivt end det personlige styre, og selv om regeringen også melede sin egen kage, tog den større hensyn til befolkningens trivsel. I Storbritannien var kongen blevet et symbol på nationen frem for magten i sig selv, og denne rolle spillede Frederik 5. til perfektion. Han var en folkelig monark. Frederik 5. havde tilsyneladende ikke ambitioner om at regere enevældigt. Ved tronbestigelsen i 1746 blev de gamle embedsmænd siddende på deres poster, og Moltke kunne opbygge en regeringsform, hvor ministrene rådgav kongen og førte beslutningerne ud i livet. Det var ikke et indgreb i enevældens magtfuldkommenhed, lød det, men en sikring af regeringens kvalitet og effektivitet. Embedsmændene skulle være loyale over for kongen, men omvendt skulle kongen også vise loyalitet over for sine embedsmænd og ikke udskifte dem efter forgodtbefindende. Tillid var altafgørende, og mellem Frederik 5. og Adam Gottlob Moltke herskede der ubetinget tillid. Det gjorde Frederik

5.s regeringstid til den mest stabile i enevældens historie.

Det er let at beskrive Frederik 5.s manglende herskertrang som alkoholikerens lod, men det stemmer ikke overens med tidens signalement. Han var elsket af befolkningen, og når diplomater og andet godtfolk beskrev hans person, var elskværdig et af de mest benyttede ord.11 Han var megastjernen i 1700-tallets Danmark – rokokoens kendte ansigt – og i en tid præget af sanselighed og nydelse kunne han prøve sine grænser af, uden at det fik konsekvenser.

En offentlig tilværelse i sus og dus har korrumperet mange og kastet kendte ud i misbrug og alt for tidlig død. Vi skal huske på, at Frederik 5. kun var 23 år, da han blev konge og endnu ikke mentalt rustet til al den virak. Set i det lys er det måske ikke så mærkeligt, at han blev alkoholiker. At han ikke misbrugte sine enevældige beføjelser, var nok mere beundringsværdigt, for helt uden lederevner var han ikke. Frederik 5. magtede i hvert fald at anføre en kongelig jagt, og når han drev vildtet frem, rådførte han sig hverken med Moltke, statsrådsexcellencerne eller de utallige officerer og hofsnoge, som udgjorde jagtselskabet.

Kongen er gået i glemmebogen, og kun de farverige anekdoter står tilbage. Dette er den første seriøse biografi om Frederik 5., som udkommer i anledning af 300-året for hans fødsel. Det er på tide at få Frederik 5. frem i lyset

Frederik 5.

og sætte ham ind i den europæiske kontekst, som hans regeringstid var en del af. Hvem var denne konge, som ikke lod sig friste af magten, som holdt fast i sine gamle venner, og som vitterligt elskede sin første hustru? Hvorfor døde han som nedbrudt alkoholiker i en alder af kun 43 år, og hvordan lykkedes det at fastholde illusionen om den kongelige værdighed, som Salys rytterstatue udstråler?

Lad os se, hvad der sker, når vi nedsænker den kongelige buste i Københavns Havn og lader det mørke vand rematerialisere den porøse gips.

Gyngen af Jean-Honoré Fragonard indfanger rokokotidens sanselighed. Den smukke kvinde i gyngen taber sin sko og viser ben. Den unge mand i billedets forgrund har frit udsyn til herlighederne og lader sig friste.