Frihed og fred by Gads Forlag

FRIHED OG FRED

Dansk forsvar under Den Kolde Krig

Jens Ole Christensen

Bogen er udgivet med støtte fra

Helen & Ejnar Bjørnows Fond

FRIHED OG FRED

Dansk forsvar under Den Kolde Krig

Nord Academic

Jens Ole Christensen

FRIHED OG FRED

Dansk forsvar under Den Kolde Krig

Af Jens Ole Christensen

ISBN: 978-87-12-07480-9

1. udgave, 1. oplag

Printed in Estonia

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Tekstredaktion: Kasper Monty

Omslag: Lene Nørgaard, Le Bureau

Omslagsfoto: Forsvarsgalleriet

Graﬁsk tilrettelæggelse: Kasper Monty

Repro: Narayana Press, Gylling Tryk: Print Best OÜ, Estland

Kopiering fra denne bog må kunne ﬁ nde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.nordacademic.dk

Læs mere om forlagets klimakompensering på vores hjemmeside:

OMSLAGET ØVERST

Den Kolde Krigs atomare forsvarstilpasning

Tungt haubitsbatteri på øvelse. Hæren modtog i 1955 12 stk. tung haubits (203-mm haubits) som våbenhjælp; et våbensystem, der kunne anvende både konventionel ammunition og atomammunition. Atomvåben spillede under hele Den Kolde Krig en central rolle i såvel trusselsbilledet som i NATO’s strategi og forsvarsplanlægning. Foto: Forsvarsgalleriet

OMSLAGET NEDERST

Den Kolde Krigs konventionelle forsvarsopbygning Fregatterne af Peder Skram-klassen i Øresund. Fregatterne blev bygget i Danmark som dansk-amerikansk Cost-Share. Det var et meget omfattende program, hvor Danmark og USA delte udgifterne til en betydelig fornyelse af Søværnet i 1960’erne. Den allierede våbenhjælp var en central forudsætning for dansk forsvars konventionelle opbygning igennem 1950’erne og for en betydelig materielmæssig fornyelse i 1960’erne. Foto: Forsvarsgalleriet

FORORD

I sommeren 1980 under den da voldsomt genopblussede kolde krig blev jeg som ganske ung gymnasieelev frivillig i Hjemmeværnet. Det har jeg været siden. Og i 1981-1982 var jeg værnepligtig i Hæren. Jeg tror bedst, jeg kan beskrive begge dele som en rejse, der kom til at forandre mit livs kurs helt afgørende, menneskeligt såvel som fagligt som historiker. Bogen om dansk forsvar under Den Kolde Krig er derfor også en personlig rejse for mig gennem mange erindringer. En rejse gennem en tid og vilkår, som mærkede generationer af danskere. Og en rejse gennem en periode af danmarkshistorien, hvor det militære forsvar spillede en vigtig men i historieskrivningen i høj grad overset rolle. Det er mit håb, at læseren vil følge med og opdage eller måske genopleve en lidt glemt side af Danmarks historie.

Jeg skylder mange en meget stor tak for hjælp og støtte.

Jeg vil først og fremmest rette en hjertelig tak til Helen og Ejnar Bjørnows Fond for initiativ og generøs støtte til udarbejdelsen og udgivelsen af denne bog. Uden fondens aktive medvirken var bogen ikke blevet til. En ganske særlig tak til Ole L. Frantzen, som tog initiativet, og som sammen med Jørgen Holmen har fulgt arbejdet med aldrig svigtende interesse og støtte.

Ligeledes en hjertelig tak til alle, der på forskellig måde har bidraget til arbejdet.

Til to fremragende unge historikere, Jacob Christian Rievers og Brian Traantoft Rasmussen, der tog meget aktivt del i den tunge forskning.

Til historikerne Margit Bech Vilstrup, Iben Bjørnsson, Peter Bogason, Michael Clemmesen, Ole L. Frantzen, Peer Henrik Hansen, Peter Hertel Rasmussen, Rune Holmeå Iversen og Martin Jespersen, der venligt og meget generøst har delt ud af deres kolossale viden om Den Kolde Krig og dansk forsvar.

Til min peer reviewer for en række meget konstruktive indspark.

Til Gads Forlag og forlagsredaktør Kasper Monty for godt samarbejde.

Og til en række institutioner for venlig hjælp: Krigsmuseet, Hjemmeværnsmuseet, Flyvevåbnets Historiske Samling, Forsvarsgalleriet, Rigsarkivet, Arbejderbevægelsens Arkiv og Folketingets Arkiv.

Den største og varmeste tak skal rettes til min kone, marinarkæolog Hanne Marie Myrhøj, og vores datter, Elisabeth: Tak for al jeres hjælp, støtte og opbakning gennem mange år. Uden den var det ikke lykkedes. Af hjertet tak!

Jens Ole Christensen

1. FRIHED OG FRED

INDLEDNING

”Frihed og fred” var et ofte anvendt motto i Danmark under Den Kolde Krig. Men det var også de to centrale ord i den socialdemokratiske ordfører Julius Bomholts beskrivelse af Atlantpagtens formål ved beslutningen i 1949 om dansk medlemskab af den vestlige forsvarsalliance; en alliance, der snart blev til det fælles forsvar NATO.

Ordene frihed og fred var ikke bare tomme fraser, men en viljefast reaktion oven på den ufrihed og ufred, man havde oplevet under Besættelsen, og de erfaringer, man havde gjort med de totalitære kræfter. På den måde dækker ”frihed og fred” også dansk forsvars to absolut vigtigste opgaver under koldkrigen. På den ene side afskrækkelse af angreb som et led i det samlede vestlige forsvar, og på den anden side forsvar af dansk område, hvis afskrækkelsen skulle svigte. Bag disse opgaver lå de dyrekøbte erfaringer fra forløbet op til og under Anden Verdenskrig, hvor det totalitære Tyskland havde kuet den frie verden og senere sammen med det totalitære Sovjetunionen holdt Europa i et jerngreb. Men også de konklusioner, der blev Vestens sammenbidte svar på de trusler, man i de tidligste efterkrigsår med stigende styrke så fra øst: At frihed og fred hvilede på sammenhold og på en troværdig afskrækkelse som svar på pression, trusler, kupagtige overfald eller regulære angreb – et svar i form af troværdige politiske og militære handlemuligheder. Men også på et troværdigt forsvar, som skulle kunne afvise et angreb, hvis afskrækkelsen fejlede.

”Frihed og fred. Dansk forsvar under Den Kolde Krig” behandler det danske militære forsvar i koldkrigsårene 1945-1991 som en del af den overordnede danske overlevelsesstrategi samt som en del af de heraf aﬂedte sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitikker. Det militære forsvar og dets rolle i perioden, herunder dets overordnede formål og konkrete målsætninger, er kun meget fragmentarisk belyst i

den eksisterende historieforskning og -skrivning. Bogen tager disse spørgsmål op sammen med det militære forsvars organisatoriske og operative sider i perioden. Det sker ud fra et ganske kort tilbageblik på 1800-tallets statssystem og dets begrænsede krige som modsætning til 1900-tallets statssystem og dets totale krige – og på de totalitære ideologier, der dannede rammen om koldkrigens trusselsbillede.

Bogen er på ingen måde en dækkende gennemgang af Den Kolde Krig og heller ikke den komplette historie om dansk forsvar i koldkrigsårene. Med et så omfattende og så lidt udforsket emne, som der her er tale om, har det været nødvendigt dels at afgrænse emneområdet, dels sine steder at male med den brede pensel. Detaljer har mange steder måttet vige for at skabe overblik. Andre steder er netop detaljen det centrale.

Når talen i dansk historieforskning og -skrivning en sjælden gang falder på det danske militære forsvar i koldkrigsårene, er det som regel forsvarsudgifterne, der er tilgangsvinklen til og målestokken for dansk forsvar. Vi måler stort set altid dansk forsvarsindsats i penge med den konstatering, at de danske forsvarsudgifter hørte til blandt de laveste i den vestlige alliance. Derimod er der kun gjort ganske få forsøg på at beskrive den i konkret forsvarskraft – hvilket unægteligt også er ulig vanskeligere at måle konkret. Der synes at være en vis enighed om, at det militære forsvar blot var et slags symbolsk medlemskontingent til alliancens sikkerhedsgarantier, men ikke i sig selv blev tillagt nogen egentlig militær, sikkerhedsmæssig betydning. I al fald ikke på det politiske beslutningstagerniveau. Opfattelsen er nok skarpest formuleret i bemærkningen om, at dansk forsvar primært skulle være et militært hornorkester, der kunne spille på plænen foran Det Hvide Hus, en bemærkning, der traditionelt tilskrives journalisten Erik Seidenfaden. Et medlem-

skontingent det gav god mening at begrænse til det absolut mindst mulige, da det jo netop kun havde symbolsk betydning.

Bogen her vender så at sige spørgsmålet om og ser på det militære forsvar, der faktisk blev opbygget gennem koldkrigsårene. ”Målt” gennem en udredning af det faktiske forsvars organisatoriske og operative side i perioden, set ud fra det formål og de målsætninger, der lå til grund for forsvaret. Hvortil straks må indskydes, at bogens synsvinkel er allieret forsvar af det dansk-nordtyske område; dansk forsvar i koldkrigsårene må efter tilslutningen til den vestlige alliance altid ses i den ramme som et i militær sammenhæng uadskilleligt hele. Sigtet er på denne måde at se på, hvilken militær betydning dansk forsvar blev tillagt og på hvilke beslutningstagerniveauer eller i hvilke -miljøer. Og se på, hvordan forsvaret var opbygget som organisation og i betydningen som et militært forsvar.

Bogen ser på 1900-tallet som den totale krigs århundrede og koldkrigen som en del heraf. Både i den forstand, at den krig, man frygtede i koldkrigsårene, var den totale, altødelæggende krig, der havde tegnet sig under de to verdenskrige.

Men også i den forstand, at 1900-tallets totalitære ideologier gav truslen om krig en endnu mere truende dimension i form af en hidtil uset ideologisering og totalisering af krigsførelsen, som politisk og mentalt nedbrød enhver begrænsning.

I indledningen, kapitel 1, skitseres bogens overordnede problemfelt og konkrete problemstillinger, begrebsapparat m.m. Fremstillingen tager derefter udgangspunkt i en prolog, kapitel 2, der ganske kort skitserer ”den totale krigs århundrede” og skitserer Den Kolde Krigs ”forhistorie”, med vægt på at forklare den totale krig og de totalitære ideologier, som den helt overordnede ramme om Den Kolde Krig.

Den egentlige analyse indledes med kapitel 3, der på den ene side skitserer valget af en ny dansk overlevelsesstrategi i 1940’erne – hvor koldkrigsårenes centrale politiske og m ilitære beslutninger blev truffet, med medlemskabet af FN i 1945, tilslutningen til Marshall-hjælpen i 1947-1948 og medlemskabet af Atlantpagten i 1949 som de centrale – og på den anden side skitserer valget af afskrækkelse i allieret ramme som overordnet målsætning for forsvaret; og skitserer et dansk eksistensforsvar i støbeskeen. Fokus ligger i dette kapitel på at belyse, hvilken rolle forsvaret blev tillagt i beslutningen om en ny overlevelsesstrategi og i selve strategien, ikke på at beskrive og forklare de mangesidede politiske beslutninger som sådan. Forsvarets rolle i den nye danske

overlevelsesstrategi, udmøntet gennem 1940’ernes politiske og militære beslutninger, tegner en af bogens røde tråde gennem hele Den Kolde Krig.

Herpå skitseres i kapitel 4 og 5 den hastige forsvarsopbygning i 1950’erne, hvor de konkrete rammer på stort set alle felter blev skabt, alt set i lyset af den internationale udvikling, herunder udviklingen af den vestlige alliances strategi og atomvåbnenes rolle heri. Det sker med fokus på to centrale processer: Dels NATO’s konventionelle forsvarsopbygning i første halvdel af 1950’erne, med forsvarsordningen 1950-1951 som dansk udgangspunkt. Dels alliancens atomare tilpasning af det fælles forsvar i anden halvdel af årtiet, med forsvarsordningen 1960 som dansk resultat af tilpasningen.

Kapitlerne beskriver dansk forsvars tætte integration i begge processer og i det allierede forsvar. Også styrkeopbygningen og den atomare tilpasning tegner røde tråde gennem hele koldkrigen.

Kapitel 6 ser på dansk forsvar – dansk-nordtysk – gennem tre årtier, 1960’erne-1980’erne, set under et – og set i den allierede ramme. Fokus i dette kapitel vil være en ”udredning” af ﬁ re centrale og tæt sammenvævede tråde omkring det militære forsvar: 1) En kort, overordnet skitse af det opfattede trusselsbillede, som det beskrives i de samtidige, ofﬁcielle trusselsvurderinger, der var til rådighed for samtidens beslutningstagere. 2) Det militære forsvars formål og målsætninger, som de blev fastlagt og beskrevet af det politiske beslutningstagerniveau. 3) Den konkrete udformning af den militære organisation, beskrevet ud fra elementerne organisation, materiel og doktriner, bl.a. periodens danske forsvarsordninger samt overordnede allierede og nationale, danske militære doktriner. 4) Så vidt det er muligt en overordnet beskrivelse af det forberedte forsvar, set ud fra den operative planlægning, beredskab og øvelser. Alt med udviklingen i NATO som ramme i form af tilpasningen til alliancens strategi, der indebar en delvis af-atomisering, men ikke en fornyet konventionel styrkeopbygning.

Mens kapitel 3 har dansk overlevelsesstrategi som tilgangsvinkel, er tilgangsvinklen i kapitel 4-6 dansk militært forsvar. Heraf er kapitel 4-5 på den ene side og kapitel 6 på den anden lidt forskelligt opbygget og med lidt forskelligt sigte. Kapitel 4-5 har mest form af et puslespil, hvor man tålmodigt må lægge en uoverskuelig række brikker, der til sidst danner et billede af 1950’ernes militære hastige opbygning og omstilling, i NATO som i Danmark. Kapitel 6 tegner med udgangspunkt i dette billede nogle centrale træk med

udgangspunkt i dansk forsvars formål og målsætninger. Det kronologiske forløb spiller naturligvis en helt central rolle, men nok så meget beskriver kapitlerne koldkrigsårenes centrale militære processer i form af overlevelsesstrategi, styrkeopbygning og tilpasning til skiftende allierede strategiske udgangspunkter, ikke mindst atomvåbnenes rolle. Eller lag af koldkrigens forsvar, hvor hvert lag byggede videre på det/ de foregående.

Bogen afsluttes med en epilog, kapitel 7, der ganske kort skitserer efterkoldkrigstidens nye trusler og dansk forsvars omstilling som følge heraf, ikke mindst set i lyset af den nye koldkrig, vi måske står over for, som følge af det russiske angreb på Ukraine i starten af 2022. En situation, hvor det giver rigtigt god mening at se på erfaringerne fra Den Kolde Krig 1945-1991.

PROBLEM, TILGANGSVINKLER OG AFGRÆNSNINGER

I det følgende afsnit skitseres bogens overordnede problemfelt og konkrete problemstillinger samt dets metodiske tilgangsvinkler og tematiske afgrænsninger.

Problemfelt

og problemstillinger

Michael Clemmesen, der både er højtstående ofﬁcer og central dansk militærhistoriker, har fremhævet, at der kun var beskeden interesse for sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål blandt ledende danske politikere i koldkrigsårene; en observation, der dog givetvis særligt dækker den senere del af koldkrigen. Clemmesen peger på, at en væsentlig årsag til den beskedne politiske interesse sandsynligvis var den faste danske, politiske tradition for at hente de primære sikkerhedspolitiske rådgivere i det udenrigsministerielle miljø. Blandt embedsmændene i dette miljø blev det normalt ikke anset for særligt relevant at lægge vægt på ”militærtekniske” vurderinger, fremhæver han. Her tog man udgangspunkt i det velkendte historiske dogme, at Danmark ikke effektivt kunne forsvare sig selv mod en stormagts angreb. Konklusionen blandt Udenrigsministeriets embedsmænd blev, påpeger Clemmesen, at det kun kunne være dansk forsvarspolitiks mål at yde et symbolsk bidrag til alliancesamarbejdet. Det medførte, at det militære forsvars væsentligste bidrag til dansk sikkerhed i deres øjne var at opretholde den minimale solidaritetsfacade. Forsvarets militære værdi, i egne og

den potentielle modstanders øjne, var af langt mindre betydning – hvis eventuelle mangler da ikke blev politiseret af de væsentligste alliancepartnere. Clemmesens konklusion er, at da de udenrigsministerielle embedsmænd ikke kunne eller ville bedømme forsvarets militære betydning, og da det ifølge dogmet var uden for diskussion, at Danmark ikke kunne forsvares, ville det være forkert at ofre ﬂere ressourcer, end troværdigheden i de allieredes øjne gjorde absolut nødvendigt; en opfattelse, han mener var almindelig hos civile embedsmænd og andre i det sikkerhedspolitiske beslutningsmiljø. Med andre ord, at dansk forsvar kun var et symbolsk bidrag til alliancesamarbejdet. 1 Også her givetvis en observation særligt fra den politisk turbulente, senere del af Den Kolde Krig.

Historikeren Bo Lidegaard og politologen Jens Ringsmose har samme vurdering; at dansk forsvar i koldkrigsårene kun havde en politisk-symbolsk rolle og ikke en militær. Bo Lidegaard bemærker, vistnok med et glimt i øjet, at fra de tidlige 1950’ere var det militære forsvar baseret på antagelsen om, at det skulle være netop så stærkt, at der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved Danmarks loyale medlemskab af NATO. Netop så begrænset, at selv ikke den mest mistænksomme kunne beskylde Danmark for en militaristisk oprustning. Og netop så billigt, at Socialdemokratiet ikke blev politisk sårbart på sin venstre ﬂanke. Ingen med blot overﬂadisk strategisk indsigt forestillede sig, siger Lidegaard, at det danske forsvar skulle forsvare landet mod en invasion eller mod et isoleret angreb på en udsat landsdel. Det territorielle forsvar var overladt til den amerikanske atomparaply, og alle forsikringer om det modsatte tjente først og fremmest til at sløre, hvor konsekvent denne linje blev ført ud i livet. 2 Jens Ringsmose fremhæver, at fra politisk hold blev forsvaret i koldkrigsårene i meget vid udstrækning betragtet – og behandlet – som entrebilletten til den amerikanske sikkerhedsgaranti og NATO. De færreste gjorde sig illusioner om, at dansk forsvar isoleret set var i stand til at gøre nogen større forskel for Danmarks sikkerhedsmæssige vilkår, fremhæver han, men et militært forsvar var medlemskontingentet til en plads i alliancen og den amerikanske sikkerhedsgaranti. Når forsvarsbudgettets størrelse skulle fastlægges, var det i reglen minimumskravene fra alliancepartnerne, og ikke de til enhver tid gældende trusselsvurderinger, som tiltrak sig de politiske beslutningstageres opmærksomhed. Ringsmoses konklusion er, at ”hvor lidt er nok” – og ikke det mere velkendte ”hvor meget er nok” – var det underliggende spørgs-

mål, når der blev truffet politiske beslutninger om forsvaret. 3 Han beskriver det som en generel småstatslinje blandt de små alliancemedlemmer.

Umiddelbart er vurderingerne, at dansk forsvar i koldkrigsårene kun havde en politisk-symbolsk rolle og ikke en militær, paradoksale, da Danmark var medlem af NATO og en del af NATO’s fælles forsvar. Jeg vil, som det skal fremgå, gerne udfordre disse vurderinger, for at efterprøve deres holdbarhed.

Ser man nærmere på Clemmesens beskrivelse, er det ganske tydeligt, at det er den klassiske danske neutralitetstradition, han peger på som udgangspunktet for det sikkerhedspolitiske miljø i koldkrigsårene. Umiddelbart er også det en ganske paradoksal vurdering, al den stund Danmark var allieret i NATO og forpligtet på alliancens politiske og militære strategi. Dansk sikkerhedspolitik byggede på alliancemedlemskabet og dets sikkerhedsgarantier samt på, at Danmark og dansk forsvar var led heri. Umiddelbart kan man vel spørge, om det militære forsvar igennem hele Den Kolde Krig i det sikkerhedspolitiske miljø og på det politiske niveau kun blev set som et symbolsk bidrag til alliancesamarbejdet, mens man tilsyneladende ikke tillagde det en militær funktion: At deltage i NATO’s afvisning af et angreb, hvis afskrækkelsen skulle svigte.

Clemmesens beskrivelse leder dog til et andet spørgsmål, nemlig om dansk sikkerhedspolitik i koldkrigsårene i virkeligheden var så fast og konsistent en størrelse, som det ofte fremstilles. Spørgsmålet er, om ikke sikkerhedspolitikken snarere var en åben slagmark mellem forskellige beslutningstager- og ekspertmiljøer. En kamp om retten til at deﬁ nere og udlægge sikkerhedspolitikken. Det falder ligefor at pege på to ekspertmiljøer i denne sammenhæng, nemlig Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet samt de til hvert af ministerierne knyttede institutioner; for Forsvarsministeriet særligt det militære forsvars ledende myndigheder. Det er næppe en kontroversiel antagelse, at der i koldkrigsårene på afgørende punkter var forskelle mellem Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet med hensyn til at deﬁ nere og udlægge dansk sikkerhedspolitik; forskelle, der afspejlede forskellige kulturer og holdningsuniverser i de to ministerier og deres institutioner. Det er næppe heller kontroversielt at antage, at betydningen af det militære forsvar som en del af sikkerhedspolitikken blev vurderet forskelligt i de to miljøer. Man kan måske endda spørge, om der var interne forskelle i særligt det udenrigsministerielle miljø, hvor den klassiske

neutralitetstradition og den klassiske diplomatrolle i de tidlige koldkrigsår uden tvivl kolliderede med det danske medlemskab af NATO og med et dansk militært forsvar som en central del af sikkerhedspolitikken.

Måske kan man også se dansk sikkerhedspolitik i koldkrigsårene som et spørgsmål om, hvem der i samtiden tilkæmpede sig tolkningsretten – og hvem historieforskningen efterfølgende tillægger deﬁ nitionsretten. Udenrigsministeriet blev i årene mellem de to verdenskrige det helt centrale danske ”sikkerhedsministerium”, hvor dansk sikkerhedspolitik blev både formuleret og forvaltet, ikke mindst i den radikale udenrigsminister P. Munchs ministerperiode i 1930’erne. Omvendt blev de militære ministerier totalt marginaliserede. Billedet ændrede sig formodentligt noget i de tidlige koldkrigsår, men det er helt tydeligt, at Udenrigsministeriet stod stærkest i kampen om udadtil at være det centrale sikkerhedsministerium. Bo Lidegaard peger således på, at det var i Udenrigsministeriet og ikke i Forsvarsministeriet, at der blev udarbejdet oplæg til de overordnede politiske retningslinjer, samt at det var gennem Udenrigsministeriet, den fastlagte politik blev udmøntet i praksis i forhold til NATO og alliancepartnere. 4 Men det er næppe forkert at antage, at der i koldkrigsårene indadtil foregik en vis diskret kamp mellem beslutningsmiljøerne omkring Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, om at sætte sig på formuleringen af sikkerhedspolitikken og til dels forsvarspolitikken.

Man kan i forlængelse heraf også spørge, om ikke dansk sikkerhedspolitik i koldkrigsårene var mere åben i den forstand, at den sandsynligvis bestod af både et retoriklag og et realitetslag. Et retoriklag, der bestod af den fremstilling af politikken, som den dominerende del af beslutningsmiljøet havde tilkæmpet sig retten til at tolke og defi nere; måske endda af nogle ”fi ktioner” om den førte politik, som det dominerende beslutningsmiljø havde formuleret. Og et realitetslag, der bestod af alliancesamarbejdet, og en stadig tættere integration i NATO’s militære strategi og fælles forsvar. Det er en af bogens bærende hypoteser. Der er næppe tvivl om, at retoriklaget i givet fald havde mange adresser af både udenrigs- og indenrigspolitisk karakter og derfor ofte fi k en tvetydig karakter. Sigtet er her at prøve at sammenholde de to lag i spørgsmålet om dansk forsvars rolle og vilkår i koldkrigsårene. Tanken om et retoriklag og et realitetslag kan illustreres med samarbejdspolitikken under Besættelsen som eksempel. Samarbejdspolitikken byggede på to vigtige fi ktioner, suverænitetsfi ktionen og neutralitetsfi ktionen:

Påstande om, at Danmark stadig var et suverænt land med en selvstændig og fri regering, samt at Danmark kunne holde sig neutral i forhold til krigens parter. Udviklingen skulle hurtigt vise, at der netop kun var tale om fi ktioner, men nok så vigtigt var fi ktionerne i Besættelsens tidligste periode det eneste, den danske regering kunne holde fast i over for de trusler, regeringen så for sig, i første række en nazificering af det danske samfund. Tilsvarende ligger det ligefor at pege på den ”formelle” danske ikke-blokpolitik i den tidligste koldkrig, hvor konfl ikten mellem øst og vest tegnede sig med stigende tydelighed, som en fi ktion. Ser man nøjere på perioden, var der ingen tvivl om, at Danmark politisk-ideologisk hørte til i den vestlige verden, men sikkerhedsmæssigt var der ikke umiddelbart nogen vestblok at tilslutte sig. Her er spørgsmålet i høj grad, om den danske ikke-blokpolitik var en principiel dansk politik eller en fi ktion som det eneste, man kunne holde fast i over for den trussel, man i stigende grad følte fra øst. Og hvor der synes at være betydelig forskel i retoriklaget og realitetslaget i sikkerhedspolitikken; mellem hvad man udadtil sagde, og hvad man indadtil i realiteten søgte at opnå.

Det er meget karakteristisk, at stort set al forskning inden for dansk sikkerhedspolitik tillægger Udenrigsministeriet deﬁ nitionsretten og kun bruger kildemateriale herfra, mens Forsvarsministeriets og det militære forsvars kildemateriale samt forsvarskommissioner og forsvarslovgivning m.v. kun yderst sporadisk er inddraget. Hermed overtager forskningen Udenrigsministeriets selvopfattelse og synspunkter, der ikke udfordres ved at inddrage materiale fra andre dele af beslutningstagermiljøet.

De norske historikere Kjetil Skogrand og Rolf Tamnes fremhæver, at internationalt har den historiske forskning i sikkerhedspolitik under Den Kolde Krig traditionelt haft fokus på beslutningsprocesser på det politiske og diplomatiske niveau, mens der mangler forskning med fokus på det militære niveau. Ved at se på sikkerhedspolitikken sammen med den militære, operative planlægning og virksomhed åbner der sig nye perspektiver; det sikkerhedspolitiske billede bliver ikke fuldstændigt uden denne synsvinkel. De fremhæver, at det er en af de vigtigste udfordringer for den historiske forskning på dette område; at bevæge sig fra det snævre fokus på regeringskontorerne til at undersøge den praktiske implementering af Den Kolde Krigs militære doktriner. 5

De ovenfor skitserede opfattelser tegner givet et billede af positionerne i dansk koldkrigsforskning angående det mi-

litære forsvars rolle i dansk overlevelsesstrategi og sikkerhedspolitik: At det militære forsvar kun spillede en symbolsk rolle som et medlemskontingent til den vestlige alliance og den amerikanske sikkerhedsgaranti, men ikke spillede en rolle som et militært forsvar af Danmark. Jeg vil som nævnt gerne udfordre disse opfattelser.

Ser man nu metodisk på spørgsmålet om, hvorvidt dansk forsvar udelukkende eller primært skal ses som et symbolsk bidrag til NATO, rejser der sig straks et centralt problem: NATO’s politiske og militære strategi var som nævnt dobbeltsidet: På den ene side at afskrække angreb og på den anden at afvise angreb, ifald afskrækkelsen fejlede. Ser man på den første del af strategien, afskrækkelse af angreb, giver det god mening at tale om dansk forsvar som et symbolsk bidrag. Et bidrag til den generelle vestlige afskrækkelse set under et. I den generelle afskrækkelse er det nok umiddelbart sværere at se dansk forsvar som udslagsgivende. Her synes problemet langt mere at være, om Danmark i de allieredes øjne solidarisk bar en rimelig del af byrderne, politisk og økonomisk. Det danske forsvarsbidrag kan på den måde ses som et symbol på den solidariske byrdedeling, der gav den samlede afskrækkelse troværdighed; eller omvendt ses som et symbol på dansk Free-Riding, der udstillede, at kæden havde et svagt led. Men afskrækkelsen havde et centralt indbygget paradoks: Afskrækkelsens troværdighed hvilede i høj grad på, at alliancens forsvar var i stand til virkningsfuldt at imødegå et angreb – alle landenes forsvar. Var de åbenlyst ikke i stand til det, tabte afskrækkelsen troværdighed. Afskrækkelsen hvilede på, at NATO-landenes forsvar ikke kun var symboler, men havde en reel militær kampkraft – også set med en mulig angribers øjne. Men afskrækkelsen hvilede også på, at en mulig angriber troede på, at NATO-landene havde både evnen og viljen til at anvende de militære midler i tilfælde af et angreb; at de netop ikke kun var symboler, men at såvel det militære forsvar som totalforsvaret magtede et forsvar. Det metodiske problem ligger således i, at man kun vanskeligt kan adskille de to aspekter, afskrækkelse og forsvar i de enkelte udsagn og handlinger; det var netop afskrækkelsens ide. Men dermed er det vanskeligt at adskille et forsvars afskrækkende og reelt militære rolle.

Med udgangspunkt i de ovennævnte overvejelser er bogens overordnede problemfelt, hvilken rolle det militære forsvar spillede i den danske overlevelsesstrategi og de heraf aﬂedte sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitikker i koldkrigsårene. De kon krete problemstillinger er på den ene side,

hvilket formål og hvilke målsætninger der politisk blev deﬁ neret for det militære forsvar i disse år, set i forhold til det opfattede trusselsbillede; hvilket formål beslutningstagerne ønskede forsvaret overordnet skulle afspejle, og hvilke målsætninger man mere konkret mente det skulle kunne indfri. På den anden side hvordan formål og målsætninger konkret blev udmøntet i det militære forsvars organisation, materiel og doktriner som ét kredsløb og dets operative planlægning, beredskab og øvelser som et andet. Sigtet er, ved at sammenholde centrale træk af disse faktorer, at efterprøve, i hvor høj grad man kan komme tættere på spørgsmålet om, hvorvidt dansk forsvar blot blev set som et symbolsk medlemskontingent til alliancens sikkerhedsgarantier, og om hvorvidt forsvaret blev tillagt et sikkerhedsmæssigt og forsvarsmæssigt formål og målsætninger ud over det; og i givet fald i hvilke beslutningstagergrupper og -miljøer. Som allerede nævnt et ganske ambitiøst mål, hvor det realistiske mål må være at skitsere nogle linjer i spørgsmålene.

Det er vigtigt her metodisk at skelne skarpt mellem to forskellige problemstillinger, der kan tegnes omkring dansk forsvar under Den Kolde Krig. Den ene mulige problemstilling er en beskrivelse af dansk forsvar, som dette tog sig ud for de samtidige aktører, ud fra den tilgængelige viden, de havde – uanset hvor rigtig eller forkert datidens opfattelse må tage sig ud i dag, set ud fra et nutidigt perspektiv og ud fra den nu tilgængelige viden. Den anden mulige problemstilling er en efterprøvning af rigtigheden af den viden, der stod til rådighed for de datidige beslutningstagere, målt i forhold til det, vi ved i dag, hvor tidligere utilgængelig viden slipper ud af arkiverne. Det gælder ikke mindst i forhold til det trusselsbillede, som datidens trusselsvurderinger ud fra den begrænsede viden, der var til rådighed, tegnede for beslutningstagerne. Bogen her søger den første problemstilling: At se beslutningerne i de datidige beslutningstageres perspektiv. For at forstå periodens forsvarsmæssige beslutninger må ud gangspunktet netop være det samtidige billede, ikke det bil lede, efter tiden kan tegne ud fra senere tilgængelige oplysninger. Det rører ved et generelt metodisk problem: Det er i historiske fremstillinger altid uhyre vanskeligt at holde den senere viden ude. Historie bliver meget let systematiseret bagklogskab, hvor tolkningen af begivenheder formes af senere viden; historien fortælles altid ud fra bevidstheden om, hvordan det faktisk gik, men forløbet og de beslutninger, der blev truffet, skal forstås ud fra deres samtidige forudsætninger. Men de to problemstillinger kan

ikke kombineres. Man kan ikke forklare og forstå fortidens beslutninger ud fra nutidens viden, kun ud fra datidens.

Tilgangsvinkler og afgrænsninger

Den centrale tilgangsvinkel for et værk om Den Kolde Krig er uden tvivl, hvilken koldkrigsskole og koldkrigsfortælling det skriver sig ind i. Der er i dansk koldkrigsforskning dannet forskellige forskningsmæssige skoler, der udgør grundlaget for tolkningen af perioden og dens problemstillinger. Og i forlængelse heraf er der formuleret en række fortællinger om Danmark under Den Kolde Krig. Meget groft skitseret kan man tale om to skoler, oftest betegnet som den traditionalistiske skole på den ene side og den revisionistiske skole på den anden; hvortil straks må tilføjes, at det følgende ikke er en egentlig, dækkende karakteristik af det danske forskningslandskab, men en forsimplet skitse af nogle modsætninger i forskningen. En skitse, der mest skal tjene til at ”selvangive” mig som forsker og danne udgangspunkt for en vurdering af mine tolkninger og deres rammer. En lidt mere dækkende karakteristik af det danske forskningslandskab ﬁ ndes bagerst i bogen.

Udgangspunktet for de to nævnte skoler er deres respektive opfattelse af Den Kolde Krigs årsager, drivkræfter og hovedaktører samt koldkrigens udtryksformer og konsekvenser. I en dansk sammenhæng bl.a. opfattelsen af truslens karakter, spørgsmålet om brud eller kontinuitet i dansk politik samt spørgsmålet om Danmarks kurs inden for alliancen.

Meget skematisk set kan man sige, at den traditionalistiske skole ser hovedårsagen til Den Kolde Krig i en totalitær og ekspansiv Sovjetunion, hvor Sovjetunionen tillægges en aktiv, truende rolle og Vesten en reaktiv, forsvarende. Her ligger fokus på den eksistentielle, politisk-ideologiske konﬂ ikt mellem øst og vest samt på den voldsomme østlige militære opbygning og dens entydigt offensive indretning. Den ser en klar politisk og militær trussel fra østblokken. Generelt kan man nok sige, at den ”klassiske” traditionalistiske fortælling om den danske koldkrigshistorie lægger vægt på bruddet i dansk sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitik i den tidlige koldkrig, hvor Danmark deﬁ nitivt opgav neutraliteten til fordel for alliancemedlemskab. Og den ser Danmark som en politisk loyal allieret i NATO og ser positivt på dansk forsvars militære rolle. I tiden efter Den Kolde Krigs afslutning har en mere kritisk traditionalistisk fortælling dog også markeret andre tolkninger. Denne fortælling sætter spørgsmålstegn

ved Danmarks loyalitet i den vestlige alliance, ikke mindst i fodnote-årene i koldkrigens slutfase i 1980’erne. Den mere kritiske tolkning er blevet betegnet som kritisk traditionalisme i modsætning til den klassiske traditionalisme.

Tilsvarende kan man meget skematisk sige, at den revisionistiske skole ser hovedårsagen til Den Kolde Krig i et imperialistisk og aggressivt USA, hvor Vesten med USA i spidsen tillægges den aktivt, truende rolle og Sovjetunionen en forsigtig, defensiv; det var, påpeges det mere eller mindre implicit, USA, der fremtvang konfrontationen, mens Sovjetunionen kun søgte at beskytte legitime forsvarsbehov og kun modvilligt fulgte med i USA’s oprustning. Der var derfor ikke tale om en politisk eller militær trussel mod Europa. Den revisionistiske skole afviser at tale om Sovjetunionen som en totalitær trussel; Sovjetunionen var blot en normal stormagt med normal stormagtsadfærd. Revisionismen er i sin mest radikale form nok aldrig rigtigt slået igennem i dansk koldkrigsforskning, men har til gengæld, i en ikke helt så radikal form, været meget dominerende i historiemiljøet. Den revisionistiske skole dækker dog i dag et bredt spektrum af synspunkter, der kan ligge langt fra den radikale revisionisme, men har dog ofte ﬂere underforståede klassiske revisionistiske præmisser. Fokus er typisk på strukturelle fænomener som faren for atomkrig og koldkrigens voldsomme oprustning, ofte med den underforståede præmis, at ansvaret herfor entydigt lå på vestlig side, særligt hos USA – og at løsningen entydigt var nedrustning, underforstået ensidig vestlig nedrustning. Generelt kan man nok sige, at den revisionistiske fortælling om den danske koldkrigshistorie lægger vægt på kontinuitet i dansk sikkerhedspolitik gennem hele 1900-tallet, med dansk neutralitetspolitik i 1930’erne som uudtalt udgangspunkt, og at den nedtoner rækkevidden af alliancemedlemskabet; det ses ofte som en form for neutralitet med andre midler. Den ser Danmark som en ganske forbeholden allieret i NATO, og ser negativt på dansk forsvars militære rolle.

Grundlæggende vil der således være tale om to uforenelige udgangspunkter for at forstå Den Kolde Krig: Lå Den Kolde Krigs alvorlige trusler som atomvåbenkapløbet og oprustningsspiralerne – som alle parter var enige om alvoren i – dybest set i konkrete faktorer som den totalitære østlige politiske og militære trussel, som traditionalisterne vil hævde? Eller lå truslerne ”kun” i strukturelle fænomener som den politiske og militære konfrontation mellem blokkene, som begge parter var lige ansvarlige for; nok særligt den vestli-

ge side, som revisionisterne typisk vil pege på – og som er et dominerende udgangspunkt i dansk historieskrivning? Sagt på en anden måde: Var nedrustning i sig selv den afgørende nøgle til at fjerne problemerne, eller ville det kræve en reform af det totalitære Sovjetunionen at fjerne problemerne, herunder faren for atomkrig og oprustningen?

Jeg bekender mig som klassisk, traditionalistisk historiker, og jeg har den traditionalistiske koldkrigsskole som tilgangsvinkel, hvilket vil udgøre rammen for tolkningerne i denne bog.

Historiske prismer

En mere overordnet tilgangsvinkel ligger i historiefagets formative traditioner og normer. Ser man overordnet på dansk historieforskning og -skrivning, har den radikale historietradition og denne traditions normer og dogmer været helt dominerende gennem hovedparten af 1900-tallet; dog har den marxistiske historietradition og dennes normer og dogmer fra sidste del af koldkrigsårene konkret været mere dominerende omkring dansk sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitik i form af den revisionistiske koldkrigsskole.

I kraft af den dominerende radikale tradition har krig og militær gennem generationer i høj grad været skrevet ud af danmarkshistorien. Traditionen ignorerede med historikeren Knud J.V. Jespersens ord den militære side af den historiske udvikling til skade for en dækkende samlet fortolkning. Den ”rigtige” historie blev, fremhæver han, historien om det uafvendelige fremskridt, hvilket langsomt, men sikkert ville fortrænge mørke, irrationelle kræfter. Konsekvensen var imidlertid en manglende evne til at håndtere fænomener som krig og militær der, som han fremhæver med et glimt i øjet, i den radikale historietraditions univers fremstod som irrationelle abnormiteter stridende mod al sund fornuft. I analogi med pressens verden rangerede sådanne fænomener efter denne traditions begreber på linje med værtshusslagsmål og sexskandaler, som den pænere del af pressen i hvert fald før i tiden overlod til de mere letbenede sensationsblade. Det var slet ikke et anliggende for anstændige mennesker at beskæftige sig med. 6 Herved afskæres enhver forståelse af så centrale og afgørende dele af historien som krig og militær.

Det centrale i den radikale historietradition er, at nederlaget i Krigen 1864 var det eneste tænkelige udgangspunkt for historieskrivningen; et historisk prisme, som hele dan-

markshistorien blev set og fortolket igennem. Det blev til historien om 300 års veltilrettelagte militære nederlag, som historiker Uffe Østergaard med ﬁ n ironi har bemærket. Men også, med historiker Jes Fabricius Møllers ord, til den ”defaitistiske selvtilfredshed, som har domineret dansk historieskrivning de seneste 150 år”; 7 underforstået det radikale ”hvad skal det nytte”-dogme.

Den radikale historietraditions normer og dogmer er også i dag i høj grad underforståede udgangspunkter for meget dansk historieforskning og -skrivning. I det omfang dansk forsvar behandles i historieskrivningen, sker det typisk ud fra ”hvad skal det nytte”-dogmet. Det er et uomtvisteligt faktum i dette dogme, at dansk forsvar ikke har og ikke kan have en militær funktion. Som følge heraf behandles militære forhold – og ofﬁcerer – oftest med en blanding af dyb arrogance og ironisk distance. Ofﬁcerer og militære eksperters udsagn ses som enten udtryk for skjulte, dunkle motiver og/eller for ren idioti, der ikke kan tillægges betydning. Militær viden og ekspertise affejes som ”militærtekniske detaljer”; et udtryk, man med sproglige variationer ofte støder på i såvel samtidige analyser som i senere historieskrivning, hvor det bruges til at bagatellisere og nedvurdere ekspertise omkring militære emner og betydningen heraf – og af militære problemstillinger i det hele taget. Det er dog meget vigtigt her at tilføje, at denne korte karakteristik selvfølgelig ikke yder retfærdighed til den megen solide krigs- og militærhistorie, der er skabt gennem tiden. Og nok så væsentligt kan man også pege på et nybrud i historieskrivningen omkring krig og militær: Danske historikere er faktisk begyndt at tage krig og militær alvorligt og pege på, at det er en afgørende del af danmarkshistorien. Min tilgangsvinkel vil være at se på det militære forsvar uden den almindelige arrogance og ironi.

På samme måde kan man også i nogen grad se ”fodnote-ﬁ rserne” som et historisk prisme i dansk koldkrigsforskning; et prisme, som Danmark under hele Den Kolde Krig bliver set og fortolket igennem. 1980’ernes politiske problemstillinger og politiske fronter, med kampen for henholdsvis imod fodnote-politikken og Danmarks anstrengte forhold til USA og NATO, bliver her en deﬁ nerende tolkningsramme for hele koldkrigen. Meget forenklet: Om Danmark var en forbeholden allieret, en loyal allieret eller en illoyal allieret. En tolkningsramme, hvor spørgsmålet om danske forbehold over for og afkobling fra NATO-samarbejdet bliver det centrale prisme, som hele Den Kolde Krig ses igennem.

Et prisme, hvor politisk-diplomatiske midler i form af danske afspændingsbestræbelser, atomvåbenforbehold og ikke-provokationspolitik typisk tillægges den altafgørende rolle i sikkerhedspolitikken, mens de militære midler i form af afskrækkelse og forsvar tillægges en fuldstændigt underordnet rolle. Og hvor ”afskærmning” i forholdet til NATO og særligt USA ses som den sikkerhedspolitiske hovedlinje, mens Danmarks integration i alliancen nedtones, og dansk ”beroligelse” af Sovjetunionen omvendt fremhæves. I forlængelse heraf deﬁ neres de centrale ”målepunkter” omkring det militære forsvar som danske forbehold over for stationering af allierede styrker og atomvåben i Danmark, der betones som afgørende begrænsninger i NATO-medlemskabet, mens den danske forsvarsopbygning i koldkrigsårene vurderes som svag. 8 Min tilgangsvinkel vil her være i højere grad at se fodnote-årene som en mindre del af Den Kolde Krig, måske nærmere en parentes, og ikke hovedlinjen.

Forsvarsplanlægning

I den konkrete beskrivelse af det militære forsvars rolle og vilkår i koldkrigsårene er den centrale tilgangsvinkel en analyse af den beslutningsproces, der førte frem til periodens forsvarsplanlægning, dvs. formuleringen af forsvarets formål og målsætninger samt dets organisatoriske rammer og operative idegrundlag. Denne proces foregik på to planer: Det militære og det politiske. Det militære plan i de militære myndigheder og det politiske i regeringen, Rigsdagen / Folketinget, internt i de politiske partier osv. Med hensyn til selve beslutningerne er det indlysende, at det militære plan var underordnet det politiske. Omvendt er det min antagelse, at tænk ningen – den ide-skabende og udviklende virksomhed –i meget vid udstrækning foregik på det militære plan.

Det er hensigten at se på dette samspil mellem de to planer: Udviklingen af ideer på det militære plan og deres efterfølgende behandling på det politiske. Forsvarsplanlægning er en løbende proces. Det er ikke tanken at følge den løbende diskussion på det militære plan gennem perioden, at søge at klarlægge alle synspunkter inden for værnene eller at følge den løbende diskussion i de politiske organer. En opgave af dette om fang ville overskride rammerne her. Jeg vil i stedet på afgørende punkter i udvik lingen tegne nogle snit på tværs af udviklingen og herigennem pege på de mest centrale linjer og brudﬂader. Ligeledes vil jeg begrænse analysen til de overordnede niveauer i forsvarsplanlægningen.

Konkret vil jeg tage udgangspunkt i periodens centrale forsvarskommissioner og -udvalg. Centrale på den måde, at de dels behandlede spørgsmål omkring forsvarsplanlægning, dels at deres arbejde blev udgangspunkt for behandling på det politiske plan. Med hensyn til behandlingen på det politiske plan vil jeg tage udgangspunkt i periodens centrale forsvarsforslag og deres behandling i de relevante politiske organer. Centrale forsvarsforslag forstået på den måde, at de vedrørte spørgsmål om forsvarsplanlægning. Og relevante politiske organer forstået på den måde, at de tog del i forsvarsplanlægningen.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at en politikformulering har ﬂere ”beslutningslag” og ﬂere ”rammer”. Beslutningslagene kan beskrives som et grundlæggende lag, som bygger på faste værdier, holdninger og normer som udgangspunkt for de centrale ideer. Men hertil kommer et lag, der også indeholder nogle interesser af forskellig art, der kan forme beslutningen. Og endelig et lag, der indeholder de politiske begrundelser og argumenter, der kan være præget af interesser og taktiske overvejelser. Kunsten er naturligvis at prøve at vurdere disse lag i beslutningerne. Rammerne om processen er her bl.a. de historiske billeder, ikke mindst besættelsesårene, der i en lang periode udgjorde beslutningstagernes erfaringsgrundlag, men også de trusselsvurderinger, der blev foretaget, og de afgørende indenrigspolitiske rammer.9

Selve analysen er afgrænset til de tre nævnte aspekter: 1940’ernes centrale politiske beslutninger, 1950’ernes politisk-militære opbygning og tilpasning og 1960’- 1980’ernes organisatoriske og operative udvikling, set ud fra det organisatoriske og det operative kredsløb. Det organisatoriske kredsløb bestående af forsvarets organisation, materiel og doktriner, og det operative kredsløb bestående af forsvarets operative planlægning, beredskab og øvelser. Eller rettere træk af disse kredsløb, hvor fokus vil være omkring organisation og materiel, der er de elementer, der i kraft af deres betydelige økonomiske tyngde givetvis vil være tættest forbundet med det politiske niveau og formuleringen af formål og målsætninger her. Derimod vil f.eks. personel, uddannelse, fredstidsledelse og fredstidsorganisation kun blive ganske summarisk behandlet. Geograﬁsk er begrebet dansk forsvar afgrænset til det dansk-nordtyske område, som i koldkrigsårene var den militære ramme om forsvaret. Tanken er således ikke en kronologisk og minutiøs gennemgang af forsvarets eller de militære værns udvikling i kold-

krigsårene, men at sammenstille formål og målsætning med centrale træk i den organisatoriske og operative udvikling. Altså om formål og målsætninger afspejles heri med det sigte at skitsere nogle linjer i spørgsmålene – med de begrænsninger, der ligger i den endnu tilgængelige viden.

En helt central metodisk tilgangsvinkel er som nævnt analysens tidsperspektiv. I dag kender vi historiens ”resultat”; det kom ikke til en militær konfrontation mellem øst og vest i Europa, østblokken og Sovjetunionen brød i stedet sammen, og Den Kolde Krig hørte langt hen ad vejen fredeligt op. Vi kan i dag faktisk slet ikke forestille os, at det kunne være gået anderledes. Og vi kan, ud fra eftertidens meget større viden, overblik og perspektiv, udtale os med en betydelig skråsikkerhed om forløb og beslutninger, som datidens aktører måtte stå meget usikre over for. Her glemmer vi fuldstændigt, hvor usikker og foreløbig situationen var i koldkrigsårene, og hermed tabes det helt centrale perspektiv i koldkrigshistorien: Den grundlæggende usikkerhed, der lå bag alle beslutninger. Det er et klassisk dilemma i al historieforskning og formidling; historien fortælles altid ud fra bevidstheden om, hvordan det faktisk gik. Hermed bliver fortællingen ofte en ahistorisk efterrationalisering. Men forløbet og de beslutninger, der blev truffet, skal forstås ud fra deres samtidige forudsætninger, her den helt grundlæggende usikkerhed. Ser man på Den Kolde Krig, skal perspektivet vendes til datiden og datidens viden og forudsætninger. Et af de steder, hvor dette dilemma træder særligt frem, er i begrebet ”truslen”. Truslen under Den Kolde Krig kan deﬁ neres på mange måder, og med udgangspunkt i forskellige deﬁ nitioner er det meget omdiskuteret omdiskuteret, hvorvidt der var en trussel mod Europa, hvad truslen mere konkret bestod i, og hvordan den gav sig udtryk. I dag, på sikker afstand, er det nemt at reducere truslen til en akademisk størrelse ud fra sikker viden om, hvordan det hele gik. Men den mulighed havde samtidens beslutningstagere ikke; her var usikkerhed et grundvilkår, der lå bag alle beslutninger. For samtiden blev kombinationen af østblokkens enorme militære kapacitet og det totalitære sovjetiske system et trusselsbillede, datidens danske beslutningstagere helt tydeligt agerede ud fra; ikke mindst den grundlæggende usikkerhed om, hvordan Sovjetunionen ville reagere i en konkret situation.

Tanken er her kun at tegne en kortfattet, overordnet skitse af det opfattede trusselsbillede, som det beskrives i de samtidige ofﬁcielle trusselsvurderinger, der var til rådig-

hed for samtidens beslutningstagere. Det konkrete, militære trusselsbillede er ikke det centrale her, men er et studie i sig selv.

BEGREBSAPPARAT OG ANTAGELSER

Historieforskning og -skrivning hviler altid på en række mere eller mindre eksplicitte antagelser og vurderinger af de centrale udviklingslinjer; i det følgende afsnit skitseres bogens begrebsapparat samt nogle antagelser og udviklingslinjer.

Centrale begreber og antagelser

Et centralt begreb i en analyse af det politiske niveau omkring dansk sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitik i koldkrigsårene er, hvad man kan betegne som den politiske ansvarsrolle; rollen som statsbærende parti eller partier. Rollen er som udgangspunkt nok knyttet til regeringsmagten, men som det skal fremgå, er det næppe forkert at sige, at den i den første del af Den Kolde Krig på det sikkerhedspolitiske område i høj grad blev udfyldt af Socialdemokratiet som det dominerende parti i dansk politik. Både når det havde regeringsmagten, men også som opposition. Et tilsvarende centralt begreb er den politiske konsensus, der politisk blev skabt om sikkerheds- og forsvarspolitik med udgangspunkt i ansvarsrollen. Her er de centrale aktører de ﬁ re ”gamle” partier i dansk politik, Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti (De Konservative) og Det Radikale Venstre (De Radikale). Aktørernes rolleopfattelse er uden tvivl en grundlæggende faktor bag den førte politik, idet denne opfattelse farver deres motiver, interesser og strategier.10

Det er som antydet ovenfor et hyppigt udgangspunkt i dansk historieforskning og historieskrivning mere eller mindre direkte udtrykt, at krig udelukkende er irrationel og meningsløs blodsudgydelse, samt at et dansk militært forsvar er helt igennem meningsløst. Der er uden enhver tvivl rigtigt mange eksempler på irrationelle og meningsløse krige i historien. Men det er en grundlæggende antagelse her, at militær magt i koldkrigsårene var et politisk redskab, der aktivt kunne anvendes til at opnå politiske mål: Et centralt politisk redskab til at opnå det afgørende politiske mål at undgå krig; efter atomvåbnenes introduktion det altafgørende politiske mål. De vestlige allieredes overordnede strategi hvilede derfor helt fra Atlantpagtens oprettelse på tanken om at afskrække angreb og forebygge krig. Men netop i kraft af

deres altødelæggende karakter blev de militære midler under Den Kolde Krig en latent trussel, som kunne bruges til politisk pression og afpresning; måske deres vigtigste rolle i koldkrigsårene.

Den Kolde Krig kan beskrives som en ”krig”, hvor alle tænkelige midler blev taget i brug – undtagen egentlig anvendelse af militære midler; i al fald i Europa. Deres rolle var, set fra vestlig side, at afskrække modparten og gøre afskrækkelsen troværdig. Men netop her lå også afskrækkelsens paradoks: At afskrækkelsens troværdighed hvilede på en troværdig evne til at imødegå modparten, konventionelt som atomart; at modparten vurderede afskrækkelsen som troværdig. Dette skifte i de militære midlers rolle kan ses i tilgangen: Hvor man tidligere havde talt om forsvarspolitik og tænkt på at vinde krige eller at undgå at blive inddraget i krige, blev sikkerhedspolitik nu det overordnede begreb oven på de to verdenskrige; at undgå en ny altødelæggende krig –og i stedet opnå sikkerhed.

Det analysemæssige begrebsapparat omkring det militære forsvar i koldkrigsårene er ikke særligt veludviklet. Det gælder både når man ser på den samtidige sikkerheds- og forsvarspolitiske diskussion og på den senere historieforskning og -skrivning. Ligeledes skiftede begrebsanvendelsen på ﬂere felter en del under den lange koldkrigsperiode. Jeg har foretaget en vis sproglig ensretning for at lette forståelsen.

Bo Lidegaard har peget på begrebet overlevelsesstrategi. Det beskriver han som en helt overordnet strategi, der sigtede på statens og nationens overlevelse samt mere taktisk betonede politikker, som strategien under skiftende ydre omstændigheder blev omsat til. Lidegaard peger som et eksempel på neutralitetstanken som dansk overlevelsesstrategi i årene op til og under Besættelsen, med tilpasningspolitikken op til og samarbejdspolitikken under Besættelsen som de taktiske politikker. 11 Overlevelsesstrategi vil også være et overordnet begreb her. Tilsvarende er sikkerhedspolitik et centralt begreb her. Langt ind i Den Kolde Krig brugte man politisk begrebet udenrigspolitik som overordnet ramme. Det lå helt i forlængelse af Udenrigsministeriets selvforståelse, hvor sikkerhedspolitikken blev set som en del af ministeriets arbejdsområde – med den underforståede pointe, at forsvarspolitikken ikke som udgangspunkt var en del af sikkerhedspolitikken. Jeg bruger lidt ahistorisk begrebet sikkerhedspolitik, når de samtidige aktører tydeligvis taler herom, selv om de siger udenrigspolitik. Heri ligger den mo-

derne opfattelse af sikkerhedspolitik som den overordnede ramme og med udenrigspolitik og forsvarspolitik som elementer heri.

Formål og målsætning

Som nævnt er bogens centrale analyse det militære forsvars rolle og vilkår i koldkrigsårene med den konkrete forsvarsplanlægning som en central tilgangsvinkel. Den konkrete forsvarsplanlægning skal beskrives ud fra forsvarets formål og målsætninger samt dets organisatoriske rammer og så vidt muligt operative idegrundlag.

Forsvarets formål handler om hensig ten med forsvaret – hvorfor man vil have et forsvar, og hvad man vil opnå med det. Dets målsætninger hand ler om forsvarets adfærd –hvordan man vil have, forsvaret skal udformes, og hvordan dets opgaver konkret skal løses. Målsætningerne er ideelt set aﬂedt af formålet. De politiske fastlagte målsætninger omsættes af det politisk-militære plan til konkrete militære opgaver, som den militære organisation pålægges.

Med tilslutningen til Atlantpagten, der hurtigt blev til det fælles forsvar NATO, valgte Danmark at tilslutte sig alliancens politiske og militære strategi og at blive en del af det fælles vestlige forsvar. Herigennem tilsluttede Danmark sig det formål, der lå i alliancen: At det militære forsvar skulle forhindre en ny krig. Og tilsluttede sig de målsætninger, der blev formuleret herudfra: At afskrække angreb på medlemslandene, og – hvis afskrækkelsen slog fejl – forsvare landene. Dansk forsvars overordnede formål og målsætninger var således fastlagt og kan beskrives som at forhindre krig gennem afskrækkelse og forsvar som en del af den fælles vestlige forsvarsindsats. 12 Herindenfor skulle der igen deﬁ neres konkrete målsætninger for dansk forsvar, som en del af denne ramme.

Forsvarets formål og målsætninger fremgår med stigende klarhed af periodens lovgivning og den politiske behandling i Rigsdagen og Folketinget. Formål og målsætninger blev først egentligt lovbestemt efter Den Kolde Krig, men fremgår typisk af bemærkninger til lovforslag, ministerens forelæggelse osv.

Som nævnt kan man på det militære plan tale om to sammenhængende kredsløb, et organisatorisk og et operativt kredsløb. Det organisatorisk kredsløb består af tre delelementer: Organisation, materiel og doktriner. Det operative kredsløb ligeledes af tre delelementer: Operativ planlægning,

beredskab og øvelser. Disse to kredsløb bør hænge snævert sammen med forsvarets formål og målsætninger.

Det militære forsvars organisation og materiel blev i høj grad fastsat gennem forsvarslove, forsvarsforlig og forsvarsaftaler gennem hele Den Kolde Krig og kan følges ret nøje; doktriner derimod mere internt i det militære forsvar som en løbende proces, der kun kan skitseres i helt overordnede træk. Det operative kredsløb er ulig vanskeligere at følge. Dels fordi det har været omgærdet af meget dyb hemmeligholdelse, dels fordi det var en løbende og kompliceret proces, som det klart overskrider rammerne her at skitsere andet end i helt overordnede træk.

Eksistensforsvar og neutralitetsforsvar

Følger man forsvarsdebatten i Danmark i årene efter 1864, ikke mindst i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet med Københavns Befæstning som omdrejningspunkt, er det tydeligt, at der må skelnes mellem to helt afgørende forskellige opfattelser af formålet med dansk forsvar, hvilende på hvert sit værdigrundlag. Dette gælder både på det militære og det politiske plan. Disse to formål kan beteg nes eksistensforsvaret og neutralitetsforsvaret

Udgangspunktet for eksistensforsvaret var, at enhver militær krænkelse af statens suverænitet, integritet og i sidste ende ek sistens skulle imødegås med militære midler. Sigtet var umiddelbart at afvise krænkelsen, men forsvaret skulle imødegå denne, uanset om det på forhånd forekom sandsynligt, at krænkelsen kunne afvises. Populært sagt var grundtanken at kæmpe for statens eksistens.

Neutralitetsforsvaret var på mange måder en reaktion mod eksistensforsvaret; såvel en afvisning af centrale dele af eksistensforsvarets grundtanke, som af eksistensforsvarets udformning som et forsvar koncentreret i det befæstede København. Udgangspunktet for neutralitetsforsvaret var en præmis om, at det var umuligt at afvise et stormagtsangreb med militære midler, og at et forsøg på dette ville være formålsløst. I stedet skulle forsvaret afskrække eller imødegå neutralitetskrænkelser så tid ligt som mu ligt og af vise dem, inden de udviklede sig. Sigtet hermed var at hindre, at man ad denne vej blev inddraget i krigshand linger. Forudsætningen for anvendelsen af militære mid ler var, at der var udsigt til et heldigt udfald, dvs. en tilbagevenden til en tilstand som ikkekrigsførende – eller måske nærmere ikke aktivt krigsførende. Var der ikke det, var indsatsen – når det drejer sig om et an-

greb fra en stormagt – udsigtsløs. Populært sagt var grundtanken i neutralitetsforsvaret, at forsvarets primære opgave var at forebygge krig ikke at føre krig.

De to formål var igen i spil i 1930’ernes forbitrede diskussioner om dansk forsvar, hvor tanken om et eksistensforsvar blev fuldstændigt marginaliseret i forhold til et meget begrænset neutralitetsforsvar. Det er næppe forkert at hævde, at det nærmere forholdt sig omvendt efter krigs- og besættelsesårenes ufrihed og ufred. Og det ligger mere ligefor, at neutralitetsforsvaret blev irrelevant efter det danske medlemskab af Atlantpagten.

Kupforsvar, tærskelforsvar og brohovedforsvar

Michael Clemmesen har gennem ﬂere banebrydende studier af dansk forsvar i 1800- og 1900-tallet deﬁ neret en række analytiske begreber, der i mere eller mindre erkendt og formuleret form, og mere eller mindre sammenblandet, indgik i koldkrigsårenes diskussion om det militære forsvars målsætning. Med udgangspunkt i Clemmesens model kan man, inden for Atlantpagten / NATO’s krigsforebyggende formål, pege på en række forslag til målsætninger for dansk forsvar.13 Her skal peges på tre målsætninger, der hver indeholder en operativ ide:

Kupforsvar var udtryk for den begrænsede målsætning, at forsvaret skulle forhindre, at en indre eller ydre fjende med beskedne styrker overrumplende erobrede dansk territorium, eller blot dets nøglepunkter, eller overrumplede dansk

forsvar, inden en modstand kunne organiseres. Kupforsvaret havde på den måde primært sigte på nøglepunkter, der ville være centrale i en fysisk besættelse og/eller magtovertagelse.

Tærskelforsvar var udtryk for den mere omfattende målsætning, at forsvaret skulle kunne imødegå et angreb og yde en så langvarig modstand, at der var sandsynlighed for, at den vestlige alliances solidaritet trådte i kraft – i sidste ende i form af modangreb med amerikanske strategiske atomvåben. Tærskelforsvaret sigtede især på at afskrække angreb, ved at angriberen måtte gå ud fra, at et angreb kunne udvikle sig til en krig med hele den vestlige alliance, i sidste ende en altødelæggende atomkrig. Målsætningen lå her i forlængelse af det faktiske amerikanske atomvåbenmonopol i koldkrigens tidligste år og i forlængelse af NATO’s doktriner i 1950’erne, der havde fokus på truslen om at besvare et angreb med atomvåben. Tærskelforsvaret havde sigte på hele det danske territorium, men territorium kontra udholdenhed var faktorer, der måtte afvejes nøje.

Brohovedforsvar var overordnet set udtryk for samme målsætning som tærskelforsvaret, men i stedet for det atomare modangreb var tanken om at forstærke de kontinentale, europæiske landes konventionelle forsvar trådt i forgrunden. Sigtet var at sikre de bedst mulige betingelser for modtagelse af hjælp udefra ved at opfatte territoriet som brohoveder, hvor man kunne holde ud og afvente forstærkninger. Målsætningen lå i forlængelse af NATO’s doktrin fra 1960’erne, at et angreb skulle imødegås med et ﬂeksibelt svar, der kunne eskaleres. Territorium og tid var her parametre, som blev nøje afvejet.