Friske bær og falske toner

Ewa Klingberg

FRISKE BÆR og FALSKE TONER

Af samme forfatter på dansk:

Kræmmerfund og kærlighed (2020)

Sølvtøj og sød musik (2021)

Falske perler og brændte hjerter (2022)

Lyserød lak og gyldne løfter (2023)

Ewa Klingberg

Friske bær og falske toner

Roman

på dansk ved rikke toft kleemann GADS FORLAG

Friske bær og falske toner er oversat fra svensk af Rikke Toft Kleemann efter Falska toner och söta vinbär

Copyright © 2019 Historiska Media & Ewa Klingberg

First published by Historiska Media, Sweden 2020

Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2024

ISBN: 978-87-12-07475-5

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet

Boget er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Solen varmede godt, og bag hende skramlede kuffertens hjul hen over asfalten. Uden varsel holdt boligområdet op, samtidig med at Therese kunne mærke, at den lette stigning, hun havde fornemmet noget tid, tog mærkbart til. Stofnettet, hun havde over skulderen, slog imod hendes hofte, og sveden piblede frem på panden. Hun stoppede op og krængede jakken af, som hun bandt rundt om livet.

Beslutningen om at gå hele vejen til Brunstorp frem for at vente på bussen til Gränna havde måske alligevel ikke været den bedste. Men nu kunne der ikke være langt igen. Therese tog et nyt greb om kuffertens håndtag og fortsatte med at gå. Ikke engang en flaske vand havde hun taget med.

Til venstre for hende drønede trafikken af sted på E4’eren, og nedenfor glitrede vandet i Vättern. Så vidt hun kunne huske, havde hun ikke været i Huskvarna tidligere, var kun kørt forbi. Men det, hun indtil nu havde set af byen, tiltalte hende. Ældre villaer blandet med hyggelige boligblokke og et konditori, der hed Gustafs.

Uden for byskiltet passerede Therese nogle kolonihaver inde bag et højt vildthegn, og så var hun endelig fremme ved indkørslen

op til Brunstorp Trädgårdscafé og Vandrehjem. Hun stoppede op og pustede ud. Foran hende ventede endnu et stejlt stykke, som planede ud ved en parkeringsplads, før næste stigning begyndte. Hivende efter vejret afventede hun, at kræfterne vendte tilbage, inden hun begav sig opad igen.

Therese skråede hen over parkeringspladsen og skød genvej hen over græsplænen. På en bænk med ryggen op ad en rød trævæg sad en mand med benene strakt ud foran sig og korslagte arme. Det lille hus og lave stakit rundtom fik hende til at tænke på et miniatureland. Therese følte sig iagttaget, men det var umuligt at afgøre, om han fulgte hendes bevægelser bag de mørke solbriller. Kræfterne var ved at slippe op igen, men hun havde ikke tænkt sig at give ham den fornøjelse at se hende opgive. Så hun fortsatte sammenbidt.

Mellem to høje stensokler holdt benene op med at adlyde, og hun blev stående. Gårdspladsen fortsatte stejlt opad, og hun måtte lægge nakken tilbage for at kunne se hovedhuset i sin helhed, som det lå der på den næsten mandshøje kampestensmur. Bag det rejste fjeldsiden sig så brat, at hun ikke kunne forstå, at det overhovedet havde været muligt at bygge et hus der. Selv de to sidefløje, der ligesom hovedhuset var opført i to plan, gav indtryk af at klamre sig til naturen for ikke at glide ned ad skrænten. Følelsen af at være blevet transporteret flere hundrede år tilbage i tiden var helt tydelig.

Therese lod sit blik glide hen over stedet, og hun fik øje på brevkassen, der hang, hvor den skulle ifølge instruktionerne, hun havde fået på mail. Hun stak hånden derned og fiskede den lovede kuvert op. Therese Malm, stod der med store bogstaver hen over den. Gennem papiret kunne hun mærke omridset af en nøgle.

Hun så sig om i håb om at forstå, hvilken vej hun skulle nu. Et uanseeligt træskilt med teksten Bränneriet pegede til venstre. Kufferten lod hun stå ved stensoklerne, hun måtte hente den senere. Lårmusklerne værkede, og benene rystede, da hun til sidst satte nøglen i låsen til huset, som hun havde lejet for sommeren.

Therese snublede ind over dørtærsklen og måtte tage for sig for ikke at falde. Vaklende fandt hun frem til tekøkkenet og åbnede for vandhanen. Hun fandt et glas og drak, indtil hun ikke længere var tørstig. Foruden tekøkkenet bestod huset af en lille entré, to rum i forlængelse af hinanden og et badeværelse.

Der var lavt til loftet, og Therese måtte bøje hovedet for ikke at ramme topstykket i dørkarmen. Fra soveværelset førte en dør ud til en terrasse. Udsigten var vidunderlig. Knortede æbletræer, stier, der snoede sig, og blomstrende tulipanbede. Her ville hun få det godt, og lysten til at arbejde ville vende tilbage, det var hun sikker på. Hun var så fordybet i egne tanker, at hun først slet ikke opfangede den lette banken. Da hun endelig fattede, at hun nok burde åbne, havde den lette banken forvandlet sig til en højlydt buldren. Hun skyndte sig gennem de to rum.

På den anden side af hoveddøren stod manden, der havde siddet nede på bænken.

“Tak,” sagde hun, da han løftede hendes kuffert ind over dørtærsklen.

Han rettede sig op og skød solbrillerne op.

“Jeg hedder Sandor,” sagde han og strakte hånden frem.

“Therese,” sagde hun og lod ham holde sin hånd i sin en anelse længere end nødvendigt.

Øjnene, som var de mest brune, hun havde set, lyste under de velformede øjenbryn. Plukkede han dem? Hele ansigtet lod

til at være mejslet af en kunstner, som havde bestemt sig for at skabe det smukkeste, vedkommende kunne, men hvis kniv var smuttet. Tværs over mandens kind, fra øjenkrogen til mundvigen, løb et spinkelt ar.

“Ja, så skal jeg ikke forstyrre mere,” sagde Sandor og smilede skævt.

Therese blev stående med hånden på håndtaget. I et øjeblik fik hun følelsen af, at der var noget bekendt over ham, men hun kunne ikke komme i tanke om hvorfor. Hvor kunne hun være stødt på ham henne? Hun rynkede panden. Havde hun set ham i fjernsynet? Therese trak på skuldrene og lukkede døren. Så åbnede hun den igen og tog nøglen ud, hun havde efterladt på ydersiden.

I det store rum, som lå i forlængelse af tekøkkenet, stod et hvidmalet, rustikt langbord med intet mindre end otte stole omkring sig. Therese stillede alle på nær to til siden og baksede bordet hen foran vinduet på den lange led. Et perfekt sted at sidde at skrive! Når hun gik i stå, kunne hun bare løfte blikket og suge kraften fra den fantastiske udsigt til sig. Her kunne hun indtage sine måltider for enden af bordet på den korte led. Når vejret tillod det, skulle hun selvfølgelig sidde udenfor og spise på terrassen. Eller måske ved et af bordene nede mellem æbletræerne.

Therese åbnede sin kuffert. Bøgerne, hun havde pakket så omhyggeligt derned, lå hulter til bulter med tøjet, skoene, badetøjet og hendes toiletsager. Hun glædede sig til en varm og dejlig sommer. Hvis hun fraregnede al litteraturen, så rejste hun temmelig let. Bøgerne sorterede hun i to stakke længst til venstre på bordet. Hun tog sin computer, blokke og kuglepenne frem. Gik tilfredst et skridt bagud. I morgen ville hun begynde at arbejde.

Huset havde to senge. De stod side om side med hovedgærderne op mod væggen og var skilt ad af et gammeldags potteskab. Therese flyttede skabet og skubbede sengene sammen. Hvorfor sove i en, når hun kunne brede sig i to?

Solen var på vej ned, og den orangefarvede himmel spejlede sig i Vätterns gråblå vand. Hvor var det heldigt, at hun var faldet for lige præcis dette hus blandt alle dem, hun havde kigget på. I bunden af sit stofnet fandt hun en banan med en lidt brunplettet skal. Hun spiste den, mens mørket faldt på uden for vinduet. I de næste fire måneder skulle dette være hendes hjem.

Klokken var ikke engang seks, da Therese slog øjnene op og følte sig udhvilet. I lang tid lå hun bare og funderede over den susende lyd, der kom og gik. Den forstyrrede ikke, tværtimod. Tonearten var behagelig. Da hun til sidst kom i tanke om, hvad det var, grinede hun. Det var trafikken på motorvejen. Så mærkeligt at den svage trafikstøj kunne opleves som afslappende. Hun smed dynen af og listede ud på badeværelset, hvor hun løsnede sin sovehætte og slap sine dreadlocks løs. Hun mærkede forsigtigt på dem og besluttede sig for at vaske sit hår. Frisuren var et resultat af at være blevet inviteret til at være forsøgskanin for ungdomsuddannelsens frisørhold. Først havde hun protesteret højlydt, da dreadlocks kom på tale, men allerede et par timer senere sad hun der i stolen og så den mærkelige frisure vokse frem i spejlet. Therese havde planlagt en anderledes sommer, og hvad ville være mere passende end en original frisure. Desuden var hun blevet forsikret om, at de filtrerede totter faktisk var til at rede ud, hvis hun skulle blive træt af det. Selvom det nok ville kræve en stor portion tålmodighed.

Therese vaskede håret nøje i forhold til de instruktioner, hun havde fået. Vred så meget vand ud, hun kunne, frotterede det med

et håndklæde og lod så håret tørre naturligt, mens hun ventede på, at caféen skulle åbne.

Lige før klokken otte slentrede hun over mod sydfløjen. Gårdspladsen henlå i skygge, og hun trak cardiganen tættere om sig. Døren stod på klem, og hun blev mødt af duften af kaffe og nybagt brød. Gulvet knagede, og det høje dørtrin havde tydelige spor af tidens gang.

“Godmorgen!”

Therese smilede til den buttede kvinde med det røde hår og røde pletter på kinderne fra varmen på komfuret, som dukkede op omme bag disken.

“Du må være Therese,” sagde hun på bredt smålandsk.

Da Therese nikkede, fortsatte kvinden: “Jeg hedder Beatrice, og det er mig, der driver caféen og vandrehjemmet.”

Therese nikkede igen og tog kvindens fremstrakte hånd.

“Morgenmadsbuffeten er sat frem. Den indgår i prisen.”

“Tak,” sagde Therese og fortsatte ind i næste rum. Hun havde ikke ventet sig den overdådighed, der mødte hende. Her var alt, hvad hun kunne ønske sig af frugt, bær, yoghurt, juice og smoothies. Under et viskestykke lå et helt bjerg nybagt brød. Therese fyldte en bakke og satte sig ved et bord ved gavlvinduet. Herfra kunne hun også nyde den milevide udsigt, som nærmest tog vejret fra hende. Hun var alene i spisesalen, men hun hørte fodtrin og spekulerede på, om der var flere gæster her, selvom turistsæsonen lå en måned ude i fremtiden. Kort efter trådte to mænd ind, i arbejdstøj og med Parkforvaltningen på jakkerne. Derefter kom et selskab på fire, som satte sig i det fjerneste hjørne. Af samtalen at dømme startede de dagen med et morgenmøde. Therese ryddede op efter sig og hentede en kop kaffe mere,

som hun havde tænkt sig at tage med op i huset sammen med en croissant. Da hun var på vej ud, råbte Beatrice efter hende.

“Du må gerne køre din bil op og parkere foran garagen frem for nede på parkeringspladsen.”

“Jeg er ikke i bil,” sagde Therese.

Beatrices øjne blev store.

“Har ikke engang kørekort,” tilføjede Therese. “Jeg bor midt i Gøteborg.”

Hun følte sig nødsaget til at forklare sig. Beatrice så ud, som om hun var usikker på, om hun havde hørt rigtigt. Men så lyste hun op.

“Du kan låne en af elcyklerne, som vi har til udlejning, hvis du vil.”

“Tak,” sagde Therese og tænkte på bakkerne. “Det vil jeg gerne.”

“Tag den røde. Den er din, så længe du er her.”

Therese gik tilbage til huset og satte sig ved arbejdspladsen, hun havde lavet. Hun nippede til kaffen og så ud over frugthaven, som lod til at strække sig i det uendelige i alle retninger. Nogle af træerne var ved at springe ud, og hun glædede sig til at opleve æbleblomstringen på nært hold. Den ville minde hende om somrene, da hun var barn, og familien havde haft et sommerhus i Ulricehamn-området.

Langt nede mellem træerne anede hun noget bevæge sig. Hun fokuserede. Det kunne ikke være nogen anden end Sandor, der gik fra træ til træ. Tilmed måden, han bevægede sig på, virkede bekendt. Var han gartner? Havde han arbejdet i Botanisk Have eller Slotsparken?

Hun løsrev sig fra udsigten og tændte sin bærbare computer.

Opgaven, hun havde fået, tyngede hende. Og tiden blev kortere og kortere for hver dag, der gik. Siden årsskiftet havde hun skrevet den ene tekst efter den anden, slettet lige så meget og skrevet noget nyt. Til trods for at hun syntes, at hun havde endevendt sig selv, havde hun indtil nu ikke fundet de rigtige ord.

Da hun takkede ja til at skrive Sveriges historie gennem tusinde år i et letlæst format for personer med nedsatte læseevner og nyankomne, havde hun troet, at det ville blive en let opgave. Hendes historiske viden var stor, og hun havde tilmed en doktorgrad i emnet at læne sig opad. Men nu cirka fem måneder senere var hun stadig ikke kommet ordentligt i gang, og hun forventedes at være færdig ved juletid.

Therese rakte ud efter den øverste bog i stakken med referencelitteratur og bladrede på må og få i den. I hovedet vidste hun præcis, hvad det var, hun gerne ville. Men det var en helt anden ting at få det ned på papiret. At benytte sig af et enkelt sprog, uden at det blev for barnligt, var meget sværere, end hun havde forestillet sig.

Ubevidst søgte hendes øjne ud mod haven. Sandor var væk. I stedet havde en gruppe børn med refleksveste på samlet sig neden for hendes hus. En børnehave på udflugt i det fine vejr, gættede hun på. Kaffen var blevet kold, og hun gik ud i tekøkkenet i håb om, at en tidligere lejer havde efterladt en pakke kaffebønner. Hylderne var gabende tomme, så i stedet tog hun sin kop og gik hen til caféen for at fylde den op.

Beatrice smilede over hele ansigtet, da hun fik øje på Therese.

“Du må gerne tage en termokande med dig,” sagde hun.

Therese kastede et blik på menukortet. Glædeligt overrasket så hun, at caféen serverede både salater, tærter og suppe. Fast

besluttet på i det mindste at have lavet en arbejdsplan inden frokost gik hun tilbage til huset. Der trak hun gardinerne for og fyldte koppen med skoldhed kaffe, men længere nåede hun ikke, før telefonen ringede. Therese stirrede på skærmen. Det var hendes forlægger. Instinktivt løftede hun hånden for at trykke samtalen væk, men skiftede så mening. Intet blev bedre af, at hun lod, som om hun ikke var til at få fat i.

“Hej Madelene!” sagde hun og fandt sin arbejdsstemme frem.

“Er du kommet på plads?” spurgte Madelene.

“Jeg kom i går,” sagde Therese.

“Lyder godt,” kvidrede Madelene. “Jeg går på ferie om fjorten dage, men inden da vil jeg rigtig gerne tage et kig på det, du er færdig med.”

“Selvfølgelig,” sagde Therese og kunne mærke smagen af galde stige op i halsen.

Hvordan skulle hun kunne producere noget, der var værd at læse på så kort tid? Ikke engang hvis hun arbejdede dag og nat, ville hun kunne klare det.

“Mm … jeg skriver første udkast for hele serien i en køre, så det bliver nok svært at få noget sådan rigtig færdigt,” mumlede Therese.

“Første udkast fungerer fint her,” forsikrede Madelene hende om og kom med nogle tomme fraser om vejret, inden de afsluttede samtalen.

Therese tog sin kaffe og gik ud på terrassen. For sent opdagede hun Sandor, der var i gang med at plante blomster et stykke derfra. Han stillede spaden fra sig og kom hen til hende.

“Du ser ikke så glad ud,” konstaterede han og så på hende med øjne fulde af varme.

Therese forsøgte at bide tænderne sammen, men alligevel fossede ordene ud af hende, værre end en elv i Norrland når sneen smelter.

“Undskyld,” sagde hun så. “Det var ikke meningen at bebyrde dig med alt det.”

Sandor kom op på terrassen og trak en stol ud. Med en armbevægelse viste han, at hun burde sætte sig ned. Uden overhovedet at spørge gik han ind i huset og kom ud med en kop til sig selv og termokanden, han åbenbart havde fundet på bordet.

“Så du er forfatter,” sagde han, da han havde slået sig ned på den anden side af bordet.

Therese nikkede.

“Og nu er du gået i stå?”

“Ja,” medgav hun.

“Hvad laver du, når du ikke skriver? Har du også et rigtigt arbejde?”

Hun fnøs. Hvad mente han? Mente han ikke, at det at være forfatter var et rigtigt erhverv? Formentlig havde han ikke læst noget mere avanceret end en tegneserie hele sit liv. Sådan nogle som ham lod til at tro, at det rakte med et flot udseende. Tilmed arret pyntede på ham.

“Jeg er lærer og professor i nordisk historie.”

Therese kunne selv høre, hvor spids hun lød. Sandor fnisede og tog en hånd op til munden.

“Undskyld,” sagde han så. “Jeg blev bare lige lidt overrumplet. Du ligner overhovedet ikke en professor.”

“Hvordan synes du da, en professor skal se ud?” Therese lagde hovedet på skrå og så nysgerrigt på ham hen over kanten af koppen.

“Hornbriller … Nej, det ved jeg ikke,” sagde han. “Men jeg tænker nu på, om ikke det er dig, der trænger til ferie frem for din forlægger.”

Indvendig bandede hun over hans stemme, der var så fuld af varme. Bag øjenlågene brændte tårerne. Heldigvis satte han koppen fra sig, takkede for kaffe og forsvandt samme vej, som han var kommet. Therese gik ind og lukkede døren.