Grænseland

Bogen er udgivet med støtte fra G . E . C . G A D S FO N D

GRÆNSE LAND POUL DUEDAHL

GA D S FORL AG

GRÆNSELAND © 2020 Poul Duedahl og Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-05980-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia-Hercegovina Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekst- og billedredaktion: Grethe Jensen Omslag: Le Bureau Sat med: Brauer Neue & Elena Forsidebillede: Kongeågrænsen ved Skodborg/Schottburg, koloreret fotopostkort fra omkring 1910. AKPOOL GMBH/akg-images/Ritzau Scanpix Grafisk tilrettelæggelse: Lene Nørgaard, Le Bureau Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: GPS Group Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

INDHOLD INDLEDNING 6 KAPITEL 1

GRÆNSELANDET

1842-1848

14

KAPITEL 2

FRONTLINJER

1848-1871

108

KAPITEL 3

UDVEJE

1871-1914

200

KAPITEL 4

GRANATCHOK

1914-1920

248

BAGORD 302 LITTERATUR 310

8

GRÆNSELAND

INDLEDNING FORRIGE OPSLAG / Grænsen markeres i kølvandet på krigen 1864, sådan som begivenheden tager sig ud i tv-serien Grænseland (DR).

MODSATTE SIDE / Dansk og tysk gendarm foran Dambroen over Krusåen foreviget i 1923. Broen har siden ændret udseende, men de gamle grænsesten står, hvor de har gjort i 100 år. Mod nord forsynet med et D for Danmark og mod syd et DRP for Deutsches Reich Preussen. Hvert tiende år sikrer repræsentanter for danske og tyske myndigheder nemlig, at grænselinjens sten er placeret korrekt og er i forsvarlig stand (Bov Lokalarkiv).

En spinkel trækonstruktion holder vandrelystne skovtursgæster oppe, når de passerer Dambroen der, hvor Krusåen løber ud i Flensborg Fjord. Broen sikrer tørskoet passage mellem Danmark og Tyskland, som den har gjort, i de præcis hundrede år den har fungeret som grænseovergang. Engang kendt som Europas mindste.

I de første årtier sørgede gendarmer og grænsepoliti for, at kun lokale med en særlig tilladelse passerede. Skovarbejdere, sommerhusejere og skolesøgende. Hver aften sænkede de uniformsklædte embedsmænd grænsebommen og afskærmede befolkningerne på hver side fra hinandens verden. Under Anden Verdenskrig blev overgangen ligefrem hermetisk lukket, inden den igen blev mulig at passere i weekender og på sommeronsdage. Siden årtusindskiftet har Europas åbne grænser gjort broen passabel i døgndrift – ud over når helt ekstraordinære omstændigheder undertiden alligevel gør det nødvendigt at spærre den af.

Et par tunge granitkolosser med pyramideformet top flankerer træbroen på hver side. Det er de første af den dansk-tyske landegrænses i alt 280 nummererede grænsesten. Trods et historisk godt naboskab, kravet om fri bevægelighed og følelsen af at bo i et grænseløst samfund bliver stenene med de indhuggede og rødt optrukne tal og bogstaver nemlig jævnligt inspiceret og holdt ved lige. For det, de repræsenterer, har fortsat betydning. De udstikker nemlig ikke bare grænsen mellem to forskellige befolkninger, territorier og statsoverhoveder, de markerer også skellet mellem to forskellige parlamenter, lovgivninger og retssystemer. Mellem to forskellige toldområder, skatteudskrivningsdistrikter og værnepligtsordninger. Og mellem to forskellige mønt­ enheder, postvæsener og skolesystemer.

De udgør samtidig skillelinjen mellem to befolkningers forskelligartede syn på, hvad der er væsentligt og uvæsentligt. Er man i tvivl, kan man bare

INDLEDNING

tage et kig på et landkort. Den slags er ikke sjældent farvelagt og stærkt detaljeret på den ene side af grænsen og tomt, blegt og livløst på den anden. Grænsen er nemlig ikke kun en fysisk barriere, den er i lige så høj grad en mental.

Det gælder også den mellem Tyskland og Danmark.

For grænser splitter, skærper menneskers selvbillede og får dem til at orientere sig i forskellige retninger. Mod to forskellige hovedstæder, magtcentre

9

10

GRÆNSELAND

og kulturmetropoler. De skaber ensretning og orden i en ellers kaotisk verden, og den slags har betydning for, hvordan befolkningen opfatter sig selv og ser på dem ovre på den anden side.

På hver side af grænsen har man i tiden løb indrettet sig med sit eget afgrænsede net af forskelligartede færdselslinjer. Trafikveje, togstrækninger og telefonledninger. For ethvert land må have et vejnet, et jernbanenet og et internet for at fungere og for at nå ud til alt det, der har betydning. Kirken, kroen og købmanden. Kraftvarmeværket, kommunekontoret og kammeradvokaten. Færdselsårer er nemlig nationens blodårer. Tilsammen udgør de et lukket kredsløb, som bringer folk sammen og styrker sammenhængskraften og danner forudsætningen for det, man kalder et samfund. Menneskers identitet tager simpelthen form af grænsen, og få steder i verden er det fysiske og mentale skel så overensstemmende og markeret i landskabet med så stor

INDLEDNING

en præcision, som det er tilfældet på den dansk-tyske grænse. Det skyldes, at grænsens forløb blev fastlagt ved en folkeafstemning.

For hundrede år siden fik vælgerne i Slesvig mulighed for at tilkendegive deres nationale tilhørsforhold, og den 15. juni 1920 – den dato, som står indhugget i stenene ved Dambroen og på utallige mindesten på den danske side af grænsen – overgik Nordslesvig fra tysk til dansk herredømme og blev officielt til Sønderjylland, og grænsen kom til at forløbe gennem skove og sumpområder langs Skelbæk, Gammelå, Sønderå og Vidå.

Det er den begivenhed, man i Danmark kalder Genforeningen og i Tyskland for ”afståelsen”, ”indlemmelsen” eller ”annekteringen”, men som man også bare kan kalde for ”grænsedragningen” eller ”delingen af Slesvig”, når det skal tilgodese begge lande. Under alle omstændigheder har grænsen lige siden ligget fast.

Med en enkelt undtagelse. Den sidste af de i alt 280 grænsesten er nemlig kommet til senere. Da de dansk-tyske myndigheder i fællesskab anlagde Højer Sluse og Det Fremskudte Dige længst ude vestpå, skabte ingeniørerne samtidig en kunstig grænseforlængelse på halvanden kilometer, og siden indvielsen i foråret 1982 har den udgjort den vestligste del af skillelinjen mellem de to lande. En linje, som nu udgør omtrent 69 kilometer mellem Vadehavet og Flensborg Fjord.

Men selvom grænser splitter og adskiller, så fungerer landene på hver side sjældent i total isolation. Selv i perioder, hvor naboskabet har været konfliktfyldt, og hvor grænselinjen har været præget af patruljerede vandløb, kunsthegn og træbomme, har det, der for nogle udgjorde en stærkt bevogtet skille­linje, for andre været en linje, der skulle krydses. Det ser man også i dag. Pludselig gennembrydes grænsen af en granitbro, en jernbanelinje eller en motorvej. Så hvis man er i tvivl om, hvem mennesker afgrænser sig fra og står i kontakt med, så skal man bare studere grænsernes forløb og de veje, der bryder dem.

Grænser skiller, og veje samler. Det er et grundvilkår i menneskehedens historie, og få steder kommer spændingsforholdet mellem skillelinjer og samfærdselsårer tydeligere til udtryk end i et grænseland. Området, som omkranser grænselinjen, og hvor prisen for grænsedragningen er højest og vejføringen mest dyrebar. Grænselandet er stedet, hvor man tydeligst mærker de konstante skift mellem fjendtlige stridigheder og venlige udvekslinger, mellem minoritetsgrupper og majoritetsbefolkning, mellem faste og udviskede grænser og mellem lukkede og åbne veje. Det er prisen for at bo i et grænseland, og det er samtidig værdien af det. Grænselandets historie er med andre ord både grænsernes og vejenes historie. Det gælder også i grænselandet mellem Danmark og Tyskland.

11

”Nede ved grænsen” hedder det i Danmark om overgangen til Tyskland, som om der kun fandtes én. En grænse, som ligger der, i Kruså, Padborg og Frøslev, hvor nutidens hovedfærdselsårer mødes af midlertidige grænsekontroller.

Det skyldes, at Danmark er omgivet af ca. 8.500 kystlinje med skillende havstrømme til næsten alle sider. Bare ikke mod syd. Af samme grund er Danmarks historie tæt sammenflettet med grænselandets. F.eks. er det her, det moderne monokulturelle Danmark blev til. Her ses grænsekontrollen i funktion i Kruså i 1965 (Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix).

12

GRÆNSELAND

Denne bog handler om, hvordan den dansk-tyske landegrænse fik sin nutidige form, og hvordan vejene tog form efter den. Bogen indleder med en tur op gennem grænselandet, mens det endnu strakte sig fra Hamborg til Kolding, og befolkningsflertallet levede i nogenlunde fred og fordragelighed. Den følger, hvordan en række mindre uoverensstemmelser omkring 1840 udviklede sig til uforenelige ønsker og snart også til blodige begivenheder, der ændrede grænsernes og vejenes forløb, så grænselandet blev indskrænket til et ganske lille område i Nordslesvig. Og bogen slutter i 1920, hvor den berømte afstemning indrettede grænsen på en måde, som nu har vist sig holdbar i et århundrede.

Det er der ganske vist allerede skrevet en del om, og alligevel er den samlede fortælling stort set fraværende i den nationale historieskrivning på begge sider af grænsen. Det skyldes, at nationalhistorier som regel går lige til grænsen og ikke længere, og at grænsen gør det legitimt at udelukke dem, der i perioder var statsborgere i et naboland. I den forstand er grænselandet fortsat et grænseland. Et slags ustabilt og underfortalt vedhæng i den nationale historie. Ikke helt med i Danmarkshistorien og ikke helt med i Tysklandshistorien, og netop derfor er der brug for en bog om grænselandet for dem, der ikke kender historien i sin helhed, og som fortæller historien om grænselandet i sin egen ret.

I forbindelse med udarbejdelsen af bogen står jeg i stor gæld til de mange og dygtige forskere og forfattere, som i tidens løb har indsamlet og tilgængeliggjort viden om det dansk-tyske grænseområdes fortid. Læsningen har været en øjenåbner og en vej til forståelse af grænselandets historie, som jeg håber nu også bliver læsernes.

Tak til Danmarks Radio, Ane Saalbach og redaktionen bag tv-serien ”Grænseland” for godt samarbejde og til Gads Forlag og mine redaktører og sparringspartnere Henrik Sebro og Grethe Jensen. Tak til Rigsarkivet og det danske biblioteksvæsen, ikke mindst Aalborg Universitetsbibliotek og Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, for levering af adskillige fysiske og elektroniske hyldemeter bøger og tak til de mange institutioner, som leverede bogens billeder. Tak til den meget lange række af engagerede, hjælpsomme og imødekommende mennesker, jeg mødte på min vej gennem grænselandet. Og sidst, men ikke mindst en tak til min familie, som med sædvanlig tålmodighed har givet plads til, at jeg kunne få manuskriptet færdigt til en anden og ikke uvæsentlig grænselinje. Deadline.

Bogen er tilegnet min sønderjyske slægt, hvis medlemmer jeg af kronologiske grunde aldrig lærte at kende, mens de var i live – og som i min barndom bestod af lidt familiefortællinger og et par fysiske efterladenskaber. Et

INDLEDNING

13

Monarkiets kerneland og grænseland – kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg – som de tog sig ud i perioden 1840-1920. Grænselandet gik i de første år helt fra Kolding i nord til Lauenborg i syd, fra Sild i vest til Femern i øst, så det var ganske omfangsrigt og var isprængt en række finurlige enklaver, der lå som små øer omgivet af hertugdømmerne. På dette kort ses de danske enklaver i Slesvig.

For de tyske enklaver i Holsten og Lauenborg henvises til kortet s. 32 (Kort tegnet af Per Jørgensen).

hundetegn fra en hjemvendt frontsoldat og et gammelt fotoalbum indbundet i lyseblåt velour med visitkortbilleder fra Aabenraa. Eller Apenrade, som der står bagpå. Arbejdet med bogen blev vejen, der nedbrød grænsen og gav mig mulighed for at lære familien at kende per efterkrav.

Tak for rejsen!

1 KAPITEL 1

16

GRÆNSELAND

GRÆNSELANDET 1842-1848

FORRIGE OPSLAG / Grænse­ landet omkring Dannevirke (DR).

Moderne grænser er simple. De består af en streg trukket på et kort og undertiden af en fysisk barriere på landjorden. Men faktisk er grænsebegrebet et fremmedlegeme.

Et ord af slavisk oprindelse, der blev anvendt i tysk sprogbrug, inden det fandt vej til Danmark med oversættelsen af de hellige skrifter. På mange måder dækker det ældre danske navn ”mark” – i betydningen udmark eller, nå ja, grænseland – langt bedre, hvad der endnu i begyndelsen af 1800-tallet karakteriserede overgangen fra det ene land til det andet.

På det tidspunkt var de europæiske lande nemlig sjældent afgrænset af en simpel grænselinje. Staterne blev bundet sammen af deres overhoved, mens de tilgrænsen­ de områder længst væk udgjorde en glidende overgang til nabolandene. Grænselan­ det var det sted, hvor magtforholdene overlappede, og hvor det var vanskeligt at de­ finere præcist, hvor det ene samfund hørte op, og det andet begyndte. Et sted, hvor mennesker med forskellige sprog og traditioner blandede sig, uden at nogen tog an­ stød af det. For grænselandets væsentligste opgave var at fungere som en stødpude.

Den slags sikrede stabilitet på begge sider. Derfor fandt man grænselande praktisk taget overalt i Europa.

Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg med deres omtrent 800.000 indbyggere fungerede på præcis den måde. Som en bræmme mellem de tyske for­ bundsstater og det danske kongerige. Lauenborg var det senest tilkomne og var ind­ lemmet ved en rask lille byttehandel for et stykke af Vorpommern, og endnu så sent som i februar 1842 forærede Christian 8. en mængde byer, gårde og steder i den østlige del af Holsten væk til storhertugen af Oldenburg mod at få nogle andre i bytte, hvis beliggenhed passede ham bedre. Han betragtede nemlig hertugdømmerne som en privat familiebesiddelse, og det faldt ham ikke ind at spørge indbyggerne først.

Køb, salg og bytte af mennesker var ikke usædvanligt i de år.

GRÆNSELANDET

De tre hertugdømmer havde stort set kun én ting til fælles, og det var, at de udgjorde et grænseland, hvis beboere delte en næsten grænseløs hengivenhed for deres overhoved, den danske konge, som århundreders komplicerede magtkampe havde gjort til områdets enerådende hertug. Som grænselandets faderfigur – eller ”pater” på latin – påtog han sig den byrde at sikre sine undersåtter fredelige tilstande uanset deres kulturelle forskelle, og derfor var de loyale patrioter først og holstenere, lauenborgere, slesvigere, frisere og alt muligt andet bagefter.

Selv talte Christian 8. dansk i Danmark og tysk, når han opholdt sig i slægtens hjemegn. Begge hans hustruer var desuden hentet syd for kongeriget, sommerresidensen var som regel henlagt til Pløn Slot lidt nord for Lübeck, og han gjorde sig ikke forestillinger om, at folks tungemål spillede den fjerneste rolle. Det var jo ham, der var altings omdrejningspunkt.

Truslerne mod den herskende orden kom snarere fra Danmarks elendige økonomiske tilstand. Den gjorde det nemlig ikke specielt attraktivt at være en del af monarkiet i de år. Enkelte af grænselandets modigste intellekter krævede da også medbestemmelse eller løsrivelse eller drømte ligefrem om at skabe et storrige ved at mobilisere alle dem, der talte tysk. Sprog er nemlig et glimrende klister, hvis man ønsker solidaritet og sammenhængskraft.

Sprogforskellene, der ikke før havde været et problem, udviklede sig i løbet af bare et enkelt år – 1842 – til et helt centralt stridsemne og omdannede grænselandet fra en stødpudezone til en konfliktzone. En konflikt om, hvem der hørte med til folket, og hvordan man kunne trække folkegrænsen med en præcision, så man kunne adskille nationerne med en enkelt streg på landkortet.

1842-1848

17

18

GRÆNSELAND

GRÆNSELANDET

1842-1848

19

Hamborgs brand i 1842. ”Det brændte i hvert et hjørne på samme tid / man så kun rygen og flammen! / Kirketårnene blussede op / for at styrte knasende sammen”, skriver poeten Heinrich Heine om Hamborg, hvor branden i 1842 bl.a. gjorde det af med de fleste af hans ungdomsdigte (Neuruppin Heimatmuseum/ akg-images/Ritzau Scanpix).