Bogen er udgivet med støtte fra:
G.E.C. Gads Fond
Jens Nørregaard og Hal Kochs mindefond
Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond
Aalborg Stift
Aarhus Stift
Haderslev Stift
Ribe Stift
Viborg Stift
Københavns Stift
Helsingør Stift
Roskilde Stift
Lolland-Falsters Stift
Institut for Kultur og Samfund – Aarhus Universitet
Redigeret af Else Marie Wiberg Pedersen
Forord
Om bogen
Kapitel 1: Kirke mellem kønsballade og kønsbalance
Else Marie Wiberg Pedersen
Kapitel 2: Tavse eller talende kvinder i Korinth?
René Falkenberg
Kapitel 3: Et menneske som du og jeg
– Luthers humanisering af det kirkelige embede
Else Marie Wiberg Pedersen
Kapitel 4: Præsteægteskabet som mandligt-kvindeligt dobbeltembede
Rasmus H.C. Dreyer
Kapitel 5: Fra fruentimmere til diakonisser og
kvindelige missionærer
Hans Raun Iversen og Harald Nielsen
Kapitel 6: Apostelinder – Grundtvig og
spørgsmålet om kvindelige præster
Lone Kølle Martinsen
Kapitel 7: Køn, magt og rettighedskonflikt i folkekirken
Christina Fiig og Bettina Lemann Kristiansen
Kapitel 8: Feminiserede prædikener? En kønsanalyse af 11.955 danske prædikener
Anne Agersnap
Kapitel 9: Moderlig sjælesorg på tværs af køn
– sjælesørgerisk stresslindring
Christine Tind Johannessen
Kapitel 10: Kirkens kønsskifte?
Nedslag i medieomtalen af kvindelige præster Else Marie Wiberg Pedersen
Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke udgives i anledning af, at det den 28. april 2023 er 75 år siden, den første officielle ordination af kvindelige præster i den danske folkekirke fandt sted. Den 4. juni 1947 signerede Frederik IX den lovtekst, der gav kvinder adgang til det ordinerede embede i den danske folkekirke. Knap 11 måneder senere, den 28. april 1948, blev cand.theol. Johanne Andersen (beskikket som valgmenighedspræst i Lolland-Falsters valgmenighed), cand.theol. Edith Brenneche Petersen (udnævnt som hjælpepræst i Nr. Aaby-Indslev på Fyn) og cand.theol. Ruth Vermehren (konstitueret som fængselspræst ved kvindefængslet i København) ordineret i Odense Domkirke af biskop over Fyens Stift, Hans B.L. Øllgaard. Med bogen ønsker vi at markere den skelsættende begivenhed, som den første officielle ordination af kvindelige præster i folkekirken var.
Bogen er en undersøgelse af køn og kirke i Danmark med dybtgående analyser ud fra eksegetiske, historiske, teologiske, politologiske og juridiske fagligheder og med et langt blik fra reformationen til i dag, som ikke er foretaget før. Vi undersøger, hvilken betydning folkekirken som statsinstitution og kirkens embede som statsembede har haft for udviklingen af dansk kultur og demokrati. Skønt statsminister fra 2001 til 2009, Anders Fogh Rasmussen, anså folkekirken for at være sammenhængskraften i dansk kultur og samfund (Wiberg Pedersen 2007), var området ikke medtaget i magtudredningen i 2003 (Borchorst 2004). Inden for kønsteori er der en skala af tilgange med to poler, essentialisme og konstruktivisme. Dette interdisciplinære projekt anlægger en grundlæggende konstruktivistisk kønsteori, hvor både kristendommens udtryk og opfattelsen af køn anses for at være tids- og kulturbestemt alt efter den kulturelle kontekst og det religiøse klima. Dermed åbner vi for tolkning modsat essentialistiske kønsteorier, som fastholder, at ”kristendommen er en religion for mænd, netop fordi kultur og samfund i øvrigt er for mænd” (for eksempel Fatum 1992; Hampson 1990). Vi genbesøger de tekster og skikkelser, som essentialistiske tilgange grundlæggende afviser som androcentriske eller misogyne, og ser, hvordan folkekirken og dens embede har forandret sig i takt med samfundets humanisering og demokratisering.
Bogens tværfaglige karakter afspejler sig i forskellige metodiske tilgange til det samme overordnede problemfelt, køn og kirke. Men gennemgående er der tale om kildekritiske studier i kontekstuel belysning af primærkilder og materiel kulturarv. Overordnet foretager vi close readings af primærtekster på originalsprog med vægt på deres grammatiske, retoriske og diskursive betydningsindhold set i forhold til den samtid og historiske kontekst, de er skrevet i. Desuden inkluderer bogen analyser af juridiske og politologiske rettigheder, diskrimination og lovgivning samt nyere em-
pirisk-teologiske tilgange i form af henholdsvis komputationelle studier af prædikener og interview med præster og observationsstudier af sjælesorgssamtaler. Således belyses kønnets betydning i relation til præsteembedet ud fra forskellige kirkelige og kulturelle udviklinger og positioner i perioden – fra 1520 til i dag.
Vi vil på den måde komme omkring et antal holdninger til kvindelige præster, både før og efter 1948, som vil chokere eller fremkalde latter. Historien og teologien forbundet med debatten om kvindelige præster er en historie, der afspejler to modsatrettede syn på embede og køn, køn og kirke. Men som jeg skrev i forbindelse med 50-året for den første officielle ordination, er historien om kvindelige præster en broget historie med mange overraskelser (Wiberg Pedersen 1998, 8). I denne bog præsenterer vi endnu flere overraskelser, ikke mindst ved at fortælle om en række kvinder, der meget tidligt opererede som teologer og/eller prædikanter. Faktisk allerede i forbindelse med reformationen i 1520’erne, hvor sådanne aktive kvinder blev vakt af Luthers reformatoriske tanker, og videre op gennem århundrederne, idet tanker om frihed og lighed bredte sig i Vesten. Med navnlig Grundtvigs positive syn på kvinder tager bevægelsen mod frihed og lighed også for kvinder for alvor fart, og flere grundtvigianske kvinder virkede som præster mange år før 1948, nogle af dem uofficielt ordinerede. Fælles for de fleste er, at de ikke bare oplevede velvillig støtte fra den kreds, der ville høre Guds ord fra deres mund; de oplevede i høj grad også modvilje og kras kritik fra kredse, der ikke mente, Guds ord burde lyde fra kvindemund.
I 75-året for den første officielle ordination af kvindelige præster kan vi snart se en del af de skildrede holdninger som anakronismer. Selvom man stadig i reformationsjubilæumsåret i 2017 kunne støde på den holdning, at et valg mellem udelukkende kvindelige bispekandidater var ”kontroversielt”,1 så bevæger udviklingen sig frem mod en normalisering, hvor kvindelige præster ikke betragtes som ”det andet køn”. 2 Fejringen af 75-året for de første officielle ordinationer af kvindelige præster kunne passende markeres ved, at folkekirkens dispensation fra ligebehandlingsloven af 1978 bliver fjernet.
Heldigvis har mange været villige til at støtte det projekt, som denne bog er et resultat af. Vi har modtaget bevillinger fra G.E.C. Gads Fond, Jens Nørregaard og Hal
Kochs mindefond, Center for Grundtvigforskning under Aarhus Universitet, Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond, Aalborg Stift, Aarhus Stift, Haderslev Stift, Ribe Stift, Viborg Stift, Københavns Stift, Helsingør Stift, Roskilde Stift, Lolland-Falsters
Stift samt Institut for Kultur og Samfund – Aarhus Universitet. Stor tak til disse generøse bevillingsgivere og ligeledes til jer, kære læsere, for at ville studere det problemkompleks, som vi præsenterer i denne bog.
Else Marie Wiberg Pedersen
Efter et introducerende kapitel følger ni substantielle kapitler om forholdet køn og kirke fra reformationen til i dag, som falder i tre dele, Køn og teologi, Køn og myndiggørelse og Køn og repræsentation.
Del I, Køn og teologi, genbesøger skrift og tradition for at finde nye eller oversete vinkler på kendte tekster af Paulus og Luther og samtidig løfte mindre kendte tekster frem for at kaste nyt lys over de ofte gentagne argumenter i spørgsmålet om køn og kirkens embede. René Falkenberg giver i kapitel 2, Tavse eller talende kvinder i Korinth, en kildekritisk undersøgelse af det såkaldte taleforbud til kvinder i 1 Kor 14,34 (se også 1 Tim 2,11 f.), som ofte fremdrages af modstandere af kvindelige embedsindehavere som et eviggyldigt udsagn. Mens det af store dele af forskningen har været set som et ægte Paulus-udsagn, viser Falkenberg via helt ny forskning i de ældste bibelmanuskripter, at taleforbuddet formentlig er en senere tilføjelse. Dermed ændres den bibelhermeneutiske situation for tekstens nutidige hvem, hvor kvinders rolle kan defineres fremadrettet, modsat den tidligere antagelse af et kønnet taleforbuds eviggyldighed. Kapitlet fremlægger et nutidigt kønsperspek tiv på de tekster i Det Nye Testamente, der til stadighed fremdrages i diskussioner om kvindelige præster. I kapitel 3, Et menneske som du og jeg – Luthers humanisering af det kirkelige embede, præsenterer Else Marie Wiberg Pedersen reformationens første kvindelige prædikant, Argula von Grumbach, og leverer en tekstkritisk og retorisk undersøgelse af Martin Luthers embedsteologi, som ofte hævdes udelukkende at være bundet til manden. Det diskuteres, hvori Luthers opgør med katolsk kirke- og embedsforståelse består, og hvilken betydning det har for embedssynet i dag. Ikke mindst demonstreres det, hvordan Luther humaniserer og funktionaliserer embedet som en prædikentjeneste, der skal varetages af almindelige og uddannede mennesker, og det kan konkret observeres, at han kæmpede for kvinders frie valg i sin samtids kontekst, og at luthersk teologi i dag generelt har plads til en stor diversitet.
Endelig følger Rasmus H.C. Dreyers Præsteægteskabet som mandligt-kvindeligt dobbeltembede, kapitel 4. Gennem et nøje kildestudium korrigerer Dreyer en fremherskende negativ reception af reformationens betydning for kvinder. Det vises, at præsteægteskabet var en ny teologisk begrundet mulighed for præsterne, som også socialt blev et nyt forbillede. Præstekonen blev et eget embede, der fra 1500- til 1800-tallet i praksis blev den socialdiakonale del af mandens præsteembede. Det rekonfigurerede kirkelige embede med den nu gifte præst med familie, som Luther stod bag, fik positiv indflydelse på dansk kultur, da præstekoneidealet åbnede for en kønsneutral forståelse af præsteembedet, kulminerende i 1900-tallet.
I del II, Køn og myndiggørelse, vises det, hvordan kvinder opnår stadig mere myndighed gennem religiøse og kirkelige bevægelser i 1700- og 1800-tallet for endelig gennem et samspil af religiøse, kulturelle og politiske faktorer at opnå rettigheder og magt socialt og politisk. I kapitel 5, Fra fruentimmere til diakonisser og kvindelige missionærer, belyser Hans Raun Iversen og Harald Nielsen, hvordan den kirkelige bevidsthed om kvindebilledet blev radikalt ændret med diakonisserne og de kvindelige missionærer, der i deres daglige virke var vant til at træde frem med såvel praktisk indsats som forkyndelse. Det vises, at mens kvindernes voksende myndighed under pietismen blev holdt inden for hjemmenes faste rammer, så gik vejen til kvindernes kirkelige ligestilling gennem en religiøs intensivering og siden gennem en praktisk indsats, især på det sociale område, som gjorde det evident, hvad kvinder kan. Med til udviklingen hørte også, hvad der skete i forholdet mellem kønnene på henholdsvis det sociokulturelle og det juridisk-økonomiske område i Danmark gennem 1800-tallet. Grundtvigs ideologiske indflydelse har spillet en positiv rolle for ligestilling mellem kønnene, og en demokratiseringsproces i både kulturel og politisk henseende fandt sted gennem grundtvigianismen. Grundtvig selv begyndte at tale kvinders sag før Grundlovens indførelse i 1849, og sam-
men med Dansk Kvindesamfund var grundtvigianere aktivt medvirkende i kampen for kvinders rettigheder og kvinders adgang til offentlige embeder i perioden efter 1870.
I kapitel 6, Apostelinder – Grundtvig og spørgsmålet om kvindelige præster, undersøger Lone Kølle Martinsen omfanget af den grundtvigianske påvirkning af kvinders vej til præsteembedet gennem empiriske kildestudier af, hvordan hidtil oversete kvinder fulgte Grundtvigs retorik og tekster til at argumentere for kvindelige præster, ligesom flere af disse tidlige lægprædikanter havde kontakt til Vartovpræsten selv. Martinsen viser, at Grundtvig og grundtvigianismen i dens forskellige udformninger øvede en langt større indflydelse på spørgsmålet end hidtil antaget, ikke mindst parlamentarisk mellem 1919 og 1948, hvor særligt Grundtvigs digt ”Kristenhedens Syvstjerne” blev brugt som løftestang til at føre lovforslaget om kvindelige præster igennem. Endelig peger Martinsen på, at det ikke var en tilfældighed, at det var i Odense, de første kvinder ordineredes. Netop på Fyn stod grundtvigianismen meget stærkt, ligesom der var stærke forbindelser mellem grundtvigianske præster som Emil Koch og Hans B.L. Øllgaard og kvindebevægelsen i Odense fra slutningen af 1800-tallet. I den forbindelse er det af afgørende betydning, at Grundtvigs tekster (ligesom Luthers i kapitel 3) læses ud fra deres egen kontekst og ikke bedømmes udelukkende ud fra vore egne idealer. Således ser vi dem i lyset af den udvikling hen mod større frihed og flere rettigheder, som deres tanker har spredt frø til.
I forlængelse heraf giver kapitel 7, Køn, magt og rettighedskonflikt i folkekirken, en argumentanalyse af de parlamentariske debatter, lovgivning og blandt andre Dansk Kvindesamfunds argumentation vedrørende kvindelige præster. Christina Fiig og Bettina Lemann Kristiansen analyserer betydningen af kvinders valgret og af retlige ændringer for synet på kvindelige præster og forvaltningen af præsteembedet, siden spørgsmålet om kvinders adgang til offentlige embeder blev rejst i Rigsdagen i 1918-1919. Det vises, hvilke lovændringer der blev vedtaget frem til den blivende lovændring i 1947, som åbnede for kvinders adgang til at blive ordinerede præster i folkekirken. Men også – via Skivesagen i 1955-1956 – at formel ligestilling via lovgivning ikke er nok, hvis ikke alle parters frihed og samvittighed respekteres i en eller anden forstand. Derudover vises det, hvordan internationale regler om forbud mod diskrimination med undtagelser for trossamfund blev implementeret i dansk lovgivning i 1970’erne, og hvad det har betydet for behandlingen af kvindelige præster i den danske folkekirke.
Endelig belyser del III, Køn og repræsentation, det fokus, der har været på kvindelige præsters indflydelse på kirken og dens embede. Der har været diskussioner og gisninger om, hvorvidt kvindelige præster udfylder præstefunktionen ander-
ledes end mænd, og om kvinders synlighed og agens i folkekirken påvirker den teologiske praksis i dag. Dette spørgsmål tager Anne Agersnap fat på i kapitel 8, Feminiserede prædikener? En kønsanalyse af 11.955 danske prædikener. På baggrund af komputationelle analyser af det store antal prædikener, afholdt af henholdsvis mandlige og kvindelige præster i årene 2011-2016, undersøger Agersnap dels, hvilken synlighed kvindelige aktører får i prædikenen, dels hvorvidt kvindelige og mandlige prædikanter repræsenterer køn forskelligt. For at sætte repræsentationen af kvindelige og mandlige agenter i prædikenerne i kontekst forholdes de til repræsentationen af kønnede agenter i de foreskrevne bibelperikoper i folkekirkens to tekstrækker, der knytter sig til danske folkekirkeprædikener. Afslutningsvis diskuteres kvinders rolle i prædikener med udblik til nyere homiletik, feministisk teologi og kønsteori, der italesætter veje til at give adgang til forskellige stemmer i religion og kultur.
I kapitel 9, Moderlig sjælesorg på tværs af køn – sjælesørgerisk stresslindring, undersøger Christine Tind Johannessen, hvordan et kvindeligt (feministisk) perspektiv kan kvalificere præsters sjælesorgspraksis på tværs af køn. På baggrund af en empirisk undersøgelse af danske studenterpræsters sjælesorg og gennem modellen ”Moderlig sjælesorg” argumenterer Johannessen for en praksis, der vægter diversitet og dermed også lighed mellem køn. Den feministiske teologi, som opstod cirka 1970, påviste, at gudsbilleder afspejler kønnede opfattelser af såvel Gud som mennesker, herunder præster. Gennem interview og deltagerobservation i sjælesorgssamtaler viser Johannessen, at et feministisk perspektiv i sjælesorgens teologi og psykologi ikke er et forsøg på at feminisere kirken – som nogen kunne hævde – men i stedet kan bidrage med ressourcer til andre, nuancerede og ansvarsbevidste former for kristen sjælesorg ind i samtidens multikulturelle og -religiøse virkelighed. Bogens sidste bidrag, kapitel 10, Kirkens kønsskifte? Nedslag i medieomtalen af kvindelige præster af Else Marie Wiberg Pedersen, viser, hvordan synet på køn og kirke har været tæt sammenknyttet i den offentlige debat, siden spørgsmålet om kvindelige præster rejstes første gang i slutningen af 1800-tallet. Mens debatten før 1948 gerne omtalte kvindelige præster som præstinder og ofte hævdede, at kvinderne ville skifte køn og blive mandhaftige, har den de seneste årtier hævdet, at kirken skiftede køn og blev feminin. Eksempelvis omtalte Kristeligt Dagblad folkekirken som den østrogene kirke så sent som i 2008 ved 60-året for de første officielle ordinationer. Kapitlet analyserer, hvordan og hvorfor medierne har gjort kvindelige præster til et særligt tema, der ikke handler om substansen i det kirkelige embede, og demonstrerer, at teser om blandt andet feminisering og krympende organisationer ofte styrer mediernes diskurs om kvindelige præster og dermed reducerer et ellers meget mangfoldigt og omfattende kirkeligt embede, som om det udelukkende var afhængigt af køn.
Såvel i Bibelen som i teologihistorien kan man iagttage skiftende, ofte modsatrettede, syn på køn, som veksler mellem dualistiske og hybride kønsopfattelser. I forlængelse heraf insisterer vi i denne bog på at anskue både mænd og kvinder som kønnede, men netop med blik for det mangfoldige og flertydige. Vi vil understrege, at ikke kun kvinder er kønnede væsener – det er mænd også – hvilket modsiger den konservative tendens, der snarere opfatter mænd som en repræsentation af det egentlige menneske.1 Kønsopfattelser har altid haft betydning for forståelsen af præsteembedet og har farvet forståelsen af kirken og dens rolle som kulturbærende institution. Vores tese består således af to dele: (1) Det kirkelige embede har haft stor betydning for forvaltningen af dansk kultur bredt forstået, og (2) køn som kategori har spillet en signifikant rolle for, hvordan det kirkelige embede er blevet forvaltet i dansk kultur og samfundsudvikling. Folkekirken, den evangelisk-lutherske kirke i Danmark, har i mange henseender været firstmover, når det gælder opgradering af kvinder til betydningsfulde aktører. Her fik kvinder valgret og valgbarhed til menighedsråd allerede i 1903, fem år før de fik samme rettigheder til kommunalråd i 1908, og tolv år før de fik samme rettigheder til Folketing og Landsting i 1915. Trods forskellige syn på køn og kønsteorier er denne bogs forfattere fælles om at mene, at kønsopfattelser ikke har været statiske gennem historien – kønnets betydning har varieret og haft forskellig karakter, ligesom synet på køn har skiftet alt efter den kulturelle, politiske og religiøse kontekst, både nationalt og internationalt. 2
Skønt samtlige forfattere til denne bog har et dynamisk og mangetydigt syn på køn og derfor også forskellige syn på kønsteorier, kan den historiske behandling af emnet køn og kirke i vores sammenhæng give det indtryk, at køn alene opfattes binært i bogen. Det skyldes ikke forfatternes perspektiv, men det forhold, at diskussionerne relateret til kvindelige præster og kirkens embede primært forholder sig binært til emnet med en ofte forenklet modstilling af kvindelige og mandlige præster. Således har diskussioner om præsters køn ikke i væsentlig grad handlet om andre kønnetheder eller om seksualitet som sådan, for eksempel har homoseksualitet ikke været et egentligt fokus i relation til kirkens embede. Det har det til gengæld været med hensyn til velsignelse af homoseksuelle partnerskaber eller kirkelig vielse af homoseksuelle. Intersektionalitet, det vil sige samspillet af blandt andet køn, klasse og kultur, der står centralt i nutidens kønsforskning i øvrigt (Kartzow 2010; Fiig 2019, 9 f.), spiller heller ikke nogen fremtrædende rolle i debatten om kvindelige præster.
I den danske debat er især kvinden gjort til en særlig kønskategori af såvel modstandere af kvindelige præster som af den offentlige mediedebat, hvor kvinder fremstår som de eneste kønnede væsener, mens mænd snarere repræsenterer det rig tige menneske, der ikke kan knyttes til køn, uanset om vi taler om biologisk køn (på engelsk: sex) eller kulturelt køn (på engelsk: gender) (jf. Blom 1994, 40 ff.). Mænd som ikkekønnede eller manden som det rigtige og uproblematiske køn over for kvinden som det forkerte og problematiske køn skal ses på baggrund af, at manden omvendt siden den græske læge Galen (Aelius Galenus, 129-200?) og frem til reformationen blev anset som det eneste rigtige køn (Laqueur 1990), mens kvinden baseret på aristotelisk antropologi regnedes for en ”fejludviklet mand”. Luther gjorde, blandt andet i sine Genesisforelæsninger, op med dette synspunkt og fastslog, at Gud skabte mennesker med to ligeværdige køn (Wiberg Pedersen 2017, 95 f.; Stjerna 2017, 138 f.).3
Kristendommen har ifølge den norske idéhistoriker Kari Børresen altid haft meget forskellige syn på forholdet mellem mænd og kvinder, i et spænd mellem to kontrasterende tolkningstraditioner: Den ene baseres på et androcentrisk kønshierarki, hvor kvinder anses som underordnede fra skabelsen; den anden baserer sig på menneskelig ligeværdighed, hvor kvinder anses som lige med mænd gennem frelsen (Børresen 1991, 188 ff.).
Spørgsmålet om kvindelige præster blev allerede fra begyndelsen stillet op som to alternativer: teologi eller kvindesag? Den ene vinkel var kirkelig, den anden samfundsmæssig og kvindesaglig, hvorved sagen også kom til at dreje sig om ligestilling og ligeværdighed i uddannelsessystemet og i en folkekirke i et moderne demokratisk samfund. Dansk Kvindesamfund spillede en væsentlig rolle på det kvindesaglige område, også for den retlige udvikling – hvor ligestilling og antidiskrimination var vigtige temaer. 4 Men mange af Dansk Kvindesamfunds medlemmer kunne også fremføre vigtige teologiske argumenter for kvindelige præster, og det kvindesaglige blev ikke kun båret frem af kvinder, da mange af medlemmerne var mænd, som sad centralt placeret i samfundet, herunder en ikke uvæsentlig del som teologer og præster (Bisgaard 1998).
Den kirkelige vinkel havde to sider: dels en diskussion af tradition versus evangelium, dels en diskussion af forholdet stat versus kirke. Modstanderne af kvindelige præster fremførte, at kvinders adgang til kirkens embede var et traditionsbrud, mens fortalerne så dette som en opfyldelse af evangeliet. Modstandere og fortalere var ligeledes uenige om, hvorvidt embedets hvem var et statsligt eller et kirkeligt spørgsmål, selvom folkekirkens præster faktisk er statsansatte (Rasmussen 1998; Wiberg Pedersen 1998). Kirken kan ikke løsrives fra den samfundsmæssige og historiske kontekst, og køn og andre forskelssættende kategorier spiller med, når vi anskuer menneskers forhold som uddannelse, arbejdsliv og adgang til offentlighed og ytringsfrihed (Celis et al. 2013, 1; Fiig 2019, 5). Med hensyn til teologisk uddannelse, præstens arbejde og stemme i offentligheden, har kønnet oftest fået fokus frem for selve uddannelsen og præstefunktionen, når talen er faldet på kvindelige præster. Da gælder særlige forhold, og diskussionen glider fra at handle om embedet og det alment menneskelige til at handle om det særlige. I den forbindelse udgrænses kvinder fra det universelt menneskelige, både i Bibelen, i traditionen, i den kirkelige ordning og i tjenesten.5
Det kunne som følge heraf være problematisk for de kvindelige teologer, der ønskede at blive ordinerede præster, at gøre fælles sag med Dansk Kvindesamfund – hvilket naturligvis er et problem i sig selv. For hvorfor skulle det være mere odiøst at være medlem af Dansk Kvindesamfund end af en anden organisation eller et politisk parti? Men af Aarhus Universitets arkiv fremgår det eksempelvis, at kvinder skulle balancere skarpt mellem faglighed og kvindelighed for ikke at få prædikatet blåstrømpe på bekostning af deres faglighed (Coninck-Smith 2019).6
To af de første ordinerede kvindelige præster betoner i offentligheden hver sin
De tre nyordinerede præster, Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche
Petersen (med baret), sammen med den ordinerende biskop over Fyens Stift, Hans B.L.
Øllgaard, lige efter den skelsættende begivenhed den 28. april 1948.
side af sagen. Mens Ruth Vermehren (1894-1983) vedvarende står frem som medlem af Dansk Kvindesamfund og lader organisationen føre sin sag, så ønsker Johanne Andersen (1913-1999) kun at betone de teologisk-faglige argumenter, og skønt hun også var medlem af organisationen lod hun den ikke føre sin sag. Andersen sammenligner biskop Hans B.L. Øllgaards (1888-1979) ordinationsprædiken med Paulus. Som Paulus tog kristentroen ud af den jødiske bundethed og gjorde den universel, ”tog Øllgaard synet på kvinderne ud af den jødiske traditionsbundethed og gav, som den første, kvinderne frihed til at gå for alteret” (Bischoff-Mikkelsen 1998, 17 f.).
Begge tilgange – en symbiose af teologi og ligestilling af mænd og kvinder –blev afgørende for gennembruddet i 1946-1947, hvor de fleste af fortalerne for kvindelige præster argumenterede ud fra evangeliet og betragtede den demokratiske udvikling som et udslag af evangeliet om frihed og lighed.
Kvinders vej til præstekjole og -krave var lang og snørklet og føjer sig, som det allerede er fremgået, ind i den store kamp for kvinders ligestilling og ligeværdighed med mænd. Det er historien om, hvordan én af det gamle klasse- og kønsopdelte samfunds, patriarkatets, sidste bastioner faldt. Det er en kamp, der er så glimrende skildret af forfatteren Lise Nørgaard (1917-2023) i serien Matador, der Mathilde Fibiger (1830-1872) udgav i 1850 brevromanen Clara Raphael. Tolv Breve som en kommentar til ”Mændenes Grundlov”. Hun satte med sine emancipatoriske tanker gang i den såkaldte Clara Raphaelfejde, hvor hun fandt støtte hos Grundtvig, men hård kritik fra den større offentlighed. Efter udgivelse af endnu et par romaner uddannede hun sig i 1863 til telegrafist og blev Danmarks første kvindelige tjenestemand.
slutter lige omkring det tidspunkt, da de første kvindelige præster ordineres i 1948. Nørgaard har her skildret, hvor vanskeligt det var for den veluddannede Elisabeth Friis at blive ansat som organist, og hvordan fru Skjern, da hun er blevet frue, sættes ud af spillet som udearbejdende hustru. Ligeledes skildres det, hvordan konsulinde Holm i den grad har inkorporeret tidens vedtagne husmordyder, at hun ikke forsømmer en lejlighed til at prædike dem, selvom hun aldrig selv praktiserer dem – det har hun nemlig folk til. Kvinden skulle i det offentlige rum være den trofaste og, helst, tavse støtte for den udadvendte og omkringfarende husfader, fordi borgerskabets familie- og livsform blev idealet, mens realiteterne var meget anderledes for store dele af befolkningen.
Opgøret med dette kvindeideal begyndte i midten af 1800-tallet med Grundloven af 1849. Kvinderne var ikke så meget inde i billedet i 1849 – kun mænd fik stemmeret. Men det borgerlige demokrati voksede nu frem. Retligt set er slutningen af 1800-tallet et startsted, hvor ugifte kvinder får rettigheder for at sikre, at de kunne forsørge sig selv og ikke lå deres familier til last.7 Her begyndte så småt den demokratiseringsproces, der langsomt hen over de næste godt og vel 100 år udfoldedes til det demokrati, vi kender i dag. Det gjaldt både i samfund og kirke. I 1850 spurgte Mathilde Fibiger i sin brevroman, Clara Raphael. Tolv Breve :
[…] hvad Ret have Mænd til at undertrykke os?
I 1851 begyndte den første danske kvinde, Kirsten Marie Larsdatter (1827-1900), at virke som lægprædikant i Vendsyssel. 8 Begge bliver støttet af N.F.S. Grundtvig (1783-1872), og begge er med til at skubbe til udviklingen frem mod kvindelige præster.9 Følgende begivenheder og rettigheder leder frem til kvinders adgang til det kirkelige embede:
• 187 1: Dansk Kvindesamfund oprettes.
• 1875: Første kvinde, Nielsine Nielsen (1850-1916), får adgang til universitetet, på medicinstudiet.
• 1903: Kvinder får valgret og valgbarhed til menighedsråd.
• 1904: Kvinder får adgang til teologistudiet på universitetet.
• 1908: Kvinder får valgret og valgbarhed til kommunalråd.
• 1915: Kvinder får valgret og valgbarhed til Rigsdagen.
• 1916: Første kvinde, Rigmor Larsen (1892-1979), bliver cand.theol.
• 1918: Første kvinder, Karen Ankersted (KF) (1859-1921), Mathilde Malling
Hauschultz (KF) (1885-1929), Helga Larsen (S) (1884-1947) og
Elna Munch (RV) (1871-1945), vælges ind i Rigsdagen.