Håbets gennembrud by Gads Forlag

HA ° BETS GENNEM BRUD

Den Kolde Krig – en ny global historie

AFSPÆNDING, NEDFRYSNING OG TØBRUD

1977-1991

BOGEN ER UDGIVET

Poul Villaume

Håbets gennembrud

Den Kolde Krig

–

en ny global historie

Afspænding, nedfrysning og tøbrud, 1977-1991

Gads Forlag

HÅBETS GENNEMBRUD

Den Kolde Krig – en ny global historie

Afspænding, nedfrysning og tøbrud, 1977-1991

ISBN: 978-87-12-07790-9

1.udgave, 1. oplag

Printed in Latvia

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Tekstredaktion: Anette Stoffersen

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Forsidebillede: Reagan og Gorbatjov i Reykjavik, 11. oktober 1986. White House Photographic Collection, Wikimedia Commons

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Repro: Narayana Press

Tryk og indbinding: P&B Print, Letland

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Indhold

Menneskerettigheds-aktivisme – CSCE-opfølgning i Beograd (1977-78)...........................................

”Sårbarhedens vindue” – Det ”sub-strategiske niveau” (1977-78) . 28

Nye atomstyrker til det ”europæiske teater” (1977-79) .......... 40

Supermagtsrivalisering på Afrikas Horn – Etiopien og Somalia (1977-1979).........................................

”Kina-kortet” i spil – SALT II: ”Min nye ven Bresjnev” (1978-79)...........................................

Islamisk revolution i Iran – Sovjetisk invasion af Afghanistan (1978-79)...........................................

Ny amerikansk atomstrategi? – Europæisk atomvåbenkritik (1980) ............................................. 98

Oprør i Polen – Konflikt og koldkrig fra Mellemamerika til Sydasien (1980) ..................................... 108

Reagan og Bresjnev: Militær og retorisk opbygning (1981-82) ... 120

”Nulløsning” i Europa? – Antiatomvåben-bevægelserne slår til (1981-82).......................................... 128

Krigsretstilstand i Polen – Transatlantisk krise og CSCE (1981-82).......................................... 134

”Frihedskæmpere” i Afghanistan og Mellemamerika (1981-1984)........................................ 147

Stjernekrig, ondskabens imperium, Able Archer – Ved afgrunden? (1982-83).......................................... 158

Reagan formildet? – Fra Andropov og Tjernenko til Gorbatjov (1984-85)..........................................

KAPITEL 3 1985-1991 ...........................

Vejen til Murens fald og Den Kolde Krigs afslutning ............

Gorbatjov ved magten – CSCE-konsolidering og topmøde i Genève (1985) ......................................

Fra Tjernobyl til topmøde i Reykjavik (1986) ................

En svækket Reagan – INF-aftale og strategisk nedrustning (1987) ............................................

Gorbatjovs – og Bushs – ”nye verdensorden” (1988-89) ........

Malta-topmøde – NATO: ”Ikke én millimeter østpå” (1989-90)..........................................

Fra Irak-krigen til Sovjetunionens opløsning (1990-91)

Forord

Hermed foreligger det tredje og sidste bind af min trilogi om Den Globale Kolde Krigs historie. Det dækker, som det fremgår, Den Kolde Krigs sidste 15 år, fra 1977 til 1991. Dvs. for det første de sidste år af détente-perioden, kulminerende med præsident Jimmy Carters og generalsekretær Leonid Bresjnevs undertegnelse af SALT II-aftalen om strategisk våbenkontrol i juni 1979. Aftalen blev aldrig ratificeret, idet den sovjetiske invasion af Afghanistan i december 1979 betød, at USA hermed anså détente-perioden for slut. Herfra gik der, for det andet, en lige linje til Ronald Reagans præsidentvalgsejr i november 1980 og skærpelsen af Den Kolde Krig i Bresjnevs sidste par leveår (død 1982) og hans efterfølgere i Kreml, Jurij Andropov (død 1984) og Konstantin Tjernenko (død 1985).

Med Mikhail Gorbatjovs magtovertagelse i 1985 indledtes for det tredje en ny fase i Den Kolde Krig med en række topmøder mellem Reagan og Gorbatjov, hvilket gradvis nedbrød den gensidige mistillid mellem de to supermagter. De to ledere delte en drøm om at befri verden for atomtruslens damoklessværd, om end deres veje til målet længe adskilte dem. Endelig fulgte for det fjerde perioden 1989-1991, hvor præsident George H.W. Bush og Gorbatjov skulle håndtere Berlinmurens fald i november 1989 og de øst- og centraleuropæiske landes frigørelse fra den sovjetiske dominans, samtidig med at de skulle forholde sig til reformprocessen i Sovjetunionen (perestrojka og glasnost), som endte med at føre til Sovjetunionens kollaps og Gorbatjovs afgang i december 1991.

Var det Reagan-regeringens hårde retorik og militære opbygning, der var hovedårsagen til Den Kolde Krigs afslutning? Eller var det Gorbatjovs radikale reformkurs, der var vigtigst for den geopolitiske – og fredelige – revolution, der fandt sted i disse år? Eller var det en kompliceret – og i vidt omfang improviseret – kombination af disse faktorer, hjulpet på vej af en række andre faktorer, der var udslagsgivende? Det forsøger dette bind at give svar på med basis i den nyeste internationale forskningslitteratur og ny frigivne kilder fra Øst og Vest om emnet.

Som epilog til bindet bringer jeg en sammenskrivning af nogle af mine egne offentlige indlæg i debatten om udviklingen i forholdet mellem USA/

NATO og Rusland i de mere end 30 år efter Den Kolde Krigs afslutning, herunder spørgsmålet om NATO’s udvidelse mod øst og Ukrainekrigen.

Selv om der ikke er tale om en ”ny kold krig”, har udviklingen rødder i Den Kolde Krigs geopolitiske modsætninger. Bundlinjen er, at eftersom vestmagterne har et medansvar for Vladimir Putins angrebskrig mod Ukraine, må en holdbar løsning på krigen – og på forholdet mellem USA/ NATO og Rusland – være en diplomatisk kompromisløsning, som alle parter kan se sig selv i. Erfaringerne fra Den Kolde Krigs mere kreative diplomati kunne her være et forbillede. Alternativet er alt for skræmmende.

Jeg skylder Gads Forlag med redaktionschef Henrik Sebro og forlagsredaktør Anette Stoffersen i spidsen en stor tak for al hjælp med udgivelsen af dette bind. Den største tak går imidlertid til min nærmeste familie og gode venner og kolleger, som i en svær tid gav mig ubetinget støtte. Bogen er tilegnet dem.

Amager, maj 2024 Poul Villaume

Kapitel 1

Détente i krise

Indledning

Klokken tre om morgenen den 9. november 1979 blev USA’s præsident Jimmy Carters nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski vækket af sin militære assistent, oberst William Odom, som fortalte ham, at omkring 220 sovjetiske missiler netop var blevet affyret mod USA. Brzezinski vidste, at præsidentens beslutningstidsrum til at beordre gengældelse var mellem tre og syv minutter efter en sovjetisk missilaffyring. Han sagde derfor til Odom, at han ville afvente endnu en opringning for at få bekræftet et sovjetisk angreb og dets udpegede mål, før han ringede til præsidenten. Brzezinski var overbevist om, at USA var nødt til at slå igen, og han sagde til Odom, at han skulle bekræfte, at USA’s Strategiske Luftkommando (SAC) var ved at gøre sine bombefly klar til at lette. Da Odom ringede tilbage, rapporterede han, at han havde fået yderligere bekræftelse, men at det var 2.200 missiler, der var blevet affyret – det var et totalangreb. Ét minut før Brzezinski ville ringe til præsidenten, ringede Odom for tredje gang for at sige, at andre varslingssystemer ikke rapporterede om sovjetiske missilaffyringer. Mens han sad alene midt om natten, havde Brzezinski ikke vækket sin kone, da han gik ud fra, at alle ville være døde inden for en halv time. Det havde været en falsk alarm. Nogen havde ved en fejltagelse lagt et bånd med en militærøvelse ind i computersystemet. Da det hele var overstået, gik Brzezinski stille i seng igen. Men han fik næppe megen søvn.

Ovenstående er en gengivelse af den beretning om episoden, som Zbigniew Brzezinski (1928-2017) efterfølgende gav den daværende chef for CIA’s Center for Strategisk Evaluering, Robert Gates (f. 1943). Gates viderebragte senere beretningen i sine erindringer, idet der dog senere er sået tvivl om den præcise datering.1 Den falske alarm blev allerede få dage efter hændelsen lækket til amerikansk presse, dog uden de korrekte detaljer om, at den virkelige årsag var en uforklarlig computerfejl i USA’s luftforsvarssystem NORAD, og uden omtale af alarmeringen af Brzezinski.

Efterfølgende meddelte den sovjetiske leder Leonid Bresjnev (1906-

1982) fortroligt præsident Jimmy Carter (f. 1924), at den falske alarm var ”fyldt med en enorm fare”, og at han gik ud fra, at USA’s præsident var enig med ham i, at der ikke måtte forekomme fejl i sådanne sammenhænge. Med det i forvejen stadig mere anspændte forhold mellem USA og Sovjetunionen gennem 1978-79 førte Brejsnevs henvendelse til en intern diskussion i Carter-regeringen af, hvordan man bedst kunne svare Kreml. Det endte med, at det var Brzezinskis og forsvarsministeriet Pentagons kontant formulerede udkast til svar, der blev afsendt, og hvori Brejsnevs henvendelse bl.a. blev kaldt ”upræcis og uacceptabel”. Det fik udenrigsministeriets (State Departments) toprådgiver i sovjetiske anliggender, Marshall D. Shulman (1916-2007), til at kritisere svaret for at være ”ubegrundet fornærmende og upassende for Carter/Bresjnev-kontaktkanalen” og for at være ”børnehaveagtigt – ikke værdigt for USA”, og Shulman undrede sig over, ”hvorfor vi skal være så urimeligt uforskammede”. Den sovjetiske ledelse var da også misfornøjet med svaret, som man i et fortroligt gensvar kaldte ”utilfredsstillende”, fordi det forholdt sig polemisk til Moskvas ”dybe og naturlige bekymring”.

Det var naturligvis tilfældigt, at det kortvarige, natlige drama om et muligt sovjetisk atomart storangreb på USA fandt sted netop på datoen 10 år før Berlinmurens fald den 9. november 1989, som indvarslede Den Kolde Krigs snarlige afslutning. Men det var ingen tilfældighed, at episoden bidrog til at øge det i forvejen spændte forhold mellem Washington og Moskva. Episoden var heller ikke enestående. Fra slutningen af 1979 til forsommeren 1980 var der tale om i alt fire fejlmeldinger i USA’s computersystem for tidlig varsling af missilangreb (Early Warning); det fik USA’s forsvarsminister Harold Brown (1927-2019) til fortroligt at fortælle præsident Carter, at flere teknisk betingede falske alarmer ikke kunne udelukkes i fremtiden, men at Pentagon satte sin lid til missilvarslingssystemets ”menneskelige element”. Adspurgt af amerikansk presse, om der kunne blive udløst en ”kædereaktion”, hvis vagthavende officerer i Sovjetunionen opdagede tegn i deres varslingssystem på en amerikansk alarm, svarede en anonym Pentagon-talsmand blot, at han håbede, at det sovjetiske kontrolsystem var lige så sikkert som USA’s.

Det er på grund af manglende arkivadgang stadig i dag uklart, hvor (u) sikre USA’s og Sovjetunionens missilvarslingssystemer faktisk var i denne periode af Den Kolde Krig. Men kritikere i USA var bekymrede for, at indarbejdelsen af en såkaldt ”launch-under-attack”- eller ”launch-onwarning”-mulighed (affyring under angreb/advarsel) i atomkrigsplanlægningen i slutningen af 1970’erne ville svække varslingen af, om et sovjetisk atomangreb faktisk var i gang. En falsk alarm kombineret med et højt affyringsberedskab for USA’s Minuteman-ICBM’er (interkontinenta-

le ballistiske missiler) kunne dermed øge risikoen for atomkrig ved en fejltagelse, frygtede mange.

Og i delvis modsætning til det amerikanske systems angivelige vægt på ”menneskelig sikring” som stopklods udviklede det sovjetiske atomare kommando- og kontrolsystem i begyndelsen af 1980’erne et ultrahemmeligt, halvautomatisk såkaldt ”perimeter”-varslingssystem mod atomangreb. Dette system var i betydelig grad et resultat af Kremls bekymring for, at den nye generation af stadig mere præcise og effektive amerikanske atommissiler (herunder Pershing II- og Cruise-missiler) kunne rette et ”halshugningsangreb” mod landets politiske ledelse og centrale militære kommandosystemer således, at Sovjetunionens evne til atomar gengældelse ville blive minimeret.

Jimmy Carters Presidential Directive 59 (PD-59) fra sommeren 1980 –udarbejdet i Pentagon uden involvering af State Department – indeholdt bl.a. en opdateret og udvidet målliste med fokus på ”hårde” militære mål i tilfælde af en tilstræbt begrænset atomkrig med det gunstigst mulige resultat for USA; med andre ord en atomdoktrin, som stod i delvis modsætning til den hidtidige, stabiliserende Mutual Assured Destruction (MAD)-strategi, dvs. sikker gensidig ødelæggelse, som principielt udelukkede sejr til nogen af parterne i en atomkrig. Dele af PD-59’s ellers tophemmelige indhold blev hurtigt lækket til amerikansk presse, hvilket tilsyneladende til dels var et signal til de sovjetiske ledere om, at de personligt var på USA’s atomare sigtekorn (jf. også kap. 2 nedenfor).

Oprindelig overvejede den sovjetiske ledelse som svar et fuldautomatisk, computerstyret system, som under alle omstændigheder skulle sikre Sovjetunionens atomare gengældelsesevne; systemet, som gik under betegnelsen ”Den døde hånd”, blev dog opgivet som for risikabelt og blev erstattet af det nævnte halvautomatiske ”perimeter”-system: Under særlige forhold, dvs. hvis der ikke kunne opnås kontakt til den – formentlig omkomne – politiske eller militære topledelse, og hvis særlige sensorer kunne registrere faktiske atomnedslag på sovjetisk territorium, skulle de vagthavende officerer fra dybe underjordiske bunkere kunne affyre kommando- og kontrolraketter, som derefter ville udløse affyringsordrer til alle de tilbageværende, silobeskyttede sovjetiske ICBM’er; 25 minutter senere ville de ramme amerikansk territorium. ”Perimeter”-systemet, som af nogle er blevet kaldt en ”dommedagsmaskine”, blev færdigtestet i november 1984 og blev operationelt få måneder senere.2

Så dyb var den gensidige bekymring og frygt i Washington og Moskva i årene omkring 1980 for, om de to landes respektive atomvarslingssystemer, efter henved 30 års mere eller mindre løbsk atomvåbenkapløb, var teknisk og menneskeligt tilstrækkeligt pålidelige til at undgå den globale

atomkatastrofe, ingen af parterne ønskede. De ovenfor kort beskrevne hændelser og de følger, de umiddelbart og på lidt længere sigt fik for Øst-Vest-forholdet, illustrerer, hvor akut farlig en fase, Den Kolde Krig var trådt ind i, efter at 1970’ernes afspændingspolitik – détente – mellem de to supermagtsblokke var kommet i dyb krise.

Menneskerettigheds-aktivisme – CSCE-opfølgning i Beograd (1977-78)

Afspændingspolitikken mellem Øst og Vest i 1970’erne nåede kulminationspunktet med underskrivelsen af den epokegørende Helsinki-Sluterklæring på Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (Conference on Security and Cooperation in Europe, CSCE) i den finske hovedstad i sommeren 1975. De 35 regeringsledere fra samtlige vest- og østeuropæiske lande (minus det Kina-allierede Albanien) og inklusive Sovjetunionen, USA og Canada skrev her under på et omfattende, offentligt dokument, som var resultatet af flere års multilaterale diplomatiske forhandlinger mellem de 35 Østblok-, Vestblok- og neutrale og alliancefrie lande. Helsinki-Sluterklæringen var inddelt i tre såkaldte ”kurve”: Gensidig anerkendelse af alle eksisterende grænser i Europa og af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som væsentlige faktorer for fred, sikkerhed og samarbejde mellem staterne, og desuden aftaler om tillidsskabende foranstaltninger, bl.a. gensidig varsling og overvågning af militære øvelser (kurv I); økonomisk-handelsmæssigt, teknologisk og videnskabeligt Øst-Vest-samarbejde (kurv II); friere bevægelighed hen over Øst-Vest-skellet for menneskelige kontakter, herunder familiesammenføringer, informations- og kulturudveksling samt turisme (kurv III). Hertil kom forpligtelse til en institutionaliseret opfølgning af CSCE-processen i de kommende år, i første omgang med et nyt møde i Beograd i 1977 (kurv IV).

For Bresjnev og de øvrige Kreml-ledere var de højest prioriterede mål vestlig formel anerkendelse af de europæiske grænser, der var etableret efter Anden Verdenskrig, herunder Østtysklands (Deutsche Demokratische Republik, DDR) og Polens grænser, samt økonomisk-teknologisk samarbejde med Vesten (kurv I og II). Omvendt lagde særligt de vesteuropæiske lande stor vægt på kurv I’s og kurv III’s bestemmelser om menneskerettigheder og især den friere bevægelighed for menneskelige kontakter hen over Jerntæppet (”afspænding fra neden”) som vigtige elementer i Øst-Vest-afspændingsprocessen. Trods Kremls – og især den sovjetiske efterretningstjeneste KGB’s – betydelige betænkeligheder ved netop kurv III,

som man frygtede kunne bidrage til at undergrave kommunistpartiernes magtmonopol i Østblokken, bøjede man sig for det vesteuropæiske pres på dette punkt for til gengæld at opnå de nævnte gevinster i de to andre kurve. Samtidig fremhævede Kreml princippet om ikke-indblanding i andre staters indre anliggender, som også var indeholdt i Helsinki-Sluterklæringen (og i øvrigt også i FN’s Charter), og som sigtede på ikke at skade forholdet mellem staterne og dermed afspændingen.

Også den (neo)konservative højrefløj i USA, sovjetiske dissidenter (bl.a. forfatteren og Nobel-prismodtageren Aleksandr Solsjenitsyn (19182008)) og østeuropæiske eksilmiljøer, særligt i USA, var kritiske over for den amerikanske Ford-regerings tilslutning til Helsinki-Sluterklæringen. De kritiserede skarpt præsident Gerald Ford (1913-2006) for med underskriften i Helsinki formelt og reelt at have blåstemplet det sovjetiske diktatur og Sovjetunionens hegemoni over Østeuropa; kritikken kom også fra nogle liberale venstrefløjs-Demokrater i USA.3

Under alle omstændigheder viste Kremls bekymring for kurv III-bestemmelserne sig snart at være velbegrundet. Allerede i efteråret 1975 og i løbet af 1976-77 dannede dissidenter og græsrodsaktivister i Sovjetunionen og i flere af de østeuropæiske klientstater en række uofficielle, såkaldte ”Helsinki-grupper” og andre menneskerettigheds- og reformgrupper, som udtrykkeligt arbejdede for at overvåge, om de kommunistiske regimer i praksis efterlevede Sluterklæringens indhold. I Østeuropa var der bl.a. tale om ”Komiteen til Arbejdernes Forsvar” (KOR) i Polen (som blev kimen til den uafhængige fagbevægelse Solidarnosc, dannet i 1980) og Charta-77 i Tjekkoslovakiet. Det sovjetiske KGB og de østeuropæiske efterretningstjenester søgte at kontrollere og inddæmme sådanne grupper med fængslinger af ledende dissidenter og aktivister samt andre restriktioner; i kraft af Helsinki-processens større grad af åbenhed var der dog øget offentlig og kritisk international opmærksomhed om disse indgreb.4

Jimmy Carter er i eftertiden ofte blevet fremhævet som præsidenten, der for alvor satte fremme af menneskerettighederne på dagsordenen for USA’s udenrigspolitik. Men allerede i 1975-76, inden Carters navn var blevet kendt uden for delstaten Georgia, hvor han havde været guvernør, var der i og uden for Kongressen vokset en betydningsfuld lobby frem, som netop arbejdede for at gøre de individuelle, politiske menneskerettigheder til en integreret del af amerikansk udenrigspolitik. I maj 1976 vedtog Kongressen således – til den realpolitisk tænkende udenrigsminister Henry Kissingers (1923-2023) utilfredshed – ved lov at oprette ”Kommissionen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa”, også kaldet HelsinkiKommissionen; dens formål var at overvåge, at Helsinki-Sluterklæringen, og særligt dens bestemmelser om individuelle menneskerettigheder, blev

overholdt af de underskrivende lande – dvs. i praksis især landene i Sovjetblokken.

Der var især tale om et netværk af (venstre)liberale kræfter, som ønskede at genrejse klassiske amerikanske idealer om kamp for personlig frihed og demokrati efter Watergate-skandalen, ydmygelserne og skammen over USA’s krig i Vietnam og under indtryk af nylige afsløringer af CIA’s hemmelige operationer til støtte for højre-diktaturer rundtom i verden i Den Kolde Krigs første årtier. Men kredsen omfattede også højrefløjs-Demokrater, f.eks. kongresmedlemmerne Henry Jackson (1912-1983) og Charles Vanik (1913-2007), som i 1973-74 havde fået gjort liberalisering af sovjetiske jøders mulighed for udrejse til en betingelse for at tildele Sovjetunionen status som begunstiget handelspartner for USA; de var også – som nævnt ligesom liberale Demokrater og højrefløjs-Republikanere –kritiske over for Helsinki-Sluterklæringen. Det samme var de indflydelsesrige østeuropæiske eksilorganisationer i USA.

Demokraten Jimmy Carter var oprindelig ikke en del af denne menneskerettigheds-lobby; i sin første erindringsbog fra 1975, Why Not the Best, omtalte han ikke spørgsmålet om menneskerettigheder. Han var stærkt kritisk over for Helsinki-Sluterklæringen, som han i marts 1976 kaldte en aftale, som godkendte Sovjetunionens overtagelse af Østeuropa, og som dermed havde givet Moskva ”en enorm diplomatisk sejr”. Men under præsidentvalgkampen i efteråret 1976 skiftede han spor. Det skete ikke mindst i en indenrigspolitisk betinget erkendelse af, at brug af Helsinki-Sluterklæringen som afsæt for at fremme menneskerettigheder som en markant del af amerikansk udenrigspolitik kunne forene venstre- og højrefløjen i Det Demokratiske Parti; desuden kunne en sådan brug forhåbentlig også neutralisere de neokonservative blandt Republikanerne, som hudflettede Sovjetunionens menneskerettighedskrænkelser og angreb vestlige détente-tilhængere for at se igennem fingre med dem.

Carter var født og opvokset i sydstaten Georgia, var dybt religiøs som baptistisk genfødt kristen, og i øvrigt overbevist tilhænger af borgerrettigheder for USA’s farvede befolkning. Det gjorde det givetvis lettere for hans nyudnævnte nationale sikkerhedsrådgiver, den fhv. politologi-professor med ekspertise i sovjetisk totalitarisme, Zbigniew Brzezinski, at overbevise præsidenten om det moralsk og politisk rigtige i at bruge menneskerettighederne som politisk-retorisk kølle i USA’s ideologiske og geostrategiske konfrontation med Sovjetunionen. Carter havde mødt Brzezinski i Den Trilaterale Kommission (et elitenetværk, som under indtryk af bl.a. oliekrisen i 1970’erne virkede for øget samarbejde – ”interdependens” –mellem den vestlige verdens tre industrielle magtcentre: USA, Vesteuropa og Japan); han var søn af en polsk diplomat, var kendt som en udpræget

hardliner i Den Kolde Krig og en skarp kritiker af det sovjetiske hegemoni i Østeuropa. Brzezinski så sig bekræftet i sine holdninger på et tidspunkt, hvor Moskva arbejdede intenst for at opnå atomar jævnbyrdighed (hardlinerne – ”høgene” – hævdede: føring) i forhold til USA, samtidig med at Sovjetunionen (og Cuba) spillede en voksende geopolitisk-militær rolle især på Afrikas Horn og i det sydlige Afrika. I modsætning til de fleste andre ”høge” indså Brzezinski imidlertid Helsinki-Sluterklæringens nytteværdi: Den stadfæstede de eksisterende grænser i Europa (især polakkernes og tjekkernes usikkerhed om grænserne havde været til Moskvas fordel), og samtidig kunne den bruges som løftestang for underminering af den sovjetiske undertrykkelse i Østeuropa.

Selv om den ingeniøruddannede Carter havde været med til at designe USA’s første atomubåd og havde gjort tjeneste i flåden, var han skeptisk over for brug af militær magt; til afbalancering af Brzezinskis holdninger valgte Carter derfor at udpege den fhv. Wall Street-advokat Cyrus R. Vance (1917-2002) som ny udenrigsminister. Vance havde været tilknyttet Pentagon bl.a. som viceforsvarsminister i Johnson-regeringen i 1960’erne, men han var også interesseret i international våbenkontrol og tilhænger af fleksible diplomatiske løsninger. Carter var selvbevidst nok til at byde potentielt modstridende sikkerhedspolitisk rådgivning velkommen; hans nærmeste personlige assistent sammenfattede konceptet således: Brzezinski skulle være tænkeren, Vance udøveren, og Carter selv den, der tog beslutningerne – de moralsk-politisk rigtige. I praksis viste det sig imidlertid, som det vil fremgå, at Carter-regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitik på vigtige områder kom til at fremstå selvmodsigende og slingrende.5

Af stor betydning var det, især i den sidste del af Carters præsidentperiode, at Brzezinski personligt gav præsidenten den daglige efterretnings-briefing, og at han som den første nationale sikkerhedsrådgiver samtidig blev formand for en af det Nationale Sikkerhedsråds (NSC) underkomiteer, Special Coordinating Committee (SCC) og som sådan skrev mødereferaterne fra både SCC og fra møderne i en anden NSC-underkomité, Policy Review Committee (PRC); mødereferaterne blev ikke cirkuleret til andre deltagere, før de gik til præsidenten. Brzezinski blev således i praksis gatekeeper for de fleste vigtige sikkerhedspolitiske dokumenter, der tilflød Carter, hvilket gav Brzezinski betydelig kontrol over, hvordan rådgivningen af den udenrigspolitisk relativt uerfarne præsident foregik.6

Allerede i sin tiltrædelsestale den 20. januar 1977 anslog præsident Carter temaet om menneskerettigheder, underforstået som modstykke til den forudgående Nixon-Kissinger-Ford-periodes angiveligt kyniske realpolitik: USA’s ”gamle drøm – drømmen om menneskelig frihed” skulle igen vækkes til live:

”Vi er en stolt idealistisk nation. Men man skal ikke forveksle vor idealisme med svaghed. Fordi vi er frie, kan vi aldrig forholde os ligegyldige over for frihedens skæbne andre steder.”

De individuelle menneskerettigheder udgjorde, proklamerede Carter, ”vor tids nye virkelighed […], vor tids nye historiske uundgåelighed”. Blandt dissidenter og oppositionsgrupper i Østblokken blev der netop i disse uger lyttet ekstra opmærksomt efter sådanne signaler fra Washington. Den tjekkoslovakiske partipresse havde indledt en kampagne imod det nydannede Charta-77, hvis aktivister blev stemplet som ”zionister”, ”kosmopolitter” og ”forrædere”, og gruppens kendte talsperson, forfatteren Václav Havel (1936-2011), blev den 14. januar arresteret. Den 26. januar kritiserede USA’s udenrigsministerium direkte Prag-regeringens behandling af Charta-77; det var første gang, State Department offentligt rettede kritik mod en regering for at krænke Helsinki-Sluterklæringen. Og da en af Sovjetunionens førende dissidenter, atomfysikeren Andrej Sakharov (1921-1989), kort efter Carters tiltrædelsestale sendte den nye præsident et offentligt brev med værdsættelse af talens vægt på menneskerettigheder, sendte Carter ham (på Brzezinskis råd) et svarbrev med forsikring om, at USA ikke forholdt sig ligegyldig over for menneskerettighedssagen.

Carters brev vakte kritisk opmærksomhed som et brud på détente-politikkens mere eller mindre uskrevne adfærdsregler om ikke-indblanding i modpartens indre anliggender. Men da tre af Sovjetunionens andre fremtrædende dissidenter, journalisten Alexandr Ginzburg (1936-2002), fysikeren Jurij Orlov (1924-2020) og matematikeren Anatolij Sjaranskij (f. 1948), som alle udførte støttearbejde for politisk, religiøst og etnisk forfulgte sovjetborgere, blev arresteret i februar-marts 1977, reagerede Carter ved opsigtsvækkende at mødes officielt i Det Hvide Hus med den eksilerede sovjetiske dissident-forfatter og tidligere Gulag-fange Vladimir Bukovskij (1942-2019), uanset de sovjetiske myndigheders fordømmelse af ham som en ”antisovjetisk kriminel”. Lederen af Amnesty Internationals Moskva-afdeling, Valentin Turchin (1931-2010), erklærede offentligt, at Carters møde med Bukovskij var ”historisk” og en dramatisk bekræftelse af USA’s støtte til menneskerettighederne.

Præsident Carters højprofilerede linje blev ikke mødt med begejstring overalt. Både den vesttyske og den franske regering nægtede i marts at mødes med den fremtrædende sovjetiske dissident Andrej Amalrik (19381980), idet de fastholdt den mere pragmatiske linje fra CSCE-processen om at afholde sig fra udtrykkelig støtte til modpartens politisk oppositionelle. Også USA’s udenrigsminister Vance lagde i april offentligt lidt luft

til sin regerings menneskerettighedskampagne, som måtte føres ”mindre højrøstet” og mere orienteret efter det stille diplomati. Vance var netop kommet hjem fra sit første officielle besøg i Moskva, hvor udenrigsminister Andrej Gromyko (1909-1989) på en anspændt pressekonference havde erklæret, at Carters menneskerettighedspolitik havde påvirket de igangværende strategiske SALT-våbenkontrolforhandlinger (SALT = Strategic Arms Limitation Talks) og ”forgiftet atmosfæren” i det amerikansk-sovjetiske forhold.

Vance var kommet til Moskva i marts med et overraskende amerikansk forslag om ”dybe nedskæringer” i de strategiske atomvåben, hvilket af Bresjnevs Kreml var blevet blankt afvist som forsøg på omgåelse af den foreløbige strategiske SALT II-våbenkontrolaftale (SALT = Strategic Arms Limitation Talks), indgået på Vladivostok-topmødet mellem Bresjnev og præsident Ford i 1974; en skuffet Bresjnev mistænkte Carter-regeringen for dermed at ville ”opnå ensidige fordele” og blokere for Sovjetunionens forsøg på omsider at opnå relativ atomstrategisk jævnbyrdighed med USA, jf. nedenfor.

Kritisk bevidst om Sovjetblokkens vaklende politiske stabilitet, voksende økonomisk-teknologisk afhængighed af Vesten og fortsat rivalisering med Kina (som var kritisk over for hele détente-politikken) havde Bresjnev allerede kort efter Carters valgsejr i november 1976 ad de diplomatiske kanaler fortalt den kommende præsident, at ”vi er parate til at samarbejde fuldt ud”, og at Moskva ikke ville gøre noget for at ydmyge eller intimidere den nye regering i Washington. To dage før Carters tiltrædelse havde Brejsnev holdt en lang offentlig tale med forsikringer om, at Sovjetunionen var helhjertet forpligtet på ”den utrættelige kamp for fred”, ikke søgte strategisk overlegenhed eller evne til at ”slå først”, men derimod atomar nedrustning, i første omgang ved at formalisere Vladivostok-rammeaftalen. ”Vi vil aldrig betræde aggressionens vej, aldrig hæve sværdet mod andre nationer”, bedyrede Bresjnev.

Carter kvitterede indirekte ved få dage efter sin tiltrædelse i et fortroligt brev til Bresjnev at skrive, at han uanset ”den uundgåelige kappestrid på ideer og idealer mellem vore samfund” ønskede fortsat forbedret samarbejde med Sovjetunionen til gensidig nytte, samt både atomar og konventionel nedrustning; men Carter gentog samtidig formuleringen fra sin tiltrædelsestale om, at USA ikke kunne forholde sig ligegyldig over for ”frihedens og de individuelle menneskerettigheders skæbne”. I sit andet fortrolige brev til Bresjnev medio februar understregede Carter, at USA til tider offentligt ville ”udtrykke sine oprigtige og dybe følelser” for fremme af menneskerettighederne i overensstemmelse med Helsinki-Sluterklærin-

gen; det ville dog ikke ske i ”ekstrem form” eller for at skabe problemer i forhold til Sovjetunionen, forsikrede Carter.

Carter-regeringens stærke offentlige og relativt konfrontatoriske fokus fra begyndelsen på menneskerettighederne i Østblokken overraskede under alle omstændigheder Brejsnev og Gromyko, som nærmest tog det som personlige fornærmelser og forsøg på intimidering, også set i lyset af forslaget om de ”dybe nedskæringer” af de strategiske våben. Carter og Brzezinski mente da også, at de med deres offensive udspil havde bragt Kreml i defensiven ideologisk; privat ytrede Carter i april 1977, at ”det er tid at være ufleksibel”. Præsidenten ignorerede således også Bresjnevs fortrolige svar til ham i februar med gentagelse af det sovjetiske ønske om fortsat samarbejde med USA til gensidig nytte og på grundlag af fredelig sameksistens, men med den ildevarslende tilføjelse, at nogle af Carters offentlige udtalelser ”ikke er forenelige” med denne målsætning, og at indblanding i indre sovjetiske anliggender aldrig ville blive tolereret, ”uanset hvilke pseudo-humanitære påskud, der bruges til det formål”.

Ifølge den mangeårige sovjetiske ambassadør i Washington, Anatolij Dobrynin (1919-2010), betragtede de aldrende og usikre Kreml-ledere Carters menneskerettighedskampagne som en direkte udfordring af deres interne politiske autoritet og endda som et muligt forsøg på regimeændring. Det var heller ikke befordrende, at præsident Carter fra starten besluttede at afbryde Nixon- og Kissinger-periodens fortrolige diplomatiske ”bagkanal”-kontakter med Moskva; både ambassadør Dobrynin og den amerikanske veterandiplomat Averell Harriman (1891-1986) søgte forgæves at reaktivere ”bagkanalen” til Carter via Brzezinski. Senere erkendte både Carter, Brzezinski, Vance og forsvarsminister Brown faktisk, at den stejle offentlige positionering i de første måneder havde været problematisk, om end de ikke direkte fortrød den. Den uheldige start på den nye regerings relationer med Moskva skulle under alle omstændigheder vise sig at få vidtrækkende konsekvenser. Trods begge parters principielle ønske om fortsat détente voksede den gensidige mistillid. Som påpeget af den norske historiker Olav Njølstad følte kritikerne på amerikansk side sig bekræftede i, at détente-politikken ensidigt gavnede Sovjetunionen, og på sovjetisk side blev det sværere for Bresjnev at overbevise skeptikerne i partiapparatet og i militæret om, at détenten med USA ikke var en slags fælde, som blev brugt til at svække Sovjetunionen både indadtil og udadtil. Og da Bresjnev og hans Kreml-kolleger som nævnt følte sig personligt fornærmede af Carter-regeringen, var deres refleks at klamre sig endnu hårdere til deres i forvejen faste positioner, herunder også Sovjetunionens politisk-militære engagement i aktuelle regionale konflikter særligt i Afrika, jf. nedenfor.7