32
32
af den globale fødevareproduktion bygger på teknologi, katalysatorer og knowhow fra firmaet Haldor Topsøe A/S. Kemiingeniør Haldor Topsøe startede den første produktion i sin svigerfars garage i 1943, og blot ti år senere
var firmaet verdensledende inden for katalysatorer til fremstilling af ammoniak. Siden kom nye teknologier til. I dag spiller Haldor Topsøe på globalt
plan også en betydelig rolle inden for energieffektivitet, renere brændstoffer og andre teknologier, som reducerer smog, syreregn og den massive luftfor-
urening fra transport, energiproduktion og industri.
I denne bog fortælles for første gang historien om firmaets udvikling fra de primitive forhold under den tyske besættelse til dets nuværende position
som en global, højteknologisk virksomhed. Det er en historie om innovation og risikovillighed og om en virksomhed, hvor penge og overskud ikke var
alt. Men det er også historien om kriser, tilbageslag og en truende konkurs, der kun afværgedes ved, at et italiensk firma blev medejer.
KURT JACOBSEN er professor i historie ved Copenhagen Business School. Han har skrevet en lang række bøger og artikler om store danske firmaer, herunder GN Store Nord A/S, Falck A/S, ALK A/S og senest om Lundbeckfonden og Lundbeck A/S. Han er desuden medforfatter på biografien om erhvervsmanden Alexander Foss.
ISBN 978-87-93229-17-4
9
788793
229174
HALDOR TOPSØE – VIRKSOMHEDEN OG VERDEN
Kurt Jacobsen
Halvdelen af verdens produktion af kunstgødning og dermed en stor del
HALDOR TOPSØE VIRKSOMHEDEN OG VERDEN Kurt Jacobsen
HALDOR TOPSØE
VIRKSOMHEDEN OG VERDEN Kurt Jacobsen
Indhold Forord 8 Selvfølgelig skal der penge til
12
Samarbejdet med Thorkild Juncker ebber ud ”En dansk synteseindustris muligheder”
58 59
KAPITEL 3 KAPITEL 1
Haldor Topsøe og Aarhus Oliefabrik
14
Aarhus Oliefabrik A/S og Thorkild Juncker
17
Haldor Topsøe
Planer om et koksværk og
16
en dansk synteseindustri
19
Nordisk Olie Aktieselskab
25
Kontrakt med engelske firmaer “En Stat i Staten”
22 28
KAPITEL 2
Konsortiet af 1. april 1940
32
”Hørende til Tysklands økonomikreds”
37
Den første opgave
34
Kommissionsbetænkning og kvælstofprojekt 40 Møder i Reichssicherheitshauptamt og I.G. Farben
44
Fortsat tysk støtte
49
Nej fra Aarhus Oliefabriks bestyrelse ”Lidt overoptimistisk”
Underkendelse af Haldor Topsøes projekt Muligheder i Østrummet
Samtale med Ulrich von Hassel
4
HALDOR TOPSØE
47
Dansk ingeniør med Sverige som hjemmemarked
62
Stora Kopparberg Bergslags AB
65
Polyteknisk Læreanstalt
66
Det første fabriksanlæg
71
Stockholms Superfosfat Fabriks Aktiebolag Laboratorieforsøg på
Katalysatorfremstilling i Lille Strandstræde Bolig og firma i Stengaarden
Haldor Topsøe og Anders Nielsen “… konkurrencedygtig med
64
68 73 75
den nu anvendte Metode”
77
- for en tid
78
Ophør af katalysatorproduktionen Sverige som hjemmemarked Samarbejdet med Stora Kopparberg ebber ud
Intermezzo om en faktura
51
KAPITEL 4
54
og Danmark
52
Olieraffinaderier i Sverige
57
Amerikansk olieraffinaderi til Göteborg?
80 82 83
86 88
Et nøglefærdigt olieraffinaderi Tilstødende anlæg
A.P. Møller og et svensk
olieraffinaderi til Danmark?
Memorandum til danske politikere
90 94 95 97
Politisk tilslutning
100
Svenske valutaproblemer
103
Københavns Olieraffinaderi A/S
102
Samarbejde med Friedrich Uhde GmbH
151
ammoniakkonverter
154
af egne konvertere
156
ny type heater
160
Fra Stengaarden til Frydenlund
166
Haldor Topsøes første
Design og detailprojektering Design og konstruktion af Fra ”Kattely” til Frederikssund
162
KAPITEL 5
Pyrolyseværket
106
KAPITEL 7
108
Databehandling, radial flow-
Process Corporation
112
DASK-beregninger af konverterdesign
og underskrevne aftaler
115
Fordyrelser og forsinkelser
119
Fremstilling af gas ved pyrolyse af olie Aftale med Houdry
Udvidelser, økonomiske overslag Udvikling i samarbejde med Houdry
118
Uenighed om honorar og udvidelse
121
udsættelse af opstart
124
A.P. Møller ophører
128
fremstilling af acetylen
133
Tekniske vanskeligheder og
Samarbejdet mellem Haldor Topsøe og Patent på Free Bed-system til Laboratorieundersøgelser og en pilot plant
Free Bed-teknologien opgives
Ammoniaksyntese og KM-katalysatorer
International leverandør af katalysatorer
135 136
138 140 143
Præreducerede katalysatorer
147
af ammoniakanlæg
148
Projektering og opførelse
168
Haldor Topsøes første GIER
174
Datamatkontrol af ammoniakfabrikker Udvikling af firmaets eget softwaresystem
Radial flow-konverter
Daglig produktionskapacitet på
170 175 178 179
1.000 og 1.500 tons
184
tilhørende katalysatorer
186
Steam-reformere med
Et forskningsbaseret ingeniørfirma
187
KAPITEL 8
KAPITEL 6
Ammoniak, katalysatorer og konvertere
konvertere og steam-reformere
Krise, salg og truende konkurs
Priskonkurrence og overkapacitet på
192
katalysatormarkedet 194 Samarbejdet med Wargöns AB ophører
196
likviditetsproblemer
200
Haldor Topsøe og ISC
203
opkøb af Topsøe
205
Økonomisk pres og
De første kontakter mellem Amerikansk interesse for
INDHOLD
5
”En af verdens fremmeste
procesingeniørorganisationer”
207
De sidste redningsforsøg
211
Amerikansk kovending Betalingsstandsning
209
Forventet overskud på 30 mio. kroner forduftet
264
Økonomisk pakkeløsning
268
HT Equipment ApS
og konkursbegæring
213
KAPITEL 11
salg af virksomheden
216
Svensk-dansk udviklingsprojekt
Stram likviditet – og et lyspunkt
218
Forhandlinger om
Et dansk Haldor Topsøe A/S? Dansk-italiensk aktieselskab? ”En velhavende mand”
217 219 222
265
Flydende ammoniakfabrikker
274
Flydende gødningsfabrik til Pakistan
278
Flydende gødningsfabrik i Bangladesh Store projekter, men ingen aftaler Aktionær i en pakistansk gødningsfabrik
276 281 283 285
KAPITEL 9
Aktieselskab og
KAPITEL 12
aktionærstridigheder
224
Fornyede likviditetsproblemer
Bestyrelsesformand og CEO
227
Fra økonomisk vækst til
Videreførelse af det hidtidige firma Den første årsberetning
Nyt hovedsæde i Ravnholm Sammenstød i bestyrelsen
Mulighed for opførelse af en
226 230 234 236
ammoniakfabrik i Indien
240
Italiensk memorandum
243
Gruppedannelse i bestyrelsen Topmøde i Rom
242 245
Topmøde i Ravnholm
Forligsmøde uden om bestyrelsen ”Tilbage er så diplomatiet” ”Intet nyt fra Vestfronten”
247
Kapitalmæssigt ulige partnere
290
langsigtet død
293
”Langt bedre end forventet”
298
Kortsigtet overlevelse kontra Italiensk opsang
Den oprindelige kerneforretning Finansieringsaftale for KAFCO
Forureningsbekæmpende teknologier KAPITEL 13
254
Pessimistiske fremtidsudsigter
Likviditetsproblemer
Forretningsmæssig normalisering Akut likviditetskrise
Fortsatte likviditetsproblemer
6
HALDOR TOPSØE
256 258 259 261
297 300 301 303
Ultimatum fra banken
306
Krise for KAFCO
310
Stagnerende omsætning KAPITEL 10
290
stagnation og underskud
249 252
288
En fremtid for
309 313
forureningsbekæmpende teknologier?
314
Ultimatum fra banken
318
Voksende gæld og pres på soliditeten En ”nødsituation” løst
316 319
Bremse på investeringer og dividende
320
KAPITEL 14
Investeringer og strategiske aftaler
322
og aluminafabrik
324
og udvikling
326
Strategiske aftaler og et problembarn
329
Investeringer i katalysatorfabrikker Investeringer i forskning Dieselerstatning og brændselsceller Det bedste regnskab i
327
KAPITEL 16
Atter Haldor Topsøes firma
354
Fremrykkelse af 51-49-bestemmelsen?
357
– eller hele Snamprogetti?
359
Salg af Snamprogetti
365
“After me”
Køb af Snamprogettis aktier
Memorandum of understanding Snamprogettis aktiepost til salg ”En milepæl”
selskabets historie
330
KAPITEL 17
metanol-brændsel
332
Haldor Topsøe Holding A/S
Alkylation, DME-teknologi og ”Foran en af sine største udfordringer”
334
grønne økonomi
379
341
Afslutning
384
347
Kilder og litteratur
349
Noter 394
340
”Ret lovende” fremtidsudsigter
344
"Vanskelige år" i sigte
Øget omsætning, men 351
Fornyet fremgang – og ny medejer 352
374
og ny kapital
uden forurening
Den ”gamle” og den ”nye” økonomi
372
378
338
Brændselsceller: energi
369
og et nyt forretningsområde
336
”… stadig mere grøn”
365
376
Etablerede og nye teknologier
Den gamle, den nye og den
”Overvundet vanskelighederne”
Gennem finanskrisen
362
med gode resultater
KAPITEL 15
stadig underskud
Vækststrategi og generationsskifte
356
Ny organisation, ny strategi Generationsskifte
383
392
Personregister 406
INDHOLD
7
Forord
I 1999 hædredes Haldor Topsøe af Dansk Ingeniørforening med udnævnelsen til ”århundredets ingeniør”. Det var en dansk pris, men tildelingen høstede almindelig anerkendelse også internationalt og ikke kun i ingeniørkredse. Det
var langtfra den første hædersbevisning, den 86-årige danske kemiingeniør var blevet tildelt, men utvivlsomt en af dem, han satte højest.
I dag huskes Haldor Topsøe, der døde 20. maj 2013, blot fire dage før sin
100-års fødselsdag, ikke blot som en af sin tids største ingeniører, men også
som en af de største personligheder inden for dansk erhvervsliv og den globa-
le kemiske industri. Han huskes imidlertid også som et menneske, der gennem alle årene engagerede sig i tidens samfundsøkonomiske og politiske spørgs-
mål både nationalt og globalt, og for hvem virksomhedens formål ikke blot var at tjene penge, men også at yde noget til gavn for samfundet.
Haldor Topsøes erhvervs- og samfundsmæssige engagement var bredt
og omfattede både teknik, økonomi, politik, filantropi og bredere samfunds-
mæssige spørgsmål. Det bankende hjerte i hans livslange virke var imidlertid arbejdet med syntesekemiske, især katalytiske processer samt udvikling og
fremstilling af katalysatorer. Det geografiske centrum for disse aktiviteter var gennem alle årene Danmark – i begyndelsen København og Gentofte, siden
Ravnholm nord for København og Frederikssund ved Roskilde Fjord, og i dag også USA, Indien og Kina og snart også Brasilien.
8
HALDOR TOPSØE
Selv om Haldor Topsøe med årene blev kendt langt uden for den kemiske
industri, er det utvivlsomt de færreste, der ved, endsige forstår, hvad det egentlig er, hans firma beskæftiger sig med. Firmaets aktiviteter og produkter er da heller ikke umiddelbart synlige eller tilgængelige, men ikke desto mindre har de stor betydning for vores verden og for vores dagligdag.
Ved kemisk syntese fremstilles nye stoffer ud fra eksisterende stoffer ved
anvendelse af en katalysator, der øger processens hastighed, så den typisk
forløber en million gange hurtigere. Ammoniak, f.eks., fremstilles på denne måde af kvælstof og brint, og i ca. 90 procent af alle industrielle kemiske processer anvendes katalysatorer.
Haldor Topsøe fremstillede sin første katalysator i 1943 i sin svigerfars
garage for et svensk firma, der producerede svovlsyre. Året efter begyndte han på eget initiativ at udvikle katalysatorer til fremstilling af ammoniak –
uden forudgående ordrer og uden en eneste potentiel kunde i Danmark. Det
var i den sidste fase af den tyske besættelse, hvor krigens udfald nok var forventeligt, men krigsafslutningens konsekvenser for det tyskbesatte Danmark
uforudsigelige. Blot ti år senere havde Haldor Topsøe erobret det amerikan-
ske marked og var blevet verdensleder inden for udvikling og fremstilling af ammoniakkatalysatorer.
I dag produceres årligt mere end 150 mio. tons ammoniak, der er det
næstmest producerede kemikalie i verden. Uden væksten i den globale ammoniakproduktion havde verden ikke været i stand til at brødføde den konstant voksende befolkning især i udviklingslandene. Halvdelen af verdensproduktionen af ammoniak er i dag baseret på Haldor Topsøes processer og
katalysatorer, og firmaet yder dermed et vigtigt bidrag til verdens fødevareproduktion.
Haldor Topsøes horisont var ikke dansk, men fra begyndelsen global, da
der ikke i Danmark i nævneværdig grad fandtes aftagere til de katalysatorer og syntesekemiske processer, han begyndte at udvikle. Det var et projekt
præget af udsyn, visioner, innovation og entreprenørskab, men også af mod og risikovillighed. Resultatet blev noget så unikt som et forskningsbaseret
ingeniørfirma, der kunne matche de store amerikanske og andre multinationale kemiske koncerner i den globale konkurrence.
Udviklingen af ammoniakkatalysatorer til den globale kunstgødningsin-
dustri blev Haldor Topsøes gennembrud, og siden fulgte teknologier og ka-
talysatorer til mange andre kemiske processer. Foruden ammoniak arbejder firmaet i dag også med processer til fremstilling af bl.a. brint, syntesegas og
FORORD
9
metanol, men også med stoffet DME, der er en forureningsfri erstatning for diesel og regnes for et af fremtidens brændstoffer.
I det hele taget er udvikling og fremstilling af miljøvenlige og forurenings-
bekæmpende teknologier i dag et af firmaets vigtigste aktivitetsområder. Målet er at bidrage til afhjælpningen af den massive luftforurening, som medfører
syreregn, nedbrydning af atmosfærens beskyttende ozonlag, global opvarmning og luftvejssygdomme hos millioner af mennesker. Det sker med teknologier til olie- og raffinaderibranchen, der gør det muligt at fremstille renere brændstoffer med større ydeevne, og med teknologier til rensning af røgen
fra kraftværker og fabriksanlæg samt udstødningen fra dieselmotorer i biler og skibe.
Haldor Topsøes firma er i dag en ganske anden virksomhed, end da han
i 1943 startede produktionen af katalysatorer i sin svigerfars garage. Men der
er også en kontinuitet og sammenhæng, der binder firmaets aktiviteter i dag sammen med dét, som Haldor Topsøe dengang satte sig for at skabe.
Med denne bog fortælles for første gang historien om, hvordan det hele be-
gyndte, og hvorledes Haldor Topsøes virksomhed udviklede sig til dét, den er i dag. Det er en begivenhedsrig og til tider turbulent historie med op- og nedture og med succeser og skuffelser – men først og fremmest en bog om vilje til innovation og til at gøre en forskel.
Haldor Topsøe stod personligt i spidsen for firmaet gennem alle årene helt
frem til sin død. I sjælden grad er der med Haldor Topsøe derfor tale om, at firma og mand er ét, og dette er derfor også en bog om ham personligt med fokus på hans erhvervsmæssige virke, hvilket har gjort det til en ganske særlig oplevelse og udfordring at udarbejde manuskriptet.
Udarbejdelsen af bogen er helt overvejende baseret på Haldor Topsøe A/S’
arkiver, der opbevares i firmaets domicil i Ravnholm. Desuden har jeg gennemført samtaler med et antal tidligere og nuværende medarbejdere, hvor-
af flere har bidraget med yderligere skriftligt materiale. En tak til alle, der på
denne måde har bidraget. Desuden har Flemming Topsøe foretaget en række samtaler med tidligere medarbejdere og fået lavet båndudskrifter heraf, ligesom der herigennem er fremkommet skriftligt materiale til anvendelse i udarbejdelsen af manuskriptet. En tak til Flemming Topsøe for indsatsen og en tak til dem, der medvirkede.
Grundlaget for projektet er en forskningskontrakt indgået mellem Haldor
Topsøe A/S og Copenhagen Business School, hvorefter firmaet har betalt alle
10
HALDOR TOPSØE
udgifter, og undertegnede har haft fri adgang til alt materiale i virksomheden. Foruden mig selv har ph.d. Morten Larsen i en periode været tilknyttet projektet som post.doc., og kapitel 8-10 bygger bl.a. på hans research og manuskriptudkast.
Projektet er blevet fulgt af en projektgruppe med deltagelse af CEO Bjer-
ne Clausen, Executive Vice President Ulrik Federspiel, Vice President Kristine Ahrensbach og Personal Assistant Helle Birgitte Würtzen fra Haldor Topsøe
A/S samt centerleder og lektor, ph.d. Mads Mordhorst fra Copenhagen Business School, CBS.
Manuskriptet er under udarbejdelsen løbende blevet diskuteret og kom-
menteret i følgegruppen, ligesom det er blevet gennemlæst og kommenteret af
John Bøgild Hansen med henblik på det tekniske indhold. Det skal han have stor tak for. Jeg har dog haft frie hænder til udformningen af manuskriptet, og ansvaret for fejl og mangler er derfor alene mit.
Professor, dr.phil. Kurt Jacobsen Copenhagen Business School 5. september 2015.
FORORD
11
KAPITEL 2
Konsortiet af 1. april 1940
Den første opgave Forrige side / Reklame for det tyske Heinrich Koppers G.m.b.H., som fik ordren på opførelse af koksværket i Aarhus. Modsatte side / Haldor Topsøes plantegning over koksværket, udarbejdet i Aarhus april 1941. Tegnin gen var forside på den rapport, som blev underkendt af direktør Julius Hansen fra Strand vejs-Gasværket.
Hvad Haldor Topsøe arbejdede med i månederne efter sin exit fra Aarhus
Oliefabrik, er uvist. Ifølge Ingeniørforeningens medlemsfortegnelse etablerede han sig som rådgivende ingeniør pr. 1. januar 1940. De nærmere omstæn-
digheder er ikke kendt, men formentlig har C.L. David hjulpet til – i hvert fald er en del af Haldor Topsøes bevarede korrespondance som ingeniør allerede fra slutningen af 1939 foregået fra adressen Vestergade 13 i det indre København, hvor Kjøbenhavn Oliefabrik havde kontor – en virksomhed, C.L. David var bestyrelsesformand for. Størstedelen er dog fra privatboligen på Kastelsvej
begyndende sommeren 1940, men Haldor Topsøe havde også kontoradresse i Vestergade 13 fra efteråret 1939 og nogle år frem.1
Trods ophøret af ansættelsen på Aarhus Oliefabrik og flytningen til Køben-
havn fortsatte Haldor Topsøe sit arbejde i Produktions- og Raastofkommissio-
nen, som han oprettede en sagsmappe på. Han oprettede også en række andre sagsmapper med projekter forbundet med tiden på Aarhus Oliefabrik, herun-
der udvidelsen af Aarhus Havn, koksværket, mineralolieraffinaderiet og fjern opvarmning af Frederiksbjerg. Der syntes dog ikke at have været aktivitet i nogen af sagerne, der kun indeholder papirer fra tiden i Aarhus.2
Efter alt at dømme overvejede Haldor Topsøe sin fremtid. Det synes dog
sikkert, at overgangen fra arbejdet med de stort anlagte planer og projekter og
de internationale forbindelser til at være rådgivende ingeniør med postadres-
se på bopælen ikke passede ham. Han overvejede at tage til USA, og allerede i februar 1940 tilbød Aarhus Oliefabrik ham et arrangement, så han i givet fald kunne arbejde videre med planerne om et mineralolieraffinaderi i Aarhus.3
Haldor Topsøe kom imidlertid ikke til USA. Selv har han senere fortalt, at
han blev tilbudt en forskerstilling ved den amerikanske kemikoncern DuPont, og at familiens afrejse var planlagt til begyndelsen af april 1940. Imidlertid blev begge børn syge af lungebetændelse – en farlig sygdom, da man endnu
ikke havde penicillin eller andre antibiotika. Den 9. april 1940 kom så den ty-
34
HALDOR TOPSØE
Thyra Christensen blev som nyuddan net kontorassistent i 1929 ansat ved Aarhus Oliefabrik. Hun blev sekretær for Haldor Topsøe efter dennes ansæt telse som leder af forskningsafdelin gen i 1936. Efter udbruddet af 2. verdenskrig og den tyske besættelse var hun frem til maj 1942 udstationeret i København for at understøtte Haldor Topsøes arbejde med koksværkprojektet. Den 1. september 1945 blev hun ansat i Haldor Topsøes firma som hans personlige sekretær.
36
ske besættelse af Danmark, og Haldor Topsøe fortalte siden, hvorledes han
dagen efter traf sin beslutning om at blive i Danmark og ernære sig som rådgivende ingeniør.4
Børnenes sygdom var i sig selv ikke nogen hindring for en senere afrejse
via Sverige, men at forlade Danmark på et tidspunkt, hvor landet var blevet
besat af tyske tropper, må have forekommet uoverskueligt. Og så har det formentlig medvirket til beslutningen, at Haldor Topsøe på samme tid fik mulighed for at arbejde videre med koksværkprojektet i Aarhus.
Den 1. april 1940 oprettedes i Aarhus et "Konsortium af 1. April" til realise-
ring af det ellers hedengangne koksværkprojekt. Bag oprettelsen stod Aarhus
Oliefabrik, eller rettere Thorkild Juncker og C.L. David, idet bestyrelsen ikke var informeret, endsige havde godkendt initiativet. I det hele taget blev konsortiet såvel som dets forehavende omgærdet med dyb fortrolighed.
HALDOR TOPSØE
Initiativet var taget inden den tyske besættelse, men sigtet forblev det samme efter 9. april 1940: at muliggøre opførelsen af koksværket i Aarhus gennem
samarbejde med tyske i stedet for engelske virksomheder. Ikke desto mindre ændredes grundlaget for projektet afgørende efter 9. april, idet Tyskland nu
ikke ’blot’ var et naboland i krig med England og Frankrig, men en besættel-
sesmagt, der havde taget kontrol over Danmark, om end Rigsdag og regering fik lov at fortsætte.
Muligheden for at arbejde videre med og realisere koksværkprojektet har
utvivlsomt tiltrukket Haldor Topsøe, der officielt blev tilknyttet Konsortiet
som ”teknisk Konsulent”. Det var efter alt at dømme hans første egentlige opgave som rådgivende ingeniør, og markerer som sådan hans beslutning om at etablere sig med en rådgivende ingeniørvirksomhed i Danmark.5
I sin nye rolle forhandlede Haldor Topsøe hen over sommeren 1940 på ny
om forslag til Aarhus Kommune om anlæg af en industrihavn med koksværket placeret på havneområdet. Der blev opnået enighed med havneingeniø-
ren og kommunens havneudvalg, og i november 1940 godkendtes projektet af Aarhus Byraad.6
Tilbage stod at indgå aftaler med tyske virksomheder om projektet og at
indhente godkendelse hos de tyske myndigheder. Det blev Haldor Topsøes hovedopgave at sikre begge dele. Hans arbejde understøttedes af Thorkild Juncker, der for Aarhus Oliefabriks regning overflyttede direktionssekretær Thyra Christensen til København som Haldor Topsøes personlige sekretær.7
”Hørende til Tysklands økonomikreds” Den 31. oktober 1940 rejste Haldor Topsøe til Tyskland, hvor han foruden Berlin besøgte Ruhr-distriktet. Opholdet var planlagt til otte dage, men blev for-
længet til mere end tre uger. Det blev den første af en række rejser med det formål at realisere koksværkprojektet, idet han over for tyske virksomheder
og myndigheder præsenterede sig som ”teknisk Konsulent” og ”Befuldmægtiget” for Konsortiet af 1. April. Ligeledes understregede han Aarhus Oliefabriks rolle som ”Hovedinteressenten” i konsortiet, uden at de andre deltagere
blev nævnt. I det hele taget er det uvist, om der var andre interessenter, måske på nær Kjøbenhavns Oliefabrik, fra hvis adresse i Vestergade Haldor Topsøe fortsat førte korrespondance.8
Haldor Topsøes indledende forhandlinger i Berlin tog afsæt i arbejdet med
koksværkprojektet før krigen, for så vidt at han lagde ud med møder over to
KAPITEL 2
37
dage med Brassert & Co. – det tyske søsterselskab til Brassert & Co. Ltd. i London., som Aarhus Oliefabrik havde entreret med før krigen. I kraft af sit ameri-
kanske ejerskab kunne søsterselskabet fortsat udøve sin virksomhed som et af Tysklands førende ingeniørfirmaer inden for jern- og stålindustrien. Det havde betydelig erfaring med opførelse af koksværker, og tanken var, at firmaet
skulle udgøre et bindeled ikke kun til relevante tyske entreprenørfirmaer, men også til tyske myndigheder.
Allerede 4. november havde Brassert & Co. derfor arrangeret møde i Prü-
fungsstelle Bauindustrie – en styrelse under Reichwirtsschaftsministerium, der behandlede sager om opførelse af industrianlæg. Ministeriet skulle godkende udførsel af stål og andre materialer til opførelse af koksværket samt den
efterfølgende nødvendige kuleksport til produktionen og driften. Det krævede en økonomisk-politisk argumentation.9
På et møde med en Herr Radtke tog Haldor Topsøe i sin redegørelse for sa-
gen udgangspunkt i Danmarks stilling som et land ”i den Række af fastlands europæiske Lande, som Tyskland regner som fremtidigt hørende til deres Økonomikreds”. Det var i overensstemmelse med udtalelser fra såvel statsminister Thorvald Stauning 4. juni i Folketinget efter den engelske evakuering fra
Dunkerque som fra den danske regering som helhed 8. juli 1940 efter Frankrigs overgivelse. Den officielle holdning var, at Danmark som andre europæiske nationer måtte tilpasse sig en forudsigelig og efter alt at dømme nært forestående tysk sejr og Tysklands efterfølgende dominans i Europa.
I modsætning til den danske regering lagde Haldor Topsøe imidlertid ikke
op til en passiv tilpasning til de nye realiteter, men anlagde i stedet et mere aktivistisk synspunkt, som Thorkild Juncker allerede havde fremført offentligt,
og som han og Haldor Topsøe utvivlsomt havde diskuteret indgående. Hvis tyske erklæringer om, at ”Udvikling af de besatte Landes Økonomi er af afgørende Betydning” skulle tages for pålydende, måtte Tyskland ifølge Hal
dor Topsøe også ”erkende Betydningen af en forgrenet dansk Forædlingsindustri”.
Direkte henvendt til Herr Radtke og hans ministerium erklærede Haldor
Topsøe, at officielle tyske erklæringer om en fremtid for Danmark som et rent landbrugsland af en ”Wirtschaftspolitiker” burde anerkendes som ”en teknisk og økonomisk Umulighed” alene på baggrund af vekselvirkningen mellem
dansk industri og landbrug. Ligeledes var det ”indlysende”, at modstand mod
en dansk forædlingsindustri ville ”reducere den danske Levefod katastrofalt og indirekte have Indflydelse paa ogsaa tysk Levefod”.
38
HALDOR TOPSØE
Driften af det danske koksværk ville kræve leverancer af kul, hvor Haldor
Topsøe anførte, at der var et betydeligt underskud på kontinentet, mens der i England var en stor overskudsproduktion. Med et forudsigeligt stigende for-
Thorkild Junckers og Haldor Topsøes bestræbelser på at få tyske virksom heder til at opføre et koksværk i Aarhus var i overensstem melse med den officielle danske samarbejdspolitik den første tid efter den tyske besættelse af Danmark. På billedet er stats minister Thorvald Stauning i samtale med den tyske Reichsbevoll mächtiger i Danmark, Cecil von Renthe-Fink, i Dansk-Tysk Forening i 1941. Senere kølnedes forholdet mellem de danske politikere og besættelsesmagten. (Scanpix)
brug af kul måtte der efter krigens afslutning ”uanset dens Udgang” derfor
regnes med betydelige kulleverancer fra England til Danmark. På længere sigt
ville et dansk koksværk derfor i højere grad være i en konkurrencesituation med engelske koksværker end med tyske – ”et Faktum, der naturligvis nu tilbyder sig som Argument for Anlæg af et dansk Koksværk”.
Hvad angik finansiering af projektet henviste Haldor Topsøe til, at Tysk-
land havde en betydelig gæld til Danmark i form af clearing-kontoen, hvor betalingen kunne udlignes, hvilket ville være i dansk interesse.
Argumentationen faldt øjensynligt i god jord hos Herr Radtke; i hvert
fald gav han udtryk for, at sagen kunne forventes at blive godkendt i
Reichswirtschaftsministerium. Det aftaltes derfor, at Brassert & Co. officielt skulle anmelde projektet og som danske interessenter angive Konsortiet af 1. April 1940 med Aarhus Oliefabrik som ”Träger”, altså som bærende kraft.10
KAPITEL 2
39
Efter denne politiske forsikring om projektets mulighed gik Haldor Topsøes
rejse videre til Ruhr-distriktet, hvor den tyske kul-, jern- og stålindustri var koncentreret. Forinden havde han i samråd med Brassert & Co. aftalt forhandlinger med fire entreprenørfirmaer som mulige partnere ved opførelsen af
koksværket: Heinrich Koppers G.m.b.H. i Essen, Didier-Kogag Hinselman ligeledes i Essen, Carl Still i Recklinghausen og Dr. C. Otto & Co. i Bochum.
Det blev til talrige forhandlingsmøder og besøg på en række koksværker,
som de fire firmaer havde opført. Der blev også lejlighed til et besøg på det tyske jern- og stålkonglomerat Reichswerke Hermann Görings afdeling i Watenstedt, der var under opførelse under ledelse af Brassert & Co., men hvor koksværket med tilhørende anlæg stod færdigt.
Resultatet af rejsen blev, foruden aftalen med Brassert & Co. og kontakten
til Prüfungsstelle Bauindustrie, at de tre firmaer Heinrich Koppers, Carl Still
og Dr. Otto indvilgede i at udarbejde projekter for opførelse af et koksværk samt økonomiske beregninger for den fremtidige driftsøkonomi.
Yderligere udnyttede Haldor Topsøe muligheden for at sætte sig ind i fle-
re nye teknologier til syntese af forskellige oliekvaliteter, hvor man ud fra kul
fremstillede benzin-, petroleum- og dieselolieprodukter – oplysninger og viden, som han måtte love de pågældende firmaer ville blive behandlet ”absolut fortroligt”.11
Det handlede dog først og fremmest om koksværksprojektet, og for at
fremme sagen tog Haldor Topsøe igen til Tyskland 5.-19. december 1940 for
sammen med de tre udvalgte firmaer at medvirke til en hurtig udarbejdelse af
projektforslagene. Hans forehavende lykkedes, idet han ved tilbagekomsten til København medbragte tre fuldt udarbejdede projektforslag, som Konsortiet af 1. April kunne tage stilling til.12
Kommissionsbetænkning og kvælstofprojekt Under sine forhandlinger havde Haldor Topsøe også fået lejlighed til at ud-
fritte de tre firmaer såvel som Brassert & Co. og Herr Radtke i Prüfungsstelle
Bauindustrie om eventuelle konkurrerende danske projekter. Herved erfarede han, at Atlas Maskinfabrik A/S arbejdede på et projekt i samarbejde med Dr.
Otto, der dog nærede ringe tiltro til projektet, der var ”meget løst og ikke synderligt fremskredet”. Også A/S Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik arbejdede på et projekt i København sammen med den tyske storkoncern I.G. Farben, hvor et kvælstofværk skulle udnytte gassen fra koksværket. Planerne var
40
HALDOR TOPSØE
Forsiden af Produktions- og Raastof kommissionens betænkning fra 1940 om Danmarks kraft- og varmeforsyning antyder ikke umiddelbart nogen sammenhæng med Aarhus Oliefabrik. Gennem arbejdet i kommissionen var det imidlertid lykkedes Thorkild Juncker og Haldor Topsøe at få indarbejdet deres egne planer om opførelse af et koksværk og et mi neralolieraffinaderi, ligesom betydningen af opbygningen af en synteseindustri på grundlag heraf fremhævedes. Betænkningen kunne derfor bruges i forhandlingerne i Tyskland til dokumentation af, at det aarhusianske koksværksprojekt havde støtte fra den allerhøjeste politiske instans i Danmark.
dog ikke så langt fremme som Konsortiets. Herudover lovede de tre firmaer at holde Haldor Topsøe informeret, både om de nævnte projekter og om eventuelle nye. Også Herr Radtke i Prüfungsstelle lovede at holde Haldor Topsøe
informeret, idet man i øvrigt ville behandle eventuelle konkurrerende projekter efter bogen.13
KAPITEL 2
41
Interiør i Prins Albrechts Palæ, Wilhelmstrasse 102 i Berlin, der husede naziregimets hoved kontor for rigets sik kerhed, Reichssicher heitshauptamt, der var placeret under Heinrich Himmler med Reinhard Heydrich som daglig leder. Omgivelserne og dets rolle i det nazistiske styre syntes dog ikke at gøre større indtryk på Haldor Topsøe, der flere gange mødtes med SS-Obersturm bannführer Eberhard Freiherr von Löw på dennes kontor for at forhandle om op førelsen af koksværket i Aarhus. (Bundesar chiv)
Oplysningen om kvælstofprojektet i København var ikke ny viden for Haldor Topsøe, da han fra arbejdet i Statsministeriets Produktions- og Raastofkommission kendte til planerne, der også var blevet omtalt i den danske avis Social-Demokraten dagen før hans afrejse til Tyskland.14
Anledningen til avisomtalen var, at C.V. Bramsnæs dagen forinden hav-
de fremlagt Produktions- og Raastofkommissionens ”Betænkning angaaende rationel Kraft- og Varmeforsyning m.m.”. Som den ret så tørre titel indikerer,
omhandlede betænkningen først og fremmest udviklingen af en tilstrækkelig
og rationel kraftforsyning. Thorkild Juncker og Haldor Topsøe havde imidler-
tid som henholdsvis medlem af kommissionen og teknisk konsulent sat deres tydelige aftryk, idet det i indledningen hed, at kraftspørgsmålet var af afgørende betydning ikke kun for den eksisterende industri, men også for ”udbygningen af nye Industrier, særligt kemiske Industrier”.15
Mere specifikt anbefalede kommissionen ”af valutamæssige og beskæfti-
gelsesmæssige Grunde” opførelse af koksværker i Danmark, men også af hensyn til udnyttelse af biprodukterne ”som Basis for nye Industrianlæg”, idet det anvendte regneeksempel stemte overens med projektet i Aarhus.
Kommissionen anbefalede ligeledes opførelse af et mineralolieraffinaderi;
man pegede således på de muligheder, der ville være ved ”et samarbejde mellem Koksværker, Kraftværker og Mineraloliefabrikker” bl.a. for udviklingen af en synteseindustri. Det blev nævnt, at et ”Samarbejde mellem udenlandske
og danske Interesser” var blevet indledt før krigen – uden at Aarhus Oliefabrik og oberst Robert Morris dog blev nævnt. Til gengæld omtaltes det, at kommis-
sionen i 1939 havde taget spørgsmålet op på baggrund af et memorandum –
der utvivlsomt var udarbejdet af Haldor Topsøe. Krigen ville dog ”forsinke Planens Realisation”, men kommissionen fandt det ønskeligt, at spørgsmålet blev taget op, ”naar de praktiske Muligheder atter foreligger”.16
Thorkild Juncker og Haldor Topsøe havde således fået spændt Produk-
tions- og Raastofkommissionen for Aarhus Oliefabriks og Konsortiets vogn. Krigsudbruddet havde betydet, at mineralolieraffinaderiprojektet var blevet lagt på is, men koksværket var stadig en mulighed og gerne i kombination med et kvælstofværk, der dog ikke var omtalt i betænkningen.
Om det var Thorkild Junckers og Haldor Topsøes viden fra kommissio-
nen, der fik dem til at overveje at opføre et kvælstofværk i Aarhus, vides ikke,
men det forekommer sandsynligt. Under alle omstændigheder havde Haldor
Topsøe dagen efter sin ankomst til Berlin spurgt Herr Radtke i Prüfungsstelle Bauindustrie om dennes ”uofficielle” mening om muligheden for at opnå tysk
42
HALDOR TOPSØE
tilladelse til import af materialer og maskiner m.m. til opførelse af et kvæl-
stofværk i tilknytning til koksværket i Aarhus. Svaret var, at ”det nok vilde
være muligt”, idet intensiveringen af den europæiske landbrugsproduktion i fremtiden ville føre til et øget behov for kvælstofkunstgødning. Haldor Topsøe
understregede, at Konsortiet ”ikke nærede noget Ønske om selv at gaa ind i
denne Opgave, men at vi, saafremt andre vilde interessere sig for Sagen, principielt var villige til et Samarbejde”. 17
Eneste realistiske samarbejdspartner i sådan et projekt var Dansk Svovlsy-
re- og Superfosfatfabrik, der dog allerede var engageret i det konkurrerende
KAPITEL 2
43
københavnske projekt. Det gjaldt derfor om at handle hurtigt, idet kommissionsbetænkningen gav grundlag for et bredere, nationalt argument for projek-
tet end Aarhus Oliefabriks egne interesser, samtidig med at kommissionens placering under statsministeren gav den et officielt tilsnit.
Møder i Reichssicherheitshauptamt og I.G. Farben I slutningen af januar 1941 rejste Haldor Topsøe derfor igen til Tyskland. Ud over at afklare nogle udeståender i forbindelse med opførelsen af koksværket,
var formålet først og fremmest at opklare ”hvilken principiel Stilling”, man fra tysk side indtog over for opførelse af et kvælstofværk i tilknytning til koksværket i Aarhus.18
Med kvælstofværket bevægede Konsortiet sig ind på et område, der var to-
talt domineret af den tyske storkoncern I.G. Farben – ikke kun i Tyskland, men på hele kontinentet – som det derfor var uomgængeligt at samarbejde med,
både når det gjaldt opførelse og fremtidig drift. Herved opstod en risiko for, at et dansk projekt enten ville komme i et stærkt afhængighedsforhold til I.G. Farben, eller at projektet helt kunne blive forhindret, hvilket gav anledning til betænkeligheder hos Thorkild Juncker og Haldor Topsøe.19
Formentlig derfor indledte Haldor Topsøe på foranledning af Thorkild
Juncker sine forhandlinger i Reichssicherheitshauptamt i Berlin for at søge støtte til projektet.
Reichssicherheitshauptamt – Hovedkontoret for Rigets Sikkerhed – var den
øverste ledelse af det tyske sikkerhedspoliti placeret under Heinrich Himm
ler med Reinhard Heydrich som daglig leder. Tjenesten havde hovedkvarter
i Prins Albrechts Palæ, Wilhelmstrasse 102 Berlin, hvor Haldor Topsøe 29. januar 1941 mødtes med SS-Obersturmbannführer Eberhard Freiherr von Löw, der indtog en nøglepost som leder af efterretningstjenesten, Sicherheitsdiensts afdeling for Skandinavien.20
Over for Danmark varetog Freiherr von Löw bl.a. forbindelsen til det dan-
ske nazistparti, DNSAP, og andre højrekræfter og havde siden 1937 haft forbindelse til lederen af de danske nazister, Frits Clausen. Ligeledes varetog han sikkerhedspolitiske og efterretningsmæssige sager, og så arbejdede han med
erhvervsforhold og erhvervsmæssig planlægning i Skandinavien. Han forsøgte således i 1942 at overtale en række betydende danske industri- og handelsmænd til at fabrikere krigsartikler til Tyskland, hvilket dog mislykkedes.Wil-
44
HALDOR TOPSØE
helmstrasse 102 var det måske mest betydende magtcentrum i det nazistiske
rige, og at det overhovedet var muligt for Haldor Topsøe at få adgang til byg-
ningen, skyldtes utvivlsomt, at Thorkild Juncker stod i personlig forbindelse med Freiherr von Löw og bl.a. besøgte denne i Berlin tre-fire gange i det første
besættelsesår, ligesom Freiherr von Löw ofte var i Danmark. De var begge til
stede ved det såkaldte Broholm-møde på Broholm Gods 14.-15. august 1940,
hvor det på initiativ af godsejer Jørgen Sehested blev forsøgt at få et samarbejde i stand mellem DNSAP og de højreorienterede Landbrugernes Sammenslutning og Bondepartiet. Ligeledes havde Thorkild Juncker i juli 1940 på opfordring af Freiherr von Löw udarbejdet et memorandum til denne om den
mulige udnyttelse af Aarhus Oliefabriks og Østasiatisk Kompagnis ”Organisation til Løsning af enkelte af det tyske Storrums oversøiske Handels- og Skibsfartsproblemer”, når krigen var forbi.21
I det hele var Thorkild Juncker, der inden krigen var fremstået som anglo-
fil, nu stærkt engageret i udviklingen af et godt dansk-tysk forhold. Han stif-
tede således 23. august 1940 Dansk-Tysk Selskab i Aarhus med sig selv som formand som en pendant til Dansk-Tysk Forening, som på regeringens initiativ var oprettet i København måneden forinden. Den 3. august 1940 offentliggjorde han en artikel om sit syn på dansk økonomisk-industriel tilpasning til
Tyskland i et særnummer om Danmark i det tyske Berliner Börsen-Zeitung, og endnu en artikel om samme emne fulgte 20. februar 1941 i Der Vierjahresplan.
Thorkild Juncker var ikke medlem af det danske nazistparti, og næppe na-
zist af overbevisning. Til gengæld var han uhyre aktivistisk i det økonomiske samarbejde med Tyskland, hvilket skal ses i lyset af, at Aarhus Oliefabrik siden besættelsen havde måttet indskrænke produktionen betydeligt som følge af
mangel på råvarer, der nu kun kunne skaffes via et samarbejde med Tyskland.
Ligeledes kunne hans planer om opførelsen af et koksværk og etableringen af
en synteseindustri heller ikke lade sig realisere på anden vis end gennem et samarbejde med tyske virksomheder og myndigheder.
For Haldor Topsøe handlede kontakterne med de tyske firmaer og myndig-
heder under alle omstændigheder alene om at muliggøre opførelsen af kvæl-
stofværket i Aarhus, og ifølge sit eget referat af mødet med Freiherr von Löw forekommer han hverken underdanig eller trykket af situationen og omgivelserne, hvor mødet fandt sted. Han noterede sig, at Freiherr von Löws tilgang
til erhvervsmæssige spørgsmål var funderet i en politisk tilgang. Reichssicher-
heitshauptamt ønskede således ifølge von Löw at fremme en erhvervsmæssig udvikling, der kunne bidrage til politisk afspænding, når krigen var vundet.
KAPITEL 2
45
Derfor var man i Reichssicherheitshauptamt også klar over, at det for Dan-
marks vedkommende ville medføre ”en betydelig industriel Udvikling”. Med Haldor Topsøes udtryk var tyskerne således ”principielt” på linje med Produktions- og Raastofkommissionen, hvis betænkning Haldor Topsøe drøftede
med Freiherr von Löw, der udbad sig en tysk oversættelse, som Haldor Topsøe sørgede for blev eftersendt i to eksemplarer.22
Reichssicherheitshauptamt repræsenterede nazipartiet, og Haldor Topsøe
bemærkede ”et vist Modsætningsforhold” mellem partiets synspunkter og de
store koncerners interesser. Med udtrykkelig hentydning til I.G. Farben erklæ-
rede en af Freiherr von Löws medarbejdere, dr. Tiedt, således, at partiet ”i vid Udstrækning maatte modsætte sig Koncernernes ’imperialistiske’ Handelspolitik som værende til Skade for den politiske Afspænding efter Krigen”.
Med direkte henvisning til I.G. Farben og koncernens monopolistiske po-
sition på kvælstofområdet på Det Europæiske Kontinent understregede Hal
dor Topsøe, at det danske Konsortium måtte have ”overordentlig vidtgaaen-
de, principielle Garantier, for at det kunne være forsvarligt blot principielt at gaa ind i et Omraade, hvor Syndikatdannelsen er saa fuldstændig som her”.
Som svar forsikrede dr. Tiedt, at i spørgsmålet om et dansk kvælstofværk ville
partiets ”wirtschaftspolitische Afdeling gøre sit bedste for at støtte selvstæn-
dige danske Interesser contra Syndikatet [I.G. Farben]”, ligesom han mente, at ”Sagen vilde ligge gunstigt”.
Senere samme dag havde Haldor Topsøe møde i Reichsamt für Wirtschafts-
ausbau, der hørte under den tyske topnazist Hermann Göring, og som formål
havde planlægning og udvikling af den tyske råstofindustri med henblik på
krigsførelsen. Det tyske politiske bureaukrati havde ikke nogen streng hierarkisk orden, idet de forskellige ministerier, styrelser m.m. udgjorde magtbaser
for de ledende topnazister, der til tider konkurrerede indbyrdes om indflydelse. Det var derfor ikke nemt at navigere i det komplicerede parti- og statsma-
skineri, men med Haldor Topsøes ord havde Reichsamt für Wirtschaftsausbau en ”overordentlig stærk, paa nogle Omraader den afgørende Stilling”.
Leder af Reichsamt für Wirtschaftsaufbau var professor Carl Krauch, der
også var bestyrelsesformand for I.G. Farben, og blandt hans nærmeste medarbejdere var en dr. Fahr, oprindeligt fra I.G. Farben, som Haldor Topsøe mødtes
med. I det hele taget var Reichsamt für Wirtschaftsausbau domineret af nuværende eller tidligere ansatte i I.G. Farben, men dr. Tiedt havde forinden forsikret Haldor Topsøe om, at han ikke havde grund til at frygte for en sammenblanding med I.G. Farbens interesser.
46
HALDOR TOPSØE
Haldor Topsøe udtrykte åbent sine bekymringer vedrørende I.G. Farbens dominans og understregede også behovet for, at en dansk kvælstoffabrik måtte garanteres salget af 18.000 tons kvælstof forud for I.G. Farbens eksport til
Danmark. Dobbeltheden i Reichsamt für Wirtschaftsausbaus placering mel-
lem den tyske stat og I.G. Farben kom herefter frem, da dr. Fahr erklærede, både at I.G. Farben ”principielt” var villig til at projektere og opføre et kvæl-
stofværk, og at ”tyske officielle Instanser, herunder Reichsamt” ville medvirke til det danske projekt og skaffe de ønskede garantier.
På dr. Fahrs ønske afholdtes dagen efter, 30. januar 1941, endnu et møde i
Reichsamt für Wirtschaftsausbau inklusive repræsentanter for I.G. Farben. Efter en udredning af de danske projekter og en række tekniske forhold fik Haldor
Topsøe at vide, at I.G. Farben gerne arbejdede sammen med et konsortium med
Aarhus Oliefabrik som bærende kraft og med Aarhus-projektet som grundlag.23 Reichwirtschaftministeriums godkendelse af koksværket inklusive tilla-
delser til eksport af materialer fra Tyskland til opførelsen såvel som efterfølgende kulleverancer var givet allerede 20. december. Med udmeldingerne fra
Reichssicherheitshauptamt samt I.G. Farben og Reichsamt für Wirtschaftsaufbau syntes alle hindringer for opførelsen af et koksværk med tilknyttet kvælstofværk ryddet af vejen. Valget af tysk samarbejdspartner til at forestå projek-
tering og opførelse af koksværket faldt på Heinrich Koppers G.m.b.H. i Essen.
Nej fra Aarhus Oliefabriks bestyrelse Kort efter ankomsten fra Berlin til Aarhus om aftenen 7. februar 1941 mødtes Haldor Topsøe med Thorkild Juncker for at afrapportere, og næste dag mødtes de med den socialdemokratiske viceborgmester i Aarhus, Einar Stecher Chri-
stensen, der reelt var fungerende borgmester, da borgmesteren var alvorligt syg, for at informere denne om projektets fremdrift.24
Herefter gik det stærkt. Den 12. februar mødtes Haldor Topsøe og Thorkild
Juncker med direktørerne Paul Wonsild og Sigurd Gjersøe fra Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik for at forhandle om mulighederne for et samarbejde. Den 15.-16. februar var Haldor Topsøe atter i Berlin for at klarlægge, hvilke tekniske konsekvenser det ville få for konstruktionen af koksværket, at
det skulle samarbejde med et kvælstofværk. Den 19. februar mødtes han med overingeniør H. Stevenius Nielsen fra Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik, og som resultat kunne Haldor Topsøe to dage senere udarbejde et udkast til
foreløbig overenskomst om et samarbejde baseret på, at Konsortiet af 1. April
KAPITEL 2
47
1940 opførte et koksværk, og Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik opførte et kvælstofværk i Aarhus.25
Der var også møder med entreprenørfirmaerne Højgaard & Schultz og
Christiani & Nielsen, hvor valget som underentreprenør på projektet faldt på sidstnævnte. Endelig var der forhandlinger med Aarhus Belysningsvæsen, der
accepterede at aftage ca. 15 mio. m3 gas per år fra koksværket, så Haldor Top-
søe kunne udarbejde et udkast til en aftale herom mellem Konsortiet og Aarhus Belysningsvæsen.26
Med alle væsentlige aftaler på plads i både Tyskland og Danmark kunne
C.L. David på et bestyrelsesmøde i Aarhus Oliefabrik 17. marts 1941 oplyse, at ”der i den senere tid havde været foretaget forskellige Undersøgelser angaaen-
de Mulighederne for at anlægge et koksværk i Aarhus”. Det var første gang, at bestyrelsen – i hvert fald officielt – erfarede om koksværksplanerne. C.L.
David redegjorde for, at undersøgelserne var foretaget af ”et anonymt Konsortium”, for at man ikke skulle drage ”uberettigede Slutninger” angående
Oliefabrikkens stilling. Uden at gå i detaljer redegjorde han for de foregåede forhandlinger, og at disse var ført af Thorkild Juncker og Haldor Topsøe, idet
sidstnævnte havde foretaget undersøgelserne i Tyskland og sikret, ”at der ikke vilde blive rejst nogen Indvending fra tysk Side”.27
C.L. David understregede, at forhandlingerne havde været ”ganske hy-
potetiske og foreløbige”, og at det endnu var for tidligt at udtale sig om,
hvorvidt projektet havde nogen chance for at blive realiseret: ”Sagen var
endnu paa Undersøgelsens første Stadium”, og han bad derfor bestyrelsen
tilslutte sig, at undersøgelserne fortsattes, samt udtale, ”at man vilde være beredt til at deltage i Bygningen af et saadant Koksværk …”.
Det gik ikke, som C.L. David og Thorkild Juncker – og heller ikke Haldor
Topsøe – havde håbet. Med M.C. Holst som en delvis undtagelse var stem-
ningen negativ hele vejen rundt om bestyrelsesbordet. Næstformanden gav udtryk for essensen af argumenterne imod projektet:
Fremtiden forekom ham alt for usikker specielt for A.O. til, at man under de nuværende Forhold burde interessere sig for Gennemførelsen
af en Opgave, som var af et saa betydeligt Omfang, og som laa udenfor A.O.s Virksomhed.
Som følge af krigen og den tyske besættelse var råvareleverancerne til Oliefabrikken næsten indstillet, og produktionen på det nærmeste ophørt. Frem-
48
HALDOR TOPSØE
tiden var usikker, og koksværksprojektet med den store investering blev af
samme grund ikke betragtet som en mulig redning af fabrikken, men som en uoverskuelig risiko. Projektet var faldet, og Thorkild Juncker udtalte ifølge protokollen sin ”store Skuffelse” over udfaldet, mens C.L. David fremhævede, at man allerede inden krigen havde påbegyndt undersøgelserne, og
at den fremlagte plan ”forsaavidt kun var en Fortsættelse” af dette arbejde.
Men der var intet andet at gøre end at afslutte undersøgelserne og meddele
Aarhus Kommune, at Oliefabrikken ikke ville medvirke til opførelsen af et koksværk, og at udvidelsesplanerne for Aarhus Havn derfor ikke kunne baseres herpå.28
Der gik imidlertid kun knap tre uger, inden koksværket atter kom på be-
styrelsens dagsorden i Aarhus Oliefabrik. Årsagen var en række artikler i Aarhus-aviserne, hvoraf det fremgik, at kommunen stadig regnede med, at Aarhus Oliefabrik agtede at opføre et koksværk. Til avisomtalen bemærkede
Thorkild Juncker, at kommunen havde fået klar besked og ikke kunne være i
tvivl om fabrikkens stilling. Da næstformanden herefter direkte spurgte, om
der var foretaget noget vedrørende forberedelsen af et koksværk siden sidste bestyrelsesmøde, svarede Thorkild Juncker ifølge protokollen, ”at der ikke var foretaget noget siden”.29
Fortsat tysk støtte Thorkild Junckers udtalelse var korrekt for så vidt, at undersøgelserne som sådan var forbi, og der ikke var indledt yderligere forhandlinger. Det betød imidlertid ikke, at koksværksprojektet var lagt på hylden, idet Haldor Top-
søe på baggrund af de indgåede aftaler og tilsagn – og i samråd med Thorkild Juncker og muligvis også C.L. David – arbejdede videre med udarbejdelsen
af et samlet udkast til et koksværksprojekt i Aarhus baseret på anlæg af en industrihavn, gasleverancer til Aarhus Belysningsvæsen og samarbejde med et
kvælstofværk, som Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik forventedes at opføre. Da projektbeskrivelsen var færdig, blev den 27. maj 1941 sendt til Thorkild Juncker samt direktør Paul Wonsild fra Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik og minister for offentlige arbejder, ingeniør Gunnar Larsen.30
Allerede en uge efter tog Haldor Topsøe igen til Berlin 4.-10. juni 1941, den-
ne gang samme med Thorkild Juncker. For Haldor Topsøes vedkommende var rejsens formål at føre forhandlinger med tyske myndigheder om industriproblemer i almindelighed og om ”Problemet Koksværk” i særdeleshed. Ordene dæk-
KAPITEL 2
49
kede over, at Haldor Topsøe og Thorkild Juncker søgte fortsat tysk opbakning til projektet, nu Aarhus Oliefabrik var stået af, og de medbragte med dette sigte en række kopier af Haldor Topsøes projektbeskrivelse i tysk oversættelse.31
Haldor Topsøe mødtes derfor igen med von Löw og dr. Tiedt i Reichssi-
cherheitshauptamt i Wilhelmstrasse 102. Drøftelserne havde nogenlunde samme indhold som sidst og bestyrkede ifølge Haldor Topsøes referat ”Opfattelsen af Reichssicherheitshauptamt som en Institution, som aktivt vil understøtte teknisk-økonomisk rimelige, danske Industriplaner”.
I Reichsamt für Wirtschaftsausbau mødtes Thorkild Juncker og Haldor
Topsøe med lederen af Reichsamt og bestyrelsesformand i I.G. Farben, professor Carl Krauch, samt dr. Tiedt. Carl Krauch var en af de absolutte nøglepersoner i implementeringen af den tyske firårsplan for at fremme den tyske
industriproduktion og opnå økonomisk selvforsyning. Ifølge Haldor Topsøes
50
HALDOR TOPSØE
referat erklærede professor Krauch sig enig i de danske synspunkter både
generelt om udvikling af industrien og mere specifikt om det kombinerede koks- og kvælstofværk. Ligeledes erklærede han sig ”villig til at støtte Projekter
og Forslag af en saadan Karakter”, og at Reichsamt var villig til at hjælpe med udarbejdelsen af en oversigt i lighed med grundlaget for den tyske firårsplan og hjælpe med realisering heraf.
Herefter mødtes Thorkild Juncker kort med Ministerialdirektor Gustav
Schlotterer i Reichwirtschaftsministerium, der var en af hovedpersonerne i den nazistiske økonomiske politik og i den statslige planlægning af efterkrigstiden.
I samme ministerium forhandlede Haldor Topsøe og dr. Tiedtmere indgående med Ministerialrat Waldemar Ludwig, som var medlem af det dansk-tyske
handelsudvalg og dermed med direkte indflydelse på de dansk-tyske handelsog industrirelationer. Han erklærede sig fundamentalt imod de danske planer, som ministeriet kun ”efter store Betænkeligheder” var gået med til.
Det var andre signaler end under Haldor Topsøes første besøg i Reichwirts-
schaftsministerium, og i det hele taget var Waldemar Ludwigs synspunkter
lodret i modstrid med, hvad Haldor Topsøe tidligere havde fået at vide, herun-
SS-Sturmbann führer Eberhard Freiherr von Löw fra den tyske Sicher heitsdienst, SD, var Haldor Topsøes primære kontakt i Tyskland. Her ses han i fuld uniform (nr. 2 fra venstre) med hofjægermester Jørgen Sehested på sin højre side og den tyske bondefører Wippert på godset Broholm på Fyn. Yderst til højre står von Löws nære med arbejder Hans Pahl. (Frihedsmuseet)
der af statssekretær Friedrich Landfried, der var ministerens nærmeste medarbejder – altså en af topcheferne i de øverste tyske økonomiske og industrielle forvaltning. Ifølge Haldor Topsøe fremkaldte udtalelserne da også ”stor
Forbavselse og Indignation” hos dr. Tiedt, der erklærede, at han sammen med
Freiherr von Löw gennem Reichssicherheitshauptamt ville ”tage spørgsmålet op overfor Reichswirtschaftsministerium” med henblik på at holde ministeriet fast på den linje, som det tidligere havde indtaget.32
”Lidt overoptimistisk” Den klare og udtalte opbakning fra såvel Freiherr von Löw i Reichssicherheitshauptamt som professor Carl Krauch i Reichsamt für Wirtschaftsaufbau
og I.G. Farben betød sammen med dr. Tiedts forsikring om, at de modvillige
kræfter i Reichswirtschaftsministerium ville blive sat på plads. Haldor Topsøe og Thorkild Juncker kunne derfor rejse hjem med vished for, at de havde støtte fra de centrale tyske myndigheder i realiseringen af det kombinerede koksværks- og kvælstofprojekt.
De vendte imidlertid hjem til andre problemer, for allerede 29. maj var en
skeptisk Paul Wonsild mødtes med Gunnar Larsen på dennes ministerkontor. Årsagen var, at man på Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik havde gennem-
KAPITEL 2
51
gået projektet og sammenlignet det med oplysninger, man havde modtaget fra Københavns Kommune, som firmaet hidtil havde drøftet et kombineret koks-
værks- og kvælstofprojekt med. På baggrund heraf forekom projektet at være ”stillet noget for optimistisk op”, og Paul Wonsild var i det hele taget ”noget
ængstelig for at basere et Kvælstofprojekt paa et Koksværksprojekt udarbejdet
af Folk, som ikke var Specialister, og dette kan Aarhus Oliefabrik og Ingeniør Topsøe ikke siges at være”. Han foreslog derfor, at regeringens beskæftigelses-
udvalg udpegede en ekspert til at gennemgå projektet, og pegede på direktør Julius Hansen fra Strandvejs-Gasværket, hvilket Gunnar Larsen tilsluttede sig.33
I midten af juni fik Haldor Topsøe selv mulighed for at drøfte projektet med
Gunnar Larsen under en frokost i Tivoli. Haldor Topsøe foreslog at oprette en
slags studieselskab af en række store danske firmaer for at ”faa Koksværkssagen ført videre”. Tanken var, at koksværket ikke alene skulle være basis for et
kvælstofværk, men også for en række andre kemiske industrier, hvilket Gunnar Larsen så med sympati på. Han lovede at tænke over sagen og betroede sin
dagbog, at ”i øvrigt fik jeg et udmærket Indtryk af ingeniør Topsøe, selv om jeg maaske nok vil være tilbøjelig til at mene, at han er lidt overoptimistisk”.34
Det var en vurdering, Gunnar Larsen ikke stod alene med. Da Julius Han-
sen i begyndelsen af juli drøftede Haldor Topsøes koksværksprojekt med Gunnar Larsen, betegnede han det således som ”et meget smukt Eksamensprojekt”
der dog var ”stillet noget for optimistisk op”. Gunnar Larsen bekræftede, at han havde det samme indtryk, både personligt og fra Paul Wonsild.35
Den 17. juli 1941 offentliggjorde Gunnar Larsen regeringens planer om
en række store beskæftigelsesfremmende projekter, herunder et kombineret
koks- og kvælstofværk. Ifølge den aarhusianske socialdemokratiske avis, De mokraten, var der ”gode Chancer” for, at værkerne kom til at ligge i Aarhus i
forbindelse med anlægget af en industrihavn, og over for avisen bekræftede
Thorkild Juncker planerne og sin egen rolle. Han understregede dog, at han
ikke handlede på vegne af Oliefabrikken, men alene som ”en Aarhusborger, der er interesseret i Byens Udvikling”.36
Underkendelse af Haldor Topsøes projekt Projektet i Aarhus var imidlertid ikke det eneste, idet Københavns Kommune fortsat bejlede til regeringen om støtte til sit projekt. Det blev bragt op, da Gun-
nar Larsen 11. august 1941 modtog viceborgmester Einar Stecher Christensen fra Aarhus, der ville høre, hvordan det gik med koksværksprojektet. Årsagen var, at
52
HALDOR TOPSØE
der i Aarhus Byråd var en betydelig skepsis over for projektet, hvilket ifølge Stecher Christensen i nogen grad skyldtes, at man så skeptisk på Thorkild Juncker på grund af hans ”politiske Indstilling”, underforstået hans protyske holdning.37
Gunnar Larsen kommenterede ikke Thorkild Junckers politiske indstilling,
men understregede, at koksværkprojektet måtte betragtes som ”en Realitet,
idet der var gode Chancer for dets Realisation”. Han ville ikke tage stilling til de to konkurrerende projekter, men gav dog udtryk for, at det ud fra ”et teknisk og økonomisk Synspunkt” nok burde placeres i København. Foreløbig måtte man dog afvente Julius Hansens rapport.38
Også i Berlin fulgte man udviklingen omkring koksværksprojektet. Senere
på dagen fik Gunnar Larsen således besøg af den tyske Ministerialrat Ebner, der overvågede det danske Finansministerium, Nationalbanken og Ministerierne for handel og offentlige arbejder. Ebner ville sammen med dr. Meule-
mann fra det tyske gesandtskabs afdeling for erhvervsanliggender høre om fremdriften i projektet, men de fik som Einar Stecher Christensen det svar, at man afventede direktør Julius Hansens responsum.39
Det lå færdigt 27. august 1941. Julius Hansen havde under sit arbejde lø-
bende konfereret med Haldor Topsøe, der modtog memorandummet, og allerede dagen efter opsøgte Haldor Topsøe Gunnar Larsen og bad om lov til
at fremsende sine skriftlige kommentarer med henblik på et senere møde, hvilket Gunnar Larsen erklærede sig indforstået med.40
Ikke desto mindre var Julius Hansens responsum den endelige døds-
dom over det aarhusianske koksværksprojekt. I den minutiøse gennemgang
af de enkelte poster på anlægsbudgettet hedder det flere gange, at ”Ingeniør Topsøe’s Overslag er ganske uforstaaeligt” eller ”urimeligt lavt” eller ”utvivlsomt for lille”.41
Tilsvarende kommentarer var knyttet til en række poster på rentabilitets-
beregningen af driften af koksværket, og Julius Hansen gik endog så vidt, at han om forudsætningerne for enkelte af beregningerne skrev, at disse ”kun
kan tjene til at skjule en alligevel nødvendig Anlægskapital”. Samlet nåede
Julius Hansen frem til, at Haldor Topsøes udregnede anlægssum på 27,5 mio. kroner nærmere var 34,5 mio. kroner, og da værket ydermere var for småt di-
mensioneret til at blive rentabelt, ville en nødvendig udvidelse af projektet øge anlægssummen yderligere.42
Haldor Topsøe sendte sine kommentarer til Julius Hansens responsum til
Gunnar Larsen 20. september 1941, men øjensynligt blev det ikke til et efterfølgende møde – i hvert fald er det ikke noteret i Gunnar Larsens ellers me-
KAPITEL 2
53
get detaljerede dagbog. Først 11. november mødte Haldor Topsøe op i ministeriet for at overbringe nogle papirer om koksværket, uden at det ifølge Gunnar Larsens dagbog kom til nogen diskussion om projektet.43
Ved årsskiftet 1941-1942 var der endnu ikke truffet nogen afgørelse om
de to koksværksprojekter, men det stod dog klart, at Thorkild Juncker og det aarhusianske konsortium efter Julius Hansens udregninger ikke kunne finansiere projektet – uanset om Oliefabrikken deltog eller ej. På et møde med
Gunnar Larsen 9. januar 1942 erklærede Thorkild Juncker således, at ”Aarhus Oliefabrik i Øjeblikket ikke kan gøre mere”, hvilket rummede en fare for,
at projektet i stedet gik til København. Mere overordnet var Thorkild Juncker dog i tvivl om, hvorvidt det overhovedet ville være muligt at få et koksværk leveret fra Tyskland.44
Så sent som 2. juni 1942 opsøgte Haldor Topsøe Gunnar Larsen for at
spørge til, hvordan det gik med koks- og kvælstofværksprojektet. Hvad han fik til svar, fremgår ikke, men det aarhusianske projekt var på dette tidspunkt
lagt dødt af Gunnar Larsen, der havde besluttet sig for det københavnske projekt, som blev drøftet i regeringens beskæftigelsesudvalg 22. juni 1942.
Trods fortsat tysk interesse for at medvirke ebbede det hele imidlertid ud i efteråret 1942 med den tiltagende spænding mellem Danmark og Tyskland.45
Muligheder i Østrummet Samtidig med at mulighederne for opførelsen af et kombineret koks- og kvæl-
stofværk i Aarhus visnede hen, opstod nye muligheder for Aarhus Oliefabrik som følge af krigens udvikling, og dem var Thorkild Juncker hurtig til at opfange. Mindre end to uger efter hans og Haldor Topsøes hjemkomst fra Berlin i be-
gyndelsen af juni 1941, havde Hitler iværksat Operation Barbarossa og indledt et storstilet angreb på Sovjetunionen og hurtigt erobret meget store områder.
Som konsekvens opstod øget aktivitet og et nyt fokus i de tyske økonomi-
ske ministerier og i storkoncerner som I.G. Farben. De besatte områder i øst,
herunder Baltikum og Ukraine, åbnede muligheder for økonomisk ekspansi-
on i ”Østrummet”, hvilket også kunne komme danske virksomheder til gode. Det var der øjensynligt nogle, der havde fået blik for allerede inden det tyske angreb på Sovjetunionen.
Således havde Thorkild Juncker under hans og Haldor Topsøes rejse til
Berlin forhandlet med I.G. Farben og det tyske Udenrigsministerium om dyrkning af oliefrø og sojabønner i Ukraine. Også Haldor Topsøe havde drøf-
54
HALDOR TOPSØE
tet Aarhus Oliefabriks muligheder i Østeuropa; ifølge sit eget referat havde han en samtale med SS-Haupscharführer dr. Erich von der Heyde fra I.G. Farben, der var uddannet agronom og beskæftigede sig med kvælstof og landbrug. Samtalen drejede sig om mulighederne for at skaffe råstoffer og især sojabønner fra Sydøsteuropa til Aarhus Oliefabrik. Mere konkret drøftedes på
Haldor Topsøes foranledning Bessarabien, som Sovjetunionen i 1940 havde annekteret fra Rumænien.46
Det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni ændrede både betingelser-
ne og mulighederne for et dansk landbrugsengagement i Sydøsteuropa. Efter en skriftlig henvendelse fra I.G. Farben til Aarhus Oliefabrik rejste Thorkild
Juncker og Haldor Topsøe 13.-18. november 1941 igen til Berlin, denne gang
for at forhandle ”Mulighederne for dansk Deltagelse i Landbrugsudviklingen i Sydøsteuropa med særligt Henblik på Fremskaffelse af Olieraastoffer til
Danmark”. Koks- og kvælstofprojektet var ikke på dagsordenen, men Haldor Topsøe havde inden krigen udført forsøgsarbejde med sojafrø og sojabønner under sin ansættelse på Aarhus Oliefabrik, så han havde teknisk indsigt i området.47
Hvor Haldor Topsøe og Erich von der Heyde i juni havde talt om Bessara-
bien som en mulig lokalitet, så blev der nu fra tysk side alene talt om Ukraine og en mulig dansk deltagelse i udvikling og drift af landbruget i den erobrede og okkuperede sovjetrepublik. Indholdet i de videre forhandlinger er ikke
kendt, bortset fra at Thorkild Juncker og Haldor Topsøe mødtes med en række personer, alle i absolutte topstillinger og med tilknytning til både I.G. Farben og nazipartiet som et udtryk for den tyske interesse for samarbejde med
Aarhus Oliefabrik. Blandt de pågældende var direktør for I.G. Farbens afde-
ling i Berlin og medlem af koncernens bestyrelse dr. Max Ilgner, direktør for det tyske kvælstofsyndikat dr. Franz Ahlgrimm samt dr. Karl Pfeiffer, adm. direktør for Deutscher Länderbank AG, der var I.G. Farbens ’husbank’.48
Hovedpunktet i forhandlingerne var de tyske overvejelser om organise-
ringen af den danske indsats i landbrugsproduktionen i Ukraine. Rent forretningsmæssigt havde Thorkild Juncker og Haldor Topsøe meget store be-
tænkeligheder ved og indvendinger imod disse overvejelser – I.G. Farben
forestillede sig således en model baseret på et konsulterende, dansk selskab og kontraktavl, hvilket ifølge Thorkild Juncker og Haldor Topsøe ville minimere Aarhus Oliefabriks indflydelse på drift og administration ”til Nul”. I stedet
ønskede de en forpagtningsaftale, hvor man fra dansk side stod for den egentlige drift og administration.49
KAPITEL 2
55
Ud over møderne med folk fra I.G. Farben havde Haldor Topsøe en personlig
samtale med minister Ulrich von Hassel i Mitteleuropäischer Wirtschafttag, der var et interesseforbund for de største tyske koncerner, banker og branche-
organisationer. Forbundet, der således ikke var et officielt politisk organ, men
et forbund til varetagelse af det store tyske erhvervslivs interesser, var blandt de første til at tage spørgsmålet op om dyrkning af oliefrø i Sydøsteuropa og
om at bygge bro mellem tyske interesser over for rumænske og bulgarske interesser. At det lykkedes Haldor Topsøe at få et møde i stand på dette niveau,
skyldtes formentlig, at Ulrich von Hassel 1926-1930 var tysk gesandt i Danmark og under sit ophold i København blev ven med Haldor Topsøes forældre, og at Haldor Topsøe siden besøgte ham i Berlin under sine rejser.
Haldor Topsøe betroede Ulrich von Hassel, at Aarhus Oliefabrik ville ”anse
det for heldigst”, hvis der blev etableret en ordning med Rumænien – der som tysk-allieret deltog i Operation Barbarossa – om leverancer af sojabønnerne, og
at der etableredes direkte kontakt til rumænske instanser. Dette kunne ”selv-
56
HALDOR TOPSØE
følgelig ikke” foregå uden de tyske myndigheders viden og medvirken, bemærkede Haldor Topsøe, hvortil von Hassel svarede, at det anså han for ”gennemførligt” at opnå.50
Samtale med Ulrich von Hassel Haldor Topsøes og Thorkild Junckers rejse til Berlin var en følge af, at kræfter i den danske regering og i det danske erhvervsliv traf forholdsregler til at udnytte de nye muligheder, som den tyske fremmarch i øst åbnede. Fra tysk
side havde man efter angrebet på Sovjetunionen udtrykt ønske om en dansk
indsats i udnyttelsen af de opståede ’Østrum’, og 22. oktober 1941 tog Gunnar
Larsen og udenrigsminister Erik Scavenius initiativ til dannelsen af ”Arbejdsudvalget til Fremme af dansk Initiativ i Øst- og Sydeuropa”. Som formand udså man Thorkild Juncker, der accepterede nogle dage senere, omkring tre uger inden hans og Haldor Topsøes rejse til Berlin.51
Udvalget holdt sit konstituerende møde 11. december 1941 og indledte sit
arbejde, selv om Udenrigsministeriets Østrumudvalg først officielt udnævn-
tes senere. På det tidspunkt var Haldor Topsøes forbindelse med Thorkild
Blandt Haldor Topsøes person lige bekendte i Tyskland var den tyske diplomat og modstandsmand Ulrich von Hassel. Efter sin medvirken i det mislykkede attentat mod Adolf Hitler 20. juli 1944 stilledes han for Folkedom stolen, der var en specialdomstol for høj- og landsfor ræderi. Han dømtes til døden og blev henrettet ved hæng ning. (Ullstein Bild/Polfoto)
Juncker og Aarhus Oliefabrik imidlertid ophørt, selv om Thorkild Juncker ved at tage Haldor Topsøe med til Berlin i november 1941 havde vist, at han gerne så, at samarbejdet fortsatte.
Hvad der fik Haldor Topsøe til at søge nye græsgange, er uvist. Det er ikke
noget, han selv har fortalt om, ligesom han i det hele taget ikke har berettet om
sit samarbejde med Thorkild Juncker hverken før eller efter den tyske besættelse – i hvert fald ikke offentligt. Med oprettelsen af Østrumudvalget i efteråret 1941 havde Thorkild Junckers engagement i det dansk-tyske forhold imidlertid skiftet perspektiv.
Hvor det hidtil havde drejet sig om at skaffe et koksværk med tilknyt-
tet synteseindustri, mineralolieraffinaderi eller kvælstoffabrik til Aarhus, så
handlede det nu om at bidrage til den landbrugs- og øvrige erhvervsmæssige udnyttelse af det tyskbesatte Ukraine og Baltikum. Det var en grundlæggende
ny dagsorden langt fra det, som Haldor Topsøe havde arbejdet for i mere end fem år, og selv om han havde været tæt knyttet til Thorkild Juncker, så må det have ligget ham fjernt at gå videre ad det spor.
Desuden er det tænkeligt, at samtalen med Ulrich von Hassel har fået
Haldor Topsøe til at genoverveje sit samarbejde med Thorkild Juncker og især Østrumplanerne. Ulrich von Hassel tilhørte en kreds af diplomater og office-
KAPITEL 2
57
rer, som var kritiske over for Hitlers udenrigspolitik, især efter angrebet på Sovjetunionen og de resulterende massedrab på jøder og terroren mod civil-
befolkningen i almindelighed. Haldor Topsøe var fortrolig med von Hassel og kendte til hans holdning til Hitler, og på sit møde med Gunnar Larsen efter hjemkomsten fra Berlin kunne han da også fortælle om situationen i Tyskland,
at der herskede ”en vis Spænding mellem Officerskredsene og Partiet, og at det meget vel kunde tænkes, at Officerskredsene en skønne Dag tog Magten” – et indtryk, han utvivlsomt havde fra Ulrich von Hassel.52
At von Hassel og Haldor Topsøe på deres møde drøftede andet og mere
end forretning, bekræftes også af von Hassels dagbog: ”Den unge Topsøe”
berettede således om ”den i grunden daarlige Stemning” i det besatte Danmark. Omvendt er det tænkeligt, at von Hassel har fortalt Haldor Topsøe om
den sande karakter af forholdene i Ukraine efter den tyske invasion og besættelse, og at det kan have bidraget til, at Haldor Topsøes og Thorkild Junckers veje skiltes.53
Samtalerne med Ulrich von Hassel og dennes ligesindede var i øvrigt ikke
uden risiko for Haldor Topsøe. Ulrich von Hassel endte således i centrum for organiseringen af attentatforsøget mod Hitler 20. juli 1944 og var udset til at
blive udenrigsminister, hvis forehavendet lykkedes. Det gjorde det ikke. Ulrich Hassel blev arresteret 29. juli og henrettet ved hængning 8. september 1944.
Samarbejdet med Thorkild Juncker ebber ud Rejsen med Thorkild Juncker til Berlin november 1941 blev den sidste, som
Haldor Topsøe foretog til Tyskland under krigen, og samtidig gled de to stadig mere fra hinanden, uden det synes at være kommet til et egentligt brud.
I efteråret 1941 mindskedes Thorkild Junckers aktivitet i Produktivitets-
og Raastofkommissionen, om end hans navn indgik, da kommissionen 26. februar 1942 fremlagde en Betænkning om teknisk-videnskabelig Forskning. Betænkningen var udarbejdet af et særligt seksmandsudvalg med fire eksterne medlemmer og Thorkild Juncker som den ene af de to repræsentanter fra
kommissionen, mens Haldor Topsøe bidrog til udarbejdelsen af de tekniske afsnit.54
Betænkningens almene betragtninger fulgte nøje, hvad Thorkild Juncker
og Haldor Topsøe havde fremført siden 1937, idet udgangspunktet var, at den
teknologiske og industrielle udvikling fremover ville blive bestemt af den teknisk-kemiske forskning. I særdeleshed pegedes på de mange udviklingsmu-
58
HALDOR TOPSØE
ligheder inden for synteseindustrien, som Danmark havde særlige forudsætninger for at deltage i som følge af den danske grundforsknings høje stade.
Betænkningen foreslog oprettelse af et selvejende og selvstyrende Tek-
nisk-Videnskabeligt Forskningsinstitut i tilknytning til Akademiet for de Tekniske Videnskaber. Haldor Topsøe havde allerede i maj 1941 fremlagt et gennemarbejdet forslag til sådan et institut; hans forlæg var det amerikanske
The Mellon Institute i Pittsburgh, som han havde besøgt sammen med Paul Marschall under deres rejse til Amerika i 1938.
Kommissionen endte dog med at vælge en anden model end Haldor Top-
søes, men ikke desto mindre havde han sammen med Thorkild Juncker sat sit kraftige præg på kommissionens arbejde siden 1937. Deres indsats havde væ-
ret med til at sætte en ny dagsorden for den teknisk-videnskabelige forskning i Danmark og lægge grunden for oprettelsen af Det teknisk-videnskabelige Forskningsråd i 1946. Ikke et forskningsinstitut, som Haldor Topsøe og Thor-
kild Juncker havde ønsket, men ikke desto mindre et synligt resultat af deres indsats i Produktions- og Raastofkommissionen.55
Betænkningen blev det sidste konkrete resultat af Thorkild Junckers og
Haldor Topsøes samarbejde, og efter alt at dømme genoptog de ikke forbindel-
sen efter verdenskrigens ophør. Straks efter befrielsen blev Thorkild Juncker arresteret af modstandsbevægelsen, og i slutningen af maj 1945 blev han af-
skediget fra Aarhus Oliefabrik. Som følge af sin tilstedeværelse ved Broholm- mødet i august 1940 blev han inddraget i den såkaldte ”Sehestedsag”, hvor en kreds med hofjægermester Sehested i spidsen blev anklaget for at ville omstyrte eller ændre sammensætningen af den danske regering.
Under forundersøgelsen interesserede anklagemyndigheden sig også for
Østrumudvalget og forhandlingerne mellem Aarhus Oliefabrik og I.G. Farben fra juni 1941 om etablering af et samarbejde om oliefrødyrkning i Ukra-
ine. Direkte adspurgt ville Thorkild Juncker ikke oplyse, hvem der havde ført de indledende forhandlinger med I.G. Farben. Thorkild Juncker blev idømt to
års fængsel og straks løsladt, da dommen blev betragtet som udstået ved den langvarige varetægtsfængsling.
”En dansk synteseindustris muligheder” Trods ophøret af samarbejdet med Thorkild Juncker vedblev den teknisk- videnskabelige forskning og den kemiske synteseindustri at være i centrum for Haldor Topsøes virke. I 1943 udgav han afhandlingen Danmarks Produkti
KAPITEL 2
59
onsliv omkring 1935, som på samme tid er en art eftermæle og et programskrift
om fremtiden efter hans mangeårige bestræbelser på at få et koksværk til Aar-
hus. Som titlen angiver, var det ikke en historisk afhandling, men ”et samlet Billede” af Danmarks produktionsliv og dets betydning for samfundet for på baggrund heraf at bidrage til bedømmelse af produktionens ”optimale fremtidige Udvikling”. Haldor Topsøe lagde ikke skjul på betydningen af og inspira-
tionen fra de forudgående års samarbejde med Thorkild Juncker, og i forordet takkede han således denne for at have ”tilskyndet” til bogens udarbejdelse og for at have ”ydet mig Hjælp”.56
For Haldor Topsøe handlede Danmarks fremtid imidlertid om andet og
mere end produktion. Afhandlingens formål var at ”pege paa nogle af de Fel-
ter, hvor Samfundet maa være særligt interesseret i en Udvikling, hvor der særlig bør gøres en Forskningsindsats”. Krigstiden skulle udnyttes til at forbe-
rede en indsats på områder, hvor der var mulighed for størst mulig værdi for samfundet, og han knyttede direkte an til såvel koksværksprojektet og arbejdet i Produktions- og Raastofkommissionen, da han citerede en passus, som
han utvivlsomt selv havde formuleret, fra betænkningen om et teknisk-videnskabeligt forskningsinstitut:57
Den bedst mulige Forberedelse af vor fremtidige, produktive Indsats er
en af tidens vigtigste Opgaver … en nødvendig Forudsætning for denne Opgaves Løsning er en betydelig Udvikling, Samordning og Forbedring af vor teknisk-videnskabelige Forskning.
Det handlede om at skabe resultater af værdi for hele samfundet, og derfor
skulle erkendelser fra grundforskningen sammenholdes med en analyse af de
samfundsøkonomiske forhold og hvilke opgaver, der burde og kunne løses: ”Tilsammen bør disse to Faktorer fremfor alt andet styre Forskningen. De bør være de samordnende Kræfter.”58
Som konsekvens fremstår afhandlingen som en sammenfatning af grund-
læggende tekniske, produktionsmæssige og økonomiske forhold, hvor data i
vid udstrækning bygger på det materiale, Haldor Topsøe havde arbejdet med i Produktions- og Raastofkommissionen, men også i arbejdet med koksværket
i Aarhus og de tiltænkte tilknyttede industrier. Hans engagement og interesse
i sidstnævnte samt hans optagethed af synteseindustrien kom til udtryk i en afsluttende ”Speciel Del” med titlen ”Bemærkninger ang. en dansk Syntesein-
dustris Muligheder”. Det var på dette felt, at Danmark efter Haldor Topsøes
60
HALDOR TOPSØE
opfattelse burde gøre en særlig indsats, og det er dette kapitel, der i virkeligheden er afhandlingens helt centrale del.59
Af særlig stor vigtighed var ifølge Haldor Topsøe etableringen af koksvær-
ker, mineralolieraffinaderier og karbidværker samt store kraftværker, hvoraf rådighed over mindst tre var ”uomgængelig nødvendigt for Opbygning af en
levedygtig Synteseindustri”. Også hans oprindelige interesse for forskning og forbindelsen til det anvendelsesorienterede lod Haldor Topsøe skinne igennem med sin fremhævelse af, at ”indenfor Synteseindustrien er der kun et meget lille Skridt mellem abstrakt Videnskab og praktisk Teknik”.60
I sin gennemgang af teknologien, økonomien og betydningen af et koks-
værk baserede Haldor Topsøe sig på arbejdet med Aarhus-projektet, om end dette ikke direkte blev nævnt. Til gengæld blev tegningerne fra hans endelige projekt for et koksværk ved Aarhus Havn optrykt for ”nærmere at belyse”
hans intentioner. I den tilsvarende gennemgang af et mineralolieraffinaderi hed det, at denne baseredes på gennemregnede projekter fra 1938-1939 – uden at Aarhus Oliefabrik eller oberst Robert Morris blev nævnt.61
I hele sin fremstilling og ikke mindst i afslutningen fremstår kapitlet som
en programerklæring om opbygningen af en dansk synteseindustri, hvilket Haldor Topsøe for så vidt heller ikke lagde skjul på, da han i afhandlingens
allersidste afsnit fremlagde formålet med sit specielle kapitel om synteseindustrien:62
Det har været at fremhæve denne Del af Industrien som en af de mest
udviklingskraftige og gøre opmærksom paa de store samfundsmæssige
Fordele, en Udvikling vil kunne medføre, og samtidig opstille et Billede af de ikke smaa Vanskeligheder, der skal overvindes.
Afhandlingen indbragte i 1944 Haldor Topsøe G.A. Hagemanns Guldmedalje
for Ingeniørvidenskabelig Forskning, og det var formentlig også den, der sikrede ham en biografi i den første udgave af Kraks Blå Bog, der udkom efter kri-
gen omfattende årene 1944-1946, da papirmangel havde forhindret udgivelse i krigens sidste to år.
KAPITEL 2
61