Haralds mor

HARALDS MOR

Af

samme forfatter på dansk

Nora eller Brænd Oslo Brænd (2019)

Johanna Frid Haralds mor

ROMAN

På dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen

GADS FORLAG

Haralds mor er oversat fra svensk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen efter Haralds mamma

Copyright © Johanna Frid 2023

Published by agreement with Grand Agency

Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2024

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Sofie Winding

Bogen er sat med Stempel Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

ISBN: 978-87-12-07577-6

På s. 254-255 citeres der fra Inger Christensen: Alfabet, Gyldendal, 1981.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Denne udgivelse har modtaget støtte fra Nordisk Ministerråd

Til mine søskende, selvfølgelig

Her er du nu, min lille elsker

På din moders store seng

Jeg kan kysse dig, holde dig

Veje din skønne fremtid; Goddag, min lille statue

Af blod, glæde og nøgent kød

Min lille dobbeltgænger, min pine

Cécile Sauvage

IEn eller anden sagde mit navn, bydende – ikke som når man hilser, men som når lægen tager imod på onkologisk afdeling. En dødsdom. Det var bare et navn. Kvinden, som hilste, betragtede mig mere eller mindre smilende. Jeg var iført et par smalle, sorte bukser med pressefold, en silkebluse, en silkeagtig chemise med bred blondekant og et par lyse ruskindssko med høj hæl. Over skuldrene havde jeg draperet min frakke. Den var cremehvid og fransk.

“Nej, men hej,” sagde jeg. Hej men nej. Jeg var tør i munden; mumlede jeg lidt? “Længe siden.”

“Ja, det er det jo.”

Vi havde sidst mødt hinanden i oktober. Nej, september. Nu var det december, og hun var iført en enorm dunjakke, overtræksbukser, vinterstøvler. Man ville ikke have studset over det, hvis hun havde haft en økse i hånden. Hvis behovet opstod, ville hun kunne hugge sig frem gennem de norrländske skove og slagte en bjørn på vejen.

“Vi sås i efteråret,” sagde jeg. Jeg prøvede at lyde selvsikker. Min stemme var for pibende og anspændt.

Den skar gennem mit øre, hvor den dannede en sylespids nål. Jeg håbede, at hun ikke ville give mig et kram som en slags vamset straf – den perfekte forbrydelse.

“Jeg vil nu alligevel sige hej,” sagde hun bestemt. “Det vil jeg faktisk.” Hendes ansigt så underligt ud fra denne vinkel, næsten udflydende i det stærke lys. Solen skinnede virkelig alt for intenst, nærmest krævende. “Uanset hvad man mener om hinanden, må man anstrenge sig lidt. Vise en smule pli. Sådan noget synes jeg er vigtigt.”

“Jeg er helt enig,” løj jeg. Uden at bede om lov trak hun en stol ud – den var af metal, skrabelyden sendte skærende lysglimt gennem mit hoved – “Det er vel okay, at jeg slår mig ned her?” sagde hun og satte sig. Livet var et grotesk skuespil. Forhåbentlig var jeg bare en ubetydelig tilskuer, som når som helst kunne forlade salen. Amfiteatret. Hvilken slags siddeplads det nu end drejede sig om.

“Og nu ses vi jo faktisk igen,” konstaterede hun.

Jeg var en besøgende, som ikke kunne forlade salen.

Vi befandt os i en meget lille lufthavn et sted i Nordsverige. Faktisk så langt oppe man kunne komme uden at havne i Norge eller Finland. Kort sagt: vi var midt i ingenting. Der fandtes intet beskedent samfund i nærheden, lokaltrafikken var nærmest ikkeeksisterende. Måske var det ikke engang en lufthavn – flyvepladsen var delt med en militær flyvebase, og teknisk set befandt vi os i den civile del, som vel kunne kaldes en flyvestation.

Var det et spændende samtaleemne? Kunne det bære samtalen? Bygningen, omgivelserne?

“Du er lige kommet, forstår jeg,” sagde hun. “Du har ikke siddet her hele natten? Har du siddet her hele natten?”

“Jeg kom tidligt i morges.” Hun virkede ikke imponeret.

“Selv tog jeg bilen. Vinterdæk. Jeg har kørt hele natten. Gennem hele landet.”

“Fra Smygehuk?” En golgatavandring, forhåbentlig. “For det er da Sveriges sydligste spids, ikke?”

“Det var ellers pedantisk!” Hun lo, sin sædvanlige, hjertelige latter. “Jeg har da kørt fra Linköping. Jeg går glip af et barnebarns fødselsdag for at være her.” Hun trak omstændeligt ned i lynlåsen på sin parka. “Jeg har jo foretaget en del helikopterudrykninger i årenes løb. En køretur hid eller did er ikke alverden.”

“Det er jo helt utroligt.” Mente jeg utroligt som i fantastisk eller usandsynligt? Jeg anede det ikke. “Og Bengt er selvfølgelig med? Et sted i nærheden?”

“Bengt er ude på Øen.” En stemme af stål. “Vi er nødt til at begynde at forspire nu. Purløgene.” Jeg havde altid ment, at det var overmodigt, at hun omtalte familiens sommerhus i bestemt ental, som om der kun fandtes en ø. Som hovedstaden eller frelseren. Eller mor.

“I lægger selvfølgelig kartoflerne nu.” Jeg ville ikke ane, hvornår man lægger kartofler. Om sommeren? Jeg fik et vagt billede af frejdige drenge i stribede skjorter, som arbejdede muntert og rytmisk på en mark. Måske var det noget, jeg huskede fra en chipspose.

“Ikke før til april.” Jeg kunne ikke lægge ansigtet i

folder, som kunne tyde på, at jeg interesserede mig det fjerneste for hendes køkkenhave, hendes deprimerende “sambo”, som fik mig til at ønske, at senildemensen ville tage mig før tid. Woosh. Solen skinnede ubønhørligt og lagde sig i store rektangler på gulvet. Hun vendte ansigtet mod lyset og viste, at hun nød det.

Der var virkelig ingenting at se udenfor. Tindrende sneklædte vidder. Jeg gjorde mine til at rejse mig, men hendes lille meditation viste sig at være en finte. Hun huggede fluks til.

“Du har tænkt dig at tage på hotel, har jeg hørt,” sagde hun. “Det har jeg jo forstået, at du kan lide.” Hun lo igen, og jeg så plomberne i hendes mund.

“Ja, det gør vi.”

“Du.”

“Det er faktisk et spahotel.” Jeg prøvede at rejse mig som tegn på, at samtalen lakkede mod enden.

“Så det gør du?”

“Du ved, et spahotel?” Hun fortrak ikke en mine.

“Pool. Sauna” – jeg prøvede uden held at komme på flere karakteristiske og indlysende egenskaber ved spa-anlæg.

“Mange kan jo lide den slags. Dyrt, siger jeg. Når man kan tage karbad derhjemme.”

“Vi har en brusekabine.”

“Ja, det har I jo nok. Det er et stykke tid siden, jeg har været på besøg.” Hun nikkede til mig, hovedet satte sig fast halvvejs gennem bevægelsen som på gammeldags legetøj.

“Er det så længe siden, at du har glemt indretningen,”

sagde jeg og forsøgte mig med en egen hjertelig latter.

Hun lyttede ikke.

“Spahotel, jo. Så skal nogen jo betale festen.” Hun sukkede. Skulle jeg sige, at jeg havde taget et kviklån eller horet mig til pengene? Eller bare lukke munden på hende med mine erklæringer?

“Af og til vil man jo forkæle sig selv. Fejre lidt.”

“Fejre hvad?” Hun havde en gammel rygers ansigt med fine linjer omkring munden. Jeg har netop fået udført æstetisk intimkirurgi, og nu skal vi ‘indvie’ herligheden. Hun klukkede.

“Hvad havde du tænkt dig at fejre, sagde du?” Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at hendes blik glimtede farligt, brandgult og farligt med smalle pupiller, men det lignede fortsat en sø ramt af sur regn. “Det er en skam at bruge så mange penge på den slags. Det er måske et generationsspørgsmål. Ligesom altid at have den seneste nye telefonmodel.”

Hendes ansigt viskede omgivelserne ud, forvandlede dem til baggrundsstøj og de øvrige ventende passagerer til ansigtsløse statister. Jeg sad stadig på stolen, som jeg ikke havde haft held til at rejse mig fra, jeg ville rejse mig op, eller i det mindste lægge benene over kors, stryge en hårlok om bag øret, men jeg var pinligt fastfrosset. Jeg ville gemme ansigtet i hænderne. Titte-bøh. Hun begyndte at finde sig til rette. Hun fortsatte uinteresseret.

“Ja, for os bliver der i hvert fald ikke noget poolplaskeri. Det bliver bare direkte til Øen. Der er jo også så

smukt om vinteren. Det har du måske ikke set? Bengt bliver nok ikke vildt begejstret over, at vi kommer, men jeg tror, at han tager ind til Linköping et par dage. Han får lidt alenetid, og vi får lidt tid for os selv.” Hun lo med vidtåben mund. Var det, jeg tolkede som et hjerteligt grin, egentlig en desperat, hysterisk latter?

“Vi skal bare have det skønt en uge eller to. Eller tre. Vi har det så skønt derude. Skønt. På sin vis havde vi det vældig skønt derude i sommers.” Hun kiggede væk. Det begyndte at dunke i mine tindinger. “Hvis man ser bort fra alt det andet, der skete.” Hun så på mig igen, og nu var tonefaldet hastigt.

“Man må tænke fremad. Øen er et velgørende sted. Sådan er det. Den betyder meget for os. Vi jo haft den i familien nogen tid. Indimellem flyder årene næsten sammen. Når jeg sidder dér efter en sen aftendukkert, mens solen går ned, og håndklædet stadig er vådt, er det, som om jeg kan høre min far kalde. Det er ikke, fordi jeg er overtroisk eller spirituel eller sådan noget,” forsikrede hun. Der var absolut ingen risiko for, at jeg ville opfatte hende som spirituel.

“Andre gange føles det akkurat, som da børnene var små. Min lille skat kunne være ude i timevis! I al slags vejr! Han kendte simpelthen ikke til at fryse. Han kunne gå i badebukser hele dagen. Eller bare i hat. Enhver slags hat. Ja, du kan jo forestille dig – eller det kan du måske ikke – han var så lykkelig som lille. Han svømmede som en sæl. Klatrede som en abe. Gik og trak sig i tissemanden. Han var så nysgerrig. Du ved, hvordan små

drenge kan være. Interesserede i alt fra atomforskning til, hvor børn kommer fra. Han var så sød. Men også en hård banan. Der var jo krummer i ham. Engang lå der en død rotte på dasset, og han kastede sig – kastede sig – derind og samlede den op og smed den ud! Bagefter var der selvfølgelig begravelse. Han gjorde det så fint. Jeg vil nødig prale, man bliver let forblændet, når det gælder ens egne – men han er jo musikalsk. Man kommer ikke ind på en uddannelse for komponister uden at have det i sig. I den henseende er jeg nok ret klarsynet, hvis jeg tænker efter. Han greb ud efter hvad som helst, det kunne være en pind eller en sten, og skabte musik.” Hun tav, eftertænksom, konstaterende. “Ja, sådan er det jo.” Man skal aldrig stirre en fremmed hund i øjnene.

Så bider den. Hvis hunden går til angreb og hugger sig fast i ens arm med sine stinkende kæber, skal man ikke trække armen til sig, for så bider hunden endnu hårdere. Tryk armen i biddets retning, indtil hunden slipper. Og ring til politiet, som kommer og afliver den med et enkelt skud.

“Men nu skal vi bare ordne og pusle lidt.” Fornøjet tonefald. “Taget på annekset trænger virkelig til en omgang – vi får altid så meget fra hånden sammen. Vi er et rigtig godt team. Bengt er dygtig, men det er jo ikke det samme. Måske bliver det også til et lille vinterdyp. Men først skal vi derned! En helvedes rejse.”

Hun lagde armene over kors. Ville hun tilbyde mig en cigaret, sådan som man gør med krigsfanger, inden man leverer nakkeskuddet? Eller et sidste måltid. Udbuddet

i lufthavnens kiosk var ikke specielt ophidsende. En Twix og en flaske Ramlösa. Farvel.

“Så du havde ikke behøvet at komme hele den lange vej. Ja, det var jeg længe om at nå frem til! Det var faktisk bare det, jeg ville sige. Og så hej, selvfølgelig.”

Pling-plong. Nogen rømmede sig i højtalerne og talte: “Et, to, et – testing, testing” – bingokonferencieren fra helvede.

“Goddag, alle kære passagerer! Vi har triste nyheder, men det skal ikke have lov at ødelægge denne smukke dag!” Denne smukke dag. Skyfri himmel.

“Som følge af is på startbanen vil afgangene fra Strömme lufthavn blive noget forsinkede.” Is på startbanen? Jeg havde aldrig før i mit liv befundet mig så tæt på Nordkalotten. Det kunne da virkelig ikke være første gang, de stødte på fænomenet is.

“I øjeblikket forventer vi halvanden times forsinkelse.”

Haralds mor råbte et eller andet forurettet, jeg kunne ikke helt tyde ordene, men det stod klart, at hun tog det som en personlig fornærmelse. Noget sank i mig, bly, noget frygtelig tungt og potentielt livstruende. Mit fly til Stockholm. Min livline. Min sidste forbindelse til civilisationen. Virkeligheden.

“På grund af de mange passagerer, som skal videre fra Strömme til vores kære hovedstad, har vi også udskudt den afgang. Vi vender tilbage med nærmere information!” Du har fået det hvide snit, sagde jeg til mig selv. Lige nu føler du intet. Du har ret til at tie. Alt, hvad du

siger, kan og vil blive brugt imod dig i en retssag. Du har ret til at konsultere din advokat –

“Naturen kalder,” sagde jeg og fik endelig kæmpet mig op i vertikal stilling. Jeg stirrede vildt omkring efter et toilet, det velsignede skilt, som signalerer GEM DIG HER. Jeg efterlod min plastikbakke på bordet og noterede i al hast, at den var identisk med hendes: hvid kaffekop, plastindpakket smørrebrød, rugbrød. Af en eller anden grund havde hun også købt en pæresodavand med sugerør. Hvilket fjols gør det? Jeg kunne mærke, hvordan mine hænder knyttede sig til forkrampede klør. Slap af, slap af – du har ingen hjerneaktivitet i frontallappen, vegetativ tilstand – jeg var våd under armene og i panden, blusen sad klinet til kroppen. Der er ingen grund til panik, som brandmænd skriger, når de egentlig mener RØM BYGNINGEN OMGÅENDE. Lyset var gult. Et barn klynkede højt og gennemtrængende. Græd jeg? Af raseri? Jeg gned håndleddet hen over kinden i en bevægelse, som forhåbentlig forblev ubemærket. Af skuffelse? Nej. Jeg græd ikke.

Freud mener, at angst er at føle frygt uden at vide for hvad. Det, jeg kan sige, er, at jeg følte en uspecificeret skræk. Måske er skræk bare det, som er fremmed for os, det ordløst rædselsfulde. Præcis som skam – det hemmelige og forsvarsløse, der blottes. Jeg tror, at skammen og skrækken har det ordløse tilfælles. Vi siger, at vi ser sandheden i øjnene, og måske er sandheden det, vi ved, eller det, vi formodes at vide, eller det, vi tror, at vi ved. Landskabet, vi færdes i, er det ukendte. Eller også

bunder det hele – skammen, det hemmelige og skrækken – i det, Freud kaldte unheimlich. Det ubehagelige i det velkendte, eller det fremmede i det, vi kender godt.

En abes menneskelige, blinkende blik. Hun mindede mig om noget, eller noget hørte for mig sammen med hende – noget gammelt, en følelse af ubehag, som var ældre end min krop, mit blod, mine minder. Associationskæden var naturligvis min egen: kinesisk vandtortur, gale hunde, som sled sig fri af tøjret og bed ansigterne af små børn. Den første kvinde, som fik en ansigtstransplantation – hun blev faktisk ret køn – var blevet angrebet af sin papillon, mens hun lå bevidstløs af sovepiller.

Lige netop. Narko. Når man siger, at noget er berusende, mener man det generelt positivt; noget er uimodståeligt. Denne kvinde var berusende i den forstand, at hun i visse miljøer var uundgåelig, og at kontakten med hende gjorde virkeligheden ustabil og overvældende, overmandende og surrealistisk. Destabiliserende. Sagde du, at det her var gulvet? Det minder i mistænkelig grad om loftet.

Jeg låste mig inde i en toiletbås og trykkede panden mod fliserne. Min stemme var pædagogisk: Du er ikke blevet taget til fange. Du bliver ikke holdt som gidsel. Du befinder dig ikke i helvede. Det er ikke djævelen, som har slået sig ned for at sniksnakke lidt. Djævelen har bukkefod. Djævelen drikker ikke pæresodavand. Haralds mor var en helt almindelig kvinde, som ville

se sin søn, efter at han havde tilbragt seks uger på et behandlingshjem i de norske fjelde. Det store spørgsmål var, hvorfor jeg var der og ville se hendes søn, efter at han havde tilbragt seks uger på et behandlingshjem i de norske fjelde.