Havørn JENS GREGERSEN
HAVØRN
Gads Forlag
INDHOLD PROLOG 9 HAVØRN 10 TIDEN UDEN ØRNE 12 EN PRIK PÅ DE HØJESTE SKYER 16 DEN DØDE ØRN 18 SØHOLT 21 SØHØJLANDET 24 HOLSTEN 26 ØRNE-PARRET 31 ET HAVØRNEPAR VENDER TILBAGE 32 LIV OG DØD EN OKTOBERDAG 40 VINTER 42 EN FREMTID MED HAVØRNE 45 STEDET 46 AKROBATER OG LYDLØSE 49 LIVET EN DECEMBERDAG 54 DISEDE DAGE I MIDVINTEREN 57 UGERNE MED RUGNING 66 EN ELLER TO UNGER 68 IAGTTAGELSE FRA LOFTET 70 DRAMAET 72 ØRNE-SORG 74 PÅ LANGFART 78 ØRNEJAGT 82 ØRNE-STEN 84 SKARVEN OG HAVØRNEN 86 BEHERSKET PANIK 90 DE ANDRE ROVFUGLE 93 FISKEØRNEN 94 BESØG FRA ØST 102 SKITSER FRA SKRIGEØRNENS LAND 104 DE STORE REDERS FUGLE 106 MUSVÅGEN 108 NYSGERRIG KONGEØRN 114 HVEPSEVÅGEN 119 TYV 122 RØRHØGEN OG SPURVEHØGEN 127 ÅRENE MED ØRNENE 131 ØRNENE I TJØRNEN 132 STORMEN 140 PARRET I DEN NYE REDE 143 GRAN-SKÆBNE 146 KÆMPEREDEN 148 STÆREN 151 FRED OG RO 158 STORE UNGER 160 DE FØRSTE TURE UD TIL KYSTEN 172 ØRNE-TUMULT 178 ØRNELEG OG KAMP 183 DE SIDSTE ØRNE 185 EFTERSKRIFT 186 7
HAVØRN
Havørnen er ofte skildret i sin flugt over havet. Det er et billede der har stået klart, fordi man havde set ørnene jage over havet. Eller set dem i målbevidst flugt bevæge sig over det oprørte hav. Det er også et motiv der er gået igen hos malere der skildrede ørnene. De har altid været sky, så billederne stod klart og blev vist igen og igen.
Oplevelsen af havørnen er ofte forbundet med det barske nordiske landskab. Vore havørne er dog i et anderledes frodigt landskab. Det er Østersøens mildere kyster, der strækker sig fra Ålandsøerne og sydover til os, hvor den del af Østersøen, der mødes med Bælterne er ørnenes kerneområde.
De smalle sund og langstrakte fjorde er foretrukne levesteder for ørnene. Allerbedst er det, hvis der også er større eller mindre ferskvandssøer. Så kan de veksle imellem flere fødeområder. Skovene er vigtige, fordi det er her de skal bygge deres reder og finde ro.
Det er herfra min oplevelse af havørnene kommer. Det er næsten som om, at havørnen er en anden fugl i dette miljø, end på de hårdtslebne norske kyster.
Ørnene har for mig været ude af syne når de begav sig på langfart for at finde føde. Oftest har jeg set dem, når de fløj målbevidst af sted, for først at vende hjem efter et langvarigt togt.
10
TIDEN UDEN ØRNE
De danske ørne-landskaber lå hen uden ørne i årtier. Efter at det sidste par havørne havde ynglet omkring 1918, var der stille de steder, som de var forsvundet fra – par efter par.
Der kom enkelte havørne om vinteren. De var altid et tilløbsstykke, og det stod i avisen, når nogen havde set en havørn – eller somme tider endda to. I 1950’erne ankom der et par til en skov på
12
Sydsjælland. De byggede en rede og lagde æg, og det lykkedes også at få en unge på vingerne, inden det var slut i 1960.
Billedet er fra en vinterdag i fjorden omkring Gavnø og Karre
bæksminde – et klassisk ørneområde. Også Roskilde Fjord var et sted, hvor der næsten altid blev set ørne om vinteren. Især hårde vintre tiltrak ørnene, med våger fulde af dykænder og blishøns.
1313
Havørnene blev kun set om vinteren i den lange tid de ikke var ynglefugle. Det var mest på Sjælland, i Roskilde Fjord, i Tystrup Bavelse søerne, Basnæs Nor og Dybsø Fjord. Det er steder med mange overvintrende svømmefugle, her stor skallesluger.
14
1515
EN PRIK PÅ DE HØJESTE SKYER
I 1886 fandtes havørnen ynglende en del steder her i landet. Det var et tidspunkt hvor ørnene var begyndt at forsvinde. Jagtgeværet var blevet almindeligt og det blev brugt til at skyde alt muligt. Først og fremmest for at skaffe mad, men også til bekæmpelse af alt det, som man ikke så nogen nytte i. Deriblandt ørnene og samtlige andre rovfugle.
Naturforkæmperen Oluf Winge slog et slag mod uforstanden:
“En Havørn som en Prik på de højeste Skyer, blot kjendelig i Kikkert på sit mærkelige Omrids og af og til under en Vending ved et Glimt i Solen fra den hvide Hale – det er noget at se efter”.
Skrevet i en tid, da jægerens kamp mod de såkaldt skadelige dyr rasede på sit højeste. Hvor det, som man kaldte nyttevildtets fjender blev fjernet fra landskabet ved hjælp af først og fremmest haglgevær, saks og gift.
Godt 30 år efter skrev Oluf Winges broder Herluf Winge i 1919 et brev til datidens store fuglefotograf Roar Christensen:
Kjære Dyrlæge Christensen!
“Desværre er De kommen for sent til at skaffe os Billeder af en Række af vore skjønneste og mærkeligste Fugle, som i de seneste Aar ere udryddede.
Hvad vilde man ikke nu give for Billeder af vore forsvundne Skarve-Kolonier eller af vore nu uddøde, eller saa godt som uddøde, stolteste Flyvere som Glente og Havørn, eller af den Store Hornugle ved Reden eller af Tranen? Listen over de forsvundne eller saa godt som forsvundne Arter er uhyggelig lang, og der arbejdes stadig paa at gjøre den endnu længere. Men kan De ikke skaffe os det tabte tilbage, saa er De i hvert Fald den rette Mand, med Taalmodighed og Opfindsomhed, til at give os Billeder af, hvad her endnu er i Landet. Og det er næsten utænkeligt, at ikke Deres smukke Billeder skulde virke til, at vække Deltagelse for vore Fugle og til at udbrede den Mening, at enhver af vore FugleArter er meget for god til at fortjene at udslettes. Maatte De have Held med Dem!”
Deres hengivne
H.W.
20/3 1919
16
