Havet og mennesket

PATRIK

SVENSSON HAVET OG MENNESKET

Af forfatteren til Åleevangeliet

PATRIK SVENSSON HAVET OG MENNESKET

På dansk ved Søren Vinterberg

Indhold

Den blå kugle – 7

Den altomfattende rytme – 14 Det navigerende menneske – 30 Den portugisiske jordomsejler og den malajiske slave – 59 Det største rovdyr – 91 Det loddende menneske – 117 Den skotske bager – 132 Det største dyb – 171 Havets levnedsskildrer – 184 Horisonten – 228 Kilder – 233

Den blå kugle

Jeg blev født den 7. december 1972 sent på eftermiddagen, omtrent på den tid da solen efter den ifølge årstiden forudbestemte rytme synker ned bag horisonten, og lyset går over i mørke. Et skumringsbarn, hvis det da er noget, man kan være.

Den 7. december 1972 var tilfældigvis også netop den dag, da de seneste månerejsende drog afsted på deres rejse mod det himmellegeme, som var blevet dannet mere end fire milliarder år tidligere ved en voldsom kollision mellem jorden og en fremmed planet.

Det var Apollo 17, som tre et halvt år efter Apollo 11 foretog denne sjette og sidste, eller i hvert fald seneste, bemandede månelanding. Besætningen bestod af den befalingshavende Eugene Cernan og to piloter, Harrison Schmitt og Ronald Evans. Med på rejsen havde de også fem levende mus, der havde fået navnene Fe, Fi, Fo, Fum og Phooey. Fire dage efter affyringen skulle Cernan og Schmitt klatre ind i landingsfartøjet og synke ned mod månens overflade, mens Evans og musene fortsatte i omløb omkring himmellegemet. Hele 75 omkredsninger skulle de nå på de 148 timer, Cernan og Schmitt blev nede på månen. Godt en uge senere ville de alle – bortset fra Phooey, der ikke klarede hjemrejsen – atter lande levende på jorden.

De var selvfølgelig alle udsendte repræsentanter for en sejrsberust amerikansk stormagt, der i erobringen af månen så en mulighed for at manifestere sin prægtighed, også på jorden. Men de var samtidig, i hvert fald de tre astronauter, repræsentanter for noget andet, noget mere oprindeligt og grænseoverskridende. De drog også afsted, fordi det var en menneskelig ting at gøre. Fordi de ganske enkelt ikke kunne lade være, fordi det ligger i menneskets natur at begive sig afsted mod det ukendte og følge den ældgamle drivkraft, der mest enkelt kan beskrives som nysgerrighed.

Måske bar de månerejsende i deres indre på samme vanskeligt forklarlige længsel som de polynesiere, der længe før vores tidsregning drog ud over Stillehavet mod horisonten. Eller som Leif Eriksson, da han krydsede Atlanten mod Amerika. Eller Ferdinand Magellan, da han sejlede vestpå for at runde hele jorden og blive den første til at knytte verden sammen til en helhed. Sådan som det ofte har været i menneskets opdagelseshistorie: Nogle få drager ud for på én gang at gøre verden lidt større og lidt mindre, og for at vi andre kan få muligheden for at lære noget, også om os selv.

Men hvorom alting er, var de tre månerejsende netop dengang, midt på dagen den 7. december 1972, optaget af at fotografere. De havde forladt jorden og affyringsrampen i Florida omkring midnat og befandt sig i det øjeblik omtrent 45.000 kilometer væk. Nu var det tidlig morgen amerikansk tid, hvilket betød frokosttid på det sted, hvor min mor samtidig lå og kæmpede med veerne, og fartøjet fór gennem rummet, og med solen i ryggen fik de tre astronauter et øjeblik en spektakulær udsigt til en nærmest helt oplyst hjemplanet. ”Jeg ved godt, at vi ikke er de første til at bemærke det,” sagde den be-

falingshavende Eugene Cernan til kommandocentralen hjemme i Houston, ”men vi vil gerne bekræfte, at jorden er rund.”

Derefter greb han kameraet, et Hasselblad, og de tre månerejsende rakte det til hinanden og knipsede på kort tid en serie billeder af kloden dernede i det fjerne. Det var i og for sig en slags brud på protokollen. Månerejserne var skemalagt ned til mindste sekund, og ingen af de tre astronauter havde til opgave at fotografere på det tidspunkt, det var ikke engang meningen, at de skulle kigge ud ad vinduet. Men alligevel var det lige netop dét, de gjorde. Og de så noget fuldkommen glitrende og specielt, som de ikke kunne få blikket væk fra. Som så ofte med historiske begivenheder var det instinkt og tilfældighed snarere end planlægning, der skabte øjeblikket.

Hvem af dem, der tog det billede, som med tiden skulle blive legendarisk, ved vi ikke, for ifølge NASAs rutiner blev fotografiet tilskrevet hele besætningen. Men en af dem tog i hvert fald et billede, der fangede den jord, de var på vej væk fra, det sted vi plejer at kalde vores hjem, på en måde, som det hverken før eller siden er lykkedes nogen at gøre det.

Jeg plejer at sige, at det er det første fotografi af mig, hvilket afgjort er løgn, eftersom jeg først blev født nogle timer senere, men alligevel er det et billede, jeg altid har været forundret over. I selve billedets centrum ligger Afrika, hvor menneskeheden engang havde sin oprindelse. Rundt omkring ser man, i et fuldkommen afklaret lys, hele den sfæriske klode, man ser de store vidder af is omkring Antarktis, man ser Atlanten og Det Indiske Ocean, der omgiver Det Afrikanske Kontinent som en beskyttende membran, i den nordøstlige horisont ser man Asien brede sig ud mod Stillehavet. Det hele stråler som af liv i

lysskæret fra solen, og samtidig er det hele fuldkommen omgivet af rummets dumpe mørke, et mørke så tæt og mættet, at det virker uigennemtrængeligt. Det, man ser, er ganske simpelt en lille klode af liv, beskyttet af en tynd hinde atmosfære, som falder gennem et tilsyneladende evigt og livløst ingenting.

Ifølge NASA var Apollo 17 den ”mest produktive og problemfri bemandede månerejse”. Eugene Cernan og Harison Schmitt blev længere tid på månen, end nogen havde gjort før dem, de tilbagelagde mere end femogtredive kilometer hen over månens overflade i deres lille månekøretøj og fik mere sten, grus og stof med tilbage end nogen af de tidligere ekspeditioner. Men det vigtigste, de fik med hjem, var nok trods alt det fotografi. For siden det første gang blev offentliggjort juleaften 1972, er det blevet reproduceret måske flere gange end noget andet fotografi i vores historie. Og det er et billede, der vækker følelser, ofte ømhed og ydmyghed. Det er et billede, der giver en særlig slags instinktiv indsigt ikke bare i vores lidenhed i verdensrummet, men også i vores udsathed. Denne ensomme og blåglitrende planet omgivet af rummets opslugende mørke. Den ser kort sagt så sårbar ud. Det, som folk mere end noget andet lader til at se i det fotografi, er netop en slags skrøbelighed. De ser, at jorden er sårbar og forgængelig, og at livet dermed også er det. Det var derfor billedet snart blev et symbol for det økofilosofiske tankesæt, der på samme tid var ved at sætte den moderne miljøbevægelse i verden. Det var et billede, der grundlæggende ændrede, hvordan mennesker så på jorden, såvel som, hvordan de så på sig selv. Billedet plejer at blive kaldt ”The blue marble”. Det er nemlig sådan, jorden ser ud på fotografiet. Som en skinnende, dybblå kugle i et spil. Næsten alt er blåt. Næsten

alt er hav. Og det er endnu en erkendelse, som rammer den, der ser det fotografi for første gang. Det er det dybblå hav, der giver jorden dens farve, som skænker den dens særpræg og også dens skønhed. Det er havet, der udgør selve forudsætningen for det liv, der har bragt os hele vejen fra den første encellede organisme og ud i verdensrummet. Det er havet, der har formet vores dybblå kugle til det, den er, og det er i havet, vi ser den skrøbelige udsathed, der også er vores egen udsathed. Det himmellegeme, vi plejer at kalde vores, er i virkeligheden en havets planet.

Her voksede jeg op i en lille landsby i det nordvestlige Skåne. En landsby med omkring tusind indbyggere omgivet af vidtstrakte marker til alle sider. I det fjerne en mørk og skovbevokset højderyg, der rejste sig som en bølge over landskabet. Der var cirka tredive kilometer til havet.

I landsbyen var der en skole og en mindre fabrik, en fodboldklub og en kirke, en fødevarebutik og et alderdomshjem og ikke ret meget mere. Men der var et lille bibliotek, en lille landsbyfilial med en bibliotekar, som vidste nøjagtigt, hvilken hylde hver enkelt bog skulle stå på, og som holdt orden på dem ved hjælp af blyantsskrevne kartotekskort, der var ordnet i sorte papæsker.

Der gik vi tit hen, min mor og jeg. Hun havde altid godt kunnet lide at læse, havde altid brugt biblioteket. Hun var vokset op der i landsbyen, begyndt at arbejde tidligt og fået sit første barn, min storesøster, da hun kun var sytten år gammel. Hun drømte om at blive bibliotekar, men sådan gik det aldrig. Hun arbejdede på alderdomshjem, sad ved kassen i købmandsbutikken og blev med tiden dagplejemor. Hun blev tidligt nødt til at lære en masse færdigheder for at finde sin plads i verden, men

det var først og fremmest praktiske færdigheder. Læsningen var noget andet, en underholdning og en lyst. Det var også det, hun gav mig: kærligheden til bøgerne og ordene.

Vi læste Astrid Lindgren og Tove Jansson, Ulf Stark og Roald Dahl, men også masser af fagbøger. Bøger om dyr og fugle, om historie og naturvidenskab, om antikken og det gamle Egypten, om vikingerne og Nordamerikas oprindelige befolkning, om opdagelsesrejsernes tidsalder.

En dag kom hun hjem fra biblioteket med en bog om havets fisk. Det var en slags opslagsværk med billeder og korte, koncentrerede faktatekster. Der var hajer og rokker, muræner og barracudaer. Et første lille indblik i den mangfoldighed af liv, der gemmer sig i havet.

Og jeg blev som besat af den bog. Eftersom jeg endnu ikke kunne læse, var det min mor, der læste den for mig. Hun læste med tålmodig stemme de korte faktatekster, om hvert væsens navn, art, størrelse, vægt og adfærd. Hun læste om tunfisk og makreller, torsk og havtasker. Om vældige hajer, der bevægede sig gennem det blå som spøgelsesagtigt stirrende søvngængere, om fisk der fløj hen over vandoverfladen som fugle, om arter der aldrig havde set dagslys og bevægede sig som blinde genfærd i det kulsorte dyb.

Hun var god til at læse, og jeg kiggede på billederne og lyttede ivrigt og opmærksomt. Det hele var så forunderligt fremmed, de sære fisk, men også havet i sig selv. For første gang fik jeg en slags fornemmelse af det, noget der i det mindste lignede en sanselig oplevelse.

Hver gang vi nåede til sidste side, overtalte jeg min mor til at begynde forfra. Hver gang lånetiden udløb, gik vi på biblioteket for at låne bogen igen. Så mange gange læste hun den bog om havet for mig, så hun til sidst af

forklarlige årsager blev træt. Hun sad i sofaen i dagligstuen, jeg sad utålmodigt sammenkrøben ved siden af, og hun klappede bogen sammen med et suk, skubbede brillerne op på næsen og sagde: ”Nu må vi læse noget andet. Kan vi ikke godt læse en anden bog?”

Da var det, at jeg lidt surmulende lagde den tunge bog på mine knæ, slog den op og begyndte at bladre i den og opdagede, at jeg på en eller anden måde kunne sammenkoble billederne af fiskene med skrifttegnene neden under. Pludselig så jeg et mønster, som om sproget kom til mig fra det, der var mig allerfjernest og mest fremmed, gennem besynderlige væsener fra havets dyb. Pludselig kunne jeg læse.

Det var måske en tilfældighed, men selv tilfældigheder kan naturligvis præge én. Til syvende og sidst var det i hvert fald min mor, der ikke bare gav mig bøgerne og læsningen, men også min forundring over havet, fascinationen af de væsener, der lever i det, men også af de mennesker, der har prøvet at udforske, kortlægge, forstå sig på det og underlægge sig det. Det var min mor, der vakte nysgerrigheden. Denne bog er tilegnet hende.