Havet omkring os

Havet omkring os Rachel Carson

Rachel Carson

Havet omkring os

GADS FOR LAG

Gads Forlag Havet omkring os af Rachel Carson Oversat fra engelsk af Jørgen Sandvad efter Rachel Carson: The Sea Around Us © Rachel Carson 1951, 1952, 1961, renewed 1979 by Roger Christie Published by arrangement with Frances Collin, Trustee under-the-will-of Rachel Carson, represented by Ia Atterholm Agency, Sweden. All rights reserved.

Dansk udgave: © G.E.C. Gads Forlag A/S, 2021

AG

315 g*

RL

EN

NE BOG

YK

Faglig konsulent: Henrik Oksfeldt Enevoldsen Omslag og sats: Sigrún Gudbrandsdóttir Forsidefoto: Tamara Kulikova Fodaftrykket redegør for alle råvarers forarbejdA FO D F TR ning (papir, farve, lim osv.) samt trykkeriets, bogS binderiets og underleverandørers Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen energiforbrug.

CO2eq Desuden viser det alle andre direkte og indirekte emissioner i virksomhederne, herunder transport Tryk og indbinding: P&B Print af råvarer til og mellem producenter samt trans-

port af bøger frem til Gads lager. Emissionsretten til denne bog er købt hos www.southpole.com

O

(Isangi forest conservation).

ISBN 978-87-12-06524-1 www.climatecalc.eu – Cert.no. CC-000097/SE F GADS 1. udgave, 1. oplag 2021 Printed in Latvia 2021 *beregnet ved bestilt oplag

D

Citat bagside: Rachel Carson, The Sense of Wonder (1956) Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

AG

RL

315 g* 1266 g*

GADS

F

O

EN

2

Fodaftrykket redegør for alle råvarers forarbejdning (papir, farve,

YK

NE BOG

A FO D F TR S CO eq

Fodaftrykket redegør for alle råvarers forarbejdning (papir, farve, lim osv.) lim osv.) samt trykkeriets, bogbinderiets og underleverandørers energiforbrug.

Desudenbogbinderiets viser det alle andre og direkte og indirekte samt trykkeriets, underleverandørers energiforbrug. emissioner i virksomhederne, råvarer til og Desuden viser det alleherunder andre transport direkteafog indirekte emissioner i virksommellem producenter samt transport af bøger frem til Gads lager. hederne, herunder transport af råvarer til og mellem producenter samt Emissionsretten til denne bog er købt hos www.southpole.com transport af bøger frem til Gads lager. Emissionsretten til denne bog er (Isangi forest conservation). købt hos www.southpole.com (Kariba Forest Protection). www.climatecalc.eu – Cert.no. CC-000097/SE www.climatecalc.eu – Cert.no. CC-000097/SE *beregnet ved bestilt oplag *beregnet ved bestilt oplag

D

Indhold Om Rachel Carson Forord 8

6

Del 1: Moder hav 1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

18 Den grå begyndelse Overfladens mønster 33 Årstidernes vekslen 45 Det natsorte hav 55 Det skjulte land 76 98 Det lange snefald En ø fødes 107 Svundne tiders have 124

Del 2: Det hvileløse hav 9.

10.

11.

Vinden og havet 138 Vinden, solen og jordens rotation Ebbe og flod 182

162

Del 3: Mennesket og havet 12.

13.

14.

Verdenshavene som verdens termostater Havets rigdomme 221 Det altomsluttende hav 236

252 Forfatterens Tak Efterskrift af Henrik Oksfeldt Enevoldsen Nogle Fagudtryk 261 Register 262

200

254

R

Om Rachel Carson

achel Carson (1907-64) var en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige amerikanske naturforfattere. Hun skrev fire anmelderroste bøger foruden artikler og pam­fletter om naturbeskyttelse og økologi. Carsons værker havde afsæt i tidens videnskabelige indsigter, men blev især populære for deres levende, poetiske beskrivelser og fortællestil, der kunne gribe et bredere publikum. Hun regnes for en pioner inden for miljø­ bevægelsen og indførte populære ord og begreber til at beskrive menneskets forhold til naturen og jorden, f.eks. økologi, fødekæde, biosfære og økosystem.

Carson blev født i Springdale, Pennsylvania og voksede op nær Alleghenyfloden, hvor hun tilbragte meget af sin barndom på eks­ pe­di­tioner på familiens 65 ha store landejendom og i de nærliggende skove. Hendes mor stimulerede hendes livslange kærlighed til natur­­en og litteraturen, og allerede da hun var 10 år gammel, fik hun trykt sin første historie i børnemagasinet St. Nicholas.

Carson forfulgte skrivningen på Pennsylvania College for Women (i dag Chatham University), men skiftede til biologi, inden hun afsluttede studierne i 1925. Efter at have studeret videre ved det vel­ ansete Woods Hole Marine Biological Laboratory i Massachusetts tog hun i 1932 sin Master i zoologi ved Johns Hopkins University og kom derefter til US Bureau of Fish and Wildlife Service, hvor hun arbejdede i 15 år som forsker, redaktør og redaktionschef for kontorets publikationer. Hun var den ene af bare to kvindelige ansatte, da hun i 1936 blev udnævnt junior marinbiolog.

Carson begyndte under depressionen at skrive naturhistoriske artikler for Baltimore Sun og andre aviser og kom dermed til at transformere sine videnskabelige artikler til mere populære tekster.

Hendes første bog, Under the Sea-Wind, udkom i 1941 og fortæller

6

om alle de havdyr og fugle, man kan møde langs Nord­amerikas østkyst. I 1951 udkom Havet omkring os – om økosystemerne i og omkring verdens have – og den fængede et stort publikum over hele verden. Bogen blev et kulturelt fænomen og udråbt som helt enestående bog af New York Times, ligesom den vandt National Book Award og John Burroughs Award og dannede forlæg for en Oscarvindende dokumentar af samme navn. Bogen har solgt mere end 1 mio. eksemplarer og er oversat til 28 sprog. Som følge af succesen sagde Carson op på Fish and Wildlife Service og blev fuldtidsforfatter, og i 1955 udkom opfølgeren til hendes bestseller, nemlig The Edge of The Sea. Året efter udgivelsen af denne bog adopterede Carson sin nieces søn, der var blevet forældreløs. Hendes udendørs eventyr med Roger blev hovedinspirationen til essayet »Help Your Child to Wonder«, der blev udgivet i magasinet Woman’s Home Companion og udkom posthumt som den illustrerede bog The Sense of Wonder (1965).

Men det var Carsons fjerde bog, Silent Spring (1962), der for alvor sendte hende tilbage i rampelyset. I bogen udfordrede Carson den almindeligt udbredte brug af pesticider ved at påpege, at mange af dem, bl.a. DDT, forårsager langtidsskader på såvel marint som landlevende dyre- og planteliv. Silent Spring vækkede en enorm folkelig bekymring, men mødte også kritik fra den kemiske indu­ stri, regeringen og medier. Kort efter udgivelsen blev hendes resultater dog anerkendt af Science Advisory Committee under John F. Kennedy. I 1970 etablerede Nixon Environmental Protection Agency, og to år senere blev brugen af DDT forbudt. Udgivel­sen af Silent Spring regnes i dag som startskuddet til den amerikanske miljøbevægelse og inspirerer fortsat mange læsere.

Rachel Carson døde i 1964 af brystkræft, 57 år gammel. For at ære hendes minde omdøbte Fish and Wildlife Service i 1969 en naturpark nær Carsons hjem i Maine til Rachel Carson National Wildlife Refuge.

7

H

Forord

avet har altid udfordret menneskets fantasi, og selv i dag udgør det den yderste grænse for udforsk­ ningen af jorden. Det er et rige så vidtstrakt og så svært til­gængeligt, at vi trods alle vore anstrengelser endnu kun har udforsket en lille del af det. End ikke vor tids, atomalderens, store teknologiske fremskridt har ændret nævneværdigt på dette.

Interessen for aktivt at udforske havene vækkedes omkring Anden Verdenskrig, hvor det blev klart, at vores viden om oceaner­ne var skæbnesvangert utilstrækkelig. Vi havde kun den mest rudimen­ tære forestilling om den undersøiske geografi, vores skibe sejlede over, og vores ubåde gennem. Vi vidste endnu mind­re om dynamikken i havene, selv om evnen til at kunne for­udsige tidevand og strømforhold og bølger kunne være åbenlyst afgørende for udfaldet af en militær aktion. Fordi de praktiske behov var så ind­lysende, begyndte den amerikanske regering og andre førende nationer i stigende grad at sætte ressourcer ind på den viden­ skabelige udforskning af verdenshavene. Instrumenter og udstyr, som fortrinsvis blev til af ren nød, gav oceanografer mulighed for at kortlægge havbundens kontur, studere vand­massernes be­ vægel­se i de dybe have og tage prøver af selve hav­bunden.

Disse omfattende studier viste snart, at mange af de gamle opfattelser af havet var forkerte, og omkring 1950 begyndte et nyt billede at tegne sig. Men havet var fortsat som et stort lærred, hvorpå en kunstner havde skitseret sit værk, men mange områder endnu var tomme og afventede vedkommendes penselstrøg.

Det var, hvad vi vidste om verdenshavene, da Havet omkring os blev skrevet i 1951. Siden da er mange af de tomme felter bleve­t udfyldt, og nye opdagelser er gjort. I denne 2. udgave af min bog beskriver jeg de vigtigste af disse opdagelser i bogens fodnoter.

8

1950’erne har været et spændende årti i verdenshavenes ud­ forsk­ning. I den periode steg et bemandet fartøj ned i havets dybeste grav. Og i 1950’erne krydsede undervandsfartøjer tillige hele det Arktiske Hav under isen. Mange forhold ved den hidtil usete havbund er blevet beskrevet, bl.a. nye bjergkæder, som tilsyneladende er forbundet med andre, med hvilke de udgør den længste og mægtigste bjergkæde på jorden – én ubrudt kæde hele jorden rundt. Dybe, skjulte floder i havet, undersøiske strømme med vandmasser tusind gange Mississippiflodens er fundet. I Det Internationale Geofysiske År (juli 1957 til december 1958) deltog 60 fartøjer fra 40 forskellige nationer og hundredvis af forsk­nings­ stationer på øer og kyststrækninger i et enormt frugtbart studie af havet.

Dog udgør vore dages indsigter, hvor spændende de end er, kun begyndelsen på, hvad udforskning af de vidtstrakte havdybder, som dækker det meste af jorden, vil vise os. I 1959 erklærede den gruppe fremtrædende forskere, som udgør Committee on Oceano­ graphy of the National Academy of Sciences, at »menneskets viden om verdenshavene er i sandhed sparsom i forhold til deres betyd­ ning for det.« Komiteen anbefalede, at USA i løbet af 1960’erne som minimum fordoblede havforskningen; mindre end det ville, i komiteens optik, »bringe oceanografiens position i USA i fare« sammenlignet med andre nationer, og »give os en ufordelagtig placering i forhold til fremtidig udnyttelse af havets ressourcer.« Et af de mest fascinerende projekter, som nu planlægges, er et forsøg på at udforske jordens indre ved at bore et 5-6 km dybt hul i havbunden. Dette projekt, som er støttet af The National Academy of Science, skal trænge dybere ind, end noget instrument nogen­ sinde før har været, til grænsen mellem jordens skorpe og dens kappe. Denne grænse kender geologer som Mohorovicic’ diskontinuitet (eller bare Moho-diskontinuiteten), fordi den i 1912 blev opdaget af en jugoslavisk mand med det navn. Moho er det punkt, hvor jordskælvsbølger udviser en markant ændret velocitet, hvilket 9

antyder overgang fra ét materiale til et helt andet. Punktet ligger meget dybere under kontinenterne end under havet, så trods de åbenlyse vanskeligheder ved at bore under vand er havet det mest lovende sted at bore. Over Moho ligger jordens skorpe, som består af relativt lette bjergarter, og nedenunder jordens kappe, et ca. 2800 km tykt lag, der omkranser jordens varme kerne. Vi kender endnu ikke skorpens sammensætning fuldt ud, og kappens beskaffenhed kan kun deduceres ud fra indirekte metoder. At trænge ind i disse regioner og bringe prøver med tilbage vil derfor bringe os et kæmpe skridt fremad i forhold til at forstå vor jord og kan sågar give os viden om universet, da det er tænkeligt, at der findes planeter, hvis indre ligner jordens.

Efterhånden som vi bliver klogere på havet gennem mange specia­listers forskning, tegner der sig gradvist et nyt billede, som kun vil blive fortsat stærkere. For bare et årti siden var det alminde­ ligt at omtale havets dyb som et evigt roligt sted, dets sorte, afsond­ rede dybder helt uforstyrrede bortset fra vandets jævne, rolige strømmen, et sted helt isoleret fra overfladen og den meget ander­ ledes verden på lavere havdybder. Den opfattelse er hurtigt ved at blive udskiftet med et billede af dybhavene som et sted med for­ and­ring og bevægelse, en meget mere interessant idé og med stor betyd­ning for nogle af vor tids mest presserende problemer.

Ifølge denne mere dynamiske opfattelse formes dybhavenes bund af turbulens skabt af voldsomme havstrømme eller mudderfloder, der glider ned gennem havbassinet med stor fart; de hjemsøges af undersøiske jordskred og hvirvles op af indre tidevand.

Sedimenterne fejes af skorpen og højderyggene på nogle af de under­søiske bjergkæder af havstrømme, hvis kraft, ifølge geologen Bruce Heezen, svarer til »laviner i Alperne, (der) fejer hen over og tildækker de lavereliggende bjergskråninger.« Frem for at være helt afsondrede fra kontinenterne og de mere lavvandede havområder, som omgiver dem, ved vi nu, at dybhavets sletter aftager sedimenter fra kontinenternes yderkanter. De grumse­ 10

de havstrømme vil, over udstrakte geologiske tider, fylde render og fordybninger i havbunden med sediment. Det hjælper os med at forstå hidtil uforklarlige fænomener. Hvorfor der f.eks. er aflejringer af sand, så åbenlyst et resultat af kysterosion og brændingens arbej­ de, langt ude på oceanbunden. Hvorfor man har fundet sedimenter i udmundingen på undersøiske kløfter, hvor de knytter an til dybhavet, som indeholder elementer fra fastlandet som f.eks. grene og blade, og hvorfor der er sand endnu længere ude i dybhavet, som indeholder nødder, kviste og bark? Kraftfulde bevægelser af sedimentholdige strømme, udløst af storme, jordskælv eller flodbølger, udgør i dag forklaringen på disse hidtil uforklarlige forhold.

Selvom vores opfattelse af havet som dynamisk måske opstod for flere årtier siden, er det kun i kraft af det seneste årtis eminente måleinstrumenter, at vi har fået et glimt af vandmassernes skjulte be­vægelser. I dag antager vi, at der i kraft af havstrømme er be­ vægelse i alle de mørke områder mellem havoverfladen og bunden.

Selv så mægtig en overfladestrøm som Golfstrømmen har vist sig ikke helt at være, hvad vi troede. Frem for en bred, støt flydende strøm ved vi i dag, at Golfstrømmen består af smalle, hurtigt flyden­de tunger af varmt vand, som krøller sig tilbage i strøm­ hvirvler. Under overfladestrømmene findes der andre strømme, som flyder i deres eget tempo, deres egen retning og med forskellig volumen. Og under disse strømme atter andre. Billeder af dybhavets bund, der tidligere mentes at være uendeligt stille, viser nu ribber, et tyde­ligt tegn på, at vandet er i bevægelse og aflejrer sedimenter og skyller lettere partikler væk. Stærke havstrømme har blotlagt en stor del af den vidstrakte Midtatlantiske Ryg, og alle de bjerge, som er blevet fotograferet, viser spor efter strømmenes krusninger og skurren.

Andre billeder bringer frisk vidnesbyrd om livet i dybhavet.

Spor hen over havbunden oversået med små kegler bygget af ukendte livsformer eller med huller beboet af små huleboere. Det danske forskningsskib Galathea bragte med skrabevod levende dyr 11

op fra dybder, hvor man hidtil mente, at livet ville være for sparsomt til sådanne prøver. Opdagelsen af havets dynamiske natur er ikke kun rent akademisk; det er ikke kun dramatiske detaljer i en historie, som nok er interessant, men uden praktisk relevans. Det har en umiddelbar og direkte indflydelse på det, der er blevet et af vor tids største problemer.

Selvom menneskets historie som hersker over naturens ressourcer ikke har været opløftende, har der været en vis trøst i fore­ stillingen om, at havet i det mindste var urørt, uden for menneskets rækkevidde og ødelæggelse. Denne forestilling har desværre vist sig at være naiv. Det moderne menneske har, da det aflokkede atomet sine hemmeligheder, afstedkommet et skræmmende problem – hvad det skal stille op med det farligste materiale i jordens historie, affaldet fra atomspaltning. Spørgsmålet er, om mennesket kan skaffe sig af med disse dødbringende stoffer uden at gøre jorden ubeboelig.

Ingen beskrivelse af havet i dag kan være fyldestgørende uden at forholde sig til dette ildevarslende problem. På grund af sine enorme og tilsyneladende afsidesliggende vidder har havet tiltrukket sig opmærksomhed fra dem, som havde noget, de skulle bortskaffe; med meget lidt diskussion og næsten ingen opmærksomhed har havet, i hvert fald indtil slutningen af 1950’erne, været det »naturlige« sted at begrave atomalderens forurenede affald og andet skrald. Placeret i tønder foret med cement er det blevet fragtet ud på havet og dumpet i dybet på forudbestemte steder. Noget er fragtet 150 km eller mere ud fra kysten; på det seneste er steder beliggende kun omkring 30 km ude blevet foreslået. I teorien befinder tønderne sig på 1000 favne vand, men i praksis er de nogle gange placeret på meget lavere vand. Efter sigende har beholderne en levetid på godt 10 år, hvorefter det radioaktive atomaffald, der måtte være tilbage, frigives til havet. Men det er kun i teorien, og et medlem af The Atomic Energy Commission, som enten selv dum­ per affaldet eller giver andre licens til det, har offentligt indrøm12

met, at beholderne sandsynligvis ikke synker »intakte« til bunden.

Tests udført i Californien har da også vist, at nogle beholdere brister under trykket ved bare nogle hundrede meter.

Det er kun et spørgsmål om tid, før indholdet af alle disse beholdere vil være lækket ud i havet, foruden dem, som måtte komme til, efterhånden som atomkraften udbredes. Hertil kommer udløb af forurenet vand fra floder, der tjener som spildevandskanal for atomkraftværker, samt forurening fra atomprøvesprængninger, hvoraf de fleste finder sted under havets overflade.

Hele denne praksis hviler, trods sikkerhedsprotester fra regu­ lerende instanser, på højst usikre fakta. Oceanografer siger, at de kun kan fremsætte »vage estimater« for følgerne af radioaktive stoffer i verdenshavenes dyb. De har brug for års indgående studier for at forstå, hvad der sker, når den slags affald ender i flodmundinger og kystnære farvande. Som vi har set, peger al nyere viden i retning af, at der er meget større aktivitet i alle havdybder end hidtil antaget. Turbulensen i dybet og de enorme horisontale havstrømme, som flyder over og under hinanden i forskellige retninger, vandmasser, der vælder op fra dybet fyldt med mineraler fra bunden, og den modsatrettede bevægelse af overfladevand, der synker ned, udgør tilsammen én stor omrøringsproces, der med tiden vil forårsage en global fordeling af det radioaktive affald.

Og dog er havets egen transport af det radioaktive affald bare en del af problemet. Koncentrationen og fordelingen af de radioaktive isotoper gennem det marine liv, som følge af menneskets skø­des­ løshed, har sandsynligvis endnu større betydning. Man ved, at planter og dyr i havet optager radioaktive stoffer, men kun lidt om detaljerne i processen. Det mikroskopiske liv i havet er afhængigt af mineraler i vandet. Hvis den normale tilgængelighed af disse er lav, vil organismerne i stedet optage radioisotoper af de ønskede stoffer, hvis de er til stede, hvilket kan føre til koncentrationer en million gange større end forekomsten i vandet. Hvad sker der så med det nøje beregnede »maksimalt tilladte niveau«? For de 13

mikro­skopiske dyr bliver spist af lidt større dyr og så fremdeles i en fødekæde, hvis sidste led er mennesket. Den proces var årsag til, at tun i et flere millioner km2 stort område omkring Bikiniprøve­ sprængningerne udviklede en radioaktivitet mange gange højere end den, der fandtes i havvandet.

I kraft af deres bevægelser og migrationer forstyrrer det marine liv den bekvemme teori, at radioaktivt affald forbliver i det område, hvor det bliver dumpet. Mindre organismer foretager jævnligt lodrette bevægelser op mod overfladen om natten og tilsvarende nedad i dybet om dagen. Og med dem følger en hvilken som helst radioaktivitet, som klæber til dem, eller de har optaget i kroppen.

Større fauna som f.eks. fisk, sæler og hvaler, kan migrere over enorme afstande, hvorved de bidrager til spredningen af de deponerede radioaktive stoffer i havet.

Problemet er således meget større og mere komplekst, end man har indrømmet. Selv i den forholdsvis korte tid, der er gået, siden man begyndte at deponere affald i havet, har forskningen vist, at nogle af de antagelser, man baserede deponeringen på, har været skæbnesvangert forkerte. Sandheden er, at dumpningen er sket meget hurtigere, end vores viden retfærdiggør. At dumpe affaldet først, og undersøge konsekvenserne siden, er at bede om katastrofe, for når først de radioaktive stoffer er i havet, er skaden uoprettelig.

De fejl, som begås nu, begås for altid.

Det er tankevækkende, at havet, som livet oprindelig opstod fra, nu er truet af én af disse livsformer. Havet vil fortsat eksistere, om end uhyggeligt forandret; truslen gælder snarere livet selv.

Rachel L. Carson Silver Spring, Maryland Oktober 1960

14

Forlagets forord Bagest i bogen er et efterskrift af centerleder Henrik Oksfeldt Enevoldsen, som er uddannet biolog fra Aarhus Universitet og de seneste 30 år har arbejdet med udvikling og gennemførelse af inter­nationalt havforskningssamarbejde. Han er aktivt involveret i FN’s Tiår for Havvidenskab for Bæredygtig Udvikling 2021-2030 og leder for et videnskabs- og kommunikationscenter, som er en del af FN’s mellemstatslige oceanografiske kommission under UNESCO; centeret har til huse på Biologisk Institut, Københavns Universitet. Henrik Oksfeldt Enevoldsen har desuden gennemlæst oversættel­sen af Havet omkring os for at sikre, at alle oplysninger, fagudtryk, dyre- og plantenavne står korrekt. Selve fremstillingen og de angiv­ne teorier står dog, som Rachel Carson skrev dem, ligesom hendes egne kommentarer til 2. udgaven er indsat som fodnoter bogen igennem.

15

16

Moder Hav

17

Og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet.

I. Mosebog

1.

A

Den Grå Begyndelse

l begyndelse har en tilbøjelighed til at være dunkel, og sådan er det også med skabelsen af havet, alt levendes oprindelse. Mange mennesker har spekuleret over, hvordan og hvornår jorden fik sine have, og det kan ikke forbavse nogen, at deres forklaringer ikke altid stemmer overens. For sandheden, der ikke på nogen måde kan bortforklares, er den, at intet levende væsen overværede begivenheden, og når der ingen øjenvidner har været, må der selvfølgelig opstå meningsforskelle. Så hvis jeg skal fortælle historien om, hvordan den unge planet jorden fik sine oceaner, må det blive en historie, der er stykket sammen fra mange forskellige kilder, og den vil indeholde hele kapitler, hvis detaljer vi kun kan forestille os i fantasien. Historien er bygget på vidnesbyrd hentet fra jordens allerældste klipper, som var unge, da jorden var ung, og på andre vidnesbyrd, der er skrevet på jordens følgesvend, månens ansigt. Og endvidere på antydninger, der kan udledes af solens og hele det stjernefyldte univers’ historie. For selv om der ikke eksisterede noget menneske, der kunne overvære denne kosmiske fødsel, så var der stjernerne, månen og klipperne, som i høj grad medvirkede til havets opståen.

De begivenheder, jeg taler om, må have fundet sted for mere end to milliarder år siden. Det er det nærmeste, videnskaben kan komme til jordens omtrentlige alder, og havet må være næsten lige så gammelt. Det er yderligere muligt at udregne, hvor gamle de bjergarter er, som danner jordskorpen, ved at måle graden af henfald i de radioaktive stoffer, de indeholder. De ældste bjergarter, man har fundet på jorden – i provinsen Manitoba i Canada ved

18

Hudson Bay – er omkring 2,3 milliarder år gamle. Hvis vi regner med, at det har taget omkring 100 millioner år at afkøle jordens ydre lag tilstrækkeligt til, at der kunne skabes en skorpe af klipper, når vi til den antagelse, at de stormfulde og voldsomme begivenheder i forbindelse med vor planets fødsel har fundet sted for omtrent 2,5 milliarder år siden. Men det er kun en minimums­ beregning, da der stadig eksisterer den mulighed, at man kan finde bjerg­arter, der er endnu ældre1.

Den nye jord, nylig løsrevet fra sit ophav, solen, var en glødende kugle af hvirvlende gasarter, der stormede frem gennem universets mørke rum, langs en bane og med en fart, der kontrolleredes af umådelige kræfter. Lidt efter lidt afkøledes den hvidglødende kugle.

Gasarterne begyndte at omdanne sig til væske, og jorden blev en smeltet masse. De forskellige bestanddele af denne hvirvlende, flydende masse skilte sig efterhånden ud i et endeligt mønster, med de tungeste i midten, de mindre tunge udenom og de letteste, der dannede den ydre skal. Denne fordeling findes den dag i dag – i jordklodens indre findes en kerne af smeltet jern, der er næsten lige så hed som for 2 milliarder år siden, dernæst følger et lag af halvstørknede bjergarter og yderst en hård skorpe, der er temmelig tynd i forhold til det øvrige og sammensat af massiv basalt og granit.

Det må have taget adskillige millioner af år at omdanne den nye planets overflade fra flydende til fast form, og man mener, at det 1 Vor opfattelse af jordens alder ændrer sig konstant, efterhånden som vi finder ældre og ældre bjergarter, og vore forskningsmetoder forfines. De i øjeblikket ældst kendte bjerg­arter i USA findes i Det Canadiske Skjold. Deres nøjagtige alder er ikke bestemt, men enkelte fra Ontario og Manitoba menes at være dannet for om­kring 3 milliarder år siden. Endnu ældre bjergarter er fundet i Karelen i Rusland og i Sydafrika. Mange geologer mener, at vor opfattelse af geologisk tid vil ændre sig betragteligt i fremtiden. Foreløbige justeringer af de geologiske perioders længde er allerede foretaget (se skema s. 28-29), og Kambrium er skubbet 100 millioner tilbage i tid sammenlignet med dateringen i 1950’erne. Den største usikker­hed findes dog i den lange, dunkle periode, som gik forud for Kambrium.

Det var i den tid de tidligste præfossile bjergarter dannedes. Der findes kun få spor af det liv, som fandtes på jorden dengang, men ud fra indirekte kilder kan vi udlede, at livet eksisterede med en vis udbredelse, for dets vidnesbyrd er skrevet i stenene.

19

var, inden denne forvandling var fuldbyrdet, at en begivenhed af største betydning indtraf, nemlig månens skabelse.

Når De næste gang står på en strandbred en aften og iagttager månens lysende sti hen over vandet og ved, at tidevandet følger månen, så tænk på, at månen selv måske er skabt af jordisk substans, revet løs under en vældig flodbølge og slynget ud i rummet.

Og tænk på, at hvis månen er skabt på denne måde, har dens skabel­se sikkert haft stor indflydelse på dannelsen af oceanerne og kontinenterne, som vi kender dem.

Der fandtes altså flod og ebbe på jorden, længe før der fandtes oceaner. Som en følge af solens tiltrækningskraft opstod der flodbølger på den halvstørknede jordskorpe, som uhindret rullede rundt om hele kloden og kun lidt efter lidt aftog og formindskedes, efterhånden som jordens ydre lag afsvaledes, stivnede og hærdedes.

De, der er tilhængere af den teori, at månen er skabt af jorden, mener, at der på et tidligt stadium af jordens udvikling er sket noget, der har forårsaget, at den stadigt rullende, stadig sejere flodbølge voksede i hastighed til stadig større, uanede højder. Man mener, at årsagen til disse de største flodbølger, der nogensinde er væltet frem over jorden, var en slags resonansfænomen fremkaldt af, at solens egen rytme begyndte at falde i takt med, for til slut helt at falde sammen med den halvsmeltede jords egen omdrejnings­has­ tighed. Jordens flod og ebbe indtraf to gange i døgnet og blev slynget mere og mere i højden ved dens egen omdrejnings­has­tighed. (fortsat) Ud fra studier af disse bjergarter har geologerne dannet sig en vis forståelse af de perioder, som på kortet er benævnt Proterozoikum og Arkæikum. De antyder, at Grenvillebjergene i det østlige USA er milliarder af år gamle. Hvor disse bjerge er nøgne, som i Ontario, kan man se, at de består af store mængder grafit, hvilket er et stumt vidnesbyrd om et rigt planteliv, dengang bjergene dannedes, for planter er en almindelig kilde til kulstof. Penokeanbjergene i Minnesota og Ontario, tidligere kendt blandt geologer som Killarneybjergene, har man dateret til at være 1.700.000.000 år gamle. Resterne af disse engang knejsende bjerge ses i dag som lave, rullende bakker. Opdagelsen af endnu ældre bjergarter i Canada, Rusland og Afrika, som kan dateres mere end 3 milliarder år tilbage, antyder, at jorden selv måske er dannet for 4,5 milliarder år siden.

20

Fysikerne har regnet ud, at hvis der er forløbet 500 år med disse kæmpemæssige, stadigt voksende flodbølger, blev de, der hævede sig på jordens solside, til sidst for høje til, at de kunne holdes tilbage af jordens egen tiltrækningskraft, og at en af dem blev revet løs og hvirvlede ud i rummet. Den nyskabte drabant blev selvfølgelig øjeblikkelig underkastet universets gravitationslove, der sendte den rundt i sin egen bane om jorden.

Der er grund til at tro, at denne begivenhed fandt sted, efter at jordskorpen var begyndt at stivne, og ikke på dens mere flydende stadium. Endnu den dag i dag findes et dybt ar i jordklodens ydre lag, og det er denne sænkning, der rummer Stillehavet. Ifølge geofysikeres udtalelser består havbunden i Stillehavet af basalt, der danner jordens mellemliggende lag, mens havbunden alle andre steder er dækket af et tyndt lag granit. Vi begynder øjeblikkelig at spekulere over, hvad der er blevet af Stillehavets granitlag, og den mest nærliggende slutning er, at det blev revet løs, da månen skab­tes.

Beviser underbygger denne slutning. Månens vægtfylde er langt mindre end jordens (3,3 mod 5,5), hvad der tyder på, at månen ikke har fjernet noget af det tunge jern i jordens indre, men at den kun er dannet af granitten og basalten fra de ydre lag.

Månens skabelse har øjensynlig bidraget til at skabe andre havbassiner end Stillehavets. Da noget af skorpen blev revet bort, må der være sat kræfter i gang for at få den resterende granit til at dække. Måske granitlaget revnede på den side, der var modsat månearret. Måske voksede revnerne, mens jorden drejede sig om sin akse, og granitmasserne begyndte at glide fra hinanden, mens de bevægede sig hen over et tjæret, langsomt stivnende lag af basalt.

Efterhånden blev de ydre lag af basalten hærdnede, og de glidende kontinenter faldt til hvile, frosset på plads med havene imellem sig.

Til trods for teorier, der hævder det modsatte, synes vægten af geo­ logiske beviser at tale for, at de større havbassiners og kontinenters beliggenhed i dag er næsten den samme, som den har været siden en meget tidlig periode i jordens historie.

21

Men dette er at foregribe begivenhedernes gang, for da månen blev skabt, eksisterede der intet hav. Den gradvis afkølende jord var dækket af et tungt skylag, der indeholdt det meste af den nye planets vand. Gennem lange tider var dens overflade så hed, at ingen fugtighed kunne falde uden øjeblikkelig at blive omdannet til damp. Dette tætte, stadig fornyede skydække må have været så tykt, at ingen solstråler kunne gennemtrænge det. De skitse­ mæssige omrids af fastlandsmasserne og de tomme havbassiner blev hugget ud af jordens overflade i mørke, i en vulkansk verden af intens hede, hvirvlende skyer og mørke.

Så snart jordskorpen var afkølet tilstrækkeligt, begyndte regnen at falde. En regn, som vi aldrig senere har kendt magen til. Det regnede uafbrudt dag og nat, dagene blev til måneder og måneder­ne til år, til århundreder. Regnen strømmede ned i de tomme havbækkener, eller hvor den faldt på kontinenterne, banede den sig i floder frem til havet.

De første verdenshave, der voksede i omfang, mens regnen langsomt fyldte klodens sænkninger, kan ikke have været særlig salt­ holdige. Men den strømmende regn, der faldt over kontinenterne, var samtidig optakten til deres opløsning. Fra det øjeblik, regnen tog fat, begyndte landmasserne at opløses og føres ud i havet. Det er en endeløs, ubønhørlig proces, der aldrig er ophørt. Klipperne smuldrer hen og føres stadig sammen med de mineralsalte, de inde­holder, ud i havet. Gennem millioner af år er havet blevet stadig mere bittert i smagen af landmassernes forskellige salte.

På hvilken måde havet har frembragt det mystiske og vidunderlige stof, der kaldes protoplasma, er der ingen, der ved. Et enkelt sted, eller mange steder samtidig, må det varme, svagt oplyste vand have frembragt en ukendt forbindelse af temperatur, tryk og saltind­hold, der har været nødvendig for at skabe levende stof af livløst. Det er en proces, som hverken alkymisterne med deres smeltedigler eller videnskabsmændene i deres moderne laboratorier har været i stand til at genskabe.

22

Der må have været utallige, mere eller mindre mislykkede forsøg, før den første levende celle opstod. Det er muligt, at visse organiske substanser er opstået i det varme, saltholdige vand, dannet af kuldi­oxid, svovl, fosfor, kalium og kalcium. Måske dette var de forberedende processer, hvoraf det færdige protoplasmas molekyler var resultatet – disse molekyler, der af en eller anden grund ejede evnen til at formere sig og begynde livets uendelige strøm. Men på nuværende tidspunkt er der ingen, der med sikkerhed ved, hvordan det gik til. Denne første levende organisme har sikkert været en simpel mikroorganisme, der nærmest har lignet nogle af de bakte­ rier, vi kender nu – mystiske grænseformer, der hverken var planter eller dyr, på et udviklingstrin, der kun lå lige op ad den usynlige skillelinje mellem levende og ikke levende former. Det er tvivlsomt, om disse tidlige former af liv var udrustet med klorofyl, det stof, hvoraf planter med sollysets hjælp omdanner livløse kemikalier til organiske bestanddele i deres celler. Det var ikke meget sollys, der kunne nå ned i deres dunkle verden eller gennemtrænge de skybanker, hvorfra den stadig strømmende regn faldt. Det er sandsynligt, at disse første levende organismer har suget næring af de organiske stoffer, der fandtes i havvandet, eller at de, ligesom de jern- og svovlbakterier, der eksisterer i dag, har levet direkte af uorganisk føde. Efterhånden som skydækket blev tyndere, skiftede mørke nætter med svagt oplyste dage, og omsider brød solen for første gang igennem og skinnede på havet. Derved må nogle af de levende organismer, der flød rundt i havvandet, have fået evne til at danne det magiske stof klorofyl. Nu blev de i stand til at optage kulsyren fra luften og vandet for af disse elementer, sammen med sollyset, at opbygge de organiske bestanddele, de behøvede for at leve. På den måde opstod den første virkelige plante.

En anden gruppe organismer, der manglede klorofyl, men behøve­de organisk føde, opdagede, at den kunne skaffe sig selv de nødvendige livsvilkår ved at fortære planterne. Sådan opstod de første former for dyreliv, og fra da af og op til vore dage har de 23

fulgt den vane, deres første stamfader lærte sig i urtidshavet, og deres liv og trivsel er direkte eller indirekte bestemt af planterne.

Som årene gik og blev til århundreder, til millioner af år, blev strømmen af levende organismer mere og mere forskelligartet. Af de simple, encellede eksistensformer skabtes der andre, som bestod af en sammenhobning af forskellige celler, og efterhånden udvik­ ledes et dyreliv med organer til at indtage føde, fordøje den, til at ånde og til at formere sig. Langs oceanernes klippefulde kyster te svampene at vokse frem fra dybet, og koraldyrene begynd­ byggede deres rev i det varme, klare vand. Vandmænd flød omkring i havet. Ormene blev til og søstjerner og leddyr med mange ben. Planterne gennemgik også en udvikling, fra mikroskopiske alger til vidtforgrenede ejendommeligt kønnede vandplanter, der bølgede med tidevandet, efter at brændingen havde slidt dem løs fra deres vækstpladser og sat dem i drift.

Gennem hele denne periode var der overhovedet intet liv på kontinenterne. Der var ikke meget, der kunne lokke livet op på land og få det til at give afkald på alt, hvad havet kunne skænke til dets opretholdelse og beskyttelse. Landene må have været triste og fjendtlige udover enhver beskrivelse. Forestil Dem en hel verden af nøgne klipper, uden det mindste grønne dække – en verden uden jord og muld, for der var endnu ingen planter til at danne den og binde den til klippegrunden med sine rødder. Tænk Dem en verden af sten, en dødsstille verden, bortset fra lyden af den strømmende regn og vinden, der strøg hen over den. Der var ingen levende stemmer og intet, der bevægede sig på overfladen, undtagen den skygge, skyerne kastede.

Imidlertid fortsatte den gradvise afkøling, der først havde dannet jordens hårde granitskorpe, til de dybereliggende lag. Og mens det indre langsomt afkøledes og trak sig sammen, frigjorde det sig fra den ydre skorpe. Denne skorpe, der afpassede sig efter sammen­ skrumpningerne i de underliggende lag, begyndte at folde sig sammen og slå revner – jordens første bjergkæder var dannet.

24

Geologerne hævder, at der må have været mindst to bjergdannende perioder (også kaldet »revolutioner«) i den dunkle tids­ alder, der ligger så langt tilbage, at selve de bjerge, som dengang opstod, er forsvundet, ja, for så længe siden, at vore bjergarter kun viser utydelige spor af dem. Så fulgte en tredje periode for ca. 1 milliard år siden, hvor jordskorpen igen hævede sig og tilpassede sig, men af de majestætiske bjergkæder, som dengang opstod, er der nu kun nogle granitplateauer tilbage enkelte steder på kloden.

De bjergdannende epoker resulterede bl.a. i, at erosionsprocessen fremskyndedes, den proces, der stadig tilsliber kontinenterne og skyller de forvitrede klipper og deres mineralindhold ud i havet.

De højestbeliggende bjergtoppe blev ofre for den øvre atmosfæres bitre kulde, og under frostens, sneens og isens angreb sprængtes klipperne og smuldrede hen. Regnen piskede med uformindsket styrke mod bjergsiderne og førte dem bort som småpartikler i de rivende floder. Der var stadig intet beskyttende plantedække, der kunne formindske og modstå regnens kraft.

Men i havet blev livet ved med at udvikle sig. De tidligste former har ikke efterladt nogen fossiler, som vi kan identificere dem igen­ nem. Det har rimeligvis været blødlegemer uden hårde dele, der har kunnet bevares. På den anden side er det klippelag, der blev dannet i disse tidlige tider, senere blevet ændret så stærkt gennem den enorme hede og det tryk, jordskorpens sammen­foldninger fremkaldte, at hvad de muligvis har rummet af fossiler, er ødelagt.

Men i de sidste 500 millioner år har klipperne bevaret fossilerne.

Fra den kambriske periodes begyndelse findes livets historie optegnet i bjergarternes skrift. På den tid var livet i havet nået så langt i udvik­ lin­gen, at de fleste hovedgrupper af lavere dyr (invertebrater) var dan­ net. Men der var ingen hvirveldyr, ingen insekter eller edder­kop­per, og der eksisterede stadig ingen planter eller dyr, der kunne leve på land. I mere end de tre fjerdedele af den geologiske tid lå kontinen­ter­ ne øde og ubeboede, mens havet skabte det liv, der senere skulle in­va­ dere dem og gøre dem beboelige. I mellemtiden var klo­den hjem­søgt 25

af voldsomme jordskælv og af ilden og røgen fra de brø­len­de vulka­ ner. Bjergkæder hævede sig og blev udslettet, gletsjere gled hen over jordkloden, krøb op over kontinenterne og trak sig tilbage igen.

Det var ikke før silurtiden for ca. 350 millioner år siden, at de første pionerer krøb op på kysten. Det var en slags leddyr, medlemmer af den store dyregruppe, der senere repræsenteres af krabber, rejer, hummere og insekter. De må have mindet om vore dages skorpioner, men i modsætning til deres efterkommere afbrød de aldrig helt de bånd, der bandt dem til havet. De levede et mærkeligt liv, halvt landdyr og halvt vanddyr, omtrent som nogle af de krabber, vi kender nu, der piler hen langs strandbredden og af og til tager en afstikker ud i vandet for at fugte gællerne.

I silurtidens floder udvikledes fisk, hvis kroppe var strømli­ne­de og bændelformede af de rivende vandes tryk. I tørkeperioder, i de halvt udtørrede vandhuller og indhave, tvang manglen på ilt dem til at udvikle en svømmeblære, hvor de kunne oplagre luft. En af disse fiskearter udviklede svømmeblæren til en lunge og kunne takket være den leve lange perioder begravet i mudder.

Det er tvivlsomt, om dyrene alene ville have haft held til at koloni­ sere landjorden, for det var planternes fortjeneste, at de barske vil­kår allerede fra begyndelsen blev forbedret. Planterne hjalp til at skabe muld af de forvitrede stenarter, de holdt på mulden, som regnen ellers ville have ført med sig, og lidt efter lidt mildnede og undertvang de sig den ufrugtbare klippegrund og gjorde den beboelig, skabte livsvilkår i ødemarken. Vi ved meget lidt om de første landplanter, men de må have været nært beslægtet med nogle af de større tangplanter, der havde lært sig at leve i strandkanten ved at udvikle kraftige stængler og klamre sig fast med en slags rødder, så de kunne modstå brændingens ryk og sugen. Det var måske på en flad kyststrækning, der skiftevis oversvømmedes og atter tørredes ud, at nogle af disse planter fandt mulighed for at overleve, selv om de blev skilt fra havet. Dette har tilsyneladende også fundet sted i silurperioden.

26

De bjerge, der havde hævet sig under den nærmest foregående bjergdannende periode, forvitrede lidt efter lidt, og efterhånden som sedimenterne blev vasket bort fra tinderne og skyllet ind over lavlandet, sank store dele af kontinenterne under trykket. Så kom havet krybende op fra sine bækkener og flød ud over landet. I dette grunde, solbelyste vand trivedes livet og udviklede sig overdådigt.

Men da verdenshavene senere trak sig tilbage, må mange dyrearter være blevet efterladt strandede i de lavvandede indhave. Nogle af disse dyr fandt muligheder for at leve på land. Søerne, flodbredderne og de sumpede kyststrækninger var de forsøgssteder, hvor planter og dyr enten vænnede sig til de nye forhold eller gik til grunde. Da landene hævede sig, og havene trak sig tilbage, duk­ kede der et ejendommeligt, fiskeagtigt væsen op på landjorden, og i løbet af årtusinder blev dets finner til ben, og det udviklede lunger i stedet for gæller. Det første amfibiedyr efterlod sine fodspor i Devontidens sandsten.

På land og i havet fortsatte udviklingen, nye former dukkede op, enkelte af de ældre bukkede under og forsvandt. På landjorden voksede mosser, bregner og frøplanter frem. En tid lang dominerede krybdyrene jorden, gigantiske, groteske og frygtindgydende. Fugle lærte at leve og bevæge sig i luftens grænseløse ocean. De første små pattedyr skjulte sig, så godt det lod sig gøre, i jordens revner og huler af frygt for krybdyrene.

De dyr, der forlod havet for at leve på land, medbragte i deres legemer en del af havet, en arv, som de gav videre til deres afkom, og som den dag i dag skaber en forbindelse mellem hvert eneste væsen på jorden og dets udspring i det forhistoriske hav. Fisk, padder, krybdyr, varmblodede fugle og pattedyr – alle ejer vi i vore blodkar en saltholdig væske, hvor stofferne natrium, kalium og kalcium er repræsenteret i næsten samme forhold som i havvandet.

Dette er vor arv fra de dage for utallige millioner år siden, da en fjern stamfader udviklede sig fra encellet til flercellet væsen og for første gang frembragte et kredsløbssystem, hvor væsken til at 27

Vulkaner

PERIODER mio. af år siden

Bjergkædefoldninger

Kvartær 2,6 til nu

Coast Range opfoldes: fortsat forskydninger. Den alpine foldning pågår endnu.

Tertiær 66-2,6

Den alpine foldning: Pyrenæerne, Alperne, Appenninerne, Kaukasus, Himalaya.

Stærk vulkansk virksomhed i det vest­lige USA danner Colum­biaplateauet Vesuv og Etnas udbrud begynder.

Kridt 145-66

Alpine foldning: Rocky Mountains, Andesbjergene, Panamaryggen hæver sig, indirekte følge heraf: Golfstrømmen.

Vulkanske udbrud danner Deccanplateauet i Indien.

Jura 201-145

Sierra Nevada

Mange vulkaner i det vestlige Nordamerika, også New England

Mezozoikum

Kænozoikum

Tid

Oversigt over jordens historie og livets udvikling (opdateret, red.)

Vulkanske udbrud danner Deccaplateauet i Indien.

Trias 252-201

Perm 299-252

Appalacherne syd for New England.

Sibiriske plateaubasalt.

Palæozoikum

Karbon (Kul) 359-299

Devon 419-359

Nordlige del af Appalacherne (aldrig dækket af hav senere).

Silur 444-419

Den kaledoniske bjergkædefoldning (Britiske Øer, Skandinavien,Grønland – startet i Kambrium).

Ordovicium 485-444

Eozoikum

2500-541

Næsten alle krystallinske grundfjelds­ skjold. Killarneybjergene (i Canada, Minnesota,Wisconsin) – kun deres rødder står tilbage.

Arkæikum

Kambrium 541-485

Ældre end 2500

Ældste kendte bjergkæder. Ældste kendte aflejringer og vulkanske bjerg­arter, stærkt omdannede af varme og tryk, deres historie dunkel.

28

Vulkaner i Maine og New Brunswick.

Gletchere

Kvartære istider – indlandsis over uhyre områder i Nordamerika og Nordeuropa.

Have

Livets udvikling

Havets vandstand ændres pga. nedisning.

De første mennesker.

Nyere planter og dyr.

Store oversvømmelser af landområder.

Nummulitisk kalk aflejres – brugt til pyramiderne senere.

Højerestående pattedyr undtagen mennesket.

Højerestående planter.

Store dele af Europa og omtrent halvdelen af Nordamerika oversvømmes. Kridtklinterne i England og Danmark dannes.

Sidste dinosaurer og flyveøgler. Blomsterplanter spreder sig

Havets sidste oversvømmelse af Østcalifornien og Oregon.

Første fugle

Første dinosaurer Små primitive pattedyr

Udstrakte have over det vestlige USA. Verdens største saltaflejringer dannes i Tyskland.

Istid i et bredt bælte i Indien, Afrika, Australien, Sydamerika.

Det centrale USA dækkes af hav for sidste gang. Store kullejer dannes.

Krybdyr dominerer, padder nu kun i fugtige områder.

Nøgenfrøede planter.

Krybdyr opstår. Padder i hastig udvikling.

Stor evolution hos planter.

Første benfisk, insekter og padder

Gentagne oversvømmelser af USA’s kontinent. Saltlejer dannes i det østlige USA

Første landlevende dyr

Mere end halvdelen af USA’s kontinent dækkes af hav.

Hvirveldyr opstår.

Første planter på land.

Blæksprutter bliver almindelige.

Havet trænger successivt ind over land og trækker sig tilbage, dækker en tid det meste af USA’s kontinent.

Ældst kendte istid.

Den kambriske evolutionære eksplosion.

Forekomst af de første skal- og skeletbærende dyr.

Edicara-faunaen opstår – ældste sikre forekomst af flercellede dyr

29

begynde med kun bestod af havvand. På samme måde er vore kalkholdige skeletter en arv fra den kambriske periodes kalkholdige hav. Selv det protoplasma, som gennemstrømmer hver celle i vore legemer, har den kemiske struktur, der blev påført alt levende, da de første simple celler blev skabt i urhavet. Og ligesom livet selv først begyndte i havet, sådan begynder hver enkelt af os vort liv i et miniature-ocean, som udgøres af væskerne i livmoderen, og i vor fostertilværelse gennemgår vi også slægtens egne stadier, lige fra gællestadiet til det endelige, der egner sig til et liv på jorden.

Nogle af landdyrene vendte senere tilbage til havet. Efter at vore forfædre havde levet ca. 50 millioner år på land, vendte nogle af øglerne fra den mesozoiske tid tilbage til vandet igen. Det var kæmpe­ store og frygtindgydende uhyrer. Nogle af dem havde åreagtige lemmer, som de padlede sig frem gennem vandet med, andre var udstyret med svømmefødder og lange, slangeagtige halse. Disse uhyrer forsvandt igen for millioner af år siden, men vi bliver mindet om dem, hvis vi langt ude på havet støder på en svømmende hav­ skildpadde, hvis rygskjold, tæt besat med rur, fortæller om dens liv i havet. Langt senere, måske blot for 50 millioner år siden, opgav selv nogle af pattedyrene deres liv på land. Deres efterkommere finder vi i vore dages søløver, sæler, søelefanter og hvaler.

Blandt de pattedyr, der blev på land, vænnede nogle arter sig til at leve i træerne. Deres forben forvandlede sig på en mærkelig måde; de blev til behændige gribefødder, der gjorde det muligt for dem at holde fast på tingene og undersøge dem. Samtidig med denne specialisering skete der en anden, nemlig en udvikling af hjernen, som gav disse forholdsvis små dyr en erstatning for, hvad de savnede i styrke. Til sidst, og dette skete måske i det indre af det vældige Asien, begyndte de at opgive tilværelsen oppe i træerne og søgte ned på jorden igen. I løbet af de sidste millioner af år har enkelte af disse dyrearter forvandlet sig til væsner med menneske­ lig krop og intelligens og dette mystiske, vi kalder sjæl.

Selv mennesket søgte med tiden tilbage til havet. Når det stod på 30

stranden, så det undrende og nysgerrigt ud over havet, samtidig med at det ubevidst genkendte den åbne horisont og bølgernes rækker. Rent legemligt som hvaler og sæler kunne mennesket ikke vende tilbage til havet. Men gennem årtusinder har mennesket brugt al den dygtighed, opfindelsesevne og logiske skarpsindighed, det har været i besiddelse af, til at udforske og undersøge havet, selv i de mest fjerntliggende områder.

Mennesket har bygget både og vovet sig ud på dets flade. Senere fandt det ud af at stige ned på havbunden, hvor den ikke var alt for dyb, ved at forsyne sig med den luft, det som landvæsen ikke kunne undvære. Mens mennesket færdedes hen over havdybene, fængslet af tanken om, at man ikke kunne komme derned, fandt det på metoder til at måle deres udstrækning, sænkede net for at fange det levende liv, opfandt apparater, ved hvis hjælp man kunne se og høre og danne sig forestillinger om den for længst tabte verden, det i sin dybe underbevidsthed aldrig helt har glemt.

Og alligevel har denne tilbagevenden til havet kun kunnet ske på havets egne vilkår. Mennesket kan ikke beherske og påvirke havet på samme måde, som det under sit korte herredømme over landjorden har kuet og udplyndret kontinenterne. I byernes og samfundenes kunstige verden glemmer mennesket ofte jordens virkelige natur, glemmer dens lange historie, hvoraf menneske­ slægt­ens egen historie kun er en ubetydelig brøkdel. Dette ser man klarest, når man er ude på en lang sejltur og dag efter dag ser ud mod en stadig vigende horisont, som kun brydes af bølgernes rækker. Når man om natten kan følge jordens rotation ved at se på stjernerne, der glider hen over hovedet på én. Eller når man, alene i denne verden af himmel og hav, får en fornemmelse af jord­ klodens ensomhed i rummet. Som aldrig nogen sinde på land fatter man den sandhed, at vor verden er en verden af hav, en planet domineret af oceanernes dækkende kappe, hvor kontinenterne dukker op for kortere eller længere tid for atter at forsvinde i det altomfattende vand.

31