Heksens alfabet

Page 1


Af samme forfatter Privat skov Erle perle

Heksens alfabet_TRYK.indd 2

10.02.2022 09.53


Nanna Goul

Heksens alfabet Roman

Gads Forlag

Heksens alfabet_TRYK.indd 3

10.02.2022 09.53


Heksens alfabet © Nanna Goul og Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Sofie Winding Omslagsillustrationer: Kalenderblade af Theo van Hoytema, Rijksmuseum, Amsterdam Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook. ISBN: 978-87-12-06239-4 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Heksens alfabet_TRYK.indd 4

10.02.2022 09.53


Kan Kornblomsten drømme kan Sankthansurten og i så fald om hvad kølige vinde fuldmånenætter regn, der falder på blade som sæd over mave Morgenfrue jeg stjal dine børn Nælde jeg spiste din krone Røllike jeg høstede dine blade lancetformede, hårede fantomsmerter er det kun for mennesker spørg omkring jer Jernurt og Vejbred svar udbedes

Heksens alfabet_TRYK.indd 5

10.02.2022 09.53


Heksens alfabet_TRYK.indd 6

10.02.2022 09.53


1 Vinter Nymåne er bedst

Heksens alfabet_TRYK.indd 7

10.02.2022 09.53


Heksens alfabet_TRYK.indd 8

10.02.2022 09.53


Jeg skænker lunken kaffe fra kantinens pivende kande og ser ud over parken. Træerne står nøgne og mørke, som skabeloner i et skyggespil. I kronen af et gammelt egetræ har en flok krager samlet sig, de hopper energisk rundt, op og ned, først til den ene, så til den anden side. Jeg træder nærmere ruden, trykker næsen flad. Nu rykker flokken sig sammen, organiserer sig som en lille milits. Med ét letter de, flyver direkte hen mod mig, jeg trækker mig instinktivt en smule tilbage. Så ændrer de brat kurs og flyver hen over bibliotekets tage. I går spurgte Sigrid, hvornår året begynder. Hun har lært en sang om årstiderne i børnehaveklassen. Jeg tænkte på alt det, sneen skjuler, på dagen efter nytårsaften, hvor jeg igen blev gravid. Året begynder med vinteren, sagde jeg. Sigrid mente, jeg tog fejl, det begynder med foråret, sagde hun. Det tæller først, når tingene spirer frem. Når du kan se det. Uden for kantinen står en bogvogn klar, jeg tager den med i elevatoren og kører ned. I magasinet står bøgerne tæt. Mine fingre glider over ryggene, en bølgende fornemmelse af bulet vaskebræt. Magasinet er bibliotekets stille hjerte, selv her om eftermiddagen er der sjældent et øje. Henriettes liste over reserverede bøger ligger på bogvognen, jeg bevæger mig langsomt mellem reolerne, rækker ud, snuser ind. Duften

9

Heksens alfabet_TRYK.indd 9

10.02.2022 09.53


fra indbindingen, beskyttelsen af bøgerne. En skarp duft, krydret og kunstig. Alligevel ikke dårlig. Længst nede i magasinet stopper jeg op. På øverste hylde står den bog, jeg er ude efter. Den har ikke været udlånt længe, jeg puster støvet af, lægger den hos de andre på vognen og tager turen op til udlånet. Bipper bogen til mig selv. På kontoret er der roligt, mange er allerede gået hjem. Gennem vinduet ser jeg noget gult ude i parken, tæt på hækken, hvor sneen er faldet lidt sammen. Små, gule erantishoveder, der presser sig gennem vinterens låg. Jeg tager jakken på, går ud, sætter mig på hug og fjerner sneen omkring dem. *

Jeg banker på vækkeuret fem gange, før jeg vælter ud af sengen, så rusker jeg i Mikkel. Han er langt væk, og der, hvor han er, bliver han irriteret. Det var ham, der beroligede Sigrid i nat. Hun var lysvågen og ville vide alt om lungebetændelse, solens bane om jorden, og om der er mulighed for, at babyen kan bo i legehuset, når den kommer ud. Jeg fandt overskud til at sige nej til det sidste og vendte mig om på siden. I køkkenet tømmer jeg opvaskemaskinen, laver havregrød, kaffe, finder skyr og juice. Går ind og trækker gardinet fra hos Sigrid, hun sparker og skriger, at jeg skal gå ud, at jeg ikke skal forstyrre hendes nattesøvn. Jeg siger, at det ikke er nat. Hun siger, at det i hvert fald heller ikke er dag. Mikkel vandrer ud på toilettet som en levende død. Efter et kvarter hiver jeg døren op, han sidder med underbukserne

10

Heksens alfabet_TRYK.indd 10

10.02.2022 09.53


nede om hælene og kigger på sin telefon, mumler noget om en utrolig pris på en brugt guitar fra 68. Jeg lukker døren tilpas hårdt til, at jeg ikke behøver at sige mere. Så går jeg ud og stirrer ind i køleskabet. Jeg vil smøre en madpakke, men vi har glemt at købe rugbrød. Det kan jeg ikke magte, det græder jeg lidt over. At vi er sådan en familie. Jeg tager mig sammen, banker hårdt på ind til toilettet. Finder gamle, kogte kartofler, en yoghurt, ostehaps, knækbrød, agurk, det går, det hele, jeg åbner igen døren ind til Sigrid og hvisker til hende, at hun får en muffin senere, hvis hun står op. Endelig kan vi spise morgenmad, endelig er vi klar. Sigrid vælter glasset med æblejuice, jeg løber ud og henter et viskestykke, tørrer op. Så stikker hun albuen ned i den rygende varme havregrød, hun hyler, Mikkel finder en pose frosne ærter frem, jeg drikker en slurk kaffe, to, ah, tre, nå, fire, pyh. Så hviler jeg pludselig kinden mod toiletbrættet, kvalmen bølger frem og tilbage, uden at der sker noget. Ved bordet sidder Mikkel og stirrer stift ned i kaffen, Sigrid har hældt mælk i grøden, den er blevet en tynd suppe. Det føles som et under, da jeg kan vinke farvel og endelig trække natkjolen af kroppen for at tage rigtigt tøj på. Heldigvis kan jeg arbejde hjemme i dag. Et øjeblik tænker jeg store, vidtrækkende tanker, overvejer alle de muligheder, jeg har, alt det, jeg kan gøre med dagen. Så bliver jeg uendeligt træt, vil lægge mig ind på sofaen, bare et øjeblik. Jeg vågner ved en høj, skinger ringelyd, Sigrid legede med telefonen i aftes, kæmper for at bryde ud af drømmenes rolige hinde.

11

Heksens alfabet_TRYK.indd 11

10.02.2022 09.53


– Hallo? – Hej lille skat, får du nok at spise? – Hej mor. Jeg overhører bevidst hendes spørgsmål om næringsindtag, det er en remse, hun indleder de fleste samtaler med. – Din far har ringet, han vil gerne kigge forbi en af de kommende dage, kan du ikke sende ham en sms om, hvornår det passer? Der er noget, han gerne vil fikse. – Ja, jeg har glemt at ringe tilbage. Hvad handler det om, er noget gået i stykker? – Jeg aner det ikke, min skat, måske er det mere et slags eftersyn. Han ville i hvert fald tage sin værktøjstaske med. – Okay. Men du, jeg skal ned og hente Sigrid. – Nå, ja, jeg ville også bare høre, om du ikke snart kigger forbi. – Det skal jeg nok, men jeg bliver nødt til at smutte. – Du var en lidt svær baby. – Ej, mor, ikke nu. – Du skreg i flere dage, efter du var blevet født, du nægtede simpelthen at sutte ved brystet. – Okay, men nu er vi videre? – Jo, jo, det er vi da. Det var bare en hård start. – Jeg beklager, mor. *

I dag sidder der syv gråkrager på det plankeværk, der ad­skiller bibliotekets park fra en privat villahave. Modsat kragerne i sidste uge sidder de her helt roligt. Jeg har slået dem op,

12

Heksens alfabet_TRYK.indd 12

10.02.2022 09.53


gråkragerne. De er almindelige i byernes parker og på kirkegårde, de spiser ådsler og affald, insekter og orme, i princippet hvad som helst, de betragtes som intelligente. Jeg tænker på, om krager kan koordinere ting, det skulle ikke undre mig. I kantinen serverer de boller i karry til frokost, nogen har spildt, så den gule sovs er løbet ned langs grydens yderside og videre ned ad buffetbordets underkant. Karin, vicestadsbibliotekaren, beder køkkenet om en våd klud. – Der findes to slags mennesker her i verden, sagde hun, da jeg til morgenmødet skar en skive ost til mit rundstykke. – Dem, der udhuler osten, og dem, der retter den op. Hun gav mig et klap på skulderen. Biblioteket er blevet et tryggere sted, siden Karin kom til. På papiret er det stadsbibliotekaren, Hans-Henrik, der har magten, selvom Karin har den de facto. Hans-Henrik er slet ikke i stand til at fastholde den reelle, udøvende magt, det er der udbredt enighed om i faggrupperne. Han er i det for ærens skyld. Karin derimod kan godt lide at bestemme, og da hun det meste af tiden bestemmer gode ting, som HansHenrik tager æren for, hænger tingene sammen. Gry fra faglitteratur betragter vores okkergule anretninger og finder sine medbragte avokadomadder frem fra madkassen. Hun begynder højrøstet at fortælle om en artikel, hun har læst. Den handler om en undersøgelse, der dokumenterer, at fisk har selvbevidsthed og grise en overraskende evne til at tænke abstrakt og desuden et stort talent for at spille computerspil med joystick. Det sidste fanger Pers interesse, han rykker nærmere med sin tallerken, lidt for voldsomt, så en bolle triller ned på laminatgulvet. Mens Per kravler

13

Heksens alfabet_TRYK.indd 13

10.02.2022 09.53


ned under bordet, går Gry dybere ind i undersøgelsen, der er foretaget med spejle under vand. Tilbage ved skrivebordet lægger jeg mærke til, at kragerne stadig sidder på plankeværket. Flere af dem basker med vingerne, stirrer i min retning. Jeg vender hovedet mod skærmen og arbejder koncentreret på at få tre tekster til hjemmesiden gjort færdige. Da jeg slukker for computeren, sidder de helt fredeligt og betragter mig. Holder krager aldrig pause? *

Seks gange har jeg været gravid. Fjerde gang var med Sigrid, og der gik ikke længe, før jeg blev sygemeldt med angst. Om dagen sad jeg og stirrede ind i væggen, spiste flødeskumskager og gik nu og da på toilettet for at kaste op. Indimellem ringede jeg til hospitalet og spurgte, om dét eller dét nu også var normalt. Om de troede, at barnet havde det godt nok. Det troede de. Jeg så livsstilsprogrammer, når væggen blev for ensformig, det var det eneste, jeg turde tænde for, alt andet satte den evindelige gråd i gang. Jeg fandt en tv-serie om en mand med en stor pik, han mistede sit arbejde og begyndte at arbejde som prostitueret. Det var en god serie for mig, den var min safe zone. *

Jeg ligger vågen i natten, noget knager i entreen. Jeg vender mig om, strækker armen ud og mærker Mikkels krop under

14

Heksens alfabet_TRYK.indd 14

10.02.2022 09.53


dynen. Han er her, Sigrid der, i hjørnet af sengen, krøllet sammen om Hello Kitty-bamsen. Jeg lukker øjnene, bevæger mig ind i en halvt vågen, halvt slumrende tilstand. Små lyde kommer og går. Måske er det skraldemænd, natarbejdere, alligevel er lydene blødere, jeg har svært ved at forbinde dem med skraldemænd. Så kommer jeg i tanke om noget, jeg engang har hørt i et radioprogram. En åndemaner med en hæs rygerstemme anbefalede, at man kun tog kampen op med de spøgelser, der virkelig lavede postyr. De fredelige spøgelser skulle man lade være i fred. Tænk på det som en slags biodiversitet, var hans råd. Jeg bliver ved med at vende og dreje mig. For mange år siden forsøgte jeg at blive buddhist, jeg var selv blevet forelsket i én. Han dyrkede sine egne radiser i altankassen og vækkede mig med indiske sange, der lød som trylleformularer. Altid havde han en svag duft af sandeltræ omkring sig. Det viste sig, at buddhisterne havde hovedkvarter i en imponerende villa i Hellerup. En dag tog han mig med derud. Han sang, mens jeg lukkede mine øjne og forsøgte at meditere. Vi skulle lade støjen, rodet, irritationen, alle ubehagelige elementer flyde forbi uden at reagere. Bare acceptere strømmen. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være så svært at lade tingene glide på den måde. Hele tiden fik jeg en tilskyndelse til at lukke et vindue. Rydde op. Løse en konflikt. Men bare at lade det hele være, passere forbi? Det var ikke noget, jeg var klar til, konstaterede han efterfølgende.

15

Heksens alfabet_TRYK.indd 15

10.02.2022 09.53


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.