Herboende fremmede

Donatella Di Cesare

Donatella Di Cesare

Herboende fremmede

En flygtningefilosofi

Oversat af Conni-Kay Jørgensen

Til Francesco La Torre, anarkist og socialist, stævnet ud fra Marseille, gået i land som illegal på Ellis Island i 1925.

Indhold

II. Gæstfrihedens endeligt?

III.

IV. Sameksistens i det tredje årtusind

Kort sagt

Kort sagt

Det vil være umuligt at finde «løsninger» i denne bog, for eksempel på hvordan man skal «styre strømmene», ifølge hvilke kriterier man skal «skelne mellem flygtninge og økonomiske migranter», og på hvilken måde de skal «integreres». Sådanne problemstillinger bliver her betvivlet fra grunden. De indskriver sig nemlig i en politik, der foregiver at være pragmatisk, men som blot følger udelukkelsens immunitære logik. Ad den vej kan der ikke findes løsninger. Denne politik, der går så vidt som til at udgive indrejseafslaget for at være en slags omhu og afvisningen for at være omsorg for migranten, sigter kun mod at forsvare det statslige territorie forstået som en kollektiv ejendoms lukkede rum. Nationen kan imidlertid ikke henholde sig til nogen jordens ret [ jus soli] for at benægte gæstfrihed og heller ikke til nogen blodets ret [ jus sanguinis]. Det kan ikke overraske, at disse to gamle spøgelser, jord og blod, der altid har været diskriminationens grundlag, er dukket op igen i nyere europæisk historie.

Den nuværende verden er opdelt i en mangfoldighed af stater, der står over for og ved siden af hinanden. For en nations børn, der helt fra fødslen har delt den stadig solide og fremherskende statscentrerede optik, fremstår staten som en naturlig, nærmest evig entitet. Migrationen bliver således en afvigelse, der skal dæmmes op for, en anomali, der skal fjernes. Fra sin yderplacering minder migranten staten om dens historiske opståen og sår tvivl om dens mytiske renhed. Derfor betyder det at reflektere over migrationen også at gentænke staten.

Der opridses her for første gang en «migrationsfilosofi». Indtil videre har ikke engang filosofien anerkendt migrantens statsborgerret. Først for nylig har den accepteret migranten i sit indre, men kun for at holde ham under strengt opsyn, klar til at sende ham væk med den første udvisningsordre.

I første kapitel rekonstrueres debatten, meget ophedet i både den angloamerikanske og den tyske kontekst, mellem forsvarerne for lukkede grænser og talsmændene for open borders. Det drejer sig om to standpunkter, der hører ind under liberalismen og egentlig afslører dens dilemma: Det ene standpunkt støtter den suveræne selvbestemmelse, det andet kræver en abstrakt bevægelsesfrihed. Her tages der afstand fra begge standpunkter. Ønsket er ikke at betragte skibbruddet fra bredden.

En filosofi, der starter med migrationen og gør modtagelsen til sit åbningstema, lader migrationen – unddraget arché, princippet som grundlægger statssuveræniteten – være udgangspunkt og migranten hovedperson i et nyt anarkistisk scenarie. Migrantens synspunkt må nødvendigvis have indvirkning på såvel politikken som filosofien, det må nødvendigvis sætte dem begge i bevægelse.

At migrere er ikke en biologisk kendsgerning, men derimod en eksistentiel og politisk handling, hvis berettigelse endnu savner anerkendelse. Denne bog vil være et bidrag til kravet om en jus migrandi [migrationsret] i en tidsalder, hvor menneskerettighedernes sammenbrud har fået det til at se betimeligt ud at spørge sig selv om, hvorvidt gæstfrihedens endeligt ikke allerede er indtruffet.

I de historiebøger, som ikke vil følge den hegemoniske fortælling, kommer man til at berette, at Europa, menneskerettighedernes fædreland, nægtede at vise gæstfrihed over for dem, der flygtede fra krig, forfølgelse, vold, elendighed og sult. Faktisk stigmatiseredes den potentielle gæst på forhånd som fjende. Men de, der var i sikkerhed og beskyttede af de statslige grænser, vil komme til at bære byrden og ansvaret for disse døde og disse liv.

I denne bog gives der god plads til ikke kun landjorden, men også havet, et midtimellem, der forener og adskiller, en passage, der unddrager sig grænser, sletter alle spor af tilegnelse og bevarer erindringen om en anden form for «klandestinitet» eller skjulthed, nemlig den, der kan ligge i opposition, modstand og kamp. Klandestiniteten ikke som et stigma, men som et valg. Søvejen angiver ordenens omvæltning, udfordringen fra det andet sted og fra den anden.

Alt for længe har filosofien svælget i den opbyggelige brug af betegnelsen «den anden», idet den har opretholdt forestillingen om en gæstfrihed forstået som en absolut og umulig instans, unddraget politikken, henvist til religiøs næstekærlighed eller etisk engagement. Det har fået katastrofale følger. Den anakronistiske og malplacerede gæstfrihedsgestus udført af de «humanitære», de smukke sjæle, der stadig tror på retfærdighed, har været skydeskive for foragt og fordømmelse. Særligt fra den del af politikken, der mener at skulle regere ved at adlyde velfærdschauvinismen og den sikkerhedsliggørende kynisme.

I denne bog kommer migranten ind ad byens porte som herboende fremmed. For at forstå hvilken rolle han kan spille i en gæstfrihedens po -

litik, foretages der et tilbageblik, der dog ikke følger nogen kronologisk rytme. Etaperne er Athen, Rom og Jerusalem. Tre slags byer, tre slags endnu gyldige typer borgerskab. Det åbne borgerskab i Rom adskiller sig fra autoktonien i Athen, der forklarer mange af nutidens politiske myter. Fremmedheden regerer derimod suverænt i den bibelske By, hvor samfundets krumtap er ger, den bosatte fremmede. Den bogstavelige betydning af ger er «den, som bor». Det bryder med logikken om de solide hegn, der reserverer det at bo til den autoktone, den hjemmehørende, borgeren. Kortslutningen indeholdt i semantikken for ger, der forbinder udlændingen med det at bo, modificerer dem begge. «At bo» betyder ikke at etablere sig, installere sig, slå sig ned og blive ét med landet. Heraf opstår spørgsmålene angående betydningen af «at bo» og «at migrere» i det globale eksils nuværende konstellation. Uden at beklage rodløsheden, og også uden at forherlige omflakken, tegner sig muligheden af en tilbagevenden. Vejen angives af den bosatte fremmede, der bor i furen efter adskillelsen fra jorden, der ikke kan tilegnes, og i båndet til borgeren, der opdager selv at være en bosat fremmed. I udlændingenes by er borgerretten sammenfaldende med gæstfriheden.

I den postnazistiske epoke findes der stadig en stærk overbevisning om, at det er legitimt selv at bestemme, hvem man vil bo sammen med. «Enhver på sin plads!» Den populistiske xenofobi har her sit kraftpunkt og kryptoracismen sit springbræt. Imidlertid overser man ofte, at dette er en direkte arv fra hitlerismen, det første projekt om en biopolitisk omformning af planeten, der satte sig for at opstille kriterier for sameksistens. Den diskriminerende gestus forlanger et eksklusivt sted til sig selv. Den, der udfører den, ophæver sig selv til et suverænt subjekt, der ved at fantasere om en formodet identitet med det pågældende sted gør krav på ejendomsrettigheder. Som om den anden, der altid i forvejen har befundet sig på netop det sted, ikke havde nogen ret, ja, aldrig havde eksisteret.

At anerkende den andens forrang til stedet, hvor man skal bo, er ikke alene nærhedsetik, men også sameksistenspolitik. Det sam-, der ligger i sameksistensen, skal forstås i den bredeste og dybeste betydning, som, udover deltagelse, også indikerer samtidighed. Det drejer sig ikke om en rigid ståen ved siden af hinanden. I en verden gennemsyret af talrige eksiler betyder sameksistens at dele den rumlige nærhed i en tidslig konvergens, hvor enhvers fortid kan artikuleres i en fælles nutid med henblik på en fælles fremtid.

I. Migranterne og staten

I denne verden, skibskammerater, kan den synd, der betaler for sig, rejse frit og uden pas, mens dyden standses ved alle grænser.

H. Melville, Moby Dick

. 1

1. Ellis Island

De sejlede i flere uger på havets bølger, nederst i lastrummet, næsten under vandlinjen, presset sammen i mørke soverum, hvor luften blev dårligere og dårligere, sammenstuvede på gamle halmsække, mænd, kvinder, børn, omkring to tusind passagerer. Kun dem fra tredje klasse gik i land på Ellis Island. De, der havde penge nok til første eller anden klasse, fik sparsomme og hastige tjek om bord af en læge eller en embedsmand.

Stolte dampskibe og stærke atlanterhavsdampere sejlede fra Hamborg og Liverpool, fra Napoli og Marseille, fra Riga og Antwerpen, fra Thessaloniki og København, med kurs mod ét eneste mål: The Golden Door, det eventyrlige Amerikas gyldne port. Efter en udmattende overfart, når skibet endelig nåede Hudsonflodens vande, og man i det fjerne k unne skimte New Jerseys kyst, gik passagererne op på broen for at se Frihedsgudinden. Det var den velkomst de havde drømt om. Bevægelsen overskyggede anstrengelserne, bekymringerne og udmattelsen. I nærmest episke toner beskriver Kafka i romanen Amerika hovedpersonen Karl Rossmanns ankomst.

Da den syttenårige Karl Rossmann, som af sine stakkels forældre var blevet sendt til Amerika, fordi en tjenestepige havde forført ham og fået et barn med ham, gled ind i New Yorks havn på det allerede langsomt sejlende skib, så han den allerede for længst iagttagede statue af Frihedsgudinden som i et pludseligt stærkere sollys. Hendes arm med sværdet ragede ligesom på ny i vejret, og om hendes skikkelse blæste den frie luft. 2

Frihedsgudinden har en særlig historie. Bragt til det nye kontinent, en fransk gave, vidnesbyrd om europæiske værdier, blev den i tidens løb symbol på modtagelsen af de fordømte fra det gamle kontinent, udnyttede og underkuede, decimerede af hungersnød, elendighed, lagt for had. «De landflygtiges moder» kaldte den jødiske digter Emma Lazarus Frihedsgudinden i sonetten fra 1883, som er indgraveret på statuens fundament.

«Oldgamle lande, behold jeres sagnomspundne pomp», råber hun med stumme læber. «Giv mig jeres udmattede, fattige og nedbøjede masser, der higer efter at ånde frit, det ulyksalige levn fra jeres myldrende kyster. Send mig disse hjemløse, som stormen har besejret, og jeg vil løfte min fakkel ved den gyldne port».

Indgangen til USA, hvor de udstødte ville kunne blive udfriet ved at blive et jomfrueligt lands pionerer, skabere af et retfærdigt samfund, borgere i den nye verden, stod åben næsten helt indtil 1875. Til at begynde med var Castle Garden, den gamle fæstning i Battery Park i Manhattans sydlige del, blevet indrettet som sorteringscentral. Efterfølgende kom der restriktive forholdsregler, indtil centret på Ellis Island blev indviet d. 1. januar 1892. Indvandringen, der før var uden begrænsninger, blev institutionaliseret. Alligevel blev den store tilstrømning ikke forhindret, og mellem 1892 og 1924 passerede over 16 millioner personer Ellis Island. Fra 5.000 til 10.000 dagligt. Få blev afvist, omkring to procent – nærmest ingenting i forhold til de aktuelle tal. Men dog stadig over 250.000 personer. Der var over 3.000 selvmord.

Ellis Island dukkede op i tågen bagved Frihedsgudinden. New York, det forjættede land, lå lige dér, på kort afstand over havet. Men passagererne på tredje klasse vidste, at deres rejse ikke var overstået. De var endnu adskilt fra den nye verden af den lille ø, nærmest et levn fra den gamle verden, et transitsted, hvor alting endnu stod på spil, hvor den afrejste endnu ikke var ankommet, hvor den, der havde efterladt sig alt, endnu intet havde fået.

Mohegan-indianerne kaldte den Mågeøen, hollænderne omdøbte den til Østersøen, og da handelsmanden Samuel Ellis købte den, gav han den sit eget navn som tegn på ejerskab over den smalle sandbanke i Hudsonfloden. Navnet blev tilbage, mens ejerskabet overgik til New York by, der ad flere omgange udvidede øen takket være en losseplads skabt af skibenes ballast og den udgravede jord fra undergrundsbanerne.3

For migranterne hed den ganske enkelt Tårernes ø – på alle de forbipasserendes sprog: island of tears, île des larmes, isla de las lágrimas, ostrov slez etc. De heldige forblev kun få timer på The Federal Bureau of Immigration. Den tid lægetjekket tog. Med et bogstav betegnedes symptomerne på mulige sygdomme eller legemsdele, der skulle tjekkes: C for tuberkulose, E for øjnene, F for ansigtet, H for hjertet, K for brok, L

for halten, SC for hovedbunden, TC for trakom, X for «mental svækkelse». De passagerer, som var henvist til yderligere lægeundersøgelse, fik i al hast tegnet et bogstav med kridt på skulderen for så at blive tilbageholdt på øen i flere dage, uger eller måneder. Hvis der derimod blev fundet smitsom sygdom, tuberkulose, trakom, skurv eller «mental svækkelse» igangsattes umiddelbar hjemsendelse.

I de bevarede vidnesbyrd fortæller passagererne om den lange, ængstelige venten, den babelske larm, den krampagtige uvished, skammen over brændemærket på skulderen. De, der klarede lægetjekket, stillede sig i kø ved the legal desk, hvor de med tolkebistand skulle besvare de 29 spørgsmål, som den vagthavende inspektør fyrede af. «Hvad hedder De? Hvor kommer De fra? Hvad vil De i USA? Har De penge med? Hvor? Lad mig se dem. Hvem har betalt for overfarten? Har De slægtninge her? Familie? Venner? Hvem kan garantere for Dem? Har De en ansættelseskontrakt? Hvad er Deres erhverv? De er vel ikke anarkist?» Hvis inspektøren var tilfreds, stemplede han indrejsetilladelsen og bød den nye indvandrer Welcome to America! Hvis han var i tvivl, skrev han på et stykke papir to bogstaver, SI, der betød Special Inquiry, særlig undersøgelse. Passageren blev sendt videre til en kommission bestående af tre inspektører, en stenograf og en tolk. Forhøret fortsatte, hårdere og mere omstændeligt.

De, der klarede sig igennem alle inspektionerne og alle spørgsmålene, løb hen til skibet, som ville bringe dem til New York. På den måde, i løbet af få timer, et par tjek og nogle vaccinationer, blev en litauisk jøde, en sicilianer og en irlænder amerikanere. For dem åbnede den gyldne port sig, det moderne Eldorado. Alle ville de kunne starte forfra, lade det hele bag sig: fortiden, deres egen og deres forfædres historie samt landet, de skyldte deres fødsel, men som havde nægtet dem livet. Men snart måtte mange af dem tro om igen. Amerika var ikke det frie land, de havde drømt om, og vejene var ikke brolagt med guld. De først ankomne havde allerede bemægtiget sig det hele, og der var ikke meget tilbage at fordele, bortset fra ansættelse på fabrikkerne i Brooklyn og Lower East Side, hvor man arbejdede 15 timer om dagen. Og vejene, ja, de skulle stort set stadig anlægges, sammen med jernbanerne og skyskraberne.

De, der var ankommet til USA i begyndelsen af 1900-tallet, måtte under alle omstændigheder betragtes som privilegerede. I de år nåede man det højeste antal. Alene i 1907 kom 1.004.756 migranter over Ellis

Island. Første verdenskrig bidrog snart til at formindske den store tilstrømning, men det var først og fremmest den føderale regerings restriktive forholdsregler, der bremsede indvandringen. Kinesere og andre asiater havde været udelukket siden 1870, omend det først blev gjort officielt i 1917 med Immigration Act – eller også Asiatic Barred Zone Act –der udvidede etiketten «uønskede» til anarkister, homoseksuelle, forrykte, sindslidende osv. Den kaldtes også Literacy Act, fordi den krævede, at indvandrerne, udover at bevise læse- og skrivefærdighed på deres eget sprog, skulle underkastes en intelligenstest. Nogle år senere blev antallet af adgange yderligere formindsket, først med Emergency Quota Act fra 1921 og så med National Origin Act fra 1924, der satte den årlige grænse ved 150.000 personer. Især den sidstnævnte lov var åbenlyst racistisk, fordi den sigtede mod at forhindre indvandringen fra de syd- og østeuropæiske lande. Den italienske kvote, der før udgjorde ikke mindre end en fjerdedel af totalen, blev begrænset til fire procent. Det kan ikke overraske, at disse love i 30’erne inspirerede den nazistiske politik. 4

Ellis Island, hvor der var blevet bygget et sindssygehospital og et fængsel, endte med at blive et tilbageholdelsescenter for illegale indvandrere, og i mellemkrigstiden blev den til et fængsel for mistænkte antiamerikanske aktivister. I 1954 lukkede regeringen øens sorteringscentral.5 Øen og dens navn er forblevet indskrevet i selvbiografierne fra mange børn og børnebørn af den store migration. Mindst 40 procent af de nulevende amerikanske borgere har en forfader, der gik i land på Ellis Island.

Amerika, som i løbet af lidt mere end et århundrede havde forøget sit befolkningstal fra 188 til 458 millioner, for en stor dels vedkommende af europæisk oprindelse, besluttede efterfølgende uden større skrupler at reducere adgangen drastisk og lukke grænserne.

Men hvordan stemte indvandringslovene overens med den amerikanske forfatnings idealer, som skulle være universelle? Hvordan kunne nogle blive afvist som «uønskede», hvis alle ifølge Uafhængighedserklæringen er lige?

Denne konflikt ligger i hjertet af Ellis Island, håbets tærskel, men også et diskriminationscenter. Mellem lys og skygge afspejler øen, eksilets særegne ikke-sted, selvmodsigelsen i hele den amerikanske politik. Efter den indledningsvise grænseåbning, der hvilede på en ud-

bredt konsensus, fulgte indførslen af restriktive kriterier, da de første native americans, født på det nye kontinents jord, forestillede sig i og med denne fødsel at have erhvervet retten til at bestemme, hvem der skulle have adkomst til at blive amerikansk borger. Ikke alle i verden syntes velegnede – på trods af velkomstordene indgraveret ved foden af Frihedsgudinden, som Emma Lazarus havde henvendt til de udstødte og svageste. På det tidspunkt foretrak nationen, der var opstået af Ellis Island, at glemme sit eget eksil og udøve suverænitet. Grænseovervågning blev nøglen til at bestyrke og konsolidere nationalstatens homogene enhed. Derfor er Ellis Island det selvmodsigende symbol på den moderne migration.

2. Hvis migranten demaskerer staten

Ved sin ankomst står migranten over for staten, der knejser i al sin overhøjhed. Det er de to protagonister i spillet. Fra og med migrantens frie bevægelighed støder hans rettigheder mod statssuveræniteten, der udøves i nationen og på det territoriale domæne. Det er konflikten mellem de universelle menneskerettigheder og verdens opdeling i nationalstater.

I statens øjne udgør migranten en utålelig anomali, en anomali i både det interne og det internationale rum, en provokation mod statens suverænitet. Migranten er ikke bare en ubuden gæst, ikke bare en lovbryder, en illegal. I og med sin eksistens bryder migranten nøgleprincippet, som staten er bygget op omkring, han underminerer den prekære sammenhæng mellem nation, jord og monopol på statsmagten, som danner grundlag for verdensordenen. Migranten antyder muligheden af en anderledes indrettet verden og repræsenterer deterritorialiseringen, den flydende overgang, den autonome krydsen, identitetens hybridisering.

For at bekræfte sin suveræne magt standser staten migranten ved grænsen, nøglestedet for konfrontation og sammenstød. Staten kan lade ham komme ind i det regerede rum efter den foreskrevne kontrol eller afvise ham. Til den ende er staten villig til åbenlyst at krænke

menneskerettighederne. Således bliver grænsen ikke alene det klippeskær, som mange liv lider skibbrud imod, men også den hindring, der rejses imod enhver ret til at migrere.

Denne selvmodsigelse er endnu grellere i demokratierne, som på den ene side er opstået ved historisk at proklamere menneskets og borgerens rettigheder, og på den anden grundlægger deres suverænitet på tre principper: forestillingen om at befolkningen skal bestemme selv og være lovenes skaber og målgruppe, kriteriet om en national homogenitet samt postulatet om et territorialt tilhørsforhold. Det er især de to sidstnævnte principper, der står i vejen for mobiliteten.

Migrationerne blotlægger altså et grundlæggende dilemma, som underminerer de liberale demokratiers grundlag. Det filosofiske dilemma munder ud i en politisk spænding opstået mellem statssuveræniteten og tilslutningen til menneskerettighederne. I denne dobbeltbindings net kæmper demokratiet, der er rodfæstet i nationalstatens grænser. Uforeneligheden mellem menneskerettigheder og statssuverænitet dukker paradoksalt nok også op i de universelle konventioner og internationale juridiske dokumenter. Heraf deres beklagelige magtesløshed.

Migrationen er, i de former og måder hvorpå den viser sig i det nye årtusind, et modernitetsfænomen. Fordi den er tæt knyttet til den moderne stat. Med henblik på at bevogte egne grænser, beskytte territoriet og kontrollere befolkningen diskriminerer nationalstaterne og markerer barrieren mellem borgere og udlændinge. Det er ikke ensbetydende med, at fortidens imperier, monarkier og republikker ikke forsvarede deres grænser, men de var mere usikre og vage end dem, som den moderne stat etablerer juridisk og overvåger militært.

Så sammenstødet mellem migranten og staten går hinsides protagonisterne. Således begynder man at forstå, hvorfor det at reflektere over migrationen også betyder at gentænke staten. Uden den på forhånd udførte diskrimination ville staten ikke eksistere. Grænserne får en nærmest hellig værdi, de henviser til en halvmytisk oprindelse, fordi de er resultat af og bevis på statens skelnende opgave, dens afgrænsende mission. Det er takket være denne defineren og diskrimineren, at den statslige enhed kan etablere sig, forblive fast og stærk, ja, kan «stå», være stat: det stik modsatte af mobilitet. Jo mere bydende denne opgave er som i nationalstaten, jo mere stædigt fremstår ønsket om homogeni-

tet og integritet. For nationens børn, der helt fra fødslen har delt statens interne optik, har staten en indlysende umiddelbarhed, den er et evigt faktum og udviser indiskutabel naturlighed

Migranten demaskerer staten. Fra den yderste rand udspørger han dens fundament, kritiserer diskriminationen, husker staten på dens historiske opståen, betvivler dens mytiske renhed. Og derfor tilskynder han til at gentænke den. I den forstand medfører migrationen en undergravende ladning.

3. Den statscentrerede orden

Verden er i dag opdelt i et væld af nationalstater, som grænser op til hinanden og på én gang står ved siden af og over for hinanden. Denne statscentrerede orden antages som norm. Alt hvad der hænder, betragtes og bedømmes inden for grænserne af det statslige perspektivs grænser. Også migrationen betragtes fra statens indre og dens territoriale stedbundethed og anses således for at være et vilkårligt og marginalt fænomen. Hvis staten er den væsentlige krumtap i den politiske orden, er migrationen tilfældet.

Denne verdensorden omstyrtes af den nylige, epokegørende migration. Den statscentrerede optik forbliver imidlertid fast og fremherskende. Det er derfor, man altid, når man i den offentlige debat diskuterer temaerne i «migrationskrisen», stiltiende anlægger synsvinklen fra en, der tilhører en stat og kigger ud fra den interne position, forskanset bag barrierer og grænser. Det er ingen tilfældighed, at spørgsmålene kun drejer sig om måder at styre og regulere «strømmene» på. Den eneste forskel er som regel mellem dem, der i indvandrerne ser en nyttig chance, en mulighed, og dem, der påpeger faren. Den statscentrerede optik er også altid normativ. Borgerne, der hører til staten, tildeles på forhånd friheden til at vælge det prærogativ at tage imod eller udelukke den fremmede, der banker på døren.

Den suveræne magt til at sige «nej» er tilsyneladende utvivlsom og ubestridt. Staterne gør krav på muligheden for at afgøre, hvem der kan komme over deres grænser, og hvem der derimod skal standses. I en

global, statscentreret orden, der er truet af migrationen, bliver eksklusionsretten således kontraprøve og tegn på statssuverænitet, fordi den bekræfter og måler statens styrke. Nationalstaterne fremsætter krav om at disponere over deres egne territoriale og politiske grænser, også ved at ty til magtanvendelse. Den, der krydser grænsen, risikerer at blive interneret i afventning af udvisning. Hvis han skulle få lov til at blive, ville den statslige autoritet igen skulle afgøre, om han skal anerkendes som et nyt samfundsmedlem eller afvises.

Den internationale ret gør med sine normer ikke andet end at støtte og bekræfte staternes krav. Det er muligt at udvandre, at forlade det nationale territorie, ligesom det er muligt at bevæge sig inden for landets grænser.6 Det er derimod ikke muligt at flytte frit fra en stat til en anden, altså få adgang til en anden stats indre eller ligefrem slå sig permanent ned der. Princippet om non-refoulement er undtagelsen, der bekræfter reglen: Det fastslår, at en asylansøger ikke kan udvises til lande, hvor «hans liv eller frihed ville blive truet på grund af hans race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en samfundsgruppe eller hans politiske overbevisning».7 Det drejer sig imidlertid om et meget begrænset princip, som faktisk kun anvendes på dem, der allerede befinder sig på territoriet i det land, der burde tilbyde dem asyl, eller i hvert fald under dets kontrol.

Grænsepolitikken er et domæne forbeholdt de suveræne stater. De er ømme over deres magt, fast besluttet på ikke at give efter, de har den internationale lovgivning i ryggen, så de gør krav på retten til at nægte adgang til deres nationale territorie. Men hvis denne ret er lovlig, er den så også legitim? Kan stater forhindre eller begrænse indvandringen?

4. En grundlæggende fjendtlighed

Det er ikke svært at indse, hvorfor de restriktive og begrænsende betingelser for gæstfrihed, i en sådan statscentreret kontekst, dikteres af en implicit grundlæggende fjendtlighed. Migranten, der dukker op ved grænsen, opfattes først og fremmest som en farlig fremmed, en skjult og illegal fjende, en invaderende vildmand, en potentiel terrorist – alt andet end en gæst.