Historien om Danmark by Gads Forlag

Dette er historien om, hvordan Danmark blev Danmark. Det er fortællingen om et land, som i 1500-tallet var Nordens førende magt, men i århundrederne, der fulgte, blev reduceret til den småstat, vi kender i dag. Det er Danmarks historie fra reformationen gennem enevælde, oplysningstid, industrialisering og frem til demokrati og den moderne velfærdsstat. Det er en beretning om bønder og borgere, konger og krigsfolk, oprørske arbejdere og stålsatte statsministre. Her er sejre og endnu flere nederlag i krigene mod vores naboer, men her er også store fremskridt på andre fronter. Her er grundlove og højskoler, jazzmusik og verdenskrige, charterferie og jordskredsvalg – og en hel masse andet, som tilsammen udgør historien om Danmark.

Forfatterne til dette bind er historikerne Morten Fink- Jensen, Jes Fabricius Møller og Niels Wium Olesen. UDGIVET I SAMARBEJDE MED DR

ISBN 978-87-12-05272-2

788712

052722

Reformation, enevælde og demokrati

HISTORIEN OM DANMARK er en moderne, nyskrevet danmarkshistorie, der fortæller både alt det, man skal vide for at forstå vores historie, og en hel del, som man strengt taget ikke behøver at vide – men som er spændende alligevel.

Reformation, enevælde og demokrati

Bogen er udgivet med stĂ¸tte fra G.E.C. Gads Fond

Reformation, enevĂŚlde og demokrati

Gads Forlag

HISTORIEN OM DANMARK Reformation, enevælde og demokrati Copyright © 2017 Forfatterne og Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-05272-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia-Herzegovina Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Erik Høvring Billedredaktion: Birgit Lyngbye Pedersen Kort: Per Jørgensen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Le Bureau Omslagsillustration: DR Illustrationer: Se billedtekster Repro: Narayana Press Sat med: Geometria og Antwerp Tryk: GPS, Bosnia-Herzegovina Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

INDHOLD Reformation og renæssance 6 Enevælde og oplysningstid 94 Guldalder og krisetid 170 Folket og magten 228 Det svære demokrati

284

Velfærd og kold krig

420

558

R E FO R M AT I O N OG RENÆSSANCE 1536-1660

Re f o r m a t i o n e n b r ø d m e d d e n k a t o l s ke m i d d e l a l d e r, o g ko n g e n o g a d e l e n s t r a m m e d e g r e b e t o m m a g t e n . D e n n o r d i s ke r e n æ s s a n c e s k u n s t o g kultur blomstrede i Danmarks storhedstid under Christian 4., men perioden e ndte i katastrofe.

Foto: DR

OPGØRET MED FORTIDEN

Christian 3. portrætteret af Jacob

Christian 3. gav den 11. august 1536 ordre til, at Danmarks syv biskopper

Binck i 1535. På dette tidspunkt var

skulle fængsles. Samme nat pågreb kongens soldater de tre første biskop-

Christian stadig hertug i Haderslev, men også valgt til konge af den jyske og fynske adel. Efter sejren i Grevens

per, og snart var resten i kongens varetægt. I Odense blev biskop Knud Gyldenstjerne arresteret på vej ud af Albani Kirke, hvor han havde holdt

Fejde i 1536 blev han konge i hele

gudstjeneste. Samtidig blev landsknægte sendt ud for at beslaglægge de

Danmark-Norge og kunne gennem

magtfulde biskoppers borge og gårde rundtom i landet.

føre reformationen. — Det National-

Fængslingen skete, få dage efter at Christian 3. med sejren i borger-

historiske Museum på Frederiksborg Slot/Sophus Bengtsson.

krigen Grevens Fejde havde sikret sig Danmarks trone, og biskopperne blev nu stillet over for en række anklager som led i retsopgøret efter krigen. Kongens væsentligste anklage gik på, at biskopperne havde forpurret valget af en ny konge efter Frederik 1.s død i 1533, og dermed var de skyld i det magttomrum, der havde udløst borgerkrigen. Biskopperne var adelsmænd og ledende medlemmer af Rigsrådet, der i 1533 skulle vælge den nye konge. Christian 3. var dengang hertug i Slesvig, og som Frederik 1.s ældste søn var han det oplagte kongevalg. Men fra sit slot i Haderslev havde Christian allerede i midten af 1520’erne igangsat en reformation af kirken i sit hertugdømme. Det var utænkeligt, at han ikke ville gøre det samme i Danmark, hvis han blev konge. I Danmark var kirken i 1533 stadig katolsk, selv om reformationen havde mange tilhængere og i praksis også var gennemført lokalt af borgerne i bl.a. Malmø og Viborg. Biskopperne kæmpede imod denne udvikling, og i Rigsrådet anførte de en katolsk gruppering, som for alt i verden ville undgå at få hertug Christian på tronen. Rigsrådet udskød derfor kongevalget og overtog midlertidigt regeringen. Da biskopperne blev arresteret i 1536, befandt de fleste af de øvrige omkring 20 rigsråder sig i København. En del af dem havde længe været kongens allierede, men for at få resten til at opgive modstanden mod den påtænkte reformation lod kongen København afspærre, mens han stillede dem over for et ultimatum: De kunne støtte fængslingen af biskopperne eller selv lide samme skæbne. Det afgjorde sagen. Biskopperne blev gjort til syndebukke, men som stand betragtet fik adelen ikke svækket sit greb om magten, tværtimod. Rigsrådet kom fremover udelukkende til at be-

HISTORIEN OM DANMARK

Af den katolske kirkes syv sakramen

stå af verdslig godsejeradel og ikke biskopper eller andre gejstlige. Ved

ter blev kun dåb og nadver bibeholdt

samtidig at konfiskere biskoppernes gods løste kongen det presserende

efter reformationen. Maleriet fra 1561, fremstillet til Torslunde Kirke ved Roskilde, viser til venstre barne

problem med at skaffe betaling til den hær af lejesoldater, der havde sikret ham sejren i Grevens Fejde. I stedet for de fængslede biskopper ville

dåben og i forgrunden nadveren,

kongen selv udpege nogle nye, lutherske biskopper. Biskoppernes ban-

hvor menigheden som noget nyt får

ge anelser i 1533 var dermed blevet bekræftet. Christian 3. havde ved et

uddelt både brødet og vinen. Før

statskup gennemført reformationen. Kirkens forfatningsmæssige rolle i

reformationen var vinen forbeholdt præsterne. Til højre i billedet prædi ker en præst for mænd, kvinder og

Danmarks styre var hermed afskaffet, og enhver forbindelse til paven og den katolske kirke blev endegyldigt brudt.

børn. Prædikenen var en hjørnesten i

Kongens og adelens deling af magten blev formelt vedtaget 30. okto-

den lutherske gudstjeneste. – Natio-

ber 1536 på et stændermøde i København, hvor kongen mødtes med re-

nalmuseet.

præsentanter for adelen, bønderne og borgerstanden i byerne. Ingen fra den gejstlige stand var inviteret. Fra en tribune opstillet på Gammeltorv, hvor kongen og Rigsrådet sad, blev en lang erklæring læst op for de fremmødte, herunder de omkring 500 bønder og 200 borgere. Den lange tale forsvarede kongens handlemåde over for biskopperne, og den sammen-

HISTORIEN OM DANMARK

fattede grundtankerne bag den reformation, som kongen ville stå for at gennemføre. Borgerkrigens ulykker måtte man lægge bag sig, og selvom mange bønder ifølge kongen havde været uretmæssigt oprørske og havde teet sig som gale hunde, skulle det skrives i glemmebogen. Lov og orden skulle fremover herske i overensstemmelse med gode gamle sæder, og alle stænders rettigheder respekteres. Stændermødet godkendte også en ny rigslov og kongens håndfæstning, som specificerede de vilkår, hvorpå Christian 3. var blevet valgt til konge af Rigsrådet. Håndfæstningen gav adelen vidtstrakte politiske og økonomiske rettigheder og satte grænser for kongens magt. Til gengæld fik Christian 3. valgt sin toårige søn Frederik (2.) som tronfølger. Den katastrofale kongeløse tid efter 1533 skulle ikke få lov til at gentage sig. Der var ikke tale om nogen reel forhandling stænderne imellem om disse love; kongen og Rigsrådet havde på forhånd ordnet paragrafferne indbyrdes, inden stændermødet trådte sammen. Stændernes repræsentanter blev bedt om at give deres samtykke til det, de havde hørt på Gammeltorv, hvilket de gjorde ved at råbe ja i kor. Som en historiker fra 1500-tallet skrev om begivenheden: ”Derpå gik enhver hjem til sit hus med glæde og godt håb.” Hvad der var sket med dem, hvis de havde råbt nej, er ikke til at vide. Måske har nogle af bønderne stået og tænkt på, hvad der kort forinden var sket med deres standsfæller, som under Grevens Fejde havde modsat sig Christian 3.s forsøg på at underlægge sig Nordjylland. Måneden før, i september 1536, var den aalborgske oprørsleder Skipper Clement blevet halshugget på Viborg Landsting, og til skræk og advarsel blev hans krop parteret og hans hoved sat på en stage. Andre oprørsledere blev også henrettet, og i 49 jyske herreder blev samtlige bønder anset for kollektivt at have sat sig op imod kongen. De blev truet med henrettelse, hvis ikke de betalte en stor bøde. Selvejerbønderne, der selv ejede den gård, de drev, fik ovenikøbet deres ejendom beslaglagt af kongen og måtte indstille sig på et liv som hans fæstebønder. Med dette i frisk erindring har bønderne på Gammeltorv næppe set anden mulighed end at indordne sig. Selv om kongen nu lovede både politisk og religiøs amnesti til alle (bortset fra biskopperne), var det under forudsætning af, at de underkastede sig majestætens vilje.

Med reformationen blev kirken en statskirke, og kongen overtog den

religiøse autoritet, som havde tilhørt den katolske kirke i middelalderen.

R E F O R M AT I O N O G R E N Æ S S A N C E

Danmark og Hertugdømmerne på et kort tegnet af holsteneren Marcus Jordan. Christian 3. havde i 1553 bestilt ham til at rejse landet rundt og foretage opmålinger, så han kunne lave et kort så nøjagtigt som muligt. Kortet blev siden trykt og ses her i en version fra 1585. – Det Kgl. Bibliotek.

Hele præsteskabet, inklusive de nye biskopper, blev kongelige embedsmænd, og det var fra nu af kongen, der havde myndighed til at afgøre alt vedrørende religionen lige fra gudstjenestens indretning til de kristne normer og moralbegreber, der skulle gælde i samfundslivet, og hvad der var den sande kristne teologi og bibelforståelse. Det blev dermed kongens reformation, og den tilgodeså ikke alle de forskellige og ofte modstridende folkelige eller teologiske forestillinger om en reformation, som havde været til stede i årene før 1536. I 1526 havde Frederik 1. erklæret, at den kristne tro var fri, idet han tillod reformationsprædikanter side om side med den katolske nationalkirke. Det gav strid og usikkerhed, men også en vis rummelighed og tolerance. Efter 1536 var en sådan løsning ikke længere mulig. Nu var det kun luthersk kristendom, der var den sande tro. Alt andet var kætteri.

Reformationen var samtidig andet og mere end en måde at reorganise-

re religionsudøvelsen på. Ud fra 1500-tallets verdensforståelse havde Gud skabt Jorden, men også en særlig orden, efter hvilken alle ting og alle skabninger havde deres bestemte plads og formål. Det var en udbredt opfattelse i befolkningen, at de urolige tider i 1520’erne og 1530’erne med kirke-

HISTORIEN OM DANMARK

Et billede på overklassens liv efter reformationen. Det fornemme selskab spiser frokost i det grønne, drikker kølig vin, spiller kort og underholdes med musik. Maleriet fra omkring 1550 er fra Hjortesalen på herregården Hesselagergård. – Hesselagergård.

lig opløsning og borgerkrig var et udtryk for, at den guddommelige orden var ude af balance. Reformationen var derfor en måde til at genoprette en gudskabt kosmisk harmoni på, som også skulle afspejle sig i samfundslivet og de daglige levevilkår. Drømmen om denne harmoni både i det store og i det små var med til at motivere stændernes opbakning til Christian 3.

Mange forventede nok også, at harmonien ville give bedre økonomiske

forhold. Reformationstilhængerne beskyldte den katolske kirkes præster, munke og nonner for at være snyltere og udbyttere, der levede mageligt af bønders og borgeres hårde arbejde. Når kongen på stændermødet i 1536 fik opbakning til at konfiskere kirkens gods, har der sikkert blandt bønder og borgere været forventninger om bedre tider forude med færre skatter til kirken. Men de tog fejl, hvis de troede, de kunne slippe for at betale tiende til kirken, blot fordi den nu var blevet underlagt kongemagten. Bønderne måtte efter reformationen blive ved at køre en tiendedel af deres høst til kirkeladen, ligesom de skulle aflevere hvert tiende af deres husdyr lige fra køer og grise til høns og honningbier.

Adelen, derimod, blev med reformationen fritaget for at betale tiende

af sine hovedgårde. Men den, der for alvor fik nye, uanede økonomiske muligheder ved reformationen, var kongen. Da Christian 3. fik rådighed over kirkens og klostrenes jord og bygninger, betød det en formidabel styrkelse af kongemagten. Før 1536 var ejerfordelingen af Danmarks dyrkede jord rundt regnet 20 procent til kongen, 40 procent til kirken og 40

R E F O R M AT I O N O G R E N Æ S S A N C E

Hans Tausen var i et årti før reforma-

procent til adelen. Selv om kongen overtog kirkens og klostrenes økono-

tionen i 1536 en af de mest populære

miske forpligtelser med ansvar for undervisning, sygepleje og fattighjælp,

lutherske prædikanter i Danmark. Efter reformationen blev han biskop i Ribe og eftertiden har set ham som

blev kronens økonomiske formåen tredoblet, og kongens politiske indflydelse voksede derfor markant med reformationen.

"den danske Luther". Maleri af ubekendt kunstner, 1579. – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

ADEL , KONGE OG STAT Danmark var et valgkongedømme, hvor Rigsrådet valgte kongen og lod ham regere på de vilkår, som blev fastsat i håndfæstningen. Magtdelingen kom til udtryk i efterspillet om de fængslede biskopper. Kongen havde udpeget dem som hovedansvarlige for fortidens ulykker, men de var samtidig medlemmer af magtfulde adelsslægter. Sjællands biskop, Joachim Rønnow, blev udpeget som ærkeskurk, og i modsætning til de øvrige biskopper slap han ikke levende ud af sit fængsel, hvor han døde i 1542. Men de fleste af biskopperne blev løsladt efter kort tid mod at sværge troskab til kongen. Som adelsmænd fik nogle af dem nye forleninger af kongen, det vil sige, at de fik et af kronens godsområder stillet til rådighed, som de skulle forvalte. Nogle af dem genindtrådte endda i Rigsrådet i deres nye egenskab af kongelige lensmænd. En af dem var Jørgen Friis, der som biskop i Viborg i 1520’erne havde forsøgt at forhindre den lutherske prædikant Hans Tausen i at sprede reformationen. Kort efter at Jørgen Friis i 1540 genindtrådte i Rigsrådet, blev Hans Tausen udnævnt til biskop i Ribe. Så var sol og vind delt lige. Rehabiliteringen af de tidligere katolske biskopper var en måde for kongen at sikre sig adelens politiske støtte på. Og han havde brug for den. Kongens øverste embedsmænd, herunder kansleren og rigsmarsken, der henholdsvis var den daglige regeringsleder og den øverste hærfører, var alle adelige og samtidig medlemmer af Rigsrådet. Af afgørende betydning for adelens indflydelse på rigets administration var, at retten til at udskrive skatter lå hos Rigsrådet. Det var en ret, som Rigsrådet kunne udnytte til at gøre sine medlemmer og alle andre adelige skattefri. Skat var som regel noget, bønder og borgere skulle betale, og samtidig måtte kongen ikke

HISTORIEN OM DANMARK

blande sig i forholdet mellem adelen og de bønder, der boede på adelens jorder. Kongens muligheder for at manøvrere politisk uden om Rigsrådet var derfor begrænsede.

Adelen udgjorde under en

halv procent af befolkningen, svarende til omkring 2000 voksne mænd og kvinder. Selv inden for denne snævre gruppe var det efter 1536 et mindre antal højadelige slægter, som cementerede deres rigdom og politiske indflydelse i en grad, så de i tiden frem mod 1660 kunne kæmpe mod og nogle gange overtrumfe kongen i kampen om, hvem der Kansler Johan Friis ombyggede efter

havde det afgørende ord i landets regering. Perioden 1536-1660 er derfor

reformationen Hesselagergård med

også blevet kaldt for adelsvælden i modsætning til enevælden i tiden der-

elegant arkitektonisk inspiration fra den italienske renæssance. Men der var stadig voldgrav, vindebro og

efter. Adelen talte dog ikke med én stemme, og selv om medlemmerne af Rigsrådet ofte var nært beslægtede, hindrede det ikke interessekonflikter

skydeskår. De voldsomme urolighe-

og en ubønhørlig indbyrdes konkurrence om magt, penge og prestige.

der under Grevens Fejde stod frisk

i erindringen. – Polfoto/Knud Erik

ling og centralisering. Det slog f.eks. igennem i lensvæsenet, hvor flere len

Christensen.

Kongemagtens vækst efter reformationen medførte en statslig udvik-

blevet slået sammen til hovedlen under én lensmand, som med stordriftsfordele kunne øge indtægterne. Disse hovedlen blev givet til medlemmerne af højadelen. Lensreformerne og den øgede centralisering var derfor også til adelens fordel, for den styrkede staten som helhed og ikke kun kongen. Andre administrative reformer og centraliseringsbestræbelser talte et forsøg på at ensrette den meget spredte og forskelligartede lovgivning i riget samt en domstolsreform, som skulle effektivisere og forenkle retsudøvelsen. Tendensen gik i retning af, at de mange lokale særbestemmelser skulle afløses af en fælles lov og administrationspraksis for hele riget. Rigets øverste domstol var Rettertinget, som kongen og Rigsrådet udgjorde, men med kongen som den afgørende dommer.

HISTORIEN OM DANMARK

Den endnu beskedne stats administration samlede sig i København med Kancel liet som det daglige reger ingskontor. Centraliseringen af magten omkring kongen viste sig også ved, at Sjæl lands biskop efter reforma tionen flyttede sin residens fra Roskilde til København. Hermed blev han uofficielt kirkens førstemand, og Vor Frue Kirke i København blev landets hovedkirke, selv om domkirken stadig lå i Roskil de. Den øgede økonomiske centraladministration førte i 1550’erne til skabelsen af Rentekammeret, som med tiden skulle udvikle sig til Finansministeriet. Med re formationen kommer kontu rerne af den moderne stats regeringsapparat således lige langsomt til syne. Den udvik ling påvirkede også adelens selvforståelse. Fra at have været

krigerstanden

el ler

den såkaldte værnestand, der i middelalderen sørgede for rigets forsvar, udviklede der sig efter reforma

På herregården Næsbyholm på Sjæl-

tionen i stedet en embedsadel, der snarere bestod af hofvante politikere og

land blev de fire årstider omkring 1585

godsforvaltere end riddere i rustning. Statsopbygningen betød, at det i lige så høj grad var Rigsrådet som kongen, der skulle garantere og opretholde Danmarks suverænitet og

fremstillet på fire loftsmalerier. Her på vinterbilledet er det formentlig husets frue, Birgitte Rosenkrantz, der varmer sig ved bålet sammen med sine børn.

fungere som en politisk repræsentation til varetagelse af samtlige ind

Bøndernes mange vinteraktiviteter ses

byggeres interesser. Kongerne var ofte optaget af at forfølge deres eget

i baggrunden. – Nationalmuseet.

R E F O R M AT I O N O G R E N Æ S S A N C E

dynastis interesser, og det kunne i både Rigsrådets og befolkningens øjne betyde, at kongen satte personlige fordele over Det Danske Riges langsigtede interesser. Set fra kongens eller den øvrige befolknings side kunne der lige så ofte være tale om, at adelen satte sine egne standsinteresser i første række.

I formel forstand rakte Rigsrådets kompetencer til anliggender inden

for rigets grænser. Udenrigspolitikken lå traditionelt i kongens hænder, og den krævede straks Christian 3.s opmærksomhed, for kongen var ikke fri for udfordrere til tronen. Truslen kom først og fremmest fra Christian 2., der var blevet afsat som konge af Danmark i 1523, og som sad fængslet på Sønderborg Slot. Dér fik den afsatte konge lov til at blive siddende, så han var ikke i sig selv til nogen fare. Problemet var, at Christian 2.s svoger var den tysk-romerske kejser Karl 5., som var Europas mægtigste regent og en svoren modstander af reformationen. Kejseren anerkendte ikke uden videre Christian 3.s ret til den danske trone, og Christian 2. havde arvinger, som med kejserens støtte kunne gøre krav på Danmark. Da der var skabt indenrigspolitisk ro, blev det et mål for Christian 3.s udenrigspolitik at få denne trussel afværget.

Christian 3. regerede som konge af Danmark-Norge og hertug i Slesvig

og Holsten over et sammensat rige eller en såkaldt konglomeratstat. Danmark og Norge hørte indtil 1814 sammen i et dobbeltmonarki regeret af den danske konge. Til Norge hørte de nordatlantiske besiddelser Island, Grønland og Færøerne. Norges selvstændige stilling inden for dobbeltmonarkiet blev imidlertid afskaffet i 1536. Med den såkaldte Norgesparagraf i Christian 3.s håndfæstning blev det nordlige søsterrige reduceret til at være en landsdel ”under Danmarks krone til evig tid” på lige fod med rigets andre dele som f.eks. Jylland og Sjælland. Det norske rigsråd blev nedlagt, og herefter omfattede magtdelingen mellem det danske rigsråd og den danske konge også Norge. Som vi ved i dag, blev den fuldstændige indlemmelse af Norge i Danmark aldrig effektueret – fra Danmarks side prøvede man ikke engang på det. Det væsentlige med Norgesparagraffen var at cementere dansk styre i Norge. De kulturelle, sociale og geografiske forskelle mellem Danmark og Norge krævede for store ressourcer til en egentlig integration mellem de to riger. I det egentlige Danmark var der tre hovedområder eller landskaber: Jylland, Sjælland og Skåne, som hver havde egne love og ting – landskabs-

HISTORIEN OM DANMARK

love og landsting. Mod øst strakte riget sig fra Skånelandene med Halland og Blekinge til Gotland – og fra 1559 helt til øen Øsel ud for Estland. I Jylland skilte grænsen ved Kongeåen Nørrejylland, der hørte til kongeriget Danmark, fra hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Hertugdømmerne var statsretligt delt mellem Slesvig, der omfattede det meste af Sønderjylland, og Holsten fra Ejderen ned til Elben. Holsten hørte til Det Tyske Rige, og når den danske konge var hertug i Holsten, var han derfor samtidig den tyske kejsers vasal eller lensmand. Slesvig og Holsten havde sin egen adel, og det var derfor først og fremmest den danske konges person, som bandt Hertugdømmerne og Danmark sammen politisk. Befolkningstallet i den danske konges lande var omkring 1,2 millioner, men kun ca. halvdelen boede i selve kongeriget Danmark. Folketallet i Hertugdømmerne var omkring 350.000 og i Norge med Nordatlanten

Kort over Slesvig og Holsten efter

omkring 250.000.

delingen i 1544. De indviklede stats-

Tilhørsforholdet mellem Hertugdømmerne og Danmark var kompliceret, og det hjalp ikke, da Christian 3. i 1544 foretog en deling af Hertugdømmerne med sine to brødre Hans den Ældre og Adolf, som tog ophold

retlige forhold i Hertugdømmerne kom til at få stor indvirkning på Danmarks senere historie.

på henholdsvis Haderslev Slot og Gottorp Slot. Herefter var der tre hertuger i Slesvig og Holsten, foruden fællesregerede områder og de såkaldte kongerigske enklaver, dvs. områder, hvor den danske konge regerede som dansk konge og ikke som hertug. F.eks. lå Ribe i en sådan enklave, og byen hørte derfor til Danmark, selv om den lå i Slesvig. Kort efter at Frederik 2. i 1559 var blevet konge, erobrede han sammen med sine farbrødre det

R E F O R M AT I O N O G R E N Æ S S A N C E

Bondestandens liv fulgte årstidernes

selvstændige landområde Ditmarsken i Holsten, som de tre hertuger del-

skiften. Det kunne hverken reforma-

te mellem sig. Hertug Hans den Ældre efterlod sig ikke arvinger, og hans

tion eller renæssance lave om på. I generation efter generation blev der pløjet med okseforspand og høstet

del af Hertugdømmerne blev delt mellem Adolf og den danske konge. Adolf blev til gengæld stamfar til det gottorpske fyrstehus, som blev en

korn med le og segl, sådan som det

stor politisk udfordring i de følgende 200 år, hvor gottorperne havde for

blev vist i Arent Berntsens Danmarks

vane at alliere sig med Danmarks modstandere. I 1564 foretog Frederik 2.

og Norges frugtbare herlighed fra

endnu en deling, da hans yngste bror, Hans den Yngre, blev hertug i Søn-

1656. – Det Kgl. Bibliotek.

derborg. For at tilgodese dennes sønner fortsatte knopskydningen af nye minihertugdømmer i 1600-tallet på bl.a. Als og Ærø. Afgørende var også forholdet til Sverige. Den svenske konge havde hjulpet Christian 3. til magten under Grevens Fejde, fordi Danmark og Sverige i Lübeck havde en fælles fjende. I de følgende år udvidede de to riger samarbejdet gennem en stor handelstraktat og en forsvarsalliance, som lagde en fælles udenrigspolitik til grund. Danmark og Sverige havde begge interesse i at holde andre europæiske magter ude af Østersøen. I den forbindelse spillede de religionspolitiske forhold ind. Christian 3. gik i 1538 ind i Det Schmalkaldiske Forbund, der var en protestantisk for-

HISTORIEN OM DANMARK

svarsalliance vendt mod kejserens eventuelle forsøg på at blande sig i de protestantiske landes affærer. Det var også vendt mod kejseren, da Danmark i 1541 indgik en alliance med Frankrig. Frankrig var ganske vist et katolsk land, men selv på reformationstiden var det meget almindeligt, at de realpolitiske hensyn fulgte andre veje end dem, religionen udstak. Alliancen med Frankrig trak snart Danmark ud i krig med kejseren, men med Speyertraktaten i 1544 lykkedes det Christian 3. at indgå fred og samtidig få kejseren til at frafalde enhver fremtidig støtte til Christian 2.s arvingers krav på den danske trone. Christian 3. sikrede sig dermed endelig international anerkendelse som retmæssig konge af Danmark og Norge, og resten af kongens regeringstid herskede der fred i Norden. Kongen udnyttede fredstiden til at udføre et stort fæstningsbyggeri ved rigets ydre grænser, og en oprustning af især flåden blev indledt. Ved Christian 3.s død i 1559 rådede Danmark over en flåde, der var stærk nok til at beherske Østersøen og til en vis grad Nordsøen.

REFORMATIONEN I PR AKSI S

Reformationen var ikke et trosskifte. Kristendommen var religionen både før og efter 1536. Selv om de danske reformatorer fulgte Martin Luthers eksempel fra Tyskland og brød med den katolske kirke, tænkte de ikke på det, som om de stiftede en ny kirke. Deres oplevelse af begivenhederne har snarere været, at de reddede den sande kirke, som altid havde været der, fra det forfald, paverne havde ført den ud i. Kirken og religionen skulle med andre ord gendannes eller reformeres.

Christian 3.s magtovertagelse og reformationens indførelse brød gan-

ske vist på vigtige punkter med fortiden, men overgangen fra gammelt til nyt i hverdagen var glidende. Af samme grund har befolkningen på mange punkter snarere oplevet reformationen som en tilpasset fortsæt-

R E F O R M AT I O N O G R E N Æ S S A N C E

telse af det gamle og velkendte end som en helt ny begyndelse. Kongen og kirken forventede og krævede godt nok, at alle ville lade sig lede af Guds ord, og det vil sige at vende ryggen til den katolske lære, men på stændermødet i 1536 havde kongen lovet, at ingen skulle blive forfulgt af religiøse grunde. Ingen kætterprocesser skulle sættes i værk. Man forudså med andre ord en vis overgangsfase, og fløjlshandskerne var på over for befolkningen.

Den holdning viste sig i praksis over

for de munke og nonner, som ikke frivilligt forlod deres klostre og fandt andet arbejde efter reformationen. De måtte ”for deres samvittigheds skyld”, som det hed i den nye Kirkeordinans, blive boende i klostrene, hvor de dog skulle have undervisning i luthersk kristendom af en god prædikant, så de forhåbentlig kunne omvende sig. Men ellers fik de lov til at passe sig selv. De måtte endda blive ved med at gå med deres ordensdragter. Dog skulle de munke, der ikke ville lade håret gro på deres barberede isser, gå med hue eller hætte uden for klostret. Nonnerne måtte ikke give sig hen til ”drik eller løsagtighed med karle”, og for Dele af Bibelen blev i håndskrift

en sikkerheds skyld skulle den præst, der prædikede for nonnerne, være

oversat til dansk i middelalderen, og i

gift. Selv om antallet af tilbageværende munke og nonner ikke har været

1520'erne udkom to forskellige trykte oversættelser af Det Nye Testamente

stort, har deres fortsatte synlighed i gadebilledet i adskillige købstæder

på dansk. Den første oversættelse

været med til at give befolkningen det indtryk, at meget var som før. Det

af hele Bibelen blev til i 1550 med

betyder ikke, at reformationen havde en indbygget tolerance, langtfra.

Christian 3.s Bibel. Illustrationerne

Det var mere et spørgsmål om at prioritere indsatsen. Set fra myndighe-

på titelbladet var overtaget efter en udgave fra 1534 af Luthers tyske

dernes side har problemet med de tilbageværende klosterbeboere været

bibeloversættelse. – Wikimedia Com-

til at overse, og før eller siden ville det helt naturligt dø ud af sig selv, for

mons.

der kom ikke nye beboere til.

HISTORIEN OM DANMARK

Der var også synlige ændringer i det religiøse landskab. I kirkerne for-

T.V. Under gudstjenesten sad kvinder

svandt sidealtre, helgenfigurer, relikvier, røgelseskar og meget mere, som

i venstre side af kirken og mænd i

reformatorerne identificerede som lige dele katolske og djævelske levn. Kirkerummene blev ikke renset for alle billeder eller udsmykning, og reformationen betød ingen konsekvent overmaling af kalkmalerier. Tværtimod fortsatte det med at blive malet i kirkerne efter reformationen.

højre side. De gik også til alters hver for sig. På dette altertavlemaleri fra 1582 i Landet Kirke på Lolland er det mændene, der får uddelt nadverbrødet. – Foto: Jens-Jørgen Friman.

Med opløsningen af den katolske gejstlighed var der ikke mere brug for de klostre og kirker, de havde befolket. De fleste klostre blev revet ned

T.H. Præsten Morten Andersen

eller omdannet til andre formål: hospitaler, rådhuse eller herregårde. I

Schaubo malet på prædikestolen fra

hvert sogn var der kun brug for én sognekirke, og de overskydende kirker måtte lade livet. Det skete især i de gejstlige hovedbyer, hvor koncentrationen af kirker var størst. I Roskilde, hvor der i middelalderen var over 20 kirker og kapeller, var der efter reformationen tre tilbage. Der var stor

1594 i sin sognekirke i Skamstrup på Vestsjælland. Den sorte kjole og den hvide pibekrave blev på dette tidspunkt til den almindelige præstedragt. – Foto: Jens-Jørgen Friman.

efterspørgsel på de nedbrudte kirkers solide tegl og granit til nybyggeri af

R E F O R M AT I O N O G R E N Æ S S A N C E

Martin Luther på portræt fra Skt.

alt fra borgerhuse til kongens slotte. Nogle kirker blev også brugt til andre

Nikolaj Kirke i Vejle. Maleriet stam-

formål: I Helsingør viste Skt. Maria Kirke sig at være god som hestestald.

mer formentlig fra den tyske maler Lucas Cranach den Yngres værksted omkring 1560. Billeder af Luther og

På trods af den forholdsvis afdæmpede reaktion mod den katolske kirkes rester i de første år efter reformationen var der aldrig tvivl om det

hans medreformator fra Wittenberg,

nye styres stålsathed i forhold til at få reformationsprogrammet gennem-

Philipp Melanchthon, var populære

ført i hver en flække og afkrog i riget. I 1537 udnævnte Christian 3. nye

efter reformationen, og de fandt —

lutherske biskopper, der skulle stå for det overordnede tilsyn med at få

naturligt vej også til danske kirker, herunder i Vejle, hvor kirken fik netop de tos portrætter hængt op i 1585. – Livinghistory.dk/Erik Fjordside.

den folkelige religiøsitet omskabt, så den levede op til kravet om troen på Bibelens ord som det eneste saliggørende. Udgangspunktet var Kirkeordinansen, som blev udstedt i september 1537. Den forbød alt, der faldt ind under katolske skikke og ritualer, herunder helgendyrkelse, læren om skærsilden, køb og salg af aflad, sjælemesser, fastedage og kravet om cølibat for præster.

Kirkeordinansen blev sendt til godkendelse hos Martin Luther i Wit-

tenberg, som i den tidlige reformationskirke fik en autoritet, der ikke var ulig den, paven havde haft i middelalderen. Christian 3. havde forsøgt at få Luther til personligt at gennemføre reformationen i Danmark, men det blev i stedet en anden fremtrædende teolog fra Wittenberg, Johannes Bugenhagen, som rejste til Danmark for at sikre, at reformationslovgivningen forblev ren i troen. Bugenhagen kronede også Christian 3. og dronning Dorothea ved en storslået ceremoni i Vor Frue Kirke i København i sommeren 1537. Det foregik på tysk, for hverken kongen, dronningen eller Bugenhagen talte dansk.

Biskopperne skulle ved hjælp af såkaldte visitatsrejser inspicere refor-

mationens fremgang i hvert sogn, men der kunne snildt gå år og dag imellem, at en biskop viste sig i den lokale kirke. I det daglige var det derfor op til sognepræsten at vejlede og formane befolkningen i religiøse sager. Der var imidlertid stor forskel på, hvordan sognepræsterne greb sagen an. Nogle havde allerede i 1520’erne tilegnet sig og var begyndt at praktisere Luthers lære, mens mange andre præster stadig var katolske indtil den dag i 1536, hvor de af kongen og biskoppen fik at vide, at nu skulle de være protestanter. Disse præster har i det mindste i det ydre efterlevet Kirkeordinansens krav; de har prædiket så jævnt og forståeligt som muligt (og ikke i over en time, som Kirkeordinansen befalede), de har holdt gudstjeneste med uddeling af både brød og vin ved nadveren, og de har aflagt cølibatet, giftet sig og fået børn.

HISTORIEN OM DANMARK

R E F O R M AT I O N O G R E N Ã&#x2020; S S A N C E

Straffene i 1500-tallet skulle virke så afskrækkende som muligt. Særligt troldfolk skred man hårdt ind over for, som det fremgår af dette træsnit fra 1591. Det stammer fra en dansk oversættelse af en tysk bog om En forskrækkelig og sand beskrivelse om mange troldfolk, som er brændt for deres misgerningers skyld. Det var dog så som så med den sande beskrivelse, og også på træsnittet er fakta blandet med fiktion. – Det Kgl. Bibliotek.

Nogle af præsterne valgte eller følte sig måske presset af landsbyen til at videreføre skikke, som stammede fra den katolske tid. Det kunne være at ringe med kirkeklokken for den afdødes sjæl efter begravelsen eller at gå i procession med et kors rundt på markerne i såtiden og velsigne jorden. Et stort stridspunkt var brugen af magi, som befolkningen brugte til at helbrede folk og fæ med. Ifølge kirken var Djævelen på spil i magien, uanset om den blev brugt til at helbrede eller til at forøve ondt med, og at bruge den var derfor et farligt oprør mod Gud. Selv om mange af disse skikke blev forbudt, bundede de i traditioner, som var dybt forankret i befolkningen, og som den hverken mente at kunne undvære eller havde forståelse for skulle være i modstrid med sand kristendom. Hvis præsten satte hårdt mod hårdt, var der mange former for civil ulydighed, som de lokale kunne bruge for at gøre livet surt for præsten.

Biskopperne havde – i hvert fald i begyndelsen – store forventninger

til de fremskridt, der ville ske nu, hvor man ikke længere ravede rundt i pavekirkens mørke, men levede i ”evangeliets lyse dag”, som Sjællands biskop, Peder Palladius, sagde. Selv biskopperne måtte dog sande, at evangeliets lys ikke sådan uden videre lod sig brede ud til befolkningen.

HISTORIEN OM DANMARK

Det gjaldt nok så meget i Norge, hvor den folkelige begejstring for reformationen var svær at få øje på. På Island viste øens sidste katolske biskop, Jón Arason, sig særdeles genstridig. Han nægtede at efterleve Christian 3.s krav om at gennemføre reformationen, og til sidst blev biskoppen erklæret fredløs og halshugget i 1550.

Også i Danmark måtte biskopperne år efter år formane præsterne om

at skride hårdere ind over for befolkningens mangel på ret kristent sindelag. En generation efter reformationen var opfattelsen blandt teologerne, at fremskridtene var små. I det ydre var man kommet af med pavekirken, og gudstjenesten og det kirkelige liv var lagt i faste, lutherske rammer. Befolkningens tro var det til gengæld svært at få formet.

Kirken begyndte med kongens og Rigsrådets opbakning en indsats for

at højne moralen og sædeligheden. Det skete som før ved præstens for-

En af præsternes faste arbejdsop-

maninger og prædikener, men også ved at forsøge at lægge flere af dag-

gaver i 1500- og 1600-tallet var at

liglivets små og store begivenheder ind i kirkelige rammer. Et eksempel er ægteskabsloven fra 1582, der gjorde forlovelser ugyldige, hvis ikke de blev indgået med præsten som vidne, og under trussel om bandlysning fra

hjælpe de dødsdømtes sjæle over i den næste verden. De skulle stå på skafottet og med salmesang og bønner trøste og opmuntre de dømte til

kirken blev det forbudt for de forlovede at søge seng sammen, før de var

at tro på, at Jesus ville frelse dem,

blevet viet af præsten i kirken. Al sex uden for ægteskabet var i princippet

hvis de angrede deres synder. Her

forbudt, men som regel kom der kun en sag ud af et møde mellem mand og kvinde, hvis det resulterede i en graviditet. Utroskab efter ægteskabets indgåelse var til gengæld skilsmissegrund, og den skyldige part skulle

ses arbejdsdelingen mellem præst og bøddel på et træsnit fra 1683. – Det Kgl. Bibliotek.

både betale en stor bøde og offentligt skrifte sin synd i kirken. Serielle ægteskabsbrydere kunne risikere dødsstraf.

Prostitution, som der tidligere var konsensus om at se igennem fingre

med, blev der også slået ned på. I Helsingør, hvor der med de mange søfolk var et godt kundegrundlag, fik bystyret i 1574 ordre fra kongen om, at prostituerede skulle indfanges, piskes og udvises fra byen. Vendte de tilbage, skulle de have ørerne skåret af. Hvis det ikke var nok, og de vendte tilbage en tredje gang, skulle de puttes i en sæk og druknes. Så galt gik det sjældent, og selv om piskningen og udvisningen var hård nok, havde den ikke anden virkning, end at de prostituerede efter udvisning fra én by flyttede videre til den næste. Hårde straffe med halshugning, afhugning af lemmer, brændemærkning og piskning var almindelige ikke kun for mord, men en bred vifte af lovovertrædelser, hvor der var nultolerance, og selv smårapserier blev

R E F O R M AT I O N O G R E N Æ S S A N C E

BI SKOP PALL ADIU S PÅ VI SITATS

Peder Palladius blev i 1537 udnævnt til Sjællands

Det handlede bl.a. om at holde op med at bede til

biskop og dermed en af de ledende mænd i den

Jomfru Maria og ”af gammel munkevildfarelse at

nye reformationskirke. Den bekymrede sig fra be-

plapre Hil dig Maria”. Det kunne man godt holde

gyndelsen om, hvordan den skulle sikre og kon-

op med, for Maria var død og borte. ”Derfor kan

trollere, at reformationens idéer blev gennemført

hun ikke høre, hvad vi siger til hende”.

rundtom i landet, og herunder at man fik gjort op

Palladius forklarede også bønderne, at der

med gamle og nu ulovlige katolske praksisser –

var sammenhæng mellem kravet om lydighed

eller måske slet og ret fik befolkningen til at gå i

over for både Gud og herremanden. Bonden

kirke. Til daglig var det sognepræstens opgave at

skulle være lydig over for herremanden og beta-

sørge for dette, men der var også brug for tilsyn

le sine skatter og afgifter til ham, ellers ville han

fra kirkens øverste ledelse. Her spillede biskop-

blive straffet, og på samme måde skulle bonden

pens visitats (personlige inspektion) en vigtig rol-

være lydig over for ”herremanden over alle her-

le. Ideelt set skulle biskoppen mindst hvert tredje

remænd, vor herre Jesus Kristus”.

år i egen høje person visitere hvert sogn i sit stift

Hvis bonden ikke kom i kirke for at høre præ-

og på den måde tjekke, både om befolkningens

sten prædike, ”men bliver hjemme, uden du har

tro var den rigtige, og om præst og provst gjorde

en tvingende grund til at blive borte, så kan Gud

deres arbejde godt nok. Når biskoppen kom, skul-

knække halsen på dig”, advarede Palladius. Hvis

le alle i sognet stille i kirken, hvor de både blev

bønderne ikke ville have med Gud at gøre i det-

belært og udspurgt af biskoppen.

te liv, skulle de ikke regne med, at Gud ville have

I Sjællands Stift var der 390 sogne, og det

noget med dem at gøre i det evige liv: ”For lige-

tog Palladius noget mere end tre år at visitere

som du opfører dig over for ham og hans hellige

dem, men på baggrund af sine erfaringer skrev

ord, sådan vil han også opføre sig over for dig.

han omkring 1543 en vejledning til andre leden-

Det skal du ikke tvivle på”. Man skulle derfor pas-

de gejstlige om, hvordan en visitats kunne fore-

se på, hvad man gjorde, sagde eller tænkte: ”Der

gå, når biskoppen kom ud i landsbykirken og

vil blive gjort et alvorligt regnskab med dig. Det

stod ansigt til ansigt med befolkningen. Af vi-

vil ikke blive så ligetil, som når du sidder og har

sitatsbogen ser man, hvordan Palladius i et me-

hældt en kande øl i halsen og siger ’Åh, Djævelen

get jordnært sprog både kunne true og opmun-

er ikke så slem, som de fremstiller for os. Helve-

tre befolkningen til at tage den lutherske lære

des ild er ikke så hed, som de prædiker for os. De

til sig og i samme ombæring glemme meget af

siger, at der ikke er bund i helvede, så kan vi vel

det, den hidtil havde fået at vide af kirken og

bare løbe ud igen forneden!’ Ja, tag derned og

dens præster.

erfar det, din foragter, du skal nok blive oplyst!”.

HISTORIEN OM DANMARK

Peder Palladius havde flere års studier bag sig hos Martin Luther og Philipp Melanchthon på universitetet i Wittenberg. Han kom således med de bedste anbefalinger, da Christian 3. i 1537 udnævnte ham til biskop på Sjælland. Med sig havde han også det latiniserede efternavn Palladius. Det er gætværk, at han på dansk oprindeligt skulle hedde Peder Plade, som står på dette portræt i gammel stil af C.N. Overgaard fra begyndelsen af 1900-tallet. – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Foto: Hans Petersen.

Palladius’ ligefremme tale viser, at han ikke

kalsamfundet – og hvor truslen om Djævelens

prøvede at bortforklare eller fortie de krav,

magt kunne blive mødt med et skuldertræk –

som kirken og øvrigheden stillede til befolk-

afslører den også, at reformationskirkens ver-

ningen. Men ved at opremse alle de udfor-

densbillede ikke automatisk blev delt af alle i

dringer, som kirkens mænd kunne møde i lo-

befolkningen.

R E F O R M AT I O N O G R E N Æ S S A N C E

takseret til hængning. Straffene skulle både virke disciplinerende og afskrækkende, men forekom også logiske i en verden, hvor voldsomhed og aggressiv adfærd var en del af dagens orden. Efter reformationen fik straffepraksis tilført en ekstra religiøs dimension, fordi Det Gamle Testamentes Moselov med det ubønhørlige princip om øje for øje og tand for tand blev normdannende.

ET LIV PÅ L ANDET Den sidste halvdel af 1500-tallet var gode tider for en landbrugsøkonomi som den danske. Priserne på korn og slagtekvæg steg støt, og især de storeksporterende adelsmænd skabte sig solide formuer i disse år. Et særligt eksporteventyr var studehandlen, hvor fire-fem-årige kastrerede tyre (stude) en sidste vinter blev fedet godt op i staldene for om Ribe sidst i 1500-tallet med en stu-

foråret i titusindvis at blive drevet ned gennem Holsten og solgt på det

dedrift i forgrunden. Kvægmarkedet

store kvægmarked ved Hamborg eller blive opfedet på ny i marskegne-

i Ribe var et af centrene for handlen med stude, som her blev samlet i store flokke og drevet sydover med

ne og drevet længere sydpå og solgt om efteråret i f.eks. Amsterdam. Studehandlen er kun et af mange eksempler på de tætte handelsforbin-

henblik på videresalg i Tyskland eller

delser mellem Danmark og de øvrige nordeuropæiske lande. Bønder og

Nederlandene. – Det Kgl. Bibliotek.

borgere fik også del i opsvinget, og i de danske købstæder tjente en lang

HISTORIEN OM DANMARK

række købmænd gode penge på at være mellemhandlere mellem de danske producenter og fortrinsvis tyske og nederlandske opkøbere af landbrugsvarer. Også kongen tjente godt på eksporten. Kongens jord, krongodset, gav større afkast, og den øgede handel gav flere toldindtægter med især Øresundstolden som en regulær pengemaskine.

Kongen og Rigsrådet tog i 1500-tallets midte initiativ til at forbed-

re infrastrukturen, og det hørte til bøndernes pligter at vedligeholde broer og veje. Ved Vesterhavet blev der taget skridt til at hindre sandflugten, som ødelagde landbrugsjorden. Købstæderne blev styrket som centre for handel og håndværk. Derfor blev detailhandel i landsbyerne forbudt. Det blev håndværk også, medmindre det var f.eks. grovsmede- eller tømrerarbejde, som bønderne ikke kunne undvære. Handelen blev stimuleret og reguleret gennem priskontrol, ved fastsættelsen af en maksimumrente på fem procent og ved forbud mod eksport af varer, som man ønskede at holde de hjemlige priser nede på, og forbud mod import af varer, som truede med at udkonkurrere danskproducerede varer af dårligere kvalitet – det gjaldt navnlig øl.

Omkring 10 procent af befolkningen var borgere i en af rigets ca. 80

købstæder. De fleste af købstæderne var meget små med under 1000 indbyggere. København var uden sammenligning den største by og i stadig vækst. Ved 1500-tallets slutning havde den 20.000 indbyggere. Herefter fulgte byer som Malmø, Helsingør og Aalborg, der alle havde omkring 5000 indbyggere. Købstæderne havde udstrakt selvstyre med borgmestre og rådmænd, som blev rekrutteret blandt byens købmænd. Nogle af disse blev storkøbmænd med en høj social position i kraft af deres velstand. Det gjaldt også for succesrige håndværksmestre som guld- og sølvsmede. Danmark var først og fremmest et landbrugssamfund. Bønderne udgjorde ca. 80 procent af befolkningen, og de fleste af dem boede på gårde, der fungerede som traditionelle familiebrug. Gårdene lå som regel tæt sammen i landsbyerne, der dannede rammen om det daglige liv og for dyrkningen af først og fremmest korn på de omkringliggende marker og for kvægavlen med græsning på enge og overdrev. Desuden udgjorde fiskeri en væsentlig del af indtægtsgrundlaget for mange af landbrugerne. Egentlige fiskere udgjorde en langt mindre gruppe.

R E F O R M AT I O N O G R E N Æ S S A N C E