Hjem_TRYK.indd 2
12/07/2017 15.56
harlan coben
HJEM pĂĽ dansk ved Poul Bratbjerg Hansen
gads forlag
Hjem_TRYK.indd 3
12/07/2017 15.56
Hjem er oversat fra amerikansk efter Home Copyright © 2016 by Harlan Coben All rights reserved Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB Dansk udgave: Copyright © 2017 by Gads Forlag ISBN: 978‑87‑12‑05348‑4 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: Alamy, Shutterstock Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.
Hjem_TRYK.indd 4
12/07/2017 15.56
kapitel 1
Den forsvundne dreng træder ind i lyset. Jeg er ikke meget for hysteri og oplever sjældent det, der kan betegnes som forbavselse. Jeg har set meget i mine godt og vel 40 år. Jeg har været tæt på at blive slået ihjel, og jeg har selv slået ihjel. Jeg har set ubehagelige ting, som de fleste vil have svært ved at forstå eller finde komplet ubegribelige, og nogle vil hævde, at jeg også har taget del i den slags. Jeg har i årenes løb lært at beherske mine følelser og – vigtigere endnu – mine reaktioner i stressede, højspændte situationer. Det er muligt, at jeg handler hurtigt og voldeligt, men jeg foretager mig ikke noget uden overvejelse og målbevidsthed. Disse kvaliteter, om man vil, har gang på gang reddet mig og dem, der betyder noget for mig. Men jeg må indrømme, at da jeg får øje på drengen – nej, han er jo teenager nu, ikke? – kan jeg mærke pulsen galoppere. Jeg har en dunkende lyd i ørerne. Og helt spontant knytter jeg mine hænder. Efter ti år er der nu ikke mere end 50 meter mellem mig og den forsvundne dreng. Patrick Moore – det hedder drengen – står og læner sig op ad en graffitibemalet betonstolpe i vejtunnelen. Hans skuldre er trukket op. Hans øjne flakker, før de fæster sig på de revnede fortovsfliser foran ham. Hans hår er kortklippet, det, vi førhen kaldte plysset. To andre teenagedrenge hænger også ud i tunnelen. Den ene ryger en cigaret med så stor energi, at man skulle tro, at cigaretten har fornærmet ham. Den anden er iført et hundehalsbånd med nitter og en nettrøje, som meget åbenlyst signalerer hans aktuelle profession. Ovenover buldrer togvogne forbi uden at ænse, hvad der er neden under dem. Vi befinder os i King’s Cross, som for størstedelens
7
Hjem_TRYK.indd 7
12/07/2017 15.56
vedkommende er blevet “revitaliseret” i løbet af de seneste to årtier og fået museer og biblioteker og et Eurostar-hotel og sågar en mindeplade for Perron 9 ¾, hvor Harry Potter steg om bord i toget til Hogwarts. Mange af de såkaldte uønskede elementer har opgivet de farlige ansigt-til-ansigt-transaktioner til fordel for den forholdsvis trygge onlinehandel – der er meget mindre behov for den risikable drive-by-sexhandel, hvilket er endnu en positiv sidegevinst ved internettet – men hvis man bevæger sig over på den anden side af sporene, både konkret og i overført betydning, væk fra de skinnende nye højhustårne, så findes der stadig steder, hvor svineriet har overlevet i en koncentreret form. Det er dér, jeg har fundet den forsvundne dreng. En del af mig – den ubesindige del, jeg holder i skak – har lyst til at spæne over gaden og hive fat i drengen. Hvis det faktisk er Patrick og ikke én, der ligner ham, må han nu være 16 år gammel. På denne afstand ser det ud til at stemme godt nok. For ti år siden – du kan selv regne ud, hvor gammel han så var dengang – var Patrick i det über-velhavende område Alpine på det, som de insisterer på at kalde en “legeaftale” sammen med min kusines søn Rhys. Det er selvfølgelig det, der er mit dilemma. Hvis jeg hiver fat i Patrick nu, bare løber over gaden og tager ham, hvad vil der så ske med Rhys? Jeg har én af de forsvundne drenge inden for synsvidde, men jeg er kommet for at redde dem begge. Det betyder, at jeg må være forsigtig. Ingen overilede træk. Jeg må være tålmodig. Uanset hvad der skete for ti år siden, uanset hvilket ondt menneskeligt lune (jeg tror ikke så meget på, at det er skæbnen, der er ond, for synderen er som regel et af vores medmennesker) der fjernede drengen fra hans luksuøse hjem og placerede ham i dette møgbeskidte toilet af en tunnel, er jeg nu bange for, at hvis jeg gør noget forkert, så vil en af drengene eller dem begge forsvinde igen, denne gang for evigt. Jeg bliver nødt til at vente på Rhys. Jeg vil vente på Rhys, og så hiver jeg fat i begge drenge og tager dem med hjem. To spørgsmål har måske strejfet dig. Det første er: Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg vil kunne få fat i begge drenge, når de er i sigte? Sæt nu, tænker du måske, at
8
Hjem_TRYK.indd 8
12/07/2017 15.56
drengene er blevet hjernevasket og gør modstand? Sæt nu, at deres kidnappere, eller hvem der nu har berøvet dem friheden, er talstærke og voldelige og beslutsomme. Dertil svarer jeg: Tænk ikke på det. Det andet spørgsmål, der er mere presserende i mit hoved, er: Hvad nu, hvis Rhys ikke dukker op? Jeg er ikke typen, “der krydser den bro, når jeg kommer til den”, så jeg pønser på en backupplan, der går ud på at overvåge området og så følge efter Patrick på diskret afstand. Jeg er i gang med at overveje, hvordan det præcist skal foregå, da noget går skævt. Der er ved at komme gang i kødmarkedet. Livet drejer sig om kategorisering. Dette gadepissoir er ikke spor anderledes. I den ene tunnel falbydes tjenester til heteroseksuelle mænd, der søger kvindeligt selskab. Det er den travleste. Det skyldes gammeldags værdier, vil jeg tro. Man kan snakke op ad stolper og ned ad vægge om køn og seksuelle præferencer og kinky sex, men de fleste seksuelt frustrerede er stadig heteroseksuelle mænd, der ikke får nok. Old-school. Piger med døde øjne stiller sig på deres pladser ved betonbarriererne, biler kører forbi, piger bliver samlet op og kører væk, andre piger indtager deres pladser. Det er næsten som at se en sodavandsautomat på en tankstation. I den anden tunnel er der en lille flok transkønnede eller transvestitter i forskellige afskygninger og stadier, og så – i den fjerneste ende, hvor Patrick står nu – findes de unge trækkerdrenge. Jeg ser en mand i en melonfarvet skjorte, som går hen mod Patrick. Hvad skal jeg gøre, havde jeg tænkt, da Patrick dukkede op, hvis en kunde vælger at sige ja til Patricks service? Ved første øjekast forekom det mig at være bedst, hvis jeg greb ind med det samme. Det ville være den mest humane handlemåde, men på den anden side må jeg ikke miste mit mål af sigte: at få begge drenge hjem. Faktum er, at Patrick og Rhys har været forsvundet i ti år. Guderne må vide, hvad de har været igennem, og selvom jeg ikke bryder mig om tanken om, at nogen af dem skal udsættes for bare et enkelt overgreb til, har jeg allerede overvejet det og truffet en beslutning. Der er ingen grund til at hænge fast i det punkt længere.
9
Hjem_TRYK.indd 9
12/07/2017 15.56
Men Melonskjorte er ikke en kunde. Det kan jeg se straks. Kunder går ikke på den der selvsikre måde. De holder ikke hovedet højt. De smiler ikke smørret. De går ikke i skjorter i skrigende farver. Kunder, der er desperate nok til at komme her for at få tilfredsstillet deres lyster, føler skam eller frygter at blive opdaget eller – højst sandsynligt – begge dele. Melonskjorte har en gang og en attitude, som kendetegner en farlig mand, der føler sig godt tilpas. Hvis man er sporet ind på det, kan man fornemme den slags. Man kan mærke det i sin reptilhjerne, en primitiv, indre alarmklokke, som man ikke helt kan forklare. Den moderne mand, der af og til er mere bekymret for en pinlig situation end for sin egen sikkerhed, ignorerer det ofte og bringer sig selv i fare. Melonskjorte kaster et blik bagud. To andre mænd er nu dukket op på scenen og har placeret sig på Melonskjortes flanker. De er begge to kæmpestore, iført camouflagebukser og det, vi førhen kaldte “wifebeaters”, hvide, ærmeløse undertrøjer, hen over glinsende brystmuskler. De andre drenge, der er på arbejde i tunnelen – rygeren og ham med nittehalsbåndet – stikker af ved synet af Melonskjorte, så Patrick er alene tilbage med de tre nytilkomne. Det ser ikke godt ud. Patrick står stadig med nedslået blik, og hans næsten kronragede isse skinner. Han er ikke opmærksom på mændene, før Melonskjorte er nået næsten helt hen til ham. Jeg rykker tættere på. Efter al sandsynlighed har Patrick trukket på gaden i et godt stykke tid. Det tænker jeg på et kort øjeblik, jeg tænker på, hvordan hans liv må have været: at blive revet væk fra livet i en af Amerikas trygge forstadsbobler og smidt ud i … ja, hvem ved hvad? Men i det tidsrum har Patrick måske udviklet visse færdigheder. Måske er han i stand til at snakke sig fra det her. Situationen er måske ikke så farlig, som den ser ud til at være. Jeg bliver nødt til at vente og se. Melonskjorte går direkte i flæsket på Patrick. Han siger noget til ham. Jeg kan ikke høre, hvad det er. Uden yderligere omsvøb trækker han så armen tilbage og hamrer næven som en damphammer ind i Patricks solar plexus.
10
Hjem_TRYK.indd 10
12/07/2017 15.56
Patrick synker sammen og hiver efter vejret. De to camouflageklædte bodybuildere begynder at rykke tættere på. Nu handler jeg hurtigt. “Mine herrer,” råber jeg. Ved lyden af min stemme snurrer Melonskjorte og begge camouflagefyrene rundt. Først minder deres ansigtsudtryk om fjæsene hos neandertalermænd, der hører en fremmedartet lyd for første gang. Så kigger de vurderende på mig, kniber øjnene sammen. Jeg kan se smilene brede sig på deres læber. Jeg er ikke en imponerende skikkelse rent fysisk. Jeg er over middelhøjde og til den spinkle side, vil man sige, med blondt hår, der er ved at blive gråt, en hudfarve, der spænder fra porcelænshvid, når det er varmt, til rødmosset, når det er koldt, og ansigtstræk, som nogle måske vil betragte som sarte på – håber jeg – en flot måde. I dag er jeg iført et lyseblåt, skræddersyet jakkesæt fra Savile Row, et Lilly Pulitzer-slips, et Hermès-lommetørklæde i brystlommen og et par Bedfordshire-sko lavet efter mål hos G.L. Cleverley i Old Bond Street. Jeg er noget af en laps, ikke? Da jeg slentrer hen mod de tre bøller og ville ønske, at jeg havde en paraply at svinge med for at opnå den maksimale effekt, kan jeg fornemme, at deres selvtillid vokser. Det har jeg det fint med. Normalt bærer jeg et håndvåben, ofte to, men i England er lovgivningen meget streng på det punkt. Jeg er ikke bekymret. Det fine ved de strikse britiske love er, at det derfor også er meget usandsynligt, at mine tre modstandere bærer våben. Mit blik scanner hurtigt deres kroppe de steder, hvor de kunne gemme et skydevåben. Mine to camouflage kammerater foretrækker ekstremt stramtsiddende tøj, der er mere egnet til at fremvise muskler end til at skjule våben. Måske har de knive på sig – det har de sikkert – men de har ingen skydevåben. Knive bekymrer mig ikke synderligt. Patrick – hvis det altså er Patrick – ligger stadig på jorden og gisper efter luft, da jeg når derhen. Jeg stopper op, breder armene ud og sætter mit mest vindende smil op. De tre bøller stirrer på mig, som om jeg er en museumsgenstand, de ikke forstår et muk af.
11
Hjem_TRYK.indd 11
12/07/2017 15.56
Melonskjorte træder et skridt hen mod mig. “Hvem fanden er du?” Jeg bliver ved med at smile. “Det er bedst, at du går nu.” Melonskjorte kigger på Camouflage Ét til højre for mig. Så ser han på Camouflage To til venstre for mig. Jeg kigger også i begge retninger og så igen på Melonskjorte. Da jeg blinker til ham, ryger hans øjenbryn op. “Lad os stikke en kniv i ham,” siger Camouflage Ét. “Skære ham i småstykker.” Jeg lader, som om jeg bliver forskrækket, og vender mig mod ham. “For pokker! Dig havde jeg ikke set.” “Hvad for noget?” “I de der camouflagebukser. Du går virkelig i ét med omgivelserne. De er for øvrigt meget nydelige på dig.” “Prøver du på en eller anden måde at spille smart?” “Jeg er smart på mange måder.” Alle smilene, deriblandt mit eget, bliver større. De begynder at komme hen mod mig. Jeg kan forsøge at tale mig ud af det, måske tilbyde dem penge for at lade os være, men jeg tror ikke, det vil fungere. Det er der tre grunde til. For det første vil de have alle mine penge og mit ur, og hvad de nu ellers kan finde på mig. Det vil ikke hjælpe at tilbyde dem et beløb. For det andet har de fået færten af blod – letkøbt, svagt blod – og de kan godt lide den lugt. Og for det tredje – og det er det vigtigste – kan jeg også godt lide lugten af blod. Det er så længe siden. Jeg forsøger at lade være med at smile, da de gør sig klar. Melonskjorte tager en stor bowiekniv frem. Det glæder mig. Jeg har ikke ret mange moralske skrupler over at slå nogen ihjel, som jeg anser for at være onde. Men det er rart at vide, at jeg vil kunne hævde over for dem, der har brug for den slags efterrationaliseringer for at finde mig “tiltalende”, at det var bøllerne, der først trak et våben, og at jeg derfor udelukkende handlede i selvforsvar. Alligevel giver jeg dem en sidste mulighed for at slippe. Jeg ser Melonskjorte lige i øjnene og siger: “I må hellere gå jeres vej nu.”
12
Hjem_TRYK.indd 12
12/07/2017 15.56
Det griner begge de overmuskuløse camouflagefyre ad, men Melonskjortes smil begynder at falme. Han ved det. Jeg kan se det. Han så mig i øjnene, og han ved det. Resten sker på nogle få sekunder. Camouflage Ét kommer helt hen til mig, rykker ind i mit personlige rum. Han er en stor mand. Jeg står med ansigtet tæt på hans voksede og tonede brystmuskler. Han smiler ned til mig, som om jeg er en lækkerbisken, han kan fortære i én bid. Der er ingen grund til at udskyde det uundgåelige. Jeg skærer halsen over på ham med den barberkniv, jeg har haft gemt i hånden. I en næsten perfekt bue sprøjter blodet ud og rammer mig. Pokkers også. Det her vil kræve endnu et besøg i Savile Row. “Terence!” Det er Camouflage To. Der er en lighed mellem dem, og da jeg bevæger mig hen mod ham, spekulerer jeg på, om de er brødre. Bøllen er lammet af sorg så tilpas længe, at det er pærelet at rydde ham af vejen, selvom jeg ikke tror, det ville have hjulpet ret meget, hvis han havde været bedre forberedt. Jeg er ferm med en barberkniv. Camouflage To mister livet på samme måde som kære Terence, hans mulige bror. Så er der Melonskjorte tilbage, deres elskede leder, der sikkert har opnået den rang ved at være mere brutal og udspekuleret end sine faldne kammerater. Melonskjorte har klogt nok allerede påbegyndt sit angreb, mens jeg tog mig af Camouflage To. Yderst i synsfeltet kan jeg se bladet på hans bowiekniv glimte, da det er på vej ned mod mig ovenfra. Det er en fejl fra hans side. Man skal ikke forsøge at ramme en fjende ovenfra på den måde. Det er for let at forsvare sig imod. Ens modstander kan vinde tid ved at dukke sig eller løfte en underarm for at parere. Når man skal skyde nogen med en pistol eller et gevær, bliver man trænet til at sigte mod den midterste kropsmasse, så man alligevel rammer noget, hvis ens sigte er en smule skævt. Der er en sandsynlighed for, at man begår fejl, og
13
Hjem_TRYK.indd 13
12/07/2017 15.56
det tager man højde for. Det samme gælder, når der er tale om en kniv. Gør afstanden af dit knivstød så kort som muligt. Sigt efter midten af kroppen, så du stadig sårer din modstander, hvis han bevæger sig. Det gjorde Melonskjorte ikke. Jeg dukker mig og bruger min højre underarm til – som nævnt – at parere stødet. Med bøjede knæ snurrer jeg så rundt og snitter ham i maven med barberkniven. Jeg venter ikke og ser, hvordan han reagerer. Jeg retter mig op og gør det af med ham, på samme måde som jeg gjorde med de to andre. Det er som sagt overstået på nogle få sekunder. Den revnede flisebelægning er ét blodrødt søle, og det bliver værre. Jeg giver mig selv et sekund, ikke mere, til at nyde rusen. Det ville du også gøre, hvis du ikke foregav noget andet. Jeg vender mig om mod Patrick. Men han er forsvundet. Jeg kigger til højre og så til venstre. Dér er han, næsten ude af syne. Jeg begynder at løbe efter ham, men jeg kan hurtigt se, at det vil være nyttesløst. Han er på vej hen mod King’s Cross Station, et af Londons travleste trafikknudepunkter. Han vil være inde på stationen – i fuld offentlighed – før jeg kan nå at indhente ham. Jeg er indsmurt i blod. Jeg er måske nok dygtig til det, jeg laver, men selvom King’s Cross Station er dér, hvor Harry Potter tog af sted til Hogwarts, så har jeg ikke nogen usynlighedskappe. Jeg standser op, ser mig tilbage, overvejer situationen, når frem til en konklusion. Jeg har kvajet mig. Det er på tide, at jeg kommer væk herfra. Jeg er ikke nervøs for, om det, jeg har gjort, er blevet filmet af overvågningskameraer. Der er en grund til, at de uønskede elementer vælger steder som det her. Det ligger afsondret fra alle slags nyfigne blikke, også dem, der er digitale og elektroniske. Men alligevel. Jeg har klokket i det. Efter så mange år, efter så mange frugtesløse eftersøgninger, har jeg endelig fået et enkelt spor at gå efter, og hvis jeg mister det, så … Jeg har brug for hjælp.
14
Hjem_TRYK.indd 14
12/07/2017 15.56
Jeg skynder mig væk og trykker på ettallet på mit hurtigopkald. Det er næsten et år siden, at jeg har trykket på ettallet. Han tager telefonen, da den ringer tredje gang. “Hallo?” Selvom jeg har rustet mig til det, bliver jeg fortumlet et øjeblik, da jeg hører hans stemme igen. Telefonen har hemmeligt nummer, så han aner ikke, hvem der har ringet til ham. Jeg siger: “Mener du ikke ‘artikulér’?” Der lyder et gisp. “Win? For fanden, hvor har du været …?” “Jeg har set ham,” siger jeg. “Hvem?” “Tænk dig om.” En ultrakort pause. “Vent lidt. Dem begge to?” “Kun Patrick.” “Wow.” Jeg rynker brynene. Wow? “Myron?” “Ja?” “Tag det næste fly til London. Jeg har brug for din hjælp.”
Hjem_TRYK.indd 15
12/07/2017 15.56
kapitel 2
To minutter før Win ringede, lå Myron Bolitar nøgen i sengen med en underskøn kvinde ved sin side. De kiggede begge to op på den kunstfærdige loftsbeklædning, gispede efter luft, befandt sig i efterdønningerne af den ekstatiske fryd, der kun kommer af … ekstatisk fryd. “Hold da helt op,” sagde Terese. “Ja, ikke?” “Det var …” “Ja, ikke?” Myron kunne bare det der med sovekammersnak. Terese svingede benene ud af sengen, rejste sig og gik hen til vinduet. Myron fulgte hende med øjnene. Han kunne godt lide den måde, hun bevægede sig på, når hun var nøgen: som en panter, spændstig, tonet og selvsikker. Lejligheden lå oven for Central Park på Manhattans West Side. Terese kiggede ud ad vinduet i retning af søen og Bow Bridge. Hvis du nogensinde har set en New York-film, hvor et forelsket par løber over en gangbro, har du set Bow Bridge. “Sikke en udsigt,” sagde Terese. “Jeg havde netop den samme tanke.” “Glor du på min røv?” “Jeg foretrækker at tænke på det som at betragte. Overvåge.” “Altså på en beskyttende måde?” “Det ville være uprofessionelt af mig at kigge væk.” “Ja, du skulle nødig virke uprofessionel.” “Tak.” Stadig med ryggen til ham sagde hans forlovede så: “Myron?” “Ja, min elskede.” “Jeg er lykkelig.”
16
Hjem_TRYK.indd 16
12/07/2017 15.56
“Det er jeg også.” “Det er skræmmende.” “Frygtindgydende,” samtykkede Myron. “Kom i seng igen.” “Virkelig?” “Jep.” “Lov nu ikke noget, du ikke kan holde.” “Jeg kan godt holde det, jeg lover,” sagde Myron. Og så: “Er der et sted i nærheden, som leverer østers og E-vitaminer?” Hun vendte sig om, sendte ham sit bedste smil og bang! – hans hjerte eksploderede i en million stykker. Terese Collins var tilbage. Efter mange år med adskillelser, kvaler og ustabilitet skulle de nu endelig giftes. Det føltes utroligt. Det føltes vidunderligt. Det føltes skrøbeligt. Og så var det, at telefonen ringede. De standsede begge to op, som om de fornemmede det. Når tingene går så godt, holder man nærmest vejret, fordi man vil have det til at vare ved. Man har ikke lyst til at stoppe eller få tiden til at gå langsommere; man har bare lyst til at blive i sin lille, trygge boble. Telefonen, der ringede, fik – for at blive i den elendige metafor – boblen til at briste. Myron tjekkede opkaldslisten, men nummeret var blokeret. De befandt sig i Dakota-bygningen på Manhattan. Da Win var forsvundet et år forinden, havde han overført lejligheden i Myrons navn. Det meste af året havde Myron valgt at bo i sit barndomshjem i den nærliggende by Livingston, New Jersey, og havde gjort sit bedste for at tage sig af sin teenagenevø, Mickey. Men nu var hans bror, Mickeys far, vendt tilbage, så derfor havde Myron givet dem huset og var taget tilbage til storbyen. Telefonen ringede for anden gang. Terese vendte hovedet væk, som om lyden ramte hende på kinden som en lussing. Han kunne se arret efter skudsåret på hendes hals. Den gamle følelse, trangen til at beskytte, kom op i ham. Et øjeblik overvejede Myron at lade telefonsvareren tage opkaldet, men så lukkede Terese øjnene og nikkede, kun en enkelt gang. At lade være med at tage den, vidste de begge to, ville bare udsætte det uundgåelige.
17
Hjem_TRYK.indd 17
12/07/2017 15.56
Myron tog telefonen, da den ringede tredje gang. “Hallo?” Der var en underlig tøven og noget knas på linjen, men så lød den stemme, han ikke havde hørt i meget lang tid: “Mener du ikke ‘artikulér’?” Myron havde forsøgt at stramme sig op, men han blev alligevel helt paf. “Win? For fanden, hvor har du været …?” “Jeg har set ham.” “Hvem?” “Tænk dig om.” Myron havde tænkt på det, men han havde ikke turdet sige det. “Vent lidt. Dem begge to?” “Kun Patrick.” “Wow.” “Myron?” “Ja?” “Tag det næste fly til London. Jeg har brug for din hjælp.” Myron kiggede på Terese. Hendes øjne var igen glansløse. Den mathed havde altid været der, siden de stak af sammen i sin tid, men han havde ikke lagt mærke til den, siden hun var kommet tilbage. Han rakte en hånd ud mod hende. Hun tog den. “Livet er en lille smule kompliceret lige nu,” sagde Myron. “Terese er vendt tilbage,” sagde Win. Det var ikke et spørgsmål. Han vidste det. “Ja.” “Og du skal endelig giftes.” Det var heller ikke et spørgsmål. “Ja.” “Har du købt en ring til hende?” “Ja.” “Hos Norman på 47th Street?” “Selvfølgelig.” “Mere end to karat?” “Win …” “Jeg er glad på jeres vegne.” “Tak.”
18
Hjem_TRYK.indd 18
12/07/2017 15.56
“Men du kan ikke blive gift uden din forlover,” sagde Win. “Jeg har allerede spurgt min bror.” “Han skal nok træde til side. Flyet afgår fra Teterboro. Bilen holder og venter.” Win lagde på. Terese kiggede på ham. “Du skal af sted.” Han vidste ikke, om det var et spørgsmål eller en konstatering. “Win beder ikke om noget uden grund,” sagde Myron. “Nej, det gør han ikke,” samtykkede hun. “Det tager ikke ret lang tid. Jeg kommer tilbage, og så gifter vi os. Det lover jeg.” Terese sad på sengen. “Vil du fortælle mig, hvad det drejer sig om?” “Hvor meget kunne du høre?” “Kun en lille smule.” Og så: “Er ringen mere end to karat?” “Ja.” “Godt. Så fortæl mig om det.” “Kan du huske de kidnapninger, der fandt sted i Alpine for ti år siden?” Terese nikkede. “Ja. Vi dækkede dem.” Hun havde i flere år arbejdet som studievært på en af de tv-kanaler, der kun sender nyheder. “En af de kidnappede drenge, Rhys Baldwin, er i familie med Win.” “Det har du aldrig fortalt mig.” Myron trak på skuldrene. “Jeg havde faktisk ikke særlig meget med det at gøre. På det tidspunkt, da vi blev involveret, var sagen nærmest gået død. Men det har altid kørt på svagt blus i mit baghoved.” “Men ikke i Wins?” “Intet kører på svagt blus hos Win.” “Har han fundet et nyt spor?” “Mere end det. Han siger, at han har set Patrick.” “Hvorfor ringer han så ikke til politiet?” “Det ved jeg ikke.” “Men du spurgte ham ikke.” “Jeg stoler på hans dømmekraft.” “Og han har brug for din hjælp.”
19
Hjem_TRYK.indd 19
12/07/2017 15.56
“Ja.” Terese nikkede. “Så må du hellere pakke kufferten.” “Er det i orden med dig?” “Han havde ret.” “I hvad?” Hun rejste sig. “Vi kan ikke gifte os uden din forlover.” Win havde sendt en sort limousine. Den holdt og ventede ved Dakotabygningens bueformede indgang. Limousinen fragtede ham ud til Teterboro Airport i den nordlige del af New Jersey, hvilket var en køretur på omkring en halv time. Wins fly, en Boeing Business Jet, ventede på startbanen. Der var ingen sikkerhedskontrol, ingen indtjekning, ingen billet. Limousinen satte ham af lige ved trappen. Stewardessen, en køn, ung asiatisk kvinde, tog imod Myron i en gammeldags, figurskåret uniform med tilhørende flæsebluse og pilleæskehat. “Det er dejligt at se Dem, mr. Bolitar.” “I lige måde, Mee.” I tilfælde af at du ikke har fanget den: Win var rig. Wins rigtige navn var Windsor Horne Lockwood III – som i LockHorne Investments & Securities og Lock-Horne-bygningen på Park Avenue. Hans familie havde i flere generationer været velhavende, velhavende på den måde, at de steg i land fra Mayflower med en pink poloskjorte og en eftertragtet golfbanereservation. Myron bøjede sit 1,93 meter høje korpus og trådte ind ad døren i flyet. Der var lædersæder, træpaneler, en divan, tykke, grønne plystæpper og zebrastribet tapet – flyet havde været ejet af en rapper, og Win bestemte sig for ikke at lave om på indretningen, fordi den fik ham til at føle sig “phat” – et stort fladskærms-tv, en sovesofa og en mindre dobbeltseng i soveværelset bagerst. Myron var den eneste passager i flyet, hvilket fik ham til at føle sig forlegen, men det ville han komme over. Han satte sig i et sæde og spændte sikkerhedsselen. Flyet begyndte at trille ud mod selve startbanen. Mee udførte sikkerhedsdemonstrationen. Hun beholdt pilleæskehatten på. Win var vild med den hat, vidste Myron. To minutter senere befandt de sig oppe i luften.
20
Hjem_TRYK.indd 20
12/07/2017 15.56
Mee kom hen og sagde: “Er der noget, De gerne vil have?” “Har du set ham?” spurgte Myron. “Hvor har han været?” “Det må jeg ikke svare på,” svarede Mee. “Hvorfor ikke?” “Win sagde, at jeg skulle få Dem til at føle Dem godt tilpas. Vi har den drink om bord, som De plejer at synes om.” Hun havde en Yoo-hoo-chokolademælk med. “Dem er jeg holdt op med at drikke.” “Er det rigtigt?” “Ja.” “Det var trist. Hvad med en cognac?” “Nej tak, jeg trænger ikke til noget lige nu. Hvad kan du fortælle mig, Mee?” Mig, Mee. Myron vidste ikke, om det var hendes rigtige navn. Win havde syntes godt om navnet. Han tog hende af og til med ud i bagenden af flyet og kom med bevidst tåkrummende bemærkninger i stil med “Jeg har brug for lidt Mee-tid” eller “Jeg nyder at have kønslig omgang med Mee-selv” eller “Jeg kan godt lide pilleæskehatten. Den passer Mee.” Win. “Hvad kan du fortælle mig?” spurgte Myron igen. “Ifølge vejrudsigten vil der i London være spredt regn.” “Hold da op, sikke dog et chok. Jeg mener: Hvad kan du fortælle mig om Win?” “Et godt spørgsmål,” sagde hun. “Hvad kan De fortælle Mee …” Hun pegede på sig selv. “… om Win?” “Begynd nu ikke på det der.” Hun smilede til ham. “Der er en direkte transmission af Knickskampen, hvis De har lyst til at se den.” “Jeg ser ikke basketball længere.” Mee så på ham med et medfølende ansigtsudtryk, der næsten gav ham lyst til at vende sig bort. “Jeg så Deres sportsdokumentar på ESPN,” sagde hun. “Det er ikke derfor,” sagde Myron. Hun nikkede uden at tro på ham.
21
Hjem_TRYK.indd 21
12/07/2017 15.56
“Hvis basketballkampen ikke interesserer Dem,” sagde Mee, “er der en video, De skal se.” “Hvilken slags video?” “Win gav mig besked på at sige, at De skulle se den.” “Det er vel ikke …” Win yndede at filme sine … øh … kødelige stævnemøder og så afspille dem, mens han mediterede. Mee rystede på hovedet. “Nej, dem bruger han kun til sine egne private visninger, mr. Bolitar. Det ved De godt. Det er en af de klausuler, vi skriver under på.” “Klausuler?” Myron bremsede hende ved at løfte hånden, før hun nåede at svare. “Glem det. Jeg vil ikke vide det.” “Her er fjernbetjeningen.” Mee rakte den til ham. “Er De sikker på, at der ikke er noget, De gerne vil have?” “Ja. Ellers tak.” Myron vendte sig om mod fjernsynet på væggen og tændte for det. Han forventede halvvejs at se Win tone frem på skærmen med en Mission Impossible-lignende besked, men nej. Det var et af de der krimiprogrammer om virkelige forbrydelser, som man ser på kabeltv. Emnet var – det sagde sig selv – kidnapningerne, et tilbageblik på sagen, nu hvor drengene havde været sporløst forsvundet i ti år. Myron lænede sig tilbage og kiggede med. Det var en god opfriskning. Her er, hvad historien kort fortalt gik ud på: For ti år siden var den dengang seksårige Patrick Moore på en legeaftale hjemme hos sin klassekammerat Rhys Baldwin i den “mondæne” – de brugte altid det ord i medierne – forstad Alpine, New Jersey, ikke ret langt fra øen Manhattan. Hvor mondæn? Den gennemsnitlige pris på et hus i Alpine var i sidste kvartal mere end fire millioner dollars. De to drenge var overladt til Vada Linna, en 18‑årig au pair-pige fra Finland. Da Patricks mor, Nancy Moore, kom for at hente sin søn, var der ingen, der kom ud og lukkede op. Det gjorde hende ikke i nævneværdig grad bekymret. Nancy Moore regnede med, at unge Vada havde taget drengene med ud på en lille udflugt eller for at få en is eller noget i den retning.
22
Hjem_TRYK.indd 22
12/07/2017 15.56
To timer senere vendte Nancy Moore tilbage og bankede igen på døren. Heller ikke nu kom nogen ud og lukkede op. Stadig kun en smule bekymret ringede Nancy til Rhys mor, Brooke. Brooke ringede til Vadas mobiltelefon, men den gik med det samme over på telefonsvareren. Det fik Brooke Lockwood Baldwin, Wins kusine, til at skynde sig hjem. Hun låste husets fordør op. De to kvinder kaldte. Først var der ingen, der svarede, ingen reaktion. Men så hørte de en skramlende lyd nede fra den renoverede kælder, der fungerede som et stort legerum for de små børn. Dernede fandt de Vada Linna, bundet til en stol og med en knebel i munden. Den unge au pair-pige havde væltet en lampe for at få deres opmærksomhed. Hun var skræmt fra vid og sans, men ellers uskadt. De to drenge, Patrick og Rhys, var der imidlertid ikke. Ifølge Vada havde hun været ved at lave lidt mad til drengene ude i køkkenet, da to bevæbnede mænd kom ind ad glasskydedøren. De var iført skimasker og sorte rullekravetrøjer. De slæbte Vada ned i kælderen og bandt hende. Nancy og Brooke ringede omgående til politiet. Begge fædre, Hunter Moore, en læge, og Chick Baldwin, direktør for en hedgefond, blev kaldt hjem fra deres arbejdspladser. I adskillige timer skete der ingenting: Der var ingen kontakt, ingen spor, intet at gå efter. Så kom der et krav om løsepenge i form af en anonym e-mail til Chick Baldwins arbejdskonto. Beskeden blev indledt med en advarsel om, at de skulle undlade at kontakte myndighederne, hvis de ønskede at se deres børn i levende live. Det var for sent. I beskeden stod der, at familierne skulle sørge for at have to millioner dollars klar – “én million per barn” – og at yderligere instrukser ville komme senere. De skaffede pengene og ventede. Der gik tre pinefulde dage, før kidnapperne skrev igen. De gav instrukser om, at Chick Baldwin og kun Chick Baldwin skulle køre til Overpeck Park og lægge pengene på et bestemt sted ved bådebroen. Chick Baldwin gjorde, som han fik besked på. FBI holdt selvfølgelig hele parken under observation, alle indgange og udgange var dækket. De havde også anbragt en GPS i tasken,
23
Hjem_TRYK.indd 23
12/07/2017 15.56
selvom den teknologi naturligvis var mere primitiv for ti år siden, end den er i dag. Indtil dette tidspunkt var det lykkedes myndighederne at bevare bortførelserne som en hemmelighed. Ingen medier fandt ud af det. Efter indtrængende anmodning fra FBI blev hverken venner eller familiemedlemmer, deriblandt Win, kontaktet. Selv de andre børn i familien Baldwin og familien Moore fik intet at vide. Chick Baldwin afleverede pengene og kørte væk fra stedet. Der gik en time. Der gik to. I løbet af den tredje time var der én, der tog tasken, men det viste sig at være en barmhjertig samaritan af en kondiløber, der havde tænkt sig at indlevere den på hittegodskontoret. Ingen andre kom og hentede løsepengene. De to familier samledes om Chick Baldwins computer og ventede på endnu en mail. Imens forfulgte FBI et par teorier. Først kiggede de Vada Linna efter i sømmene, den unge au pair-pige, men der var ikke noget at komme efter. Hun havde kun opholdt sig i landet i to måneder og kunne knap nok tale engelsk. Hun havde kun en enkelt ven. De tjekkede hendes mails, hendes sms’er, hendes onlinehistorik, men fandt ikke noget mistænkeligt. FBI kiggede også på de fire forældre. Den eneste, der for alvor gav dem stof til eftertanke, var Rhys far, Chick Baldwin. E-mailene med løsepengekravene var blevet sendt til Chick, men dertil kom, at Chick ikke var helt fin i kanten. Der var to sager om insiderhandel og adskillige sagsanlæg, der drejede sig om underslæb. Nogle folk hævdede, at han drev et foretagende med pyramidespil. Nogle af kunderne, hvoraf enkelte havde magt og indflydelse, var rasende. Men så rasende, at de kunne finde på at gøre noget som det her? Så de ventede på at høre nyt fra kidnapperne. Der gik endnu en dag. Så to. Så tre og fire. Ikke et ord. Der gik en uge. Så en måned. Et år. Ti år. Intet skete. Intet nyt om nogen af drengene. Før nu. Myron lænede sig tilbage, da rulleteksterne kørte. Mee kom hen til ham og kiggede på ham.
24
Hjem_TRYK.indd 24
12/07/2017 15.56
“Jeg tror godt, at jeg vil have den cognac nu,” sagde han. “Lige et øjeblik.” Da hun kom tilbage, sagde Myron: “Sæt dig ned, Mee.” “Nej, ellers tak.” “Hvornår så du sidst Win?” “Jeg bliver betalt for at være diskret.” Myron bed en kvik bemærkning i sig. “Der har gået rygter,” sagde han. “Om Win, mener jeg. Jeg har været bekymret.” Hun lagde hovedet på skrå. “Stoler De ikke på ham?” “Med mit liv.” “Så respektér hans privatliv.” “Det har jeg gjort i et år nu.” “Hvad betyder så et par timer til?” Det havde hun selvfølgelig ret i. “De savner ham,” sagde Mee. “Selvfølgelig.” “Han elsker Dem, at De ved det.” Myron sagde ikke noget. “De gør klogt i at få sovet lidt.” Det havde hun også ret i. Han lukkede øjnene, men han vidste, at søvnen ikke ville indfinde sig. En nær ven havde for nylig overtalt Myron til at begynde at dyrke transcendental meditation, og selvom han ikke var sikker på, at han købte det helt og fuldt, så gjorde enkelheden og ubesværetheden det til et perfekt redskab i situationer, hvor han ikke kunne sove. Han stillede sin Meditation Timer-app – ja, sådan en havde han i sin telefon – på 20 minutter, lukkede øjnene og begyndte at synke ned. Folk tror, at meditation tømmer sindet for tanker. Det er noget sludder. Man kan ikke tømme sindet. Jo mere man anstrenger sig for ikke at tænke på noget, desto mere tænker man på det. Man skal give tankerne lov til at komme ind, hvis man virkelig vil slappe af. Man lærer at iagttage dem og lade være med at dømme eller reagere. Så det var det, Myron gjorde nu. Han tænkte på, at han skulle se Win igen, på Esperanza og Big Cyndi, på sin mor og far nede i Florida. Han tænkte på sin bror, Brad,
25
Hjem_TRYK.indd 25
12/07/2017 15.56
og sin nevø, Mickey, og på ændringerne i deres liv. Han tænkte på Terese, der omsider var kommet ind i hans liv igen, på deres forestående bryllup, på at skulle påbegynde et liv sammen med hende, på den pludselige, håndgribelige mulighed for at blive lykkelig. Han tænkte på, hvor chokerende skrøbeligt det alt sammen føltes. Til sidst landede flyet, sagtnede farten, taxiede. Da det standsede helt op, trak Mee i håndtaget og åbnede døren. Hun sendte ham et stort smil. “Held og lykke, Myron.” “I lige måde, Mee.” “Hils Win fra mig.”
Hjem_TRYK.indd 26
12/07/2017 15.56