Hjertets stemme

I NTERNATI O NAL BESTSELLER

Hjertets stemme JAN-PHILIPP SENDKER ROMAN

AF FORFATTEREN TIL AT HØRE HJERTET SLÅ

Hjertets stemme.indd 2

25/05/16 08.28

Jan-Philipp Sendker

Hjertets stemme PĂĽ dansk ved LĂŚrke Pade

Gads Forlag

Hjertets stemme.indd 3

25/05/16 08.28

Hjertets stemme af Jan-Philipp Sendker er oversat fra amerikansk efter A Well-Tempered Heart Oprindeligt udgivet på tysk under titlen Herzenstimmen i 2012 af Karl Blessing Verlag, en del af Verlagsgruppe Random House GmbH, München, Tyskland.

Copyright © 2012 by Karl Blessing Verlag This translation published by arrangement with Other Press LLC Dansk udgave © 2016 Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macauley, Imperiet.dk Bogen er sat med Sabon hos Demuth Grafisk Bureau Tryk: ScandBook, Sverige ISBN 978-87-12-05332-3 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, ­steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Hjertets stemme.indd 4

25/05/16 08.28

Første del

Hjertets stemme.indd 7

25/05/16 08.28

Hjertets stemme.indd 8

25/05/16 08.28

Kapitel 1

Den dybblå morgenhimmel var klar som krystal, den dag mit liv slingrede ud af kurs. Det var ugen før thanksgiving, en knitrende kold fredag. Jeg har tit spekuleret på, om jeg burde have forudset det. Hvordan kunne det have forbigået min opmærksomhed? Hvordan kunne jeg fuldstændig have undgået at forudse så katastrofal en begivenhed? Mig af alle mennesker? En kvinde, der hadede overraskelser. Som forberedte sig minutiøst på ethvert møde, enhver rejse, selv en weekendtur eller en afslappet middag med venner. Jeg havde aldrig været typen, der lod tilfældet råde. Jeg kunne næsten ikke bære det uventede.

Spontanitet sagde mig intet.

Amy insisterede på, at der måtte have været tegn i sol og måne inden da, for det er der altid. Vi er bare alle sammen så opslugt af vores dagligliv, låst fast i vores egne rutiner, at vi glemmer at holde øje med dem.

De små detaljer, der røber så meget.

Ifølge hende er vi hver især et mysterium for os selv, og det er vores livsopgave at gennemskue dette mysterium. Det lykkes aldrig for nogen af os, siger hun, men det er vores pligt at følge sporet. Uanset hvor langt det er, eller hvor det kan føre hen.

Jeg var ikke overbevist. Amy og jeg så ofte forskelligt på tingene. Men dermed ikke være sagt, at jeg i denne sammenhæng ikke godt kunne se hendes pointe – i hvert fald til en vis grad.

9

Hjertets stemme.indd 9

25/05/16 08.28

Der kan muligvis have været en episode hist og her i månederne forinden, ting, der burde have fået alarmklokkerne til at ringe. Men hvor meget tid kan vi bruge på at lægge øre til vort indre håb om måske en dag at opfange et eller andet tegn eller få et fingerpeg, nøglen til en eller anden gåde?

Jeg var ikke typen, der betragtede enhver fysisk forandring som udtryk for en eller anden sjælelig ubalance.

De små røde bumser på min kind – dem, der i løbet af et par dage udviklede sig til en smertefuld, brændende eksem, som ingen læge kunne forklare, og som forsvandt et par uger senere, lige så pludseligt som de var kommet – kunne skyldes hvad som helst. Det samme gjaldt den ringetone, jeg en gang imellem fik for ørerne. Søvnløsheden. Den voksende irritation og utålmodighed, der først og fremmest var rettet mod mig selv.

Jeg kendte begge følelser udmærket, og jeg gav arbejdsbyrden på kontoret skylden for dem. Den pris, som alle i firmaet måtte betale, den pris, vi alle var villige til at betale. Jeg havde ikke noget at klage over.

Brevet lå dér midt på mit skrivebord. I en lettere krøllet, lyseblå luftpostkonvolut, den slags, som næsten ingen bruger mere. Jeg genkendte hans håndskrift med det samme. Han var den eneste, jeg kendte, der gjorde sig så stor umage. Han behandlede enhver korrespondance som et lille kunstværk. Han var omhyggelig med hver eneste linje på en måde, der var en kalligraf værdig. Hvert eneste bogstav i hvert eneste ord var en gave. To sider, tætskrevne, hver eneste sætning, hver eneste linje nedfældet med den indlevelse og lidenskab, man kun finder hos dem, for hvem skriften er en uvurderlig skat.

På konvolutten var der et amerikansk frimærke. Han måtte have betroet brevet til en amerikansk turist; det var den hurtigste og sikreste måde. Jeg så på uret. Vores næste møde begynd10

Hjertets stemme.indd 10

25/05/16 08.28

te officielt om to minutter, men nysgerrigheden løb af med mig.

Jeg åbnede konvolutten og læste hurtigt de første par linjer.

En høj banken kaldte mig tilbage til virkeligheden. Der stod Mulligan i døråbningen; hans brede, muskuløse skikkelse fyldte den næsten helt ud. Jeg ville gerne have bedt om et øjebliks tålmodighed. Et brev fra min bror i Burma. Et lille mesterværk, som … Han smilede, og før jeg nåede at sige et ord, bankede han let med pegefingeren på sit solide armbåndsur.

Jeg nikkede. Mulligan var en af partnerne i Simon & Koons, vores bedste advokat, men han havde ikke sans for kunstfærdig håndskrift. Hans egen var ulæselig.

Mine kollegaer ventede allerede. Man kunne lugte den friske kaffe. Der blev stille i lokalet, da vi satte os. I løbet af de kommende uger skulle vi anlægge en sag for vores vigtigste klient. En kompliceret historie. Krænkelse af ophavsret, ulovlige kopier fra USA og Kina, hundreder af millioner i tabt indtjening. Det var afgørende at handle hurtigt.

Mulligan talte dæmpet, men hans dybe stemme nåede alligevel ud i alle hjørner af lokalet. Efter nogle få sætninger havde jeg allerede svært ved at følge med. Jeg prøvede at fokusere på hans ord, men der var noget, der distraherede mig, noget, der førte mig ud af rummet. Langt væk fra denne verden af angreb og modangreb.

Jeg tænkte på min bror i Burma. Pludselig så jeg ham for mig. Jeg tænkte på vores første møde på det forfaldne tehus i Kalaw. Hvordan han stirrede på mig og pludselig henvendte sig til mig. I sin hvide, men gulnede skjorte, sin falmede longyi og de slidte klipklapper. Den halvbror, hvis eksistens jeg ikke havde haft nogen som helst anelse om. Jeg troede, han var en gammel tigger, der fiskede efter at få en almisse. Jeg kan huske, hvordan han satte sig hen til mit bord for at stille mig et 11

Hjertets stemme.indd 11

25/05/16 08.28

spørgsmål. ”Tror du på kærlighed, Julia?” Den dag i dag kan jeg høre hans stemme for mit indre øre. Som om tiden havde stået stille siden da. Dengang lo jeg – og det generede ham ikke.

Mens Mulligan kværnede videre om ”værdien af intellektuel ejendomsret”, huskede jeg min halvbrors første sætninger.

Ordret. ”Jeg mener det,” var U Ba fortsat uden at tage notits af min latter. ”Jeg taler om en kærlighed, der giver syn til den blinde. Om en kærlighed, der er stærkere end frygt. Jeg taler om en kærlighed, som beånder livet med mening …”

Nej, havde jeg svaret til sidst. Nej, jeg tror ikke på den slags.

I løbet af de næste par dage havde U Ba vist mig, i hvor høj grad jeg tog fejl. Og nu? Næsten ti år senere? Troede jeg på en kraft, der gav syn til den blinde? Ville jeg være i stand til at overbevise et eneste menneske i dette firma om, at et menneske kan tilsidesætte sin selviskhed? De ville dø af grin.

Mulligan kværnede stadig løs om ”årets vigtigste sag … således at vi er nødt til …” Jeg gjorde mit bedste for at koncentrere mig, men mine tanker blev ved med at vandre, uden mål og med, ligesom små stykker træ, der vuggede på havets bølger. ”Julia.” Mulligan kaldte mig abrupt tilbage til Manhattan. ”Så er det dig.”

Jeg nikkede til ham, skævede desperat til mine noter og havde planer om at indlede med et par klassiske fraser, da en svag hvisken afbrød mig.

Jeg tøvede.

Hvem er du?

Blot et åndedrag og alligevel ikke til at tage fejl af.

Hvem er du?

En kvindestemme. Stadig lavmælt, men klar og tydelig.

12

Hjertets stemme.indd 12

25/05/16 08.28

Jeg kiggede mig over højre skulder for at se, hvem det var, der afbrød mig med et spørgsmål lige netop nu.

Ingen.

Hvor skulle stemmen ellers komme fra?

Hvem er du?

Jeg kiggede instinktivt til venstre. Ingenting. En hvisken ud af intet.

Hvad vil de mænd have dig til?

Anspændt tavshed hele bordet rundt. Jeg tog en dyb ind­ ånding og åndede langsomt ud. Jeg kunne mærke, at jeg blev rød i hovedet. Jeg sad stum med nedslagne øjne.

En rømmede sig.

Pas på. ”Julia?”

Ikke et ord. Ikke et eneste. Stakåndethed. Hvor kom den stemme fra? Hvem var det, der talte til mig? Hvad ville hun?

Hvad havde jeg at frygte fra mine kollegaer? ”Du går bare i gang, når du er klar. Vi er lutter øren.” Mulligans voksende utålmodighed. Misbilligende host.

Vær varsom. Pas på, hvad du siger. Vær forsigtig med, hvem du kigger på.

Jeg løftede hovedet og skævede forsigtigt rundt. Overkroppe, der flyttede uroligt på sig. Marcs bekymrede udtryk; han følte med mig. Tror jeg. Et hånligt smil spillede på Franks brede ansigt. Som om han altid havde vidst, der ville komme en dag, hvor jeg på ynkeligste vis ville bukke under for presset.

Du må ikke stole på dem, uanset hvad de siger.

Den stemme fik min hals til at snøre sig sammen. Jeg var lammet. Deres ansigter flød sammen. Svedige håndflader. Mit hjerte slog hurtigere. ”Julia. Er du okay?”

13

Hjertets stemme.indd 13

25/05/16 08.28

Ingen vil hjælpe dig. ”Hvis jeg må …” begyndte jeg.

Atter total tavshed. Jeg havde talt højere end nødvendigt.

Mere et råb end en høflig anmodning om opmærksomhed. Deres blikke. Den efterfølgende tavshed. Jeg følte mig svimmel.

På randen af et sammenbrud. ”Vil du have noget vand?”

Det lød oprigtigt. Eller var det noget, jeg bildte mig ind? Var jeg nødt til at være på vagt?

Ikke et ord nu. Var din mund.

En mørk afgrund åbnede sig foran mig og blev bredere for hvert øjeblik. Jeg havde lyst til at gemme mig, kravle et eller andet sted hen. Hvad i alverden var det, der skete med mig?

En stemme, jeg ikke havde nogen kontrol over. En fremmed.

Inden i mig. Jeg mærkede, hvordan jeg blev mindre og mindre.

Mindre og mere ynkelig. Jeg ville ikke være i stand til at mæle et eneste ord, før der var stille i mit hoved igen. Jeg trykkede på mine ører et par gange, hurtigt og hårdt, ligesom jeg plejede at gøre, når den lejlighedsvise ringen blev for kraftig. Jeg prøvede med endnu en dyb vejrtrækning og vidste med det samme, at det ikke var nogen nytte til.

De vil dig ikke noget godt. Deres smil er falske. De er farlige.

Jeg må skrige. Jeg må drukne hende med min egen rigtige stemme. LAD MIG VÆRE I FRED. LAD VÆRE MED AT TALE TIL MIG. HOLD OP. HOLD OP. Ikke et ord. Ikke ét.

Mulligan og jeg udvekslede blikke. Det gik op for mig, at det var rigtigt, at der ikke var nogen i dette lokale, der kunne hjælpe mig. Jeg måtte væk. Med det samme. Jeg kunne gå ud på toilettet, ind på mit kontor, hjem til mig selv … Det var lige 14

Hjertets stemme.indd 14

25/05/16 08.28

meget, bare jeg kom væk. De var her for at høre en præsentation. De forventede idéer og forslag, og hvis jeg ikke kunne magte opgaven, skyldte jeg dem i det mindste en forklaring på min opførsel. En undskyldning. Jeg var ikke i stand til at give dem hverken det ene eller det andet. Jeg havde ikke kræfter til det. Jeg havde intet at sige. En kort tøven, så rettede jeg mig langsomt op, skubbede min stol tilbage. Mine ben rystede.

Hvad laver du? ”Hvad fanden foregår der, Julia?”

Jeg samlede mine papirer, vendte mig om og gik hen mod døren. Mulligan råbte et eller andet, men jeg kunne ikke længere forstå et ord af, hvad han sagde.

Jeg åbnede døren, trådte ud og lukkede den forsigtigt bag mig.

Hvad nu?

Jeg gik hen ad gangen, forbi toiletterne, ned til mit kontor, lagde papirerne på mit skrivebord, tog min jakke, stak U Bas brev i tasken og forlod kontoret roligt og uden et ord.

Jeg var endnu lykkeligt uvidende om, at jeg dermed havde påbegyndt min rejse. På den efterårsdag, iskold og krystalklar, ugen før thanksgiving.

Hjertets stemme.indd 15

25/05/16 08.28

Kapitel 2

Kalaw, 9. november I året to tusinde og seks Min kære lillesøster Jeg håber, du er ved godt mod og godt helbred. Jeg håber også, du kan tilgive mig min lange tavshed. Jeg kan ikke længere huske, præcis hvornår jeg sidst tog mig tid til at sende dig et par linjer. Var det mens sommeren var på sit hedeste, eller måske endda før monsunen begyndte at tage af?

Det føles, som om der er gået en evighed siden da, selvom der ikke er sket det helt store i mit liv eller i Kalaw.

Astrologens kone er blevet syg og dør snart; datteren til ejeren af det tehus, hvor vi mødtes første gang, har fået en søn. Denne kommen og gåen er vel den samme over hele verden, ikke sandt? Og alligevel har vores liv her en anden rytme end dit, som du nok kan huske. Hvad mig selv angår, må jeg indrømme, at jeg er ude af stand til at forestille mig, hvor hurtigt din verden drejer rundt.

Selv har jeg det godt. Jeg er stadig i gang med at restaurere mine gamle bøger, selvom arbejdet med tiden er blevet hårdere og mere udmattende. Det er mine øjne, lillesøster. De bliver dårligere for hver dag, der går. Jeg er ved 16

Hjertets stemme.indd 16

25/05/16 08.28

at nå den alder, hvor lyset svinder. For at gøre ondt værre har min højre hånd fået den uvelkomne uvane at ryste let, hvilket ikke gør det nemmere at klistre små stykker papir hen over de huller, som de glubske skadedyr konstant borer i siderne. Førhen var tre måneder nok til at føre en af mine bøger tilbage til en tilstand, hvor man kan læse i den, men nu skal jeg bruge et halvt år og endnu længere tid, hvis det er et digert værk. Men undertiden spørger jeg mig selv, hvorfor i alverden jeg skulle skynde mig?

Hvis der er én ting, jeg har rigeligt af, så er det tid. Det er først, når vi bliver gamle, at vi virkelig lærer at sætte pris på tiden, og jeg er en velhavende mand. Men lad mig ikke trætte dig med en gammel mands skavanker! Hvis jeg ikke holder min pen i kort snor, vil du snart begynde at bekymre dig på din brors vegne, hvilket der absolut ikke er grund til. Jeg mangler intet.

Hvis jeg ikke tager fejl, er det efterår i New York nu.

Jeg læste engang i en af mine bøger, at efteråret er den smukkeste årstid i New York. Er det sandt? Ak, hvor ved jeg dog lidt om dit liv!

Vores regntid er ved at lakke mod enden, temperaturen falder, og den første frost vil snart begynde at lægge sig på græsset i min have. Åh, hvor jeg nyder synet af den skrøbelige hvidhed på de dybgrønne blade!

I går skete der noget usædvanligt her. En kvinde faldt død om under banyantræet ved korsvejen. Kort forinden havde hun ifølge min nabo, som overværede begivenheden, klaget sig højlydt. Hun havde været på vej til markedet, da hun pludselig blev svimmel. Hun klamrede sig til sin søster for ikke at falde og bad gentagne gange med høj røst om tilgivelse. Enorme tårer løb ned ad hendes 17

Hjertets stemme.indd 17

25/05/16 08.28

kinder, efter sigende på størrelse med jordnødder, selvom jeg har svært ved at tro det. Du ved selvfølgelig, hvordan folk her har det med at overdrive. Hun havde pludselig vendt sig væk fra sin søster for at følge efter en ukendt ung mand. Igen og igen råbte hun et navn, som ingen i landsbyen nogensinde havde hørt før. Da den unge mand overrasket vendte sig om for at se, hvad postyret drejede sig om, så de hinanden i øjnene. Kvinden stivnede og faldt død om. Som om hun var blevet ramt af lynet på en klar, skyfri dag. Ingen kunne forklare det. Hendes søster var utrøstelig. De to havde i mange år levet lidt isoleret i udkanten af landsbyen. De havde ikke mange venner, og selv deres naboer vidste intet om dem. Meget mærkeligt, må jeg sige; som regel ved de ellers alt. Hændelsen er siden drøftet ivrigt i vores lille by, på tehusene og på torvet. En del hævder, at den unge mand har magiske kræfter, og at han dræbte hende med sit blik. Den stakkels fyr benægter det selvfølgelig og insisterer på, at han er uskyldig.

Indtil videre har han trukket sig tilbage til sin tantes hus i Taunggyi.

Og du, min kære søster? Har de bryllupsplaner, som du diskret hentydede til i dit sidste brev, dine og mr. Michaels, taget mere konkret form? Eller er jeg for sent ude, er du måske allerede blevet gift? I så fald vil jeg blot af hele mit hjerte ønske jer begge alt godt. Jeg har selv altid betragtet de få år, jeg var så heldig at dele med min kone, som en storslået, ja, uforlignelig glæde.

Og nu er mit brev blevet længere, end jeg havde tænkt mig. Alderdommens snakkesalighed, er jeg bange for, og jeg håber, jeg ikke har taget for meget af din tid. Nu vil jeg runde af. Det er blevet skumring, og elektricitets­ 18

Hjertets stemme.indd 18

25/05/16 08.28

forsyningen i Kalaw har været ustabil i de sidste par uger.

Elpæren i mit loft flimrer så meget, at man skulle tro, den prøvede at sende mig hemmelige beskeder. Men jeg er bange for, at det blot betyder, at der er udfald igen.

Julia, min kære, må stjernerne, livet og skæbnen smile til dig. Jeg tænker på dig. Jeg bærer dig i mit hjerte. Pas på dig selv.

Din med dyb hengivenhed U Ba Jeg lagde brevet fra mig. Min frygt for, at stemmen ville vende tilbage, havde fortonet sig. I stedet blev jeg overvældet af en fornemmelse af inderlig intimitet, iblandet længsel og en dyb melankoli. Hvor ville jeg gerne se min bror i virkeligheden! Jeg huskede tilbage på hans gammeldags måde at udtrykke sig på, hans vane med at undskylde unødigt for hvad som helst. Hans høflighed og ydmyghed, som havde rørt mig så dybt. Hans lille hytte af sort teaktræ, der stod på pæle, svævede for mit indre blik, grisen, der gryntede og rullede rundt i mudderet, den ramponerede læderlænestol, hvor polstringen var så tyndslidt, at man kunne se omridset af fjedrene, en sofa med flænset betræk, hvor jeg havde tilbragt mangen en nat. Midt i det hele en sværm af bier, som var flyttet ind hos ham, og hvis honning han ikke rørte af frygt for at komme til at bruge noget, der ikke tilhørte ham.

Jeg så ham siddende foran mig, flankeret af olielamper, krumbøjet over sit skrivebord, omgivet af bøger. De fyldte hylderne, der gik fra gulv til loft. De lå i bunker på trægulvet og stod i høje stabler på en anden sofa. Deres sider lignede hulkort. På bordet lå pincetter, sakse, to små krukker, den ene med tyktflydende, hvid lim, den anden med bittesmå stykker 19

Hjertets stemme.indd 19

25/05/16 08.28

papir. Jeg havde betragtet ham i timevis, mens han havde taget den ene papirstump efter den anden op med pincetten, dyppet dem i lim og placeret dem over hullerne. Så snart limen var tørret, førte han så de manglende bogstaver ind med en pen. I årenes løb havde han restaureret snesevis af bøger.

Min brors liv. Det lignede mit eget så lidt, og alligevel havde det gjort så dybt indtryk på mig.

Mit blik faldt på en hylde med souvenirs fra min rejse til Burma, halvt skjult bag bøger og aviser. En udskåren buddha af træ, en gave fra min bror. En støvet lille lakæske udsmykket med elefanter og aber. Et billede af U Ba og mig, som vi tog kort før min afrejse fra Kalaw. Jeg var et helt hoved højere end ham. Han var iført sin nye grønne og sorte longyi, der var blevet vasket så sent som aftenen før, så den kunne være ren.

Han havde bundet et lyserødt klæde om hovedet, som det før havde været skik hos de ældre blandt Shanfolket. Han stirrede alvorligt og højtideligt ind i kameraet.

Jeg kunne næsten ikke genkende mig selv på det billede.

Rødmende af glæde efter de mest berusende dage i mit liv, opløftet af den smukkeste kærlighedshistorie, jeg nogensinde ville komme til at høre, historien om min far, smilede jeg sorgløst – måske lettere forelsket – til kameraet. Da jeg viste billedet til venner, kunne de ikke forstå, at det var mig. Da Michael så det første gang, spurgte han, om jeg var skingrende skæv og stod sammen med min guru i Indien. Senere gjorde han tit grin med mit udtryk og påstod, at jeg måtte have taget nogle ordentlige hiv af en burmesisk opiumspibe, før billedet blev taget.

Siden da var der gået ti år. Ti år, hvor jeg tit og ofte havde besluttet at vende tilbage – for at besøge min fars grav, for at være sammen med U Ba. Hvert år udskød jeg rejsen. To gange havde jeg booket en flybillet, men afbestilt i sidste øjeblik, for20

Hjertets stemme.indd 20

25/05/16 08.28

di der var kommet noget mere presserende i vejen. Noget, der var så presserende, at jeg ikke engang længere kunne huske, hvad det havde været. Efterhånden fik hverdagens rutiner den stråleglans, der stod om mine minder, til at blegne; længslen trængte sig ikke længere på, men blev erstattet af en vag intention om en eller anden gang i fremtiden, når det var belejligt, at vende tilbage. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde skrevet til U Ba. Han bad mig om tilgivelse for sin lange tavshed. Det var mig, der skyldte ham svar på hans sidste brev.

Og formentlig også brevet før. Jeg kunne ikke huske det. Vi korresponderede regelmæssigt i de første par år, efter at jeg var kommet tilbage, men gradvist blev brevene sjældnere. Hvert andet år sendte han mig en af sine restaurerede bøger, men jeg må indrømme, at det aldrig var lykkedes mig at få læst en eneste af dem til ende. Trods hans anstrengelser var de stadig i en elendig forfatning: falmede, støvede, beskidte. Jeg vaskede altid hænder, når jeg havde rørt ved dem. Han havde forsynet dem med kærlige dedikationer, og de havde alle sammen oprindelig ligget på mit natbord, men var hurtigt flyttet ind i stuen og var til sidst endt i en eller anden kasse.

Et par gange havde jeg sendt ham penge igennem en kontakt på den amerikanske ambassade i Rangoon, måske 10.000 dollars i alt. Han bekræftede altid modtagelsen i et efterfølgende brev, henkastet, uden egentlig at give udtryk for taknemmelighed eller bare fortælle, hvad han gik og brugte de – efter burmesisk standard – temmelig mange penge til. Jeg fik indtryk af, at mine pengegaver satte ham i forlegenhed. På et tidspunkt droppede jeg det, og ingen af os nævnte det nogensinde igen. Jeg havde tit inviteret ham til at komme og besøge mig i New York, havde forklaret, at jeg selvfølgelig ville ordne alt det praktiske og dække udgifterne. Først tøvede han. Siden 21

Hjertets stemme.indd 21

25/05/16 08.28

afviste han det gang på gang, høfligt, men utvetydigt, om end det aldrig stod helt klart hvorfor.

Jeg spekulerede på, hvorfor det aldrig var lykkedes mig at komme ud og besøge ham igen i løbet af alle de år, selvom jeg, da jeg tog derfra, havde lovet os begge, at jeg ville vende tilbage inden for nogle få måneder. Hvordan kunne det ske, at han, som jeg skyldte så meget, igen var forsvundet ud af mit liv? Hvorfor udsætter vi så ofte de ting, der betyder allermest?

Jeg vidste det ikke. Jeg måtte skrive et ordentligt brev til ham en af de allernærmeste dage.

Minderne fra Burma havde distraheret og beroliget mig. I taxaen havde jeg sendt en mail til Mulligan, undskyldt mig med alvorlig svimmelhed og lovet at forklare det hele på mandag. Jeg overvejede at bruge eftermiddagen på at rydde op i min lejlighed. Den var i en sørgelig forfatning. Rengørings­ damen havde været syg i to uger, og støvet havde hobet sig op i krogene. Soveværelset var stadig fyldt med uåbnede kasser; billeder, der ventede på at blive hængt op, stod lænet op ad væggene, selvom det var fire måneder siden, at Michaels og mine veje skiltes, og jeg var flyttet tilbage til min gamle lejlighed. Min veninde Amy hævdede, at min lejligheds tilstand afspejlede min modvilje mod at acceptere bruddet med Michael.

Det var noget sludder. Hvis kaosset afslørede noget, så var det, at jeg som 38-årig boede i den samme lejlighed, som jeg havde boet i som 28-årig. For mig føltes det som et tilbageskridt.

Jeg var flyttet ud for fire år siden, fordi jeg hellere ville være sammen med Michael end bo alene. Hver eneste dag mindede lejligheden mig om, at det ikke var lykkedes.

Hvorfor er du alene?

Den stemme igen. Ikke længere en hvisken, men sta22

Hjertets stemme.indd 22

25/05/16 08.28

dig lavmælt. Den gav genlyd i hele min krop, fik mig til at skælve.

Hvorfor er du alene?

Det lød, som om den var tættere på, nærmere end den havde været på kontoret. Som om den kom fra en, der var trådt et skridt nærmere.

Hvorfor svarer du mig ikke?

Jeg følte mig varm. Mit hjerte begyndte at hamre igen. Svedige håndflader. De samme symptomer som om formiddagen.

Jeg kunne ikke sidde stille; jeg rejste mig og begyndte at gå frem og tilbage i min lille stue.

Hvorfor er du alene?

– Hvem siger, jeg er alene?

Ville hun lade mig være i fred, hvis jeg svarede hende?

Hvor er de andre?

– Hvilke andre?

Din mand.

– Jeg er ikke gift.

Har du ikke nogen børn?

– Nej. Jaså.

– Hvad skal det ”jaså” betyde?

Ikke noget. Det er bare, fordi … ingen børn … det er jo temmelig trist.

– Nej. Nej, overhovedet ikke.

Hvor er din far?

– Han er død.

Og din mor?

– Hun bor i San Francisco.

Har du ingen søskende?

– Jo da, en bror.

23

Hjertets stemme.indd 23

25/05/16 08.28

Hvorfor er han her ikke?

– Han bor også i San Francisco.

Blev du boende her sammen med dine onkler og tanter?

– Jeg har ingen onkler og tanter.

Ingen onkler eller tanter?

– Nej. Hvorfor bor du så ikke sammen med din familie?

– Fordi det faktisk ikke er så skidt at have et kontinent imellem os.

Du er altså alene.

– Nej. Jeg er ikke alene. Jeg bor bare alene.

Hvorfor?

– Ja, hvorfor? Fordi jeg bedst kan lide det sådan.

Hvorfor?

– Du går mig på nerverne med det evindelige ”hvorfor”.

Hvorfor bor du alene?

– Fordi jeg hader at blive vækket om natten af en mands snorken. Fordi jeg helst vil læse min morgenavis i fred. Fordi jeg ikke kan lide skægstubbe i håndvasken. Fordi jeg ikke vil retfærdiggøre, at jeg først kommer hjem fra arbejde ved midnat. Fordi jeg sætter stor pris på, at jeg ikke skal forklare noget som helst for nogen som helst. Kan du forstå det?

Tavshed.

– Hallo? Kan du forstå det?

Ikke en lyd.

– Hallo? Hvorfor svarer du ikke?

Jeg stod dér og ventede. Køleskabets klangfulde summen, stemmer i opgangen, en dør, der smækkede.

– Hvor er du?

Telefonen ringede. Amy. Hun kunne høre på min stemme, at jeg var ude af den.

24

Hjertets stemme.indd 24

25/05/16 08.28

”Har du det skidt?” ”Nej, nej.”

Hvorfor lyver du nu igen?

Som et hårdt slag bagfra. Jeg snublede og var lige ved at miste balancen. ”Det … det er bare, fordi …” mumlede jeg forvirret. ”Julia, hvad er der galt?” spurgte hun uroligt. ”Skal vi mødes? Skal jeg komme over til dig?”

Jeg længtes desperat efter at komme ud af min lejlighed. ”Jeg … jeg vil hellere komme hen til dig. Hvornår ville det passe dig?” ”Lige når du vil.” ”Jeg er der om en time.”

Hjertets stemme.indd 25

25/05/16 08.28

Kapitel 3

Amy Lee boede i to små lejligheder på øverste etage i en treetagers ejendom på Lower East Side. Hun boede i den ene lejlighed og brugte den anden som atelier. I de sidste mange år havde der ikke været noget sted, hvor jeg følte mig bedre tilpas.

Vi brugte hele weekender på hendes sofa med at se Sex and the City, spise is, drikke rødvin og le over mænd eller trøste hinanden, når vi var ulykkeligt forelskede.

Amy og jeg havde mødt hinanden, lige da vi begyndte på jurastudiet på Columbia, hvor vi begge havde valgt at specialisere os i handelsret. Vi havde stået og udfyldt et eller andet skema og havde tilfældigvis lagt mærke til, at vi var født præcis samme dag, hun i Hongkong, jeg i New York. Hun havde boet de første 19 år af sit liv i Hongkong, indtil hendes forældre havde sendt hende på college i USA. Amy hævdede, at en astrolog i hendes hjemland havde forudsagt, at hun ville møde en, der havde samme fødselsdag som hende selv, og som hun ville komme til at kende resten af livet, og derfor virkede det, som om vi var forudbestemt til at blive venner.

Jeg troede ikke på astrologi dengang, men jeg kunne med det samme godt lide Amy. Vi komplementerede hinanden på en måde, jeg aldrig tidligere havde oplevet med en veninde.

Hun var på mange måder min diametrale modsætning: et hoved lavere, kraftigere af statur. Hun farvede sit sorte hår i 26

Hjertets stemme.indd 26

25/05/16 08.28

mange farver, brød sig ikke om at lægge planer, elskede overraskelser, var rap på fødderne og ligevægtig. Hun mediterede, var buddhist og gik alligevel jævnligt til astrolog og var så overtroisk, at det til tider var ved at drive mig til vanvid. Hun havde altid noget rødt på. Gik aldrig ud af en elevator på niende sal. Nægtede at stige ind i en taxa, hvis dens nummerplade endte med tallet syv. Hun var den eneste, jeg kendte, som jeg havde fortalt min fars historie til. Og hun havde troet på den. Hvert eneste ord, uden at sætte spørgsmålstegn ved noget.

Som om det, at der var nogle, der kunne høre hjerteslag, var det mest naturlige i hele verden.

Det var en slående kontrast til min mor og min bror, som foretrak ikke at høre noget om min tur. De ville bare gerne vide, om min far stadig levede. Da jeg meddelte dem, at det gjorde han ikke, og prøvede at fortælle, hvad jeg havde oplevet i Burma, og forklare, hvorfor han var vendt tilbage til sit fødeland for at dø, nægtede de at høre på mig. Derefter begyndte vi at fjerne os fra hinanden. Min søgen efter min far havde revet familien midt over. Min mor og min bror på den ene side, min far og jeg på den anden. Amy var overbevist om, at splittelsen hele tiden havde været der, at jeg bare ikke havde opdaget den før eller ikke havde villet se den i øjnene. Hun havde sikkert ret. For fem år siden var min mor flyttet til San Francisco for at være tættere på min bror, og nu så vi hinanden en gang om året, højst to.

Amy kunne derimod ikke få nok af historien. Hun spurgte mig altid om, hvornår jeg omsider ville tage mig sammen til at besøge U Ba. Og hvad med arven fra min far: troen på kærlighedens magiske kraft? Havde jeg mistet den igen i New York?

Hvorfor havde jeg ikke hæget om den? Burde jeg ikke søge efter den? Spørgsmål, jeg undveg, fordi jeg ikke kunne svare på 27

Hjertets stemme.indd 27

25/05/16 08.28

dem, hvilket kun ansporede hende til at stille dem med jævne mellemrum.

Modsat mig havde Amy ikke rigtig hjertet med i studierne.

Hendes egentlige ambition var at male, og hun var kun begyndt at læse jura efter pres fra – eller af kærlighed til – sine forældre. Årsagen skiftede alt efter hendes humør. Men hun var alligevel en af de dygtigste på vores årgang. Da Amys far døde i et flystyrt blot fire uger før vores sidste eksaminer, fløj hun bare til Hongkong og blev der i to måneder. Da hun kom tilbage til New York, erklærede hun, at hun var færdig med at studere. Hun ville ikke tilbringe så meget som én dag mere på universitetet. Livet var for kort til omveje. Hvis man havde en drøm, måtte man udleve den.

Siden da havde hun tjent til dagen og vejen som freelance kulissemaler på Broadway, og hun nægtede pure at fremvise sine egne værker for gallerister. Hun var hverken interesseret i at udstille eller sælge sine billeder. Hun malede for sin egen skyld, ikke for andres. Amy var det mest frie menneske, jeg kendte.

Døren til hendes lejlighed stod på klem. Hun afskyede lukkede døre, ligesom hun følte sig frastødt af alle former for låse, og hun var fast overbevist om, at folk, der gik rundt i konstant angst for, om de nu havde husket at låse det ene eller det andet, ville ende med at låse sig selv ude. Hun nægtede sågar at sætte lås på sin cykel. Besynderligt nok var hun den eneste af mine venner, hvis cykel aldrig blev stjålet.

Hun sad på en skammel med hjul foran et lærred, hun var ved at male mørk orange. Hun havde sat sit hår, der var farvet rødt, op i en hestehale. Hun havde falmede grå joggingbukser på og en stor hvid T-shirt, der var fuld af malerpletter. Hendes arbejdstøj. Værelset lugtede af frisk maling og lak; gulvet var 28

Hjertets stemme.indd 28

25/05/16 08.28

oversået med malerpletter; malerier stod lænet op ad væggene eller på staffelier, mange af dem i forskellige nuancer af rødt. Amy hævdede, at hun desværre var kørt fast i sin Barnett Newman-fase. I stedet for striber malede hun cirkler, og hvis hun ikke snart slap ud af dem, kunne jeg lige så godt begynde at kalde hende Bernadette Newman. Der var Jack Johnson på hendes lille stereoanlæg.

Da hun hørte mine fodtrin på plankegulvet, vendte hun sig om for se på mig. Hun spærrede overrasket sine mørkebrune, næsten sorte øjne op. ”Hvad er der sket? Hvorfor ser du sådan ud?”

Jeg sank sammen i en gammel lænestol, mine hænder og fødder var iskolde. Mine øjne fyldtes med tårer. Det var, som om al anspændtheden fra de sidste mange timer med ét sivede ud af mig. Amy så bekymret på mig, satte fra med fødderne og kom rullende hen til mig på skamlen. ”Hvad er der galt?”

Jeg trak hjælpeløst på skuldrene. ”Lad mig gætte: Mulligan har givet dig sparket.”

Jeg rystede svagt på hovedet. ”Din mor er død.”

Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage.

Amy sukkede dybt. ”Okay, det er noget alvorligt!”

Måske var det hendes humor, jeg bedst kunne lide ved hende. ”Ud med det, hvad er der sket?” ”Hvad ligner jeg da?” Jeg prøvede at undvige hendes spørgsmål. ”En forskræmt høne.”

Jeg var tavs et stykke tid. Amy ventede tålmodigt på mit svar.

Jeg veg tilbage fra at sige højt, hvad der uophørligt havde 29

Hjertets stemme.indd 29

25/05/16 08.28

plaget mig den sidste time. ”Jeg er bange for, at jeg er ved at blive sindssyg.”

Hun betragtede mig tankefuldt. ”Og lige præcis hvad er det, om jeg må spørge, der har fremkaldt denne frygt?” ”Jeg har det, som om der er en eller anden, der forfølger mig.” ”En stalker? Ser han godt ud?” ”Ikke en stalker. Jeg hører stemmer.” Jeg krympede mig ved lyden af ordene. Selv Amy havde jeg svært ved at fortælle om det. ”Siden hvornår?” spurgte hun, nu i et alvorligt tonefald og uden tegn på overraskelse i stemmen. ”Siden i formiddags,” svarede jeg og fortalte, hvad der var sket på kontoret og derhjemme.

Amy sad ubevægelig på sin skammel og lyttede til mig.

En gang imellem nikkede hun, som om hun vidste, hvad jeg talte om. Da jeg var færdig, rejste hun sig op, lagde penslen fra sig og begyndte at gå frem og tilbage mellem sine malerier.

Det var sådan, hun gjorde, når hun virkelig skulle tænke sig om. ”Er det første gang?” standsede hun op og spurgte. ”Ja.” ”Truer hun dig?” ”Nej, hvorfor skulle hun gøre det?” ”Fornærmer hun dig?” ”Fornærmer mig?” ”Siger hun, at du er en uduelig tøjte? En dårlig advokat? At det kun er et spørgsmål om tid, før alle finder ud af, hvor stor en idiot du egentlig er?”

Jeg rystede forvirret på hovedet. ”Nej.” ”Koster hun rundt med dig?”

30

Hjertets stemme.indd 30

25/05/16 08.28

Jeg havde ingen anelse om, hvor hun ville hen med de spørgs­ mål. ”Siger hun til dig, at du skal kaste en kop kaffe i hovedet på Mulligan? Eller springe ud ad vinduet?” ”Nej. Hvor får du alt det sludder fra?”

Amy så tankefuld ud. ”Hvad siger hun så?” ”Ikke så meget. På kontoret advarede hun mig mod mine kollegaer. Ellers stiller hun bare spørgsmål.” ”Hvad for nogle spørgsmål?” ”Hvem er du? Hvorfor bor du alene? Hvorfor har du ingen børn?”

Et lettelsens smil gled over hendes ansigt. ”Interessante spørgsmål.” ”Hvad mener du?” ”Jeg kender en anden, der ville synes, det var spændende at høre dine svar. Minder vores stemmer på nogen måde om hinanden?” ”Lad være med at gøre nar ad mig,” sagde jeg skuffet.

Kunne hun ikke mærke, hvor desperat jeg længtes efter, at hun skulle berolige mig? ”Jeg gør ikke nar ad dig,” sagde hun og kom hen til mig, satte sig på hug ved siden af mig og strøg mig over håret. ”Men de spørgsmål – de lyder ikke specielt skræmmende. Jeg frygtede noget værre.” ”Hvordan værre?” ”At høre stemmer er tit en psykotisk reaktion. Det er et typisk symptom på begyndende skizofreni. I så fald er fremtids­ udsigterne dystre. Det er svært at kurere. Men i de tilfælde føler man sig truet af stemmerne. Stemmerne kommanderer rundt med en. Spring ned fra et tag, stik en kniv i din nabo. Melankolikere hører ofte fornærmelser. Men ingen af delene er der tale om her.”

31

Hjertets stemme.indd 31

25/05/16 08.28

”Hvordan kan det være, du ved så meget om folk, der hører stemmer?” spekulerede jeg. ”Har jeg aldrig fortalt dig, at min far også hørte stemmer?”

Jeg stirrede overrasket på hende. ”Nej.” ”Min mor fortalte mig det, nogle år efter at han døde. Bagefter læste jeg alt, hvad jeg kunne få fat på om emnet.” ”Var din far skizofren?” ”Nej, jeg tror, det for ham var et ret harmløst fænomen.” ”Hvad gjorde han ved det?” ”Ikke noget.” ”Ikke noget?” ”Jeg vil tro, han betragtede stemmen som en, der fra tid til anden gav ham et godt råd.” Efter en kort tøven tilføjede hun: ”Desværre fulgte han dem ikke altid.” ”Hvad mener du?” ”Min mor siger, at den dag, ulykken skete, sagde stemmen til ham, at han skulle tage hjem. At han ikke skulle gå ombord på det fly. Han ringede endda til hende fra lufthavnen.” ”Hvorfor fulgte han ikke det råd?” spurgte jeg tvivlrådigt. ”Hvis bare jeg vidste det. Måske var han bange for at give stemmen for meget magt over sit liv. Hvem har lyst til, at en stemme skal fortælle en, hvilke fly man skal tage og ikke tage?” ”Hvorfor har du aldrig fortalt mig det?” ”Det troede jeg også, jeg havde. Men måske har jeg bare tænkt, at du ikke ville tro mig.”

Jeg vidste heller ikke rigtig, om jeg troede på hende nu. Det fik mig til at tænke på min bror i Burma. ”Det er ikke alle sandheder, der kan forklares, og det er ikke alt, hvad der kan forklares, der er sandt,” havde han sagt til mig engang. Hvor tit havde jeg ikke tænkt tilbage på den bemærkning i de første år, efter at jeg var kommet tilbage? I Kalaw havde jeg på et 32

Hjertets stemme.indd 32

25/05/16 08.29

tidspunkt forstået, hvad han mente. I hans verden af overtroiske mennesker havde det givet mening; hjemme i New York var jeg kommet i tvivl. Hvorfor skulle ikke alt, hvad der kan forklares, være sandt? Hvorfor skulle man ikke være i stand til at forklare alle sandheder? Måske var der sandheder i Kalaw, som ikke gjaldt andre steder. ”Du tror ikke på mig,” sagde Amy, som om hun fornemmede min tvivl. ”Nej. Altså, jo. Selvfølgelig tror jeg på, at din mor har fortalt dig det, men jeg har svært ved at tro, at en stemme advarede din far mod at stige ombord på det fly.” ”Hvorfor ikke?” ”Du kender mig. Jeg er for rationelt indstillet til at tro på den slags.” ”Din far kunne høre hjerteslag. Han kunne skelne mellem sommerfugle ved hjælp af deres vingeslag. Hvordan forklarer du det?” ”Der er ikke nogen forklaring på det, det ved jeg godt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg begynder at tro på alt muligt …” Jeg ledte efter en måde at formulere det på, som ikke ville fornærme Amy. ”… esoterisk nonsens.” Hun færdiggjorde sætningen for mig. ”Præcis,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at le ad mig selv. ”Og det skal du heller ikke,” fortsatte hun. ”Men nu hører du en stemme. Har du en forklaring på det?” ”Nej,” sagde jeg fåret.

Vi tænkte begge to over det et stykke tid. ”Skal vi gå ud og få en drink et sted?” spurgte hun og rettede sig op.

33

Hjertets stemme.indd 33

25/05/16 08.29

Jeg tøvede. ”Jeg vil egentlig hellere blive her. Jeg har ikke lyst til at blive konfronteret med fremmede.”

Hun nikkede. ”Vil du have en espresso?” ”Jeg vil egentlig hellere have et glas vin.” ”Endnu bedre.” Hun gik hen til det åbne køkken, trak en flaske rødvin op og kom over med den på en bakke sammen med glas, chokolade og nødder. Hun hældte op til to og tændte et par stearinlys. Vi tog to puder og satte os på gulvet uden at sige mere. Det var vi gode til. Tavshed skabte ikke afstand, når man var i selskab med Amy. ”Kan du høre hende nu?” spurgte hun på et tidspunkt.

Jeg lyttede til mig selv og rystede på hovedet. ”Ærgerligt. Jeg havde håbet at kunne veksle et par ord med hende.”

Jeg sendte hende et lettere forpint blik hen over mit vinglas. ”Hun forklarer aldrig noget. Hun stiller kun spørgsmål.” ”Gad vide, om den stemme ikke også tjener et eller andet formål?”

Gad vide. En måde at udtrykke sig på, som var typisk for Amy. Det sagde hun tit, når hendes spørgsmål i virkeligheden var en konstatering. Jeg kendte hende godt nok til at forstå, hvad hun mente: Julia! Den stemme tjener et formål. ”Hvilket formål?” ”Min far brød sig ikke om at tale om det, men ifølge min mor tænkte han aldrig på den stemme, han hørte, som en trussel. For ham var det mere en livslang ledsager, som han med jævne mellemrum førte en samtale med, tror jeg.”

Jeg rystede på hovedet. Det var ikke det, jeg havde håbet at høre. Ikke fordi jeg anede, hvad hun kunne have sagt, der ville have hjulpet mig i denne her situation. Var jeg bare ude efter lidt medlidenhed garneret med en forsikring om, 34

Hjertets stemme.indd 34

25/05/16 08.29

at jeg ville få det bedre om et par dage? Som om jeg havde influenza? ”Jeg har ikke brug for en livslang ledsager. I hvert fald ikke en, som jeg hverken kan se eller røre ved.”

Amy nippede tankefuldt til sin vin. ”Og hvad nu hvis du svarer på hendes spørgsmål?” ”Hvorfor skulle jeg det?” ”Så ville hun måske lade dig være i fred. Hvem ved?” ”Det har jeg prøvet. Det gjorde bare, at hun stillede mig endnu flere spørgsmål.”

Hun lagde hovedet på skrå og så længe på mig. ”Hvorfor er du bange for den stemme?” ”Hvorfor jeg er bange? Fordi jeg ikke har nogen kontrol over den.” ”Er det så slemt?” ”Ja! Jeg forlod et møde på arbejdet uden et ord til forklaring. Et vigtigt et!” ”Et pludseligt anfald af svimmelhed. Mulligan glemmer og tilgiver.” ”Ikke hvis det sker igen. Vi skal anlægge en ret kompliceret sag i løbet af de næste par uger. Vi skal til at fremlægge vores strategi for klienten, og en del af det er min opgave. Hvad sker der, hvis hun begynder at galpe op midt i min præsentation?”

Hun tænkte over det. ”Så bevarer du roen og siger til hende, hun er nødt til at vente.”

Jeg sukkede. ”Hun lytter ikke til mig.” ”Så er det bare sådan, det er.” ”Amy!” Hvorfor forstod hun mig ikke? ”Jeg har ikke råd til at miste kontrollen på den måde. Jeg er nødt til at kunne fungere. Jeg maler ikke billeder. Jeg har ikke noget valg.” ”Vi har altid et valg.”

35

Hjertets stemme.indd 35

25/05/16 08.29

Der var ikke noget emne, vi kunne komme mere op at toppes om. I Amys øjne var vi alle sammen ansvarlige for vores egen skæbne. Punktum.

Alt, hvad vi gjorde, havde følger, og dem måtte vi selv bære.

Valget var vores. Ja eller nej.

Livet er for kort til omveje.

Hvis du har en drøm, skal du udleve den.

Jeg tømte mit glas og skænkede op til mig selv igen. ”En stemme i mit hoved chikanerer mig. Jeg vil gerne vide, hvor den kommer fra. Jeg vil gerne vide, hvordan jeg slipper af med den. Så hurtigt som muligt.” ”Så skal du opsøge en læge og bede om at blive medicineret.

En psykiater kan hjælpe dig. I hvert fald midlertidigt.”

Jeg kunne se på hendes øjne, hendes læbers krusning, hvad hun selv mente om den idé. ”Okay, og hvad synes du så, jeg skal gøre?” ”Jeg er overbevist om, at den stemme tjener et formål.” ”Og hvad skulle det formål være?” Mit skeptiske tonefald var ikke til at tage fejl af. ”Du har været meget igennem i det sidste år. Du har mistet meget …” Hun holdt inde med betydningsfuld mine.

Jeg brød mig ikke om den drejning, samtalen var ved at tage.

Der var ting, jeg ikke ville tale om. Ikke engang med Amy. ”Jeg ved godt, hvor du vil hen. Men den stemme har ikke noget med det, der skete i foråret, at gøre.” ”Er du sikker?” ”Helt sikker. Hvorfor tror du ikke på det?”

Hun trak på skuldrene. ”Bare en tanke.”

Vi drak vores vin, spiste et par nødder og sagde ikke noget i lang tid. ”Du kræver meget af dig selv.”

36

Hjertets stemme.indd 36

25/05/16 08.29

”Gør vi ikke alle sammen det?” ”Sludder. Du er det mest disciplinerede menneske, jeg kender. Du har ikke givet dig selv et pusterum i årevis.” ”Vi tog til Long Island så sent som i sommer,” modsagde jeg hende. ”I to dage. Så var du nødt til at tage tidligt hjem, fordi Mul­ li­gan skulle bruge dig. Da du og Michael gik fra hinanden, og du flyttede ud, sad du på flyttekasser og skrev breve til klienter, fordi du åbenbart havde nogle sindssygt vigtige deadlines, som simpelthen ikke kunne udsættes.” ”De var vigtige,” parererede jeg vagt. ”Du var midt i et brud med en kæreste, som du havde boet sammen med i fire år. Du er ikke den eneste advokat i det firma.”

Jeg nikkede. ”Måske er stemmen et tegn …” ”Du tror, at jeg hører et eller andet fortrængt ego, som jeg kronisk har forsømt, ikke? Men det er ikke en indre dialog med mig selv. Stemmen er ægte. Jeg kan beskrive den for dig.” ”Hvordan lyder den?” ”Gammel. Nogle gange lidt rusten. Dyb af en kvindestemme at være. Alvorlig.”

En fortættet tavshed var hendes svar. ”Jeg er bange,” sagde jeg stille.

Hun nikkede. Hendes blik vandrede forbi mig og rettede sig mod et stort maleri på væggen. Et rødt kors på en mørkerød baggrund, på hvilken hun havde klæbet en håndfuld kyllingefjer, der var farvet røde. Buddha i hønsehuset stod der på mærkatet under billedet. ”Jeg skal udenbys i nogle dage i næste uge igen. Har du lyst til at tage med?”

Jeg rystede på hovedet. Amy tog jævnligt på meditationsre37

Hjertets stemme.indd 37

25/05/16 08.29

treat på et buddhistisk center i den nordlige del af staten New York. Hun havde inviteret mig med mange gange før, men jeg havde udskudt det. Jeg fattede ikke, hvordan hun kunne sidde der i en time eller mere uden at tænke på noget. De få gange, jeg havde prøvet det i forbindelse med en yogatime, var jeg blevet bombarderet af så mange tanker, billeder og minder, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Det havde føltes, som om mit hoved var ved at eksplodere. Jeg droppede det altid efter nogle få minutter. Amy mente, at jeg bare havde brug for ordentlig vejledning, men det tvivlede jeg på.

Jeg var langsomt begyndt at kunne mærke vinen. Jeg var ved at blive overvældet af en næsten lammende træthed. ”Jeg må hellere se at komme hjemad.” ”Du må gerne blive, hvis du vil.” ”Jeg ved det. Tak. Men jeg har så meget, jeg skal nå her i weekenden, og jeg vil gerne tidligt i gang i morgen.”

Hun smilede og tog mig om armen. Den fysiske kontakt gjorde godt. Jeg ville virkelig hellere være blevet.

Jeg var knap nok nået forbi den første husblok på Rivington Street, før jeg hørte hende igen.

Hvem er du?

Hjertets stemme.indd 38

25/05/16 08.29

Kapitel 4

Hvor tynd er muren mellem os og vanviddet? Ingen ved, hvad den er lavet af. Ingen ved, hvor meget pres den kan modstå.

Før den giver efter.

Vi lever alle sammen på kanten.

Det er bare ét skridt. Et lille et. Nogle af os fornemmer det, andre gør ikke.

Jeg sov længe i et forsøg på at holde mig til min sædvanlige lørdagsrutine, ikke lade mig slå ud af kurs. Sen morgenmad, afslappet avislæsning, et par mails til venner, vasketøj. Samtidig voksede min angst hele formiddagen, time for time. Jeg stolede ikke længere på tavsheden i mig selv. Jeg havde fornemmelsen af, at en eller anden usynlig magt holdt øje med alt, hvad jeg foretog mig. Stemmen forfulgte mig; det var jeg ikke længere i tvivl om. Det var kun et spørgsmål om tid, før hun ville melde sig igen.

Foran mig lå udkastet til vores sagsanlæg. På begge sider lå bunker af dokumenter og korrespondance. Jeg havde udsigt til en arbejdstung weekend.

Hvorfor har du ingen børn?

Jeg blev lige forskrækket hver gang. Fra lejligheden inde ved siden af kom den dæmpede lyd af klavermusik; der var en ringelyd fra elevatoren; politisirenerne for hylende op og ned ad Second Avenue; stemmen gentog sit spørgsmål. Det lød, som 39

Hjertets stemme.indd 39

25/05/16 08.29

om hun stod bag mig og talte mig direkte ind i øret. Jeg fik lyst til at forsvare mig. Men hvordan? Mod hvem? Hvorfor jeg ikke havde børn? Jeg hadede det spørgsmål. Hvorfor skal en kvinde retfærdiggøre et barnløst liv? Ingen ville nogensinde drømme om at spørge en mor, hvorfor hun havde fået børn.

Hvorfor stillede hun lige netop det spørgsmål? Jeg lod, som om jeg ikke havde hørt det.

Du burde ikke bo alene. Det er ikke godt.

Straks anlagde stemmen et mere bidsk tonefald. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg måske ville kunne overrumple hende. Jeg tænkte på, hvad Amy havde sagt. Tal med hende. Hør, hvad hun har at sige.

Du burde …

– Hvor kommer du fra? afbrød jeg hende.

Tavshed. Jeg gentog spørgsmålet og ventede. Som om hun skyldte mig et svar.

Jeg … Jeg ved det ikke, svarede hun lavmælt.

– Hvorfor ikke?

Jeg kan ikke huske det.

Hvad vil du mig?

Intet.

– Hvorfor stiller du så alle de spørgsmål?

Fordi jeg gerne vil vide, hvem du er.

– Hvorfor?

Fordi jeg bor inde i dig. Fordi jeg er en del af dig.

– Nej! Du er ikke en del af mig, indvendte jeg.

Jo, jo, det er jeg.

– Nej. Jeg kender mig selv.

Er du sikker? Hvem kender i virkeligheden sig selv?

Du er en fremmed.

Jeg ville ikke give mig.

40

Hjertets stemme.indd 40

25/05/16 08.29

Jeg er en del af dig, og det vil jeg altid være.

Jeg fik kvalme.

– Hvis du virkelig er en del af mig, så vil jeg gerne bede dig om at tie stille.

Jeg er en del af dig, men du kan ikke bare kommandere rundt med mig. Jeg bestemmer selv.

Mine hænder begyndte at skælve.

Hvad er du bange for?

– Hvem siger, jeg er bange?

Hvorfor skulle du ellers skælve?

– Fordi jeg fryser.

Hvad er du bange for?

– Jeg. Er. Ikke. Bange.

Det er du. Jeg og frygten er gamle bekendte.

Det fik mig til at tøve.

– Hvorfor er du og frygten gamle bekendte?

Tavshed.

Frygten var min tro følgesvend. Jeg har mistet alt.

– Hvad har du mistet?

Alt. Det er det eneste, jeg ved.

Hun blev tavs. Jeg ventede for at se, om hun ville sige noget mere. Jeg rejste mig og gik ophidset rundt i lejligheden.

– Hvad mistede du? Hvor kommer du fra? Sig noget.

Inde i mig var der stille.

– Hvorfor svarer du mig ikke?

Hvad skete der med mig? Hvem talte jeg med? Kunne det lade sig gøre, at min personlighed havde delt sig i to fra den ene dag til den anden? Var det det, der var definitionen på skizofreni?

Jeg åbnede min bærbare og googlede ’skizofreni’. Wikipedia definerede det som en ”mental forstyrrelse karakteriseret ved 41

Hjertets stemme.indd 41

25/05/16 08.29

en nedbrydning af tankeprocesser og ringe følelsesmæssig responsivitet”. Det ramte tit pludseligt, uden at der havde været forudgående symptomer. ”Som regel vil der være auditive hallucinationer, paranoide eller bizarre vrangforestillinger.” Jeg tøvede og overvejede et øjeblik, om det ville være bedre bare at lukke computeren igen. Hallucinationer. Hvad skulle det betyde? Ilde til mode læste jeg videre. ”Det kan for eksempel være … en overbevisning om, at tanker bliver indført i eller fravristet ens bevidsthed … at høre hallucinatoriske stemmer, der kommenterer ens tanker og handlinger … Den primære behandling af skizofreni er antipsykotisk medicin, ofte i kom­bination med psykologisk eller social bistand. Hospi­ tals­indlæggelse kan forekomme ved alvorlige episoder, enten frivilligt eller (i henhold til lovgivningen omkring psykisk sygdom) ufrivilligt.”

Jeg fik det værre for hver sætning. Jeg led ikke af en psykose.

Jeg havde heller ikke hallucinationer. Stemmen var virkelig.

Den var ikke et fantasifoster.

Jeg ledte efter bøger på nettet, der handlede om at høre stemmer. Helbredelse af skizofreni, Helbredelse af hallucinationer og Hør Herrens stemme var populære titler. Ikke noget for mig der.

En søgning på ordene ’at høre stemmer’ gav mere end en million søgeresultater på nettet. Det første link var til et radioprogram. Det næste link var til et eller andet netværk, der lovede ”oplysning, støtte og forståelse til folk, der hører stemmer”.

ForkertDiagnose.com oplistede syv sygdomme, som kunne få en til at høre stemmer, samt passende be­hand­lings­strategier for hver enkelt. Den side trykkede jeg på. ”Årsager: skizofreni, psykose, psykotisk depression, hallu­ ci­na­tioner.”

42

Hjertets stemme.indd 42

25/05/16 08.29

Jeg lukkede hurtigt siden ned og smækkede min bærbare i. Jeg ville ikke have noget med den verden at gøre. Jeg led ikke af en psykisk sygdom. Min mor led af depression og tog lykkepiller. Det gjorde min svigerinde også. Og nogle af mine kollegaer. Ikke mig.

Jeg troede ikke på højere magter eller det tredje øje.

Efterhånden var det udelukket at arbejde. Jeg blev grebet af en indvendig uro, som holdt mig i et jerngreb hele dagen. Jeg gjorde rent som en besat. Tørrede køkkenskabene af. Pudsede alle mine sko. Ryddede ud i mit gamle tøj.

Jeg løb en tur i Central Park – en meget lang tur. Mine ben havde taget magten fra mig. Jeg løb tre gange længere, end jeg plejede, en distance, jeg ikke havde troet, jeg ville kunne magte. Jeg løb uden at holde pause, trods værkende fødder og hamrende hjerte. Der var noget, der fik mig til at fortsætte i det uendelige. Til sidst havde jeg så voldsom krampe i benene, at jeg var nødt til at stoppe. Jeg støttede mig til et træ i udkanten af Strawberry Fields og kastede op.

Om natten blev jeg vækket af en fortvivlet hulken. Først troede jeg, det var en drøm. Så troede jeg, det var Michael, der lå og græd ved siden af mig. Hulkene blev til en højlydt klynken. Jeg tændte lyset og stirrede på den tomme side af sengen. Så stod jeg op og så efter, om der lå nogen ude foran min dør, eller om lyden kunne komme fra lejligheden inde ved siden af. Der var helt stille i opgangen; inde i mig voksede larmen.

Jeg ville blive sindssyg af det, hvis jeg ikke fik det til at høre op.

– Hallo? Hvem er du?

Gråden blev kun værre. Den lød ikke stædig eller vred, mere som en fortvivlelse, der var umulig at udtrykke med ord.

– Er det dig, der græder? Hvorfor vil du ikke svare?

43

Hjertets stemme.indd 43

25/05/16 08.29

Kun den ubærlige hulken. Den var sværere for hjertet at udholde end for ørerne. Det rørte ved noget dybt i mig. Jeg følte en angst, en dybt fortrængt sorg, og jeg ville ikke kunne holde det ud ret meget længere uden selv at begynde at græde.

Jeg tændte alle lyskontakter og skruede højt op for radioen for at overdøve klagesangen. Kort efter ringede det på døren.

De to naboer udenfor ville vide, om jeg var blevet fuldstændig vanvittig.

Det var i det øjeblik, det gik op for mig, at jeg havde brug for hjælp.

Hjertets stemme.indd 44

25/05/16 08.29